Et lille skrift, udsendt for nogle måneder siden af „Dienst­ stelle Blank“, d. v. s. den nye tyske værnemagts forsvarsministe­ rium, under titlen „Vom künftigen deutschen Soldaten“*), på­ kalder allerede i kraft af sin officielle karakter en særlig op­ mærksomhed. Hvor megen lyst mange end kan have eller have haft til at ville lave om på landkortet, på befolkningstal og på råstof- og merkantil kapacitet, ændrer det intet i den fundamen­ tale kendsgerning, som de store demokratiske vestmagters ledere gang på gang har fastslået: at tysk deltagelse i den vestlige ver­ dens forsvar er en uomgængelig nødvendighed. Erkendes dette, i forbindelse med den lige så uomgængelige nødvendighed af koordinering mellem en ny tysk værnemagt og de ovrige NATO- lande, bliver det for enhver borger i disse af overordentlig in­ teresse at studere de planer, der fra tysk officiel side lægges med hensyn til ånden, uddannelsen og mange andre faktorer i de nye stridskræfter. Ikke blot fordi man venter visse garantier af dem m. h. t. demokrati og stabilitet, men også fordi det er ube­ strideligt, at den tyske hær til sin rådighed har overordentlig store ressourcer af erfaringer om, hvordan effektiv soldateruddannelse skal praktiseres.

Det nævnte skrift henvender sig til den enkelte tyske borger og indleder med en klar redegørelse for, hvorfor vesttysk gen­ oprustning er en nødvendighed. Sit forord slutter minister Blank med de karakteristiske ord: „Måtte skriftet bidrage til at vække forståelse for, at en demokratisk forsvarsordning kun kan blive til virkelighed, hvis alle statsborgere viser medansvarlig delta­ gelse og interesse for den, er solidariske med dens soldater og sætter retfærdighed, frihed og bevarelse af den menneskelige værdighed over alle personlige interesser og ønsker.“

I det følgende skal skriftet gennemgås lidt nøjere, navnlig under hensyn til den store interesse, netop vi i Danmark må nære for de spørgsmål, det behandler.

De første afsnit er af mere almen karakter og motiverer for­ svaret både etisk og realpolitisk, specielt med hensyn til dets opgave som led i NATO-styrkeme. Der er ikke nærmere grund til at gå ind på disse synspunkter, der må forudsættes bekendt. Derefter understreges, at den tyske forbundsregering har ene­ ansvaret for opstillingen af de tyske stridskræfter, og at kun maksimumsstyrken og visse organisatoriske forhold fastlægges ved overenskomst mellem NATO-staterne. De tyske stridskræfter vil blive opstillet efter moderne synspunkter. Deres organisation og bevæbning retter sig efter forbundsrepublikkens specielle forhold. De vil komme til at bestå både af frivillige og af værnepligtige.

Hæren består af panser- og infanteridivisioner foruden visse armé-enheder (både kam ptropper og faglige organer). Alle troppe­ led bliver fuldt motoriseret og bevæbnet og formeret efter nye erfaringer.

Luftvåbnet omfatter de enheder, der kræves til et moderne taktisk luftvåben: jager-, jagerbombe-, lette bombe-, rekognosce­ rings- og transporteskadrer med tilhørende teknisk- og jord- personel.

Marinen består af enheder, der er særligt egnet til de specielle opgaver ved sikringen af de tyske kyster og de foran disse lig­ gende søterritorier.

De tyske stridskræfter forbliver nationalt homogene uanset deres operative underlæggelse under NATO-kommandoinyndigheder, i hvilke tyskerne vil være forholdsmæssigt repræsenteret. Kun de højere militære stabe — fra arméstab, i enkelte tilfælde også fra armékorpsstab og opefter — vil være integrerede. Styrke og bevæbning af yderligere styrker til lokalforsvar, samt polititrop­ per, fastlægges af staterne inden for den vesteuropæiske union efter ratificering af en særlig traktat. Disse styrker hører ikke til de NATO principielt underlagte enheder.

Et alfsnit behandler de tyske soldaters folkeretslige stilling, der kan liave stået uklar for nogle på grund af den allierede be­ sættelse. M ed optagelsen af gensidige diplom atiske forbindelser med Sovjetunionen må dog enhver tvivl om de tyske soldaters folkeretslige stilling nu være bortfaldet.

Tradition og historisk arv. For at kunne opfylde deres be­ stemmelse i det moderne Tyskland må soldaterne kende grund­ laget for og hensigten med deres opgave. Det understreges ud­ trykkelig, at dette i givet fald også kræver mod til at betræde nye veje. „Mere end nogensinde må soldaten, men navnlig den professionelle soldat, gå ud fra det grundsynspunkt, at den væb­ nede magt ikke fører nogen særtilværelse og heller ikke kan gøre det. Den er et levende led af det folk og den stat, den tilhører, og til hvis beskyttelse (len er kaldet. . . Dette forpligter soldaten til ikke mindst at blive sig sin historiske arv bevidst... Nutidig opgave og historisk rod er uløseligt forbundet med hin­ anden. Ingen hær kan bestå uden en levende tradition. Vore sol­ daters bedrifter, lidelser og præstationer i alle den tyske histories epoker berettiger os til at øse sjælelige kræfter af den tyske for­ tid, men også af Europas åndelige overlevering. Der advares samtidig mod kritikløst at godtage enhver tradition. „I sidste in­ stans skaber vi jo vort bidrag til det europæiske forsvar i en epoke, i hvilken billedet af krigen er begyndt at ændre sig væ­ sentligt uden dog derfor at gøre soldaten overflødig. Nu som før danner infanteristen, den uforfærdede, hårde enkeltkæmper, det sidste rygstød. Men også han er af teknikken tvunget til at om­ stille sig og at forstå den forandrede kam pform , der overalt stiller nve opgaver.“

