I forbindelse med undervisningen i krigshistorie på Hærens Officersskole har kadet O. B . Petersen, klasse Bülow, udarbejdet denne studie.
Indledning
Et emne som det foreliggende kan behandles ud fra mange forskellige synsvinkler. Emnet er egentlig uhyre omfattende, og beretningen bliver da under hensyntagen til de givne rammer ikke så facetteret, som man selv kunne have ønsket det. Det foreliggende arbejde tager væsentligt sigte på at udrede den ideologiske baggrund for og dens indflydelse på den revolutionære krig. I vid udstrækning har jeg anvendt, synes jeg, relevante citater, der kunne illu strere de docerede læresætninger og blotlægge dogmatikken. I teksten er indflettet nogle personlige bemærkninger. På steder, hvor der måtte være skabt tvivl, er disse mærket med F.a., forfatterens anm.
Hvad er revolutionær krig?
I sine omfangsrige skrifter om krigen og dens væsen ofrer Clausewitz kun et enkelt lille kapitel på krig med deltagelse af irregulære styrker. H eri opridser han problemerne omkring en folkevæbning som forsvarsforanstaltning mod en invasionsstyrke, og han beskriver de fundamentale betingelser for succes og begrænsninger i anvendeligheden uden at drage de im plicit i situationen værende politiske aspekter frem i lyset. Da kamp med irregulære styrker i vort århundrede im idlertid er blevet et langt mere fremtrædende træk end på Clausewitz tid, og disse kampe i dag alvorligt truer verdensfreden, er der nu al m ulig grund til at give problemet den alvorligste opmærksomhed, både ud fra en m ilitæ r og politisk forudsætning.
Indledningsvis må vi for at opnå den fulde forståelse af problemerne og tale samme sprog fastlægge en terminologi, hvorudfra og hvormed vi kan bygge beskrivelsen af fænomenet op, og lad os da se på et par kon flik tformer. I sit forord til Che Guevaras skrifter definerer major Harris-Clichy Peterson (GUE p. 98) disse som følger:
Borgerkrig: Krig mellem to grupper af samme nation.
Oprør: (rebellion) Åben organiseret modstand mod etableret myndighed.
Revolution: R. er el vellykket oprør.
Revolte og opstand: Væbnede rejsninger, hvis udfald hurtigt er afgjort.
Partisanog ortodoks guerillakrig: Væbnet kamp af let udrustede soldater, afgivet eller selvstændig etableret af en regulær hær, hvis operationer de støtter ved anfald på den fælles fjende, normalt uden at tage eller fastholde terræn.
H e rtil kommer så yderligere, siger major Peterson, den kommunistiske revolutionære guerillakrig, der adskiller sig væsentlig fra de ovennævnte, idet den er »en velovervejet m ilitæ r indsats inspireret af den internationale kommunisme, der anvender lokale tilhængere til at svække den m ilitære, politiske og økonomiske enhed i et område, så at dette kan underkastes kommunistisk kontrol.« (G UE p. 98). Clausewitz anfører i opstilling af teorien for den totale krig, at »krigen blot er en videreførelse af den politiske hensigt og transaktion med andre midler«. (M IA p. 234). I sin bog »Vom Kriege« beskriver han, hvorledes der må ligge en politisk målsætning til grund for den førte krig. Ethvert forsøg på at adskille politik og militæ r strategi er uden mening, og først med et klart defineret politisk mål og en militæ r stræben i nøje samklang hermed v il den ydede indsats føre til det optimale resultat. Denne teori har T. E. Lawrence, i sin bog om modstanden mod tyrkerne under første verdenskrig, »Seven P illa rs of Wisdom«, udvidet og behandlet med henblik på de irregulære styrkers indsættelse for opnåelse af krigens politiske og militæ re mål. Den kommunistiske revolutionære krigs komposition er dannet af de fra Clausewitz og Lawrence allerede kendte komponenter, idet der også her er tale om afvejet politisk og militæ r indsats. Blandingsvægtene er blot anderledes, og om dette har oberstløjtnant Samuel G riffith i indledningen til Mao Tse-tungs skrifter skrevet (MAO , p. 9), at
