Fra Midten af den første Verdenskrig og omtrent til Midten af den anden Verdenskrig har der været et Kapløb mellem Pansertykkelse og panserbrydende Vaaben. Vaabnenes Kalibre har siden det 13 mm Elefantgevær bevæget sig over bl. a. 20, 37, 40, 57, 76, 88, 90 mm, ja endog helt op til 120 mm. Til Gengæld er Panservaabnene blevet tungere og meget vanskelige at bringe hurtigt i Stilling og at sløre, samtidig med at der ikke blev Raad til at anskaffe et større Antal ved Batail- lonerne, for slet ikke at tale om Kompagnierne.
Med det relativt ringe Antal Panserværnsvaaben havde et Kampvognsangreb en Chance for Gennembrud, naar det var vel støttet af Flyvere og Artilleri, og naar Forsvareren ikke raadede over Kampvogne paa Stedet til Modangreb. Panser- værnsvaabnenes ringe Antal og ringe Gennembrydningsevne var jo en af Grundene til, at Polen i 1939 og Frankrig i 1940 ikke havde væsentlig Modstandsevne over for de tyske Panserhære.
Et Omslag kom, da den sidste Krigs Vaabenudvikling bragte Opfindelsen af de lette Vaaben til Udskydning af Granater med retningsbestemt Ladning (Hulladningsgranater). Disse Vaaben kan bryde praktisk talt alt almindeligt forekommende Panser paa Slagpladsen; de er saa billige, at de kan anskaffes i relativt stort Antal og saa lette, at de kan medføres ved Kompagnier, Delinger og Grupper helt frem i forreste Linie. Deres Fremkomst er allerede blevet revolutionerende for i hvert Fald Nærforsvaret mod Panserkøretøjer.
Der maa paa Grund af Vægten være en vis højere Grænse for terraingaaende Køretøjers Pansertykkelse — en Grænse, som formentlig nu er naaet. Der maa derfor findes nye Veje, hvis Kampvognene skal klare sig over for de nye Modvaaben, og det ser ud, som om moderne Anskuelser (navnlig amerikanske) gaar ud paa, at man skal gøre Panseret lettere for at opnaa en større Hurtighed og Manøvreringsevne paa Kamppladsen og derved undgaa Panserværnsvaabnenes Virkning. Er dette rigtigt, maa Bestræbelserne fortsat gaa ud paa at fremstille Panserværnsvaaben, som bl. a. er lette, mobile og hurtig- skydende. Da gode Resultater som nævnt i saa Henseende er opnaaet, er Kampvognens Betydning som selvstændigt Vaa- ben formentlig forbi, saaledes at den mere og mere faar Karakter af at være et Støttevaaben for Fodfolket, som f. Eks. Stormartilleriet er det — jfr. Pansertaktikken fra 1918.
Samtidig gøres gældende, at et Angreb i Fremtiden som Følge af Fodfolkets voksende defensive Ildkraft ikke vil kunne gennemføres uden Støtte af Kampvogne.
Hvad disse nye Panserværnsvaaben med deres betydelige Effektivitet og ringe Anskaffelsespris vil betyde for et Land som vort, behøver ikke nærmere Paavisning. Medens en lille Hær, der ikke havde Raad til at anskaffe et passende Antal kostbare Kampvogne og Panserværnskanoner, hidtil har haft Vanskeligheder, der tenderede mod Hjælpeløshed, overfor Kampvognsangreb, vil den nu faa en rimelig Chance for at kunne forsvare sig.
Fodfolkets Betydning var ved den 2. Verdenskrigs Begyndelse relativt beskeden. Under og efter Krigen er dets Betydning imidlertid steget stærkt. Dette skyldes bl. a. den nævnte forøgede Ildkraft, den større Bevægelighed gennem den fuldstændige eller delvise Motorisering, den større Hurtighed i Befalingsvirksomheden, som skyldes Radioen, og den dermed forøgede Hastighed i Bevægelserne, og sidst men ikke mindst, Indførelsen af de moderne Panserværnsvaaben.
Oversigt over Panserværnsvaaben:
Inden der gaas over til det egentlige Emne for denne Artikel, som er den taktiske Anvendelse, skal fremføres et Skøn over, hvilke Panserværnsvaaben der kan være Tale om at faa indført i Fodfolket. Oversigten vil ikke blive udtømmende, for der findes et stort Antal Typer, og de tilgængelige Oplysninger er ofte sparsomme. Paa Grundlag af de foreliggende Oplysninger kan man dog danne sig følgende Skøn:
Flere af de hidtil anvendte Hulladningsvaaben er blevet forbedret eller overfløjet af nye bedre Vaaben, og Udviklingen er rask fremadskridende.
