Log ind

Den vestlige strategi-debat

#

Da de 12 atlantiske nationer i september 1949 samledes i Washington for at underskrive den nordatlantiske traktat skete det ud fra en enig erkendelse af den fare, som truede den frie vestlige verden fra den kommunistiske blok. Det skete også ud fra en enig europæisk erkendelse af, at uden amerikansk hjælp, såvel på det militære som på det finansielle område, ville Vesteuropa ikke kunne modstå det kommunistiske pres. Ud fra denne erkendelse tiltrådtes pagten senere af yderligere tre nationer.

I Europa accepterede man uden tøven amerikansk lederskab i opbygningen af det krigshærgede Europa. Man accepterede simpelthen, fordi det var den eneste mulighed.

I løbet af de 14 år, der er gået siden da, er forholdene ændrede meget. Vesteuropa er genrejst, politisk, økonomisk og militært, og skønt man i Europa vel ved, at den vestlige verdens fremtid afhænger af styrken i det amerikansk-vesteuropæiske samarbejde, er Europa ikke længere rede til som basis for dette samarbejde uden videre at acceptere retningslinier, som skabtes og udvikledes i en tid, der ikke længere eksisterer.

Ændrede tider og forudsætninger må naturligt medføre ændringer indenfor Alliancen. Dette er baggrunden for den — til tider kriselignende — debat, som i de sidste par år har fundet sted inden for NATO, og som i dette år synes at have nået et højdepunkt.

På grund af atomvåbnenes afgørende rolle drejer debatten sig først og fremmest om disses placering i den vestlige strategi, om planlægningen af og kontrollen med deres anvendelse.

I det følgende skal forsøges givet en sammenfattende oversigt over de synspunkter, som bar været fremme i debatten.

I.

Da USA er vestalliancens absolut dominerende magt, og som følge heraf har haft en afgørende indflydelse på NATO’s strategi — ja vel til tider har identificeret denne med sin egen — vil det være naturligt først at se, hvorledes debatten om kernevåbnenes rolle i strategien bar udviklet sig i USA.

Den moderne strategi pra'gcs på samme lid af en eksakt og teknisk militær kunnen og af overvejelser af såvel sociale som økonomiske og politiske problemer. Problemer, som ofte er usikre og vanskelige at give eksakte udtryk.

Strategisk tænkning er rationel, men udelukker ikke en vis portion spekulation.

Dette kommer i bøj grad til udtryk i den amerikanske debat, der på afgørende måde præges af videnskabstnænd og forskere indenfor de forskelligste fagområder.

Årsagen liertil må i første række søges i den kendsgerning, at milita;re myndigheder i stor udstrækning siden den 2. verdenskrigs afslutning bar udnyttet universiteter og civile institutioner til ved hjælp af den matematiske videnskab, operationsanalyse m. v. at opstille prognoser om en fremtidig krigs karakter, de rådige våbens effektivitet o. s. v.

Herved er fremstået en rakke civile eksperter indenfor områder, som tidligere ofte blev anset for at være militært dominerede.

Det er samtidigt blevet klart, at spørgsmålet om en kommende krig nu mere end nogensinde er et spørgsmål, der angår alle — ikke blot milita re.

Det er nu mere end nogensinde nødvendigt, at problemerne vedrørende krig og fred og vedrørende krigsførelsens mål og midler gøres til genstand for indgående studier ud fra de forskelligste udgangspunkter. Kravet om klart udformede, videnskabeligt behandlede handlingsnormer er af afgørende betydning i masseødelæggelscsvåbnenes tidsalder.

I konsekvens lieraf er der på det militærpolitiske område fremkommet en meget omfattende amerikansk litteratur, som det i mange tilfælde er svært til trænge til bunds i. Nogen klart defineret officiel opfattelse i alle de vigtige spørgsmål er svær at øjne. Hertil kommer, at der i visse henseender findes meget betydelige forskelligheder i opfattelserne indenfor de enkelte forsvarsgrene.

Selv i USA bar man haft svært ved at få et overblik over dette komplicerede emne. På opfordring af et kongresudvalg bar professor A. I. Waskow, Columbia University, imidlertid udarbejdet en oversigt over de forskellige teorier, hvis hovedpunkter lier skal gengives.)

Den massive gengældelse

USA gik ud af den 2. verdenskrig tned monopol på masseødclæggelscs- våbnet. I ly af dette monopol skabte først præsident Truman »Containment-politikken«, som svar på den af Sovjet indledte kolde krig, senere formulerede udenrigsminister Foster Dulles »den massive gengældelsesdoktrin«, stadig i ly af dette monopol.

Først med opsendelsen af den første Sputnik i 1957 stod det imidlertid lielt klart, at ingen del af det amerikanske fastland kunne unddrage sig en sovjetrussisk massiv gengældelse eller et overraskelsesangreb. Den massive gengældelsesdoktrin måtte opgives, dels fordi USA af moralske grunde ikke ville slå først, men kun gengælde et eventuelt sovjetrussisk angreb, dels — og navnlig — fordi det nødvendige våbenarsenal først kan forventes at være disponibelt med udgangen af 1964, livor USA vil råde over 950 Minutcman-rakcttcr i underjordiske siloer samt 41 atomubåde med i alt 656 Polarisraketter.

Afskrækkelses-doktrinen

Som afløsning for den massive gengældelse bar udviklet sig ikke én men flere strategiske teorier. De har alle som fælles forudsætning

— at det tjener et formål for Amerika at besidde væbnede styrker, og

— at disse styrker skal anvendes til at afskrække en modstander fra at anvende sine væbnede styrker.

