Log ind

Den tyske Bevægelseskrig i Normandiet, som den i Virkeligheden formede sig*

#

*) Oversat efter en Artikel i det schweiziske Blad „Volk und Armée" fra Marts 1947.

 

I Diskussionen om Spørgsmaalet, hvorvidt vi i en fremtidig Krigssituation vil kunne gøre Regning paa at gennemføre en Bevægelseskrig, henvises Gang paa Gang til Indsættelsen af de tyske Reserver i Normandiet. De i det følgende givne Oplysninger, som støtter sig paa de hidtil foreliggende, allierede Beretninger, er tænkt som et Bidrag til Afklaring af dette Problem.

Tyskerne raadede i Sommeren 1944 til Forsvar af Frankrig, Belgien og Holland rundt regnet over 60 Divisioner af uens Kampværdi. Foruden veluddannede, moderne udrustede Enheder havde man Divisioner, som hverken personelt eller materielt var af fuld Værdi, og som kun egnede sig til Anvendelse i faste Stillinger. De 60 tyske Divisioner kunde med Hensyn til Kampværdi vel omtrent svare til 35-—40 allierede Divisioner.

Rundstedt contra Rommel.

De til Raadighed værende Kræfter var langt fra tilstrækkelige til at besætte en kontinuerlig Front fra Groningen til Bayonne og fra Perpignan til Mentona. Den tyske Overkommando besluttede sig derfor til kun at indsætte en Del af Styrken paa selve Kysten og gennemføre den afgørende Kamp med bevægelige Reserver, som blev holdt klar i det indre af Landet. Angaaende denne Tilbageholdelse af strategiske Reserver herskede modstridende Anskuelser. Generalfeltmarskal von Rundstedt — »Oberbefehlshaber West« — følte sig overbevist om, at en allieret Landgang ikke kunde forhindres. Han vilde derfor sammendrage de angrebsduelige Enheder langt fra Kysten i centralt liggende Beredskabsopstillinger ud fra den Betragtning, at et allieret Landgangsforsøg ikke skulde imødegaas med Reserverne straks i Kampens første Fase. Han foretrak at gaa til Angreb paa et senere Tidspunkt, men til Gengæld med samlet Kraft. Generalfeltmarskal Rommel — Chef for »Heeresgruppe B« — gik derimod ind for den Anskuelse, at en Landgang kunde afslaas ved at hindre Fjenden i at faa fast Fod paa Kysten. I en Instruktion til sine Underf ørere af 22. April 1944 fremhævede han:

Fjenden maa slaas tilbage allerede, medens han endnu er paa Vandet. Vi maa ikke nøjes med at forhale Landgangen, men skal tilstræbe at tilintetgøre Fjenden med hele hans Materiel, medens han nærmer sig Kysten.

Rommel tillagde derfor Befæstninger og Hindringer paa Kysten en afgørende Betydning. Reserverne vilde han stille klar saa langt fremme som muligt for at være sikker paa, at de kunde gribe ind allerede i de første for Fjenden kritiske Timer og Dage. Han haabede, at Besætningerne i »Atlanter- havsvolden« og de lokale Reserver i ugunstigste Tilfælde vilde kunne opholde Fjendens Styrker saa længe, at de noget længere tilbage staaende, operative Reserver — først og fremmest Panserdivisionerne — kunde indtræffe rettidigt paa Landgangsstederne og kaste Fjenden i Vandet eller tilintetgøre ham paa Kysten.

Hitler sluttede sig principielt til Rommels Opfattelse. Der blev givet Afkald paa Udskillelsen af en central Manøvregruppe (omtrent i Terrainet om Paris). Reserverne blev i det store og hele stillet rede i Nærheden af Kysten; Grenader- og Faldskærmsjægerdivisionerne som Regel 20—30 km bag Kysttroppernes Stillinger, de pansrede og motoriserede Reserver, paa enkelte Undtagelser nær, 100—150 km fra Kysten. Ved Gruppering af Reserverne blev der taget Hensyn til Fjendens mest sandsynlige Indbrudsakser. Flertallet af de angrebsduelige Enheder — derunder de fleste Panserdivisioner — blev stillet i Beredskab i Nordvestfrankrig. Særligt tæt blev Egnen om Calais belagt, da Tyskerne regnede med et allieret Angreb navnlig paa dette Sted.

Kapløbet til Kysten.

Det afgørende Spørgsmaal var, om det vilde lykkes Tyskerne at kaste deres Reserver frem til Landgangsstederne i et hurtigere Tempo, end de Allierede kunde føre deres Forstærkninger over Havet. Den af Parterne, som vandt Kapløbet, kunde gøre sig Haab om at tilrive sig Initiativet.

