Log ind

Det utrykte og ikke-offentliggjorte militære materiale i Karl Marx’s og Friedrich Engels litterære efterladenskaber

#

Ved mag. art. Ole Balleby.

Introduktion

En meget upåagtet side af Karl Marx’s og Friedrich Engels virke udgøres af deres store interesse for og beskæftigelse med militære forhold. For Engels vedkommende udgør den militære og militærpolitiske del af hans samlede trykte produktion alene omved en trediedel — uden at dette har medført, at et større samlet arbejde herom endnu har set dagens lysl). Formålet med at bringe efterfølgende arbejder af den for sine Clausewitzstudier navnlig kendte professor i militærhistorie ved Westfälische Wilhelmsuniversität i Münster, Dr. Werner Hahlweg^) er ikke specielt at henlede opmærksomheden på »Friedrich Engels und die Partie Militaire«,^) men at give indtryk af det endnu uudtømte materiale, der eksisterer på dette område. Professor Hahlweg arbejder vedvarende på den senere omtalte »Kritische ' Edition«, hvis omfang jeg ved selvsyn har dannet mig et indtryk af, dels ved et studieophold hos ham i efteråret 1975 og dels ved et nyt besøg i sept. 1976. Uden på nogen måde at ville foruddiskontere de resultater, der senere måtte blive frugten af fremtidig forskning, kah den formodning vel allerede fremsættes, at både billedet af Karl Marx og — navnlig — af Friedrich Engels — vil blive forøget med nogle facetter, der — stort set — til denne dag har været ukendte udover temmelig snævre kredse. I afslutningen vil jeg — efter aftale med professor Hahlweg — give en kort oversigt over forskningen i de allerseneste år, således at dette arbejde kan betragtes som en à jour ført oversigt over den eksisterende litteratur i skrivende stund. At der herfra fører mange tråde ud til en emnekreds, der ikke nødvendigvis alene må formodes at interessere et specielt militært interesseret publikum, turde fremgå af det efterfølgende. At der også indirekte fremstår forskellige politiske aspekter, er min bestemte opfattelse. Dette bør måske ikke undre så meget, al den stund at ethvert seriøst politisk system i sidste instans er baseret på en eller anden form for magt. At marxismen, der som politisk system betragtet, sigter mod at borteliminere alle andre politiske'systemer, rummer et militært aspekt i sig selv, kan i grunden heller ikke undre. Erobreren har altid været fredselskende, sålænge han ikke mødte modstand — som Clausewitz engang har sagt det.4)

Karl Marx og Friedrich Engels ville — som bekendt — ikke alene fortolke »Verden« — de ville også forandre den .5 ) Til det formål kunne vold og militær magtanvendelse under visse politiske betingelser ikke altid udelukkes^ ) — således som det vil blive understreget af det følgende.

Österreichische Militärische Zeitschrift (ÖMZ) Hefte 6/1973, s. 454-458: Professor Werner Hahlweg, BRD:

»Militærvæsen, militærteori og militærhistorie hos Marx og Engels«,

Tanker i forbindelse med en kommende kritisk udgave af herunder hørende dokumenter i Marx-Engels arkivet på »Det internationale Institut for social Historie« i Amsterdam.

I

Når man beskæftiger sig med etableringen af den socialistiske militærvidenskab og dennes moderne strukturer og forsøger at forstå de her virkende impulser, bør man gå til de herunder hørende arbejder af Marx og Engels, og i denne sammenhæng også rette blikket mod Lenins virksomhed i så henseende.2) Kom det for den sovjettiske Oktoberrevolution an på at fremskaffe effektive proletariske stridskræfter — navnlig i forbindelse med fredsforhandlingerne i Brest-Litowsk 1917-18, trådte dermed tillige spørgsmålet om en revolutionær militærpolitik og et nyt militærsystem i forgrunden, hvorved også nødvendigheden af at grundlægge en speciel socialistisk militærvidenskab blev anerkendt.3) Herved lå det nært at gå tilbage til Marx og Engels, som i virkeligheden havde udviklet en moderne proletarisk militærkonception på grundlag af deres samtids begivenheder på dette område, parret med grundige militærvidenskabelige og militærteoretiske studier.4)

Den herunder hørende forskning — d.v.s. beskæftigelsen med Marx’s og Engels militære arbejder — har ganske vist til denne dag ikke skænket denne del af begges praktiske og teoretiske beskæftigelse en opmærksomhed, der står i et blot nogenlunde rimeligt forhold til omfanget heraf. Denne mangel på interesse står i et skærende misforhold til den interesse, man iøvrigt i den II Internationales tidsalder — altså årene efter Engels død — viste for arven efter begge. Man var på dette område hverken tilbøjelig til at foranstalte en tekstkritisk edition af Engels militære arbejder udgivet, ej heller havde man begrebet kernepunktet i hans beskæftigelse med revolutionær militærvidenskab, og for at fuldende billedet blev denne facet overhovedet ikke erkendt hos Marx. Med andre ord forblev de store aspekter af megen praktisk rækkevidde, der eksisterede i Marx og Engels militære arbejder for en stor dels vedkommende et lukket land for den tænkning, der var en frugt af den II Internationale. Engels militære virke ansås således for at være noget perif e r t ,5) og Marx blev først og fremmest betragtet som filosof og økonom. Man overså her den kensgerning, at han i bund og grund altid havde betragtet militære forhold med al mulig opmærksomhed lige fra de store afgørende spørgsmål i forbindelse med politik, samfund, økonomi, strategi og krigsvæsen til hærorganisation i de enkelte detaljer, og at han i høj grad havde beskæftiget sig med guerillakrigsførelse, med militærlitteratur eller med våbenteknik. Begivenhederne under Verdenskrig I begyndte imidlertid at bringe nogen forandring på dette område; man studerede i den socialistiske lejr hele magtog voldsproblematikken, først og fremmest i den ny sovjetstat, og i forbindelse hermed den rolle, de væbnede styrker spillede i begreber som revolution og samfund set i lyset af forestillingen om klassekampen med dennes proletariske strategi og taktik, udover at man begyndte at interessere sig for de basale strukturer i proletariatets krigskunst. Det helt store vendepunkt i opfattelsen af forholdet udgøres dog af Verdenskrig IPs begivenheder, og konsolideringen af socialismen efter 1945 førte her til en intensiveret beskæftigelse med de militære arbejder, der stammede fra Marx og Engels. Allerede fra 1938-1941 og igen i 1958 udkom der i Sovjetunionen diverse udvalg af Engels militære skrifter,6) hvilke samme steds i 1969 yderligere blev efterfulgt af et samleværk om Marx som militærhistoriker,7) hvortil der atter i 1972 sluttede sig en tilsvarende publikation om Engels.8) En gennemgang af den her eksisterende litteratur fra de seneste år viser, at man fra sovjettisk side fremdeles finder den militære facet af Marx’ og Engels virke værd at beskæftige sig med.9) Fra DDR foreligger der talrige undersøgelser og ytringer over Marx og Engels i så henseende. Her må man først og fremmest nævne Heinz Helmerts arbejder: Hans i 1960 udkomne studie: Friedrich Engels und die Entstehung der socialistischen Militärtheorie«10) og hans biografiske skitse fra 1970: »Friedrich Engels. Die Anfänge der proletarischen Militärtheorie (1842-1852)«. Heinz Helmert fremhæver, »at Friedrich Engels sammen med Karl Marx udarbejdede den marxistiske lære om krig og militærvæsen, bestemte inden for disse rammer mål og opgaver for en proletarisk militærpolitik og lagde fundamentet for en fremtidig socialistisk militærvidenskab . . . de af Friedrich Engels udvundne læresætninger og de af ham udarbejdede metoder er meget betydningsfulde for løsningen af mange afgørende problemer i vor samtid«.! O Det er i denne sammenhæng — og samtidig i forbindelse med ønsket om at få udgivet marxismens-leninismens klassikere — at man skal se den første udgave af Engels udvalgte militære skrifter, som udkom i DDR i to bind i henholdsvis 1958 og 1964 (med separat register), og som til denne dag er forblevet den eneste mere omfattende publikation af Engels militære arbejder. 12) Man har desuden fremhævet den krigsvidenskabelige arv efter ham ved at opkalde det i 1959 oprettede militærakademi »Friedrich Engels« efter ham og derved antyde, hvilke fundamentale overleveringer man i officersuddannelsen her påkalder sig med fremtiden for øje. 13) Et indtryk af den grad af levende beskæftigelse med Marx og Engels, man finder hos de væbnede styrker i DDR, får man af den mængde artikler, ytringer og studier, som fremkom i 150-året for Engels fødsel i både tidsskriftet »Militärwesen« og i »Neues Deutschland« fra førende østtyske og sovjettiske personligheder i det politiske, militære og videnskabelige l i v . 1 4 ) Også i de andre østbloklande er de militære arbejder af Marx og Engels i den senere tid blevet genstand for en vis opmærksomhed. Dette gælder f.eks. det tjekkiske samleværk »K. Marx, F. Engels — Om Militærvæsen« som udkom i 1968 i Prag. 15) I indledningen til dette værk, i hvilket de vigtigste hidtil kendte militærvidenskabelige, militærteoretiske og militærhistoriske skrifter fra Marx’s og Engels hånd er optrykt, bliver der desuden henvist til de metodiske og teoretiske aspekter ved begges arbejder, og desuden til den filosofisksociologiske analyse af militærvæsen, og erkendelsesværdien heraf for den dialektisk-historiske materialisme. 16) På samme måde er de militære arbejder af Marx og Engels heller ikke ganske ubekendte i den vestlige verden; det tyder i det mindste Neumann’s, 17) Chaloner og Henderson’s 18) og Wallach’sl^) arbejder på og desuden en fransk udgave af Marx’s og Engels militære skrifter .20) i givelse vender udgiveren sig mod, at man negligerer og undervurderer deres militære arbejder og betoner i bred almindelighed dette virkeområdes store betydning. »At udskille de militære skrifter, er ikke alene det samme som at berøve marxismens dens mest afgørende og mest engagerede del, men er yderligere det samme som at forvanske og fordreje dens hele betydning. Når alt kommer til alt, giver de militære arbejder Marx’s og Engels samlede værk en vis profil og forlener det med et skær af afsluttethed«.21) Endelig er i Vesttyskland beskæftigelsen med Marx og Engels’ militære arbejder først i sin vorden. Kunne Heinz Helmert i 1969 med rette henvise til hvor lidt dette område af Marx-Engels-forskningen hidtil var blevet behandlet her ,22) understregede Willy Brandt på sin side denne kendsgerning i sin tale til Engels 150 års fødselsdag i Wuppertal. Willy Brandt udtalte her med henblik på Engels betydning som militær fagmand og krigshistorisk kommentator: »Hos os tyskere er denne del af hans interesse og hans hele værk hidtil ikke blevet skænket megen opmærksomhed. Mange synes at have anset det for at være en grille, måske for at kunne sætte det i forbindelse med, at han havde tjent som »et-års frivillig« i Berlin som god gardeartillerist. Andre har kun mærket sig, at han af familien Marx og af venner — således også i Bebels breve — blev kaldt » Generalen « .23) Brandt udtrykker desuden i den trykte version af sit indlæg, håbet om at Wuppertalkonferencen i 1970 kunne tjene til, at der blev skænket Engels militære arbejder passende opmærksomhed .24)