Raketvaabnene (med Drivladninger i Projektilet) anvendes baade ved Fodfolket og Artilleriet. Det vilde være naturligt at anvende disse lette Vaaben navnlig ved Fodfolket. Træfningen er dog endnu noget upræcis paa de noget længere Afstande, og hvor det drejer sig om Punktmaal navnlig under Bevægelse ; dette skyldes bl. a., at der er ret store Paavirkninger i Banen som Følge af den lave Begyndelseshastighed, at det er vanskeligt at opnaa ens Virkning af Drivmidlet i hele Banen, at Tyngdepunktet ændres ved Forbrændingen, og at der opstaar et Vacuum bag Projektilet efter Forbrændingens Ophør. De har dernæst den Mangel, at de successive Ladningsforbrændinger kan røbe Skudretningen og dermed Vaabnet. — Udviklingen er imidlertid i rivende Hast, og der er Sandsynlighed for, at en Del af Ulemperne kan ophæves, og at Raket- vaabnene bliver de fremherskende.
Rekylfri Kanoner (Drivladning i Udrøret) har den Mangel, at der fremkommer en ret udtalt Bagflamme, og at Ammunitionen er relativ tung.
Ønskerne synes at gaa ud paa, at der tildeles Fodfolket Panserværnsvaaben af følgende 3 Typer (eller 4), nemlig:
— Et Nærforsvarsvaaben ved Rekylgeværkompagniet', der kan skyde ca. 100 m og evt. nogle faa lidt mere langtrækkende Vaaben.
— Et Mellemdistancevaaben ved Bataillonen med ca. 500— 600 m Skuddistance, og hvor det er muligt
— et Langdistancevaaben ved Regimentet, der kan skyde noget længere — op mod 1000 m.
I det følgende er alle Afstande effektiv Skudvidde mod kørende Kampvogn; Maximumsskudvidden vil i Reglen være betydelig større.
Som Nærkampvaaben kan nævnes Panserværnsgranat »Energa«. Granaten udskydes ved Hjælp af en Granatstol — en lille Anordning, der kan sættes paa ethvert Gevær. Stolen vejer kun 200 g, og Manden kan anvende Geværet til almindelig Skydning, selv om Stolen er paasat. Anskaffelsesprisen er ubetydelig. Granaten, der udskydes ved Hjælp af en almindelig Geværgranatpatron, har en Vægt paa ca. % kg; den er vingestyret og sættes uden om Stolen. Den gennembryder over 16 cm Panser — til Sammenligning med P. I. A. T., der kun gennembryder ca. 10 cm Panser. Skudvidden er med den sidst konstruerede Granat ca. 100 m. Der skydes i flad Bane fra alle Anslagsstillinger. Træfningen er god. Granatstolen er forsynet med 3 Sigteringe, der under Skydningen skal flugte med Granatens Runding — svarende til Skydning paa 8 forskellige Afstande. (»Energa« kan i øvrigt med Brisantgranat anvendes som Geværgranat eller Delingsmorter. Skudvidden er da
ca. 350 m).
»Energa« benævnes i det følgende Granatgevær, hvilket altsaa ikke betyder et særligt Gevær, men et almindeligt Gevær, hvortil der fast eller midlertidigt er knyttet en Granatstol med Pansergranater.
Saafremt man tillige ønsker at tildele Rekylgeværkompagniet et noget kraftigere og mere langtrækkende Vaaben, som
bl. a. kan være Kompagnichefens Reserve, er det værd at mærke sig den nye amerikanske Bazooka (Rocket Launcher 3,5”). Det er et Eenmands-Raketvaaben, der vejer 6,5 kg, med Skudvidde 300 m, og som gennembryder 20 cm Panser. Projektilvægten er vistnok 2—3 kg, men nøjagtig Oplysning herom haves ikke. Forskellige Oplysninger tyder imidlertid paa, at dette Vaaben yderligere udvikles, navnlig med Hensyn til Skudvidde, saaledes at dette lette Vaaben maaske inden længe kan anvendes som Mellemdistancevaaben, d. v. s. som Batail- lonsvaaben.
Det svenske Pansarskott kan formentlig ikke nu komme i Betragtning paa Grund af den lave praktiske Skudvidde paa ca. 70 m, hvilket jo nærmest er mindre end »Energa«. Vaabnet har ganske vist en meget stor Gennembrydningsevne paa 27 cm, men det er et Spørgsmaal, om en saadan Evne er nødvendig i Fremtiden.
Ud over disse Nærforsvarsvaaben maa Bataillonen raade over et Vaaben, som hindrer fjendtlige Kampvogne og Panservogne i Ildoverfald paa Afstande uden for vore Nærforsvars- vaabens Rækkevidde. Der findes hertil indtil videre den amerikanske rekylfri Kanon. Den har Baglademekanisme, hvis Bundstykke har Huller til Krudtgassens Udstrømning bagtil, hvorved opstaar en Bagflamme paa ca. 35 m. Den har 75 mm Pansergranat (Hulladning), der gennembryder 15 cm Panser; Patronvægten er 6,5 kg (Projektilvægt 3 kg), Løbet er riflet. Den effektive Skudvidde er 500 m. Skudhastigheden er 12 Skud i Minuttet, og Kanonen har stor Træfsikkerhed. Kanonen kan skyde fra en let Lastvogn, fra en Terrain- vogn, fra en let Trefod eller fra Jorden støttet af Skytten. Vægten er kun ca. 45 kg. Kanonen har 2 Mands Betjening; den bæres i Terrainet let af 4 Mand og kan bæres af 1 Mand.
