I september var det 300 år siden, Den skånske Krig 1675-79 indledtes med operationer i Nordtyskland, hvor den første større begivenhed, set med danske øjne, var stormen på og erobringen af Wismar den 13. december 1675. Den følgende artikel giver en kortfattet oversigt over hele krigens forløb samt en sammenfattende gennemgang af den øverste, danske krigsledelse.
En oversigt over krigens forløb og den øverste krigsledelse
af Oberstløjtnant K. V. Nielsen
Indledning.
I sit berømte brev til Griffenfeld, dateret Rendsborg den 21. august, skriver Chr. V bl.a.: »1. Jeg vil have mine generaler og officerer mainteneret, og at de til ingen anden skal være attacheret, eller af nogen dependere, uden af mig selv, ihvem det være kunne. 2. Vil jeg og at enhver, i hvad charge de og ere, skal bestille sit embede, og ikke én dirigere dem allesammen, hvilket ingen uden mig selv tilstår og vedkommer.« (A. D. Jørgensen: Griffenfeld II, p. 289 ff)
Vel er dette brev en personlig anvisning og tilrettevisning fra kongen til hans kansler, Griffenfeld; men netop de første to - her citerede - punkter rummer den enevældige fyrstes opfattelse af sit forhold til sine nærmeste rådgivere og embedsmænd, og de indeholder hermed også de grundlæggende principper for den ledelsesorganisation, der fra dansk side bragtes i anvendelse under den første krig efter enevældens indførelse, Den skånske Krig. I det følgende skal denne øverste krigsledelses opbygning og virke søges nærmere belyst, ligesom der skal søges kastet et strejflys ind over nogle af de personer, der indgik i denne ledelse. Vægten i fremstillingen vil således naturligt blive lagt på danske forhold, idet dog også den svenske øverste krigsledelse vil blive omtalt i den udstrækning, det vil være naturligt til sammenligning med den danske, og for at stille denne i relief. Det er imidlertid fundet naturligt tillige at opridse hovedlinierne i krigens forløb for herved at få en oversigt over meningen med og indholdet af de krigsførende parters planer.
Krigens politiske forudsætninger.
Da den 24-årige Chr. V i 1670 efterfulgte sin fader, arvede han foruden tronen også forpligtelsen til at genoprette de tab, Danmark havde lidt i Torstensson- og Karl Gustav-krigene. Krige som i afgørende grad havde svækket landet gennem afståelsen af de skånske landsdele til Sverige samt for Norges vedkommende afståelsen af Hårjedal, Jåmtland og Bohuslen. Hertil kom, at Gottorperne i 1658 havde opnået fuld suverænitet inden for riget, hvorved de i givet fald kunne blive en farlig allieret for rigets fjender, her først og fremmest Sverige. Udover en fortsat sanering indadtil af økonomi og forvaltning, herunder også af det militære apparat, måtte en knægtelse af Gottorperne og en tilbagevinden af de tabte landsdele blive de væsentligste politiske mål for den nye, unge konge. Disse udenrigspolitiske mål var imidlertid af en sådan størrelsesorden, at de oversteg landets egne kræfter. Revanche kunne kun opnås ved hjælp af forbundsfæller. For kongens kansler, Griffenfeld, forekom Europas stormagt, Frankrig, at være den ideelle partner. Ludvig den XIV var derimod mere interesseret i at knytte Danmarks naturlige fjende, Sverige, til sig i et allianceforhold. Dette lykkedes da også for ham i 1672. I løbet af 1660’erne og i 1670 var det lykkedes Danmark at sikre sig forskellige forbund med både Frankrig, Nederlandene og England, uden at disse dog kunne bedre Danmarks situation i forbindelse med den mest påtrængende udenrigspolitiske situation - først og fremmest sikkerhed, men med den nye konge også revanche mod Sverige. Da den franskorien-terede politik, som Griffenfeld gik varmt ind for, ikke lod sik realisere, måtte man nøjes med det næstbedste, et vagt forbund med den tyske kejser, Brandenburg og andre tyske stater om opretholdelse af bestemmelserne i Den vestfalske Fred af 1648, samt en forbundstraktat i 1773 med Holland, der forpligtede Danmark til at gribe ind i krigen på Hollands side, såfremt en ny forbundsfælle sluttede sig til Frankrig; modydelsen skulle være store hollandske subsidier til betaling af dansk oprustning. De her groft skitserede forudsætninger for Danmarks aktive indgriben i den europæiske politik indtraf mod slutningen af året 1674, da Sverige angreb Frankrigs modstander Brandenburg. Chr. V og hans nærmeste kreds var ivrig efter og indstillet på at gribe ind, men Griffenfeld gjorde endnu et forsøg på at realisere sin profranske politik. Først da dette forsøg mislykkedes, var vejen åben for at påbegynde krigen imod Sverige; dog ikke direkte for at tilbageerobre de skånske landsdele, men som følge af forbundsforpligtelserne over for Brandenburg ad omvejen over de svenske besiddelser i Nordtyskland. Det rige, som den mindreårige Karl XI modtog fra sin fader Karl X Gustaf, var - når bortses fra den kortvarige besiddelse af Trondhjemslen og Bornholm - det svenske rige i sin største territoriale udstrækning*) Foruden det egentlige Sverige, som havde opnået naturlige grænser, omfattede det i øst Finland, Ingermanland, Estland og Livland samt i syd Forpommern med øer og den østre Oderbred samt Wismar og BremenVerden. Halvdelen af riget lå således på den anden side Østersøen.
*) Det var større end det spanske monarki under Karl V og det tyske kejserrige før 1914 og dobbelt så stort som det nuværende Sverige.
