Et af krigsføringens vigtigste principper er overraskelse.
Metoder til at opnå overraskelse er:
— at angribe på et uventet tidspunkt,
— at angribe på et uventet sted eller fra en uventet retning,
— at angribe med en uventet styrke,
— at angribe på en uventet måde.
Overraskelsens elementer er:
— hemmeligholdelse,
— forstillelse,
— list,
— originalitet,
— dristighed,
— hurtighed.
Et af den anden verdenskrigs mest iøjnefaldende eksempler på dette princips anvendelse er den tyske erobring af det belgiske fort Eben Emael. 10.—11. maj 1940.
EBEN EMAEL
Fortet, der blev færdigbygget i 1936, ligger 15 km N for Liege og 5 km S for Maastricht på den vestlige bred af Albert Kanalen (se skitse nr. 1 og 5).
Dets opgave var, som led i det belgiske grænsebefæstningssystem, at sikre overgangene over Mense, dels S for fortet og dels N for fortet (ved Maastricht). 6 75 mm kanoner kunne virke i hver af disse to retninger. Desuden havde fortet til opgave at sikre de E—Y gående veje over Albert Kanalen ved Veltvezelt, Vroen- hoven og Kanne, henholdsvis 6, 3 og 1 km N for fortet.
Fortets udstrækning er 800 m E—V og 900 m N—S. Fortets bevæbning og de enkelte anlægs placering fremgår af skitse nr. 2.
Som det til dels fremgår af skitsen var fortet gjort stormfrit ved naturlige og kunstige hindringer. Mod NE begrænsedes det af Albert Kanalens ca. 40 m stejle skråninger, hvor der desuden var indbygget kasematter (17 og 35) til flankering af kanalen (se skitse nr. 3).
På fortets N-spids førte en 500 m lang sidekanal i SY retning indtil kasemat nr. 4. Geer-åen, der V for fortet hovedsagelig løber i N—S retning, var uddybet og kunne opstemmes. Stormfriheden mod S og SV var skabt ved en lodret afskæring af sandstensklippen, som fortet ligger på, således at der her dannedes ca. 7 m dybe pansergrave. Samtlige stormhindringer flankeredes fra kasemat- terne.
Alle anlæggene var forbundet med hinanden ved underjordiske gange, og bortset fra enkelte nødudgange, der kun var passable for en enkelt mand ad gangen, til fortets dæk, var den eneste adgang til fortet gennem indgangskasemat nr. 3.
Fortets overflade var jævn, og kun i den vestlige del fandtes der skovbevoksning. Der var ingen nærforsvarsanlæg, ingen mineringer og kun enkelte steder pigtrådshindringer.
Fortets besætning androg ca. 1000 mand.
BROERNE
De tre broer ved Veltvezelt, Vroenhoven og Kanne havde indbyggede sprængkamre. Hver bro havde desuden indbyggede forsvarsanlæg i bropillerne og forsvaredes af en kasemat, der var beliggende på den vestlige bred. Sprængladningerne skulle antændes ved langsomt brændende tændsnor, antændingsstedet fandtes i et dækningsrum uden for kasematten.
KANALEN
Albert Kanalen har i dette område en bredhøjde på ca. 20 m, skråningernes øverste stykke er beklædt med græstørv, nederste med betonfliser, og anlægget er her stejlt. Vanddybden er 6 m, vandspejlets bredde ca. 25 ni. (Se skitse nr. 4).
Områdets afstand til den tyske grænse andrager ca. 30 km.
ANGREBSSTYRKEN OG ANGREBSPLAN Som det fremgår af ovenstående udgjorde dette forsvarsområde en betydelig bindring, som tyskerne måtte overvinde for at kunne angribe i retning af Brussol.
Det var åbenbart, at tyskerne ikke kunne regne med at tage broerne intakt med gængse angrebsmetoder, hverken med sædvanlige hær- eller faldskærmsstyrker, og da en forcering af kanalen med almindeligt pionermateriel under ild fra Eben Emael måtte resultere i en langvarig og kostbar kamp, hvor der måtte regnes med engelsk og fransk indgriben, blev det i okt. 1939 besluttet at forsøge at eliminere fortet og tage broerne intakt ved et overraskende angreb udført af styrker landsat på/ved angrebsobjekterne pr. svæveplan.
Angrebsstyrken blev formeret den 2/11 1939 og bestod af:
— et faldskærmsjæger KMP (hauptman Koch),
— en faldskæmispionerafdeling (oberleutnant Witzig),
— et svæveplanskommando (oberleutnant Kiess), alt under kommando af hauptman Koch.
Styrken, der var underlagt VIII flyverkorps. opdeltes i fire an- grebskomm an doer:
1. Kommando Veltvezelt: 10 GRP å 9 mand, fordelt i 10 svæve- planer.
2. Kommando Vroenhoven: Stab på 17 mand fordelt i 2 svæve- planer. 9 GRP å 9 mand fordelt i 9 svæveplaner.
3. Kommando Kanne: 10 GRP a 8—9 mand fordelt i 10 svæve- planer.
4. Kommando Eben Emael: 11 GRP å 8—9 mand fordelt i 11 svæveplaner. (Pionerdelingen).
Som slæbemaskiner stilledes 42 JU-52 til rådighed for styrken.
