Beslutningen i 1940 om at tildele erindringsmedaljer
Få dage efter kampene den 9. april begyndte diskussioner i Krigsministeriet om tildeling af medaljer til militæret. Traditionelt havde Kongen den 18. april hvert år tildelt dekorationer til sine undersåtter, men dette blev i 1940 udsat på ubestemt tid efter aftale med Kongen, idet “man fandt det smukkest, om de første Militære, der nu blev dekoreret, var dem, der i særlig grad havde gjort sig bemærket ved Tapperhed og Konduite over for Fjenden den 9/4.”1 Man gik altså på dette tidspunkt ud fra, at der skulle dekoreres for særlig fortjeneste. Dette standpunkt synes i al fald hærens øverstbefalende, general Prior, at have hævdet. Generalkommandoen begyndte derfor at indsamle indstillinger fra de berørte enheder.
Derefter hørte man en tid lang ikke mere til sagen i Krigsministeriet. I maj modtog ministeriet imidlertid en skrivelse fra Sjællandske Division, hvori der blev rykket for de medaljer, kongen traditionelt uddelte hvert år den 18. april. Divisionens rykker havde en påtegning fra Generalkommandoen, hvori denne gav sin varme anbefaling til divisionens ærinde, uden at berøre spørgsmålet om dekorering af dem, der havde udmærket sig den 9. april. På mundtlig forespørgsel fra ministeriet erklærede general Prior, at man i Generalkommandoen nu havde opgivet tanken om “paa det foreliggende Grundlag særligt at fremhæve Enkelte.”2
Den 22. maj sendte generalkommandoen en skrivelse til Krigsministeriet, hvori general Prior erklærer, at man nu har indhentet indberetninger fra de berørte enheder:
Af nævnte Indberetninger fremgaar det, at Befalingsmænd og Mandskab alle som en har vist en anerkendelsesværdig Holdning, men at der i det store og hele ikke skønnes at være fyldestgørende Grundlag for i særlig Grad at fremdrage enkelte Befalingsmænd eller Menige.
Generalkommandoen skal derfor meget anbefale, at der tildeles alle, der gjorde tjeneste ved Afdelinger eller Underafdelinger, som den 9/4 1940 var i Fægtning, et Erindringstegn, bærende Indskriften: den 9. april 1940, i Lighed med hvad tidligere danske Krigsdeltagere har modtaget.3
General Prior tydeliggjorde længere nede i skrivelsen, hvad det foreslåede indstillingskriterium indebar: [...] Retningslinien herfor efter Generalkommandoens Opfattelse som foran anført bør være den, at alle, der den 9/4 rykkede ud med Underafdelinger, som sattes ind for at møde Angriberen, bør komme i Betragtning, uanset om kun Dele af vedkommende Underafdeling virkelig har været i Kamp.4
Generalkommandoens skrivelse slutter med at opfordre til, at en snarlig beslutning om erindringsmedaljens uddeling. Priors indstilling fik dog ikke Krigsministeriet til i første omgang helt at opgive tanken om, at de, der særligt havde udmærket sig, skulle dekoreres for deres fortjenester.5
I svarskrivelsen fra ministeriet til Generalkommandoen af 7. juni 1940, synes tanken om tapperhedsmedaljer imidlertid opgivet. Ministeriet meddelte, at Kongen havde tiltrådt generalkommandoens forslag om dekorationer til “det militære Personel, der gjorde Tjeneste ved Afdelinger eller Underafdelinger, som den 9/4 var i Fægtning”6, at det tiltrådte de tildelingskriterier, som blev foreslået i maj, og understregede: “Personel tilhørende Underafdelinger (Detachementer, Vagter m.fl.), der alene har været i Beredskab eller i Reserve vil saaledes ikke kunne komme i Betragtning.”7
Krigsministeriet meddelte i øvrigt, at man herefter havde iværksat det fornødne med henblik på at tilvejebringe erindringsmedaljen, og anmodede Generalkommandoen om snarest at fremsende indstillinger om hvem, der måtte komme i betragtning til medaljen.
