Nytårsdag var det 160 år siden, Det Kongelige Militaire Sel­skab paa Giethuuset og dets bibliotek åbnede sine døre, men da det oprettedes ved kgl. resolution af 14. oktober 1785, må denne dato regnes for dets fødselsdag.

Forholdene i København var i 1870-eme mindre tilfredsstil­ lende for de yngre officerer. Byen talte nu ca. 100.000 indbyggere, og havde man ikke introduktioner med hjemmefra, var dørene stængte, og de unge var enten henvist til beværtninger eller hver- andres værelser. For at fremme de unges kundskaber blev der ganske vist holdt forelæsninger på Giethuset eller pavillonen ved Holmens Hovedmagasin, men når foredragene var færdige, havde de ingen steder at gå hen for at diskutere det, de havde hørt.

Giethuset lå på Kongens Nytorv, hvor nu Det kgl. Teaters orkestergrav går og Tordenskjoldsgade begynder. Det var opført 1674 som kanonstøberi, men efter at Classen havde overtaget le­ verancerne fra Frederiksværk, blev det ikke brugt mere, og da Frederik V’s rytterstatue skulle støbes, måtte det bygges om. Nit var halvdelen af bygningen afgivet til Artilleri-Kadet-Instituttet, medens resten var optaget af den mægtige ovn.

I en af Giethusets fløje boede general v. Huth, og han frem­ satte 1783 et forslag om, at man skulle bryde ovnen ned og indret­ te den del af huset til samlingslokaler for de officerer, der boede i byen. Men forslaget stødte på modstand og blev henlagt. Huth var imidlertid lærer for kronprinsen, og da lian 1785 igen frem­ satte sit forslag, blev det stadfæstet, og til ombygningen bevilgedes der 10.000 rdl., der året før var sparet ved, at de nationale ikke var blevet indkaldt. Nedbrydningen og ombygningen tog lang tid, og først nytårsdag 1787 kunne man åbne for „Conversationen,,.

For biblioteket fastsattes, at det skulle omfatte udførlige vær­ ker og atlasser, der angik den danske og svenske geografi og hi­ storie, det 18. århundredes største generalers felttog, de uundvær­ ligste bøger i krigskunst, nogle ordinære atlasser på pap og træ­ klodser med påmalede signaturer til krigsspil. Bøgerne måtte kun benyttes i læsestuen. De opbevaredes i skabe med ståltrådsnet, og kun dagens direktør eller den afgivne underofficer, „Bogskrive­ ren“, måtte åbne hængelåsene.

Biblioteket kaldtes straks fra begyndelsen for Garnisons Bib­ lioteket, og lededes af kaptajn W. H. F. Abrahaimson, der var en af de bedste folk, der omgav den unge kronprins. Han var lærer på begge kadetakademierne, en beåndet taler og meget afholdt af kadetterne.

Medens de andre militære biblioteker havde til hovedopgave at fremskaffe faglitteratur til det korps eller våben, de var benyt­ tet til, sørgede Abrahamson for, at Garnisons Biblioteket fik så vidt spændende et felt, at man allerede fra begyndelsen lagde grunden til et alt omfattende hovedbibliotek. Det var kun små summer, selskabet kunne afse til bogkøb. Hansøgte derfor at skaffe indtægter ad anden vej, og fra 1791 lykkedes det ham at overtale en kreds af officerer, hvortil kronprinsen snart sluttede sig, til at yde et fast årligt beløb til anskaffelser, hvilket indbragte ca. 100 rdl. årlig, og disse officerer fik ret til at låne bøger hjem. 1793 udgav man den første katalog, der omfattede 386 bind, 1798 kom den anden og 1802 den tredie med 1053 bind.

1799 besluttede man at oprette et Militært Institut i Køben­ havn for frikorporaler, men pladsforholdene var netop på denne tid meget dårlige her i byen, da den endnu ikke havde overvundet de store tab fra branden 1795. Kronprinsen bestemte derfor, at skolen skulle have undervisningslokaler i selskabets stuer på Giet- huset, og dette medførte bl. a., at man måtte sælge billardet. Men kronprinsen fastsatte, at de penge, det indbragte, skulle benyttes til at købe de bedste og nyeste militære bøger.

Efter slaget på Reden måtte officersuddannelsen fremskynde«, og Artilleri-Kadet-Instituttet forøgedes med en tredie klasse. For at skaffe plads til denne, måtte man beslaglægge resten af sel­ skabslokalerne. Biblioteket og dets læsestue flyttedes op på første sal i den såkaldte parolsal, så forelæsningerne måtte holdes i bib­ liotekets lokaler. Da spiseværten samtidig måtte afgive de værel­ ser, hvor officererne hidtil havde spist, betød det, at der praktisk talt ikke blev andet igen af selskabet end biblioteket og dets læsestue, selv om man stadig kunne liolde koncerter og baller i den store sal over porten. Kronprinsen betragtede derfor selskabet som sat ud af funktion, medens biblioteket skulle bibeholdes som selvstændig institution.

