For at skildre det preussiske Infanteris Angrebsmaade, vil det være rigtigst forst at betragte den af den franske Armee anvendte Forsvarsmethode.
Franskmændene vare fra Felttogets Begyndelse af, saavel ved de af deres Overkommando begaaede strategiske Feil som ved General Moltkes Felttogsplan og sammes fortrinlige Udførelse, tvungne til Defensiven; altsaa til at antage en Kampmaade, som, da den er lidet overensstemmende med deres Naturel, i Fredstid hverken af Førerne eller af Tropperne var bleven tilstrækkelig indøvet.
Forsvarets Styrke ligger fremfor Alt i Skudsikkerheden. Det franske Infanteri var bevæbnet med et Gevær, som langt overgik det preussiske Tændnaalsgevær i Lethed, hurtig Ladning, Rækkeevne, raserende Bane, Skudsikkerhed og Anslagskraft. Chassepot-Geværet er bevislig et af de fortrinligste Geværer, som for Tiden existerer. De Mangler, hvormed det er beheftet, ere forsvindende i Sammenligning med de Fortrin, som udmærke dette Vaaben.
Men hvad nytter det bedste Vaaben den Mand, som ikke forstaaer at bruge det! Den franske Soldat kjendte sit Geværs gode Egenskaber; men en vis Overfladiskhed, som alene seer ben til Virkningen uden at gjore sig Rede for Aarsagen, har medført en Misbrug af dette fortrinlige Vaaben, som blev i allerhøieste Grad fordærvelig for den franske Armee.
Siden Fægtningen ved Mentana i Kirkestaten, hvor Virkningen af Chassepot-Geværet første Gang blev prøvet, var Troen paa Uovervindeligbeden af et Gevær, som er i Stand til at udslynge 7 á 8 Projektiler i Minuten paa en Afstand af 2400 Alen, bleven rodfæstet i den franske Armee. At overøse de fjendtlige Afdelinger med Projektiler paa en Afstand af 1600 Alen og derved at gjore det umuligt for dem at nærme sig Stillingen paa virksom Skuddistance var bleven en Grundsætning for de franske Taktikere, og den fandt udelt Bifald i Armeen.
For at skyde paa en saa lang Afstand maatte der gives Geværet en høi Elevation, hvad der medførte Nødvendigheden af at sænke Kolken. Enhver, der har havt et Gevær i Haanden, veed, hvor vanskeligt det er at sigte paa denne Maade. Letsindighed og den gamle Vane hos de ældre Soldater at fyre med Geværet ved Hoften fremkaldte meget hurtig den Skik — eller rettere Uskik — at holde Geværet i venstre Haand under en Elevation af henved 45° og at affyre det uden at sigte. Man opfandt for denne Skydning Navnet «Moulin å café» (Kaffemølle).
Endskjondt man ikke kan antage, at Manglerne ved denne Ødslen med Ammunition kunde blive ubemærkede, vedblev denne Uskik dog under hele Felttoget. Utallige Beviser stadfæste de preussiske Officerers og Soldaters Udsagn, at Franskmændene, navnlig i den senere Tid, udelukkende fyrede paa denne Maade. Dækkede af hoie krenelerede Mure, Skyttegrave, Skandser eller Hegn kastede de deres Projektiler i utrolig Mængde Fjenden imede. At der iblandt denne Masse Skud, hvis Nedslag fandt Sted 1400— 2000 Alen fra Skytternes Standplads, og hvormed et helt Terrainafsnit blev oversaaet, kun vare tilfældige Træffere, er en Selvfølge. Den uhyre Mængde Patronhylstere, som endnu længe efter Kampen*) fandtes overalt, hvor franske Afdelinger havde staaet, den store Mængde Projektiler, som fandtes i nysnævnte Afstand fra disse Steder, medens der paa kortere Afstand fandtes langt færre, Sporene af Projektiler paa Træer og Huse, som tydelig vise Kuglebanens stærke Heldning, lade ingen Tvivl tilbage i Henseende, til de franske Soldaters Maade at skyde paa. Denne Maade havde den Fordel at være bekvem og sikker for Forsvareren og ødelæggende for Angriberen, naar han tilfældigvis kom indenfor Kugleregnen, men den lokkede formelig denne ind i den nærmere liggende mindre farlige Rayon, hvorfra han med Tændnaalsgeværet kunde sende virksomme Træffere imellem Forsvarerne, medens disse ved deres ødslen med Ammunitionen hurtig bleve forskudte, altsaa værgeløse.
Idet Franskmændene gik ud fra den meget rigtige Grundsætning, at Defensiven selv ved et godt Valg og ved kunstig Forstærkning af Stillingerne — hvori de overalt og til enhver Tid have udviklet stor Dygtighed — maa blive uden Resultat og snart maa lammes, naar den ikke i rette Tid sættes i Forbindelse med Offensiven, undlode de aldrig at udfore Offensivstød.
Men heller ikke her fulgtes en rationel Fremgangsmaade. Med stort Mod, megen Behændighed og uforlignelig élan styrtede tætte Masser i spredt Orden fra den dækkede Stilling frem imod Fjenden, maskerede ved deres Frembryden Ilden fra deres egne Skytter, kom snart ind i Modstanderens Ild og maatte med uhyre Tab trække sig tilbage. Offensiven blev derfor stedse uden Resultat, uden at dette synes at have foranlediget dem til at undersøge, hvorfor de ikke have opnaaet noget derved.
Flankebevægelser, sukeessiv Fremrykning af smaa Afdelinger, som under Beskyttelse af den fra den dækkede Stilling udgaaende Ild efterhaanden samles for, efter at være kommen tæt ind paa Modstanderen, at foretage en Storm, var en Manøver, der kun undtagelsesvis anvendtes af Franskmændene.
Man har dvælet saa længe ved disse to Punkter, fordi man formentligen deri maa soge Hovedaarsagerne til de franske Nederlag. Preussernes strategiske Operationer, deres Artilleris uomtvistede Overlegenhed, det preussiske Kavaleris fortrinlige Præstationer med Hensyn til Rekognosceringer og endelig deres store numeriske Overlegenhed, vilde ikke have havt saa store Resultater til Følge, dersom det franske Infanteri havde skudt bedre og forstaaet at manøvrere godt.
