Log ind

Det sydlige Afrika - udvikling af evnen til gennemførelse af fredsstøttende operationer

#

Af oberst (midi) Kurt Mosgaard, Senior Military Peacekeeping Adviser, Udenrigsministeriet.

Indledning

Det danske forsvars tilstedeværelse i Afrika har hidtil i hovedsagen begrænset sig til de tidligere danske handelsstationer på Guldkysten (nu Ghana) og deltagelsen i FN's fredsstøttende operationer i Congo 1960-64 og Namibia 1989-90.1 de seneste år er der imidlertid i regi af udenrigsministeriet opbygget et stadig tættere samarbejde mellem Danmark og de sydafrikanske lande med henblik på at bidrage til fred i Afrika, og det danske forsvar har fået en ikke ubetydelig rolle heri. Et element i denne udvikling er udstationeringen af en dansk oberst til Zimbabwe’s hovedstad Harare for en foreløbig 3 års periode startende i september 1997. Jeg er den første indehaver af stillingen, som bærer betegnelsen "Senior Military Peacekeeping Adviser". Stillingen er placeret organisatorisk under udenrigsministeriet. Harare er udgangspunktet for mit arbejde, som omfatter de fjorten medlemslande i Southern Africa Development Community (SADC). Landene er Sydafrika, Swaziland, Lesotho, Angola, Mozambique, Zimbabwe, Namibia, Botswana, Zambia, Malawi, Tanzania, Den Demokratiske Republik Congo, Mauritius og Seychellerne. Jeg er af redaktionskomiteen af Militært Tidsskrift blevet anmodet om at bidrage med en artikel om mit arbejde og samarbejdet på peacekeeping området i SADC, hvilket er en anmodning, som jeg meget gerne opfylder. Jeg håber, at Militært Tidsskrift læsere vil fmde artiklen tilsvarende interessant og oplysende.

