I artiklen „Revolutionær krig“ (M . T . 11/1959) har kaptajnløjtnant K . V . Nielsen gjort rede bl. a. for den psykologiske krigsførelses almene karakteristiska. I det følgende beskriver han nærmere den internationale kommunismes anvendelse af grundelementet i denne form for krigsførelse, nemlig propagandaen .
Krigen har i moderne tid mere og mere nærmet sig en total form, således at forstå, at målet for og midlerne i krigen har tenderet mod det totale. Hermed være dog ikke sagt, at såvel mål som m idler samtidig behøver at være totale, — eksempelvis den ubegrænsede atomkrig. Tværtimod synes den opfattelse overalt i verden at gøre sig gældende, at brintbombens tilsynekomst bar gjort en verdensomspændende kon flik t med brug af dette middel for problematisk eller endog usandsynlig. Fremover vil man derfor utvivlsomt se de militære magtmidlers anvendelse begrænset til ikke at omfatte, hvad man betegner som de strategiske masseødelæggelsesvåben. Derimod må man forudse, at en række af krigens andre totale m idler vil blive anvendt i fuld udstrækning. Det endelige mål for den kommunistiske verden er verdensrevolutionen, d. v. s. den kommunistiske ideologis fuldstændige sejr over menneskenes sjæle —• den totale magtovertagelse. For den internationale kommunisme bar denne kamp til stadighed været i gang lige siden Lenin definitivt startede den i 1917. Den føres hver dag og time overalt på jorden. Hæren eller rettere hærene i denne ikke o fficielt erklærede krig er den internationale kommunismes avantgarde, de nationale kommunistpartier. Kampmidlet er et af krigens totale, den psykologiske krigsførelse. Der er i dette tidsskrift tidligere redegjort for den psykologiske krigsførelses almene karakteristika. Det følgende tager derfor udelukkende sigte på en nærmere beskrivelse af den anvendelse den internationale kommunisme gør af grundelementet i denne form for krigsførelse. Dette grundelement er propagandaen. Der ligger gemt dybt i ethvert menneskes sjæl en trang til trygbed, økonomisk såvel som medmenneskelig. Denne trang kan med den rette påvirkning udnyttes til støtte for en hvilken som helst idé, såfremt idéens fortalere er i stand til ved stadige gentagelser af enkelte eller enkle slagord at præge en idé, en overbevisning i massernes hukommelse. En idé, som kan stå som udtryk for deres behov og følelser. Det er denne fundamentale læresætning for massepropaganda, som den internationale kommunisme har udnyttet og stadig udnytter. Kommunismen anser massen for en mægtig social kraftkilde, når den blot kan stilles under ledelse af en tilstrækkelig dygtig og viljestærk fortrop, d. v. s. af kommunismen selv. Problemet for kommunismen er at vinde indpas i massen, således at denne kan dirigeres, når kommunismen kalder til aktion. Det er her, propagandaen gør sin gavn. Den skaber den overensstemmelse i masserne, der betinger deres anvendelse som magtfaktor. Nu kan man hertil indvende, at kommunismen jo kun har tag i et mindretal af befolkningen i den vestlige verden, så nogen afgørende faktor kan den vel næppe være? I dette ræsonnement ligger desværre den største fare. E t karakteristisk træk ved den leninske revolutionsteknik er netop, at den anviser veje og m idler til, at mindretallet fremtræder som „det, overvældende flertal“ . Lenin fastslår således, at „partiet er klassens fortrop, og dets opgave består slet ikke i at genspejle gennemsnitsforholdene blandt masserne, men i at fore masserne efter sig“ . [Lenins samlede værker, cit. efter Bjørn Svensson: „Sådan er kommunisterne“ , side 44 (Fremad, K øbenhavn 1949l]. Kommunisterne skaber selv „masserne“ , d. v. s. grupper, der kan manøvreres med. Det sker ved, at politisk uklare grupper søges m obiliseret i organisationer, som kan kontrolleres, og det sker i fagforeninger ved, hvad Lenin kaldte „en kombination af legalt og illegalt arbejde.“ Da den internationale kommunismes mål — som før nævnt — er den totale magtovertagelse, d. v. s. omstyrtning af alle ikke kommunistiske samfundssystemer, kan den være hensynsløs i sin agitation mod disse. Den kan åbent og uden skrupler agitere for højere løn, lavere skatter, større sociale goder o. s. v., o. s. v. Giver den ansvarlige ledelse — regering og folkerepræsentation — ikke efter for sådanne krav, er den „reaktionær“ og „udbyttende“ . Stemningen kan derved yderligere piskes op imod den. Giver den efter på et enkelt eller flere punkter, er den svag, og kravene øges straks yderligere. A t få opfyldt visse, måske berettigede krav har for kommunisterne ingen interesse. Dens opgave er ikke „at genspejle gennemsnitsforholdene, men at føre masserne efter sig“ .