**) Karl XI blev kronet på en almindelig rigsdag i Upsala den 8. sep. 1675.
Stort set var rigets grænser skudt ud til naturlige grænser, selv om Pommerns og Bremens sydgrænser var relativt svage. Afskåret, som de var, fra enhver landværts forbindelse med Sverige, var de nordtyske besiddelser på den svenske sydfront i højere grad end nogen anden del udsat for at blive isoleret, såfremt Sverige ikke besad herredømmet i Østersøen. Den svenske sømagt måtte derfor blive af afgørende betydning. Den formynderregering, som styrede det svenske rige, indtil Karl XI selv overtog regeringens ledelse**), havde nok interesseret sig for de svenske væbnede styrker, men først og fremmest som en politisk magtfaktor, hvis blotte tilstedeværelse burde udnyttes til at opnå så store og fordelagtige subsidier fra andre magter som muligt. Regeringens pengebehov var stort. Den bremiske krig 1664-65, som var foranlediget af Bremens vægring ved at anerkende bestemmelsen i Den vestfalske Fred om svensk overhøjhed, havde kostet 19 tønder guld og forværret den økonomiske situation. Til gengæld for spanske subsidier indgik Sverige derfor i 1668 en alliance med England og Holland til hjælp for Spanien imod Frankrig. I modsætning til i Danmark, hvor Griffenfelds franskorienterede politik led nederlag, lykkedes det i Sverige, da Ludvig XIV søgte tilnærmelse, de franskorienterede kredse at få gennemført en aftale om et forbund med Frankrig. Aftalen undertegnedes i Stockholm i april 1672. I overensstemmelse med denne forpligtede Sverige sig til at hindre de tyske fyrster i at gribe ind overfor Frankrig under den krig, som Ludvig XIV havde til hensigt at indlede imod Holland. Sverige påtog sig om nødvendigt at holde en hær på 16.000 mand i Tyskland. Til gengæld skulle Frankrig yde Sverige subsidier til et beløb af 400.000 écus, hvilket beløb skulle øges til 600.000, såfremt Sverige deltog aktivt i krigen. Hermed var også Sverige bundet, selv om det lykkedes regeringen i to år at holde sig udenfor, d.v.s. at trække på subsidieme »uden derfor at gøre andet end at sidde stille«. Svensk alliancepolitik, som hidtil havde været defensiv, havde nu fået en drejning. Ludvig XIV havde fremgang i Holland, og fortsatte overgreb førte efterhånden til samlet modstand fra de tyske fyrster, hvor Brandenburg hidtil havde stået alene. Dette førte på sin side til øget fransk pres på Sverige og løfte om yderligere subsidier. Den svenske regering accepterede og overførte tropper til Pommern. Det øgede pengebehov og fransk pres tvang således efterhånden Sverige til at bryde freden med Brandenburg. Hermed var også fra svensk side scenen klar for krigen mod Danmark.
De militære styrker
Efter Københavner-freden i 1660 og indførelsen af det enevældige arvemonarki tegnede der sig for Fr. III og hans rådgivere en militærpolitisk situation, som rummede to farer: Et svensk overfald henholdsvis en indre rejsning. Det var på dette grundlag, kongen og hans rådgivere valgte den løsning at opretholde en til de nødvendige fæstningsværker støttet hærstyrke, hvervet og derfor i besiddelse af et stort beredskab med de fra den netop afsluttede krig stammende, fremmede kadrer og derfor uden forbindelse med landets indre stemninger. Af økonomiske årsager, der med vægt forfægtedes af rigsskatmesteren Hannibal Sehested, blev en sådan løsning vanskelig gennemførlig. Det sidste tiår af Fr. III regeringstid prægedes da også af militært forfald. (Jf. Kyhl, p. 40-42, 52 ff.) Med Chr. V’s tronbestigelse skete der et brat omslag i denne situation. Allerede 14. februar 1670, kun 5 dage efter Fr. Ill’s død, modtog krigskancelliet en kgl. ordre om snarest at indgive betænkning over landforsvarets tilstand og forslag til rigernes fremtidige defension. Også for flådens vedkommende øgedes aktiviteten med tronskiftet, således at flåden i 1674 bl.a. kunne mønstre 21 linieskibe og 12 fregatter. (Jf. Barfod, p. 157.) For hærens vedkommende var den drivende kraft i tilpasningen efter 1660 og senere i omorganiseringen og udvidelserne efter tronskiftet i 1670 den gamle rigens feltherre Hans Schack, der fra 1660 og indtil sin død i februar 1676 var præsident for krigskollegiet. Den hær, Schack fik overdraget ansvaret for i 1660 »var præget af nederlaget, mangelfuldt og uharmonik sammensat, slet udrustet, opfyldt af 30-årskrigens rå og røveriske ånd, for en stor dels vedkommende uden al forbindelse med riget ud over det rent økonomiske forhold« (Kyhl, p. 69). Det lykkedes under Schacks ledelse i løbet af 14 år at få denne hær transformeret til en veludrustet, veløvet og strengt disciplineret, stående hær, hvori hovedparten nok var tyskere, men dog også med et betydeligt dansk islæt. I felthæren indgik et rytteri, der omfattede 8 nationale*) og 3 hvervede regimenter, hvortil kom 3 dragonregimenter. Hovedparten af befalingsmændene var dog tyske. Infanteriet bestod af 4 nationale regimenter, tilvejebragt ved udskrivning, og 8 hvervede regimenter (Rockstroh II, pr. 127 ff). Hertil kom artilleriet og ingeniørvæsenet. Det var om denne hær, den hollandske gesandt i 1673 skrev hjem, at det var »en god milits, sammensat af dygtigt mandskab, velklædt og godt ekserceret«, og som den svenske resident i 1674 karakteriserede således: »Imedlertid så ar det Krigsfolket har och uti Norge ... både med klader och gevar helt val underhållne, och altid flittigt exercerande, så att gamla officerare måste bekanna, att har i Danmark aldrig så godt krigsfolk uti tjenst warit hafwer«. (Kyhl, p. 69).
*) Rekrutteret efter svensk mønster fra såkaldte »ryttergårde«, hvortil kom et mindre antal »sogneryttere« (Rockstroh II, p. 504ff).
