De politiske Fortold.

Ruslands Maal i de sidste Aarhundreder har været at blive Herre over «Sorte Hav» og «Dardanellerne», et Maal, der kun kan naas gjennem Tyrkiets Nederlag. Efter Freden i Paris 1856 var Rusland længere fra sit Maal end nogensinde tidligere, idet der i denne Fred bl. a. bestemtes:

At «Sorte Hav» skulde være neutralt, og at ingen Magt maatte holde Krigsskibe eller Krigshavn der.

At Rusland udelukkedes fra Donaufloden, idet dets Grændse lagdes gjennem Besarabien c. 1 Kilom. nord for Floden.

At Moldau og Wallachiet gjordes til Fyrstendømmer under Portens Overhøjhed og med Magternes Garanti.

Det var naturligt, at Rusland ikke i Længden kunde Unde sig i en saadan Ordning af Forholdene, og efter at det ved sin Optræden i 1870/71 havde sikret sig Tydsklands Venskab, ansaas i 1877 Tidspunktet for et Ilrud med Porten at være kommen. For ikke i Europas øjne at staa som den Erobringslystne, fremdroges som Aarsag til at erklære Tyrkiet Krig at ville beskytte de Kristne mod Tyrkernes Grusomheder, fremkaldte ved de nys dæmpede Opstande i Serbien og Montenegro.

Den 20. Januar 1877 afsluttedes Stormagternes Konference i Konstantinopel, paa hvilken Sultanen be­ stemt havde hævdet at ville være uindskrænket Herre i sit eget Land. Det var af Vigtighed for Tyrkiet at komme til en snarlig Forstaaelse med Serbien og Montenegro, med hvilke der var sluttet Vaabenstilstand til den 1. Marts 1877. Serbien var villig til Underhandling; det havde Fjenden staaende i Landet og kun ringe Haab om snarlig Hjælp fra Rusland. Da Tyrkiet nu tilmed — for at vise sine fredelige Planer — bød særdeles gunstige Freds­ betingelser, kom Freden snart istand. Den 27. Februar sluttedes Overenskomst i Konstantinopel mellem de serbiske Delegerede og den tyrkiske Udenrigsminister Safvet Pascha. Den 28. Februar ratificerede den store Skuptschina i Belgrad Freden, og den 2. M a r t s var den endelige Fredslutning i Konstantinopel, ifølge hvilken det serbiske Gebet den 11. Marts skulde være rømmet af Tyrkerne.

Montenegro var ikke saa let at komme til For­staaelse med. Først efter lange Forhandlinger indvilligede det i at sende to Delegerede til Konstantinopel. Den 28. Februar forlængedes Vaabenstilstanden til den 21. Marts og denne Dag yderligere til den 13. April. Det viste sig imidlertid umuligt at komme overens, og den 13. April afbrødes Forhandlingerne.

Stormagternes Gesandter vare efter Konferencens Slutning den 20. Januar dragne hjem til deres Regjeringer med en uhyggelig Forudanelse om, hvad den nærmeste Fremtid vilde bringe; thi Krigen syntes uundgaaelig. Inden dens Udbrud skulde dog endnu kæmpes en lang diplomatisk Kamp, i hvilken Tyrkiet stedse viste sig som den, der intet Øjeblik frygtede Krigen, men ved sin udfordrende og afvisende Holdning gav Rusland de bedste diplomatiske Kort paa Haanden og isolerede sig selv. Derfor lykkedes det Gortschakoff at faae Stor­ magterne til at underskrive en »Protokol», der tilstilledes Sultanen. Den indeholdt en Opfordring til Porten om at sætte sin Hær paa Fredsfod, faae Fred med Serbien og Montenegro og skaffe Ro og Sikkerhed for den kristne Befolkning. Noten sluttede med at udtale, at, hvis der nu ikke kom Ro og Orden i Tyrkiet og den kristne Befolknings Kaar meget forbedredes, da:

»forbeholde Magterne sig i Forening at træffe de «Forholdsregler, der synes dem bedst egnede til at sikre «den kristne Befolknings Vel og den almindelige Freds »Interesser».

Den 9. April svarede Tyrkiet i et Cirkulaire, der var meget karakteristisk ved sin absolut fjendtlige og afvisende Form. Det sluttede saaledes:

«.... Maalet for fjendtlige Angreb, ufortjent Mis­ tanke og aaben Retskrænkelse er Porten sig bevidst, at »den nu kæmper for sin Existents. Stærk ved sin Sags »Retfærdighed og ved sin Tillid til Gud erklærer den ikke «at tage nogetsomhelst Hensyn til, hvad der besluttes om «og med den. Den vil hævde den Plads i Verden, som »Forsynet har anvist den.......»

Efter Modtagelsen af dette Cirkulaire ansaa Rusland sig for berettiget til, i fuld Overensstemmelse med de øvrige Magter, at gribe til Sværdet.

Mellem de to Modstandere laa det neutrale Rumænien, og begge søgte at faae det paa sin Side. Ud af den derved opstaaede diplomatiske Kamp gik Rusland som Sejrherre.

Den 16. April sluttede det en Overenskomst med Rumænien, der stillede sig ganske paa Ruslands Side, og da Sultanen opfordrede Fyrst Carl til en Alliance mod Rusland, svarede han, at han ikke kunde begynde For­ handlinger desangaaende, førend Kamrene vare samlede. Dette skete den 26. April; men allerede den 24. vare Russerne rykkede ind over Rumæniens Grændser.

Den 23. April forlod den russiske Gesandt Konstantinopel, den 24. tilstillede Gortschakoff den tyrkiske Ge­ sandt i St. Petersborg Krigserklæringen.

Om Vinteren er Vandstanden lavest; men henimod Marts begynder Sneen at smelte paa de Bjerge, Bifloderne gjennemløbe, og Vandstanden tiltager overordentligt og er højest i Slutningen af April, synker til henimod Juli, da den atter stiger paa Grund af Snesmeltningen paa Bjergtoppene. Om Vinteren lægger Floden til med tyk Is, og der hersker da den livligste Forbindelse mellem de to Kyster.

Bredderne paa den bulgarske Kyst ere bjergagtige med bratte Sider og dominere næsten overalt den sum­ pede ofte oversvømmede rumænske Kyst. 

I en Krig mellem Rusland og Tyrkiet maatte Donau blive et absolut Hovedmoment i Operationsplanerne.

Balkan er den tyrkiske Benævnelse paa «Bjergkjæde». Balkan kan deles i 3 Grupper:

Den vestlige fra Timokfloden til lskerdalen (Højde c. 2000m).

Den mellemste fra lskerdalen til Sliwno (Højde c. 2000m).

Den østlige fra Sliwno til Sorte Hav (Højde c. 500 a 1000m).

Af den mellemste Kjæde er Partiet nordøst for Sofia kjendt som Etropol-Balkan, Partiet om Schipka som Schipkabalkan. Bjergene ere meget skovbevoxede, det sydlige Affald er stejlt, det nordlige jævnere, og ved dets Fod hæver sig i en lang Kjæde en Art Forbjerge.

Over Bjergene føre en Mængde mere eller mindre passable Pas, hvoraf paa Nordsiden en Del falde sammen i Grupper om et fremtrædende Knudepunkt, saasom Schumla, Tirnowa, Orchanie. Paa Sydsiden føre Passene enkeltvis ned i Dalen. Naar Talen er om Ope­ rationer i Balkan, maa der tages Hensyn til den store Indflydelse, Aarstiden har i disse Egne; navnlig i Tiden Oktober-April ophobes der uhyre Snemasser, og Troppe­ bevægelser blive da næsten umulige.

Dobrudscha er en Højslette c. 150m over Hav­ fladen, om Sommeren tør og gold, om Vinteren sumpet og usund, altid ufrugtbar og meget lidet egnet til Krigs­ skueplads.

Af Banelinier fandtes Banen Konstantin op el-Adrianopel-Filippopel med to Sidegrene: Har­ man ly-Jamboly og Demetoka-Dede Agatsch, samt Banen Rutschuk-Warna.

Ved disse og Søvejen Warna-Konstantinopel skabtes en god Forbindelse mellem den østlige Del af Krigs­ skuepladsen og Konstantinopel; men det maa erindres, at de tyrkiske Baner i Transportevne siode langt tilbage for de europæiske, men til Gjengjæld fik forøget Værdi ved Landevejenes daarlige Tilstand.

A. Nord for Balkan.

Donaufæstningerne.

Disse lede alle af den Mangel ikke at liave et Brohoved paa Flodens nordlige Bred, den vig­ tigste Betingelse for at man kan drage den fulde Nytte af en Flodfæstning; thi uden et saadant kan ingen Offen­ siv gribes. Er Floden smal, kan Fæstningen endog bombarderes fra den fjendtlige Kyst. De tyrkiske Donau- fæstninger, der alle vare tarvelige og forældede, vare: Widin, Lom Palan ka, Rahowa, Nikopolis, Sistowa, Rutschuk, Turtukai, Silistria, Tschernawoda, Hirsowa, Matschin og Tultscha.

Fæstningsfirkanten.

Rutschuk havde mod Landsiden en Enceinte og længere fremskudt mod Øst 5 Redouter, mod Syd 3 Forter. 1 Sommeren 1876, da Krigen syntes at nærme sig, paabegyndtes nye Arbejder, navnlig Anlæg af 5 per­ manente detacherede Forter af nyeste Konstruktion paa de gamle Redouters Plads. Da Krigen brød ud, var man midt i Arbejdet.

Silistria havde mod Landsiden 5 detacherede Værker, der ved Krigens Udbrud vare i god Forsvarsstand. En Flodovergang kunde bekæmpes fra en Hække Forter langs Kysten.

Warna var baade Fæstning og Krigshavn; dens Be­fæstning var forældet.

Schumla laa paa Hovedknudepunktet for Kommu­ nikationerne gjennem Balkan. Befæstningen bestod i en Række detacherede Forter, der alle — paa 1 nær — vare gamle, men i god Stand.

Med Schumla og Warna som Støttepunkter for Fløjene og med Kamtschykfloden som enstor passiv Hindring i Fronten havde Tyrkerne en fortrinlig Position til at standse en fra Nord frem trængende Fjende.

B. Syd for Balkan.

Adrianopel er Hovedknudepunktet for alle Kom­ munikationerne op igjennem Balkan og Syd for denne; Byen maatte derfor blive et Hovedpunkt i Balkans Forsvar og burde have været en Fæstning af første Rang. Ikke desto mindre henlaa den ved Krigens Udbrud fuldstændig blottet for brugelige Befæstningsanlæg.

Dobbelt Grund havde Tyrkiet til at lade Adrianopel være en stærk Fæstning, eftersom Rigets Hovedstad kun havde en gammel ubrugelig Enceinte.

At Hovedstaden var ubefæstet virkede, som det skulde vise sig senere i Krigen, lamslaaende paa alle Regjeringens Handlinger; thi efter Rus­sernes Overgang over Donau, var Hovedtanken stedse at holde store Troppemasser ved Konstantinopel. Havde man kunnet nøjes med en Fæstningsbesætning, vilde mange Tusind Mand have været disponible til Opera­tionerne.

Den tyrkiske Hær.

Kommandoforholdene.

Det øverste Organ for Hærens Organisation, Ud­rustning og Forplejning var Krigsministeriet. Sideordnet dette i Sager angaaende Bevæbning og Ammunitions­ forsyning stod Artilleriministeren. En Generalstab fandtes ikke. De til Generalstabstjenesten uddannede Officerer vare i Fredstid fordelte til Troppekommandoerne. Hele den egentlige Generalstabsvirksomhed, Forberedelsen til Krig, havde slet intet Organ, eller kun et svagt som et Kontor i Krigsministeriet. Dette føltes som en Mangel, da Krigen brød ud, og allerede den 4. Maj befalede Sultanen Dannelsen af «det delibererende Raad i Krigsministeriet«. Medlemmerne valgtes af Sultanen og Krigsministeren i Forening og toges blandt Generalstabs- og andre Officerer. Til Raadets Virk­somhed hørte «at skaffe Efterretninger om de for Haanden værende Tropper og om Opera­tionerne«. Oprettelsen af dette Raad var særdeles heldig, det burde have staaet direkte under Sultanen og refereret til ham, dets Chef burde havt Ansvaret for Operationerne; men ulykkeligvis bestemtes det, at Krigs­ministeren havde en Del af Ansvaret, idet Raadet kun maatte være hans raadgivende Organ.

Den egentlige Ledelse af Operationerne laa hos «den kejserlige Generalissimus •, der førte Overkom­ mandoen over alle Armeerne i det europæiske Tyrki; kun havde han den Pligt, «at tage under nøje Over­vejelse« de Raad, som gaves ham gjennem Krigs­ministeren. Disse Raad angaaende Operationerne vare enten fremsprungne af dennes eget Initiativ og havde derefter været forelagte «det delibererende Raad«, eller de kom fra «det hemmelige Krigsraad« og vare kun fremsendte gjennem Krigsministeren, eller de kunde endelig være Sultanens personlige Opfattelse.

«Det hemmelige Krigsraad« bestod af Storveziren, Krigsministeren og 8 Generaler. Raadets Hverv var at give motiverede Svar paa alle de Spørgsmaal angaaende Hæren og Operationerne, som maatte blive det forelagte af Sultanen. Dets Beslutninger gik til Krigsministeren og kunde fra denne tilstilles Generalissimus enten gjennem Sultanens Kabinet som «kejserlige Befalinger» eller direkte fra Krigsmini­ steren som «Befalinger».

Naar Generalissimus havde udkastet en Operations­ plan og vilde have den approberet, var Forretnings­ gangen saaledes:

En mere fortvivlet, al Operationsfrihed og Hurtig­ hed hæmmende, Ordning er neppe tænkelig, og endnu uheldigere bleve Forholdene, da Generalissimus, sikkert i Erkjendelsen og under Trykket af den saa lang­ somme Forretningsgang under Krigen, traadte i direkte Forbindelse med de tre Myndigheder: «Sultanens Ka­binet», «det hemmelige Raad» og «Krigsministeren», og af hver af disse samtidig kunde faae meget differerende Svar paa samme Spørgsmaal.

Den Grundregel for al Kommandoføring, at én maa have og være sig bevidst at have Ansvaret, men saa til Gjengjæld ogsaa hele Myndigheden, var her ganske kuld­ kastet; ingen havde noget Ansvar, enhver havde den «behagelige» Følelse altid at kunne skyde Skylden for en Ulykke over paa en anden Fører, et Forhold der maa holdes for Øje ved enhver Bedømmelse af Krigsføringen fra tyrkisk Side.

Hærordningen.

Den tyrkiske Hær havde ved Loven af 22. Juni 1869 faaet indført en Del ny Reformer, der dannede Grundlaget for det Materiale, der ved Krigens Udbrud 1877 stod til Hærføringens Raadighed.

Der var almindelig Værnepligt uden Stil­lingstilladelse (i Nizam kunde dog i enkelte Tilfælde stilles Stedfortræder). Krigstjenesten paahvilede kun Muselmændene, de Kristne vare udelukkede fra Hæren, men betalte til Gjengjæld en Skat.

Værnepligten aftjentes saaledes:

Disse Tal naaedes dog langtfra, hvortil endnu maa mærkes, at næsten alle Mustafiztropper kun fandtes paa Papiret. 

I Spidsen for et «ordus» stod en Muchir med sin Stab.

Der var i Fredstid hverken Divisions- eller Brigadeformationer.

Bevæbningen.

Fodfolkets Hovedbevæbning var det engelske Martini- gevær, der var fortrinligt og i alle Henseender det rus­ siske Infanterigevær overlegent.

Til Hovedmassen af Rediftropperne fandtes ingen Vaaben. Artilleriet var bevæbnet med riflede Kruppske 8 og 9cm Kanoner (Wahrendorffs System). Et Artilleri­ regiment var paa 14 Batterier (3 ridende, 9 Fod-., 1 Bjerg-., 1 Mitrailleusebatt,.), hvert paa 6 Kanoner. Des­ uden medførte hver Jægerbataillon 2 Bjergkanoner.

Den tyrkiske Hærordnings svageste Punkt var det alde­ les uløste Erstatningsspørgmaal. Baade hvad angik Mand­skab, Heste og Materiel, var der ikke nogensom helst Foranstaltning til at dække de i Krigen uundgaaelige Tab. Dette maa holdes klart for Øje ved en retfærdig Bedømmelse af de tyrkiske Hærførere, der stadig ved Udkastet af Operationsplaner maatte raisonnere: "der maa for enhver Pris spares paa Kræfterne; Erstatning af Tab er umulig». Kommer hertil, at der i Fredstid slet ikke fandtes Organer for Forplejnings- og Sundhedstjenesten, og at ved Krigens Udbrud slet ingen Anstalter vare organiserede, saa vil man forstaa, hvor umulig al Operationsfrihed i Begyn­ delsen af Krigen var for de tyrkiske Hærførere. Istedet for at benytte et gunstigt Øjeblik til at operere, anvende Tid og Tanke paa Bærføringen, maatte de organisere deres Tropper, udføre hele dette møjsom­ melige og langvarige Arbejde, som burde have været udført i Fredens Dage.

Skylden for denne slette Ordning var Krigsministeren, Redif Paschas, der ikke alene selv havde været uvirksom, men endog flere Gange narrede Sultanen, naar denne — af sand Interesse for Hærens Vel — ønskede Oplys­ninger om dens Kampdygtighed.

Hvad angaar Hærens taktiske Værd, maa be­mærkes, at Fodfolket havde en mangelfuld Uddannelse i Skydning, men Mandskabsmaterialet var godt. Den største Mangel var dog, at man stod blottet for Divisions- og Brigadeførere. Det regulaire Rytteri var tarveligt. Det havde været et altfor kostbart Vaaben for den tyr­ kiske Hærstyrelse, det var forsømt og altfor faatalligt. Det irregulaire Rytteri — Tscherkesser og Baschibo- zukker — var aldeles tøjlesløst og lod sig ikke indordne i de andre Hærled, men ydede i Grunden kun god Tje­neste, naar det kunde se sin egen Fordel derved. Artilleriet manglede ganske Øvelse i at optræde i større masser.

Den regulaire tyrkiske Soldat er meget nøjsom, baade hvad Forplejning og Beklædning angaar, og han er blindt lydig mod sine Foresattes Befalinger.

Man har paastaaet, at for hvert Trin man naar op i den tyrkiske Hærs Rækker, svinder Lydig­ heden mere og mere, og Krigen 1877/78 har ikke modbevist dette; altfor ofte træffer man den tyrkiske General som en Egoist, kun tænkende paa egen Hæder og Fordel, kun anseende sin egen Opfattelse af Situa­ tionen som den rette, sine egne Planer som de eneste brugbare og derfor modarbejdende andre uden noget Hensyn til det Heles Vel.

Den tyrkiske Flaade var absolut Herre paa Sorte Hav og- Donaufloden. Den kunde danne en vægtig Støtte for højre Fløj af en tyrkisk Hær ved Donau, og ved en mulig Landsættelse af en Hærstyrke Nord for Flodens Munding, truede den stedse den russiske Hærs venstre Fløj. Senere under Krigen, efterhaanden som Russerne trængte mod Syd, vilde Landsætning af Tropper virke meget truende paa Fjendens Tilbagetogs- og Etappelinier. Ved sit Herredømme paa Donaufloden kunde den blive af største Betydning ved Forsvaret af denne.

Krigens Udbrud.

Den 24. April udstedte Rusland .sin Krigserklæring, den traf den tyrkiske Hær ifærd med en Forskydning fra Vest til Øst.

Situationen den 24. April:

Tyrkerne.

Overgeneralen, Abdul Kerim, havde Hovedkvarter i Schumla.

Tyrkiske Operationsplaner.

Allerede i Marts Maaned, da Krigen syntes uund- gaaelig, tog Sultanen med kraftig Haand fat paa For­ beredelserne. For at komme til Klarhed over Situationen udstedte han den 25. Marts følgende Ordre:

«Imorgen skal der under Hs. Majestæts Forsæde «finde et Krigsraad Sted. Overgeneralen Abdul-Kerim «deltager deri. Efter Hs. Majestæts Befaling skal Krigs-, «Marine- og Artilleriministrene være rede til at svare paa «følgende Spørgsmaal:

»Hvormange Tropper ere under Vaaben?
»Hvormange Mand tæller hver Bataillon?
«Paa hvilke Punkter staa disse Tropper, og hvorvidt ere disse Punkter sikrede?
«Hvad besidde vi af Skyts og Krigs forraad?
«Hvormeget af dette er i Konstantinopel? «
Hvormeget af de bestilte Forraad mangler endnu?
«Hvorledes er Flaadens Tilstand, Skibenes For­deling og Navnene paa Cheferne?
«Hvad mangle vi af Officerer og Proviant?

«Sultanen har befalet, at Ministrene imorgen forelægge deres hemmelige Operationsplaner og Pro­jekter for de ventede Begivenheder. Om Krigen bryder ud eller ikke, synes det under alle Omstæn­digheder nødvendigt at forøge Korpsenes Størrelse og skride til andre Forholdsregler. Men det vigtigste er at fordele Stridskræfterne passende paa de forskjellige strategiske Punkter.»

Da det for Operationer i Donauegnene var nødven­ digt at præcisere Rumæniens Stilling udstedte Sul­tanen følgende Ordre:

«Efter erfarne Krigsmænds Anskuelse ligger der en overordentlig Forskjel i de tyrkiske Troppers defensive Optræden og deres Indrykning i Rumænien. Dette sidste sikrer de kejserlige Provindser i Bulgarien for Krigens uundgaaeligt fordærvelige Tilskikkelser, idet Krigsskuepladsen forlægges til Rumænien, og det giver, ifølge Krigskunstens Regler, Sultanens Hær Mulighed for at drage den største Nytte af Operationerne. Russernes Indrykning i Rumænien giver ogsaa os Ret dertil. Da Rumænien er en Del af det tyrkiske Rige, og det er os øjensynligt, at den russiske Regjering strax efter Krigserklæringen vil lade sine Tropper rykke ind i Rumænien, saa ere nogle af de højeste Ministre af den Anskuelse, at vi strax efter Krigens Udbrud have Ret til at besætte dette Land. Til det Foretagende have alle Troppeførere at træffe de nødvendige Forberedelser.»

Gjennem Gesandterne søgte man at erfare de euro­ pæiske Magters Anskuelse i denne Sag, og disse lod i deres Svar forstaa, at de ligesaa lidt vilde modsætte sig Tyrkernes som Russernes Indmarche i Rumænien.