Afrika og dansk udviklingspolitik

De over 50 afrikanske lande, utallige stammer og befolkningsgrupper befinder sig fortsat i dybe økonomiske og sociale problemer, og dette i et omfang, som den almindelige dansker næppe kan forestille sig. Hertil kommer de alvorlige sygdomme, som fortsat plager kontinentet. I nabolandet Mozambique er en koleraepidemi netop skyllet hen over landet med mange hundrede døde. Her i Zimbabwe kræver malariaen i "sæsonen" op til 50 døde pr. uge, og ca. 25% af den yngre del af befolkningen lider af HIV/AID S. Og netop HIV/AIDS vurderes at få en betydelig negativ indflydelse på den ønskede økonomiske udvikling, idet den produktive del af befolkningen falder fra i stort tal. Politisk umodenhed, korruption, en ulige fordeling af økonomiske goder og flere andre forhold har ligeledes en betydelig negativ indflydelse på udviklingen i Afrika. Endelig har de utallige væbnede konflikter, der fortsat hærger store dele af kontinentet, en meget negativ indvirkning. I flæng kan nævnes Etiopien/Eritrea, Rwanda, Burundi, Liberia, Angola, Vestsahara, Zaire/Den Demokratiske Republik Congo, Somalia m.fl. Årsagerne til konflikterne er mangfoldige. Grænserne, som de tidligere kolonimagter nedfældede kunstigt på tværs af stammer og befolkningsgrupper, er typisk en medvirkende faktor. Ofte medfører den tidligere nævnte politiske umodenhed, at der ikke tages behørig hensyn til mindretal, tværtitnod. Hertil kommer etniske og religiøse konflikter m.fl. Jeg vil ikke her gå dybere ind i årsagerne, blot konstatere, at krigene er der, og nye fortsat dukker op. Af forskellige årsager, herunder erfaringerne fra Somalia, har det været vanskeligt for FN at samle den fornødne enighed og de nødvendige styrker til gennemførelse af fredsstøttende operationer til at stoppe blodsudgydelseme, og OAU (Organisation of African Unity) har hverken haft viljen eller kapaciteten til at gribe ind. De væbnede konflikter er årsag til mange millioner flygtninge, hvor vi Danmark og Europa har modtaget en mindre del. Den langt overvejende part befinder sig imidlertid i de afrikanske nabolande, hvor flygtningene forårsager yderligere økonomiske og politiske problemer. En krig ødelægger endvidere store værdier og nedbryder tillid og vilje til at skabe udvikling. Hvor mange gange tør man genopbygge sit lille landbrug, når afgrøder stjæles og brændes af, kreaturer dræbes, for slet ikke at tale om familiens sikkerhed? Der er derfor opstået en international forståelse for, at udvikling og fred er to sider af samme sag. Ingen fred uden udvikling og ingen udvikling uden fred! Som bekendt er Danmark et af de lande i verden, der yder mest i udviklingsbistand, p.t. ca. 10 milliarder kroner per år. Udviklingsstøttenydes dels direkte via udenrigsministeriet, dels via EU, FN samt som tilskud til private organisationer. Og erkendelsen af sammenhængen mellem fred og udvikling har medført, at støtte til fredsskabende aktiviteter nu officielt indgår i den danske udviklingspolitik. Afrika og ikke mindst det sydlige Afrika har i flere årtier spillet en væsentlig rolle i dansk udenrigspolitik, hvor Danmark har søgt at påvirke såvel den politiske som den økonomiske udvikling. Den politiske indsats har ikke mindst været i kampen mod apartheid og som støtte til demokratiseringsbestræbelserne. Apartheiden er med Sydafrikas overgang til (sort) flertalsstyre i 1994 nu historie, men det har været naturligt at prioritere den danske udviklingsstøtte til området for at fremme den økonomiske udvikling. Det sydlige Afrika er således den region i verden, som for tiden modtager mest udviklingsstøtte fra Danmark. Det sydlige Afrika er den fredeligste region i Afrika. Bortset fra Angola og Den Demokratiske Republik Congo er der fred i hele regionen, hvilket har givet plads til at koncentrere sig om den økonomiske udvikling, bl.a. gennem det økonomiske samarbejde i SADC. SADC omfatter ca. 200 millioner mennesker, og landområdet er på størrelse med U. S. A. og Europa excl. Rusland, og på lang sigt rummer SADC samarbejdet positive perspektiver. Hovedparten af befolkningen i SADC landene har engelsk som officielt sprog. Undtaget er Mozambique og Angola (portugisisk) og Den Demokratiske Republik Congo (fransk). Engelsk far en øget udbredelse i Mozambique og Angola for tiden. De militære styrker i SADC landene er ikke uddannelses- og materielmæssigt på dansk/europæisk niveau, og der er betydelige begrænsninger i de rådige ressourcer. Hertil kommer interne spændinger i de enkelte landes forsvar, dels mellem stammer, dels mellem de forskellige fraktioner, der typisk er slået sammen i ét forsvar, senest i Sydafrika. Der er ganske naturligt også spændinger mellem de enkelte landes militære styrker, idet disse indtil for få år siden var i kamp med hinanden, bl.a. i Angola, Zimbabwe (tidl. Syd-Rhodesia) og Namibia. Kun enkelte SADC lande har visse erfaringer fra deltagelse i FN’s fredsstøttende operationer. Anden international militær samarbejde, som vi kender det fra NATO, har hidtil ikke fundet sted. Der gøres nu bestræbelser på at udvikle dette i SADC sammenhæng, men processen og samarbejdet er på mange måder "famlende" og præget af bureaukratiske forhindringer. Der er dog en stærk politisk vilje til at skabe udvikling og samarbejde, og den samme holdning opleves hos de militære deltagere i arbejdet.

Projektet

Den danske støtte til det sydlige Afrika på det fredsstøttende område omfatter rådgivere, instruktører og penge. Indsatsen har som primær målsætning at fremme SADC landenes kapacitet til at deltage i fredsstøttende operationer, når og hvor FN, OAU og andre internationale organisationer måtte få behov herfor. En sekundær men Ikke ubetydelig målsætning er endvidere at udnytte SADC landenes samarbejde på peacekeeping området til at nedbryde den gensidige mistænksomhed mellem de respektive landes militære styrker og dermed fremme åbenhed og gensidig tillid, hvilket i sig selv vil kunne virke fredsbevarende i SADC regionen. Forsvarsminister Hans Hækkerup og embedsmænd fra udenrigs- og forsvarsministerierne i Danmark besøgte Zimbabwe i januar 1997, og under besøget blev den grundlæggende Memorandum of Understanding (MOU) finpudset og underskrevet. MOU-en, som dækker en 3 års periode fra 1997 - 2000, dannede grundlaget for udarbejdelsen af et "Project Document" i maj 1997 og endelig en regeringsaftale, som blev underskrevet af i august 1997. Dette er alle nødvendige dokumenter i det danske bistandsarbejde, den eneste forskel fra andre bistandsområder er den høje hastighed, hvormed disse blev forhandlet og underskrevet.

