Det franske Generalstabsværk om Verdenskrigen

Operationerne 18. Juli— 25. September 1918.

Ved Oberst K. L. Lasson.

Af det franske Generalstabsværk om Verdenskrigen — Les Armées Françaises dans La Grande Guerre — udkom I Binds 1. Del, der omfatter Felttogsplanerne, Grænseslagene og Operationerne indtil Slaget ved M arne, i 1922. To Aar senere fulgte II Bind, som gør Rede for den franske Hærs Ordre de bataille, og nu har V II Binds 1. Del sluttet sig til disse Publikationer. I Modsætning til det tyske Rigsarkiv, der har udgivet de fire første Bind af „Der Weltkrieg 1914 bis 1918", udsender den franske Generalstab saaledes ikke sine Udarbejdelser i kronologisk Orden. V II Binds 1. Del beretter om Begivenhederne Ira 18. Juli til 25. September 1918, altsaa om den Periode, ved hvis Begyndelse den Øverstbefalende paa Vestfronten, General Foch, tilrev sig Initiativet for aldrig senere under Krigen at give det fra sig. Den stærkt koncentrerede Text (405 Sider), der er inddelt i 4 Afsnit („parties"), behandler principielt ikke mindre Led end Divisioner og suppleres af to Bind Bilag („annexes"), som gengiver Ordlyden af 1292 Aktstykker (1508 Sider) — Befalinger, Direktiver, Instruktioner, Indberetninger, Korrespondancer (ogsaa Telefonsamtaler) mellem de højeste militære Myndigheder, Meddelelser om Forholdene paa fjendtlig Side, m. m. — til hvilke der henvises paa omtrent hver Side af Bogen. Gennem disse Dokumenter, som udgør en meget interessant og værdifuld Del af Værket, bliver det, ligesom ved det tidligere udkomne a f dette, muligt for Læseren at kontrollere Fremstillingen og selvstændigt at bedømme Aarsagssammenhængen. I „Der Weltkrieg" anføres derimod, som det vil erindres, Aktstykkerne kun brudstykkevis, og denne fundamentale Forskel mellem de to Udarbejdelser stiller det franske Værk paa et langt uangribeligere Stade i historisk Henseende end det tyske.

I 1. Afsnit (I— III Kapitel) gøres der Rede for Pla ­ ner og Forberedelser til den store Modoffensiv, der begyndte den 18. Juli om Morgenen. Allerede omkring Midten a f Juni, altsaa samtidig med, at det tyske Angreb mod Compiégne blev standset, og Østrigerne led et stort Nederlag ved Brenta og Piave, havde General Foch, der fra 14. April beklædte Stillingen som „Le général commandant en chef les armées alliées en France", henledet den franske Hærs Overgeneral, General Pétain’s Opmærksomhed paa den tyske Fronts udprægede Svaghed mellem Aisne og Marne og særlig paa den strategiske Betydning a f det vigtige Jernbaneknudepunkt Soissons, hvis Erobring vilde bevirke, at V II tyske Armé blev afskaaret fra sin Jernbaneforbindelse mod Nord. General Foch’s Plan tilsigtede i Begyndelsen vistnok kun en ret begrænset, lokal Operation, men antog temmelig hurtigt større Dimensioner, saa at den tilsidst gik ud paa et stort Angreb fra Vest mod Øst, hvorved X Armé (Mangin), som stod mellem Oise og Ourcq længst til højre (sydligst) a f General Fayolles „Groupe d’armées de réserve"1), skulde spille Hovedrollen. I Slutningen af Juni anmodede General Foch General Pétain om at forberede en saadan Modoffensiv, som dog næppe kunde blive til Virkelighed før henimod Midten af August, idet det var General Fochs Mening at lade 12 amerikanske Divisioner, der ikke kunde være rede tidligere, deltage i Operationen. Fra de første Dage af Juli tydede forskellige Tegn imidlertid paa, at Tyskerne var i Færd med at forberede en ny og stor Offensiv i Champagne i den Hensigt at bemægtige sig Reims og bringe den vigtige Jernbanelinie Épernay— Châlons under de tyske Kanoners Virkningsomraade. General Pétain opretter nu den 5. Juli to „Groupements de réserves générales", den ene (3 Divisioner) i Argonnerne og underlagt General de Castelnau, den anden (5 Divisioner) Syd for Dormans og til udelukkende Raadighed for den franske Overkommando. E fter General Pétains Instruktion a f 5. Juli (Annexe 8) skulde disse Styrker enten anvendes til Forstærkning af Kampfronten eller kunne „gaa over til Modangreb paa den fjendtlige Flanke". 1 denne sidste Sætning findes allerede udtrykt den Manøvreidé, der skulde karakterisere Operationerne den 18. Juli, men det maa dog erindres, at der foreløbig kun er Tale om en defensiv Foranstaltning, for hvis Iværksættelse det til en vis Grad overlades Fjenden at bestemme Tidspunktet. General Foch ønsker derimod nu, at Ventetiden skal benyttes til Forberedelse af en mægtig, selvstændig Offensiv af størst mulig Udstrækning, og det skulde ikke vare længe, inden de to Planer blev forenede i een, der svarede til hans Hensigt. E fter en mundtlig Konference den 9. Juli mellem de to Generaler blev det nemlig bestemt, at X Armé og dens Naboarmé til højre, V I (Dégoutté), snarest skulde forstærkes og stilles rede til et afgørende Modangreb, medens General Maistres „Groupe d’armées du centre" — IX (de Mitry). V (Berthelot) og IV Armé (Gouraud) — i Hovedsagen skulde forholde sig defensivt overfor det tyske Angreb mod Reims, som man sikkert ventede — Generalstabsværket meddeler intet om, hvorfra denne Viden stammede — den 14. eller 15. Juli. General Foch anmodede dernæst den 13. Juli Feltmarskal Haig om strax at sende 4 engelske Divisioner til Egnen om Vitry -le-Francois til Raadighed for General Maistre, samt om at forberede Afsendelsen af 1 andre. Den engelske Overgeneral gjorde dog Indsigelser, og først efter ret besværlige Forhandlinger lykkedes det omsider nogle Dage senere at faa ham til at afgive 4 Divisioner til General Pétains Disposition.