I modsætning til tidligere kan imidlertid tænkes visse former for krig, som det ikke vil være muligt at vinde, ligesom forsvar i den almindelige opfattelse ikke vil være muligt at gennemføre. Man kan forestille sig krige, i hvilken nationen som sådan ikke vil kunne overleve.

Krige af denne art må absolut forhindres, og det må være USA’s vad)- nede styrkers opgave at afskrække en modstander fra at indlede en sådan krig.

Herom er alle enige.

Alle synes også enige om, at den form for krig, en modstander under alle omstændigheder må afskrækkes fra at begynde, er en altomfattende kernevåben-krig. Her stopper imidlertid enigheden. Hvorvidt modstanderen også skal afskrækkes fra andre former for krig og med hvilke midler, dette kan gøres, er de spørgsmål, som deler.

Counter-force teorien

Debatten om afskrækkelse (d. v. s. forhindring af den totale krig) koncentrerer sig om to former for angreb:

— kernevåbenangreb mod fjendens atomstyrker (coimter-forcc) og

— kemevåbenangreb mod befolkningen (counter-city).

En afskrækkelse opbygget med denne skelnen skulle gøre det muligt at gennemføre en våbenbekæmpelsc, uden at det civile samfund samtidig blev tilintetgjort.

Dette forudsætter imidlertid at militære anlæg ikke placeres i nærbeden af civile centrer. Ikke mindst flyvepladser og raketbaser bør anlægges borte fra befolkningscentrene. En tendens, som man mener at kunne spore i Sovjet, men som ikke er fremherskende i USA.

Helt at undgå den totale kernevåbenkrig vil naturligvis være den ideelle løsning. Dette, hævder counter-force strategerne, får man størst sandsynlighed for at kunne, ved at forberede sig på at vinde den.

Selvom en sådan krig skulle biyde ud, mener counter-force strategerne, at det vil være muligt at vinde den, idet de med »vinde« forstår enten at modtage fjendens overgivelse eller simpelthen overleve som nation, efter at den fjendtlige nation bar »fået trukket gifttænderne ud«.

Som en naturlig konsekvens af den teknologiske udvikling — hvorved kendskabet til atomvåbnenes fremstilling efterhånden udvides til en større kreds af nationer —, anser counter-force strategerne en kernevåbenkrig for sandsynlig. De anser det endvidere for acceptabelt at indlade sig på en kontrolleret counter-force version heraf, og mener det derfor nødvendigt at råde over et militært system, som er i stand til at føre krigen til en heldig afslutning.

Den strategiske »counter-force«-version er videreudviklingen af den massive gengældelses-strategi, skabt i samarbejde mellem det amerikanske flyvevåben og Rand-Cooperation i den hensigt at udnytte de våben, som flyvevåbnet på daværende tidspunkt havde eller kunne forudse at få rådighed over, nemlig B-58 og B-70 bombemaskiner, Atlas, Titan og Minuteman-raketter samt U-2 maskiner og rekognosceringssatcllitter. Ud fra de muligheder, som disse våben frembydcr, har flyvevåbnet opstillet flere modeller for mulige krige.

Karakteristisk for dem alle er, at de forudsætter en meget bøj grad af selvkontrol bos begge parter, en selvkontrol baseret på en kold og rationel analyse af egne interesser.

Et sandsynligt forløb af krigen kunne være følgende:

Sovjet retter et kernevåbenangreb mod USA i den bensigt at ødelægge så meget som muligt af den amerikanske kernevåbenmagt. Det, der er tilbage, udnytter USA imidlertid til at slå igen med, dog kun imod Sovjets flyvepladser og raketbaser, idet angreb mod civile mål vil kunne udløse russisk gengældelse mod det amerikanske samfund. D. v. s. den samme begrundelse som førte til, at Sovjets første angreb rettedes alene mod militære mål. Dette må være i begge parters interesse.

Medens denne kernevåbenudveksling står på, holder civilbefolkningen sig i beskyttelsesrum, om nødvendigt i flere dage eller uger.

Ingen af parterne prøver på at ødelægge modstanderens hovedstad og regering, eftersom begge ønsker at holde modstanderens politiske ledelse intakt for at kunne bevare den myndighed med hvem, der kan forhandles, eller som kan overgive sig.

Det ovenfor skitserede hændelsesforløb vil kræve et våbensystem med en relativ usårlig kemevåbenstyrke, der skal kunne overleve first strike for at kunne gennemføre second strike. Det vil endvidere kræve kraftige våben, som er i stand til at slå modstanderens beskyttede våben ud. Befolkningen skal adskilles fra de væbnede styrker, således at den lider så lidt skade som muligt. Adskillelsen lænkes gennemført ved placering af flyvepladser og raketbaser uden for byerne i tyndt befolkede områder. Herudover vil der kræves omfattende civilforsvarsforanstaltningcr.

Man kan dog også tænke sig et andet bændelsesforløb:

Krigen kan begynde med en kommunistisk invasion af et område udenfor USA, som har afgørende betydning, f. eks. industricenterne i Europa eller Japan. En okkupation af Vestberlin eller en kommunistisk revolte i et sydamerikansk land hører til samme kategori.

I en sådan krig bør USA indlede kernevåbenkrigen med at udløse first strike, uanset Sovjet kun her anvender konventionelle styrker. Det amerikanske angreb skal dog begrænses i type og omfang, så det modsvarer den afstraffelse, den sovjetiske aggression er værd.

Angrebet skal primært rettes mod modstanderens kernevåben; enkelte byer kan også tænkes angrebet som afstraffelse for modstanderens indledende angreb. USA kan dog ikke tillade sig at anvende størstedelen af sine kernevåben til angreb på modstanderens byer og lade hans kernevåben være urørte, derved vil modstanderen være i stand til at opnå stor effekt af second strike.