Intet hindrede nu de tyrkiske Hære i at gaa over Floden og bemægtige sig den, før Russerne trængte frem, og vægtige Stemmer hævede sig ogsaa for en saa- dan Plan. Men de fleste Sagkyndige holdt paa ikke at gaa over Donau. Den 20. April udgik der fra Sultanens Kabinet en Refaling til Storveziren, at der skulde forelægges »det hemmelige Raad» følgende Skri­velse:

»Aleko-pascha udtaler, at som Følge af vore Batailloners spredte Opstilling fra Widdin til Warna, er det nødvendigt i rette Tid og hemmeligt at træffe Forholdsregler til Troppernes Koncentration paa et bestemt Punkt. Regjeringens Opmærksomhed er ogsaa bleven henledet paa denne Sag af nogle den velsindede sagkyndige fremmede Officerer. Da det ikke er muligt at fastholde hele Forsvarslinien ved Donau fra Widdin til Matschin, saa er der i Begyndelsen af Krigen ikke andet for os at gjøre end at lokke Fjenden ind i det Indre af Landet og der tilbyde ham Slag. Bliver han besejret, drive vi ham tilbage over Donau og forfølge ham til Pruth, i modsat Fald maa vi — under en Tilbagegang til Balkan og under Fastholdelse af Warna, Burgos «og forskjellige andre vigtige Punkter i Balkanegnen — søge at forhindre ham i at udbrede sig. Vi maa derfor opstille et betydeligt »Antal Tropper i Fæstningsfirkanten Rutschuk-Silistri a-Warna-Schumla paa højre Fløj af Forsvarslinien Kiistendsch-Tschernawoda, og holde Tropper beredte paa venstre Fløj til Besættelse af Linien Sistowa-Rahowo.«

«Til at observere Rumænerne og hindre Serbernes Forening med Russerne behøves et «særligt Korps i Widdin.»

«At bestemme den relative Vigtighed af det oven Fremsatte og Standpladsen for vore Tropper bliver Krigsministerens Sag. Men da Aleko-pascha ikke blot henviser til vore Troppers splittede Opstilling men ogsaa til mange andre vigtige Punkter, saa befaler Sultanen, at Ministrene i Forening med Krigsministeren drøfte alle disse Spørgsmaal i et hemmeligt Møde og udfinde en Opstilling, der muliggjør en hurtig Koncentration af Tropperne.»

Her fremsættes altsaa første Gang en Grundtanke for Krigens Føring: lade Russerne gaa over Donau, lokke dem helt ind i Landet og der fra flere Sider kaste sig over dem. Lykkes Angrebet, forfølges Fjenden til Rusland, mislykkes det, søges han standset i Balkan. Planen om eventuelt at standse Fjenden i Balkan hen­ ledede Sultanens Opmærksomhed paa Balkans Befæst­ning, og han lod udgaa en Befaling den 5. Maj, der paaskyndede denne.

Situationen, som den — at dømme efter Begiven­ hederne — maa have stillet sig for Abdul Kerim, da han overtog Kommandoen:

Min Hær staar i følgende Grupper:

I. Højre Fløj, c. 13000 Md.

II. Centrum, c. 86000 Md.

III. Venstre Fløj, c. 40000 Md.

IV. Generalreserve, Syd for Balkan, c. 20000 Md.

V. Hovedstadsbesætningen, c. 20000 Md.

Der kan ikke ventes Forstærkninger!
— — — — Erstatninger!

Tropperne ere daarlige og slet forplejede!

Sultanen har som Grundtanke for Krigens Føring udtalt, at

Fjenden skal lokkes ind i Landet!

Alt dette leder til en afgjort defensiv Krigs­ førelse!

I denne gjælder det først at forsvare Floden, hvilket kan ske paa to Maader: Enten ved et offensivt Forsvar fra Brohoveder — dette forkastes som liggende ganske udenfor Hovedplanen — eller ved et defensivt Forsvar, i hvilket man ved Opstilling bag Floden søger med mindre Kræfter at vanskeliggjøre Overgangen, og med Hovedstyrken staar parat til at kaste sig over Fjenden, naar han ined svage Kræfter er naaet over, har Floden i sin Ryg, og er kommen ind i Landet.

En stor Del af Flodforsvaret overlades Donauflaaden. Dobruds cha bar en uheldig Form for Forsvar; der skal kun opstilles et svagt Detachement, hvis Opgave er at iagttage Fjenden og muligen narre ham ved et Skinforsvar!

Den nedre Donau fra Dobrudscha til Siiistria er mindre sandsynlig som Overgangssted for Rus­ serne, da deres Operationslinie herfra til det sandsynlige Objekt Adrianopel vil komme til at gaa gjennem Fæst­ningsfirkanten. Paa denne Strækning bør der kun holdes s.vage Kræfter!

Strækningen fra den serbiske Grændse til Nikopolis er ogsaa mindre sandsynlig; thi herfra vil Etappelinien gjennem Rumænien blive meget lang, og Ruslands Forhold til Østerrig er et saadant, at det neppe vil have lange Etappelinier langs dettes Grændser. Men en Flodovergang er dog mulig her, og tilmed staar den rumænske Hær i denne Egn, derfor skal Osmanpas cha blive der med c. 50 Batailloner. Denne Opstilling er tillige i fortrinlig Samklang med Hovedplanen; thi naar Fjenden er lokket ind i Landet, skal Osman falde ham i højre Flanke!

Den farligste Strækning er fra Nikopolis til Siiistria. Russerne faae her den korteste og sikreste Etappelinie, deres Operationslinie gaar uden om Fæst­ningsfirkanten, og de have den korteste Yej til Adria­ nopel. Derfor skal:

Ahmed-pascha med 30 Batailloner holdeStrækningen Nikopolis -Turtuka i medHovedstyrken i Rutschuk.

Selami-pascha holde Strækningen Turtukai-Tscher- navoda, med Hovedstyrken i Siiistria.

Achmed-Eyub-pascha staa ved Schumla med Hovedhæren, c. 50 Batailloner Naar Fjenden er lokket ind i Landet, skal Achmed falde ham i venstre Flanke!

Paa min Hovedetappelinie Østbulgarien-Konstantinopel ligger Fæstningen Warna, og FIaaden er Herre paa Sorte Hav!

En Styrke skal staa i Balkan og spærre denne Vej for Fjenden!

Ved min saaledes valgte Opstilling er der ingen Fare for, at Fjenden skal gaa forbi min Hoved­ hær, trænge over Balkan og marchere mod Konstantinopel; thi hans Flanker og Ryg trues af mine Fløjkorps, men gjælder det endelig at trække Tropperne til Hoved­ staden, da har jeg over Warna ad Søvejen den korteste Vej.

Endnu en Grund har jeg til at holde Hovedstyrken ved Schumla, den, at jeg tror, Russerne gaa over øst for Rutschuk; thi i alle tidligere Krige have de gjort dette.

Betragtninger over Abdul Kerims Plan.

Ahdul gik ikke over Donau for at angribe Rus­serne. Dette maa anses for rigtigt; thi hans Tropper vare ikke egnede til nogen offensiv Bevægelse; de vare løst sammensatte og manglede alle Anstalter.

Det eneste, der trods dette kunde have berettiget ham til at gaa ind i Rumænien, vilde have været Haabet om at kunne rive Rumænerne med sig og sammen med dem bekæmpe Russerne; men som vi vide, var der al­ deles ikke Haab herom, Rumænien havde forlængst af­ sluttet en Alliance med Rusland, linder disse Omstæn­ digheder var der intet for Abdul Kerim at naa i Ru­mænien; dér manglede ganske et Objekt for Operationerne. Abdul valgte et rent defensivt Flodforsvar. Dette maa ligeledes anses for rigtigt; et offensivt Forsvar kunde kun føres fra store vel be­fæstede Brohoveder paa den nordlige Bred, men saadanne fandtes ikke. Abdul opstillede sin Hær i tre Grupper, hvilket var i god Samklang med Operations­ planen. 

En svagere Gruppe i Dobrudscha var tilstrækkelig. Hovedgruppen i Fæstningsfirkanten, specielt Schumla, havde en god strategisk Shilling. Gik Fjenden over øst for Silistria, vilde han komme mellem Havet og den tyrkiske Hovedhær i Fæstningerne; gik han over mellem Rutschuk og Rahowa, stod Abdul med sin Hær i en udmærket Flankestilling, og gik Fjenden endelig over vest for Rahowa, vilde han støde paa Osman-pasclias Hær. Man har — navnlig kort efter Krigen — rettet heftige Bebrejdelser mod Abdul Kerim for hans Troppe­ opstilling og defensive Operationsplan. Dette har ikke været retfærdigt.

Abdul Kerims Plan svarede i alle Maader til den Grundtanke, den var — og skulde være — baseret paa, og til det Hensyn, Abdul som Fører maatte tage til sine tarvelige, løst sammen­ satte, slet forplejede og slet udrustede Tropper, for hvis Tab han var sig bevidst ikke at kunne faae nogen Erstatning.

Det har sin Interesse at tænke sig Felttogets Gang, hvis Abdul Kerims Plan var bleven udført med Dygtighed. Russerne vilde med Lethed være komne over ved Sistowa; men der vilde have behøvedes mindst 4 Dage for at kunne slaa Bro og føre 4 Armekorps over. Abduls Hovedhær i Schumla stod 6 Dagsmarcher fra Sistowa, og med den, og hvad der kunde undværes som Garnison i Silistria, Turtukai og Rutschuk, vilde han have havt en mobil Felthær paa c. 60000 Md. Osman- pascha vilde fra Widdin i Forbindelse med Divisionen i Nikopolis kunne have faldet i Russernes højre Flanke, Abdul i deres venstre.

Det vilde da utvivlsomt være lykkedes at knuse de svage russiske Kræfter og kaste Fjenden tilbage over Donau.

Men selv forudsat at det ikke var lykkedes at kaste Fjenden ud af Bulgarien, saa havde Abdul kunnet ind­ tage den glimrende strategiske Stilling ved Bjela, medens Osman besatte Passene i Teteven-Balkan og det vigtige Punkt Lowtscha.

Med Tyrkerne staaende -saaledes i begge Flanker vilde Gurko aldrig have kunnet foretage sit Tog over Balkan, i hvis Pas Sulejman kunde have staaet med sin Hær.

Russerne vilde have endt med at have Fjenden i Front og begge Flanker.

Perioden fra Krigens Udbrud til Russernes Flodovergang.

24. April til 1. Juli.

Den 24. April gik de russiske Kolonner ind over den rumænske Grændse. Medens 1 Armekorps koncen­ trerede sig om Galatz, rykkede den øvrige Hær henimod Egnen om Bukarest. Koncentrationen gik i Ro og Mag, Rumænerne hilste Russerne som Allierede, og til Tyrkerne saas intet. For den russiske Koncentration var den store Jern­ banebro over Seret ved Barboschi af stor Betydning; lykkedes det Tyrkerne at ødelægge denne Bro, vilde den russiske Hærs Opmarche og senere Forsyning paa det føleligste hindres. Det lykkedes Russerne at bevare Broen, takket være den tyrkiske Donauflotilles Uvirksomhed.

Kampen paa Floden.

Abdul Kerim havde overladt hele det maritime Flod­ forsvar til Admiral Hobart-pascha, der raadede over 7 pantsrede og 18 upantsrede Skibe, liggende spredte i Havnene mellem Widdin og Hirsowa. Vest for denne laa paa Floden en Del af den tyrkiske Søflaade, ialt c. 15 Skibe, der paa Grund af den ualmindelig høje Vand­ stand endog kunde gaa helt op til Silistria.

Mod den talrige tyrkiske Flaade havde Russerne kun 3 Dampskibe og 10 Torpedobaade.

Det var for de tyrkiske Skibe en Hovedopgave at bevare deres Frihed og ikke ved russiske Torpedospær­ ringer at lade sig lukke ude fra de Strækninger af Floden, hvor Russerne vilde gaa over.

Flaadens første Opgave blev Ødelæggelsen af Jern­ banebroen ved Seret; det lykkedes ikke, thi allerede den 80. April lagde Russerne Minespærringer ved Draila og Reni, derved maatte Søflaaden holde sig øst for Reni, Donauflaaden vest for Braila.

Hobart-pascha koncentrerede Donauflaaden ved Braila. Den 10. Maj sprang det bedste Skib »Luflji Dschili i Luften, den 26. Maj borede en russisk Torpedobaad Monitoren «Sécifé» i Sænk.

Dette bragte Standsning og Modløshed i Flaadens Virksomhed; Tyrkerne grebes af ligefrem Rædsel for de utroligt dristige russiske Torpedobaade og nøjedes med at optræde som en Slags Vagtskibe ved Fæstningerne.

Tiden gik, man var naaet helt ind i Maj, og Rus­ serne kom stadig ikke. De tyrkiske Forposter ved Donau, der i Begyndelsen med stor Agtpaagivenhed havde fulgt enhver Bevægelse paa den fjendtlige Bred, begyndte at slappes, hvad der sikkert bidrog sit til, at Russerne, da Overgangen endelig fandt Sted, slap saa let over.

Abdul Kerim stod ubevægelig, hvad jo svarede til hans Plan, han vandt Tid til sin Organisation af Tropperne; var den bleven godt udnyttet, burde disse have været operationsdygtige, da der hen i Juni Maaned blev Anvendelse for dem.

Her kan man rette den Anke mod Abdul, Tiden blev ikke af ham udnyttet med Energi.

Endelig den 22. Juli gik General Zimmermann fra Braila over til Podbaschi. Han traf kun paa svage tyrkiske Kræfter, der kastedes tilbage; den 30. Juni vare Tyrkerne gaaede helt ud af Dobrudscha og stode i Linien Tschernowoda— Kiistendsche, bag Trajans- volden med stærke Forskandsninger ved Medschidich.

Russernes Overgang ved Braila voldte Panik i Konstantinopel. Planen om Fjenden, der skulde lokkes ind i Landet, var ganske glemt; man tabte aldeles Hovedet og rettede en Masse Spørgsmaal til Abdul Kerim og Krigsministeren.

Sultanen forespurgte, hvad Abdul havde gjort, for at han stedse kunde vide Besked om de fjendtlige Forbere­ delser til Flodovergang, og fik det Svar, at der var ikke foretaget noget i den Retning. Dette var en Fejl af Abdul; thi fordi han vilde være defensiv, kunde han dog have den allerstørste Nytte af et godt Efterretnings­væsen.

Russernes Overgang ved Podbaschi bragte Sultanen i Angst for, at en Overgang et andet Sted skulde møde ligesaa liden Modstand, og han befalede Abdul at udtale sig om dette i en Rapport. Denne kom og var meget karakteristisk; efter en Indledning, hvori Overgangen ved Podbaschi omtales, fortsættes:

«Hvad angaar Overgangsspørgsmaalet i Almindelighed, da ligger selvfølgelig Hovedmomentet deri, at Donaus Bred fra Widdin til Sorte Hav har en Udstrækning af 150 Mil. Det er umuligt paa ethvert Punkt af denne Linie at opstille et saa stærkt Detache­ ment, at det vil kunne modsætte sig et fjendtligt Overgangsforsøg. Antallet af Pantserskibe er ogsaa for ringe i Forhold til den Strækning, der skal forsvares.

Ligesaavel som ved Podbaschi vil Fjenden kunne gaa over paa ethvert andet Sted; men saalænge Vandet ikke falder, have disse Overgange ingen Betydning. Faren for Hovedovergangen med store Styrker tvinger os til kun at fastholde bestemte vigtige Punkter. Dobrudscha kan, som bekjendt, ikke forsvares med Fordel; men Fjen­dens Hovedovergang maa ogsaa finde Sted mellem Rutschuk og Widdin. Da vi paa den Strækning hverken have stærke Fæstninger eller store Detachementer, der kunne byde Fjenden Modstand, fralægger jeg mig ethvert Ansvar for en heldig russisk Flodover­ gang paa denne Strækning ...»

Man maa i Sandhed forbauses over at høre en Hær­ fører udtale, at han fralægger sig ethvert Ansvar for, at Fjendens Operationer lykkes denne; thi det er netop hans Hovedopgave at modarbejde dem.

I Konstantinopei troede man strax Hovedstaden i Fare, og vendte Blikket paa Rigets andet Bolværk, B a l ­ kan. Sultanen tilstillede Abdul Kerim en Befaling, hvori bl. a. udtaltes:

«Egnen om Osmanbazar og Schumla er en naturlig Fæstning; naar den ikke er besat, vil hverken Detache­ ment fra Osmanbazar eller Kasan være istand til at byde Fjenden Modstand. Naar han omgaar denne Egn, kan han marchere direkte ad Landevejen til Jamboli, og der findes næsten ingen Tropper dér, saa hvis Fjenden fore­ tager ovennævnte Marche, bliver det ikke alene umuligt fra Schumla at sende Forstærkninger over Osmanbazar til Adrianopel, men vi miste de direkte Tilbagetogslinier fra Schumla. Schipkabalkan strækker sig i en uafbrudt Kjæde fra Kasan mod vest; over Bjergene føre Elena- og Hankioipassene. Om disses Befæstning blev der i sin Tid truffet Bestemmelser; men endnu ere Passene aabne. Fjenden faar derved en Mulighed for hurtigt at kunne erobre paa den ene Side Eski- og Jeni-Zagra paa den anden Kasanlyk og Filippopel. Der skal derfor ufor­ tøvet sørges for Opstilling af tilstrækkelige Tropper i Egnen Osmanbazar og Schumla ...»

Da det var nødvendigt at danne nye Hære, ud­ stedte Sultanen en Befaling:

«Af de fra Overgeneralen modtagne Meldinger fremgaar det, at Russerne forberede sig til en Donauovergang. De paa Flankerne og Forsvarslinien opstillede Detachementer ere kun bestemte for Defensiven. Til Feltslag, til Forhindring af Fjendens Fremtrængen i det Indre af Landet, til at møde hans Hovedstyrker, hvor de end maatte vise sig, endelig til Forsvar af Sophia behøves Reserveformationer. I Begyndelsen var det Hensigten at danne disse af Mustafizmandskabet; men da alle Anstrængelser i den Retning intet have ført til, er det besluttet at danne Tropper af Konstantinopels muselmanske og ikke-muselmanske Befolkning, og derved afhjælpe Manglen paa Tropper paa denne Side af Balkan, en Mangel, der saa stærkt truer Hovedstaden ..."

Vi ville fastslaa Situationen for de to Modstandere den 26. Juni om Aftenen.

Flodovergangen.

Natten mellem den 26. og 27. Juni Kl. 12 ind­ ladede Russerne deres 1. Echelon, 12 Kompagnier, 1/2 Eskadron og 6 Kanoner. Der var iforvejen lagt Mine­ spærringer ved Korabia og Parapan, saa at der paa Floden mellem disse to Byer kun fandtes 2 tyrkiske Monitorer, der laa i Nikopolis, men ikke turde løbe ud af Frygt for de russiske Torpedoer.

Kl. 1 om Natten stødte 1. Echelon fra Land, Kl. 2 landede den ved Tekirbækkens Munding. Det tyrkiske Piket ligeoverfor Indskibningsstedet opdagede Kl. 1,5, at Russerne kom, og allarmerede.

Tyrkerne kunde, inden Russerne landede, have havt samlet 3 Batailloner fra Sistowa og I Bataillon fraWardin, og den russiske Landgangsstyrke vilde have været den underlegne; men Bataillonerne fra Sistowa kunde ikke komme ud af Byen paa Grund af Ilden fra de russiske Batterier paa den nordlige Flodbred, saa der var kun den ene Bataillon fra Wardin til at bekæmpe Landgangen, der for Russerne lykkedes over al Forventuing; thi alle­ rede Kl. 10 om Formiddagen den 27. vare 1 Di­vision og 1 Skyttebrigade landsatte. Om Eftermiddagen Kl. 3 var Sistowa taget, og Kl. 9 Aften var yderligere 1 Division bragt over.

I Dagene fra Flodovergangen til den 1. Juli trak Rus­serne stadig flere Tropper over, forberedte sig til videre Fremmarche i Bulgarien og byggede en Bro over Donau for at lette Hærens Tilførsler.

Abdul Kerim stod stedse ubevægelig; han troede, at ogsaa denne Flodovergang var en Demonstra­ tion, og at den egentlige Overgang vilde ske ved Nikopolis eller Rutschuk.

I Konstantinopel fremkaldte Russernes Overgang Panik, og da netop i de samme Dage Planen med at danne Reservehære af Hovedstadens Befolkning var stran­ det, modnedes Beslutningen om at hidkalde Sulejmau-pascha med sin Hær fra Montenegro, og der sendtes ham telegrafisk Ordre til snarest muligt at indskibe sig i Antivari.

Sultanen havde tabt Tilliden til Abdul Kerim og lyttede med Glæde til en Plan, som den gamle Tyrker­ ven, General Klapka, forelagde ham, og hvori der hen- pegedes paa Tyrkernes spredte Opstilling, og da der ikke længere stoledes paa Abduls Energi, besluttede Sul­ tanen at lade Operationerne lede fra Konstan­ tinopel. Det var den værste Udvej, han kunde vælge; kun den, der er paa Krigsskuepladsen og kan gribe den øjeblikkelige Situation, kan lede Operationerne og ikke den, der sidder mange Mile borte og kun pr. Telegraf er i Forbindelse med Krigsbegivenhederne. Den 29. Juni tilstillede Sultanen Krigsministeren en Skrivelse, hvori udtaltes:

«Af de fra Overgeneralen modtagne Rapporter fremgaar, at Fjenden ved Sistowa har overskredet Donau med 30,000 Md. Et andet Detachement blokerer Nikopolis. Efter dette at dømme, kan det ikke være vanskeuligt for Fjenden at trænge frem til Sofia................... Vore Tropper ere, som det har vist sig ved Sistowa, altfor spredte til i et givet Øjeblik at kunne koncentreres paa et vigtigt Punkt. De formaa derfor kun at yde ringe Modstand og blive derefter tilintetgjorte eller jagede paa Flugt. Sandheden af denne Antagelse fremgaar af Krigskunstens Regler, og nogle os velsindede Venner mene endog, at vore saa spredte Tropper have bragt lige saa liden Nytte som slet ingen. Kundskabsrige Folk ere af den samme Anskuelse, og Vi have siden den 8. Maj gjentagne Gange henpeget paa denne Mangel. Vi fik altid det enstemmige Svar, at alle Forberedelser og Anordninger vare i højeste Grad fuldkomne; desværre tyder Virkeligheden ikke herpaa. Som Bevis derfor tjener Overgeneralens Udtalelser, at de fra Rutschuk udrykkende Tropper ikke kom i rette Tid til Kampen, ..................................................................... de uvigtige Positioner maa besættes af smaa Detachementer; men de øvrige Tropper maa koncentreres saaledes, at de enten kunne levere Fjenden en afgjørende Kamp eller fastholde en vigtig Position og derfra true Fjendens Tilbagetogslinie...........Om end Krigskunsten forkaster Dispositioner givne fra det Fjerne, saa ere Vi dog, saalænge Vi ikke have Vished for, at de nødvendige Forholdsregler og den af Krigskunstens Tarv fordrede Plan bliver truffet paa Stedet, i den Nødvendighed her at maatte udfinde de nødvendige Forsvarsmidler . . .«

Den 1. Juli fremkom Sultanen med Planen om at drage Sulejman Paschas Hær fra den sekundaire Krigs­ skueplads , og tilstillede i den Anledning Krigsministeren følgende Spørgsmaal:

1. Bør Sulejman fra Montenegro sendes Abdul Kerim tilhjælp med 40—45 Batailloner?

2. Bør Mehemed Ali sendes til Donauegnene?

3. Bør et Antal Tropperefterlades i Widdin og Osman­ pascha med Resten af sin Hær dirigeres til et Punkt, hvorfra han kan bekæmpe en mulig Fremtrængen af Serberne og dække Schumlahærens venstre Flanke?

