Efter talerens manuskript bringes professor, dr. phil. Tage Kaarsteds foredrag ved Det krigsvidenskabelige Selskabs 100 års jubilæum 31.10.1971.
Om baggrunden for oprettelsen af Det krigsvidenskabelige Selskab
»Sønner af de slagne
se, I står på muld!
Død er det bedragne
lykkesløse kuld.«
Således digtede Johannes V. Jensen efter systemskiftet i 1901. Folket, forstået især som bondestanden, var kommet til magten. Provisorietiden var definitivt forbi og traumaet fra 1864 så godt som overvundet. De mænd, der samledes i Det krigsvidenskabelige Selskab i dets første år, var sønnerne af de slagne, eller måske rettere: de var det bedragne lykkeløse kuld. Det var dem, som havde kæmpet og sejret på Isted hede i 1850, og det var dem, der 14 år efter måtte rømme Danevirke uden kamp og lade sig skyde ud af stillingen ved Dybbøl Mølle, som en folkesanger i dag kan fejre triumfer på at indlægge i en vulgær såkaldt folkesang. De så Londonkonferencen bryde sammen i juni 1864, og venneløse fortsatte de krigen, Als tabtes, og 30. oktober modtog vi Bismarcks dom: Slesvig, Holsten og Lauenborgs afståelse. Bedragne, lykkeløse følte vi os alle. Dog, et håb syntes forude: Frankrigs sejr over Tyskland måtte jo komme, hvorved det tabte kunne gives os tilbage. Jeg skal senere tage denne problemstilling op til en nærmere analyse.
MILJØET, SOCIALT, POLITISK OG KULTURELT
Syv år længere fremme. København 31. oktober 1871. Det kgl. Teater opfører »Recensenten og Dyret« og »Erasmus Montanus«, Casino giver »Orfeus i Underverdenen« og på Vesterbros Teater udfolder Senorita Montenegro sig. Under pressens udelte opmærksomhed får Gåsetårnet i Vordingborg en ny forgyldt gås, hvis højde, drøjde og vingefang beskrives i de mindste detaljer. Hovedstadens presse er også stærkt optaget af, at man ved nattetide har observeret en mystisk lysende genstand, som afgiver en knaldende lyd og gør køer og heste bange. Datiden har åbenbart også kendt til UFO-fænomener. Man læser også i den berlingske avis, at en vis etatsråd Andersen, K. af Dbg. og Dbm. har fået tilladelse til at anlægge den ham af Hans Majestæt Kongen af Sverige og Norge tildelte dekoration som kommandør af Skt. Olafsordenen. Nej, det er ikke H. N. Andersen, der bare var 19 år, men såmænd digteren H. C. Andersen. Forgæves leder man efter omtale af Det krigsvidenskabelige Selskabs stiftelse. Ikke en linje! Derimod et stort referat af det årlige højtidsmøde i Det danske Bibelselskab og en spaltelang reportage fra Brændevinsbrændernes årsmøde, der under forsæde af oldermanden - han hed selvfølgelig Brøndum - vender sig mod de væmmelige lovgivere, der vil lade brændevinsskatten stige. Man ønsker garanti for, at afgiften ikke må blive over 96 skilling pr. tønde. Folketinget vælger Christopher Krabbe til formand og diskuterer ellers præstelønningslov og med liv og sjæl den jernbanedrift, som næst kønsdriften i disse år synes at være den sværeste drift at regulere - i alt fald når man læser rigsdagstidende og de lokale aviser. Alt kunne efter denne opremsning synes lutter idyl, så at man ihukommer Jeppe Aakjærs digt fra den første verdenskrigs tid:
»Du puslingeland, som hygger sig i smug,
mens hele verden brænder om din vugge.«
Men billedet er ikke sandt, eller rettere det er kun en del af sandheden. Læser man nemlig videre i avisen om dagens begivenheder i dag for hundrede år siden, ser man spændingerne og modsætningerne, som datiden også følte, men hvis videre perspektiv først eftertiden klart har erkendt.
