Hermann Rauschning, som i Naziregimets første A ar var Præsident i Danzig, har i sine Bøger, bl. a. i den kendte Bog om H itler, givet højst interessante Bidrag til Afsløring af Nazismen og dens Væsen. I „Makers of destruction" (oversat til Svensk under Titlen: „Mannen kring H itler tala". Sthlm. 194,3) gengiver han i et enkelt Kapitel en Række Sam taler, hvoriblandt flere med tyske Officerer, og giver ved disse et Indblik i den paa flere M aader mærkelige M entalitet og Ensidighed, som herskede i det tyske Officerskorps fø r Krigen. Blandt de tyske Officerer i ledende Stillinger om taler R. først Krigsm inisteren, General v. Biomberg. Hans Øjne var udtryksløse, han savnede den Klarhed i Fremstillingen, som man venter at finde hos en Officer i saa høj en Stilling, og ved nærmere Bekendtskab med ham fik R. Indtryk af, at han v ar en svag, lidet energisk og ikke særlig intelligent Kavaleriofficer. Med Hensyn til Forsvarets Organisation, derfor ham som K rigsm inister var en Hovedopgave, fremhævede han som det væsentligste, at den blev en saadan, at Folket kunde føle sig som eet med Værnet. Dette m aatte være vii-kelig populært, ikke blot et P aradenum m er eller en ' S tat i Staten, og Officererne m aatte ikke længere danne en isoleret Gruppe, ikke længere repræ sentere en enkelt Klasse. At opbygge Værnet alene paa Middelstandens Patriotism e eller paa Fagforeningerne var utilstrækkeligt, og derfor betragtede Biomberg H itler som en Gave fra Himlen, fordi han havde faaet hele Nationen bag sig.
R. tvivler dog om, at Biomberg i Virkeligheden var en saa begejstret Tilhænger af H itler. Han var en Stræber og muligvis blot en Talleyrandnatur, som var rede til at styrte Føreren, n aar Tiden var moden. Betegnende var ogsaa den Tone, hvori han udtalte, a t det var en Æ resag for en preussisk Officer at være snu. Han havde, som han selv sagde, over for Føreren samme Frihed som H ofnarren til at sige, hvad der passede ham — en Tilstaaelse, som ikke kunde undgaa at falde R. fo r Brystet. Blandt sine Omgivelser hed Biomberg almindeligt „H itlerjunge Quex" efter Hovedpersonen i en Nazifilm, som brændte af ukritisk Begejstring for Nazismen, og som vilde gøre alt for Føreren. Mangel paa Dømmekraft, svigtende moralsk Mod, maaske det Savn af Selvdisciplin, der var karakteristisk for en Type blandt de tyske Officerer, som intet havde tilfælles med den gamle, preussiske Officer, var efter R.’s Mening særlig frem trædende hos Blomberg. I Modsætning til Blomberg nærede Generalstabschefen, General v. Fritsch, ingen Tillid til Hitler. I Begyndelsen troede han, a t dennes vilde Idéer skyldtes ungdommeligt Overmod og fan d t dem for saa vidt sympatiske, fordi, n aar alt kommer til alt, kun den udretter noget, som forsøger det umulige. E fterhaanden traad te han dog i skarp Opposition mod den Radikalisme inden for Hæren, som var vokset op under Nazismen, og saa den største F are i H itlers utæmmede, oratoriske Udskejelser. De dannede, hvad man i Krigen plejede at kalde en „R etræte frem ad" — en Dumdristighed, som forveksledes med Mod, og som fo rvoldte store Tab og maaske v ar Skyld i, a t Tyskerne havde tab t Krigen. General, senere Feltm arskal v. Brauchitsch var en tilbageholdende, men venlig og imødekommende og paa sin Vis en behagelig Mand. Hans Tale b ar dog ikke Præ g a f nogen usædvanlig Personlighed. Han udtalte sig meget skarpt imod a t følge Italiens Eksempel ved at optage de nazistiske Form ationer i Hæren. Oprustningen var altfor alvorlig en Sag til, a t Drankere og homoseksuelle skulde kunne beskæftige sig med den. Paa den anden Side vilde Brauchitsch paa ingen Maade have et Militæ rdiktatur, som kunde umuliggøre Forholdet til Udlandet, hvorimod det, saa længe Oprustningen varede, kunde være heldigt, at de Personer, som dannede Midtpunktet paa den politiske Scene, ikke blev taget altfor alvorligt, saaledes at Udlandet kunde faa Indtryk af, at Tyskland var svagt.