Formentlig på grund af den diskussion, der i sommeren 1940 brød ud internt i forsvaret om indstillingskriterierne, kom Generalkommandoens svar med de konkrete indstillinger først i december. I mellemtiden var sagen løbet videre. Den 16. juli 1940 indstillede forsvarsminister Søren Brorsen til Kongen, at: Der tilvejebringes en Erindringsmedalje for dem, der den 9/4 1940 rykkede ud med Enheder, som sattes ind i Kamp for Fædrelandet, at Medaljen udføres i Kobber [...] og at den bæres i rødt Baand med hvide Striber ganske som Erindringsmedaljen for dem, der har deltaget i Kampene for Fædrelandet 1848‐50 og 1864, og at Medaljen ikke tildeles dem, der senere har gjort sig uværdige dertil.8
Kongen approberede forsvarsministerens indstilling dagen efter, den 17. juli, og dermed manglede kun regeringens endelige beslutning. Dette skete allerede den 18. juli på et møde i Krigssministeriet. Til stede var ministeren, ministeriets direktør, general Stemann og generalerne Gørtz og Prior. I det kortfattede mødereferat hedder det, under punkt 16:
Man venter med at bekendtgøre dens Indstiftelse indtil videre. Skal først udleveres, naar Tyskerne er borte, og muligvis ogsaa først bekendtgøres til den Tid.9
Det ses ikke af mødereferatet, hvilke overvejelser, der har ligget bag, men i en skrivelse fra general Prior fra sidste kvartal af 1940 til krigssministeriet, gives en noget kryptisk henvisning til, hvad man tænkte om dette spørgsmål i Generalkommandoen:
Generalkommandoen maa imidlertid anse det for rettest, at Tildelingen af Tegnet ikke finder Sted, før de fremmede Tropper har forladt Landet, alene af den Grund at der kan opstaa Begivenheder, som nødvendiggør, at hele Spørgsmaalet tages op til fornyet Vurdering.10
Priors bemærkninger er at finde i Generalkommandoens svar på ministeriets skrivelse af 7. juni. Her meddelte ministeriet Kongens tilslutning til Generalkommandoens forslag om erindringsmedaljen og indstillingskriterierne, og bad Generalkommandoen om snarest at fremsende de fornødne lister. Disse fulgte imidlertid først med skrivelsen fra Prior i december 1940. Generalkommandoen indstillede, at erindringsmedaljen tildeltes Livgardens vagtstyrke på Amalienborg, styrkerne på Søgård, styrkerne ved Haderslev og Tønder; Esbjerggruppen og Løgumklostergruppen af 14 artilleriafdeling, samt det personel af Hærens Flyvertropper, der befandt sig på flyvepladsen i Værløse under angrebet.
Vedlagt var en liste over det berørte personel. Generalkommandoen tilføjede: Af de til Generalkommandoen indkomne Indstillinger [...] fremgaar det, at der i nogen Grad har hersket Usikkerhed med Hensyn til, hvilket Personel, der burde komme i Betragtning. For de ovenanførte Styrkers vedkommende mener Generalkommandoen imidlertid ikke, at der kan være nogen Tvivl, og den vil derfor ogsaa anse det for mest hensigtsmæssigt, at Tildelingen af Erindringstegnet kun kommer til at omfatte disse.11
Skrivelsen kom derefter ind på den diskussion om tildelingskriterierne, der var opstået internt i hæren hen over sommeren 1940: Af sagens øvrige Akter fremgaar det, at Sjællandske Division er imod Tanken om om Tildelingen af Erindringstegnet, som den mener vil kunne vække Misnøje, ikke paa Grund af Misundelse, men “fordi den vil forekomme urimelig og vilkaarlig” [...]12
Disse indsigelser havde divisionen meddelt generalkommandoen i to skrivelser fra juni og juli måned. Også Jydske Division havde fremsat det synspunkt, at “enten bør Tegnet tildeles alle, eller ogsaa bør Tanken opgives og kun de Enkelte dekoreres, som i særlig Grad har gjort sig fortjent dertil.”13 Fra 2. Regiment var der indløbet en anmodning om at måtte indstille personel, der i særlig grad havde udmærket sig, til dekorering. Generalkommandoen afviste begge dele. Der kunne ikke være grundlag for indvendinger, når tildelingen indskrænkedes til at omfatte de styrker, der var omtalt i svarskrivelsen til Krigssministeriet. Og om dekorering for særlig fortjenstfuld indsats kunne der ikke være tale, igen under henvisning til, at “Befalingsmænd og Mandskab alle som en har vist en anerkendelsesværdig Holdning.”14
Allerede den 24. juni 1940 skrev den konservative politiker, Christmas Møller, en rykker til forsvarsminister Alsing Andersen:
Kjære Forsvarsminister!