Aviserne kan således løbende underrette det ængstelige borgerskab om møder af genstridige arbejdere i Tømmerkroen, som var blevet samlingssted for hovedstadens socialister. 1871 er året for kommunardopstanden i Paris. Rejst i vildskab og kvalt i brutalitet, måske den ondeste konfrontation mellem de besiddende og de ikke besiddende i vor tid. I august 1871 dannedes en dansk afdeling af Internationale. Stifteren var en 29 årig løjtnant, dog kun af reserven, der også var postassistent, og som sådan i øvrigt udtænkte bundtømningen af de røde postkasser. Han opfandt dog mere, nemlig det danske Socialdemokrati og en organiseret fagbevægelse. På trods af Pios fantasifulde optræden og på trods af kampsangen fra 1871 »Nu dages det brødre, det lysner i øst«, blev begge bevægelser dog moderate og evolutionære, hvad man imidlertid ikke så i 1871. Tværtimod var ængstelsen stor. I Berlingske Tidende kan man læse om socialisternes agitation i provinsen - og få måneder efter kom slaget på fælleden mellem demonstrerende arbejdere og ordensmagten i form af politi og husarer. Holger Drachmann skrev i »Engelske Socialister«:
»Guds død! Hvi kjende I ei Eders styrke,
Hvi fordre I ikke med tusinde stemmer
Af guldkalven som vore bødler dyrke,
Et saftigt stykke, en mørbradsskive!«
Vi trækker i dag på smilebåndet, men borgerne forargedes - og gøs.
Også i åndslivet viste samfundets spændinger sig. I de selvsamme dage, som Det krigsvidenskabelige Selskab blev stiftet, begyndte den 29 år gamle Georg Brandes på Københavns universitet sine forelæsninger over hovedstrømninger i det 19. århundredes litteratur. Som de socialistiske arbejdere i Tømmerkroen vendte sig imod det bestående samfunds politiske og økonomiske system, satte den intellektuelle bannerfører på Frue Plads spørgsmålstegn ved litteraturen. Han hævdede, at den var stillestående, traditionel, hengemt. Litteraturen burde sætte problemer under debat, og Georg Brandes agiterede selv for en bestemt problemløsning, der stod i skarp modsætning til de hidtil gældende. De radikale politiske strømninger havde med ét fået et åndsliv. Blandt dem der skarpest så nytteværdien heraf var Viggo Hørup. Åndslivet havde ellers været forbeholdt de besiddende. En bestemt fløj - den europæiske eller radikale - skilte sig ud fra det ellers så bondeprægede Venstre.
DEN UDENRIGSPOLITISKE BAGGRUND
Man har lov at sige, at vort samfund i dag for hundrede år siden befandt sig i en gærings- og brydningstilstand. Dette gjaldt vort sociale, politiske og kulturelle liv, men i ligeså høj grad var det tilfældet med vor udenrigspolitiske - og dermed også vor forsvarspolitiske situation. De mænd, der mødtes på Frederiksberg Slot den 31. oktober 1871, har ikke tænkt med glæde på socialister og andre omstyrtere, men først og sidst kredsede deres tanker om det smertelige nederlag i 1864, hvorved vi mistede 2/s af vort landområde og vor befolkning. Hvorledes kunne vi sikre vor fortsatte eksistens som nation? Angsten for at vi skulle gå til grunde var stor for hundrede år siden. D. G. Monrad, 1864-krigens statsminister, spurgte med henblik på vore landsmænd syd for Kongeåen: »Tror man, at der, når det efter nogle års forløb viser sig, at det er gået godt med at beherske disse stille danske, da vil rejse sig større forundring over at man atter tager 5-600.000 ind under sig?«. Andre var mere optaget af revanchelyst. 