II

I denne sammenhæng fortjener de hidtil uoffentliggjorte og for en stor dels vedkommende ukendte militære dokumenter, der befinder sig i Marx-Engels arkivet i Amsterdam en særlig opmærksomhed.25) De omfatter i hovedsagen studier, udkast, afhandlinger, fragtmenter og desuden notater, udtog af militærvidenskabelige og militærhistoriske værker fra midten og sidste halvdel af det 19. århundrede, altsammen materiale der er snævert forbundet med de allerede kendte og offentliggjorte arbejder af Marx og Engels på „dette område, og materialet kan betragtes som nyttige tilføjelser, forklaringer og kommentarer. I dokumenterne, der stammer fra Engels, bliver der behandlet emner som hærorganisation, militærteknik og våbenhistorie, krigsførelse, militærpolitik, guerillakrig, engelsk og amerikansk artilleri, troppeorganisation, Krimkrigen, den fransk-østrigske krig i 1859, den fransk-tyske krig 1870-71, den russisk-tyrkiske krig 1877-78, en fremtidig altomfattende krig, preussisk, engelsk og russisk hærvæsen, infanteritaktikkens udvikling, fordele og ulemper ved linie eller kolonnetaktikken og - endelig - militssystemet.

Hertil kommer ekcerpter fra Jomini vedrørende de franske marskaller under Napoleon I’s personligheder og desuden notater fra samtidens militær- og våbenhistoriske standardværker som eks. Max Jähns (»Handbuch einer Geshichte des Kriegswesens«) eller v. Specht (»Geschichte der Waffen«).26) Marx’s militære håndskrifter27) drejer sig navnlig om guerillakrigen i Spanien (1808-1813), hvor samtidens førende engelske og preussiske fremstillinger bliver benyttet,28) og om den anvendte strategi under felttogene i Frankrig i 1814 og 1815, hvor han har benyttet forfattere som Clausewitz og Müffling29); yderligere findes der koncepter og materiale til mindre biografier om Blücher og nogle af Napöleons marskaller som Bessieres, Brune, Bernadotte og desuden om Simon Bolivar, Bennigsen og Brown.30) Herudover findes der en nedskrevet artikel om Den spanske Armada i 1588,31) og der foreligger notater om politik og hærvæsen i Rusland i midten af det 19. århundrede.32) Desuden har Marx efterladt sig udførlige litteraturlister over samtidens militære litteratur, der for deres parts vedkommende viser, at han af den eksisterende omfangsrige litteratur formåede at finde frem til de centrale standardværker, som f.eks. Kausler: »Kriegsverfassung«, Bartholds Frundsberg-biografi, Carrion-Nisas: »Allgemeine Geschichte der Kriegskunst«, Loehr: »Kriegswesen der Griechen und Römer«, og desuden Chambrai’s lille skrift om forandringerne i krigskunsten og Hoyers kendte »Geschichte der Kriegskunst«, der p.gr.a. dens materialerigdom endnu i dag hævder sin rang.33) Ligeledes var Marx bekendt med den preussiske hærs instruktionsbog, Witzlebens: »Heerwesen und Infanteriedienst«.34) Hvad militærtidsskrifter angår, nævner han først og fremmest det preussiske »Militair — Wochenblatt« og »Oesterreichische Militärrische Zeitschrift« — begge velrenomerede og langt ud over deres landes grænser kendte fagorganer.35) På grundlag af, at dette bemærkelsesværdige materiale — der findes overalt enten på enkelte løse blade (Engels) eller i noteshefter (Marx) — næppe kan siges at være synderlig tilgængelig i Marx-Engels-arkivet, forekommer det nærliggende herefter at spørge efter forfatterens faglige kompetence set i relation til hele deres liv og udvikling. Hvad Marx angår, er det kendt, at han hverken havde været soldat eller kan betragtes som militær fagmand. Dette spiller imidlertid ikke den store rolle i denne forbindelse. Mere væsentlig forekommer den kendsgerning, at Marx, når han beskæftigede sig med militære forhold, gik ud fra en helhedsbetragtning af tingene, og udfra dette opfattede realiteterne og disse faktiske placering i en større helhed: ville man for alvor dykke ned i problemerne i forbindelse med den kommende proletariske revolution, fordrede dette et alsidigt kendskab og evne til at kunne vurdere samfundet i dets helhed, og her erkendte Marx, at der i selve det militære magtapparat fandtes et virkeligt samfundspolitisk virkemiddel. En logisk konsekvens heraf var derfor for ham — ved siden af hans studier på områder som politik, økonomi, filosofi og historie — også at tilmåle dette område en hertil svarende opmærksomhed. Militærvæsen betyder ifølge denne opfattelse en materiel virkende kraft i snævreste samvirke med økonomi og — naturligvis — med den praktiske side af klassekampen, idet ingen seriøst ment revolution, burde ignorere den militære sektor. Som en fremragende kritisk, realistisk og gennemtrængende ånd, der bestandig var rettet mod sagens kærne, var Marx så ganske afgjort i stand til sagkyndigt at vurdere militære forhold med den samme grundighed, som alle andre områder, han arbejdede m e d .36) Således fandt Marx det f.eks. ikke alene ulejligheden værd at beskæftige sig med spørgsmål af våbenteknisk a r t ,37) men befattede sig også med den militære strategis grundproblemer. Særdeles givende er navnlig hans excerpter af Clausewitz’s: »Feldzug in Frankreich 1814«. Af den allerede i sig selv stærkt sammentrængte fremstilling i dette værk, udfærdigede Marx herudover et ekstrakt, hvis tekst viser, at han har forstået det essentielle i Clausewitz’s tanker og klart har erkendt, hvad det hele drejede sig o m .38) Kort sagt: for Marx voksede hans kompetence hvad militære forhold angår — samtidig med, at han beskæftigede sig med revolutionen i både teori og praksis — ligesom af sig selv — naturligvis med hele hans intellektuelle kapacitet in mente. Herudover gjorde Marx overhovedet brug af sit kendskab til militærlitteraturen også til andre af sine arbejdsfelter. Bevarede notater, forarbejder til »Das Kapital« viser, at han til dette, sit hovedværk, også har anvendt materiale fra Witzlebens: »Heerwesen und Infanteriedienst«. Fra afsnittet om fremstilling af beklædning af tropper, har han noteret sig, hvilken grad af besparelse og hurtighed i selve arbejdsprocessen ved fremstillingen af militær mundering man kunne opnå ved anvendelse af maskiner i stedet for håndkraft.39) Hos Engels turde hans faglige indsigt i militære forhold være endnu tydeligere. I sin ungdom havde han i 1841-42 med udmærket skudsmål gjort tjeneste som etårs-frivillig ved 12. fodkompagni af den preussiske garde-artilleribrigade i Berlin^O); han kunne her tilegne sig det første praktiske grundlag for sin militære viden. Det er måske i denne forbindelse værd at nævne, at Engels derved stiflede bekendtskab med det erfaringsmæssige arvegods fra den preussiske reformtid i begyndelsen af det 19. årh. Uddannelsen ved det preussiske artilleri fulgte endnu i begyndelsen af 1840’erne det af Scharnhorst forfattede »Exerzir-Reglement für die Artillerie der Königlich-Preussischen Armée« fra 181241) og på den indholdsrige »Leitfaden zum Unterricht in der Artillerie« fra 1829,^) hvis grundliggende forestillinger ligeledes kunne føres tilbage til Scharnhorst. Desuden deltog Engels som friskaremand eller — om man vil — guerillakæmper i den badisk-pfalsiske opstandskrig i 1849 og oplevede derved i praksis, hvad kamp vil sige. Dernæst begyndte han - for det tredie - som en af de konsekvenser, han drog af den mislykkede revolutionære bevægelse 1848/49 — systematisk at studere militære forhold; kendte navne som Clausewitz, Müffling, Willisen og Pliimicke dukker op,43) og sandsynligvis har Engels også kendt Bentheim, Hantelmann og Seydlitz’s praktiske kom­ pendier.44) Man kan endelig henvise til det kendte »Allgemeine Militär-Zeitung«, der var udkommet i Darmstadt siden 1826, som en kilde til Engels indsigt i militærvæsen. Dette lige så oplysende som langt ud over Tysklands grænser rækkende militærtidsskrift havde åbenbare fremskridts-venlige tendenser og opfattede militærvæsen som led i en social, økonomisk og teknologisk sammenhæng; det skulle — ifølge dets forlæggers ord — frembyde et repertorium for militær erfaring. I det hele taget manglede man — hed det her videre — et fagtidsskrift, som »hurtigt og med størst mulig fuldstændighed kunne bringe de nyeste indretninger og foranstaltninger ved alle staters hære og troppekorps og opfindelser i den militære verden til alment kendskab«.45) Tidsskriftet behandlede også emner som militær teori og praksis, revolution og opstandskrig, som i videste forstand kom Engels interesser imøde. Det bliver således sagt i recensionen af bogen »Die Zukunft der europäischen Arméen oder Bekämpfungssystem der Aufstände in grossen Städten« om relationerne mellem teori og praksis, at den første kun formår »at slå rødder i den mark, der udgøres af den frugtbare praksis, og herefter vokse kraftigt op«; filosofiske spekulationer bliver herved kun akceptable i forbindelse med dette og kan først anses for at være fuldstændig berettigede, når de er blevet bekræftet af er faringen.46)

III

Betydningen og udsagnsværdien af de militære dokumenter i Marx-Engelsarkivet og den heraf flydende problematik kan ved en første foreløbig opgørelse vurderes således: 1. Dokumenterne er på det snævreste forbundet med Marx’s og Engels samlede værk, og deres betydning skal vurderes herefter. Det fremgår af dokumenterne, at både Marx og Engels primært har opfattet militærvæsen i alle dets afskygninger som noget samfundspolitisk og aldrig betragtet det isoleret.

Som følge heraf bliver eksempelvis våbenteknik opfattet ud fra dette grundlag; man kan således sammenligne Engels betragtninger over håndskydevåben med rent tekniske fremstillinger af Schmidt, Thierback eller Dolleczek.47) Med andre ord er den proletariske revolution det centrale formål i alle Marx’s og Engels militære arbejder eller studier, både når det drejer sig om de store linier og i detaljen.