Den 1. Juli befaledes yderligere, at Reuf-pascha skulde overtage Befalingen i Balkan fra Demir-Kapupasset til Schipkapasset, og der overdroges ham snarest at fuld­ ende de saa ofte befalede Befæstningsanlæg, navnlig Schipka.

Sultanens Mistillid til Abdul Kerim voxede stedse, og da det viste sig umuligt at lede Operationerne fra Konstantinopel, befalede han Krigsminister Redif-pascha og Muchir-Namyh-pascha at begive sig til Schumla, for at forhindre Fjenden i at gaa over Balkan.

Det tyrkiske Hovedkvarter i Schumla maa have af­ givet et sørgeligt forvirret Skue. Den over alle Tropper uindskrænket raadende Overgeneral, følte Sultanens Unaade og Mistillid og saa sig omgivet af Krigsministeren og en General sendte af Sultanen og med dennes Tillid og Fuldmagt til at handle. Havde Abdul ikke tidligere ope­reret energisk, saa skulde da den Situation, hvori han nu var, ikke bidrage til, at der blev Enhed og Kraft i Opera­tionerne.

Den 26. Juni sendtes fra Sultanen en telegrafisk Ordre til Sulejman til uden et Øjebliks Tøven at ind­ skibe sig i Antivari. Den 6. Juli afmarcherede han med sin Hær til Indskibningsstedet, den 16. Juli lettede Transportllaaden medførende 49 Datailioner paa 300 a 350 Md., alt Elitetropper, krigsvante og sejrrige.

Centrum fra (2. til 21.Juli. Natten mellem 1. og 2. Juli blev Bjelabroen erobret af Russerne, den svage tyrkiske Besætning paa 3 å 4 Batailloner gik efter en kort Kamp tilbage paa Rutschuk. Vejen laa aaben for Russerne, og allerede den 6. Juli naaede Gurko foran Tirnowa.

Reuf-paseha, Chef for Balkantropperne, samlede i Dagene fra 5. til 10. Juli de rundt omkring spredte Trop­per og disponerede saaledes:

Den 7. Juli trængte Gurko, der raadede over 10,5 Bataillon, 31 Eskadroner og 5 Batterier, ind i Tirnowa, den tyrkiske Besætning gik tilbage, ikke til Schipka, men til Osmanbazar. Dette kan kun forklares ved, at den ikke har faaet Underretning om Reufs Ansættelse som Chef for Balkantropperne, eller om Schipkapassets Be­ sættelse; nu gik den over til Schumlnhæren og helt ud af Reufs Kommandoomraade. Den 12. Juli afmarcherede Gurko fra Tirnowa og gik over Passet til Hankioi, som han naaede den 14., uden at have set noget til Fjenden, idet de der staaende 2 tyrkiske Batailloner havde trukket sig tilbage uden Kamp.

Da Reuf fik Melding om, at Fjenden allerede var i Hankioi, beordrede han Besætningen i Schipka til at kaste 3 Batailloner mod Russerne; selv samlede han sine Tropper og afmarcherede mod Jeni-Zagra.

Den 17. Juli skulde Gurko efter Operationsplanerne angribe Schipka fra Sydsiden, medens VIII. Korps sam­ tidig angreb nordfra. Dette nordlige Angreb fandt ogsaa Sted; men da der intet kom sydfra, afbrødes Kampen, og Russerne gik tilbage. Gurko havde ikke kunnet an­ gribe, fordi han var stødt paa de fra Schipka afsendte 3 Batailloner og netop den 17. kæmpede med dem ved Maglits. Hoved­ reserve. 

Den 18. Juli angreb Gurko Schipka sydfra. Den tyrkiske Besætning anede intet om Reufs Marche mod Jeni-Zagra og troede sig fortabt, idet den vilde blive angreben fra to Sider. Der indlededes derfor Under­ handlinger med Gurko, og medens disse førtes, lykkedes det Besætningen ad en skjult Bjergsti at trække bort. Vel havde den saaledes reddet sig fra Fangenskab; men det vigtige Pas var den 18. Juli uden Kamp faldet i Rus­ sernes Hænder.

Skylden herfor er Reuf-paschas. Han stod den 16. Juli i Jeni-Zagra, men rørte sig ikke herfra, ja sendte end ikke en eneste Rytterpatrouille ud. En saadan vilde fra Højderne ved Kradza have set hele Gurkos Marchekolonne, og muligen Reuf da havde besluttet sig til Angreb. Hans Styrke var Gurkos overlegen, og denne vilde have været fortabt, med en Fjende i Fronten, en overlegen Fjende i venstre Flanke og et uvejsomt Defilé som sin eneste Tilbagetogslinie.

Sultanens og Overkommandoens Virksomhed.

Efterretningen om, at Fjenden var trængt frem til Tirnowa, bragte Sultanen til at rette en Forespørgsel til Abdul, om dette var sandt, og hvilke Foranstaltninger der vare trufne for at dække Byen.

Herpaa svarede Abdul den 7. Juli:

»Efterretningen om, at Fjenden samler sig ved Tirnowa, fortjener ingen Tiltro. De i Tirnowa staaende 5 Batailloner blive imorgen forstærkede, og ville kæmpe til det Yderste. Situationen er aldeles ikke saa betænkelig, som den, paa Afstand set, kan synes Folket. Det vilde være ufornuftigt, uden forudgaaende moden Overvejelse at styrte sig i en øjensynlig Fare. Om Gud vil, skal Alt tage en heldig Udgang; men man maa have Taalmodighed og vel overveje Sagen. Det er umuligt at beskrive de Vanskeligheder, med hvilke jeg harat kæmpe, forat forsyne 30— 40000 Md. med Ammunition og Proviant. Fjenden vil ikke spare sig nogen Møje for at kunne gaa over Donau ved Nikopolis og nedenfor Rutschuk; ved denne sidstnævnte Overgang har han til Hensigt at erobre Jernbanelinien. Dette er Grunden til, at det er mig umuligt at disponere over Tropperne efter mit Ønske.                                                                               Abdi,»

Man maa give Abdul Medhold i hans rolige Betragt­ning af Situationen; der var endnu aldeles ingen Fare ved den skete russiske Fremtrængen Der var ført nogle Forpostkampe, Tyrkerne vare i disse bievne trængte tilbage; men jo dybere og dristigere Fjenden gik ind i Landet, desto bedre var han jo «lokket ind i Fælden», og desto grundigere kunde man fra alle Sider falde over ham og knuse ham.

I det tyrkiske Hovedkvarter i Schumla befandt sig jo ogsaa Krigsministeren og Namyh-pascha. Fra disse indløb der den 8. Juli en Depeche til Sultanen, hvori de gjorde Rede for Situationen og de trufne For­ anstaltninger. Depechen lyder:

«Achmed-Ejub-pascha rykker i Flanken paa den fremtrængende Fjende. Eschreff-pascha støder fra Rutschuk til med 16 Batailloner. Deres Maal er at true «den mod Tirnowa og Gabrowa fremrykkende Fjende i Ryggen........................ Da Osman-pascha melder, at han af sit Korps kan detachere 20—25 Batailloner, saa føres der nu Underhandlinger, for at Achmed-Ejub kan begynde sine Operationer. Dette er vore hidtil trufne Foranstaltninger, der forhaabentlig ville kunne standse Fjendens Fremtrængen; men hvis han overskrider Balkan, da maa vi møde ham syd for Bjergene. I saa Tilfælde maa følgende gjøres: Detachementerne i Nisch, Sofia og Novibazar maa underlægges Mehemed Ali og gjensidig understøtte hinanden. Det under Sulejman fra Montenegro hiddragne Detachement maa snarest muligt over Dede-Agatsch dirigeres til Adrianopel ...................... Af de Tropper, der staa i Befæstningerne, maa saa mange som muligt sendes til Undestøttelse for Achmed Ejub, ligesom der ogsaa maa dannes flyvende Kolonner. Efter Udførelsen af disse Foranstaltninger maa man bestræbe sig for at afskjære Fjenden Tilbagetoget, hindre ham i at gaa over Balkan, og i Nødstilfælde yde Fæstningerne Hjælp...................
                                                                         Redif Namyh.»

Denne Depeche indeholder én god Operationsidé, nemlig den at lade Achmed Ejub og Eschreff-pascha fra Rasgrad og Rutschuk støde ind i Flanken paa den mod sydfremlrængendeFjende, og lade Osman fra Widdin støde frem over Plewna. Desværre blev Planen ikke til Virkelighed; thi da fjendtlige Ryttermasser viste sig i Retning af Ras­ grad (det var Fortravet for den Styrke, der skulde cernere Rutschuk) beordredes Achmed Ejub til at koncentrere sin Styrke ved Han Gol-Cisme paa den venstre Lombred syd for Rutschuk og der afvente Fjendens Angreb.

At Overkommandoen befalede dette, var en stor strategisk Fejl; man kunde være bleven staaende en Tid endnu i sin oprindelige Stilling, indtil Fjenden var gaaet endnu dybere ind i Landet; men var Hovedhæren en­ gang sat i Bevægelse for at rette et Stød mod Russernes venstre Flanke, saa burde det aldrig være endt med, at den «tog Stilling og ventede paa det fjendtlige Angreb».

Den 7. Juli havde Gurko erobret Tirnowa, hvilket foranledigede Krigsministeren og Namyk til at sende Sultanen en ny Depeche den 9. Juli. Det hedder heri bl. a.:

«Russerne, der finde Fronten uforsvaret, ville forsøge at trænge videre frem. Ligesom Achmed Ejub med sin Arme bevæger sig direkte i Ryggen paa Fjenden, saaledes havde Osman-pascha med 25 Batailloner skullet gaa direkte til Orchanie. Da Donaulinien er brudt, bringe Tropperne i Nikopolis og ved Lom ingen Nytte, deres Tilbagetog er truet, og Nikopolis kan ikke modstaa en Belejring af stærke Styrker; derfor er det bedre frivilligt at opgive denne Plads. Vi mene, at man kan opnaa noget, naar man dirigerer Osman-paschas De­ tachement til Plewna, og naar Osman sammen med Lomdetachementet og de 10— 12 Batailloner fra Nikopolis angriber Fjendens højre Flanke...........................                                        Redif. Namyk.»

Man var aabenbart i den fuldstændigste Uvis­ hed om, hvorhen Fjenden vilde rette sin Marche. Man havde troet, det var mod Schipka; men Rytteriet, der viste sig ved Rasgrad, bragte Tanken hen paa en russisk Marche mod Sliwno og Adrianopel, og det er utvivlsomt den Opfattelse, der har bragt Reufpascha til at stille sin Hovedstyrke ved Sliwno. Den 15. Juli var Gurko naaet over Balkan. I Konstantinopel forfærdedes man ved denne Efterretning. Donau, Rigets første Bolværk, vare Russerne gaaede over uden Kamp; man havde da sat sin Lid til det andet og stær­ keste, Balkan, nu var det ogsaa brudt, og Folkets Vrede og Skræk for at se Russerne i Ivonstantinopel maatte dæmpes. Skylden maatte væltes over paa en eller anden, og det blev da naturligt Krigsministeren og Abdul Kerim, der maatte bøde.

Sultanen besluttede at afskedige dem fra de dem betroede Stillinger.

Den 16. Juli fik de deres Afsked, der begrundedes i en lang Skrivelse, hvori bl. a. udtales:

«................ denne Ulykke stammer fra vor Arme, der nu i flere Maaneder, omendskjønt den tæller 160— 170,000 Md., holder sig indesluttet i Fæst­ oningerne og ikke er til at faae ud. Naar Hæren vedblivende kun holder sig til Defensiven og staar saa splittet som nu, da vil Fjenden omgaa Fæstningerne og marchere direkte mod Adrianopel og Ivonstantinopel. Alt, dette have vi forudsagt og have-opfordret Eder til, med alle Forhold for Øje, at danne en Operationsplan, der passer for Krigen mod en Stormagt..................... Der skal strax sendes Reuf-pascha Forstærkninger . . .»

Hermed endte foreløbig Abdul Kerim-paschas Virk­somhed. Mange have fordømt ham, navnlig lige efter Krigens Slutning; men den senere Tids Oplysninger have forandret Dommen om ham. Man ved nu, at Abdul har maattet kæmpe med usigelige organisatoriske Vanskelig­ heder, at han er bleven uheldigt paavirket i sin Kom­mando ved de mange Ordrer fra Konstantinopel og ved Krigsministerens og Namyk-paschas Tilstedeværelse i Hovedkvarteret.

Abdul havde ganske bidt sig fast i Planen, om at lokke Fjenden ind i Landet, og mon han ikke, hvis han blot en kort Tid endnu havde beholdt Kommandoen, var gaaet over til sin Operationsplans andet Afsnit: fra alle Sider at kaste sig over Fjenden? Han vilde da utvivl­ somt have bragt Sejr til de tyrkiske Vaaben. Til hans Efterfølger valgte Sultanen Mehemed Ali- p as c ha, skjøndt han i Kampen i Montenegro havde vist sig blottet for al Energi og Operationsdygtighed.

Den 17. Juli udfærdigedes hans Udnævnelse, og der tilstilledes ham nogle Direktiver, hvori bl. a. frem­ sattes følgende:

»Sultanen afskediger Abdul Kerim og indsætter Dem som øverstkommanderende for Donauhæren. Efter modtaget telegrafisk Aleddeielse om Deres Ankomst til Schumla og Overtagelse af Overbefalingen, vil Abdul Kerim, Krigsministeren og Xamyk-pascha blive kaldte tilbage til Konstantinopel. Alle Operationsbefalinger og Instruktioner udgaa fra Dem; Sulej man, Achmed Ejub og Osman-paschaere «Dem underlagte.»

Osman-pascha i Juli Maaned.

Efter Overgangen ved Sistowa dirigerede Kusserne IX. Armekorps mod vest for at erobre Nikopolis «g besætte Linien derfra over Plewna til Lovvtscha. De trængte uden Modstand frem til Nikopolis, der den 16. Juli overgav sig.

Medens Fæstningen beiejredes, sendtes Kosakpatrouiller mod vest og syd. En af disse naaede den 8. Juli Plewna, men gik strax atter tilbage.

Den 9. Juli om Formiddagen ankom til Plewna — oppe fra Nikopolis — en tyrkisk Styrke paa 3 Batail- loner og 4 Kanoner, og da et russisk Rekognoscerings- kommando den 10. Juli kom til Grivitza, modtog det Artilleriild fra Plewna. Dette blev Indledningen til de langvarige blodige Plewnakampe.

I Widdin stod Osman-pascha med c. 30,000 Md. Allerede i Midten af Juni foreslog han Abdul Kerim at maatte med sin Hær gaa over Donau og operere offensivt mod Russerne i Wallachiet. Hans Forslag blev afslaaet. Han oprørtes over Russernes lette Donauovergang og dristige Fremtrængen, og i Midten af Juli gjordi ban atter Abdul et Operationsforslag: Han vilde efterlade c. 12 Batailloner i Widdin og samle Resten af sin disponible Styrke c. 19 Batailloner til et operations­ dygtigt Korps. Med dette vilde han gaa til Plewna — idet en lille Styrke detacheredes til Rahowa — og dér støde sammen med Besætningen fra INiko­ polis, der skulde opgives som Fæstning. Han vilde derefter over Lowtscha gaa mod Tirnowa, her støde sammen med Schumlaarmeen, og de sam­ lede Hære skulde derefter gaa frem i Retning af Sistowa og angribe Russerne. Hvis disse forhindrede de to Elæres Forening, vilde Osman tage Stilling ved Lowtscha, hvor­ fra Balkan skulde forsvares.

Heller ikke denne Plan vilde Abdul godkjende, men beordrede endog Osman til ikke at træffe nogensom helst Forberedelser til dens eventuelle Udførelse.

Natten mellem den 7. og 8. Juli blev Osman kaldet til Telegrafstationen for at konferere med Sultanen. Denne forlangte en Oversigt over Fjen­ dens Stilling og ønskede at høre Osmans Planer. Han svarede, al Russerne trængte ind i Bulgarien ned imod Passene i Balkan, at de trængte rask frem mod Nikopolis, og at han selv ønskede ufortøvet af al Kraft at kaste sig mod Fjenden. Han fremsatte nu for Sultanen den samme Plan, han i sin Tid havde forelagt Abdul, og meddelte, at han intet vidste om Rumænernes Overgang over Donau og heller intet om Serberne. Han tilføjede, at han vilde besætte Teteven-Balkan, Passene Trojan og Orchanie.

Sultanen bifaldt Osmans Planer og telegrafe­ rede til Krigsministeren og Abdul Kerim, at der skulde tillægges Osman fornøden Ordre i saa Henseende. Men Rygtet om Rumænernes nærforestaaende Overgang ved Ivalafat, Ulysten til at opgive Nikopolis, Uvisheden om, hvorhen Fjenden vilde gaa med sin Hovedstyrke, Alt dette bragte Overkommandoen til ikke at give Osman Ordre til at afmarchere fra Widdin. Sultanen blev utaalmodig, og den 10. Juli gav han selv, endog uden Konference med Krigsministeren, Osman Ordre til Afmarche.

Osman besluttede at efterlade 12 Batailloner, 1 Eska­dron og 1 Batteri i Widdin, 2 Batailloner i Lom-Palanka, 3 i Rahowa, 1 i Belogradschik og 1 ved den serbiske Græudse. Resten samlede han til Afmarche og havde da

19 Batailloner,
9 Batterier,
5 Eskadroner regulairt Rytteri,
150 Mand irregulairt do.,
ialt c 11000 Md. med 54 Kanoner.

Han meddelte Kommandanten i Nikopolis sin Plan og opfordrede ham til at holde Fjenden Stangen til det Yderste, saa vilde Osman ile ham til Hjælp. Dette var ikke i Overensstemmelse med hans for Sultanen fremsatte Plan, i hvilken han havde foreslaaet, at Nikopolis skulde opgives, hvad der havde været en med­ virkende Grund til, at Abdul Kerim og Krigsministeren ikke havde villet gaa ind paa Planen.

Han afmarcherede altsaa, ikke mod Teteven-Balkan, som han havde foreslaaet, men mod Nikopolis. Hans Marche var forgjæves. Den 13. Juli om Morgenen gik hanfraWiddin, den 14. om Aftenen naaedes Krividol, hvor han modtog nedenstaaende 2 Depecher:

1. «Hs. Majestæt befaler, at De snarest muligt naaer Maalet for Deres Operationer. Den i 2 Kolonner delte Fjende har angrebet Jeni-Zagra og Kasanljk. Hvor er De? Hvor stor er Deres Styrke?»

2. »Riget befinder sig mellem Liv og Død. Det «gjælder nu at vise den største Hurtighed, den største Patriotisme. Hs. Majestæt befaler Dem at paaskynde Deres Bevægelser saa meget, som muligt.»

Osman brød strax op. Om Middagen den 15. Juli naaedes Vel tschidrano efter en ødelæggende Psatte-marche. Her fik han Ordre fra Abdul Kerim om snarest muligt at besætte Plewna, hvor Atuf-pascha stod med 3 Batailloner og 4 Batterier, da Nikopolis var i en yderst kritisk Situation. Osman detacherede strax. 3 Batailloner, selv marcherede han videre, holdt den 16. en højst nød­ vendig Rastdag og naaede den 17. Juli om Aftenen, en Dagsmarche fra Iskertloden, Landsbyen Baussar. Her stodte en Bataillon fra Ralowa til ham; men han fik ogsaa den sørgelige Meddelelse, at Lowtscha var bleven besat af Russerne.

Han besluttede snarest muligt at naa Plewna og brød op om Natten. Paa Marchen fik han Melding om, at Nikopolis var falden og Besætningen fangen. Elan paa­ skyndede yderligere sin Marche og naaede om Aftenen den 18. Netro pol, hvor han traf nogle af Atuf-paschas Tropper. Her besluttede han at blive og meddelte sine Førere, at Fjenden var i Nærheden, hvorfor det anbefa­ ledes at koncentrere Tropperne og være forberedt paa Kamp.

Den 20. Juli ved Daggry aabnede Russerne Artilleriild og begyndte Angreb paa Plewna. Det lykkedes dem at kaste Osman ud af hans Stillinger; men han gav nu saa bestemte Ordrer om Angreb til sine Førere, at det atter lykkedes at tage de tabte Positioner tilbage og drive Russerne paa Flugt; men der blev ikke befalet nogen Forfølgning, derimod lod Osman Tropperne sætte i Arbejde med at forstærke Stillingerne ved felt- fortifikatoriske Anlæg.

Hvorfor forfulgte Osman ikke?

Kuropatkin udtaler: "Kun fordi Tyrkerne ikke gik over til et energisk Angreb, lykkedes vort Tilbagetog nogenlunde, ellers vilde bele Styrken have været fortabt; thi vi havde paa det Tidspunkt i hele Egnen kun l intakt Kompagni i Reserve!»

Hvis Osman havde forfulgt sin Sejr, vilde en af- gjørende Vending i Situationen have fundet Sted, og Kritiken har ogsaa længe fældet en absolut Dom over Osmans defensive Optræden efter Kampen; dette bar imidlertid været uberettiget, hvad der vil fremgaa af nedenstaaende.

