I maj 1950 offentliggjorde den daværende franske udenrigsminister Robert Schuman en plan, hvorefter såvel den franske som den vesttyske kul- og stålproduktion skulle indgå i et internationalt fællesskab, hvorved krig mellem de to lande ikke blot ville blive „utænkelig, men også fysisk umulig“.
I løbet af de næste to år nåede Belgien, Frankrig, Holland, Italien, Luxemburg og Vesttyskland til enighed om dannelsen af det såkaldte europæiske kul- og stålfællesskab. Efter langvarige forhandlinger blev Luxemburg det foreløbige hovedkvarter for organisationen.
Fællesskabet trådte i funktion for tre år siden, den 10. august 1952. Grundlaget for dets virke er en 50-årig traktat mellem deltagerlandene.
Organisationens opbygning tiltrækker sig allerede opmærksom hed ved at være den første og foreløbig eneste internationale sammenslutning, der er tillagt selvstændige beføjelser. Fællesskabet har tydelige over- eller supranationale træk, idet organisationen f. eks. kan idømme bøder til inddrivelse gennem medlemslandenes myn digheder, fastsætte mindste- og højestepriser for kul og stål samt forbyde virksomheder i medlemslandene at indgå konkurrencebe grænsende aftaler m. v.
Samtidig er kul- og stålfællesskabet blevet en økonomisk faktor af meget stor betydning, idet organisationen har den øverste ledelse af produktion og salg for to af de mest betydningsfulde industrigrene i Vesteuropa.
Baggrunden
Produktionen af kul og stål må af økonomiske grunde som oftest ske i store virksomheder, og erfaringen viser, at disse både i Europa og i USA hyppigt finder sammen om varetagelsen af de res fælles interesser. I Europa har der således i mange år eksisteret truster, syndikater og karteller, der har forestået produktion og salg af kul og stål. Sådanne organisationer har hyppigt med ført stærke begrænsninger i den frie konkurrence. Især under verdenskrisen efter 1929 skete der en styrkelse af disse magtkoncentrationer, og under oprustningen og selvforsyningspolitikken i 1930-tallet støttede statsmagten i de fleste lande produktions- og salgsregulerende sammenslutninger.
Denne politik var — ud fra et økonomisk synspunkt — stærkt irrationel, eftersom de lande, som nu deltager i Fællesskabet, i betydelig grad er afhængige af hinanden for leverancer. Som eksempel kan nævnes, at den franske stålindustri, hvis tyngdepunkt ligger i Lorraine, inest naturligt anvender kulleverancer fra Ruhrdistriktet.
Samtidig var disse industrigrenes stærke økonomiske sam menslutninger betænkelige fra et internationalt synspunkt, efter som de meget vel kunne have afvigende interesser fra statsmagterne i spørgsmål om krig og fred. Endelig kan det nævnes, at kul og stålproduktionen er så afgørende for enhver oprustning, at en „neutralisering“ af denne produktion ville gøre det vanskeligt eller umuligt for de pågældende lande at starte en ny krig.
Ud fra de sidstnævnte betragtninger dannede de tre vestlige besættelsesmagter efter krigen et internationalt organ til kontrol med Ruhrdistriktets industri. Besættelsesmagterne søgte at bryde de økonomiske magtkoncentrationer i distriktet og få produktionen i gang under ledelse af et betydeligt antal indbyrdes uafhængige virksomheder. Dette lykkedes i nogen udstrækning; kontrol organet kunne imidlertid kun fungere, så længe Vesttyskland var undergivet allieret administration.
Det er karakteristisk, at planen om internationalisering af den europæiske kul- og stålproduktion, var af fransk oprindelse. Bort set fra de økonomiske motiver — de fordele en internationalisering ville give produktionen, beskæftigelsen og afsætningen — havde franskmændene stærke politiske motiver, idet de frygtede, at Vesttyskland ville blive kontinentets dominerende magt, uden at Frankrig som følge af den kolde krig gennem alliancer ville have mulighed for at holde det nye Tyskland i skak.