De Allierede var hæmmet i dette Kapløb ved deres Landgangsskibes begrænsede Transportkapacitet og de tekniske Vanskeligheder ved en Landsætning paa aaben Kyst. For Tyskerne maatte Usikkerheden med Hensyn til Fjendens Hensigter virke som et Handicap. Det var for dem meget vanskeligt at vælge det rette Tidspunkt til Indsættelsen af Reserverne. Satte de dem for tidligt ind, løb de den Risiko at blive ført paa Afveje ved et allieret Skinangreb og blive ledet bort fra det afgørende Landgangssted. Men greb de for sent ind, kunde de landgaaende, fjendtlige Styrker i Mellemtiden udbygge Brohovedet saa stærkt, at et Modangreb ikke mere havde Chance for at kunne lykkes. Særlig vanskeligt var Spørgsmaalet, hvor- naar de ikke-angrebne Kystafsnit kunde blottes for Tropper. Det kunde ikke paa Forhaand afgøres, om de Allierede kun vilde gaa i Land paa eet Sted, eller om den første Landgang vilde blive efterfulgt af Angreb paa andre Afsnit. Den tyske Føring frygtede flere Uger efter Invasionen stadig, at de Allierede vilde sætte et andet Angreb ind mod Calais, og vovede ikke at trække Hovedmassen af 15. Armé tilbage til Angreb paa den i Normandiet landede Styrke.

Luftvaabnet umuliggør alle Tidsberegninger.

Usikkerheden med Hensyn til den angribende Modstanders virkelige Hensigt havde allerede i tidligere Krige gjort det vanskeligt at sætte Reserverne rigtigt ind. Men i 1944 kom en ny Usikkerhedsfaktor til, som ikke tidligere havde spillet ind. Tidligere kunde Forsvareren næsten med matematisk Nøjagtighed udregne den Tid, der behøvedes til Forskydning af Reserverne fra deres Beredskabsrum til Fronten. Men nu blev som Følge af den allierede Overlegenhed i Luften alle den tyske Førings Beregninger kastet over Ende. Den amerikanske General P. W. Thompson har i en Studie over Kampen i Normandiet med Rette gjort opmærksom paa, at enhver hidtil gyldig Maalestok for Tid og Rum er sat ud af Kraft. Tidligere havde man kunnet gaa ud fra, at en Reservedivision, anbragt i Rummet om Rouen, vilde kunne tilbagelægge de 100 km til Normandiet paa 20—30 Timer. Som Følge af det allierede Luftvaabens Indgriben maatte denne Reservedivision nu bruge lige saa lang Tid til sin March til Invasionsfronten, som tidligere havde været nødvendigt for at trække Reserver til fra Egnen om Pilsen, Bremen eller Milano (»Hvorfor Normandiet?« i Inf. Journal, Februar 1946, Side 12/13). Ingen vil kunne hævde, at Pilsen, Bremen eller Milano vilde være velegnede Beredskabsrum for Kræfter, som skulde kaste den i Nord- frankrig angribende Fjende i Vandet umiddelbart efter Landgangen.

Tyskerne har som Følge af de allierede Luftangreb tabt Kapløbet, Deres Reserver kom for sent. I Stedet for angrebskraftige Enheder indtraf i Normandiet kun udmattede, stærkt desorganiserede Enheder, som var ude af Stand til at udføre de planlagte Modangreb.

Nedenstaaende Oversigt viser, hvorledes den tyske Førings Hensigter Gang paa Gang blev gjort til Skamme.

Et Mosaik af tyske Uheld.

I Nærheden af Landgangsstederne stod som Afsnitsreserver 2 Grenaderdivisioner af fuld Kampværdi. Tilfældet vilde, at den ene af dem Natten 5./6. Juni afholdt en Øvelse ved Kysten. Denne Division optog Kampen med den paa »Omaha«- Kysten landsatte, amerikanske Styrke, og det var nær lykkedes den at forhindre Landgangen som Følge af, at den straks kunde gribe ind. Men som Reserve betragtet var den tabt. Den anden Division (den 91.) blev Natten 5./6. Juni indviklet i haarde Kampe med de amerikanske Luftlandetropper. 84. Armékorps havde nu kun et Grenaderregiment til Raadighed som Reserve. Dette maatte kort efter Invasionens Begyndelse sættes ind i Egnen om Bayoux. Armékorpset havde altsaa allerede om Formiddagen den 6. Juni ingen Reserve og var nu fuldstændig henvist til 7. Armé’s og Armégruppe B’s Hjælp.