1867 gennemførte krigsminister Valdemar Raasløff en demonstrativ antiprøjsisk hærlov. Han sagde åbent, at denne hærordning var beregnet på at genvinde det tabte. Ideen i den var, at den meget fodfolksprægede feltstyrke i givet fald skulle hjælpe et fransk ekspeditionskorps. Hvor effektivt dette kunne ske, er omdiskuteret. »Ikke meget andet end en stor vagtparade«, kaldte politikeren Balthasar Christensen hæren. Da den fransk-tyske krig brød ud i 1870 jublede det danske folk. Studenterforeningen i København holdt møde på Klampenborg; fra mødet foreligger denne øjenvidneskildring: »Der lå krig i luften; vi følte det vidunderlige var os nær. I et mægtigt kor rullede sangen gennem salen: »Den lærde svend bar aldrig sky for krigens ravn«. Med ét blev der dødstille - og så lød det skæbnesvangre budskab: »Frankrig har erklæret Preussen krig«. Det er umuligt at skildre denne jubel, disse hurraråb uden ende, alle disse unge ansigter med blussende kinder og funklende øjne«. Øjensynlig kunne det også den gang knibe for studenterne at holde hovedet koldt. Man ventede en fransk sejr. Revanchelysten var stor; mange ønskede, at Danmark skulle slutte sig til Frankrig og gennem en sejrrig kamp få Slesvig tilbage. De første fægtninger vandtes af franske tropper. Stemningen var på kogepunktet. En patriotisk landsbymøller på Mors holdt sin dreng over dåben i disse dage og gav ham ikke blot det gode danske fornavn Peter, men tillige efter en i dag totalt glemt fransk general navnet Rochegune. Drengens efternavn er Munch, en paradoksal tanke, at den senere radikale forsvars- og udenrigsminister, for ham er det, var opkaldt efter netop en general. Frankrig sendte alle tiders udiplomatiske diplomat til København for at ordne, hvad han kaldte »cette petite affaire«, en traktat mellem Danmark og Frankrig. Besindige kræfter trak forhandlingerne i langdrag. Så kom slaget ved Sedan, og vi betakkede os for alliance med Frankrig. Men med Frankrigs nederlag blev vor depression dybere. Symbolsk er det, at den nationalliberale politiker Orla Lehmann døde ved underretningen om slaget ved Sedan. Nu syntes muligheden for at få Slesvig tilbage fjernere end nogensinde. Da det tyske kejserrige den 18. januar 1871 blev proklameret i spejlglassalen i Versailles, flyttedes tyngdepunktet fra Paris til Berlin. Vi stod for alvor i Tysklands skygge. En anden drøm brast. Det var skandinavismen, tanken om en eller anden form for politisk forbindelse mellem de tre nordiske lande. Den var blomstret op påny efter krigen i 1864. Som i 1948 og som i 1970 måtte man erkende, at der var ingen vej frem. I 1871 drog man konsekvensen heraf og af Frankrigs nederlag og dermed altså af Tysklands overherredømme. Vi så ingen anden vej end neutralitetens, og ad den vandrede vi da, indtil det den 9. april 1940 viste sig, at også den bragte os ulykke.
REAKTIONEN PÅ VORE OG VORE VENNERS NEDERLAG
Den danske befolkning reagerede forskelligt på nederlaget i 1864 og den tyske sejr over Frankrig 1870-71. Historikeren Erik Møller har skrevet: »Det jævne folk har ingen sans for tragik i hvert fald ikke i sine egne forhold. Under indtryk af hærens nederlag, soldaternes lidelser og hjemmenes tab udviklede der sig inden for landbefolkningen og byernes mellem- og arbejderstand en grundfæstet mistro til muligheden af at føre et effektivt forsvar med Danmarks militære hjælpemidler«. Denne stemning byggede Viggo Hørup på, da han stillede spørgsmålet: »Hvad skal det nytte?« og besvarede det med et: Det kan ikke nytte. Vi var efter hans og hans disciples mening - og blandt dem vel navnlig den nysnævnte P. Munch - ikke ringere end andre folk, og vore soldater og officerer var hverken feje eller uduelige; men et lille land ville altid tabe i kamp med en stærk militærmagt. Der var skabt en atmosfære, på hvilken der kunne spilles under Estrups regime. Andre reagerede anderledes. Der var vel enighed om blandt alle ansvarlige danske politikere, officerer, embedsmænd og journalister, at vi måtte agte på under ingen omstændigheder at udæske Bismarck. Men tyskerhadet var forståeligt nok stærkt, og revanchetanken lod sig ikke eliminere.