»den revolutionære krig ikke begrænser sig til militære operationer. Da dens formål er at ødelægge et allerede bestående samfundssystem og dettes etablerede institutioner og erstatte dem med helt nye strukturer, er den revolutionære krig en enhed, hvis bestanddele, i forskellige blandingsforhold, er m ilitære, politiske, økonomiske, sociale og psykologiske. Derfor er denne krigsform forlenet med en dynamisk nerve og et omfang i dybden, som ordinære krige, uanset deres omfang, savner. Dette er særligt fremtrædende ved revolutionær guerillakrig, der er upåvirket af overfladisk m ilitær indgriben af konventionel art — «
I sit forord til general Giaps bog siger Roger Hilsman, at »kommunisterne har udviklet en ny form for aggression, ved hvilken et land inspirerer og støtter indre krig (internal war) i et andet...« (G IA P p. 9). Kommunistisk inspireret indre krig er, siger han, »en klar international aggression, men en form for aggression, der ofte ikke omfattes af de traditionelle definitioner i international ret. Den involverer brug af indfødte og importerede guerillakæmpere kæmpende for de kommunistiske nationers interesser. Det er en krig af sabotage og hærgen, en ’hit and run’ krig, en krig af skygger i natten.« (G IA P p. 9). Den revolutionære krig er således et hele, hvori den revolutionære guerillakrig indgår som et vigtigt element. De to er im idlertid ofte synonyme, og der vil ikke i det følgende blive skelnet, undtagen hvor dette udtrykkelig er nævnt.
Hvorfor er den revolutionære krig så vigtig for os?
Det er fremhævet, at dette er guerillakampenes århundrede, begyndende med T. E. Lawrences kamp med irregulære styrker mod tyrkerne og fortsættende i nutiden. I løbet af anden verdenskrig blev guerillakampen praktiseret over store dele af kloden, i faktisk alle de i krigen involverede områder. E n af k rigens store skikkelser, Churchill, indføjede modstands- og guerillakrig som et vigtigt led i sin strategiske målsætning og oprettede specielle organer med den opgave at inspirere og ophjælpe guerillamodstandsgrupper hvor som helst Tyskland med magt forsøgte at indføre sin »nye orden«. Eksempler herpå var Jugoslavien og Grækenland, og også Danmark var en b rik i dette spil. Fra tyverne op gennem årene fandtes im idlertid en guerilla, der, kommunistisk i sit væsen, efterhånden blev domineret i større og større grad af Mao Tse-tung. I 1927 havde Kuomintang (Chiang Kai-shek) knust kommunismen i de kinesiske byer, og for den kommunistiske bevægelse var der nu kun en mulighed, nemlig at støtte sig til det vidtstrakte kinesiske bondeland og dets indvånere. Med japanernes indrykning i M anshuriet fik kommunist-bondchæren en nogenlunde fredelig tid, in d til Chiang Kai-shek igen i 1934 begyndte at bekrige den, hvilket førte til den kendte »lange marchx. Derved kom man i kontakt med japanerne, og der etableredes senere e~. samarbejde mellem kommunisthæren og Chiangs tropper, der varede til krigsophøret 1945. Under krigen mod japanerne, hvor kommunisterne ydede en stor indsats, der i betydelig grad lettede presset på regeringsbæren, planlagde de samtidig efterkrigstidens indsats og øgede indflydelsen på og kontrollen med befolkningen, og da japanerne forsvandt, var det kommunisterne, der var i stand til at udfylde det opståede tomrum, og ikke regeringsstyrkerne. Kommunisterne bekrigede nu Chiangs styrker til den endelige sejr i 1949, og det er ikke mindst fra denne periode, en væsentlig del af grundlaget for Mao Tse-tungs revolutionære teorier stammer. Siden er der verd3n over, i Sydøstasien, Nordafrika. Cuba o.a.s. set aktionstyper af lignende karakter, og der er al m ulig grund