Osman var den 13. brudt op fraWiddin, havde marcheret Dag og Nat, om Dagen ofte i en brændende Sol, havde ikke ført Traiu med og derfor ofte lidt Mangel. Den 18. om Aftenen naaede han Netropol efter i 6 Dage at have marcheret 180 Kilometer. Den 20. blev han angrebet af ca. 12000 Russere, som det ved yderste Anstrengelser lykkedes ham at be­ sejre. Han vidste intet om Fjendens Styrke, hans Tropper vare ødelagte af Marche og Kamp, han havde kun 5 Eskadroner Rytteri paa ud­mattede Heste, medens Fjenden viste en langt større Ryttermasse paa friske Heste. Det maa under disse Omstændigheder indrømmes, at naar Osman ikke for­ fulgte, da var det, fordi han ikke kunde.

Russernes besiddelse af Lowtscha var en stadig Trudsel i Flanken paa Plewnahæren og umuliggjorde denne at forsvare Passene over tfalkan og benytte Hoved­ færdselslinien Plewna-Orcbanie-Sofla. Osman Pascha traf derfor allerede den 21. Juli Forberedelser til at erobre Lowtscha ved en Overrumpling. Han lod Rytteri rekog­ noscere og dannede en Styrke paa 6 Batailloner — fra Sofia — 1 Batteri og noget Rytteri, alt under Kommando af Rifaat-pascha. Den 25. Juli Kl. 10 Aften af­ marcherede denne, ved Daggry naaedes foran Lowtscha, der blev angrebet og erobret.

Den 30. Juli gik Russerne under General Krudener atter frem til Angreb paa Plewna, denne Gang med en Styrke paa 36 Batailloner, 32 Eskadroner og 170 Kanoner, ialt c. 30000 Md.

Mod dem stillede Osman, der fra den 21. Juli daglig havde trukket Forstærkninger til sig, omtrent 20000.Md., foruden Tropperne i Lowtscha. Men ogsaa denne Gang mislykkedes det russiske Angreb, og Kampen endte om Aftenen med, at Russerne i største Uorden maatte gaa tilbage. Da Slaget var endt, lod Osman sine Tropper hele Natten arbejde paa at forbedre Forskandsningerne.

Heller ikke denne Gang forfulgte Osman, skjøndt en Forfølgelse vilde have knust Russerne. Kuropatkin udtaler: «Vare Tyrkerne gaaede frem, havde de ødelagt hele den russiske Styrke.» At Osman ikke for­ fulgte, laa i hans Mangel paa det nødvendige Vaaben hertil: Rytteri.

Et havde Osman-pascha dog opnaaet: de dristige russiske Operationer vare standsede, Russerne indsaa, at Krigen var begyndt med for faa Kræfter, og at de ikke kunde haabe Sejr, før betydelige Forstærk­ ninger vare trukne til.

 Begivenhederne i Centrum i Slutningen af Juli Maaned.

(Mehemed Ali Overgeneral, Sulejman-pascha ankommer.)

Den 20. Juli indtraf Mehemed Ali i Konstantinopel, fik Audiens hos Sultanen, der gav ham Bekræftelse paa hans Fuldmagt, rejste strax til Schumla, hvor han ankom den 21. Juli og tog Kommandoen over alle Tropper i Bulgarien og Dobrudscha og tillige Chefsposten for den østlige Donauhær. Iden Mehemed Ali tilstillede Udnævnelsesordre af 17. Juli var han udnævnt til Højstkommanderende over Hæren- ved Donau og i Balkan.

I de Ordrer, der omtrent samtidig med Mehemed Alis Overtagelse af Overkommandoen, tilstilledes Sulejman-og Osman-pascha, udnævntes disse til henholds­ vis: «Kommandant en chef i Balkan og Kom­mandant en chef for den vestlige Donauarme, og i ingen af Ordrerne findes nogetsomh elst, der antyder, at Mehemed Ali er Overgeneral over alle tyrkiske Flære og altsaa Sulejman- og Osman-pascha ham underlagte i operativ Hen­seende.

Fra dette Tidspunkt maa den tyrkiske Arme betragtes som delt i 3 af hinanden uafhængige Grupper: «den øst­ lige Donauhær», «Balkanhæren» og «den vestlige Donau­hær». Alle tre Chefer stode stedse i direkte Korre­ spondance med Krigsministeren, og paa ingen Maade vilde Sulejman eller Osman underordne sig Mehemed Ali, hvad denne stedse gjorde Fordring paa under Flen- visning til sin Udnævnelsesordre.

Dette uordnede Kommandoforhold, der absolut maatte blive fordærvende for Krigsførelsen, skulde ogsaa snart vise sin Virkning paa de tyrkiske Operationer.

Den 21. havde Mehemed overtaget sin Kommando, og allerede den 22. udbad han sig, i en Depeche til Konstantinopel, Forstærkninger paa Grund af Fjendens numeriske Overlegenhed. Der blev derfor fra forskjellige mindre vigtige Punkter samlet 14 Batailloner, som sendtes til Warna; men da Mehemed yderligere forlangte 36 Batailloner, befalede Sultanen at danne 15 Batailloner af Konstantinopels Befolkning og 21 Batailloner Mustafiz-tropper.

Den 22. indmeldte Mehemed, at: «da man maa for­ mode, at Russerne utvivlsomt ville angribe Silistria med de gjennem Dobrudscha og fra Sistowa fremrykkende Korps, og da Achmed Eyubs Styrke kun er 27 Batailloner,» vil Mehemed understøtte ham med 17 Batailloner, tagne fra Fæstningsfirkanten. Han har imidlertid kun 63 Batailloner til sin Disposition og ønsker derfor at faae de 9 Batailloner tilbage, der ere afgivne til Reuf-pascha. Sultanen fandt dog Mehemeds Krav for store og befalede, at da 63 Batailloner maatte være nok for Mehemed Ali, saa skulde der ikke tilbagegives ham de 9, men Krigs­ ministeren skulde om muligt sende ham o Batailloner fra Konstantinopel.

Sulejmans Ankomst paa Krigsskuepladsen.

Sulejman var den 19. Juli landet ved Dede Agatsch. Han modtog strax et Telegram fra Krigsministeren, der satte ham ind i Situationen:

»Fjenden har udbredt sig paa Sydsiden af Balkan. «Han har besat Kasanlyk og Schipka og indesluttet Gar- «nisoneu i Schipka. Han er trængt frem til Kalofer og »Karlowa, og en af hans Divisioner har forskandset sig «ved Derbendkioi, 21,2Mil fra Eski-Zagra. Om Besætningen »i Balkan vil De, der er udnævnt til «Kommandant en «chef i Balkan», erholde detaillerede Oplysninger af «Reuf-pascha.

«Osman-pascha er den 19. naaet Plewna med om- «trent 25 Batailloner. Fjenden har angrebet ham, men «er bleven slaaet tilbage med store Tab. Divisionerne i «Nisch, Sofia og Novibasar have dirigeret 25 å 30 Batailloner til Orchanie. Achmed Eyub holder Egnen om «Rutschuk besat.»

«Det iMaal, vi først maa søge at naa, er at hindre »Fjenden i at koncentrere betydelige Kræfter i »Balkan og derved true Osmans og Achmed Eyubs Korps. «Derfor maa Fjenden, saa snart som muligt, forjages fra »denne Side af Balkan og drives ud af sine Stillinger i «Passene.»

Sulejman fik endvidere den 21. en Ordre fra Sul­ tanen, der meddelte, at:

«Abdul-Kerim-pascha og Redif-pascha ere afsatte «og Mehemed-Ali-pascha udnævnt til Kommandant en «chef for Ponanhærene.«

Her antydes saaledes ikke med et Ord. at Sulejman er underlagt Mehemed Ali, hvad der jo udtrykkeligt havde staaet i dennes Udnævnelse.

Mehemed Ali havde udkastet den Plan, at de 2 Donauhære nord for Ralkan skulde gaa offensivt frem og mødes paa Linien Sistowa-Tirnowa, hvorved ogsaa Sulejmans Opgave — at drive Fjenden ud af Balkan — meget vilde lettes. Da imidlertid Osman indmeldte, at han følte sin Tilbagetogslinie til Sofia truet ved Rus­ sernes Besættelse af Lovvtscha — som ovenfor set tog han selv Byen den 25. — befalede Mehemed, at Sulejman snarest muligt skulde jage Fjenden over Balkan og sende de 9 Batailloner tilbage, der i sin Tid vare sendte Reuf til Assistance. Den sidste Fordring tilbageviste Sulejman bestemt ved en direkte Henvendelse til Krigsministeren, den første tilbageviste han iigeledes ved en Skrivelse til Mehemed, hvori han udtalte, at han ikke kunde være operationsdygtig før den 28., og at Fjenden inden den Tid vilde kunne have gjort saadanne Fremskridt, at Adrianopel truedes, og af disse Grunde ansaa han det for givet, at Mehemed Ali «ved et energisk Offensiv­ stød i Ryggen paa Fjenden standser dennes Fremmarche og skaffer mig Tid til at koncen­ trere mine Divisioner.«

Paa et saadant Foretagende vilde Mehemed Ali dog aldeles ikke indlade sig. Han nøjedes med at meddele Osman-pascha, at der var dirigeret en Brigade til Slatitza , hvilken i Forbindelse med et Detachement fra Plevvna skulde bemægtige sig Lowtscha og derfra under­ støtte Sulejmans Fremtrængen over Schipkapasset. Selv vilde han hjælpe denne ved at lade 1 Brigade fore­ tage en kraftig Demonstration fra Osmanbazar mod Tirnovva.

I Balkan havde hidtil Reuf-pascha ført Kommandoen. Han følte sig krænket ved at skulle stilles under Sulejman, der var hans personlige Uven, og tik derfor Mehemed Ali til at give sig en Kommando i Schumlahæren. Inden Sultanens Approbation paa den nye An­sættelse var opnaaet, havde Sulejman erfaret Sagen og fik Sultanen til at befale, at Reuf ikke maatte afløses paa sin Post, førend de Operationer vare udførte, som Sulejman i den nærmest kommende Tid tilsigtede.

Et saadant Forhold mellem Hærførerne maatte absolut virke lammende paa Operationerne, hvad da ogsaa snart viste sig. Den 22. Juli , da Sulejman naaede Adrianopel, fik han fra Reuf tilstillet en Rapport, hvori der meldtes: at Russerne vare i Marche mod Maritzadalen, at Reuf for Tiden ansaa sig for aldeles operationsudygtig, at han i Jeni-Zagra kun raadede over 12 Batailloner, 3 Felt- og 1 Bjergbatteri samt 1500 Tscherkesser, at hans øvrige Tropper vare spredte rundt omkring, og at han intet vidste om Schipkagarnisonens Skjæbne.

Da hans Fodfolk kun bestod af Reserve- og Lande­ værnsfolk og ikke kunde anses for operationsdygtige, foreslog han at sende sin Division pr. Jernbane til Seimenli for der at smelte den sammen med Sulejmans krigsvante Tropper og saaledes danne to nye duelige Armekorps.

Sulejman vilde aldeles ikke gaa ind paa denne Plan, men meddelte derimod Reuf, at han den 23. vilde staa med 3 Batailloner i Karabunar — c. 15 Kilometer fra Scimenli — at Reuf skulde sende ligesaa mange derhen, og dækket af disse vilde Sulejman samle hele sit Korps ved Karabunar, saa at Reuf roligt kunde blive i Jeni-Zagra.

Den 22. om Aftenen fik Sulejman 3 vigtige Meldinger:

1) fra Kulussi-pascha, Chef forSchipkagarnisonen, at han havde naaet Filippopel.

2) fra Safvet- pascha, at Russerne vare ifærd med at rykke ind i Eski-Zagra.

3) fra Mehemed Ali, at Russerne kun med en meget svag Division vare gaaede over Balkan.

Sulejman beordrede Reuf til at foretage en Rekog­ noscering mod Eski-Zagra; men denne nægtede at gjøre det, fordi hans Tropper vare for daarlige til en Offensiv. Paa gjentagen Ordre indvilligede han dog i at foretage Rekognosceringen.

At Sulejman beordrede ham til offensive Bevægelser, er i daarlig Overensstemmelse med hans egne Udtalelser i en Depeche til Krigsministeren, hvori han meddeler: «Reufs Tropper ere saa tarvelige, at man maa være meget tilfreds, naar han med dem blot kan holde Jeni- Zagra mod et fjendtligt Angreb.»

Den 27. stod Sulejmans Korps ved Karabunar Station, og selv stod han med 1Brigade ved Radina, hvor han havde en Konference med Reuf for at lægge Planen for den fælles Operation mod Gurko.

Denne var efter Erobringen af Schipka trængt videre mod Syd og naaede den 22. Juli Eski-Zagra, hvorfra han sendte Detachementer frem mod Jeni-Zagra og Tschirpan, og sit Rytteri frem til Ødelæggelse af Banen Adrianopel-Filippopel, der blev ødelagt ved Ka- jadzik den 24. Juli.

Den mellem Sulejman og Reuf aftalte Opera­ tion spi an var følgende:

Maalet er Erobringen af Eski-Zagra. Der skal rykkes frem i 3 Kolonner:

Højre Fløj — Reuf — fra Jeni-Zagra.

Centrum — Sulejman — fra Karabunar.

Venstre Fløj — Kulussi — fra Tschirpan. Den 29. skal Fremmarchen begynde, den 30. skal Eski-Zagra angribes.

I den videre Plan er der den skarpeste Modsæt­ ning mellem Reuf’s og Sulejmans Opfattelse af den mundtlige Aftale mellem dem, en Uover­ ensstemmelse, der blev ødelæggende for de fælles Ope­ rationer. 

Reuf paastaar at have faaet Ordre til at gaa fra Jeni-Zagra direkte ad Chausseen til Eski-Zagra , foran hvilken Foreningen mellem højre Fløj og Centrum skulde finde Sted, og til i Jeni-Zagra at efterlade 3 Batailloner. Han paastaar endvidere at have gjort Ind­ vendinger mod denne Marche ad Chausseen, da han ansaa sin højre Flanke altfor truet fra Bjergdefileerne, men at Sulejman paa det bestemteste har fastholdt sin Ordre.

Sulejman hævder at have givet Ile uf Ordre til ikke at følge Chausseen til Eski-Zagra, men at bøje tilvenstre og marchere mod Siutlifloden, hvor da den 29. om Aftenen højre Fløj og Centrum skulde støde sammen, antagelig i Egnen om Arabadzikioj.

Hvem der har Piet, er aldrig bleven oplyst.

Ligesom Konferencen var endt, modtog Sulejman en telegrafisk Meddelelse fra Jeni-Zagra, at der havde staaet en Rekognosceringsfægtning ved Karlikioi og Jeni-Zagra.

Skjøndt en fjendtlig Styrke fra Hankioi paa det alvorligste maatte true Reuf’s Marche den 29. og Besætningen i Jeni-Zagra, vilde Sulejman intet ændre i sin engang givne Disposition. End ikke en den 28. fra Reuf indløbende Melding: «Fjendtligt Fodfolk staar i Hankioipassets sydlige Edgang,» rokkede Sulejman i hans Plan. Han meddelte den til Mehemed Ali og tilføjede: «Naar Eski-Zagra er erobret, «vil jeg angribe Kasanlyk, derfra vende mig mod Balkan «og efterhaanden fravriste Fjenden Schipka-, Hankioi- og «Tvardizapassene. Paa den Maade vil Balkans sydlige «Side være renset for Fjenden, og ogsaa Egnen om «Sliwno være sikret. Disse Bevægelser, der begynde «imorgen, maa støttes af Schumlahæren ved en «Operation paa Nordsiden af Balkan med det «Maal at beskjæftige Fjenden der. Naar vi ere bievne «Herrer over Balkan, maa vi foretage en fælles Angrebs­ nbevægelse mod Tirnowa, idet Osman-pascha rykker «frem fra Pievvna og Drs. Excellence fra Osmanbazar.»

Ovenstaaende Depeche krydsede en fra Mehemed Ali til Sulejman, hvori meddeltes, at Mehemed vilde afvente Forstærkninger fra Warna, og, først naar de vare ind­ trufne, lade 1 Brigade gaa frem fra Osmanbazar mod Tirnowa. Da denne Offensiv skulde staa i Forbindelse med Sulejmans Angreb syd for Balkan, vil Mehemed have sin Depeche opfattet som ensbetydende med en Ordre til Sulejman om at opsætte sit Angreb. Denne modtog Depechen, da han allerede var paa Marche mod Eski-Zagra og tog aldeles intet Hensyn til den.

Vel var Sulejmans Antal af Batailloner og Batterier langt større end Gurkos; men Troppernes Værd til Gen- gjæld langt ringere. Bataillonerne talte kun c. 400 Md., og Artilleriets Ammunitionsforsyning var meget mangel­ fuld. Hæren manglede ganske Train.

Kommandoorganisationen var meget løs. Af Mangel paa Generaler var Divisionsinddelingen opgivet, Brigaderne vare de største Led, de sammensattes af 2 Regimenter dan­ nede af 4 Batailloner, der uden videre stilledes under en Regimentschef uden nogensinde tidligere at have havt mindste Forbindelse hverken indbyrdes eller med den nye Chef.

Den 29.Juli skulde Operationerne begynde. Reuf brød den Dag op Kl. 11 om Formiddagen, gik over Karabunar og stødte ved Koroula paa Fjenden, der uden Kamp gik tilbage. Omendskjøndt der kun var 2 russiske Eskadroner, bragte disse dog Reuf til at standse sin Marche og opmarchere samt begynde en Artilleri­ kamp, som kun Mørket afbrød, hvorefter Reuf gik i Bi- vouak mellem Karabunar og Karlikioi. Sulejman var, ligesom Reuf, først brudt op Kl. 11 om Formiddagen og marcherede saa langsomt, at han om Aftenen kun var naaet lidt nord for Asaplii, uagtet han selv i sin Operationsplan har ansat Arabdrikioi som Marchens Endemaal. Han sendte ingen Melding til Fløjkolonnerne om sin forsinkede Marche; vel paastaar han at have sendt Melding, men da ingen af Ko­ lonnerne har modtaget en saadan, er det vist meget tvivl­ somt, om det er sandt. Til Jeni-Zagra sendte han en Patrouille for at indhente Efterretninger.

Kulussi-pascha naaede om Aftenen lidt syd for Siutli floden.

Den mærkeligste Begivenhed er absolut, at Sulejman sender en Patrouille til Jeni-Zagra for at skaffe Efter­ retninger derfra.

Han havde faaet Følelsen af, at Byen var truet, at Fjenden altsaa var i Ryggen paa Reuf, og han har først nu faaet Blikket op for Jeni-Zagras store Betydning som hans strategiske højre Fløjs Støttepunkt; thi det er kun over denne By, en Forbindelse med Schumlahæren bliver mulig. Han burde have ladet Reuf med sin Divi­ sion blive der for at forsvare Byen til det Yderste og i Forbindelse med Kulussi være gaaet mod Eski-Zagra, som han kunde haabe at erobre, da der efter Mehemed Alis oven omtalte Melding kun var «1 svag fjendtlig Division» syd for Balkan.

Den 30. Juli gik Reuf atter frem og kastede Fjen­ den tilbage til Catalii, men hørte nu Kanontorden fra Jeni-Zagra, hvorhen han sendte en Patrouille, der Kl. 1 vendte tilbage og meldte, at Byen var erobret af Russerne, der med store Styrker rykkede frem i Ryggen paa Reuf. Denne tabte dog ikke Modet, men besluttede at kaste sig over den i Fronten staaende Fjende for at naa frem til Eski-Zagra og der forhaabentlig støde sammen med Sulejman. Det lykkedes ham ogsaa at kaste Fjenden og trænge frem til c. 3 Kilometer øst for Aidinlii, hvor han gik i Bivouak i en Skov. Han paastaar at have sendt ikke færre end 3 Patrouiller i sydlig Retning for at finde Sulejman; men ingen af dem er nogensinde vendt til­ bage, og hos Sulejman har heller ingen været. Dette er kun forklarligt ved den Oplysning, at Patrouillerne bestode af irregulairt Rytteri, som, hvis der paa deres Vej mødte dem et godt Bytte, kastede sig over det og lod det dem givne Hverv aldeles uændset.

I Jeni-Zagra var Gurko trængt ind om Morgenen, kastende den svage tyrkiske Besætning i vild Flugt tilbage. Han efterlod I Brigade i Byen og gik med sin øvrige Kolonne mod vest og naaede om Aftenen Karabunar, hvor han gik i Bivouak.

Sulejman var den 30. om Morgenen brudt op og marcherede meget langsomt frem, da han ikke havde hørt noget til Reuf og troede, at denne var bagud tilhøjre for ham. Efter en 3 Timers Marche standsede han og holdt Hvil. Under dette hørtes Kanontorden mod nord­ øst, og Sulejman og hans Officerer vare overbeviste om, at det maatte være Reuf, der kæmpede. For at hjælpe ham beordrede Sulejman Brigaden Redjeb frem; men denne gjorde Modforestillinger og vilde ikke afmar­chere , da han «jo ikke vidste, hvorhen han egentlig skulde gaa»; Sulejman tilbagekaldte da sin Ordre med den Bemærkning, at «hvis Reuf behøver Hjælp, saa kan han jo sende en Melding derom».

Efter dog at have sendt en Patrouille ud i Retning mod Heuf marcherede Sulejman videre og naaede om Aftenen Arabadzikioi, skød Forposter frem og fik gjennem disse Føling med Fjenden.

Om Aftenen sent vendte den Patrouille, der den 29. var sendt til Jeni-Zagra, tilbage og meldte, at Byen var erobret af Kusserne; men skjøndt dette maatte vise Sulejman, at Reuf var i den alvorligste Fare, foretog han sig aldeles intet for at hjælpe ham.

Om Morgenen den 31. var Reuf parat til Fremmarche, men vilde vente, indtil han erfarede noget om Sulejman.

Fra ikke mindre end 3 Patrouiller modtog han nu Melding om, at denne var i Fremmarche mod Eski-Zagra. Disse Meldinger bragtes ham af det irregulaire Rytteri; men Sandheden var, at ingen af de 3 havde set nogetsomhelst til Sulejman, de vare redne mod syd og derefter vendte tilbage med en opdigtet Melding for at tjene den af Reuf udlovede Penge­ belønning for Efterretninger fra Sulejman.

Meldingerne bragte Reuf til at gaa frem til Angreb paa Asdinlii, da han uventet bliver angrebet i Ryggen af den fra Karabunar fremrykkende Gurko. Han kom der­ ved i dobbelt Ild, og Situationen var fortvivlet; han ven­ tede forgjæves Sulejmans Indgriben i Kampen, Patronerne slap op, en Bataillon begyndte at vakle, gik tilbage, og i Løbet af faa Minutter var hele Hæren paa vild Flugt til Karabunar-Station. Reuf red selv til Stationen, og da hans Division var opløst, ansaa han sit Kommandoforhold til Sulejman hævet og rejste om Aftenen med et Extratog til Konstantinopel. Dette var sikkerlig kun muligt i den tyrkiske Hær; i enhver anden vilde en General af yderste Evne have søgt at samle Resterne af sin Hær, og han vilde aldrig have vovet at forlade ikke alene Hæren men selve Krigsskuepladsen.