2. Dokumenternes betydning består først og fremmest i, at de giver et videreudviklende fundament til den socialistiske militærvidenskab og militærteoriens opståen. Den, der beskæftiger sig nærmere med at udmønte deres indhold, får tillige et indblik i Marx’s og Engels værksted på dette område, begges nøjagtige, konkrete, tillige kritiske og altid pålidelige arbejdsmetode og sidst, men ikke mindst, deres realistiske vurdering af problemstillingerne i forbindelse med begreber som krig, revolution, militærvæsen og samfund samt disses mangesidige indbyrdes relationer. Et eksempel herpå frembyder Engels reflektioner over en kommende verdenskrig fra 1880’erne: At påbegynde en sådan verdenskrig vil være meget let. Hvad der imidletid vil komme ud af et sådant tiltag, vil ganske enkelt trodse enhver beskrivelse. »Når kong Krøsus går over Halys-floden eller kejser Wilhelm over Rhinen, vil et stort rige gå til grunde — men hvilket? Freden opretholdes jo kun, fordi ingen kan være krigsberedt takket være den revolution på det våbentekniske område, som aldrig synes at få en ende, og fordi alle parter bæver for en verdenskrig, der idag er den eneste mulighed, og hvis chancer er absolut uberegnelige«.48) Engels påpeger dermed den moderne krigs strukturproblemer som endnu er aktuelle i vore dage.

3. De militære håndskrifter fra Marx’s og Engels hånd foranlediger én til at foretage en placering af begges virke på dette område indenfor militærvæsenets historiske udvikling. Ved beskæftigelsen hermed står de i begyndelsen endnu under indflydelse af de frugtbringende impulser fra Den franske Revolutions og Napoleon I’s tidsalder (1789 - 1815), medens slutfasen af deres virke her allerede peger hen i retning af den 1. Verdenskrigs fremtrædelsesformer; man skal altså se deres militære arbejder på baggrund af perioden mellem 1815 og 1914. De berører derved — så at sige — to store epoker i militærhistorien, men repræsenterer selv med deres virksomhed på dette område et nyt og vigtigt skridt i udviklingen, der peger ind i fremtiden. Af de erfaringer og betingelser, deres egen samtid frembød i årene mellem ca. 1850 og ca. 1890 udviklede de en konception for proletariatets militærvæsen i sammenhæng med fremkomsten af den revolutionære arbejderbevægelse, og tillige på baggrund af én bestandig kritisk vurdering af samtidens talrige regulære og revolutionære krige og konflikter i Europa, Asien og Amerika, som de så i sammenhæng med disses sociale, økonomiske og teknologiske strukturer .49) 4. Et mere indgående studium af de militære dokumenter fra Marx’s og Engels hånd udbreder og fordyber vort kendskab til begges arbejdsmetode helt ned i den enkelte detalje og turde frembyde konkrete resultater i metodisk henseende, d.v.s. vise ad hvilken vej og under hvilke synspunkter den socialistiske militærvidenskab udviklede sig i dens enkelte faser. Det bevarede originalmanuskript til Engels senere trykte artikel »Taktik der Infanterie aus den materiellen Ursachen abgeleitet 1700 bis 1870«50) med dets mangetydige — ved de hidtige trykte versioner upåagtede korrekturer af forfatteren — kunne tjene som eksempel: læseren oplever her skridt for skridt på en måde, hvorledes forfatterens inderste tanker udvikler sig. Herudover er dokumenterne et vidnesbyrd om både Marx’s og Engels realistiske tankegang; deres evne til både at konkretisere og abstrahere, til analysen og til syntesen og deres evne til til enhver tid både at se og at uddrage de relevante strukturer. 5. En væsentlig opgave for den kommende kritiske udgave af disse dokumenter består i omhyggeligt at kommentere dem i alle materielle detaljer, specielt hvad den militærfaglige side angår og herigennem gøre deres indhold tilgængelig for en bredere kreds. Problemer vedrørende den videnskabelige socialisme, dennes ideologi og metode såvel som oprindelsen til den socialistiske militærvidenskab og militærteori, vil herigennem blive debatteret, ligesom relationerne mellem den dialektiske materialisme og militærvæsen - alt set i lyset af det betydningsfulde spørgsmål om, hvorvidt anvendelsen af den dialektiske metode på det militære område i praksis ville give større resultater i sidste ende end den nøgne traditionelle pragmatisme.51) Alt i alt må man sige, at de militære dokumenter fra Marx’s og Engels hånd er kilder af første rang til erkendelse af den moderne socialismes militærvidenskab og militærteoris væsen. Lagde Marx og Engels på dette område det stadigt virkende grundlag, gjorde de dette som bevidste socialister og som revolutionære. Den moderne socialistiske militærvidenskab og militærteori blev således ikke skabt af professionelle soldater, men derimod af civile personligheder, hvis udgangspunkt var samfundspolitiske forudsætninger, og som var i stand til med empirisk erhvervet sagkundskab fuldstændig at integrere den militære sektor i proletariatets revolution. I yderligere en artikel i ASMZ nr. 4/1975, s. 126ff. har professor Hahlweg udviklet emnet. Et par beskedne gentagelser har ikke kunne undgåes, fordi en nedskæring ville bryde hele denne artikels struktur.

Allgemeine Schweizerische Militärzeitschrift. (ASMZ) nr. 4/1975, s. 126 ff. Professor Dr. Werner Hahlweg: Marx og Engels og problemerne vedrørende militærvæsen

Den, der beskæftiger sig med sovjettiske værker om militærvidenskab og krig, militærteori, militærstrategi og militærhistorie eller beskæftiger sig med Lenins virke på det krigsmæssige område, møder bestandig henvisninger til Marx og Engels; det ser man tydeligt — også i nyere væker som f.eks. Sokolowski’s »Militärstrategie«,2) i den i 1972 udkomne bog »Militärische Theorie und militärische Praxis«^) eller i det for nylig som lærebog offentliggjorte samleværk »Geschichte der Kriegskunst«.^) Forfølger man herudover sovjettiske militærteoretikeres ytringer og argumenter fra ca. 1960’ernes begyndelse, springer én kendsgerning i øjnene: Man påberåber sig Marx og Engels i alle grene og emner på det militære område: militærteori, stridskræfternes struktur, militær økonomi, taktik og militærteknik, fundamentale relationer mellem politik, krigskunst og samfund, den moderne krigs væsen og problemer, i vekselvirkningerne mellem de militære videnskaber og de tilsvarende samfundsmæssige og i den erkendelsesmæssige rækkevidde af militærhistorien. 5) I betragtning af dette forhold rejser det spørgsmål sig naturligt: hvorfor ser man hele tiden disse henvisninger til Marx og Engels? Der skal her gøres et forsøg på at give et omrids af Marx’s og Engels stilling til og betydning for det militære område — og i forbindelse hermed — af den kendsgerning, at den hertil hørende förskning først er sin vorden både når det drejer sig opi konkret detailkendskab og om tilsvarende udlæ gninger.6)

Omkring de hidtil kendte militære arbejder.

Betragter man den mængde hidtil tilgængelige offentliggørelser af militærvidenskabelig og militærhistorisk karakter fra Marx’s og Engels hånd, jtør man sandelig nok tale om et forholdsvis rigt materiale. Man må bemærke, at de herunder hørende arbejder eller ytringer af Marx helt og holdent er inkorperet i hans studier vedrørende den proletariske revolution og tilsvarende økonomi, hvorved deres relation til samfundsmæssige forhold bestandig står klart; i denne sammenhæng bliver ikke mindst hele problematikken omkring guerillakrigen betragtet. Læser man derudover »Das Kapital«, eller beskæftiger sig med»Kritik der politischen ökonomie«, bemærker man særligt det metodiske grundlag, udfra hvilket begreber som militærvæsen, krig og krigsførelse vurderes. I vor samtid foregår der på dette område en debat om enheden mellem teori og praksis .7) I de tilsvarende arbejder af Engels er hele problematikken nok noget mere snævert »materielt« opfattet. Meget oplysende er navnlig artiklen »Betrachtungen über die Folgen eines Krieges der Heiligen Allianz gegen Frankreich im Falle einer siegreichen Revolution in Jahre 1852«, udredningerne af »Die Gewaltstheorie« i »Anti-DOhring«, artiklerne om de revolutionære guerillakrige i Italien, Kina og Indien, samt hans studie »Kriegsführung im Gebirge«.3) I artiklen om følgerne af en krig med Den hellige Alliance er det Engels hensigt at sætte militærvæsen, krigsførelse og social revolution i relation til hinanden, at anskueliggøre nye mulige former for krig og krigsførelse, således som disse måtte fremstå som følge af de nye impulser, der ville komme fra et samfund, der var blevet forandret gennem proletariatets sociale revolution. Hovedtesen er her, at en ny revolution, der vil bringe en helt ny klasse til magten, også vil fremkalde nye krigsmidler og en ny form for krigsførelse. Har den moderne krigsførelse (i Engels samtid), således som den blev udformet af Napoleon, til forudsætning haft frigørelsen af borgerskabet og bønderne - er disse denne frigørelses »militære udtryk« - så vil proletariatets frigørelse ligeledes finde sit eget særlige militære udtryk, fremvise »eine aparte neue Kriegsmetode«. Ligeledes ville den nye krigsvidenskab være et ligeså nyt produkt af de kommende nye samfundsmæssige forhold, som det, af Den franske Revolution og Napoleon frembragte »nødvendige resultat«, havde været det af de dengang tilsvarende nye forhold. Den proletariske revolution ville navnlig lægge vægt på masse og bevægelighed. »Forudsætningen for den napoleonske krigsførelse var — i følge Engels — forøgede produktivkræfter; forudsætningen for enhver ny udvikling i krigsførelsen ville ligeledes være nye produktivkræfter«. Hvad masse og bevægelighed angår, måtte sådanne hære af den grund være »ganz unerhört furchtbar«. Herudover er det væsentligt for Engels: at man i krigskunsten ikke kunne frembringe nye resultater med gamle midler. »Først tilvejebringelsen af nye kraftigere midler gør frembringelse af ny, mere storartede resultater mulig. Enhver stor feltherre, der gennem nye kombinationer skabte epoke i krigshistorien, opfinder enten selv nye materielle midler eller opdager først den rette brug af ny, før ham opfundne materielle midler«. I afsnittet »Voldsteorien« fra »Anti-Dühring« understreger Engels sammenhængen mellem militærvæsen, økonomi og samfund. Grundforestillingen er her, at hære og krigsflåder repræsenterer selve magtbegrebet; disse bliver atter frembragt gennem den økonomiske produktion. »Intet er mere afhængigt af økonomiske betingelser«, siger Engels, »end netop hær og flåde. 

