I.

I sin analyse af krigens problemer fremhæver Clausewitz, at det første og mest omfattende af alle strategiens spørgsmål er, at man erkender den krig, man er indblandet i, rigtigt efter dens motiver og efter de omstændigheder, som skabte den. At man ikke tager krigen for noget, som den efter forholdenes natur ikke er og ikke kan være.

Hvis man fejler over for dette al krigsførings første og grundlæggende krav, vil man ikke alene anvende uliensigtmæssige kampmidler, men man vil også anvende sine uhensigtsmæssige kampmidler forkert.

Man vil forære modstanderens strategi alle initiativets og overraskelsens fordele og sikre ham de fuldbyrdede kendsgerningers billige sejre, mens man selv står som Hr. Flovmand og tænker på, hvad man burde have gjort.

Vil vi derfor gøre os håb om at vinde den krig, som den offensive verdenskommunisme siden 1917 har ført mod den borgerlige verden, så må vi først og fremmest opfylde al krigsførings grundlæggende krav.

Vi må forstå krigen rigtigt og ikke tage den for noget eller prøve på at gøre den til noget, den efter forholdenes natur ikke er og ikke kan være.

Da verdenskommunismen erobrede magten i Rusland gennem revolutionen i 1917, skabte den sit magtinstrument bag klassekampens offensive målsætning. Denne målsætning var klart proklameret i kommunismens program som udryddelse af den europæisk-amerikanske kulturs borgerlige verden og oprettelsen af proletariatets kommunistiske verdensherredømme under den russiske kommunismes slavisk-mongolske ledelse.

Den strategi, som skulle sikre kommunismen sejren gennem den internationale klassekamp, blev udformet allerede af Lenin, og den blev videre- bygget i praksis af Stalin.

Både målsætningen og strategien gjorde straks med krigserklæringen krigen til en total krig, vidt forskellig fra de hidtidige militært, økonomisk, politisk eller nationalt bestemte krige, den europæiske kulturs samfund har gennemlevet. Erkendelsen af den totale krigs egenart, af angriberens målsætning og hans strategi, er den første betingelse for, at vi vinder denne krig.

Ukendskab til Lenins, Stalins og Mao Tse Tsungs værker om den totale krig er en sikker vej til fejlgreb i erkendelsen af krigen og vil uomgængeligt føre vort forsvar ind i et net af blindgyder, således som det netop ønskes og planlæggges af den kommunistiske strategi.

Lenin fremhæver i sine værker til stadighed krigens totalitet i både målsætning og strategi:

»Proletariatets diktatur er en hårdnakket, blodig og ublodig, voldelig og fredelig, militær og økonomisk, pædagogisk og administrativ kamp mod alle det borgerlige samfunds kræfter og traditioner.«

Den totale krig bliver således et kompromisløst opgør mellem to kulturer, verdenskommunismens slavisk-mongolske kultur og den borgerlige verdens europæisk-amerikanske kultur. Den er ikke bare en militær krig, eller et opgør mellem stater og nationer. Den tilrettelagdes først og fremmest som et kommunistisk infiltreret internationalt opgør mellem samfundsklasserne, og med denne sin grundlæggende egenart førtes krigen straks ind på sine særlige valpladser bag alle nationale grænser og ind i de borgerlige samfund.

Med kampråbet: »Proletarer i alle lande, forener jer,« og med kravet om proletariatets diktatur drev kommunismen sin infiltration ind i de borgerlige samfund, og med Sovjet-Unionen som rygstød og arnested udvikledes denne mesterligt ledede infiltration til det stærkeste og fornemste element i det kommunistiske totalpotential.

Infiltrationen voksede til en vældig magtfaktor, som i omfattende grad svækkede den borgerlige verden. Den sivede erkendt og uerkendt ad åbne og skjulte kanaler dybt ind i den borgerlige verdens interessemodsætninger og i dens meningsdannelse.

Dækket af demokratiernes manglende evne til at sætte skel mellem retten til politisk frihed og retten til forræderi skaffede infiltrationen den russiske kommunisme alle ønskelige oplysninger, og den udøvede væsentlig indflydelse på alle vurderinger, planlægninger og operationer i den borgerlige strategi.

Med klassekampen som sin egenart og med infiltrationen som sit stærkeste kampmiddel vælger den kommunistiske strategi sine slagmarker og sine kampmidler indenfor alle den menneskelige livsudfoldelses områder, de politiske, de økonomiske, de sociale, de religiøse, de racebestemte o. s. v., o. s. v., men bag valget af enhver ikkc-militær slagmark og bag indsættelsen af de ikke-militære kampmidler står altid — offensivt som defensivt — den militære magt som garantien for operationens gennemførelse.

De altomfattende militære magtmidlers endelige samlede indsættelse i det store væbnede slutopgør forbeholdes den totale krigs slutfase, når den totale krigsførings ikke-militære midler gennem infiltrationen har svækket den borgerlige verdens modstandskraft indtil opløsningens værge- løshed.

I den totale krigs slutfase fuldbyrdes da den borgerlige verdens undergang med kommunismens militære midler, og det kommunistiske verdensherredømme oprettes.

Lenin lærte sine kammerater: »Vi lever ikke blot i en stat, men i et system af stater, og Sovjet-Republikkens eksistens ved siden af de borgerlige stater er i længden utænkelig. Til sidst vil enten det ene eller det andet sejre, men indtil det er kommen så vidt, er en række frygtelige sammenstød mellem Sovjetunionen og de borgerlige stater uundgåelig. Det betyder, at proletariatet som herskende klasse, hvis det vil herske og fremtidig skal herske, også må vise dette gennem sine militære organisationer og sin militære krigsføring.«

Den kinesiske kommunismes leder, Mao Tse Tsung, vurderer ikke den militære krig ringere: »Krigen er kampens fornemste form, når modsætningerne skal gøres endeligt op mellem stater, nationer, samfund og klasser.«

Ifølge sin specielle egenart bar den totale krig gjort klassekampen til sin primære slagmark, hvor den kommunistiske totalstrategi vil skabe forudsætningerne for sin endelige sejr på den sekundære slagmark, det sluttelige militære storopgør.

Vil vi derfor vinde den totale krig, må vi efter Clausewitz anvisning opbygge vort totalpotentials overlegenhed både på tilfredse samfundsordninger og på vor ubestridelige militære og økonomiske overlegenhed.

Opbygningen af denne kombination kræver først og fremmest ånd og vilje.

Tilfredsheden nås ikke ved at kaste vor rigdom ud alene i materialismens krav om brød og skuespil. Den kræver også opdragelse, erkendelse og forudseenhed i vor meningsdannelse.

Uden denne kombination vil vi aldrig kunne mestre det kommunistiske totalpotentials fornemste element, infiltrationen, og afværge truslen om det militære storopgør.