De franske bestræbelser på dette område må ses i sammen hæng med Frankrigs øvrige indsats i de første efterkrigsår for at knytte de vesteuropæiske lande sammen i overnationale organisationer. Den første skitse til det europæiske forsvarsfællesskab, EDC, blev som bekendt fremsat af den franske regering. Planen om kul- og stålfællesskabet var iøvrigt i sin oprindelse nært for bundet med tanken om forsvarsfællesskabet, idet de to organisationer tænktes som begyndelsen til et net af økonomiske, politiske og militære organer, som hurtigt ville knytte Vesteuropas mest betydende lande sammen i en egentlig union eller føderation, der så siden kunne få tilslutning fra de øvrige vesteuropæiske lande.
Forhandlinger om planen
Sammenfattet i een sætning gik Schuman-planen, som den kaldtes, ud på at skabe et fælles marked for såvel kul som stål. Denne hovedtanke nedfældedes i et traktatudkast, som detaljeret fastslog Fællesskabets rettigheder og pligter i forholdet til deltagerlandene og disses virksomheder.
Den franske regering indbød alle vesteuropæiske lande til at deltage i forhandlingerne om Fællesskabet, men kun de nævnte fem lande efterkom indbydelsen. Det var i særlig grad en skuffelse, at Storbritannien ikke ønskede at deltage. Denne holdning må ses i lyset af den traditionelle britiske modvilje mod at forpligte sig for stærkt på kontinentet. Englands helt særegne stil ling som USAs hovedallierede, som centrum i det britiske verdens samfund og samtidig som Vesteuropas mest betydende magt har gjort det vanskeligt for briterne at indgå på faste politiske, militære eller økonomiske forpligtelser i Europa af frygt for, at så danne alliancer kunne vanskeliggøre Storbritanniens forhold til de to andre magtgrupper. Fra et kontinentalt synspunkt kan det som metider være vanskeligt at følge denne tankegang, eftersom de tre magtgruppers interesser i dag på de vigtigste områder er parallelle, hvorfor en ordning, som styrker samarbejdet inden for een af grupperne, skulle være i alle tre gruppers interesse. Det har imidlertid kun i meget begrænset omfang været muligt at trænge igennem med dette synspunkt.
Den britiske regering meddelte derfor, at uagtet den omfattede planerne om Fællesskabet med stor sympati, så den ingen muligheder for, at Storbritannien kunne indtræde som deltager på lige fod med de øvrige vesteuropæiske lande.
Når andre lande undlod at deltage i forhandlingerne, skyldtes det især, at disse lande, som gennemgående er forbrugere af kul og stål, havde indtryk af, at Fællesskabet først og fremmest ville blive en producentorganisation.
Den amerikanske indstilling til forhandlingerne var stærkt positiv, idet man i Schuman-planen så et betydeligt og konkret eks empel på det meget ønskede intime vesteuropæiske samarbejde. Den russiske reaktion var tilsvarende negativ, eftersom man fandt, et vesteuropæisk kul- og stålfællesskab ville blive et gigantisk kartel, fuldstændig kontrolleret af USA.
I de følgende to år omarbejdedes den franske plan væsent ligt. Benelux-landene fik sikret de mindre lande en gunstigere stil ling i forholdet til de deltagende stormagter, og især Holland op nåede en tydelig afsvækkelse af Fællesskabets ovemationale karakter.
I juli 1952 blev traktaten ratificeret af de seks deltagerlandes parlamenter. Den fik tilslutning fra de såkaldte centrumpartier, hvorimod kommunisterne og de ultra-konservative partier var modstandere af Fællesskabet. De vesttyske socialdemokrater tilslut tede sig ikke traktaten af politiske grunde, idet de mente, at den vanskeliggjorde en tilfredsstillende løsning af Saar-spørgsmålet og af Tysklands genforening. Industriens organisationer var i de fleste deltagerlande modstandere af Fællesskabet, som til gengæld havde varm tilslutning fra de ikke-kominunistiske fagforeninger.
I alle deltagerlandene fremhævedes det under parlamentsfor handlingerne, at man ikke kunne have noget overblik over, hvilken økonomisk betydning Fællesskabet ville få. I disse betænkeligheder må man formentlig søge en væsentlig årsag til den store forsigtighed, hvormed Fællesskabet stadig har optrådt.