Af de penge, der indkom ved salget af billardet, 135 rdl., skulle der jo købes bøger, og i den skrivelse, økonomidirektøren, kaptajn Mourier, i den anledning sendte til generaladjudanten, fo­ reslog lian en del ændringer d bibliotekets ledelse. På brevet skrev kronprinsen: „Jeg ønsker selv i morgen at tale med Mourier“.

Biblioteket havde hidtil været ledet af en meget stor direkti­ on, men nu indskrænkedes den til kun at omfatte en stabsofficer af hæren og en af flåden samt økonomidirektøren. Af de 800 rdl., selskabet fik fra kongen, skulle det fornødne bruges til bogkøb, og kronprinsen forbeholdt sig selv at bestemme, hvilke bøger der skulle anskaffes. I de følgende år indsendte biblioteket derfor en liste over de bøger, det ønskede købt, og kronprinsen satte egen­ hændig et blyantsmærke ud for dem, der skulle anskaffes, og til­ føjede til tider andre værker, ban ønskede købt.

Kort efter blev der nedsat en kommission til udarbejdelse af love for biblioteket, og de blev stadfæstet 27. februar 1802. Her­ efter bestod direktionen foruden af økonomidirektøren af en of­ ficer fra hvert regiment eller korps, og den skulle holde møde en gang om måneden. En af direktørerne skulle føre tilsyn med bib­ liotek- og læsestue, der skulle være tilgængelig hver dag fra kl. 10—23. Bogskriveren skulle være til stede om hverda­ gen fra kl. 10—13 og 16—20. Han var ikke pligtig til at udlevere bøger til andre end bogdirektoren. Han skulle sørge for lys og varme, og aflevere aviserne til oppasseren, når han gik. Denne skulle slukke ilden i kakkelovnene og lysene, inden lian forlod lo­ kalerne.

Adgang havde alle officerer, stadshauptmanden og brandmajo- ren, men udlån kunne kun de opnå, der havde løst adgangstegn. Dette udstedtes af direktionen og erhvervedes ved, at man skænke­ de en bog til en værdi af fire rdl. eller betalte denne sum til øko­nom i direktøren.

1803 berørtes vor sydgrænse af krigsbegivenhederne, og for en kortere tid samledes der et korps ved Rendsborg. 1805 opstilledes det igen, men denne gang blev det stående der til 1807, og Køben­ havns garnison svandt stærkt ind.

Så blev vi selv inddraget i krigen. København bombarderedes, og bogskriveren, korporal Johan Poetzer af Danske Livregiment faldt under det bekendte udfald i Glassens have. Selve Giethuset led ingen overlast af betydning, men nogle bøger, der formentlig har været udlånt, blev så medtagne, at de måtte kasseres.

Krigen medforte forøget uddannelse af officerer, og hele Giet- huset blev optaget af skolelokaler, kun biblioteket beholdt et par små værelser. Det repræsenterede nu selskabet og måtte derfor sør­ ge for kørsel af renovation og skaffe brændsel. Først udeblev brændet, så man for en stor del måtte nøjes med tørv, når en sku­ de var så heldig at bryde blokaden. Det store gallaspisebord, nogle bukkeborde og et „orkester“ blev skåret op til skoleborde.

Foreløbig slog de 800 rdl. til, men det varede ikke længe, før kongen måtte give biblioteket ret store tilskud. 1816 udeblev pen­ gene helt, og da man 1817 gjorde opmærksom herpå, fik man det nedslående svar, at de ikke kunne udbetales, før De Deputerede for Finanserne kunne anvise, hvorfra de skulle tages, og pengene for 1817 gik man uden om i tavshed. Samtidig ophørte de frivil­ lige tilskud, som efter Abrahamsons død blev bestyret af kaptajn Linde.

Dette førte til, at Mourier i 1818 bad om 1000 rbdl. til at bringe biblioteket på fode, og samtidig indstillede han, at det of­ ficielle navn blev Det Kongelige Garnisons Bibliotek, da selskabet nu kun var et navn, og at han, Linde og en officer fra Københavns og Citadellets garnisoner skulle forfatte et udkast til love. Medens direktionen ordnede biblioteket, skulle det være lukket, og alle udlånte bøger indkaldes. Der udarbejdedes herunder en liste, der viste, hvilke bøger der skulle være i biblioteket, hvilke der mang­ lede, og hvilke der måtte kasseres eller repareres. Efter at listen havde fået kongelig approbation, gik man i gang med at ordne, indbinde og trykke en ny katalog.