Moral. En hærs moral finder udtryk i hver enkelt soldats og afdelings holdning, i troppernes ånd og i deres borgerlige forhold. Den viser sig i den måde, hvorpå der adlydes i hæren, og hvordan ansvar og disciplin udøves. Det er indlysende, at denne armeens moral i den totale krigs tidsalder mere end nogen­ sinde før må være del og spejlbillede af den statslige og sociale grundorden, der skal sikres af tropperne.

„Vort statslige livs grundordning er demokratisk. Det er uden for diskussion, at (len forsvarsordning, der regulerer stridskræf­ ternes indpasning i staten, må hvile på demokratiske grundsæt­ ninger og forestillinger. Men en demokratisk hær kan ikke eksi­ stere, hvis man derved forstår en hær, hvis tjeneste og kommando­ forhold skal reguleres på parlamentarisk vis. Det ville være ens­ betydende med at ophæve den soldatermæssige ordens egenart, hvis man uden indskrænkning ville overføre den frie menings- og viljesdannelse på diskussionsgrundlag, samt afgørelse ved fler­ talsbeslutning, på soldatertjenesten. Sådanne metoder er ganske vist i begrænset tidstrækning mulige på nogle områder af militær­ tjenesten, f. eks. i undervisning og indre tjeneste, og de bør her fremmes. Samlivet inden for afdelingen får derved en tilførsel af fri ånd, der fremmer den enkeltes bevidsthed om medansvar — en bevidsthed, uden hvilken en hær ikke er slagkraftig. Selv ved fronten fandtes der i gode troppeenheder noget, der kaldtes „krigsråd“, og til hvilket enhver kunne tilkaldes. Men at kræve meje.ville ophæve den soldatermæssige orden... Befaling og ly­ dighed er de bærende principper i en hær, og disciplin og autoritet er dens væsen. Men denne naturlige, særlige lovbundethed må ikke føre til isolation og forlede armeen til at føle sig som et formål i sig selv.“

I et par korte afsnit fremhæves demokratiets grundsyn og væsen samt det nationale demokratis indpasning i den frie ver­ dens højere enhed. Det understreges, at et demokrati fuldt så vel kan kræve streng mandstugt og hård træning af sine soldater, som diktaturet kan det — her henvises der til Schweiz. Demokra­ tiske borgeres pligt til selvdisciplin og ansvarsbevidsthed under­ streges. „Demokrati og autoritet, frihed og pligt er ikke mod­ sætninger.“ Når disse tanker overføres på soldatens opgave, hedder det: „Den stedse mere spredte kamp, i hvilken der mere og mere må gives afkald på ordrer, kommando og tilsyn, kræver ’hele’ mennesker. Den enkelte beslutsomme kæmper eller den lille gruppe stilles atter og atter over for hurtige beslutninger, der skal træffes ud fra hensynet til helheden. Soldaten må ikke være nogen ’robot’ eller blot ’våbenfunktionær’. Han må mere end nogensinde være fortrinligt uddannet som et meneske med klart ansvar, et menneske, der kan skønne og vove, og som ejer kraft til at træffe beslutninger.“

Moral og ånd i værnemagten må være sådan, at „de unge soldater kan gennemgå deres m ilitæ re uddannelse uden noget principielt brud med deres borgerlige verden. Kun da vil de ikke føle indskrænkningerne i deres ydre frihed i militærtjenesten som ufrihed. Men dette vil kun være muligt, når der skabes soldater­ mæssig orden, der klart viser enhver, som hører til stridskræfterne, nødvendigheden af hans tjeneste og uomgængeligheden af disci­ plin og af hård indsats i givet fald.“

 Hæren som stat i staten betegnes som noget utænkeligt. På grund af værnenes direkte tekniske og personelle afhængighed af det øvrige samfund ville de i tilfælde af en sådan isolering „ikke alene gøre offentligheden mistroisk, men selv berøve sig grund­ laget for deres slagkraft.“ Soldaten må være gennemtrængt af respekt for sin civile medborger. „Omvendt må soldaten i bor­gerens forestilling ikke stå som ’nødvendigt onde’ eller kun til nød tåles som redskab for politikken.. . Man vil ved en sådan opfattelse ikke kunne vente, at soldaterne i deres inderste går helt og fuldt ind for deres opgave. Soldaten må kunne tjene staten ikke blot med forstanden, men også med hjertet. Hvis sol­ dal

(Disse sidste grundsætninger er nok værd at lytte til. Langt ind i forsvarspositive kredse i vort eget land har der hersket til­ bøjelighed til at tale om militærtjenesten som nødvendigt onde. Hvad dette har betydet i retning af bl. a. at afholde velegnede officersemner fra at søge en livsgerning i hæren kan slet ikke vurderes. Det har altid været lysten, der drev værket, og det er et dårligt værk, som holdes i gang af modvillig indsats.)