Sulejman havde om Morgenen Kl. 6 samlet sine Førere for at instruere dem angaaende Angrebet paa Eski-Zagra, og medens de alle stode samlede, hørtes Kanontordenen fra Reufs Kamp. Redjeb vilde strax ile Reuf til Hjælp; men Sulejman forbød det, da han ikke vilde forandre sin engang givne Disposition for Angrebet paa Eski-Zagra; men han besluttede at vente med dette i 2 Timer, hvorefter Førerne atter gik til deres Afdelinger. Redjeb var yderst paa Sulejmans højre Fløj og nærmest ved Reuf. Han paastaar — og har beediget sit Ud­sagn — , at Sulejman kom til ham, og at han da yttrede til denne, at Reuf var i Fare, men at han fik til Svar: «Jeg hører vel Kanontordenen; men hvis Reuf var i Forlegenhed, vilde han vel have meldt os det. Naar vi erobre Eski-Zagra, degagere vi Reuf.»

Sulejman nægter, at denne Samtale har fun­ det Sted og paastaar — ligeledes med Eds Tilbud — at have givet Redjeb Ordre til at ile Reuf til Hjælp, men at denne tøvede med at efterkomme Ordren.

Hvad der er sandt af de to Forklaringer, vil vel aldrig blive opklaret; faktisk er det imidlertid, at Sulejman ikke hjalp Reuf, men gik frem til Angreb paa Eski-Zagra, som uden Vanskelighed erobredes, medens Russerne trak sig tilbage mod Tundschadalen. Om Eftermiddagen lyk­ kedes del Kulussi-pascha at forene sig med Sulejman.

Medens man kæmpede om Eski-Zagra, kom omtrent Kl. 9 en Adjutant til Sulejman med Melding fra Reuf , at han var i dobbelt Ild, da Fjenden trængte frem fra Jeni-Zagra.

Sulejman ansaa det stedse for tilstrækkeligt at erobre Eski-Zagra og saaledes degagere Reuf. Kl. 4 om Efter­ middagen, da Byen var taget, holdt han paa Højderne nord for denne, og her indtraf endnu en Adjutant — Tscherkesserhøvdingen Hadj-Mehmed — ud­ sendt af Reuf.

Paa dette Tidspunkt var ganske vist Reufs Hær paa Flugt; men det vidste Sulejman intet om, hans Optræden maa ses fra det Synspunkt, at det endnu var muligt at bringe Hjælp. Hadj•Meherned har under Ed for­ klaret, at han kom til Sulejman Kl. 4 og meldte: «Reufs Division er indesluttet af talrige russiske Kræfter« — og pegende med Haanden— : «Reuf er i Skoven der- «ovre, Afstanden dertil er kun I Mil, og naar Hr. Generalen vil sende Hjælp, skal jeg tjene som Fører; men «Sulejman brød sig aldeles ikke herom, og først Kl. 6 «gav han mig en Adjutant, der skulde føre mig til Bri-gadechefen Kulussi-pascha. Denne erklærede imidlertid «paa det bestemteste, at han under ingen Omstændigheder «vilde bryde op saa sent paa Dagen efter en mundtlig «Ordre og forlangte en skriftlig.«

Mod denne Forklaring staar Adjutantens, der fast­ holder, at Kulussi strax fik en skriftlig Befaling til at bryde op og marchere mod Dschuranli; men hvad der er sket efter Modtagelsen af Ordren, véd han intet om.

Sulejman har — ligeledes under Ed — for­ klaret, at Hadj-Mehemed kom til ham Kl. 6 om Efter­ middagen, at han da strax har givet Kulussi Befaling til at bryde op, hvad denne ogsaa gjorde, idet han anmodede Hadj om at tjene ham som Vejviser; men Hadj nægtede at gjøre det, da hans Hest var for udmattet. Kulussi lod da sin Brigade blive under Gevær og ilede selv til Sulejman, der, da det var blevet Nat, da man ikke vidste, hvor Reuf var, og da man ikke i Fjendens umiddelbare Nærhed turde sende en Brigade ene u d , bestemte sig for at tilbagekalde sin Ordre, hvorefter Kulussi red bort og lod sine Tropper gaa i Bivouak.

Gurko , der erfarede, hvor stor en Magt han havde imod sig, besluttede et Tilbagetog. Den 1. August gik han til Dalboka, den 2. over paa Tundscha’s venstre Bred, stadig uden at se noget til Fjenden, der fra den 31. Juli om Aftenen havde tabt al Forbindelse og Fo­ ling med Busserne.

Begivenhederne i Juli Maaned. (ved den tyrkiske højre Fløj).

Efter Overgangen ved Sistowa havde Busserne be­ stemt XII. og XIII. Korps til at belejre og erobre Rut­ schuk og gaa imod Lomlinjen fra Donau til Osman-faazar.

Den 2. Juli naaede Russerne Bjela, den 6. vare de ovre paa den østlige Flodbred.

Abdul Kerim havde jo i sin Skrivelse af 7. Juli ud­ talt, at Fjenden sikkert vilde gaa over Donau ved eller nedenfor Rutschuk, hvorfor han mente at burde holde sin Hær samlet i Fæstningsfirkanten; han havde endvidere dannet et Korps paa 30 Batailloner af Fæstningsbesæt­ ningerne, der under Anførsel af Achmed og Eschreff-pascha over Trestenik skulde gaa i Ryggen paa den mod Tirnowa og Gabrowa fremrykkende Fjende. Endelig lod han 6 Batailloner rykke fra Osmanbazar for at forstærke Tirnowas Besætning, en Hjælp, der, som vi have set, kom for silde.

Den 10.Juli besattedetrussiske XII.Korps’s Avantgarde Monastyr, XIII. Korps gik mere sydligt og skød sit Rytteri frem mod Ras grad, hvor det stødte paa Achmeds Rytteri, hvilket bevirkede, at denne den 11. Juli tog en Stilling ved Han-Gøl-Cisme, da han troede at have den russiske Hovedhær foran sig.

Hen 20. Juli viste XIII. Korps’s Rytteri sig i Osmanbazar og Eski-Dschuma, hvorfra de svage tyrkiske Forposter gik tilbage. Den 22. Juli stod XII. Korps’s Gros allerede ved Pyrgos, og samme Dag be­ gyndte de russiske Batterier fra den nordlige Donaubred at bombardere Rutschuk.

I Dobrudscha havde Tyrkerne den 13. Juli røm­ met Kustendszhe, den 19. besatte Russerne Tschernowodo.

Den 23. Juli sendte det russiske XII. Korps et De­ tachement frem mod Rasgrad for at rekognoscere, det stødte den 26. paa en tyrkisk Bataillon ved Jesirdsche (14 Kilometer nordvest for Rasgrad), kastede den tilbage, men stødte ved Forfølgningen paa stærke fjendtlige Kræfter, der stode i gode Forskandsninger, og Kampen standsede foran disse.

Juli Maaned havde ikke bragt store Begivenheder paa denne Del af Krigsskuepladsen, Tyrkerne havde holdt sig til en afgjort Defensiv, Russerne — paa Grund af svage Kræfter — til en meget mat Offensiv.

Situationen i Begyndelsen af August.

Russerne vare standsede. Højre Fløj havde lidt de blodige Nederlag foran Plewna, Centrum var kastet til­ bage i Ralkanpassene og følte sig endog højst usikker paa at kunne holde disse, venstre Fløj var standset foran Rutschuks Fæstningsværker og Rasgrads Feltbefæstninger.

De store offensive Planer vare opgivne, Opgaven var nu at holde sig defensiv i Front og venstre Flanke, indtil Plewna var erobret. Først og fremmest maatte der skaffes Forstærkninger; thi de 6 Armekorps paa Krigsskuepladsen spændte over en Front paa c. 250 Kilometer, og der fandtes ingen Reserve. I Begyn­ delsen af August trak man derfor 2. Infanteridivision til Selwi, og XI. Korps opstilledes syd for XIII., øst for Tirnowa med Front mod Osmanbazar.

Tyrkerne vare Situationens Herre og kunde gribe Offensiven, for hvilken der frembød sig 2 Planer.

Enten skulde Sulejman binde Fjenden i Balkan ved smaa Detachementer og med sin Hær enten gaa over Kalofer og Trojan og forene sig med Osman-pascha eller over Sliwno og Osmanbazar til en Forening med Mehemed-Ali; eller Sulejman skulde blive staaende foran Balkanpassene, medens Osman-pascha og Mehemed- Ali samtidig gik frem til Angreb, hvorved Russernes Stil­ ling i Balkan blev umulig, og Passene uden Kamp faldt i Sulejmans Hænder.

Skulde Sulejman afmarchere med sin Hær til Forening med en af de to Fløjgrupper, da maatte det synes heldigst, om han gik mod Øst; thi over de østlige Balkanpas, der vare ubesatte af Fjenden, kunde han gaa frem mod Tirnowa under en koncentrisk Marche med Mehemed-Ali. Marchen mod Øst var fuldstændig sikker, Tilbagetogslinien og Hovedetappelinien laa langs Banen Jeni—Zagra—Konstantinopel; efter fuldendt For­ ening med Mehemed-Ali vilde de samlede Hære kunne basere sig paa Fæstningsfirkanten.

At gaa mod Vest for at forene sig med Osman- pascha var mindre heldigt for Sul ej man. Han maatte da foretage en lang besværlig Marche langs Foden af Balkan uden ordentlige Transportmidler og med Til­bagetogs- og Etappelinien stærkt truet fra en russisk Fremtrængen gjennem Passene.

Ingen af de omhandlede Planer blev fulgt. Sulejman valgte at angribe Schipkapasset direkte. At han blev i Tundschadalen, var «Krigsraadets » Skyld; thi alle dets Ordrer indeholdt den samme Grund­ tanke, at man for enhver Pris maatte hindre en Gjen- tagelse af Gurkos Tog ned i Dalen. Naar Sulejman, da han nu engang var henvist til Angreb paa Schipka, ikke omgik Passet taktisk ad de østligere Pas og heller ikke søgte Mehemed-Alis Hjælp til samtidige Angreb fra Osmanbazar, da kan det vist kun forklares ved hans ringe Tiltro til en Offensiv fra Mehemeds Side og hans Haab om ene at bringe Fædrelandet Sejer.

Begivenhederne i Centrum i August.

Russerne besatte efter Gurkos Tilbagetog Stræk­ ningen Schipka-Elena, idet navnlig Schipkapasset befæstedes stærkt. Som Støtte for Bjergbesætningerne stode større Troppemasser i Gabrowa, Tirnowa og Elena.

Vi forlode Sulejman den 31. Juli om Aftenen. Han havde da tabt Følingen med de tilbagegaaende Russere, troede, al Hovedmassen af disse var gaaet mod Kassanlyk, og anede intet om, hvem den Fjende var, der havde kæmpet med Reuf, og hvor han var bleven af. Da Gurkos Rytteri — der dækkede hans Retraite over Hankioi — viste sig i Egnen om Karabunar, troede Sulejman, at det var Avantgarde-rytteriet for en fra Jeni-Zagra kommende Division, og han besluttede at gaa mod denne og erobre Byen.

Den 2. August modtog han en Depeche fra Mehe- med-Ali, der meddelte, at han den næste Dag vil samle 18 Batailloner i Osmanbazar og med dem gaa frem mod Hankioi, medens hans Armes Gros under Achmed-Ejub bliver staaende ved Rasgrad; thi han har bragt i sikker Erfaring, at hele det russiske XII. og XIII. Korps staa overfor denne By.

Den 3. August svarede Sulejman i en Depeche, at han først vilde tage Jeni-Zagra tilbage og mulig afskære de derværende Russere Tilbagetoget, derefter vilde han atter operere mod Vest op igjennem Tundschadalen, be­ sætte Twardiza og Hankioipassene og saaledes dækket i Ryg og Flanke over Kasanlyk gaa frem til Angreb paa Schipka.

Planen var udmærket, hvis Forudsætningerne for den havde været rigtige; men de vare aldeles falske, thi Fjenden stod ikke i Jeni-Zagra og hans Hovedhær ikke i Kasanlyk.

Mehemed Ali billigede ganske denne Plan, og den 3. August sendte han en Depeche til Krigsministeren, hvor han udtalte som sin Anskuelse, at Russerne nu først af al Kraft vilde angribe Plewna og Rasgrad, førend de forsøgte at gaa med større Styrker over Balkan, og at det derfor var nødvendigt for Tyrkerne særligt at vogte paa disse to Punkter.

Af disse Grunde, og fordi lovede Forstærkninger endnu ikke vare ankomne, vilde han nu ikke sende de 18 Batailloner frem fra Osmanbazar, men gav Ordre til, at de foreløbig skulde blive i Djuma, hvorom han underrettede Sulejman.

Denne fastholdt sin Plan at gaa mod Jeni-Zagra, selv om Mehemed ikke vilde kooperere med ham.

Den 4. naaede han Byen uden paa sin Marche at være stødt paa Fjenden, og først da stod det ham klart, at han havde taget Fejl, og at Fjenden stod med sin Hovedstyrke i Hankioi. Han besluttede at angribe ham og sendte Melding til Mehemed-Ali, at om 3 Dage vilde han angribe Twardiza- og Hankioipasset, hvorfor han anmodede denne om til den Tid at kooperere med ham.

Den 6. fik han Svar fra Mehemed, der, langt fra at billige Sulej man s Plan, endog gav ham Ordre til at opgive denne, hurtigst muligt besætte Twardiza- og Hankioipassenes sydlige Udgang og med Resten af sin Hær i Ilmarche gaa over Sliwen og Kazan for at understøtte Mehemed, der ventede et Angreb paa Rasgrad af fire russiske Armekorps.

Sulejman svarede herpaa, at han bestemt maatte forlange, at hans Angreb paa Hankioi understøttedes ved en Divisions Fremmarche fra Osmanbazar.

Han anmodede samtidig Krigsministeren om at be­ fale Mehemed til at udføre denne Offensiv. Men alt var forgjæves. Mehemed var ikke til at bevæge til nogen offensiv Operation, og medens der vex- ledes Telegrammer mellem ham, Krigsministeren og Sulejman, slap Gurko uhindret over Balkan.

Den 7. modtog Sulejman en Depeche fra «Krigsraadet», hvori han opfordredes til at foretage de nød­ vendige Foranstaltninger for at hindre en fjendtlig Frem­ marche fra Sliwen og Schipka mod Filippopel. Senere paa Dagen modtog han et Telegram fra «Krigsraadet», der befalede ham at angive, hvor store Kræfter han ansaa nødvendige for at kunne standse og tilbagevise det sikkert ventede Fremstød af Fjendens Hovedstyrke fra Schipkapasset mod Adrianopel.

Han angav Styrken, der skulde være tilstrækkelig til at modstaa Fjenden, saaledes:

Han tilføjede yderligere: «Operationer mod Fjenden anser jeg unyttige, naar ikke samtidig Mehemed-Aliog Osman-pascha operere frem mod Tirnowa og derved true Fjendens Tilbagetogslinie».

Den 8. August modtog Sulejman en Skrivelse fra Mehemed, der 'meddelte, at han bestemt vidste, at tre foran Itasgrad koncentrerede russiske Armekorps havde til Hensigt at angribe ham, hvorfor han havde opgivet enhver Tanke om en offensiv Kooperation med Sulejman, men derimod anmodede denne om at besætte Twardiza og Hankioi og erobre Schipkapasset.

Sulejman havde den 10. August samlet sin Hær og raadede da over:

Han begyndte den 11. August sine Operationer, hvorom han telegrafisk underrettede Mehemed.

Han marcherede til Twardiza; men, da der i Passet viste sig fjendtligt Rytteri, standsede han, be­ gyndte paa at forskandse den sydlige Udgang af Passet og blev staaende der 3 Dage.

Da Mehemed-Ali modtog Sulejmans Telegram, følte han sig krænket over dennes egenmægtige Optræden og telegraferede til Sultanen, at Sulejman ikke vilde under­ ordne sig og ikke i rette Tid sendte ham Meddelelse om sine Planer. Han fremsatte for Sultanen en ny Operationsplan, efter hvilken de 2 Fløjhære skulde holde sig til en ren Defensiv, medens Sulejman af al Kraft skulde kaste sig mod Balkanpassene; men da disse næppe lode sig erobre uden en Kooperation Nord for Balkan, til hvilken Mehemed ikke mente selv at have Tropper nok disponible, skulde Sulejman detachere c. 20 Batailloner til Osmanbazar for i Forening med de Tropper, Mehemed kunde undvære, at udføre den nævnte Kooperation.

For disse Angreb mente han, Balkan maatte falde, hvorefter Sulejman fra Schipkapasset skulde gaa frem til Angreb paa Tirnowa, medens de 2 Fløjhære gik over til Offensiven.

Ligesom han havde afsendt Telegrammet, modtog han en Melding fra Sulejman, at Twardiza var bleven besat, og uden med et Ord at omtale den Plan, han lige har udkastet og som væsentlig vil komme til at angaa Sulejman, sender han denne et Telegram, hvori han lykønsker ham til den lykkelige Begyndelse paa Operationerne og meddeler ham, at «der er givet Kommandanterne i Djuma og Osmanbazar Ordre til at fore­ tage Demonstrationer».

Den 12. fik Sulejman en Depeche fra Sultanen:

«.........Efterretninger, som vi have faaet fra forskjellige Sider, have givet Os den Overbevisning, at vi maa møde de russiske Forstærkningers Ankomst med en offensiv Bevægelse af vor højre og venstre Fløj. Vi have meddelt Mehemed-Ali-pascha dette, men da Russerne have koncentreret betydelige Kræfter paa den anden Side Balkan, gjør denne sine Operationer afhængige af en Forstærkning paa 14 Batailloner, og erklærer det for nødvendigt, at De træder i Forbindelse med ham og samtidig begynder Operationerne.........»

Det har sin store Interesse at se, hvorledes Sul­ tanen ikke træffer nogen bestemt Afgjørelse af det store Stridsspørgsmaal mellem Sulejman og Mehemed, om hvem der skal afgive de 14 Batailloner til Operationen Nord for Balkan, og han henviser Sulejman til at søge «Overenskomst» med Mehemed istedetfor at give ham en Befaling til at adlyde sin Overgeneral.

Sulejman tog aldeles intet Hensyn til Or­dren.

Den 14. marcherede han til Hankioi, kastede nogle svage Kosakforposter tilbage og gav sig til at be­ fæste Passets sydlige Udgang, foran hvilken han blev staaende i 3 Dage.

Han modtog den 14. en Ordre fra Sultanens Kabinet, en Ordre, der hvilede paa ganske andre Synspunkter end den af 12. August.

«......... I Betragtning af at Besættelsen af Schipka ikke synes saa vanskelig, som man almindeligt antog, og da tilmed, selv om det maa ske med Vanske­ ulighed, Erobringen af Passet vil lette Foreningen mellem Sulejmans og Osman-paschas Hære og med Divisionen i Selwi, ligesom ogsaa vore videre militære Operationer derved sikres, saa er det enstemmigt besluttet, at man skal bemægtig'e sig Schipkapasset uden nogetso ni helst Hensyn til de Offre, som denne Erobring maatte kunne koste.»

Sulejman maatte med Bette forbavses over denne Ordre; thi for første Gang henvises han til at søge Forbindelse med Osman-paschas Hær, og til at bemæg­ tige sig Schipka uden Hensyn til, hvad det vil medføre af Offre.

I Modstrid med disse Planer stod en Ordre, han fik den 16. fra Meherned, hvori denne fremsatte to nye Operationsplaner. Enten vilde han blive staaende de­ fensiv ved Rasgrad med sin Hovedhær og sende c. 25 Batailloner frem mod Tirnowa for der at søge For­ ening med den over de østlige Pas fremtrængende Sulejman, eller han vilde med sin Hovedhær rette et offen­sivt Stød mod Lom og Jantra, medens kun en svag Styrke demonstrerede fra Osmanbazar mod Tirnowa.

Han syntes et Øjeblik at have opgivet sin Defensiv, og det kan kun beklages, at ikke navnlig den første af hans Planer kom til Udførelse; thi da var utvivlsomt Tirnowa falden i Tyrkernes Hænder, og de blodige Offre, Sulejman bragte ved Schipka, havde kunnet spares.

Sulejman telegraferede strax tilbage, at der var nogle Ord i den chiffrerede Depeche, han ikke kunde tyde, og bad om nærmere Forklaring desangaaende. Den kom ikke; thi allerede 2 Dage efter at have afsendt sit Tele­gram havde IMehemed forandret Beslutning og op­ givet enhver Tanke om Offensiv.

Sulejman opgav nu ethvert Haab om en Forening med Mehemed-Ali, men efterkom Kabinettets Ordre og dirigerede sin Marche mod Schipka. Den 17. naaede han Maglits, den 18. Kasanlyk. Herfra sendte han en Depeche til Konstantinopel, hvori han udviklede sine Operationsplaner, naar Schipka var taget.

I alle hans Planer stod stedse Schipkas Erobring som et særskilt Afsnit i Operationerne, udført af ham alene uden Hjælp fra Hæren Nord for Balkan.

Hampen i Sckipkapasset.
20— 27. August. (Se Skitsen Side 567.)

Den 19. August fremsendte Sulejman Rytteri mod Landsbyen Schipka, fra hvilken en svag Kosakbesæt­ning kastedes tilbage; men da Tyrkerne vilde gaa frem foran Byen, standsedes de af fjendtligt Fodfolk.

Den 20. koncentrerede Sulejman sin Hær tæt syd for Schipka. Dette observeredes af de russiske Poster, og Chefen for Schipkabesætningen udbad sig Forstærk­ninger.

Foreløbig var Sulejman den langt overlegen, han havde c. 30000 Md. mod c. 6000 Russere.

Den 21. vilde han angribe med 1 Brigade demon­ strerende i Fronten, medens 2 Brigader rettede Hoved­ angrebet over Mali Brdek mod de russiske Stillingers venstre Fløj. Kl. 5 om Morgenen vare de 2 Brigader ved en Nattemarche naaede op paa Mali Brdek, brøde Kl. 7 frem fra Skovudkanten, kastede de svage fjendtlige Forposter tilbage, men bleve derefter staaende og be­ gyndte paa at anlægge Batterierne «a».

Hovedangrebet blev saaledes slet ikke gjennemført.

