Log ind

Det centrale Afrika. Et områdestudie

#

Nærværende studie er udarbejdet af kaptajnløjtnant Per Tidemand i forbindelse med gennemgangen af Forsvarsakademiets Stabskursus II.

Indledning

1. Afrika, der er jordens næststørste kontinent, udgør en fjerdedel af klodens samlede landrtiasser. Denne store verdensdels indre forblev - efter europæisk målestok - uopdaget indtil langt ind i det 19. århundrede. Så sent som omkring 1880 satte det store kapløb om kolonierne i Afrika ind, men da først koloniseringen var startet gik det hurtigt. 1 1890 var kun 10% af det afrikanske landområde vinderlagt kolonimagt. 20 år senere v£ir ialt 90% blevet »erobret« og delt mellem England, Frankrig, Tyskland, Portugal, Italien, Spanien og Belgien (bilag 1). Efter at være blevet påduttet kolonimagternes sprog, politik og religion stod kolonierne efter godt et halvt århundrede alle som underudviklede selvstændige nationer uden nogen egentlig erfaring i at optræde som stater - hverken internt eller eksternt. Den krise, der krævede FN’s intervention i 1960-64 i det daværende Congo, var kun et ekstremt tilfælde af den art politisk konflikt, der var udbredt i alle de nye og uerfarne stater. Immanuel Wallerstein skrev i sin bog »Africa: The Politics of Independence« om netop dette problem:

»- enhver afrikansk nation, stor eller lille, forbunds- eller enhedsstat, har sit Katanga... Og derfor ved enhver afrikansk regering, at dens første problem er, hvordan landet skal holdes sammen, når det trues af omfattende opløsning«.

Netop problemet med at holde nationen samlet er foruden underudvikling og gældsætning mange afrikanske staters store problem den dag i dag. I det følgende vil bl.a. disse problemer blive nærmere belyst.

Skærmbillede 2020-03-26 kl. 13.24.56.png

Definition

2. Begrebet »Det centrale Afrika« er i denne studie den del af Afrika, der bliver tilbage, når man ser bort fra det nordlige og det sydlige Afrika samt Afrikas Hom. Staterne, der udgør det centrale Afrika, bliver da:

Kap Verde, Senegal, Gambia, Guine Bissau, Guinea, Sierra Leone, Liberia, Elfenbensl^^sten, Burkina Faso, Ghana, Togo, Benin, Nigeria, Sao Tomé og Principe, Cameroon, Central-afrikanske Republik, Ækvatorial Guinea, Gabon, Congo, Zaire, Uganda, Kenya, Rwanda, Burundi, Tanzania, Zambia, Malawi og Madagascar (bilag 2).

Denne brede definering af »Det centrale Afrika« tjener udelukkende det formål at komplettere Stabskursus II’s »Tour de Monde«, for Afrikas vedkommende med hensyn til den løbende orientering om væsentlige udviklinger i verden. I studien vU hele området blive behandlet generelt, mens problemstillingerne vil blive belyst med enkelte eksempler.

Geografiske aspekter

3. Beliggenhed. Det centrale Afrika udstrækker sig fra 20° vest til 45° øst og fra 15° nord til 25° syd. Hele området ligger inden for den tropiske zone og består for det meste af skov- og savanneområde. Et bælte langs det nordlige grænseområde består af busksteppe og enkelte steder af ørkenområder. Den tropiske regnskov er udbredt langs Vestafrikas sydkyst og strækker sig ind i den nordlige halvdel af Zaire, i Cameroon, Congo, Ækvatorial Guinea og Gabon. Ligeledes består Madagascars vestkyst og enkelte landområder i Tanzania og Malavi også af tropisk regnskov.

4. Ydre grænser. Den ydre grænse mod øst er Det indiske Ocean og mod vest Atlanterhavet. Mod nord ligger grænsen i det såkaldte Sahel-område og dettes områdes forlængelse mod øst. Sahel-området er et 400-500 km bredt bælte, der strækker sig fra Senegal i vest til det sydlige Chad i øst. Området er karakteriseret ved at være den busksteppe, der udgør ørkenen Saharas sydgrænse og ved at være et tørt område, der kun beboes af få normader. Med de seneste årtiers udvikling i den afrikanske ørkenmasse kan Sahel-området nu videreføres gennem Sudan, Etiopien og Somalia. Såkaldte randstater - Angola, Namibia, Botswana, Zimbabwe og Mozambique - er nabostaterne mod syd (Zambia og Tanzania, der ligeledes betegnes som randstater, ligger inden for Det centrale Afrika). Grænsen mod øst og vest er naturlige fysiske grænser. Ligeledes kan den nordlige grænse kaldes en naturlig fysisk grænse, idet det nordfor liggende ørkenområdes dybde udgør en naturlig hindring. Nabostaterne mod nord er alle svækkede af tørke og himgersnød, grænsestridigheder, borgerkrig eUer interne uroligheder. Den regionale stormagt mod syd er Sydafrikanske Republik, der for øjeblikket svækkes af store indre uroligheder og verdensomspændende økonomiske sanktioner. Det centrale Afrikas nabostater mod syd står sammen med alle øvrige afrikanske stater om fordømmelsen af apartheidstyret i Sydafrikanske Republik. Ganske vist har Mozambique indgået sikkerhedsaftaler med styret i Pretoria, men dette forhold skal ikke ses som en øget fjendtlighed mod nord.

5. De indre grænser. Sammenligner man i dag et politisk kort over Afrika (bilag 2) med kortet over Afrika fra 1914 (bilag 1), vil man se, at grænserne mellem de nuværende stater stort set er identiske med de tidligere kolonigrænser. De nye grænser i Fransk Vestafrika er for de flestes vedkommende tidligere indre kolonigrænser. Disse grænser, der alle er blevet fastlagt af europæerne i kolonitiden, skærer ofte gennem befolkningsmæssige naturlige sammenhørende områder. På den måde er en ensartet befolkningsgruppe blevet delt mellem to eller flere stater. Nogle forfattere taler ligefrem om, at der er sket en »Balkanisering« af Afrika. Dette forhold giver anledning til grænsestridigheder og indre splittelse i mange stater. Som eksempel kan nævnes: Den tidligere tyske koloni Togoland blev i 1920 delt mellem England og Frankrig. Det nuværende Togo er den tidligere franske del af den tyske koloni, og det østlige Ghana er den tidligere engelske del. Denne deling i »generalstabskortet« har medført, at Ewe-stammen i dag er delt med 1,5 mill. i Ghana og 1,4 mill. i Togo. Adskillige forsøg på at løse problemet er blevet gjort, men forholdet giver stadig anledning til uroligheder ved grænsen mellem Ghana og Togo. Foruden disse etniske grænseproblemer eksisterer der nogle økonomiske grænsestridigheder. Baggrunden for de økonomiske stridigheder er hyppigt, at der er fundet betydelige mineralforekomster i tyndt befolkede eller ubeboede golde distrikter i et grænseområde. I sådanne områder eksisterer der ofte landegrænser uden nogen egentlig sikker definition. Denne flydende grænses nøjagtige beliggenhed har ingen særlig betydning så længe området er uden værdi, men når der bliver fundet ressourcer ved en flydende grænse, er det nødvendigt at få fastlagt grænsen præcist.