 „Kun et svagt demokrati lever i konstant angst for „de mili­ tære“ og driver dem dermed nødvendigvis ud i ufrugtbar isola­ tion. Kun soldater, der ikke har fattet det frie samfunds væsen, ser skævt til offentlig kritik og parlamentarisk kontrol, som stridskræfterne er undergivet på linie med alle andre organer i den udøvende magt. Staten må beskytte sine soldater energisk mod uberettigede angreb og æreskænderier, ganske som den skal beskytte enhver anden statsborger. Kun under disse forudsæ tnin­ ger kan en hær tænkes, der agter sig selv, holder stand i enhver prøvelse og går op i det statslige fællesskab.“  

Med udgangspunkt i nødvendigheden af, at den civile bor­ ger holder loven, forklares nu nødvendigheden af soldatens lydig­ hed. „I fredstid er ordnet uddannelse og disciplineret samliv i en militær enhed kun mulig, hvis enhver soldat beredvilligt føjer sig efter de hertil udgivne forskrifter og befalinger. I krigen står den enkelte soldat, ligesom afdelingen, oftest over for dødelig fare. Situationen er usikker, det haster, og ofte kan den ikke overses. Handling eller undladelse har videre konsekvenser end under normale forhold. Entydig ordre og ufortøvet lydighed kan ikke erstattes af noget som helst, uden at ansvarets klarhed forfuskes i kampens uvished og den hurtige tilpasning til det uforudsete ophæves. Derfor må enhver soldat i fred og krig adlyde punktligt og fuldstændigt, selv når han ikke overser ordrens rækkevidde.“  

 „Der ligger imidlertid et endnu større ansvar i at befale end i at adlyde. Der tales i dag — på grund af erfaringerne fra for­ tiden — meget om grænserne for den soldatermæssige lydighed. Bortset fra, at der også i det borgerlige liv findes grænser for lydigheden, skal man ikke overse, at art og ansvar i befalingen er afgørende for lydighedens grænser. Er befalingsudgivelsen an­ svarsbevidst, saglig og klar, er spørgsmålet om grænserne for den soldatermæssige lydighed af mindre betydning.  Afdelinger, i hvilke der befales og adlydes sådan, har disciplin og løser deres opgave“ . . . „Hvordan en enhed udfører befalinger, er i krig af­ gørende for kammeraters liv og død. Det er derfor i længden ikke nok kun modvilligt at indordne sig under en lydighedspligt, som man føler byrdefuld. Hvor ikke indsigt i nødvendigheden af streng lydighed fører til ansvarsbevidst indordning (underordnel­ se), opstår der ingen urokkelig disciplin og kampfællesskab.“

Lydigbedspligten har grænser. „Den falder bort, når der ville blive begået en forbrydelse eller forseelse ved udførelsen af en befaling. Da det, specielt i krig, ikke altid kan erkendes, om befalingen vil resultere i en forbrydelse eller forseelse, må der i en sådan situation gælde, at en blot tvivl om en befalings ret­ mæssighed ikke berettiger til lydighedsnægtelse . . . Der kan ikke indrømmes den undergivne ret til ulydighed på grund af hans skøn om befalingens hensigtsmæssighed. Men ban har mulighed for at fremsætte sagligt begrundede indvendinger, hvis opgaven og tiden tillader det. Jo større lians ansvarsområde er, desto mere bliver dette til en pligt. Den, som vægrer sig ved at lyde, må hæfte med sin person herfor. Ansvaret for sådanne afgørelser kan intet reglement befri ham for.“  

 Et afsnit polemiserer skarpt niod begrebet kadaverdisciplin. „Som før nævnt er en blind, kun automatisk lydighed ikke tilstrækkelig i den moderne kamp, hvor sammenarbejdede små kampgrupper og enkelte kæmpere oftest kun kæmper på grundlag af tegn eller korte radio-ordrer. Den tekniske udvikling har ikke reduceret den soldatermæssige lydighed til en mekanisk funktion ... Kun den, der evner at handle ansvarsbevidst og initiativrigt i helhedens ramme og i opgavens ånd, er enhver situation voksen. Det gælder om stadig at vække og fordybe denne meningsbestemte frie lydighed hos soldaten. Her ligger — i fremtiden endnu mere end i fortiden — den fornemste opgave for føring, uddannelse og opdragelse af soldaterne.“

 Lydighed er hamrens øverste lov. Men ansvar og tillid er grundlagene for lydigheden og befalingen.“

„Enhver soldat bør ved udførelsen af befalinger tænke på de pligter, som pålægges ham af respekten for medmennesket og hensynet til fællesskabets vel.“

Det understreges i skriftet meget stærkt, at soldaten i krig ikke alene trues af fjendens kugler. Han trues også af fristelsen til at misbruge sin magt tankeløst eller med forsæt. „Soldateræren består i at omgås denne magt menneskeligt og i dybeste forstand samvittighedsfuldt ... Først en sådan håndhævelse af magten gi­ ver troværdighed over for de undergivne, der er én betroet, og pålidelighed og tillid i fællesskabet.“   

