Den udmærkede schweiziske Militærforfatter, Oberst F. Feyler, fremsætter under en populær Form nogle Betragtninger om »det europæiske Slag«.
Under hele Krigen har Kampen paa de forskellige Fronter kunnet betragtes som Episoder af eet stort Slag og for at faa den rette Forstaaelse af de Principper, der ligger til Grund for de ledendes Dispositioner, maa man stadig, uden at tabe de forskellige Fronters Særegenheder af Syne, søge at overskue dem under eet og betragte dem som store Episoder af »det europæiske Slag«.
Naar paa Kortet Konturerne af dette Slag følges, fra Nordsøen ved den belgiske Kyst til Østersøen ved Riga, samler Kampvirksomheden sig i fem store Fægtninger: Slaget i Vest mellem Englændere, Franskmænd og Belgiere, hvortil slutter sig russiske Kontingenter, paa den ene Side og Tyskerne paa den anden; Slaget ved Alperne mellem Italienere og Østrigere;
Balkanslaget mellem Tropper fra hele Ententen og fra hele Centralmagtsgruppen; det tyrkiske Slag — Englændere, Arabere og Russere mod Tyrkerne —, og endelig Slaget i Øst med Russerne og Rumænerne mod Centralmagterne.
Slaget i Vest har to aktive Afsnit og tre rolige Zoner, nemlig flanderske Zone, der danner yderste vestlige Fløj af det europæiske Slag, Zonen omkring Champagne, der ligger mellem de to aktive Afsnit, og Vogeserzonen, der mod Øst støtter sig til Schweiz’ Territorium. Frontlængden er ialt 7—800 km.
Efter Schweiz’ 300 km lange Grænse kommer dernæst Slaget i Alperne, hvis Front er ca. 500 km og som bestaar af det nu rolige Trentinoafsnit og det aktive Isonzoafsnit.
Syd for denne Flod afbrydes Landfronten af Adriaterhavet, der fra Udløbet af Isonzo til Durazzo maaler ca. 700 km. Man kan tilnærmlesesvis regne, at Balkanfrontens vestlige Fløj findes ved Durazzo, og herfra føre dens Linie til den østlige Kyst af den chalkidiske Halvø, en samlet Længde af ca. 600 km. Denne Front deles i 2 Afsnit, et fra den albanske Kyst til den græske Grænse og et langs denne Grænse til Kavalla.
Herfra taber Slagets Kontur sin Regelmæssighed. En uhyre Lomme, indsnævret ved sin Aabning, vælter sig ud over Asien. Indsnævringen fremstilles af en Linie fra det ægæiske Hav til Karpatherne, og Lommen dannes af Lilleasiens og Syriens Kyster, Suezkanalen, Centralarabien, Vestgrænsen af Persien og Armeniens Højsletter samt det sorte Hav.
Paa denne mægtige 5—6000 km lange Linie findes 5 Operationszoner; paa Fløjene observerer Flaaderne Middelhavet
med Suezkanalen og det sorte Hav; derimellem ligger den oprørske arabiske Zone, Afsnittet med den tyrkiske Offensiv mod Englænderne i Mesopotamien og Russerne i Persien, samt Zonen for den russiske Offensiv i Armenien.
Sortehavet adskiller det tyrkiske Slag fra Slaget i Øst,. der strækker sig fra Rumænien til Riga, en Front paa 1600 km, der er delt i 2 store Manøvrezoner ved Pripjetsumpene. Nord for disse er der afventende Ro, Syd for er der 3 aktive Afsnit, et i Volhynien med Kovel som geografisk Hovedpunkt, et i Galizien med Lemberg og endelig det rumænske Afsnit, hvor Krigstilstanden lige er indtraadt og Begivenhederne endnu i deres Vorden.
Den tyrkiske Lomme medregnet, strækker det europæiske Slag sig over en samlet Front af mere end 9000 km; omtrent en Fjerdedel af hele Jordens Omkreds. Naar der ses bort fra Lommen, og dens Indsnævring maales i lige Linie, er der endnu ca. 4000 km tilbage, hvoraf i det mindste 2500 km er effektivt besat.