I Rigsvæm et og det 3. Riges nye Hær savnedes fuldstændigt den gamle Hærs fornemste Dyd: de højere Officerers stærke personlige Selvstændighed og dennes originale Forening med Disciplin hos karakterfaste Mænd. Det var mere typisk for den preussiske Officer, a t han v ar en vanskelig Underordnet, end a t han v ar en haard Negl som Chef. Lederne i den nye Hær havde derimod vel frem kaldt en kam m eratlig Aand mellem Officerer og menige, men de havde forsømt at uddanne stærke og selvstændige K arakterer. R. paaviser ved et Eksempel Forskellen mellem den gamle og den nye Hærs Officerer. Wilhelm II besøgte Graudenz, da man var i Fæ rd med a t opføre Fæstningsanlæg dér, og paa sin impulsive Maade udpegede Kejseren Pladsen fo r de Forter, som han mente yderligere burde bygges. En af Generalerne blev saa irriteret over hans dumme og uvederhæftige Snak, a t han i en tilsigtet brysk Tone sagde: „Deres M ajestæt, Spørgsmaalet bør forelægges Rigsdagen." — En Maaned senere mistede Generalen sin Stilling, hvad han var fuldt forberedt paa vilde blive Følgen a f hans Optræden. — N aar derimod H itler inspicerede Vestvolden og selv gjorde U dkast til Befæstningsanlæg, var der ingen, som vovede a t kny mod Parvenuen; man saa kun krybende Beundring og hæsblæsende Servilitet. Enhver søgte a t gribe den sjældne Mulighed for a t tiltræ kke sig Opmærksomhed og saaledes lægge Grunden til en lysende Fremtidsbane. — Denne Forandring inden for Officerskorpset v ar længe blevet iagttaget a f tænkende Officerer.
Blandt Tysklands eventuelle Fjender synes man i Almindelighed ikke at have tillagt F rankrig nogen m ilitæ r Betydning; man havde i den franske Hær kun Tanke paa en Defensiv, og det var forbløffende saa steril, Landets Ledelse v ar blevet. Med Hensyn til England stillede Forholdet sig anderledes, og man havde i høj Grad Respekt for den engelske Soldat: der findes intet, der kan overtræffe Englænderne som Raam ateriale, men de m angler pli. Om Muligheden for et Angreb paa England synes der at have hersket delte Meninger. En General afviste ganske T anken; der var i England ingen Dybde, ingen Manøvrezone, de bedste Metoder i den tyske Taktik kunde ikke tillempes dér. E j heller kunde England erobres blot ved et Angreb fra Luften. Spørgsmaalet var blevet grundigt undersøgt, og den eneste Mulighed var kun at slaa til, n aar Englænderne var kastede og søgte tilbage fra Fastlandet. Man mente dog ikke a t kunne basere sin Felttogsplan paa en saadan Mulighed (og man var jo ej heller i Stand til at udnytte den, da den virkelig indtraadte ved Dunkerque). — Selv om det var lykkedes at komme i Land, var man ved Undersøgelserne Gang paa Gang kommet til det Resultat, at man højst kunde opnaa Okkupation a f en vis Zone og nogle Kystbyer og derved blive nødt til a t operere inden for et yderst begrænset Omraade med praktisk ta lt hele Fjendens Styrke rede til at sættes ind mod et hvilkensomhelst Punkt. I Modsætning hertil mente en anden General, at man, hvis den tyske, politiske Ledelse virkelig skulde begaa den Dumhed a t indvikle sig i en K rig med Storbritannien, da ogsaa vilde være i Stand til at gennemføre Angrebet paa England. E t saadant Foretagende var dog naturligvis kun m uligt ved de nye, tyske Metoder, traadløse Forbindelser og den tyske Transportteknik. løvrigt gik han ud fra, a t en K rig mellem Tyskland og England m aatte blive en Tilintetgørelseskrig; man gjorde sig ingen Forestilling om de nye Vaabens Muligheder for a t ødelægge. H an troede