Da det tyske Storangreb i Champagne begyndte den 15. Juli, var Franskmændene vel forberedte til at tage imod det, ja General Gouraud (IV Armé) var endog saa nøje orienteret om Tidspunktet, at hans Artilleri kunde aabne en fuldstændig planlagt Ild mod de tyske Tropper, inden disse endnu havde sat sig i Bevægelse. Angrebet blev udført af tre tyske Arméer, hvoraf den vestligste (VII) skulde gaa over Marne ved ChâteauThierry, medens de to andre (I og III) skulde rykke frem Vest og Øst for Reims, der ikke skulde angribes, men, det regnede Tyskerne med, vilde laide som Bytte io r Sejrherrerne. Øst for Reims blev Tyskerne standset foran IV franske Armés 2. Stilling, hvor Angrebet brød fuldstændig sammen i den overvældende ild. Vest for Reims pressede 1 og V II tyske Armé derimod de iranske Styrker tilbage og fik Fodfæste paa Højderne Syd for Dormans, men her hindrede Forstærkninger fra General Pétains strategiske Reserve enhver videre Fremrykning. Det tyske Angreb havde imidlertid været saa faretruende, at General Pétain den 15. Juli ved Middagstid gav Ordre til, at en Del af de Styrker, der skulde anvendes til X Armés Modoflensiv, skulde stilles til Raadighed lo r den angrebne Front, og at Koncentrationen til X Armés Opmarchterrain inutil videre skulde stilles i Bero. General Foch, der var undervejs til en Konference med Feltmarskal Haig, faar i Veisaiiles Meddelelse om General Pétains Beslutning og griber strax ind med rast Haand, idet han Kl. 12-ri lader telefonere til General Pétain, „at General Mangins Forberedelser ikke paa nogen Maade maa forsinkes, endsige da standses" (Annexe 38). General Pétain giver herefter Kontraordre.

E fter den af General Pétains foraarsagede Pause af et Par Timers Varighed fortsætter X Armé, uanfægtet af Kampene ved Marne, derpaa sin Opmarch, som paa Grund a f de store Skove ved Villers-Cotterets loregaar meget skjult. 1 Løbet af den 16. og 17. Juli bringes samtlige Afdelinger paa deres endelige Plads, idet alle Forholdsregler tages, for at Fjenden ikke skal faa Nys om Koncentrationen. Skove og Lokaliteter udnyttes intensivt, og alle Køretøjer, heriblandt de talrige Kampvogne, bevæger sig kun om Natten. Den 17. om Aftenen gør et voldsomt Uvejr Vejene i det vidtstrakte Skovterrain næsten ufarbare, og i den bælgmørke Nat, der ganske vist ogsaa umuliggør al fjendtlig Observation, er det overordentligt vanskeligt for Afdelingerne at finde deres Plads. Dette lykkes dog, og den 18. Juli heninrod Daggry staar Arméen rede til Angreb. I første Linie er 12 Divisioner opmarcheret paa en Grundlinie af 25 krn’s Længde og i Retning Nord— Syd, medens 4 Divisioner, 3 Kavalleridivisioner, 80 svære Kanoner, samt 120 Kampvogne danner Reserve. Ialt raader General Mangin over 16 Divisioner (heraf 2 amerikanske å 27,000 Mand), 1 Kavallerikorps paa 3 Divisioner, 1,545 Kanoner, 346 Kampvogne og 581 Aeroplaner. For at gøre Angrebet saa overraskende som muligt, havde General Mangin opnaaet General Pétains Approbation paa, at det skulde foretages uden Artilleriforberedelse — men selvfølgelig under Artilleribeskyttelse. Umiddelbart før Infanteriets Angreb skulde alle Pjecer aabne Ilden, og Kampvogne, fulgt a f Fodfolk, strax derpaa bryde frem fra Skovene.

