Log ind

Det Skandinaviske Korps i Boerkrigen (1899-1902)

#

Af Klavs Becker-Larsen.

"De engelske soldater var bedre trænede og disciplinerede end boernes hjemmeværnsfolk; men disse forstod at udnytte deres fremragende evner som skytter og ryttere til at give krigsførelsen et tempo, som helt tog vejret fra de engelske soldater, der var hildet i den traditionelle krigskunsts mere stive former." Denne rammende karakteristik er hentet fra artiklen om Boerkrigen i Raunkj ærs konversationsleksikon. De fleste boere var kvægavlere, der som nomader havde indpasset deres levevis efter årstidernes rytme. Om sommeren - den våde årstid - var de hjemme på deres gårde på højsletten, ofte med mange kilometer til nærmeste nabo. Når tørken indfandt sig, førte de deres hjorder af får og okser til de lavtliggende strøg langs floderne, hvor der stadig var græs nok - men hvor malaria hærger i den våde årstid. Her tilbragte mændene dagen i sadlen med riflen i hånden på vagt mod løver og andre kvægtyve, og på udkig efter bytte blandt flokke af antiloper. Deres familier fulgte dem i store prærievogne trukket af okser, og ledsaget af afrikanske tjenestefolk. Boerfamilierne var patriarkalske minisamfund ledet af enevældige mænd, hvis traditioner og idealer i høj grad var formet af de krav, som kampe med afrikanere og englændere havde stillet til dem gennem generationer. Det var selvstændige, hårdføre, stejle og konservativt tænkende folk, som ikke tålte indblanding udefra i det, de anså for deres verden. I perioden 1867-87 opdagedes rige forekomster af diamanter og guld i de to boer-republikker Oranje-fristaten og Transvaal. En strøm af indvandrere begyndte at indfinde sig, først og fremmest englændere. Boerne prøvede uden held at holde dem ude. De betragtede disse 'uitlanders' med mistro og forudså nye anslag mod deres selvstændighed, lig dem, der i årene 1835-45 havde tvunget dem ud af Kaplandet og Natal.

Skærmbillede 2020-03-03 kl. 10.52.01.png

De vilkår, de bød de fremmede, var derfor ikke præget af langsigtet klogskab, og resultatet blev talrige klager over forholdene henvendt til London med krav om indgriben. 1 1876 kulminerede boernes konflikter med de afrikanske stammer i regulær krig med zulu-kongen Cetewayo. Krigen truede med at destabilisere hele regionen, og englænderne greb ind militært mod zuluerne og annekterede Transvaal. Man lovede boerne fuldt selvstyre under engelsk overhøjhed, men løftet blev ikke holdt, og i december 1880 udbrød den første boerkrig. Den sluttede to måneder senere, efter at boerne havde tilføjet englænderne en række nederlag.

Skærmbillede 2020-03-03 kl. 10.52.31.png

Kampen om Majuba Hill, krigens sidste, er især berømt: Kort før daggry besætter en engelsk styrke på 600 mand dette højdedrag, hvorfra boernes lejr - godt 300 munder dem-beherskes. Om morgenen opdager boerne, hvad der er sket. Som situationen er, kan de vente angreb fra to sider. De er først bestyrtede og overvejer at trække sig tilbage. Så beslutter de sig for at angribe. En stærk trop på ca. 400 yngre mænd ledet af general Nicolaas Smit går frem, understøttet af ilden fra den øvrige styrke. De kravler og kryber fra sten til sten eller dækket af buske og udnytter enhver fordybning i bjergsiden, ganske som når de pyrscher antiloper. Af og til standser de for at skyde. Enhver blottelse på toppen af bjerget koster englænderne tab. Da boerne når op, samler den engelske styrke sig til kortvarig modstand i en sænkning i plateauet. Derefter flygter de hovedkulds ned ad bjergets anden side forfulgt af boernes ild. Deres tab når 92 dræbte (deriblandt general Sir George Colley), 134 sårede og 60 tilfangetagne. Boerne havde 1 dræbt og 5 sårede. - De havde vundet deres selvstyre tilbage.

