Af Premierløjtnant Helge Bennike.
(Sluttet.)
Saaledes var Situationen uforandret indtil Begyndelsen af November. Paa dette Tidspunkt var de serbiske Troppers fysiske og moralske Modstandskraft saa reduceret, at det var betænkeligt at gaa Vinteren i Møde under disse Forhold. Hæren spændte over en Front, der ikke stod i noget rimeligt Forhold til dens Styrke, og det var derfor ugørligt at afløse de i første Linie staaende Tropper, saa at de kunde faa den fornødne Hvile. I Slettelandet Nordvest for Sabatch fyldtes alle Skyttegravene med Vand ved Vinterens Begyndelse; og medens Østrigerne efterhaanden fik deres Tab erstattede, og medens de paa Grund af deres overlegne Antal kunde ordne Tjenesten i Skyttegravene efter en passende Tu rnus, maatte de serbiske Soldater til Stadighed bivuakere. Den serbiske Overkommando gjorde sig det derfor klart, at det før eller senere maatte komme til et T ilbagetog, og man valgte derfor at foretage det, forinden det vilde blive fremtvunget af et stort øStrig'SlTTCngreb. Det var oprindelig Tanken, at man vilde nøjes med at rømme Slettelandet mellem Drina og Save og indtage en tilbagetrukket Stilling ved Tzer og bag Dobrava; og med dette Maal begyndte Tilbagetoget fra Sletten i Begyndelsen af November. Det viste sig herunder, at Troppernes'Kampdygtighed havde lidt mere, end det var antaget, thi da de naaede Tzer, lykkedes det ikke at gennemføre en ordnet Besættelse af Stillingerne paa Bjerget, før de forfølgende Østrigere trængte dem~TlTbage derfra. Da Tzerhøjderne hermed kom i østrigsk Besiddelse, var det ikke længere muligt at standse T ilbagegangen, der nu ogsaa forplantede sig til de serbiske Tropper paa Guchevo og Boranja, som saa sig truede i Ryggen af de over Iverak fremrykkende Østrigere. Den serbiske Overkommando besluttede derfor at føre hele Hæren tilbage til en Stilling bag Floderne Ly g og Kolubara. Tilbagetoget gennemførtes i et Træk uden unyttige Engagementer; kun ved Valievo maatte Arriéregarden den 11. November gøre en kort Modstand, forinden Byen kunde rømmes.
Stillingen bag Kolubara og Lyg var indrettet til Forsvar kort efter Krigens Udbrud, da man blev klar over, at Østrigerne koncentrerede deres Hovedstyrke Vest for Drina. Hverken Kolubara eller Lyg er i sig selv Hindringer af Betydning; men Kolubaras nedre Løb gaar gennem en Landstrækning, der er forholdsvis flad, og idet den østlige Bred overalt er højere end den vestlige, er der et fortrinligt Skudfelt fra en Stilling Øst for Floden. Lyg løber derimod i det meste af sin Længde gennem et ret udpræget Bjergland; men da ogsaa her den østlige Bred helt igennem dominerer den vestlige, giver den gode Muligheder for et Forsvar. Syd for Lygs Udspring havde Serberne indrettet Højdeparfierne Yerjak og Maljen til stærke Støttepunkter, ligesom de længere mod Sydvest paa Stillingens venstre Høj havde indrettet Stillinger, der i Egnen om Uzitscha hindrede en fjendtlig Fremrykning gennem den vestlige Moravadal. Stillingen besattes paa følgende Maade; Den yderste højre Fløj forsvaredes af en stærk B rigade, der betegnedes som Obrenovatzdetachem entet.
Rytterdivisionen, der var udgaaet af 1. Armé, tog Opstilling om Konatische, sikrende Forbindelsen mellem Obrenovatzdetachementet og 2. Armé. 2. A r m é tog Opstilling paa Kolubaras østlige Bred i Egnen om Lazarevatz. 3. A r m é tog Opstilling bag Lygs nedre Løb. 1. Armé besatte Stillingen bag Lygs øvre Løb og afgav Besætning til Værkerne paa Jeljak og Maljenhøjderne.
