Medens samtlige andre europæiske Infauteriexercerreglementer skrive sig fra Tiden efter 1870, og medens nogle af dem endog ere Jtleven fornyede tiere Gange i det siden da forløbne Tidsrum, stammer det tydske Exercer- reglement, som gjaldt indIil sidste Efteraar, oprindelig fra 1847. Der var dog i Tidernes Eøb foretaget mange Forandringer i det — den største i 1876. Herved var den Helstøbthed, der fra Begyndelsen havde karakteri­seret Reglementet, efterhaanden gaaet tabt, og nu stredes indenfor dets Ramme en antikveret og en moderne taktisk Aand om Overherredømmet. Snart var den ene, snart den anden ovenpaa, hvad der selvfølgelig medførte mang­ foldige Uoverensstemmelser — ja Modsigelser. Der har da heller ikke været noget taktisk Projekt fremme — og af dem har der siden 1870 været mange — , uden at det paa en eller anden Maade kunde afledes fra eller knyttes til en eller anden Paragraf i Reglementet. Dette var naturligvis en Mangel. Men paa den anden Side maa man ogsaa huske paa, at det netop er denne Omstændighed, der har muliggjort hele det store og udviklende selvstændige Arbejde, som det tydske Fodfolk har præ­ steret paa det infanteritaktiske Omraade i Løbet af den sidste Snes Aar. Og i det hele taget maa man vel sige, at naar der i en Liær hersker en saa levende taktisk Interesse, som der gjør i den tydske, saaledes at alle som een stræbe at holde sig paa selve Højdepunktet af taktisk Udviklig, saa kan et Reglement egentlig ogsaa kun følge een af to Veje: Enten maa det gaa i Spidsen for den taktiske Udvikling og ved Udgave paa Udgave lede denne, eller ogsaa maa det holde sig saa langt tilbage, at det giver Plads og Rum for det fri Arbejde. Gaar det ikke en af disse to Veje, udsætter det sig for at komme til at gjøre mere Skade end Gavn.

Den infanteritaktiske Sturm- und Drangperiode har jo imidlertid i den senere Tid været paa Heldingen, og man har ligesom haft en Fornemmelse af, at naar den gamle Kejser engang døde, saa vilde de mere eller mindre afklarede Anskuelser sætte Frugt i et nyt Regle­ ment. Den tydske infanteritaktiske Literatur har da ogsaa i de senere Aar væsentligst beskjæftiget sig med det eventuelle Indhold af dette forventede ny Reglement. Og medens de ældre Taktikere have ment, at man lige­ som hidtil burde indskrænke sig til cn mere eller mindre omfattende Revision af det gamle Reglement, saa have de yngre hævdet, at nu maatte det være forbi med al Sammenflikning, al Halvhed og Selvmodsigelse; det Regle­ ment, man nu fik, maatte være et helstøbt Arbejde og et fuldt og klart Udtryk for Tidens Taktik, maatte være, som man udtrykte sig, ein Niederschlag der tak- tisclien Anse hauungen des Augenblicks.

Det er denne sidste — mere radikale — Anskuelse, der har sejret. Det ny tydske Reglement er ikke blot helstøbt, men udtaler Anskuelser og giver Forskrifter, der — i hvert Tilfælde paa alle væsentlige Punkter — ere paa Højde med Tidens taktiske Udvikling.

De europæiske Infanteriexercerreglementer ere ikke lidet forskjellige i hele deres Form og Affattelse. Nogle indskrænke sig til at angive Formationer, Bevægelser med disse Formationer samt Formationsforandringer; andre give desuden Forskrifter for, hvilke Methoder der skal anvendes ved Uddannelsen, særlig Bekrutuddannelsen; og en tredie Gruppe føjer saa endnu hertil Regler for Formernes Anvendelse. Det er klart, at jo mere et Reglement holder sig til Former, Overgange mellem Former og Bevægelsesmaader, desto knappere og kon­ cisere kan det. være affattet. Men paa den anden Side overlades da Valget af Uddannelsesmethoderne ganske til den enkelte, noget, som der maaske dog kan tales baade for og imod; hvorimod, hvis Spørgsmaalet om Formernes Anvendelse overlades til det personlige Skjøn, saa vil den Ensartethed, der er saa nødvendig af Hensyn til de større taktiske Enheder, kompromitteres, og det vil som oftest blive umuligt — i hvert Tilfælde altid vanskeligt for Førerne for disse større Legemer — at faa de dem under­ lagte Afdelinger til at arbejde sammen til Løsning af en eller anden foreliggende taktisk Opgave med den Kraft og særlig med den Hurtighed, der er nødvendig.

Indtil 1888 stode som de mest fremtrædende Re­ præsentanter for de forskjellige Retninger i Reglements­ skrivningen paa den ene Side det schweitziske, paa den anden det østerrigske Reglement. Medens det schweitziske Reglement kun omhandlede Formationer, Bevægelser og Formationsforandringer og var det knappest og kortest affattede af alle europæiske Exercerreglementer, saa var det østerrigske mere hvad man kunde kalde en Lærebog i Fodfolkets Uddannelse og Anvendelse. Begge vare de — hvert fra sit Standpunkt set — ypperlig skrevne, klart og udtømmende. Mellem disse to grup­ perede sig saa de andre Staters Reglementer, idet der dog i de senere Aar var en afgjort Tilbøjelighed til at nærme sig den mere fuldkomne øs terrigske Reglements- skrivningsmethode. Og det er da ogsaa den, det ny  tydske Reglement slutter sig til i sine Hovedtræk, idet det i sin første Del omhandler Formationer, Bevægelser og Formationsforandringer samt Uddannelsesmethoderne, medens det i sin anden Del giver Forskrifter for For­ mernes Anvendelse.

Det vilde imidlertid kræve mere Tid, end jeg kan disponere over her, hvis jeg skulde gjennemgaa begge Reglementets Dele. Jeg har derfor valgt at holde mig til første Del, og da atter her til de Partier, som om­ handle de sluttede Formationer og Uddannelsen til dem. Dette er sket, ikke fordi jeg mener, at dette er den inter- essanteste Del — tvertimod; men fordi det er her, at det Ny i det tydske Reglement kommer klarest frem, fordi det er her, at Bruddet med det Gamle og Modsætningen til de andre europæiske Reglementer er størst.

Reglementets ledende Princip fremgaar klart og tydelig af dets allerførste Sætninger, der lyde saaledes: Das Exerziren bezweckt Schulung und Vorbe- reitung der Führer und Mannschaften für den Krieg. Alle Ue bu ngen müssen deshalb auf den Krieg berechnet sein. Og som Reglementet be­ gynder, saaledes slutter det ogsaa: Die Ausbildung ist nach richtigen Gesichtspunkten erfolgt, wenn die Truppe das kann, was der Krieg er­ fordert, und wenn sie auf dem Gefechtsfelde nichts von dem wieder abzustreifen hat, was sie auf dem Exercirplatz erlernte.

Men lige saa vigtig som Færdighederne er den strengeste Disciplin. Denne er endog, siger Regle­ mentet, Hauptzweck aller Uebungen auf dem Exercirplatz wie im Gelände. Jeg beder lagt Mærke til dette Udtryk aller Uebungen. Der er altsaa ikke nogen særlig Øvelse til Befordring af Disciplin. Disciplinen skal ikke fremkaldes ved Geværgreb og Drillexercits; men alle Øvelser skulle drives saaledes, at de samtidig befordre de feltmæssige Færdigheder og Disciplinen.

Dette betyder imidlertid, udtaler Reglementet, »for­ øgede Vanskeligheder ved Uddannelsen», noget, der jo forresten ligger lige for; thi staa og holde Geværgreb eller Drillexersits med en Afdeling, det kan enhver; hvor­ imod: die Führung wird um so schwieriger, jo weniger ein persönliches Eingreifen bis zu den untersten Gliedern herab möglich ist und Kommandos an gewendet werden können, hvorfor es sich auch am Besten im zerstreuten Gefecht zeigt, ob eine Truppe vollkommen ausgebildet und disciplinirt ist.

Jeg veed nu ikke, om der kan anføres noget — i hvert Fald noget Fornuftigt mod disse Principper. Jeg har aldrig hørt noget og kan heller ikke tænke mig noget. Og naar jeg nu derfor, samtidig med at jeg gjennemgaar Reglementets Forskrifter for de sluttede Formationer, i al Beskedenhed tillader mig at kritisere disse Forskrifter, saa maa denne min Kritik naturligvis tage sit Udgangspunkt i selve Reglementets Grundprin­ cipper; med andre Ord, den bliver en Prøvelse af Enkelthederne med Hensyn til disse Principper.

Grundlaget for det tydske Infanteris Uddannelse er Enkeltmandsuddannelsen, som Reglementet tillæg­ ger særdeles megen Vægt. Ingen vil heller bestride, at Enkeltmandsuddannelsen i og for sig er det bedste, og til en vis Grad maa den naturligvis benyttes overalt; men Betingelsen for, at den skal kunne give det fuldtud gode Resultat, er, at man har baade tilstrækkelig Tid og tilstrækkelig gode Lærerkræfter. I Begge Henseender er man nu særdeles heldig stillet i Tydskland, idet man der kan anvende flere Maaneder udelukkende paa Enkelt­ mandsuddannelse, og foruden sit forholdsvis store Officerspersonale har det tydske Kompagni et saa stort Antal Underofficerer, at Kompagnichefen har saa rigeligt Ud­valg, at han stedse kan sikre sig gode Lærere til Uddannelse af de forholdsvis faa Rekrutter, der hvert Aar mode ved Kompagniet. — Anderledes stiller Sagen sig derimod i Lande, hvor den samlede Uddanneistid er Minimum — eller maaske endog under Minimum, hvor der er store Rekrutskoler, og hvor det Lærerpersonale, hvor­ over der raades, som oftest mangler Evne, i hvert Tilfælde altid Routine. Her tvinges man af Forholdene til hur­ tigst muligt at samle Folkene i Delingerne, til hvilke man dog som oftest vil have i det mindste nogenlunde brug­ bare Lærerkræfter.

Af Kapitlet om Enkeltmandsuddannelsen skal jeg iøvrigt indskrænke mig til Omtale af de Enkeltheder, der forekomme mig at have mere almindelig Interesse:

Naar en Afdeling kaldes til Gevær, skal den træde an fuldstændig lydløst; ingen Passiaren, ingen Talen tillades. Alle Slag i Geværerne under Geværexercitsen ere forbudte. Med andre Ord, den lydløse Exercils er det Maal, hvorefter der skal stræbes.

Al Samtale i Geleddet er forbudt — ikke blot naar der er kommanderet Ret, men ogsaa naar der røres.

Det italienske Reglement siger udtrykkelig, at naar der røres, er det tilladt Folkene at tale sagte sam­ men. De andre europæiske Reglementer omtale ikke, at der sker nogen Forandring med Hensyn til Tilladelsen til at tale sammen, naar der fra Ret gaas over til Rør. Man skulde vel derfor tro, at man var berettiget til heraf at drage den Slutning, at det efter disse Reglementer ikke var Folkene tilladt at tale sammen, naar de rørte, men om denne Slutning holder Stik i Praxis, derom tør jeg ikke udtale mig. — I det gamle tydske Reglement fandtes det derimod ligesom i det italienske udtrykkelig bestemt, at under Rør var det Folkene tilladt at tale sagte sammen. Naar man nu derfor i Tvdskland ikke   blot har forladt dette gamle Standpunkt, og end ikke har ladet sig nøje med, saaledes som de fleste andre Reglementer, at forbigaa Spørgsmaalet i Tavshed, men har forbudt al Samtale baade tinder Ret og Rør, saa maa man altsaa have gjort den Erfaring, at de foran­ drede Tidsforhold nødvendiggjorde en Skær­ pelse paa dette Omraade.

Jeg kan ikke se andet, end at en saadan Skærpelse er overordentlig efterlignelsesværdig. Det er meget muligt, al Tavshed engang har været et Kjendemærke for Folke­ karakteren; men den er det i hvert Tilfælde ikke mere, og særlig ikke hos Ungdommen. Det Mandskab, der nu møder under Fanerne — hvad enten som Rekrutter eller senere, og navnlig senere —, har en.afgjort Tilbøjelighed til at passiare og sladre i Tide og Utide, hvad der selv­ følgelig er til stor Skade for Disciplinen. Den Grændse, der nu gjælder Ret og Rør, kan naturligvis let over­ holdes paa Exercerpladsen, ved al Drillexercits; men kommer man ud i Terrainet, under lidt friere Forhold, og særlig ved alle større øvelser, saa kan den ikke læn­ ger hævdes, ja mangen Gang veed Folkene ikke engang — og Refalingsmændcne da heller ikke — , om der er kommanderet Ret eller Rør. Sættes Grændsen derimod ved traadt an og traadt af, saa er denne Grændse let at iagttage for Folkene, let at hævde for Refalingsmændene, derfor til Gavn for Disciplinen. Og der er ingen, hvem der sker Uret ved den; thi Folkene have i Virkeligheden intet, de behøve at meddele hverandre saaledes paa staaende Fod.