Ved V I Armé (Dégoutté), der skal deltage i Angrebet til højre for X Armé, indvikles højre Fløj fra den 15. Juli om Morgenen i haardnakkede Kampe Syd for’ Marne. Fo r at stille General Dégoutté friere under Fo rberedelsen og Udførelsen a f Modoffensiven bestemmer General Maistre, at V I Armés to højre Fløjkorps (38. og 3.) fra den 17. om Morgenen skal underlægges Naboarméen til højre, IX (de Mitry). General Dégoutté lader 7 Divisioner (heraf 2 amerikanske) opmarchere i 1. Linie og har 1 Division og 30 Kampvogne som Reserve. Hans Styrke udgør ialt : 8 Divisioner, 588 K a ­ noner, 147 Kampvogne og 562 Aeroplaner. Ligesom for X Armés Vedkommende lægges der den største Vægt paa, at alle Forberedelser holdes skjult. I 1. amerikanske Armékorps2)’ Befaling den 17. Juli Kl. 17::o (Annexe 110) hedder det saaledes: „Da Angrebet fra den fremskudte Stilling skal udføres overraskende, er erhver Forberedelse ved A rtilleriild forbudt inden Kl. H 3) ; Afsnittenes normale Udseende skal bevares omhyggeligt, og det skal for enhver Pris hindres, at Fjenden tager Fanger". Under Hensyn til Terrainets Beskaffenhed og Styrken a f de tyske Forsvarsforanstaltninger ansaa General Dégoutté en Artilleriforberedelse inden Angrebet paa den fjendtlige Hovedstilling for nødvendig. Koncentrationsskydningerne skulde vare til Kl. H -f- lh.80, til hvilket Tidspunkt Fodfolket og Kampvognene, efter at have kastet de fjendtlige Fo rposter og opnaaet Kampføling med Hovedkræfterne, skulde fortsætte Fremrykningen og paabegynde det egentlige Angreb. I Løbet a f Natten til den 18. Juli tilgik der samtlige X og V I Armés Afdelinger den lakoniske Ordre (Annexe 101): ..H — 4 h 35 A oommuniouer à la troune dans la nuit. Cet ordre sera porté à tous les échelons nar un officier". Øst for V I Armé havde IX (de Mitry). V (Berthelot) og IV Armé (Gouraud) været i Kamp siden den 15. Juli ved Daggry. De to førstnævnte Arméer er endnu den 17. Juli haardt engagerede, men hele General Maistres Armévrunpe skal doc den 18. om Morgenen støtte General Fayolles Flankeangreb vect en retour offensif, som skal indledes med stærk Artilleriild , der for IV Armés Vedkommende allerede skal aabnes Kl. 4, for de to andre derimod først Kl. 5. A f Generalstabsværkets Redegørelse for de trufne Forberedelser til det store Flankeangreb fremgaar tydeligt, at hele Operationen har været særdeles vel anlagt. Generalstabsværket hævder (Side 74), at de tyske Tropper mellem Aisne og Marne blev fuldstændig overraskede („complètement surprises"), hvortil en tæt Taage, som havde afløst Uvejret om Natten og den 18. ved Daggry hvilede over hele Angrebsterrainet, væsentlig bidrog. Tyske Militærforfattere, først og fremmest Hindenburg og Ludendorff, indrømmer, at Angrebet, selv om det ikke var uventet, kom som en Overraskelse. Man vidste ganske vist fra Flyvere og Fanger, at der blev draget Tropper sammen i Villers-Cotterets Skovene, men nærmere Oplysninger kunde ikke skaffes til Veje, dels paa Grund af Franskmændenes vel organiserede Forpostsystem, dels paa Grund a f deres store Overlegenhed i Luften. De 5 tyske Armékorps, der efter Angrebet i Slutningen af Maj dannede Fronten mod Villers-Cotterets, og i Begyndelsen maatte antage. at Offensiven skulde fortsættes, var først i anden Halvdel a f Juni gaaet i Gang med Befæstningsarbejder. Stærkt udmattede, som disse Tropper var efter Kampen og Anstrengelserne, blev Arbejdsydelsen kun ringe, saa meget mere som Franskmændenes Ild Dag og Nat hindrede Arbejdet, og Tyskerne vist egentlig ikke troede paa nogen større Fare fra denne Kant. Fra den 15. Juli tog Storangrebet fra begge Sider af Reims yderligere Opmærksomheden fangen. Alle disse Omstændigheder bevirkede, at Chancerne for det vel forberedte Flankeangreb, der var General Fochs Værk, var ualmindelig gunstige.

1. A fsnit slutter med en Oversigt over Styrkeforholdene paa begge Sider. Antallet a f Divisioner, der var til Raadighed eller med kort Varsel kunde gribe ind, angives til 20 franske mod 30 tyske paa Fronten Reims— Argonnerne og 56 franske (heraf 6 Kavalleridivisioner) mod 55 tyske paa Strækningen Vest for Reims— Vest for Soissons. For hele Frontens Vedkommende har Tyskerne saaledes, hvad Divisionernes A n ­ tal angaar, været i Overvægt, men paa den afgørende Del a f Fronten synes Kræfterne at have været omtrent lige. Det vilde iøvrigt have været meget interessant at sammenligne disse Tal med det tyske Arkivværk, men det har sikkert lange Udsigter, inden Udarbejdelsen af dette sidste naar saa vidt. I alle Tilfælde maa det imidlertid tages i Betragtning, at Vestmagternes Divisioner var Tyskerne overlegne i numerisk Henseende. Særlig stærke var, som tidligere nævnt, de amerikanske Divisioner, som med c. 27,000 Mand (mod t. Ex. de franske Divisioners c. 13,000) nærmest svarede til ei Armékorps, og a f saadanne Divisioner fandtes der i alt 7 i Generalerne Fayolles og Maistres Armégrupper. Det franske Generalstabværk slutter Betragtningerne angaaende Styrkefoirholdene med følgende Bemærkning (Side 71): „Mais une importante supériorité matérielle et morale est assurée aux troupes françaises et alliées". Paastanden er utvivlsomt rigtig. Det tyske Fodfolks moralske Kampværdi var — jfr. bl. a. General, Friherre v. Freytag-Loringhovens Udtalelser i hans Bog „Die Psyché der Pleere" — paa dette Tidspunkt ikke saa lidt ringere end ved Krigens Begyndelse, og med Hensyn til Materiel, navnlig Kampvogne og Flyvemaskiner, var de tyske Tropper svagere udstyret end Modstanderne.