Uzitschaarméen blev trukket tilbage fra Bosnien og betroet til i Egnen om Uzitscha at forsvare Adgangene til den vestlige Maravadal. En Hovedreserve til Overkommandoens Raadighed synes at have manglet. Den serbiske Hær, der stod i denne Stilling, har næppe talt mere end 150000 Mand. Da Stillingens Udstrækning var henved 150 km har Besættelsen altsaa haft en gennemsnitlig Tæthed af 1 Mand pr. Meter. En saa tynd Besættelse maa synes at have været betænkelig i Særdeleshed under Hensyn til den store Mangel paa Ammunition, der var meget følelig overalt og i Særdeleshed ved Artilleriet. Imidlertid vidste man, at en større Ammunitionssending var undervejs fra en allieret Magt, og man maatte derfor haabe paa, at en alvorlig Kamp kunde undgaas, før den nye Am munition ankom.
Østrigerne, der vistnok lige fra Begyndelsen af Fremmarchen paa serbisk Grund maatte kæmpe med de største Transportvanskeligheder, rykkede kun langsomt frem. Vejene, der om Sommeren havde været daarlige, var paa denne Aarstid stærkt opblødte, og Trainkolonnerne kørte saa ofte fast, at Forsyningstjenesten kun funktionerede meget mangelfuldt. De østrigske Armékorps marcherede frem fra Drina i den Orden, hvori de var opstillede, og den 15. November blev ’der rettet et heftigt Angreb paa 2. serbiske Armé ved L a zarevatz; svage østrigske Kræfter engagerede samtidig Uzitschaarméen Nord for Uzitscha. Det vil muligvis synes mærkeligt, at Østrigerne valgte Egnen om Lazarevatz til Angrebspunkt, medens det utvivlsomt havde været langt farligere for Serberne, hvis Østrigerne havde formaaet at kaste deres Hovedstyrke frem over Uzitscha og hindre Serberne i at benytte Moravadalen som Forbindelseslinie med den sydlige Del af Landet. Serberne vilde da være tvunget til at rømme Stillingen ved Kolubara for at gaa tilbage mod Morava og ved stadig at trykke energisk paa Serbernes venstre Fløj vilde Østrigerne have ikke ringe Chancer for til Stadighed at afskære dem fra deres Forbindelse med Sydserbien, uden hvilken Hæren ikke kunde eksistere. Naar Østrigerne imidlertid førte Angrebet frem mod Lazarevatz skyldes det vistnok den Omstændighed, at en Fremrykning med store Styrker gennem det bjergrige Land Vest for Linien Valievo— Uzitscha vilde være umulig paa Grund af uovervindelige Tilfø rselsvanskeligheder. Lykkedes det imidlertid Østrigerne at gennembryde den serbiske Front ved Lazarevatz og trænge frem mod Mladenovatz vilde hele Transportspørgsmaalet være løst, idet Serberne da maatte gaa tilbage til Egnen Syd for Belgrad. Den østrigske Hær vilde da kunne faa sine Tilførsler ad Jernbanerne fra Obrenovatz og Belgrad, til hvilke Punkter Forsyningerne kund^ føres frem med Skibe paa Donau og Save. Jernbanebroen mellem Belgrad og Semlin var sprængt af Serberne. Fra den 15. til den 19. November fortsattes Kampen ved Lazarevatz, uden at det lykkedes Østrigerne at bryde Serbernes Modstand. Den 20. genoptoges Kampen lige fra Lazarevatz til Uzitscha. De østrigske Armékorps indledede Engagementet, idet de gik frem med følgende Direktionspunkter:
1/2 16. Armékorps Uzitscha.
1/2 16. — Rajatz.
15. — Glavitza.
13. — Lazarevatz
8. og 17. Armékorps holdtes i Reserve overfløjende bag venstre Fløj. Den 21. gik Østrigerne frem til Angreb. Medens 2. serbiske Armé uden Vanskelighed afviste det af 13. A rmékorps fremførte Angreb, og Uzitschaarméen hævdede sin Stilling, der blev angrebet af ^2 16. Armékorps, blev 1. serbiske Armé Genstand for det forenede Angreb af >2 16. og 15. Armékorps. 15. Korps udsendte kun en Flankegarde mod 3. serbiske Armé og kastede sig med sin Hovedstyrke mod 1. Armés højre Fløj. I Fronten blev denne Armé angrebet og bundet af A 16. Korps. Det lykkedes 1. Armé at hævde sin Stilling Dagen over; men henimod Aften slog Angrebet i Fronten igennem, og Arméen kastedes af de fremstormende Østrigere tilbage med store Tab af Folk og Kanoner til en Linie i Sydvest— Nordøst og Rajatz. Det serbiske Nederlag skyldtes i Hovedsagen Mangel paa Ammunition, og denne Omstændighed begyndte at udøve en demoraliserende Virkning paa hele Hæren. Til Held for Serberne forfulgte Østrigerne ikke straks deres Sejr, og i de følgende to Dage fandt der kun mindre Kampe Sted i Eg nen om Uzitscha.