Organisationens opbygning
Den højeste myndighed. Et ni-mandsråd, kaldet Den højeste myndighed, har den daglige ledelse af fællesskabet. Intet land kan have mere end to repræsentanter, og medlemmerne er uafhængige af deltagerlandenes regeringer. Præsidenten for Den høje ste myndighed var indtil i sommer franskmanden Jean Monnet. som var den egentlige ophavsmand til Schuman-planen. Han af løstes af den tidligere franske konsejlpræsident René Mayer.
Myndighedens arbejdsområde kan sammenfattes i følgende hovedpunkter:
1. forsyningen af det fælles marked.
2. gennemførelsen af de lavest mulige priser under hensyntagen virksomhedernes økonomi.
3. tilvejebringelse af betingelserne for en udvidet og rationel produktion.
4. fremme af arbejdernes levestandard og arbejdsvilkår med de mest fremskredne lande som normen.
5. fremme af verdenshandelen med opretholdelse af rimelige priser udadtil.
Den højeste myndighed kan vedtage beslutninger, som er bindende for deltagerlandene i alle detaljer, indstillinger, hvis principper er bindende, samt udtalelser, der er vejledende for med lemslandenes regeringer.
Som nævnt er der tillagt den højeste myndighed beføjelser til at idømme bøder til gennemtvingelse af sine beslutninger. Myndigheden kan endvidere kræve oplysninger om de enkelte virksomheder og er til dette formål udstyret med de samme beføjelser som skattemyndighederne i de enkelte deltagerlande. Den højeste myndighed kan i knaphedssituationer tildele prioriteter for aftagere af stål og kul, ligesom myndigheden under særlige forhold kan fastsætte mindste- og højestepriser.
Den højeste myndighed kan yde lån til gennemførelse af moderniserings- og udvidelsesprojekter. Endvidere påhviler det Den højeste myndighed at deltage i overflytnings- og om skolingsprojekter for arbejdere, der bliver ledige som følge af nedlæggelse af virksomheder under Fællesskabets område.
Myndighedens indtægter kommer gennem en afgift på højst een procent på produktionen af kul og stål.
Det rådgivende udvalg på for tiden 51 medlemmer består af repræsentanter for producenterne, arbejderne, forbrugerne og for handlerne. Det påhviler i en række tilfælde Den højeste myndighed at konsultere dette udvalg, inden det træffer beslutninger.
Forsamlingen består af 72 parlamentsmedlemmer fra delta gerlandene. Den højeste myndighed forelægger sin årsberetning for Forsamlingen, der tager stilling til beretningen, og som eventuelt kan forkaste denne. Sker forkastelsen med to trediedeles flertal, skal Den højeste myndighed træde tilbage.
Forsamlingen har således ikke store opgaver, omend den i praksis har vist sig at være et meget vigtigt bindeled mellem del tagerlandenes lovgivende forsamlinger og Fællesskabet. Det har været interessant at se, hvorledes de nationale skillelinier efter hånden er blevet af mindre betydning i Forsamlingen, således at dens medlemmer i stedet har delt sig efter partilinier og ofte samarbejder gruppevis forud for afstemningerne.
Ministerrådet består af en kabinetsminister fra hvert af del tagerlandene og har ansvaret for koordineringen af Fællesskabets politik med den økonomiske politik i deltagerlandene.
Domstolen har syv medlemmer. Den kan dømme mellem to medlemslande, mellem en medlemsstat og Fællesskabet og mellem Fællesskabets enkelte organer. Endelig optræder den som forvalt ningsdomstol i sager mellem Fællesskabet og enkelte virksomheder eller erhvervsorganisationer; der f. eks. kan appellere Den højeste myndigheds bøder og påbud.
Domstolen har hidtil behandlet 12 sager og har i sine afgø relser lagt en linie, der begrænser Den højeste myndigheds fortolkningsfrihed over for traktaten.
Traktatbestemmelserne for de enkelte af de nævnte organer er meget detaljerede, og opbygningen er meget kompliceret i sit samspil mellem organerne. Dertil kommer, at opbygningen ikke er i overensstemmelse med de vesteuropæiske traditioner for stats lige og internationale organisationer, idet den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt ikke er adskilt, men i større eller mindre omfang findes hos såvel Den højeste myndighed som hos Forsamlingen og Domstolen.
I en følgende artikel vil Fællesskabets hidtidige arbejde blive behandlet.
Sven Reiermann