„Inden for det område, der hedder ansvar, befaling og lydig­ hed, må der ikke findes halvheder. En soldat — uden hensyn til, hvilken grad, han har — for hvem det kun kommer an på at sikre sig „opefter“, fortjener hverken sine kammeraters, sine foresattes eller sine midergivnes tillid. Ansvarsbevidsthed over for fællesskabet tvinger til ærlighed over for foresatte og under­ givne og til pålidelighed over for kammerater. Hertil hører ikke alene tapperhed i felten, men også ’civilkurage’ på livets videre områder.“

Militærnægterordningen, der er et „stærkt udtryk for statslig tolerance“, vil komme til at svare nogenlunde til den danske. Det understreges dog med stor vægt, at der kræves en virkelig samvittighedsbeslutning, for at man kan komme ind under denne undtagelsesbestemmelse. „Kun en indstilling, for hvilken den på­ gældende er rede til at bringe ethvert offer, har rang af en sådan samvittighedsafgørelse. Personlige, faglige eller politiske motiver til at nægte krigstjeneste retfærdiggør følgelig ikke militæmægtelse.“ Af det følgende fremgår, at militæmægtelsen hjemler fritagelse for egentlig krigstjeneste, men ikke for „Ersatz-dienst“. Meget tyder på, at man ikke er sindet at tolerere de parodisk-kaotiske tilstande, man har kunnet iagttage visse andre steder.

Soldatens indstilling til det politiske liv behandles i et sær­ ligt afsnit. Standpunktet udtrykkes kort i sætningen: „Den mo­ derne soldat må tænke med, råde over politisk indsigt og kende sit statsborgerlige medansvar for at kunne gøre fyldest. Dette kan ikke nås ved politisk oplysning og statsborgerlig dannelse, så uundværlige disse fag end er i den militære uddannelse. Un­dervisning og teori alene forbliver let uforpligtende. Handlen og eksempel derimod danner og forpligter... I et demokratisk fællesskabs hær er soldaten statsborger også under militærtjene­sten ... Når fremtidens soldat kan tage virksom del i det åndelige og politiske liv, vil lian ikke føle det, som om han uden at være spurgt eller mod sin vilje anvendes af en upersonlig magt — ’staten’ . . . Soldatertjeneste kan dog ikke alene begrundes ud fra statsborgerforholdet, hvor rigtigt det end er, at militærtjenesten er en statsborgerlig pligt. Ligesom selve statsborgerforholdet hid ­ rører soldatertjenesten fra dybere kilder — fra religiøse og mo­ralske værdier, der ikke kun kan erfares rationalt.“

Dette må dog på ingen måde opfattes derhen, at politisk gruppedannelse eller partipolitisk aktivitet overhovedet må drives i tjenesten. — Tværtimod sigter denne på „formål over partierne“. Uden for tjenesten skal deltagelse i politiske manifestationer ske med tilbageholdenhed, deltagelse i møder således kun i civil på­ klæ dning.

Straffemyndighedens principper behandles nøje. Disciplinærmyndigheden udøves principielt kun af underafdelingschef og højere chefer og omfatter i øvrigt også retten til at uddele of­ ficiel anerkendelse. Inden en straf ikendes, skal den tiltalte og tillidsmanden høres. Principielt er det ikke tilladt højere fore­ satte at gribe ind i en undergiven chefs disciplinarudøvelse. Noget sådan betegnes som en „uholdbar forskydning af ansvaret“. Disci- plinarcliefeme kan af „straffe“ ikende irettesættelse, bøde, be­ grænsninger i udgangstilladelse samt — med godkendelse af en dommer — også arrest. Straffeeksercits og tjeneste uden for nor­ mal rækkefølge forbydes. „Soldatertjeneste er en statshorgerlig ydelse af den enkelte som udtryk for hans medansvar i helheden. Ingen soldatermæssig ydelse skal derfor anordnes eller anses som straf.“ Også kollektivstraffe med det formål at tvinge tropper til „selvopdragelse“ er kategorisk forbudt.

„Arreststraffen er et så betydeligt indgreb i den enkeltes fri­ hed, at den kun må ikendes af den næsthøjere disciplinarchef, d. v. s. bataillonschefen f. s. v. angår underofficerer og menige, regimentschefen f. s. v. angår officerer.“ Den kræver godkendelse af dommer og bør kun ikendes i undtagelsestilfælde.

 „For at hindre strafikendelse i en første ophidselse, må disciplinarstraffen ikke ikendes, før en nat er gået. Ingen soldat kan straffes ’på stedet’. Hvis disciplinarchefen personligt krænkes af forseelsen, skal han henvise sagens behandling til den næst­ højere disciplinarforesatte.“

Der kan klages over disciplinarstraffe, i sidste instans til en disciplinardomstol, der oprettes ved hver division og kun er un­ derkastet loven. Domstolen består af en dommer og to soldater, af hvilke den ene skal være af tiltaltes grad. Dens afgørelser er endelige.

Visse grovere forseelser og forbrydelser henskydes automatisk til disciplinardomstolen, der kan ikende degradering, hjemsen­ delse og andre alvorligere straffe. Sådanne sager kan indbringes for visse appelinstanser.