Bevæbning, sammensætning, organisation, taktik og strategi afhænger mere end noget andet af det til enhver tid eksisterende udviklingstrin, produktion og kommunikation har nået«. Det er ikke »den geniale feltherres frie intellektuelle præstationer«, der har virket omvæltende, men derimod opfindelsen af bedre våben og forbedringen af soldater materiale. Således var opfindelsen af krudtet og skydevåbene ingenlunde nogen voldsakt, men derimod en industriel og dermed et samfundsøkonomisk fremskridt. Herudover havdeindførelsen af skydevåbene indvirket omvæltende ikke alene på selve krigsførelsen, men også på de politiske relationer ved forholdet mellem herre og tjener. I sine artikler om guerillakrig udviklede Engels i samarbejde med Marx proletariatets konception for denne form for væbnet konflikt. Dette betyder: total folkekrig, mobilisering af den samlede befolkning med national og social opstandskrig på revolutionær basis og i samarbejde med regulære tropper.9) Forbillederne herfor søgte han i sin samtid i piemontesernes krig mod Østrig i 1848, i den spanske folkekrig mod Napoleon fra 1808 til 1814, i det preussiske Landstormedikt fra april 1813, de russiske bønders opstand langs den franske »Grande Armée’s« retrætelinie i 1812 og Gneisenau’s memorandum fra august 1811 om forberedelserne til en folkeopstand mod Napoleon. U ) Herudover rettede Engels blikket mod de farvede folkeslag i Kina og Indien for en opstandskrig mod det engelske koloniherredømme via guerillaen, for dermed at klargøre de universale strukturer, der kunne pege på fremtidige former for en særlig form for socialistisk partisankrig.

Marx-Engels arkivet i »Internationaal Instituut voor Sociale Geschiedenis« i Amsterdam

Et overblik over den hidtidige Marx-Engels-forsknfng og fortolkning på dette område viser, at de hertilhørende dokumenter i Marx-Engels arkivet på det »Internationale Institut for Social Historie« i Amsterdam til denne dag enten er forblevet ukendte eller ubenyttede. Det drejer sig om et større antal notater, ekscerpter, artikler eller fragmenter af afhandlinger, som stammer fra årene mellem 1851 og 1887. Man har eksempelvis fra Marx’s hånd:

1. Studier over strategien i felttoget i Frankrig i 1814 på grundlag af det her relevante arbejde af Clausewitz (»Hinterlassene Werke tiber Krieg und Kriegs- führung« VII. Strategische Übersicht über den Feldzug von 1814 in Frankreich). Marx fremdrager her principperne for de allieredes strategi, hvilken — som bekendt — blev bedømt kritisk af den daværende krigshistoriske forskning. Allerede Clausewitz gjorde det i netop omtalte værk, hvilket om vendt fremkaldte kritiske ytringer fra general v. Müffling, hvis arbejder Marx ligeledes studerede. 12) Marx’s udførlige udtog fra navnlig Clausewitz viser, at han har forstået den her givne fremstilling fuldstændigt og gengivet den fagmæssigt korrekt i sine optegnelser . Disse udtog skal iøvrigt ses i sammenhæng med en artikelserie om de forskellige marskaller og generaler fra Napoleonstiden, som Marx i samarbejde med Engels i 1850’erne skrev til et amerikansk leksikon.

2. Studier over den moderne guerillakrig som samfundspolitisk virkemiddel i sammenhæng med hele revolutionsproblemet. Som bekendt offentliggjorde Marx i 1854 en artikelserie om revolutionen i Spanien, hvori han fremstillede de forskellige fasers forløb i den spanske folkekrig fra 1808 til 1814 og kritisk belyste guerillafolkenes — delvist skæbnesvangre — funktion i stat og samfund. 13) Det drejede sig her for Marx ikke alene om en ren refererende fremstilling af det historiske begivenhedsforløb, men derimod om en samfundskritisk analyse, om at give en fremstilling af revolutionære strukturer i en samfundsmæssig ramme. Hans omfangsrige ekcerpter vedrørende guerillaproblemet i arkivet tyder i hvert fald i denne retning. Marx kendte sin samtids engelske og tyske militærlitteratur om emnet, han studerede de to generaler Minas’s liv — begge ledende spanske guerillafolk — og han inddrog også i sine undersøgelser den senere preussiske general og militærforfatter v. Brandts bog om hans oplevelser i kamp med spanske guerillaenheder fra 1808 til 1814 eller udmønter bøger med emnekredse, der tilgodeser »de uforanderlige væsentræk ved en krig i Spanien«.

3. En litteraturliste om militærvæsen og militærhistorie. Af denne fremgår det, at Marx forstod at fremdrage de væsentlige og centrale værker i mængden af den eksisterende militærlitteratur. Listen indeholder eksempelvis det bindstærke værk »Handbibliothek für Offiziere«, Bartholds »Geschichte Frundsbergs«, Hoyers »Geschichte der Kriegskunst«, Carion-Nisas »Allgemeine Geschichte der Kriegskunst«, Löhr’s »Geschichte des Kriegswesens der Griechen und Römer«, på samme måde som Blessons, Chambrays og Kauslers værker er anført. Hvad tidsskrifter angår, opfører Marx bl.a. det preussiske »Militair-Wochenblatt«, det østrigske »Österreiche Militärische Zeitschrift« og det preussiske »Zeitschrift für Kunst, Wissenschaft und Geschichte des Krieges« i hvilket sidste forøvrigt for første gang udtog af Clausewitz’s »Vom Kriege« blev offentliggjort.

4. Yderligere ekcerpter fra Marx’s hånd drejer sig fortrinsvis om militærøkonomi, der for deres vedkommende delvist turde gælde som forarbejder til »Das Kapital«, 14) og om problematikken i forbindelse med politik og militærvæsen i Rusland. De sidstnævnte ekcerpter står formodentlig i bred almindelighed i forbindelse med hans studier vedrørende det russiske spørgsmål. Marx udnytter her et af tidens førende værker, skrevet af den allerede nævnte preussiske general v. Brandt: »Russiands Politik und Heer in den letzten Jahren«. Berlin 1852, i hvilken forfatteren selv siger, at han kender den russiske hær og også i nogen grad forstår sig på »at bedømme militære forhold«.

Fra Engels hånd kan der henvises til følgende dokumenter i arkivet: forarbejder til »Taktik der Infanterie, aus den materiellen Ursachen abgeleitet«, notater om en kommende verdenskrigs mulige forløb, forskelligt materiale om Krimkrigen og den fransk-østrigske krig i 1859, optegnelser over de russiske og engelske hære og om det amerikanske og engelske artilleri; optegnelser over Pariserkommunens militære forhold, en afhandling hvor fordele og ulemper ved linie- og kolonneformationer gennemgåes; optegnelser fra Jomini’s arbejder og fra våbenhistoriske værker som Specht og Jähns. Ligesom i generalstabsmæssige fremstillinger har Engels foretaget komparative troppesammenligninger under den russisk-tyrkiske krig 1877-78, på samme måde som han fra Max Jähns berømte »Handbuch einer Geschichte des Kriegswesens« meget nøje har noteret oplysningerne om gamle våben og de økonomiske forudsætninger for deres fremstilling. Herudover foreligger der uddrag af »Allgemeine Militärzeitung« fra Darmstadt med angivelser af udviklingsforløbet i den preussiske hærreform siden 1861, og herunder har han også inddraget materiale fra »Zeitschrift des Statistischen Büro«. Til Engelsdokumenterne hører endelig et brev fra Franz Borkheim til vennen Marx i anledning af hans oversættelse af en artikel af Engels fra d. 25. august 1870 om den fransk-tyske krig; artiklen indeholder en kritisk vurdering af den anvendte strategi, af de militære operationer og af den franske general Mac-Mahons forhold. »Du kan heraf se, at man også godt kan leve uden en Moltke« — er Borckheims kommentar til denne artikels lødighed i brevet til Marx. Tilsammen får man af disse Marx-Engels dokumenter et meget illustrerende indblik i de to revolutionæres arbejdsmetode og faglige indsigt på det militære område. Hos Marx er det væsentligst områder som krigshistorie, strategi, guerillakrig, og militærpolitik, der er behandlet. Hans ekcerpter giver en indgående behandling af de omhandlede emner til mindste detaljer; de viser hans blik for de til enhver tid værende årsagssammenhænge, og bestandig ser man, hvorledes han er gået til tidens førende fagværker, og der er ydet et både grundigt og kritisk arbejde. Ligesom Marx går også Engels omhyggeligt og kritisk til værks. Han fremdrager således under sine studier om Krimkrigen de toneangivende værker fra begge sider, og han sammenligner og vurderer eksempelvis de to militærhistorikere Anitschkow og Kinglake med hinanden. Afhandlingerne om infanteritaktikkens udvikling og om linie kontra kolonne, viser hans omfangsrige faglige viden helt ned i detaljen; i fremstillingen af infanteritaktikken beskæftiger han sig således med revolutionstidens nys indførte moderne skæfte på det franske flintelåsgevær, og ved optegnelserne vedrørende det amerikanske og engelske artilleri fra midten af det 19. århundrede noterer Engels sig kaliber, rørlængde, vægt, ladning og ammunitionens art o.s.v. Væsentligst for Marx og Engels er naturligvis deres helhedsopfattelse, som bestemmes af økonomiske og samfundsmæssige forhold såvel som deres fundamentale ønske om den proletariske revolution afledt af den sociale klassekamp. Hertil hører også den tilsvarende filosofi, d.v.s. den dialektiske materialisme, som Engels i fragmentet »Dialektik der Natur« har formuleret med følgende stikord: »Dialektik som den videnskab, der går ud på, at alting hører sammen — gensidig gennemtrængen af polare modsætninger, videnskabernes sammenhæng. Matematik, mekanik, fysik, kemi, bioligi — St. Simon (Comte) Hegel. Udvikling gennem modsigelse; to slags erfaring — en ydre materiel og en indre; tænkemåde og tænkeformer; forholdet mellem tænkning og eksistens; verden som et sammenhængende hele; realitet og abstraktion og — endelig — ideernes afhængighed af samfundsmæssige forhold.

Karakteristika ved den socialistiske militærvidenskab

Dersom man vil søge at forstå det specielle og det nye ved Marx’s og Engels opfattelse af militære forhold — en opfattelse som senere blev udviklet af Lenin — lader følgende betragtninger sig måske anstille:

7. I den socialistiske lejr er beskæftigelse med Marx og Engels — også på det militære område — ikke bare noget formelt, man nu engang gør; der er her ikke blot tale om en eller anden form for »Lippenbekenntnis«. Man har tværtimod konkretiseret den militære arv fra dem begge og forbundet den med nuværende praksis. Det giver sig udslag i strategiske tænkning, i militærpolitik, i vurderingen af samfundspolitiske og økonomiske forhold, der har relation til militære forhold, og man betragter ikke forholdet som en isoleret størrelse, men ser det tværtimod i sammenhæng med klassekampsprincippet. Militærvæsen er derfor integreret i hele det socialistiske samfundssystem, hvorved også den dialektiske materialismes tænkemåde får sin reale funktion på dette område. Når det eksempelvis i en sovjettisk lærebog om krigskunstens historie bliver sagt, at den sovjettiske krigskunsts teoretiske grundlag er den marxistiskç-leninistiske filosofi 17) er det på ingen måde bare en frase.