I en krig som den lier skitserede, ofte benævnt countcr-force plus, behøver ikke alle USA’s kernevåben at være »usårlige«, idet en del jo anvendes først (first strike). Da USA imidlertid ikke kan forvente at slå alle modstanderens kernevåben ud, vil der i en sådan krig kræves endnu mere omfattende civilforsvarsforanstaltningcr, idet fjendtlig gengældelse mod USA’s civilbefolkning ikke kan udelukkes.

Counter-jorce plus strategien overflødiggør større hærstyrker, beregnet til begrænset krigsførelse. Angreb, sotn sådanne bærstyrker skulle imødegå, afstraffes med kernevåben*).

Balanced-deterrent teorien

Tilhængere af teorien om våbenbckæmpclse (counter-force) er af den opfattelse, at anvendelsen af strategiske kernevåben kan gennemføres uden tilintetgørelse af nationerne. Deres håb er dog, at et forsvar opbygget til at gennemføre en sådan krig vil være i stand til at afskrække modstanderen fra i det bele taget at indlade sig på krig.

Den anden dominerende skole indenfor afskrækkelscsdoktrinen bar udformet teorien om den afbalancerede afskrækkelse (balanecd deter- rent). I følge denne teori kan en strategisk kernevåbenkrig ikke begrænses. Den vil uundgåeligt udvikle sig til en ubcgra;nsct kernevåbenkrig og medføre totalt sammenbrud.

Kernevåbenkrigen må derfor undgås. Den er uden mening. Man må altså skabe en form for afskrækkelse, som er tilstrækkelig troværdig til på forbånd at udelukke en krig med strategiske kernevåben.

Denne effekt, hævder teoriens tilhængere, opnås ved, at man truer med at ødelægge modstanderens civilbefolkning og ved, at man klargør, hvilke frygtelige følger angreb med brintbomber mod modstanderens byer vil have (counter-city). Resultatet heraf skulle blive, at kun krige, hvor strategiske kernevåben ikke anvendes, skulle blive mulige.

Denne teori kræver en troværdig, usårlig og kraftig afskrækkelsesstyrke, samtidig med at evnen til at udkæmpe begrænsede krige med andre midler må bevares.

De strategiske kernevåben skal rettes mod modstanderens byer og ikke mod lians kernevåben. De skal være usårlige samtidig med, at der intet foretages for at beskytte civilbefolkningen. Disse forhold i forening skal, efterhånden som kernevåbnenes antal og usårlighed øges, føre til, at man når et sådant sikkerhedsniveau, at yderligere oprustning ikke mere skulle være nødvendig. Man skulle således nå frem til grundlaget for en rustningsbegrænsning.

Begrænsede krige vil imidlertid stadig kunne forekomme. USA må derfor være rede til at imødegå kommunistiske aggressioner af forskellig art, lige fra en krig af størrelsesorden som den 2. verdenskrig til urolighederne i Libanon og den revolutionære krigsførelse i Laos.

For at kunne forhindre eller i givet fald vinde sådanne begrænsede krige må der være hærstyrker på stedet og fly- og flådestyrker rede til at gribe ind, d. v. s. styrker af konventionel type, men med forøget ildkraft og stor mobilitet. Der må endvidere lægges vægt på at organisere og uddanne enheder til guerilla-krig, infiltration og bekæmpelse af revolutionære bevægelser i områder, hvor de normale styrker ikke har mulighed for at virke.

Som støtte for disse styrker på stedet, må der rådes over en betydelig lufttransportkapacitet, som er i stand til at bringe reserver frem overalt på jordkloden (eksvis USA’s Strikc Command, STR1C0M, bestående af bl. a. 8 luftbårne Div m. v. samt 40 eskadriller taktiske flystyrker).

Tilhængere af denne teori mener endvidere, at for at blive i stand til at dæmme op for Sovjet betydelige konventionelle styrker bør også den vestlige Alliances antal af konventionelle enheder øges.

På ét område er der afgørende uenighed blandt tilhængerne af denne teori. Det gælder forøgelsen af ildkraften. Nogle mener, det vil være meget vanskeligt, ja ugørligt, at opnå paritet med Sovjetblokken med hensyn til antallet af konventionelle enheder. De hævder derfor, at underlegenhed i antal må kompenseres gennem øget ildkraft, og at dette vil kunne opnås ved anvendelse af taktiske atomladninger eller kemisk-biologiske våben.

Andre hævder, at netop anvendelsen af disse våben vil medføre, at krigen udvikler sig (»escalercr«) til en ubegrænset kernevåbenkrig. Den eneste klart definerede grænse går ved de såkaldte konventionelle våben. Er denne grænse først overskredet findes ingen mulighed for at få nogen af parterne til at afstå fra at indsætte stadig kraftigere våben. Vejen til brintbombekrigen er hermed åben.

Medens counter-force teorien — som før nævnt — bar sine varmeste tilhængere inden for det amerikanske flyvevåben, hører tilhængere af balanced deterrent teorien først og fremmest hjemme i hæren og flåden. Inden for flåden hævder man, at Polaris u-både er det vigtigste middel i fremtiden til at opretholde truslen om gengældelse. Polaris u-bådene er lidet sårbare. Deres placering borte fra det amerikanske kontinent (og dermed dets befolkningscentre) vil ikke tiltrække et angreb på delte. Raketternes kernevåbenladning er ikke tilstrækkelig stor til med fordel at kunne anvendes mod Sovjets beskyttede og skjulte kernevåben. Dette sidste gør, at Polaris-raketterne ikke kan anses for at udgøre cn trussel mod Sovjets kernevåbenstyrker og dermed heller ikke va're krigsprovokerende.