Som nævnt vil der mulig fremkomme et lettere Vaaben med omtrent samme Egenskaber, men uden Kanonens Mangler.
Som Panservæmskanon ved Regimentet maa vi formentlig ogsaa anvende den rekylfri Kanon og i øvrigt haabe paa, at der snart vil fremkomme et let Vaaben, som tillige er mere langtrækkende. Fordelene ved en langtrækkende Kanon ved Regimentet er indlysende, og de store Hære har ogsaa saa- danne, som f. Eks. den amerikanske 90 mm Kanon med Pansergranat (uden Hulladning), praktisk Skudvidde 1000 m. Begyndelseshastighed ca. 1000 m/S. og Gennembrydning af over 20 cm Panser paa 1000 m. (Kanonen kan selvfølgelig tillige have Brisantgranat). Der findes i øvrigt større Kalibre op til 12,8 cm. Saadanne Kanoner maa imidlertid for at kunne svare til de Krav, der stilles til Mobilitet være selvkørende og helst i Kampvogn, der i saa Fald vil veje et halvt Hundrede t. Af Bekostningshensyn maa der her formentlig gives Afkald paa et saadant Vaaben.
Eksempelvis Tildeling af Panserværnsvaaben:
Rekylgeværkompagniet har 15 Granatgeværer Energa, fordelt med 3 i Kommandogruppen og 4 pr. Deling (1 i Delingstroppen og 1 pr. Gruppe), samt 6 Bazookas (Pvg.) fordelt med 3 i Kommandogruppen og 1 i hver Delingstrop — muligt dog kun 4 (1 i Kommandogruppen og 1 i Delingstroppen).
Bataillonens Kanondeling har 6 75 mm rekylfri Kanoner indordnet i 3 Sektioner å 2 Kanoner.
Regimentets Kanonkompagni har 12 rekylfri Kanoner indordnet i 3 Delinger å 2 Sektioner å 2 Kanoner.
Herudover vil der tildeles et Antal Nærforsvarspanser- vaaben (Granatgeværer) og mulig ogsaa et Antal Pvg. til Stabskompagni, Skytskompagni, Kanonkompagni og Luftværnskompagni, ligesom saadanne Vaaben i øvrigt maa findes ned til Deling og Gruppe ved de øvrige Vaaben og Stabe og ved alle Traingrupper og Reserveanstalter m. v. Prisbilligheden vil let tillade, at bagved værende Enheder nu selv kan nærforsvare sig mod Panserangreb i Front, Flanke og Ryg.
Man har saaledes ved Bataillonen 6 Kanoner, 24 Pvg og 60 + x Granatgeværer mod tidligere 6 Kanoner og nogle faa Panserværnsgeværer.
Taktisk Anvendelse:
I Almindelighed kan det siges, at Granatgeværet (Nær- kampvaabnet) bør anvendes af det Led, hvortil det organisk er knyttet, Gruppe, Trainenhed o. s. v. Ved særlige Lejligheder kan det være praktisk at forstærke, f. Eks. ved en Gruppepost, der bevogter en Vejspærring paa en Vej, der fører ind i Kp.’s Omraade. Det kan da være nødvendigt at raade over mere end det ene Granatgevær i Gruppen — f. Eks. 2 eller 3. I et saadant Tilfælde bør mindst det ene Gevær være anbragt skjult og helst dækket paa den mod Fjenden vendende Side af Vejspærringen, dels for at kunne ramme Kamp- eller Panservognen i Agterenden, der ofte har tyndere Panser end Forenden, og dels og navnlig fordi Besætningen i det kritiske Øjeblik, hvor Vognen pludselig maa stoppe op for den overraskende Hindring, fortrinsvis vil have sin Opmærksomhed henvendt fremad og skraat fremad til højre og venstre. Skytterne bør anbringes i Vognens formodede døde Vinkel.
Enhver Mand i Hæren maa kunne betjene dette Vaaben og aabne Ilden uden Ordre.
Kompagniets Panserværnsgeværer og Bataillonens og Regimentets Kanoner kan efter Forholdene enten holdes samlet i den paagældende Chefs Haand som Rygrad i Panserforsvaret for Underenhederne eller i Beredskab til Indsættelse mod et overraskende Panserangreb — eller de kan sektions- eller enkeltvis indsættes til Støtte for eller afgives til Underenhederne, navnlig til saadanne som befinder sig paa de for Panserangreb særlig udsatte Steder, paa en Fløj eller i forreste Linie. I mange Tilfælde vil Chefen dog beholde en eller flere Sektioner i sin Haand. De forskellige Fremgangsmaader vil blive nærmere behandlet nedenfor.
Det gaar som en rød Traad gennem saavel danske som engelske Reglementer, at der altid under Fremrykning bør være nogle Panserværnsvaaben langt fremme for tidligst muligt at kunne standse fjendtligt Panser og for straks at skabe Dybde i Panserforsvaret.
Sikring under March.