6. Stormagterne og Det centrale Afrika Området ligger uden for de traditionelle østlige og vestlige interessefærer og er derfor i strategisk betydning mindre vigtigt for supermagterne. Alligevel ser vi gang på gang stormagter engagere sig økonomisk, politisk eller militært i forskellige dele af Det centrale Afrika. Målet for stormagternes strategiske udfoldelser i dette område er forskellige. For USSR er det vigtigste mål at sikre sig basefaciliteter til egne flådestyrker i Det indiske Ocean og Atlanterhavet som et nødvendigt led i en global strategi. Et af USA’s mål er at formindske den sovjetiske indflydelse i Afrika - et mål, der søges opnået gennem især økonomisk støtte til de afrikanske ikke pro-soyj etiske stater. De europæiske stormagter er i langt højere grad end US A afhængige af Afrikas mineraler og råstoffer og søger derfor at sikre sig adgang til disse ressourcer gennem økonomisk støtte og - især for Frankrigs vedkommende - gennem militær intervention.

7. Størrelse og form. Det centrale Afrika består af 28 stater fordelt på 10 millioner km^ med et samlet indbyggertal på knap 300 millioner. De vigtigste floder er Zaire, Niger, Volta og Zambesi. Zaire, der med sine bifloder er Afrikas største flod m.h.t. den gennemstrømmende vandmængde - 70.000 mVsek (Nilen: 2.300 m^/sek), udspringer i Shabaplateauet og løber først mod nord og derefter mod vest og sydvest gennem Zaire-bækkenet for til sidst at munde ud i Atlanterhavet. Niger, der i samme henseende er Afrikas næststørste flod - 25.000 m^/sek, udspringer i Guinea og flyder i en stor bue først mod nordøst, dernæst sydøst for til sidst at løbe mod syd og munde ud i Guines Bugt ved Atlanterhavet. Zambesi-floden spiller ligeledes en roUe i dette område. Den udspringer i Zambia og løber mod syd og øst og munder ud i Mozambique Kanal. Floden Voltas to øvre flodender, der udspringer i Burkina-Faso og løber mod syd, forenes i Ghana, hvor floden er dæmmet op i et stort reservoir. De største søer er Victoria Sø, 70.000 km^, der ligger mellem Uganda, Kenya ogTanzania, Tanganyika Sø (23.000 km^) mellem Zaire ogTanzania og Malawi Sø (27.000 km^), der ligger mellem Tanzania, Mozambique og Malavi. Området består hovedsageligt af højslette og lavslette. En højslette strækker sig fra Zambia og det sydlige Zaire mod nordøst igennem Malawi, det vestlige Tanzania, den vestlige del af Kenya og Uganda. I Tanzania og Kenya er der en højderyg, hvori Afrikas højeste punkt ligger (vulkanen Kilimanjaro - ca. 6.000 m). Zaires grænse mod øst ligger i Mitumba Bjergene, der strækker sig langs Tanganyika Sø’s vestside og videre mod nord langs grænsen til Burundi, Rwanda og Uganda. Vest for MitumbaBjergene ligger Zaire Bækkenet - en slette, der fortsætter ud til Krystalbjergene ved Atlanterhavet. Fra Guineas bjerge i vest til Cameroons højslette i øst ligger der en stor lavslette med enkelte højsletteøer, hvoraf den største ligger i det nordlige Nigeria. Kyststrækningen på Det centrale Afrikas fastland består i vid udstrækning af Mangrovesumpe eller strande foran en uigennemtrængelig regnskov. Floderne kan kun besejles i begrænset omfang, idet der mange steder enten findes vandfald nær kysten eller også tørrer floden helt eller delvis ud i tørkeperioder. Kystens karakter har bevirket, at der er få havne i området. Af egentlige naturhavne på fastlandet er der kun fire: Dakar (Senegal), Banjul (Gambia), Libreville (Gabon) og Mombassa (Kenya). De store kunstigt anlagte havne er få, fordi de er meget dyre at anlægge. De vigtigste er Tema (Ghana), Lagos og Port Harcourt (Nigeria), Matadi (Zaire) og Dar-es-Salaam (Tanzania).

8. Klima. Hele området ligger i det tropiske bælte, og temperaturerne er gemiemsnitlig høje - mellem 20° og 30°C året rundt. Een faktor sænker dog temperaturen i visse områder: Højden over havet - fx har Mombassa ved Kenyas kyst således gennemsnitstemperaturer for januar og juli på 27° C og 24° C, mens de tilsvarende værdier for Nairobi, der ligger 1800 m over havet, er 18,5° C og 15,5° C. Det er dog kun på Kenyas og Tanzanias højsletter samt i den sydlige del af Uganda og Rwanda - Burundi området, der kan forventes en germemsnitstemperatur mellem 15° og 20° C året rundt. Mængden af nedbør varierer meget såvel fra år til år som fra egn til egn i Det centrale Afrika. I januar-halvåret er der et smalt regnbælte langs den sydlige kyst af Vestafrika. Kyststaterne her oplever i dette halvår at få op til 1.000 mm ved kysten og under 250 mm længst inde i landet. Ellers er størstedelen af den tropiske regnzone forskudt sydpå. Store dele af Zaire-bækkenet og området omkring Malawi Sø får på derme årstid mellem 1.000-2.000 mm regn (normalnedbør i Danmark er ca. 700 mm pr. år). I det østlige område, bortset fra det nordlige Kenya, falder der mellem 250-1.000 mm. I juli-halvåret trækker den tropiske regnzone nordpå. Syd for Zairebækkenet er nedbøren på denne tid under 250 mm. Et bælte fra det nordlige Tanzania og Kenya i øst til den sydlige del af Vestafrika får 250-1.000 mm sommerregn. Nigeria, Cameroon, Elfenbenskysten, Liberia, Sierra Leone og Guinea får dog mellem 1.000 og 2.000 mm og helt ude ved kysten over 2.000 mm nedbør.

9. De fremherskende plantebælter i Det centrale Afrika er tropisk regnskov og savanne. Den tropiske regnskov er karakteristisk ved et rigt planteliv med planter i flere lag op til de øverste trækroner i 40-50 m højde. Ofte er underskoven et vildnis af trærødder og slyngplanter, som er næsten vimuligt at trænge igennem. Regnskovsområdet breder sig ud over de nordlige og centrale dele af Zaire-bækkenet og når ind i Vestafrika langs sydkysten. Uden for regnskovsregionen ligger savanneregionen, der dækker resten af området. I grænseområdet mellem de to regioner står træerne mere spredt, så der trænger lys ned til skovbunden og giver mulighed for en kraftig vækst af græs. Den egentlige savarme er en græssteppe med spredte træer. Jo længere væk man kommer fra ækvator jo længere bliver savannens tørtid i det nedbørsfattige halvår. Kun i regntiden er savannen grøn.

