Log ind

Den russiske Hær

#

Hvormange af os vidste før Krigen noget videre om den russiske Hær? Sovjetregeringen udspredte systematisk urigtige Oplysninger om den og forstod endog at føre de udenlandske Gesandtskaber i Moskva med deres store Stabe og Militærattachéer bag Lyset og at vildlede deres Spioner. Intet om Ruslands uhyre Magtmidler sivede ud, og selv Tyskerne undervurderede den russiske Hærs Slagkraft*). Sovjetregeringen saa sin Fordel ved at give Udlandet Indtryk af at være svagere, end den i Virkeligheden var, og de stadige politiske Processer og Oprørsforsøg mod Diktaturet og dets Terror syntes at bekræfte dette Indtryk. I saa Henseende virkede særlig de frygtelige Processer i 1936 og 37 mod nogle af Sovjetrepublikkens Skabere og derefter mod Marskal Tuchatschewski og Generalerne, hvorved 3 Marskaller og næsten samtlige Arméchefer foruden en Mængde andre Officerer forsvandt. Det var derfor naturligt, at selv samvittighedsfulde Iagttagere og Personer, som var forholdsvis vel underrettede om Forholdene, var overbevist om, at Sovjetstyret ikke kunde overleve en Krig.

*) Det er derfor ikke med U rette, a t Schweizeren Nikolaus Basseches, som i 20 A ar h a r opholdt sig i Sovjetunionen, h ar givet sin Bog om den russiske H ær Titlen: „Die unbekannte Armée" (udg. i svensk Oversættelse som „Den okdnda armén" (Sthlm. 1943). Bogen giver ligesom Herman Kjellberg’s: Ryssland i K rig (Sthlm. 1944) en interessant Frem stilling af hele den m ilitære Udvikling inden for Sovjetunionen, den sidstnævnte Bog desuden en Oversigt over Krigen indtil 1944. — Nærværende Artikel er i Hovedsagen opbygget paa et Udd rag af disse to Bøger.

Men studerede 2iian Processerne nøjere, vilde man opdage, at de oppositionelle og konspiratoriske Bevægelser allerede forlængst havde været afmægtige, da de droges frem i Dagslyset, og at Sovjetregeringen selv drog Fordel af Situationen og blandt de Tusinder, som den likviderede for derved at kue enhver Modstand, trak frem de Personer, som kunde være den til Nytte. Den kunde derved af en fanatisk Modstander skabe en lige saa fanatisk Tilhænger, og faktisk slog den ved hver Proces Broer over til Oppositionen. Medens Nazismen kun opnaaede at virke kulturnedbrydende og at faa det tyske Folks stinkende Vrangside frem, synes Sovjetregeringen ved Siden af sine terroristiske Metoder at have forstaaet lidt efter lidt at vinde Folket for sine Idéer. Den kunde presse dets Levevilkaar ned under, hvad der efter vesteuropæiske Begreber er Eksistensminimum, og den kunde tvinge det til næsten overmenneskelige Anstrengelser; men naar det tilsigtede Resultat var naaet, udnyttedes dette af Propagandaen til at paavise det kommunistiske Samfunds fremgangsrige og hurtige Udvikling. Ved Kollektiviseringen af Agerbruget oprettedes saaledes samtidig Aftenkursus for Bønderne, uddannedes Motormekanikere, Traktorførere og Regnskabsførere, ligesom der gennemførtes Elektrificering og de hygiejniske Forhold forbedredes, alt under kommunistisk Partikontrol. Det nøjsomme og letbevægelige russiske Folk tog med Taknemlighed mod dette Opbygningsarbejdes Landvindinger og sluttede sig til det kommunistiske System. Tilmed har Sovjetregeringen ved kloge Fremgangsmaader forstaaet at skabe en frivillig Sammensmeltning af det store Riges mange forskellige Nationaliteter, ligesom den endelig ved tvungen Skoleundervisning har hævet hele Befolkningen kulturelt. — Det ene med det andet har bidraget til at vække Forsvarsvillien og til at fremkalde den Begejstring, hvormed