Den tekniske udvikling har i forbindelse med krigens egenart gjort krigen ikke blot total — altomfattende — men den har også gjort krigen global. Krigen raser overalt på kloden, men som alle andre krige har også den totale krig sit eget tyngdepunkt, hvor sejr eller nederlag får afgørende betydning.

Den totale krigs tyngdepunkt er og bliver herredømmet over Europa.

Europa har efter sin omfattende reduktion i de to verdenskrige ingen mulighed for at hævde sig som en selvstændig tredie magtfaktor mellem de to store verdensmagter, USA og den russiske kommunisme. Det europæiske totalpotential er for ringe, særlig efter at Europa har mistet hele sit naturlige totalstrategiske basesystem, Afrika.

Det europæiske totalpotential er imidlertid stadig så stort, så det kan udøve afgørende indflydelse. Den af de to store verdensmagter, som kan indlemme det i sit, vil have sikret sig absolut totalpotentiel overlegenhed over modstanderen.

Europa bliver således den totale krigs tyngdepunkt, og alle kommunismens totalstratcgiske operationer udenfor Europa tjener først og fremmest det formål at bringe Europa til fald.

Har vi således efter Clausewitz anvisning efterforsket hovedtrækkene i den totale krigs egenart og fundet dens tyngdepunkt, vil vi af et overblik over krigens hidtidige forløb erkende ikke blot begivenhederne, men også deres årsager og målsætninger.

Vi vil kunne se ikke blot »at«, men også »fordi«, og vi vil få et grundlag for en vurdering af fremtidige muligheder, hvor vi ikke af modstanderens infiltration lader os vildlede til skæbnesvangre fejlgreb i al krigsførings første og fornemste opgave: at erkende krigen rigtigt.

Vi vil se, at Lenins anvisninger fortsat er grundlaget for den kommunistiske totalstrategi.

Denne strategi har ikke ændret sig en tøddel, uanset at udviklingen har ændret de vilkår, under hvilke krigen udkæmpes.

Derimod er målsætningen ændret. Den russiske kommunismes målsætning var oprindelig det kommunistiske verdensherredømme under proletariatets diktatur i alle lande, med Sovjetunionen som det store kampmiddel.

Man kan mene om dette mål, hvad man vil, det var en idealistisk målsætning, »et ideal«.

Udviklingen har byttet om på mål og middel. Målet er nu Sovjetunionens verdensherredømme under et slavisk-mongolsk despoti og med den kommunistiske infiltration som Sovjetunionens fornemste kampmiddel. I denne målsætning er ingen idealisme, kun rent, amoralsk magtbegær.

Kommunismen tilbyder menneskeheden en fremtid under det despotiske statsprincip: »Mennesket er til for statens skyld«.

Den frie verden kæmper for sit statsprincip: »Staten er til for menneskets skyld«.

II.

Da tæppet gik op for dramaets ouverture i 1917, var den russiske kommunismes totalpotential yderst ringe, egentlig kun et fanatisk lederskab med en urokkelig tro, en tålmodig sejrsvilje og en genial totalstrategi med de revolutionerende røde bander i det sammenstyrtende Czarrige som magtinstrument. Totalpotentialet er siden vokset.

Den totale krigs tidstavle

I. Dramaets ouverture: 1917—1939
Den russiske revolution opretter den russiske kommunismes socialistiske magtstat som rygstødet for verdensrevolutionen og proletariatets diktatur i alle lande og begynder sin infiltration i de borgerlige stater for at underminere dem.

II. Dramaets første akt. 1939—1945
Den russiske kommunisme slipper den anden verdenskrig løs, for at Hitler og demokratierne gensidig kan ødelægge hinanden, og fremtiden derefter kan være overladt den russiske kommunisme.

III. Dramaets anden akt. 1945—1953
Den russiske kommunisme som den anden verdenskrigs sejrherre. Den verdenskommunistiske enhed mellem Rusland og Kina. Stalinstrategien. Rusland begynder erobringen af Vesteuropa. Kina begynder erobringen af Asien.

IV. Dramaets tredie akt. 1953—1956
Stalins død.Den indrekommunistiske arvefølgekrig. Suez-krisen og oprøret i Vasalstaterne. Den russiske kommunismes nederlag og magtreduktion. De farvedes fællesskab som den tredie magtfaktor på den totale krigs valplads.

V. Dramaets fjerde akt. 1956—?
Den russiske kommunismes kamp mod sin reduktion.

IV. Dramaets femte akt. ? — ?
Kina, som verdenskommunismens førende magt, leder de farvedes kamp for ødelæggelsen af den hvide races førende magtstilling i verden. Kampen om Sovjetunionen. Ragnarok?

Clausewitz påviser, at betingelsen for sejr er overlegenhed, men at overlegenhed altid er en kombination af fysisk magt og af ånd. De fysiske elementer i det kommunistiske totalpotential nåede aldrig til jævnbyrdighed endsige til overlegenhed med den frie verdens. Ånden og kampviljen derimod bar hele den kommunistiske krigsføring og skabte efterhånden grundlaget for også de fysiske elementers vækst i totalpotentialet, men uanset kommunismens vældige sejre nåede dens samlede totalpotential dog aldrig den overlegenhed, som betingede sejren i det endelige militære storopgør.

Det var aldrig det fysiske element i dens totalpotential, som truede den frie verden, det var derimod åndens offensive kraft, som ofte overgik den frie verdens kampvilje, og som stillede sig som den drivende kraft bag totalpotentialets fornemste offensive element: infiltrationen.

Allerede under ouverturen trøstede Lenin tillidsfuldt sine medkæmpere:

»Vor magt er endnu kun svag og ringe, men vor time kommer den dag, da:

— vi har opbygget den kommunistiske magtstat, Sovjet-Unionen,

— når de borgerlige stater svækker hinanden indbyrdes i deres profitbegærs økonomiske og militære krige, og

— når revolutionen i kolonierne berøver dem deres rigdomskilder.«

Lenins discipel, Manuilsky, fortsætter: »Den dag skal vi få de borgerlige stater til af skræk for os at kræve fredelig sameksistens. De skal få den på vore betingelser, og en dag falder vi over dem og udsletter dem.«

I tillid til denne udvikling, som fuldbyrdedes i tiden op til, under og efter den anden verdenskrig afventede den russiske kommunisme tillidsfuldt sin chance. Den opbyggede under Stalins despoti sin magtstat, Sovjet- Unionen, og den drev sin infiltration dybt og virkningsfuldt ind i de borgerlige stater og samfund.