Hvad den preussiske Offensiv angaaer, da er den ved Angrebet som Regel brugte Formation Halvbatailloner, d. v. s. 2 Kompagnier rykke frem med opløste Skyttedelinger og gjennemfore saa selvstændig som mulig Fægtningen, medens 2 Kompagnier følge efter som Reserve.
Denne Kampform kunde ikke bestaae lige over for det langtrækkende Chassepotgevær, fordi Reserven, som Følge af de Franskes Maade at afgive Ilden paa, led mere end de afdelinger, der egenlig skulde gjennemføre Kampen.
Det er et Bevis paa de preussiske Soldaters Mod og paa deres Føreres Dygtighed, at de overordenlig store Tab, for hvilke de sluttede Afdelinger strax ved deres første Sammenstød med Franskmændene vare udsatte, ikke bevirkede en Tilbagegang, men at de som Reserve fremrykkende Kompagnier søgte Beskyttelse imod den morderiske Ild ved at fortsætte Fremrykningen.
De preussiske Skytters fortrinlige Uddannelse, deres Selvstændighed i Forbindelse med dygtig Ledelse af Kom pagnierne ved deres Chefer, havde allerede ved det første Sammenstød med de Franske glimrende Resultater til Følge.
Stormen paa Geisbjerg ved Weissenhurg lykkedes ved en rigtig Benyttelse af de Dækninger, som den jevne, terrasseformige Skraaning af det med uhøstede Kornmarker bedækkede Geisbjerg frembøde. Dog maa det ikke forglemmes, at den lettedes i en væsentlig Grad ved Overmagten — det Ilte preussiske Armeekorps’s Flankeangreb — og en hensigtssvarende Forberedelse ved det preussiske Artilleri.
Angrebet bestod i en Samlen fremefter bag de mange tilstedeværende Dækninger, i Terrainfolder og i døde Vinkler, af de i spredt Orden fremrykkende Afdelinger, i en stødvis Fremtrængen af opløste Afdelinger ved Siden af dem, som imidlertid havde samlet sig, og antog først til sidst, efter at man fra alle Sider havde nærmet sig det af de Franske nu kun svagt besatte Plateau, Karakteren af en almindelig Storm.
Paa lignende Maade skete Fremrykningen ved Wørth. Uden at skildre dette Slag i alle sine Detailler, skal her kun bemærkes, at Slaget ved W ørth blev paabegyndt af de enkelte Armeekorps uden Befaling fra den tredie tydske Armees Overkommando. Kronprindsen af Preussen siges at have havt til Hensigt først at angribe Franskmændene den 7de August. Mac-Mahons Stilling var ingenlunde slet, endskjøndt hans Modstanders Stilling paa venstre Bred af Sulzbach imellem Gorsdorf og Gunstett maa betegnes som stærkere.
Stillingens Hovedpunkter vare Worth og Skoven Niederwald, som strækker sig fra Elsashausen til henimod Chausseen lige over for Spachbach; paa begge Punkter var det forholdsvis let for de preussiske Skytteafdelinger at trænge ind, idet de kun paa korte Strækninger vare udsatte for den franske Ild uden at kunne finde Dækning. Fra det Øieblik af, da Preusserne vare trængte ind paa disse Punkter, vare Chancerne for Angriber og Forsvarer lige, idet begge havde god Dækning. De preussiske Soldaters bedre Ovelser i at benytte denne bidrog naturligvis meget til at Kampen havde et for dem gunstigt Resultat.
Forst efter at de franske Troppers Kraft var fuldstændig brudt, antog Preussernes Fremrykning Karakteren af en almindelig Storm, ligesom ved Weissenburg.
Det Offensivstod, som Divisionen Conseil-Dusmesnil af det VII franske Korps udforte mod Preussernes venstre Fløi — det 11te preussiske Armeekorps — ved Gunstett maa betegnes som urigtigt, da det hverken var paabudt ved de strategiske eller ved de lokal-taktiske Forhold, medens sammes for de Franske uheldige Udfald bidrog meget til at fuldstændiggjore Mac-Mahons Nederlag.
Af Slaget ved Gravelotte d. 18de August er Stormen paa St. Privat la Montagne af særlig Interesse. Denne Landsby dannede som bekjendt Støttepunktet for den franske Armees hoire Floi. Foran samme er Terrainet overskueligt og aabent. I Byen danne de Haverne omgivende Mure forskjellige Afsnit, og saavel foran som paa Siderne af den, havde Franskmændene hist og her anlagt Skyttegrave. Dog er den fra preussisk Side fremsatte Paastand, at Skyttegravene laae i flere Etager over hinanden, en Overdrivelse. I det Hele byder selve Byen kun ringe Dækning, da den ikke er af stor Udstrækning.
Det er af de talrige Beretninger om dette Slag bekjendt, at den preussiske høire Floi (det 7de og 8de Armeekorps) allerede var engageret, medens den venstre Floi (2den Armee under Prinds Friedrich Carl) fortsatte sin Fremrykning mod Nord en échelons og efterhaanden, ved at svinge til høire, rykkede ind i Kamplinien.
Det preussiske Gardekorps og det yderst til venstre marcherende 12te Armeekorps stødte ved St. Marie aux Chénes paa meget energisk Modstand. Efter at denne var overvunden rykkede det 12te Armeekorps længere mod Nord, medens Garden svingede til høire og opmarcherede imellem Habonville og St. Marie aux Chénes med Front imod St. Privat.
Allerede under Kampen ved St. Marie aux Chénes havde Chefen for Gardeartilleriet samlet Gardens 84 Piecer imod St. Privat og med megen Virkning beskudt den franske Stilling først paa en Afstand af c. 3200 Alen og senere paa en Afstand af 2400 Alen.