Med sådanne folk som våbenbrødre må det forekomme svært at hævde sig. Men det formår "Det Skandinaviske Korps" i sin korte, glimrende karriere. Korpset bliver oprettet efter et møde blandt skandinaver bosat i Transvaal, kort før krigen mellem boer-republikkerne og England bryder ud i oktober 1899 over spørgsmålet om uitlanders' borgerrettigheder. Det Skandinaviske Korps består i første omgang af 45 svenskere, 25 danskere, 22 finner, 13 nordmænd, 7 tyskere, 3 hollændere, 1 russer og 1 italiener. Korpsets officerer er: Feltkornet (= kaptajn) Johannes Flygare (født i Sydafrika af svenske forældre; ingeniør ved Transvaals jernbaner), premierløjtnant Erik Stålberg (underofficer fra den svenske hær) og sekondløjtnant William Bærentzen (dansk ingeniør ved jernbanerne). Medvirkende til Bærentzens udnævnelse til sekondløjtnant ved korpset er, at han har aftjent sin værnepligt i Danmark og i adskillige år har været medlem af skytteforeninger og drevet jagt med riffel. Men korpset vælger, på boer-manér, sine førere ud fra kriterier, hvor forudgående militæruddannelse ikke er den afgørende fordring. (Boerne aftjener ikke værnepligt i fredstid. Kun deres artilleri er betjent af uddannet, uniformeret mandskab. Under krigsforhold indkaldes mænd fra 16-60 år.) Skandinavernes 4 delingsførere bliver sergenterne Randers (no.), Gøtterup (da.), Rank (fin.) og Ahlström (sv.). Det menige mandskab er for en stor del søfolk, der er gået i land for at arbejde i guld- og diamantminerne. - Ingen i korpset modtager løn for sin tjeneste. En Røde Kors ambulance, som består af 1 læge, 3 sygeplejersker og 4 sygepassere, følger korpset. Korpsets bevæbning er, som boernes egen, tidens nyeste og bedste: Mauserrifler med magasin til 5 patroner (spanske model 1893, kal. 7,0 mm, med patroner i ladeskinner). De skyder med røgsvagt krudt, som ikke røber skyttens placering - også en nyhed. Men bajonet bruger boerne ikke. Heller ikke sabel. Officerer har riffel og pistol. Modsat boerne, der går til kamp i deres hverdagstøj, forsynes korpset med enkle uniformer, som er ens for befalingsmænd og menige. Der tildeles korpset 90 heste og 3 vogne, hver trukket af et forspand på 16 okser. Trænmandskabet er 10 afrikanere.

Skærmbillede 2020-03-03 kl. 10.53.00.png

Det Skandinaviske Korps søger fra starten i enhver sammenhæng at tilegne sig boernes taktik som ridende infanteri. Heldigvis har de tre officerer og en del af de menige boet så længe i landet, at den ikke er dem fremmed. Men allerede 16. oktober drager 80 mand af korpset mod fronten, først med tog, senere på deres heste (flere også som græsryttere til stor moro for boerne). Ordren er, at korpset skal slutte sig til general Piet Cronje's styrke på 6.000 mand, som belejrer den engelske garnison i Mafeking, hvis kommandant er oberst Robert Baden-Powell. Her tilbringer korpset 3 uger under intensiv træning og er næsten daglig i kamp.