Der skrives saaledes til mig: “Mange inden for Hæren har undret sig over, at de Befalingsmænd og Menige, der udmærkede sig i Kampene i Sønderjylland, hverken har modtaget Udnævnelse til højere Grad eller en Dekoration.
Disse to former for Belønning har altid været Skik og Brug til Belønning for personligt Mod og Dygtighed under Kamp saavel i andre landes Hære som i den danske Hær. Det er dobbelt Belønning at den kommer hurtigt efter Begivenhederne. Jeg henstiller til Partiet, at det tager denne Sag op og gennemfører den.”15
Alsing Andersens svar kendes ikke.
Den 19. december modtog familierne til de 16 danske faldne en mindemedalje i sølv, uden øsken, men ellers mage til den, der var påtænkt enhederne som erindringsmedalje. Denne tildeling blev omtalt flere steder i pressen i december 1940. De sårede var allerede på kongens fødselsdag, den 26. september 1940, blevet tildelt Statens Hædersgave på 400 kroner ved ceremonier på kasernerne.
Der var nu truffet beslutning om at tildele en erindringsmedalje, efter at tyskerne havde forladt landet, til dem, der rykkede ud med enheder, som kom i kamp den 9. april. Dette blev meddelt Københavns Redaktørforening i en fortrolig skrivelse fra lederen af statens censur, kontorchef Karl Eskelund – dog var efter tyskerne havde forladt landet omskrevet til indtil videre. Eskelund understregede samtidig, at “der fra Myndighedernes Side lægges megen Vægt på, at Spørgsmålet [om medaljerne, TJ] ikke under nogen Form omtales offentligt.”16 Det var nu bare at vente, indtil tyskerne var væk.
Beslutningen i 1945 om ikke at tildele erindringsmedaljer
I sommeren 1945 tog man igen spørgsmålet om medaljerne op. Nu mente politikerne imidlertid, at også modstandsbevægelsen skulle have en medalje. Ydermere skulle også veteraner fra kampene i august 1943 og september 1944 modtage samme dekoration. Hele ideen med erindringsmedaljen for 9. april var dermed skrinlagt. Vi kender ikke politikernes konkrete planer, hvis sådanne overhovedet har fandes, for projektet kuldsejlede.
Efter krigen bestod som bekendt et anstrengt forhold mellem store dele af modstandsbevægelsen og ”de gamle politikere”. Det var formentlig baggrunden for, at modstandskampens ledere straks blankt afviste at modtage nogen dekorationer for deres indsats. Alt andet villet have være politisk umuligt for modstandslederne.
Desværre findes der tilsyneladende ingen referater fra det eller de møder, hvor regeringen tog beslutningen. Men i en skrivelse fra Krigsministeriets 1. kontor, udateret men formentlig fra sensommeren 1945, kan man se, hvorhen de politiske vinde blæste.
