Titel: Die 'Wiking': Elite-Verband der Waffen-SS? Aufstellung, Einsatz, Kriegsverbrechen.
Forfatter: Jens Müller-Bauseneik (Red.).
Tidskrift: Militär und Geschichte, Extra, Soldaten – Technik – Einsätze, 2023.
Pris: 12,90 €.
Anmelder: Claus Eskild Andersen.
Rating: 4/5.
…
Den foreliggende anmeldelse er lidt usædvanlig, idet den ikke drejer sig om en egentlig bog, som der normalt er tilfældet; men om et tidsskrift – og i denne forbindelse sågar en særudgivelse af nævnte tidsskrift.
I de senere år har man set en lang række udgivelser i form af glittede og billedrige tidsskrifter, som beskæftiger sig med en lang række emner. Et emne, som er særligt populært blandt læserne, er historie og særligt krigshistorie. Dette er tilfældet for en lang række lande, og man kan dårligt frekventere en kiosk eller boghandel i en større international lufthavn uden at støde på de glittede udgivelser på alle mulige sprog. For det meste er lødigheden også derefter, og det er sjældent, at man støder på et historisk glittet tidsskrift, som lever op til nutidig faghistorisk forskning; men det foreliggende tidsskrift er tilsyneladende den undtagelse, der bekræfter reglen.
Det skal ydermere anføres, at det ikke har været muligt at gennemse øvrige numre i serien. Der er derfor ikke mulighed for at sammenholde de forskellige numre med hinanden, hvad angår en vurdering af overordnet lødig- og faglighed.
Det foreliggende tyske tidsskrift ”Militär und Geschichte” beskæftiger sig, som titlen antyder, med militærhistorie. Tidsskriftet udkommer regelmæssigt, men indimellem udkommer der tillige særnumre, som behandler det ene eller andet tema. F.eks. har tidligere temanumre behandlet 7. panserdivision, som var den tyske panser/kampvogns-division (”spøgelsesdivisonen”), der var spydspidsen i angrebet på Frankrig i 1940, og som havde general Rommel som chef. Rommel er tilsyneladende et populært emne, og han behandles i flere tema-hæfter i serien. Men serien har også udgivet en lang række numre, som behandler materiel (typisk kampvogne), militære operationer og enkeltpersoner – af sidstnævnte kan anføres i tilfældig orden Stauffenberg, Hindenburg, Moltke, Gøring, Blücher og Tirpitz.
Det foreliggende særnummer behandler en militær enhed af SS, nemlig det, der senere under 2. Verdenskrig kom til at hedde ”5. SS panserdivision ’Wiking’” (”Wiking” med dobbelt v er den tyske skrivemåde). Fascinationen af Waffen-SS-enheder er aldrig svindende, og der er altid et publikum til sådanne udgivelser. Waffen-SS var samtidig en politisk enhed, der repræsenterede nationalsocialismen, og det glemte dens medlemmer aldrig. Om dette står der vedrørende Hitlers politiske soldater i hæftet: „Selv næsten 80 år efter dens afslutning udøver Waffen-SS stadig en ofte ambivalent fascination på mange militærhistorisk interesserede. Talrige apologetiske og populærvidenskabelige fremstillinger tilskriver den at have været den militære og 'racemæssige' elite i 'Det Tredje Rige'; fremragende bevæbnet og udrustet; ideologisk gennemgribende indoktrineret. Først nyere historiografiske studier påpeger den kvalitative heterogenitet i Waffen-SS, som indtil krigens afslutning var vokset til en.” (oversat fra tysk, s. 10)
Historikeren, professor emeritus, Bernd Wegner skrev om SS division Viking for snart 50 år siden, og det gælder fortsat: „En historisk fremstilling af divisionen 'Wiking' og den politik, der blev fulgt med dens oprettelse, som lever op til videnskabelige krav, mangler indtil videre.” (oversat fra tysk) (Bernd Wegner: „Auf dem Wege zur pangermanischen Armee. Dokumente zur Entstehungsgeschichte des III. (’germanischen’) SS-Panzerkorps“, Militärgeschichtliche Mitteilungen 2/1980, side 101-136).
Ydermere kæmpede divisionen i udstrakt grad i områder, hvor stednavnene for læseren er kendte fra den aktuelle russisk-ukrainske krig. Soldaterne i Waffen-SS var først og fremmest politiske soldater, hvilket også understreges af nyere historisk forskning. (F.eks. i Christensen, Poulsen og Scharffs 784 siders seriøse danske faghistoriske publikation ”Waffen-SS”, som blev anmeldt her på sitet i 2015.