Behøves der frivillige til en farlig opgave, er der altid skandinaver parat. En nat er de hovedkraften ved bygning af en fremskudt skanse ganske nær de engelske stillinger, hvorfra 2 erobrede kanoner næste dag kan tage byen under beskydning. De får general Cronje's personlige tak for indsatsen. Cronje's feltskyts og en 'Lange Tom' (15,5 cm kanon) bombarderer Mafeking, men generalen tøver med at angribe, selv om byen endnu er utilstrækkelig befæstet. Englænderne arbejder dag og nat på at forstærke deres stillinger. Så tilbyder feltkornet Flygare og hans mænd at storme byen, hvis Cronje vil støtte dem med 500 frivillige fra boernes rækker. , Generalen afslår. Han frygter de tab, en storm vil bringe ham. Medvirkende hertil er, at Baden-Powell har lagt en ring af dynamitminer omkring byen. Boerne er uvante med dette våben og frygter det. Det bliver skandinaverne, som om natten kravler frem, opsporer minerne og overskærer deres ledninger. De forbinder dem til egne batterier og sprænger dem dagen efter. Det Skandinaviske Korps er godt i gang med at skabe sig et ty - også inden for Mafekings volde. Baden-Powell fortæller senere: "Den mest aggressive del af de boer-styrker, vi stod over for ved Mafeking, var det Skandinaviske Korps. Disse mænd fik bygget deres fremskudte stilling meget tæt på os, og vi var meget glade, da general Cronje flyttede dem væk." Belejringen af Mafeking fortsætter dog uden skandinaverne og varer ialt 217 dage. Da sygdom og død begynder at tære på forsvarsstyrken, opretter BadenPowell et korps af byens drenge, som udfører ordonnans-tjeneste. De fungerer godt. Hermed har 'Spejderbevægelsen' haft sin debut. Den reduktion af belejringsstyrken, som glæder Baden-Powell, finder sted 19. november, da Cronje går sydpå med to af sine kommandoer samt skandinaverne for at forstærke general Delarey's styrke, som er trængt af englænderne, der vil undsætte det belejrede Kimberley (byen med diamantminerne). Et boer-kommandos styrke afhænger af befolkningsgrundlaget i det distrikt, det stammer fra, og varierer fra ca. 400-3.700 mand. Kommandoerne har navne - ofte klangfulde - efter deres distrikt. De to ovenfor nævnte er: Potchefstroomkommandoet og Wolmaransstad-kommandoet. Ved hver station langs jernbanen bliver skandinaverne beværtet med kaffe, brød, æg og frugt af unge boer-piger. De far også tid til en svingom med dem ledsaget af polka-musik fra en mundharmonika, som en af styrken betjener talentfuld! En nat vækkes de ved en station med tonerne til "Den gang jeg drog af sted" foredraget på harmonika af stationsforstanderen, som er dansk. I slutningen af november er general Cronje's styrker gået i stilling ved Magersfontein for at spærre vejen for de sydfra kommende engelske styrker under general Paul Methuen. Styrkeforholdet er ca. 15.000 mand på engelsk side og 7.000 mand under Cronje.

Skærmbillede 2020-03-03 kl. 10.53.37.png

RFA: Royal Field Artillery. 65. batteri er felthaubitser. RHA: Royal Horse Artillery. Batterier betegnes med bogstaver. Pom-pom: 37 mm Maxim maskinkanon. Den skyder 30 skud pr. minut. Albrecht: 1 kanon fra Oranje-fristatens artilleri, som er under kommando af den tyske major Albrecht. Joe Chamberlain: 112 cm marine-kanon opkaldt efter den engelske koloniminister, som udløste Boerkrigen. Den trækkes af 32 okser. KOYLI: King’s Own Yorkshire Light Infantry. O.F.S. BOUNDARY: Grænsen mellem Oranje-fristaten og Kap-kolonien.