DET KRIGSVIDENSKABELIGE SELSKAB
De syv officerer, som indbød kolleger i hær og flåde til at danne et krigsvidenskabeligt selskab, tilhørte den tre år i forvejen oprettede officersskole. Det er naturligt, at de måtte være optaget af krigsvidenskab, og af selskabets første formålsparagraffer fremgår det da også, at tanken var, at selskabet »skulle fremme militær videnskabelighed«. Men ligeså klart er det, at vor ændrede udenrigspolitiske og dermed også forsvarspolitiske situation var en væsentlig drivkraft. Det kan ikke undre, at også politiske motiver indgik i stifternes overvejelser. Der krævedes virkelig forsvarspolitisk nytænkning, og det er let at forstå, at de officerer, som sluttede op om foreningen, ikke var tilfredse med en ren teoretisk holdning. For dem måtte det være ligeså centralt at finde ud af, hvilken forsvarsordning der var bedst for os, når man tog hensyn til vor udenrigspolitiske placering, vore geografiske forhold og vore økonomiske ressourcer. Vel var det et krigsvidenskabeligt selskab, man stiftede, men det var et selskab for anvendt videnskab. De emner, man tog op til drøftelse i selskabets første år, er interessante. Det allerførste foredrag blev holdt den 5. december 1871 af premierløjtnant i generalstaben T. Westergaard. Hans emne var »Den preussiske ledelse af kampen i åben mark under krigen 1870-71«. Senere foredrag i samme første sæson drejede sig om den preussiske officersuddannelse og om sikringstjenesten ved den preussiske armé 1870-71. Og ser man i det samtidige påbegyndte »Militært Tidsskrift«, finder man der artikler om f. eks. »Det preussiske infanteris angrebsmåde i felttoget 1870-71«. Nogle af de første prisopgaver udskrevet af selskabet tog også deres emner fra den fransk-tyske krig. Man har - for at sætte det lidt på spidsen - kun tanke for den samme år afsluttede krig, og man kredser så at sige udelukkende om sejrherren. Men det er vel kun naturligt, at man søger at analysere det nærmest forhånden værende erfaringsmateriale på samme måde, som man i marts 1919 kunne høre premierløjtnant C. C. J. Førslev holde foredrag om flyvemaskinens udvikling og brug under den første verdenskrig, og som man efter 1945 diskuterede den anden verdenskrig forhold. Jeg er ikke krigshistoriker og heller ikke officer og skal derfor vel vogte mig for at anlægge nogen generel vurdering af, hvor megen håndgribelig og kontant nytte, krigshistorien kan yde, når man planlægger m. h. t. fremtiden. Utvivlsomt nogen, men faren er, at ingen krig forløber som den foregående så lidt som et folketingsvalg eller en regeringsdannelse, uden jeg i øvrigt vil sammenligne disse foreteelser med krigsførelse. Ret hurtigt drog officererne, der samledes i dette selskab, imidlertid konsekvensen af vor ændrede stilling efter Frankrigs nederlag. En felthær, som kunne operere sammen med et fransk expeditionskorps, var passé. Men hvad da? Allerede i selskabets anden sæson bemærker man, at premierløjtnant i artilleriet V. A. Thalbitzer 5. december 1872 holder foredrag om »Kampen om de mindre franske fæstninger i 1870-71«. Det tog to møder at afhandle. Få uger efter (30. januar 1873) talte kaptajn i ingeniørkorpset E. C. L. Koefoed om »Befæstningers og befæstede stillingers besætning«. Også det strakte sig med diskussion over to møder. Og så i efteråret 1872 tog udviklingen for alvor fart. Regeringen forelagde en stor forsvarsplan. Den byggede på arbejdet i en officerskommission, som ønskede Jylland og Fyn sat i anden række og forsvaret koncentreret på Sjælland, især København, der skulle gøres til en fæstning. Der skulle bygges et henholdende forsvar eller med et moderne udtryk: en pindsvinestilling, indtil der kom hjælp ude fra. Tanken bag var, at Storbritannien eller Rusland ikke kunne holde hele