Log ind

Diciplinen i Hæren — og i Folket

#

Mandag den 26. Oktober f. A. bragte ..Nationaltidende“ en Artikel om „Efteraarsøvelsernes Facit“, hvori bl. a. berøres visse Vanskeligheder, der under Efteraarsøvelserne har vist sig paa det disciplinære Omraade. Artiklens Forfatter og Bladet skal egentlig have Tak for Artiklens Fremkomst netop nu, hvor en Nyordning af Hæren er under Udarbejdelse. Man maa takke, ikke fordi Hæren i Almindelighed kan ønske at drøfte Spørgsmaal som dette i et Dagblad, men fordi hele Spørgsmaalet om Disciplin har en langt større Rækkevidde indenfor vort Folk, end man i Almindelighed er tilbøjelig til at tro. Det maa straks siges, at Disciplinen i Hæren ikke direkte er i Fare; der sker hverken Mytteri, Oprør eller andre grove Forseelser, men der er afgjort — især under Ger indkaldelser — en vis Tilbøjelighed til Afslapning, og der sker Uorden, som ikke kan tolereres i en Hær. Dette skyldes ikke alme Hæren, men lige saa meget den Mentalitet, der efterhaanden har bredt sig i visse Dele af den danske Ungdom. Som det paapeges i den omtalte Artikel, skyldes Hovedaarsagen til Afslappelsen Hærens Mangel paa rutinerede Befalingsmænd; man kan nu engang ikke drive militær Uddannelse hovedsageligt baseret paa Anvendelsen af Reservebefalingsmænd, Kornetter og Korporaler som Lærere og Førere for Mandskabet. Folk, de. var Rekrutter Aaret før, kan ikke med tilstrækkelig Autoritet være Lærere for jævnaldrende Mandskab, hvilket den kommanderende General forøvrigt tydeligt har understreget i et Interview med et københavnsk Dagblad. Her maa den kommende Hærordning hjælpe os; vi maa have rutinerede Befalingsmænd igen; om det saa bliver under den gamle Form som faste Underofficerer, som Officianter eller som faste Officerer, finder man nok ud af, men Hovedsagen er, at det at være Befalingsmand og Lærer for Mandskabet er en Livsstilling — ikke noget man lærer paa en Vinter paa en Korporalskole eller en Kornetskole. Men bortset fra selve Hærordningens Mangler paa det nævnte Omraade er ogsaa Hæren selv Skyld i visse Fedtrin, der medvirker til at besværliggøre Disciplinens Opretholdelse. Her maa først og fremmest peges paa det i vor Hær til alle Tider saa ulykkelige Uniformsspørgsmaal. For Mandskabets Vedkommende er man gennem en Menneskealders Forsøg med mørkeblaa, lyseblaa, graagrønne og graa Uniformer nu endelig havnet ved en gulbrun Uniform, der saa sandt ikke kan kaldes køn. For Disciplinens Skyld har Uniformen, man giver Soldaten, en meget stor Betydning. Klæder man en Soldat fikst og smukt paa, føler han sig, og han sætter i Reglen en Ære i at faa Uniformen til at sidde godt, og han opfører sig pænt i den Uniform, som han har en personlig Glæde ved at bære. I mange udenlandske Hære er Uniformerne maaske nok lige saa slemme som hos os, men vi lever nu engang i Danmark, hvor Ungdommen maa siges at være endog meget velklædt, og hvor unge Mennesker sætter megen Pris paa at være det. Man kan blot betragte de unge Mennesker paa Mødedagen og ved Hjemsendelsen fra Militærtjenesten, og man vil se en Velklædthed hos Folk fra alle Samfundsklasser. Dette maa man tage Hensyn til, naar man iklæder danske Soldater. Naar dertil kommer, at Huetal og andre Kendetegn snart er forsvundet fra Uniformen, saa er det ikke saa mærkeligt, at den mindre gode Soldat føler sig i den Grad anonym, at han let forfalder til at opføre sig paa en Maade, som han ikke vilde have gjort, hvis han vidste, at hans Identitet i paakommende Tilfælde let vilde kunne fastslaas ved tydelige Afdelingsbetegnelser, Nummer paa Sidevaaben o. s. v. For Befalingsmandenes Vedkommende har man i snart lige saa mange Aar flyttet rundt med Distinktioner fra Skulder til Krave og til Ærme og fra Overærme til Underærme, indtil man nu er endt med Gradstegn, der næppe er synlige og ofte (f. Eks. paa Huerne) ganske mangler. Dertil kommer det mærkelige Forhold, at det er tilladt Befalingsmændene omhyggeligt at skjule de Gradstegn, der er, under en Regnfrakke, der er uden nogetsomihelst militært Kendetegn.