Russerne har værnet og generobret deres tabte Landsdele. Det stramme Diktatur, hvis Indgreb gør sig gældende paa alle Omraader, har tilstræbt ved en psykologisk Omdannelsesproces paa en vis Maade at standardisere hele den yngre Generation, et Forhold, der naturligvis i udpræget Grad maatte simplificere det militære Organisationsproblem. Det gjaldt for Sovjetregeringen om, at den nye Hær kom til ogsaa at bestaa af nye Mennesker, altsaa om i selve Hæren at omdanne den værnepligtige til den nye Mennesketype, for saa vidt dette ikke allerede var sket i det civile Liv. Sovjetunionen har været fuldstændigt afspærret fra Udlandet, ingen udenlandsk Avis, ikke engang en kommunistisk, ingen Bog eller Film maatte komme ind i Riget, og samtidig udsattes alle for en uafbrudt Propaganda af enhvert Art. Ligesom Paavirkningen af Arbejderne fremskyndedes ved, at de isoleredes i de Arbejderkvarterer, der grupperedes om de store Industrivirksomheder, skulde Omdannelsen for Soldaternes Vedkommende fremmes ved Kasernen og hele Kasernelivet, som ikke blot skulde tjene militære, men ogsaa politiske Formaal. Den politisk-kulturelle Tjeneste, som var vokset frem under Borgerkrigen, udvidedes til et vældigt, teknisk Apparat. Inden for Afdelingen lededes denne Virksomhed af en militært uddannet Kommissær, som navnlig efter Revolten i 1936—37 fik en stor Magt, saaledes at han endog kunde gribe ind paa næsten ethvert Omraade af Afdelingschefens Kommandomyndighed. Ved Siden af Omsorgen for Soldaternes materielle Velvære samt som Formidler mellem Officerer og Mandskab blev hans Hovedvirksomhed den politiske Propaganda, til Raadighed for hvilken stod militær-pædagogiske og militærpsykologiske videnskabelige Institutter samt et stort Forlag, der udgiver al militær Litteratur baade for Officerer og Mandskab saavel som Skønlitteratur, Aviser m. m., kort sagt alt, hvorved Soldaten kan paavirkes i den Retning, man ønsker. Med samme Formaal virker de Klubber for Officerer eller Mandskab, som ledes af Hærens politiske Forvaltning, og hvor der findes Biblioteker, afholdes Koncerter, Teaterforestillinger o. s. v. Kommissærernes Magtfuldkommenhed forblev ubeskaaret i Krigens første Aar, uanset at en saadan Dobbelthed i Kommandoføringen maatte virke uheldigt i Krig, navnlig i Situationer, der krævede hurtig Handling. Den politiske Kontrol med Cheferne blev ogsaa overflødig, da Officerskorpset viste sig at være fuldstændig loyalt, og tilmed Armécheferne og Generalerne nu alle var uden enhver Forbindelse med det førrevolutionære, borgerlige Parti. Den politiske Virksomhed inden for Hæren ophævedes derfor i Oktober 1942, og største Delen af Kommissærerne indtraadte efter at have gennemgaaet et Uddannelseskursus som almindelige Officerer i Hæren, og de, der blev tilbage, fik som Opgave kun at hjælpe Afdelingschefen i Omsorgen for Personellet. Inden for Hæren bekæmpes den anarkistiske Aand, som er saa betegnende for den russiske Karakter, og som Revolutionen havde hjulpet til Gennembrud. Ogsaa Partisanaandens Egensind og Mangel paa Disciplin skulde undertrykkes og den nye Hær blive et eksakt, næsten mekanisk Instrument. Slap Disciplin modvirkes, selv naar den antager Form af Følelsesudbrud til Fordel for Revolutionen og Sovjetregimet. Alt tages i Brug for Disciplineringen: Skole, Eksercerplads, politisk Undervisning, selv Dans og kammeratligt Samvær. I de senere Aar før Krigen søgte Sovjetregeringen at ophæve det Mindreværdskompleks, som trods alt klæbede ved Folket som Følge af Landets Fattigdom