til at tro, at denne aktionsform er kommet for at blive. Dette er nemlig den form for begrænset krig, der passer til den moderne tid, og som samtidig kan aktivere og drage fordel af social utilfredshed, racemodsætninger og national lidenskab. Med fremkomsten af de nukleare kampmidler, ikke mindst brintbom ben i 1954, opstod der i verden en ny situation. Disse enormt ødelæggende kampmidler blev fulgt op af en amerikansk doktrin om massiv gengældelse (massive retaliation), en doktrin, der måske nok lige efter anden verdenskrig havde været på sin plads, men som i 1954 var en anakronisme. En sådan doktrin måtte, siger Liddel Hart, »stimulere sådanne former for aggression, hvorimod indsættelse af atomvåben i brintbombestørrelse var en absurditet.« (MAO X II). Liddel Hart skrev endvidere:
> ... I den udstrækning, hvormed H-bomben begrænser udsigterne til en total krig, forøger den muligheden for begrænset krig udkæmpet med udbredt loka l aggress io n ...« (M A O p. XII)
Liddel Hart siger (ibid.), at denne aggression kan antage form af en mangehovedet invasion af så små partikler, at de v il udgøre en flygtig og uhåndgribelig tåge. Han konkluderer, at ukonventionel krig med konventionelle m idler nu er nødvendig, og slutter således:
V i er kommet ind i en ny strategisk periode, der er meget forskellig fra, hvad atom-luftmagt fortalerne havde troet; den strategi, der nu udvikles af vore modstandere, er inspireret af ideer om at undgå og forhindre nyttevirkning af luftoverlegenhed. Ironisk nok har vi, ved at udvik le den massive effekt af bombervåbnet, hjulpet denne nye guerillastrategi fremad. . . . . (M A O X III).
Problem stillingen har allerede tidligere, i 1946, været berørt af Mao Tse-tung i et interview med den amerikanske journalist Anna Louise Strong, hvoraf det fremgik, at Mao betragtede atombomben som »en papirtiger, som de amerikanske reaktionære bruger til at skræmme folk med. Den ser frygtindgydende ud, men er det i virkeligheden ikke.« (FIO L). Om dette nu skal tages som dogmatik eller en nøgtern vurdering kan vel diskuteres, men betragter man de i Kina herskende forhold og styrets tilblivelseshistorie, begynder man at forstå, hvorfor Mao i samme interview betragter Kinas hirse og geværer som værende i stand til at trium fere over vestens teknik, vel at mærke inden for områdets grænser.
E t sammenfattende svar på overskriften til dette afsnit må da blive, at verden, og specielt lier den vestlige, teknologisk højt udviklede del af den, stort set trues af to våben i dag. Det første er en 100 megaton H-bombe, der med sine frem føringsmidler repræsenterer det ypperste af vor tids teknik omsat i destruktive kræfter, et våben, hvis virkninger stiller menneskeheden over for et ultimatum af en karakter og totalitet, der ikke tidligere i historien er blevet set. Det andet våben er billedlig talt et søm og et stykke træ begravet i en rismark — et skuffende simpelt, men uhyre farligt våben. Om dette sidste siger amerikaneren W. W. Rostow, tidligere Special Assistant for National Security to the President of the United States, at »vi er nu konfronteret med en revolutionær krig i de underudviklede områder, der er et systematisk forsøg på at påføre de progressive samfund, der søger mod moderne tilstande, en alvorlig sygdom. Denne fare er en aktuel fare i Sydøstasien. Den kunne hurtigt blive en alvorlig fare i A frika og Latinamerika. V i må og skal forebygge denne sygdoms opståen, hvis det er muligt, og i de tilfælde, hvor den er brudt ud, må den helbredes.« (GAZ p. 61). Om man end måtte være uenig med Rostow i hans bedømmelse af, livad der er progressivt eller ikke, er hans ord yderst tankevækkende, og de burde give anledning til en bredere forståelse af disse ting og deres virkemåde.