Anderledes stillede det sig med den svenske hær, selv om det svenske krigskollegium gentagne gange havde påpeget brist i hærens styrke og udrustning. I en skrivelse fra krigskollegiet til regeringen af 17. maj 1672 opgøres situationen således: I de for krigstid forudsete kadrer fandtes mangler på o. 16.000 mand. Antallet af artillerister var utilstrækkeligt. Fæstningerne manglede magasiner. Beholdningerne af krudt og lunter var ringe. Tøjhusene var forfaldne, og de faste forsvarsværker var trods visse forbedringer og udvidelser behæftede med alvorlige mangler. (Steckzén, p. 288). Hertil kom, at der var mangler i forbindelse med soldaternes underhold, ligesom der herskede stor sygelighed og dødelighed. En tilsvarende karakteristik gjaldt også for den svenske flåde (Holm, p. 137). Der var således nok for den unge konge at tage fat på for at bedre forholdene, da krigen stod for døren. For så vidt angår den svenske hærs taktik, så levede den forsat på traditionerne fra 30-årskrigen og Karl X Gustav. Selv om også den svenske højere ledelse i krigens begyndelse led af visse mangler - rigsmarskallen K. G. Wrangel var nu 62 år, og hans helbred var efterhånden skrøbeligt ~ så var Sverige i modsætning til Danmark i den situation at have et rekrutteringsgrundlag for sit officerskorps i en adel, der gennem generationer havde forsynet den svenske hær med brillante førere. For den unge danske enevoldskonge var det imidlertid dels uønskeligt at betro den danske adel for fremtrædende stillinger - ingen af de 10 overgeneraler, den danske hær havde under krigen, var således danskfødte - dels havde man som Knud Fabricius har udtrykt det »heller ikke de bedste erindringer fra Karl Gustav-krigene om unge danske adelsmænds tjenstiver«. (Hist. Tidsskr. 11. række, 2. bind, p. 476-77).
Krigens hovedlinier.
Sammenfattende kan man karakterisere krigshandlingerne under Den skånske Krig som værende præget af flg. forhold:
- Kampen om søherredømmet, der for Sverige var vitalt med henblik på opretholdelse af forbindelserne til de svenske besiddelser i Nordtyskland, og for Danmarks vedkommende var forudsætningen for at forhindre Sverige i at opretholde sine søværts forbindelser samt for at kunne føre krigen over i de skånske landsdele med henblik på at genoprette kontrollen over disse. For begge parter indebar dette et behov for offensiv optræden til søs.
- Fra dansk side måtte man for at realisere målet med krigen nødvendigvis til lands føre denne offensivt, medens det omvendt for Sverige indledningsvis ville være naturligt at optræde defensivt, for så - når lejligheden bød sig - at overgå til en offensiv krigsførelse med henblik på at tilintetgøre eller reducere den danske hær i en sådan grad, at målet fra dansk side ikke lod sig realisere.
BILLEDE HER
For søkrigens vedkommende medførte det første af de nævnte to til grund liggende forhold, at den danske flåde alene og med støtte af en hollandsk hjælpeflåde, gennemførte en række heldige operationer, medens den svenske flåde måtte indkassere en række markante nederlag og uheld. Således måtte den svenske flåde under rigsadmiral Gustav Stenbock i oktober 1675 søge havn som følge af stormfuldt vejr ud for Gotland og udbredt sygdom blandt besætningerne. Kun i træfningen mellem Bornholm og Riigen i maj 1676 mellem en ny svensk flåde under rigsråd Lorentz Creutz og Niels Juel blev resultatet uafgjort. Forinden havde Niels Juel i slutningen af april 1676 gennemført en vellykket landsætning på Gotland og befæstet øen som støttepunkt for blokaden af den svenske østkyst. Den 1. juni samme år led den svenske flåde nederlag i kampen ud for Oland imod en forenet hollandsk-dansk flåde med hollænderen Komelius Tromp som chef, og i slutningen af samme måned (27. juni) gennemførtes, ligeledes under admiral Tromps ledelse, en heldig landsætning af o. 2000 mand ved Ystad inden hovedstyrken af den danske hær sattes over Øresund til Rå den 29. juni. Kontrollen med Øresund og Østersøen var helt på danske hænder. Den danske overlegenhed til søs demonstreredes yderligere året efter, da Niels Juel den 1. juli i Køge Bugt vandt en overbevisende sejr over en ny svensk flåde under kommando af feltmarskal Horn. Den danske flåde var endvidere i stand til at gennemføre landsætninger omkring Kristianstad i juli 1678. Disse landsætninger mislykkedes imidlertid, fordi tropperne ikke var i stand til at fastholde brohovederne på land. Derimod gennemførtes i efteråret 1677 uhindret en overførsel af et kontingent på 4000 mand til Riigen. Der eksisterede således krigen igennem en udtalt dansk overlegenhed til søs, som naturligvis i nogen grad skyldtes den hollandske hjælpeflåde, men som også i væsentlig grad må tilskrives forskellen i kvaliteten af de to flåders ledelse. Dette gælder såvel tilrettelæggelsen af flådernes udrustning, som - og navnligt - flådechefernes duelighed. Danmark var i så henseende begunstiget af at kunne råde over både en Kort Adeler (som blev syg og døde i begyndelsen af november 1675) og en Niels Juel, der indledningsvis som holmens admiral havde ansvaret for flådens udrustning og senere fik lejlighed til at føre den i kamp. Herudover var en række erfarne hollandske admiraler med Kornelius Tromp i spidsen en værdifuld hjælp. I modsætning til disse erfarne søofficerer rådede Sverige, hverken i admiralitetet eller som flådens chefer over erfarne søofficerer. Rigsadmiral Stenbock, hvis flåde nær var forlist ved Gotland, var feltmarskal og uden forudsætninger sat til at afløse den hidtidige og duelige rigsadmiral K. G. Wrangel, da denne i 1664 blev udnævnt til rigsfeltherre. Efter Stenbocks uheld og deraf følgende afgang blev posten som flådens chef overdraget til den civile embedsmand, rigsråd Lorentz