Mindre straffe annuleres efter visse frister og føres ikke på soldaterpapirerne, god opførsel forudsat.

Om klageret og de nærmere omstændigheder vedrørende klager handler et større afsnit, så at man næsten føler sig hensat til andre breddegrader. Klager over retskrænkelser har disciplina- domstolen som sidste instans. Andre klager fremføres ad tjeneste­ vejen.

Til vor bestyrtelse indeholder heftet ingen specielle anvis­ ninger vedrørende klager over forplejningen.  

 Tillidsmanden (Vertrauensmann) tænkes valgt ved hemmelig afstemning. Der vælges altid samtidig en stedfortræder for ham. Tillidsmænd vælges af underofficerer og menige, men også of­ ficerer vælger deres specielle tillidsmand. Det er tillidsmandens opgave at „styrke tilliden inden for afdelingen.“ „Gennem tillids­ manden er der skabt en yderligere mulighed for at inddrage alle soldater medansvarligt i udformningen af deres samliv i og uden for tjenesten.“ Han skal være et bindeled mellem sine foresatte og sine kammerater... „Han udjævner, klarer, og rådgiver... Han skal være en særlig dygtig, ærlig og intelligent soldat.“ Hans status er stort set som den danske talsmands, men han skal der­ udover høres før tildeling af anerkendelser, ikendelse af straffe og afgørelse af klager. Det understreges, at føring og uddannelse udelukkende påhviler den ansvarlige foresatte, „der dog i sine tillidsmænd skal se hjælpere til at fremme impulsen til med­ ansvar i afdelingen.“

Et interessant afsnit handler om den indre tjeneste. Vigtig­heden af kaserneorden, vagttjeneste, motortjeneste og andre disci­ pliner inden for den indre tjeneste påvises, og det nævnes, at denne tjeneste ved den hurtige udvidelse af værnemagten siden 1935 ofte blev dårligt varetaget, fordi den, navnlig i erstatnings-hæren, ofte bød underordnede og smålige foresatte lejlighed til chikane af forskellig art. „Også denne tjenestegren må tilpasses til de forandrede psykologiske og militære krav.“ Kompagniche­ fens tilsynspligt understreges, og der peges udtrykkelig på for­ skellen mellem „frisk“ og „sjofel“ tone. Officerernes betydning for bevarelsen af god tone påvises kategorisk. Er præcision og orden i enheden sådan, som den skal være, bør tilsynet begrænses til stikprøver.  

 Man vil tilstræbe ikke at indkvartere mere end otte mand på samme stue. Soldaterne bør her principielt have lov til at indrette sig, som de har lyst, orden og renlighed forudsat. Skabsorden bør ikke enerettes. „Det vidtgående selvstyre i stuefælles­ skabet vil være en prøvesten for, om soldaterne erkender eller overser den deri liggende forpligtelse.“

Der gives programudtalelser om, at der skal være tilstræk­ kelig tid mellem morgenvækning og tjenestens begyndelse. Der tages afstand fra ottetimers-dag som uforenelig med krigsuddan­ nelsens krav, navnlig i uddannelsestidens anden halvdel. Samtidig understreges, at tjenesten skal tilrettelægges rationelt, så at tiden ikke bortødes og „soldaten venter forgæves halvdelen af sit liv.“

Normalt bør soldaten sove otte timer (for at være i form til uddannelsen. Klokken 22 er normalt tappenstreg, dog kan der efterhånden gives nattegn til klokken 1 eller undtagelsesvis hele natten. For soldater, der tjener i mere end 18 måneder, skal gælde særlige bestemmelser. De kan i mulig udstrækning få lov til at bo uden for kasernen.  

Kasernerne skal ligge åbent og uden at ligne „fæstninger“. Der er givet bestemmelser for samlingsstuernes gode indretning, ligeså for kantiner og læseværelser. Fritiden skal kunne nydes uden tryk af tjenstlige pligter. Efter rekruttidens slutning vil der i reglen kunne gives weekend-orlov.

Orlov til rekreation og ved højtiderne er specielt hjemlet.

Foresatte er de tilsvarende personer som i den danske hær, i den nye tvske hær dog desuden alle generaler. Det understreges, at de gældende undtagelser fra foresatsforholdet kun har relation til fritiden. I tjenesten under krig og på øvelser gælder disse indskrænkninger ikke.

I rekruttiden (tre måneders grunduddannelse, fælles for alle) skal alle soldater bære uniform uden for tjenesten. Derefter kan der principielt gives tilladelse til at gå civil, men pligten til mønsterværdigt forhold understreges.

I tjenestetiden hilses alle foresatte (d. v. s. efter tysk praksis også vore „foranstående“). Uden for tjenesten hilses kim alle generaler og admiraler, samt de direkte foresatte (som i Dan­mark).