Englændernes vigtigste forsyningslinie er jernbanenfra Cape Town. Transporterne kører under eskorte af pansrede tog. Men afbrydelser af banen er hyppige, selvom op mod 3.000 mand er indsat for at sikre den mod boernes hærgende strejfkorps. Lidt nord for Belmont bliver et par engelske kompagnier overrumplet af Flygare og hans mænd. Efter kort kamp kan skandinaverne føre de fleste med sig som fanger. De når forinden at sprænge jernbanesporet på en 300 m lang strækning og at afbryde telegrafforbindelsen. Efter en række udmattende træfninger og pyrrhussejre står englænderne omsider ved Modder floden. Her bliver de i 12 dage for at samle kræfter og afvente forstærkninger. Jernbanebroen over floden har boerne sprængt. Nord for floden sprænger skandinaverne stenkister under banen og anbringer miner, som vil udløses af kørende tog. Korpset har to finske sprængningseksperter. Det terræn englænderne har foran sig, efter at de har krydset Modder floden, er sletteland, som mod nord rejser sig i højdedrag, der kulminerer i Magersfontein Hill, 60 m over sletten (se kort). Methuen har intet sikkert kendskab til, hvor boernes stillinger er. De ijendtlige patruljers overlegne udnyttelse af terrænet umuliggør stort set arbejdet for hans opklaringspatruljer. En nyhed i krigsførelsen, en standballon med telefon, tilgår ham så sent, at den ikke får afgørende betydning. Som situationen er, må han bero på sin erfaring, som siger ham, at fjenden befinder sig langs toppen af højdedraget, en opfattelse, som boerne snedigt bidrager til, ved at der skydes med sortkrudt (Martini-Henry geværer) fra stillinger der. Methuen beslutter at angribe Magersfontein Hill fra sydøst. Når dette højdepunkt er hans, har han skåret boernes forsvarslinie midt over. Angrebet vil altså finde sted ud for den position, hvor en styrke fra det Skandinaviske Korps befinder sig som feltvagt foran en svagt besat stilling. Korpsets 3 officerer med 49 mand har besat en lille høj 1.000 m foran boernes stillinger. Deres heste står opsadlet 300 m bag dem dækket af klipper og buske. Cronje's instruks til sine feltvagter er, at de kun må skyde, hvis de bliver angrebet. Bliver deres stilling uholdbar, skal de trække sig tilbage. Sidst på dagen, 10. december, indleder Methuen angrebet med et heftigt artilleri-bombardement. I to timer beskyder 3 feltbatterier (83,8 mm), 1 ridende batteri (76,2 mm), 1 felthaubitsbatteri (11,75 cm) og 1 marine-kanon (12 cm) - i alt 31 stk. skyts - stillingerne oppe på højdedraget med granater og granatkardæsker. Boerne har hermed fået klar besked om, at et angreb forestår. De besvarer ikke ilden. Deres tab er 3 sårede. Deres uopdagede stillinger på forskråningeme har intet lidt. Lidt over midnat sender Methuen sin højlænder-brigade af sted: 4.000 mand fra den engelske hærs kernetropper, regimenterne Black Watch, Seaforths, Argylls og Highland Light Infantry under kommando af general Andrew Wauchope. "Andy", som hans mænd kalder ham, er en afholdt og erfaren fører. De 30 kompagnier går i sluttet marchkolonne med hvert kompagni på 3 geledder - tilsammen én rektangulær formation 40 m bred og 250 m lang. Natten er bælgmørk, det tordner og øsregner. Lynene flakker i faretruende nærhed af geværerne, mens afdelingerne søger at holde sammen trods slettens tornebuske, massive termit-tuer og store sten. Hertil kommer pigtrådshegn, opstillet af egnens strudse-farmere, som man ikke har værktøj til at klippe sig igennem. Marchhastigheden er kun lidt over 1 km i timen. Ved 3-tiden har Skandinavernes poster føling med den fjendtlige kolonne - et par af dem så bogstaveligt, at de må kravle af vejen for ikke at blive trampet ned. To ryttere afgiver melding til hovedstillingen. Ved 4-tiden, kort før daggry (11. december), er Wauchope selv med de forreste rækker af Black Watch intetanende på klodshold af boernes godt slørede stillinger, hvor den hårde kerne afventer angrebet. Kort forinden har Wauchope afvist en af sine officerer, der råder ham til at deployere. Da han besinder sig, er det for sent. Kun 2 kompagnier af Black Watch når at formere skyttekæder. Resten af brigaden befinder sig stadig i kolonneorden, da helvede bryder løs over dem. "Det var, som om nogen tændte en million elektriske lys på bakken!" husker en Seaforth sergent. "Kuglerne kom ned over os tættere end nogen haglbyge!" siger en anden. Skotternes situation er håbløs. I løbet af de første 10 minutter er henved 400 dræbt eller såret. De, der ikke falder, flygter så hovedkulds for at finde dækning, at de løber egne afdelinger over ende. En officer, som bliver væltet omkuld 3 gange, beskriver det som "en lavine" af flygtende mænd. Mange officerer, deriblandt general Wauchope, er blandt de faldne - på et øjeblik er alt vendt til opløsning og virvar. De sårede prøver at slæbe sig i læ for boernes frygtelige præcisionsild bag sten og termit-tuer. Der bliver de fastholdt resten af dagen i brændende sol, uden vand og under angreb af rasende myrer, hvis tuer rammes af projektilerne. Enhver synlig bevægelse tiltrækker straks boerstyrkernes ild. Den flygtende "lavine" passerer den skandinaviske stilling. Sekondløjtnant William Bærentzen fortæller: "Da de kom forbi os på nogle fa hundrede meters afstand fra vor højre fløj, begyndte vi også at beskyde dem, så stærkt vi kunne. Det var omtrent umuligt at skyde forbi i den tætte klynge mennesker, og vi dængede dem til af et godt hjerte." Trods den kaotiske situation foregår en gradvis deployering af højlænderbrigaden, overvejende i østlig retning, dog ikke så velordnet som i kortets forenkling, men med mænd fra alle 4 regimenter i tilfældige, blandede flokke. Imens er man udsat for kraftig, flankerende ild fra den skandinaviske stilling. Ilden er så virkningsfuld, at den må bringes til ophør. Kaptajn Neilson (Argylls) samler en blandet styrke om sig og går til angreb. William Bærentzen: "Men pludselig begyndte kuglerne at suse om os fra venstre side, der hvor vi troede, Fristats-pikettet lå, men hvor der nu i stedet for vrimlede af højskotter. For sent opdagede vi, at de folk, vi i dæmringen havde antaget for boere, i virkeligheden var skotter. Boerne havde, følgende deres gamle krigstaktik, stille trukket sig tilbage i løbet af natten, da de fandt, at stillingen blev for farlig, og havde sluttet sig til hovedlinien." Den "gamle krigstaktik", som Bærentzen hentyder til, og som boerne gang på gang anvender med held, består i, at de med stor forudseenhed forlader en udsat stilling i tide. Så snart fjenden - i reglen efter at have lidt tab - har erfaret, hvor de befinder sig, og vil rette skyts og bajonetter mod dem, kryber de usete til andre forberedte stillinger eller naturlige dækninger, hvorfra den stilling beherskes, som Jjenden nu bruger sine kræfter på. Eller de forsvinder hurtigt på deres heste. At boer-pikettet i den aktuelle situation har trukket sig tilbage, kan de næppe kritiseres for. At de ikke har underrettet skandinaverne, kan derimod ikke undskyldes. Har skandinaverne aldrig modtaget sidste del af Cronje's forholdsordre? Eller har de valgt at overhøre den - og gribe chancen for at udmærke sig? En del taler for det sidste. Som 'uitlander-korps' blandt landets egne styrker har de uden tvivl haft boernes øjne på sig - og følt det. Baring Pemberton siger klart, at de havde insisteret på at ligge som forpost. Men ved det valg, de træffer, har de gjort sig til boerstyrkens mest udsatte trop. William Bærentzen: " Skandinaverne derimod, der jo så godt som alle sammen havde været soldater hjemme, og som derfor ligefrem havde det i blodet ikke at kunne trække sig tilbage uden ordre, blev roligt liggende, og deraf kom det, at vi nu pludselig befandt os i heftig ild fra nært hold. Vi søgte nu øjeblikkelig at dække os, dels bag de mange myretuer på ca. I-IV2 alens højde, hvoraf der findes så mange på denne egn, og hvoraf hver enkelt var nok til at dække 2 mand, dels hvor vi bedst kunne i det høje græs; stadig ladende og fyrende. Imidlertid blev fjendens ild stadig stærkere og stærkere, og kuglerne susede tættere og tættere omkring os, og da venstre fløj, som jeg kommanderede, var lidt for langt fremme, gav jeg ordre til at krybe lidt tilbage, så vi kunne komme i linie med den øvrige stilling. Her så jeg nu den første faldne af vore: bag ved en af myretuerne lå 2 af vore dækkede, og da jeg nu gav ordre til at gå lidt tilbage, rejste den højre sig op og sagde til sin sidemand: "Nå, kom så!" Manden blev liggende og svarede ikke. Han var død, ramt af en kugle gennem hovedet. Det gjorde et dybt indtryk på mig: den første af mine kammerater falden, og hvor stille og ubemærket var ikke det hele gået.