Klokken 5 Eftermiddag befalede Chefen for Gardekorpset at foretage Angrebet mod St. Privat i det aabne, jevnt stigende Terrain. Den 4de Gardebrigade rykkede fra Habonville frem i Ketning mod St. Privat, formeret i Kolonnelinie i to Træfninger med Tirailleur Sværme paa Fronten. 1/4 Time senere begyndte den 1ste Gardedivision (Pape) fra St. Marie aux Chénes sin Frem rykning i samme Formation. Fra St. Marie og Habonville til St. Privat er Afstanden henholdsvis c. 3200 Alen og knap 5000 Alen. De tre Brigader kom derfor omtrent samtidig indenfor den franske Ilds Virkning.
Angrebsfronten havde en Udstrækning af c. 2400 Alen, hvad der giver gjennemsnitlig 8 Mand paa hver Alen. Det var den tætteste Angrebsformation, som paa preussisk Side er bleven anvnndt i dette Felttog. Den franske Ilds Virkning var allerede paa en Afstand af 1800 Alen saa morderisk, at Preusserne i Lebet af 10 Minutter havde et Tab af c. 6000 Mand, og at Fremrykningen maatte standses for at forebygge Gardens fuldstændige ødelæggelse. A t Gardens Infanteri efter dette mislykkede Angreb, der var ledsaget af saa enorme Tab, dog c. 1,25 Time senere, da det 12te Armeekorps havde naaet Roncourt og nu kunde foretage en omgaaende Bevægelse mod den franske heire Fini, atter kunde skride frem til Angreb i Forening med Dele af det 9de preussiske Armeekorps, er et anerkendelsesværdigt Tegn paa Gardekorpsets Tapperhed pg den i samme herskende Disciplin.
Denne Fægtning havde forøvrigt til Følge, at Angrebet i Kolonnelinie gjennem aabent Terrain i Fremtiden blev forkastet, fordi det maatte betragtes som et unyttigt Olier af Menneskeliv. Det vil senere, under Fremstillingen af Fægtningen ved le Bourget d. 30te October 1870, blive oplyst, hvilken ny Angrebsform der blev antaget i Stedet for Kolonnelinien. Forinden vil det være nødvendigt, at gjøre nogle Bemærkninger over den preussiske Angrebsmaade i Almindelighed.
Preussernes Forkjærlighed for det koncentriske Angreb er en bekjendt Sag. De heldige Resultater, som en dygtig Udførelse af dette medførte, forklare denne Forkjærlighed tilstrækkelig.
De preussiske Troppeafdelinger marcherede stedse med meget bred Front frem til Angrebet, idet næsten hver Division fik sin Vei anvist, ad hvilken den skulde rykke frem. Saasnart Avantgarden stødte paa Fjenden, angreb den ham og indledede en alvorlig og vedholdende Fægtning. Strax blev Artilleriet trukket frem og virkede paa en Afstand af 1600— 2000 Alen, medens Infanteri strax blev dirigeret mod en eller, dersom Stillingen ikke var af saa stor Udstrækning, begge Fløie af den fjendtlige Stilling. I Reserve holdtes kun en forholdsvis lille Del af Infanteriet. Alle efterfølgende Tropper bleve under Opmarchen dirigerede mod Modstanderens Fløie eller trukne hen bag de mod Fløiene kæmpende Afdelinger. I dette Tilfælde foretoges ofte en Aflosning af Reserverne.
Saa vidt bekjendt er der i hele Felttoget kun forekommen eet Tilfælde, hvor et Armeekorps gik frem til Angreb gjennem andre Armeekorps. Dette fandt Sted ved Gravelotte den 18de August om Aftenen, hvor det 2det preussiske Armeekorps rykkede frem igjennem det 7de og 8de Armeekorps. Ellers anvendtes hoist enkelte Batailloner eller Regimenter paa at udfylde Huller, som vare fremstaaede derved, at Tropperne vare dirigerede mod de fjendtlige Floie.
De preussiske Tropper rykkede altid frem mod en udstrakt Front og med ringe Dybde. Reserverne vare, som allerede bemærket, ingenlunde stærke.
Kavaleriet holdtes ved Angrebet i Almindelighed i Reserve. Dog forekomme enkelte Tilfælde, hvor det ved en Attaque gjorde det muligt for Batterier at indtage en Position, eller hvor det dækkede Infanteriets Tilbagetog. Sin største Virkning har det preussiske Kavaleri udfoldet i den lille Krig.
Todelingen af de preussiske Armeekorps og Divisioner i Forening med de ovenfor udviklede Grundtræk for Offensiven medførte en Angrebsform, som man passende kunde benævne det omfattende Angreb, idet to ved Siden af men langt fra hinanden marcherende Kolonner sogte at omfatte de fjendtlige Floie, medens Forbindelsen mellem begge Kolonner vedligeholdtes ved en svag Reserve.
Det mest storartede Exempel paa et omfattende Angreb er Slaget ved Sedan. Et mindre Exempel er Slaget ved Spichern i Nærheden af Saarbriick den 6te August.
Ved Saarbriick findes tre Stillinger. Den første Stilling er paa Høiderne ved Saar-Floden, som ved et aabent Dalstrøg, hvis Brede mod Vest er c. 2,400 Alen og mod jøst neppe 1,200 Alen, er skilt fra den anden Stilling paa Spichern. Denne Stilling dannes af en vanskelig tilgængelig, med Skov bedækket Skraaning. Den hoire Floi støttes til Saar-Floden, medens den venstre er trukket tilbage til Forbach. Det Punkt, hvor Landeveien fra Saarbriick til Byen Spichern fører over Plateauet, danner et Fremspring, som tildels var forsynet med Skandser. Skraaningens Steilhed og den Omstændighed, at den er bevoxet med Skov, forringe Stillingens Værd betydeligt, da et energisk Forsvar af Skovrandene derved gjeres umuligt, fordi Forsvarerne ikke har nogen Tilbagetogslinie opad den steile Skraaning, og Forsvaret af selve Høiden vanskeliggjores betydelig ved Skoven og Skraaningens Steilhed. Det er derfor forholdsvis let fra St. Arnual at trænge ind i Skoven. Den tredie Stilling er paa Høiderne bagved Spichern. Denne er den bedste, fordi der foran den er et aabent jevnt stigende Terrain. Henimod Forbach falde den anden og tredie Stilling sammen, og en tæt Skov danner Støttepunktet for den venstre Floi. Er Skoven end m indre heldig for Defensiven, saa begunstiger den derimod Offensivstød. Hoire Fløi støttes til Saar-Floden. Franskmændene havde under Kampen kun besat den 2den og 3die Stilling.