De nye love, der fik kgl. stadfæstelse 31. maj 1818, bestemte, at bibliotekets navn iskulle være „Det Kongelige Garnisons Biblio­tek“. Det skulle styres af økonomidirektøren og to kaptajner. Det daglige arbejde skulle passes af bogskriveren, der herfor skulle have 6 rbdl. om måneden. Biblioteket skulle være åbent fra 15— 18 og alle officerer skulle have adgang dertil, men kun de med adgangstegn måtte låne bøger hjem. Til sin drift rådede bibliote­ ket over 500 rbdl.

Kort efter, at biblioteket var kommet i gang igen, spurgte kollegiet, hvor den tidligere militaire Clubs sager var blevet af. Mourier indberettede, at der fandtes 45 sølvspiseskeer og 23 sølv- teskeer med Christian VIIs kronede navnetræk og en del møbler og effekter, der benyttedes af Artilleri-Kadet-Instituttet, dettes spi- sevært og biblioteket. I juni 1820 bestemte kongen, at sølvtøjet skulle afleveres til sølvpop Lassen, medens de andre genstande skulle tages i inventar, hvor de var. Biblioteket har endnu fra den tid til meget smukke stole, et ur, et par messinglysestager og en ordonnanstaske.

Den ordning, at bogskriveren skulle passe biblioteket som bib­ liotekar, var ikke tilfredsstillende i det lange løb, og fra nytår 1823 ansattes premierløjtnant H. J. Blom som bibliotekar. Biblio­ teket talte nu godt 2000 bind og var det tredie største militære bibliotek i landet. Det var ordnet efter forfatternes navne og var derfor ved at blive meget uoverskueligt. Blom begyndte straks at udarbejde en realkatalog, ordnet efter emner, og på grundlag her­ af omordnede han hele bogmassen, hvorefter lian 1830 kunne ud­ give den nye praktiske katalog, der omfattede 2643 bind.

Samme år blev Den Militaire Højskole oprettet på Giethuset. Dens chef fik samtidig overopsynet med biblioteket, hvis direk­ tion blev noget forenklet og blev bemyndiget til at anskaffe bø­ gerne uden først at skulle indhente Collegii tilladelse. Der skulle købes værker om krigskunst, organisation, reglementer og kort samt tidsskrifter. Blev der penge tilovers, måtte der købes bøger om historie, rejsebeskrivelser, filosofi, æstetik o. 1. Men „med hen­ syn til sidstnævnte skal alt, hvad der hemmeligt imdergraver eller åbenbart støder sædelighed og velanstændighed være udelukket, hvor fortrinligt det, fra formens side, end måtte være“. Biblioteket skulle være åbent fra kl. 12— 14 med undtagelse af eksercertiden og bibliotekarens ferie. Udlånstiden var 14 dage for tidsskrifter og indtil seks uger for bøger, men der skulle stadig løses adgangstegn til 2 rbdl., og efter katalogen fandtes der 142 af dem.

I København fandtes efterhånden flere militære biblioteker, men medens Garnisons Biblioteket var tilgængeligt for alle, ruge­ de de forskellige korps over deres bogsamlinger. Dette førte til, at kommandør Dahlerup, major grev Baudissin og kaptajnerne Ivey- per og Bruun indsendte et forslag, der gik ud på, at alle de mili­ tære biblioteker skulle samles i et fælles Militærbibliotek omfat­tende alle disses bøger, råde over de forskellige pengemidler og opstillet i et praktisk lokale. Hertil foreslog de stueetagen i den bygning, hvor nu Rigsarkivet findes. Den benyttedes den gang som magasin for Landetatens Arsenal, medens Det Store Kongelige Bibliotek fandtes i de øvre etager.

Christian VIII var meget betænkelig ved denne ordning. Dels mente lian, at de institutioner, der havde anskaffet sig bogsamlin­ ger, ikke gerne ville afstå dem, dels frygtede han, at indrettelsen af lokalerne ville blive for kostbar. Kunne man sikre formålet på en eller anden måde ville ban foretrække det. Han nedsatte der­ for en kommission bestående af en officer fra livert af de bestå­ ende biblioteker og en kaptajn fra Kongens Håndbibliotek, der havde en særlig, militær afdeling.

Kongen kunne tænke sig oprettet et militært Athenæum eller en læsesal ved Garnisons Biblioteket, livor der fandtes tidsskrifter, og hvor igennem man kunne låne bøger fra de andre biblioteker. Endelig fremsatte kongen den tanke, at man udarbejdede en fæl­ leskatalog, så bøgerne var lettere at finde.