Først den 24. November fornyede Østrigerne Angrebet over hele Linien. Nord for Lazarevatz afviste 2. Armé deres voldsomme Angreb mod Kolubarastillingen, men Syd for Lazarevatz trængte Dele af 13. østrigske Korps frem over Kolubara og Ly g og samtidig kastede de østrigske Bjergbrigader af 16. Korps Uzitschaarméen tilbage gennem den vestlige Moravadal. Arméen kunde først standse sin Tilbagegang, da den den 28. naaede Linien Markovitza— Kita. I disse Dage maatte 1. serbiske Armé ogsaa vige tilbage fra hele Bjergpartiet Suvobor, der forsvaredes Fod for Fod. Tilbagegangen Syd for Lazarevatz bevirkede imidlertid, at 2. serbiske Armé, der frygtede for at blive isoleret i sin fremskudte Stilling, maatte følge den tilbagegaaende Bevægelse, og den 28. November stod den serbiske Hær i Linien Vechani— Vagan— Kalanjevchi— Nukuchani — Kita — M a rkovitza. Den østrigske Hær stod paa hele Fronten tæt overfor denne Linie; 8. og 17. Armékorps var sat i March mod Linien Belgrad— Mladenovatz. Hermed stod man imidlertid overfor Vendepunktet. Den saa længselsfuldt ventede Ammunition, der ad Søvejen var ført til Saloniki, var forsinket en Del under Transporten fra denne By, ved at bulgarske Friskarer havde opbrudt Banelinien i det sydlige Serbien. Endelig lykkedes det i de sidste Dage af November at føre den frem til Hæren. Paa samme Tid fremgik det af de østrigske Fangers Tilstand, at Demoralisationen som Følge af uovervindelige Forplejningsvanskeligheder greb godt om sig i de østrigske Afdelinger. Disse Forhold i Fo rbindelse med den fuldstændige Splittelse af Kræfterne, som den østrigske Hærledelse havde gjort sig skyldig i ved at skyde 8. og 17. Korps frem mod Nordøst, forbedrede atter Serbernes Chancer i afgørende Grad. De serbiske Kræfter befandt sig unægtelig ogsaa i en fuldstændig Splittelsestilstand; men den serbiske Overkommando fik dog alligevel Fordelen paa sin Side ved at tage Initiativet til en Koncentration. Om Natten til den 30. November blev Belgrad rømmet efter Overkommandoens Ordre, og Detachementerne fra Belgrad og Obrenovatz førtes til 2. Armés højre Fløj, bag hvilken de besatte en Stilling tværs over Jernbanen Øst for Rosmai. Fra begge Fløje af Hæren førtes der store Forstærkninger til dens Centrum. Der foretoges et Kommandoskifte ved 1. Armé, for hvilken den hidtidige Souchef ved Overkommandoen, General Mischitch ansattes som Chef. Medens Dele af 17. østrigske Korps holdt et triumferende Indtog i Belgrad og 8. østrigske Korps Nord fra angreb Stillingerne ved Kosmai, stødte det serbiske Centrum kraftigt frem mod de østrigske Linier. Den 2. December begyndte Serberne Angrebet over hele Linien. Under haarde Kampe den 3., 4. og 5 bemægtigede 1. serbiske Armé sig hele Bjergpartiet Suvobor, der forsvaredes af 15. østrigske Korps (uden 11. og 12. Brigade) og en Brigade af 16. Korps. De østrigske Tropper blev kastet tilbage mod Yalievo, og dermed var Østrigernes Front gennembrudt. Nord og Syd for denne Del af Kamppladsen angreb Østrigerne med stor Energi for at fastholde de serbiske Tropper; men de østrigske Angreb blev afvist overalt. Serberne fortsatte deres Offensiv, og Natten til den 6. December tvang Uzitschaarméen Hovedstyrken af 16. østrigske Korps til et ilsomt Tilbagetog. 3. serbiske Armé kastede med Lethed 11. og 12. Brigade af 15. østrigske Korps, medens 2. serbiske Armé under Fremrykning mod Lazarevatz kun kunde gøre smaa Fremskridt overfor 13. og Dele af 8. østrigske Korps. Syd for Lazarevatz forfulgte Serberne Fjenden med stor Energi. Den 8. stod 3. og 1. Armé langs Kolubara fra Lygs Munding til Valievo, medens Uzitschaarméen havde naaet Egnen om Uzitscha. 3. Armé havde nu Kræfter nok til, at den kunde lade en af sine Divisioner gaa frem mod højre Flanke af 13. østrigske Korps. Herved blev det muligt for 2. Armé at trænge frem til Lazarevatz, og 13. østrigske Korps gik i stærkt medtaget Tilstand tilbage mod Nordvest. Den videre Forfølgning mod Drina overlodes til 1. serbiske Armé og Uzitschaarméen, medens Resten af den serbiske Hær holdtes tilbage. Den 10. kastedes Østrigerne, der gik tilbage i fuld Opløsning, efterladende store Mængder af Fanger, Kanoner, Geværer og Train m. m., under store Tab tilbage over Drina.