2. A fsnit (IV— V I Kapitel) skildrer i Enkeltheder de franske Arméers Operationer i „ Det andet Slag ved Marve1'. Den 18. Juli Kl. T !; aabnede 2100 Kanoner, hørende til X og V I franske Armé, samtidig Ilden, og efter denne vældige Ildvalse, som langsomt bevægede sig moa Øst, rykkede 18‘) Divisioner paa Linie, samt Hundreder af Kampvogne frem. E fter at Taagen var lettet ved 9-Tiden, deltog Sværme af Flyvemaskiner i Angrebet. De tyske Divisioner (af V II Armé, v. Boehn) blev løbet over Ende som aldrig tidligere under K r igen, og henved Aften var den franske Front naaet 5— 9 km mod Øst. A t Angrebet kunde gennemføres saa heldigt, skyldtes bl. a. den Omstændighed, at Markerne foran X A r ­ més Front var dækkede af højt Korn, der i væsentlig Grad skjulte Kampvognenes Bevægelser. X Armés højre Fldjkorps (11.) mødte dog alvorlig Modstand, som standsede det efter faa km’s Frem rykning, og da VI Armés venstre Fløj herved truedes af Flankering, maatte ogsaa den holdes tilbage. E fter General Mangins Opfordring forsøgte Kavallerikorpset at rykke frem gennem Mellemrummene i Fodfolksfronten for at komme ind paa Tyskernes Tilbagetogslinie, men Manøvren maatte opgives. I de følgende Dage blev de to Arméers Fremrykning langsommere, men fra den 20. begyndte General Maistres Armégruppes to nærmeste Arméer (IX og V), der nu angreb „Lommen" fra Syd og Sydøst, mere og mere at gøre sig gældende, saaledes at hine, der havde modtaget Forstærkninger, bl. a. fra Fronten i Lorraine, atter kunde sætte Tempoet noget op. Den tyske K ronprins, som havde Overkommandoen over de ved Marne opererende Arméer, forstærkede imidlertid kraftigt V II Armés to Fløje, navnlig den højre S. V. for Soissons, og da disse Grundpiller modstod Trykket fra henholdsvis X og V franske Armé, lykkedes det fra Natten til den 20. General v. Boehn lidt efter lidt at føre de i „Lommen ved Chåteau-Thierry" sammentrængte Tropper tilbage i nordlig Retning. Den 28. om Aftenen kan første Face — „Batmile du Soissonnais et de VOurcq,, — af det andet Slag ved Marne betragtes som afsluttet. De franske Arméer stod da i en stor Bue mellem Vrigny (c. 5 km V. S. V. for Reims) over Fere en Tardenoise til Højderne 1— 2 km S. V. for Soissons.

General Foch havde tilsigtet (Annexe 12, 21, 57, 157) at snøre „Lommen" til, saaledes at de tyske Tropper ikke kunde slippe ud. Selv om det viste sig umuligt at gennemføre denne Hensigt, fik Slaget dog meget stor Betydning, thi det blev det første Tegn paa det store Omslag paa Vestfronten: Tyskerne var tvungne over i Defensiven, og i denne strategiske Stilling maatte de forblive indtil Krigens sidste Dag. Ilvor klart General Foch bedømte Forholdene, fremgaar tydeligt af et Memorandum (Annexe 276), han den 21. Juli foredrog for Marskal Ilaig og Generalerne Pétain og Pershing under en Konference i sit Hovedkvarter i Bombon. Ilan fremhævede her den Strømkæntring i K rig sførelsen ,der var indtraadt ved det store Angreb den 18. Juli. De Allierede havde i Øjeblikket mindst lige saa mange Batailloner som Tyskerne, og de 250,000 amerikanske Soldater, der hver Maaned blev landsat i Frankrig, vilde lidt efter lidt, men sikkert, skaffe Vestmagterne numerisk Overlegenhed, medens Mandskabserstatningen stedse blev vanskeligere for Tyskerne. Hvad Materiel angik, var de Allierede langt rigeligere forsynet med Kampvogne og Flyvemaskiner end Tyskerne, og i moralsk Henseende, altsaa med Hensyn til den enkelte Soldats Kampkraft og Tillid til den endelige Sejr, stod ogsaa de Allieredes Tropper betydeligt over Tyskernes, der begyndte at blive deprimerede. „De allierede Ilære er nu komne til det Sted, hvor Vejen drejer af: de har i et stort Slag vundet Initiativet til Operationerne tilbage; deres Styrker tillader dem at bevare det, Krigsførelsens Love byder dem at handle saaledes. Øjeblikket er inde til at opgive den almindelige, defensive Optræden, der indtil nu har været dikteret af den numeriske Underlegenhed, og til at gaa over til Angreb."