Det er bekjendt, at det ny tydske Reglement paa Geværgrebenes Omraade har strøget Stillingerne Gevær paa Skulder og Fæld Gevær og dermed naturligvis ogsaa de Greb, der knytte sig hertil. Dette vil selvfølgelig spare Tid — og det baade direkte og indirekte; direkte, fordi der bliver mindre at lære; indirekte, fordi det selv for den mest enragerede Exercermester dog i Længden vil blive kjedeligt at staa og kommandere fra Fod i Hvil og omvendt, nu og da med et Presenter Gevær til eneste Afvexling. Man er vel derfor ogsaa berettiget lil at an­ tage, at Afskaffelsen af disse overflødige Greb vil med­ føre, at der herefter i det hele taget spildes mindre Tid paa Geværgreb. Nuar man imidlertid fra mange Sider fremhæver det som noget ganske særlig fortjenstfuld! for det tydske Reglement, at det bar afskaffet disse Stillinger og Greb, saa er der dog 3 Ting, man ikke maa glemme.

1) Har Reglementet ogsaa indført et nyt Geværgreb, et Honnørgreb for Skildvagler, der udføres ved, at Manden strækker højre Arm rask fremad og sætter Geværet med Kolben fast til Jorden, et Greb, som det dog naturligvis kun vil tage kort Tid at lære.

2) Er Tydskland ingenlunde det første Land, der har strøget Gevær paa Skulder. I Sverig og Norge har man ikke kjendt denne Geværstilling i det mindste i den sidste Snes Aar, og i Øst errig har man vel et Gevær paa Skulder, men saa lil Gjengæld ikke noget Gevær i Hvil. Den østerrigske Infanterist bærer sit Gevær hæn­ gende i Geværremmen over højre Skulder med Remmen foran, Geværet bag Skulderen; og paa højre Skulder af Frakken er da syet en lille Pude, der hindrer Remmen i at glide ud.

3) Er Reglementet ved Afskaffelsen af Skulder- og Fæld Gevær-Grebene vel i Harmoni med sit Grundprincip om det Feltmæssige; men det vilde dog have været i endnu større Overensstemmelse med dette Princip, om det havde afskaffet al Samtidighed i Geværgreb. Der vilde da have været saa meget mindre »auf dem Gefechtsfelde abzustreifen.» Dog her have Tradition og Skjønhedshensyn været for stærke. Og man kan jo da heller ikke nægte, at Geværgreb uden Samtidighed, hvad jeg engang har haft Lejlighed til at se i Edlandet, ikke ere noget skjønt Syn. Men hvad man skulde vente at finde i det tydske Reglement — og dog alligevel ikke finder, skjøndt det findes i andre mindre fremskredne Reglementer, er en Edtalelse, der gik ud paa at fremhæve, at Samtidigheden   i Geværgrebene skulde fremkomme som et Resultat af, at Grebene udførtes rigtig, men ikke maatte tilstræbes som noget særligt.

Under Vendinger paa Stedet er det første, man lægger Mærke til, at Reglementet ikke kjender ottendedel Vendinger paa Stedet. Højre og venstre om. ere saaledes her de mindste Vendinger. Omkring udføres til venstre. Paa dette aldeles ligegyldige Spørgsmaal, om omkring skal udføres til højre eller til venstre, dele de forskjellige europæiske Beglementer sig i omtrent to ligestore Grupper; kun efter eet Reglement, det engelske, kan der gjøres omkring enten til højre eller til venstre, eftersom der kommanderes.

Vendingerne under Marchen udføres rundt omkring i Europa paa højst forskjellig, og som oftest meget kompliceret Maade. Snart skal Vendingen des­ uden kommanderes paa en, snart paa en anden Fod og snart, kort før en bestemt Fod sættes til Jorden. Kun 4 Reglementer indtoge tidligere et korrekt Standpunkt i saa Henseende, og hvorfor det var korrekt, skal jeg til­ lade mig at komme tilbage til senere, det var det gamle tydske, det østerrigske, det svenske og det norske. Efter disse Reglementer var det ligegyldigt, naar Kommandoet til Vendingen faldt, om paa den ene eller den anden Fod. Det er ogsaa dette Standpunkt, det ny tydske Reglement indtager.

En Levning fra tidligere Tid er det derimod, naar Reglementet foreskriver, at en marcherende Afdeling, til hvilken der kommanderes omkring, vel skal udføre Ven­ dingen under Bevægelsen, men derefter gjøre Holdt af sig selv, uden videre Kommando. Skulde Marchen egentlig fortsættes efter udført Vending, maa den derfor atter kommanderes tiltraadt. Det gamle Reglement indeholdt den samme Forskrift; den er herfra gaaet over i det ny og er naturligvis en uheldig Arv, dette har modtaget. En lignende Bestemmelse findes forøvrigt kun i det østerrigske Reglement. Det er ganske mærkeligt at se, at det tydske og det østerrigske, disse de to mest. fremskredne Reglementer, ere de eneste, der have bibeholdt denne Levning fra tidligere Tiders Taktik.

Dette tvungne Holdt maa nu imidlertid ikke forvexles med en Forening af Kommandoordene til Vending og til .Marchens Tiltrædelse eller Standsning, saaledes at de komme til at danne eet Kommando, noget, der Findes i flere europæiske Reglementer, og som især anvendes meget i Sverig og Norge. En saadan Forening brugtes i det gamle og bruges ligeledes i det ny tydske Reglement for det Tilfælde, at en staaende Afdeling skal sættes i Bevægelse skraaet fremad (halbrechts — March). Det er dette Forhold, der overhovedet muliggjør, at Reglementet kan undvære ottendedel Vendingerne paa Stedet.

Reglementet har intet Afsnit for Uddannelsen i Trop. Vel omtaler det, at der bør afholdes Øvelser rodevis, geledvis og i mindre Troppe, men den første egentlige Uddannelsesenhed efter endt Enkeltmandsuddannelse er dog Delingen. I det gamle Reglement var Forholdet ikke saaledes. Dette havde tvertimod et helt Kapitel om Uddannelsen i «der Trupp», og «der Zug» nævnedes end ikke med et eneste Ord. En hel Del af de andre euro­ pæiske Reglementer have Kapitler for Uddannelsen i Deling; men alle have de — paa en eneste Undtagelse nær — Kapitler for Uddannelsen i Trop. Denne ene Undtagelse danner det østerrigske Reglement. I Øst errig gaar man altsaa ligesom nu i Tydsk land — i det Væsentlige i hvert Fald — umiddelbart fra Enkeltmandsuddannelsen over til Uddannelsen i Deling.

Er dette altsaa egentlig noget forholdsvis ualminde­ ligt og for Tydsklands Vedkommende noget Nyt, saa er det til Gjengjæld i god Overensstemmelse med den tak­ tiske Udvikling, ligesom det jo ogsaa er tidssparende. Det er i Overensstemmelse med den taktiske Udvikling, fordi Sektionen, Gruppen, Troppen — eller livad man nu vil kalde den — ikke længer er noget taktisk Led; Nutidens mindste taktiske Led er Delingen. Og det er tidssparende, at man ikke behøver at indskyde noget Uddannelsesled mellem Enkeltmand og dette mindste taktiske Led; naturligvis særlig tidssparende og heldigt i Lande, hvor Troplærerne lade — og maa lade — saa meget til­ bage at ønske.

Strax i Spidsen for Afsnittet «der Zug», findes følgende meget vigtige, meget dybt indgribende Sætning: Der Zug muss . . . mit vollständig versetzten Rotten — unrangirtes Exerzieren — im Tritt wie ohne Tritt, unter Aufrecliterhaltung der Stille alle reglementarischen Bewegungen ausführen können.

Dette vil altsaa sige, at Reglementet herved indfører 'Princippet om den ubegrændsede Inversion. Tid­ ligere var der kun fire Reglementer, der gjorde et svagt Tilløb i denne Retning. Det var det s ch weitziske, det belgiske, franske og spanske. I Belgien, Fran­ krig og Spanien tilstræbte man dog kun ude i en Ejede hurtig at kunne samle mindre sluttede Afdelinger for paa den Maade at modtage et Rytterangreb; og det var endog ligefrem bestemt, at naar den mest overhængende Fare var forbi, saa skulde disse Delinger igjen rangeres paa sædvanlig Maade. I Schweitz var Formaalet det, hurtig at kunne ralliere fra en Ejede til en Bataillonskolonne, hvilket skete ved, at Delingsførerne ude i Ejeden samlede om sig, hvad de kunde faa fat paa, og med disse im­ proviserede Delinger hurtigst muligt søgte ind i Kolon­nen. Som man ser, var dette imidlertid blot svage Til­ løb. Og bortset fra dem kjendte man kun Geledinver­ sionen; men den kjendte man saa til Gjengjæld allevegne. Den kræver jo, at der skal kunne manøvreres lige godt, hvad enten det saakaldte første eller det saakaldte andet Geled er foran, hvorfor der ogsaa findes mange Infan­ terier, som ikke kjende Benævnelserne første og andet, men kun forreste og bageste Geled, Benævnelser, der naturligvis skifte med Fronten. Kom det højt, forlangtes der, at der skulde kunne rallieres fra Kjeden til Delingen eller Kompagnikolonnen; men vel at mærke saaledes, at hver Mand kom ind paa sin Plads i Delingen. Dette med, at det skal være den enkelte Mand ligegyldigt, hvor han kommer ind, om paa sin egen eller en anden Plads, i et andet Geled eller paa en anden Fløj, og at han desuagtet skal kunne gjøre sine Ting uden at lade sig forstyrre af de ny Omgivelser, det er — reglementarisk set — en hel ny Fordring.

Men det er ganske vist samtidig en Fordring, der er i fuld Harmoni med Tidens Taktik. Noget af det mest Karakteristiske ved en Nutidsfægtning er jo netop denne uendelige Sammenblanding af baade smaa og store taktiske Enheder, som finder Sted — særlig paa de vig­ tigere Punkter og i de afgjørende Øjeblikke. Den Tid er forlængst forbi, da man mente at kunne modarbejde denne saakaldte Uorden ved skærpede Ordensbestemmel­ ser, og man har jo nu indset, at den eneste Vej, man kan gaa, er at anerkjende «Uordenen» som det Normale, og saa ved ihærdige Øvelser gjøre Kompagnier, Batailloner o. s. v. fuldt fortrolige med den, ligesom man har indset, at man maa opdrage Folkene til den lige fra dens aller­ første Tid. Og det er netop det, det tydske Reglement gjør, idet det, i samme Aandedræt som det forlader Enkeltmandsuddannelsen, indfører Princippet om den uindskrænkede Inversion.

Hvad der iøvrigt kunde være af Interesse i Kapitlet om Delingen vil jeg komme tilbage til ved Omtalen af Kompagniet, hvorfor det forbigaas her.

I Kapitlet om Kompagniets Uddannelse lyder den første Sætning saaledes: «Die Kompagnie muss so ausgebiidet sein, dass sie stets in der Hånd des Kompagnieführers und in voller Aufmerk­ samkeit auf seine Befehle befähigt ist, auch das auszuführen, was vorher nicht besonders eingeübt war. Et andet Sted siger Reglementet, at alt i Krigen er simpelt. Man skulde jo derfor tro, at det vilde være tilstrækkeligt, om et Kompagni var istand til at udfore, hvad Reglementet foreskriver. Og dette maa — saaledes som det tydske Reglement er affattet — ogsaa ubetinget siges at være Reglen. Men det kan maaske rent undtagelsesvis forekomme, at Reglementets Forskrifter ikke slaa til, og vedkommende Kompagni maa da naturligvis alligevel være istand til at klare sig. For­ øvrigt er det jo ogsaa et godt Tegn paa, at et Kompagni er vel uddannet og sammenarbejdet, naar det ved en Inspektion er istand til at løse Opgaver, som Reglementet ikke har forudset.