Græsset visner i tørtiden, men langs med floderne, hvor der er vand nok, er der rigelig plantevækst. De kraftige regnbyger, der kommer i regntiden, fører ofte til erosion i de opdyrkede områder. Det bedste jordlag bliver i værste fald skyllet bort med regnen. Hvis der er tale om et landbrugsareal i et område, der tidligere var regnskov, er faren for erosion særlig stor. Regnskovens eget økologiske kredsløb bevirker, at muldlaget er på 20-30 cm. Når man fjerner rødder og slyngplanter, der holdt muldlaget på plads, sker det let, at muldlaget slQ^Ues bort i store flager under kraftige regnskyl. I savanneområdet er der risiko for, at jorden ødelægges ved langvarig udtørring. Der findes forskellige ahimininm- og jernforbindelser i jorden, som under en kraftig udtørring kan udvikle sig til en uopløselig og stenhård skorpe, det såkaldte laterit. Hvor dette er sket, er jorden særdeles vanskelig at dyrke. Over næsten hele Det centrale Afrika er der tropisk rødjord, der danner basis for en evt. lateritdannelse.

10. Mineralforekomsterne i Afrikas undergrund er store. Det var først efter Den anden Verdenskrig, at man begyndte en egentlig kortlægning over mineralerne i denne verdensdel. Lige siden har man næsten årligt fundet ukendte forekomster af vigtige mineraler. På grund af områdets - på mange steder - uvejsomme terræn, er undersøgelsen af undergrunden dog langtfra tilendebragt. Ret sandsynligt er det derfor, at der i fremtiden vil blive fundet yderligere mineralfelter i Det centrale Afrika. Bilag 3 viser et skema, der angiver, hvilke lande, der i større grad besidder og producerer den kendte del af disse forekomster. De vigtigste mineraler er: Olie, Uran, Jern, Kobber, Tin, Bauxit, Mangan, Krom, Kobolt, Litium, Tantal og Fosfat.

11. Transportsystemet i Afrika er meget ringe udviklet. Virkningen af et dårligt transportsystem er bl.a., at landdistriktemes folk har svært ved at nå frem til byer og havne med deres produkter, og at udvimdne mineraler i Afrikas indre pålægges en langsommelig og dyr transport frem til udskibningsstedet. Sø- og flodtransport er den billigste transportmåde, men floderne er ikke sejlbare i hele deres længde. Mange vandfald gør transporten langsommelig og dyr, når der skal omlades fra flodpramme til andet transportmiddel for at passere vandfaldene. Flere steder må skibstrafikken helt standse i tørtiden, når floderne svinder ind. Det afrikanske vejnet er som helhed meget ringe. I regntiden er der fare for, at vejene bliver oversvømmede. Flere områder bliver derved afskåret fra omverdenen i indtil flere måneder. Vejenes beskaffenhed er oftest meget darlig. Igennem de sidste 20 år har man gennemført en udbygning af vejnettet. Jernbanenettet er stadigvæk meget tyndt. De fleste jernbaner stammer fra kolonitiden og havde til formål at føre plantageprodukter og mineraler ud til nærmeste havneby. Det har bevirket, at kommunikationslinierne fortrinsvis går fra kysten og ind i landet og ikke parallelt med lotsten. På grund af at kolonimagternes jernbaner er anlagt med forskellige sporvidder, er der tit store problemer med at forbinde eget jernbanenet med nabostatens. Der er dog også eksempler på, at samarbejde lykkes. Zambia og Tanzania har i fællesskab anlagt en jernbane fra Zambias minedistrikt til Dar-es-Salaam. Kapitalen hertil blev ydet af Kina - efter at Verdensbanken havde afslået at yde det nødvendige lån. Kina tilbød et rentefrit lån til en værdi af ca. 3 mia kr. og stillede desuden 20-30.000 jembaneeksperter og -arbejdere til rådighed for Tanzania.

Skærmbillede 2020-03-26 kl. 13.27.40.png

Med udsigt til indtægter fra turisme har flere stater bygget nye lufthavne eller udbygget de tidligere flyvepladser. De store lufthavne, der ligger i Dakar (Senegal), Accra (Ghana), Kinshasa (Zaire) og ikke mindst i Nairobi (Kenya), tjener desuden som mellemlandestationer for international lufttrafik. På grund af det dårlige vejnet og jernbanenet er fly ofte det eneste transportmiddel over selv kortere strækninger, der kan konune frem inden for rimelig tid.

12. Befolkningen. I befolkningsmæssig forstand er staterne i Det centrale Afrika generelt små. Kun 6 af staterne (Ghana, Kenya, Nigeria, Uganda, Tanzania og Zaire) har over 10 millioner indbyggere. Befolkningstætheden svinger fra 4 personer/km^ i Centralafrikanske Republik til 233 personer/km^ i Rwanda. På grund af en høj fødselsrate er næsten halvdelen af landenes befolkning under 16 år. Den urbane befolkningsdel er stigende. 1 1950 var det i gennemsnit 1/5, og nu er det omkring 1/4. En vigtig grund til byvæksten er, at mange tvinges bort fra landet, fordi det er vanskeligt at få arbejde eller adgang til jord. Investeringer og offentlige midler koncentreres om byeme, hvor stigningen i administration, handel, industri og anden erhvervsvirksomhed følgelig finder sted. For mange byboere og tilflyttere er der imidlertid kun små muligheder for lønnet arbejde, og mange havner i slumkvartereme. I Afrikas storbyer bor størstedelen af beboerne som regel i slum- og fattigkvarterer, hvor arbejdsløshed, underernæring, vold m.m. råder. Et billede, der på mange måder ligner det, vi så i de nu industrialiserede lande for omkring 100 år siden. Boligstandarden er ringe. Vand- og kloakeringsfacüiteter findes kun i begrænset omfang. De sociale forskelle træder derfor skarpest frem i storbyerne.

13. Uddannelse. Generelt kan siges, at af den del af befolkningen, der er over 15 år, er ca. halvdelen analfabeter. De offentlige udgifter til uddannelse er små, men udgør dog oftest procentvis samme andel af bruttonationalproduktet som i Darmiark. Disse tal, der bliver opgivet om uddannelse, befolkning o.l. er dog ofte behæftet med stor usikkerhed, men tilsyneladende er især Ghanas og i nogen grad Nigerias offentlige udgifter til uddannelse små. I Ghana har man i mange år satset på grundskolen, hvor der er tvungen skolegang, og i højere grad forsømt videreuddarmelseme. I Nigeria er der gratis undervisning i grundskolen, men det er fortrinsvis kun drenge, der møder op. Uanset om grundskolen er tvungen eller fri, er der stadigvæk mange børn, der ikke kommer i skole. Undervisningen har været tilpasset den europæiske undervisningsform med vægt på europæisk historie, geografi, skønskrift m.m. En ny målsætning er ved at blive indført - at tilpasse undervisningen til hverdagens specielle forhold. De sproglige problemer gør sig gældende i undervisningen. Oprindeligt foregik undervisningen på kolonimagtens sprog, hvilket stadig gør sig gældende på de højere læreanstalter,, men i grundskolen går man mere og mere over til at undervise i et lokalt fremherskende sprog. I Tanzania og Kenya er undervisningssproget i grundskolen således swahili, og i Ghana hovedsagelig akan til trods for, at engelsk er det officielle sprog.