De allieredes Generalmanøvre er simpel nok: en konvergerende Offensiv, et Angreb paa hele den uhyre Omkreds, saaledes at Modstanderen overalt beskæftiges og kastes tilbage paa de Steder, hvor han viser sig svag.
Det er netop denne Manøvre, der umiddelbart inden Krigen af en tysk General i en længere Studie hævedes til Skyerne og paavistes at være anvendt under forskellige Former af 2 i Historien ved Tiden saa vidt adskilte Feltherrer som Hannibal ved Cannæ og Moltke ved Sedan; det er den samme Manøvre, som den tyske Genralstab anvendte i 1914 ved Angrebet paa Frankrig gennem Belgien; det var den samme, der skulde have fort til en Indklamring af Russerne ved Warschau, men som ikke frembragte det ønskede Resultat.
Denne Manøvres Udførelse har altid og vil altid kræve en betydelig numerisk Overlegenhed. Under det nuværende Slag er denne Overlegenhed maaske nok forholdsvis mindre betydelig, fordi den angrebne selv vil have Brug for meget store Reserver paa Grund af Angrebsfrontens Størrelse og de store Vejlængder, der kræver megen Tid til Reservernes Frem- førsel.
Paa Grundlag af den foran skitserede Oversigt over det europæiske Slags Fronter og ud fra Princippet om det konvergerende Angreb, kan man, naar Sagen ses fra Ententens Synspunkt, i de sidste Tiders Begivenheder fæstne følgende Karaktertræk:
En Tilbagetrykning af Centralmagternes Front ved Somme, Isonzo, i Armenien og ved Dnjestr; sejrrig Modstand mod det tyske Gennembrudsforsøg ved Verdun og Suez; paa Balkan og Nord for Pripjet trues med Offensiv, der vil komme til Udførsel indenfor kortere eller længere Tidsfrist; til Gengæld vises det konvergerende Angreb tilbage i Persien, der dog er en alt for langt bortfjærnet og sekundær Krigsskueplads til, at Begivenhederne her kan give noget Tilbageslag i de vigtige Zoner.
Til fuld Forstaaelse af Ententens Felttogsplan maa denne sammenstilles med Modpartens, med den tilsvarende tyske. Denne har hidtil været og vil til det sidste vedblive at være Manøvren paa de indre Linier. Dens Udførelse er imidlertid under Krigens Udvikling bleven sværere og sværere, og særlig i Øjeblikket er Vanskelighederne ved dens Udførelse meget betydelige. Det er interessant at gøre sig klart hvorfor.
Manøvren paa de indre Linier maa overfor det konvergerende Angreb bestaa deri, at de størst mulige Kræfter holdes grupperede i en central Stilling for herfra enten at dirigeres frem til de Afsnit, hvor Fjenden presser haardest paa, for at afværge et Gennembrud, eller at fores til Steder, hvor et Kontraangreb kan have Chancer for at fore til gode Resultater.
Da den store Generalstab i Slutningen af 1914 opgav at gennemføre Operationerne paa Vestfronten og sendte Reserverne saavel herfra som fra Hjemlandet til Polen for at knuse Russerne, opererede den paa de indre Linier. Det samme var Tilfældet, da den i Efteraarte 1915 opgav at gennemføre Offensiven mod Rusland og dirigerede Divisionerne mod Balkan.
Denne Manovre har i Forhold til det konvergerende Angreb en meget stor Fordel: den raader over den korteste Vej til Fremforing af Reserverne til det Punkt, hvor de skal sættes ind.
Under den tysk-østrigske Offensiv i Polen og Galizien havde de allierede paa Vestfronten mer end rigelige Midler til at holde Tyskerne Stangen, men de raadede ikke over Kræfter nok til at kunne bryde den tyske Defensiv her og saaledes hjælpe Russerne. Hvis de allierede nu havde forsogt at understotte de betrængte Russere ved at sende de paa Vestfronten overflødige Styrker til Hjælp, havde disse maattet passere uden om det konvergerende Angrebs Linier. Selv om Dardanellerne havde været aabne, maatte dog Rejsen fra Paris til Warschau lægges «over Marseille og Odessa, en Vejlængde paa over 4000 km, og med 2 Omladninger mellem Skib og Bane, medens Tyskerne var i Stand til at udfore de tilsvarende Transporter udelukkende pr. Jernbane og med en Transportafstand af kun nogle Hundrede km.