Kapitlets næste Sætning lyder: Die Kompagnie­ führer führen ihre Kompagnien im höheren Verbände zu Pferde. Altsaa ikke blot ved Kompagni­ men ogsaa ved Bataillons- og større Øvelser skulle Kompagnicheferne blive til Hest. Denne Hovedregel begrændses imidlertid af 2 andre Regler, der findes andet­ steds i Reglementet, og af hvilke den ene udtaler, at samtlige beredne Officerer — altsaa ikke blot Kompagni­ men ogsaa Bataillons- og højere Chefer — ofte under Øvelserne skulle staa af Hesten, dels for at vænne sig selv til at kommandere tilfods, hvad der jo er meget vanskeligere end at kommandere fra Hesteryg, dels for at vænne Folkene til at se, at deres beredne Officerer under Fægtning staa af Hesten, hvad disse jo nødvendig­ vis maa gjøre «im Ernstfälle». Den anden begrændsende Regel er den, at samtlige Befalingsmænd, altsaa ikke blot de beredne, men ogsaa de uberedne, under Øvelserne skulle kommandere deres Tropper fra det Sted og i den Stilling (som Regel den liggende), som de maatte benytte under virkelig Kamp. Medens nu den ovenfor nævnte Hovedregel ved første Øjekast skulde synes vel egnet til at gjøre Kompagnicheferne fremmede for de Forhold, hvorunder deres Mandskab virker, saa maa det sikkert siges, at begrændset som nu omtalt, træffer den netop det Kette, der er, at samtlige beredne Officerer under Øvelserne blive tilhest, saa længe de vilde blive det «im Ernstfälle», og at de derefter ere tilfods. Reglementet berettiger forøvrigt den højstkommanderende Officer ved en Øvelse til at fritage sig selv for at følge de opstillede Regler og ligeledes til at fritage nogle af de andre Førere herfor, dog kun wenn und soweit dies der Trup­penausbildung förderlich erscheint.

Det vil jo være alle de Herrer bekjendt, at efter det gamle Reglement stod det tydske Kompagni, naar det var paa Linie — ved al Drillexercits — paa 3 Geledder, hvorimod det, naar det gik over til Kompagnikolonnen — ved Fægtningsøvelser — rangerede paa 2 Geledder. Man var naturligvis fra alle Sider enig om, at en saadan dobbelt Rangeringsmaade var uheldig; derimod vare Meningerne meget delte om, hvorvidt man i det eventuelle ny Reglement burde bibeholde den 3 eller den 2 Ge­ ledders Opstilling. Spørgsmaalet har været meget debat­ teret, maaske mere end dets Betydning berettigede til, og der har været ført store Navne i Ilden fra begge Sider. Man kan nu vel ikke benægte, al hvis man endnu anser det for muligt at deltage i en Nulidsfægtning med staaende Tropper, saa er den to Geledders Ran­ gering den rationelle, thi den bringer det størst mulige Antal Geværer til Skud paa det mindst mulige Rum; men mener man, at en saadan Fægtning med staaende Tropper ikke mere er mulig — undtagen maaske som en ren Undtagelse — , saa træde Fordelene ved den tre Geledders Rangering atter frem. Og. disse ere da den smallere Front og den dermed følgende lettere Kommando­ føring, hvad der er af væsentlig Betydning særlig for Delingsførerne, samt endelig den Omstændighed, at den 3 Geledders Rangering mere end den 2 Geledders letter Føringen gjennein Terrainet af Nutidens Kampformation, den eetgeleds Linie. En saadan Linie kan nemlig for­ nuftigvis ikke under Bevægelsen blive paa eet Geled. Friktionen vil næsten øjeblikkelig blive saa stærk, at Linien spreder sig, og efter blot kort Tids Forløb vil den spænde over et betydelig større Rum, end den gjorde, da Bevægelsen tiltraadtes, noget, der i det lahgt over­ vejende Antal Tilfælde paa ingen Maade kan gaa an. Den eet Geleds Linie kan derfor kun bevæges derved, at man lader det ene Geleds Folk gaa lige bag deres Rodekammerater af det andet Geled. Der skabes herved Aabninger mellem Roderne, hvorved Friktionen mod­ arbejdes, og Formationens Vulnerabilitet formindskes til det halve eller herhen imod. — Havde man nu Tremands- i Stedet for Tomands - Roder, saa vilde der praktisk set ikke være noget i Vejen for, at de 3 Rodekammerater kunde følge lige, eller i hvert Tilfælde næsten lige, bag hverandre; der vilde blive endnu større Aabninger til Friktionens Modarbejdelse, og Formationens Vulnerabilitet vilde yderligere formindskes.

Hvad enten man nn imidlertid foretrækker den 2 eller den 3 Geledders Rangering, saa har det ny tydske Reglement afgjort Sagen for Tydsklands Vedkommende derhen, at det har afskaffet Rangeringen paa 3 og kun bibeholdt den paa 2 Geledder. Da denne i forvejen var adopteret af samtlige andre europæiske Reglementer, saa er den altsaa nu eneraadende — eller i hvert Tilfælde saa godt som eneraadende. Jeg siger «saa godt som«, fordi der er fire Reglementer — det engelske, rus­ siske, belgiske og italienske — , som foruden den 2 Geledders ogsaa have en 4 Geledders Opstilling, der for­ øvrigt kun sjelden anvendes, væsentlig kun som Afbryd­ ningsformation , og som da i Regelen formeres paa den Maade, at de lige Roder sætte sig ind bag de ulige, og de fremkomne Aabninger lukkes ved en Sammenslutning — som oftest til Midten.

I disse 2 Geledder opstilles Mandskabet nu saaledes, at de største Folk stilles paa Kompagniets højre, de   mindste paa dets venstre Fløj, og Overgangen er jevn. Dette er imidlertid ikke det almindelige rundt i Europa. Foruden i Tvdskland findes denne Rangeringsmaade kun i Schweitz. Det almindelige er, at Delingen er Ran- geringsenlieden, saaledes at altsaa alle et Kompagnis Størrelser af Mandskab ere repræsenterede indenfor hver Deling, hvor da de største Folk stilles paa højre, de mindste paa venstre Fløj og med jevn Overgang. Kun i England, hvor man forøvrigt rangerer kompagnivis, og i Sverig og Norge, hvor der rangeres halv­ delingsvis, stilles de største Folk paa højre og venstre Fløj, de mindste i Rangeringsenhedens Midte. Efter det gamle tyd ske Reglement stod Kompagniets største Folk i 1ste, Folk af Mellemstørrelse i 2det og de mindste Folk i 3die Geled; en tremands Rode bestod saaledes altid af Folk af meget forskjellig Størrelse. Det er der­ for en stor Forandring, der er sket, ved Overgangen til den nuværende Rangering; men en Anmærkning, som jeg forøvrigt senere skal komme tilbage til og da omtale nærmere, antyder et endnu større Fremskridt, den bataillonsvise Rangering.

I Geleddet skal Manden staa saaledes, at han har «Ffthlung» med sine Sidekammerater, o: med sine Albuer let berøre deres. Fiihlung forlanges som oftest rundt om i Europa, og det er forholdsvis faa Steder, at der skal være større Afstand mellem Roderne. Afstanden mellem Geledderne er 64 Centimeter, hvad der ogsaa omtrent svarer til, hvad der forlanges andetsteds. Denne Geledafstand skal ved Marche uden Tridt forøges til 80 Centimeter (omtrent 5 Kvarter), en Geledafstand, der lige­ ledes skal holdes ved Marche — men her Marche i Tridt — i de 4 Lande: Holland, Relgien, Frankrig og Italien.

Ifølge det tidligere tydske Reglement deltes Komniet, naar del stod i Linie, altsaa paa 3 Geledder, i 2 og naar det stod i Kolonne, altsaa paa 2 Geledder, i 3 Delinger. Det er denne sidste Inddeling — i 3 Delinger — som det ny Reglement har bibeholdt. Ligesom der har været diskuteret meget om, hvad der var at fore­ trække, de 3 eller de 2 Geledder, saaledes- ogsaa om, hvad der var fordelagtigst, en Inddeling i 4 eller 3 Delinger; og der har jo navnlig været gjort gjældende, at man med de 4 Delinger skulde være bedre istand til paa et hvilket som helst Tidspunkt at regulere Forholdet mellem Kjede og Kompagnireserve paa rette Maade. — Dette troer jeg er en Fejltagelse; men selv om saa var, saa maa man huske, at det er kun, hvor Kompagniet fægter alene, at dette Forhold har nogen videre Betydning. Fægter det som Del af et større Hele, hvad der jo dog er Tilladdet i det overvejende Antal Tilfælde, saa spiller Spørgsmaalet om Styrkeforholdet mellem Skyttelinie og Kompagni reserve en underordnet Rolle; ofte vil det endog være galt overhovedet at have slige Mellemreserver. Nej del, der efter min Opfattelse stiller sig som det afgjørende i dette Spørgsmaal om 2 eller 3 Delinger, er, hvor mange fuldt uddannede, intelligente og paalidelige Delingsførere man raader over, og hvor stor en tilfreds­ stillende Reserve man har for dem, noget, der er af saa meget større Vigtighed, som man jo nutildags de fleste Steder stiller meget store Fordringer til Delings­ førerne som Ledere af liden, Fordringer, der absolut ikke kunne tilfredsstilles uden af intelligente og velud­ dannede Førere. I saa Henseende es nu imidlertid det tydske Kompagni meget heldig stillet, idet det — i hvert Fald etatsmæssig —- foruden Kompagnichefen har 4 Officerer, altsaa ikke blot een til hver Deling, men endog een til Reserven, der desuden bestaar af Feldwebel, Portepé- fåhnrich og Vicefeldwebel, altsaa Stabssergent, Officers- aspirant og Oversergent. Desuagtet har Reglementet foretrukket den 3 Delings Inddeling og har sikkert ogsaa herved handlet rigtigere end de Stater, der have 4 Delinger og hertil — endog etatsmæssig — foruden Kompagnichefen kun 2 Officerer, medens de andre De­ linger føres af Underofficerer, og Reserven ganske mangler.

Delingsførernes Fordeling overlader det ny tydske Reglement i Modsætning til, hvad der er almindeligt i Europa, ganske til Kompagnichefen, der saaledes bliver istand til ved denne Fordeling at tage alle de Hensyn, som Forholdene indenfor hans Kompagni maatte gjøre ønskelige. I Virkeligheden lader der sig da heller ikke anføre nogen fornuftig Grund til at knytte bestemte Charger til bestemte Delinger i et Kompagni, hvor der hersker fuldstændig Inversionsfrihed mellem Delingerne, hvor disses Uddannelse er ens, og hvor de skulle kunne anvendes ganske paa samme Maade.

De tydske Delinger numereres som almindeligt i Europa gjennem Kompagniet — tidligere gjennem Bataillonen; de deles i Halvdelinger, der ligeledes i Overensstemmelse med almindelig europæisk Skik og Brug numereres gjen­ nem Kompagniet, saaledes at f. Ex. 3die Deling bestaar af 5te og 6te Ualvdeling. Ualvdelingerne deles i Sek­ tioner, hvis Styrke, siger Reglementet, ikke maa være over 6, ikke under 4 Roder. En tydsk Deling paa Krigs­ styrke vil saaledes som Regel have omtrent en halv Snes Sektioner. Disse numereres gjennem Delingen.

I Almindelighed findes i de europæiske Infanterier 5 Formationer for det sluttede Kompagni: Linien, den enkelte og dobbelte Rodekolonne, hvilken sidste er den overvejende benyttede — som oftest endog den eneste — Marcheformation, den aabne Delings- under­ tiden ogsaa Halvdelingskolonne, den sluttede Ko­lonne (Kompagnikolonnen), og endelig Dobbeltlinien, enten i den Form, hvori den findes hos os, eller i den franske Form som to sidestillede Halvkompagnikolonner med Delings-Front og Delings indbyrdes Afstand eller endelig saaledes, som den findes i Belgien: tre sidestillede Delingskolonner med Halvdelings Front og Halvdelings indbyrdes Afstand.

Da et fransk Halvkompagni og en belgisk Deling begge føre Navnet Peloton, saa kaldes begge ovenstaaende Formationer »ligne de colonnes de peloton».

Af disse 5 Formationer kjender det tvdske Regle­ ment nu kun 3: Linien, Sektions- (eller Fire-) Kolonnen som Marcheformation og Kompagniko­lonnen. Andre aabne Kolonner end Sektionskolonner har Reglementet ikke. Det tidligere Reglement havde baade den aabne Halvdelings- og Delingskolonne, men de ere begge strøgne som overflødige; dobbelt Rode­ kolonne samt Dobbelllinie har det tydske Reglement aldrig kjendt. Den dobbelte Rodekolonne erstattes af Firekolonnen. At Dobbeltlinien helt er udeladt, kan næppe tilskrives den Omstændighed, at Kompagniet er et Tre­ delingskompagni; thi saa kunde man jo f. Ex. have valgt den belgiske Form for Dobbeltlinien, men det skyldes snarere den forholdsvis store Vulnerabilitet, som alle Dobbeltlinier have i Forhold til de andre Formationer, og det hvad enten man ser hen til Artilleriild eller til Infanteriild. En nærmere Paavisning heraf vilde imidlertid føre mig meget videre, end jeg kan gaa i dette Foredrag.