 I et kapitel om kommandoføring fremhæves pligten til at ud­ danne sine soldater til krigsduelighed, herunder også til at bestå den psykologiske krigsførelses prøvelser. At soldaten lærer alt, hvad han lærer, med henblik på krigen, belyses indgående, og viljen til at bryde med al anden uddannelse fremhæves. Kravene til dem, som skal uddanne og opdrage mandskab og unge office­ rer, præciseres nøje. „Stridskræfterne gør ikke krav på at være ’nationens skole’, rent bortset fra, at de ikke kan opfylde et sådant krav. Deres opdragelsesmæssige pligt er begrænset til den dem anviste opgave, nemlig at være en pålidelig del af den ud­ øvende magt. . . Det står til den statsborgerlige ansvarsglæde i det samlede folk, til skoler og universiteter, til medvirkning af enhver statsborger, om der skal skabes de uundværlige forudsæt­ ninger, som enhver hær behøver for at kunne løse sin opgave“ . . . Der tages afstand fra en førm ilitæ r uddannelse af ungdommen, men betydningen fremhæves af, at „skole og offentlighed uddan­ ner unge borgere, der har erfaret, hvad frihed er, og hvilke for­ pligtelser den pålægger.. „Det unge menneske bør også have lært at forstå hærens rolle i historie og nutid uden forvansk­ning.“

I et frit samfunde stridskræfter... må soldaten fra den før­ ste dag af sin tjeneste agtes og behandles som menneske, sådan som det altid var skik i gode enheder, navnlig ved fronten.“  

 (Det lønner sig i denne forbindelse at indskyde, at de frem­ komne skildringer af underofficersbrutalitet og officersuduelighed ved visse tyske afdelinger ikke giver et sandfærdigt billede af livet i den tyske hær som helhed. Ved fronten har der ganske utvivlsomt bestået et dybt, faktisk skæbnefællesskab inden for de fleste afdelinger. Men at der ved uddannelsen i kasernegården har været alt for stort spillerum for den forhadte kommiss, hvil­ket man vel bedst oversætter ved „åndløst rutineterperi med til­ sidesættelse af respekten for de undergivnes menneskeværdighed“, synes på den anden side dokumenteret).

 Del understreges, at soldatens vilje ikke skal „brydes“, men fæstnes. Hans tænkning må ikke uniformeres. Betydningen af mere humor end tidligere fremhæves. (Enkelte vil her muntert mindes Bairnsfathers udødelige tegning af huset med hullerne i muren, beboerens svar på spørgsmålet om, hvem der havde lavet hullerne, og historiens påståede pædagogiske anvendelse). Den rette uddanner og opdrager skal, som det hed i et tidligere tysk reglement „leve sammen med sit mandskab og dele farer og savn, glæde og sorg med det. Han må finde vejen til sine undergivnes hjerte, og han må vække deres tillid ved forståelse for deres følen og tænken og ved aldrig hvilende omsorg.“   

 Et kort afsnit behandler mulighederne for at opbygge den nye hær med et virkelig udvalgt officerskorps, ikke mindst fordi dettes medlemmer har skullet klare sig i det borgerlige liv i ti år, ofte under meget vanskelige forhold.

 Om undervisningen i medborgerkundskab skrives mange gode ting og gives anvisninger på, hvordan den skal drives. Det frem­ hæves dog, at eksem plet og tjenestens gode tilrettelæ ggelse og gennemførelse i sig selv måske er den allerbedste undervisning. Grundprincipperne for undervisningen i medborgerkundskab er i øvrigt stort set de samme som i tjenestetidsundervisningen i Dan­mark fastlagte. Der skelnes mellem „Almindelig information“, bestående af fagene historie, forsvarskundskab, udlandskundskab og statsborgerkundskab (til faget udlandskundskab hører også et indblik i „Bolshevismens praksis og ideologi“) og „Aktuel information“ om dagens spørgsmål. Den her omtalte undervisning skal gives i to timer ugentlig under kompagnichefens ansvarlige ledelse. Egnede soldater kan uden hensyn til grad inddrages i lærergerningen. Desuden står det troppechefeme frit for at lade personligheder udefra medvirke. Der vil ikke blive ansat special­ lærere i medborgerkundskab og ikke gives nogen specialkarriere for „informationsofficerer“, men særligt udvalgte og evnerige of­ ficerer vil i regiments- og højere stabe få til opgave at forestå og rådgive i tilrettelæggelsen af denne tjeneste.   

Velfærdstjenesten vil blive drevet efter stort set samme prin­cipper som i andre hære, deriblandt den danske. De foresattes bistand i denne tjeneste understreges, samtidig med at frivillig­ heden i mandskabets deltagelse i fritidsarrangementer fastslås. Aktivitet er bedre end passiv betragtning. I denne sammenhæng gives også programudtalelser vedrørende den gejstlige tjeneste („sjælesorg“ ) i den nye værnemagt.

Værnepligten varer normalt 18 måneder i aktiv tjeneste, og indkaldelse sker sædvanligvis ved 20 års alderen, efter ansøgning (navnlig fra studenter og andre, som nødig ser uddannelsen af­ brudt) evt. fra det fyldte 18. år. Loven hjemler genindkaldelser, der for underofficerer og menige ikke må omfatte mere end ialt 6 måneder, for officerer ikke mere end 12 måneder. Der gøres rede for reglerne for tjenestefritagelse og udsættelse.

De frivilligt langtidstjenende soldater og de professionelle soldater daimer hærens kerne. Med en samlet styrke på 500.000 mand i de fremtidige stridskræfter behøves der rundt regnet 28.000 officerer, 110.000 underofficerer og 90.000 langtidstjenende soldater. Langtidstjenesten for ikke-liniebefalingsmænd må ikke omfatte over 12 år for underofficerer, 10 år for officerer, og for menige 8 år. Den underofficer, der vil tjene mere end 12 år, over­ går til liniestatus.