Årsagen til, at aftalen blev indgået netop med Zimbabwe, er, at Zimbabwe af de øvrige SADC lande er pålagt koordinationsansvaret for uddannelsen på dette område. Flere SADC lande har tilsvarende koordinations ansvar på andre områder såsom katastrofeplanlægning for regionen. Projektet beløber sig til 19,2 millioner danske kroner for 3 -års perioden hvortil kommer lønnen til danske rådgivere og disses rejse- og opholdsudgifter. Alle disse udgifter afholdes af udenrigsministeriet. Ud over den faste oberststilling er der forudsat en række korttidsudsendelser af danske officerer som rådgivere og instruktører på kurser. Omfanget er ca. 10 korttids udsendte pr. år med en varighed af 1-5 uger for hver udsendelse. Projektet indeholder en række komponenter:

- Opførelse af en bygning til SADC Regional Peacekeeping Training Centre (RPTC) ved Zimbabwe Staff College på et kaserneområde, der er beliggende i hovedstaden Harare i Zimbabwe. Bygningen vil rumme et auditorium med plads til 60 elever, 5 grupperum, 6 kontorer samt depot m.v. til kontorforsyninger m.v. RPTC vil støtte sig administrativt til Zimbabwe Staff College ligesom eksisterende messe- og sportsfaciliteter på kaserneområdet benyttes. Indkvartering af kursister finder sted på byens hoteller.

- Etablering af et SADC "Clearing House", som et element i RPTC. Clearing House vil få ansvaret for koordinationen af peacekeeping uddannelsen i regionen og vil herudover rumme et fælles SADC peacekeeping bibliotek/dokumentationscenter, som andre SADC lande og civile uddannelsesinstitutioner vil kunne trække på. En anden opgave bliver at føre lister over uddannede officerer m.fl., som alle SADC lande kan trække på i deres nationale og regionale uddannelsesvirksomhed samt ved opstilling af fredsstøttende enheder og afgivelse af militærobservatører.

- Gennemførelse af 10 peacekeeping kurser for bataljons- og brigadechefer, stabsofficerer, militærobservatører, instruktører m.fl. fra samdige SADC lande over de næste 3 år Hvert kursus rummer 40-50 elever, og der uddannes således ca. 450 officerer over de tre år. - Pladser for SADC officerer i de nordiske FN-kurser, herunder det danske FN Militærpolitikursus, der gennemføres på Hvorup Kaserne. En aftale mellem de nordiske lande resulterede i en fælles nordisk invitation til SADC landene 11997, idet de enkelte nordiske lande betaler for SADC deltagelsen i respektive kurser. SADC Clearing House koordinerer deltagelsen og fører en liste over SADC deltagere, således at alle SADC lande kan trække på disse som instruktører.

- Besøg i Danmark og Bosnien fra SADC landene for at overvære vores uddannelsesvirksomhed og hente erfaringer fra vores opstilling af multinationale enheder (SHIRBRIG, NORDPOLBDE) samt DIB og BALTBAT.

- Støtte til gennemførelse af seminarer, workshops m.v. med henblik på at udvikle SADC samarbejdet på dette område yderligere.