Men har det tydske Reglement saaledes ingen Dobbelt­ linie, saa bar det til Gjengjæld to Fronter for sin Kom­ pagnikolonne. Det har en Kompagnikolonne med Delings- og en Kompagnikolonne med Halvdelings Front. For­ uden i Tydskland findes der kun Kompagnikolonner med Halvdelings Front i Sverig og Norge; men medens Formationen, efter de paagjældende Reglementers Ud­ talelser at dømme, kun er sjelden benyttet i disse Lande, saa er den tydske Kompagnikolonne med Halvdelingsfront paa ingen Maade nogen sjelden anvendt Formation, og den fortjener heller ikke at være det, thi den er kun ganske lidt dybere og samtidig ikke mere end halvt saa bred som Kompagnikolonnen med Delingsfront, derfor ikke saa lidt mindre saarbar end denne; den er over­ hovedet den mindst vulnerable af samtlige europæiske Kompagnikolonner. Ogsaa det ældre tydske Reglement havde denne Formation.

Afstanden mellem Delingerne i Delingskolonnen er 7 Skridt (fra 1ste til Iste Geled) — hvad den ogsaa om­ trent er efter de fleste andre Reglementer. Den Kompagni­ kolonne, der har den største Afstand mellem Delingerne, er den schvveitziske, den, der har den mindste, den russiske. I Schweitz er Afstanden som Regel 10 Skridt, i Rusland er den 5. Den tvdske Kolonnes 7 Skridt kunne imidlertid i den fjendtlige Ild, hvor det gjælder om at forringe Vulnerabiliteten, formindskes til 4. I Kolonnen med Ualvdelingsfront er Afstanden som Regel cirka 3,5 Skridt, en Afstand, som udenfor den fjendt­ lige Ild — altsaa hvor der kan tages mere Hensyn til Rekvemmeligheden — kan forstørres til 7 Skridt.

Medens Kompagnilinien efter det gamle tydske Regle­ ment var Kompagniets eneste Opstillingsform, saa ere efter det ny Linie og Kolonne bleven ligestillede i saa Henseende. En saadan Ligestillethed fandtes tidligere kun i Spanien og Østerrig. Den betegner naturligvis et stort Fremskridt; men Fremskridtet vilde dog alligevel have været ikke saa lidt større, om Kolonnen havde faaet Fortrinsret som Opstillingsform overalt, hvor blot Pladsen tillod det, og da særlig ved alle Parader og Inspektioner. Det vilde derved være bleven muligt at vinde en hel Del Tid for den feltmæssige Uddannelse, Tid, som nu maa anvendes paa Indøvelse af Indretning af Linien baade med og uden Retningsunderofficerer, paa rettede Frontmarcher og alle herhenhørende «auf dem Gefechlsfelde abzustreifenden» Ting. 

Den Maade, hvorpaa de forskjellige Formationer be­ væges, er nu dels Marche, dels Løb. Noget, der svarer til den østerrigske Bevægelsesmaade «Sammeln», ved hvilken en Afdeling bevæger sig — ikke samlet, men i større eller mindre Dele fra et Sted til et andet, saaledes at den først samles igjen paa den ny Plads, — nogen saadan Bevægelsesmaade kjender det tydske Reglement ikke; og det maa vel egentlig ogsaa siges, at hvor der overhovedet er Tid til at anvende den, og Forholdene ellers gjøre dette ønskeligt, der ligger den i den Grad lige for, at den ikke behøver nogen reglementarisk Omtale.

Hensigten med, at der marcheres, siger Reglementet, er at komme frem unter Schonung der Kräfte, og for at dette Formaal kan ske Fyldest, kan saavel Marchen som Løbet udføres baade i og uden Tridt.

Ved Marchen i Tridt er Kadencen 114. Den kan imidlertid forøges — ved den saakaldte beschleunigter  Marsch , og naaer Kadencen til 120, kaldes Marchen Sturmmarsch; Løbekadencen er 165— 170. 1 det gamle tydske Reglement var Kadencen 112; den er saa­ ledes forøget med 2 Skridt, men er ikke destomindre endnu en af de langsomste i Europa. 1 de andre ger­ manske Infanterier er Kadencen 114— 118, i Rusland 116— 120 og i de romanske Lande samt England 120, altsaa netop lige saa hurtig som den tydske Sturmmarche. Men saa er Skridtet til Gjengjæld ikke saa lidt mindre, og kombinerer man Kadence og Skridtlængde, saa ser man, at det tydske Fodfolk alligevel er det fjerde hurtigst marcherende i Europa og i saa Henseende kun overgaas — reglementarisk set — af det svenske, det norske og det schweitziske. Hurtigere Løbekadence findes der­ imod kun i Spanien og i Frankrig, og da det tydske Løbeskridt er et af de største, der findes — cirka I Meter langt — , saa bliver Resultatet, naar man atter her kombinerer Kadence og Skridtlængde, at det tydske In­ fanteri er det af alle europæiske Infanterier, der i samme Tidsenhed i Løb tilbagelægger den største Vejlængde. Og Forskjellen er gjennemgaaende temmelig stor; slørst er den i Forhold til det engelske Fodfolk, idét dette i-samme Tid kun løber 3/4 af den Vej, det tydske Fodfolk tilbage­ lægger.

De forskjellige Nationers Anlæg for Marche og Løb ere naturligvis meget forskjellige; desuagtet er det dog dem, der blive den afgjørende Faktor ved Bedømmelsen af, hvorvidt der forlanges tilstrækkeligt eller ej. Over­ drevne Fordringer ville paa dette som paa alle Omraader kun give slette Resultater; men det Resultat, som naaes, afhænger netop ogsaa her saa grumme meget af, hvad der forlanges. Og man kan ikke nægte, at Studiet af de forskjellige Reglementer fremkalder det Indtryk, at der rundt omkring i Europa endnu tages for meget Hen­ syn til, hvad det østerrigske Reglement kalder die peinliche IIich tung, for lidt til, hvad samme Regle­ ment kalder das freie, entschlossene Ausschreiten. Særlig heldig staar jo imidlertid i saa Henseende det tydske Reglement med den fjerde hurtigste Marche og det hurtigste Løb.

Hurtigmarchen, eller hvad der flere Steder træder i Stedet for den, Marchen i almindelig Kadence, men med forlængede Skridt, er et naturligt og nødvendigt Supple­ ment til den almindelige Marche; men det er irrationelt, naar man, saaledes som det sker flere Steder, sætter be­ stemte Kadencer for Hurtigmarchen, rigtigt derimod, naar man saaledes som i Tydskland overlader det til vedkommende Chef for den marcherende Afdeling at be­ stemme Marchens Hurtighed alt efter, hvad der gjøres Behov i det bestemte, foreliggende Tilfælde. Ligeledes er det uheldigt at fastsætte Maximumsgrændser for den Tid, i hvilken Løb og Hurtigmarche tør øves. Slige Maximumsbestemmelser bør altid overskrides, naar de taktiske Forhold kræve det, og de ville i saa Tilfælde ogsaa blive overskredne, naar kun Evnen dertil er tilstede; men netop Evnen er det, der vil mangle, naar der under Uddannelsen ikke har været stillet tilstrækkelig store Fordringer. Noget helt andet er det naturligvis, naar man fastsætter Minimumsbestemmelser for, hvad der i saa Henseende skal præsteres under Uddannelsen, og heldigere, jo højere man sætter Grændsen — naturligvis indenfor det, der overhovedet er muligt.

For at man i gamle Dage kunde manøvrere med til­ strækkelig Orden og Sammenhold, blev det anset for nødvendigt — og var det vel sagtens ogsaa, at .Manøv­ reringen udførtes i Tridt. Bataillonen var Manøvreenheden; det var derfor indenfor den, at Tridtet maalte holdes, hvis det skulde være til nogen Nytte. Dette søgte man nu, som naturligt var, at opnaa ved al blande Bataillonens store og smaa Folk sammen saa meget som muligt — den delingsvise Rangering — og saa ved hyppige og ihærdige Øvelser at sammenarbejde denne Blanding, indtil alle Folk toge lige lange Skridt i samme Kadence. Nu­ tidens Taktik kræver imidlertid ikke nogen Manøvrering af den samlede Bataillon under en enkelt Mands Kom­ mando, ligesom den jo i det hele taget ikke kræver nogen Manøvrering, hvor det af Hensyn til Manøvrernes Nøjagtighed er nødvendigt at bevare Tridtet. Jeg for­ maner derfor heller ikke at se andet end, at den megen Tid, som nu saa mange Steder i Europa anvendes paa at fremkalde dette unaturlige Tridt mellem store og smaa Folk, er spildt for Uddannelsen. Noget helt andet er naturligvis det naturlige Tridt, del, ved hvilket Folk af samme eller omtrent samme Størrelse følges ad i Takt. Hvor det kan anvendes, giver det en Lettelse og bør derfor selvfølgelig benyttes.

Jeg kommer imidlertid hewed tilbage til Rangerings- spørgsmaalet. — Det tydske Kompagni rangerede jo kompagnivis med de største Folk paa højre Fløj. Med et saadant Kompagni kan man nu tilstræbe et kunstigt, unaturligt Tridt over det hele med store og smaa Folk i samme Kadence og med ens Skridtlængde. Dette koster imidlertid — til Skade fur Uddannelsen — overmande megen Tid, mangen Gang lykkes det slet ikke. Men selv om det lykkes, saa gaar det Hele trods al den an­ vendte Tid og al det anvendte Arbejde dog ufejlbarlig itu igjen, saa snart man kommer ud i lidt vanskeligt Ter­ rain eller Folkene blive trætte; og de se og forstaa da, at det, som der har været arbejdet saa skrapt med dem for at faå frem, at det hverken kan staa sin Prøve eller overhovedet er nødvendigt — et Forhold, der er — og ikke kan være andet end — overordentlig nedbrydende for Disciplinen.

Man kunde ogsaa med Kompagniet tilstræbe ikke det unaturlige, men det naturlige Tridt, Tridtet mellem Folk af samme eller omtrent samme Størrelse. Men i saa Tilfælde maa man indenfor Kompagniet have mindst lige saa mange forskjellige Tridt, som man har Delinger. Disse i forskjelligt Tridt marcherende Delinger ville nu uafbrudt genere hverandre; der fremkommer en evig Vaklen, en evig Skiften Tridt, en trættende, nervepirrende Bølgen gjennem Kompagniet, egnet til alt andet end til nat skaane Kræfterne«.

Heraf følger saa uundgaaelig, at Kompagniet er en for lille Rangeringsenhed, og at Bataillonen er det mindste taktiske Led, der tør benyttes som saadant. Men Batail­ lonen er ogsaa en tilstrækkelig stor Rangeringsenhed, idet Kompagnierne ere tilstrækkelig store til ikke med deres forskjellige Tridt at genere hverandre under Manøvreringen.

Forfatterne af det ny tydske Reglement maa nu have. ræsonneret paa samme eller lignende Maade, thi den Anmærkning,- som jeg omtalte flygtig før, og som jeg nu kommer tilbage til, siger: Es ist vortheilhaft .... wenn die Mannschaften einer Kompagnie von möglichst gleicher Grosse sind. Det er altsaa, som Reglementet siger med et meget moderat Udtryk, «vortheilhaft« i taktisk — altsaa i afgjørende — Hen­ seende; men ogsaa i administrativ — altsaa underordnet — Henseende er denne Fordeling af Mandskabet heldig;   her kan den nemlig kun faa Indflydelse paa Iklædningen, og det er selvfølgelig en Simplifikation for et Kompagni, jo færre Størrelser af Folk det skal iklæde.

Den nævnte Anmærkning kan ogsaa kun betyde et af to. Enten er det i Tydskland tilladt Bataillonscheferne at fordele Mandskabet til Kompagnierne efter eget Tykke, og i saa Fald er Anmærkningen et Vink for dem om, hvorledes de helst bør bære sig ad hermed. Eller ogsaa ere Bataillonscheferne bundne til at foretage For­ delingen efter bestemte Principper, der nødvendigvis ikke kunne falde sammen med, hvad Anmærkningen anbefaler, thi saa behøvedes der jo ingen Anbefaling; men i saa Fald er denne Anmærkning et Tegn paa, at man enten sam­ tidig med Reglementets Fremkomst eller kort derefter ad anden Vej vil paabyde den bataillonsvise Rangering eller i hvert Tilfælde hæve de Bestemmelser, der træde hin­ drende ivejen for den. Finder ikke en af disse to Ting Sted, saa vilde Anmærkningens Fremkomst være menings­ løs, idet den Fremgangsmaade, som den anbefaler, da ikke kunde følges.