Skærmbillede 2020-03-03 kl. 10.54.39.png

Det skandinaviske korps før afrejsen til Mafeking. Ved midten Bærentzen (med pistol), Flygare (med ridepisk) og til venstre for hampremierløjtnant Erik Stålberg.

Men der var ikke tid til at tænke længe herpå, kuglerne susede tættere og tættere ned omkring os med det dumpe smæk, hvor de slog, og vi dækkede os, så godt vi kunne, og blev ved at fyre på de talrige fjender, der var os inde på knap 200 meters afstand. Og der var nok at skyde på, for i stedet for som vi at ligge ned så godt dækkede som muligt, blev englænderne hele tiden stående op og afgav et udmærket mål at skyde på, idet vi bogstavelig lå og skød til skive, og da de fleste af os var øvede skytter, var der ikke mange af vore kugler, der forfejlede sit mål. Jeg for min part skød vel ca. 30 skud den morgen, og jeg tør godt sige, at allermindst 20 af dem tog sin mand, ja jeg kunne bogstavelig se dem falde, når jeg skød. Nu begyndte kuglerne også at suse ned imellem os bagfra, med andre ord: vi var omringede. Vore folk begyndte nu også at falde, den ene efter den anden, og alt omkring genlød af de såredes skrig og jamren. En af de første, der faldt, var svenskeren Bendtsen fra Gøteborg, der fik en kugle lige gennem hovedet. Han faldt imidlertid ikke straks, men forblev i den siddende skyttestilling endnu en stund. Imidlertid begyndte han at nikke med hovedet som en, der kæmper hårdt mod søvnen, mens han råbte på vand, og efterhånden faldt så hovedet længere og længere ned, indtil han til sidst faldt sammen. Ved siden af lå svenskeren Mark fra Gøteborg, og da nu Bendtsen var skudt, stak han pludselig i en skoggerlatter og blev ved at le himmelhøjt. Hans sidemand, Schädtler, talte hårdt til ham og sagde, at det da ikke var noget at le af, men manden blev ved med sin uhyggelige latter. Kort efter nåede den dræbende kugle også ham. Lidt længere henne stod sergent Gøtterup fra København, tidligere underofficer hjemmefra. Han fandt det under sin værdighed at søge dække, men blev stående op og skød, og for hver gang hævede han bøssen på fuldstændig militær vis og tog reglementeret sigte, førend han trykkede af. Til sidst faldt han også med en kugle gennem tindingen." Skandinaverne er nu også under maskingevær- og granatild (fra G. Battery). William Bærentzen:

"På denne tid var det, at jeg fik mine kugler. De kom begge to fra venstre side, først en kugle gennem den højre arm, der gik ind midt på underarmen og ud gennem albuen. Jeg følte i armen som et stærkt slag og et elektrisk stød, og bøssen blev slået fra mig, men jeg var dog ikke værre såret, end at jeg kunne tage bøssen op igen og skyde videre. Men kort efter fik jeg min anden kugle, som gik ind i venstre side, 1 tomme under hjertet, tværs gennem underlivet og ud i højre side lige gennem leveren, knusende et par ribben på sin vej. Så var jeg færdig, og den sidste kugle gennem underlivet forårsagede mig en ulidelig smerte, ligesom de knækkede ribben pressede på lungen og voldte mig åndenød. Jeg lå og hev efter vejret, våndende mig under de svære pinsler og lidende under en brændende tørst, ja jeg kunne ligefrem ikke tie stille, især da jeg ikke et eneste øjeblik var uden bevidsthed. Men jeg var heller ikke ene herom: danskeren Christensen havde fået skinnebenet knust af en kugle. Premierløjtnant Stålberg lå hårdt såret af 3 kugler, og kaptajn Flygare fik først en kugle gennem benene, og derefter ramte en anden kugle hans bandoler, hvoraf 5 patroner eksploderede og fuldstændig oprev hans højre side. Han levede dog til næste morgen." Det lykkes 6 af skandinaverne at slippe tilbage til boerne. For resten udvikler kampens sidste fase sig til forbitret og blodig nærkamp, hvor geværer bruges som slagvåben mod skotternes bajonetter. William Bærentzen: "Den første skotte, der nærmede sig, hvor jeg lå, var af regimentet Black Watch. Han kom først hen til Lindström, der lå såret og hjælpeløs, og med udråbet: "Better finish off the bastards at once!" jog han sin bajonet igennem den ulykkelige svensker, hvorefter han hævede sin bøsse op mellem øjnene på mig på ca. 4 alens afstand og tog omhyggeligt sigte. Hvor længe han sigtede på mig, ved jeg ikke, men mig forekom det en uendelighed, og han må have været lige i begreb med at trykke af, da en officer greb ham i armen og sagde: "Don't kill the wounded!" Nu fratog skotterne os alle vore våben og ammunition, hvilket jo er rimeligt nok, ligesom en skotte tog min dagbog. Men så sagde han til mig: "Har du nogle penge?" Og nu vendte han alle mine lommer og fratog mig mine penge, mit ur, som jeg havde fået ved min konfirmation, min pibe, tobakspung og hvad andet, jeg havde. Og ikke nok hermed kom en anden skotte og fratog mig min hat, og da jeg foreholdt ham, at jeg trængte til hatten i den brændende sol, svarede han bare: "Du behøver s'gu ingen hat for at ligge der!"" Ca. 6.30 ophører skandinavernes modstand. De har givet Cronje den fornødne tid til at rokere og sende forstærkninger til rummet bag dem (da han har indsat, at den engelske fremrykning langs jernbanen kun er en skinmanøvre), og herfra udgår senere det modangreb, som afslutter kampen.