En Bataillon under Fodmarch tager sig i Dag væsentlig anderledes ud end forhen. En Fordækning bestaar stort set af følgende 3 Hovedled:
— Fortrop, som er et Rg. Kompagni med 1 Deling som Forspids og 2 Delinger i Hovedstyrken. Afgivne motoriserede Hjælpevaaben, f. Eks. 1 Mortersektion (afkortede Morterer) og 1 Mg.sekt. vil følge efter Fortroppen i Spring paa nogle Hundrede Meter. 1 underlagt Kanonsektion pansersikrer Styrken. Ammunitionsvognen kan følge Hjælpe- vaabnene.
—■ Bataillonens marcherende Hovedstyrke, som bestaar af 3 Rekylgeværkompagnier (relativt smaa) evt. uden Fægt- ningstrain, men med Panserværnsvaaben hos sig.
—- Bataillonens motoriserede Del, som bestaar af Skytskompagni og Stabskompagni (Afgivelser) og Fægtnings- train — en Kolonne paa op mod 100 Køretøjer og med en Kolonnedybde paa 2—5 km alt efter den befalede Afstand mellem Køretøjerne. Kolonnen maa følge efter i Spring fra Flyverskjul til Flyverskjul og vil ofte være adskilt fra Bataillonen med nogle km. Fægtningstrainet stundom tættere ved Kompagnierne.
Denne Tredeling gør Panserforsvaret noget besværligt, idet de samme Vaaben ikke successivt kan sikre hele Bataillonen; de raadige Vaaben maa derfor knyttes sektionsvis til de enkelte Echeloner.
Hvert Rekyigeværkompagni har til sin direkte Sikring 15 Pansergranatgeværer og de 6 Pvg. Bataillonen har til Fordeling de tre Sektioner Panserværnskanoner. Da Regt. har 3 Delinger å 4 Panserværnskanoner, vil der ofte intet være til Hinder for, at der afgives 1 Deling til Fordækningen. Spørgs- maalet er herefter, hvorledes disse 10 Kanoner bedst fordeles og udnyttes.
Saafremt der er langt til Fj., og der hovedsagelig kun kan ventes Angreb af Spejdervogne og Panservogne — og navnlig hvis Kolonnen paa Grund af gunstigt Terrain etablerer Spærrelinier eller af andre Grunde kun har een udsat Flanke, kan man i store Træk nøjes med at lade Kanonerne spærre Vejene i denne Flanke. Men det maa erindres, at denne Frem- gangsmaade ikke er fyldestgørende, hvis Fj. — hvad man nu oftest maa regne med — ikke blot har vejgaaende Panservogne, men ogsaa Kampvogne i sine Opklaringsenheder. Hvor dette er Tilfældet og i øvrigt nærmere paa Fj., hvor Bataillonen kan vente Panseroverfald i Front og begge Flanker og i Ryggen, maa en anden Fremgangsmaade anvendes.
Da Panserangreb næsten altid vil være sandsynligt i Fronten, maa man normalt afgive en Sektion af Bataillonens Kanoner til Fortroppen; dette er i Overensstemmelse med de gældende Reglementer — ogsaa engelske — og selv om der hidtil kun har været regnet med færre Pvg. ved Fortroppen end nu, vil det stadig være hensigtsmæssigt at have et Par mere langtrækkende Vaaben godt fremme i Marchretningen. De kan springe fra Stilling til Stilling mellem Forspidsen og Køen af Hovedstyrken, hvilket vil svare nogenlunde til deres Skudvidde. Af Hensyn til deres egen Sikkerhed bør de næppe sættes frem foran Forspidsen; der maa regnes med, at det tager nogen Tid at faa dem bragt i Stilling, og at de derfor vil kunne blive overraskede og ikke kan naa at komme til Skud, hvis de f. Eks. sættes helt frem til Forpatruljen. De kan springe sektionsvis eller gruppevis.
Fortroppen kan f. Eks. afgive 1 Pvg. til Forspidsen, saa denne nu har 2, og beholde 2 i Kc.’s Haand som Reserve. (Mulig kunde man sætte 1 Kanongruppe og 1 Pvg. sammen i et Hold — de vilde formentlig supplere hinanden godt — og lade de 2 Hold skiftes til at springe). Man vil herved have opnaaet Dybde i Panserforsvaret og et godt Beredskab.
Forspidsen vil have 1 Granatgevær fremme ved Forpa- truljen og de 2 Pvg. ved Hovedstyrken. Ganske vist tager det kun kort Tid for Pvg. at komme til Skud, men de vil sikkert alligevel kunne blive overraskede, hvis de er fremme ved eller bag Forpatruljen. Mulig kunde man lade 1 af dem gaa bag Forpatruljen. (Det gælder her som i mange andre Tilfælde i denne Artikel, at vi endnu mangler Erfaringer, men at det ikke er uden Interesse at overveje Mulighederne — ikke alene af Hensyn til den taktiske Anvendelse,’ men ogsaa af Hensyn til de Tanker, der bør ligge til Grund, naar der til sin Tid skal træffes et Valg mellem de Vaabentyper, der kan være Tale om at anskaffe).
Til Rest er nu 4 Bataillonskanoner og 4 Regimentskanoner, ialt 8 Kanoner.