Allerede under ouverturen forsøgte den russiske kommunisme den militære erobring af Europa, den totale krigs tyngdepunkt, i den polskrussiske krig. Uanset det sociale og politiske kaos i Europa, som efter den første verdenskrig begunstigede infiltrationen, led dog de kommunistiske bære afgørende nederlag overfor Pilsudski i slaget ved Warzawa i 1920. Dette militære mirakel frelste i første omgang Europa og dermed verden for en hurtig kommunistisk sejr i den totale krig. Havde Tuclia- tjewsky og ikke Pilsudski sejret ved Warzawa, havde et Europa i opløsning ligget åbent til Atlanterhavet for kombinationen af de kommunistiske hære og den kommunistiske infiltration.

Ligesom den russiske kommunisme således under ouverturen greb efter magten i Europa, greb den også efter magien i Asien.

Da Sun-Yat-Sen opbyggede det nye Kina, trængte den russisk-kommu- nistiske infiltration dybt ind i den nye statsopbygning, og først Chiang- Kai-Sheks magtovertagelse satte dengang en stopper for Kinas udvikling til en russisk-kominunistisk vasal i Asien.

Sin store chance i kampen om Europa fik den russiske kommunisme efter Lenins anvisning, da den tyske nazismes expansion styrede henimod den europæiske storkrig. Den russiske kommunisme greb chancen i håb om et europæisk kaos ligesom efter den første verdenskrig og gav med venskabspagten Hitler ryggen fri og sikkerhed mod tofrontkrigen.

Den anden verdenskrig begyndte da som et led i den russiske kommunismes totalstrategi og udviklede sig hastigt til den totale krigs første akt.

Den russiske kommunisme begyndte allerede med pagtens underskrivelse indledningen til Europas erobring og satte sig gratis i besiddelse af store dele af Østeuropa.

Den russiske kommunisme blev selv indblandet i krigen mod den tyske nazisme og overlevede ved den borgerlige verdens hjælp; men håbet om erobring af Europa efter et kaos strandede med den heldigt gennemførte engelsk-amerikanske invasion i 1944.

Ikke desto mindre sikrede den russiske kommunisme sig på Yalta- konferencen så vældige gevinster både i Europa og i Asien, så den russiske kommunisme gik ud af den anden verdenskrig som krigens eneste virkelige sejrherre. Den drev sin europæiske ekspansion helt ind i Centraleuropa, og i Asien skaffede den sig grundlaget for skabelsen af det kommunistiske Kina.

Med sit tilintetgørende nederlag rev Nazismen Europa med i sin undergang. Efter 1945 blev Europa delt mellem de to nye verdensmagter, USA og Sovjet-Unionen, den hvide races to store ydreeuropæiske kulturer.

Europa med sit gamle statssystem forsvandt som verdenspolitisk magtfaktor og blev derefter reduceret til kun at være den totale krigs tyngdepunkt.

Yalta-konferencen blev den frie verdens store fejlgreb overfor Clause- witz vigtigste bud.

Havde den frie verden i tide erkendt den totale krig rigtigt, havde den aldrig overladt sejren til den russiske kommunisme, men havde i tide sikret sig den selv.

III.

Med den russiske kommunismes vældige sejre i den anden verdenskrig begyndte dramaets anden akt: stalinstrategien, opbygningen af kommunismens europæisk-asiatiske imperium som grundlaget for den totale krigs slutfase.

Den russiske kommunisme under Stalins målbevidste ledelse gik straks igang med at opbygge kernen i dette imperium, den verdenskommunistiske enhed mellem den russiske og den kinesiske kommunisme.

Såsnart Kina var sikkert i kommunistisk hånd, fik Kina til opgave at erobre Asien med Indonesien, medens Sovjet-Unionen skulle erobre Europa med middelhavsrummet. Når derefter kommunismens europæisk-asiatiske imperium var konsolideret gennem en længere fredsperiode i den traditionelle »fredelige sameksistens« efter Lenins anvisninger, ville der være skabt et kommunistisk totalpotential, som den frie verdens kernestater, Amerika og Australien, ikke ville have nogen mulighed for at modstå. Med herredømmet over Europa med Middelhavsrummet, magtens og krigens tyngdepunkt, ville den russiske kommunisme desuden have sikret sig den afgørende overlegenhed overfor den kinesiske kommunisme og dermed lederskabet indenfor den samlede verdenskommunisme;.

Den russiske kommunisme gik straks igang med sin opgave, erobringen af Europa, og en morgen vågnede den frie verden til den fuldbyrdede kendsgerning: Tjekoslovakiet i russisk-kommunistisk hånd.

Det tjekoslovakiske kup i 1948 blev imidlertid den russiske kommunismes sidste erobring i Europa. Den frie verden vågnede op af alle sine utopiske dagdrømme om evig fred til erkendelse af den totale krigs realiteter, og under U.S.A.s ledelse skabte den sin kollektive sikkerhed, først og fremmest NATO, som siden da har stået som en uovervindelig hindring for videre russisk-kommunistiske erobringer i Europa.

Den russiske kommunisme rettede derpå alle sine bestræbelser mod at splitte NATO, men den nåede ikke sit mål, tværtimod. Det fysiske element i dens totalpotential forblev alt for ringe, og infiltrationen i klassekampen tabte sine sociale muligheder, efterhånden som almuen vandt klassekampen i de fleste borgerlige stater og skaffede sig trygge kår under udviklingen af den borgerlige, vesteuropæiske socialisme. Derimod bevarede og udvidede infiltrationen sin magt i statsapparaterne og i meningsdannelsen.

Medens den russiske kommunisme således ikke kom nogen vegne med sin opgave i Europa, voksede den kinesiske kommunismes magt i Asien i hastigt tempo, og Kina begyndte allerede at frigøre sig fra sin afhængighed af Sovjet-Unionen. Såfremt den russiske kommunisme ikke i en overskuelig tid kunne holde trit med den kinesiske ekspansion i Asien og forøge sit totalpotential med erobringen af Europa, ville den kinesiske kommunisme hurtigt blive en jævnbyrdig konkurrent til den russiske om førstepladsen i det verdenskommunistiske lederskab.

Med Koreakrigen forsøgte Stalin at få klarhed over, om USA formåede at holde sammen på den frie verdens kollektive sikkerhed overfor en kommunistisk mibtær offensiv, og da han fik dette spørgsmål bekræftende besvaret og således måtte opgive militær offensiv mod Europa, forsøgte han at udvikle krigen til et asiatisk storopgør mellem Kina og USA, hvor Kina måtte blive så svækket, at det atter blev tvunget tilbage i sin afhængighed af den russiske kommunisme. Også dette mislykkedes for Stalin, ligesom det senere mislykkedes i Formosakriseme. Hverken Kina eller USA ville gå den russiske kommunismes ærinde. Inden Koreakrigen sluttede med våbenstilstanden i Pan-mum-jon døde Stabn i marts 1953.

