Log ind

..Der Gegenschlag“. En anmeldelse

#

På et tidspunkt, hvor hæren nærmer sig den fulde motorisering og omstilling til at kæmpe i mobile pansrede enheder, fortjener Von Senger und Etterlins bog „Der Gegenschlag“', udgivet i efteråret 1959, et nærmere studium.

Bogen giver en udmærket analyse af den tyske forsvarskamp på østfronten i det sidste krigsår, og forfatteren giver med erfaringerne herfra som baggrund forslag til indførelsen af nye begreber og definitioner for de defensive kampformer, idet han ikke undlader at tage fornødent hensyn til atomvåbnenes optræden på kamppladsen. Bogen rummer således, udover en række typiske eksempler på den mobile defensive kamp, et stof af nærmest reglementarisk tilsnit, som det her skal forsøges at give en oversigt over. Forfatteren fastslår indledningsvis enkelte afgørende principper for forsvarets førelse. Det hedder således: „Den, der fordi han er den svageste, eller fordi fjenden gennem overraskende fremstød for en tid har tilrevet sig initiativet, er tvunget til at føre forsvarskamp, må ikke placere sine styrker ubevægelige i faste stillinger, hvor de er udsat for koncentration af angrebsmidler. Dette er en urgammel grundsætning, der gennem de abnorme våbentekniske forhold under den første verdenskrig blev glemt og i den anden verdenskrig i vid udstrækning forblev upåagtet. Den lineare tænkning har åbenlyst fortrængt overblikket over den naturlige sammenhæng i forsvarskampen, hvis grundsætning må være at sinke fjendens fremtrængen for i et fordelagtigt terræn at bringe ham til standsning og, når han atter angriber, gennem modslag at tilintetgøre ham. En gennem længere tid ført stillingskrig er, på grund af atomvåbnenes virkning, ikke mere tænkelig“ . Herefter følger en nærmere uddybning af forsvarskampen, der som enhedsbegreb for al defensiv kamp opdeles i tre hovedformer: H EN H O LD E N D E K A M P (Verzögerungskampf) FO RSVAR (Verteidigung) M O DSLAG (Gegenschlag) I de to sidste kampformer indgår to forskellige kampstyrker opkaldt efter anvendelse og opgaver: S T ILL IN G S TR O P PER og IN D G R EB S TR O PPER . Den H EN H O LD E N D E K A M P er stort set lig vor hidtidige udvigende kamp dog med enkelte konkrete afvigelser. Definitionen er lid t bredere formuleret, end vi bar været vant til, idet det om den henholdende kamp hedder:

Gennem (len henholdende kamp sinkes fjendens fremrykning — for at lamme hans jordopklaring og derigennem sløre egne bevægelser, — for tidligst muligt at klarlægge fjendens kræfter og hensigter, — for at vinde tid til egne modforholdsregler. Det er overladt til føreren for den 9tyrke, der fører den henholdende kamp, hvorvidt han vil indtage en egentlig stilling i en modstandslinie, eller føre kampen mere bevægeligt. Modstandslinien fastsættes under alle omstændigheder af planlægningshensyn, uanset om de samtidig skal være bestemmende for et stillingsforløb eller ikke. Den fuldt motoriserede styrke vil normalt føre sin kamp ved på nogle punkter at danne støtteptinkter bestående af 1— 2 delinger med tilhørende tunge våben og evt. kampvogne. Kampvognene og de tunge våben danner det egentlige støttepunkt, mens de lette delinger fra deres pansrede mandskabsvogne er rede til at gribe ind ved en pludseligt opstående kamp på korte afstande, hvorved kampen for kortere tidsrum kan blive mere forsvarspræget. Kampen ved nat adskiller sig naturligvis herfra, og føres da tilnærmelsesvis som et forsvar. Hovedparten af det motoriserede infanteri holdes i reserve, hvorfra det hurtigt kan gribe ind mod mindre fjendtlige styrker, der har sat sig i besiddelse af vitalt terræn, f. eks. mellem støttepunkterne. Det er im idlertid inden for den egentlige FO R SVAR SK AM P de væsentligste afvigelser for nugældende reglementer kommer til udtryk. FO R S V A R E T fastholdes stadig som begreb, og benyttes f. eks. som ovenfor nævnt i visse situationer under den henholdende kamp, når et fjendtligt indbrud i det senere omtalte egentlige forsvarskampområde skal bringes til standsning samt af stillingstropper. P rin ­ cipperne er helt lig de danske for forsvar gældende. Det nyindførte begreb M O D ­ SLAG (Gegenschlag) er nærmest betegnelsen for det fra amerikanske kilder kendte „m obile defense“ , og rummer således langt mere end vore begreber modangreb og modstød. Denne bevægeligt gennemførte forsvarskamp føres af to troppestvrker med hver sin opgave: S T ILL IN G TR O P PER N E , hvis opgave det er at holde afgørende terrænområder, og IN D G R EBS TR O PP E R N E (Eingreiftruppen), hvis opgave det. er gennem modslag at tilintetgøre fjenden. Kampen tænkes med en brigade ført f. eks. således: To bataljoner besætter som stillingstropper hver sit terrænområde, som af brigadechefen skønnes af afgørende betydning for overhovedet at gennemføre forsvarskamp som modslag. Bataljonerne fører kampen som forsvar eller bevægeligt, alt efter terrænets natur, men altid således, at en del af bataljonen er fremskudt for at føre udvigende kamp tilbage mod bataljonens hovedkampområde. Ildforbindelse mellem de to bataljoner skal ikke tilstræbes, og bataljonerne skal ikke tilstræbes placeret langs en hovedforsvarslinie, selv om en sådan er fastlagt af planlægningshensyn, men må gerne være forskudt i dybden i forhold til hinanden. Det er ikke bataljonernes opgave at føre et til det yderste gennemført forsvar, men stillin-' gerne skal kunne hævdes overfor angreb udført direkte fra bevægelse. Stillingsbataljonernes opgaver er under kampen at udtynde fjendens angrebsstyrke, fastholde ham på vigtige afsnit og om muligt skille lians infanteri fra panserstyrkerne. Frem for alt skal bataljonerne im idlertid hindre, at tunge støttevåben, først og fremmest panserværnsvåben, føres frem til sikring af opnåede brohoveder. Herved forhindres angriberens mulighed for fra angreb hurtigt at gå over til et virksomt forsvar. Brigadens indgrebsstyrke er herefter en kampvognsbataljon og en infanteribataljon, placeret med henblik på modslag i området mellem stillingsbataljonerne og egne artilleristillinger. Indgrebsstyrkens indsættelse i modslag betyder dens entydige indsættelse til tilintetgørelse af en fjendtlig styrke, der er under angreb. E t angreb, der af stillingsbataljonerne er ledet ind i et for reserven gunstigt terrænområde. Modslaget føres med stærkt tyngdepunkt og tæt sammenknyttede enheder, der fra forskellige beredskabsrum føres ind i et eller flere modslag mod fjendens svageste punkt. Dette vil sige, at selv om modslaget kan føres mod angriberen, så snart denne overskrider hovedforsvarslinien, vil det normalt blive ført, når han med overlegne kræfter støder ind i forsvarsrummets dybde. Det er indlysende, at planlægning og forberedelse af modslag kun kan udføres i ganske ringe grad, idet såvel tidspunktet for — som det terræn — modslaget skal føres i, bestemmes helt af fjendens angrebsmåde og -retning. Det her anførte viser modslaget anvendt i forbindelse med stillingsbataljoner, men modslag kan også i gunstigt og overskueligt terræn anvendes uden stillingstropper. Indgrebsstyrkerne overvåger i dette tilfælde hovedforsvarslinien med opklaringsenheder, organisatoriske eller opstillede, bedst naturligvis i forbindelse med radar, infrarødt materie] og kikkertobservation. Opklaringsenhedernes opgave er da at opdage fjenden og gennem en stadig kontakt følge hans mindste bevægelser for derved at skabe det nødvendige efterretningsgrundlag til indsættelse af dispositionsenhederne. Råder man over taktiske atomvåben til støtte for modslaget, ændres dette mål, således at det ik ­ ke er angriberens fuldstændige tilintetgørelse, der tilstræbes, men blot dette at tvinge angriberen til voldsom koncentration, for derpå, efter en lynsnar frigørelse, at udløse sine kernevåben mod ham. Selve modslaget med dets i pansrede mandskabsvogne fremførte in ­ fanteri føres f. eks. således: Afsiddet fjendtbgt fodfolk beskydes med eget (selvkørende) artilleri og egne morterer, mens egne kampvogne først og fremmest angriber fjendens kampvogne. Infanteristyrken kører i deres pansrede mandskabsvogne, hvis over- og sidepanser beskytter det mod fjendens artilleri, frem til stormafstand, sidder af og angriber på sædvanlig måde det fjendtbge fodfolk. Under fremrykningen til stormafstand benyttes mandskabsvognenes maskinkanoner mod fjendens tilsvarende vogne. Mandskabsvognene kan, efter at infanteriet har forladt dem, enten trækkes noget tilbage, eller fra kropskjulte stillinger fortsat med maskinkanonerne støtte stormen. Som det fremgår af ovenstående, rummer bogen måske ikke noget egentlig nyt, men den virker i kraft af sine klare og anskuelige eksempler meget overbevisende og giver på mange områder et bedre indblik i den bevægelige forsvarskamps muligheder og problemer, end de fra tidsskrifter kendte artikler om det samme emne.

J. C. Essemann.