og det Tryk, Diktatursystemet udøvede paa Mentaliteten. Der blev lagt Vægt paa det patriotiske Element; den nationale Historieundervisning uddybedes med Fremhævelse af Ruslands ærerige Fortid, og Propagandaen indprentede, at ikke alene den nye Røde Hær, men ogsaa den gamle, russiske Hær var uovervindelig. Man vendte i hurtigt Tempo tilbage til Czarhærens traditionelle Tankesæt og Livsformer og søgte at forene dem med den nye Teknik og den nye Organisation. Selv om den militære Afdeling som saadan lever sit eget Liv, er der dog sørget for, at den staar i Kontakt med den civile Befolkning. Ligesom Regimentet i Czartiden kunde have en fyrstelig Person som Æreschef, kan nu en Fabrik, Teater, videnskabelig Anstalt o. 1. være Æreschef for en Troppeafdeling, og den militære Afdelingschef omvendt være Chef for f. Eks. et Agerbrugskollektiv. De forskellige civile og militære Institutioner repræsenteres da gensidig ved Festligheder o. 1. Efter den første Femaarsplans Fuldbyrdelse efter 1932 blev den økonomiske Udvikling i Sovjetunionen saa forbedret, at den styrkede Forsvarsvillien og hele Sovjetsystemet. Hex-ved blev Gi’undlaget for Hærens Opbygning fastere, men paa den anden Side kunde i de faa Aar inden Krigens Udbrud den aandelige Standardisering kun komme til at omfatte de yngre Aargange. Ej heller kunde man naa at fuldende den tilstræbte Enhed indenfor Hæren, ligesom den forcerede Uddannelse af mange Millioner Mennesker i en Tid, da den ene sociale og økonomiske Omvæltning fulgte efter den anden, naturligvis ikke havde begunstiget en jævn Udvikling. I Overensstemmelse med den gamle, russiske Ti’adition opi’ettede man derfor særlige Elitetropper, som i Forbindelse med Propagandaen og det kulturelle Apparat skulde skabe Sammenknytning inden for den store Hær. Under Krigen er yderligere de gamle Gardeformationer genopstaaet. Med Kosakkerne, som har været ivrigt kontrarevolutionære, og som derfor blev udelukket fra Hæren, er fremkaldt Forsoning, og de er atter indgaaet som særlige Afdelinger under de traditionelle ydre Former og med deres aarhundredgamle Taktik. Ogsaa Partisanerne er ikke længere irregulære Tropper, kun specielt uddannede Led af Hæren, hvorimod man søger at bevare det skabende Element i Partisanvæsenet, dets Initiativ og Idérigdom, og gøre det frugtbringende for hele Hæren.

For Officerskorpsets Vedkommende er Forandringen fra Czartiden meget væsentlig. Den Omstændighed, at Løjtnanten fra hin Tid var udgaaet fra et helt andet Samfundslag end Mandskabet, skabte et Svælg mellem ham og det, om der end efterhaanden skete nogen Ændring i saa Henseende paa Grund af de frisindede Strømninger, som gjorde sig gældende inden for Officerskorpset. Modsætningsforholdet øgedes imidlertid atter stærkt ved den Optræden, som udvistes af de uuddannede Reserveofficerer, hvormed man saa sig nødsaget til at fylde Rammerne ved Krigens Udbrud i 1914. — Den nye Tids Løjtnant stammer derimod fra samme Lag som Mandskabet; han véd, hvorledes dette tænker og føler, og han kan tale utvungent med det. Medens den kejserlige Løjtnant var opdraget i kulturprægede Omgivelser med ældgamle Traditioner i selskabelig Omgang, var han til Gengæld i Almindelighed uden videnskabelige Interesser. Sovjetløjtnanten er et Produkt af Revolutionen, han levede sin Barndom i et fattigt Arbejderhjem og kom senere, under Skolegangen ind under Partiorganisationen, hvor Propagandaen ikke løsnede sit Tag i ham et Øjeblik. Da Tilfældet vilde, at han blev sat til Bogen, blev han grebet af