dog ikke, at det blev til K rig; den kunde let komme til a t betyde Slutningen paa alt. Idet man gik ud fra, a t det altid vilde være m uligt for Tyskland at staa paa en god Fod med England, blev det eneste Spørgsmaal, der m aatte løses m ilitært, en Tilintetgørelse af Ruslands gigantiske Magt, som ellers snart vilde stræbe efter Verdensherredømmet og i hvert Fald ikke nøjes med mindre end at smelte Europa og det nordlige Asien sammen til en eneste vældig Blok. I Øjeblikket tænkte Rusland sikkert kun paa Forsvar, men i Løbet af nogle A ar vilde det blive i Stand til at besejre Europa. Den russiske Damptromle fra 1914 og 1916 gav kun en svag Anelse om, hvad der ventede Tyskland. Hidtil havde de russiske Soldater været tapre, men deres Ledelse ussel; men hvorfor skulde Ledelsen ikke en Dag kunne blive effektiv; Russerne har Idéer og er intelligente. Denne Opfattelse var almindelig; der var intet Ønske om Krig med Rusland, Bolsjevismen og Revolutionen, men en dyb F ry g t for dets vældige Ressourcer i Mennesker og M ateriel. Truslen fra Ruslands overlegne Stridskræ fter fremskyndede paa den anden Side Tanken om Krig, og den tyske Generalstab mente, at Tyskland nu raadede over taktiske Metoder og over Vaaben af prøvet Værdi, som gav U dsigt til et heldigt Forløb af en saadan. Med den nye Taktik og Teknik vilde det blive muligt at berøve Tids- og Rum faktorerne deres afgørende Betydning. Generalstaben havde forlængst opgivet sine gamle teoretiske Principper; den var ikke blot blevet en Slags Ingeniørkorps, men havde ogsaa i sit Arsenal optaget Idéer og Vaaben, som stammede fra den anden Side. En højtstaaende Officer erklærede, at den militære Ledelses vigtigste Opgave for Øjeblikket var at sammensmelte de strategiske Idéer med Sovjetunionens revolutionære Taktik. Da Versaillesfreden blev paatvunget de tyske Officerer, laante de af Bolsjevikerne de militære Tanker, som udvikledes af Trotskij under Borgerkrigen, og ud af denne skabte den tyske Generalstab sin nye Taktik med brutal, offensiv Krigsførelse. Der var saaledes ikke Tale om nogen original Fremtoning, men blot om en Kopi. En anden Officer udviklede dette nærmere. Generalstabens tavse Tilbageholdenhed, store Mænd og hele Herligheden tilhørte Gaarsdagen. Nutildags er ikke Tale om Personligheder, men blot om en Mekanisme, Generalstaben er bleven et Ingeniørkontor, hvis Opgave er at fastlægge Forudsætningerne for militære Sejre og maaske ogsaa a t vinde dem. Det vedkom den ikke, om der i Øjeblikket fandtes en Krisis, eller om alt gik sin jævne Gang; den skulde blot kalkulere, skabe og fuldstændiggøre eksakte Beregningsmetoder. Den havde lært adskilligt af den forrige Krig, og den tekniske Udvikling havde givet den nye Midler for Krigsføringen. Skyttegravskrigens Blindgyde tilhørte det forbigangne, Generalstaben var nu rede til Anvendelse af nye Metoder, vilde ganske hensynsløst bringe dem til Anvendelse og med velberaad Hu ofre hele Enheder ligesom Soldtroppernes gamle Dødsbatailloner. Der fandtes Opgaver, som kun kunde løses ved at ofre hver eneste Mand, som blev sat ind derpaa — det var naturligvis Synd for Ofrene, men ikke nær saa kostbart for Hæren som Helhed. I det hele vilde Frem tidens Felttog kræve forbavsende ringe Tab af Mennesker, ligesom ogsaa de tyske Tab ved Erobring af Skyttegrave i sidste K rig var blevet smaa, efter at Stødtropperne havde faaet praktisk Øvelse. Frem for alt krævedes Hurtighed, Trykket m aatte ikke lettes et eneste Øjeblik, Angrebet skulde