Armégruppe B havde Kl. 4 om Morgenen alarmeret 21. Panserdivision, som stod nærmest Kysten. Dennes Underbringelsesrum (Egnen om Caen) laa kun 10—15 km fra Kysten. Divisionen brød endnu før Daggry op fra Indkvarteringsom- raadet og stillede sig op Nord for Caen til Modangreb mod de landsatte, britiske Tropper. Men Angrebet kunde først sættes an sent om Eftermiddagen. Tyskerne vandt i Begyndelsen godt frem, men blev hængende efter Mørkets Frembrud.

I Løbet af Natten 6./7. Juni blev ogsaa de to andre Panserdivisioner af I. SS-Panserkorps sat i March. Den tyske Føring havde til Hensigt at sætte et stort anlagt Modangreb an mod Englænderne og Canadierne i Rummet om Caen den 7. Juni Morgen. For at naa Beredskabsrummet maatte 12. SS- Panserdivision (fra Rummet om Alençon) tilbagelægge 90, Panser-Læredivisionen (fra Rummet om Chartres) 150 km. Som Følge af Vej ødelæggelser og Vanskeligheder ved at skaffe Driftsmidler (en Følge af de forberedende, allierede Luftangreb) foregik Marchen dog kun langsomt. Om Morgenen den 7. Juni var Dele af 12. SS-Panserdivision naaet frem til Egnen om Caen. Panser-Læredivisionen hang endnu langt tilbage. Angrebet med samlede Kræfter maatte opgives. Men da Situationen ved Caen i Mellemtiden var blevet kritisk, blev sent paa Eftermiddagen den 7. Juni Dele af 12. SS-Panserdivision sat ind i Kampen. En forstærket Panserbataillon af denne Division angreb Canadierne. Angrebet forløb i Begyndelsen godt. Mangel paa Driftsmidler forhindrede dog en Udnyttelse af det gunstige Begyndelsesresultat.

Panser-Læredivisionen indtraf først den 9. Juni (altsaa efter 3 Dages Forløb!) i Rummet om Caen. Men nu var et Modangreb ikke mere muligt. De Allierede havde allerede landsat for store Styrker, og det allierede Luftvaaben vanskeliggjorde Beredskabsopstillingen af en stærk Pansergruppe.

Det er hævet over al Tvivl, at et stort anlagt Panseran- greb vilde have bragt de Allierede i en yderst kritisk Situation, hvis det var blevet sat an før den 9. Juni. At dette ikke skete, var det allierede Luftvaabens afgørende Fortjeneste.

Lignende Vanskeligheder maatte II. Faldskærmsjægerkorps og 17. SS-Division kæmpe med. Afstandene udgjorde: for 17. SS-Pansergrenaderdivision (Poitiers) 300 km, for 3. Faldskærmsjægerdivision og 77. Grenaderdivision (Bretagne) 120—200 km, for 266., 275. og 353. Grenaderdivision (Bretagne) 180—250 km.

De i Bretagne indsatte Enheder forsøgte at benytte Togtransport. Men Togene blev snart stikkende, og Marchen maat- te fortsættes ad Landevejen. 9. Juni havde 77. Grenaderdivi- sion først naaet Avranches (40—50 km paa 3 Dage!).

17. SS-Division brugte til Strækningen Poitiers—Coutan- ces (270 km) med deres Hjulkøretøjer fulde 4 Dage. Trods denne for en fuldmotoriseret Enhed meget ringe Marchydelse kom Panserstyrkerne dog ikke med. De blev hængende undervejs, og Forbindelsen med dem gik for en Tid tabt.

11. Faldskærmsjægerkorps’s Gros indtraf først i Kampzonen mellem den 11. og 13. Juni. Men paa dette Tidspunkt var de Allierede allerede saa stærke, at et Modangreb heller ikke mere havde Udsigt til Held paa den vestlige Fløj af Invasionsfronten.

2. Panserdivision, der oprindelig stod i Pas-de-Calais, maatte for at naa frem til Normandiet gøre en Omvej over Paris, da Seinebroerne uden Undtagelse var ødelagt af det allierede Luftvaaben, og en Overføring med Færger vilde tage for lang Tid for en Panserdivision og give den for store Tab. Dens Ankomst i Rummet om Bayeux var paaregnet den 12. Juni. Men i Virkeligheden indtraf kun Pansergrenadererne af denne Division i Normandiet den 14. Juni med 2 Dages Forsinkelse. De tunge Ledsagevaaben og Artilleriet havde ikke kunnet følge med, og Panserstyrkerne var blevet stikkende i Egnen om Paris.