Den marcherende Flovedstyrke, som er paa 3 Rg.kompag- nier, har en Kolonnedybde paa 500—1000 m alt efter Fly- vermarchdybde m. v.
Den motoriserede Del er af Udstrækning langt den største. I Fly versk julet mellem Springene vil den have ret god Chance for at kunne pansersikre sig selv med sine Nærforsvarsvaaben og nogle enkelte Kanoner. Den er meget saarbar under Kørsel, hvor Køretøjerne kan skydes ned af Panserkøretøjer paa nogen Afstand fra Flanken. Den maa derfor først og fremmest sikre sig ved at køre hurtigt, i eet Stræk og med god Afstand, f. Eks. 50 m mellem Køretøjerne, frem til næste Flyverskjul. Og undervejs maa den være sikret af nogle Kanoner, som kører enkeltvis i Kolonnen. Hvis man regner med, at Kolonnedybden er 5 km, og at 1 Kanon kan dække omtrent 1 km (hvilket næppe er muligt i uoverskueligt Terrain), skal der bruges 6 af de 8 Kanoner.
I nogle Tilfælde, f. Eks. hvis Springene er ret korte, vil det mulig være praktisk at lade Kanonerne skiftes til at gaa i Stilling langs March vej en, navnlig paa de mest udsatte Steder.
Ved Fordækningens Indsættelse over for Modstand, der ikke kan kastes af Fortroppen, sættes selvfølgelig straks større Dele af Panserværnet ind til Sikring af Angrebet.
I Stedet for Kolonne kan anvendes Kørsel i Køretøjsgrupper (som det nu anvendes ved Opklaringstropperne). Dette vil sige, at hver Deling kører for sig med kortere Mellemrum mellem Køretøjerne, men med lang Afstand mellem Delingerne, saaledes at der maaske kun er een Deling under Kørsel ad Gangen. Herved vil den motoriserede Del blive mindre saarbar over for Flyver- og Panserangreb. Taktisk er Fremgangsmaaden ogsaa hensigtsmæssig, da man ofte skal bruge Stabs- og Skytskompagniets Enheder delingsvis. Denne Fremgangsmaade vil utvivlsomt blive stærkt benyttet i Fremtiden, og det vilde være heldigt, om man fra Øvelser ved de store Batailloner kunde blive delagtiggjort i Erfaringer herom, og om hvorledes Pansersikringen saa kan ordnes. Man kan f omen tlig nøjes med færre Kanoner.
Vejbanerne vil i Fremtiden udelukkende være forbeholdt Køretøjerne, og Fodfolket maa nøjes med at bruge Vej rabatterne.
Tilbage er kun to Kanoner til den marcherende Del; maaske vil man nøjes med 5 ved den motoriserede Del og derfor have yderligere 1 Kanon ved den marcherende Del. Disse 2—3 Kanoner kan springe fra Stilling til Stilling, fra Tête til Kø langs March vejen, dog med Tyngden om Sidevejene, sektionsvis eller gruppevis, eller de kan — hvis der ikke er Sandsynlighed for Panseroverfald i Øjeblikket — følge Kolonnen i Spring paa nogle Hundrede Meter.
Forreste Kompagni vil med sine Pvg. sikre Kolonnen i Fronten, bageste Kompagni i Køen og alle 3 Kompagnier i Flankerne; som yderligere Nærsikring har Kolonnen sine 45 Pansergranatgeværer.
Lægges der stærkere Vægt paa Pansersikringen af den marcherende Del, eller afgives der flere Regimentskanoner til Bataillonen, eller kan den motoriserede Del foretage sidste Del af Marchen i Mørke, kan og bør der tildeles den marcherende Del flere Kanoner.
Da den motoriserede Del ofte vil være paa Højde med Bataillonerne i Regimentets Hovedstyrke, kan den mulig og navnlig ved Kørsel i Køretøjsgrupper helt undvære Kanoner under Kørselen og nøjes med nogle faa Kanoner til successive Beredskabsstillinger.
Med Hensyn til Kommandoforholdene er det rimeligt at afgive Kanonerne til Føreren for den motoriserede Del, og at lade Delingsføreren, d. v. s. Bataillonen, beholde Kommandoen over Kannonerne ved den marcherende Del.
Der bør nok i det hele taget ikke gives for faste Forskrifter for Vaabnenes Anvendelse, men der bør være frit Spillerum for Førernes friske Initiativ og for Improvisering.
Det er givet, at Førerne for Panserværnsvaabnene maa være meget dygtige, initiativrige, smidige og energiske Folk.
Hvis Bataillonen er helt motoriseret (motorbaaret) — jfr. bl. a. F. R. I. A. Pkt. 109 og 119 — hvilket jo nu bekvemt kan ske, hvis der blot tildeles hvert Rekylgeværkompagni nogle faa Lastmotorvogne — bliver Fremgangsmaaden ved Pansersikring mindre kompliceret. Naar Fortroppen (10 Motorvogne) faar 2 Kanoner tildelt, maa de resterende 8 formentlig fordeles jævnt paa hele Kolonnen — uafhængigt af befalede Afstande mellem Køretøjerne og Marchordenen, og saaledes at der er en Kanon i Tête og Kø. Hvis Kolonnen med sine 125 Vogne og 31 Motorcykler og med 30—50 m mellem Vognene er 4—7 km lang, bliver der langt mellem Kanonerne. Men det er der næppe noget at gøre ved, med mindre Regimentet eller Divisionen vil afgive flere Kanoner til Kolonnen, hvilket ikke er meget sandsynligt, hvis hele Regimentet skal motortransporteres; det maa jo erindres, at Regimentet udover de 2 andre Batailloner ogsaa maa pansersikre Stab, Stabskompagni og Skytskompagni. Køres Strømkørsel efter Vejvisersystemet, bliver Forholdene jo anderledes.