Af professionelle og langtidstjenende soldater kræves demo­kratisk indstilling. En række specielle betingelser med relation til forholdene efter krigen opstilles i denne sammenhæng.

Af officersaspiranter forlanges principielt studentereksamen, idet der dog skal skabes organer svarende til „forsvarets gymna­sium“ for at muliggøre officersuddannelse også af egnede emner uden eksamen.

For alle underofficerer sættes aldersgrænsen til 55 år, medens aldersgrænsen for officerer aftrappes.

For udnævnelse til premierløjtnant skal man have tjent mindst 3 år, til kaptajn 7, major 12, oberstløjtnant 15, oberst 18 og brigadegeneral mindst 21 år. For underofficerer foreligger til­ svarende tal. Stabsfeldwebel kan man først blive efter 21 års, oberstabslfeldwebel først efter 26 års tjeneste.

Skriftet opregner detailleret de forskellige karrierer, man inden for officerskorpset, underofficerskorpset og det faste menige mandskab kan følge i de tre værn.

Teksten vender tilbage til uddannelsen, hvis krav motiveres og defineres nøjere. „Samvirke og slagkraft i en troppe afdeling kan kun opnås ved en kampuddannelse, der forener krigsreali­ stisk træning i alle vejrlig, ved dag og ved nat, med soldatermæssig opdragelse. Uddannelsen vil derfor kræve øgede kropslige præ­stationer, selvstændighed, handlekraft og medansvar af hver en­ kelt .. . Tjenesten i kasemegården tjener kun den første forbere­ delse til kampuddannelse i terrainet, på hvilken vægten må ligge jævnsides med på skydeuddannelsen. Den formelle eksercits vil blive begrænset til det nødvendigste; uden et vist m inim um af faste former kan ingen hær bestå. Sporten skal indtage en større rolle end tidligere. Forbidefileringer skal ikke foregå i specielle paradeformationer, men i den normale marchorden.“ Den soldatermæssige hårdheds både fysiske og psykiske grundlag understreges. „Under ingen omstændigheder kan denne hårdhed alene nås ved det, man mere eller mindre nøjagtigt forstår ved ’drilF, omend disse mekaniske øvelser er mere uundværlige end nogensinde.“ Med udgangspunkt i denne konstatering redegøres for betydingen af rutinemæssig indøvelse af våbenbetjening og formationer, altså af den direkte formålsbestemte eksercits. Der udtales -— ligesom det er sket fra ledende amerikansk hold — at betydningen af de mindste leds kamp og dermed af underførerne (navnlig delings­ førere, kampvognsførere, gruppeførere etc.) er vokset stærkt. De pågældende vil ofte skulle betjene et våben eller grej i helheden, hvilket muligt vil føre til større formløshed i omgangen med de menige, end man tidligere har været indstillet på — men også til et inderligere tillidsforhold.

Infanteriets betydning undervurderes ikke: „Den infanteristi­ ske enkeltkæniper, der har lært at kæmpe, når han kun har sig selv, og som i enhver situation evner at klare sig modigt og med omtanke, er grundlaget for al uddannelse.“

Som nævnt får alle en ensartet tre måneders uddannelse af infanteristisk karakter. For den følgende taktiske uddannelse ved forskelligt vejrlig, dag og nat, forskelligt terrain o. s. v. er der givet instruktive og moderne programerklæringer. Det siges ud­trykkelig, at „flertallet af de fremtidige militære foresatte vil råde over langvarig fronterfåring, der vil sætte dem i stand til at skelne væsentligt fra uvæsentligt og at inddrage krigens alvor i uddannelsen“ — dette a propos den megen kritik af tidsspilde og kasernegårds-kommiss.

Befalingsteknikken, bygger på at stille opgaven og overlade dens udførelse til den pågældende fører. Dette var, som i artikkelserien om v. Mansteins erindringer omtalt, også S. O. P. i den tidligere tyske værnemagt, og det doceres også i de vestlige hære, omend de bundne kampformer ofte har sat grænser for det tak­ tiske initiativs udfoldelse. Ønskeligheden, ja, nødvendigheden af, at soldaten under uddannelsen „lever med“ i den enkelte taktiske situation, fremhæves. „Dog skal altid erindres, at kampen også kræver befalinger, der hverken kan begrundes eller forklares“ (over for de undergivne).

Små underafsnit behandler de forenede våbens taktik, for­ synings- og teknisk tjeneste, sløring, krigslist og improvisation. („Uden evnen til improvisation i alle situationer kan ingen hær bestå med held. Dog forudsætter den rette improvisation kendskab til og indøvelse af det principielle“), samt legemlig træning (her­ under “modstandskraft mod vejrliget, samt en voksende fortrolig­ hed med naturen“).