Den russiske kommunismes totalpotential havde da passeret sit kulminationspunkt uden nogensinde at have nået en sådan styrke, at det havde kunnet bære igennem det væbnede storopgør med den frie verden.

IV.

Med Stalins død opløstes den verdenskommunistiske enhed mellem den russiske og den kinesiske kommunisme, og dermed skrinlagdes stalin- strategien. Kina begyndte åbent sin frigørelse fra russisk lederskab og tilstræbte selv lederskabet indenfor verdenskommunismen. Hermed udbrød den indrekommunistiske arvefølgekrig mellem den russiske og den kinesiske kommunisme om Stalins verdenskommunistiske enevoldstrone. Dramets tredje akt begyndte.

Stabns død medførte straks væsentlige liberahseringskrav, som førte til betydebg opløsning i det russisk-kommunistiske statsapparat og i vasalsystemet. Indenfor Sovjet-Unionen kunne Stalins efterfølgere genskabe den kommunistiske orden gennem afstahniseringens vigende kompromis’er med bberabseringskravene, men i vasalstaterne bredte den titoisti- ske modstand mod det russisk-kommunistiske despoti sig indtil mytteri.

Stibet overfor den kinesiske trusel så den russiske kommunisme sig tvunget til at fremskynde erobringen af Vesteuropa for således at øge sit totalpotential i forhold til den voksende kinesiske magt og skaffe sig grundlag for at vinde den indrekommunistiske arvefølgekrig, tvinge Kina til lydighed og genskabe den verdenskommunistiske enhed som grundlag for stahnstrategien.

Det stærkt aftagende russisk-kommunistiske totalpotential tillod ingen mihtær konflikt med NATO, men den russiske kommunisme satte hele sin overlegne infiltration ind på at isolere Europa og lokke det ud af den kollektive sikkerhed. Med charme-, beroligelses- og afspændingsoffensiven svækkede den Vesteuropas kampvilje i bund og grund og fik helt vildledt den europæiske vurdering af den totale krigs reabtet. Europa lod sig ganske bedøve i den utopiske drøm om »fredelig sameksistens« med kommunismen, og den offentlige mening svigtede i udstrakt grad abian- cen med USA med både dens reabstiske krav og dens realistiske overlegenheds sikkerhed.

Samtidig med charmens lammelse af Europa drev den russiske kommunisme på en langt mindre charmerende vis sin infiltration ind i Araber- staternes kamp mod Israel og i Nordafrikas rejsning mod England og Frankrig for at gribe den reelle i magt i det østlige og sydlige Middelhavsrum.

Den russiske kommunismes mål var, med infiltrationen som sit kampmiddel at stille et isoleret og sameksistensbedøvet Europa overfor den militære realitets fuldbyrdede kendsgerning, når Europa så sig omfattet i syd gennem Middelhavsrummet og isoleret såvel fra USA som fra sine livsvigtige olietilførsler fra det nære Østen.

I en sådan situation regnede den russiske kommunisme med at kunne tvinge Vesteuropa ind i samme »fredelige sameksistens« som allerede Østeuropa var bunden i. Den russiske kommunisme havde da opnået den forøgelse af sit dalende totalpotential, som ville kunne bære den frelst igennem arvefølgekrigen mod Kina og senere danne grundlaget for stalin- strategiens genoptagelse mod den frie verden.

Planen var lige ved at lykkes, men strandede — ligesom offensiven i 1920 ved Warzawa — nærmest ved et mirakel. Den israelske præventivkrig førte til engelsk-fransk militær indgriben i Ægypten, og samtidig flammede mytterierne i vasalstaterne op til åbent oprør. Da den russiske kommunisme derefter kun kunne gennemføre sin strategi med militær magt og stødte på den amerikanske forsikring om at ville beskytte sine allierede, måtte den, tvungen af sit underlegne totalpotential lade sine militære trusler falde og opgive sin totalstrategiske offensiv.

Suez-krisen satte et afgørende skel i den totale krig. For det første stod den russiske kommunismes magtreduktion og dens årsager klar, for det andet trådte efter Suez-krisen en lielt ny, tredie magtfaktor frem på den totale krigs valplads, de farvedes fællesskab.

Efterhånden som de europæiske stormagter efter den anden verdenskrig måtte opgive deres kolonier, skabtes et stadig voksende antal selvstændige, farvede stater i Asien og Afrika.

På Bandung-konferencen i 1955 fandt disse stater sammen om en fælles målsætning og en fælles strategi, for en stor del under ledelse af inderen Nehru.

Deres målsætning er reduktion af den hvide races magtstilling i verden. Deres strategi er neutralismen, og deres fornemste kampmiddel er FN, den europæisk-amerikanske kulturs Babelstårn.

Gennem neutralismen lader de sig stedse købe af de to store stridende hvide magter, den frie verden og den russiske kommunisme, men de yder aldrig noget til gengæld, de lader sig aldrig binde, og de lader sig aldrig bruge af en hvid magt mod en farvet kampfælle. Hvad de tjener på at lade sig dyrt købe, bruger de til at opbygge farvet magt. Magten skal så bruges til at skabe farvet verdensdominans, når til sin tid det store væbnede opgør mellem den frie verden og den russiske kommunisme har svækket den hvide races totalpotential, medens det farvede gennem neutralismen er vokset til relativ overlegenhed. Det er en tålmodig, langsigtet totalstrategi, men den er realistisk og helt i overensstemmelse med en udenforstående, nøgtern vurdering af den europæiske opløsningsproces. Det store forbillede er Japan, som nåede langt inden nederlaget.

Kun europæerne kan ikke se deres kulturhistories skov for alle deres tekniske civilisations blomstrende træer.

Det vil nok lønne sig at skænke den europæiske kulturs udviklingsstade fornøden opmærksomhed, når man skal vurdere den totale krigs egenart og muligheder, thi tiden rider hastigt. Den totale krig er snævert sammenvævet med den europæiske opløsning, og der kæmpes også om den europæiske arv.

Den europæiske opløsning er efterhånden nået derhen, hvor den store kulturstat, Europa, hjemlandet for den hvide verdensoverklasse, efter at have hersket over den kendte verden, nu har mistet sin herskerånd og sin herskerevne. Efter at Europa har opgivet sit verdensherredømme står det overfor stormen fra de ydre, farvede proletariater.

Den væbnede engelsk-franske aktion i Suezkrisen ramte ikke hlot et Ægypten, som var russisk-kommunistisk kampinstrument, den ramte også en farvet nation, og samtlige farvede nationer ilede i FN omgående Ægypten til hjælp. Samtidig med, at de demonstrede deres fuldkomne ligegyldighed overfor det samtidige russiske overgreb mod Ungarn, truede de med skabelsen af et farvet-kommunistisk flertal i FN mod England- Frankrig som aggressionsmagter og med Sovjet-Unionen som FN’s eksekutivmagt, en Korea-situation med omvendt fortegn. Det lykkedes USA at fratage Sovjet-Unionen også denne mulighed, og hele sagen blev begravet i FN, men det ydre proletariats, de farvedes, stilling som den totale krigs tredie magtfaktor blev klart bekræftet.