Skrivelsen gennemgik medaljesagens udvikling fra 9. april 1940 og gennem hele krigen. I det første afsnit lagde skrivelsens forfatter vægt på, at Generalkommandoen i sin skrivelse af 22. maj 1940 havde skrevet, at der “i det Store og Hele ikke skønnedes at være fyldestgørende Grundlag for i særlig grad at fremdrage enkelte Befalingsmænd eller Menige.” Det næste afsnit i Generalkommandoens skrivelse – dét, hvor general Prior indstillede, at alle, der rykkede ud med afdelinger, der kom i kamp, dekoreres – omtaltes ikke. I stedet omtaltes forslaget om en erindringsmedalje som et helt andet, der ikke relaterede sig til det oprindelige forslag om en tapperhedsmedalje, og som havde sit udspring i Krigsministeriet.
Skrivelsen fra Krigsministeriets 1. kontor konkluderede: Allerede fra det Tidspunkt, da Tanken opstod om Tildeling af en Erindringsmedalje, var man klar over, at det sikkert ville blive uhyre vanskeligt at skabe en retfærdig Fordeling af den, og det viste sig da ogsaa, at disse Vanskeligheder – selv om den ovenfor nævnte Retningslinie var fulgt [generalkommandoens indstillingskriterier af 4/12 1940, TJ] – i rigt Maal var til stede.
I Erkendelse af, at man ikke ville kunne borteliminere disse Vanskeligheder og naa et Resultat, der var fuldkommen uangribeligt, men først og fremmest under Indtryk af de senere forefaldne store Begivenheder, Overfaldet og Kampene den 29. August og den derpaa følgende Modstandskamp, anser Krigsministeriet det for rettest, at Spørgsmaalet om Tildelingen af den særlige Erindringsmedalje – ligesom Spørgsmaalet om Tildeling af særlige Dekorationer i Anledning af personlig Indsats under ovennævnte Begivenheder – ikke bør fremmes.17
De vanskeligheder, der var omkring afgørelsen af hvem, der var berettiget til dekoration og hvem ikke, ses nu som helt uovervindelige, uden at Generalkommandoens løsningsforslag, der forelå allerede i 1940, omtales.
I det hele taget var medaljer ikke længere populære i sommeren 1945. I en skrivelse fra Marineministeriet fra 12. september 1945 til Krigsministeriet diskuteredes spørgsmålet om dekorationer til medlemmer af den Danske Brigade. Her kobledes – igen og ganske ironisk ‐ Brigaden og modstandskampen sammen. Marineministeriet erkendte, at en sådan fællesmedalje ikke kunne komme på tale:
Saa vidt det er Marineministeriet bekendt, har Modstandsbevægelsens Ledelse imidlertid taget Afstand fra en saadan Medalje, og Marineministeriet maa for sit Vedkommende tiltræde dette Standpunkt, bl.a. under Hensyn til de overordentlige Vanskeligheder, der vil være forbundet med en saadan Medalje, idet Modstandsbevægelsens Arbejdsvilkaar her i Landet var saadanne, at det nu ikke er muligt at foretage en Uddeling, efter hvilken alle, der har gjort sig fortjent, medtages samtidig med, at man sikrer sig, at den ikke ufortjent tildeles nogen.