14. Sprog og religion. De oprindelige afrikanske stammer, der beboede Afrika før kolonitiden, gør sig stadig gældende i kulturel sammenhæng. Alle staterne er stadigvæk i høj grad inddelt i nogle sproglige enklaver, og sprogene inden for hver enkelt stat er ofte så forskellige, at folkene ikke forstår hinanden. Hvor swahili er det fremherskende sprog i Østafrika (og bliver mere og mere udbredt), er det straks sværere at tillægge eet sprog samme betydning i Vestafrika (bilag 4). I Nigeria er det officielle sprog og handelssproget engelsk, men der findes 12 forskellige sprog, der hver især tales af over 1 million personer. Desuden er der godt 15 millioner indbyggere, der taler forskellige andre stammesprog. De mest udbredte sprog er Hausa, Ibo og Yoruba. Ghana har ligeledes engelsk som officielt sprog, men også her er adskillige udbredte stammesprog. De vigtigste er Akan, Dagombe, Ga og Ewe. Endelig har Zaire fransk som officielt sprog, men befolkningen taler indbyrdes mange forskellige sprog. 9 forskellige modersmål tilhører hver især befolkningsgrupper på over een million personer.

Skærmbillede 2020-03-26 kl. 13.28.57.png

Hvor de sproglige forhold er meget komplekse tegner billedet over de forskellige religioner sig mere enkelt. Ud over den del af befolkningerne, der tilhører den oprindelige afrikanske stammereligion, er fordelingen af trosretning således: Ghana - 63% kristne og 16% muslimer, Kenya - 73% kristne og 6% muslimer, Nigeria - 38% kristne og 45% muslimer, Tanzania - 40% kristne og 30% muslimer, Zaire - 92% kristne.

15. Erhvervsfordeling. Det tidUgere traditionelle u-land har 60-80% af befolkningen, der lever af den primære sektor. Erhvervsaktiviteten i Kenya og Tanzania viser imidlertid, at kun henholdsvis 17 og 31% arbejder i den primære sektor, mens 65 og 33% er i den tertiære sektor. Disse tal minder jo mere om et i-lands. Der er flere faktorer, der ligger til grund for dette forhold. For det første er det kendetegnende for u-landene, at den udvidede pengecirkulation, der er en følge af den kapitalistiske produktionsmådes indtrængen i de traditionelle samfund, kun i meget begrænset omfang bliver investeret i den sekimdære sektor. Arven fra kolonitiden siger: »Importer færdigvarer og eksporter råvarer«, og dette fremmer handel frem for industri i disse lande. For det andet er der en stærk tendens til, at dels de mange, der bliver overflødiggjort i den primære sektor ved indførelsen af den kapitalistiske produktionsmåde og dels den overskydende del af befolkningstilvæksten slår sig på en eller anden form for handel for at opretholde livet. Det er jo kendetegnende for alle u-lande, at der findes utallige gadehandlere, som sælger alt mellem himmel og jord. Denne form for handel er mere udtryk for skjult arbejdsløshed end erhversaktivitet, men trods den meget beskedne vareudveksling regnes de alligevel som handlende. En tredie faktor til forklaring af den overdimensionerede handelsaktivitet er den ekstremt skæve fordeling af indkomsterne i u-landene. De, der tjener mange penge, har kun få muligheder for at investere dem produktivt og bruger dem i stedet på luksusforbrug, hvilket skaber behov for en meget differentieret import - og detailhandel. Endelig skal nævnes, at antallet af offentlige ansatte blev fordoblet i Kenya i løbet af de første 10 uafhængighedsår. I Tanzania kræver de nye landsbykollektiver hver især en offentlig sektor til undervisning og andre serviceydelser. Et tegn på et voksende bureaukratisk administrationsapparat, men også - for mange u-landes vedkommende - et tegn på behov for indre sikkerhed i kraft af en øget politi- og miltærstyrke.

Økonomi

16. Afrika er med rette blevet kaldt et kontinent i krise. Kun de olieproducerende stater Nigeria og Gabon har en gæld til udlandet, der er mindre end den årlige eksport. Langt de fleste af staterne i Det centrale Afrika har en gæld, der er over dobbelt så stor (enkelte stater 10 gange så stor) som den årlige eksport. Gældens størrelse synes måske ikke så stor, hvis man sammenligner med Danmarks gæld (2,5 gange den årlige eksport), men set i forhold til staternes indre værdi og deres produktionsapparat ser sagen ganske anderledes ud. Kreditorernes opmærksomhed samler sig imidlertid hovedsageligt om de gældssatte latinamerikanske lande, hvis gæld er væsentlig større. Det er jo primært talstørrelsen, der interesserer kreditorer. Men talstørrelsen eller ej - Det centrale Afrika bevæger sig på kanten af afgrunden - og endda på 3. klasse.

17. Udviklingen i de nye stater (u-lande). For at anskueliggøre problematikken vil jeg kort give den historiske baggrund. Kolonimagterne etablerede i sin tid i deres kolonier en betydelig eksportproduktion. Det var jo netop hensigten, at koloniernes råstoffer skulle udyttes optimalt i magthavernes eget land til forarbejdning, handel og forbrug. Eksportproduktionen bestod hovedsageligt af landbrugsvarerne: kakaobønner, kaffebønner, sisal, te, eksotiske fragter og hamp; og af mineraler: guld, kobber, jern, tin, diamanter o.l. De europæiske kolonimagter mobiliserede med tvang eller mod en mincjre aflønning den lokale befolkning i denne produktion. De indfødte arbejdede på absolut laveste niveau, for de virkede dovne og dumme. Europæerne holdt afrikanerne på et eksistensminimum, og forskellen mellem europæere og afrikanernes levefod var markant. Den stammedelte og geografisk spredte befolkning var ikke i stand til at sætte sig effektivt op imod kolonimagterne, og ethvert oprørsforsøg blev slået ned med hård hånd. Mau-Mau i Kenya midt i 50’eme er dog i nogen grad en imdtagelse, for her lykkedes det at skabe et oprør, der medvirkede til at fremskynde engelske forberedelser for etablering af et selvstændigt Kenya (i modsætning til Rhodesia). Omkring 1960-65 blev de fleste kolonier selvstændige stater. For udadtil og især indadtü at markere sig som selvstændige, havde de nye ledere et behov for at frigøre staterne både politisk og økonomisk fra de tidligere koloniherrer. Det var derfor et højt ønske fra lederne at få produktionsmidlerne og selve produktionen i afrikanske hænder så hurtigt som muligt. Men de indfødte besad ikke den fornødne administrative og tekniske indsigt til selv at overtage produktionen og var derfor ikke i stand til en hurtig overtagelse. I forbindelse med selvstændigheden opstod der indre uroligheder i mange af staterne. Det bevirkede, at de europæiske administratorer og teknikere flygtede og med dem ekspertisen og kapitalen (fx Zaire 1960-65). Hvad stod de nye stater så med efter selvstændigheden? Status for landene i Det centrale Afrika var således efter afkolonialiseringen:

a. Plantager og storlandbrug, der producerede eksportafgrøder til den tidligere kolonimagt. Ofte var der kun tale om een varetype (monokultur).

b. Selvforsynrngslandbrug, hvor produktionen hovedsageligt kun strakte til familiens eget forbrug.

c. Minedrift, hvis en sådan findes, der havde en produktion, der var afstemt med den tidligere kolonimagts behov.

d. Kapitalflugt i forbindelse med uroligheder og afrikanisering af produktionsmidlerne.

e. En kraftig befolkningsvækst.