Den officielle konception af den revolutionære krig, tolket af general Giap og Mao Tse-tung
I forordet til general Giaps bog siger Roger Hilsman, at »bogen er en mærkelig bog. Den er ikke velopbygget, men egentlig kun en samling essays. En del af den er simpelt hen løgn. Dog, med alle dens indlysende mangler kan denne bog alligevel hjælpe os til mere nøjagtigt at vurdere vore modstandere.« (G IA P p. 7). Det er i denne ånd, at bogen skal læses. V i kan, siger Hilsman, ikke vinde krigen ved at overtage Giaps metoder, der omfatter alt lige fra simpel løgn til feje snigmord, men i det lange løb kan modforanstaltningerne ikke virke, hvis vi ikke forstår lians metoder (ibid.). I denne bog v il man finde en - ikke velordnet - blanding af kommunistisk propaganda og militæ re kendsgerninger, repræsenterende en fremgangsrig kommunistisk guerillafører, der har opnået et stort erfaringsgrundlag i denne specielle form for krig. E t par politiske og geografiske oplysninger. Den franske kolonisering af Vietnam begyndte i midten af det nittende århundrede og tog efterhånden form af en samling af hele fransk Indokina (med Camhodia og Laos). Dette skete dog ikke uden en vis modstand, og i 1930 dannedes det kommunistiske parti i Vietnam , nu af Giap kaldet det vietnamesiske arbejderparti. Hermed var også en modstandskerne dannet. Under anden verdenskrig tillod Vichy-Frankrig, der vel næppe havde noget andet valg, eller i hvert fald ingen mulighed for at imødegå den japanske trussel, japanerne at besætte Indokina. Der udbrød guerillakrig mod japanerne, og i august 1945 udbrød en opstand. En regering om Ho Chi M inh blev dannet. Den 23. september landede im idlertid en fransk ekspeditionsstyrke, idet Frankrig ikke uden videre var til sinds at opgive Vietnam (og det var de andre vestmagter næppe heller F.a.). Der fulgte nu 9 års kampe mellem vietminh-styrkeme og de franske styrker, faldskærmssoldater og legionærer m. v., der endte med nederlaget ved Dien Bien PIiu og fulgtes af Genéveaftalerne om Vietnams deling, afholdelse af valg m. m. Krigen var, siger Giap, en folkekrig (people’s war). Dens mål var at »uddanne, mobilisere, organisere og bevæbne folket, for at dette, som det altafgørende, kunne tage del i modstanden.« (G IA P p. 27). Modstanderne var imperialisterne, d.v.s. franskmændene og USA, og feudalherrene, der ifølge Giap arbejdede hånd i hånd. En mobilisering af folket er ensbetydende med mobilisering af de rurale masser, og folkekrigen er følgelig i Vietnam en bondekrig under ledelse af arbejderklassen (G IA P p. 27).