Hvis Terrainet er gunstigt dertil, kan Marchrummet til en vis Grad gøres pansersikkert ved Etablering af Spærrelinier i Flanken ved Divisionens Panserværnsenheder.
Mest gunstigt for Pansersikringen (og Luftsikringen) af en saadan Motorkolonne er naturligvis March i Mørketimerne, hvor Fjenden normalt ikke vil anvende Panser- eller Kampvogne. March i Mørke bør derfor tilstræbes, naar det er gørligt. Der skal ikke her gøres Rede for Anvendelsen af Panser- værnsvaabnene under saadanne Marcher, da Problemerne ikke er særlig paatrængende.
Angrebet.
F. R. I. B. giver den korte, men vigtige Regel, at Panserværnskanonerne skal trækkes spring- og ledvis efter de forreste Enheder, saaledes at disse til enhver Tid i fornøden Grad er beskyttet mod Modangreb af fjendtlige Kampvogne.
Engelske Bestemmelser for den 57 mm Panserværnskanon fastsætter dennes Opgave til at yde stadig Beskyttelse af de fremrykkende Tropper — altsaa nogle Kanoner langt fremme — og at danne en Panserværnsbasis i det erobrede Terrain, ved at der i Angrebsmaalet hurtigt (paa mindre end et Kvarter) oprettes et koordineret Panserværn. Ved den udfoldede Bataillon før og efter at Føling med Fjenden er opnaaet, fordeles Sektionerne til Kompagnierne, dels for at danne Panserværn for dem under Fremrykningen og dels og navnlig for at sikre en øjeblikkelig Indsættelse i Reorganisationsomraadet, som kan være Angrebsmaalet eller foreløbigt Maal. Sektionernes Anvendelse koordineres med evt. tunge Panserværnskanoner (Regimentets), der betragtes som en Reserve, der kan give Dybde og Fasthed i Panserværnsplanen; de er i Stilling til Sikring af Udgangsstillingen og vil evt. blive der, til Angrebsmaalet haves inde.
En Bataillon i forreste Træfning i enkadreret Angreb bør saaledes normalt afgive 1 Sektion til hvert Kompagni i 1. Linie og have Resten og de øvrige afgivne Kanoner i Reserve, d. v. s. i successive Stillinger i Dybden og springvis og evt. ledvis Fremrykning, gerne under fælles Kommando (f. Eks. af Kanondelingsføreren) og rede til øjeblikkelig at sættes ind mod et fjendtligt Kampvognsangreb.
Er Bataillonen paa en Fløj, maa Tyngden (Placeringen) være paa denne Fløj (det maa her erindres, at der selv i en kadreret Angreb kan forekomme en aaben Flanke, hvis et Naboled hænger tilbage, og at Delingsføreren derfor opmærksomt maa følge Udviklingen).
Regimentets Kanoner maa danne yderligere Dybde og Fasthed i Panserforsvaret fra Stillinger i Dybden (og til den farlige Flanke) fra 1. Træfnings bageste Linie og bagud.
I forreste Linie vil hvert Kompagni nu have følgende Vaaben til Anvendelse: 15 Pansergranatgeværer, 6 Pvg. og 2 Panserværnskanoner. Pansergranatgeværerne vil være fordelt over hele Kompagniet. Placeringen af de 3 Pvg. i Kommandogruppen vil afhænge af Terrainet og Kompagniets Plads — paa en Fløj eller enkadreret. Uoverskueligt Terrain maatte efter gængse Regler opfordre til Afgivelse til Delingerne, men Regelen kan ikke altid anvendes. Medens Pvg.ne ved de forreste Delinger i overskueligt Terrain kan støtte hinanden ved et pludseligt Kampvognsangreb, og endda naa at indtage gunstige Stillinger, er dette ikke Tilfældet i uoverskueligt Terrain, hvor man risikerer, at Panserværnsgeværerne ved den ikke angrebne Deling kommer for sent i Aktion — eller slet ikke; det synes her at være bedre at beholde Pvg.ne i Kompagnichefens Haand, idet der herved er større Chancer for at faa dem rettidig i Anvendelse, hvad enten Kampvognene angriber frontalt eller fra en af Siderne.