Af den preussiske Armee vare 7de og 8de Armeekorps, hørende til den første Armee, og 3die Armeekorps, hørende til anden Armee, samt 5te Kavaleri-Division d. 6te August dirigerede mod Saar-Floden til Omegnen af Saarbriick. Hver Division havde faaet anvist sin Vei som Marchelinie. Disse Veies indbyrdes Afstand var for det meste 1/2 Mil, hvoraf følger, at disse Tropper marcherede med meget bred Front. Divisionernes Fortropper — der vare af forskjellig Styrke og Sammensætning — marcherede 3/4— 1 Mil foran Groset. Kavaleripatrouiller havde afsogt Terrainet, og de Franskes Styrke og Stilling kjendtes temmelig nøie.
Oprindelig var det ikke paatænkt at levere noget Slag den 6te August og Chefen for 14de Division (General Kameke) indledede Fægtningen kun for at forhindre de Franskes Tilbagetog.
I Virkeligheden havde de Franske allerede rømmet Stillingen ved Saar og stode paa Hoiderne Syd for Spichern og ved Forbach. Men ved Preussernes Nærmelse besatte de atter Skoven ved Stiring og Kanden af den steile Skraaning Nord for Spichern.
Den 14de preussiske Division lod en Brigade (den 27de) gaae over Broen til Byen Saarbruck, og den anden (den 28de) over Jernbanebroen, saaledes at Brigaderne under Flodovergangen vare adskilte fra hinanden ved on Afstand af lidt over 1/4 Mil. Imellem begge Brigader satte nogle Kavaleri-Regimenter og Batterier hørende til 5te Kavaleri Division over Saar.
Preussernes høire Fløi (28de Brigade) stødte strax efter Flodovergangen i Skoven ved Drathzug paa franske Tropper og kunde derfor udvikle sig til Fægtning under Beskyttelse af Skoven. Ligesaa begunstigede Winterberg den 27de Brigades Opmarche; men et Regiment (det 39te) synes at være rykket for hurtig gjennem det forhen omtalte Dalstrøg mod Spichern-Bjerget; thi det led uhyre Tab. Det fremgaaer ikke af Beretningerne, om dette Regiment blev kastet helt tilbage til Winterberg, eller om det var i Stand til at hævde en Stilling i Dalstrøget. En Bataillon af Brigadens andet Regiment (Nr. 74), udviklede sig til Fægtning ved Winterberg og rykkede frem til venstre for det først omtalte Regiment, dens Skytter passerede Dalen, og det lykkedes disse at sætte sig fast i Skovranden, som forøvrigt ikke overalt forsvaredes af Franskmændene med Haardnakkethed, fordi, som allerede ovenfor bemærket, den bagved liggende Skraaning paa sine Steder var saa steil, at Forsvarerne ikke under den fjendtlige Ild kunde trække sig tilbage ad samme. Regimentets to andre Batailloner forbleve ved Winterberg. Her var en direkte Fremrykning umulig.
Imidlertid havde den 14de Divisions Artilleri og 2 Batterier af 5te Kavaleri-Division taget Position ved Galgenberg, hvorfra de paa en Afstand af knap 2400 Alen beskjøde den fremspringende Del af Spichern Bjerget, over hvilken fører Veien fra Saarbriick til Spichern. Kavaleriet stod dækket bag Galgenberg.
Klokken 3 Eftermiddag var Kampen staaende, Franskmændene trak flere Tropper til sig, og Preusserne vare indskrænkede til at vedligeholde Fægtningen og afvente Forstærkning. Deres Stilling var paa dette Tidspunkt mislig; thi de havde ikke en eneste Infanteri-Reserve at raade over.
Da ankom Chefen for det 8de preussiske Armeekorps, General Goeben, med det 40de Regiment, som han d irigerede til venstre Fini. Han udpegede som det eneste Punkt, hvor der var Chancer for, at et Angreb paa den franske Stilling med Held kunde udføres, det Sted, hvor Dalstrøget indsnævres til en Brede af lidt over 1000 Alen og hvor de, her mindre steile, Høider sende skovbevoxede Rygge i Retning mod St. Arnual til Saar. Men dette ene Regiment var ikke tilstrækkelig for at naae det egenlige Angrebspunkt, og derfor sendtes Brigaden Døring af det 3die preussiske Armeekorps ved sin Ankomst Kl. 3,30 ligeledes til venstre Fløi for, i Retning fra St. Arnual, at overfløie den franske Stilling. For at udføre denne M anøver m aa tt 3 sidst nævnte Brigade marchere langt til venstre, hvorved der opstod en Aabning mellem samme og 40de Regiment. Et Angreb af 27de Brigade blev uden Resultat, og det lykkedes kun Skytterne af 40de Regiment at sætte sig fast i den nederste Rand af den Skraaningen bedækkende Skov.
Imidlertid indtraf det 12te preussiske Regiment, ligeledes hørende til 3die Armeekorps, og udfyldte Aabningen mellem 40de Regiment og Brigaden Døring. Dristig ilede 2 Batailloner af Regimentet gjennem den her omtrent 1200 Alen brede Dal og placerede under stort Tab deres Skytter og nogle sluttede Delinger (Halv-Kompagnier) i den døde Vinkel, som findes nedenfor Skraaningen af det saakaldte rode Bjerg. Sidst nævnte Høide er en skovfri Del af Høidedraget, som imellem la brème d’or og St. Arnual falder steilt af mod Nord. De Franske havde her anlagt Skyttegrave, hvorfra de overøste Angriberen med Projektiler.
Bestigningen af denne Høide ved 12te Regiment er den Manøver, som man sædvanlig betegner ved «Stormen paa Spichern-Bjerget».