18. Målet for u-landene var herefter at forøge og tilpasse landbrugsproduktionen til landets indre behov, at få opbygget en industrisektor til bearbejdelse af råvarerne, at få uddannet personel til administrative og tekniske ledelsesfunktioner og at få »oplært« befolkningen i at yde en arbejdsindsats, der ligger ud over at skaffe blot til dagen og vejen. Men for at nå målet havde staterne behov for kapital.

19. Gældsætningen og dens konsekvenser. De ustabile politiske forhold betød imidlertid, at det var vanskeligt at tiltrække udenlandsk kapital. Ingen større selskaber turde investere i projekter i disse lande, og de tidligere kolonier måtte derfor dels fortsat producere salgsafgrøder og dels søge om udenlandslån. I mellemtiden var de centralafrikanske stater nødt til at importere fødevarer for at supplere den mangelfulde fødevareproduktion, der blev mere og mere markant i takt med befolkningsvæksten. Næsten hele den voksende import blev financieret af udenlandske kreditter. Da den verdensøkonomiske krise indtraf i 1974 forsøgte de industrialiserede lande at afsætte deres overproduktion i u-landene, og for at fremme salget blev der ydet yderligere kreditter. Efterhånden som de politiske forhold blev mere afklarede, begyndte udenlandske multinationale selskaber at investere i de u-lande, der havde en begyndende industri. De blev budt velkommen, for de ville først og fremmest etablere en importsubstitutionsindustri - d.v.s. de ville producere varer, der normalt skulle importeres - og u-landene så derved en mulighed for udnyttelse af egne råstoffer, en forøget beskæftigelse og en senere mulighed for eksport og dermed en betalingsbalanceforbedring. Men de multinationale selskaber viste sig hurtigt at være en belastning for betalingsbalancen. Sådanne selskaber laver en standardvare overalt i verden og benytter derfor de samme råstoffer og halvfabrikata i en produktion, der er meget mekaniseret. Det betyder, at det multinationale selskab påførte u-landet en yderligere import af de specielle råstoffer og halvfabrikata - og bidrog ikke i særlig stor grad til u-landets beskæftigelsesproblem. Endelig udføres gevinsterne til selskabernes hovedkontor. (Eksempelvis Kenya: Pepsi Cola, 7 up, British America Tobacco m.f.). Underskiiddét på betalingsbalancen blev dækket af udenlandske kreditter. Udenlandske banker stod næsten i kø for at yde u-landene kreditter og lån imod garantier til dækning af risikoen. I takt med at bytteforholdet over for i-landene forringedes i slutningen af 70’eme steg u-landenes gæld hurtigere og hurtigere. Forfaldne afdrag og løbende renter begyndte at overstige de nye kreditter. Landet var ikke længere i stand til at betale, og kreditorerne gik derfor til Den internationale Valutafond (IMF) og bad den om at gribe ind. Som betingelse for at yde et land nye kreditter forlangte IMF hårde økonomiske stramninger, hvilket vil sige reduktion i offentlige udgifter og importrestriktioner i forbindelse med en forbrugsnedgang. Sådanne indgreb medførte ofte social uro og nødvendigheden af et stærkt centralt styre støttet af politi og militær.

20. U-landsbistanden. For at imødegå denne udvikling og bryde den onde cirkel begyndte de industrialiserede lande og senere de fleste olieproducerende lande at yde hjælp til u-landene. Denne hjælp blev ydet gennem flere kanaler. Formålet med u-landshjælpen var og er stadigvæk at styrke u-landenes produktionsapparat og forbedre befolkningens levevilkår. Men det har vist sig, at hjælpen på flere områder har haft en direkte modsat virkning, hvilket jeg vü belyse ved nogle eksempler. I Tanzania har Danmark bygget og financieret en cementfabrik - pris 7-800 millioner kr., men den stod efter færdiggørelsen stille i flere år, fordi den kraftforsyning, der skulle få »hjulene til at snurre«, og som var et russisk projekt, først stod færdig 3 år senere. Udenlandsk kapital har ført til oprettelse og udbygning af undervisningsinstitutioner, hospitaler og industrivirksomheder i bl.a. Tanzania. Drift og vedligeholdelse af disse projekter påhviler Tanzania. Allerede i den optimistiske tid i 70’eme var denne drifts- og vedligeholdelsesudgift for tung en byrde for landets økonomi, og med den seneste udvikling kan det forventes, at disse dyre projekter ligger i ruiner om få år. I det nordlige Kenya havde den norske bistandsorganisation Norad finansieret og udført et omfattende træplantningsprogram med det formål at forhindre ørkendannelse. Det var et dyrt projekt, for træerne krævede pleje og især beskyttelse mod de mennesker, for hvem træ ofte er den eneste energikilde. Flere år senere ydede andre organisationer hjælp til at rydde en nærliggende skov i bestræbelse på at skabe basis for egentlig agerbrug i det ørkentruede område. Endvidere er befolkningen i området meget fattige, og deres eneste indtægtskilde er salg af trækul. Via u-landshjælpen blev der opført ambitiøse høj-teknologiske produktionsapparater. Under opførelsen og igangsætningen blev der ydet ekspertbistand, og man forsøgte at oplære afrikanerne i betjening og vedligeholdelse af de tekniske installationer. Men det typiske billede af det videre forløb viste, at eksperterne alt for hurtigt blev flyttet til et andet projekt og dermed ikke nåede at gennemføre den nødvendige oplæring, og at u-landet ikke havde økonomiske midler tü reservedele og anden nødvendig vedligeholdelse. Til tider - især i Nigeria - flyttede de udlærte afrikanere til andre industrier, hvor produktionen allerede var begyndt at give overskud. Her kunne man friste med bedre løn. Det sidste eksempel er fødevarehjælpen fra i-lande. I-lande sender ofte store mængder overskudskom tIL u-landene uanset det egentlige behov. Det bevirker, at afregningsprisen for u-landenes eget kom faldet med udbudet, hvilket får de lokale bønder til at opgive kornavl. Landet er dermed afhængig af eksterne komleverancer. For regeringen i u-landet er det en nem måde at skaffe sig flere ressourcer på, men landet vil på den måde aldrig opnå at blive selvforsynende - selv om der er både jord og klima til det. Generelt kan man sige, at u-landshjælpen i høj grad opfylder det kortsigtede mål: opførelse af fabrik, plantning af skov, etablering af vandkraft, levering af kom, ydelse af teknisk bistand o.s.v. Men det er vigtigt at huske på, at alle disse mål kun er delmål i en stor proces, der i den sidste ende skal føre til, at landet kan indgå som aktør i den økonomiske verdensorden uden behov for ekstraordinær bistand. U-landshjælpen mangler koordination mellem de forskellige hjælpeorganers aktiviteter, og man bør undlade ambitiøse projekter med højteknologisk udstyr, idet aMkaneme hverken vil være i stand til at betjene eller reparere og vedligeholde udstyret. Det er desuden vigtigt at inddrage afrikanerne i projektplanlægningen for at sikre en forståelse blandt lokalbefolkningen, og derved også motivation til deltagelse i projektet. Det første overordnede mål med u-landshjælpen i Det centrale Afrika er at skabe enkelte og solide produktionsapparater, der producerer på basis af landets egne råstoffer og i største udstrækning tager hensyn til lokalbefolkningens erhvervsmæssige arv.