Flåden mener endvidere at va*re i stand til med konventionelle styrker at bidrage til bekæmpelse af kommunistiske aggressioner overalt i verden.

The Mix-teorien

Den tredie variant af afskrækkelses-doktrinen er en blanding af de to beskrevne teorier. Den bygger på den opfattelse, at såfremt en angriber ikke ved, hvorledes hans angreb vil blive imødegået, og hvilken virkning det vil få, vil ban tøve med at påbegynde det. Jo større register forsvareren råder over ved imødegåelse af et angreb, jo større risiko vil der være for, at ban besvarer angrebet med større kraft end angriberen kan forudse. Under sådanne forhold er der sandsynlighed for, at angrebet helt udebliver.

Tilhængerne af tlie Mix-teorien hævder i konsekvens heraf, at man skal være forberedt på at gribe til alle former for krig: Angreb på modstanderens civilbefolkning eller lians strategiske kernevåben, begrænset krig med eller uden anvendelse af taktiske atomvåben, guerilla-krig og andre former for ukonventionel krigsførelse. Med et sådant register opnår man den største afskra-kkendc virkning, og dermed at krig undgås.

En alsidig sammensat krigsmagt, hævder teoriens tilhængere, vil være mindre sårbar end en krigsmagt opbygget alene med én form for krigsførelse for øje. Tillige vil man kunne tage det mest egnede middel i anvendelse i en given situation.

Amerika råder i dag over meget alsidig sammensatte væbnede styrker, som tilgodeser denne teori, hvis differentierede strategi hævdes at give den bedste sikkerhed for, at man ikke vil komme til at stå forsvarsløs overfor nye kommunistiske metoder eller et sovjetrussisk teknologisk gennembrud.

Den giver mange muligheder for udenrigspolitikken, men tyngdepunktet i den vil kunne forskydes alt efter den støtte, som dens enkelte dele kan opnå blandt bestemmende kredse.

II.

Den ovenfor refererede amerikanske debat er naturligt blevet fulgt med megen opmærksomhed i Europa. I takt med den voksende europæiske styrke, økonomisk og militært, bar den givet anledning til meningsudvekslinger såvel over Atlanten som inden for Europa. Det er imidlertid — som indledningsvis nævnt — først i det sidste årstid, disse meningsudvekslinger bar medført en situation, som i hvert fabl i det ydre kan synes at have krisens karakter, og som har gjort det klart, at en strukturamdring i Alliancen trænger sig på med stadig stigende styrke.

I en redegørelse for forholdet mellem USA og dets NATO-partnere vil det indledningsvis være naturligt at pege på følgende kendsgerninger:

— Ud fra et militært synspunkt vil der ikke være heliov for en kollektiv indsats for at skahc et nødvendigt kernevåbenpotcntiel. Frankrig og England kan — hvis de fortsa:tter opbygningen af nationale kernevåbenstyrker — indenfor en overskuelig fremtid maximalt opnå 1/10 af USA’s styrke. Hvilket efter amerikansk opfattelse ikke vil have nogen afskrækkende virkning overfor Sovjet set i forhold til den betydning, som USA’s styrke har.

— Ud fra et politisk synspunkt kan europæiske politiske ledere ikke acceptere, at det overlades til USA’s præsident alene at tra'ffe bestemmelse om atomkrig, hvilket vil være tilfældet, såfremt kun USA råder over kernevåben, og europæerne ingen indflydelse har på deres anvendelse. De europæiske nationer vil herved blive reduceret til 2. rangs stater.

Denne politiske vurdering var baggrunden for, at England allerede i 1946 (3 år før NATO) lagde grunden til sin atomstyrke, og at Frankrigs 4. republik besluttede at opbygge en selvstændig fransk atomstyrke, en beslutning som fastholdtes og i sin realisering yderligere fremmedes med den 5. republik og dermed de Gaulle.

— Som en yderligere komplikation i forholdet mellem USA, der ønskede at bevare sit hegemoni, og et stadigt økonomisk og militært stærkere Europa, hvis ønsker om medbestemmelse forsUrrkedes i takt hermed, medførte udviklingen i 1950’erne, at forsvaret af Europa blev kædet sammen med anvendelsen af taktiske atomvåben, som dog stadig forblev under amerikansk kontrol. For at sikre sig indtil de amerikanske interkontinentale raketter nåede fra tegnebordet og ud til aktiv tjeneste, skete der yderligere det, al USA fik tilladelse til at placere sine mellemdistanceraketter på europæisk område.

— England og Frankrig øgede i slutningen af 1950'erne imidlertid deres anstrengelser for at blive »Atommagter«. (England fik amerikansk hjælp hertil, hvilket Frankrig ikke bar fået), og England nåede i 1958 op i »Atom-magt klassen«. Så længe det alene drejede sig om England, var de amerikanske betænkeligheder af mindre omfang, men efterhånden som det viste sig, at Frankrig økonomisk var i stand til at skabe en atomvåben-styrke, blev USA ængstelig for at også andre lande ville følge efter. USA ville dermed miste sin altdominerende placering og få vanskeligere ved alene at forhandle med Sovjet på Vestens vegne.

Set fra et amerikansk synspunkt må USA have indflydelse på anvendelsen af Vestens kernevåbenpotentiel. Derfor foreslog allerede i 1960 den daværende udenrigsminister Herter oprettelsen af en internationalt kontrolleret atomslagstyrke.