Status

Foreløbig har projektet været en meget stor succes og dette i et omfang, der har overrasket de mange "tvivlere" fra andre danske civile udviklingsprojekter og officerer fra stormagterne, der er stationeret her i SADC. Hvor der typisk klages over langsom sagsbehandling, flere års forsinkelser m.v. i udviklingsprojekter, så gennemføres dette projekt på helt tilfredsstillende måde, hvilket ikke mindst kan tilskrives SADC landenes og især Zimbabwe Defence Forces engagement. Projektet påkalder sig omfattende interesse fra stormagterne, og jeg må ydmygt høre og læse om udlægninger fra uvildige institutioner, som beskriver det danske projekt som en stor succes og tilsvarende beskriver de store problemer, der er knyttet til stormagternes initiativer. Der er efter mim opfattelse flere årsager til den danske succes. Først og fremmest søger Danmark at støtte SADC egne initiativer, idet SADC landene lægger stor vægt på "ejerskab". Stormagterne kommer typisk op med egne initiativer, som de herefter søger at pådutte de afrikanske lande. Dernæst har Danmark i forvejen vundet meget sympati i Afrika, hvilket kan tilskrives den danske støtte til kampen mod apartheid, manglen på en "second agenda", vores omfattende udviklingsbistand til området, vores støtte til FN og endelig vores gode ry som deltagere i FN's fredsstøttende operationer. Dette gør det trods min hudfarve meget let atvære dansker i Zimbabwe og S AD C, hvor USA., Frankrig og Storbritannien tilsvarende skal overvinde mange forbehold. Hvad angår øvrige vestlige donorlande er disse ikke kommet over stadiet med støtte til en uendelig række af mere eller mindre tilfældige seminarer og workshops, og dette bidrager reelt ikke til opnåelse af synlige resultater. De praktiske resultater af det dansk støttede projekt er på indeværende tidspunkt efter 10 måneders arbejde følgende:

- Tegninger til byggeriet af RPTC, licitering og nedbrydning af de gamle bygninger, der skal give plads til centeret, er gennemført. Byggeriet starter i august 1998 og forventes at stå færdig primo 1999.

- Der er gennemført de første 2 peacekeeping kurser. Det seneste i juni 1998 resulterede i de første 50 uddannede FN militærobservatører i SADC og Afrika. Niveauet er højt, da instruktører fra alle de nordiske lande med praktisk erfaring fra det nordiske UN Militærobservatørkursus udgjorde kernen i instruktørholdet. Det tredje kursus gennemføres i august 1998 som en fælles nordisk indsats og det ijerde kursus i oktober 1998.

- RPTC og SADC Clearing House er nu fuldt bemandet med en oberst, en oberstløjtnant og to majorer samt flere sergenter og assistenter, hvortil kommer min funktion samt danske korttidsrådgivere og -instruktører før og underkurser m.v. Der er indkøbt computere, printere, kopimaskiner o.m.a. fra Danmark, og centeret er nu fuldt operativt i midlertidige lokaler på Zimbabwe Staff College.

- Der er gennemført tre besøg i Danmark. I januar 1998 gennemførtes et besøg for peacekeeping instruktører fra SADC, der tilegnede sig erfaringer fra uddannelsesaktiviteter i fredsstøttende operationer ved Hærens Operative Kommando, Prinsens Livregiments og Østre Landkommando. Instruktørerne fik bl.a. lejlighed til at overvære DANBN/NORDPOLBDE afsluttende øvelsesvirksomhed. Besøget betegnes af alle deltagende lande som en succes. Et andet besøg i januar 1998 havde udenrigs- og forsvarsministre fra de fleste SADC lande som deltagere. Ministrene fik lejlighed til at blive nærmere orienteret om DIB, SIIRBRIG, BALTBAT samt NORDPOLBDE, og de fik lejlighed til at se nærmere på NORDPOLBDE i Bosnien. Vægten var lagt på erfaringerne fra opbygningen af multinationale enheder, og resultatet af besøget blev, at ministrene besluttede sig for at arbejde for opbygning af en SADC peacekeeping brigade og anvende erfaringerne fra de dansk/nordiske multinationale enheder. Ministerbesøget mundede også ud med en anmodning om gennemførelse af et besøg til Danmark og Bosnien for højere officerer fra S ADC-landene med henblik på at disse skulle se nærmere på de faglige modaliteter ved et sådant initiativ. Det militære besøg gennemførtes i maj 1998 og resulterede i en rapport til det politiske niveau, hvori tanken om en SADC peacekeeping brigade støttes. Forslaget overvejes i øjeblikket af det politiske niveau, men det synes på forhånd at have gode vilkår.

- De første SADC instruktører har deltaget i de nordiske UN kurser - i Danmark deltog en oberst og en brigadegeneral i UN Management Seminar (UNMAS) i august 1997. Deltagelsen vil tage fart i efteråret 1998 og i alt vil Ca. 50 SADC officerer få lejlighed til at deltage i de nordiske UN kurser.

- Det første seminar gennemføres på Zimbabwe Staff College 27-3 ljuli med deltagere fra de fleste SADC lande, de nordiske lande, Storbritannien, USA, Frankrig, FN og flere NGO-er. Seminaret forventes bl.a. at føre til konkrete aftaler vedrørende samarbejdet om SADC Clearing House og en kursusspecialisering for FN kurser, som vi kender det fra de nordiske lande.