21. Ulandshjælpen financieres v.h.a. offentlige og private midler. I takt med, at gælden vokser i de afrikanske lande, formindskes andelen af de privatfinancierede lån. IMF kan imidlertid udstede nogle »Special Drawing Rights« (SDR), hvilket betyder, af IMF stiller garanti på størrelse med SDR pålydende. Det har ikke forøget den privatfinancierede del af lånene ret meget i Afrika, for langt de fleste SDR tildeles Latinamerika. Hovedparten af de afrikanske landes udeståender er således bilaterale eller multilaterale lån. Af de multilaterale største låneydere er: IMF, Verdensbanken (IBDR) og dens bistandsorienterede filial IDA (Den intemtionale Udviklingssammenslutning). Endelig er der etableret et samarbejde mellem EEC og ACP (ACP er u-lande i Afrika, heriblandt alle landene i Det centrale Afrika, u-lande i Det karibiske Hav og u-lande i Stillehavet). Jeg vil hævde, at Japan, Vesteuropa og især USA besidder et økonomisk strategisk potentiale gennem disse multinationale organisationer, selvom de alle hævder, at de er upolitiske.

22. IMF og IBRD er organisationer, der blev grundlagt ved afslutningen af Den anden Verdenskrig med formålet - at overvåge verdensøkonomien. Den upolitiske og neutrale status, de oprindelig var tiltænkt, kan man med rette bestride, at de besidder. Beslutningerne, der træffes i de to organisationer, er i høj grad præget af politiske faktorer. Kort fortalt er det således, at de lande, der yder mest til IMF og IBRD, også bestemmer mest. Oprindeligt sad USA på ca. 1/3 af stemmerne i begge fora. Denne andel er dog blevet lidt reduceret i takt med Europas og Japans genopbygning, men i kraft af særlige afstemningsregler og Vestens mange økonomiske bindinger til USA, har USA stadigvæk en betydelig indflydelse i organisationernes beslutningsproces - et faktum, det er vigtigt at holde sig for øje, når man taler om økonomisk hjælp tü u-lande. Nogle indikationer på USA’s magt er bl.a., at alle administrerende direktører i IMF og alle præsidenter i IBRD hidtil er blevet valgt af USA. Ligeledes lykkedes det USA at forhindre USSR medlemskab, samt at udstøde Polen og Tjekkoslovakiet som et led i Den kolde Krig. Hvorom alt er kan man sigej at det er Den vestlige Verden, der øver afgørende indflydelse på tüdelingen af »egne midler« under dække af »neutrale og upolitiske« institutioner. Hvorledes kan økonomisk hjælp fra IMF og IBRD virke som politisk instruement? Organisationerne kan udøve direkte politisk indflydelse v.h.a.: At yde lån til regeringer under borgerkrig; at afskære socialistiske og nationalistiske lande i at låne; at yde lån i strid med FN resolutioner; at yde lån, der kan have stor betydning for resultatet af et kommende valg, og endelig kan IMF og IBRD øve afgørende indflydelse i et lands økonomiske styring ved at stille krav tü landets regering om økonomiske tiltag før lånet kan ydes. En direkte afledning af denne store vestlige indflydelse er, at de olieproducerende lande ikke hidtil har ydet støtte gennem IMF og IBRD, og de vil næppe gøre det i fremtiden, medmindre de får større indflydelse på IMF’s og IBRD’s beslutninger. Det vil reducere Vestens og især USA’s magt, og det har mødt kraftig modstand hos både præsident Carter og præsident Reagan. USA besidder gennem IMF og IBRD et politisk værktøj, der bare i kraft af dets eksistens, med den nuværende situation i Afrika, er med til at tvinge de gældstruede lande i en pro-vestlig retning. Men det er et sværd, der skal bruges med forsigtighed og omtanke, for slår det for hårdt mod en stat og tvinger staten ud i en håbløs situation, står USSR på spring for at opnå indflydelse.

23. Nord-Syd Dialogen. Den såkaldte Nord-Syd Dialog blev lanceret i 1975. Starten var en 18 måneders lang konference i Paris mellem 19 u-lande og 8 i-lande, hvoraf EF indgik som eet medlem. Denne konference opfyldte dog langt fra u-landenes forventninger om indførelse af den Nye økonomiske Verdensorden (NØV). NØV var i 70’eme blevet betegnelse for en ramme, der skulle gælde for de økonomiske relationer mellem rige og fattige lande, mellem Nord og Syd. NØV indebar 3 hovedpunkter: Overførsel af industriproduktion fra Nord til Syd, bedre handels- og råvareaftaler for Syd og større indflydelse for Syd i internationale organer, især IBRD og IMF. Men trods u-landenes skuffelse medførte Pariskonferencen dog enkelte konkrete resultater. Et af de vigtigste resultater var, at industrilandene lovede at øge deres statslige udviklingsbistand til 0,7% af BNP som målsætning. Størst var dog i starten af 80’eme bistanden fra de olieproducerende lande (OPEC-landene). De ydede op til 2,9% af deres BNP til udviklingsbistand. Udviklingsbistanden ydes som lånegarantier, lån og gaver.

24. Afrikansk samarbejde. Alle afrikanske lande, med undtagelse af Sydafrikanske Republik, er i dag medlem af OUA (Organization af African Unity). OUA har til formål at fremme de afrikanske staters enhed og sammenhold, at forsvare og respektere staternes suverænitet og deres territoriale integritet og uafhængighed, at medvirke til fredelig løsning af indbyrdes konflikter, at koordinere politiske, økonomiske og kulturelle interesser. Formålet blev nedskrevet i 1963, da afkolonialiseringen var i fuld gang, og mens de nye statsmænd stadigvæk havde troen om en hurtig økonomisk vækst i behold. OAU’s økonomiske betydning for Afrika er begrænset, men man samarbejder i bestræbelserne på at løse fælles økonomiske problemer, om bekæmpelse af sygdom og skadedyr, og der blev i 1985 vedtaget en resolution, der arbejder hen imod et afrikansk Fællesmarked i år 2000. ECOWAS (Economic Community of West African States) er en økonomisk sammenslutning af 16 vest-afrikanske stater. Planen er at nedtrappe enhver form for told- og handelsskranker mellem landene inden 1990. Det lykkes tilsyneladende ikke p.g.a. staternes pleje af egne interesser, men man er blevet enige om, at staternes folk skal kunne bevæge sig frit inden for hele området, at forbedre telekonmiunikationsnettet og at forbedre og udbygge vejnettet i Sahara. SADCC (South African Development Coordination Conference) er en sammenslutning af afrikanske stater, der har det primære formål at formindske randstaternes afhængighed af Sydafrikanske Republik.