General Foch udviklede dernæst sine Planer nærmere. Først skulde der rettes stadige, uafbrudte Angreb paa enkelte Dele af den tyske Front for at frigøre de Jernbaner, der var nødvendige for de senere Operationer. Det andet Slag ved Marne havde alt gjort Banen Paris— Avricourt disponibel for Marne-Omraadets Vedkommende, men dernæst skulde Banen Paris— Amiens frigøres ved en kombineret Aktion af de engelsk-franske Styrker paa denne Del a f Fronten, og endelig skulde den førstnævnte Banelinies østlige Del befries ved et Angreb af amerikanske Styrker paa Saillanten vea St. Mihiel. Naar disse stærke og lige efter hverandre følgende Slag, der desuden tilsigtede at bringe den tyske Front i Uorden og opbruge de tyske Reserver, var kæmpet til Ende, begyndte Udførelsen af anden Del af General Fochs P la n : Generaloffensiven, der skulde gøre Ende paa Krigen. Tidspunktet for denne almindelige Offensiv var selvfølgelig afhængigt a f Resultaterne a f de første Angreb, men Sandsynligheden talte for, at de afgørende Operationer kunde bringes til Udførelse mod Slutningen af Sommeren eller om Efteraaret 1918, og at Krigen vilde være endt senest ved Foraarstid 1919. Med Henblik paa, at Afgørelsen af Krigen senest riide falde i Foraaret 1919, havde General Foch ip\ - rigt allerede den 20. Juli, altsaa samtidig med at der andet Slag ved Marne var i fuld Gang, anmodet Konseilpræsidenten og Krigsministeren om, at Aargangen 1920 maatte blive indkaldt i Oktober 1918 for at uddannes. I Henvendelsen hedder det (Annexe 178) : „Aaret 1919 bliver Krigens afgørende Aar. F ra Foraaret vil Amerika have naaet Maximum a f militær Styrke. Hvis man vil afkorte Krigen, maa vi fra dette Tiaspunkt kunne yde vor størst mulige Indsats og derfor have alle disponible Kræ fter i vore Arméer ..... Det er derfor absolut nødvendigt, at der træffes Forberedelser til at indkalde Aargangen 1920 i Oktober d. A ." I Overensstemmelse med General Fochs Plan fortsattes det andet Slag ved Marne indtil den 7. August, idet den franske Hær dog efterhaanden svingede mere og mere i nordlig Retning, efterhaanden som Tyskerne blev drevet tilbage. Disse Kampe kaldes med et fælles Udtryk: „Bataille du Tardenuois", og de resulterede i. at X, V I og V franske Armé') den 9. August stod paa en Front Reims— Fismes— Braisne-Terrainet Nord foldet tilbageerobrede Soissons, medens V il tyske Arme havde besat en forberedt Stilling paa den nordlige Brea a f Vesle. „Lommen ved Château-Thierry" existerede saaledes ikke mere.

E fter Generalstabsværket mistede Tyskerne i det andet Slag ved Marne c. 25,000 Fanger, foruden 000 Kanoner, 200 Minekastere og 3,300 Maskingeværer. Hvor stort Antallet a f døde og saarede Tyskere var, opgives selvfølgelig ikke, men det har sikkert været meget betydeligt, thi i Ludendorffs „Meine Kriegserinnerungen" oplyses, at 10 Divisioner maatte opløses efter Slaget og fordeles paa andre langs hele Fronten. Ogsaa Franskmændenes Tab var imidlertid store, nemlig 82,300 døde og saarede, samt 12,800 savnede i T iden 15. Juli— 5. August. Men Udbyttet a f Slaget var Indsatsen værd : Initiativet gik over til de Allierede, og Tyskerne var desuden blevet'tvungne til at sætte saa mange Reserver ind, at en planlagt Storoffensiv i Flandern maatte opgives (Side 164). Den 7. August modtog General Foch sin velfortjente Belønning for, hvad han alt havde ydet Frankrig og dets Allieredes Sag, idet Regeringen udnævnte ham til „Maréchal de France".