Efter Suez-krisen fortsattes udviklingen både i den totale krig, i den indrekommunistiske arvefølgekrig og i opbygningen af de farvedes fællesskab, men tyngdepunktet i den totale krig var, er og forbliver herredømmet over Vesteuropas totalpotential, den europæiske arv.

Suez-krisen satte således et afgørende skel i den totale krigs udvikling.

Krigen bevarede fortsat sit tyngdepunkt og sin kommunistiske egenart med klassekampen som det primære kampmiddel og med det militære storopgør som det sekundære, men klassekampen havde efterhånden skiftet sin valplads fra den europæiske samfundsudvikling til de ydre proletariaters, de underudviklede farvede folkeslags stormløb mod den hvide races overklassestilling i verden.

Den russiske kommunisme bevarede og udviklede godt nok sin infiltration i den borgerlige verden, men den blev efterhånden en rent nedbrydende forræderi- og spionagepræget virksomhed med spekulation i ligegyldigt hvilke interessemodsætninger, den kunne betjene sig af. Den oprindelige idealisme i den kommunistiske mission var efterhånden afløst af rent russisk nationalt magtbegær med den russisk-tilpassede kommunistiske ideologi som sit kampmiddel.

Den russiske kommunisme stod efter Suez-krisen og oprøret i vasalstaterne med et stærkt svækket totalpotential og truet af indre opløsning.

Den kommunistiske orden blev genoprettet ved kinesisk indgriben. Både Mao-Tse-Tsung og Chou-En-Lai rejste til Moskva og til vasalstaterne og gennemtvang verdenskommunistisk loyalitet.

Den kinesiske strategi i den indrekommunistiske arvefølgekrig ønskede nok den russiske magt indenfor verdenskommunismen beskåren, men Kina kunne ikke tillade en russisk svækkelse overfor den frie verden, som kunne gøre Rusland uanvendelig for en kinesisk-ledet verdenskommunisme. Et titoistisk Rusland måtte være en kinesisk-ledet verdenskommunismes store spøgelse Den kinesiske kommunismes stræben efter lederstillingen i verdenskommunismen blev klar, og for Sovjet-Unionen trængte nødvendigheden af russisk sejr i Europa og påfølgende magtudvidelse sig på.

Den russiske kommunisme forsøgte endnu et par år sin sydlige omfatning af Europa i Middelhavsrummet, men strandede dels på den overlegne amerikanske modstand, dels på de farvedes fællesskab, som vel lod ara- berstateme sælge sig, men aldrig lod dem binde sig til nogen af parterne.

V.

Det stadig aftagende russiske totalpotential og den voksende kinesiske magt tvang da den russiske kommunisme til defensiv mod den frie verden gennem forståelse med USA.

Med denne udvikling var da den totale krig trådt ind i dramaets fjerde akt, den russiske kommunismes kamp mod sin magtreduktion.

Krustschow rejste til Eisenhower og forsøgte at opnå en forståelse, hvor Rusland, for at kunne sætte Kina på plads, også kunne trække på det vesteuropæiske totalpotential.

Eisenhower afviste ethvert kompromis, som rummede en ændring af Europas deling til russisk fordel og stillede tværtimod som amerikansk betingelse for »fredelig sameksistens«, at Rusland rømmede sine østeuropæiske vasalstater som garanti for sin oprigtighed.

Der kom da ingen forståelse istand, og den russiske kommunisme fortsatte trods sit aftagende totalpotential sine angreb mod Europa og opfandt Berlinkriseme.

Med Berlinkriseme lykkedes det den russiske kommunisme at trænge ind i alvorlige interessemodsætninger indenfor NATO, modsætningerne mellem England og Europa.

Den engelske verdensmagt, Imperiet, byggedes gennem hundreder af år op på herredømmet over underudviklede, farvede folk hinsides de store verdenshave, og det holdtes sammen af en verdensomspændende sømagt. Med opbygningen af dette imperium udviklede sig også den strategiske lov for forholdet mellem England og Europa.

Da Europa var det eneste sted, hvorfra det britiske imperiums hjerne og hjerte, den engelske ø, kunne trues, blev det britisk strategis defensive alfa og omega at hindre dannelsen af et stærkt, samlet Europa.

Den store drøm for enhver opblomstrende europæisk stormagt var imidlertid altid skabelsen af den stærke europæiske universalstat. Denne stræben efter den europæiske universalstat førte gennem hele Europas historie til omfattende krige mellem de europæiske stormagter, og hver gang muligheden viste sig for skabelsen af den europæiske universalstat, greb England med held præventivt ind og altid i forbund med et samlet Europas anden dødsfjende, Rusland.

Da imperiet kom i opløsning efter den anden verdenskrig, og England reduceredes fra verdensmagt til stormagt, måtte England finde en erstatning for det tabte imperium og en ny vej til opbygning af en ny engelsk verdensmagt.

England forsøgte da at tilrive sig førerstillingen i Europa og overtage den europæiske arv.

Uanset den totale krig, den europæiske opløsning og Europas deling mellem de to store, hvide ydermagter, USA og Sovjet-Unionen, fortsatte imidlertid inertien i den europæiske politiske og strategiske livsudfoldelse, kampen om skabelsen af universalstaten, denne gang under ledelse af de Gaulles Frankrig, og for første gang i historien ikke i modstrid, men i venskab med Tyskland.

Den engelske stræben efter den europæiske arv gennem førerstillingen i Europa stod da pludselig overfor den fuldbyrdede kendsgerning: et samlet Europa, som spærrede Englands vej til verdensmagten gennem herredømmet over Europa.

England forsøgte da at bane sig vej ind i Europa, ikke for at blive ligeberettiget medlem, men for at overtage førerstillingen i Europa. Dette lod sig overfor den fuldbyrdede fransk-tyske kendsgerning kun gøre, når det lykkedes England først at svække det nyskabte fransk-tyske fællesskab, og England stillede sig derfor i spidsen for alle bestræbelserne for at svække Vesttyskland gennem et vigende kompromis med Rusland om »Berlin- og Tysklandsproblemet«. Efter den gamle strategiske lov for Englands forhold til Europa fandt atter engang engelske og russiske interesser sammen imod Europa, ganske uanset den totale krigs realiteter. Britiske intriger, europæiske utopisters dagdrømme om »fredelig sameksistens« med kommunismen og russiske trusler i Berlin ud fra det aftagende russiske totalpotential strandede dog alle på den amerikanske militære overlegenhed og beslutsomhed om at hævde det amerikanske herredømme over Vesteuropa, den totale krigs tyngdepunkt.

