Af Kaptajn B. Harder.
Forinden Versaillesfredens Bestemmelser blev offentliggjorte, førtes der i Tyskland en ivrig Diskussion om det Maal, der burde tilstræbes for den fremtidige tyske Hærs Organisation. Under denne blev det af Svejts i Tillid til dette Lands for Forsvaret saa gunstige Beskaffenhed og dets garanterede Neutralitet antagne Militssystem indgaaende drøftet, og adskillige gjorde sig til Talsmænd for Systemets Indførelse i Tyskland.
At det imidlertid skete med blødende Hjærter, maatte staa klart for enhver, der har Kendskab til „Militsen“s ringe Værdi, idet de Fordele, der er forbundne med Systemet, udelukkende er erhvervede paa Bekostning af Hærens Kampdygtighed, der kun kan blive ringe som Følge af den utilstrækkelige Uddannelse af Befalingsmænd og Mandskab, og paa Bekostning af denDisciplin, som kun opnaas og opretholdes ved et langt Samliv og Vekselvirkning mellem Befalingsmænd og Mandskab, saaledes at den gensidige Tillid mellem disse, der er Disciplinens Alpha og Omega, kan faa Tid til at udvikle og fæstne sig. Disse Mangler i Forbindelse med den Omstændighed, at Militstropper, der i de sidste Hundrede Aar adskillige Qange er bievne anvendt i Krig, altid har maattet ligge under for de efter Kadre- eller Hvervesystemet organiserede Hærstyrker, med hvilke de har maattet kæmpe, er saa fremtrædende, at det i høj Grad maatte forbavse, at Militssystemet i dets rene Form kunde vinde Tilhængere indenfor den gamle tyske Hær.
Naar dette alligevel var Tilfældet, maa Grunden hertil alene søges i, at man deri saa den eneste Mulighed for Bevarelsen af den almindelige Værnepligt og derigennem for Opstillingen af en i Krigstid kvantitativ stærk om end kvalitativ ringe Hær, hvorpaa der dog i rigt Maal kunde bødes, saalænge hele det vaabenøvede tyske Folk, der i paakommende Tilfælde vel vilde være i Stand til at opstille en fuldt kampdygtig og krigstrænet Hær, staar bag Militshæren.
Fredstraktaten kuldkastede imidlertid med et Slag alle tyske Forhaabninger om Bevarelsen af den almindelige Værnepligt, idet Hærens Styrke blev fastsat til 100,000 Mand, Befalingsmændene iberegnet, hvortil kom Bestemmelser om Enkeltheder i Hærens Organisation, der tilsyneladende var beregnede paa yderligere at skulle svække dens Kampkraft; saaledes blev Rytteriet gjort uforholdsmæssigt stærkt, medens de talrige Stabe lagde Beslag paa en Mængde Personer, og betydningsfulde Formationer ganske savnedes.
Bestemmelserne om Hærens Reduktion vakte stor Harme i Tyskland, og under utallige Paaskud blev Reduktionen udsat og syntes slet ikke at kunne komme i Gang. Først efter at der ved Forhandlingerne i Spa blev truffet fornyede Bestemmelser om den tyske Forsvarsstyrkes endelige Formindskelse, synes der at være kommet Fart i Arbejdet, idet der i Rigsdagen straks efter blev indbragt et Lovforslag til den nye Hærordning (Reichswehrgesetz), der er affattet under Hensyntagen til de i Fredstraktaten fastsatte Rammer.
Ifølge dette Forslag skal det tyske Forsvarsvæsen — Rigsværnet og Rigsmarinen — bestaa af frivilligt Mandskab, dels Soldater, dels Embedsmænd, der ikke forretter
Vaabentjeneste, samt af forskellige Uddannelsesanstalter og andre Institutioner med dertil hørende Embedsmænd og Personale. Enhver militær Person maa være i Besiddelse af tysk Statsborgerret.
Rigshæren tæller 100,000 Mand og inddeles i:
21 Infanteriregimenter paa hver 3 Batailloner,
18 Kavalleriregimenter paa hver 4 Eskadroner 5 selvstændige Eskadroner,
7 Artilleriregimenter paa hver 3 Afdelinger + 3 selvstændige Artilleriafdelinger,
7 Pioner Batailloner,
7 Efterretnings-Afdelinger,
7 Motor-Afdelinger,
7 Vogn-Afdelinger,
7 Sanitets-Afdelinger.
De nævnte Formationer inddeles i 2 Gruppekommandoer, 7 Infanteri- og 3 Kavalleridivisioner.
Rigsmarinen tæller 15,000 Mand og bestaar af:
6 Linieskibe.
6 smaa Krydsere.
12 Torpedobaadsødelæggere.
12 Torpedobaade.
I Spidsen for Rigshæren staar en General som Chef for Hærledelsen, i Spidsen for Rigsmarinen staar en Admiral som Chef for Admiralitetet. Begge Chefer sorterer under Forsvarsministeren. Under de nævnte Chefer sorterer et Hær- eller Marinekammer, en ved Valg dannet raadgivende sagkyndig Institution. I vigtige Tilfælde kan Forsvarsministeren samle begge Kamre til fælles Raadslagning.
