Fra journalist David Jens Adler har tidsskriftet modtaget følgende:
Fhv. udenrigsminister Kjeld Olesen - vel den politiker herhjemme, der fik NATO’s dobbeltbeslutning tættest ind på livet - var så elskværdig at kalde »Det europæiske Teater« en bog af »internationalt format«. Professor Erling Bjøl, sDm afgjort ikke deler forfatterens opfattelse af grundlæggende spørgsmål, påskønner i sin kronik-anmeldelse (Politiken 30/5 1984) det store forskningsarbejde, der ligger bag bogen, og fastslår, at den indeholder »resultater og problemstillinger som fortjener opmærksomhed i videre kredse«. Han har både alvorlig ris og alvorlig ros til værket. Men folk er jo så forskellige. Hos S.B. har samme bog åbenbart ikke kunnet udløse andet end et formeligt festfyrværkeri af ringeagtsytringer (Militært tidsskrift nr. 5 maj/ juni 1984). Det virker næsten som om, anmelderen er blevet overmandet af et raseri så ubehersket og uartikuleret, at han dårligt nok har skaffet sig sammenhæng mellem de udsagn, han fremsætter, og de løsrevne og stærkt skanderede citater fra bogen, han bruger som bevislighed. Helt umuligt har det åbenbart været for S.B. at komme sig over, hvad han kalder min »sarkasme«. Den dukker op hele to gange - i starten af anmeldelsen, hvor den kaldes »malplaceret«, og igen til allersidst, hvor den er blevet »hul« (hvad der så ellers menes med en hul sarkasme?). End ikke med min bedste vilje kan jeg kommentere en anmeldelse af denne art. Men jeg synes nok, at et så seriøst og højt anset fagligt organ som Militært tidsskrift skylder sine læsere blot et lidt mere fyldestgørende indtryk af en bog, som - alle tænkelige dyder eller fejl og mangler ufortalt - trods alt hører til de mest omfattende sikkerhedspolitiske arbejder, dér er kommet på dansk, og som vel indtil videre repræsenterer det mest indgående forsøg (mere behøver vi ikke at kalde det) på at give en samle skildring af NATO’s dobbeltbeslutning i 1979, de planer og den våbenudvikling, der gik forud (helt tilbage til begyndelsen af 1970’eme) og de fire års udenrigs- og militærpolitiske opgør, der fulgte efter. Der er (som rigtigt påpeget af S.B.) et »ærligt« engagement i bogen - imod NATO’s dobbeltbeslutning og vel navnlig mod den del af dobbeltbeslutningen, der vedrører de landbaserede Pershing-H-opstillinger. (Det konstateres ligefrem i bogen, at »det havde gjort en verden til forskel« om man havde placeret Pershing-II til søs, sådan som mange amerikanske eksperter og med stigende styrke også den tyske forbundsregering plæderede for.) Alene med denne tilføjelse håber jeg at have gjort det klart, at dette engagement ikke énøjet kan sættes lig med et utopisk »nej til atomvåben« endsige noget »nej til NATO«. Når S.B. har »svært ved at forstå« (for nu at bruge hans eget udtryk), at det skulle være nødvendigt at udgive bogens resterende 440 sider, når forfatteren allerede toner rent flag med dette engagement på side 10, så skyldes det måske, at sådanne problemstillinger efter S.B.s opfattelse overhovedet ikke fortjener argumentation. Det er kæft, trit og retning, når NATO har truffet en beslutning? Og hvis NATO en skønne dag beslutter, at Den kgl. danske Livgarde skal trække op i cyclamen-farvede uniformer - ja, så er det lov i lille Danmark? Uden dikkedarer? Det er muligt, at denne form for kadaver-mentalitet styrker alliancens troværdighed over for Sovjetunionen (skønt jeg i grunden tillader mig at tvivle). Men gavnligt for NATO’s troværdighed i de vesteuropæiske befolkninger er den næppe. Jeg må måske have lov til at tilføje, at en væsentlig del af den kritik, der rejses mod NATO’s dobbeltbeslutning i »Det europæiske Teater«, efter bogens færdiggørelse er blevet gentaget i en glimrende pjece, udgivet af Den norske Atlantkomite«, af ingen ringere end Johan Jørgen Holst, der ikke blot var Norges repræsentant i NATO’s High Level Group, men ydermere bag kulisserne en af dobbeltbeslutningens arkitekter. Så vidt engagementet. Når bogen så iøvrigt er blevet på 450 sider (og ikke bare de 10, der åbenbart ville have været rigeligt i S.B. øjne), skyldes det jo den hjertegribende enkle kendsgerning, at den former sig som en gennemgang af praktisk taget alt det materiale, der foreligger omkring raket-beslutningen fra 1970 og fremefter - herunder samtlige debatter i det danske Folketing, de mange tusinde sider congressional hearings fra USA, der i mangel på adgang til egentlige militære sagsakter vel aktuelt er det næmeste, man komme militær-tekniske og sikkerhedspolitiske primær-kilder, samt de mange bøger og tidsskriftartikler, hvori raketopstillingen er blevet diskuteret. Der bringes også i bogen en temmelig fuldstændig gennemgang af forhandlingerne i Genéve og et kapitel om SS-20-systemet og den sovjetiske side af rustningskapløbet på dette gebet. Jeg har som sagt ikke lagt skjul på mit eget synspunkt. Men jeg har forsøgt at gøre mig umage med at gengive det meget omfattende og spændende kildemateriale så levende og sammenhængende, men også så korrekt som muligt. Andre må bedønmie, om det er lykkedes. Men så omfattende, kilderåstoffet har været, og så fyldigt det helt faktuelt er repræsenteret i bogen - ethvert engagement ufortalt - turde der vel trods alt være en hel del i den bog, der ganske objektivt er både nyt og spændende for enhver, der seriøst interesserer sig for disse ting. Det er det, jeg i al stilfærdighed synes, at en anmelder i et fagblad som Militært tidsskrift i det mindste kunne have antydet over sine læsere - om ikke andet så dog bare med en enkelt sætning klemt ind mellem de mange raseri-udbrud. Til sidst: Jeg ved ikke, om »Det europæiske Teater« er særligt »sarkastisk«. Men jeg indrømmer blankt: Jeg har forsøgt at holde en smule distance til tingene i håbet om at kunne punktere lidt af den ulidelige fanatisme og selvhøjtidelighed, man kan møde på begge yderfløje i debatten. Efter at have set S.B.s anmeldelse, må jeg også blankt indrømme: Det er i alle tilfælde ikke lykkedes for mig!
David Jens Adler.