2. Alt dette er principelt formet af Marx og Engels fra første færd og ad denne vej er den socialistiske form for militærvidenskab og militærhistorie blevet skabt. Militærvæsen er her inkorporeret i hele det økonomiske og samfundsmæssige begreb under devisen: militærvidenskab er en samfundsvidenskab. De praktiske erkendelsesresultater bliver ved siden af et bredt og konkret »materielt« erfaringsgrundlag udvundet ved hjælp af den metode, der foreskrives af den dialektiske materialisme, der igen repræsenterer et afgørende virkemiddel i den revolutionære marxisme, der som mål ønsker at omsætte teorien i praksis. Uden kendskab til sammenhængen i denne helhedsopfattelse kan man ikke forstå Marx’s og Engels militære arbejder og vurdere dem i denne forbindelse. Man må her bemærke, at marxismen først og fremmest er praksis, er både materiel og konkret. Den kræver faglig indsigt »sui generis« og kan ikke opfattes som hverken ren filosofi eller åndshistorie — omend naturligvis de åndshistoriske komponenter heller ikke bør ignoreres i denne sammenhæng.

3. Marx’s og Engels beskæftigelse med militære forhold beror såvel på praktiske erfaringer som på et omfattende kritisk-teoretisk studium. Dette studium er altid konkret anlagt og går basalt — i alle detaljer — ud fra de eksisterende materielle forhold. Alt tjener her det ene formål, der hedder proletariatets revolution, og alt indtil de mindste enkeltheder af eksempelvis en våbenkonstruktion betragtes som et politisk spørgsmål, og ingen tildragelse ses som noget isoleret tilfælde. Grundig faglig indsigt er det første bud og tilmåles i lyset af den proletariske revolution en meget stor betydning. Marx og Engels stod på dette område i begyndelsen af deres militære studier endnu under stærk indflydelse af perioden fra 1789 til 1815, hvorimod de ved slutningen af deres virke fremdrager strukturer, der nærmer sig krigsbilledet fra den første verdenskrig. De fatter krigens og krigsførelsens nye fremtrædelsesformer og gør disse visible: den tekniske revolution på det militære område, den moderne altomfattende verdenskrig med regulære massehære og højtudviklet krigsteknik, guerillakrigens mangfoldige former, den revolutionære opstandskrig som både national og social befrielseskrig — alt dette ser de som midler, der kan bruges til at forandre samfundet ved magt og på grundlag af klassekampsprincippet.

4. Marx og Engels var i stand til med empirisk erhvervet faglig indsigt at kunne fremdrage de førende værker og tidsskrifter af den næsten uoverskuelige mængde militærvidenskabelig faglitteratur, som deres samtid frembød. De modtager afgørende impulser ved at beskæftige sig med militærvæsenet på Den franske Revolutions og Napoleons tid, ved studiet af det preussiske militærvæsen (hvor endnu levende overleveringer fra den preussiske reformtid spiller en vis rolle), såvel som iagttagelsen og den kritiske analyse af deres samtids mange revolutionære guerilla- og opstandskrige, hvortil naturligvis kom samtidens regulære krige. Bestandig er den totale folkekrig og guerillaen genstand for deres opmærksomhed, og sidst men ikke mindst rejser Marx og Engels spørgsmålet om, hvordan proletariatets specielle former for krigskunst skal se ud. Her er forandringer på det sociale og økonomiske område afgørende for dem, fordi den nye klasse og dermed det revolutionære proletariat derved vinder frem. Såvel Scharnhorst som Clausewitz havde forøvrigt allerede henvist til de sociale og økonomiske forandringers afgørende betydning for krigskunstens udvikling, og Marx’s og Engels udgangspunkt på det militære område skal uden al diskussion søges her.

Konklusion

Marx og Engels kan faktisk godt betragtes som »grundlæggere af den moderne socialistiske militærvidenskab«, men man må dog ikke overse Lenins andel heri. Dette forekommer overhovedet meget indlysende i betragtning af den kensgerning, at deres hele politiske lære og fundamentale grundsætninger er fuldstændig forbundet med hele den østlige verden. Har man der overtaget deres opfattelse af økonomi og samfund, revolution og klassekamp og herudover deres filosofisk begrundede tænkemåde, kan deres opfattelse af og beskæftigelse med militære forhold naturligvis ikke forblive udskilt herfra. Grunden til, at Marx i den eksisterende vestlige forskning næppe er blevet bemærket som militært interesseret og som militærhistoriker, skyldes dels, at vort kendskab til ham er ret ufuldkommet, og dels den måde hvorpå man fra begyndelsen har fortolket og udnyttet kildematerialet. Marx’s blik var ganske vist i første række rettet mod filosofi, økonomi, politik og samfundsmæssige forhold — og fra hans virksomhed på disse områder er vort billede af ham dannet. Imidlertid må man nok sige, at hans beskæftigelse med militære forhold også hører med til vort billede af ham. Marx var en polyhistor og en personlighed med et universelt rettet perspektiv, der omfattede alle realiteter vedrørende revolutionære strukturer og — som en naturlig konsekvens heraf — derfor også det militær faglige aspekt.

Afsluttende bemærkninger

Siden de ovenstående artikler så dagens lys, er der fremkommet nogle arbejder, som bør medtages i denne sammenhæng. Nogle kan ganske vist påkalde sig større grad af interesse end andre, men tilsammen giver de dog et vist indtryk af den eksisterende videns stade på dette område. Der må her forudskikkes den bemærkning om den eksisterende sekundær litteratur — og det gælder generelt — at hvor denne behandler enkelte sider og facetter af Marx’s og — især Engels interesse for militære forhold med nogen grundighed, dækker disse arbejder alene et beskedent udsnit eller tilsvarende åremål. Er der omvendt forsøgt at give en art oversigt, er det tilsvarende gået ud over grundigheden. Hvor de optræder, er de i reglen af et omfang på 30 à 40 sider. Syner den litteraturliste, professor Hahlweg refererer til, ret omfattende, må man hele tiden holde sig for øje, at det for den langt overvejende dels vedkommende er en art »Tordenskjolds soldater«, hvor der ikke er den helt store forskel på, hvad der er at hente i de enkelte arbejder. Det gælder både G. Zirkes og J. L. Wallachs arbejder — forskellen er her mere forfatternes grundlæggende indstilling til stoffet. 1) For Marx’s vedkommende er det aldeles ubehandlet og for Engels vedkommende gives der »weder in Osten noch in Westen« en sådan fremstilling — for at bruge profesor Hahlwegs o rd .2) Den efterfølgende kronologiske gennemgang kan passende begynde med min egen specialeafhandling til magisterkonferens i historie fra foråret 1974: »En redegørelse for og en vurdering af Friedrich Engels militære og militærpolitiske fo rfattersk ab « .3) Dette arbejde rummer formodentlig hovedstrukturen af en — i det mindste — samlende fremstilling af Engels militære forestillingsverden. Jeg skal her indskrænke omtalen til at fremhæve, at jeg selv betragter det som en art indføring i hele dette enorme stof. Det er imidlertid selvsagt, at det ikke kan gøre krav på fuldstændighed, alene af den grund at det føromtalte ikke-udgivne materiale ikke har kunne medtages. Efteråret 1974 bragte yderligere et mindre bidrag til belysning af emnekredsen. Ursula v. Gersdorff fra »Militärgechichtliches Forschungsamt« i Freiburg udgav samleværket: »Geschichte und Militärgeschichte. Wege der Forschung«, og heri har den israelske professor J. L. Wallach bidraget med et mindre afsnit.4) Der er dog ikke tale om noget nyt, idet man hurtigt opdager, at det hovedsageligt drejer sig om en omskrivning af indledningen til hans i 1968 udgivne arbejde om Engels krigslæ re.5) Ulige mere finder man i russerens I. A. Babin og østtyskeren H. Helmerts artikel i det østtyske tidsskrift »Militärgeschichte« om Engels udstrakte læsning af samtidens fagmilitære og krigshistoriske littera tu r.6) Man forstår, hvorfor Marx konsulterede Engels i alle militære og militærpolitiske spørgsmål, og at han omtalte ham som sit »krigsministerium« i Manchester.7) Den grundighed, hvormed Engels har beskæftiget sig med militære forhold, kan ganske enkelt kun kaldes imponerende. Foråret 1975 bragte samme tidsskrift en anden artikel af H. Helmert om den militære betydning af socialøkonomiske forhold og de materielle og tekniske faktores betydning herfor^) — et arbejde, der understreger Marx’s og Engels basale forståelse for forudsætningerne for deres samtids militære forhold og hele krigsførelse. Et arbejde af O. Balleby i »Militært tidsskrift« om Friedrich Engels opfattelse af sin samtids militærvæsen, var det første om Engels militære interesse, der er blevet offentliggjort på noget skandinavisk sprog.9) i dette arbejde refereres — bl.a. — Engels ofte forbavsende militære prognoser for fremtidens kriges forløb, hvoraf hans forudsigelse fra 1859 i piecen »Po und Rhein« af en tysk gennemmarch gennem Belgien i tilfældet af en fremtidig krig mellem Frankrig og et samlet Tyskland, vel tør hævdes at være den forudsigelse, der stadig virker mest forbavsende. I et nyere arbejde af den vesttyske historiker H. Soell rejste det ikke helt uinterssante spørgsmål, om det er helt utænkeligt, at den unge preussiske officer, Alfred Graf v. Schlieffen, mon skulle have læst denne anonyme piece, der ved sin fremkomst var en art »Piece de Conversation« i Berlins militære kredse. 10)Man anså her piecen for at være forfattet af en preussisk anonym »Geheimgeneral«. 11) Det vil erindres, at den plan for en tysk gennemmarch gennem det neutralé Belgien, der rent faktisk kom til udførelse i 1914, bærer Schlieffens navn. Russeren K. L. Selesnjow har i en artikel i »Militärgeschichte« beskæftiget sig med med Marx’s og Engels opfattelse af betydningen af militære styrkers moral, 12) 0g at der til stadighed foregår en udforskning af emnet på andet og mere end artikelplan i Sovjetunionen er I. A. Babins seneste værk fra efteråret 1975 et vidnesbyrd om,13)Det må imidlertid fremhæves, at både dette arbejde og samme forfatters arbejde fra 197014) virkelig er meget ensidige. Ingen af arbejderne kan på nogen måde tilfredsstille de krav, man i den vestlige verden stiller til et — blot nogenlunde — forsøg på upartiskhed og dybde. Den eksisterende vestlige forskning er således kun medtaget i det omfang, der tjener til at demonstrere den sovjettiske videnskabs overlegenhed. 15) Det må her fremhæves, at professor Hahlweg helt og holdent deler denne opfattelse. Overhovedet må man om den eksisterende østeuropæiske og russiske forskning på dette område sige, at den er meget tendentiøs. Det kan muligvis ikke forekomme helt overraskende, men man må på den anden side gøre sig klart, at ganske frakende den værdi af den grund, kan man ikke. Man kan dog uden at gå nogen for nær sige, at man ikke altid er helt sikker på, om resultatet af en angivelig videnskabelig undersøgelse er en frugt af undersøgelsen eller omvendt. De nævnte arbejder er imidlertid et vidnesbyrd om, at man i USSR rent faktisk beskæftiger sig seriøst med Marx’s og Engels opfattelse af militære forhold — for at bruge professor Hahlwegs udtryk, er der på ingen måde tale om nogen »Lippenbekenntnis«. 16) Tilsammen giver arbejderne også et indtryk af, at man overalt i den østlige blok har en udtalt forståelse for den militære faktors betydning for den socialistiske revolution. I et nyere arbejde fra DDR er et af kapitlerne således forsynet med følgende overskrift: »Die Machtfrage — Kernfrage der sozialistischen Revolution«, 17) således at intet er overladt til fantasien. Man fremhæver overalt i disse lande Marx og Engels som ophavsmændene til den socialistiske opfattelse af »Militärwissenschaft« og — af mere aktuel interesse for den vestlige verden — kan det heller ikke afvises, at de kan regnes som henhørende under ophavsmændene til det moderne guerillabegreb. 18) Friedrich Engels opfattelse af Tysklands maritime planer i 1860’erne og disses politiske betydning — også for den sociale revolution — behandles i et arbejde af H. L. Borchert, jeg under et ophold i Münster i efteråret 1975 havde lejlighed til at læse som manuskript. 19) Et meget interessant arbejde, der tilfulde viser Engels viden om maritime forhold, omend man nok må sige, at det er meget teknisk/maritim gennemgang af samtidens sømilitære forhold, man her præsenteres for. Foråret 1976 bragte svenskeren K. R. Böhmes rent refererende arbejde om Engels som militærteoretiker - det første om emnet på svensk.20) Man får herigennem et udmærket indtryk af »Friedrich Engels und die Partie Militaire«, således som dette er fremstillet gennem W. Wette, W. Hahlweg og J. L. Wallachs arbejder. Man mærker, at det har været forfatterens ærinde at henlede et større publikums opmærksomhed på hele emnekredsen, hvilket K. R. Böhme allerede havde været inde på i en kort recension i Svensk Historisk Tidsskrift i 1974.21) Englænderen W. O. Hendersons store Engelsbiografi fra 197622) er det første større arbejde, der er fremkommet i Vesteuropa om Engels, siden Gustav Mayer udgav sin berømte biografi for mere end en menneskealder siden.23) Af værkets ca. 850 sider behandles rent refererende i et kapitel på 40 sider med overskriften: »The General« Engels forkærlighed for militære anliggender.24) Det må i denne forbindelse stærkt beklages, at dette kapitel er behæftet med flere notoriske fejl,25) men det skal ikke fordunkle de øvrige afsnits valeur. Det er nok bare symtomatisk for en indstilling, der meget grundigt og bestemt ikke uden hverken indsigt eller sympati for hovedpersonen behandler den største enkelpostering i Engels hele livsværk så stedmoderligt, som noget han bare — blandt andre gøremål — også beskæftigede sig med, og noget nyt bringer Henderson da heller ikke her. Det er på dette område, at jeg ser værdien af en udforskning af den militære del af arven efter Marx og Engels, idet der for mig ikke hersker nogen tvivl om, at de-selv opfattede denne interesse og beskæftigelse som en integreret del af deres hele livsværk. Det sidste, der i skrivende stund er fremkommet, er en kort artikel af den føromtalte K. L. Selesnjow i »Militärgeschichte« om det litterære grundlag for Engels beskæftigelse med militære forhold op i hans høje alder.26) Hertil kommer et arbejde af O. Balleby: »Friedrich Engels opfattelse af principperne for den væbnede opstands militære strategi og taktik« som for kort tid siden er fremkommet i »Militært tidsskrift«. Man vil af det foregående have set, at der sket et og andet, hvad den militære del af arven efter Marx og Engels angår. Det må imidlertid understreges, at det meste af det, der til denne dag er fremkommet, dels er rent refererende og dels har karaktet af en præsentation af selve emnet. Flere af forfatterne har øjensynlig været overrasket over netop dette aspekts eksistens, og for flere af dem har en nærmere gennemgang heraf på det nærmeste haft åbenbaringens karakter, hvis det da ikke har fremkaldt et så stort ubehag hos dem, at de skyndsomt har søgt at bagatellisere forholdet.27) Det må imidlertid erkendes, at en forskning heraf er under udvikling, og at billedet af både Marx og Engels i fremtiden vil blive forøget med denne facet. Prof. Hahlwegs »Kritische Edition« vil udkomme i to bind, og det første bind, der omhandler Marx, vil udkomme i løbet af 1978.28) Det er så planen, at næste bind — Engels - skal følge følge i løbet af et par år, men det skal ikke skjules, at der er den vanskelighed, at andelen er så ulig meget større end hos M arx.29) Det må imidlertid erindres, at denne »Kritische Edition« er en del af den udgivelse af alt efter Marx og Engels, man arbejder med på »Instituut voor Sociaale Geschedenis« i Amsterdam. 30) Man har her under et besøg, jeg aflagde i december 1975, oplyst mig, at man formoder, at dette arbejde er tilendebragt om ca. 35 à 40 år! 31)