Vi har her kun de Erfaringer, som Øvelser paa Kort kan give, og det ser paa Grundlag heraf ud til, at man foreløbig kan følge den Regel, at man, naar Kompagniet er paa en Fløj, skal afgive 1 Pvg. til forreste Fløj deling og have 2 i Reserve (maaske 1 til bageste Fløjdeling), at man i overskueligt Terrain kan afgive 1 Pvg. til hver af de forreste Delinger, og at man i uoverskueligt Terrain afgiver ingen eller efter Omstændighederne 1 Pvg. til de forreste Delinger. Det maa stadig haves i Erindring, at der maa være stærkt Beredskab, og at det, for at et Kampvognsangreb skal kunne lykkeligt afslaas, er nødvendigt, at Vaabnene faar Ilden aabnet tidligst muligt og paa længst mulig Afstand.
Af samme Grund maa den afgivne Kanonsektion ogsaa i hvert Spring gaa længst muligt frem mod Kompagniets forreste Linie. De to Kanoner vil i de fleste Tilfælde blive indsat paa Kp.’s Fløje, og kun i sjældne Tilfælde vil de være anbragt tæt sammen.
I det Øjeblik, Angrebsmaalet haves inde, er Kompagniet i en saarbar Situation, hvorfor Kompagnichefen øjeblikkeligt maa fordele Skudfelter og Opgaver til samtlige Panserværns- vaaben i Front, Flanker og Ryg — Kanonsektionen i den farligste Retning med nogen Afstand mellem Kanonerne, og saa-, ledes at de gensidig kan støtte hinanden.
Kanondelingsføreren samarbejder snarest denne første Reorganisationsplan mellem Sektionerne og de tildelte Panserværnskanoner. I øvrigt er Forholdene her i store Træk som ved Forsvaret (se nedenfor).
Forsvaret.
Saavel i vore som i engelske Bestemmelser fastslaas det, at fjendtligt Kampvognsangreb skal bringes til Sammenbrud i Terrainet foran Stillingen. Englænderne forlanger, at Bekæmpelsen skal begynde paa godt 700 m Afstand, og vore Bestemmelser fastslaar, at Hovedmassen af Afsnittenes (Underafsnittenes) Panserværnsvaaben skal kunne tage de fjendtlige Kampvogne under Ild, før Indbrud i Stillingen lykkes, og at Kanonerne derfor maa anbringes saa tæt bag H. K. L., som Terrainet tillader. Resten af Afsnittets og Hovedreservens Kanoner — herunder Enheder af Panserværnsbataillonen — skal etablere en eller flere Spærrelinier bag hinanden, som skal tilintetgøre Kampvogne, som maatte være brudt ind i Stillingen.
Panserværnsvaabnene skal anbringes med Tyngden paa de farlige Steder, altsaa hvor Kampvognsangreb er mulige og dermed sandsynlige. Alle Panserværnsvaaben i forreste Linie skal være anbragt saaledes, at de gensidigt støtter hverandre; de skal være skjult og helst dækket i Fronten, og de maa ikke røbe sig ved utidig Ildaabning, f. Eks. ikke deltage i den almindelige Ildkamp ved Beskydning af Fodfolksmaal. Hovedparten af dem skal, selv naar Angrebet kommer nærmere, vente med Ildaabningen, for ligesom de Trefodsgeværer, der er bestemt til Flankering paa de korteste Afstande, senere at gribe overraskende ind i Kampen. Da vi ikke stiller store Krav om Skydning paa lange Afstande (som Englænderne), kan vore Kanoner ofte staa opstillet dækket i Fronten til flankerende Skydning, hvilket er gunstigt og muligvis nødvendigt af Hensyn til den betydelige Bagflamme.
Det er imidlertid et Spørgsmaal, om man ikke burde overveje at lade nogle af Kanonerne fra midlertidige Stillinger langt fremme paabegynde Beskydningen af Kampvogne paa de længst mulige Afstande, hvor Terrain og Overskuelighed tillader det. Fordelene er indlysende. Faren herved er, at Kanonerne ikke naar at komme uset paa Plads i deres forberedte Stillinger, før Kampen umiddelbart foran H. K. L. begynder. Der vil dog formentlig være en Chance herfor, naar man tager hele det øvrige Panserværnsapparat i Betragtning, og naar man anvender de bageste Kanoner hertil.
Dette Krav om Nedkæmpning foran H. K. L. og Kravet om Dybdeformering maa medføre, at Afsnittet normalt afgiver en Sektion eller Deling Kanoner til hvert Underafsnit, og at de resterende 4—8 Kanoner anvendes til Dybdeforsvaret direkte under Afsnittet, ofte til en Ildspærring paa truede Steder foran Afsnitsreserven og i øvrigt som Reserve til Imø- degaaelse af Kampvognsangreb fra andre Retninger.
Underafsnittet vil normalt placere 4—5 af sine egne Kanoner i forreste Linie og Resten i Dybden.
De forreste Kompagniers Pvg. vil i Hovedsagen være placeret ved Delingerne i forreste Linie til Bestrygning af Forterrainet, hvorved Maskerne i Nettet gøres tættere, og ved Kp’ne i 2. Linie vil Pvg.ne danne en Ildspærring i Stillingens Indre suppleret af Underafsnittets tilbagetrukne 3—6 Kanoner.
Undersafsnittet vil normalt ikke afgive Kanoner til Kompagnierne i Forsvaret.