Rangeres der nu imidlertid bataillonsvis, saa bort­ falder ogsaa Tridtet mellem store og smaa Folk, dette for al naturlig og fri Marche saa trykkende og snærende Baand, ganske af sig selv, og det erstattes af det na­ turlige Tridt indenfor hvert Kompagni.

Overalt, hvor dette naturlige Tridt nu er til Lettelse, der bør det selvfølgelig ogsaa anvendes, og det tør ikke tillades den enkelte iMand ved at falde ud af Tridt at for­ styrre Kammeraternes rolige Takt. Men overalt, hvor det ikke er til Lettelse, overalt hvor det tverimod kun vilde virke trættende, om man bestræbte sig for at gjennem- føre Tridtet, Bestræbelser, der saa tilmed som oftest vilde være resultatløse og derfor kun skade Disciplinen, der bør man ogsaa i Ordenens, Disciplinens og Marchepræstationsevnens Navn kommandere Tridtet opgivet. Og det er netop ogsaa det, som det ny tydske Reglement gjør — og før det det gamle tydsive og det østerrigske Reglement.

Denne Marsch ohne Tritt kommer da, siger Reglementet, til Anvendelse 1) i Terrainet, 2) ved alle Formationsforandringer (ligegyldig om paa Exercerpladsen eller i Terrainet) samt 3) paa mindre gode Veje. Det er ganske mærkeligt at lægge Mærke til, at det tydske og det østerrigske Reglement — for­ øvrigt jo i det hele taget de .to mest fremskredne — ere de eneste, der kjende en Marche uden Tridt under Ma­ nøvreringen; medens det er endnu ejendommeligere at se, at de romanske Reglementer, der lægge saa stærk Vægt paa Tridtet under Manøvreringen, tillade, at det undertiden opgives paa Landevejene, det eneste Stqd, hvor det — vel at mærke naar det er et naturligt Tridt — er de germanske Infanterier til Lettelse.

Det tydske Reglement forlanger imidlertid, at Tridtet skal gjenoptages i den virksomme fjendtlige Ild. Om dette er muligt, vil selvfølgelig afhænge af Terrainets Beskaffenhed og vedkommende Afdelings moralske Til­ stand. Lige saa vist som det er, at det netop paa Grund af Modsætningen til det tidligere Ikke-Tridt — vil virke i høj Grad støttende for Moralen, om det lykkes, her i den fjendtlige Ild at falde i et kraftigt, helst lidt rungende Tridt, lige saa sikkert er det ogsaa, at stilles Forlangendet, uden at det kan efterkommes, saa virker dette i høj Grad deprimerende. Det vilde vist derfor have været ikke saa lidt at foretrække, om Reglementet havde ind­ skrænket sig til at udtale sig for Ønskeligheden af Tridtets Gjenoptagelse, og havde overladt det til vedkommende Kommandør selv at afgjøre, om han troede denne Gjen­ optagelse opnaaelig i det foreliggende Tilfælde. — Det østerrigske Reglement nævner intet om, at Tridtet bør gjenoptages.

Lige saa vel som det var i Udholdenhedens og Disciplinens Interesse at have en Marche uden Tridt, saaledes ogsaa Løb uden Tridt; thi er det under Forhold vanskeligt eller umuligt at opretholde Tridtet under Mar­chen, saa er det dobbelt vanskeligt, dobbelt umuligt under Løbet. Det maa derfor ogsaa forbavse at se, at det østerrigske Reglement ikke har noget Løb uden Tridt, hvad vist kun kan forklares ved den mærkværdig ringe Betydning, Reglementet i det hele taget tillægger Løbet. Det tyd ske Reglement har derimod i sin Marsch! Marsch l et Løb uden Tridt, svarende til Marchen uden Tridt, et Løb, der skal udføres saa hurtig som muligt, men dog med Ordenens Bibeholdelse. Det gamle tydske Reglement havde ligeledes et Marsch 1 Marsch!, men det var noget andet end det nuværende Reglements. Det var, hvad Reglementet selv kaldte en Traben, en Mellemting mellem Marche og Løb, der aldrig turde udarte til virkeligt Løb. Af de øvrige europæiske Reglementer kjender kun det italienske et Løb uden Tridt; men dettes corsa veloce er dog væsentligt for- skjelligt fra det tydske Marsch! Marsch!, idet det kun lægger Vægt paa den størst mulige Hurtighed og ikke paa Ordenens Bibeholdelse.

Selve Marchen og Løbet skulle i Tydskland som allevegne udføres fuldstændig naturlig. Marchen begynder i Tydskland som overalt med venstre Ben — det schweitziske Reglement er det eneste, der ikke angiver, med hvilket Ben Marchen skal begynde.

Holdt kommanderes, saaledes som det ogsaa er almindeligt de fleste andre Steder, uden Hensyn til, hvilken Fod der er ved Jorden. Dette er — lige saa vel som Vendingernes Kommandering uden Hensyn til Fod — ikke blot heldigt af Hensyn til Hurtigheden, der naturligvis fremmes, naar man ikke behøver at vente med sit Kommando, til en bestemt Fod er ved Jorden; men det er ogsaa heldigt af Hensyn til Disciplinen; thi lige- saa nemt som det er for den Kommanderende at passe at kommandere paa rigtig Fod paa Exercerpladsen ved Drillexercits, lige saa vanskeligt eller rettere umuligt bliver det for ham ude i Terrainet, fordi selv det Kompagni, der er bedst i Tridt, dog lier altid er saa meget ude af Tridt, at hvad der vil være »rigtig« Fod for Teten, vil være «fejl« Fod for Queuen. Denne Forskjel er ikke Mandskabet bekjendt; der vil derfor være mange, for hvem det staar, som om den Befalende har gjort en Fejl. Men denne Slags i og for sig aldeles ligegyldige «Fejl« er noget, der ligger indenfor den Meniges aande- lige Ilorizont, det er efter den Slags Ting, han bedømmer sine Foresattes Dygtighed. At ordne disse Forhold saa- ledes, at det nødvendigvis maa tage sig ud for den Menige, som om hans Foresatte gjorde en Fejl eller ud­ førte sine Ting paa en ligegyldig, sløv Maade, er derfor kun til Skade for Disciplinen.

Kommandoordene til at gjøre Holdt og falde ned ere i Tydskland forenede til et: Halt Ni ed er, hvis der skal faldes paa Knæ, Halt II i ni egen, hvis der skal faldes helt ned; men forøvrigt betoner Reglementet, at baadeKjeden og de sluttede Afdelinger som overvejende Regel maa benytte den liggende Stilling, baade im Gefecht und wåhrend des Haltens.

Skal Afdelingen igjen fremad, hedder det blot: Das Gewehrub er, paa hvilket Kommando enhver baade rejser sig og tager Geværet i Hvil, saaledes at alt strax er parat til atter at tiltræde Marchen.

Retningen er — naar ikke anderledes befales — under Marchen altid til højre, ligemeget om 1ste eller 2det Geled er foran, hvad der selvfølgelig ogsaa er en Simplifikation.

Saa snart der kommanderes Holdt, kommanderes ogsaa Rør. Der finder altsaa ingen Indretning Sted, men Mandskabet retter sig ind af sig selv, og først der­ efter rører det og lier, som tidligere omtalt, stille.

Ved det første Avertissementskommando til Løb fore­ skriver Reglementet, at Manden skal tage Geværet fra venstre Skulder og lægge det over paa højre, og med venstre Haand skal han saa gribe om Sabelbajonet og Skandsetøj og føre Spidsen heraf fremad, for at det ikke skal genere ham under Løbet. Samme Forskrift findes andetsteds, f. Ex. i Holland og Frankrig. (Frankrig har man imidlertid den Fordel, at her bærer man i For­ vejen Geværet paa højre Skulder, behøver altsaa ikke at Hytte det for at faa venstre Haand fri.

Saa længe man har de nuværende lange Sabel- bajonetter, er det ikke blot hensigtsmæssigt, men ligefrem nødvendigt, at Bajonettens Spids føres fremad under Løbet; ellers slaar den uafbrudt Manden om Benene, generer ham og formindsker hans Løbeevne. Noget lig­ nende vil formodentlig ogsaa senere gjælde for de Folks Vedkommende, der bære Skandsetøj.

Alle disse sidstnævnte mindre Forskrifter i Forbindelse med de større og vigtigere Be­ stemmelser for Marche og Løb vise nu, hvor nøje Reglementets Grundprincipper ere fulgte ved alle Udarbejdelser af Enkelthederne paa Bevægelses maadernes Omraade.

Idet et Kompagni under en Kamp bevæger sig frem gjennem Terrainet, gjælder det for det snart om at komme skjult frem, o: sno sig frem under Skjul af Ter­ rainet, snart om at komme over en mindre aaben Stræk­ ning, inden Fjenden kan naa at faa aabnet sin Ild, og snart endelig om, hvis en større Strækning skal passeres under Fjendens Ild, da at formindske de uundgaaelige Tab til det mindst mulige. Hertil kræves nu imidlertid ikke blot Formationer, som dem jeg omtalte før, dels dybere, dels fladere; men der kræves ogsaa lette og hurtige Overgange mellem disse forskjellige Formationer; der kræves, at Formationsforandringerne stedse skulle kunne udføres baade paa Stedet og under Bevægelsen, uden at vedkommende Afdeling behøver at standse; og der kræves endelig, at de maa kunne udføres lige godt,, hvad enten det ene eller det andet Geled er foran.  

Men med Hensyn til Løsningen af denne Opgave staa samtlige europæiske Reglementer meget langt til­ bage. Paa intet andet Punkt hviler Traditionen i den Grad hæmmende over dem alle som netop her. Snart kan der kun formeres Kolonne bag en, snart kun bag en anden Deling; efter et Reglement skal man standse Kompagniet for at folde det sammen, efter et andet for at folde det ud; og gjennemgaaende gjælder det, at et Kompagni, der er under Tilbagegang (har 2det Geled foran), først maa standse og gjøre omkring, før Forma­ tionsforandringen kan udføres;' skal Bevægelsen saa fortsættes, maa der atter gjøres omkring og kommanderes Marche.

Jeg skal anføre nogle lixempler, der kunne illustrere det her sagte: 1) I Rusland, Frankrig, Schweitz og Italien kan der fra Linie kun formeres Kompagnikolonne bag en af Fløjdelingerne, aldrig bag nogen iMidtedeling; og i Øs ter ri g, hvor man jo dog ellers har et saa fortrinligt Reglement, kan der endog kun formeres Kolonne bag een af Kompagniets 4 Delinger:- højre .Midtedeling.

2) Dobbeltlinierne (de almindelige) kunne kun for­ meres bag Fløjene, efter nogle Reglementer kun bag højre, efter andre kun bag venstre Fløj.

3) Kun i 3 Stater — Sehweitz, Italien og Spa­ nien — kan en Kompagnilinie blive i Marche, medens den formerer Kompagnikolonne, og

3) Kun i et eneste Land — i Sehweitz — kan en Kolonne blive i Bevægelse under og efter Deployeringen.

5) Med een eneste Undtagelse maa en marcherende aaben Kolonne gjøre Holdt med sin forreste Deling, medens der finder Opslutning Sted, og ved denne ene Undtagelse — der dannes af det hollandske Regle­ ment — er Forholdet blot saa meget værre, idet den forreste Deling her skal marchere paa Stedet under Op­ slutningen.

6) 15 Stater — Italien, Rusland, Holland, Schweitz og Frankrig — kan der aldrig deploveres til 2 Sider samtidig, og i Frankrig er det endog kun rent undtagelsesvis, at der kan deployeres til venstre; det franske Reglement kjender som Regel kun Deployeringen til højre.

7) I Spanien kan der aldrig brydes af fra et hvilken som helst større til et hvilken som helst mindre,, eller opmarcheres fra et hvilken som helst mindre til et hvilken som helst større Led, alt skal ske trinvis. Skal en Deling saaledes afbryde lil Sektioner, eller Sektionerne opmarchere til Deling, skal dette ske med Halvdelingen som Gjennemgangsled.

8) I det Hele taget gjælder den Regel, at der kun kan brydes af og opmarcheres under Bevægelsen; men i Østerrig er det for Resten lige modsat, Her kunne Afbrydninger og Opmarcher kun finde Sted paa Stedet; i Norge og Sverig kan der kun opmarcheres paa Stedet, kun afbrydes under Bevægelsen; og omvendt i Holland, her kan kun opmarcheres i Marchen, af­ brydes paa Stedet.