Politiske forhold

25. Den økonomiske krise i Det centrale Afrika kan i nogen grad tillægges klimatiske ugunstige perioder, arven fra kolonitiden og en utilstrækkelig u-landshjælp. Men en stor del af skylden ligger oftest i staternes indre politiske forhold. I de nye stater tilfaldt magten i første omgang geme politikere, der havde tjent deres sporer i kampen mod europæiske koloniherredømmer. Bortset fra denne fælles baggrund var de meget forskellige, og det gik dem da også yderst forskelligt alt efter deres evner som statsmænd og de lokale forhold. Nogle var jordnære organisatorer, andre synske profeter - de fleste en blanding af begge dele. Det egentlige mål havde indtil uafhængigheden været at erobre friheden og derved få alle goderne, når kolonimagterne trak sig tilbage. Men goderne udeblev, og man fandt hurtigt ud af, at frihed i sig selv ikke var det endelige mål. Staterne blev ramt af de tidligere omtalte økonomiske problemer, og da det hurtigt viste sig, at landets nye status ikke umiddelbart medførte en forbedring af levestandarden, opstod der uroligheder. De nye stater fremstod ikke som enige enheder, men som enheder, der var delt i stammer, i økonomisk henseende og i geografisk henseende. Der var ingen nationalfølelse. I de underudviklede stater, der var præget af store centrifugale kræfter, havde de uerfarne statsmænd svært ved at hamle op med de krav, der stilles til aktører i en verden styret af industrialiserede lande.

26. OAU. De nye stater havde et fæUes ønske om ikke at være underlagt en stormagt, og dérfor blomstrede neutralismen frem i de nye stater. Grundlæggelsen af OAU skal netop ses i lyset af denne neutralisme. Præsident Nyerere fra det daværende Tanganyika og præsident Nkrumah fra Ghana var blandt grundlæggerne af OAU. OAU havde det overordnede politiske sigte, at skabe en afrikansk enhedsstat, men i praksis har det vist sig, at opgaven især blev at mægle i afrikanske konflikter. Grundprincippet for organisationen blev, at de grænser, der var overtaget fra kolonitiden, skønt de ofte var urimelige, skulle respekteres. OAU’s politiske succes har været meget begrænset, men det er lykkedes at isolere nogle regionale konflikter fra fremmed intervention (fx krigen i Biafra), men det er undtagelsen. I langt de fleste større konflikter har der været indblandet fremmede st3nrker. Det, der i væsentligt omfang bidrager til sammenholdet i OAU, er den fælles fjende Sydafrikanske Republik. ECOWAS har undertegnet en gensidig forsvars- og ikke-angrebspagt i 1981, og CEAO (Communauté Economique de l’Afrique de l’Ouest) - de frankophone stater i Vestafrika, har en tilsvarende pagt fra 1977.

27. Den økonomiske og politiske linie, der er blevet lagt frem af staterne i Det centrale Afrika, er somme tider meget forskellige. Enkelte stater, der har været udsat for hyppigt skiftende ledere, har ført en meget skiftende politisk linie, og med de tre militærkup, der fandt sted i 1985 - Uganda, Nigeria og Sudan - kom det totale antal kup i Afrika siden 1957 op på 73. Kenya og Tanzania er begge lande, der har haft een leder gennem lang tid, og man kan derfor i disse to lande ikke give skiftende ledere skylden for en evt. dårlig udvikling. Begge lande havde tyndtbefolkede savanneområder, hvis uregelmæssige regnperioder havde gjort dem til hjemsted for stammer, der ofte måtte flytte fra sted til sted for at klare sig igennem med ekstensivt landbrug eller som kvægnomader. Ligeledes havde begge højereliggende områder med sikker regn og mulighed for en tættere befolkning i en mindre omstrejfende tilværelse. Endelig havde Kenya ogTanzania næsten lige mange indbyggere, og kystområderne havde i lang tid været præget af arabisk kultur og religion. Den arabiske handel havde bevirket, at swahilisproget blev forstået i store dele af Østafrika. Lad os se, hvilken virkning valget af den kapitalistisk orienterede politik har haft i Kenya.

28. Kenya. Kenyatta overtog et land, der efter østafrikansk målestok havde en stor moderne sektor af eksportlandbrug, industri og udenrigshandel. Han var i stand til at fastholde de britiske »settlers«, der sad på eksportlandbruget og industrien ved kun at gennemføre sparsomme reformer. En koloni af indere, der var kommet til landet i.f.m. anlæg af UgandaMombassa jernbanen - var landets dygtige handelsfolk. Kenya blev hurtigt en eetpartistat, men Kenyatta gjorde ikke noget for at styrke partiet. Det blev regeringen og tilsyneladende især Kenyatta selv, der havde magten i kraft af en effektiv administration. Partiet var svagt, der herskede dyb splittelse. Kenyatta’s magt var baseret på landets største stamme - Kikuyu’eme, der nu udgør 1/5 af Kenyas befolkning. Det var og er stadig Kikuyu’eme, der i overvejende grad besidder landets ledende poster. Kenyatta stækkede de stærke fagforeninger med en aftale, der forpligtigede fagforeningerne til ikke at strejke uden regeringens tilladelse og at underkaste sig voldgift i faglige stridigheder. Tü gengæld lovede regeringen at pålægge arbejdsgiverne visse sociale forpligtelser, og fagforeningsledeme sikredes forskellige ekstraindtægter. Selv om partiet er svagt, og parlamentets indflydelse er begrænset, har partiet og parlamentsvalgene alligevel betydning, fordi de giver et lidt lavere lag af landets elite mulighed for at konkurrere i en kontrolleret atmosfære og derved varetage regionale interesser samtidigt med deres private interesser i at komme op i eliten. Partiet er et eliteparti, og den sociale lagdeling er nærlig på størrelse med kolonitidens. Men Kenyattas politiske maskine har bevaret den politiske stabUitet under forhold, der i andre lande (fx Zaire og Nigeria) har ført til oprør. The Foreign Investments Protection Act fra 1964 sikrer udenlandske investeringer imod nationalisering uden øjeblikkelig og fuld erstatning. Den giver desuden ret til at hjemtage overskud, royalties, licensbetalinger og indtægt ved salg af virksomhed. Desuden bliver udenlandske investorer sikret gunstige afskrivningsmuligheder og toldbeskyttelse. Dette sikre klima for udenlandske virksomheder har medført en betydelig vækst i Kenyas industri. Især multinationale selskaber har investeret kapital i Kenya. Den tidligere industri i landet var i stor udstrækning financieret af lokale europæere og asiater, og endnu i 1971 sad de på 2/3 af den samlede kapital uden for landbrugssektoren. Situationen er nu ændret i en uheldig retning. Det uheldige ved multinationale selskaber er, at de ofte forringer landets betalingsbalance, de udfører mere profit, end den kapital de investerer, de er medvirkende til at øge forbruget af luksusvarer, desuden har de ikke skabt arbejdspladser til den voksende hob af arbejdsløse p.g.a. produktionens høje grad af mekanisering. Flere steder har de store udenlandsk ejede selskaber udkonkurreret den arbejdskraftkrævende Kenyanske industri. Fordelen ved denne multinationale produktion er, at de luksusvarer, der produceres, og den servicesektor, der nødvendigvis må følge med den udenlandske »produktionsstab«, er væsentlige elementer i den nye og stadigt voksende indtægtskilde: Turismen. De multinationale selskaber stiller krav til infrastruktur og serviceniveau, hvilket har medført, at de placerer deres virksomheder i store byer - i Kenya først og fremmest i Nairobi. Kenyatta forstod at tage brodden af stammemodsætningeme ved at indlemme stammeledeme i landets elite - partiet. De fik gennem en god løn hurtigt dyre vaner og var dermed fanget i Kenyattas alliance mellem eliten og de multinationale selskaber. Landets indre udvikling er skæv både økonomisk, socialt og territorielt. En udvikling, der er fortsat uændret under den nye præsident Daniel arab Moi. Men Kenya er et af de lande i Det centrale Afrika, der har klaret sig bedst økonomisk, når man tager i betragtning, at landets eneste egne råstoffer har været landbrugsprodukter. Tænk, hvad det kunne være blevet til med Zaires mineraler og Nigerias olie!