Hvordan gennemføres nu dette i praksis?
Nogle eksempler kan belyse dette. Den sovjetrussiske udenrigspolitik har i løbet af det sidste år slået begrebet „Fredelig sameksistens“ fast som løsningen til international afspænding. Denne tanke har fundet dyb genklang overalt i verden, hvor man efter to ødelæggende krige tørster efter at se en fredelig frem tid i møde. Sovjet har med denne erklærede fredsvilje opnået en påvirkning af verdensopinionen til egen fordel. Ministerpræsident Krushshev kan således også med dette for øje i FN fremsætte et i vestens øjne urealistisk og ansvarsløst forslag om total afrustning. Det giver de brede masser verden over indtryk af, at Sovjet virkelig vil fredelig sameksistens. Han kan gøre det, fordi han på forhånd ved, at vestmagterne ikke kan gå med hertil uden betydelige kontrolforanstaltninger, som Sovjet til gengæld ikke kan acceptere. Nedrustning uden kontrol vil nemlig kun byde Sovjet fordele. Et kommunistisk samfund behøver eksempelvis ikke at omstille sin produktionskapacitet til forbrugsvarer, således som et demokratisk samfund i kraft af sin høje levestandard vil gøre det. En hurtig tilbagevenden til rustningsproduktion vil derfor være mulig i et kommunistisk samfund i modsætning til i et demokratisk. Når den vestlige verden i verdensopinionens øjne derfor over for sådanne forslag tvinges i defensiven, er det ikke, fordi dens ledere er „krigsgale“ , men alene fordi hensynet til de vestlige landes sikkerhed dikterer det. H e rtil kommer en meget betydningsfuld faktor, nemlig den at forstå og tolke motiverne bag Sovjets politik. Den opgave, vestens statsmænd står over for, er at skaffe sig klarhed over, hvorvidt de kommunistiske fredskampagner er reelle, ment i vestlig forstand, eller de blot er et led i den leninske revolutionsteknik. Foruden den åbne kommunistiske agitation for at vinde verdensopinionen og dermed reducere den vestlige verdens modstandsevne, opererer den internationale kommunisme også med en lang række dækorganisationer i denne uindskrænkede psykologiske kamp.