McNamara-doktrinen

Medens Eisenhower-administrationen lagde vægt på udvikling af våbensystemer, som må rubriceres under counter-force teorien, har Kennedy- administrationen efter overtagelsen af ansvaret for USA’s udenrigspolitik og strategiske planlægning stærkt betonet betydningen af våben, som nærmest må henregnes til den afbalancerede afskrækkelsesteori, f. eks. Polaris U-både og konventionelle styrker.

Kennedy-administrationen bar dog samtidig besluttet at videreudvikle USA overlegenhed over Sovjet for så vidt angår alle arter strategiske kernevåben med henblik på at skabe baggrund for en strategi, der kan betegnes som en kontrolleret afskrækkelse. Denne skal som første prioritet have ødelæggelse af fjendens kernevåbenarsenal (counter-force) samtidig med at en tilstrækkelig styrke boldes i reserve rede til indsættelse mod fjendens civilbefolkning (counter-city).

I en tale på Ann Ilarbor-universitetet i juni 1962 frcmlagde den amerikanske forsvarsminister Mc Namara sit syn på denne kontrollerede afskrækkelses-doktrin. Hovedlinierne i talen var følgende:*)

1. Målet for USA’s strategi er at afskrække modstanderne fra ethvert angreb. Dette mål nås bedst ved trussel om en rimelig og efter angrebets art afpasset afskrækkelse og ikke ved trussel om en massiv gengældelse uden hensyn til angrebets art og omfang.

2. Den amerikanske afskrækkelsesstrategi baserer sig fremfor alt på eksistensen af et kernevåbensystem, der selv i tilfælde af et overraskelsesangreb vil kunne bevare et tilstrækkeligt antal våben til ikke alene at angribe modstanderens byer, men også hans flyvepladser og raketbaser.

3. Selvom brintbombe-krigen skulle blive udløst vil USA ikke gøre modstanderens storbyer til hovedmålene for en massiv gengældelse. USA vil først angribe modstanderens byer, nar USA’s egne byer gøres til hovedmål.

På begge sider vil altså storbyerne være gidsler, medens kernevåbnene indsættes mod modstanderens militære potentiel, d. v. s. i hovedsagen flyvepladser og rakelbaser.

4. Der foreligger naturligvis en muligbed for, at der i Europa eller et hvilket som helst andet sted vil kunne opstå krig ved en »fejltagelse«. I et sådant tilfælde vil det være ønskeligt at kunne forhindre våben- indsatsens »escalcring« og — med dette formål — være i stand til endog uden taktiske atomvåben al afskrække modstanderen fra at påbegynde et selv begrænset angreb eller starte andre fjendtligheder. Tbi grænsen for det uigenkaldelige ligger ikke mellem taktiske og strategiske kernevåben, men mellem konventionelle våben på den ene side og alle arter af atomvåben på den anden. (USA synes at have accepteret Krushcws tese om, at kernevåben ikke kan finde anvendelse i en begrænset krig).

5. I tilfælde af et massivt angreb på Vesteuropa er en kcrncvåbenindsals forudset og vil uundgåelig komme i betragtning. Modstanderen vil imidlertid, ud fra en rationel vurdering, ikke udløse et sådant angreb, da ban må vide, at den amerikanske gengældelse vil betyde lians egen udslettelse.

6. At træffe foranstaltninger til en nuanceret og tilpasset gengældelse eventuelt endog alene med konventionelle våben, betyder ikke at afskrækkelsesstrategiens globale virksomhed afsvækkes — tværtimod forstærkes den.

Risikoen for våbenindsatsens »escalcring« er dog stadig til stede, idet kernevåben fortsat er stationcrcrct i Vesteuropa.

En større spændvidde i den forudsete og mulige gengældelse er en sikring mod fejltagelser, misforståelser og irrationellc beslutninger på den ene eller anden side.

I rammen af denne amerikanske doktrin forekommer nationale kernevåbenstyrker, engelske såvel som franske, belastende, virkningsløse og farlige. De er belastende, fordi den økonomiske anstrengelse, som det vil være at skabe og opretholde dem, vil stå i et urimeligt forhold til værdien. Disse midler kan med større nytte anvendes til andre dele af den nuancerede afskrækkelse, nemlig konventionelle styrker.

De er virkningsløse, fordi hverken England eller Frankrig i en overskuelig fremtid vil kunne præstere den produktionskapacitet, som vil være nødvendig for at skabe en gengældclsesstyrke, der dels vil have den nødvendig størrelse, dels vil være i stand til at overleve et overraskelsesangreb, følgelig vil de ikke have nogen afskrækkende virkning.

De vil sluttelig være farlige for de stater, der er i besiddelse af dem, da en modstander i tilfælde af en krise vil føle sig fristet til at tilintetgøre dem. De vil kun være i stand til at ødelægge modstanderens storbyer, medens deres muligheder for at ødelægge modstanderens vigtige militære mål vil være forsvindende lille. Herved vil de fremkalde en »cscalering« af våbenindsatsen og forøge intensiteten i krigsførelsen samt en gensidig ødelæggelse af storbyerne, hvilket de amerikanske strateger selv håber at kunne undgå.

Et meget afgørende punkt i doktrinen er altså den centraliserede kontrol, som vil muliggøre en kontrolleret afskrækkelse baseret på mulighederne for en i det aktuelle tilfælde nuanceret og tilpasset gengældelse (eller trussel herom). Afgørende er imidlertid også, at begge parter under alle forhold handler nøgternt og rationelt og bar tiltro til, at modstanderne gør det samme. Cuba-krisen i efteråret 1962 viste, at dette under de da givne forhold var tilfældet, og tilhængerne af Mc Namara-doktrinen hævder, at dette også vil være tilfældet under andre omstændigheder.