Denne kongelige skrivelse var naturligvis et dødsstød for de fire officerers forslag, og kommissionens indstilling gik dem også imod. Den stadfæstedes ved kgl. resolution af 9. januar 1844 og gik ud på, at de forskellige militære biblioteker stadig skulle blive ved deres korps, men bøger skulle kunne lånes fra dem, og de skulle aflevere en katalog til Garnisons Biblioteket. Bibliotekaren skulle fremtidig være en pensioneret officer med et honorar på 200 rbdl. og med en tilkommanderet underofficer som assistent. Major Blom måtte nu fratræde og blev erstattet med oberstløjt­ nant Fibiger, der tidligere havde haft med biblioteket at gøre og var en anset militær forfatter. Han udfærdigede derefter et nyt reglement, der 15. juni 1844 fik kgl. approbation. Herefter skulle ban alene bestyre biblioteket, ligesom ban kunne vælge og indkø­ bede bøger, ban anså for nødvendige. Kun hvis det drejede sig om særlig kostbare værker, skulle ban henvende sig til kollegiet. Den eneste indskrænkning var, at specialværker om artilleri og ingeniørvidenskab ikke måtte købes af Garnisons Biblioteket, da de borte hjemme ved de respektive korps. Men biblioteket bar ved denne begrænsning fået en sørgelig ensidig udvikling.

Adgang havde alle land- og søofficerer, der var ansat i Køben­ havn eller Citadellet, medens alle andre skulle have kollegiets til­ lade]se. Denne var nu allerede første gang givet i 1826, og i de følgende år kom der flere af dem, men adgangstegnene faldt bort. Katalogen var nu blevet forældet, og i 1845 udgaves en ny. Samti­ dig modtog biblioteket en del bøger fra det nedlagte Raketkorps. Dermed begyndte en række overdragelser fra andre biblioteker af værker, de måtte skille sig af med f. eks. af pladsmangel.

Under treårskrigen lå biblioteket stille. Der var ingen office­ rer hjemme i København, og oberstløjtnant Fibiger deltog selv i krigen. Han døde i 1851 og afløstes af oberst Wickede, der den­ gang allerede var 63 år, men alligevel bestred stillingen i fulde 30 år.

Den gamle tanke om at slå de militære biblioteker sammen, var stadig levende, og 1858 skrev kaptajn L. Fog en artikel herom i Tidsskrift for Hærvæsen. Hans forslag gik ud på, at alle de for­ skellige militære biblioteker skulle samles ved Garnisons Biblio­teket, medens institutionerne kun skulle råde over håndbibliote­ ker. Dubletter skulle fordeles til provinsen eller sælges. Artiklen blev forbigået i tavshed.

1859 blev der vedtaget en lov om, at Flådens etablissementer skulle overføres fra Gammelholm til Nyholm. Tanken om, at man snart måtte opgive Gietliuset, havde til følge, at man gik i gang med at udarbejde planer for en ny højskolebygning, der også skul­ le omfatte biblioteket. Dette arbejde blev overdraget kaptajn Lehmann og under forhandlingerne med oberst Wickede er man sik­kert kommen ind på de fordringer et samlet bibliotek ville stille.

Resultatet blev, at han skrev en lang artikel til tidsskriftet. Men medens kaptajn Fog havde nøjedes med at sætte sin i tids­skriftet, sendte Lehmann også sin frem gennem korpset til krigs­ ministeriet. Ministeriet sendte forslaget rundt til udtalelse, og Wickede kunne allerede to dage efter give det sin varme anbefa­ ling. Men de forskellige korps satte sig meget kraftigt imod tan­ ken, og ministeriets svar blev derfor en blank afvisning.

Kort efter blev Tordenskjoldsgade brudt igennem, og en af Gietliusets fløje faldt. Så kom krigen 1864, tropperne forlod byen, og bibliotekaren og lians assistent måtte selv foretage optællingen. Året efter døde general de MeZa, og han havde i sit testamente bestemt, at hans store bogsamling skulle deles ligeligt mellem Høj­ skolen og Garnisons Biblioteket. Kort efter fik biblioteket endnu en stor gave, idet kong Christian IN 1866 bestemte, at Det kgl. håndbiblioteks store, meget værdifulde militære afdeling skulle skænkes Garnisons Biblioteket. Som et tidsbillede kan det fortæl­ les, at da biblioteket ikke kunne påtage sig transporten, fik det stillet fire militærarbejdere til rådighed. De skulle møde den 1. december ved Rundetårn for af det gamle Universitetsbibliotek at modtage nogle bærebøre med lærredsovertræk til transporten.