I en norsk analyse*) af dette spørgsmål redegøres således for, hvorledes det lykkedes kommunisterne i 1945 at få dannet „Fagforbundenes verdensforbund“ (W FTU ) ved at udnytte den i 1942 dannede anglo-russiske samarbejdskomité. Oprindelig var tanken ikke at gøre føderationen ren kommunistisk, men med den autoritet, som den store amerikanske landsorganisation CIO og den britiske landsorganisation gav den, at bruge den til propagandaformål. Ind til Sovjets angreb mod M arsliall-planen og Vesteuropas genrejsning i 1947 førte til sprængning af føderationen, og den blev rent kommunistisk, anvendtes den da også til gennemførelse af en stadig k ritik af sociale misforhold i den vestlige verden. Diktaturet og udbytningen i de kommunistiske lande forblev derimod uomtalt. Særlig i koloniområdeme virkede denne propaganda med stor tyngde, fordi den kom fra den eneste faglige internationale i verden. Som afløser for Kominform er denne organisation blev liovedcentralen for kommunistisk propaganda verden over. Særligt er nationalistbevægelserne i alle lande under vestlig ind flydelse blevet lovet fuld støtte herfra. Ved siden af og i nært samarbejde med denne er opbygget en række dækorganisationer, hvoraf de vigtigste efter en opgørelse fra 1957 er følgende:
Tilsyneladende udfylder liver enkelt af disse organisationer på sit specielle felt en opgave til skabelse af fred og internationalt samarbejde. Karakteristisk er det im idlertid, at der ved de årlige kongresser praktisk talt ensstemmigt altid vedtages resolutioner rettet mod den vestlige verden. Fagorganisationerne er i dag blandt de vigtigste organer i det moderne demokrati. Den internationale konununisme ofrer derfor propagandaarbejdet i disse organisationer særlig opmærksomhed. Kan det nemlig takket være passivitet fra de fag-organiserede arbejderes side lykkes at erobre magten i disse organisationer, er grundlaget for en undergravning af demokratiet til stede. Arbejdet i fagforeningerne foregår -— som før nævnt — efter det system, som Lenin kaldte en „kombination af legalt og illegalt arbejde“ . På den ene side optræder kommunisterne åbent som en politisk fraktion, men parallelt hermed foregår et illegalt celle-arbejde. Ved et tilfælde er protokollerne fra et sådant cellearbejde blevet kendt. På en af Norges største fabriksvirksomheder — Eidanger Salpeterfabrik — lykkedes det i lårene 1945— 1950 en celle på 15— 20 mand fuldstændig at kontrollere en fagforening på ca. 2000 medlemmer. Først efter en strejke, der kostede et valutatab på op mod 12 m iil. kr. og arbejderne et indtægtstab på 2 m iil. kr., lykkedes det at standse cellens virksomhed. Den omtalte protokol5') giver et indtryk af cellens arbejdsform. På møderne i fagforeningen optræder cellens medlemmer efter en nøje planlagt slagplan, hvor intet er overladt til tilfældighederne. Sidder kommunisterne selv med ledelsen af fagforeningen vil de f. eks. på møderne slide modstanderne op; først derefter foretages afstemninger. På denne måde forandres et mindretal i løbet af en lang aften til et flertal.
Ved sådanne hyppige og langvarige moder sloves interessen hos de almindelige medlemmer, hvorimod kommunisterne altid lader sig repræsentere talstærkt og derved øver den afgørende indflydelse. Lykkes det at nå frem til en strejkesituation, er muligheden for kommunisterne for at rive masserne med sig til stede. Ved formuleringen af kravene vil de gå længere end alle andre, for at de kan træde frem som de virkelige talsmænd for arbejdernes sag. I nogle foredrag holdt i 1930 i Moskva af lederen af Den Røde Faglige Internationale, A. Losovsky, opstilledes følgende regler for den kommunistiske strejketaktik:
1. Det bedste forsvar er angrebet. Strejkeledelsen må altid være klar til at gribe initiativet. Den må være offensiv.
2. Det gælder om at udnytte den kraft, som ligger i „Den proletariske bagtrop“ . For at styrke og udvide styrkerne i kamp må alle de organisationer, som partiet har kontrol med, mobiliseres for økonomisk og moralsk at støtte dem, der er i strejke.
3. Der må være stigning i massernes aktivitet. De, der strejker, må beskæftiges. Demonstrationer, massemøder, strejkevagter m. v. holder kampånden oppe, samtidig med at de strejkende får følelsen af, at de selv bestemmer over den og bar ansvaret for, at den føres frem til sejr.
4. Der må være snaever forbindelse mellem de strejkende og deres generalstab.
5. Kræfter, som virker mod strejken, må hensynsløst slås ned. 6. Kampen må føres med alle midler.
Disse teser synes stadig at være gældende, også i dagens Danmark. De her nævnte eksempler skulle give et indtryk af de retningslinier, efter hvilke den internationale kommunisme fører sin psykologiske krig mod de vestlige demokratier ved hjælp af internationale og nationale organisationer. Denne krig er im idlertid ubegrænset. Den tager alle tænkelige midler i brug. Den spænder fra husfacadernes malede slagord og idealistiske og godtroende menneskers underskrifter på fredsappeller over dagbladenes læserbrevkasser til den notoriske terror.
K. V. Nielsen