den Videbegærlighed, der i saa høj Grad præger Russerne, kastede sig over Studierne, og hans Fremtidsdrøm blev at komme ind paa Militærakademiet i Moskva. Saa længe den forbedrede Almueundervisning endnu ikke kunde gøre sig gældende, kunde Fordringerne for Optagelse paa Militærskolerne ikke være høje, men fra Midten af 1930- erne blev Adgangsbetingelserne skærpet betydeligt; kun de dygtigste Elever fra Mellemskolen kan optages og endda kun, hvis de har gode Anbefalinger fra de ungkommunistiske Organisationer. Skolernes Varighed er i Almindelighed 3 Aar, men, som naturligt er, forskellig efter Elevernes Forkundskaber. Efter Udnævnelsen kræves af Officeren, at han stadig fortsætter sin Uddannelse. Han gennemgaar Skoler og Kursus, og med visse Mellemrum skal han aflægge Eksamen i Sprog eller godtgøre, at han har fordybet sig i en speciel Gren af Krigsvidenskaben. Fordringerne til hans ydre Optræden er derhos skærpet i de nærmeste Aar før Krigen. Han maa ikke længere snyde Næsen med Fingrene, og han straffes, hvis han møder ubarberet til Tjeneste, hvis hans Flip ikke er ren eller hans Støvlehæle skæve. Selv om han, som sagt, kan tale utvungent med Mandskabet, ligger dog hele hans Liv i et andet Plan. Officererne har deres egne Messer og Klubber, og ved Besøg paa en Restaurant maa de ikke sætte sig ved samme Bord som Mandskabet. Den unge Sovjetofficer er et Naturbarn; han sværmer ikke som Czartidens Løjtnant for en eller anden æterisk adelig Dame, og heller ikke som ham holder han til i Bordeller. Hans Kærlighed er enkel, robust og primitiv, dens Genstand sidder ligesom han selv over Bøgerne, diskuterer sociale og politiske Teorier og taler om den nyeste Teknik. Selv om Sovjetofficeren er udgaaet fra et Officers- eller Embedsmandshjem, hvad der formentlig nu vil være Tilfældet i stigende Grad, ændrer dette ikke Forholdet. Revolutionen har grebet ham endnu voldsommere end hans Kammerater, som kom nedefra. Diktaturet har i det hele ved Hjælp af sine Magtmidler taget Officeren af den nye Type i sin Besiddelse. Skaanselsløst udviskes af hans Sjæl alt, hvad der kunde virke forstyrrende paa dets Planer. Officeren tilhører Staten, han har ikke et Minut til at dyrke private Interesser, og hans Familie bor paa Kasernen og deltager i Regimentets sociale Liv. Han er Patriot, men hans Patriotisme omfatter ogsaa den kommunistiske Verdensanskuelse, ligesom for hans Forgænger Troskaben mod Czaren. Inden for Sovjetunionen er Levevilkaarene for de enkelte Samfundslag højst forskellige. Det er ifølge det herskende Tankesæt ikke Pengene, men Forbruget det kommer an paa. Arbejderne faar den nødtørftigste Forplejning, men i meget strengt rationerede Former, medens de »intellektuelle« er højt lønnede, faar kvalificerede Varer alt efter deres Rang, ligesom de har stærkt luksusbetonede Klubber og Restauranter, hvortil Adgang er forbudt for Arbejderne. Officersstillingen er et særligt priviligeret Erhverv, og Officererne er de bedst lønnede af alle statsansatte. De er fri for de Bekymringer angaaende Bolig, Klæder og meget andet, hvorunder Sovjetborgerne ellers lever; thi de faar paa Kasernerne, hvad de behøver, og derhos Idræt i alle Former, pragtfulde Feriehjem, Sanatorier m. v. I Begyndelsen af Sovjetstyret var det russiske Generalitet meget broget sammensat. Ved Siden af gamle Generalstabsofficerer havde man Løjtnanter, som Revolutionen med eet Spring havde forvandlet til Arméchefer, eller Studenter, som lige fra Universitetet ved Hjælp af Tilfældigheder og partipolitiske