Under arbejdet med hærloven 1867 kom spørgsmålet frem i finansudvalget om at slå bibliotekerne sammen i et centralbiblio­ tek, men ministeriet svarede, at det var forsøgt 1844 og 59, men var blevet afvist af korpsene. 1867 nedsattes der en kommission, der skulle undersøge muligheden for at slå de militære biblioteker sammen med et af de store offentlige, men den nåede aldrig til noget resultat.

Efterhånden som Gammelholmkvarteret voksede, blev det mere og mere klart, at Giethusets dage var talte, og 1867 klagede Wickede over, at regn- og snevand gik gennem loftet til læsesalen. Så dukkede planerne op om at bygge et nyt Kgl. Teater på Giethusets grund. 1869 fik biblioteket ordre om at forberede flytning til det gamle Landkadetakademi, hvor Østre Landsret nu har til huse, og den 29. november kunne det åbne for adgang i stueeta­ gen ud til Bredgade. Det fik her læseværelse ud til nuværende Fredericiagade, et kontor ud til gården og tre bogværelser i gav­ len, hvor dets 8700 bind blev opstillet.

Da det militære selskab på Giethuset døde, var tanken om officersforeninger absolut ikke skrinlagt. Ud af Artillerikorpsets stærke sammenhold opstod Artilleriofficersforeningen, et gammelt skydeselskab ændrede navn til Den militære Forening, og 1871 oprettedes Det krigsvidenskabelige Selskab. Fælles for disse tre foreninger var, at de var hjemløse, og da industriforeningen 1879 købte udstillingsbygningen på Vesterbrogade, lykkedes det at brin­ge et lejemål i stand. 1880 dannedes derefter Officersforeningen, og med støtte fra ministeriet indrettedes den sydlige del af bygnin­ gens første sal til foreningslokaler. For at undgå udgiften til køb af militære bøger og tidsskrifter fandt man det mest formålstjen­ ligt at flytte Garnisons Biblioteket derhen, og 18. november 1882 kunne det åbne i de nye lokaler, der alle vendte ud til Vesterbrogade.

Dette nye samarbejde måtte føre til visse ændringer, i de gæl­ dende bestemmelser for biblioteket, og der oprettedes derfor et bogudvalg bestående af bibliotekaren og to medlemmer af forenin­ gens direktion. Men da bibliotekaren eftre den kgl. resolution af 1844 havde eneansvaret for bibliotekets drift, førte det snart til strid mellem ham og de to officerer. 1895 skrev foreningens direk­tion derfor til ministeriet, at det ville være lettere at ordne for­ holdene vedrørende bibliotekets afbenyttelse, udlån m. m., hvis direktionen fik overdraget bestyrelsen for biblioteket under ansvar overfor ministeriet, og således, at det blev direktionen, der antog den til forretningernes bestridelse fornødne medhjælp.

Det nye reglement tryktes i kundgørelsen den 7. november 1895 og fastsatte, at Garnisons Biblioteket underlagdes Officersfor­ eningens direktion af hvilken to medlemmer skulle udgøre dets bestyrelse og foretage bogindkøbene. Udlån og regnskab førtes af bibliotekaren, til hvis hjadp der kunne ansættes en assistent. Bog­ købet skulle som hidtil kun omfatte almindelig militær litteratur, og bøger af mere speciel natur måtte kun anskaffes, når en større kreds ønskede det, men skønlitteratur måtte ikke købes. Dette var heller ikke nødvendigt, da foreningen straks fra sin begyndelse havde oprettet et lille skønlitterært bibliotek, som bestyredes af Garnisons Bibliotekets bibliotekar for et nærmest symbolsk hono­ rar til det ophævedes med udgangen af 1955. Læseværelset skulle være tilgængeligt fra 11— 16. Retten til at låne var stadig kun for­ beholdt tjenstgørende officerer i København, men direktionen kunne dog give andre tilladelse. Disse bestemmelser førte til, at bibliotekaren, oberstløjtnant Pingel tog sin afsked, og direktionen ansatte derefter først oberstløjtnant Hirsch og et par år efter kap­tajn grev Sponneck som bibliotekarer.

Den bekendte forfatter, oberst Rist, blev snart formand for bestyrelsen, og han arbejdede fortrinligt sammen med biblioteka­ rerne. Biblioteket var endnu i hovedsagen ordnet efter de regler, der fastsattes 1822, da det talte 2600 hind, medens det nu omfatte­ de næsten 18.000. Nogle af afsnittene var vokset voldsomt, medens andre var uforandrede. Man begyndte derfor en gennemgribende omordning af bogmassen, og denne nye plan var så smidig, at den kan bruges den dag i dag, naturligvis med de ændringer, nye vå­ ben, materiel, kampmetoder og organisation nødvendiggør. På grundlag af denne omordning tryktes derefter en katalog i 1898, hvortil der i 1902 og 1905 udsendtes tillæg. Imidlertid var antallet af tidsskrifter også taget til, og da det er meget svært at finde netop de artikler, man har brug for, begyndte kaptajn Sponneck 1901 udarbejdelsen af et meget stort kartotek over de vigtigste.