III.

De argumenter der fra europæisk side bringes i anvendelse imod Mc Namara-doktrinen kan sammenfattes således:

1. Besiddelse af kernevåben er et tegn på rang og prestige i verdenspolitikken.

2. England og Frankrig kan ikke affinde sig med i en overskuelig fremtid at blive boldt udenfor dette århundredes vigtigste militærtekniske udvikling og hermed også den atom-forskning, som giver bonus på mange andre områder end det rent militærtekniske.

3. Selv om man tænker sig, at de nationale gcngældclsesstyrkcr vil være ineffektive i de na’ste 5—10 år og — som amerikanerne hævder — uden betydning, bar man ingen sikkerhed for, de ikke på et senere tidspunkt — særligt hvis det lykkes at skabe enhed i Europa — vil kunne spille en afgørende rolle.

4. Det er set fra et europæisk synspunkt ikke fornuftstridigt at stræbe efter at gøre forsvaret af sit eget territorium så stærkt som mulig. Sådanne bestræbelser er historisk forankret i folkenes bevidsthed.

de Gaulles holdning

De sta:rkcstc indvendinger mod Me Namara-doktrincn kommer fra de Gaulles Frankrig. Efter de Gaulles opfattelse er det nationale forsvar den fornemste ret og pligt for — og tillige en bestanddel af — selve staten. Giver staten afkald på sin militære uafhængighed, opgiver den også sin eksistens.

de Gaulle udtrykte det i en tale på Ecole de Gucrre den 3. november 1959 således:

»Frankrigs forsvar må være fransk« —

»Skal et land som Frankrig føre krig, må det være landets egen krig. Dets anstrengelser må være dets egne anstrengelser. Hvis det var anderledes, ville vort land komme i modsætningsforhold til alt det, det har været siden sin begyndelse, med sin rolle, sin selvagtelse, sin sjæl —«. »Regeringens eksistensberettigelse er til alle tider forsvaret af territoriets integritet og uafhængighed. Det er en koncept om Frankrig som et fransk forsvar, der må være grundlaget for filosofien«.

I samme tale kom de Gaulle også ind på spørgsmålet om et kommandosystem, som på fransk side kun skulle udgøre en del af et hieraki, der ikke var Frankrigs eget:

»Den militære kommando, den som bør have det udelelige ansvar for at kommandere på slagmarken, d. v. s. have ansvaret for landets skæbne, hvis den ikke besad denne ære og denne myndighed, hvis den kun var en ubetydelighed indenfor et hieraki, som ikke var vort eget, så ville det hurtigt være sket med dens autoritet, dens værdighed og dens prestige overfor nationen og som følge heraf også overfor de væbnede styrker«.

De Gaulle hævder altså, at Frankrig må skaffe sig et nationalt forsvar, som det selv har råderet over.

Frankrig vil ikke afskrive sine allierede, men alliancen må ikke få en sådan form, at Frankrigs egne myndigheder mister muligheden for selv at bestemme, hvilke midler forsvaret skal anvende.

På sin pressekonference den 14. januar 1963 erkendte de Gaulle, at den franske strategiske gengældelsesstyrke ville blive beskeden i sammenligning med USA’s og Sovjets. Men den vil være stor nok. de Gaulle henviste i denne forbindelse til, at to atombomber i 1945 tvang Japan til kapitulation.

Der kan næppe være tvivl om, at Frankrig vil være i stand til at skabe den kernevåbenstyrke, man har sat sig som mål. I løbet af nogle år vil Pierrelatte-fabrikkeme producere tilstrækkelige fissionsmaterialer til fremstilling af ca. 1000 atombomber af H iroshi mast ør reisen (20 kt) om året.

Indledningsvis skal de transporteres med Mirage IV-bombcfly, af hvilke Frankrig regner med at råde over ca. 50 ved udgangen af 1965.

Senere vil fremføringsmidlet blive raketter med en rækkevidde på ca. 3.000 km fra atom-u-både og beskyttede underjordiske anla'g.

Med gennemførelsen af Paris-Bonn aftalerne må en yderligere fremskyndelse af raketproduktionen forudses, idet den tyske industri her vil kunne medvirke.

Den kunne være blevet yderligere fremskyndet, såfremt England med sine erfaringer havde været parat til at samarbejde med Frankrig om fremstillingen af atomvåben. England valgte imidlertid at opretholde sine snævre forbindelser med USA.

Set fra et fransk synspunkt medfører terrorbalancen mellem USA og Sovjet, at USA ikke længere er til at stole på, således at forstå at man ikke kan regne det for givet, at USA vil sætte sine gengældclscsstyrker ind i forsvaret af Europa. En effektiv gengældelsesstyrke i Europa må kunne sættes ind, når europæerne ønsker det. Dette vil være den mest effektive afskrækkelse overfor Sovjet, som da må regne med, at atomstyrkerne i Europa også vil blive sat ind, såfremt det alene drejer sig oin et europæisk land. Den europæiske afskrækkelscsstyrke, d. v. s. de nationale gcngældel- sesstyrker vil da supplere de amerikanske afskrækkelsesstyrkcr, og kan — såfremt den indsættes — »tvinge« USA ind i en kernevåbenkrig mod sin vilje.

Ved at skabe sin egen nationale afskrækkelsesstyrke mener Frankrig endvidere at kunne øve en større indflydelse både indenfor NATO og direkte overfor de to supermagter USA og Sovjet. Frankrig vil kunne indtage sin plads ved forhandlingsbordet, og man vil ikke risikere, at USA og Sovjet gennem to-sidige forhandlinger når frem til aftaler eller stiltiende overenskomster, som ikke tager tilstra'kkeligt hensyn til Frankrigs interesser.