NOTER OG HENVISNINGER

Introduktion.

1. Se »Afsluttende bemærkninger«, side 160

2. Werner Hahlweg, født 1912, professor i militærhistorie og »Wehrwissenschaften« ved Westfälische Wilhelms-Universität i Münster, BRD. Vigtigste offentliggørelser: Die Reform der Oranier und die Antike. 1941. Die Grundzüge der Verfassung des säshsischen Geheimen Kabinetts 1763-1831. I Zeitschrift für die gesamte Staatswissenschaft. Bd. 103, 1943. Lenin und Clausewitz. Ein Beitrag zur politischen Ideengeschichte des 20. Jahrhunderts. I Archiv für Kulturgeschichte. Bd. 36. 1954. Preussische Réformzeit und Revolutionärer Krieg. I Wehrwissenschaftliche Rundschau. Beiheft 1962. Anses idag for at være en af verdens førende Clausewitz-forskere. Flere udgivelser af »Vom Kriege«, foruden en tobinds udgave af Clausewitz’s uoffentliggjorte »Schriften — Aufsätze — Studien — Briefe«, hvoraf første bind kom i 1966 og andet bind er på trapperne. Ty pologie des modernen Kleinkrieges. 1967. Lehrmeister des Kleinen Krieges. Von Clausewitz bis Mao Tse-tung und Che Guevara. 1968. Guerilla — Krieg ohne Fronten. 1968. Har udgivet flere kommenterede kildesamlinger og samleværker, bl.a. »Klassiker der Kriegskunst«. 1960. Talrige publikationer i europæiske militærtidsskrifter og faghistoriske periodica.

3. Karl Marx — Friedrich Engels: Werke 1 - 39 + Ergänzungsband. Berlin (Øst) 1965-1973. (Forkortet MEW). Her: MEW 27, s. 554.

4. Carl v. Clausewitz: »Vom Kriege«. 18. udg. Bonn 1972. Indledt og udgivet af prof. dr. Werner Hahlweg, s. 634.

5. MEW 3, s. 7.

6. MEW 20, s. 171. Jvf. MEW 23, s. 779.

ÖMZ.

1. Professor Hahlweg er blevet opfordret af bestyrelsen for Internationaal Instituut voor Sociale Geschiedenis« i Amsterdam, i hvis besiddelse Marx’s og Engels arkiv befinder sig, til at udgive de hidtil uoffentliggjorte militære dokumenter heraf i en kritisk tekstudgave.

2. Jvf. i denne sammenhæng bl.a. V. Tsvetkov m. fl.: »Lénine et la science militaire«. 1967, N. N. Asowzew: »W. I. Lenin und der Aufbau der Roten Armée«, i Militärgeschichte 2/1973, s. 148ff.

3.Jvf. i denne sammenhæng G. Ritter: »Das Kommunemodell und die Begründung der Roten Armée im Jahre 1918«. 1965, s. 21 ff.

4. Jvf. nærværende arbejdes afsnit III.

5. Jvf. Helmert: »Friedrich Engels und die Entstehung der sozialistischen Militärtheorie«, s. 1447f. Med fuld ret henviser Helmert i denne sammenhæng til Franz Mehring, der i modsætning til den daværende herskende opfattelse, fordrede Engels militære skrifter udgivet lang tid før den første verdenskrig.

6. Jvf. F. Engels: »Isbrannije wojennije proiswedenija«. 1958, samt indledningsartiklen af Oberst A. Strokow: »F. Engèls — ein grosser Kenner des Militärwesens«, s. Vff.

7. Jvf. Karl Marx i wojennaja istorija. 1969.

8. Jvf. F. Engels i wojennaja istorija. 1972.

9. Jvf. bl.a. med den nylig udkomne A. A. Strokow: »Wojennija problemi w proiswedenijach F. Engelsa«, in Woprossi istorii, nr. 2/1971, s. 64ff. Se også A. I. Babin: »F. Engels — wydojuschtschijsja wojennij teoretik prabotschewo klassa«. 1970.

10. I Militärwesen. Zeitschrift f. Militärpolitik, Militärtheorie und Militärtechnik. Hefte 8/1960, s. 1447ff.

11. Idem, s. 1447.

12. Jvf. Friedrich Engels: »Ausgewählte militärische Schriften«. I, 1958. II, 1964. Register. 1964.

13. Jvf. bl.a. H. Wiesner (kommandant for militærakademiet »Friedrich Engels«): »Aufgaben der Militärakademie »Friedrich Engels« zur militärischen Stärkung der DDR«, i Militärwesen. 13. årg. hefte 9/1969, s. 1243ff.

14. Jvf. bl.a. Neues Deutschland, 28. november 1970: K. Hager: »Das Werk von Friedrich Engels ist unvergänglich (s. 3f.); H. Wiesner: »Sicherer Kompass für unsere Landesverteidigung« (s. 12); Militärwesen, 14. årg. 1970, hefte 10: H. Hoffmann: »Das militärische Erbe von Marx und Engels und seine Lebenskraft in der Gegenwart«, s. 1413ff.; W. Verner: »Zur Bedeutung der Lehren von Friedrich Engels über die Macht- und Militär frage für die klassenmässige Erziehung in der Nationalen Volksarmee«, s. 1429ff.; H: Kessler: »Das militärtheoretische Werk von Friedrich Engels — Grundlage und Quelle ständiger schöpferischer Entwicklung der sozialistischen Militärwissenschaft«, s. 1441 ff.; G. Stender: »Karl Marx und Friedrich Engels — Schöpfer der Grundlagen der marxistisch-leninistischen Lehre vom Krieg«, s. I452ff.; A. I. Babin: »Karl Marx und Friedrich Engels über Krieg und Revolution«, s. 1467ff.; K. Schmiedel: »Der General«. Zur Entwicklung des militärtheoretischen Werkes von Friedrich Engels«, s. 1479ff.