Topkonferencen i Paris kom i stand på britisk initiativ, men bekræftede kun i sin resultatløshed den strategiske kendsgerning, at Europa forblev delt mellem de to store hvide ydermagter.

Uanset den stadig tydeligere russiske magtreduktion fortsættes kampen om Europa efter de strandede forsøg på russisk kompromis med USA, og imens gik den indrekommunistiske arvefølgekrig videre i voksende uforsonlighed.

Samtidig fortsattes også i Europa det gamle spil om opbygningen af universalstaten under voksende britisk opposition.

Kina havde ingenlunde været uvidende om, at det virkelige motiv bag det russiske forsøg på forståelse med USA var ønsket om at kunne bremse den voksende kinesiske magt, og Kina besluttede omgående at forcere sin asiatiske magtforøgelse, og dermed rettidig sætte sig i stand til at møde den højest ugunstige situation, som ville udvikle sig for Kina efter en amerikansk-russisk forståelse. Kina besluttede at indlemme Indien i sit totalpotential og begyndte straks de indledende opmarchkampe med erobringen af Tibet, Kinas militære adgangsveje til Indien. Da Tibet var erobret — tilsyneladende uden at FN opdagede det — afventede Kina en situation, hvor Rusland og USA gensidig havde bundet sig i kampen om Europa, og hvor Kina derfor ville have frie hænder i Asien.

Da nu den russiske kommunisme stod overfor den realitet, at den ingen vegne kunne komme i Europa overfor den amerikanske overlegenheds handlefrihed, medens dens eget underlegne totalpotential var bundet af hensynet til den indrekommunistiske arvefølgekrig mod Kina, forsøgte den russiske kommunisme i sin desperate tidnød at lamme USA’s handlefrihed ved en direkte militær trusel mod USA. Rusland skubbede sine raketbaser frem til det kommunistiske Cuba.

Under oldtidens kampe om herredømmet over Middelhavsrummet forsvarede grækeren Agathocles med et stadig svindende totalpotential Syracus mod Karthagos angreb. Sicilien med Syracus var krigens tyngdepunkt.

Da byen stod for fald, greb Agathocles til desperationens sidste udvej. Med en lille ekspeditionsstyrke brød han ud fra den belejrede by, landede i Afrika og gik direkte til angreb mod Karthago. Han skabte stort frafald i Afrika fra Karthago, som kom i panik. Kartliago hævede belejringen mod Syracus og led svære nederlag på Sicilien, men Agathocles blev til- sidst drevet ud af Afrika, fordi totalpotentialet bag operationen ikke kunne holde den i live. Agathocles blev dræbt, da han vendte tilbage til Syracus 289 f. C.

Taktik skifter med teknikkens udvikling, strategien er evig.

Cuba-krisen syntes at skulle føre til storkonflikt mellem USA og Sovjet- Unionen, og i tillid til således at have frie hænder begyndte Kina straks sin offensiv mod Indien.

Den kinesiske strategi havde imidlertid handlet for tidligt. Stillet overfor truslen om den forestående kinesiske magtudvidelse, som måtte føre til kinesisk sejr i den indrekommunistiske arvefølgekrig, valgte Rusland at give efter for de amerikanske krav om rømning af de cubanske raketbaser, og Kina så sig derpå tvunget til at indstille sin offensiv mod Indien.

Havde Kina kunnet tilrive sig magten i Indien, havde det ikke alene sikret sit totalpotential et vældigt magttilskud, men Kina havde også skaffet sig af med sin betydeligste konkurrent til lederstillingen indenfor de farvedes fællesskab, Nehru og hans neutralistiske Indien. Kina havde således også banet vej for sin egen kinesisk-kommunistiske infiltration i de ydre proletariaters nationale, racebestemte klassekamp mod de rige, hvide nationer og i dens strategi, ligesom Sovjet-Unionen i sin tid banede sig vej ind i de indre proletariaters klassekamp i den borgerlige verden.

Ligesom Suez-krisen satte afgørende skel i den totale krig og afslørede den russiske kommunismes magtreduktion både overfor den frie verden og overfor Kina, så klarlagde Cuba-krisen hele problemstillingen for den russiske kommunismes strategi, som den havde udviklet sig med det stadig aftagende russiske totalpotential.

Overfor den frie verden under USA’s ledelse var den russiske kommunisme uanset sin vældige magtophygning uhjælpelig underlegen både i totalpotentialets økonomiske og militære element. I klassekampen havde den på de fleste slagmarker tabt overfor den vesteuropæiske borgerlige socialisme, og i de ydre, farvede proletariater, ikke mindst i Latinamerika, kæmpede den hårdt med den kinesiske infiltration. I hele sit vasalsystem var den energisk klemt af den nationale titoisme, som kæmpede imod den russiske udbytning af vasallandene. Dens eneste overlegne element overfor den frie verden forblev dens kampånds stædighed og dens mesterlige infiltration i den borgerlige verdens statsapparater og meningsdannelse.

Overfor Kina var den helt ude af stand til at hævde nogen russisk lederstilling indenfor verdenskommunismen, tværtimod.

Efter at Kinas magt var vokset afgørende i Asien, og dets infiltration begyndte at svække den russiske dominans i kommunistpartiemes ledelse både indenfor og udenfor jerntæppet, nærmede det endelige storopgør i arvefølgekrigen sig, hvor det skulle afgøres, om Sovjet-Unionen skulle være et kampinstrument for kinesisk strategi under Kinas ledelse af de ydre proletariaters rejsning, eller Kina skulle være et russisk instrument under den totale krigs militære storopgør indenfor den hvide race. Udviklingens alvor skærpedes yderligere ved, at Kina stod på tærskelen til at opbygge sit eget atomvåben, efter at Kina havde stjålet væsentlige russiske atomhemmeligheder, ligesom Rusland i sin tid byggede sit atomvåben op på tyverier fra USA og England.

For den kinesiske totalstrategi måtte målet da blive at presse udviklingen frem til en ødelæggende storkonflikt mellem Sovjet-Unionen og den frie verden, hvor Kina kunne holde sig om ikke neutral, så dog passiv og derefter i spidsen for de ydre farvede proletariater kunne fuldbyrde den hvide europæisk-amerikanske kulturs ødelæggelse og rive den hvide slaviske med, som efterhånden blev mere og mere titoistisk.