Henset til ovenstaaende skal Marineministeriet derfor udtale, at man ikke kan tiltræde Forslaget om Indstiftelse af en særlig Medalje for Brigaden [...].18
I august 1945 kunne man i Berlingske Tidende læse en artikel, der berettede, at medaljerne ikke ville blive uddelt og som argumenterede for den nye linie i medaljespørgsmålet. Artiklen omtalte de overvejelser, der i Krigsministeriet havde været gjort om at benytte et par tusinde broncemedaljer med tilhørende unikke silkebånd, der var blevet til overs efter uddelingerne i 1876 og som nu lå i ministeriet.19 Disse medaljer havde man tænkt at lade omsmelte og benytte sammen med de oprindelige silkebånd, en ide, som artiklen hædrede som “smuk”, og med “en tiltalende historisk baggrund”.20
Ikke desto mindre: I de ganske uofficielle Overvejelser, der har fundet Sted vedrørende Spørgsmaalet om en eventuel Dekoration til de militære Deltagere i Kampene 9/4 og 29/8 kom der imidlertid et Islæt, som helt måtte ændre en Tankegang der var naaet der til, at Medaljerne skulle uddeles. Dette Islæt var alle vore tapre og dristige Frihedskæmpere, først og fremmest Sabotørerne. Hvis nogen skulle have en Anerkendelse for, hvad de havde udrettet for Nationen, saa var det vel Sabotørerne. Soldaterne 9/4 og 29/8 blev tvunget til Kamp, de tog den og kæmpede med uforligneligt Mod. Men Sabotørerne søgte Kampen. [...] Uden den mindste Forklejnelse af hvad vore Soldater og Befalingsmænd udrettede [...] vil der sikkert hurtigt blive Enighed om, at hvis Soldaten skal have en særlig Krigsmedalje, saa fortjener Sabotørerne i ikke mindre Grad den samme officielle Anerkendelse.21
Medaljesagen i efterkrigstiden
Sagen var dog ikke helt afsluttet. Med jævne mellemrum dukkede det, der nu var blevet til Medaljesagen, op i pressen. Enkeltpersoner og organisationer tog sagen op med politikerne. Flere af de store dagblade har gennemført kampagner for at tage spørgsmålet op igen, men uden held. Også private borgere har søgt at rejse spørgsmålet i henvendelser til skiftende statsministre. Svaret, der har stået stort set uændret frem til i dag kan eksemplificeres af dette fra statsminister Poul Nyrup Rasmussen til en borger den 20. september 2000:
Det var den daværende regerings [1945‐regeringen, TJ] beslutning, at såvel soldater, der sattes i kamp, som medlemmer af Modstandsbevægelsen skulle dekoreres for deres heltemodige indsats for et frit Danmark. Blandt andet som følge af vanskeligheder med at trække grænsen for potentielle medaljemodtagere samt Modstandsbevægelsens holdning blev sagen henlagt.22
Ordlyden er, i alle de mange svar fra ministrene, stort set enslydende. Ofte ses vendingen “i respekt for den beslutning, som blev taget i 1945”. Måske er det dette spørgsmål om respekt, som fik Poul Nyrup til at tilføje en hidtil uset variation til sit svar:
Jeg kan godt forstå Deres argument, som jeg finder sympatisk. Men jeg finder tillige, at det ville være forkert, om en regering, hvor hovedparten af medlemmerne ikke var født i 1945, skulle omgøre en beslutning, som blev truffet af den ansvarlige regering i 1945.23
Den vedtagne linie i medaljespørgsmålet nyder bred politisk opbakning, i al fald på regeringsniveau. Den 3. maj 2000 skrev den daværende forsvarspolitiske ordfører for partiet Venstre, Svend Aage Jensby, til forsvarsminister Hans Hækkerup. I brevet står at læse:
Kære Hans
Den 9. april bragte Jyllands‐Posten en artikel, hvori der fra flere sider blev givet udtryk for undren over, at de soldater, der for 60 år siden kæmpede mod den tyske besættelsesmagt, endnu ikke er tildelt en medalje.
Jeg tillader mig indtrængende at bede dig overveje, om man dog ikke kunne overrække de endnu levende soldater en anerkendelse for deres indsats. Jeg synes, det er på sin plads og fuldt fortjent, at danske soldater, der har gjort tjeneste i f.eks. Kosovo tildeles en medalje. Imidlertid burde man efter min mening i ligeså høj grad tildele de soldater, der dengang kæmpede direkte for Danmarks frihed mod en overmægtig fjende, en medalje.24
Forsvarsministerens svar til Jensby, der fulgte den 18. maj, havde nøjagtig den samme ordlyd som Hækkerups mange tidligere svar på lignende henvendelser.