Creutz, der vel havde udført et fortjenstfuldt arbejde med at lede udrustningen af flåden i løbet af vinteren 1675/76, men som var ganske ukendt med at lede operationer til søs. Som følge af dårlig manøvrering og brand forulykkede hans admiralskib under kampen ved Oland 1. juni 1676 og gik under med admiralen selv og hele besætningen. Også efterfølgeren Feltmarskal Henrik Horn, der bl.a. havde været gene-ralguvemør i Bremen-Verden og senest i 1676 havde kæmpet på den norske front, var ukendt med krigen til søs. Det var derfor en utaknemmelig opgave, der var betroet ham, da han i sommeren 1677 i Køge Bugt mødte den vel mest drevne admiral, som nogensinde har ført en nordisk flåde i kamp. Medens svenskerne således føringsmæssigt var danskerne kvalitativt underlegne til søs, gjorde det modsatte forhold sig gældende til lands. Som allerede nævnt var traditionerne fra 30-årskrigen endnu levende i den svenske hær. Hertil kom, at de førere, som direkte under kongen førte kommandoen, kunne støtte sig på erfaringer fra Karl Gustavs og ældre krige. Chefen for styrkerne i Skåne var den 60-årige feltmarskal Simon Grundel Helmfeldt, som i 1656 havde forsvaret Riga; hans nærmeste hjælper var den tyskfødte general Rutger von Ascheberg, som i 20 år havde været i svensk tjeneste og havde tjent sig op gennem graderne til oberst under tidligere krige. Hertil kom den 51-årige Erik Dahlberfg, der havde spillet en fremtrædende rolle under Karl Gustav-krigene og bl.a. deltaget i erobringen af Frederiksodde, marchen over Storebælt og belejringen af København. Han var nu generalkvartermester og udnyttede sit store organisationstalent i forbindelse med udbygningen af fæstningerne. Den unge konge, Karl XI, var ved krigens begyndelse et ubeskrevet blad, men han viste sig hurtigt - og ikke mindst efter sejren over Duncan ved Fyllebro den 17. august 1676 - at være i besiddelse af betydelig viljestyrke og beslutsomhed. Mangel på vilje til i afgørende situationer at træffe hurtige beslutninger forekommer derimod at være noget karakteristisk for den danske øverste ledelse. Dette hænger formentlig sammen med, at den ikke var i besiddelse af den samme egalitet og samarbejdsevne som den svenske. Allerede ved fjendtlighedernes indledning i 1675 blev den berøvet den fornødne fasthed, da følgerne af rigens feltherre Hans Schack’s sygdom bevirkede, at han ikke kunne deltage i felttoget i Nordtyskland. Som følge af mangel på egnede emner og kongens almindelige ulyst til at betro danske adelsmænd høje militære poster var det nødvendigt - og for tiden ej heller ualmindeligt - at vende sig til udlandet for at finde egnede førere. De, man fandt, var personligt erfarne og dygtige, men evnede ikke altid at få etableret et gnidningsfrit samarbejde med hinanden og med kongen, der med sin unge alder var uden erfaring, men nok i besiddelse af personligt mod.
Overgeneralen i perioden februar-november 1676, hertug Johan Adolf af Holsten-Plon, var nok den mest markante af de ialt 10 overgener aler, der efterhånden førte kommandoen under Chr. V. Hans samarbejde med kongen blev imidlertid bragt til et brat ophør ved sommer feltto gets afslutning. Den egentlige årsag hertil er det endnu ikke lykkedes nogen historiker med sikkerhed at afsløre. Da hertugen af Plon pludselig gled ud, ville det have været naturligt, at brandenburgeren, feltmarskalløjtnant Weyher, som i 1675 havde ført kommando sammen med mecklenburgeren, general Carl Arensdorff under feltherre Schacks sygdom, havde overtaget posten som overgeneral; dan døde imidlertid midt i oktober 1676, og valget faldt herefter på Carl Arensdorff. I slaget ved Lund den 4. december samme år blev Arensdorff imidlertid dødeligt såret, hvorefter hans broder Friederich midlertidigt overtog kommandoen i perioden december 1676-februar 1677. Herefter virkede generalløjtnant G. A. Baudissin midlertidigt som overgeneral fra marts til maj 1677, indtil den 53-årige preussiske general Joachim Rudiger v. d. Goltz kunne overtage ledelsen. Han beholdt denne indtil oktober samme år, da han bad om sin afsked. Hans embedsperiode var præget af den mislykkede og blodige storm på Malmø den 26.-27. juni 1677 og nederlaget den 14. juli i slaget øst for Landskrona, mellem Ronneberga og Tirup. Et slag der i mange henseender var en gentagelse af slaget ved Lund året før. Perioden var tillige præget af indbyrdes stridigheder mellem overgeneralen og de to generalløjtnanter Baudissin og Riise. Situationen blev så spændt, at kongen måtte fjerne de to sidstnævnte fra krigsskuepladsen. Den senere overkrigssekretær Jens Harboe, der på dette tidspunkt var ledende intendant i Landskrona, skriver således i august 1677 i et fortroligt brev til sine chefer i København: »Goltz og Uffeln (en kejserlig generalfeltt øj mester, ansat ved hovedkvarteret uden egentlig kommando) holder sammen, Baudissin og Arensdorff er indbyrdes nogenlunde enige; Riisenstein holder sig neutral. I mellemtiden vil hr. Scheel (medlem af generalkommissariatet i København) hive generalguvemementet til sig. Enfin: es ist all hier ein rechtes Caos.