Kombinationer havde faaet Befaling over en Division. Det var den enkeltes Evne til at albue sig frem, der dengang blev afgørende. Efter Borgerkrigen gik man derimod mere og mere over til en systematisk Udvælgelse og sørgede for at bearbejde og uddanne dem, man beholdt. Den højere, militære Uddannelse finder — under Ledelse af gamle, til Dels meget fremragende Czai’officerer — Sted i mindst Saarige Kursus ved Akademiet for Generalstab, Artilleri, Ingeniørvæsen, Mekanisering og Motorisering, militær Teknik, militær Kemi, militær Elektroteknik samt Fly ver tjeneste. I de første Hold var Eleverne mindst Regimentschefer, Flertallet Brigade- eller Divisionschefer i Alderen 30—50 Aar. De højeste Spidser, som f. Eks. Marskal Budjonny, fik Privatundervisning i Hjemmet. De nuværende Arméchefer har maaske oprindelig været Bønderdrenge eller Arbejdere, men de er alt andet end Æventyrere og er avanceret regelmæssigt gennem Graderne. De har paa hvert Trin faaet deres Uddannelse gratis paa Militærskoler, Kommandokursus og endelig Akademiet. De er og vil ikke være andet end Fagmænd; de er ikke blot Soldater, men lærde Mænd. Af stor Betydning for Sovjethærens Udvikling var Marskal Tuchatschewski. Ham skyldes Hærens Mekanisering og nye Feltreglementer, ligesom han har sat sit Præg paa store Dele af det røde Officerskorps; men da Diktatursystemet havde fremkaldt en Oppsosition blandt Officererne, blev saavel han som en Mængde andre Officerer likvideret, saaledes som foran omtalt. Revolten gav imidlertid Anledning til en forbedret Organisation af Hærens øverste Styrelse og foraarsagede tillige en Forøgelse af Officerernes priviligerede Stilling og af deres Prestige over for det hemmelige Politi, G. P. U., der danner et særligt Korps inden for Hæren. Samtidig blev de gamle Benævnelser paa Officersgraderne, de gamle Gradstegn samt det gamle Tjenestereglement genindført. Generalstitlen gav de øverste Chefer en øget Autoritet og blev derhos før Krigen en ydre Anledning til en Udrensning inden for Armékommandoerne.

For at tilvejebringe det industrielle Grundlag for Rustningerne tog Sovjetregeringen alle Hjælpemidler i Brug uden Hensyn til, at man derved satte Befolkningen paa Sulterationer, ligesom man uden Hensyn til den eksporterede alt, hvad der kunde eksporteres, for derved at faa Valuta til Anskaffelse af Maskiner. Donetzbassinet spillede en stor Rolle, dog mest for den civile Forsyning, men Tyngdepunktet laa ved Ural, hvor den militært organiserede Industri er udbygget i gigantisk Omfang, og hvortil Kul tilføres fra Kutsneskibassinet i Sibirien, der er forbundet med Ural ved en Jernbane. I Uralomraadet skabtes over 200 forskellige Arter af Industri, og Fabrikernes Antal er øget under Krigen. Medens man savnede de vigtigste Industriprodukter for Livet i Fred, fik Hæren de mest moderne Kampmidler, og i Ural findes alt, hvad der kræves til Fremstilling af Kampvogne — hvoraf efterhaanden skal være bygget ca. 4000 om Maaneden —, Lastbiler, Flyvemaskiner, Artilleri og Ammunition samt Driftsmidler for Motorer af enhver Art. Imidlertid havde hele denne Industrivirksomhed ikke naaet den planlagte Udvikling i 1941, saaledes at den ikke kunde erstatte Forbruget i de første Krigsmaaneder. Endnu indtil Begyndelsen af 1942 og maaske længere var der Mangel paa Materiel, og selv om Fabrikationen derefter kunde holde nogenlunde Trit med Forbruget, steg dette dog efterhaanden saa stærkt, at der maatte skabes Tilførsler fra Amerika. Naar den russiske Krigsindustri har vist en saa