Hvor kjækt dette Angreb end var, saa maa det kun betragtes som et Bevis paa Afdelingens Dygtighed, men man kan ingenlunde tilskrive det Afgjørelsen af Kampen paa dette Sted, thi denne hidførtes ved Brigaden Dørings Overfløining af den franske Stillings høire Fløi. Brigadens Tête bred i samme Dieblik frem fra Skoven ved SpichernPlateauet (Stiftswald), som det 12te Regiment bemægtigede sig de franske Skyttegrave.
Til Trods for det heldige Udfald af Kampen paa Preussernes venstre Flø i, lykkedes det dog ikke at fordrive de Franske fra det fremspringende Punkt af Plateauet paa Veien fra Saarbrück til Spichern. Først efter at to Batterier havde taget Stilling paa venstre Fløi, bleve Franskmændene tvungne til fuldstændig at rømme Randen af Plateauet. (Her indtraf det mærkelige Tilfælde, at et ridende Batteri kjerte op ad en Skovvei, der af Chefen for en Kavaleriafdeling var betegnet som impassabel for Kavaleri).
Fremhæves maa den Hurtighed og Dygtighed, hvormed den erobrede Position ved Randen af Plateauet langs med den smalle Skovstrimmel besattes af Infanteriet og forstærkedes ved Artilleriet saaledes, at alle franske Offensivstød fra selve Plateauet forbleve uden Resultat.
Paa preussisk Side noiedes man paa venstre Fløi med at hævde de vundne Fordele, medens høire Fløis Frem rykning fremskyndtes.
Under denne Kamp vare 6 nye preussiske Batailloner indtrufne. De anvendtes først som Reserve i Centrum.
Umiddelbart efter Indtagelsen af Heiderne sendtes Reserven fra Centrum til høire Fini, hvor den med Held greb ind i Fægtningen, dels til venstre for 28de Brigade i Retning mod la brème d’or, dels ved at omgaae den franske venstre Floi i Retning mod Stiering, saaledes at de Franske bleve trængte tilbage i Retning mod Forbach og Kreutzberg. Klokken 8 Aften indtraf den 13de preussiske D ivision fra Rockershausen ved Forbach og udførte endnu et Angreb paa denne af Franskmændene kun svagt besatte By. Derved truedes deres Hovedkommunikationslinie, hvilket fremkaldte stor Forvirring iblandt dem.
Kampen ved Spichern er skildret saa udførlig, fordi den afgiver et godt Exempel paa den overalt anvendte preussiske Kampmaade, og fordi det synes rigtig at imødegaae den meget udbredte Tro, at Franskmændenes Stilling er taget med Bajonetten. Alt hvad man kan paastaae er, at kun een af de mange med stor Tapperhed udførte Storme lykkedes og ovenikjøbet hovedsagelig paa Grund af den samtidig udførte Overfløining.
Kampene i den første Periode af Felttoget 1870 gave et uigjendriveligt Bevis for, at Angrebet i Kolonnelinie over aabent Terrain er en unyttig Opolfren af Menneskeliv.
Imidlertid maa det bemærkes, at det er en Um ulighed i store Slag aldeles at undgaae Kampen i aabent Terrain og at kunne naae Maalet ved Overfløining alene. Man var derfor nødt til at finde paa en anden Form for Angrebet. Denne befaledes af Chefen for Gardekorpset og af det 3die preussiske Armeekorps, og den gjennemførtes med Held. Denne nye Kampmaade prøvedes ved Indtagelsen af le Bourget den 30te Oktober 1870.
Le Bourget er en Landsby af langagtig Form, hvis Haver ere omgivne med 6 Fod høie Mure, som skjære hinanden under rette Vinkler. Disse vare krenelerede og forstærkede ved Jordvolde. Indgangene til Byen vare barrikaderede. Angrebet udførtes fra 3 Sider, nemlig fra Blanc-Mesnil, fra Dugny og imellem disse to Landsbyer langs med Chausseen. De to Flankekolonner sendte Tirailleursværme frem, som bevægede sig i Lob og derpaa kastede sig ned. Efter disse fulgte Støttetroppe og Reserver i opløst Orden, ligeledes i Løb. Naar de Sidstnævnte kastede sig ned for at hvile, løb Skytterne atter frem og bevægede sig samtidig mere til Siden. Ankomne paa virksom Skuddistance, kastede de sig atter ned og begyndte nu Ilden mod Fjenden. De ved denne Bevægelse til Siden opstaaede Aabninger udfyldtes af i spredt Orden fremrykkende Delinger, medens samtidig Fløiene forlængedes ved enkelte en échelons, men altid i spredt Orden, fremrykkende Kompagnier, saaledes at det koncentriske Angreb, som ellers ved den videre Fremrykning vilde være bleven tættere, altid blev mere omfattende. De opløste Afdelinger benyttede enhver sig tilbydende Dækning for, beskyttede af denne, atter at samle sig. Saaledes fandtes der foran den nordøstre Flanke en Række Gjødningbunker paa Markerne, som dannede en Samlingsplads for et helt Kompagni; dette aabnede herfra en ødelæggende Rd imod de i offensivt -Øiemed frembrydende franske Afdelinger. Paa den anden Side frembød Leiet af Bækken le Moleret nogen Dækning, og det blev strax besat af nogle samlede Kompagnier for at dække Angrebet imod et fra Drancy udgaaende fransk Modangreb.
Angrebets Mekanisme bestod hovedsagelig i den raske Overgang fra den spredte til den sluttede Orden, saa snart kun den ubetydeligste Dækning tillod en Samlen af Delingen eller Kompagniet, hvori moden hver Fremrykning over aabent Terrain fandt Sted i Linier af Tirailleurer, der bevægede sig frem som Myrer.
Den hoire Flo i af det preussiske Angreb var bleven tilbage, Centrum havde ikke opløst sig tilstrækkelig og ikke formaaet at forlade den tilvante Angrebsform. Tabene vare her enorme. Men den i lange tynde Linier fremrykkende venstre Floi under Oberstlieutenant Grev W aldersee var det lykkedes at sende en Skyttekjæde ind til Havemurene, at bringe Ilden fra disse til Taushed og fra Siden samt bagfra at trænge ind i Landsbyen.