« (cit. efter Rochstroh i M.T. årgang 1935, p. 249). Efter Goltz afgang og felttøjmester Uffelns død, kort efter nytår 1678, førte en kejserlig feltmarskal Leslie i en kort periode kommandoen. Da han ikke følte, han blev vurderet efter fortjeneste, trådte han tilbage i januar 1678, hvorefter Frederich Arensdorff meget mod sit eget ønske blev udnævnt til kommanderende general. Heller ikke han havde en heldig hånd. Hans føring prægedes af tøven og tilbageholdenhed samt uenighed med Chr. V. Han faldt derfor i unåde og blev afskediget i august 1678. Senere blev han, der den 11. marts 1676 havde været den, der arresterede Griffenfeld, stillet for retten og dømt for sin virksomhed under 1678-togtet til Kristanstad. Han fik tillagt skylden for, at den danske hær forsømte en gunstig lejlighed til at angribe og slå Karl XI med det resultat, at det belejrede Kristianstad måtte overgive sig den 4. august 1678. Arensdorff blev afløst af preusseren generalløjtnant Wedell, der beholdt kommandoen indtil krigens afslutning. På dette tidspunkt var aktiviteten nedtrappet til så godt som udelukkende at omfatte snaphanevirksomhed, idet Karl XI, efter at Ludvig XIV havde sluttet fred med hollænderne i Nejmegen, var uvillig til at indlade sig i feltslag, men i stedet ventede på, at Frankrigs støtte gjorde sig gældende. For at fuldstændiggøre denne kortfattede omtale af krigshandlingerne, der er søgt centreret omkring de ledende personer og de væsentligste begivenheder, for hvilke de var ansvarlige, vil det være naturligt at give en sammenfattende karakteristik af krigen til lands. Den grundlæggende premis for krigen til lands var udfaldet af kampen om søherredømmet. Denne kamp faldt - som tidligere omtalt - ud til dansk fordel. Med den veludrustede og veldisciplinerede danske hær, som den gamle rigens feltherre Schack havde lagt grunden til, kunne Chr. V - ganske vist med betydelige omkostninger - i det første krigsår opfylde sine allianceforpligtelser overfor kurfyrsten af Brandenburg og derefter ved hertugen af Plons inspirerende og professionelle indsats føre krigen over i de skånske landsdele. Krigen i Skåne blev en udpræget manøvrekrig, præget af bestræbelserne for dels at sikre sig de betydende fæstninger som operationsbaser, dels at tvinge modpartens felthær til slag eller at undvige sådanne. Felttoget 1676 indledtes med dansk etablering af et hurtigt konsolideret brohoved omkring Landskrona overfor en svensk hær, der med sin begrænsede størrelse måtte erkende sin manglende evne til at føre et fremskudt kystforsvar og i stedet vælge en centralopstilling (øst for Malmø) uden reel chance for at forhindre brohoveddannelsen. Stadig i konsekvens af sin begrænsede styrke måtte den svenske hær acceptere at vige ud med det resultat, at den danske hær i løbet af kort tid opnåede kontrol med størstedelen af de skånske landsdele (- hjulpet af den norske hærs indgriben i Bohuslen -) og ikke mindst med fæstningen Kristanstad, som var af afgørende betydning som operationsbase i Østskåne og Blekinge.
BILLEDE HER
Som følge af beslutsom ledelse opnåede den svenske hær en lokal sejr over en mindre del af den danske hær (Duncans detachement) ved Fyllebro. Denne sejr fik afgørende moralsk betydning for den svenske hær og den unge Karl X I’s forhold til sin hær og sit folk. Da Chr. V i overensstemmelse med traditionen anså årets felttog for at være ovre, holdt Karl XI fast i den flig af initiativet, han havde fået fat på ved Fyllebro. Konsekvensen blev sejren i det blodigste slag i nordisk krigshistorie, slaget ved Lund, den 4. december 1676. Bortset fra det danske brohoved om Landskrona og den isolerede fæstning Kristianstad var situationen ved felttogets slutning derfor som ved dets begyndelse. Det må bemærkes, at operationerne i 1676 fra dansk side opfattedes som befrielse af besat territorium. Det fremgår bl.a. af ordren til generalmajor Anders Sandberg, som med et kombineret rytterregiment den 18. juli - 3 uger efter landsætningen ved Rå - blev beordret til at gå mod Kristianstad. Han instrueredes om, at »han må ikke uden højeste Nød lade disse Tropper marchere gennem Kornet« (Krigskancelliets »Depecher« 18/7 (No. 1160), cit. efter Rockstroh i Historisk Tidsskrift 8. række, 4. bind, p. 107). Felttoget i 1677 blev i hovedsagen en gentagelse af foregående års felttog, selv om øget svensk styrke og dansk tøven var tydelig. En for den danske hær gunstig lejlighed til at angribe Karl XI ved felttogets indledning forblev ubenyttet. I stedet genoprettedes forbindelsen til den isolerede Kristianstad, men en storm på Malmø mislykkedes, og den danske hær løb nordøst for Landskrona ind i en tilsvarende skæbne som året før ved Lund. Ekspeditionen til Riigen i efteråret må formentlig opfattes enten som et desperat forsøg på dog at opnå noget, der kunne bruges som forhandlingsobjekt ved kommende fredsforhandlinger, eller et velment forsøg på at overholde indgåede allianceforpligtelser. Årets operationer endte i virkeligheden med, at man var tilbage i den situation, hvorfra man startede. At trangen til fra dansk side i 1678 at nå en afgørelse stadig var til stede ses af vinterens forberedelser, men da operationerne indledtes i forsommeren 1678 forekom virkningerne af »svenskerkomplekset« endnu mere udtalt i den danske hær. Den tøvende og forsigtige optræden trådte stadigt klarere frem og kulminerede i mangel på initiativ foran Kristianstad, som førte til fæstningens fald. At dansk ledelse nu efterhånden helt havde mistet troen på et heldigt udfald af krigen, bekræftes af ordrerne om »den brændte jords politik«. Denne opfattelse forstærkedes yderligere i det sidste krigsår ved intensiveringen af snaphanevirksomheden, propagandaen overfor den skånske befolkning om at begive sig til Sjælland samt ødelæggelsen af afgrøderne (jf. Pol. Danmarkshistorie, p. 241 ff). De militære operationer endte i virkeligheden i en slags pat. Ingen af de krigsførende parters felthære var afgørende slået. Danmark herskede på havet og kontrollerede et sikkert brohoved på Skånes vestkyst omkring Landskrona, medens Sverige kontrollerede det øvrige Skåne. Fredsslutningen blev et diktat fra Europas førende magt, Frankrig, som fastholdt den forud for krigen opnåede situation: Et Sverige inden for naturlige grænser, hvilket samtidig indebar, at ingen af de to stridende parter kom til at beherske begge bredder af Øresund.