forbavsende Effektivitet og Udholdenhed, som Tilfældet har været, hænger dette sammen med, at der er skabt en kvalificeret Arbejdskraft — hvortil ogsaa Kvinder har været anvendt i stor Udstrækning —, og at den russiske Bonde, i Modsætning til, hvad der ofte siges, er teknisk begavet. Ogsaa Forsyningen med Levnedsmidler løstes udelukkende ud fra militære Synspunkter, hvilket medførte den haardhændede og under frygtelige Lidelser skabte Kollektivisering af Agerbruget. Yderligere toges uhyre Arealer i Sibirien og Centralasien under Opdyrkning, hvilket frelste fra Hungersnød, da Tyskerne havde besat Ukraine og dermed de Omraader, der betegnes som Ruslands Kornkammer. Det svage Punkt i det russiske Forsvarssystem er det kommunikationstekniske Problem. Der er sat overordentlig meget ind paa at forbedre Forholdene. Den transsibiriske Jernbane er gjort dobbeltsporet, og der er i Aarene før Krigen bygget over 30.000 km nye Jernbaner, Titusinder km Autostradaer, Kanaler fra Østersø til Hvidehav og fra Volga til Don o. s. v., hvorhos Trafikflyvningen er stærkt udviklet baade for militære og civile Transporter. Men Jernbanenettet er stadig tyndt — i det asiatiske Rusland kan Afstanden til nærmeste Jernbanestation være Hundreder af Kilometre; de almindelige Landeveje er slette, og Floderne, som for alle Transporter har mindst samme Betydning som Jernbanerne, kan ikke benyttes om Vinteren. Disse Forhold maatte bl. a. faa Indflydelse paa den Hurtighed, hvormed Hærens Mobilisering kunde gennemføres. Ved Hjælp af Radio og Telegraf kunde Indkaldelsesordrerne ganske vist hurtigt naa selv den mest afsides Landsby, men det kunde vare flere Maaneder, inden de indkaldte indtraf ved Afdelingerne. Da derhos ca. Y s af Aarskontingentet kun havde faaet en summarisk Landstormsuddannelse, og denne saa ved Mobilisering maatte suppleres, kan den russiske Hærs Totalmobilisering og Koncentration næppe have været fuldendt før i sidste Halvdel af 1943. Paa Grund af Rigets enorme Størrelse er Mobiliseringssystemet ordnet regionalt, saaledes at man ved en delvis Mobilisering indkalder alle Aargange inden for det enkelte Omraade i Stedet for at indkalde de yngre Aargange inden for — et større Omraade. Heri maa Aarsagen søges til, at der i Vinterkrigen mod Finland optraadte en Del ufuldstændigt uddannede Tropper. Noget tilsvarende skete i 1941 i Hviderusland og Ukraine, hvor man i den vanskelige Situation foretog en fuldstændig levée en masse og altsaa ogsaa da kom til at operere med kun delvis uddannet Mandskab. Paa den anden Side opnaaede man, at der ved Hærens Rømning af de paagældende Landsdele ikke efterlodes tjenstdygtigt Mandskab, som kunde falde i Fjendens Haand, ligesom at forsprængt Mandskab kunde optræde som Partisaner i kendt Terrain. Den russiske Hær bestod i Fredstid dels af Linieafdelinger med 2 Aars Uddannelse, dels af Territorialafdelinger med kun 8—11 Maaneders Uddannelse, men disse Territorialafdelinger blev efterhaanden og inden Krigen vistnok alle omdannede til Linieafdelinger. Den samlede Fredsstyrke voksede efter Nazismens Overtagelse af Magten i Tyskland til ca. 1% Miil. Md. Ved Krigens Udbrud i 1941 anslaas de Hære, der var opmarcheret langs Vestgrænsen, til at have omfattet ca. 2 1/» Miil. Md., hvortil kom en Snes Divisioner langs Finlands Grænse. Om bagved værende Reservers Størrelse foreligger intet. Den fuldstændige Mobilisering var, som foran omtalt, langtfra gennemført, og Tidspunktet for Krigens Udbrud var yderligere uheldigt for Russerne, idet de Erfaringer