Og saaledes kunde jeg fortsætte med Exempel efter Exempel paa, hvor utilfredsstillende hele dette Forhold overalt er ordnet. Men det værste er dog, at med Und­ tagelse af enkelte specielle Tilfælde i Schweitz kunne samt­ lige Formationsforandringer, hvad enten det haster eller ej, kun udføres i Marchc — aldrig i Løb.

Med al denne Stivhed og Langsomhed, alle disse Besynderligheder gjør det ny tydske Reglement nu kort Proces. Det holder sig den Opgave, som jeg før omtalte, der forelaa for et Kompagni, der skal frem igjennem Terrainet, strengt for Øje. Derfor kan der efter det ogsaa formeres Kolonne bag en hvilken som helst Deling; der kan deployeres enten til een eller begge Sider paa een Gang; Kompagniet behøver aldrig at standse for at fore­ tage en Formationsforandring; og denne kan udføres, ligegyldigt om 1ste eller 2del Geled er foran, idet der gjælder den Regel, at samtlige Formationsforandringer  foretages paa det Led, der er forrest i Marche­ retningen.

Alt er altsaa paa dette Omraade netop saaledes, som der er 15rug for det, netop saaledes som Forholdene under en Fægtning for­ lange det.

Medens alle Ployeringer og Deployeringer efter de andre Reglementer udelukkende foregaa i Flanke - marche o: i Rodekolonne med overtraadte Roder og aldrig i Skraamarehe (enkelte Undtagelser findes dog i det schweilziske Reglement), saa foregaa efter det tydske Reglement alle Bevægelser, der knytte sig til Formationsforandringer under Marchen, ved »Ziehung» : Skraamarehe eller Skraaløb, hvorimod Formations­ forandringer paa Stedet udføres i Flankemarche; vel at mærke ikke saaledes som andetsteds ved Flankemarche med overtraadte Roder, en Formation, som Regle­mentet jo slet ikke kjender, men derimod i enkelt Rode­ kolonne.

Denne erkjendes nu imidlertid fra alle Sider for at være meget uheldig til Bevægelse; Reglementet siger selv, at ved Bevægelser maa den kun anvendes paa meget korte Strækninger, og at en Afdeling, der skal bevæge sig i Retning af en Flanke, bør udføre dette ved at svinge ud med Firere og atter svinge ind, naar den ny Plads er naaet.

Der var da heller ikke noget i Vejen for, at det tydske Kompagnis Ployeringer og Deployeringer kunde udføres paa denne Maade; for Deployeringernes Ved­ kommende ligger dette lige for; her er jo altid Plads nok, og ved Ployeringerne kunde man, saaledes som man gjør et andet Sted, lade den Deling af Linien, bag hvilken Kompagniet foldes sammen, rykke nogle Skridt frem, eller man kunde — som i Sverig og Norge — lade slaa Aabninger i Linien mellem de forskjellige De­ linger — de saakaldte "Luger». I begge Tilfælde vilde der blive Plads nok til, at de udsvingede Firere kunde boje ind og naa deres ny Plads.

Naar man nu imidlertid alligevel ikke har valgt nogen af disse Fremgangsmaader, saa er Grunden den, at i Tydskland føres Delingerne slet ikke som Delinger o: som samlede Led ud af eller ind i Kolonnen; Delings­ førerne have slet intet med Sagen at gjøre, Bevægelsen tiltrædes umiddelbart paa Kompagnichefens Kommando, og det er hver enkelt Mands Sag baade at udføre den første Vending, komme hen paa sin Plads i den ny For­ mation, der gjøre den sidste Vending, rette sig ind og røre. Men det er klart, at naar Forholdet er saalcdes, naar det Hele med andre Ord mere er, hvad vi vilde kalde en Opmarche — og den tydske Deployering kaldes netop ogsaa Aufmarsch — , saa er den enkelte Rode- kolonne, for saa vidt som der overhovedet er Tale om Formation, den eneste, der kan anvendes; medens derimod de overtraadte Roder eller Udsvingningerne med Firere bliver det ene naturlige og rigtige i Lande, hvor Delingerne af Delingsførerne føres ind i eller ud af Ko­lonnen, en Fremgangsmaade, der forøvrigt sikkert baade er lettere og naturligere end den tydske.

Paa Formationsforandringernes Omraade skal jeg endnu kun omtale 3 Eukeltheder:

1) Et Kompagni, der marcherer i Sektionskolonne, opmarchcrer til Linie uden at benytte Delingen som Gjen- nemgangsled, hvad der naturligvis hænger sammen med, at Reglementet ikke kjender den aabne Delingskolonne.

2) Et Kompagni kan, samtidig med at det deployerer, foretage en Frontforandring. Det sker da ved, at Kom­ pagnichefen lader forreste Delings Fører svinge med sin Deling, saa meget som det nu ønskes, og de andre Delinger «opmarchere» samtidig paa den derved bestemte ny Front, hvad der jo er forholdsvis let paa Grund af den ovenfor omtalte Maade, hvorpaa der deployeres. Denne samtidige Deployering og Frontforandring træder i Stedet for de andre Reglementers Deployering til Flanken.

Det er let at se, at den er langt at foretrække; thi medens den ny Front ved Deployeringen til Flanken altid kommer til at danne en bestemt Vinkel — som oftest 90° — med den gamle, ligger det ved den tydske Fremgangsmaade i vedkommende Kompagnichefs llaand hver Gang vilkaarlig at bestemme Vinklen mellem de to Fronter, den gamle og den ny.

3) Den tredie Enkelthed, jeg skal omtale, er en Mangel ved Reglementet, den nemlig, at der efter det ikke fra Sektionskolonnen (Marchekolonnen) kan formeres (opmarcheres i) Kompagnikolonne til en Flanke. Den dannede Kolonne maa stedse have Front i samme Ret­ ning som Sektionskolonnen, og først efter udført Forme­ ring kan der foretages en Frontforandring. Denne Mangel er saa meget mærkeligere, som de andre europæiske Reglementer næsten alle kjende Kolonneformeringer til Flanken, og som denne er en meget hyppig anvendt, meget praktisk og meget tidssparende Evolution.

Resultatet af denne Undersøgelse angaaende Forma­ tionsforandringerne bliver altsaa, at paa denne sidste lille Mangel nær er alt i det tydske Reglement — i stort som i smaat — i fuldeste Harmoni med Reglementets Grundprincipper.

Det første, man lægger Mærke til under det tydske Reglements Bestemmelser for Frontforandringer er, at Reglementet ikke kjender noget til Kontramarche.

Kontramarchen er i det hele taget en sjelden Vare omkring i Europa; den findes kun tre Steder: i Øster-rig, Belgien og England. Og man maa naturligvis ogsaa sige, at den ikke hører hjemme, hvor der — som overalt — hersker fuldstændig Geledinversionsfrihed; men paa den anden Side plejer man jo ikke at spilde megen Tid paa dens Indøvelse, og den kan dog undertiden være ganske bekvem undtagelsesvis at have ved Haanden.

Med Hensyn til Svingningernes Udførelse falde de europæiske Infanteriexercerreglementer i 3 Grupper.

Ifølge den første svinge Afdelingerne med den ene (udvendige) Fløj i en Due omkring den anden (den ind­ vendige) paa samme Maade, som en Hjuleg svinger om Hjulets Nav, et Billede, der er kommen frem i det engelske Ord for at svinge, to wheel, bogstavelig oversat: at lijule. Efter nogle af de herhen hørende Reglementer svinger den indvendige Fløj paa Stedet, efter andre — f. Ex. det østrigske — altid i en lille Bue.

Den anden Gruppe Reglementer kjeuder ikke Bue­ eller lljulsvingningerne, men kun de saakaldte Opmarche- svingninger, ved hvilke den indvendige l'løjrode strax gjør Vending, saaledes at den lige fra Begyndelsen faar Front til den Side, hvortil Afdelingen skal have Front efter udført Svingning, medens dé andre Roder i en Slags diagonal Opmarche komme hen paa deres Plads i den ny Front.

Tredie Gruppe kjender baade Bue- eller Hjulsving­ ningerne og Opmarchesvingningerne, og de hertil hørende Reglementer have da i Reglen indrettet sig saaledes, at de første anvendes ved Svingninger paa Stedet, de sidste ved Svingninger under Marchen.

Det tydske Reglement hører nu til første Gruppe, o: til de Reglementer, der kun kjende Bue- eller Hjul­ svingninger, og da atter her til den Underafdeling, hvor den indvendige Fløj altid bliver paa Stedet, hvad enten der svinges fra Stedet eller under Bevægelsen.

Under denne Svingning skal Mandskabet nu stedse bevare Sammenhold —- Fühlung — til den indvendige Fløj, medens der holdes Retning til den udvendige, til hvilken Hovederne altsaa bør drejes. Sammenhold indad og Retning udad findes igjen overalt i Europa; der er i saa Henseende ingen Undtagelse, og man maa vel ogsaa sige, at man letter Svingningens nogenlunde regelmæssige Udførelse ved at indrette sig saaledes.

Mandskabet i bageste Geled deltager kun for saa vidt i Svingningen, som det skal passe stadig at holde sig i rette Afstand lige bag Rodekammeraten.

I Kompagnikolennen svinger det forreste Led ganske som en Linie; altsaa den indvendige Fløj bliver paa Stedet. Alen heraf følger atter, at de bagved værende Led maa, samtidig med at de svinge, trække i Skraa- marche ind bag det forreste, hvad der selvfølgelig giver en tung, klodset og kompliceret Evolution. Ganske paa samme Maade bar man sig ad efter det gamle tydske Reglement, og man staar derfor her overfor en af de forholdsvis faa uheldige Overleveringer,’ som det ny lleglement ikke bar vidst at klare fra sig. Foruden i Tydskland findes denne Kolonnesvingning kun i Holland; men det hollandske Reglement er netop ogsaa bekjcndt for paa de sluttede Formationers Omraade at være særlig tungt og klodset.

Svingningerne udføres forøvrigt baade i Marche og Løb, baade med og uden Tridt. Kun hvor Kompagni­ linien svinger, kun der skal Svingningen udføres uden Tridt.

Baade Linie- og Kolonnesvingningerne udfores di­ rekte paa Kompagnichefens Kommando. For Kolonne­ svingningernes Vedkommende linder dette ellers kun Sted efter det østerrigske og det franske lleglement, medens Delingsførerne alle andre Vegne kommandere Svingningen hver til sin Deling efterhaanden som dennes Tour til at svinge kommer.

Ved Svingning med Sektionskolonner er det nok, naar Svingningen kommanderes til den forreste Sektion; de øvrige svinge da af sig selv, naar de komme paa det Sted, hvor den forreste svingede.

Er der saaledes end meget ved det tydske lleglements Bestemmelser om Svingninger, som maa kaldes heldigt, saa er der dog altsaa ogsaa flere Ting, der ikke ere saa helt tilfredsstillende og simple, som de kunde være. Men det, der savnes mest, er dog en Angivelse af, hvad det er, det kommer an paa ved en Svingning, hvad der skal stræbes lien til ved den, noget der f. Ex. findes angivet i der øslerrigske Reglement, som siger, at det kommer aldeles ikke an paa Retning under Svingningen, den er en fuldstændig ligegyldig Ting; det, det kommer an paa, er blot, at den svingende Afdeling kommer hurtig og nøjagtig ind paa den ny Front eller i den ny Marche-retning.

Ragomopmarclier, Rodemarcher og Opmarcher ud­ føres i Tydskland, som vi ere vante til at se dem udførte hos os. Bagomopmarcherne udføres dog kun fra Sek­ tionskolonnen til Delingen, og ved Opmarcherne standser forreste Rode i kke, men fortsætter overensstemmende med almindelig europæisk Koutume sin Marche under Opmarchen.

Endnu skal jeg kun omtale den saakaldte Opmarche med Kompagnikolonnen, enEvolution, der hverken findes i noget af de andre nu gjældende euro­ pæiske eller det gamle tydske Reglement. Den træder i Stedet for Svingningen med Kompagnikolonnen og re­ præsenterer lier et ikke ringe Fremskridt, idet den i Stedet for en tung, klodset og langsom Evolution sætter en hurtig, let og elegant. Den udføres ved, at man efter udført Vending til Flanken kommanderer: ln der Kolonne links (rechts) marschirt auf— .Marschl (Ylarsch ! Marschb, hvorefter hver Deling opmarcherer for sig, idet de bag­ vedværende Delingers indvendige Fløje dog strax søge hen bag den forreste Delings Fløj.

Uagtet denne Evolution som sagt ikke findes i noget Reglement, har jeg dog tilfældigvis mange Gange set den udført, og jeg kan ikke noksom fremhæve dens Hurtig­ hed og Lethed i Sammenligning med den Svingning, den erstatter.