føres skaanselsløst igennem uden at spare paa egne Ressourcer. I falsk Sentim entalitet at tage Hensyn til egne Folk vilde i det lange Løb blive kostbarere end, hvad der kunde synes som den mest brutale Opofrelse af Mandskab. Enhver Opgave skulde være gennemtænkt som en selvstændig Helhed og udarbejdet i Enkeltheder — saaledes var den nye Stil. Alt skulde koncentreres om Offensiven, som var den eneste, der havde Betydning, og den kunde ikke improviseres ved genial Handling. Im provisation var Dovenskab; det uforudsete m aatte ikke forekomme, men der skulde være Præcision til den mindste Enkelthed. Fremtidens Felttog vilde blive afgjort inden for et fantastisk kort Tidsrum ; de militæ re Problemer var blevet et Transportspørgsm aal. Den tyske Generalstab havde den Fordel frem for alle andre i hele Verden, a t den havde lært af Erfaringerne og kunde gøre saadant Brug af de nye tekniske Ressourcer, som de andre havde ladet ubenyttede, a t den kunde faa Bugt med sine Fjender ved militære Midler. Den tyske Hær havde endvidere den Fordel, at dens Vaaben ikke var forældede, og forældede Vaaben frister til ogsaa forældet Tænkemaade, ligesom de indebærer en Fristelse til a t afpasse de strategiske Frem gangsm aader efter de tilgængelige Hjælpemidler i Stedet for omvendt. Den tyske Generalstab var i Besiddelse a f en Fordom sfrihed, som gjorde det muligt for den at udnytte de revolutionære Forandringer, som de lykkelige „Sejrherrem agter" havde lukket Øjnene for. Den havde udviklet sine tekniske Hjælpekilder i en saadan Grad, at det satte den i Stana til at udføre Operationer af en helt ny A lt. Den vidste nøje, hvad de andre tænkte, og det var forbavsende saa træge de var, naar det drejede sig om at uddrage Slutninger fra sidste Krig. Selv den mest idiotiske Lægmand m aatte i det mindste kunne se to Ting, nemlig 1) at Infanteri i den gamle Stil stod absolut ubehjælpsomt over for de moderne, mekaniserede Vaaben, og 2) Betydningen af, at den enkelte specialuddannede Soldat, som afgav sin Ild fra et G ranathul eller en Maskingeværrede, optraadte selvstændigt paa eget Initiativ. Saadanne kunde standse hele Regimenter. H eraf m aatte følge, at Mekaniseringen blev drevet til den yderste Grænse med Kampvogne, lufttransporteret Fodfolk — hvorved Luftvaabnets Muligheder langtfra var udtømt — sam t intim t Samvirke mellem Flyvere og Tropperne paa Jorden. Man behøvede blot a t sammenligne dette med Ententens klodsede Troppeføring i Krigens sidste Aar, hvor de kastede Materiel ind i Kampen uden virkelig Forstaaelse af de nye Vaabens Muligheder. Anvendte man derimod det nye M ateriel paa intelligent Vis, kunde end ingen Maginotlinie holde Stand mod det. Den sammenhængende Front vilde i det hele ikke længere forekomme i den tidligere Betydning, men man havde i Tankerne et helt nyt System med fuldstændig fritstaaende Grupper, hvor hver Mand eller Gruppe havde sin særlige Opgave. Generalstabens radikalt ændrede Opfattelse præciseredes af en Generalstabsofficerer, som fremhævede, at man fuldstændig havde bortkastet de traditionelle, strategiske Doktriner og paa egen Haand havde udtænkt det væsentlige. Ludendorff var den første, der betragtede K rigen som en elementær Proces, og som frigjorde sin O pfattelse for alt af underordnet Betydning. Han havde imidlertid ikke den tekniske Indsigt, som var nødvendig for, at han kunde uddrage de praktiske Slutninger af sin Opfattelse, og Følgen var, at han i Virkeligheden blev en af de væsentligste H indringer