Denne ordning må nu ikke have virket helt tilfredsstillende, og da oberst Rist 1904 søgte sin afsked, og man gerne stadig ville have ham knyttet til biblioteket, ændredes reglementet således, at obersten ansattes af ministeriet som formand for bestyrelsen, hvor­ til foreningens direktion yderligere afgav en officer.

Under forhandlingerne på Rigsdagen 1896—97 om opførelsen af en nybygning til Det kgl. Bibliotek var der fremsat ønske om et bedre samarbejde mellem bibliotekerne. Dette medførte, at alle biblioteker fremtidig skulle indberette til overbibliotekaren om nyanskaffelser, og på grundlag heraf opstod fra 1901 Accessions­ katalogen. Under tilrettelæggelsen heraf viste det sig, at bibliote­ kernes indkøb var urationelle og uøkonomiske, og overbiblioteka­ ren drøftede sagen med forskellige, deriblandt oberst Rist. Resul­tatet heraf blev, at han 1907 foreslog krigsministeriet, at de m ili­ tære biblioteker skidle samles i et fælles fagbibliotek, der skulle have til huse i generalinspektøren for artilleriets lille gule byg­ ning på Gammel Tøjhus. Bibliotekaren skulle være biblioteksud­ dannet og have fornøden medhjælp, medens bogkøbet skulle fore­ tages af en kommission af officerer. I forbindelse med biblioteket skulle være en lille læsestue, hvor militære tidsskrifter kunne læg­ ges frem. Specialværker skulle sendes til vedkommende faglige myndighed i to måneder og derefter indgå i biblioteket. Der skul­le udarbejdes en stor Fælleskatalog, der dog måske kun skulle be­ gynde med 1830.

Forslaget blev modtaget med meget blandede følelser. Oberst Rist var den eneste, der helt gik ind for tanken, alle andre stred imod. Især virkede det afgørende, at de forskellige myndigheder og korps bestemt modsatte sig ordningen, fordi de selvfølgelig ikke kunne undvære deres håndbiblioteker, og forslaget blev derfor igen lagt til side.

I de følgende år begyndte virkningerne af hærloven 1909 at gøre sig gældende. Den store københavnske garnison blev splittet, rekrutskolerne blev forlagt til lejrene og 1912 besluttede regerin­ gen at spare tilskudet til officersforeningen. Kommandanten fik derfor ordre til at finde et billigere sted til bibliotek, men det viste sig, at foreningens tilbud absolut var det laveste, og derfor fik det lov til at blive i sine gamle lokaler. Men direktionens over­ tilsyn med biblioteket ophørte fra 1. april 1913 og overtoges af kommandanten, der stadig udøver det. Biblioteket bestyres her­ efter af bibliotekaren, medens der oprettedes et bogudvalg på to af ministeriet udpegede officerer.

Efter hærloven skulle en del af de jydsk-fynske afdelinger over­ føres til Sjælland, og der opstod derfor spørgsmål om deling af bestående og oprettelse af nye garnisonsbiblioteker. 2. generalkom­ mando foreslog herunder, at alle jydsk-fynske biblioteker skulle samles i et centralbibliotek, men det satte de gamle garnisoner sig imod.

Dette førte til, at ministeriet nedsatte en kommission og i di­ rektiverne udtalte, at der måtte tilstræbes en centralisation for hele landet. Kommissionen hævedes 1917 uden andre resultater, end at der fremtidig skulle udgives en fælleskatalog for de køben­ havnske biblioteker, som Christian VIII havde ønsket det 1844, og sekretæren i kommissionen, kaptajn Rochstroh, knyttedes fast til ministeriet som dets konsulent i bibliotekssager.

Grev Sponneek var i 1909 blevet afløst af oberst Petersen- Plaun, der udvidede biblioteket med en stor samling af portræt­ ter af officerer. Den omfattede allerede i 1914 1006 billeder af deltagere i vore to slesvigske krige, og nu tæller den ca. 7000 por­ trætter. Han afløstes 1919 af oberstløjtnant Gandil, der tidligere havde ledet biblioteket på Kronborg.

Under 1. verdenskrig havde Industriforeningen flere gange forsøgt at få huslejen forhøjet, men huslejenævnet havde hele ti­ den holdt hånden over foreningen. Til sidst måtte det dog give efter, og 1923 måtte den flytte til Domus medica i Amaliegade 5. Her overtog foreningen stueetagen med daglige lokaler i hoved­ fløjen ud til gaden og Garnisons Biblioteket i sidefløjen.