Mange forfattere til diverse artikler har akademisk baggrund (kandidat eller Ph.d.) og ofte med solid erfaring inden for feltet Waffen-SS. Forfatterkredsen inkluderer kandidater i Historie, Ph.d.-studerende, forskere med en Ph.d. og lektorer. Mange med tidligere erfaring i forskning i den nazistiske periode. Enkelte er derudover sågar aktive officerer i forbundshæren.
Den apologetiske litteratur (behandles på side 96-97) var længe den eneste man kunne opdrive vedrørende historien om divisionen, og divisionens medlemmers beretninger var længe alene de udgivelser, som kunne tilvejebringes. I den senere tid er der tillige udkommet en række publikationer på bogmarkedet, skrevet af de såkaldte ”nazi-fanboys” (betegnelse brugt af Steven Zaloga). I den forbindelse er der tidligere her på sitet blevet anmeldt en bog (Ian Baxter: ”5th SS Wiking at war 1941-1945. A history of the division”) om division Viking på krigsvidenskab.dk
I diverse artikler behandles desuden divisionens opstilling, organisation, indsættelse samt diverse felttog. Som et kuriosum kan nævnes, at divisionen udelukkende blev indsat på østfronten.
Spørgsmålet, om Waffen-SS var en elite, stilles jævnligt – også i den seriøse faghistorisk dokumenterede forskning af Waffen-SS. I det mindste angives ofte de fem første divisioner (herunder division Viking) ud af de 38, som Waffen-SS opstillede i alt, som eliteenheder. Men spørgsmålet er, om det overhovedet var tilfældet. Selvom spørgsmålet stilles på forsiden af tidsskriftet, bliver det ikke rigtigt behandlet i artiklerne inde i bladet, hvilket egentlig er noget skuffende. Miliærhistorikeren, officer og ekspert i Waffen-SS Jens Westemeier („Himmlers Krieger“ 2014, side 354) har skrevet om elitebegrebet: „Høj grad af motorisering, privilegeret udrustning med kampvogne, fanatisme og vilje til at ofre sig må ikke betragtes som strukturelle kendetegn ved en militær elite (…).” (oversat fra tysk). Altså Waffen-SS var ikke, efter Westemeiers mening, en militær elite. Selvom enheden betegnes som ”Eliteverband” på side 54 i tidsskriftet. I de tidlige bøger om divisionen blev i særlig grad fremhævet myten om den ”den germanske division”, som hovedsagligt bestod af frivillige fra ”racemæssigt” beslægtede nationer, set fra en nazistisk synsvinkel.
Som forventeligt for genren indeholder tidsskriftet mange fotos og i nogle tilfælde i meget stor forstørrelse – ofte over en hel side, indimellem over hele to sider. Til tider viser billederne blot en situation, som ikke stammer fra division Viking, men redaktionen er omhyggelig med at anføre, at det ikke er divisionen, man ser på billederne, så læseren ikke føler sig ført bag lyset. F.eks. viser fotoet på side 65 feltmarskal Erich von Manstein i en situation, hvor han taler til personel fra hæren – og ikke Waffen-SS. For det meste er underteksterne svarende til billedindholdet, men på side 81 begår redaktionen ikke desto mindre den klassiske fejl at forveksle ”Totenkopf-divisionens” mandskab med kampvognspersonel fra hæren, som begge bar dødningehovedet på kraven. Og dette på trods af, at forskellen på uniformeringen i tidsskriftet forklares under illustrationen på side 53.