Som det fremgår, så er der gennemført ganske meget på kort tid. Naturligvis er der problemer, men det har hidtil været muligt at få løst problemerne, når disse opstod gennem forhandling, overtalelse m.v. Problemerne kan henføres til visse traditionelle spændinger mellem de forskellige lande, deres ledere og nag forårsaget af de personlige tab og lidelser, som krige og undertrykkelse har medført for mange deltagere i processen. Herudover sidder der en del personer i nogle vigtige stillinger, som nok ikke helt er uddannet til eller magter opgaverne, hvortil kommer kompetencestridigheder mellem resortministerier m.v. Jeg forudser ikke, at der heri ligger forhindringer, som ikke kan overkommes med passende omtanke og med pres ad de rigtige kanaler.

Udviklingsmuligheder og dansk forsvars involvering

Projektets succes synes ikke unaturligt at avle flere opgaver, hvoraf nogle allerede tegner sig klart og reelt har vundet den nødvendige opbakning til at blive gennemført. Andre tegner sig alene som muligheder, der kræver mere overvejelse, forhandling og politisk godkendelse. Først og fremmest synes der fra dansk side allerede på nuværende at være en positiv vilje til at fortsætte projektet ud over de tre indledende år. Om dette vil medføre en fortsat fast udstationering af en oberst, er det endnu for tidligt at spå, blot kan det konstateres, at en fast tilstedeværelse også medfører indsigt og indflydelse. Herudover er det sandsynligt, at der fortsat vil være behov danske/nordiske rådgivere og instruktører til RPTC i Harare, men der forudses en faldende tendens, idet SADC landene i stadig større omfang vil kunne løse opgaverne selv. En kursusspecialisering, som vi kender det fra de nordiske lande er sandsynlig ög vil i givet fald kunne medføre ønsker fra andre SADC lande til gennemførelse af andre regionale kurser så som kurser vedrørende FN Militærpoliti, civilt politi, logistik o.m.a. Udenrigsministeriet har allerede tilkendegivet en positiv vilje til at støtte dette økonomisk, og jeg vil naturligt blive inddraget i kursusudviklingen. I denne forbindelse kunne der meget vel opstå behov for korttidsrådgivere og - instruktører fra Danmark og evt. de øvrige nordiske lande. En forventet beslutning om at fortsætte overvejelserne frem mod en SADC peacekeeping brigade vil medføre behov for dansk økonomisk støtte til planlægningsprocessen samt udsendelse af rådgivere med erfaring fra SHIRBRIG og evt. BALTBAT arbejdet i kortere perioder, hvortil kommer arbejde ved skrivebordet i Danmark. Denne støtte er der allerede anmodet om fra SADC side, og udviklingsministeren og forsvarsministeren bar givet positivt tilsagn herom. Når SADC planlægningsprocessen frem mod en SADC" SHIRBRIG-rapport" er færdiggjort, så kommer implementeringsfasen, hvor der kan blive behov støtte til den praktiske opstilling i form af uddannelse og materiel, hvor sidstnævnte formentlig primært vil dreje sig om kommunikation og logistik for brigadeniveauet. Der vil givet fald blive tale om behov for en fælles indsats fra mange donorlande, evt. meget lig BALTBAT processen. Hvorvidt Danmark vil deltage i en sådan implementeringsfase, er det for tidligt at spå om.