I en indberetning til bibliotekskommissionen af 1916 havde man udtalt, at lokalerne i industribygningen var store nok i øje­ blikket, men at man måtte vente en meget stor tilgang af littera­ tur efter krigens afslutning. Denne spådom slog også til, og da pladsforholdene var meget begrænsede, måtte en del af bøgerne anbringes i en smal gang, medens et meget stort antal værker an­ bragtes på Christian IV ’s store bryghus. Dette drejede sig mest om ikke-militære bøger, men de var ganske ubeskyttede mod kulde, fugt og støv.

Den store fremgang, der efter verdenskrigen satte ind på så godt som alle områder, medførte en lige så voldsom tilvækst af litteratur, og Det kgl. Bibliotek og Universitetsbiblioteket var ved at blive sprængt. Dette foranledigede undervisningsministeriet til 1924 at nedsætte et udvalg angående statens biblioteksvæsen. Re­ sultatet heraf blev, at de to store biblioteker fik hvert sit særlige område, og at det pålagdes de større fagbiblioteker, at anskaffe og opbevare den litteratur, der vedrørte deres specialer. For at finde frem til en bog, var det derefter nødvendigt at have en cen­ tral, der rådede over samtlige bibliotekers kataloger, og Statens Bibliotekstilsyns Oplysningskontor overtog dette hverv fra 1926. For Garnisones Biblioteket fik denne ordning den betydning, at det herefter betragtedes som landmilitært fagbibliotek i nøje tilknyt­ ning til rigsbibliotekarembedet med deraf følgende forpligtelser, samtidig med at det gennem oplysningskontoret kom i nært sam­ arbejde med alle biblioteker i landet.

Byttet af foreningslokaler fra Rådhuspladsen til Amaliegade vi­ ste sig hurtigt ikke at være nogen succes. 1929 flyttedes der derfor tilbage til pladsen i de nuværende lokaler i De forenede Brygge­riers bygning Vestre Boulevard, nu H. C. Andersens Boulevard 20. De nye lokaler var større og lysere end de i Amaliegade, men til­ væksten af litteratur var så voldsom, at man indstillede om at måtte udføre en del udenlandske bøger og tidsskrifter. Men denne gang drejede det sig mest om militære værker indenfor gruppernes hærordning, militærgeografi og reglementer. Og en ting bliver som bekendt kun ringere af, at man klipper en tå og hugger en bæl.

Skønt der efter 1. verdenskrig udkom en meget talrig og vær­ difuld litteratur, og den bedste kommer først nogen tid efter, når man har fået tid til at fordøje alt det nye, blev tilskuddet til bib­ liotekets drift sat ned. Medens det i 1922 havde været 4000 kr. + 400 kr. til bogforsendelser, beløb det sig i 1927 til 3300 kr. ialt, for 1932 at blive reduceret til 2400 kr.

Så kom anden verdenskrig og besættelsen. Bøger og tidsskrif­ ter fra vestmagterne udeblev, og de tyske var først kun skrevet i sejrberust selvforherligelse. Tidsskrifterne indeholdt til at begynde med en bel del lærerige skildringer, men efterhånden som lykken vendte sig, blev indholdet ringere og ringere, og til sidst ophørte de helt at komme. Nøgterne fremstillinger fik vi næsten kun fra Sverige og Schweiz, men lien mod krigens slutning hændte det of­ te, at den tvske censur standsede dem, hvorfor vi fik dem oplagt i udlandet i depot. Udlånene var der heller ikke mange af, og der mistedes en del bøger ved, at lånerne arresteredes af tyskerne, og bøgerne forsvandt.

Ved omordningen af biblioteket i 90-erne var bogmassen ble­ vet delt efter indholdet i krigshistorie, krigskunst, d. v. s. strategi, taktik o. 1. samt i grupper omfattende de dengang bestående „vå­ ben“. Således omfattede „Artilleri“ såvel taktik som teknik, men ved hærloven af 1909 var disse blevet skildt i Artilleriet og Tek­nisk Korps. Desuden opstod der en række nye kampmidler, som det voldte vanskeligheder at indpasse i den bestående ordning.

Grupperne Artilleri, Ingeniører o. s. v. er derfor kommen til kun at omfatte materiel og dets betjening, medens den taktiske anven­ delse er samlet i den store gruppe krigskunst, der så har måttet deles i et meget stort antal af afsnit.