3. A fsnit (Kapitel V II— IX ) giver en Frem stilling af de Kampe, som fra 8. til 29. August fandt Sted mel-•) IX Armé blev opløst den 25. Juli og fordelt til Naboarméerne. lem Oise og Somme, og som sammenfattes under Betegnelsen: „Det tredje Slag i Picardiet". Der gøres først Rede for Operationernes første Dei „Slaget red Montdidier“ (8.— 19. August), som af Englænderne sædvanlig kaldes „Slaget ved Amiens" og af Tyskerne „Det tredje Somme-Slag". Angrebet blev udført a f IV engelske (Rawlinson) og 1 franske Armé (Debeney), hvortil yderligere III franske Armé (Ilumbert) sluttede sig efter to Dages Forløb. Modstanderne var II og X V III tyske Armé (v. d. Marwitz, resp. v. Hutier) Maalet for denne Offensiv, som blev foretaget paa Marskal Fochs Initiativ og efter hans Instruktioner, var (Annexe 355), „at befri Amiens15) og Jernbanen Paris— Amiens, saavel som at slaa og kaste Fjendens Styrker mellem Somme og Avre". Dette Maal blev fuldt naaet, først og fremmest, fordi Angrebet blev sat an med tilstrækkelige Styrker og kom overraskende. Alle Forberedelser var trufne saa skjult som muligt, og desuden havde Marskal Haig, der havde den taktiske Overledelse, paa forskellig Maade søgt at vildlede Tyskerne angaaende Stedet for Operationerne. Han havde saaledes kort Tid forinden ladet kanadiske Tropper, som i Reglen blev anvendt ved større Angreb, optræde paa Kemmel-Fronten for at bibringe Tyskerne den Tro, at et Angreb i Flandern var forestaaende. I Løbet a f Natten til den 8. August var de engelskfranske Styrker rede til Angreb. IV engelske Armé staar paa en 18 km lang Front Øst for Amiens mellem Albert og Luce. 8 Divisioner er i 1. Linie og 8 andre, foruden 3 Kavalleridivisioner, i Reserve. Størstedelen a f Divisionerne (kanadiske, australske, amerikanske) er talmæssig meget stærke, og et mægtigt A rtilleri, samt Masser a f Kampvogne og Flyvemaskiner er til Raadighed. Foran Arméens Front findes c. 6 tyske Divisioner, (hvoraf 2 a 3 i 2. Linie) af II Armé. Syd herfor er I franske Armé opstillet paa en Front af 34 km. 10 Divisioner er i 1. Linie, 5 og 3 Kavalleridivisioner i 2. Linie. Ialt raader General Debeney over 15 Divisioner, 3 Kavalleridivisioner, 1624 Kanoner, 90 Kampvogne og 1025 Flyvemaskiner. Lige overfor staar c. 11 tyske Divisioner (hvoraf 7— 8 i 1. L inie) af X V III Armé. Medens det engelske Angreb skal udføres samtidigt paa hele IV Armés Front og uden Artilleriforberedelse, skal I franske Armé forberede Frembrudet ved kra ftig A rtilleriild og derpaa angribe echelonvis fra venstre Fløj, saaledes at det Englænderne nærmeste Armékorps (31.) bryder frem Kl. H - f 45m og det næste (9.) Kl. H - f 4h.

T il højre for I holder III franske Armé sig klar til fra den 10. August at gribe ind. General Humbert har 7 Divisioner i 1. og 1 i 2. Linie, 1030 Kanoner og 167 Flyvemaskiner. Bag Arméens Front findes yderligere 3 Divisioner, som Generalen dog foreløbig ikke har Raadighed over. Med Hensyn til de Direktiver, der blev udstedt for disse og de følgende Operationer, er det interessant at konstatere, at den højere, franske Føring nu bryder med Stillingskrigens omstændelige og langsomme Fremgangsmaader og lægger Hovedvægten paa Angrebets vigtigste Fa k to r: Overraskelsen og dennes hensynsidse Udnyttelse.