Den formelle ledelsesorganisation.
Den øverste krigsledelse var ikke - som man måske af det foregående kunne få indtryk af - alene et spørgsmål om, hvem der direkte under kongen var kommanderende general. Der eksisterede en formel organisation, et ledelses-bureaukrati, som imidlertid undergik væsentlige ændringer i løbet af krigen. Overgang til en mere centraliseret organisation med et hertil hørende bureaukrati skete tidligere i Sverige end i Danmark. I Sverige kan indledningen til et sådant bureaukrati dateres til Gustav II Adolfs forordning af 1630, i hvilket marsken, Jacob de la Gardie, fik fuldmagt til at lede krigsratten. I løbet af de følgende tre år konsoliderede denne krigsrat sig under marskens præsidium dels som et forvaltningsorgan, dels som en militær domstol. Virksomheden bekræftedes efter Gustav II Adolfs død, og i begyndelsen af 1636 fik kollegiet en ny og fyldigere instruktion, som i det væsentlige stadig var gældende under Den skånske Krig, og som i virkeligheden blev modellen, over hvilken man i Danmark efter enevældens indførelse opbyggede det i november 1660 indførte krigskollegium. Knud Fabricius har i denne forbindelse påvist, hvorledes den danske krigskollegieinstruks er simpel afskrift af hovedstykkerne i den svenske. (Steckzén, p. 35 ff, 84 ff, Den danske Centraladministration, p. 180- 187). 1600-tallet var i det hele taget en periode med påtrængende behov for, at de middelalderlige former for centraladministration erstattedes med nye, mere tidssvarende og effektive. Chr. IV søgte uden held noget sådant gennemført i 1626 i form af en såkaldt krigsregering til, som det hed, forvaltningen af midlerne til krigsfolkets underhold. Først i 1658 lykkedes det under Karl Gustav-krigen Fr. III at få etableret et krigsråd, som fra 1660 fik den dengang ca. 30-årige energiske og stræbsomme Herman Mejer som krigssekretær. Det blev da også ham, der blev den ledende kraft i forbindelse med oprettelsen af krigskollegiet i 1660, og som i ly af Peter Schumachers - den senere Griffenfeld - gunst konsoliderede sin stilling og indflydelse i kollegiet, selv om han ikke var helt tilfreds med den position, der indledningsvis blev ham tildelt. Efter tronskiftet i 1670 fik kollegiet, der i Fr. Ill’s sidste år havde levet en noget tilbagetrukket tilværelse, en ny, delvis revideret, instruks. Ifølge instruksen skulle kollegiet have »indseende og direction« over militien overalt i kongerigerne, fyrstendømmerne og grevskaberne. Praksis blev en ganske anden, dels som følge af de enkelte rigsdeles selvstændige stilling og særlige forhold, dels fordi der eksisterede en fuldstændig adskillelse mellem kommando og økonomi. I selve Danmark lededes sidstnævnte af en generalkrigskommissær, Otto Powisch, hvilket var helt overensstemmende med den ældre, økonomiske militærforvaltning ved enkeltmand. Powisch sorterede ifølge sin bestalling direkte under skatkammeret. I Norge skulle generalkrigskommissæren iflg. sin instruks »aff ingen dependere eller beordris uden af Oss Sielfver eller voris Stadtholder paa Voris Weigne« (cit. efter Kyhl, p. 65). I fyrstendømmerne modtog generalkrigskommissæren sine ordrer fra tyske kancelli og skatkammeret. Som følge af uregelmæssigheder i forbindelse med forvaltningen af magasinkomet måtte den hidtidige generalkrigskommissær Powisch imidlertid træde tilbage i 1674. I stedet oprettedes et generalkrigskommissariat med tre deputerede, der i fællig iflg. kgl. missive fik til opgave »Landmilitiens midler at administrere i Gen:Krigs Kommissarij sted« (cit. efter Kyhl, p. 155). En tilsvarende ordning var indført i flåden året før, men her havde den udviklet sig naturligt i overensstemmelse med arbejdsgangen inden for det allerede i 1655 oprettede Admiralitetskollegium, som efterhånden tillagdes såvel det kommandomæssige som det forvaltningsmæssige, herunder det økonomiske, ansvar for flåden. Sidstnævnte dog med et særligt ansvar overfor skatkammerstyrelsen. Der kan ikke umiddelbart opstilles et diagram over den øverste krigsledelse, som anvendtes under krigen. Den undergik adskillige personændringer men indeholdt i princippet elementer af - og ikke mindst personer i- rigets centrale regeringsorganer, der fremgår af flg. diagram.
BILLEDE HER
Under det indledende felttog i 1675 var feltmarskal Adam Weyher - som før nævnt - nominelt øverstkommanderende i stedet for den sygemeldte feltherre Schack, men da kongen opholdt sig ved hæren, var det i virkeligheden ham, der førte kommandoen. Han modtog personlig alle vigtigere efterretninger, gjorde selv udkast til påtænkte operationer og førte forsæde, når vigtigere ordrer skulle udarbejdes. Kongens sekretær under denne virksomhed var Herman Mejer, som herved i afgørende grad styrkede sin egen stilling. Også under felttoget i Skåne betragtede kongen sig selv som øverstkommanderende med Mejer som sin uundværlige sekretær. Til sin hjælp havde kongen - som tidligere omtalt - skiftende overgeneraler, hvis indflydelse på operationernes gennemførelse i virkeligheden var begrænset til rådgiverens rolle på lige fod med kongens andre rådgivere.