Den demonstrerende Brigade derimod kastede sig ind i en voldsom Kamp. Den naaede over Karaula helt ben til Skyttegravene foran de russiske Batterier 1, 2 og 3,om hvilke der kæmpedes bele Dagen, men uden at det lykkedes Tyrkerne at erobre dem, og om Aftenen lagde de sig i lette Forskandsninger c. 600m foran Skandserne. Hovedansvaret for Dagens resultatløse Kampe har Sulejman. Han havde aldeles ikke ledet Slaget, han burde have bragt Hovedangrebskolonnerne frem og holdt igjen paa Demonstrationskolonnen.

Om Aftenen rekognoscerede Generalstabschefen den russiske højre Fløj og meldte til Sulejman, at man dækket vilde kunne naa op paa Marko-Kralski. Dette bragte Sulejman paa den Tanke at omgaa og indeslutte Schipkapasset.

Den 22. foretoges intet Angreb; men Dagen be­ nyttedes til yderligere Rekognosceringer af den russiske Position.

Det besluttedes at angribe den 23. Angrebet skulde udføres af Højre Fløj mod de russiske Batterier 2. 3. .4, af et «Høire Sidedetachement» mod Batteri 7, af «Venstre Fløj» mod Batterierne 1 og 2, og af et «Venstre Sid edetach em en t» frem fra det om Natten anlagte tyrkiske Batteri d mod de russiske Batterier 5 og 6.

Angrebet faldt saaledes i 4 Grupper, og den samlede Overledelse havde Sulejman.

«Højre» og «Venstre Fløj» førte forgjæves Kampen til henad Middag, uden at det lykkedes paa noget Punkt at vinde Terrain. «Venstre Sidedetachement» an­ greb Batterierne 5 og 6 , men kunde ikke erobre dem. Henad Middag lod Sulejman «Venstre Fløj», hvis Angreb paa den Tid var standset, afgive 6 Batailloner og 5 Kanoner til Sidedetachementet. Med fornyet Kraft angreb dette, samtidig med at «Højre Sidedetache­ ment» angreb Batteri 7. Dette sidste Angreb, der vilde være bleven afgjørende for Kampen, hvis det var lykkedes, blev ført meget svagt og sloges tilbage af langt overlegne russiske Kræfter.

Dermed var Dagens Skjæbne afgjort, friske russiske Forstærkninger grebe ind i Kampen og kastede sig mod «Venstre Si dedetachements» venstre Flanke ; dette maatte nu ikke blot standse sit Angreb, men endog trække sig tilbage. Natten faldt paa, og Kampen døde hen.

Sulejmans Virksomhed havde ikke været stor. An­grebene vare bievne førte uden nogensomhelst Forbin­ delse, den eneste Støtte, de havde faaet fra Overledelsen, var den omtalte Forstærkning og «Venstre Sidedetache­ment».

Den 24. paatænkte Førerne for «Højre og Venstre Side­ detachement» at forny Angrebet; men de modtoge ikke nogensomhelst Ordre fra Sulejman, og nu gik Kusserne over til Offensiven kastende Tyrkerne helt tilbage til Batteri d og Mali-Brdek. Ved Meldingen herom blev Sulejman ængstelig for sin Tilbagetogslinie, hvis Batteri d skulde falde, og han beordrede »Højre Sidedetachement» til at afmarchere til Marko-Kralski. Den 25. tidligt om Morgenen paabegyndtes denne Marche fra yderste højre til yderste venstre Fløj. Sulejman afsendte Telegram til Konstantinopel og bad om Forstærkning samt forlangte frem for Alt en ny Ammunitionsforsyning.

Den 25. gik Russerne frem til Angreb paa Batteri d og kastede Tyrkerne til Toppen af Højderne. Tyrkerne fik Forstærkning og kastede atter Russerne ud af Batteri d; men trods stor Overmagt forfulgte de ikke.

Den 26. gik Tyrkerne mod den russiske højre Fløj, men kunde ikke kaste den, og hermed endt(e foreløbig Kampene om Schipkapasset.

Sulejman sendte en Depeche til Krigsministeren:

«Jeg har nu 50 Batailloner under mig, af hvilke jeg dog kun kan gjøre Regning paa de 30, som jeg har medbragt fra Herzegowina. Men disse ere næsten decimerede. Hvad angaar Officererne, saavel ældre som yngre, da er næsten Halvdelen saarede eller dræbte i den 6 Dages Kamp, jeg har ført. Bataillonerne i den herzegowinske Hær talte kun 100— 120 iMd. Tabene beløbe sig til indtil 3000 Md. Af de øvrige 20 BatailIoner i min Hær høre en Del til de Tropper, der i Kampen mod Montenegrinerne bestandigt lede Nederlag og vare vante til at løbe fra Slagmarken, Resten er Reuf-paschas Batailloner, der ere bievne slagne i alle Fægtninger og derfor ere fuldstændigt demoraliserede. «......................Der maa strax skrides til en Reorganisation og Komplettering af de nævnte Troppedele. Med Utanlmodighed venter jeg Ankomsten af nye Soldater fra Konstantinopel og anmoder om, at man strax sender mig store Transporter Patroner og Artilleriammunition. Vi holde Fjenden indesluttet fra tre Sider; men Vejen til Gabrowa er ubesat og vi kunne se, hvorledes der ad denne Vej daglig lilgaar Fjenden Forstærkninger og Tilførsler af enhver Art. Naar vi hidtil have havt saa mange Vanskeligheder og ikke have formaaet ganske at «erobre de fjendtlige Positioner, da er dette kun sket, fordi'Dona uh ærene paa ingensomhelst Maade hjælpe os og ikke foretage Angreb paa Fjendens Tilbagetogslinier Nord for Balkan.

«I Betragtning af den daglig voxende Overmagt hos »Fjenden og de følelige Tab, jeg har lidt, kan jeg ikke «længere fortsætte de paabegyndte Angreb, men maa holde «mig defensiv i de nu indtagne Positioner, indtil Armeen «fra Rasgrad og endnu mere den fra Plewna ved en »hurtig Offensiv mod Selwi og Gabrowo bringe Hjælp. »Det fortsatte Forsvar mod en stedse i Overmagt voxende Modstander kan blive skjæbnesvangert for os, naar han «erfarer vor Svaghed og angriber os med alle sine Kræfter. »For ikke at give ham Tid dertil og for at fremskynde »Erobringen af de tilgængelige Schipkapositioner, er den »oven omtalte Manøvre mod Selwi og Gabrowo uundgaaelig«.

Med Afsendelsen af denne Depeche endte foreløbig Sulejmans Virksomhed; han havde opgivet enhver Offensiv og lod den 27. sit Fodfolk — under en vedvarende, men meget svag Ild fra alle de tyrkiske Batterier — gaa tilbage i Batterilinierne. De 6 Dages Kamp havde kostet ham c. 10000 Md.

Den 27. rekognoscerede Sulejman frem over Sele n s ­ drev o, men stødte mod fjendtligt Fodfolk, som han be­ sluttede at forjage fra Landsbyen; Angrebet mislykkedes imidlertid, og han gik tilbage bag sine Forskandsninger. Med stor Iver kastede han sig nu over sine Stillingers Forstærkning ved Feltværker.

Den 30. modtog han en Depeche fra Sultanens Kabinet, hvori bl. a. meddeltes:

Saavel Mehemed-Ali som Osman-pascha »have besværet sig over ikke at have modtaget Efterret- «ninger om Deres sidste Operationer . . . . » , og Kabi­nettet paalagde ham derfor at opfylde sine Pligter i den Retning. Sulejman svarede herpaa, at han daglig havde gjort dette, at han havde Beviserne derfor i sin Haand og derfor ikke kunde forstaa, hvorledes de to Generaler kunde lade uvidende om hans Operationer. 

For Sulejman var det det vigtigste i ovennævnte De­ peche at Kabinettet meddelte, at der vilde tilgaa ham en Forstærkning paac. 4000 Md. og blive sendt 10 Batailloner til Tschirpan, Karabunar Station ogJeni-Zagra.

De Meldinger, Sulejman havde indsendt om sine uheldige Kampe og hans stadige Opfordring til Koopera­ tioner af Fløjarmeerne, havde henledet Sultanens Op­ mærksomhed paa disse, og den 27. befalede han Kabi­ nettet at sætte sig i Forbindelse med Mehemed-Ali og Osman-pascha for inden 24 Timer at kunne fremsætte en Plan for disses Offensiv.

Da dette ikke førte til noget Resultat, fremsatte Sultanen den 28. en af ham selv forfattet Memoire til øjeblikkkelig Besvarelse af Krigsraadet.

Efter at have udtalt sin Anskuelse om Situationen og Sulejmans uheldige 6 Dages Kamp, fortsætter han saaledes: «En russisk Offensiv i Schipka kan «kun hindres ved en offensiv Bevægelse af «Mehemed-Ali eller endnu bedre af Osmanpascha mod Fjendens Tilbagetogslinie. Viser «dette sig umuligt, da maa man trække et særligt Detachement fra Plewna og hurtigt kaste det mod Selwi og «Gabrowo for at afskære Fjenden Tilbagetoget............. «

Alle nedenstaaende Spørgsmaal skulle grundigt un- «dersøges og kort besvares af Krigsraadet:

«1. Om end Overgeneralerne ere uafhængige i deres «Beslutninger, kan Krigsministeren dog i Overensstemmelse med Krigsraadet give nogle Fingerpeg, som de «gjøre klogt i at overveje.

«Holder Ministeren og Krigsraadet det heldigt nu at •begynde Offensiven fra Plewna og Rasgrad?

«2. Hvis de ere mod denne Plan, af hvilke Grunde da?

«3. Hvis de to Armeer ikke skulle angribe, da maa «efter Sulejmans Mening et særligt Detachement fra «Plewna hurtigt gaa frem mod Gabrowo. ' Billiger Krigsraadet denne Plan?

«4. Hvis ikke, da maa der gives Sulejman nye Direktiver. Disse kunne enten begrundes ved et af nedenstaaende Spørgsmaal eller udarbejdes selvstændigt af «Krigsraadet. I sidste Tilfælde maa alle de Grunde, paa «hvilke de hvile, angives.

«I. Skal Sulejman blive staaende i de' af ham «indtagne Positioner og yde Fjenden Modstand til det «yderste?

«II. Skal han, efterladende et tilstrækkeligt Antal «Tropper overfor llefæstningerne i Schipkapasset, føre de «øvrige tilbage?

«Hvis det er umuligt at lade kun en Del af Tropperne blive staaende overfor Fjenden, skal Sulejman da «føre alle sine Tropper tilbage til et af ham angivet «Punkt? «

III. Der hersker den Anskuelse, at Sulejman burde «forene sig med de i Dschuma og Osmanbazar staaende «Tropper og med disse gaa frem mod Tirnowa.

«I saa Tilfælde bliver det umuligt for den i Tirnowa «staaende Fjende at understøtte Besætningen i Schipka- «passet, og derved kommer denne i en saa vanskelig «Stilling, at Fjenden afholdes fra en videre Fremtrængen «mod Adrianopel. Mehemed-Ali og Hassan-pascha ere «Tihængere af denne Plan.

«Hvis Krigsraadet ogsaa maatte være det, da er «Spørgsmaalet, om Sulejman skal afmarchere og, efterat Foreningen er opnaaet, operere sammen med Hassanpascha?

«IV. Da imidlertid derved Sandsynligheden for at «Russerne fra Schipka eller andre Punkter kunne trænge «frem mod Adrianopel — i hvilket Tilfælde der for Tyrkiet «kun vilde være at slutte en Vaabenstilstand — ikke for- «ringes, vilde det saa ikke være fordelagtigere, ikke at «lade Sulejman opgive Balkan?

»Den 30. August modtog Sultanen Svaret paa sine Spørgsmaal:

«1. Da Sulejman i sin Depeche skildrede Vigtigheden og Omfanget af de af ham førte Kampe og Vanskeligheden ved Erobringen af de stærke Schipkabefæstninger, henviste han til Nødvendigheden af en virksom "og snarlig Understøttelse fra Plewnahæren. Som Følge "heraf blev der tilskrevet Mehemed-Ali og Osman-pascha, at mindre, offensive Bevægelser af deres Hære vare nødvendige for at aflede en Del af de fjendtlige Kræfter «fra Schipkapasset. Den 28. August blev det dem paalagt at udtale sig om denne Sag, og den endelige Be- »slutning om disse offensive Foretagender vil være afhængig af deres Svar.

«2. Hvis offensive Bevægelser ikke anses for hen- «sigtsmæssige, da vil Grunden til denne.Afgjørelse være «anført i de fra ovennævnte Paschaer indkommende Svar.

«3. Offensiven har til Maal at lette Schipkadeta- «chementets Stilling og true Fjenden; men naar Mehemed-Ali ikke kan trænge frem, da kan Osman-paschas Detachement alene intet udrette, da dets isolerede Opera- «tioner ikke blot ikke føre til det ønskede Maal, men «endog bringe det selv i Fare.

«4. Det vilde være unyttigt herfra at udtale sig om, «hvorvidt Sulejman-pascha skal blive i Schipkapasset «eller trække sig tilbage. Afgjøreisen af dette afhænger «af hans egen Opfattelse, som vi have anmodet ham om «at meddele os. Den eneste Beslutning, der kan tages, «inden Modtagelsen af hans Svar, er at fremskynde de «allerede paabegyndte Tilsendelser af Tropper og Forraad. «Svar paa Spørgsmaalene 5, 6 og 7 kan først gives efter »Modtagelsen af de fra Paschaen ventede Depecher.

Sultanen havde ikke faaet stort Udbytte af sin Ordre; han havde faaet et Svar indeholdende en Mængde almin­ delige Talemaader; men hvad Operationsplaner angik, da havde Krigsraadet ganske afholdt sig fra at fremsætte saadanne, men henvist til at afvente de tre Armechefers Udtalelser.

Samtidig med Svaret til Sultanen sendte Krigsraadet telegrafisk Ordre til Mehemed-Ali og Osman-pascha om at træde i Forbindelse med Sulejman for at blive enige om de Operationer, der maatte udføres for at svække Russernes Stilling i Schipka.

Afsendelsen af denne Ordre meddeltes Sulejman den 29., og der tilsagdes ham Forstærkninger. Han svarede herpaa den 30., at han nu vilde arbejde af al Kraft paa fuldstændigt at cernere Schipka, hvilket kun vilde lykkes, naar det umuliggjordes Fjenden at føre Forstærkning frem, og det maatte blive Osman-pasclias Opgave ved at erobre Gabrowo.

Sulejman henviste stedse til Kooperationer med Os­man, og havde opgivet enhver Tanke om saadanne med Mehemed-Ali.

Osman-pascha i August Maaned.

Vi forlode Osman den 31. Juli beskæftiget med at for­ stærke sine Stillinger om Plewna og organisere sin Hær. Den 6. August hørtes Kanontorden fra Lowtscha, Osman dirigerede en Styrke derned, men inden den naaede Byen, fik den Melding om, at Besætningen havde vist det russiske Angreb tilbage; den vendte derfor om og gik til Plewna. Resten af August forløb uden Kamp lige til den 31. I Dagene fra 27. til 30. August udfoldedes den oven omtalte Virksomhed af Sultanen, Krigsraadet og Sulejman, for al faae Fløjarmeerne til at gribe Offensiven, og den 31. August besluttede Osman-pascha en Kooperation med Sulejman ved at rette et kraftigt Stød mod Pelischat.

Han formerede en Division paa 19 Batailloner, 3 Batterier og 8 Eskadroner, ialt c. 11000 Md. under sin egen Kommando. Tidligt om Morgenen rykkede han ud, stødte strax paa de fjendtlige Forposter, der kastedes, og Hovedkampen kom nu til at staa om Højdedragene ved Pelischat. Da Osman havde erkjendt, at han stod overfor betydelige russiske Kræfter, gav han om Eftermiddagen Ordre til Tilbagegang og trak sig ind bag sine Forskandsninger ved Plewna.

Hele denne Offensiv fik kun en ubetydelig lokal Virkning og kunde aldrig betragtes som en «offensiv Bevægelse af Fløjarmeen».

Et mindre Foretagende, en Art Rekognoscering, som den 21. foretoges af Besætningen i Lowtscha frem imod Selwi, fik for saavidt større Betydning, som det, iøvrigt ganske tilfældigt, faldt sammen med Sulejmans første Angreb paa Schipka, og derfor af Russerne op­ fattedes som en begyndende alvorlig Operation med Osman-paschas Hær.

Mehemed-Ali-paschas Virksomhed i August og Sep­tember. Hans Afgang fra Kommandoen.

Mehemed var i den første Halvdel af August ganske uvirksom, og hele hans Bestræbelse gik ud paa selv at blive i Defensiven og drage Sulejmans Hær til sig. Alle hans Ordrer og Forslag havde imid­ lertid været forgjæves, og den 16. havde Sulejman jo paabegyndt sin Marche mod Vest og fjernet sig mere og mere fra Mehemed, der dog ikke derfor opgav Haabet om at kunne faae Dele af dennes Hær dragne Nord for Balkan over de østlige Pas.

Da Russerne i Dobrudscha forholdt sig rolige, be­ sluttede Mehemed at forstærke sin om Eski-Dschuma staaende Styrke med den i W'arna liggende Division og beordrede Prinds Has san til at afmarchere. I Warna skulde etableres en Garnison af Frivillige fra Konstantinopel.

I alle sine Skrivelser til Sulejman udtalte Mehemed stedse, at han vidste, at den 3— 4 Armekorps stærke Fjende vilde angribe ham ved Rasgrad.

Den 21. August gik Russerne med 1 Brigade frem mod Eski-Dschuma, som standsedes af Tyr­kerne, der den 2 2. kastede Fjenden tilbage til Lom­flodens Bredder. Mehemed trak Forstærkninger til sig fra Rasgrad, og den 23. lykkedes det ham at kaste Fjenden over paa den vestlige Lombred og sætte sig i Besiddelse af Ajaslar.

I dette Øjeblik holdt Mehemed-Ali Krigens Skæbne i sin Haand; han kunde have samlet sin Hær, der var Russerne langt overlegen, og rettet et uimodstaaeligt Stød fra Ajaslar frem mod Tirnowa. Ved et saadant vilde Storfyrsttronfølgerens Hær være bleven sprængt og Besætningen i Schipka inde­ sluttet. Havde Osmanpascha da, opmuntret ved Mehemeds Fremgang, rettet et kraftigt Offensiv­ stød frem mod Plewna, da var den russiske Hær i Bulgarien bleven knust, og intet vilde have kunnet redde den fra Katastrofen.

Men Mehemed-Ali var ikke en Handlingens Mand, han vilde ikke bort fra Fæstningsfirkanten, han opfattede sin Hær som Fæstningsbesætning og ikke Fæstningerne som en Grundstøtte for hans Hær, der netop ved disse blev frigjort til Operationerne.

Ved Karahassan stode Russerne endnu paa den østlige Lombred, den 30. gik Tyrkerne frem og kastede Fjenden tilbage til Katzeliewo.

I Haab om at faae Sulejmans Hjælp til sine videre Angreb, sendte Mehemed den 2. September en Depeche til denne saalydende; «I Betragtning af de «fjendtlige Værkers Styrke ved Schipka og Terrainets «Utilgængelighed, synes en Storm paa disse Positioner «umulig................ Jeg har den Anskuelse, at Stormangreb paa Schipkapasset vil fordre for megen Tid, jeg «mener ogsaa, at den endelige og samtidige Offensiv af «Armeerne ved Plewna og Rasgrad vil være afhængig af «Russernes Fordrivelse fra Balkanstillingerne og vor «Marche mod Tirnowa. Derfor anser jeg det nødvendigt at skabe en ny Operationsplan. Det er umuligt »for Russerne for anden Gang at gaa over Balkan. Jeg «anser det derfor heldigt, at Drs. Exell. efterlader et «stærkt Detachement i vore Forskandsninger «foran Fjendens Front i Schipkapasset og et «andet bagved som Reserve. I Spidsen for «den øvrige Del af Hæren skal De da i hem­ melige Ilmarcher over Twardiza- og Kapu­ npassene gaa til Osmanbazar , forstærke Deres «Hær med 8 udvalgte Batailloner af den mellem »Kasan og Osmanbazar staaende Styrke og derefter «rette et kraftigt Stød mod Tirnowa. Samtidig vil da Divisionen i Rasgrad erobre «Lomlinien og Divisionen i Eski-Dschuma «erobre Karadja mellem Lom og Jantra».

«Under gjensidig Understøttelse vilde vi saaledes angribe Fjenden fra 3 Sider, og denne kombinerede Bevægelse maa absolut krones med Held».

»Saaledes forekommer Situationen mig at være; men «hvis De tror inden 3 Dage at kunne erobre Schipka- «passet ved et Angreb fra 3 Sider, da har den af mig «foreslaaede Plan ingen Betydning..............»

Sulejman viste Forslaget tilbage, og Mehemed saa sig nu nødsaget til ene at gribe Offensiven, navnlig da han fra Sultanen modtog en bestemt Ordre i saa Hen­seende.

Han besluttede at angribe Russerne den 5. ved Katzeliewo, idet han dog for at bortlede Fjendens Opmærksomhed herfra beordrede Garnisonen i Rutschuk til at foretage et stort Udfald den 4. September.

Kommandanten i Rutschuk Achmed-Kaisserli- pascha angreb derfor den 4. Kadikoi; Russerne overraskedes, og Byen erobredes; men da de snart sam­ lede sig igjen, bleve Tyrkerne atter kastede tilbage og gik bag Fæstningsværkerne.

Om end Udfaldet ikke var bleven ført med store Kræfter, saa gjorde det dog sin Virkning, idet det lyk­ kedes at holde Størstedelen af det russiske XII. Arme­ korps foran Rutschuk.

Den 5. skete Mehemeds Angreb. Han rettede det over Katzeliewo i Retning af Bjela, og efter en Række heldige Angreb lykkedes det at kaste Russerne over paa venstre Lombred. Enkelte tyrkiske Afdelinger fulgte efter; men om Aftenen beordrede Mehemed-Ali alle Tropper tilbage paa den østlige Bred.

Han havde for anden Gang sejret, havde sin Hær samlet, og det gunstigste Øjeblik for en kraftig Offensiv var tilstede; men Mehemed benyttede det ikke, han havde renset Egnen øst for Lom for Russerne, og dermed var han tilfreds. Den 8. begav han sig til Eski-Dschuma og modtog her den 9. en Depeche fra Sultanen, hvori udtaltes:

«Sulejman-pascha melder, at hans Hær hverken «helt eller delvis kan forlade Schipkapasset. Redningen «af Osman-paschas Hær ud af dens særdeles »vanskelige Stilling beror derfor kun paa Angreb «fra Hæren ved Eski-Dschuma og Rasgrad eller «dog i det mindste paa Demonstrationer fra «denne. Sker denne Offensiv ikke, saa blokerer »Fjenden Plewna med betydelige Kræfter, det «bliver umuligt for Osman-pascha at sikre sit Tilbagetog »eller udholde en langvarig Belejring, og han vil blive «nødsaget til at forlade Plewna forat unddrage sig en saadan.