Idet den østrigske Hær ved Serbernes Angreb var sprængt i 2 Grupper, stod der tilbage at ødelægge 8. og 17. østrigske Korps, der var trængt frem til Egnen Syd for Belgrad. Hertil anvendtes 2. og 3. serbiske Armé samt Belgrad- og Obrenovatzdetachementerne. Disse Detachementer, der kæmpede ved Jernbanen Øst for Kosmai, havde den 8. og 9. December, medens de 3 slagne østrigske Armékorps (13., 15. og 16.) var under Tilbagegang mellem Kolubara og Drina, været udsat for nogle voldsomme Angreb af 8. og 17. østrigske Korps, der gjorde deres bedste for at lette Trykket paa de tilbagegaaende Korps. Da 13. østrigske Korns den 8. gik tilbage fra Lazarevatz som Følge af 3. serbiske Armés Indgriben mod dets højre Flanke, blev 2. serbiske Armé tilstrækkeligt frigjort, til at den kunde foretage enSvingning fremad til højre, saaledes at den kom til at omfatte 8. østrigske Korps højre Fløj. Dette omfattende Angreb støttedes af Rytterdivisionen og af en Del af 3. Armé, der den 10. December begge underlagdes 2. Armé, medens Resten af 3. Armé dirigeredes frem mod Obrenovatz. Idet de to omtalte Detachementer Øst for Kosmai holdt deres Stillinger, og et fra Semendria fremrykkende serbisk Detachement angreb Østrigernes venstreFlanke» var de to østrigske Korps omfattet paa begge Fløje.
Hovedangrebet begyndte den 1 1 . December. Langs Jernbanen trængte Serberne rask frem og kastede Østrigerne tilbage ti! Højden Koviona, som blev taget ved et Bajonetangreb. Samme Dag naaede 3. serbiske Armé Obrenovatz. og om Aftenen stod 2. serbiske Armés Fodfolksdivisioner og de tre selvstændige Detachementer i Linien Konatiche— Koviona— Grocka. Rytterdivisionen stod mellem Konatiche og Obrenovatz. Den 12. foretog Østrigerne en Række heftige Modangreb, der dog alle blev afviste, og den følgende Dag kastedes de tilbage til Belgrad, hvor de tog Stilling paa Højderne umiddelbart udenfor Byen for at dække Tilbagegangen over Donau og Save. Serberne trængte imidlertid efter uden at levne Østrigerne et Øjebliks Ro til at forberede Forsvaret, endskønt Stillingerne i Forvejen var befæstede og forsynede med Pigtraadshegn, og allerede ved Mørkets Frembrud om Aftenen den 14. tog de med Storm de Højder, hvorfra Belgrad og Floden beherskedes. Østrigerne havde slaaet en Pontonbro over Save, og hele Natten til den 15. gik Tropperne tilbage over Broen. Serberne havde imidlertid benyttet Natten til at bringe Artilleri i Stilling paa Højderne rundt om Byen, og straks ved Daggry sønderskød de Pontonbroen. Da alt Tilbagetog derefter var umuligt for de østrigske Tropper, der endnu stod i Belgrad, overgav de sig til Serberne, der atter rykkede ind i deres Hovedstad. Efter disse Nederlag, der kostede Feldzeugmeister Potiorek hans Stilling, var den østrigske Hær ikke længere kampdygtig. Østrig opgav yderligere Angreb paa Serbien og indskrænkede sig til at bevogte sine Grænser mod serbiske Angreb. Den østrigske Hær, der foretog det mislykkede Indfald i Serbien, havde talt 250— 300000 Mand; den mistede heraf over 100000. Serberne erobrede 133 Kanoner, 71 Maskingeværer, 386 Ammunitionsvogne samt meget store Mængder af Train af forskellig Art. De serbiske Tab under disse Kampe er ikke kendte.