Planøkonomi

29. Tanzania er langt mere afhængig af deres landbrugseksportproduktion end Kenya. Hvor Kenyas eksport fordeler sig på: rå kaffebønner 25%, te 20%, forarbejdede olieprodukter 19%, grønsager og frugt 9% m.m. er Tanzanias: rå kaffebønner 30%, uld 9%, nelliker 8%. Hvor Kenya er selvforsynende, må Tanzania importere madvarer. Tanzanias - præsident Nyereres - »self-reliance« politik havde ikke frembragt den velstand og uafhængighed, som Nyerere havde håbet på. Måske var det årsagen til, at han i 1983 først skulle overtales til at fortsætte som Temzanias præsident og 2 år senere gik af. Eller måske var det fordi han indså, at landet nu var nødt til at låne penge igennem IMF, hvilket han altid kraftigt og personligt havde modsat sig, for at undgå at indføre de tiltag, han vidste, IMF ville forlange i den forbindelse. Hans efterfølger, den kun 3 år yngre Ali Mwinye, har allerede skaffet landet et IMF lån, og da Nyerere stadig er leder af partiet og dermed har afgørende indflydelse på landets politik, er der noget, der tyder på, at Nyerere var klar over landets alvorlige fødevarekrise og valgte, i stedet for at lægge navn til en IMF-reform, at gå forinden. Dette billede passer på den nu skuffede, men før så idealistiske og optimistiske Nyerere. Nyerere holdt sig ved magten i over 20 år. Hans middel til at styre landet var et stærkt politisk parti, der havde rødder helt nede i landsbyerne. Landets ledelse lå i realiteten i toppen af landets eneste tilladte parti. Det var denne partielite, der styrede udvikling, økonomi, handel, politik m.m. I Kenya var det hovedsageligt de frie markedskræfter, der førte an i udviklingen.

Militære forhold

30. Når man ser på de militære styrker i Det centrale Afrika, viser det sig, at det kun er Nigeria, der er i besiddelse af en anseelig militær styrke: især deres hærstyrke på 120.000 mand. Den off-shore olieproduktion, der er under ekspansion i Guineabugten, har medført en forøget anskaffelse - eller aftaler om samme - af små hurtige patruljebåde. Manglen på militær i Det centrale Afrika har fået nationerne til at indgå samarbejdsaftaler med andre afrikanske stater (fx ECOWAS) og også med ikke afrikanske lande (bilag 5). Militæret er mange steder lige så meget et instrument til at skabe intem sikkerhed, som det er et instrument i nationernes totale sikkerhedspolitik. Frankrig er den europæiske nation, der har flest militære styrker i Afrika: ca. 4000 mand. Desuden har Frankrig en styrke på 5000 mand klar tü deployering til en af de franske baser i Afrika. Frankrig har været meget militært aktiv i de frankophone stater, hyppigt som støtte til den siddende regering under interne uroligheder. I modsætning tü Storbritannien har Frankrig været i stand til at bibeholde sin indflydelsesfære i Afrika. Storbritanniens holdning i spørgsmålet om Sydafrikanske Republik har fået kolossen på lerfødder - Commenwealth - til at smuldre. Der bliver kun ydet britisk militær rådgivning i Afrika (bilag 5).

Skærmbillede 2020-03-26 kl. 13.33.37.png

USSR og USA har bilaterale aftaler om anvendeis af basefaciliteter (bilag 5), desuden havde USSR 100 militære rådgivere udstationeret i Congo i 1985.

Afslutning

Det forgældede Afrika syd for Sahara behøver hjælp/ikke den sædvanlige hjælp til u-lande, men en tilpaset og veltilrettelagt bistand, der koordineres og ledes af een hjælpeorganisation. Denne skal som generalen før felttoget rekognoscere hele området og nøje planlægge, hvor der skal angribes, hvornår og hvor der skal angribes, hvornår og hvor der skal lægges tyngde. Hjælpeorganisationen har endda den fordel frem for generalen, at den har lettere ved at få adkomst til målområdet. Mange tror stadigvæk, at gældskrisen i Afrika hovedsagelig skyldes staternes periode som kolonier og den efterfølgende neokolonialisme. Til dem vil jeg stille spørgsmålet: »Hvorfor er Liberia og Ethiopien, de eneste to »sorte« afrikanske nationer, der aldrig har været koloniseret, stadig blandt de aller fattigste og mindst udviklede lande på hele kontinentet«?

DET CENTRALE AFRIKA - VERDENS FATTIGSTE NATIONER I KAMP MOD NATUREN, GÆLDEN OG SIG SELV

BIBLIOGRAFI

»The Statemans Yearbook 1986-87«. »The Military Balance 1986-1987«, IISS London. »American and the World 1985«, Foreign Affairs, Vol. 64, No. 3. Foreign Affairs, Summer 1985, Vol. 63, No. 5. »Africa Repartitioned«? Conflict Studies 193. The Courier, forskellige numre fra 1985 og 1986. Arlinghaus, Bruce E.: »African Security Issues« 1984. »Border and Territorial Disputes«. A Keesings Reference Publication. Kristensen, Thorkil: »Udvikling i rige og fattige lande«. Kbh. 1982. Clevin, Gert: »Afrika-Lex«, 2. udg. 1980. Andrea, Gunilla: »Afrika kontinent i krise«, 1980. Vilby, Knud: »Afrika i misvækst«, 1983. Journal of Peace Research, Vol. 23, No. 4, dec. 1986. Böcher, Steen B.: »Verdens Geografi, Afrika«, 1976. World Bank, The: »World Development Report, 1980«, 1980. Truppen-Praxis, Nr. 1, JAN/FEB 1986. Encyclopædia Britannica 1985 og 1986. Kontakt, Nr. 1, 1981/82. Conflict Studies No. 181, »Ghana: Less than a Revolution«, 1985. Gården, Hugo: »Nord-Syd konflikten«, 1982. Buch-Hansen, Mogens: »Kenya, udvikling eller underudvikling«, 1979. Strahm, Rudolf H.: »Derfor er de fattige«, 1985. Poulsen, Sven: »Elitestyre og udvikling i Afrika«, 1976. African Affairs, forskeUige numre 1984-86. Markedsorientering: »Nigeria«, 1985. SIPRI Yearbook 1985. Poulsen, Ebbe: »Samfundsmønstre i Tanzania«, 1978. Bovin, Mette: »Nigeria - en stormagt i Afrika«, 1979. Hegerlund, Ole: »Zaire - før og nu«, 1978. Eriksen, Tore Linné: »Afrika i kort og tal«, 1981. Kitaj, Torben: »Den ny økonomiske verdensorden«, 1978. Crabb, Cecil V. JR.: »Elefanterne og græsset«, 1967.