«Sultanen befaler Dem derfor ufortøvet at skride «til virkelige eller demonstrative Bevægelser.»

For yderligere at paavirke Mehemed sendte Sultanen Reuf-pascha til Eski-Dschuma med det Hverv indtrængende at opfordre Mehemed til i Ilmarcher at gaa frem mod Jantralinien.

Men Tiden gik, og hverken Depecher eller Reuf- pascha kunde bringe Mehemed til at gribe Offensiven.

Den 18. fik han atter fra Sultanen en Ordre til at paabegynde sine Operationer og svarede tilbage, at han ganske billigede Planen om en Offensiv og nu vilde be­ gynde sin Fremmarche.

Han blev imidlertid staaende og sendte endog den 18. Sulejman et Udkast til en ny Operationsplan, efter hvilken denne skulde efterlade et Detachement i Schipka og med Resten af sin Hær gaa over Hankoi til Osmanbazar og derfra operere mod Tirnowa; samtidig vilde Mehemed saa gaa mod Bjela.

Det var i Hovedsagen den samme Plan, han havde fremsat den 2. September. Sulejman afviste bestemt For­ slaget, men anbefalede Mehemed at henvende sig til Sultanen, hvad denne da ogsaa gjorde.

Den 19. fik han Svar saalydende:

«Efter alle krigserfarne inden- og udenlandske Officerers Mening er Osman-paschas Befrielse fra «Fjendens Omringe Ise ene afhængig af Deres «Operationer......................Endnu en Gang be- «faler man Dem Hurtighed.

»Mehemed besluttede da at rette et Angreb mod den russiske Stilling ved Cerkawna og derfra trænge frem mod Dragonowo, for at bemægtige sig Jantralinien mellem Bjela og Tirnowa.

Til denne Operation burde Mehemed have samlet hele sin Hær; men han tog kun Halvdelen, 3 Divisioner, og da paa Slagdagen den ene af disse ikke var til at finde , mislykkedes Angrebet paa den russiske Stil­ ling. (At den ene Division ikke kom tilstede paa Kamp­ pladsen er senere bevist at skyldes de Intriger, der vare satte i Scene for at faae Mehemed fjernet fra Komman­ doen; en Del af Ansvaret for den 21. falder saaledes paa andre end Mehemed.)

Den 22. afsendte Mehemed et Telegram til Sultanen, hvori han fremsatte den Anskuelse, at Russerne koncen­ trerede deres Hovedkræfter ved Bjela for at angribe ham, hvorfor han vilde lade sin Hær indtage en stærk Stilling saaledes: Korpset ved Rasgrad bag Lomfloden, Korpset ved Eski-Dschuma ved Sarnasuflar; han havde da højre Fløj støttet til Rutschuk, venstre Fløj til Balkan.

Førend han havde modtaget Svar paa dette Telegram, begyndte han at trække sin Hær tilbage og var derfor i  fuld Tilbagemarche, da han den 24. modtog en Befaling fra Sultanen:

«..............Vi opfordre Dem endnu engang til at «opfylde de Dem som Overgeneral paahvilende Pligter «og træffe alle Foranstaltninger til at sikre Hæren en »Sejr................. Dette maa ske uden mindste Tidsspilde.....................

Mehemed svarede, at han havde paabegyndt sit Til­ bagetog, men vilde overveje en ny Plan for offensive Be­vægelser.

Men nu var det forbi med Sultanens Taalmodighed; den 26. besluttedes det i et Krigsraad at afsætte Mehe­ med og give Sul ej man Overkommandoen.

Dette meddeltes denne; men det skulde være en Hemmelighed, indtil det Øjeblik han afløste Mehemed, der ikke anede sin saa nær forestaaende Afsked. Natten mellem den 2. og 3. Oktober fik han Telegram om sin Afsættelse fra Kommandoen. Om Morgenen den 3. an­ kom Sulejman og overtog paa Landevejen mellem Kadikioi og Basgrad sin Post som Overgeral, medens Mehemed-Ali rejste til Konstantinopel for at retfærdiggjøre sig.

Sulejman-pascha i September Maaned. Hans Ud­nævnelse til Overgeneral.

Den 2. September var Sulejman ifærd med at forskandse sig foran de russiske Schipkapositioner.

Den 3. fik han den oven omtalte Opfordring fra Mehemed-Ali om fælles Operationer, som han bestemt afslog. Den 3. September erobrede Russerne Lovvtscha, og Sandsynligheden for en Forening mellem Sulejman og Osman blev derved meget formindsket. For Osmanpascha var Byens Erobring en meget alvorlig Begivenhed; thi hans Tilbagetogs- og Etappelinie truedes nu stærkt. Dette indsaa Sulejman og lod afholde et Krigsraad for  at raadslaa om, hvad der kunde gjøres for at henlede de russiske Kræfter paa Schipka og derved hjælpe Osman.

Krigsraadet foreslog et natligt Overfald paa de russiske Schipka positioner, og om end Sulejman ikke selv ganske billigede denne Plan, gik han dog ind derpaa og besluttede at foretage Overfaldet den 17. ved Daggry.

Fra den 13. lod han aabne en daglig hæftig Beskydning mod alle de russiske Værker og foraarsagede derved Fjenden følelige Tab. Dog maa denne Beskydning betegnes som en absolut Fejl; der kunde efter den ikke være Tale om noget «Overfald». Fjenden var bleven allarmeret, trak Forstærkninger til og skærpede sin Opmærksomhed.

Følgen var da ogsaa, at Overfaldet mislykkedes med et Tab for Sulejman paa henved 1000 Md.

Den 20. modtog han fra Konstantinopel Melding om, at Mehemed-Ali den 21. vilde foretage en større offensiv Bevægelse mod Jantralinien, hvorfor han op­ fordredes til indenfor sit Kommandoomraade at udføre alle de Bevægelser, som han under Hensyn til de fore­ liggende Omstændigheder og til eget og Fjendens Styrke­ forhold ansaa nødvendige.

Han nøjedes med at sende et lille Detachement irregulairt Rytteri frem mod Elena. Ved Marenitza stødte det den 24. paa Fjenden og gik efter en ube­ tydelig Fægtning tilbage til Sliwno.

Den 24. fik Sulejman Forstærkninger, og hans Hær talte nu c. 30000 Md. Med den agtede han at koo­ perere med Osman-pascha, da han den 26. overraskedes ved at erfare sin Udnævnelse til Overgeneral og Chef for den tyrkiske Donauhær. Til hans Efterfølger som Chef for Schipkahæren bestemtes Reufpascha.

Den 28. afrejste Sulejman uden at have havt nogen personlig Sammenkomst med Reuf, for at sætte denne ind i Situationen ved den Hær, han skulde kommandere.

Kampen om Lowtscha. Osman-paschas Kampe ved Plewna 7.—12. September.

Lowtscha var et Punkt af største Betydning for Osman-pascha. Kun saalænge han hævdede det, var en Forening mulig mellem ham og Sulejman — uden at Schipka erobredes — nemlig langs Sydfoden af Balkan og over Trojan. Men ogsaa i en anden Henseende var Lowtscha af Betydning; thi naar Russerne erobrede Byen, vilde de snart overskære Osmans Hovedetappe, Pie wna-Orchanie-Sofia.

I Lowtscha havde Osman en Styrke paa 8 Batail- loner, 6 Kanoner og lidt irregulairt Rytteri, ialt c. 5000 Md., under Kommando af den dygtige og energiske Rifaatpascha.

Den 1. September nærmede en fjendtlig Styrke sig Byen og aabnede et Artilleriangreb, som besvaredes af de tyrkiske Batterier paa den vestlige Osmabred. Efter en 4 Timers Kamp hørte liden op.

Den 2. rykkede Russerne tættere ind paa de tyr­ kiske Stillinger, men angreb ikke.

Den 3. førte de et Hovedangreb med omtrent 25000 Md. og 80 Kanoner. Hvor glimrende den tyr­ kiske Modstand overfor den saa knusende Overlegenhed maa have været, erkjendes bedst ved at se, at det først sent om Aftenen lykkedes Russerne at kaste Fjenden. Rifaat samlede i god Orden sine Tropper og afmar­ cherede i nordvestlig Retning for at naa Plewna.

Osman havde den 1. September hørt Kanontordnen fra Lowtscha, men ansaa Rifaat for stærk nok til at afslaa det efter hans Mening kun svage russiske Rekognosceringsangreb. Den 2. begyndte Kanontordenen igjen; men den lød svagere end den foregaaende Dag, hvorfor Osman troede, at den hidrørte fra Kampe ved Gabrowo. Men pludselig om Middagen blev Telegraf­ ledningen Plewna-Lowtscha afbrudt, og gjennem en Ordonnants fik Osman Melding fra Rifaat, at Fjenden var ham langt overlegen, og han udbad sig nærmere Ordrer.

Da besluttede Osman at ile til Hjælp. Han formerede en Kolonne — under sin egen Kommando — paa 20 Batailloner, 3 Batterier, 2 Eskadroner regulairt og 1 Regiment irregulairt Rytteri og overgav Komman­ doen i Plewna til Adil-pascha. Skjøndt Tiden var kostbar, afmarcherede ban først den 3. September heni- mod Middag. Næppe havde han forladt Plewna, før Russerne — der opdagede Afmarchen og haabede at kunne forhale den — aabnede Ilden mod de tyrkiske Befæstninger. Osman fortsatte imidlertid sin Marche, stadig foruroliget af Fjenden i sin venstre Flanke, hvad der forsinkede ham meget, og da Mørket faldt paa, havde man endnu ikke Lowtscha i Sigte. For ikke at foretage en anstrængende Nattemarche gjorde Osman Holdt og gik i Bivouak. Tidligt om Morgenen den 4. brød han op, naaede Højderne om Lowtscha og kunde herfra se Russerne færdes inde i Byen. Han standsede sin Marche og holdt Krigsraad. Her kunde vælges imellem at angribe eller hurtigst muligt at ile tilbage til Plewna. At angribe ansaa Osman for uheldigt; thi selv om Kampen lykkedes, vilde han være for svag til at holde Lowtscha, medmindre han vilde tage en stor Troppestyrke fra Plewna, hvad han ansaa for absolut uheldigt. Han besluttede derfor at rykke tilbage, afmarcherede den 5. og var den 6. atter i Plewna.

Her var allerede den 5. Rifaat-pascha ankommen med sin Hær, og Osman raadede nu over ialt:

45 Batailloner.
7 Eskadroner.
1 Regiment irregulairt Rytteri.
70 Kanoner.

Han telegraferede til Konstantinopel, meddelte Tabet af Lowtscha, men erklærede, at hvis man vilde sende ham en Forstærkning paa 25 Batailloner, da kunde han atter tilbageerobre og hævde Besiddelsen af Byen.

Man lovede ham den ønskede Forstærkning; den kom imidlertid først, da Russerne havde ført det 3. An­ greb paa Plewna og paabegyndt Cerneringen. Da var det for silde at tænke paa nogen Tilbageerobring af Lowtscha. Den 6. om Aftenen meddelte Osman sine Tropper, at han den næste Dag ventede et alvor­ligt Angreb af Fjenden. Hans Anelse viste sig be­rettiget.

Den 7. aabnede Russerne Ilden mod de østlige tyr­ kiske Værker (Griwitza og Radischewo) og beskød dem hele Dagen. Ilden ophørte med Mørkets Frem­ brud, men begyndte igjen ved Midnat og fortsattes hele Dagen den 8. og 9. Denne Dag ængstedes Osman meget ved Meldingerne om, at store Masser af fjendtligt Rytteri og Fodfolk bevægede sig mod Lowtschavejen; thi han indsaa, at det var Begyndelsen til en Inde­ slutning.

Den 10. fortsatte Russerne Artilleriilden og forsøgte paa begge Sider af Lowtschavejen at trænge frem mod de sydlige tyrkiske Værker paa «det grønne Bjerg«; Tyrkerne kæmpede glimrende og hævdede deres Stil­linger.

Den 11. September var det Kejser Alexanders Navnedag; paa den vilde Russerne rette et Hovedangreb mod Plewna.

Paa Sydfronten lykkedes det dem at erobre 2 Værker, der laa tæt sydvest for Plewna.

I Centrum kastedes de derimod overalt tilbage med uhyre Tab.

Paa højre Fløj lykkedes det dem sent om Aftenen at erobre Griwitzaredouten.

Om Natten holdt Osman Krigsraad, og dette er- kjendte, at Tabet af de to ovennævnte Værker var meget faretruende for Plewnahæren, der derved splittedes i to Dele.

Osman besluttede derfor den 12. ved Daggry at erobre de to Skandser tilbage, og efter en hel Dags Kamp maatte Russerne den 12. om Aftenen opgive dem og havde efter 6 Dages Kamp kun erobret Griwitza-redouten.

Den 13. og 14. beskød de Tyrkernes Stillinger; der svaredes kun med en svag Ild. Om Aftenen den 14. for­ søgte Tyrkerne at tilbageerobre Griwitzaredouten, men det mislykkedes.

Fra den Dag høre for en Tid Kampene op. Russerne i Forbindelse med Rumænerne omsluttede Dag for Dag Plewna tættere, den 15. afbrød de Telegraflinien Plewna-Solla og begyndte at hindre Færdselen paa Vejen Plewna-Orchanie-Sofia. Hvad Osman fra den Dag skulde have af Forstærkninger, maatte han være forberedt paa at skaffe igjennem med Magt.

Man har villet bebrejde Osman-pascha, at han ikke gik over til Angreb og Forfølgning, da han den 11. saa glimrende havde tilbagevist det russiske Angreb paa sit Centrum.

Der var dog neppe nogen Mulighed for Osman for at indlade sig paa sligt, hvad et Blik paa Styrkeforholdene tilstrækkeligt vil bevise:

Alene hans Underlegenhed i Rytteri — 82 Eskadroner mindre end Fjenden — maatte afvise en­ hver Tanke om Forfølgning. 

Reservearmeen i Sofia-Orchanie. Pleivnas Proviantering. Begivenhederne ved PIewna fra 12. Sep­tember til Slutningen af Oktober.

Allerede ved Krigens Udbrud var en Hær bleven samlet ved Sofia. Af den var ganske vist en Del bleven brugt til at supplere Osman-paschas Hær; men samtidig havde Krigsministeren stedse ladet en Del nydannede Tropper dirigere til Sofia.

For den dér staaende Hær var det en Hoved­ opgave at holde Forbindelsen Sofia-Orchanie-Plewna aaben.

Til Chef for Hæren udnævntes Schefket-pascha, der i Midten af September indtraf i Orchanie, hvor Kom­ mandanten Achmed-Hifzi forberedte Alt til en første Transport til PIewna.

Den 17. vare Forberedelserne endte, den 18. af­ marcherede Hifzi i Spidsen for et uhyre Vogntog med Proviant, til hvis Bedækning han havde 17 Batailloner 1 Rytterregiment og 12 Kanoner. Efter nogle ubetyde­ lige Kampe ved Dubniak lykkedes det — uden at miste en eneste Vogn — at føre Kolonnen ind i PIewna den 23. September. Ankomsten bragte Jubel blandt Be­ sætningen og styrkede dens Mod overordentligt.

Den 18. September modtog Osman et Telegram fra Sultanen, der rettede følgende Spørgsmaal til ham:

«......... Paa hvilken Side af PIewna befinder Fjenden «sig nu og i hvilken Afstand fra vore Positioner? Ere «hans Kræfter kjendte? Hvilke Operationer, tror De, «han vil foretage? Har De tilstrækkelig Ammunutions- «forraad og Proviant?

Osman svarede:

«....... Fjenden gjør hver Dag Angrebsdemonstrationer «og vedligeholder Dag og Nat Artilleriild . . . . Vi have Ara- «munition til 2 Dages Kamp. Om Ankomsten af Proviant i «Orchanie er mig intet bekjendt. Naar vi uddele fuld Por- «tion, saa vil Provianten strække til i 3 å 4 Dage . ...» 

(Den 23. fik han imidlertid den store Forsyning.)

Den 3. Oktober afsendte Osman et Telegram til Konstantinopel:

«.........Fjenden omslutter os paa alle Sider, Kampen «vedvarer Dag og Nat ......... Vi begynde at mangle «Ammunition og Proviant......... Vore Tab i den sidste «Tid have svækket os saa meget, at vi se os nød- «sagede til at maatte gaa tilbage. Men Tilbagetoget er meget vanskeligt, og naar vi forlade dette vigtige «Punkt, da staar hele Egnen Nord for Balkan indtil «Widdin aaben for Fjenden............ Dette bringer «mig til endnu at holde Stillingerne. Saalænge «Lowtscha ikke er tilbageerobret, er vor Tilbagetogslinie «i bestandig Fare.........Jeg beder om en Forstærkning «paa 30 Batailloner; da Redif- og Mustafiztropperne ikke «due meget, saa anmoder jeg om, at man sender mig «vel uddannede og fuldtallige Batailloner.........»

I Konstantinopel billigede man ganske Planen om at holde Plewna og svarede:

«Deres Telegram er bleven forelagt Krigsraadet. «Deres store Sejre fortjene Taknemlighed og Højagtelse......... Deres Beslutning at ville holde «Stillingerne om Plewna er meget heldig.»

Da Osman havde klaget over Mangel paa Forraad, fik Schefket-pascha Ordre til at føre en ny Transport til Plewna.

Den 6. Oktober afmarcherede han, naaede den 7. Telisch, havde der nogle ubetydelige Fægtninger med russisk Rytteri og marcherede den 8. ind i Plewna. Efter at have havt en Konference med Osman angaaende den heldigste Ordning af Plewnas Forsyning, vendte Schefket den 9. tilbage til Orchanie.

Vinteren begyndte at nærme sig, og dette i For­ bindelse med Følelsen af, hvor umuligt det vilde blive at holde Plewna provianteret, fik Osman til atter at tænke paa — inden det blev for silde — at gaa bort fra Plewna, og han udbad sig fra Sultanen Tilladelse til at maatte repliare sig paa Lukowitz og Orchanie.

Man svarede ham, at Stillingen ved Plewna var bleven altfor vigtig, til at man kunde forlade den, den skulde holdes for enhver Pris.

Fra det Øjeblik tænkte Osman kun paa, hvorledes han kunde sikre sig sin Forbindelse med Orchanie.

Det kunde ske paa 2 Maader, enten kunde man lade 2 Kolonner afgaa samtidig fra Plewna og Orchanie, mødes paa Halvvejen og Konvoien her overgaa fra den ene til den anden, eller man kunde befæste og besætte nogle vigtige Punkter paa Vejen og derved gjøre Eskorten mindre, idet Konvoien gik fra Etappe til Etappe.

Denne sidste Fremgangsmaade valgtes.

Fra den 14. Oktober var Vejen Plewna-Orchanie fuldstændig fri; Osman saa med Tillid Fremtiden imøde, han var overbevist om, at Sulejman med Tyrkiets Hovedhær vilde ile ham til Undsætning, og han arbejdede med ustandselig Flid paa at udbedre og forny sine Befæstningsanlæg.

Den 19. angreb Rumænerne Skandse 7, men ka­ stedes tilbage efter en bel Dags hidsig Kamp. Vel var det i denne lykkedes Osman-pascha at hævde sine Stil­linger; men Kampen havde tyndet saaledes ud i hans Ammunitionsbeholdning, at der indtraadte Mangel paa Patroner. Han telegraferede derfor atter til Konstantinopel om Tilladelse til at maatte gaa til­ bage til Orchanie; men Krigsraadet var imod dette, og der blev givet Osman Befaling til at blive, idet man lovede at proviantere ham og skaffe barn Ammuni­ tionsforsyning for 2 Maaneder. Muligheden for at gjore dette blev imidlertid for hver Dag mindre og mindre.

Den 24. overskar Fjenden Telegraflinien Plewna-Orchanie og satte sig fast paa Terninahøjderne.

Samme Dag hørte Osman stærk Kanon- og Geværild i Retning af Dubniak og var overbevist om, at det var en Konvoi, der forsøgte at slaa sig igjennem. Han vilde meget gjerne have rakt den Haanden med et Ud­ fald, men turde ikke, da han netop den Dag ventede et Hovedangreb paa Plewna.

Den 26. fik han gjennem en Spion Meddelelse fra Dolnje-Dubniak, at man der ikke længere hørte Kamp fra Gornje - Dub niak , og at Styrken der rime­ ligvis var taget til Fange, hvorfor Kommandanten i Dolnje- Dubniak udbad sig nærmere Ordre. Osman befalede ham at rykke ind i Plewna, hvad der lykkedes den 27. om Aftenen, efter en hidsig Kamp ved Vid-Broen.

Den 31. fik Osman den sørgelige Efterretning, at Detachementerne i Gornje-Dubniak og Telisch vare tagne til Fange. Han var nu fuldstændig blokeret.

I Konstantinopel var Krigsraadet den 29. Ok­tober kommen til en ganske anden Opfat­ telse af Situationen end tidligere og afgav følgende Beretning til Sultanen:

»Osman-pascha har i sine tidligere Depecher forespurgt, om han i Betragtning af den forestaaende Vinter »og Manglen paa Forraad skulde trække sig tilbage til »Orchanie. Da Plewna sætter en Grændse for Fjendens »Fremtrængen, og da de der opnaaede Sejre vise de »osmanniske Troppers Dygtighed, vilde Opgivelsen af »Pladsen berøve os alle opnaaede Fordele og ogsaa i »politisk Henseende gjøre et slet Indtryk. Vi have derfor "hidtil været af den Mening, at de kejserlige »Tropper skulde blive i Plewna, og at alle For­ nødenheder skulde skaffes derhen. Denne Beslutning "blev ogsaa meddelt Osman-pascha, der anmodedes om «at angive, hvad han behøvede til et fortsat og bedre «Forsvar.»