Som nævnt havde ministeriet fra 1914 udgivet en Fælleskata­ log hvoraf det første bind omfattede anskaffelser efter 1870, me­ dens de følgende kun medtog nyanskaffelser. Efter krigen udgav ministeriet et tillæg i 1948, og derefter fulgte hver måned en til­ gangsliste med kundgørelsen, hvorved alle kunne få lejlighed til at følge med i, hvad der kom frem af ny litteratur. Men efter­ hånden kunne ministeriets trykkeri ikke afse den fornødne tid, og med udgangen af 1954 ophørte disse meget værdifulde udsendelser, således at forbindelsen mellem biblioteket og dets lånere blev af­ brudt. Men manuskriptet til en ny tilgangskatalog er stadig ført a jour.

Biblioteket førte selv nogle tilgangsbøger, men dels var de for små og gnidret skrevet, dels blev nyanskaffelserne ført ind efter­ hånden som de købtes, så det voldte en del besvær, at finde frem til den bog, man ønskede. I 1948 begyndte man derfor at udarbejde et kartotek over alle bibliotekets bøger, og for at gøre det mere handigt, deltes de store grupper i et stort antal afsnit, hvilket medførte, at der måtte skrives flere kort for en del bøger.

Tidsskriftskartoteket, der var påbegyndt 1901 var ført på ret små sedler, men arbejdet hermed gik i stå 1933. Da der var god tid under verdenskrigen, blev det tabte dog hurtigt indhentet. Da man efter krigens slutning gik i gang med at udarbejde det store bogkartotek, gik man over til samme format for tidsskriftesnes vedkommende, således at denne nye del begynder 1939.

Arbejdet hermed var så omfattende, at bibliotekar og assistent ikke alene kunne overkomme det, og 1948 blev der derfor ansat en kvindelig medhjælper, der 1952 blev fast biblioteksassistent, fordi det viste sig umuligt at skaffe en afløser, da den daværende assi­ stent pludselig døde, hvorefter biblioteket fik tilladelse til at an­ tage en biblioteksuddannet medhjælp.

Den store portrætsamling var i mange år passet vederlagsfrit først af en pensioneret kaptajn, derefter af en gammel løjtnant. Den er fortrinligt ordnet og tæller nu ca. 7000 billeder. Den bliver be­ nyttet en hel del, og jeg vil gerne bede læserne tænke venligt på den ved lejlighed.

Efter krigen blev det hurtigt klart, at den gamle ordning med flere biblioteker var upraktisk og uøkonomisk. Ministeriet nedsat­ te derfor en kommission, der foreslog, at der dannedes et hovedbibliotek for hvert af de tre. værn og håndbiblioteker ved de for­ skellige institutioner. Men tiden var ikke moden, og indstillingen blev lagt ad acta.

Uddannelsen på officersskolerne var samtidig ændret, idet der i stedet for dansk og historie var indfort foredragsvirksomhed, hvortil elever og kadetter skulle anvende et meget stort antal bø­ ger om strategi, taktik, krigs- og civil historie. Da holdene er så store, at der findes flere paralelklasser, har der været megen stor efterspørgsel efter bibliotekets bøger, og man har måttet henvise flere til at slå sig sammen om de samme bøger. Samtidig har der kunnet mærkes stigende militær interesse rundt om i landet, sær­lig blandt hjemmevæmsfolk, og havde de andre militære bibliote­ ker ikke vist sig så imødekommende, havde Garnisons Biblioteket ikke kunnet skaffe det fornødne antal bøger.

Ved hærloven 1952 stilledes der så store krav til indkvarte­rings- og undervisningslokaler, at det var nødvendigt at benytte våbnenes og skolernes bibliotekslokaler til anden brug. Som den første ramtes officersskolens bibliotek heraf, idet det fik ordre til at afgive alle bøger trykt før 1898 til Garnisons Biblioteket. Men dettes lokaler kunne kun rumme ca. 30.000 bind, hvorfor det i for­ vejen havde måttet anbringe ca. 10.000 i et pulterkammer. Da det nu pludselig skulle modtage officersskolens mange værker, blev det nødvendigt at opmagasinere dem i kasser, stablet op i et loftsrum på Citadellets gamle brødfabrik, medens artilleriets og ingeniør- korpsets kostbare værker frister en krank skæbne i meget uegnede rum. Selv om biblioteket har nøjagtig fortegnelse over, hvor hver bog er anbragt, skal man dog være to om at flytte kasserne, og derefter finde frem til den eftertragtede bog mellem de ca. 100 bind, der ligger i hver kasse. Men også de andre biblioteker har kvaler med pladsen, og tiden må derfor være inde til snarest at realisere det 113 år gamle ønske om et hovedbibliotek med der­ til egnede lokaler, så de uerstattelige gamle værker ikke er smul­ dret hen, når man igen begynder at interessere sig for andet og mere end verdenskrig II.

Gordon Norrie.