Mit arbejde i Afrika

Mit arbejde som Senior Military Peacekeeping Adviser og dansk chefrådgiver i det sydlige Afrika indeholder mange facetter og er meget spændende og udfordrende. Hovedopgaven kunne ud fra titlen synes at være rådgiver, men det er kun en mindre del af jobbet. Jeg skal først og fremmest sikre, at projektet gennemføres som aftalt, og her er det nødvendigt, at jeg påtager mig et personligt ansvar og leverer en arbejdsindsats på de opgaver, som ellers ville have vanskelige vilkår. Således er jeg reelt den egentlige planlægger og leder af alle de dansk støttede aktiviteter, som er nye for SADC landene. Kun på kursusområdet er min opgave nu begrænset til alene at være af rådgivende karakter, idet jeg dog fortsat varetager koordinationen og instruktioner m.v. for de danske/nordiske rådgivere og instruktører, som støtter de enkelte kurser. Mit job kræver en balancegang. SADC landenes officerer og civile embedsmænd er stolte folk, som er meget bevidste om risikoen for hvid donordominans, og det er derfor overordentlig vigtig ikke at søge at fremhæve sig selv på deres bekostning men at søge at arbejde "bag linierne" så målet opnås. Det ville være en ødelæggende tanke at have en dansk chef for et militærakademi eller "Military Working Group", som vi ellers kender det fra BALTBAT samarbejdet. SADC landene har allerede mange dygtige og ansvarsbevidste officerer med stabskurser fra Storbritannien og flere andre lande, og i mange tilfælde opnås de ønskede resultater netop ved positivt samarbejde med disse. Ved andre lejligheder, kan der være problemer, som kræver en mere direkte indsats, feks. i form af udfærdigelse af diskussionspapirer og oplæg til seminarer og problemløsning, påvirkning af beslutningstagere m.v. Kort sagt skal jeg deltage aktivt i arbejdet, søge at forudse problemer i god tid og finde veje til at løse disse, før de reelt opstår. Rollen som den eneste danske/nordiske officer i Afrika medfører, at jeg dækker mange forskellige emner. I flæng kan nævnes rollen som uofficiel nordisk militærattache, imødegåelse af muligheder for misbrug af bistandsmidler, rapportskrivning til det danske udenrigsministerium, orientering/koordination med forsvarsministeriet hjemme, støtte til udsendte korttidsinstruktører og diverse besøgende fra de nordiske/vestlige lande, projektregnskab sikkerhedsvejledninger fra ambassaden og Mellemfolkeligt Samvirke, o.m.a., hvortil kommer frivilligt arbejde som formand for alle faste danske rådgivere m.v. Der er adskillige militærattacheer i Zimbabwe fra de øvrige SADC lande samt militærattacher fra USA, Frankrig, Storbritannien, Kina og Rusland. Samarbejdet med disse forløber meget fint. Herudover er der en tolv mand stor BMATT (British Military Advisory and Training Team), som ser mere "lunkent" på min tilstedeværelse og indsats i deres tidligere koloni. Mit kontor er på RPTC på Zimbabwe Staff College, hvilket på mange måder har været en fordel, da det er vigtigt at dele vilkår med SADC officererne på godt og ondt Det medfører, at jeg sidder midt i planlægnings- og beslutningsprocessen og har umiddelbar adgang til relevante oplysninger. Arbejdets karakter medfører dog daglige besøg på den danske ambassade, møder med de øvrige nordiske ambassader m.fl., møder i den herværende hærstab, forsvars- og udenrigsministeriet samt en intensiv udgående rejsevirksomhed til de øvrige SADC lande, hvortil kommer rejser/møder ved FN i New York samt rejserne til Danmark og Bosnien. Placeringen på Zimbabwe Staff College har dog medført problemer med kommunikationen med omverdenen, idet såvel min private som arbejdstelefonen har været ude af funktion i lange perioder. Telefonlinierne bryder ofte ned i Zimbabwe, hvilket er en plage især i regntiden Når det er optimalt, skal jeg "kun” ringe 4-5 gange for at komme gennem til Danmark, men ofte må jeg opgive - eller telefonen afbrydes midt i en samtale. Kolleger, der riner fra Danmark, er udsat for samme problemstilling. Det er endnu vanskeligere til andre SADC lande, hvor det kan være umuligt at komme igennem i dagtimerne. Postgangen er tilsvarende usikker - ofte tager det kun en uge til Danmark men andre gange flere uger eller måneder. Man lærer her at væbne sig med den afrikanske tålmodighed eller finde andre veje, når det er nødvendigt.