Efter at have forklaret, hvorledes Osman har faaet Forstærkninger, hvorledes Dubniak og Telisch ere erobrede af Fjenden, fortsættes: «Vi raade nu i den nærmeste «Fremtid ikke over flere Understøttelsestropper, og i «heldigste Tilfælde ville saadanne først om længere Tid «kunne indtræffe i Orchanie. Hertil kommer, at Osmanpascha for 8 Dage siden har meldt, al han kun havde «Forraad for 8 Dage. Tilførsler ere umulige, saalænge «vi endnu ikke ere komne i Besiddelse af Vejen OrchaniePlewna. Krigsraadet har derfor besluttet paa en eller «anden Maade hurtigst muligt at befale Osman-pascha «at kæmpe til det Yderste for at undgaa at maatte overgive sig paa Grund af Hunger og derefter, idet han «antænder Byen og medtager Feltartilleriet, med sine «Tropper og Befolkningen søge at slaa sig «igjennem, enten til Orchanie eller til et «andet af ham selv valgt Punkt.

»Man forbavses over at se Krigsraadet fremsætte denne Plan, uden at det med et Ord omtaler Tyrkiets to andre store Hære, Schipkahæren og den østlige Donau-hær; fra disse burde Hjælpen være kommen, hvis der skulde være Tale om at redde Osman-pascha.

Schefket-pascha raadede i Orchanie over c. 15 Batailloner og noget Piytteri og Artilleri. Da Kanon-tordnen fra Kampen ved Dubniak hørtes, sendte Schefket nogle Batailloner frem over Badomirts; men Styrken var for lille til at faae nogensomhelst Indflydelse paa Kampen, og den vendte derfor tilbage for at melde, at Telisch var erobret af Russerne.

Med Rette bebrejdede man Schefket, at han ikke med hele sin Styrke havde kastet sig mod Fjenden for til det Yderste at forsvare Etappepunkterne paa Plewna-Orchanielinien, og Sultanen afsatte ham fra Kommandoen, der den 12. November overdroges Schakir-pascha.

Det var af Krigsrnadet besluttet at danne en Undsætnings!)ær for Plewna og samle den ved Sofia. Til Chef for denne Hær valgtes Meherned Ali-pascha.

Til den Mand, der for nogle Maaneder siden maatte afsættes fra sin Kommando over Lomhæren paa Grund af sin vaklende og altid defensive Hærforing, betroede man en Undsætningshær, der fremfor Alt af sin Fører fordrede hensynslos Energi og stærk offensiv Drift!

Meliemed-Ali som Chef for Sofiahæren.
28. Oktober — 4. December.

Den 28. Oktober udnævntes Meliemed-Ali til Over­ general over alle Tropper i Bosnien. Ved sin Ankomst til Salonichi erfarede han, at han var udnævnt til Chef for Undsætningshæren til Plewna, og tillodes det ham derfor selv at udvælge de bedst egnede Tropper i Ser­ bien og Bosnien og samle dem ved Orchanie.

Den 15. November modtog han den ubehagelige Meddelelse, at han var underlagt Sulejman-pascha. At blive underlagt sin tidligere ulydige Undergivne var en stor Krænkelse for Mehemed, og der var tilmed ved hans Udnævnelse til Chef for Sofiahæren bleven ham tilsikret fuldstændig Uafhængighed. Det var et stort Fejl­ greb af Krigsbestyrelsen at sætte disse to Generaler i et fornyet Tjenesteforhold til hinanden, navnlig nu, da Osman-paschas Redning var afhængig af dristige og med gjensidig Tillid førte Kooperationer mellem dem.

Den 19. November ankom Mehemed til Sofia og overtog Kommandoen over sin Hær, det talte c. 13000 Md., roen mest bestod af Landeværn og Landstorm samt Frivillige, samlede sammen fra alle Kanter og uden ordentlig Organisation. Det lykkedes ham ved megen Flid at samle disse Tropper til et nogenlunde brugeligt Hærlegeme.

Den 21. telegraferede han til Sultanen:

......... Igaar Aftes har jeg telegrafisk fastslaaet en Operationsplan med Sulejman . . . . Dagen for Paabegyndelsen af de samlede Operationer har Sulejman »at bestemme . . . . Af Korrespondancer i en tydsk Avis «ser jeg, at Russerne have koncentreret 30000 Md. ved «PIewna; det er derfor nødvendigt, at Sulejman begynder sine Operationer to Dage tidligere end jeg for derved at trække en Del af de russiske Kræfter mod sig . . . .»

Den 22. ankom Mehemed til Orchanie; samme Dag begyndte den russiske Offensiv mod Etropol-Balkan, idet russisk Rytteri gik frem fra Wratza mod de tyr­kiske Stillinger ved Nowaschin og Pravez, medens stærke Kolonner marcherede mod Etropol.

Den 23. maatte Tyrkerne gaa tilbage fra Prawez, og deres Stilling ved Etropol truedes.

Mehemed opgav nu enhver Tanke om en Offensiv og trak sin Hær sammen i en Stilling ved Arab- konak med et venstre Sidedetachement ved Lutikowo.

Efterretningen om disse Begivenheder fremkaldte megen Uro i Konstantinopel, og Krigsraadet be­ falede Mehemed øjeblikkelig at gribe Offen­ siven og ile Osman til Hjælp.

Den 28. November rykkede Russerne frem til Angreb paa Mehemeds Stilling Arabkonak-Schandornik, og satte sig, trods heftig Modstand fra tyrkisk Side, fast paa Bjerghøjderne overfor den tyrkiske højre Fløj.

Den 30. ventede Mehemed et nyt Angreb og lod derfor den 29. afholde et Krigsraad. Medens han selv havde opgivet enhver offensiv Operation, hævede der sig blandt hans Omgivelser stærke Stemmer for en saadan. Disse gjorde gjældende, at medens Russerne for hver Dag vilde blive forstærkede, saa var dette meget usandsynligt for den tyrkiske Hærs Vedkommende, og da man absolut burde forsøge at trænge frem til PIewna, maatte det altsaa ske snarest muligt. De foreslog et kraftigt Angreb paa Kussernes Centrum og venstre Flanke for derved at kaste disse og gjenerobre Etropol.

Efter at have hørt dette Forslag erklærede Mehemed, at han den næste Dag vilde blive staaende afven­ tende i sine Stillinger og tage Planen om Ero­ bringen af Etropol under nøje Overvejelse.

Den 1. December angreb Russerne, og i Løbet af den Dag og den 2. December lykkedes det dem at sætte sig fast paa Højderne overfor den tyrkiske venstre Fløj.

Et Forsøg, som Mehemed den 3. gjorde paa at kaste Fjenden tilbage, mislykkedes trods hans Troppers glimrende Tapperhed.

Hermed ophørte Kampene; Russerne vare nu sikre paa at have standset Undsætnings­ hæren og blev staaende i deres Stillinger, som de for hver Dag yderligere forstærkede.

Skuffet over Mehemeds saa lidet energiske og altfor defensive Optræden besluttede man i Konstantinopel at afsætte ham, og den 4. December modtog han Ordre til at afgive Kommandoen til Schakir-pascha og selv vende hjem til Konstantinopel for der at lede Anlæget af Befæstningsværker om Byen.

Sulejman-pascha som Chef for Lomhæren. Hans Udnævnelse til Gcneralissimus.

Den 3. Oktober havde Sulejman overtaget sin Kommando. I Konstantinopel stillede man store Forvent­ ninger til ham, og det syntes strax, som om han skulde tilfredsstille disse; thi han begyndte at koncentrere sin Hær op imod Rutschuk. Et Fremstød herfra imod Sistowa vilde overskære alle de russiske Etapper og bringe den russiske Hær i en fortvivlet Situation. Desværre for Tyrkiet blev det ikke til Alvor med Sulejmans Offensiv. Han begyndte at klage over den sene Aarstid, de slette Veje, Vanskeligheden ved at forpleje sin store Hær og dennes slette Organisation. Istedetfor at operere gav han sig til at organisere, hævede Armekorpsinddelingen, da Korpschefer syntes ham for selv­ stændige, og rensede alle højere Poster for ikke “ægte» Tyrker. Saaledes sendte han Prinds Hassan med hele det ægyptiske Kontingent tilbage til Warna.

Da Sulejman havde i frisk Minde, hvorledes han selv havde modsat sig alle Mehemed-Alis Planer om med Schipkahærens højre Fløj at gaa over Balkan og kooperere med Lomhæren, fik han Sultanen til at be­ fale, at højre Fløj af Balkanhæren — nemlig alle Tropper paa Linien Sliwno-Elena — skulde gaa over til L omji æren som dennes venstre Fløj. Han forøgede derved sin Hær betydeligt og var altid sikker paa Tropperne i Balkans østlige Pas.

Utaalmodigheden over den stadige Defensiv bragte Sultanen til den 9. Oktober at tilstille Krigsministeren en Instrux for Offensivbevægelserne:

«......... Efter de fra London indtrufne Meddelelser «koncentrere Russerne ved Jantra en stor «Del af de hidtil foran Plewna og Schipka «staaende Stridskræfter, formodentlig for der kun «at efterlade smaa Afdelinger og med de øvrige Kræfter «kaste sig over Sulejman-pascha. Som Følge heraf maa «Reuf-pascha afpasse sine Operationer efter Fjendens »Styrke, og Osman-pascha maa gribe Offensiven for at «aflede Fjenden fra Sulejman. Træffer han derved paa «svage fjendtlige Kræfter, da skal han forfølge dem og »drage de mod Sulejman dirigerede T ropper mod sig. «Har Fjenden virkelig koncentreret sine Hære fra Schipka «og Balkan mod Jantra, da skulle Reuf-pascha og «Osman-pascha selv gribe Offensiven; dog skulle de «først forhøre sig om Rigtigheden af disse Rygter. Hvis «det kommer til en Offensiv, da skal Osman-pascha «bestemme, om han vil gaa til Gabrowo for at forene sig med Schipkahæren, eller han vil søge Forening med «Sulejman......... »

Hele denne Plan blev aldrig til Virkelighed, da den var baseret paa ganske falske Forudsætninger. Russerne havde ikke trukket Tropper bort fra Schipka og Plewna, men tvertimod lagt Krigens Tyngdepunkt ved Plewna.

Rygtet om, at Sulejman var gaaet i Vinterkvarter, bevægede Russerne til — for at faae Vished herom — at foretage en stor Rekognoscering den 24. Oktober. I)e trængte frem mod Lomfloden, kastede de tyrkiske Forposter tilbage og satte sig fast paa den østlige Bred ved Katzeliewo. Syd herfor stode Tyrkerne endnu paa den vestlige Bred, og der forefaldt her i Begyndelsen af November mindre. Fægtninger mellem Forposterne; men der skete ellers fra Sulejmans Side ikke nogensomhelst Operation i Oktober og November iMaaned. Han frem­ kom i den Tid med en Mængde Forslag, navnlig, efter at han den 10. November var hleven udnævnt til «Generalissimus» med udtrykkelig Meddelelse om, at Plewna- og Schipkahæren vare ham underlagte.

Den 14. November fik han endvidere Sofia-hæren under sin Kommando.

Tyrkiets Skæbne var derved lagt i hans Haand, og hans første Maal maatte være at redde Osman-pascha.

Paa Planer hertil skortede det heller ikke. Da det i Begyndelsen af November rygtedes, at Osman vilde forsøge at bryde igjennem i Retning af Selwi, fremsatte Sulejman for Krigsraadet en Operationsplan:

«......... Hvis Rygtet om Osmans Marche mod Selwi «bekræfter sig, vil jeg med 30 Batailloner gaa mod Elena, «medens lleuf med 30 Batailloner og sit Bjergartilleri rykker over Balkanpasset Mara Heiduk mod Selwi. Paa «den Maade vil en Forening af de 3 Hære nord for «Balkan blive mulig.»

Snart viste Rygtet om Osman sig falsk, og dermed faldt Planen til Jorden, hvorfor Sulejman fremkom med en ny: Ved Afgivelse fra Lom- og Balkanhæren skulde der ved Orchanie samles et Korps paa 40 à 50 Batailloner, over hvilket Sulejman selv vilde tage Kommandoen for over Badomirts at rykke mod Plewna.

Mehemed-Ali skulde samtidig med sin Hær gaa over Berkowatz og Wratza mod Plevvna, medens Lomhæren skulde gaa frem mod Elena.

Denne Plan modsatte Krigsraadet sig, og den hlev opgivet.

I Midten af November fremkom Sulejman atter med en Plan: «Han selv vilde med Lomhæren gaa mod Elena, Mehemed - Ali skulde søge at erobre Lovvtscha, og samtidig skulde Reuf trænge frem over Marapasset, og alle tre liære søge Forening i Retning mod Tirnowa.

Planen fandt Billigelse i Konstantinopel, og Sulejman begyndte at forberede dens Iværksættelse.

Paa Krigsskuepladsen i Dobrud scha forefaldt stedse intet. General Zimmermann blev staaende bag Trojansvolden og fremsendte kun Rytteri mod Silistria og langs «Sorte Havs»s Kyster.

Reuf-pascha som Chef for Balkanhæren.

Fra den Dag Reuf overtog Kommandoen over Bal­ kanhæren, havde han stedse set den formindskes. En Del havde han maattet afgive til Dannelse af Orchanie-hæren, og hele hans højre Fløj havde Sulejman faaet. Saaledes svækket havde lian kun den Opgave at holde Russerne Stangen i Balkanpassene, navnlig i Schipka- passet. Forsøg paa at erobre de derværende russiske Befæstninger vilde have været haabløse; thi dette var ikke lykkedes Sulejman med en langt talrigere og bedre Hær mod de dengang langt svagere fjendtlige Værker.

Den 15. Oktober fandt en lille Fægtning Sted paa Sliwno-Elenavejen; men ellers indskrænkede Fjendt­ lighederne sig til Artillerikampe mellem de overfor hin­anden liggende Værker. Selv om Reuf vilde have be­ gyndt nogle Operationer, vilde disse snart have vist sig umulige at gjennemføre; thi fra den 18. Oktober laa Sneen c. 4 Fod høj og mange Fod høj i Slugterne.

Efterhaanden som Sandsynligheden for at redde Osman-pascha svandt, voxede Schipkadetachementets Be­ tydning; thi den første russiske Operation efter Plewnas Fald vilde sikkert blive en ny Balkanovergang.

I Konstantinopel havde man Blikket aabent herfor, og den 18. Oktober førtes en telegrafisk Konference mellem Sultanen og Ileuf-pascha, der, tvertimod Krigsraadets Opfattelse, hævdede, at Russerne aldeles ikke tænkte paa at opgive Positionerne i Balkan.

Begivenhederne ved Osman-paschas Hær i November og December, Plewnas Fald.

I Begyndelsen af November anlagde Russerne stadig Batterianlæg og Infanteripositioner omkring Plevvna og drev disse stedse tættere ind paa de tyrkiske Stillinger.

Den 11. November aabnedes hele Dagen en vold­ som Ild mod Plevvna og de omliggende Værker, og Ilden vedvarede til langt ud paa Natten.

Den 12. modtog Osman en Parlementair fra Stor­ fyrst Nicolaus, der opfordrede ham til Kapitulation, et Forslag, som Osman bestemt afviste.

Den 27. November vare Forsyningerne næsten opbrugte; selv om Portionen nedsattes til et Minimum, vilde man kun have Forraad for højst 14 Dage.

Den 30. om Aftenen befalede Osman, at han næste Dags Formiddag vilde holde Krigsraad med sine Divisions- og Brigadechefer.

Da Raadet var samlet, fremsatte han disse to Spørgsmaal:

1. Skal Hæren blive i Piewna endnu nogle Dage og kæmpe til Forsyningerne ere opbrugte for der­ efter at kapitulere?

2. Skal Hæren forsøge ved et Udfald at gjen- nembryde Cerneringslinien?

Meningerne vare delte; dog lykkedes det tilsidst Osman at skaffe Majoritet for sin Anskuelse, at forsøge et Gjennembrud.

Krigsraadet overvejede derefter Formen for dette og Retningen, hvori det burde føres. Man var alle enige om, at det maatte føres imod Vest ned i Viddalen; thi der var Fjenden svagest, og hans Befæstningsarbejder mindst fremskredne, ligesom man kunde haabe en Tid at være dækket af Floden.

Indtil den 2. December bevarede Osman et — om end kun meget svagt — Ilaab om at blive undsat af Mehemed-Ali; men efter de den 2. December i Etropol- Balkan førte Kampe indsaa han fuldt vel, at ethvert Haab om Hjælp var ude.

Osmans Hær talte paa dette Tidspunkt:

c. 30000 Kombattanter.
10000 Nonkombattanter.
2500 Syge og Saarede.

Han ordnede Kombattanterne i 7 Brigader å 2 Regimenter ii 4 Batailloner og formerede dem i 2 Di­visioner.

For al lette Overgangen over Floden lod han slaa flere Broer.

Af de Syge og Saarede medtoges Alle, der kunde taale Transporten; der efterlodes kun c. 350.

For at undgaa Forvirring under Nattemarchen maatte Officerer af hver Bataillon nøje studere Vejene til Broerne. Afmarchen var ansat til den 8. om Aftenen; men ved en den 6. foretagen Inspektion fandt Osman Forberedelserne for mangelfulde og udsatte Afmar­chen tilden 10. December.

Hvad Osman-pascha haabede af dette Gjennembrudsforsøg ses i det af ham selv ledede Værk «Défence de Plevna», hvori udtales:

«Osman gjorde sig ingen Illusioner, han «gjorde ikke Regning paa, at Afmarchen skulde «lykkes; men han vilde hellere forsøge en «sidste voldsom Anstrængelse og bukke under «med Vaaben i Haand end kapitulere uden at «have taget sin Tilflugt til det sidste Rednings­ nforsøg, hvor problematisk det end var. Hvis «det var lykkedes, vilde han have søgt at naa Iskertloden, «gaa over denne mod Berkofdscha og Dorukpasset, derfra «til Sofia for at forene sig med de Hære, der stod i Balkan».

Afmarchen fra Plewna.

Natten mellem den 9. og 10. December var mørk og taaget, hvilket sinkede Troppernes og Trainets Sam­ ling. Først Kl. 10,5 om Formiddagen naaede for­ reste Division den russiske Cerneringslinie, kastede sig med Voldsomhed mod den og erobrede 3 store Skandser; men hermed var ogsaa Fremrykningens Kraft brudt. 1000 Skridt bag første laa Russernes anden stærkt befæstede Cerneringslinie, og alle Forsøg paa at erobre den mislykkedes. Trainet kom nu tilmed i Lorden og bragte Standsninger paa de overfyldte Veje.

Osman-pascha beordrede sin anden Division frem; men Russerne tilbageviste alle dens Angreb.

Paa dette Tidspunkt blev Osman saaret, han indsaa tilmed, at Gjennembrudsforsøget var mislykket og gav Befaling til Tilbagegang til Plewna.

Han sendte en Officer til Storfyrsten for at forhandle om en betinget Kapitulation; men denne vilde kun indgaa paa simpel Kapitulation, og omtrent Kl. 12 om Middagen kapitulerede Osman-pascha med hele sin Hær. 

Sulejmans Offensiv i December.

Sulejman havde jo lapt en Plan for en Offensiv i December Maaned, og denne var bleven godkjendt af Krigsraadet.

Den 26. gik han med hele sin højre Fløj frem mod de russiske Stillinger ved Trestenik og Domagila, men blev efter en blodig Kamp kastet tilbage.

Han besluttede da at gaa frem med sin Hærs venstre Fløj, ankom selv den 1. December til Osmanbazar, an­ greb den 4. December de russiske Stillinger ved Mahren og Elena og kastede efter en hel Dags hidsig Kamp Fjenden ud af disse.

I dette Øjeblik var der en Mulighed for, at Piewnahæren kunde være bleven reddet; thi Su­lejman var tæt paa Tirnowa, og en kraftig Fremtrængen med hele Hæren havde maaske ført til Formindskelse af Cerneringshæren, og nmligen var da Osmans Gjennembrudsforsøg lykkedes.

Desværre for Tyrkerne skete dette ikke; thi da Su­ lejman den 5. om Morgenen havde sat sin Hær i Be­ vægelse for at trænge videre frem, modtog han en De­ peche fra Konstantinopel, hvori meddeltes at Mehemed-Ali ikke, som det var bestemt i Planen, vilde trænge frem mod Lowtscha, da ban havde al sin Møje med blot at hindre Russerne i at gaa over Etropol-Balkan.

Under disse Omstændigheder ansaa Sulejman det for haabløst at rykke frem og lod den paabegyndte Fremmarche standse.

Den 12. December lod han atter sin højre Fløj angribe Russerne, men blev kastet tilbage med store Tab. Kampen havde været unyttig; thi om Eftermid­ dagen modtog han den sørgelige Meddelelse, at Plewna var falden, samt en Ordre til at opgive enhver Offensiv og gaa tilbage fra Elena.

Ordren danner egentlig Afslutningen for Krigens første Aar og giver et Indblik i de Planer, der skulde følges i Fremtiden:

«De fra Europa indløbne Efterretninger om Osmanpaschas mislykkede Forsøg paa at slaa sig igjennem «til Widdin og Plewnas Fald efter saa blodige Kampe «have særdeles bedrøvet Nationen, Regjeringen og navnlig «Sultanen. Men Sorg nytter intet, og Fortvivlelse er «endnu fordærveligere. Det eneste Middel til vor Redning er en endnu mere energisk Modstand end hidtil. «Fjenden vil nu naturligvis forsøge med alle sine Stridskræfter at overskride Balkan, forekomme Magternes «Mægling og ikke lade os nogen Tid til Forstærkning «og Koncentration af Hærene om Adrianopel. Hvis dette «lykkes ham, da er Riget og Muhamedanismens Bygning rokket i sin Grundvold. Det er derfor nødvendigt «at forstærke Detachementet i Sofia, der, som dets Chef «har indberettet, for Størstedelen bestaar af Mustafiz, der «altid ere rede til Flugt. Der maa ogsaa tænkes paa «Forsvaret af Adrianopel. Af de til den østlige Donauhær «hørende 160 Batailloner skal der derfor kun efterlades «det absolut nødvendige Antal i Fæstningerne, de øvrige «skulle ufortøvet dirigeres til de heldigste Punkter paa «Sydsiden af Balkan. Disse Bevægelser maa strax udføres for at komme Fjenden i Forkjøbet, og fordi vore «Tropper ellers ingen Nytte ville kunne yde. Om det «end er nødvendigt at fastholde vore østlige «faste Stillinger» og Fæstninger, saa er det dog klart, at hvis «vor Sofiahær bliver slaaet, og Fjenden trænger frem «mod Konstantinopel eller Adrianopel, vil vor Østarme, «naar den bliver i sine Positioner, ikke blot være unyttig «men endog ved Fjendens Offensiv kunne blive sprængt «fra hinanden. Som Følge heraf maa den største Del «af Deres Tropper saa hurtigt og saa sikkert som muligtdirigeres til Sydsiden af Balkan, hvad der vil muliggjøre os en Tid endnu at yde Modstand.«