Doktrinerne for denne krig måtte, siger Giap, udformes med henblik på langvarig krig på grund af de utilstrækkelige midler, og man måtte akkumulere tusinder af små sejre og konvertere dem til en større samlet fremgang og dermed ændre styrkeforholdet. »Kun en langvarig krig kunne sætte os i stand til at opnå den fulde udnyttelse af vore politiske trum fkort, at overvinde vort materielle handicap og ændre vor svaghed til styrke.« (G IA P p. 29). Nødvendigheden i Vietnam for førelsen af den særlig langvarige krig (protracted war) ligger ifølge Giap i, at landet var en økonomisk tilbagestående koloni, der måtte bekæmpe en overmægtig fjende, og som derfor ikke i begyndelsen havde mulighed for at gribe til signifikante militæ re m idler eller levere afgørende slag. Såvel hos Giap som hos Mao Tse-tung (førstnævnte er uden tvivl inspireret af Mao) finder man denne langvarige krig inddelt i tre stadier, nemlig den defensive underlegenhed (stage of contention), det strategiske dødvande (stage of equilibrium ) og modoffensiven (counter offensive). Dette omtales nærmere under gennemgang af Mao Tse-tungs teorier. Den således udformede strategi krævede p.g.a. sin udstrækning i tid et uddannelsessystem og iværksættelse af en ideologisk kamp blandt folket og partimedlemmerne, en gigantisk anstrengelse i organisationen inden for både civile og militæ re områder, ekstraordinære ofre fra såvel folket som hæren, ved fronten såvel som i baglandet (G IA P p. 47). Der skete fe jltagelser, hedder det, men partiet rettede dem med hård hånd og fastholdt den lagte linie, og det mødte vanskelighederne med beslutsomhed i tro på den endelige sejr. Endvidere måtte vi, hedder det, finde egnede former for kamp, der skulle gøre os i stand til at gennemføre den fastlagte doktrin. Kampformen skulle være i overensstemmelse med krigens revolutionære natur såvel som med styrkeforholdet, der på det pågældende tidspunkt overvældende var i fjendens favør. En sådan kampform var den revolutionære guerillakamp, der senere udvikledes til m obil krig. (G IA P p. 47). »Guerillakrig er krigsformen for de brede masser i økonomisk underudviklede områder, der rejser sig mod en veludstyret og veltrænet aggressionsstyrke,« doceres det i bogen (G IA P p. 48). Hele folket stod sammen i denne kamp af guerillakarakter, og hele tiden fastholdtes det endelige mål, befrielsen af landet, under den kommunistiske regerings og centralkomités ledelse. Ved overvindelse af talløse vanskeligheder og umådelige ofre blev denne guerillakrig udviklet til en form for bevægelig krig (mobile war), der hver dag tiltog i styrke. Ved Dicn Bien Phu »besejrede vort folk de franske im perialister og de amerikanske interventionister. I øjeblikket er 16 m illioner, i den befriede del af vort land, i gang med at liele de forfærdelige sår, som krigen har tilfø jet dem, idet de opbygger socialismen og genopbygger landet.« (G IA P p. 49). Om hæren, der skal udkæmpe denne krig, siger Giap, at spiren til den vietnamesiske befrielsesliær blev lagt i 1930-31, men liæren kom først egentlig »in being« efter 1945, efter guerillaen mod Japan. De væbnede kommunistiske styrker bestod af selvforsvarsenheder og ganske få regulære grupper af delingsstørrelse, undtaget fra deltagelse i produktionen. An tallet af soldater steg hurtigt, fortælles det, og ved dannelse af (kommunistisk) folkestyre i seks provinser i Nordvietnam blev denne eksisterende organisation omdannet til den vietnamesiske befrielseshær, udstyret med de for hånden værende våben. Der opereredes med tre former for væbnede styrker, para-militære eller guerilla-styrker, regionale enheder og egentlige feltenheder (regular units). »Denne opdeling var,« siger Giap, »et udtryk for den almindelige folkemobilisering.« Bønder, arbejdere og intellektuelle flokkedes i revolutionshæren, hedder det, og de ledende kadrer i partiet og den kommunistiske regering blev de første officerer. Det største problem var udrustningen. Våbenbesiddelse havde været forbudt gennem næsten et helt århundrede, og kun en m uliglied syntes åben : A t tage fra fjenden (franskmændene) og bruge det erobrede mod ham. Omend der oprettedes værksteder og fabrikker i de kommunistisk kontrollerede områder og også opnåedes en vis selvforsyning (self-reliance), var det dog ikke nok. En stor del af materiellet måtte komme fra fjenden. Frihedshærens regulære styrker blev fra begyndelsen splittet op i selvstændige kompagnier og delinger, hvis operationer havde til form ål at styrke guerillaen og udvide den, medens der senere oprettedes mobile bataljoner til større og vigtigere aktioner. Denne organisation groede frem, anføres det, til en hær med regiments- og divisionsinddeling sammen med en fremadskridende standardisering af materiel og organisation. »Styrken,« siger Giap, »blev til stadighed mere og mere politisk bevidst og bedre militæ rt trænet. T il sidst besejrede den 500 000 franske elitesoldater, der var udstyret og forsynet af De forenede Stater.« (G IA P p. 53). Om det politiske grundlag for hæren hedder det endvidere (G IA P p. 53), at hæren var en national hær, der kæmpede mod imperialismen og dens lakajer. Den var demokratisk, fordi den kæmpede for folkets legitime demokratiske interesser, og den var en folkehær, fordi den forsvarede folkets fundamentale interesser, først og fremmest det arbejdende folks, bønderne og arbejderne. Sammensætningen af hæren viste i høj grad dette. Flertallet var arbejdere og bønder, med tilskud af revolutionære intellektuelle.