Hvorledes skal man under saadanne Forhold kunne fastholde en Hilsepligt i Hæren ? Vil man have Hilsepligt, maa man have Gradstegn, der er tydelige, og vil man forlange, at Mandskabet skal reagere hurtigt overfor en Befalingsmand, der griber ind paa det disciplinære Omraade, maa denne Befalingsmand være kendetegnet saaledes, at ingen kan undskylde sig med, at han ikke kunde se, at det var en Befalingsmand. Uniformer og Gradstegn skal være „feltmæssige“, vil man indvende — ja, men vi har heldigvis saa sjældent Krig, og Hærens Uddannelse og daglige Liv kræver nu lidt Pynt paa Uniformen og tydelige Gradstegn og Afdelingsmærker m. v. — man kan altid sprætte Pynten og Gradstegnene af, naar der bliver Krig. Hæren er imidlertid kun den ene Part i Sagen. Den noget slappede Disciplin skyldes i langt overvejende Grad hele vor Ungdoms forkvaklede Begreber om Pligter og Ansvar. Misforstaaet politisk Agitation og en Mangel paa Forstaaelse af Spørgsmaalet hos Skolens Folk er vist Hovedaarsagen dertil, men hvordan det end er, saa er det i Øjeblikket saaledes, at den unge Mand fra Storbyen helst ikke vil have Respekt for nogetsomhelst. Næsvisheder i Retten, saaledes som man ofte ser det refereret i Dagspressen, bærer Vidne om, at denne Mangel paa Respekt ikke alene gælder unge uerfarne Befalingsmænd, men alt, hvad man tidligere kaldte Autoritet. Københavns Politibetjente kan sikkert tale med paa dette Omraade. Rettigheder kender de alle, Krav til det ubestemmelige Væsen, der kaldes „Samfundet“, stiller de alle, men Pligt- og Ansvarsfølelse er ved at forsvinde i visse Kredse af Ungdommen, ikke alene blandt Mænd, men ogsaa blandt Kvinder; hvem kender ikke det stadig tiltagende Fænomen: Husassistenten, der fæster sig til en Plads, men ganske uden videre bliver borte. Visse Ting tyder paa, at Regeringens Medlemmer har faaet Øjene op for Disciplinens Betydning. Det var afgjort med Velvilje, at en konservativ Folketingsmands Forslag om Arbejdspligt for Ungdommen (civil Værnepligt, om man vil) blev modtaget. Det er en Ulykke for vor Ungdom, at saa mange unge Mennesker ikke kan faa Beskæftigelse, og dette Forhold lader desværre til at være permanent. De unge Mennesker, der saaledes er tvungne til Lediggang, havner i stort Tal i de politiske Yderpartier, hvor Hoveddrivfjederen er Misfornøjelse, og hvor de kun lærer Had mod Regering og mod alt, hvad der hedder Autoritet. Den af Demokratiet indførte Ligeberettigelse for alle fortolkes af Ungdommen som en Ret til at gøre, hvad den enkelte har Lyst til uden Respekt for nogen Myndighed. Dette sidder mange unge i Blodet, naar de senere møder som Soldater, og naar den første Benovelse efter Mødet har sat sig, kommer der en vis Ligegyldighed frem overfor Pligter (manglende Hæmninger hedder det vist), og saa kommer de Smaaforseelser, der desværre er vel talrige blandt de værnepligtige. Der skal somme Tider et Par Straffe til, før det gaar op for saadan en Mand, at her i Hæren er det Alvor. Det havde været nemmere, hvis Manden fra det civile Liv havde medbragt en vis Forstaaelse af, at i et ordnet Samfund er der noget, der hedder foresatte. En anden Vanskelighed for Disciplinen ligger i den perfide og urimelige Maade, hvorpaa et københavnsk Dagblad driver maalbevidst Propaganda mod Hæren. Hvem vil finde det stemmende med Retfærdighed, hvis et Blad gjorde Statsbanerne eller Postvæsenet til Grin, fordi en Funktionær ved en eller anden Lejlighed havde baaret sig lidt uheldigt ad? Naar det drejer sig om den Statsinstitution, der hedder Hæren, kan bemeldte Dagblad (der forøvrigt er et „Regeringsblad“) tillade sig i kæmpemæssige Overskrifter paa sine Opslagsplakater at annoncere „Hæren til Grin for hele Landet“ eller „Hæren gør sig atter til Grin“. Det gavner ikke Disciplinen, at Mandskabet paa Soldaterhjemmet læser sligt i Aviserne og — i dets Naivitet — sluger det raat.

Det er paa Tiden, at visse Dele af Folket gøres opmærksom paa, at Hæren er en Del af Staten, som man ikke har Lov at undergrave, blot fordi man ikke kan lide den. Disciplinen har en Betydning, der rækker langt udover Hærens egne Rammer, og vi maa derfor baade for Hærens og for Folkets Skyld haabe,

— at vi faar styrket vore Befalingsmandsrammer med faste rutinerede Befalingsmænd,

— at baade Skolerne og de civile Myndigheder vil medvirke til at faa ændret Ungdommens Mentalitet overfor Begreber som Pligter, Ansvar og Respekt for offentlige Myndigheder, og

— at vi maa faa standset den Latterliggørelse af Statsinstitutionen „Hæren“, der finder Sted i visse Dele af Pressen.

Dernæst maa Hæren selv rette sin Opmærksomhed mod de Ting, der bidrager til at vanskeliggøre Disciplinen, bl. a. Soldatens Paaklædning, Befalingsmændenes Uniformering og Gradstegn og endelig Hilsepligten; vil man beholde Hilsepligten som hidtil, maa Befalingsmændene have tydelige Gradstegn og Mandskabet Afdelingsmærker og Numre, der tillader en let Identificering af Manden, ellers maa Hilsepligten bortfalde eller indskrænkes til kun at gælde foresatte. Hærens Disciplin er ikke i Fare, hvad den føromtalte Avisartikel maaske kan lade civile Mennesker formode. Hvad der er sket under Efteraarsøvelserne, kan ikke betegnes som egentlige Disciplinbrud, men det er Uorden, der ikke hører hjemme i en Hær, og den Slags skal Hæren nok vide at hindre, blot den faar lidt Støtte dertil.

S. —m.