Som grundlag for angrebsplanlægningen og styrkens træning rådede tyskerne over detaillerede beskrivelser af såvel fortet, kanalen som broerne.
For kampens udfald var det afgørende, at angrebsstyrkerne indtraf samtidigt på de fire angrebssteder, og at den enkelte styrke var samlet og landede umiddelbart på angrebsmålet.
Angrebstidspunktet blev sat til 10 minutter før solopgang (kl. x), og for at sikre hemmeligholdelse af angrebet og dermed den fuldkomne overraskelse måtte øvrige hær- og luftstyrker først overskride grænsen kl. x.
Kommando 1—3 fik ved hvert sit angrebsmål til opgave at sikre:
— at tændsystemet blev ødelagt,
— at forsvarsanlæg blev nedkæmpet,
— at der blev dannet et vestligt brohoved med radius på ca. 300 m, og angrebet blev planlagt med følgende forløb:
x—x+15: hver gruppe sin i forvejen nøje indøvede kampopgave, afsluttende med brohoveddannelsen
x+30: nedkastning af dukker i faldskærme fra slæbe- maskinerne i forsvarsområdets bagterræn for derved at vildlede Belgierne og om muligt binde områdets reservestyrker mod disse fingerede landsætninger.
x+40: landsætninger pr. faldskærm af 1/2 MGDEL, til forstærkning af hvert brohoved
x+45: nedkastning af AMM og RESvåben
x+15—x+80: FLYstøtte fra VIII flyverkorps mod de belgiske styrker i nærheden af brohovederne.
fra x+80: FLYstøtte på kald over radio.
fra x+90: ARTstøtte på kald.
fra x+4 timer: påregnet støtte fra forreste hærstyrker.
Kommandoerne udrustedes med 12,5 kg hulsprængladninger, flammekastere, lette MGV og maskinpistoler.
Ved Veltvezelt og Vroenhoven ville det være muligt at lande umiddelbart ved broerne, medens terrænet ved Kanne kun muliggjorde landing ca. 200 m fra broen.
Pionerdelingens angreb mod Eben Emael blev planlagt med følgende faser:
1. Ødelæggelse af alle FOFvåben (MGV og KN) som var i stand til at virke mod fortets overflade.
2. Ødelæggelse af ARTpiecer, især de der virkede i nordlig retning (disse ødelæggelser påregnedes udført fra x—x-|-60).
3. Sprængning af indgange i fortet for at fortsætte angrebet mod fortets indre og for at skaffe DEL egnede forsvarsstillinger i tilfælde af modangreb.
Som det fremgår af denne angrebsplan, var det forudset, at DEL ikke ville være i stand til at ødelægge alle anlæggene, bl. a. ikke alle anlæg i fortets randbefæstning. Til at fuldføre angrebet og til at undsætte DEL blev det forstærkede 151 INFREG specielt trænet til denne opgave.
REG opstillede tre kampgrupper hvoraf Kampgruppe A (under OL Mikoseh) bestod af:
— 51 PIONERBTN (mot.)
— 11/151 R (mot.)
— et PVKMP (37 mm KN)
— et LVBT
— en DEL/161 PANSERJÆGERBTN
og havde til opgave umiddelbart efter 4 PNDIV avantgarde at rykke frem over Maastricht mod Karme og herfra angribe fortet.
TRÆNINGEN AF STYRKEN
Angrebskommandoeme blev i tiden nov. 1939—maj 1940 udelukkende trænet med henblik på den forestående opgave. Svæve- plansførerne trænedes op til med fuldt lastet plan at kunne lande i ukendt terræn under de samme belysningsforhold som i angrebsplanen forudsat. Yderligere fik de fodfolks- og pioneruddannelse, således at de efter landingen kunne virke på lige fod med den øvrige styrke. Alle blev fortrolige med hulsprængladningeme, søm her skulle anvendes for første gang, bl. a. foretoges forsøgssprængninger på de polske befæstningsanlæg ved Liegnitz. Styrken lærte brugen af flammekastere og undervistes i brugen af belgiske våben af alle kalibre. Brokommandoerne undervistes specielt i alle mulige tændsystemer og kommando Eben Emael havde til træningsbrug fået fremstillet en „sandkasse“, der var en tro kopi af fortet.
Under hele træningsperioden blev den strengeste hemmeligholdelse håndhævet. Styrken holdtes isoleret, og svæveplanerae blev efter endt træning pakket i flyttevogne og kørt til flyvepladserne Ostheim og Butzweilerhof hvor de opbevaredes fra januar til maj 1940 i strengt bevogtede hangarer. Selv flyvepladskommandanten anede ikke hvad der fandtes i hangarerne.