15. Jvf. K. Marx, F. Engels: O vojenstvj. Marxismus-Leninismus o válce a vdjenstvi. Rada prvni. svazek 32. 1968.

16. Idem. s. 7ff. M. Kourimsky, Z. Novak, Predmluva.

17. S. Neumann: »Engels and Marx. Military concepts of the social revolutionaries« i Makers of modern strategy. 3/1948, s. 155ff.

18. W. O. Henderson, W. H. Chaloner: »Engels as military critic«. 1959.

19. Jvf. J. L. Wallach: »Die Kriegslehre von Friedrich Engels«. Hamburger Studien zur (neueren) Geschichte, 10. 1968.

20. Jvf. »Marx et Engels, Ecrits militaires. Violence et constitution des états européens modernes«. Traduit et présenté par R. Dangerville. 1970. 21. Idem. Introduction, s. 9.

22. Jvf. H. G. Helms: »Fetisch Revolution. Marxismus und Bundesrepublik«. Soziologische Essays. 1969, s. 173ff.

23. Jvf. Willy Brandt: »Friedrich Engels und die soziale Demokratie«. Rede zum 150. Geburtstag von Friedrich Engels in Wuppertal. 1970, s. 21.

24. Idem, s. 21. Jvf. ogsá i denne sammenhæng: »Friedrich Engels, 1820-1870. Referate. Dis kussionen. Dok umente«. Schrifterireihe dçs Forschungsinstitutes der Friedrich-Ebert-Stiftung. Bd. 85. Internationale wissenschaftliche Konferenz in Wuppertal vom

25. bis 29. Mai 1970.1971, s. 61 ff. III Session: Engels und die Militärwissenschaft. 25. Jvf. her W. Hahlweg: »Sozialismus und militärwissenschaft bei Friedrich Engels. Mit einem unveröffentlichten Engels-Manuskript«. I Referate. Diskussionen. Dokumente. s. 63ff.

26. I detaljer bl.a. Marx-Engels-Nachlass: B79, H 21, H 104, H 105, H 106, H 107, H 108, H 109, H 110, H 111, H 113, H 114, H 115, H 116, H 117, J 13.

27. Marx-Engels-Nachlass: A 16, A 17, B 59, B 63, B 71, B 72, B 79, B 84.

28. Således udfærdigede Marx (Marx-EngelsNachlass B 72) uddrag fra følgende værker: »An historical enquiry into the unchangeable character of a war in Spain«. 1837; »The two Minas and the Spanish Guerillas«. Extracted and translated from a work »On Spain«, written by captain H. von Brandt, a Prussian officier, who served in one af the Polish regiments attached to the French army during the Penisular War. By a Brittish Officer. 1825 (Marx-Engels-Nachlass, B 71).

29. Marx-Engels-Machlass, A 17. Marx udfærdigede uddrag fra Clausewitz: »Strategische Kritik des Feldzuges von 1814 in Frankreich«. Hinterlassene Werke des Generals von Clausewitz über Krieg und Kriegführung, bd. 7. 1835, s. 359ff. Og fra Müffling: »Passages from my life; together with memoirs of the campaign of 1813 and 1814«. Edited with notes by colonel Philip Yorke. 2/1853.

30. Marx-Engels-Nachlass, A 16, A 17.

31. Marx-Engels-Nachlass, B 84.

32. Marx-Engels-Nachlass, B 63. Marx udfærdigede uddrag fra det i Berlin 1852 udkomne værk »Russiands Politik und Heer in den letzten Jahren«.

33. Jvf. F. v. Kausler: »Versuch einer Kriegsgeschichte aller Völker«. 4 bd. m. Atlas. 1825-1830. »Handbibliothek für Offiziere oder populaire Kriegslehre für Eingeweihte und Laien. 12 Bd. 1828-1859. G. A. Stenzel: »Versuch einer Geschichte der Kriegsverfassung Deutschlands vorzüglich im Mittelalter«. 1820. F. W. Barthold: »Georg von Frundsberg oder das deutsche Kriegshandwerk zur Zeit der Reformation«. 1833. Colonel Carrion-Nisas: »Essai sur l’histoire générale de l’art militaire . . .« 2 bd. 1824. K. A. Loehr: »Das Kriegswesen der Griechen und Römer« 2/1830. Marquis de Chambray: »Uber die Veränderungen in der Kriegskunst seit 1700 bis 1815. Folgerungen hieraus auf des Festungs-System« Aus d. Französ. J. G. Hoyer: »Geschichte der Kriegskunst . . .« bd. 1/2 Göttingen 1797-1800.

34. Jvf. A. v. Witzleben: »Heerwesen und Infanteriedienst der Königlich-Preussischen Armee« 7/1861.

35. Hvad angår dette tidsskrifts betydning og udvikling jvf. M. Jähns: »Das Militair-Wochenblatt von 1816 bis 1876« i Max Jähns Militärgeschichtliche Aufsätze. Neudruck der Veröffentlichungen von 1874 bis 1903. 1970, s. 301 ff. * Zitterhofer: »Streffleurs Militärische Zeitschrift 1808-1908. Eine Geschichte dieser Zeitschrift anlässlich ihres lOOjährigen Bestehens mit einem Generalregister . . .« 1908.

36. Der henvises her til H. P. Harstick’s undersøgelse over Marx’s ekcerpter fra M. M. Kovalevskij: »Der Gemeindelandbesitz«. 1879.

37. Han nævner således eksempelvis Chassepotgeværet. Der henvises i denne forbindelse til indledningen i den kommende kritiske udgivelse af de militære dokumenter fra Marx’s og Engels hånd.

38. Marx-Engels-Nachlass, A 17. Clausewitz: »The campaign of 1814«.

39. Marx-Engels-Nachlass, A 40. Jvf. hertil Witzleben, ovennævnt, s. 203f. Nachweisung der Macherlohnsätze, s. 205, Vergleichtabelle der Arbeitsgeschwindigkeit.

40. Hos W. G. Oschilewski (Im Banne Hegels. Friedrich Engels’ Berliner Militär- und Studienjahr, i »Der Bär von Berlin«. Jahrbuch des Vereines für die Geschichte Berlins. IV. 1954, s. 146ff.) hedder det fejlagtigt, at Engels havde tjent ved et »Garde-Fuss Artillerie Regiment«. Rent faktisk fandtes der i det daværende Preussen kun Artilleribrigader, hvorfor Engels følgelig tjente ved Garde-artilleri-brigaden. Jvf. Rang- und Quartier-Liste der KöniglichPreussischen Armee für das Jahr 1842, s. 164.

41. Ændringer i Eksercerreglementer fulgte først i årene 1849/50. Jvf. »Entwurf zum 1. bis 6. Anschnitt des Exercir-Reglements für die Artillerie der k. preussischen Armee«. 6 bd. Berlin 1849-50.

42. De første oplag af »Leitfaden« havde set dagens lys i 1818; Originalmanuskriptet findes i Generals v. Scharnhorst’s arkiv.

43. Jvf. værket »Vom Kriege« af General v. Clausewitz; Müffling: »Geschichte des Feldzuges der engl. -hanöver. -niederl. -braunschweig. Armee unter Wellington und der preussischen Arme unter Blücher 1815«. 1817. Willisen: »Theorie des grossen Krieges«. 3 dele. 1840-49; J. C. Plümicke: »Handbuch für die KöniglichPreussischen Artillerie-Officiere«. 2 dele. 1820.

44. Jvf. F. v. Bentheim: Leitfaden zum Unterricht in den Kriegswissenschaften. Mit Berücksichtigung der Anforderungen, welche nach der Verordnungen des Königlich-Preussischen Kriegs-Ministeriums bei den Officier-Prüfungen gemacht werden sollen. Für Lehrer und zum Selbstunterricht«. 3/1856. B. v. Seydlitz: »Handbuch der Artillerie. Übersetzung der neuesten (3.) Ausgabe des Aide-Memoire à l’usage des officiers d’artillerie«. 1859.

45. Jvf. Allgemeine Militär-Zeitung. Hrsg. v. einer Gesellschaft deutscher Offiziere und Militärbeamten. 1. årg. 1826. nr. 1, sp. 1.

46. Idem, sp. 1.

47. Jvf. R. Schmidt: »Die Handfeuerwaffen«. 2 bd. 2/1968. M. Thierbach: »Die geschichtliche Entwicklung der Handfeuerwaffen«. 3/1965. A. Dolleczek: »Monographie der k.u.k. öster.- ung. blanken und Handfeuer-Waffen«. 2/1970.

48.ä Marx-Engels-Nachlass, K 545. — Vedrørende den grundlæggende vurdering af krig hos Marx og Engels jvf. D. Galinski: »Politik und Krieg in den Schriften von Marx und Engels zum Deutsch-Französischen Krieg 1870/71. Ein Beitrag zur Friedensforschung«. Magisterarbeit, Univ. Münster, Westfalen. 1973, s. 54ff, s. 63ff. 122ff. (Maskinskrevet manuskript).

49. Jvf. Ritters ovennævnte værk, s. 2 Iff.

50. Marx-Engels-Nachlass, H 103.

51. Disse spørgsmål behandles i detaljer ved konkrete eksempler i en i 1972 skrevet undersøgelse af professor Hahlwegs elev B. Gelhaus: »Friedrich Engels als Militärwissenschaftler. Eine Untersuchung seiner Kenntnisse von der preussischen Artillerie«. (maskinskrevet manuskript, Univ. Münster, Westfalen. Staatsarbeit).

Tilføjelse ved Ole Balleby

Under et studieophold i Münster i efteråret 1975 stiftede jeg desuden bekendtskab med et tysk Staatsarbeit — et speciale i historie til hovedfag af Jörg Wintermeyer: »Die Militärwissenschaften in revolutionären Denken von Friedrich Engels«. Münster/Westfalen 1966. — i maskinskrevet manus. Desuden kom et lignende Staatsarbeit mig i hænde, nemlig W. Hüskens: Friedrich Engels »Artilleristiches aus Amerika« und die Politische-Militärische Lage des Europäischen Seemächte«. Stadtlohn 1971 — i maskinskrevet manus. Begge disse arbejder er rent refererende. Hertil kommer M. E. Berger: War, Armies and Revolution; Friedrich Engels: Military Thought. University of Pittsburg 1969. (maskinskrevet manus, i fotokopi).— Rummer værdifuldt materiale. En oversigt over den russiske forskning vedrørende Engels militære interesser findes i K. L. Selesnjow: »Sovjetische Literatur über das militärische Erbe von Friedrich Engels«. I Zeitschrift für Militärgeschichte, Berlin (Ost), 1971, s. 718-729. 

ASMZ

1. Omarbejdet version af en i 1974 holdt forelæsning ved afdelingen for militærvidenskab ved ETH i Zürich. (Eidgenössische Technische Hochschule).