Først den 19. Juni — altsaa fulde 13 Dage efter Invasionens Begyndelse — var 4 Panserdivisioner, 1 Pansergrenader- division og 5 Grenader- og Faldskærmsjægerdivisioner ankommet til Kampzonen i mere eller mindre fuldtallig Stand. Der stod nu 16 tyske Divisioner (som til Dels allerede havde lidt store Tab) over for 15 allierede Divisioner, som var bedre bevæbnede og talmæssigt væsentligt stærkere.

I Stedet for Angreb — Forsvar med utilstrækkelige Midler.

Om et stort Modangreb med Formaal at kaste de landsatte Allierede i Vandet var der nu ikke mere Tale. Tyskerne maatte nu skyndsomst trække Forstærkninger til fra alle Kanter for at forhale Fjendens truende Frembrud fra Brohovedet. Disse Forstærkninger kom til at dele de først indsatte Reservers Skæbne. Nogle Eksempler er tilstrækkelige til at belyse dette:

— 2. SS-Panserdivision afmarcherede den 11. Juni fra Nontauban. Paa Grund af Ødelæggelser, udført af FFI (Tulle og Oradour) og Luftangreb brugte den 9—10 Dage til den 650 km lange Strækning til Normandiet. Ogsaa denne Enheds Larvekøretøjer blev stikkende undervejs og kom først senere frem.

— 9. og 10. SS-Panserdivision brugte til Forskydningen fra Nancy til Normandiet lige saa lang Tid som til Transporten (pr. Bane) fra Polen til Egnen om Nancy. Igennem Tyskland kunde disse Divisioner føres med 72 Tog. Fra Nancy var der kun 8 af dem tilbage.

— 16. Feltdivision af Luftvaabnet afgik 18. Juni fra Haag. Den maatte køre gennem Tyskland og naaede først den 3. Juli frem til Egnen om Caen.

Disse Forsinkelser bevirkede, at Forstærkningen af 7. tyske Armé og 5. Panserarmé foregik yderst langsomt. Den 18. Juli raadede Tyskerne i Normandiet over 27 Divisioner (mod 30 allierede). I Løbet af en Maaned havde de altsaa kun kunnet trække 9 Divisioner til.

Ialt lykkedes det Tyskerne at bringe 28 Divisioner ind i Kampzonen, tagne fra Reserver og fra Enheder paa andre Afsnit. Disse Divisioner blev i Hovedsagen taget fra Bretagne, Egnen om Paris og Pas-de-Calais. Enkelte Divisioner kom fra Sydvestfrankrig, Middelhavsomraadet, Holland, Danmark, Norge og Polen.

For sent og draabevis!

Tallet 28 Divisioner synes forholdsvis højt. Men vi maa ikke overse, at Tiltrækning af disse Forstærkninger tog hele to Maaneder. Frem for alt maa det tillige erindres, at den tyske Førings Plan jo ikke gik ud paa at sætte Reserverne stykkevis ind til Forstærkning af opslidte Frontenheder eller til Lukning af opstaaede Huller, men at føre et tilintetgørende Slag mod de landsatte Allierede. Denne Plan strandede fuldstændig. I Stedet for Modangreb med hele Armékorps lykkedes det kun at udføre sporadiske Foretagender med smaa Panserenheder (som Regel ikke over 30—40 Kampvogne). Det eneste store Angreb (Avranches) mislykkedes, fordi allerede Beredskabsopstillingen blev angrebet fra Luften af de Allierede.

I 7. tyske Armé’s Dagbog er fremhævet, at Tidstabellen for Forstærkningernes Ankomst uden Undtagelse viser sig uholdbar. De motoriserede Enheder kan kun marchere om Natten, og selv da bliver Marchen forstyrret af Fjenden ved Angreb paa Vejknudepunkter. Tilførslen af Driftsmidler er vanskelig. Naar det ikke lykkes at tilføre Panserdivisionerne tilstrækkelige Driftsmidler til offensive Aktioner, er Udfaldet af Slaget om Landgangsstederne tvivlsomt (Bemærkning af 11. Juni).

I en Beretning fra det amerikanske Krigsministerium (»The last phase«) hedder det, frit oversat: »De tyske Tropper blev fordrevet fra Jernbanerne. Paa Marchen ad Landevejene mistede de talrige Motorkøretøjer. Snart var det kun muligt at foretage Bevægelser ved Nat. — Nogle Panserdivi- sioner naaede deres Maal uden Panserkøretøjer, og motoriserede Enheder bevægede sig paa Cykler eller i Fodmarch.«

General Eisenhower slaar fast, at de tyske Forstærkninger var indtruffet stykkevis i Normandiet. Man havde, skønt de var udmattede af Marchen og uden egentlig Sammenhæng, maattet sætte dem ind over Hals og Hoved.