USA bar efter fransk opfattelse ikke mandat til at forhandle med Sovjet på Europas vegne.

Den franske atomstyrke vil medvirke til at forene Europa, således at Europa som sådan kan indtage sin plads som ligeberettiget magtfaktor mellem Sovjet og USA.

Tysklands holdning

Tyskland er traktatlig forpligtet til at afstå fra etablering af nationale kernevåbenstyrker, og intet tyder på at det bar noget ønske om at sætte sig ud over denne forpligtelse.

Tyskland liar derimod, således som den tyske forsvarsminister von Hassel udtrykte det i et interview i juni 63, et naturligt ønske om at blive behandlet under del ansvar og med den alvor, som dets betydning indenfor NATO gør det berettiget til.

Set fra et tysk synspunkt bør der derfor skabes mulighed for, at også Tyskland kan få indflydelse på udformningen af NATO’s atomstrategi.

Da de taktiske atomvåben i 1950'erne blev udviklet og indkorporeret i NATO’s såkaldte skjold-styrker (ganske vist med amerikansk kontrol af sprængladninger) skete det ud fra erkendelsen af, at de konventionelle styrker ikke var tilstrækkelige i antal til at modstå et sovjetrussisk angreb med konventionelle styrker.

USA presser nu på for at få det tyske bidrag til NATO-forsvaret i Centraleuropa forøget med tre konventionelle panserbrigader, hver på 5000 mand og med ca. 150 kampvogne. Deres opgave skal være at hjælpe med til at modstå et eventuelt sovjet-russisk angreb, indtil andre NATO- styrker kan mobiliseres og koncentreres. Kun såfremt Tyskland alvorligt trues bør, efter amerikansk opfattelse, atomvåben bringes i anvendelse.

Ved at opholde en sovjetrussisk fremrykning nogle få dage, håber USA at kunne vinde tid til, at diplomatiske forhandlinger kan indledes og en fredelig løsning opnås. Den tyske forsvarsminister er alene på grund af de økonomiske konsekvenser imod en sådan løsning, men ønsker i stedet David-Crockelt-alomvåbcn til de eksisterende brigader.

I følge Mc Namara-doktrincn er en sådan løsning uacceptabel, idet den indebærer risiko for »cscalation«. Fra et tysk synspunkt er den røde hærs tryk mod Mellemeuropa imidlertid et politisk tryk, som må ophæves. Dette kan kun ske ved et politisk våben. Kun ved hjælp af den politiske værdi, som atomvåbnene udgør, kan man gøre sig håb om at afskrække Sovjet fra krig, og dermed undgå den.

General Norstads forslag om at gøre NATO til den 4’ atommagt var et forsøg på at skabe et sådant andet afskrækkelsescentrum i Europa. Han forslog, at man i tilfælde af et angreb på den centraleuropæiske front eller andetsteds, skulle angribe strategiske baser i nærheden af Sovjets vestlige grænser med mellemdistanceraketter. De strategiske mål i Sovjet udenfor disse raketters rækkevidde skulle være mål for de strategiske bombestyrker.

Denne plan blev imidlertid forkastet af USA på grund af den muligbed, den indebar, for at Sovjet ville svare med at bombe europæiske og amerikanske byer.

Tyskland ønsker indflydelse på den del af afskrækkelsen, som bar

den afgørende betydning, d. v. s. atomvåbnene. Helst bør dette ske indenfor rammerne af NATO som bellied, altså i enighed på begge sider af Atlanten. Dette er baggrunden for den velvillige modtagelse som præsident Kennedys forslag om en fælles NATO-flåde med Polarisraketter bar fået i Tyskland.

Oprindelig omfattede denne plan en fælles styrke af Polaris u-både med blandede besætninger. Senere er den af flere årsager ændret til at omfatte en styrke på 25 overfladeskibc.

Nogen endelig afklaring af de mange problemer som opstilling af en sådan styrke vil medføre, vil næppe kunne forventes før tidligst mod slutningen af 1963.

Nassau-aftalerne

Ligesom Frankrig bar England fastholdt sit ønske om en national alomstyrke.

Trods betænkeligheder fra mange amerikanske kredse, lykkedes det England at opnå en aftale om at få adgang til visse amerikanske atom- hemmeligheder. Herved er opbygningen af Englands gengældelsesvåben blevet lettet, men trods uhyre økonomiske ofre har man dog fra engelsk side måttet erkende, at den styrke man bar, bestående af Royal Air Force Bomber Command med V-bombere, er forældet og et sidste håb om at forlænge dens levetid ved at udstyre den med Skybolt-rakettcr brast med den amerikanske beslutning om standsning af Skybolt-projektet. Når den nationale engelske atomstyrke ikke bar mødt så megen modstand som en tilsvarende fransk atomstyrke, skyldes det sikkert ikke blot det særlige tillidsforhold, der består mellem de to angelsaksiske magter, men nok i bøj grad den omstændighed, at anvendelsen af Bomber Command er nøje koordineret med de amerikanske strategiske bombestyrker.

Det var bl. a. for at finde veje og midler til at løse det for England så afgørende spørgsmål om cn moderne engelsk atomstyrke, at Præsident Kcnnedy og premierminister Macinillan mødtes i Nassau i december 1962.

Fra engelsk side bar man af indrepolitiske årsager mest lagt vægt på omtale af den del af forhandlingerne, som resulterede i det amerikanske tilbud om at stille Polaris-raketter til rådighed for England til afløsning for V-bombeme som gengældelsesstyrke.