Skærmbillede 2020-03-03 kl. 10.56.43.png

Boer skytter afventer angrebet

Vejledt af ballonen har de engelske batterier nu skudt sig ind på boerne foran højdedraget og tilføjer dem betydelige tab. Men deres granater rammer også egne styrker, blandt andre 3 afdelinger, som har omgået boernes stillinger og nu trænger op ad skråningerne bag dem. Den ene, omkring 100 mand, når næsten til toppen af Magersfontein Hill, før den bliver slået tilbage af en gruppe skytter - en af disse er selveste Cronje! Fra disse modige stormløb vender ingen tilbage. Methuen giver nu Gordon Highlanders ordre til at angribe skyttegravene foran højlænderbrigadens venstre fløj. Men uden resultat. Da de er 300 m fra skyttegravene, tvinger boernes ild dem til jorden og fastholder dem på linie med den hårdt medtagne brigade. Kort forinden har Gordon højlænderne også problemer med et strudsehegn. Pigtråd som hindringsmiddel bruger boerne derimod først, da de efter kampen forstærker stillingen. Imens skal Scots-, Coldstream- og Grenadier Guards sikre brigadens højre flanke og artilleriet ved at engagere boerne i de stillinger, som ligger bag 'The Ridge' (se kort), to 10-15 m høje, parallelle terrænfolder, dækket af tæt buskads. Derbliverdogkuntale om, at parterne her føler hinanden på tænderne. Englænderne regner fejlagtigt stillingerne for stærkt besat, hvad de først senere bliver. Men ved 13-tiden sætter boernes Ficksburg-kommando et dristigt angreb ind mod højlænderbrigadens højre fløj, som får ordre til at trække sig tilbage. Kort efter er hele linien - over 3.000 mand - på vild flugt, fulgt på vej af boernes geværild og granatkardæsker fra kanoner på højdedraget. Indtil dette tidspunkt har boerne kun anvendt deres pom-poms (37 mm Maxim maskinkanoner) i kampen. De engelske tab bliver endnu alvorligere end under morgenens angreb.

Da solen går ned, sænker freden sig over Magersfontein. Methuen trækker sine styrker tilbage til Modder floden. Kampen har kostet ham næsten 1.000 dræbte og sårede (300 fra Black Watch). Boernes samlede tab nærmer sig 300 dræbte og sårede. 24 af skandinaverne falder eller dør efter kampen af deres sår. Af de 22 sårede ligger de fleste 12-14 timer på kamppladsen, inden de bliver fundet af engelske bårehold, som arbejder i det klare måneskin. De har fra 2-4 skudsår eller bajonetstik hver. De dræbte skandinaver bliver lagt i fællesgrave, hvor de er faldet. De sårede plejes med omhu af englænderne. I april 1900 er William Bærentzen kommet sig så meget, at han kan rejse hjem til Danmark "på parole som invalid", dvs. mod løfte om ikke at vende tilbage til Sydafrika, så længe krigen varer. Hans prøvelser er dog ikke slut. Midt om natten bliver den damper, han er med, sejlet i sænk af et sydgående troppe-transportskib. Man firer sig ned ad skibssiden i tove til utætte redningsbåde og tilbringer resten af natten i høj søgang med at øse ved hjælp af støvler.