Sjælland mod et tysk angreb, men nok bide sig fast i Københavns landbefæstning. En stærk landbefæstning var altså vendt mod Tyskland. En kraftig søbefæstning, antog man derimod, var i Tysklands favør. Forslaget blev genstand for lidenskabelig drøftelse på rigsdagen. Venstre var langtfra antimilitaristisk; men mænd som Frede Bojsen var modstandere af fæstningstanken, de ønskede en militshær som i Schweiz, et levende værn, der også kunne være folkeopdragende. Mange inden for Højre og de nationalliberale var også bange for fæstningen og for forsvarsudgifternes stigning. Det krigsvidenskabelige Selskab blev centrum for officerernes diskussioner. Næsten alle officerer fandt fæstningen nødvendig p. g. a. situationen i Europa og p. g. a. den rivende militærtekniske udvikling især indenfor artilleri og flåde. I januar 1875 holdt kaptajn Koefoed og premierløjtnant i artilleriet C. baron Giildencrone foredrag om de planer, der siden 1853 havde været til befæstelse af København. Ialt otte møder holdtes på to måneder, hvor man internt behandlede emnet. Året efter, i januar 1876, tog de samme to sammen med kaptajn i fodfolket C. F. F. E. Tuxen på ny temaet op, ialt syv + fem møder. Læser man referaterne i Militært Tidsskrift igennem, er der ingen tvivl om, hvor officererne stod, og navnlig ikke opinionslederne for nu at bruge et moderne udtryk. Nu må dette ikke opfattes således, at jeg ønsker at give Det krigsvidenskabelige Selskab paterniteten til Københavns landbefæstning. Den var ganske utvivlsomt kommet alligevel; men som forholdene var, blev selskabet det forum, hvor tanken om Københavns landbefæstning drøftedes, og hvor den fremmedes. Initiativtagerne til det stiftende møde i dag for 100 år siden bør da nævnes nu. Det var: artillerikaptajn J. J. Bahnson, ritmester J. W. C. Irgens-Bergh, den allerede omtalte ingeniørkaptajn E. C. C. Koefoed, flådekaptajn N. F. Ravn, infanterikaptajnerne H. C. baron Haxthausen og G. C. C. Zachariae og den før nævnte premierløjtnant Giildencrone. Vi møder dem ved næste korsvej. Admiral N. F. Ravn var marineminister 1873-75 og på ny 1879-1900. Han var tillige krigsminister 1881-84. General Jesper Bahnson afløste ham og holdt posten som krigsminister til 1894. Begge var i øvrigt i mange år også medlemmer af folketinget. Tager vi den bestyrelse, som valgtes i 1872, finder vi flere ministre. Søbefæstningens chef, general W. F. L. Kaufmann, var krigsminister 1879-81, general J. G. F. Schnack blev krigsminister 1896-97 og 1899-1901, og general C. F. F. E. Tuxen var det 1897-1899. Med andre ord er næsten alle Estrup-tidens militære ministre udgået fra Det krigsvidenskabelige Selskabs ledelse.
FÆSTNINGSTIDEN
Denne fase begyndte mindre dramatisk, end den endte. J. B. S. Estrup blev konseilspræsident i 1875, og frem til 1879 udbedredes Københavns søbefæstning. Det gik stille af, og det moment af tilnærmelse til Tyskland, ordningen indebar, svarede godt til Estrups udenrigspolitiske forestillinger. Men i 1882 besluttede Estrup sig for at udbygge Københavns landbefæstning væsentligt. På dette tidspunkt var vort forhold til Tyskland spændt. Pragfredens § 5 om folkeafstemning i Nordslesvig var blevet annulleret, og prinsesse Thyras bryllup med hertugen af Cumberland fremkaldte voldsom tysk irritation. Dette skabte en stærk forsvarsbevægelse, som just så Danmarks redning i Københavns befæstning. Historikeren Troels Fink har formuleret det således: »Der skete det ejendommelige, at forsvarsbevægelsen, der ligesom var en lille nations fortvivlede reaktion over for en overmægtig trussel, blev kanaliseret på en ganske bestemt måde, nemlig til den opfattelse, at den eneste form for forsvar, der i den givne situation havde nogen mening, var en koncentration af forsvaret omkring et til