Den franske Besætning gav nu efter. General Budritzky kunde trænge ind i Byen forfra, ligesom ogsaa den hoire Floi uden altfor store Tab kunde naae den bageste Indgang.
Angrebet i spredt Orden i Forening med Tirailleringen blev fra nu af antaget som den eneste Angrebsmaade, der kun de gjennem føres i aabent Terrain, og det blev paa det Strengeste forbudt, at sende sluttede Afdelinger nærmere end 2400 Alen mod den fjendtlige Ild.
Mitrailleuserne og de sikkert træffende Granater vilde ogsaa gjøre dette aldeles umuligt, selv om Bagladegeværet var i Hænderne paa Skytter, som ikke skyde bedre end de franske Soldater gjorde i denne Krig. Men naar Bagladegeværet er i Hænderne paa en god Skytte, saa kan man dristigt paastaae, at ethvert Angreb i sluttede Afdelinger over aabent Terrain bliver umuligt, og at selv Terrailleringen og Angrebet i spredt Orden vil koste meget Blod.
I kuperet Terrain have Preusserne anvendt en lignende Fremgangsmaade. Det lykkedes i Almindelighed i kuperet Terrain at bringe Kolonner dækket og ubemærket nærmere til Modstanderen end 2400 Alen, og man kunde da indlede en regelmæssig Tirailleurfægtning, i hvilken ChassepotGeværet ikke var meget overlegent.
Men for at nærme sig den fjendtlige Stilling fuldkommen maatte Angriberen tilsidst dog gjennemløbe et aabent Kum. Dette udførtes enten ved at sende Tirailleurlinier frem — rigtignok ofte forgjæves — eller ved at opløse de i Keserve staaende Afdelinger og sende dem baade frem og til Siden. Dette gjentoges saa længe, indtil man havde fundet Modstanderens svage Punkt, og det lykkedes Skytterne at sætte sig fast der.
Det maa endnu fremhæves, at Preusserne med Forkjærlighed opsøgte Skovterrain for deres Offensivbevægelser.
Deres Infanteris omhyggelige Uddannelse gave dem i samme en betydelig Overlegenhed over deres Modstandere.
Man har i denne K rig endnu seet nogle andre Angrebsmaader, som rigtignok kun maa betragtes som Mærkværdigheder. Saaledes udførte to Jægerbatailloner ved le Mans om Natten et Angreb i spredt Orden uden at skyde og indtoge i al Stilhed en vigtig Position samt gjorde en Del Fanger. En anden Gang blev en fransk Afdeling fordreven fra Skyttegravene derved, at Preusserne raabte «Hurra«. Det Slags Angreb kunde lykkes lige over for Armeer som Chanzys ved le Mans og Trochus i Paris.
En eiendommelig Angrebsmaade, som lovede et godt Resultat, anvendte Franskmandene mod le Bourget og Château Ladonchamps Nord for Metz. De gik nemlig henholdsvis fra Drancy og Woippy frem mod de nævnte Steder med den flyvende Sappe. Vaabenstilstanden, henholdsvis Kapitulationen af Metz, afbrøde de allerede langt fremrykkede Arbeider. Ved denne Fremrykning med den flyvende Sappe, ligesom ogsaa i Trancheer og Skyttegrave, anvendte Franskmandene et nyt godt Dæknings- og Forsvarsmiddel for Infanteri. De satte i den opkastede Jord koniske Skandsekurve, hvor Hullet kun havde et Gjennemsnit af 3 Tommer, saaledes at Infanteristen ikke behøvede at fyre over Brystværnet og var bedre dækket end bag en kreneleret Mur. Ligesaa hyppig forekom Anvendelsen af Sandsække, hvoraf der dannedes Skydeskaar. Anvendelsen af Skandsekurve er dog fordelagtigere end Anvendelsen af Sandsække, fordi Skytten i første Tilfælde kan bestryge et større Terrain end bag Skydeskaar dannet af Sandsække.
Det kunde være passende her at fremhæve en meget vigtig Omstændighed, som rigtignok fremgaaer af det ovenfor bemærkede, men som ikke desto mindre fortjener en nøiere Betragtning.
I ældre taktiske Lærebøger findes nemlig den Grundsætning, at der til en Stillings forsvarlige Besættelse kræves 100,000 Mand pr. Mil Front, og at det samme Forhold maa finde Sted i aabent Feltslag. Tiltrods for Forøgelsen af Skytsets og Infanterigeværets Virkning gik denne Grundsætning over i de nyere Instruktioner.
Den franske Armee besad ikke tilstrækkelig Dygtighed i at manøvrere, for at løsrive sig fra denne Forskrift. I alle Stillinger findes Franskmændene i saadanne Masser, at man kan regne mere end 10,000 Mand for hver K ilo meter (c. 1600 Alen) Frontlinie. Deres tætte og ikke engang dybe Opstilling gav det fjendtlige Artilleri rig Leilighed til at anrette Ødelæggelse, og deres Bevægelser, der næsten altid udførtes i Træfninger, hindrede ofte Virkningen af deres egen Ild.
Intet Sted træder Samlingen i Masser saa stærkt frem som i Slaget ved Sedan. Det Rum, som den hele franske Armee indtog ved Begyndelsen af Slaget, var mindre end 1/3 Kvadratmil, senere hen neppe 1/5 Kvadratmil. Ved en saa tæt Opstilling, hvor Tropperne ovenikjobet ikke fandt Dækning, maatte hver fjendtlig Granat, som exploderede, træffe.
Imidlertid maa det indrømmes, at Forholdene ved Sedan beherskedes af politiske og personlige Hensyn, og de taale derfor ingen K ritik fra et rent militært Standpunkt.
Derimod afgiver Slaget den 16 August — af Preusserne kaldet Slaget ved Mars la Tour — Bevis for, at de Franske ogsaa uden at være tvungne dertil af Omstændighederne, paa en hoist ufornuftig Maade samlede deres Tropper i Masser.