Dette hænger sammen med den føringspraksis, Chr. V i stigende grad anvendte. En egentlig formaliseret stabsorganisation og stabsprocedure kendes først fra Napoleons stabschef Berthiers konkretisering af en stabs funktioner under feltforhold i et dokument fra 1796 »Document sur le Service de l’Etat-Major General a l’Armée des Alpes«. Det var derfor ikke uoverensstemmende med datidens praksis, at Chr. V i pauserne under operationerne samlede sine omgivelser for at lade dem drøfte situationen. Under disse drøftelser fungerede Mejer som sekretær, og der foreligger eksempelvis fra 1676 en halv snes optegnelser fra hans hånd over sådanne møder. Blandt deltagerne finder man foruden generalerne bl.a. også prins Jørgen, kongens kansler, Ahlefeldt, rigsadmiral Bjelke, rigsmarskal Kørbitz, der førte forsædet blandt de deputerede i generalkrigskommissariatet, og geheimeråd Corfitz Trolle. Alt i alt altså en repræsentation fra rigets øverste myndigheder, som imidlertid efter det foreliggende i det store og hele har begrænset overvejelserne til den pågældende situation og i mindre grad søgt at indpasse den aktuelle operation i en større helhed. Møderne indledtes normalt med, at Mejer fremlagde et problem som eksempelvis »Die 17 aug 1676 propositium. Was weiter zu thun, ob man mit dieser Gvarnison soli allein zu frieden seyn, oder ein corpus darbey hier lassen« (Kyhl, p. 79).
Under drøftelserne, som man benævnte krigsråd, forholdt kongen sig tavs for herved at kunne reservere sig selv den endelige afgørelse. Denne fremtræder ofte i form af kongens egne notater på de af Mejer udfærdigede protokoller, eller Mejer kan, som eksempelvis på protokollatet for et krigsråd den 24. juni 1678, have skrevet »Ihre Konigl: Majtt lassen es bey dieser meinung und resolution solches -« (Kyhl, pr. 88-89). Sådanne møder, i hvilke tilfældigt tilstedeværende ofte tog del, blev med tiden stadig mere yndede af kongen. De tog efterhånden sådan overhånd, at de virkede forsinkende og skadelige på føringen. Rockstroh gennemgår således i artiklen »Vendepunktet i den Skaanske Krig« i Historisk Tidsskrift (VIII række, 4. bind, p. 101-150) ialt 7 sådanne krigsråd afholdt i perioden 2. august-24. september 1676. I virkeligheden er det næppe korrekt at opfatte disse møder som krigsråd, idet de som nævnt kun omfattede hjælpernes rådslagninger og eventuelle henstillinger til den afgørende myndighed, d.v.s. kongen. Med disse krigsråd havde kongen i realiteten sat den etablerede ledelsesorganisation ud af spillet. Krigskollegiet som sådan fungerede kun i ringe grad efter sin oprindelige hensigt, hvorimod enkelte eller flere af dets medlemmer ofte blev inddraget i overvejelserne og gav råd om krigens førelse. Under normale forhold i København havde de to kommissariater for hær og flåde, generalkrigskommissariatet og Marinens Rentekammer, ikke direkte referat for kongen, men fik deres ordrer via de respektive kollegier, Danske Kancelli eller Rentekammeret. I krigsårene indførtes derimod den praksis, at de deputerede selv refererede for kongen og modtog hans mundtlige afgørelser, oftest i summarisk form, hvorefter det var op til de deputerede selv at disponere på grundlag heraf. Hertil kom, at krigssekretær Mejer i Skåne normalt tog ophold sammen med de deputerede fra Generalkrigskommissariatet og dermed blev bindeleddet mellem de operative og de administrative og økonomiske led af krigsledelsen. Det var naturligt, at krigssekretæren under disse omstændigheder og i betragtning af sin personlige arbejdsevne og ærgerrighed fik en stigende indflydelse hos kongen, som med rette måtte anse ham som en effektiv arbejdskraft. I hele forholdet mellem Kongen og Mejer kan der spores en tydelig udvikling i retning af, at Mejer foruden sin stilling som krigssekretær i realiteten blev kongens kabinetssekretær i militære anliggender og - ikke mindst fra felttoget i 1677 - hans nærmeste rådgiver og hjælper. Det er Mejer, der gennempløj er hele korrespondancen og tumler med dens problemer, hvori også indgår flådens anliggender, idet det i løbet af krigen blev praksis, at også disse henvistes til ekspedition ved krigssekretæren. Det er Mejer, der sammenarbejder indgåede efterretninger og diskuterer operationsmuligheder. Det er Mejer, der udarbejder ekstrakter og relationer til brug ved referat for kongen, modtager dennes resolutioner og konciperer alt af betydning i den udgående korrespondance. Herudover deltager han i forskellige rådslagninger og efterhånden også i voteringerne under disse. Endelig medvirker han i sin egenskab af generalauditør i forekommende retssager. I krigens sidste år gjorde kongen ham tilmed til en art kgl. kommissær, som skulle forblive ved hæren som hans personlige repræsentant, når kongen ikke selv var til stede.
Denne yderligere centralisering af ledelsen på det operative område i forhold til den formelle organisation fulgtes i 1674 op på det administrative-økonomiske område med oprettelsen af et fælles Generalkommissariat for hær og flåde.
Den yderligere centralisering af ledelsen af operationerne kan næppe siges at have øget effektiviteten, fordi den af kongen yndede konsultationsprocedure med de hyppige krigsråd virker omstændelig og forsinkende på operationernes tilrettelæggelse og gennemførelse. Derimod kan det formentlig med rette hævdes, at den koncentration af den økonomiske ledelse, som oprettelsen af det fælles Generalkommissariat er udtryk for, var en simpel nødvendighed på et tidspunkt, hvor landet efter tre års krigsførelse nærmede sig det økonomiske bristepunkt. På et tidspunkt hvor udenlandske subsidier udeblev, og folkets evne til at betale pålagte skatter var ved at svigte, måtte såvel tilvejebringelsen som fordelingen af midlerne centraliseres så meget som muligt.