Nassau-aftalerne rummer imidlertid også andre og for NATO som helhed afgørende beslutninger. Disse kan sammenfattes således:

Såvel USA som England accepterede, at dele af deres strategiske atomstyrker skal underkastes NATO kontrol for herved at skabe mulighed for et nærmere samarbejde om planlægningen af og kontrollen med Vestens strategiske forsvar. Herved håber man også at skabe større overensstemmelse inden for Alliancen.

USA ønsker fortsat at opretholde sin egen strategiske gengældelsesstyrke, men vil ved at gå med til oprettelse af NATO styrker sikre sig medindflydelse på anvendelsen af andre landes atomstyrker. England har indføjet den klausul, at dets bidrag kan trækkes tilbage, såfremt vitale engelske interesser trues. Det er imidlertid svært at se, om ikke Englands og NATO’s interesser i så henseende er sammenfaldende, således at klausulen nærmest må opfattes som et spørgsmål om bevarelse af prestige.

Aftalerne betyder imidlertid, at USA erkender, at dets atommonopol må opgives for stedse.

Det betyder også, at begge lande har opgivet deres hidtidige vægring mod at dele kontrollen med de strategiske styrker (eller dele heraf) med andre.

Hvorledes dette skal gøres, nåede man imidlertid ikke til fuld enighed om. Resultatet blev et kompromis i hvilke begge landes synspunkter kom til udtryk. Dette har senere ført til, at begge lande ved den nu igangværende realisering lægger vægten på at fremme den del af aftalen, som harmonerer mest med deres oprindelige synspunkter.

Ved det efterfølgende NATO-udenrigsministermøde i Paris i begyndelsen af 1963 understregede den engelske udenrigsminister Lord Home Englands ønske om snarest at få dannet den i Nassau-aftalemes § 6 omtalte særlige atom-myndighed i NATO, underlagt chefen for NATO-styrkeme i Europa.

Denne myndighed skal have kommando over hele eller dele af USA’s, Englands og om muligt også Frankrigs atomstyrker, som stilles til dens rådighed. Andre NATO-lande skal kunne bidrage til styrken ved at placere deres fremføringsmidler (fly og raketter) under kontrol af samme myndighed. Samtidig skal de have udvidet adgang til at deltage i planlægningen af anvendelsen af Alliancens strategiske kernevåben i tilfælde af krig.

USA liar derimod i første række lagt vægt på at få etableret en fælles NATO-flåde, bestående af 25 overfladeskibe, hver med 8 Polarisraketter og med blandede besætninger fra mindst tre NATO-lande på hvert skil»*). Denne styrke skal — i overensstemmelse med aftalernes § 8 — sammen med Englands Polaris u-både og i hvert fald et tilsvarende amerikansk bidrag og om muligt et fransk bidrag indlemmes i en såkaldt multilateral styrke under NATO-kommando.

Det var denne sidste del af aftalerne, de Gaulle så kategorisk afviste på den allerede omtalte pressekonference den 14. januar 1963. Dels fordi Naussau-aftalerne som sådan stillede Frankrig overfor et fait accompli med hensyn til afgørende ændringer i NATO-strategiens udformning, dels fordi den er i afgjort strid med Frankrigs principielle syn på de strategiske atoinstyrker som nationale våben.

Knap så afvisende har Frankrig været med hensyn til den engelske plan om en multinational atomstyrke. Frankrig bar således allerede erklæret sig rede til at lade sine taktiske flystyrker, udrustet med atomvåben, underkaste den påtænkte NATO atomkommandos planlægning og kontrol.

Tyskland har givet principiel tilslutning til den amerikanske plan om en multilateral styrke og tilsagn om al bære sin del af den økonomiske byrde ved oprettelsen og driften af Polaris-styrken på overfladeskibe.

Diskussionen om den vestlige verdens strategi, dens planlægning og kontrol, er nået ind i en afgørende fase.

USA har erkendt, at det ikke længere kan bevare sit hegemoni over de strategiske atomstyrker i Vesten, at det ikke i længden vil være muligt at sidde de stadig stänkere europæiske krav om øget medbestemmelse over Europas skæbne overhørig.

USA ønsker en centraliseret planlægning og kontrol med gengældelses- styrkerne for at kunne bevare muligheden for en nuanceret og efter forholdene afpasset kontrolleret afskrækkelse.

På vej mod en standsning af rustningskapløbet og en våbenkontrol ønsker USA at begrænse spredningen af atomvåbnene.

Under sin rejse i Tyskland i juni 1963 betonede præsident Kennedy stærkt afhængigheden mellem Vesteuropa og USA. »Vesteuropas hyer er vore hyer, Vesteuropas sikkerhed er vor sikkerhed«, udtalte præsidenten og understregede samtidig muligheden for gennem enighed om de militære problemer at tilvejebringe enighed og samling i Vesteuropa om andre problemer, økonomiske og politiske. Gennem skabelsen af et enigt og forenet Europa vil muligheden for realiseringen af præsident Kcnncdys »Twin-pillar doktrin« med USA og Europa som to ligeberettigede partnere i det vestlige samarbejde rykke nærmere.

Set med europæiske øjne kan den amerikanske holdning imidlertid forekomme inkonsekvent: USA ønsker et stærkt, forenet og uafhængigt Europa, men ønsker samtidig at bevare fuld kontrol med det, der idag betinger styrke og uafhængighed — nemlig atomvåben.

Det er i lyset af dette, man må se den strukturændring af NATO, som nu er under udvikling.

K. V. Nielsen.