Man kunne på baggrund af den indtrængende tone i forsvarsordførerens brev have forventninger om en ændring i regeringens politik, da Svend Aage Jensby to år senere kom til som forsvarsminister. Men i foråret 2002 svarede Jensby en borger på spørgsmålet:
Jeg har ladet sagen undersøge og kan oplyse, at Forsvarsministeriet i alle lignende henvendelser har svaret følgende:25
Derpå fulgte standardsvaret. Forsvarsministeren tilføjede: Efter krigen blev sagen taget op på ny, og det viste sig, at de intentioner, der førte til en indstiftelse af erindringsmedaljen i 1940, blev tilført nye islæt som følge af, at krigen varede længere og fik et andet forløb end forventet ved indstiftelse.
Da den daværende regering mente, at risikoen for modstandsfolk og soldater, der gik i direkte kamp mod fjenden, var lige stor, var det regeringens ønske, at såvel soldater som sabotører og modstandsfolk i øvrigt skulle hædres for deres indsats under krigen ved tildeling af en medalje, men da modstandsbevægelsen kom med indvendinger imod den påtænkte dekorering, henlagde man sagen [...]26
Jensby henviste i øvrigt til, at der ved de store årsdage, senest i forbindelse med 50‐året, havde været overvejelser i regeringen om at tildele medaljen, men at denne intention i alle tilfælde ikke havde nydt fremme.
Spørgsmålet er selvfølgelig, hvorfor sagen oprindelig blev henlagt. De centrale kilder mangler, så det må blive spekulation. Den første efterkrigsregering fandt det politisk umuligt at dekorere militæret, uden samtidig at dekorere modstandsfolkene. De har formentlig været ganske klar over, at modstandslederne ville afslå en medalje fra det Folketing, der sad i sommeren 1945. Ved at slå dekorationerne sammen, kunne de derfor regne med at slippe uden om problemet. Efterfølgende regeringer ikke villet vove at åbne den ormegård som en symboltung militær højtidelighed kunne medføre. Spørgsmål om Danmarks rolle i Anden Verdenskrig er, som også andre begivenheder har vist, stadig højpotente.
Fodnoter:
1 Internt notat fra Krigsministeriet, dateret 26/6 1940.
2 Ibid
3 Skrivelse fra Generalkommandoen til Krigsministeriet af 22. maj 1940, underskrevet af general Prior.
4 Ibid.
5 Notat fra Krigsministeriet af 26/6 1940, s. 2.
6 Skrivelse fra Krigsministeriet til generalkommandoen af 7. juni 1940.
7 Ibid.
8 Forsvarsministerens indstilling til Kongen af 16/7 1940.
9 Referat af møde den 18/7 1940 hos forsvarsministeren, s. 3.
10 Generalkommandoen til Krigsministeriet, 4/12 1940, underskrevet af general Prior.
11 Ibid.
12 Ibid.
13 Ibid.
14 Ibid.
15 Skrivelse fra Christmas Møller til Alsing Andersen, 24. juni 1940.
16 Skrivelse fra kontorchef Eskelund til Københavns Redaktørforening, dateret 7. august 1940.
17 Skrivelse fra Krigsministeriets 1. kontor, udateret men formentlig fra sommeren 1945. Understregning i original.
18 Skrivelse fra Marineministeriet til Krigsministeriet af 12. september 1945.
19 Dekorationer for deltagelse i krigene 1858‐50 og 1864 blev efter politiske overvejelser (hensynet til Tyskland) først uddelt i 1876. Der kan således argumenteres for en dansk tradition for udskydelse af dekorationer under hensyn til gældende politiske forhold.
20 Berlingske Tidende den 3. august 1945
21 Ibid.
22 Svarskrivelse fra statsminister Poul Nyrup Rasmussen af 20. september 2000.
23 Ibid.
24 Sv. Aage Jensby til Hans Hækkerup, 3. maj 2000.
25 Svarskrivelse fra forsvarsminister Svend Aage Jensby til Arne Hansen af 23. april 2002.
26 Ibid.