Hver af de fire på hinanden følgende divisionschefer har fået deres egen – i anmelderens øjne – ikke helt udtømmende lille minibiografi i hæftet (side 29, 57, 87 og 95). Desuden omtales en række markante personer, som gjorde tjeneste ved divisionen, herunder bl.a. den danske kaptajnløjtnant C.F. Schalburg ved Livgarden (side 76), som gjorde tysk krigstjeneste i divisionsstaben og blev bekendt for sin fandenivoldske optræden ved fronten. Schalburg faldt senere ved fronten som chef for Frikorps Danmark. En række danske linjeofficerer gjorde tjeneste ved divisionen. Herunder kan bl.a. nævnes Poul Ranzow-Engelhardt, Ernst Viffert, Knud Schock, Oluf Krabbe og Thor Jørgensen (sidstnævnte indledningsvis stabschef ved Frikorps Danmark). Ikke desto mindre var det såkaldte ”germanske” udenlandske islæt i divisionen – trods massiv propaganda – forsvindende ringe; jf. tidsskriftet aldrig over 8 procent (side 18). Det anføres eksempelvis, at: „I Danmark begrænsede rekrutteringen sig i det væsentlige til medlemmer af det tyske mindretal samt til medlemmer af det nationalsocialistiske parti DNSAP.” (oversat fra tysk, s. 17). Hovedparten af mandskabet bestod af indfødte tyskere samt de såkaldte ”folketyskere”, som var tyskere uden for rigets grænser; f.eks. fra det tyske mindretal i Danmark. Hvervningen af ”racemæssigt” tilfredsstillende rekrutter til divisionen i Skandinavien var i sidste ende skuffende for Waffen-SS. Som et kuriosum kan nævnes, at Ranzow-Engelhardts tyske uniform med det broderede armbånd ”Wiking” er udstillet på Krigsmuseet i København.
Ofte har det i den apologetiske litteratur været fremhævet, at der var vandtætte skodder mellem de såkaldte ”Totenkopfverbände”, der bevogtede KZ-lejrene, og det øvrige Waffen-SS, men de hyppige personeludskiftninger mellem disse enheder påviser, at det slet ikke var tilfældet. Udvekslingen mellem personel fra koncentrationslejre og kæmpende enheder var generelt hyppige og almindelige. I nazistisk tankegang var der ingen forskel på at bekæmpe såvel den indre som den ydre fjende. I tilfældet Josef Mengele, som begyndte sin ”karriere” som læge i divisionen og gjorde to års tjeneste ved denne, finder man et særligt grelt tilfælde (side 38-39). Karrieren sluttede for Mengele som berygtet læge i Auschwitz. Efter krigen blev han eftersøgt som krigsforbryder og gik under jorden i Sydamerika og blev således aldrig stillet til ansvar for sine forbrydelser.
Farvede og relativt detaljerede kort over de operationer, som divisionen var indsat i, er informativt indsat i hæftet (side 15, 25, 35, 44, 49, 64, 72, 80 og 91).
Krigsforbrydelser, som divisionen begik, nævnes løbende i de forskellige artikler, men der er også et selvstændigt afsnit, som behandler krigsforbrydelser, som blev begået af divisionen (side 84-86). Divisionen blev længe anset for at være en enhed med ”rene” hænder, der ikke havde været involveret i krigsforbrydelser i nævneværdig grad. Sikkert på baggrund af den megen apologetiske litteratur, som var blevet udgivet om divisionen. Men som alle Waffen-SS divisioner begik denne også en række forbrydelser på østfronten, hvor den udelukkende var indsat. Det gør det også svært at efterforske divisionens forbrydelser, idet arkiverne er svært tilgængelige og det sovjet-russiske diktaturs tilgang til forbrydelserne begået af tyske enheder har været meget anderledes, end det var tilfældet for de vestlige landes tilgang til krigsforbryderjustitsen under og efter krigen.
Historien fortalt i dette format medfører, at man må undvære fodnoter og litteraturlister. Til gengæld må det forventes, at hæftet når ud til et bredere publikum, end tykke faglitterære bøger normalt ville gøre, når det kan købes i enhver lufthavn, jernbane- og døgnkiosk – i hvert fald i Tyskland.
Afsluttende skal det anføres, at det må opfattes som lettere ironisk, at det tilsyneladende aktuelt bedste seriøse bud på et fagligt funderet værk om den tyske Waffen-SS division ”Wiking” er et tysk glittet tidsskrift på knap 100 sider.
Der er ikke tvivl om, at tidsskriftet læner sig op ad den fascination mange har af emnet ”Waffen-SS”. Det glittede format vil sikkert ramme mange uforberedte læsere i lufthavnskiosker og andre salgssteder, og man må formode, at publikationen vil ramme et større publikum, end seriøse faghistoriske udgivelser normalt ville gøre, og det kan vel egentlig kun hilses velkomment.
Publikationen tildeles fire faner, idet dokumentationen og kildeangivelserne er sparsomme. Det er måske nok for meget at forlange fodnoter henset til formatet, men man kunne godt have anført litteraturhenvisninger for dem, der, som undertegnede, måtte ønske at se forfatterne lidt i kortene uden i øvrigt at ødelægge formatet.
Claus Eskild Andersen
Major, cand.phil.