for et rigtigt Syn paa de militære Realiteter. Tyskerne var nu i Færd med at udvikle Kampvogne og Flyvemaskiner efter Linier, som vilde gøre alle hidtidige O pfattelser om K rigsføring fuldstændig forældede, og for første Gang i Historien vilde Hærkommandoen være befriet for Hensyn til M ateriellet og kunde foretage alle de Dispositioner, som var nødvendige for Operationerne. — Medens andre N ationer maaske under Krigen kunde stole paa deres Mulighed for Improvisationer, saa gjaldt dette ikke for Tyskerne. For dem m aatte Planerne være udarbejdet detailleret fo ru d ; Evnen til at improvisere kunde vel være ønskelig, men der m aatte kun tillægges den sekundær Betydning. Den store Moltkes Ord om, at alt hvilede paa Hærledelsens personlige Initiativ, n aar først Fjendtlighederne var aabnede, gjaldt ikke længere. Disse Tanker gik igen i skærpet Form hos den yngre Generation af Officerer, som beskæftigede sig med de militære Problemer som en Slags Teknik, uafhængig af nationale og patriotiske Hensyn af enhver A rt. De yngre Officerer nærede fuldkommen Foragt for menneskelige Værdier, deres Tankesæt røbede Hensynsløshed, og de gik paa en Matem atikers klarsynede Maade lige løs paa Sagen. Smidige og samtidig staalhaarde, resolut afvisende over for alle Følelseshensyn, tilhørte de en helt anden Type end den forrige Generations joviale, lidt pralende Officerer. De havde med Forsæt overskaaret alle traditionelle Baand, de religiøse og moralske som de historiske, ja endog de patriotiske. De var revolutionære — Bærere af en hidtil ukendt Radikalisme. De intelligenteste af dem dannede en Slags nyt Ordensselskab, som intet havde tilfælles med det vindesyge, korrumperede og indbildske nazistiske P atricierhirarki. De unge Officerer var tavse, sarkastiske og usentimentale, og de havde en Maade at se tværs igennem een, som om man ikke eksisterede. Krigshistoriens store Personligheder fængslede ikke disse unge Mænd lige saa lidt som høje intelligente Kvalifikationer og frem ragende K arakteregenskaber, alt saadant betragtede de som overflødigt litteræ rt Gods. Hvad der optog dem var det tekniske, den logiske Udvikling i en Proces, hvor hver Komponent kunde beregnes eksakt, ligesom man kan beregne Energiens Forvandling i en F orbrændingsmaskine. Det tekniske og det revolutionære var de to Elementer, som greb deres F antasi; de var ikke P atrioter eller N ationalister i Ordets gamle Betydning, men Ødelæggelsens Ingeniører i uafbrudt Virksomhed. Sammenlignet med deres Teorier om, hvorledes man med Forsæt og Beregning kunde frem kalde Skræk og udøve militær Terror, var Nazisternes Bestræbelser i samme Retning rent amatørmæssige Forsøg. Den nye Generation repræsenterede saaledes Spændingen mellem en Hyperrationalism e i Forbindelse med Teknologi og en urationel, rom antisk Im puls; en teoretisk og praktisk Æ ventyrlyst parret med B rutaliteten hos Mennesker, som ikke følte sig bundet af noget Princip. De v ar ikke personligt ærgerrige, men stod helt under Indflydelse af en grænseløs Erhvervsambition, besatte af den Sag, de tjente.
Blandt de militære Doktriner, som er om talt i Rauschnings aktuelle Bog, vil man genkende en Del fra Felttogene i 1940; men Uholdbarheden af den rent maskinmæssige Føring kan ikke undgaa senere at have lagt sig for Dagen, afhængig som den i hvert Tilfælde m aatte være af, at Tyskerne beholdt Initiativet. — Den tyske Mentalitet, der nævnes som særligt frem trædende i den yngre Generation, har vi jo lært at kende.
J