For den russiske kommunisme blev da den »fredelige sameksistens« med den frie verden en strategisk livsnødvendighed, og Rusland indledte sin defensiv med atter at tilstræbe den forståelse med USA, som var mislykkedes under forhandlingerne med Eisenhower. Denne gang så Rusland sig nødsaget til at yde noget til gengæld, og begyndelsen blev gjort med rømningen af Cuba og med »atomstoppet«, som tjente den frie verdens og Sovjet-Unionens fællesinteresse i at vanskeliggøre Kinas magtudvidelse og udvikling til atommagt.

Atomstopaftalen blev gennemført under voldsom kinesisk protest og udviklede et åbent brud mellem de to kommunistiske stormagter.

Den russiske kommunisme er nu bragt derhen, at den må føre sin to- frontkrig defensivt mod den frie verden for at kunne samle maksimum af sit totalpotential mod Kina i arvefølgekrigen.

Clausewitz påpeger i sin analyse af angrebets rytme, at når angrebet i nogen tid har været forgæves fortsat med et stadig dalende totalpotential, så kommer det øjeblik, hvor angrebet tvinges over i defensiv. Hermed bar angrebet passeret sit kulminationspunkt.

Formålet med defensiven er at bevare sådanne fordele for angriberen, så han kan gennemtvinge en fordelagtig fred.

I den totale krig er intet kompromis og ingen fred mulig, og defensivens formål bliver alene at skabe den »fredelige sameksistens«, som allerede Lenin og Stalin prækede som en nødvendighed for Sovjet-Unionen i dens uundgåelige svaghedsperioder som grundlag for ny magtopbygning til ny offensiv.

Skal den russiske kommunisme have held med sin defensiv, således at den kan tjene en ny magtopbygning bag en ny offensiv i den totale krigs tyngdepunkt, Europa, må defensiven først og fremmest bevare det russiskkommunistiske herredømme over Østeuropa, springbrædtet mod resten af Europa.

Den må derpå, under masken af sin »fredelige sameksistens«, svække sammenholdet i den frie verdens kollektive sikkerhed, puste fornyet liv i Europas gamle historiske modsætningsforhold og strategiske spændingskomplekser, først og fremmest i uviljen mod Tyskland og i den britiske opposition i forståelse med Rusland imod den europæiske universalstat, og den må fremme modsætningsforholdet mellem denne universalstatsdannelse og Amerika. I samme grad, som dette lykkes, vil NATO svækkes.

Dernæst må den splitte amerikanske kræfter ud over hele kloden og således trække dem bort fra krigens tyngdepunkt, Europa. I disse totalstrategiske operationer, som er i fuld gang, vil vi få hele den russisk-kommunistiske infiltrations styrke at føle for at få os til — atter engang — at fejle overfor al krigsførings grundlæggende krav: at erkende krigen rigtigt efter dens egenart og dens virkelige motiv.

Yi vil komme ud for et vældigt propagandapres for at få os til at tage krigen for noget, den ikke er, og få os til at prøve at gøre den til noget, den efter forholdenes motiv ikke er og ikke kan være, men som vi — af hensyn til vore egne kortsigtende egoistiske interesser — gerne så, at den var. Allerbedst ville det være, hvis vi slet ikke kunne se den.

Mod dumheden kæmper selv guderne forgæves. Ingen ved dette bedre end den russiske kommunisme. Kan den derfor alliere sig med den massive, snævertsynede dumhed i vor offentlige meningsdannelse, vil den have skaffet sig en uovervindelig forbundsfælle, som gang på gang vil stille os måbende overfor de fuldbyrdede kendsgerninger: Aprés nous le deluge!

At den russiske kommunisme er tvungen over i defensiv mod den frie verden, betyder ingenlunde »afspænding« eller, at verden er blevet fredeligere.

Snarere bliver kampen mere desperat. Krigen har hverken ændret sin egenart, sin målsætning eller sit tyngdepunkt, men dramaets roller har fået ændret deres præg, efterhånden som akterne er skiftet.

Krigens egenart er stadig klassekampen som det primære, og det militære storopgør som det sekundære, men klassekampens slagmark er nu forlagt fra den borgerlige verdens indre proletariater til de ydre, farvede proletariater. Det er ikke længere Sovjet-Unionen, der står som kommunismens rygstød for proletariatets klassekamp, det er det kommunistiske Kina. Dette Kina truer med at blive en lige stor fare for både den euro- pæisk-amerikanske verden som for den slaviske Sovjet-Union.

Krigens målsætning er stadig det kommunistiske verdensherredømme, men for Kina betyder det den hvide verdens ødelæggelse, inclusive den slaviske. For Rusland kan det først realiseres, når den indrekommunistiske arvefølgekrig er vundet.

Krigens tyngdepunkt er stadig herredømmet over Europa, men Vesteuropa er i amerikansk hånd.

Sovjet-Unionen kæmper i sin defensiv for at bevare de muligheder, den skabte sig i Østeuropa, for at kunne vende offensivt tilbage til Vesteuropa, når den har vundet den indrekommunistiske arvefølgekrig. Den præker »fredelig sameksistens« med den frie verden, således som Lenin og Stalin lærte af Nietsches Zarathustra: »Ich sollte den Frieden liebcn, als Mittel zu neuen Kriegen, und den kurzen Frieden melir als den langen!«

Kina kæmper for at få den verdenskommunistiske lederstilling også over et lydigt Rusland og derefter bruge Rusland til den nødvendige kommunistiske erobring af Europa og derefter lade Rusland gå til grunde.

For den frie borgerlige verden og for Sovjet-Unionen er det en fællesinteresse ikke at gøre den kinesiske strategi den tjeneste at ødelægge hinanden gensidig i en væbnet konflikt og give verdensmagten til Kina og til de ydre proletariater.

For den frie verden er det af afgørende betydning, at Kina ikke vinder arvefølgekrigen og tvinger Rusland ind under en kinesisk-ledet verdenskommunisme. Derfor må den frie verden støtte Rusland i dets svaghed overfor Kina og f. eks. sælge det hvede, men det er ligeså afgørende for den frie verden, at heller ikke Rusland vinder arvefølgekrigen, bevarer sine offensive muligheder i Europa og genopliver Stalinstratcgien i forbund med de ydre proletariater.

Den frie verden står over for to opgaver:

— Den russiske kommunisme må tvinges til at forlade Østeuropa som garanti for en ærlig »fredelig sameksistens«.

— Den frie verden må vinde klassekampen også på de ydre proletariaters slagmarker.

Kan den frie verden ikke løse disse opgaver, står den på den ene eller den anden måde før eller senere overfor den totale krigs militære slutfase med det sluttelige voldelige opgør med kommunismen, enten den til sin tid er under russisk eller kinesisk ledelse.