Skydeuddannelsen skal drives „fern aller kommissigen Feier­ lichkeit“ og med stor vægt på det feltmæssige, på baner, der så nær som m uligt skaber frontens betingelser. Sportens rolle frem ­ hæves påny. Et afsnit gør rede for principperne for undervisning af mandskabet, et andet for den særlige uddannelse af officerer 0ir underofficerer. I forbindelse med officersuddannelsen citeres Jean Jaurés, der i sit overmåde interessante og her i landet kun alt for lidet påagtede værk „L’armée no-uvelle“ bl. a. skrev: „Heraf følger, at førerne i vor hær må besidde en omfattende dannelse, et vidtgående kendskab til folkene, deres institutioner, deres historie, deres politiske og sociale liv.“

Uddannelsen af linieofficerer begynder med 12 måneders geledtjeneste. Derefter indtræder officersaspiranten sukeessivt på forskellige akademier og skoler, hvor vægten afvekslende lægges på militære og på civilt humanistiske fag. Efter ialt tre års ud­ dannelse udna'vnes aspiranterne (der under uddannelsen er ble­ vet udnævnt til „fænrikker“) til løjtnanter. Det sidste trin i denne grundlæggende uddannelse er et halvt år på „Akademie Gesamtstreitkråfte“, der samarbejder nøje med universiteter og højere skoler, og hvor de unge officerers sind skal rettes mod „de større sammenhænge i vor historiske, politiske, sociale, tekniske og pæ­ dagogiske tilværelse“. Studiekredse og samtaler, ikke forelæsnings­ formen, er fremherskende. „Herunder skal systematisk arbejde og regulære kundskaber fremmes, navnlig f. s. v. angår den euro­ pæiske historie og det åndelige opgør med bolslievismens lære og praksis.“ „Hyppig og snæver berøring med repræsentanterne for den åndelige verden skal herved føre til begyndelsen af en levende og stadig erfaringsudveksling.“

Officererne skal udgå fra alle dele af folket. „De vil er­ hverve sig folkets agtelse ved solide faglige kundskaber, mandigt eksempel og åndelig frigjorthed.“

Om officerernes fortsatte uddannelse siges stort set det bl.a. i Danmark gældende. Det er værd at lægge mærke til, at der er forudset gennemgang af særlige kursus, før udnævnelse til kompagni- og bataillonsehef etc. kan finde sted.

Reserveofficererne tjener først ligesom linieofficersaspiran­ terne i 12 måneder, går på skole i 6 måneder (uddannes her til delingsførere) og hjemsendes som fænrikker af reserven. Efter en 6 ugers genindkaldelse kan de udnævnes til løjtnanter af re­serven. Vil fænrikken tjene et halvt år efter skolen, fritages han for visse genindkaldelser og hjemsendes efter dette halve års delingsførertjeneste som løjtnant af reserven. En videreuddannelse af reserveofficererne ud over genindkaldelserne (-kommanderingerne) er forudset på linie med forholdene i andre lande.

Den nye værnemagt, hvis store vægt på demokrati, overalt hvor dette kan praktiseres, er tydelig at se, er ikke faldet for fristelsen til at afskaffe et regulært, veluddannet underofficers­ korps. Sikkert med rette peges der på, at det tyske underofficers­ korps har stået højt, og at de udskejelser, der nu foreviges på film og i bøger, oftest har haft årsag i manglende tilsyn og vej­ledning fra ufyldestgørende officerers side. På dette forhold vil opmærksomheden i fremtiden være nøje rettet.

Bogens sidste afsnit behandler regler for aflønning og ar­ bejdsanvisning ved hjemsendelse og invaliditet. Den slutter med at fastslå, at trods alle overvejelser og retningslinier har man la­det udviklingen i praksis tilbørlig plads fri. „Det ville være en fejltagelse at tro, at alt er gjort med love, forskrifter og plan­ lægning. Først den enkelte fremtidige soldats forhold, han være værnepligtig eller frivillig, vil være medbestemmende for, om der dannes en hær med en god moral.“

Den her refererede bog er skrevet for en bred læserkreds, der dog — som man straks mærker — ingenlunde savner kend­ skab til, hvad sagen drejer sig om. Til trods for, at bogen be­ handler en anden nations hær, vil man se, at de skildrede ret­ ningslinier på alle afgørende områder falder sammen med, hvad de øvrige vestlige demokratier anser for nødvendigt. Den ypper­lige amerikanske vejledning „The Armed Forces Officer“ inde­ holder stedvis ord til andet de samme tanker, franske reglementer ligeledes, engelske måske mindre (hvad der dog kun skyldes, at mange principper er ældgamle og selvfølgelige i britisk tra­ dition). Man skal navnlig hæfte sig ved, at der ikke er gjort noget som helst forsøg på at vinde venner ved at skildre ud­ dannelseskravene på slattent hyggeonklet måde. Hårdhed, fast­hed, karakter og disciplin sættes i højsædet, samtidig med proklameringen af en på sand medborgerfølelse og demokrati hvi­lende ånd.

For enhver linieofficer er bogen af stor interesse, hvilket ovenstående uddrag formentlig vil have dokumenteret. Også læ­rere ved den civile tjenestetidsundervisning vil kunne læse den med udbytte og have gavn af den i det daglige liv. Man vil her finde svar på mange aktuelle spørgsmål.

Til den professionelle soldat har den blandt andet en forkyn­delse at bringe om officersidealer i modsætning til officersfunk­ tionærer. Den er god at få forstand af.

Sagittarius.