Franskmændene vare paa denne Dag den angrebne Part, men gik snart over til Offensiven. Istedenfor at at rette denne mod en af de fjendtlige Fleie, udførte de direkte Offensivstød og droge kun Omsorg for at sikkre deres egen Flanke.
Det af Keisergarden paabegyndte Angreb mod Fjendens høire Flanke henimod Bois des Oignons standsedes af Frygt for, at det franske Centrum skulde blive gjennembrudt, uagtet der i et aabent belgeformigt Terrain, som, med Undtagelse af den aabne Skov Bois de Vionville, ikke ydede Modstanderen nogen Dækning under sin Fremrykning, paa en Frontlængde af 1,3 Mil imellem Kezonville og Mars la Tour, paa høire Fin i Nord for Mars la Tour fandtes 2 franske Korps og paa venstre Fini Nord for Vionville 3 franske Korps bagved hinanden. Disse fem Korps kæmpede hele Dagen paa et Areal af 1/2 Kvadratmil imod en Modstander, der var omtrent halv saa stærk. Begge Parter stode i aabent Terrain, som kun frembød liden Dækning.
Den 18de August var den franske Stillings Front omtrent 1,5 Mil lang. Den russiske General Leer har sagt, at denne Stilling var for udstrakt, men formentligen med Urette. Det havde sikkert været rigtigere, dersom den franske Armee havde forlænget sin Stilling til Orne Floden og forholdt sig aldeles defensivt, indtil den hele preussiske Armee var engageret, hvorefter en offensiv Fremrykning gjennem Bois de Vaux, altsaa mod Preussernes Tilbagetogslinie, vilde have havt den største Virkning. Det er imidlertid let at kritisere bagefter, og endnu er det Tidspunkt neppe kommet, hvor man kan gjøre det, da man ikke kjender de Grunde, som have foranlediget Franskmændene til den for dem saa skjæbnesvangre Fremgangsmaade i dette Slag.
Faidberbe besatte med 70,000 Mand kun lidt over 3/4 mil af den stærke Stilling ved Hallne Floden N.O. for Amiens, endskjondt den angribende General ManteufFel ikke var halv saa stærk, og Beskaffenheden af den hoire Floi tilraadede en længere Udstrækning af Stillingen.
Chanzys Stilling ved le Mans den 12te Januar 1871 havde en Frontlængde af lidt over 1,5 Mil. Hans Armee skal efter den engelske Oberst Elfinstones Beretning have havt en Styrke af henved 200,000 Mand.
Kun i Slaget ved Worth og i Fægtningerne ved Meuny og Beaugency finde vi Franskmændene med noget mere udstrakte Fronter.
I Offensiven samlede de Franske deres Tropper endnu mere i Masser end i Defensiven, saaledes som dette fremgaaer af Slagene den 16de August 1870 og ved Mont Valérien den 19de Januar 1871.
Naar det preussiske Artilleri kunde høste den fulde Nytte af sin Overlegenhed, saa er den franske Taktik, som stillede saadanne Masser lige over for det, ene Skyld deri.
En Armee, som holder fast ved den Grundsætning, at stille 100,000 Mand paa hver Mil Front, vil aldrig være i Stand til at manøvrere.
Ganske anderledes vare Eumforholdene ved de tydske Troppers Bevægelser og Opmarche.
Preussernes Offensivbevægelser fandt aldrig Sted i Træfninger, men altid med Floiene, og deres Dygtighed i at manøvrere tillod dem at overspænde større Strækninger.
I Defensiven besatte Preusserne Terraingjenstandene kun med et ringe Antal Tropper, og de raadede derfor altid over betydelige Kræfter til langt udgaaende offensive Bevægelser. Det lykkedes dem næsten overalt at overfløie den i numerisk Henseende overlegne Modstander og ved Flankeangreb at tvinge ham til at forlade sin faste Stilling.
Ved Spichern den 6te August udgjorde Antallet af de engagerede preussiske Tropper mod Kampens Slutning 42,000 Mand, og Frontlinien havde en Udstrækning af over 3/4 Mil.
Den 16de August kæmpede mindre end 100,000 Mand paa en Front, hvis Udstrækning var over 1,5 Mil.
I alle senere Kampe indtoge Preusserne langt større Strækninger. Grunden hertil maa ikke saa meget søges i Modstanderens Inferioritet, som i den ved tidligere Kampe indvundne Erfaring, at Tabene forøges i en uforholdsmæssig Grad ved en tæt Opstilling, og at Angrebets Kraft ikke saa meget staaer i Forhold til Angribernes Masse, som til deres Dygtighed og til deres Evne til at finde Modstanderens svage Punkter
I Fægtningen ved Querrieux ved Hallne-Floden, N. O. for Amiens, den 23de December 1870 angreb Mannteuffel Faidherbes faste Stilling med 25,000 Mand, som havde en Front af 3/4 Mil.
Efter at det koncentriske Angreb paa Skoven ved Orléans var udfort, indtoge Prinds Friedrich Carls og Storhertugen af Mecklenborgs Tropper, hvis Styrke udgjorde omtrent 100,000 Mand, en Front af c. 2 Mil. Dette giver omtrent 4 Mand for hver Alen. Ved Fægtningens Begyndelse var Udstrækningen saa stor, at der kun havdes lidt over 2 Mand for hver Alen Front.
Ved le Mans havde Preusserne omtrent 2 Mand for hver Alen Front. Ved St. Quentin den 19de Januar 1871 indtoge Preusserne ved Fægtningens Begyndelse med 30,000 Mand en Front af 5 Mil og ved Fægtningens Slutning en Front af 2 Mil.
Man maa imidlertid vel vogte sig for af de heldige Resultater, som Preusserne opnaaede, at drage Slutninger for Taktikens mulige Resultater i Fremtiden. Dertil vare de kæmpende Troppers Beskaffenhed altfor ulige. Rigtigere havde det været at undersøge, hvorfor Franskmændenes Kampe aldrig kronedes med et heldigt Resultat.