lands og til vands stærkt befæstet København«. Det var de samme forestillinger, der var kommet til udtryk blandt officererne, når de mødtes til møderne i Det krigsvidenskabelige Selskab. Planerne var rede, en stemning var oparbejdet. Vi skal ikke fælde nogen dom over, hvorvidt Københavns befæstning var adækvat ud fra en forsvars- og udenrigspolitisk betragtning. Officererne troede på den. Men Estrup selv havde nok sine tvivl, jævnfør hans før omtalte syn på Tyskland. Det pegede jo frem mod den kurs, hans slægtning, Erik Scavenius, anlagde en menneskealder senere. Forklaringen er sikkert, at i 1882 var de indenrigspolitiske modsætninger mellem Højre og Venstre blevet skærpet betydeligt. Officererne, der havde lavet planerne over Københavns landbefæstning, blev altså gjort til marionetter i en social og økonomisk magtkamp. De så det næppe, og deres motiver til at fremme landbefæstning var utvivlsomt rent patriotiske. Men som udviklingen formede sig, medførte den en udtalt politisering af officerskorpset. Det ses ikke blot af den nævnte ministerrække, men også af, at der i rigsdagen sad adskillige officerer - alle som medlemmer af Højre. Estrup svejsede Højre sammen om forsvarssagen. Forsvarssagen var lig med Københavns landbefæstning. Venstre havde et folketingsflertal i ryggen og ville til magten. Ergo måtte det angribe Højre på dets livssag. Forfatningskampen kom ikke kun til at stå på, om bonden og arbejderen skulle tælle lige med den højest beskattede, men på en ganske bestemt forsvarsordning.
Det har mærket den danske befolknings syn på forsvaret frem til den dag i dag, og det har svedet til officerskorpset. Det krigsvidenskabelige Selskabs medlemmer var loyale overfor kongen og den af ham indsatte regering og måtte være det ud fra alle deres forudsætninger. Jeg rejste før det spørgsmål, om man kunne lære af historien. Skal vi trække linjen fra Det krigsvidenskabelige Selskabs stiftelse for hundrede år siden op til i dag, må vi nok svare, at officererne har draget den utvivlsomt kloge lære at afstå fra som etat at føre politik. Det krigsvidenskabelige Selskab er i dag en faglig forening. Let må det ikke altid have været at pålægge sig den fornødne reservation i de trange år i 1920’rne og 1930’rne. Havde Det krigsvidenskabelige Selskab sin storhedstid i de første 20 år efter sin stiftelse, forstået således, at de politiske magthavere handlede i samklang med selskabet, må man rigtignok sige, at det nåede et lavpunkt for 40-50 år siden. Afstanden fra 1871 til 1971 synes umådelig stor. Ganske vist er dansk forsvarspolitik ude i blæsevejr for øjeblikket, men det er dog det rene magsvejr i sammenligligning med den orkan, der begyndte at rase kort efter selskabets stiftelse. At vi i dag ikke længere står alene udenrigspolitisk, skal også nævnes. Stifterne af Det krigsvidenskabelige Selskab samledes her på Frederiksberg Slot for 100 år siden i en atmosfære af depression og uhygge. For en udenforstående iagttager kan der på trods af nuets fortrædeligheder være grund til i dag at mødes i en mere optimistisk stemning. Optimisme kan godt gå hånd i hånd med realisme.
Kilder:
Dagspressen, især Berlingske Tidende oktober-november 1871. Mødeprotokoller m.v. i Det krigsvidenskabelige Selskabs arkiv. Militært Tidsskrift. Det krigsvidenskabelige Selskabs første 25 Aar (1896). Det krigsvidenskabelige Selskab 1871-1946 (1946). Povl Bagge: Hvad betød 1864 for Danmark (Kronik i Information 31.12.1963). Troels Fink: Fem foredrag om dansk udenrigspolitik efter 1864 (1958). Samme i Hilsen til Hæstrup (1969). Kristian Hvidt: Venstre og forsvarssagen 1870-1901 (1960). Schultz Danmarkshistorie V (1942). Viggo Sjøqvist: Peter Vedel II (1962). Helge Klint: Den danske hær i sommeren 1870 (Historisk Tidsskrift 1971).