2. Jvf. »Militär-Strategie« 1965, f.eks. s. 19 og s. 31.

3. Jvf. »Militärische Theorie und militärische Praxis. Methologische Probleme«. 1972, s. 40ff, s. 48 og s. 64.

4. Jvf. I. Ch. Bagramjan m.fl.: »Geschichte der Kriegskunst« 1973, s. 13, s. 22, s. 27, s. 30, s. 33, s. 45 og s. 48.

5. »Protokoll der 2. militärtheoretischen Konferenz der Militärakademie der Nationalen Volksarmee »Friedrich Engels« am 6. und 7. april 1961«. I »Militärwesen«. Zeitschrift für Militärpolitik, Militärtheorie und Militärtechnik. 5. årgang. Særnummer. + »Militärwesen«. Zeitschrift für Militärpolitik und Militärtheorie«. Hefte 10. Oktober 1970. 14. årg.

6. Der henvises her bl.a. til H. Helmert og J. L. Wallach’s forskning; se også H. Helmert: »Friedrich Engels. Adjutant der Revolution 1848/49«. 1973; fjenere ÖMZ nr. 6/1973, s. 454ff.

7. Jvf. »K. Marks i voennaja istorija«. 1969.

8. Jvf. Friedrich Engels: »Ausgewählte militärische Schriften«. I. 1958, s. 207ff. 480ff. og 487ff. + II. 1964, s. 592ff.

9. Jvf. i denne forbindelse A. I. Babin: Friedrich Engels. Outstanding military theoretican«, i »Soviet Military Review«. November 1970, s. lOff.

10. Jvf. J. Bruhat; J. Dautry og E. Tersen: »Die Pariser Kommune von 1871«. 1971, s. 183-ff. afsnittet: »Die Kommune und der bewaffnete Kampf«. (Den franske udgave s. 23Iff) + St. Edwards: »The Paris Commune: Politics and war«. 1971.

11. Jvf. »Neithardt von Gneisenau. Schiften von und über Gneisenau«. 1954. Udg. af Lange. 1954, s. 242ff.

12. Jvf. F. C. F. Freiherr von Müffling, sonst Weiss genannt: »Aus meinem Leben«. 1853, s. 117ff.

13. Jvf. Karl Marx/Friedrich Engels: Werke (MEW), bd. 10, 1970, s. 43Iff. »Das revolutionäre Spanien«, navnlig s. 444ff.

14. ÖMZ, nr. 6/1973, s. 455.

15. Jvf. A. W. Kingslake: »The invasion of the Crimea«. I—VIII. London 1863-67. + Anitschkow, kaptajn i den russiske generalstab: »Der Feldzug in der Krim«. I—III. Oversat fra russisk af G. Baumgarten. Berlin 1857-60.

16. Jvf. Karl Marx/Friedrich Engels: Werke (MEW), Bd. 20,1972, s. 307ff.: »Dialektik der Natur«.

17. Jvf. »Geschichte der Kriegskunst«. 1973, s. 654.

Afsluttende bemærkninger

1. G. Zirke: »Der General. Friedrich Engels, der erste Militärtheoretiker der Arbeiterklasse«. Leipzig — Jena 1957. J. L. Wallach: »Die Kriegslehre von Friedrich Engels«. Hamburg 1968. Hamburger Studien zur neueren Geschichte. Bd. 10. Udg. v. Fritz Fischer. Meget illustrerende er her den urimeligt nedsablende anmeldelse fra østtysk side af J. L. Wallachs arbejde i »Militärgeschichte«. Berlin (Ost), 1972, s. 750f. (Karl Schmiedel).

2. Brev til mig d. 19/7 1973. Gentaget under en samtale i Baden-Baden d. 28/9 1976.

3. 0 . Balleby: »En redegørelse for og en vurdering af Friedrich Engels militære og militær­ politiske forfatterskab«. Àrhus 1974, 175 s. + bilag og tysk resumé. Maskinskrevet mánus. —Findes på HO’s bibliotek.

4. J. L. Wallach: »Engels* Weg zur Kriegs wissenschaft«. Afsnit i Ursula v. Gersdorff s (udg.): »Geschichte und Militärgeschichte. Wege der Forschung«. Frankfurt a. M. 1974, s. 363-370.

5. J. L. Wallach: »Die Kriegslehre von Friedrich Engels«.

6. 1. A. Babin og H. Helmert: »Friedrich Engels und die militärische und kriegsgeschichtliche Litteratur seiner Zeit«. I »Militärgeschichte«, 6/1974, s. 645-657. Berlin (Ost).

7. MEW 28, s. 299. Marx til Engels, d. 30/9 1853.

8. H. Helmert: »Marx und Engels über die militärische Bedeutung sozialökonomischer Verhältnisse und materieltechnischer Faktoren«. I »Militärgeschichte« 3/1975, s. 261-274.

9. O. Balleby: »Friedrich Engels opfattelse af sin samtids militærvæsen«. I »Militært tidsskrift«. Udg. af Det krigsvidenskabelige Selskab. Kbh. April 1975, s. 148-175.

10. H. Soell: »Weltmarkt — Revolution — Staatenwelt«. Zum Problem einer Theorie internationaler Beziehungen bei Marx und Engels. Se her s. 130). I Archiv für Socialgeschichte XII. 1972, s. 109-184.

11. Idem. Jvf. MEW 30, s. 162. Marx til Engels, d. 7/5 1861.

12. K. L. Selesnjow: »Karl Marx und Friedrich Engels über den moralischen Geist der Truppen und dessen Erforschung und Einschätzung«. I »Militärgeschichte« 5/1975, s. 541- 552.

13. A. I. Babin: »Formirovanie rasvitie voennoteoreticeskich vzglgadov F. EngePsa«. (Dannelsen og udviklingen af Friedrich Engels militærteoretiske synspunkter). Moskva 1975.

14. A. I. Babin: »F. Engels — wydojuschtschijsja wojennij teoretik prabotschewo klassa«Vl1970, s. 225ff. (Friedrich Engels — en fremragende militærteoretiker for arbejderklassen).

15* Se note 13, s. 248ff.

16. Jvf. ASMZ 4/1975, s. 129. Her s. 158

17. R. Bauermann m.fl.: »Das Elend der Marxologie«. Berlin—Ost 1975. Se specielt afsnit 5, s. 189ff.: »Die Machtfrage — Kernfrage der sozialistischen Revolution«.

18. W. Hahlweg: »Theoretische Grundlage der modernen Guerilla und des Terrorrismus«. Afsnit i R. Tophoven (udg.): »Politik durch Gewalt«. Bonn 1976. Beiträge zur Wehrforschung. Band XXV, s. 13-29. Udførligt omtalt i O. Balleby: »Guerilla og terrorvirksomhed i vore dage«. »Militært tidsskrift«, sept./okt. 1976, s. 224-245.

19. H. L. Borchert: »Friedrich Engels und die Marineplannungen in Deutschland 1860- 1867«. Münster/Westf. 1975. Ca. 500 s. Maskinskrevet manus, af et tysk doktorarbejde, der kan forventes udgivet om kort tid.

20. K. R. Böhme: »Friedrich Engels som militärteoretiker«. Afsnit i »Aktuellt och Historiskt«. Meddelanden från Militärhistoriska Avdelningen vid Kungl. Militärhögskolan 1976. Kristianstad 1976, s. 57-82.

21. K. R. Böhme: »Militärteori och socialism«. Artikel i (Svensk) Historisk Tidsskrift 4/1974, s. 542-545.

22. W. O. Henderson: »The life of Friedrich Engels. I-II«. London 1976.

23. G. Mayer: »Friedrich Engels. Eine Biographie. I-II«. 1919-1934. u.s.

24. Henderson II, kap. 7, s. 415-456.

25. I Henderson II, s. 440f. tillægges der Engels militær/politiske fejlvurderinger i forbindelse med hans artikler om krigen i 1870/71, som en sammenligning med brevvekslingen mellem Marx og Engels ville have kunnet forklare. Hele kapitlet er rent refererende undtagen s. 444ff, hvor de slutninger, der drages m.h.t. Engels angivelige indflydelse på Lenins militære tænkning, er så håndfaste, at man undrer sig såre over, at Engels militære interesser kan behandles på 40 s. af værkets ca. 850 mulige. På s. 447 refereres der til ikke-eksisterende arbejder i »Archiv für Sozialgeschichte«. Bd. 10, og et par af den østtyske historiker Heinz Helmerts arbejder er tillagt Werner Hahlweg, der iøvrigt her kaldes Heinz Hahlweg. Et par henvisninger mangler sidetal (f.eks. II, kap. 7 notel77) hvad virkelig kan være generende, når de pågældende arbejder, der henvises til, er af et omfang på et par hundrede sider.

Endelig forekommer det mig besynderligt, at hele biografien ikke forsøger at give en samlet vurdering af Engels, hvori hans store interesse for »Die Partie Militaire« er inddraget. Det er en biografi, hvor man kan hente utroligt mange data og faktaoplysninger om både hovedpersonen, hans samtid og datidens arbejderbevægelse, hvor fremstillingen ofte er båret af vid og indsigt, men hvor man generelt savner analysen og vurderingen. Dette må stærkt beklages, fordi W. O. Hendersons Engels-biografi formodentlig vil blive et art standard-opslagsværk, som G. Mayer har været det.

26. K. L. Selesnjow: »Zu Quellen des Briefes von Friedrich Engels an Paul Lafarque von 22. juli 1892«. I Militärgeschichte«, 5/1976, s. 602604.

27. M. Schippel: »Friedrich Engels als Militärpolitischer Führer«. I Socialistische Monatshefte XXI, Berlin 1915, s. 1222ff. Engels militære interesser og forfatterskab omtales her som »ein Schellet im Haus« for det gamle tyske socialdemokrati. Partiet udfoldede meget store bestræbelser for at dække herover. Se H. G. Helm: »Kritik der westdeutschen Marx/Engels — Ausgaben«. Afsnit i sammes »Fetisch Revolution. Marxismus und Bundesrepublik. Sociologische Essayes«. Udg. v. F. Benseler. Neuwied und Berlin 1969, s. 173ff.

28. Brev til mig af 17/12 1976.

29. Under et studieophold i Moskva i sommeren 1975 på »Instituttet for Marxisme — Leninisme« fandt prof. Hahlweg således yderligere et uudforsket materiale af militært indhold fra Engels hånd. Institutet i Amsterdam forhandler for øjeblikket med russerne om en evt. udlevering heraf.

30. Hvorledes Marx’s og Engels litterære efterladenskaber efter en både meget omskiftelig og til tider ret så dramatisk tilværelse havnede i Amsterdam, kan man få et indtryk af gennem H. Stem og D. Wolf: »Das grosse Erbe«. Berlin-Ost 1972, s. 126ff. Se også G. Reinhold Mac: »Karl Marx. Liv og værk«. III, Kbh. 1965, s. 147ff.

31. Samtale med Instituttets jourhavende leder, Dr. Rojahn, d. 4/12 1975. Omfanget formodes at blive omkring 100 bind.