Den forøgede Kraft, Bagladegeværerne have givet Fodfolket overfor Rytterangreb, har naturligvis sat sine Spor i de europæiske Infanteriexercerreglementer, der jo alle ere fra Tiden efter 1870, og det da paa den Maade, at de specielle Former til Anvendelse mod Mytteri ere helt eller delvis strøgne, medens det samtidig overalt pointeres, at det er ved Hjælp af Ilden, at Angrebet skal afvises, og at derfor de Former ere de bedste, der give den størst mulige Ildvirkning. Saa vidt som til at stryge samtlige specielle Formationer mod Rytteri er man dog kun gaaet i Rusland, medens man andetsteds har nøjedes med at stryge Bataillons- og større Karreer, ja i en 3—4 af de ny Reglementer endog har bi­ beholdt Rataillonskarreen. Derimod har man endnu alle­ vegne — ogsaa i Tydskland — Kompagnikarreen. Dette er vel næppe, fordi man venter at faa nogen egent­ lig Drug for denne Formation, men snarere, fordi man har ment, at der kunde forekomme Tilfælde, hvor det eneste, der var al gjøre overfor Rytteriet, netop var at slutte sammen. Ilvis saa er, maa det vistnok anses for rigtigt, at Karreen er bibeholdt. Thi vel er det ube­ strideligt, at baade den een- og den togeleds Linie ere fuldstændig istand til at afvise Rytlerangrebet, og vel gjælder det, naar Attaken kommer, først og fremmest at bevare Ro og benytte den Smule Tid , der muligvis kan være levnet, til at forberede liden og skyde; men denne Ro og denne Skydning kan jo dog kun præsteres af det Infanteri, der endnu er under Kommando, altsaa i det mindste til en vis Grad i taktisk Orden, og netop et saadant Infanteri er grumme lidt udsat for Angreb af Rytteri. Det Fodfolk, der risikerer Attaken mest, er det vigende, sprængte, opløste Fodfolk, det som Tydskerne kalde die ausgebrannte Infanterie, og netop det vil, maa man vist fra alle Sider indrømme, være fuld­ stændig ude af Stand til al modtage Rytteriet paa samme Maade, som de Afdelinger, der endnu bolde Stand. For det bliver der næppe andet at gjøre end at søge sammen. Men der bliver da naturligvis ikke Tale om at danne regelmæssige Karreer, livad d&r vil blive dannet, og hvad der bør dannes, det er større eller mindre Kredse  og Klumper, der stræbe efter den hurtigst mulige Feuerbereitschaft, hvad Reglementet ogsaa indskærper. —

Kan man imidleitid undtagelsesvis komme til at danne en regelmæssig Karré, saa sker dette ved, at den midterste Deling svinger ud med en Halvdeling til hver Side, der da danne Flankerne, medens den bageste De­ ling slutter op, gjør omkring og danner Queuen. Om nogen Faasætning af Bajonet er der ikke Tale — hverken i Krig eller Fred. Man er altsaa nu kommen saa vidt, at man formerer særlige Formationer mod Rytteri uden at paasætte Bajonetten.

Bajonetten paasættes efter det tydske Reglement i det hele taget slet ikke i Fred — formodentlig af et eller andet Hensyn til Geværet; derimod skal det ved Signaler eller paa anden Maade angives, naar man vilde have sat Bajonet paa «im Ernstfalle». Jeg tillader mig nu rigtignok at tro, at faar man aldrig Bajonetten sat paa i Fred, saa vil dette endnu mindre ske under alvorlige Forhold med deres Spænding og Uro; men jeg ser ikke heller nogen Ulykke heri — tvertimod. — I det hele taget maa man vistnok sige, at Tidspunktet for Bajonet­ tens fuldstændige Afskaffelse nærmer sig med langt større Hurtighed, end man — endog blot for faa Aar siden — var berettiget til at antage.

Med Hensyn til det tydske Reglements Forskrifter for Ud fra sluttede Afdelinger gjælder først og fremmest den Regel, at Skydning i sluttet Orden er en Undtagelse. Men Reglementet antager dog altsaa, at den kan forekomme, og er i saa Henseende i Overensstemmelse med de andre Reglementer, ligesom det jo ogsaa er denne Antagelse, der ligger til Grund for den to Ge­ledders Rangering. Noget »Til Skydning Holdt» plejer man ikke at finde i de europæiske Reglementer. Man fiar jo ifølge dem i det hele altid Tid nok. Det tyd ske Reglement, som paa alle Omraader lægger saa stor Vægt paa Hurtigheden, har derimod ogsaa-et «Til Skydning Holdt» og «Med Nedfald til Skydning Holdt« ikke blot for 2, men ogsaa for 4 Geledder, ikke blot for ret, men ogsaa for omvendt Front. Dette sidste turde dog maaske være for meget af det gode.

Til Ildens Standsning skal ofte anvendes Fløjte. Det er Boguslawskvs der schrille Pfiff, der altsaa nu ikke blot skal bruges i Skyttelinien, men ogsaa ved Skyd­ ning med sluttede Afdelinger, idet det ogsaa her har viist sig at være forbundet med Vanskeligheder at standse Ilden ved Stemmen. Samtidig er det bestemt, at Fløjten kun maa benyttes til at standse Ild med; der tør ikke aftales Fløjtesignaler af nogensomhelst Slags, og Fløjten maa altsaa heller ikke benyttes af nogen som Middel til at benlede Opmærksomheden paa sig, en Bestemmelse, der ikke blot er meget heldig, men egentlig ligefrem nødvendig, naar der Pfiff skal gjøre nogen virkelig Nytte som Ildstandsningsmiddel.

Selve lldmaaderne ved Skydning med de sluttede Afdelinger ere nu Salvenfeuer, hvorved man enten lader efter hvert Skud eller rekurrerer til Magazinet, Schiitzeufeuer, hvoraf man har dels en langsom, dels en hurtig, og endelig Magazin- eller Schnellfeuer, ved hvilken man tilstræber den størst mulige Feuer ­ geschwindigkeit.

Jeg skal ikke her komme nærmere ind paa Spørgsmaalet om Salvens Mulighed eller Fmulighed, dens Gavn eller Skade for Disciplin og Moral; jeg skal kun kort erindre om, at Salvens Modstandere ikke saa meget ar­ gumentere ud fra den Smule mindre Træfning, den giver, som fra, at det er umuligt at skyde Salver med Folk, der selv ere beskudte. Og lige saa sikkert som det er, at Salver, der lykkes, bidrage til at bæve vedkommende Af­ delings .Moral, lige saa sikkert er det ogsaa, at mislykkes Salven — og det er jo det, som er Regel, for ikke at sige Regel uden Undtagelse —, saa bidrager dette i høj Grad til Svækkelse af Moral og Disciplin.

Det tydske Reglement forlanger nu imidlertid ikke blot Delings- men ogsaa Kompagnisalver, og man staar derfor atter her overfor et Punkt, hvor Reglementet maa siges at have taget for meget Hensyn til Traditionen, for lidt til, hvad der er muligt og gjennemforligt.

I Schutzenfeuer skydes ikke længer med opgivet Patronantal. Det er den berømte og berygtede Schützenfeuer . . drei Patronen, aom hermed er opgivet. Den var det forresten allerede efter Skydereglementet af 1887. Ligesom Tydskland var først, til at indføre denne ubegribelig upraktiske Patrontælling, fordi man mærk­ værdig nok mente deri at have fundet et Middel til at kunne standse og begrændse Uden, saaledes er det ogsaa nu, da man endelig langt om længe har indset, at dette var en Illusion, det første Land, der har opgivet Methoden.

Det turde være et Spørgsmaal, om det ikke ogsaa vil vise sig som en Illusion, at man skulde være i Stand til under den fjendtlige Ild at skyde langsam Schutzen­ feuer, eller til at gjemme Magasinets Indhold til det Øjeblik, hvor man selv ønsker at bruge det. Naturligvis er det først og fremmest i Skyltelinien, at disse to Ting ville vise sig umulige; men det turde dog maaske ogsaa blive Tilfældet ved sluttede Afdelinger oftere, end man nu antager. Forøvrigt kan dette Spørgsmaal om Magasinets Brug ganske vist ikke godt ordnes anderledes i Tydskland, saa længe man endnu har et Gevær, der, foruden dets andre, mere tekniske Mangler, tillige taktisk set er saa mangelfuldt, at dets Magasin kun kan lades med een Patron ad Gangen.

Det er derfor ogsaa et meget stort Fremskridt i det tydske Fodfolks Bevæbning, at man nu, efter hvad der forlyder, er gaaet over til Indførelsen af et Gevær, ved hvilket man — ligesom i Østerrig — lader, ikke med een, men med flere (5) Patroner ad Gangen. Indtil videre er imidlertid det østerrigske Fodfolk det eneste, der er i Besiddelse af en virkelig »Mehrladern.

I de fleste Reglementer findes en Mængde Forma­ tioner for den sluttede Bataillon. Der findes baade aabne og sluttede Kolonner, og indenfor hver af disse 2 Kate­ gorier atter Kolonner med Sektions-, med Halvdelings-, Delings-, Halvkompagni- og Kompagnifront; særlig denne sidste, Kolonnen med Kompagnifront, er meget almin­delig. I den staa de fire Kompagnier paa Linie, det ene bag det andet ganske som Kompagniets Delinger i en Kompagnikolonne. Det er denne Kolonne med Kom­ pagnifront, der i den europæiske Terminologi kaldes Bataillonskolonne.

Foruden Kolonnerne haves saa Bataillonslinien, Rode­ kolonnerne, hvoraf den dobbelte jo er Mareheformation, og endelig findes de fire Formationer, som man her hjemme kalder Bataillonskolonne, enkelt Bataillonskolonne, sammentrukne Kompagnikolonner og Kompagnikolonner med Deployeringsafstand. Vor Bataillonskolonne fører ude i Europa Navnet Dobbelkolonne, vore sammen­ trukne Kompagnikolonner kaldes som oftest Masse.

Som man ser, er der altsaa Former nok, der er mange for mange. Og flere Steder var man derfor ogsaa allerede saa smaat begyndt at stryge. Det østerrigske Reglement kjender saaledes ingen Dobbelkolonne, i det russiske betegnes Bataillonslinien og de aabne Kolonner som Fredsformationer, der altsaa ikke komme til Anven­ delse i Marken, og endelig det schweitziske Regle­ ment gaar langt videre; men det skal jeg komme tilbage til om lidt. 

Det tydske Reglement har af alle disse Forma­ tioner nu kun beholdt tre Grund form ationer, nemlig vor Rataillonskolonne, enkelte Bataillonskolonne og sam­ mentrukne Kompagnikolonner. Bataillonskolonnen forer sit europæiske Navn Doppelkolonne, den enkelte Ba­taillonskolonne kaldes Tiefkolonne, og de sammen- trukne Kompagnikolonner Breitekolonne. Doppel­ kolonnen, siger Reglementet, skal bruges som Rendez­ vous Formation og til Bevægelser udenfor den fjendtlige Ild, Tiefkolonnen skal bruges som Ilendes-vous Formation, men kun i specielle Tilfælde, og Breitekolonnen skal ligeledes kun bruges i specielle Tilfælde, særlig med Hensyn til Terrainet.

Men netop denne af Reglementet selv foreskrevne Anvendelse viser, at 3 Grundformationer er for meget. Vil man foreskrive Formationer for specielle Tilfælde, bliver man aldrig færdig, de specielle Tilfældes Antal er legio, og der foreligger ikke paa dette Omraade tilstræk­ kelig Grund til at foretrække nogle specielle Tilfælde for andre. Ved Fastsættelsen af Grundformationer for den sluttede Bataillon gjør man derfor bedst i at bolde sig til de Formationer, som ere nødvendige under normale Forhold, og overlade Fastsættelsen af specielle Forma­ tioner til de specielle Tilfælde.

Og del er netop ogsaa dette Standpunkt, det scliweit- ziskeReglement staar paa. Det bar kun een Grund­ for mation for den sluttede Bataillon. Om man nu med det schweitziske og vel ogsaa det tydske Reglement foretrækker Dobbelkolonnen, eller med det østerrigske de sammentrukne Kompagnikolonner, Mas­ sen, det er nærmest en Smagssag. Mig forekommer det imidlertid, at de sammentrukne Kompagnikolonner ere at foretrække; den eneste Indvending, der kan gjøres imod dem, nemlig at det er vanskelig at svinge med denne Formation ude i Terrainet, bar ikke meget at sige; (bi hvor ofte kommer en sluttet Bataillon til at svinge i Terrainet? Og selv om det skulde kunne forekomme en enkelt Gang, saa vilde ogsaa i saa Tilfælde al Gene være hævet, hvis man havde ordnet Kommandoforholdene i den sluttede Bataillon paa samme Maade som i Øster­rig. Hvorledes dette er, skal jeg strax komme til­ bage til.