Kulturforskelle og -ligheder

At arbejde og leve i Afrika er en stor oplevelse. Specielt er kontrasterne slående, hvilket gælder både inden for det enkelte land og mellem de godt 50 lande, som udgør Afrika. Hvad Afrika som kontinent angår, så opdager man først rigtig størrelsen, når man efter 3 timers flyvning fra Danmark når til Middelhavet og erkender, at der nu er 9 timers flyvning videre til Johannesburg. Da man hjemme arbejdede med en mulig FN indsættelse i Vestsahara var der ca. 4.000 km derfra til Danmark. Fra Vestsahara til Harare er der yderligere 6.500 km! Klimaet i Afrika varierer fra øst til vest og fra nord til syd, og overfladen udgøres af ørken og savanne, regnskov og sump m.v.. De ca. 1000 stammer har hver deres kultur og sprog, og inden for de enkelte stammer er der endvidere betydelige forskelle i dialekter. Også i Zimbabwe er kontrasterne slående. Harare minder meget om enhver anden storby med dens Ca. 1,5 millioner indbyggere, som hovedsageligbor i ganske almindelige huse. Forskellen mellem rig og fattig og dermed boligerne størrelse og kvalitet er dog meget stor. Men kun få kilometer uden for Harare vil man hovedsagelig se de kendte lerklinede, runde hytter med stråtag og små drenge og piger, der vogter familiens geder og enlige ko. I byen bor og lever de fleste næsten som i Europa, medens der på landet laves mad (majsgrød) over bål. Flerkoneri er fortsat udbredt, og man betaler typisk "labola" for en hustru - det kan være fra nogle få geder til mange køer. Således fremgik det af dageris avis, at præsident Mandelas familie i Sydafrika netop har betalt 60 kreaturer for sin nytilkomne hustru, den tidligere præsidentfrue i Mozambique. De traditionelle love, høvdinge og medicinmænd har fortsat det afgørende ord i landområderne, og virkningen kan ofte være både tragikomisk og forfærdelig. Således risikerer en ung enke, at mandens familie kommer og inddrager alle værdier, incl. kreaturer, samt børnene, da dette traditionelt tilhører den afdøde mands familie. Hvis hun er uheldig, så bliver hun endvidere beskyldt for at have forårsaget mandens død ved hekseri. I byerne er der et rimelig moderne og retfærdigt retssystem, og naturligvis sker det ofte, at de moderne og traditionelle love støder sammen. En ung veluddannet kvindelig studerende finder sig ikke altid længere i, at blive solgt for "lobola" til en anden familie! Naturen er aldeles pragtfuld! Få kilometer fra hovedstaden møder man de kendte hjortearter som kudu, impala og i store områder længere fra hovedstaden finder man alle de kendte afrikanske storvildtarter som løver, leoparder, elefanter, næsehorn og mange andre. Det er i Zimbabwe lykkedes at stoppe den ellers så kendte krybskyttevirksomhed, og bestanden for de truede dyrearter er voksende. Der er ingen skånsel for en krybskytte, der gribes i sit forehavende. Forsøger han at flygte, bliver han skudt på stedet! Jeg har fundet det let at tilpasse mig den lokale kultur, selv om jeg endnu ikke spiser med fingrene i officersmessen og ikke tager fra skålen med ristede larver. Befolkningen og også det militære personel er meget ligefremme og venlige, ikke mindst når man erkender, at jeg kommer fra Danmark og ikke fra USA eller Storbritannien. Men naturligvis er der visse reservationer, der skal overvindes. Som når hærchefen bogstavelig talt tager mig i hånden, og vi går en lille tur og drøfter påtrængende emner. I Zimbabwe er det et tegn på gensidig venskab og respekt, når to mænd går med hinanden i hånden, og det har intet med seksuelle tilbøjeligheder at gøre, tværtimod!

Afslutning

Jeg er den heldige deltager i et meget spændende og lovende projekt! Jeg håber og tror på, at arbejdet vil bringe det sydlige Afrika tættere sammen og dermed medvirke til at imødegå konflikter i regionen. Men det sydlige Afrika vil også fa en stærk øget kapacitet til at deltage aktivt i FN og OAU fredsstøttende operationer specielt i Afrika, når dette som så ofte før bliver nødvendigt. Dette vil reducere risikoen for nye tragedier, som vi ellers har oplevet det i Rwanda. Den øgede kapacitet i det sydlige Afrika på dette område bør ikke medføre, at Europa og USA vender hovedet bort, når der opstår behov for fredsstøttende operationer i Afrika. Der er fortsat behov for en bred international indsats, når dette sker. Men det er mit håb, at de afrikanske enheder, som vi i givet fald skal arbejde side om side med, vil kunne løse opgaverne på en måde, som vi alle kan være tjent med, og at vi dermed i fællesskab kan føre missionen til succes uden egne tab. Lykkes dette blot i nogen omfang, så er det rigeligt den danske indsats i det sydlige Afrika værd!