UDFØRELSEN
Kommandoerne blev alarmeret den 9. maj om eftermiddagen. Kl. x var fastsat til 100525 maj. Styrken samledes til flyvepladserne Koln-Ostheim og Koln-Butziveilerhof. Starten fandt sted 0430. Efter 6tarten fløj maskinerne i en sløjfe mod syd og samledes derefter over Köln i 2500 m højde. Til dette var der beregnet 31 minutter. For at lette itilflyvningen mellem Köln og Aachen var der mellem disse byer opstillet to rækker lyskastere, med hver sin farve. Stedet, hvor svæveplanerne skulle løsgøres, var særligt afmærket, for at undgå at slæbemaskinerne overfløj den hollandske grænse. Efter løsgørelsen fløj angrebskommandoerne mod hvert sit mål hvortil de ankom i 300 m højde, og hvor de foretog landingen således at indflyvningen skete fra Vest.
Umiddelbart efter starten faldt to «væveplaner fra på grund af uheld, og en af formationerne fløj ud over løsgørelsespunktet, hvilket bevirkede, at svæveplanerne blev beskudt over Maastricht, dog uden at der opstod tab.
Landingen ved broerne foregik under let beskydning, men iøv- rigt planmæssigt. Fra 0542 var der radioforbindelse mellem staben og alle an grebsk omm an d oerne. Det lykkedes tyskerne at hindre sprængning ved Veltvezelt og Vroenhoven, derimod ikke ved Kanne. Ved Vroenhoven lykkedes det for belgierne at tænde tændsno- ren, men den blev skåret over af tyskerne inden sprængladningen blev antændt.
Ved alle tre broer blev modstanden brudt og brohoveder etableret. FLYstøtten kom planmæssigt. Landsætningen af de tre halvdelinger tunge MG fulgte kl. 0625 og foregik under meget store tab, især ved Kanne.
Belgierne forsøgte flere gange at kaste brohovedstyrkerne, men alle angreb afvistes, hvilket ikke mindst skyldtes at radioforbindelserne til ART og FLYVERKORPS VIII hurtigt blev etableret og derved muliggjorde effektiv støtte.
TAB VED BROERNE
Tyske:
Døde ................................................................. 38
Sårede .......................................................... ca. 100
Belgiske:
Døde og sårede ........................................... ca. 900
Fanger ........................................................ ca. 700
Landingen på fortet skete planmæssigt, men styrken var under tilflyvningen blevet svækket ved tabet af de to omtalte svævepl-a- ner, og når dertil kommer at to GRP i de første afgørende minutter var sat ind mod skinanlæggene 15 og 16, var den effektive kampstyrke på ialt 55 mand. Denne styrke ødelagde i de første10 min. luftværnsMGSTL samt anlæggene: 12, 13, 18, 19, 23, 24, 26, 30, 31 af hvilke 23 senere genoptog kampen.
I de følgende timer blev der opklaret mod indgangsværket, foretaget sprængninger til ødelæggelse af ventilationsanlæggene, samt for at skaffe adgang til de ødelagte værker.
Belgiske modangreb ført frem fra NV gennem skovbevoksningen blev afvist, men angrebsstyrken, der nu liavde forskanset sig på fortets nordlige del, led en tiel tab på grund af den belgiske ARTild.
I løbet af eftermiddagen og natten lykkedes det tyskerne på enkelte steder at sænke 100 kg ladninger indtil 40 m ned i de underjordiske gange, hvor de liavde en ødelæggende virkning både materielt og moralsk. Kasematten i kanalens vestskråning (17) forsøgtes sprængt ved at hejse ladninger ned på den, men forsøget mislykkedes.
Ved kampgruppe A var der i mellemtiden sket følgende:
Kl. 1400 var den nået frem til Maastricht, livor broerne var blevet sprængt. Efter at have formeret „stormkompagnier“ hvert bestående af et LKMP og et PIONERKMP lykkedes det styrken at forcere Meuse ved hjælp af stonnspange, og kl. 1730 var den på nær sine køretøjer samlet ved Karme. Herfra forsøgte den at komme over Albert Kanalen kl. 1815 og 2130, men overgangsforsøgene blev afvist af den belgiske styrke i Kanne. Overgangen lykkedes om natten mellem kl. 01 og 03, men først efter hårde kampe og store tab.
I løbet af formiddagen den 11. maj angreb 11 BTN og PVKMP mod landsbyen Eben Emael og herfra beskød PVKMP skydeskår i anlæggene på fortet. PIONERBTN og PANSERJÆGERDEL angreb over Gceråen, og ved hjælp af stormspange lykkedes det en styrke på 50 mand at komme over åen, hvorefter den angreb og ødelagde anlæg nr. 4. Hermed var vejen åben for den øvrige styrke, som nu angreb de endnu intakte anlæg, indtil fortet overgav sig kl. 1310.
TAB VED EBEN EMAEL
Tyske (omfatter kun pionerdelingen):
Døde ................................................................ 6
Sårede ............................................................. 20
Belgiske:
Døde og sårede .......................................... ca. 100