Lovforslaget skal endvidere indeholde Regler, som tager Hensyn til de forskellige Landes Særstiliing i Riget, idet der bl. a. aabnes Landene Adgang til at forlange en Landskommandant udnævnt, ligesom Landsregeringerne har Forslagsret ved Udnævnelsen af visse militære Embedsmænd. Rigspræsidenten udpeger i Forening med Landsregeringerne Garnisonsbyer, hvorved der skal tages Hensyn til, at vedkommende Mandskab saavidt muligt garnisoneres i deres eget Land. Der fastsættes Pligt for Forsvarsmagten til at understøtte de civile Landsmyndigheder i visse Tilfælde, men det kræves, at det Øjemed, hvortil den væbnede Magt ønskes, angives saa bestemt for dens Førere, at de kan træffe deres Forholdsregler med Sikkerhed. Paa den anden Side er Rigs-, Lands- og Kommunalmyndighederne pligtige til at understøtte Militærmyndighederne i enhver Henseende og navnlig med Hensyn til Fremskaffelse af Oplysninger om Personer, der melder sig- som Frivillige og til Efterlysninp af Desertører.
Den, som indtræder i Forsvarsmagten, forpligter sig til 12 Aars Tjeneste. Underofficerer og Mandskab kan i Almindelighed ikke opsige denne, medens Staten kan opsige med 3 Maaneders Frist, naar den paagældende ikke længere er i Besiddelse af de nødvendige fysiske og aandelige Kræfter, og Helbredelse ikke kan ventes i Løbet af et Aar, endvidere, naar den paagældende iøvrigt ikke mere er egnet for Tjenesten. Staten kan uden Varsel opsige Underofficerer og Mandskab, som ifølge de bestaaende Regler ikke kan optages i Forsvarsmagten eller, som er ikendt en retskraftig Dom lydende paa Degradation eller Frihedsstraf paa mindst 3 Maaneder. De paagældende Afgørelser kan i alle Tilfælde appelleres til Forsvarsministeren. I Tjenestetiden skal der gives Lejlighed til Uddannelse i borgerlige Erhverv, og ved Hjemsendelse Adgang til et saadant. Pensioner for de paagældende eller deres efterladte fastsættes i Henhold til særlige Love.
Enhver til Forsvarsmagten hørende Person kan under Hensyn til hans Evner forfremmes til de højeste Stillinger. For at forfremmes til Officer maa den paagældende forpligte sig til 25 Aars Tjeneste, i hvilke han i Almindelighed ikke kan opsiges af Staten. Efter Udløbet af 25 Aar kan Staten opsige Officeren med 3 Maaneders Varsel til Udløbet af et Tjenesteaar, og Officeren kan opsige med et Aars Varsel. Dog kan en Officer opsiges med Angivelse af Grundene, naar han ikke mere besidder de fornødne fysiske og aandelige Kræfter eller iøvrigt ikke længere egner sig for Tjenesten. Officerers Pensionsforhold bestemmes ved særlig Lov. Det er forbudt Personer, som hører til Forsvarsmagten at drive politisk Virksomhed, ligesom Valgretten og Retten til at deltage i Afstemninger i Riget suspenderes. Lønninger og Naturalydelser er fritaget for alle direkte Skatter. Den i den militære Straffelov fastsatte Straf af Nedsættelse i Soldaterstandens 2’ Klasse forandres til Afskedigelse af Tjenesten, hvilket har Tabet af Ordener og Ærestegn til Følge. Reduktionen skal være endt den 30’ September 1920, men som bekendt, maa der indtil 31’ December 1920 holdes 50,000 Mand under Vaaben udover de fastsatte 100,000 Mand.
Der er næppe Tvivl om, at denne Hær med dens strænge Bestemmelser for Hvervningen vil kunne blive en første Rangs Hær, der i en kommende Krig kan danne en udmærket Kærne for den Millionhær, som Tyskland indtil videre med en kortere eller længere Forberedelse vil være i Stand til at stille paa Benene. Det er ikke uinteressant at sammenligne den Situation, hvori Tyskland med Hensyn til sit Hærvæsen for Øjeblikket befinder sig, med Napoleons Indgriben overfor den preussiske Hærs Udvikling i 1808, hvor han, efter at have faaet Nys om de Midler, Preussen forskaffede sig til at supplere de iøvrigt af hvervet Mandskab bestaaende Afdelinger til fuld Krigsstyrke, ved „Traktaten“ med Kong Frederik Wilhelm (af 8’ September i Paris) bl. a. forpligtede Preussen til i 10 Aar ikke at holde en større Hær end 42,000 Mand samt til ikke at indføre nogen som helst Militsformation. Ved den Reduktion af Regimenternes Antal, der herefter maatte finde Sted, spredtes over hele Landet en Mængde hjemsendt uddannet Mandskab, der kom til at danne en udmærket Reserve, hvoraf der i 1813 kunde formeres nye Afdelinger. Til at forøge denne Reserves Størrelse fandt man snart paa Midler, idet man hver Maaned hjemsendte en Del af det hvervede Mandskab, fortrinsvis af de ældste Folk med længst Uddannelse og af dem, der ønskede en saadan Hjemsendelse. Ved nu til Erstatning herfor at hverve nye Folk, skaffede man sig efterhaanden en betydelig Reserve af uddannet Mandskab, der endog fra 1811 beløb sig til 20,000 Mand aarlig.
Ved denne og forskellige andre Foranstaltninger bragtes den preussiske Hær ved Udbruddet af Krigen 1813 op til en Styrke af c. 97,000 Mand Linietropper foruden frivillige. At noget lignende vil kunne finde Sted i Fremtiden, synes vel ikke helt udelukket.