I en „Note pour les armées" a f 9. August (Annexe 579) understreger General Fayolle saaledes, at Slaget bør opfattes som et Stormangreb (assaut), efterfulgt af en Forfølgning, der vel skal udføres i god Orden, men uden nogen Opsættelse eller Hvile. X Armés Chef, General Mangin, lader en Kopi af sin Foresattes Instruktion tilgaa sine Dispositionsenheder, men tilføjer yderligere (Annexe 609): „Som Résumé: Ikke flere topografiske Maal, men Direktioner. Ikke flere Liniepassager i Overensstemmelse med en forud fastsat Timetabel, men Forstærkninger efter Behov eller Forbipasseringer under fortsat Bevægelse fremad. Det er paa Tide, at vi ryster Mudderet fra Skyttegravene af os." Ogsaa den „Ordre général" (Annexe 517), General Debeney udgav før Slaget har samme Tendens. Generalen fremhæver, at hver Division skal trænge energisk frem uden at bekymre sig om at være paa Højde med Nabodivisionerne, at Støttepunkter skal bringes til Fald ved Overfløjning, og at Divisionsgeneralerne, som skal opholde sig i Nærheden a f Divisionsreserverne, er ansvarlige for, at at disse ikke taber A f ­ standen, og at de anvendes til at vedligeholde selve A n ­ grebets Kraft, derimod ikke til Liniepassage o. 1. Befalingen slutter med de ikke dagligdags, men en ansvarsbevidst og betydelig Chefs værdige Ord: „ J ’approuve d’avance tous les ades d’initiative, quel qu’en soit le résultat." Den 8. August om Morgenen var det meget taaget, og Usigtbarheden fremmedes yderligere ved kunstige Midler. Kl. 4 1,1 aabnede pludselig hele det engelske A rtilleri Ilden, og umiddelbart derpaa rykkede IV engelske Armé frem til Angrebet, som, efter Haigs „Despatches" førtes af 400 Kampvogne (med 50 m indbyrdes Mellemrum), bag hvilke Fodfolket fulgte i dybe Formationer. Saa snart Taagen var lettet, blev engelske Flyvemaskiner sat ind i stor Mængde. Samtidig med det engelske Fremstød begyndte 1 franske Armés A rtilleri en voldsom Ild over hele a r ­ méens Front, men foreløbig forblev, saaledes som bestemt, Fodfolket i Udgangsstillingerne. Kl. 50, brød imidlertid hele det venstre Armékorps pludselig frem, og Kl. 8-° det næste Armékorps. Overraskelsen lykkedes fuldstændigt. Angriberne trængte dybt ind i Tyskernes Stillinger, indtil 12 km den første Dag. Den 9. August fortsattes Fremgangen, men i langsommere Tempo, kun c. 5 km, idet Tyskernes Modstand nu blev stærkere. Den 8. August var „den sorte Dag" for Tyskerne. Med Rette kunde den engelske og franske Hærledelse fejre Sejren som Begyndelsen til det endelige, tyske Nederlag. Det var ikke den Omstændighed, at de tyske Tropper havde ladet sig overraske, der var afgørende. thi begge Modstandere havde ofte under Krigen været udsat derfor. Men Tyskernes Modstandsevne syntes den første Dag lammet overfor Angrebets vældige K ra ft, og ikke faa tvske Afdelinger viste Tegn paa moralsk Forfald og Krigstræthed. Generalstabsværket meddeler (Annexe 525) en Del karakteristiske Udtalelser fra tyske Fanger om den ret deprimerede Tilstand indenfor den tyske Hær. Det Indtryk, Læseren herved modtager, svarer i det hele til Ludendorffs pessimistiske Betragtninger i „Meine Kriegserinnerungen" angaaende Aarsagerne til TI A r ­ més store Nederlag (6 Divisioner fuldstændig slaaet) : det stedse voksende Antal Desertører, Formindskelsen af Officerernes Indflydelse paa Tropperne, den tiltagende antimilitære Propaganda, der f. Eks. gav sig Udtryk i, at en fremrykkende Division blev mødt af de tilbagegaaende Afdelinger med Tilraab som : „Strikebrydere", „Krigsforlængere", o. s. v. Den 10. August maatte Tyskerne opgive Montdidier, der samtidig truedes fra Nord og Syd. Samme Dag Kl. 4,20 brød IV franske Armé frem Syd for I. Angrebet, som udførtes uden Artilleriforberedelse, vandt betydeligt Terrain — indtil 9 km (venstre Fløj og Midten) henimod Aften — men herefter og indtil den 19. var Fremgangen paa hele den engelsk-franske Angrebsfront kun ringe (1 å 2 km daglig), idet T y ­ skernes Modstand blev kraftigere, og Marskal Haig ik ­ ke ønskede at udsætte TV engelske Armé for uforholdsmæssige Tab. Den 17. August greb X franske Armé, der var blevet forstærket med 42 Artilleriafdelinger, ind i Slaget til højre for ITT franske Armé, men indskrænkede sig den 18. og 19. til at tage Fjendens — — IX tyske Armés — Forzone (zone de couverture) for at have bedre Betingelser for Hovedangrebet den 21. Mellem de Forhandlinger, der blev ført mellem Marskal Foch og Marskal Haig angaaende Operationerne, er den Meningsudveksling, som fandt Sted omkring Midten a f August (Side 200— 208, Annexes 631, 657, 658 m. fl.), saare interessant, fordi den viser de to Marskallers ret divergerende, strategiske og taktiske Opfattelse. Denne Gang gennemførte den engelske Overgeneral i Hovedsagen sin Vilje, saaledes at M arskal Foch maatte gaa med til, at IV engelske Armés Offensiv indstilledes for en kortere Tid. Men Marskal Foch tog dog heraf Anledning til fra den 16. om M iddagen at lade 1 franske Armé udgaa af Marskal Haigs Kommandoomraade (Annexe 671, 672).

Ogsaa den amerikanske Overgeneral, General Pershing, havde sin egen Vilje, som han, dog altid under de urbaneste Former, forstod at sætte igennem. Hans Plan gik ud paa, at de over hele Vestfronten spreare amerikanske Armékorps og Divisioner skulde samles i en særlig, amerikansk Armé, der skulde have sit Operationsomraade i Woeuvre. Til „le secteur américain" rekvirerede General Pershing ikke mindre end 100 Feltbatterier og 136 svære Batterier, 450 Kampvogne og 20 Flyveeskadriller (Side 221), hvoraf fremgaar, at de amerikanske Troppers Forsyning med saadam Materiel maa have været meget mangelfuld. Endvidere ønskede Generalen, at den franske Hær skulde stille Generalstabsofficerer til Raadighed for 1. amerikanske Hærs Stabe og levere den fornødne A rtille riammunition, Automobilkolonner m. m. (Annexe 674, 675).

Den 17. August begyndte Marskal Foch at drage nogle a f de amerikanske Divisioner ud af Fronten for at lade dem afgaa til .Woeuvre, og samme Dag meddelte han General Pershing (Annexe 703), at der fra den franske Hær vilde tilgaa den amerikanske Armé 99 lette og 145 svære Batterier (altsaa mere end ønsket), 375 Kampvogne (det var umuligt at skaffe flere), samt de rekvirerede Flyveformationer, Generalstabsofficerer, Ammunitionsmængder o. s. v. Endvidere vilde han bede Marskal Ilaig om at laane Amerikanerne 150 Kampvogne. Marskal Fochs Handlemaade karakteriserer hans Personlighed. Havde han sagt A, sagde han ogsaa B og gav fuldt og helt. Den amerikanske Hær fik det Hverv at rette St. Mihiel-Buen („La hernie (Brokket) de St. Mihiel) ud — denne ubehagelige tyske Saillant, der i næsten fire Aar havde dannet en 30 km dyb Bule i den franske Front mellem Verdun og Pont å Mousson. Operationsplanen blev udarbejdet af General Pershing og derpaa revideret a f General Pétain for tilsidst at blive godkendt a f Marskal Foch. Foruden de amerikanske Tropper skulde en Del franske, bl. a. Kolonialkorpsets 3 Divisioner, deltage i Offensiven. Generalstabsværket giver derpaa en Frem stilling af Operationernes anden Face „Det andet Slag ved Noyon“ eller „Slaget mellem Oise og Ailette", der udkæmpedes fra den 20. til 29. August. I andre Udarbejdelser benævnes iøvrigt Slaget anderledes, f. Eks. „Slaget mellem Aisne og Oise", „Slaget ved AlbertPéronne" og „Slaget ved Bapaume". Ikke færre end 6 Arméer deltog deri paa de Allieredes Side, nemlig (nævnt fra Nord til Syd) I (Horne), III (Byng) og IV (Rawlinson) engelske og 1 (Debeney), III (Humbert) og X (Mangin) franske Armé. Paa den engelske Front blev Slaget indledet a f III Armé, som dog de første Par Dage ikke vandt synderlig frem, da Naboarméerne (I og IV engelske) ikke støttede Operationen væsentligt.