Sammenfattende må det om den øverste danske krigsledelse konstateres, at man forud for krigen, med Sverige som forbillede, havde søgt at skabe en form for centraliseret ledelsesorganisation for såvel hæren som flåden.
Som enhver organisation var imidlertid også denne i sit virke en konsekvens af de personer, der indgik i den og betjente sig af den. I den henseende har Kyhl formentlig ret, når han hævder, at »Griffenfelds fald den 11. marts 1676 blev en katastrofe også for krigskollegiet« (Kyhl, p. 96). Den nye centrale administration, hvis indførelse han havde været en drivende kraft i, havde endnu ikke i sit virke opnået en sådan tradition, at det kunne leve op til de krav, situationen under krigen krævede. I modsætning til sit svenske forbillede, som efter en svaghedsperiode under formynderregeringen på basis af sin længere tradition og drevet frem af Karl XI’s personlige myndighed og handlekraft var i stand til det.
Med den unge, uerfarne, men sig sin enevoldsmagt bevidste konge, med skiftende førere for hæren, hentet udefra og derfor uden synderligt kendskab til danske forhold, med en ærgerrig og arbejdsom, men næppe vidtskuende krigssekretær, og med de efterhånden uoverkommelige problemer i forbindelse med tilvejebringelsen af de for krigens gennemførelse nødvendige ressourcer, er det ikke unaturligt, at den kort før krigens begyndelse etablerede ledelsesstruktur måtte undergå ændringer.
Det blev ændringer i retning af en stadigt stærkere centralisering af magten hos kongen og hans krigssekretær. Imidlertid ejede kongen nok vilje og mod, men ikke sin modstander, svenskekongens beslutsomhed, og hans stræbsomme og loyale sekretær var nok en dygtig og flittig embedsmand, men uden det overblik og de visioner hans centrale stilling i situationen krævede. Dette blev den øverste krigsledelse« problem under Den skånske Krig.
Bibliografi.
Det har ikke ved forarbejdet til denne artikel været muligt at belyse emnet ved anvendelse af det primære kildemateriale, sagsakterne i arkiverne. Det har imidlertid været en bestræbelse at komme så tæt ind på dette som muligt ved anvendelse af sådanne fremstillinger, som må antages at have udnyttet de primære kilder så objektivt og renfærdigt som muligt. I konsekvens af de af en række forfattere påviste fejl i den største samlede fremstilling af krigen på dansk, N. P. Jensens »Den skaanske Krig« er denne kilde kun perifert anvendt. Som de væsentligste danske kilder er derimod benyttet - Knud Fabricius afhandling om kollegiestyrets gennembrud og sejr 1660-1680 i samleværket »Den danske Centraladministration, - K. C. Rockstrohs artikel »Vendepunktet i den Skaanske Krig i Historisk Tidsskrift 1912-13, - Halfdan Barfods »Vor Flåde i Fortid og Nutid«, samt - O. Kyhl »Den landmilitære Centraladministration 1660-1763«, som netop er udgivet af Rigsarkivet. De væsentligste svenske kilder omfatter - Birger Steckzéns »Krigskollegii Historia, - Arthur Stilles artikel »Felttågen i Skåne 1676-1679« i Svensk Historisk Tidsskrift 1901, - Steen Jacobsens »Den Nordiske Kriigs Kronicke« udgivet af Martin Weibull i 1897, samt - T. Holm: »Oversikt over Sveriges Krig«. En fyldigere litteraturoversigt over krigen fremgår af det følgende: Knud Fabricius: Kollegiestyrets Gennembrud og Sejr 1660-1680 i Den danske Centraladministration, Pio & Branner, København 1921. Knud Fabricius: »Terror panicus« og Christianstads undsætning 1678 i Historisk Tidsskrift, 11. række, 2. bind, p. 466-492. T. Holm: Oversikt over Sveriges Krig, Mil.-litt. foreningen, Stockholm 1927. Steen Jacobsen: Den Nordiske Kriigs Kronicke udgivet af Martin Weibull, Gad, København/Glerup, Lund 1897. J. v. Jahn: Christianstads Blocade i Aarene 1677 og 1678 og den danske Armees Marsch til dens Undsætning i Militairt Repertorium, 4. bind, årgang 1846. N.P. Jensen: Den skaanske Krig. Det Nordiske Forlag, København 1900. N. P. Jensen: Christian V i Slaget ved Lund i Historisk Tidsskrift, VII Række, 2. bind, p. 1-45. A. D. Jørgensen: Peter Schumacker Griffenfeld. Gyldendal, København 1894. O. Kyhl: Den landmilitære Centraladministration 1660-1763, I, Rigsarkivet, København 1973. Gunnar Olsen & Finn Askgaard: Den unge Enevælde 1660-1721. Politikens Danmarkshistorie, bind 8. K.C. Rockstroh: Den nationale hær, II. Schønbergske Forlag, København 1941. K. C. Rockstroh: Vendepunktet i den Skaanske Krig (August-September 1676) i Historisk Tidsskrift, 8. Række, 4. bind, p. 103-150. K. C. Rockstroh: Hærens Overkommando i to Krige under og to efter Enevælden. Militært tidsskrift årgang 1935, p. 245- 269. Birger Steckzén: Krigskollegii Historia, I del 1630-1697, Stockholm 1930. Arthur Stille: Felttågen i Skåne 1676-1679 i Svensk Historisk Tidsskrift, 21. årgang 1901, p. 25-73. Arthur Stille: Christian V i Slaget ved Lund. Nogle Bemærkninger som Svar til Oberst N. P. Jensen. Historisk Tidsskrift, VIII Række, 2. bind, p. 559-576. Lars Tingsten: Slaget ved Lund, Den 4. December 1676 i Karolinska Forbundets Årsbok 1926, Lund 1927. A. Zettersten: Svenska Flottans Historia, 1635-1680, Norrtelje 1903.