Bevægelserne og Frontforandringerne med den slut­ tede Bataillon kommanderes som Regel rundt omkring i Europa af Bataillonschefen direkte, og kun hvor Kom­ pagnierne ere saa langt fra hverandre, at Bataillons- chefens Stemme ikke kan høres, kun der kommanderer han indirekte, ved Avisoer eller Ankundigungs- kommandos. Kun i Østerrig kommanderer Bataillons­ chefen altid indirekte, og det er her Kompagnicheferne, der fore deres Kompagnier efter Bataillonschefens Avisoer.

Det tydske Reglement følger imidlertid paa dette Punkt den almindelige europæiske Fremgangsmaade: Bataillonschefen kommanderer direkte, saa længe han kan, og derefter indirekte. Mig forekommer det imid­ lertid, at den østerrigske Ordning af dette Forhold er at foretrække. Den er i Overensstemmelse med Tidens taktiske Udvikling, idet Bataillonen næppe mere kan siges at være den taktiske Enhed i samme Forstand som tidligere, men snarere, saaledes som det østerrigske Reglement udtrykker sig, er fire under fælles Kommando forenede Kompagnier; og den sparer derhos megen Tid ved Uddannelsen, idet det efter endt Kompagniuddannelse ikke bliver nødvendigt at vænne Folkene til nok en Foresats, Bataillonschefens, Kommando og opdrage dem til i visse Tilfælde at 'lystre den direkte.

Begrændses den sluttede Bataillons Grundformationer til een, og ordnes dens Kommandoforhold som i Øster­ rig, saa ses det let, at Forholdene ere i den Grad sim­ plificerede, at man kan nøjes med at anvende et rent Minimum af Tid paa sluttede Bataillonsøvelser, hvad der naturligvis vil være til Gavn for Bataillonens feltmæssige Uddannelse, idet man er berettiget til at gaa ud fra, at den Tid, der spares, vil blive anvendt paa heldigere Maade.

Bevægelserne i den sluttede Bataillon skulle udføres i Marche baade med og uden Tridt. Kun Svingningerne skulle stedse udføres uden Tridt.

Det franske Reglement er det eneste europæiske Reglement, der foreskriver en bestemt Form for Bataillonens Udvikling i Kompagnier. Dette er den saakaldte colonne de combat, i hvilken Bataillonen er udviklet i 2 Linier med 2 Kompagnier i hver Linie paa en Front af omtrent 210 og en Dybde af indtil 300 Meter. De enkelte Kompagnier ere enten i lignes de colonnes de compagnie, eller i en Formation som vor Dobbelt­ linie, en Formation, der ikke kjendtes ved det isolerede Kompagni, men som indføres her under Bataillonen, eller endelig i Kompagnilinier, hvor ofte hveranden Deling er noget tilbagetrukken:

Intet andet Reglement giver saadanne bestemte, uforanderlige Former for Udviklingen, om end nogle give flere eller færre Exempler i saa Henseende, det russiske Reglement f. Ex. o. Det ligger imidlertid i Forholdenes Natur, at den Slags Exempler snart blive de eneste, der indøves, hvorved de jo faa samme Virkning, som om de havde været bestemt reglementarisk fore­ skrevne Former.

Paa hele dette Omraade afviger det tydske Regle­ ment nu ganske fra de andre Reglementer, idet det siger, at meistentheils werden die Kompagnien nach Bedarf erst nach einander eingesetzt. De Kompagnier, der ikke ere «eingesetzt», skulle holdes tilbage som Reserve og som oftest samlede. Det er efter Reglementets Mening uheldigt strax at trække Kompagnierne ud fra hverandre; men hvor det alligevel nødvendiggjøres af Forholdene, der skal Udviklingen foregaa ad de korteste Linier, og hvis det er under Be­vægelse, da altid i Marcheretningen. Men selv ved en saadan samtidig Udvikling bør der dog stedse tages saa meget Hensyn som muligt til eine allmählige Ver­ stärkung der Kräfte.

Dette er nu alt, hvad Reglementet bestemmer om Udviklingen, og det forbyder endog paa det skarpeste enhver Aftale om bestemte Udviklingsformer for bestemte Tilfælde.

Det vilde føre mig meget for vidt, om jeg her skulde komme ind paa en Bedømmelse af denne For­ skrift og hele den Tankegang, der ligger til Grund for den; men sikkert er det, at ligesom den overdrevne Reglementisering dræber al dybere Forstaaelse og alt Initiativ til Handling i Overensstemmelse med de konkrete Forhold, saaledes har det paa den anden Side ogsaa sine store Farer at gaa for yderlig i modsat Retning, at over­ lade for meget til Bestemmelse i de enkelte bestemt foreliggende Tilfælde. Ting , som kunde have været meddelte — og meddelte paa fuldstændig tydelig Maade — ved korte Kommandoer og Avisoer, kræve da for­ holdsvis lange Udviklinger, ved hvilke Tiden gaar tabt, og der aabnes Plads for Misforstaaelser. Det er en stor Kunst i saa Henseende at træffe den rette Middelvej, saa at der hverken reglementeres for lidt eller for meget, saa meget større, for jo flere Trin af intellektuel Ud­ vikling det paagjældende Reglement skrives. Om det nu end er en bekjendt Sag, at det tydske Officerskorps staar højt i Retning af aandelig Begavelse, saa forbavses man dog ved et Studium af det tydske Infanterireglement mangen Gang — og saaledes ogsaa her — ved at se den enorme Tillid, Reglementet har til Korpsets taktiske Intelligens.

Bevæger Bataillonen sig udviklet i Kompagnier, skal der altid opgives de forskjellige Kompagnier Direktions­ punkt, og kun hvor dette er ligefrem umuligt, tør der opgives Retningskompagni. 

Ved Svingninger skal blot den ny Front opgives Kompagnierne, og det bliver da deres Sag, hvorledes de komme ind paa den uden Hensyn til de andre Kompagnier.

I det Øjeblik et Kompagni er indtraadt i Fægtning, er det som Regel ude af Bataillonschefens Haand, og denne kan f. Ex. altsaa ikke, uden for saa vidt For­ holdene ere exceptionelt gunstige, før ved el Fægtnings­ moments Slutning tænke paa at trække noget alt engageret Kompagni ud af Fægtningen for at lade det danne Reserve.

Ligeledes, siger Reglementet, liegt das Schützen­ gefecht in der Hand der Kompagnien, der selv­ stændig skulle løse de dem af Bataillonerne givne Auf­träge. Kun bei augenscheinlichen Missver­ ständnissen oder Fehlgriffen, welche das Ge­ fecht in unbeabsichtigte Bahnen ziehen würden, bør Bataillonschefen søge at gribe ind.

I det ældre tydske Reglement fandtes intet Afsnit om Regimentet; det var intet taktisk Led. Brigaden be­ stod, siger Reglementet selv, af 4 ä 6 Batailloner og derfor som oftest af 2 Regimenter ä 3 Batailloner. Dette, at Regimentet nu i det ny Reglement er indført som taktisk Led, er et Trin i den Udvikling, hvorefter Regimenters og Kompagniers taktiske Betydning tiltager, medens Bataillonernes aftager. Hvor stærkt denne Regi­ mentets nuværende taktiske Betydning pointeres, frem- gaar af følgende Sætning: Das Regiment ist durch seine Geschichte, durch die Einheitlichkeit seiner Ausbildung, die Zusammengehörigkeit seines Officerskorps und die Zahl seiner Glie­ der — drei bis vier Bataillone — ganz beson­ ders für die Durchführung einheitlich ihm zu- weisender Gefechtsausgaben geeignet.

Medens de andre europæiske Reglementer som oftest have mange, nogle endog et ligefremt Utal af Grund- formationer for Regimentet — det franske Reglement har saaledes 8 — , saa har det tydske Reglement kun 2 (Versammlungsformationen), der endog ved nær­ mere Eftersyn vise sig egentlig at falde sammen til een. Regimentet staar i den paa 2 Linier med 1 Bataillon i den ene, 2 i den anden Linie — snart staar det ene, snart de to i forreste Linie; Bataillonerne ere i Dobbetkolonner, og den Bataillon, der er alene i Træfningen, staar stedse ud for Mellemrummet mellem de to andre.

Denne Grundformation kan imidlertid forandres, efter­ som besondere Zwecke es verlangen. Dette er ganske det samme Ræsonnement, som jeg tillod mig at gjøre gjældende for Bataillonens Vedkommende, og som her som der medfører den ene Grundformation.

Brigaden kan opstilles flügel- eller treffenweise. Ved den fliigelweise Opstilling staa de to Regimenter jo ved Siden af hinanden, hvert med sine Batailloner i Dobbeltkolonner, den ene bag den anden. Opstilles der treffenweise, staa Regimenterne derimod det ene — sæd­ vanlig det yngste — foran det andet, hvert med sine Batailloner i Dobbeltkolonner ved Siden af hverandre.

Ligesom det var Tilfældet for Bataillonens Ved­kommende, saaledes foreskrive de fleste europæiske Reglementer ogsaa for Regimentet en Udvikling i to a tre Træfninger; men ogsaa her staar det tydske Regle­ment paa Standpunktet: Udvikling nach Bed arf. De Batailloner, der holdes tilbage, skulle imidlertid her som Regel echelonneres ud til Siden, og jo mindre det Rum er, som de engagerede Tropper overspænde, desto længre skulle de ud, thi, siger Reglementet, det gjælder om en Beherrschung des Gesammtentwickelungsraums.

Ved Brigaden betegnes det derimod ikke som det heldigste at sætte ind nach Bedarf; men det er her at foretrække, om Regimenterne kunne udvikles flugelweise, dog saaledes, at Brigaden, hvis den ikke dispo­ nerer over mere end netop to Regimenter, strax kan holde en af disses Batailloner tilbage som sin Reserve. Samtidig med at Reglementet saaledes anbefaler den fliigelweise Udvikling, indrømmer det imidlertid, at For­ holdene ofte umuliggjøre den og — særlig hvor det ved Avantgardefægtninger gjælder om hurtig at faa fat i et vist Terrainafsnit eller udvikle en forholdsvis bred Front — tvinge ind paa at udvikle treffenweise.

Under Bevægelserne i Regiment og Brigade maa der aldrig opgives Retningsafdeling, men foruden Direktion kun, hvis det gjøres nødvendigt, angives, til hvilken Side der skal haves Anschluss.

Reglementet giver hverken bestemte Regler for Træfningsafstande eller Mellemrum mellem Bataillonerne; alt dette overlades til Bestemmelse i hvert enkelt Tilfælde. — Ogsaa her kunne de Bemærkninger finde Anvendelse, som jeg ovenfor tillod mig at fremsætte om Reglementets Tillid til Officerskorpsets taktiske Intelligens.

Frontforandringer kunne kun foretages ved at trække bagved værende Afdelinger frem i den ny Front.

Skal jeg nu til Slutningen samle Resultaterne af disse Undersøgelser om Anvendelsen af Reglementets Grundprincipper paa de sluttede Formationers Enkelt­ heder, saa maa det siges, at i det hele og store vise disse Enkeltheder en tro og konsekvent Udførelse af Principperne. Der findes i saa Henseende kun faa Und­ tagelser paa det Omraade, som jeg her har omtalt, og det tilmed kun paa underordnede Punkter.

Og spørger man, hvorledes det tydske Reglements hele Stilling for de sluttede Formationers Vedkommende er i Forhold til de øvrige europæiske Reglementer og til den taktiske Situation i det hele taget, saa maa der svares, at dette ny Reglement paa ingen Maade har gjort Epoke, saaledes som det tydske Skydereglement gjorde, da det kom saa ganske uventet i 1877; tvertimod hviler det ny tydske Exercerreglement paa de sidste 20 Aars infanteritaktiske Erfaringer og den infanteri­ taktiske Literatur, og trods dets store Forskjel fra de andre europæiske Infanteriexercerreglementer saa har det dog ogsaa blandt disse haft Forløbere og Bane­ brydere — jeg tænker her nærmest paa det østerrigske Reglement. Men Forholdet er alligevel det, at det tydske Reglement fra paa saa mange Punkter at være yderlig forældet med eet Sæt har svunget sig op paa højre Fløj, saaledes at det nu er det, som er længst fremme, det som fører an.

Det er nu et Spørgsmaal, om det kan undgaa at stagnere, om det — ligesom det tydske Skydereglement — ved Udgave paa Udgave kan holde sig her fremme i Spidsen, kan føre an i Udviklingen, med andre Ord, om det kan vedblive at være:

Ein Niederschlag der taktischen Anschau­ ungen des Augenblicks.