Hele Panserværnet maa være koordineret inden for Underafsnittet af Underafsnitskommandøren (og hans Hjælpere,
K. 5 og Føreren for Kanondelingen) og inden for Afsnittet af Afsnitskommandøren. Der maa være forberedt Skiftestillinger, og der maa være givet Vaabnene Opgaver fra nye Stillinger i Tilfælde af Panserangreb fra andre Retninger. Disse Stillinger maa være forberedt og Stillingsindtagelse indøvet.
Her er tænkt paa et enkadreret Afsnit. Er Afsnittet paa en Fløj, maa skyldigt Hensyn tages hertil.
Hvis man i Dag kunde tænke sig et Kampvognsangreb — som tidligere forudsat — mod en forberedt Stilling og uden et forudgaaende Fodfolksangreb, vilde Billedet lidt optimistisk for Forsvareren omtrent tage sig saaledes ud:
Kampvognsenheden vil mulig blive opdaget i sit Samlingsrum eller i Udgangsstillingen af Forsvarsartilleriet, der straks vil lægge alle andre Opgaver til Side og koncentrere al Ild fra Batterier, der kan række dem, over Kampvognene — en Ild, der vil blive fortsat under Fremrykningen. Samtidig vil Forsvarerens evt. til Raadighed værende Flyvere gaa til Angreb paa Kampvognene. I Forterrainet vil Panserværnskanonerne beskyde dem med hurtigst mulig afgiven Ild. 50—200 m foran H. K. L. vil de være nødsaget til at passere et Minefelt, evt. gennem tilvejebragte Gennemgange, hvorved de dog vil blive kanaliserede og beskudt af Kanoner og Pvg. Har de endelig passeret Minefeltet eller andre naturlige eller kunstige Hindringer, modtages de af hele Panserværnet i H. K. L., hvorved erindres, at hver Fodfolksgruppe har et Pansergranatgevær til Nærforsvar med rigelig Ammunition. Kommer nogle af Kampvognene videre, modtages de af de bagvedværende Pan- ser-Ildspærringer fra vel slørede Stillinger. Samtidig vil de støde paa Ledeminefelter (delvis som Skinminefelter), der skraat eller vinkelret paa Fronten tvinger dem mod et Rum, som er bestrøget af kraftigt Panserværn fra Afsnittet eller Panserværnsbataillonen, og i hvilket den sidste Rest skal bryde sammen — forudsat at Kampvognene ikke forinden har opgivet og er gaaet tilbage.
Hvis Fjenden forud for Kampvognene angriber med Fodfolksstyrker støttet af et meget stærkt Artilleri og Flyvere og derved skaber en Gennemgang, vil de efterfølgende Kampvogne kunne standses af Minespærringer i og bag Stillingen i Tilslutning til stærke Panserværnsenheder af Afsnittet og af Hovedreserven.
Endnu gunstigere stiller det sig, hvis Stillingen kan placeres i Tilslutning til et hindrende Vandløb. Men det vil ogsaa ses, at et Forsvar i Modsætning til for blot faa Aar siden er muligt i Dag uclen en naturlig Panserhindring, saafremt der raades over fornødne Panserminer og Tid til Etablering af Minefelterne.
Angreb som ovenfor skitseret vil derfor fremtidig ikke kunne ventes med de nuværende Forhold mellem Kampvogne og Panserværn, og nye Metoder blev ogsaa anvendt i den sidste Del af Krigen.
Man vil formentlig se Kampvognsenheder afgivet til Fodfolket for i snævert Samarbejde at hjælpe dette frem til Erobring af Maalet støttet af Artilleriet med fremskudte Observatører. Kampvognene og Fodfolket vil gaa frem under gensidig Ildstøtte, saaledes at Kampvognene fra næsten dækkede Stillinger nedkæmper de fjendtlige automatiske Vaaben, hvorefter Fodfolket gaar frem og nedkæmper eller neutraliserer de fj. Panserværnsvaaben og fjerner Kampvognsminer. Mulig vil Fodfolket følge Kampvognene i pansrede Specialkøretøjer.
Over for et saadant Angreb vil det være nødvendigt, at Panserværnsvaabnene er vel skjult og dækket, og at de er sikret af automatiske Vaaben og Geværskytter for at være intakte, naar Kampvognene kommer ind paa Skudhold.
Emnet er et af Tidens brændende Spørgsmaal, da Panser- værnet er en afgørende Faktor ved Fodfolkets eller hele Hærens Slagkraft. Det anses derfor for nødvendigt at diskutere Emnet nu og ikke at vente til det er fastslaaet, hvilke Vaaben vi skal have; det maa være vigtigt at komme i Gang og faa Tankerne indstillet paa de Muligheder, som Udviklingen giver os i Hænde, og ikke falde til Ro i den Tro, at de Panserværnsvaaben, vi for Tiden har til Raadighed, er fyldestgørende. Dette i Forbindelse med, at det er erfaret, at de nye Vaaben og Muligheder ikke er kendt alle Vegne, har givet Anledning til oven- staaende Overvejelser, der kun er tænkt som et beskedent Diskussionsgrundlag.
Orla Nielsen.