Skærmbillede 2020-03-03 kl. 10.57.35.png

General Piet Cronje (1835-1911), da han overgiver sig til englænderne

I sit store værk om Boerkrigen skriver Richard Danes om skotternes storm på den skandinaviske stilling: "Dette var dagens forfærdeligste og blodigste kamp." Og efter makabre detaljer om skotternes brug af bajonetten: "Et par af skandinaverne overgav sig, men de fleste døde som helte." På kamppladsen vidner brækkede geværkolber og ilde tilredte faldne klart om skandinavernes sidste, rasende modstand mod overmagtens bajonetter. Det er nærliggende at tænke, at skotterne har søgt revanche for deres faldne kammerater, for tabet af en populær fører og for den udbredte frustration over en Çende, der kæmper uden at vise sig. I Cronje's kortfattede, tjenstlige indberetning, skrevet dagen efter kampen, fylder skandinaverne en fjerdedel, og i sin rapport til præsident Krüger skriver han: "Næst efter Gud kan vi takke skandinaverne for vores sejr." Overalt bliver skandinavernes optræden fremhævet som eksempel på tapperhed og dødsforagt. Også fra engelsk side lyder der ros: "Your countrymen fought very well!" siger Methuen til den svenske løjtnant Mossberg, der følger englænderne som observatør. Og oberst J.N.C. Rutherford om de sårede skandinaver: "De var herlige at tale med, og jeg syntes vældig godt om dem. Det var prægtige, ligefremme fyre, der frimodigt fortalte os, at de håbede på at komme sig og blive udvekslet, så de kunne gå ud og slås igen." Omkring halvdelen af korpset har ikke deltaget i den skæbnesvangre kamp, og nye frivillige melder sig, da budskabet om korpsets indsats ved Magersfontein spredes. Styrken reorganiseres under ledelse af danskeren feltkornet Jens Friis og deltager i kampen ved Paardeberg. Her bliver Cronje omringet og tvinges (27-2- 1900) til at overgive sig med 4.000 mand, herunder hele det Skandinaviske Korps. Korpsets tab i kampen er 2 dræbte og 3 sårede. Under hele forløbet har i alt 170 mand meldt sig til det Skandinaviske Korps. Englænderne anbringer deres fanger i lejre på St.Helena, Bermuda og i Indien. Forinden lykkes det dog 3 skandinaver at flygte og vende tilbage til kampen, nu under et boer-kommando. En af dem, svenskeren Petterson-Janek, bliver påny taget til fange og undslipper igen, denne gang ved et dristigt spring fra et kørende tog.

Endnu to år varer det, før englændernes massive overmagt omsider får bugt med de sidste af boernes virtuose guerillakommandoer, hvis styrke er deres store bevægelighed - de er overalt, men sjældent der, hvor man venter dem. Deres svaghed er manglen på disciplin og koordination. En boer-fører kan i virkeligheden ikke give ordrer, som hans mænd er forpligtet til at følge. De kæmper, når de vil. Passer det dem ikke, tager de måske hjem. Straffe dem kan han ikke.

Skærmbillede 2020-03-03 kl. 10.58.20.png

Den danske sten ved Magersfontein

I 1908 rejses et stort mindesmærke for skandinaverne ved Magersfontein. Det består af en 6,5 m høj obelisk og i en kreds omkring den 4 mindre sten, en for hvert af de nordiske lande, med navnene på de faldne. Stenene er forbundet med jernkæder som symbol på sammenholdet. Kun mændene fra det Skandinaviske Korps ligger stadig begravet på det sted, hvor de faldt. Deres grave sås i begyndelsen kun som stenbunker. Men i 1927 anbringes der to Valdemar-kors på stedet. Mindesmærkerne er betalt ved bidrag fra militære afdelinger og privatpersoner i Skandinavien og Sydafrika. De er udført i granit fra Norge, Sverige og Finland. 1 1978 siges det, at "monumenterne er i dårlig forfatning på grund af erosion" og "indskrifterne er næsten udviskede af tidens tand." Om et år -11. december 1999 - er det 100 år siden, skandinaverne kæmpede ved Magersfontein, en passende anledning til at istandsætte mindesmærket over dem.

Kilder

Richard Danes: History of the Boer War 1899-1901. Cassell and Company, London 1901. J. Allum: Boerne og deres kampe. Norges Forsvarsforening, Kristiania 1901. Hj. Petterson-Janek: Bland Boer och Britter, Kriget i Sydafrika 1899-1900. Helsingborg 1901. Wilh. Vallentin: Der Burenkrieg. Rheinisches Verlagshaus, Leipzig 1903. H.E. Uddgren: Hjältama vid Magersfontein. Uddevalla 1925. Edgar Holt: The Boer War. Putnam, London 1958. W. Baring Pemberton: Battles of the Boer War. Batsford, London 1964. Byron Farwell: The Great Anglo-Boer War. Harper and Row, London 1976. Alan H. Winquist: Scandinavians and South Africa. Balkema, Cape Town 1978. Thomas Pakenham: The Boer War. Weidenfeld and Nicolson, London 1979.

Artikler

Det Skandinaviske Korps i Slaget ved Magersfontein 11-12-1899. Vort Forsvar, 1900, nr. 500, 501, 504, 505, 517. William Bærentzen: Personlige oplevelser i Boerkrigen. Vort Forsvar, 1903, nr., 583, 584, 585, 586, 587, 588, 589. J.D.: Danske i Boerkrigen. Hver 8. Dag, 1899-1900, side 380, 381, 396, illustr. Det Skandinaviske Korps. Hver 8. Dag, 1900, side 72, illustr. Harald Harboe: Skandinavernes monument i Transvaal. Krig og Fred, 1908, side 170, 172, 173, illustr.