med Hensyn til Materiellet, man havde gjort dels ved Deltagelsen i den spanske Borgerkrig, dels under Vinterkrigen i Finland, havde røbet saadanne Mangler, at man gik over til nye Konstruktioner. Den Seriefremstilling, som man i stor Stil gik over til, var endnu ikke færdig, saaledes at Hæren var under Ombevæbning, for Flyvervæsenets Vedkommende endda under en hel Reorganisation. — Under disse Omstændigheder maatte Krigsførelsen gaa ud paa at vinde Tid, indtil Hæren kunde sættes ind med sin fulde Kraft. Under Borgerkrigen var alle Kampene Improvisationer, og Strategien bestemtes ved Begivenhedernes Udvikling paa det givne Tidspunkt og paa det givne Sted. Alle Planer fødtes først i det Øjeblik, da uforudsete Begivenheder krævede dem. Denne Borgerkrigens elementære af Øjeblikket fødte Strategi og Taktik udøvede langvarig Indflydelse paa den militære Tænkemaade i den Røde Hær. Endnu i Decennier studerede man det spredte Kildemateriale angaaende Borgerkrigens Krigsførelse, og et af Resultaterne blev Anvendelsen af Partisaner som Led i Operationerne. Den Opgave, som forelaa i 1941, førte derimod tilbage til den traditionelle, russiske Strategi, som har faaet sit Særpræg paa Grund af de Vanskeligheder, der skyldes Rigets enorme Udstrækning. Det har næsten været en Regel, at den strategiske Plans Grundtanke var at lokke Fjenden ind i det indre Rusland for at tilintetgøre ham dér, idet den russiske Hær maatte undgaa store Tab, da disse vilde være meget svære at erstatte, fordi det tog en Evighed at samle og uddanne nye Rekrutter. Denne Tilbagetrækningens og den brændte Jords Strategi fik maaske et noget større Omfang, end forudset, som Følge af taktiske Brist. Da Revolutionshærens Officerer kun havde ringe militær og almen Uddannelse, tog Hærens Feltreglement Hensyn hertil ved at berede Vejen for en skematisk, taktisk Optræden, og en saadan gjorde sig da ogsaa gældende under Krigen i Polen 1920, hvor Russerne stod over for vesteuropæisk uddan-^ nede og ledede polske Tropper. Først ved Feltreglementet af l 1937 ændredes Forholdet, idet Reglementet hævdede, at dets Anvendelse skulde tillempes efter den foreliggende Kampsituation. Virkningen heraf viste sig dog kun svagt, fordi man efter Revolten og Udrensningen i 1937—38 maatte genopfylde Kadrene med meget summarisk uddannede Officerer, medens Officerskorpsets mere erfarne Medlemmer fortrinsvis var j blandt de likviderede. Det var i en saa urolig Tid ikke muligt at gennemføre nogen principiel Ændring i de taktiske Fremgangsmaader, og Skematiseringen vedblev under Vinterkrigen i Finland 1939—40, hvor den førte til uforholdsmæssigt store Tab af Mennesker og Materiel Det lykkedes ikke at tilvejebringe nogen afgørende Ændring i dette Forhold inden Krigen i 1941 og dette saa meget mindre, som en Mængde af de indkaldte Reserveofficerer ikke havde faaet moderne Uddannelse. Afgangen blandt de mere erfarne Officerer har naturligvis været betydelig under Krigen, og Resultatet blev, at man i Vinteren 1941—42 og endnu i Sommeren 1942 kunde mærke en vis Mangel paa Evne hos de russiske Tropper til ret at udnytte de betydelige taktiske Fordele, som forelaa i mange Tilfælde. Den ensidige, politiske Bearbejdelse af Ungdommen, hvor alle støbes i samme Form, egner sig heller ikke til at fremme selvstændig Tænkning, men at Krigens haarde Skole har skabt baade Selvstændighed og Initiativ og derved dannet en ny Officerstype er utvivlsomt, og i Efteraaret 1942 synes derhos en friere taktisk Opfattelse støttet paa Krigserfaringerne