Kort sagt, Operationerne paa de indre Linier besidder to Fordele: Friere Raadighed over Kræfterne og større Bevægelighed.
Som alt andet er dog disse Fordeles Værdi relativ. Er det konvergerende Angrebs Front begrænset med Hensyn til Udstrækning og Antal Afsnit, kan de fornødne Kræfter let dirigeres fra Sted til andet for at gribe ind efter Omstændighederne. Men er Fronten udstrakt, vil der medgaa storre Styrker til at hævde det storre Antal Afsnit, saa at de disponible Kræfter indskrænkes, ligesom Transporterne forlænges, hvorved Bevægeligheden formindskes. Dette ses klart af Verdenskrigens Udvikling.
Saalænge Centralmagterne kun havde de tre Magter Frankrig, England og Rusland imod sig, havde de kun to Fronter at dække og to Transportretninger — fra Vest til Øst og omvendt. Men fra den Dag, da Italien blev Part i Sagen paa det konvergerende Angrebs Side, og Tyrkiet-Bulgarien paa »de indre Liniers Side«, voksede Vanskelighederne stærkt. Centralmagternes Kræfter øgedes ikke i samme Forhold, som Kampfronternes og Transportliniernes Længde voksede.
Saaledes taber Manøvren paa de indre Linier under disse Forhold i Værdi, og det særligt, efterhaanden som Fjendens Tryk paa alle Fronter vokser i Fasthed og Ensartethed. Der haves ikke længere Styrker nok til at dæmme op for Angrebene eller til at sætte ind til Modangreb, baade den friere Raadighed over Kræfterne og den større Bevægelighed gaar tabt. I Stedet for at kunne nøjes med en Ripost i Vest og en i Øst maa der nu ogsaa kunne præsteres Parader baade ved Saloniki, i Alperne, i Arabien, i Armenien og sidst mod Rumænien. Overalt tæres der paa Kræfterne baade gennem selve Kampene og ved de lange Forbindelseslinier.
Naar der nu ikke kan skaffes yderligere Styrker tilveje, er der kun et Middel, hvorved man atter kan blive i Stand til fuldt ud at udnytte Værdien af Manøvren paa de indre Linier, og dette Middel er at formindske Afstandene og forkorte Fronterne. Kun herved kan man genvinde den Bevægelighed, Manøvren kræver, og skabe den Reserve, der lige saa fuldt kræves.
Lad os anvende dette paa et bestemt Eksempel: Længden af det europæiske Slags Fronter er ca. 10,000 km. Manøvren paa de indre Linier kan i alt væsentligt se bort fra den asiatiske Lomme paa Grund af de uhyre Afstande, Angriberen maa passere for her at blive farlig. Herved forkortes Linierne allerede i nogen Grad, og en Del Tropper spares.
Dette Resultat er dog langtfra nok, idet det derved opnaaede alligevel ikke tillader i ret lang Tid at bevare Stillingen paa de to Hovedfronter, mod Vest og Øst. Der maa gribes til anderledes rationelle Forholdsregler. Centralmagterne fastholder nu Linien Delatyn-Riga og Zig-Zagfronten fra Schweiz til Udløbet af Yser, ialt en Frontlængde af ca. 1900 km. Saa- fremt de gik tilbage til henholdsvis Krakau-Danzig og Rhin- linien fra Basel til Weser, vilde de have en samlet Frontlængde af 1000—1100 km eller spare ca. 800 km Front foruden, at Forbindelseslinierne reduceredes til den halve Længde. Regner man 1 Gevær pr. Frontmeter, vilde der ved denne Vigen tilbage mod Centrum skabes en Reserve paa 800,000 Mand foruden de Besættelsestropper, der frigjordes.
De for den fulde Udnyttelse af Manøvren paa de indre Linier passende Dimensioner vilde atter være tilvejebragte.
t.