Ingen af disse to opgavers løsning er et spørgsmål om militær krigsføring, de er derimod et spørgsmål om totalkrigsføring med alle totalpotentialets elementer indsat på baggrund af vor ubestridelige militære overlegenhed og med sådan styrke, at modstanderne ikke finder nogen mulighed for at påføre os militær storkrig. Vil vi vinde freden, må vi sørge for, at angriberen ved, at vi vil vinde krigen.

Den militære storkrig vil ikke længere være udenrigspolitikkens fortsættelse med de voldelige midler, den militære storkrig vil være udenrigspolitikkens fallit. Løsningen af begge opgaver kræver totalstrategisk styrke, herunder militær overlegenhed, og den kræver en offensiv totalstrategi med det klare formål at bevare verdensdominansen for den frie verdens europæisk-amerikanske kultur.

Opgavernes løsning vil være håbløs, hvis vi fejler overfor krigsføringens første og afgørende krav, at erkende krigens egenart korrekt, thi modstandernes magtopbygning er af vældig styrke, uanset, at vor endnu er klart overlegen. Modstanderne vil til stadighed gøre alt for at få os til at fejle i vor erkendelse og vildlede os i vor strategi.

Den første opgave, generobringen af Østeuropa, kan vi kun gennemføre i forbund med den nationale titoisme, men kan vi komme til forståelse med titoismen, vil vi i frie titoistiske stater have genskabt det gamle europæiske statssystems sikkerhedsbælte mod Øst, hvis hele strategiske interesse vil ligge i at sikre sin uafhængighed mod Øst mod russisk ekspansion.

I vor erkendelse af krigens egenart, må vi forstå, at samfundsudviklingen er og bliver socialistisk, og vi må kunne lade den vesteuropæiske verdens borgerlige socialisme leve i fred med den østeuropæiske titoisme i fælles interesse om at skabe sikkerhed mod den nationale russiske ekspansion.

Europa er den totale krigs tyngdepunkt, og lader vi os her vildlede af alle de kommunistiske udfordringer til at sprede vore kræfter overalt på alle de øvrige slagmarker i verden, medens vi opgiver vor afgørende europæiske opgave, genskabningen af Østeuropas frihed, vil vi tabe.

Kan vi forsvare os rundt om i verden og også til sidst vinde kampen om Europa, vil vi også have vundet på alle de andre valpladser.

Med overgangen til defensiv passerer en angrebsoperation sit kulminationspunkt.

Kan vi tvinge den russiske kommunismes defensiv til sammenbrud gennem Østeuropas befrielse, er den russiske kommunismes angreb nået hinsides sit kulminationspunkt, hvorom Clausewitz lærer:

»Jenseits dieses Punktes liegt der Umschwung, der Rüchschlag; die Gewalt eines solchen Rückschlages ist gewöhnlich viel grösser, als die Kraft des Angriffes war«.

Den anden opgave: at vinde klassekampen på de ydre proletariaters slagmark vil være langt mere kompliceret. Den kan ikke løses ved at ville genskabe et verdensherredømme for den hvide race, men den kræver, at vi ubetinget bevarer vor overlegenheds førerstilling i verden, og så bruger den til, ligesom i den indre klassekamp, at skabe rimelige kår for de forsømte.

Dette vil vi aldrig kunne gennemføre, hvis vi stadig tillader de ydre proletariater at feje os ud af vor førerstiRing rundt om i verden. Selv om vi forlader vort hidtidige verdensherredømme, må vi i hvert fald bevare fortsat indflydelse.

Hvis vi mister vor afgørende indflydelse og samtidig kun yder kritikløst »hjælp til de underudviklede lande« ud af vor overlegenheds rigdom, vil vi kun hjælpe nye byttelystne diktaturer til magten i de farvede nationer. De vil bruge magten mod os via neutralismen.

Vi må også på den ydre klassekamps slagmark bevare og udvide vor overlegenhed, og vi må bruge den med forudseenhed, for at vi ikke selv skal bygge Ragnarok op: De ydre proletariaters stormløb imod den hvide race, ledet af den kinesiske kommunisme.

Clausewitz påviser, at sejr altid er betinget af overlegenhed, men at overlegenlied altid er bygget op af fysiske elementer og af ånd.

Vi har de fysiske elementers ubestridelige overlegenhed, men åndens elementer er på retur i den europæiske opløsningsproces.

Vor store vanskelighed ligger i at bibringe de politisk herskende og besiddende klasser den nødvendige forståelse af, at de rettidigt må bringe de uomgængelige ofre af deres rigdom for at skabe social retfærdighed og således undgå at tabe klassekampen i deres samfund til et kommunistisk infiltredet proletariat.

Sydamerika er vel det mest typiske eksempel på denne problemstilling.

Skal vi vinde klassekampen mod de ydre proletariater, må vi genfinde den europæiske kulturs offensive ånd og vilje til at udnytte sin fysiske overlegenhed, ikke til at herske, men til at lede.

Det romerske rige sejrede i sin totale krig mod Karthago, fordi den romerske ånd var overlegen, men det romerske rige brød efterhånden sammen overfor de ydre proletariaters stormløb, selvom det fysiske element i det romerske totalpotential var klart overlegen. Den romerske ånd var i opløsning gennem det romerske forfalds udvikling.

Det er altid svært for de enkelte mennesker i en kultur at erkende deres egen og deres tids placering i verdenshistoriens store helhed. Det er svært at se skoven for bare træer! Fejler vi i vor vurdering, og ebber vor ånds kraft ud, har vi tabt. Vi står da tilsidst overfor Ragnarok. 

Den russiske kommunismes angreb mod Europa

1920: 
Tuchachewsky taber slaget ved Warzawa.
Den russiske kommunisme trænges ud af Polen.
Europas østlige sikkerhedsbælte genoprettes.

1939:
Stalins venskabspagt med Hitler.
Den russiske kommunisme overtager halvdelen af Østeuropa. 1945 Rusland som den anden verdenskrigs sejrherre.
Yalta-konferencen overlader hele Europas østlige sikkerhedsbælte og halvdelen af Tyskland til Rusland.

1948:
Kuppet mod Czeko-Slovakiet.
Angrebets kulminationspunkt.

1953:
Stalins død.
Det russiske totalpotentials kulmination og begyndende reduktion.

1956:
Charme-offensiven og Europas sydlige omfatning strander i Suez-krisen og i vasalstaternes oprør.
Kina griber ind i den russisk-kommunistiske opløsning.

1958:
Den sydlige omfatning af Europa standses. Indledning til defensiv gennem forståelse med USA strander. Angrebets aftagende kraft gør sig gældende.

1962:
Nederlagene i Berlinkriserne og i Cuba-krisen.

1963:
Den indrekommunistiske arvefølgekrig tvinger Rusland til defensiv mod den frie verden.

?:
Kampen om genskabelsen af Europas østlige sikkerhedsbælte.

 

M. L. Lauesen.