De tre franske Arméer stod under General Fayolles Overkommando. Etter de a f ham udstedte Direktiver (Annexe 845) skulde Armégruppens Midte (III Armé) og venstre Fløj (I Armé) holdes tilbage, medens højre Fløj (X Armé) og de nordligere opererende engelske Styrker gik frem. Angrebsoperationen, der var fortrinligt planlagt, og som ogsaa fik en udmærket Udførelse, lykkedes fuldstændig. X Armé vanat den 21. meget Terrain og tog allerede denne Dag over 9,000 Fanger, men fra den 23. udviklede ogsaa de a f de to andre franske og de tre engelske Arméer udførte Operationer sig meget gunstigt. Tyskerne maatte overalt vige og blev over Somme-Slagets Terrain presset tilbage indtil tæt Øst for en Linie Bapaume— Péronne— Noyon. De fransk-engelske Arméer fulgte tæt efter og var den 29. August, der kan betragtes som Tidspunktet for Slagets Afslutning, naaet 12— 20 km frem. Tyskernes formindskede Modstandskraft viste sig særlig i deres store Fangetab. E fter „Bilan de la 3me bataille de Picardie" (Side 256— 260) tog Franskmændene 31,500 Fanger og 900 Kanoner. Hertil kom (efter Haig) yderligere 34,000 Fanger og 240 Kanoner som det engelske Bytte. Antallet af tyske døde og saarede opgives ikke, men efter Schwarte: „Der grosse K rieg" maatte atter adskillige tyske Divisioner opløses. Det franske Generalstabsværk anslaar iøvrigt A n ­ tallet a f tyske Divisioner „en réserve" til 68 den 10. August og 44 den 30. August, paa hvilken sidste Dag Vestmagterne havde 75 tilsvarende Enheder til Raadighed og saaledes i talmæssig Henseende var betydelig overlegne. De franske Tab angives til 76,400 døde og saarede, medens der ikke gives Meddelelse om de engelske, som dog næppe har været mindre. Maalet, at frigøre Jernbanen Paris— Amiens, var imidlertid fuldt naaet, og Marskal Foch manglede endnu kun at drive Tyskerne ud af St. Mihiel-Buen for at kunne paabegynde den store Generaloffensiv, der skulde gøre Ende paa Krigen.

De vellykkede Operationer hævede selvfølgelig Moralen hos de sejrende Tropper, medens det modsatte maatte være Tilfældet for Tyskernes Vedkommende. Det er i denne Forbindelse interessant at lægge Mærke til, hvor forbavsende godt orienteret den franske E fte rretningssektion, Generalstabens 2. Bureau, næsten til Stadighed har været om den militære, politiske, ernæringsmæssige og økonomiske Udvikling hos Centra!- magterne. Generalstabens Viden i saa Henseende til gik med uregelmæssige Mellemrum Tropperne som „Bulletin d’information", „Compte rendu de renseignements" o. 1. og var i den Periode, der her behand les, vel egnet til at styrke disses Tro paa, at Sejren var nær. Allerede den 14. August meddelte saaledes en saadan „Bulletin d’information" (Annexe 661), at Opløsningsprocessen indenfor den østrig-ungarnske Hær og indenfor selve Dobbeltmonarkiet var saa vidt frem ­ skreden, at et snarligt Sammenbrud var sandsynligt indtil Vished. Tyskerne maatte imidlertid fortsætte Tilbagegangen og standsede den 9. September i den gamle Siegfriedstilling (Position Ilindenburg), Udgangsstedet for det store tyske Angreb den 21. Marts 1918, altsaa et knapt halvt Aar tidligere. De Allierede havde saaledes været en Maaned om at bemægtige sig det Terrain, som Tyskerne i Marts Maaned havde erobret i Løbet a f 8 Dage.

(Fortsættes).

Fodnoter:

1) Hertil hørte endvidere: III Armé (Humbert) til venstre for X og I (Debeney) til venstre for III.

2) 167. franske og IS. amerikanske Division.

3) Det endnu ikke befalede Tidspunkt for Angrebet.

4) General Dégouttes højre Fløjdivision, der havde Front mod Nordost, skulde foreløbig ikke deltage i Fremrykningen.

5) IX Armé blev opløst den 25. Juli og fordelt til Naboarméerne.

6) Selve Byen var bag (Vest for) IV engelske Armés Front og c. 15 km fra den nærmeste Uel af den tyske Saillant Øst for Amiens.