at være blevet alment Eje for det russiske Officerskorps. Et karakteristisk Træk ved alle russiske Felttog er den Vægt, man lægger paa at holde Reserverne intakt. Under Tryk af den Hungersnød, som atter og atter har hærget Landet, har Russerne lært at være nærige med deres Beholdninger, og ganske tilsvarende har Sovjetregeringen vægret sig ved selv i kritiske Situationer at gøre Indgreb i de store Forraad af Guld og udenlandsk Valuta, Varer og Levnedsmidler, som den samlede med Krigen for Øje. Russerne satte aldrig alt Mandskab eller de sidste økonomiske Reserver ind; selv naar de kæmpede uden for Riget, gjorde dette sig gældende — de holdt op, naar Tilgangen paa Mennesker og Materiel blev anstrengt. Det viste sig ogsaa efter 1. Verdenskrig, hvor det saa ud, om om alle Reserver var opbrugt, at der dog under Borgerkrigen endnu fandtes uendeligt meget af disse Reserver, og i Krigen mod Polen 1920 blev endnu yderligere opbudt Millioner Soldater. At der ogsaa ved Krigens Begyndelse i 1941 er blevet tilbageholdt store Reserver, fortrinsvis Eliteafdelinger, er utvivlsomt, og dette gjorde, at der ingen Nervøsitet var at spore hos de russiske Generaler i de kritiske Maaneder, da Tyskerne stod foran Moskvas Porte. Naar det russiske Flyvevaabens Hovedmasse — væsentligst tunge Bombere — uden Hensyn til Krigens Gang blev holdt uden for Tyskernes Rækkevidde i Krigens første Aar, altsaa ogsaa som en Slags Reserve — staar denne karakteristiske Disposition formentlig i Forbindelse med, at man vilde vente, til den paabegyndte storstilede Fabrikation af lette Bombere og Jagere var saa vidt fremskreden, at man med overvældende Kraft kunde sætte sine Flyvere ind til direkte taktisk Samvirke med Hæren.

Sovjetregeringens Krigsforberedelse har medført den mest gennemgribende Militarisering af hele Samfundet, Historien har kendt. Produktionen foregaar under militære Former, og praktisk talt er der indført Stavnsbaand, hvorved enhver lettere glider ind i det militære System. Ungdommens forberedende, militære Uddannelse, dels tvungen, dels, og efterhaanden væsentligst, frivillig, har taget et stort Omfang. Foreningen Osoaviochim, der har Celler i enhver Fabrik, Skole o. s. v., omfatter hele den ikke værnepligtige Befolkning, indbefattet Kvinderne, og bidrager ogsaa til Reservisternes videre, Uddannelse. Særlig Vægt er blevet lagt paa Flyvning, hvilken Russerne omfatter med stor Interesse; indtil 1939 var uddannet 25.000 Flyvere foruden en Mængde Faldskærmsjægere. Det hele ledes — ligesom ogsaa idrætsforeningerne —- fuldkommen militært. — Ogsaa Kvinderne indgaar i den Røde Hær, normalt ikke til egentlig Fronttjeneste, men i Sanitets- og Arbejdstj enesten, som Propagandister, i Efterretningstjenesten og Industrien eller uddannede ved Militærakademier til Stabstjeneste eller som Ingeniører. Kun ved Flyvervaabnet indtager Kvinderne egentlige Kommandostillinger, og der er mange kvindelige Flyvere. Man kan sikkert gaa ud fra, at Sovjetstyret allerede inden Krigen i vid Udstrækning havde gennemført sin Ensrettethed af det russiske Folks Mentalitet, og dette er vel yderligere forstærket under Krigen. Om det, selv med den moderne, mægtige Propaganda, er muligt i Længden at opretholde en saadan aandelig Standardisering, er vanskeligt at sige; i hvert Fald er Isolationen nu brudt. Den ensidige Paavirkning har imidlertid styrket Hærens Sammenhold samt fremkaldt en næsten fanatisk Patriotisme, og nu ved Krigens Afslutning er det russiske Riges gigantiske Magt større end nogensinde.

J.