Det er en Kjendsgjerning, at Franskmændene næsten aldrig med Held udførte et Angreb paa en af Preusserne besat Mur eller Skandse. Kun svage fremskudte Poster bleve fordrevne fra slige Terraingjenstande, medens tidobbelt Overmagt ofte ikke opnaaede noget heldigt Udfald af Kampen. Beviser herfor levere Fægtningerne ved le Bourget den 21de December, ved Villiers den 30te November og 2den December, det saakaldte Slag ved Mont Valérien den 19de Januar, ved Beaune la Bolande den 28de November og ved Bazoches les Hautes den 2den December. Alle Angreb vare direkte Offensivstød, udførte i spredt Orden, eller rigtigere sagt Uorden, over aabent Terrrain imod besatte Mure eller Skyttegrave. Istedenfor at holde Modstanderen fast i Fronten og derpaa at virke imod Flankerne, hvortil deres numeriske Overlegenhed ligefrem indbød, udførtes det ene Angreb efter det andet uden Held og med betydelige Offre.
Ved Villiers den 30te November vare to flade Bakker c. 700 Alen fra de af Wurtembergerno med 2 Batailloner besatte Havemure allerede erobrede og besatte med M itrailleuser, tre franske Brigader laae bagved dem. Istedenfor nu under Beskyttelse af Bakkerne at udføre en dækket Flankebevægelse og derved trænge ind imellem Byerne Villiers og Noisy, samt dernæst over en med faa Forhindringer forsynet Mark at gaae frem mod Villiers, skete intet andet end vedholdende Offensivstød imod Havemuren, bag hvilken dens Forsvarere hele Dagen ydede Modstand.
Det samme fandt Sted den 19de Januar Uge over for Havemuren til la Bergerie tæt ved Skandsen Montretout ovenfor St. Cloud.
Ved alle ovenfor fremsatte Betragtninger kommer man til den faste Overbevisning, at Bajonetangrebet kun kan udføres af mindre opløste Afdelinger, og at det overalt maa erstattes af Ildoffensiven.
Derved svækkes aldeles ikke den Paastand, at en Kamps Afgjørelse kun er at søge i Offensiven, og at Defensiven kun maa betragtes som Forberedelse til Offensiven, ligesom denne Paastand overhovedet ikke vil blive omstødt ved nogensomhelst Forandring i Bevæbningen.
Siden Bagladegeværets Indførelse har Ildvirkningen saavel i Defensiven som i Offensiven faaet en saadan Overlegenhed, at Bajonetangrebet i Fremtiden ikke mere vil kunne føres frem imod den.
Den franske Kampmaade i den nys tilendebragte Krig afgiver ved det uheldige Udfald af dens talrige Bajonetangreb Bevis for, at det direkte Offensivsted er uden Virkning mod det velbetjente Bagladegevær. Derimod beviser den preussiske Kampmaade, at Ildoffensiven, ved Bagladegeværets dygtige Benyttelse, er en Angrebsform, lige over for hvilken Defensiven kun da kan være momentan overlegen, naar Angriberen, ved at skulle passere aabent Terrain, stilles altfor ugunstig.
Saa længe den vanskeligere Ladning af Forladegeværet ikke tillod Infanteristen en hurtig Betjening af hans ellers fortrinlige Gevær, var dette kun et defensivt Vaaben. At benytte det i Offensiven var saa vanskelig, at der til Gjennemførelsen af en offensiv Skydefægtning krævedes bedre uddannede Tropper, end Massen af Infanteriet kan blive. Anderledes ere Forholdene nu. Bevæbningen med Bagladegeværer medfører, at der Intet er til Hinder for Gjennemførelsen af Ildoffensiven.
Det er tilvisse en stor Fortjeneste af den preussiske Strategi, at den med overordenlig Præcision har forenet store Troppemasser paa det afgjørende Punkt og derved har kunnet møde Modstanderen overalt, hvor det var nødvendigt, med numerisk Overlegenhed. Ikke mindre maa det fremhæves, at den preussiske Taktik kun i meget sjeldne Tilfælde bortødslede denne Overmagt i Angreb med Masser, men at den stedse stræbte efter at holde godt Hus med Kræfterne.
Preusserne lægge — og formenligen med Kette Hovedakcenten paa den dygtige Udførelse af den offensive Skydefægtning. De have derved tilkæmpet dem Seire, som ikke kunne tænkes mere glimrende. De have gjennem en Række af Aar hverken sparet Udgifter eller Arbeide for at indøve det hele Infanteri i hver Art af Skydefægtning. Deres Seire vare Resultatet af en konsekvent og intelligent Uddannelse med det praktiske stadig for Uie, hvor der hverken sparedes Kræfter, Uleilighed eller Taalinodighed for at opnaae det, som er nødvendigt for Soldatens krigsdygtige Opdragelse. Marchedisciplin og deraf følgende Marchedygtighed, Ilddisciplin og deraf følgende Træfningssikkerhed, Apel og deraf følgende Selvtillid, ere de Egenskaber, hvormed det preussiske Infanteri strax i de første Træfninger har lammet og senere fuldstændig brudt Franskmændenes Modstand, saaledes at der ved Krigens Slutning kun fandtes ubrugelige Levninger af den keiserlig franske Armee.
Kaster man et Blik tilbage paa ovenstaaende Betragtninger, og undersøger man hvilken Lære deraf kan uddrages, synes heraf først og fremmest at fremgaae Nødvendigheden af den enkelte Mands omhyggelige Uddannelse, saaledes at han føler sig selvstændig og bliver sig sin egen Kraft og Dygtighed bevidst som Grundbetingelse for at faae et godt Infanteri. Dernæst fremgaaer heraf, at Uvelse i Skydning efter bevægeligt Maal og Uvelse i at opløse og samle Afdelingerne i al Slags Terrain fortjene at anbefales. Endelig maa fremhæves Nødvendigheden af at give Befalingsmændene en saadan Uddannelse, at Soldaten faaer Erkjendelsen af deres Overlegenhed og derfor med Tillid følger dem.