»Det var således en sand folkehær, udgået fra det arbejdende folk, ledet af den arbejdende klasses parti.« (G IA P p. 54).
Hærens o fficielle målsætning fremgår med vanlig svulstighed (F.a.) af første punkt i den æresed, som den vietnamesiske kombattant aflægger (G IA P p. 55):
»At ofre sig uden forbehold for fædrelandet, kæmpe for den nationale uafhængighed, demokrati og socialisme under ledelse af det vietnamesiske arbejderparti og den demokratiske republiks regering, for at opbygge et fredeligt, genforenet, demokratisk og fremgangsrigt V ietnam og bidrage til styrkelse af freden i Sydøstasien og hele verden.« . . .
Det hedder videre:
»Hæren er partiets og den revolutionære stats instrument t il væbnet fuldbyrdelse af revolutionen. D yb erkendelse af partiets målsætning, grænseløs loyalitet mod nationens og de arbejdende klassers sag, og en uforbeholden offervilje er fundamentale ting i hæren.« (Ibid.).
Politisk arbejde cr en hovedhjørnesten i opbygningen af hæren, og den politiske funktion er klart den vigtigste. Der har altid, siger Giap, været ydet en særlig indsats i bæren på dette felt. Fra 35—40 (fo af personellet har været medlemmer af partiet, blandt officerer mere end 90 %. (G IA P p. 56). Hærens forhold til civilbefolkningen berøres også, og ikke mindst her finder vi den kommunistiske dogmatik i fuld t flor, idet kernepunktet er folkets absolutte medvirken til og i aktionerne (at realiteterne ser lid t anderledes ud skal vi vende tilbage til. F.a.) Mao Tse-tung har sammenlignet guerillakæmperen med en fisk og folket det vand, hvori fisken finder sit rette element. Det er dog udtrykkelig fremhævet, at »vandet« skal have den rette temperatur, for at fisken rigtig skal kunne finde sig til rette og folde sig ud. A t fremkalde denne rette temperatur er et højt prioriteret mål (jfr. Giaps politiske undervisning og ideologiske kamp), og lykkes det ikke, kan revolutionen nok overleve for en tid, men ikke vinde den fremgang, der er en bydende nødvendighed for dens beståen.
Giap slutter omtalen af de generelle træk ved hæren med nogle »clausewitz’ske« betragtninger, idet han erkender, at politisk oplæring og militæ r uddannelse er nøglebegreber også i fredstidshærens opbygning. Doktriner og taktiske principper må være i nøje overensstemmelse, med hinanden og med de politiske, militæ re og psykologiske forhold i det pågældende område. A t syntetisere de indvundne erfaringer, evaluere de politiske, økonomiske, tekniske og terrænmæssige faktorer i fastlæggelse af målsætning og doktrin kræver en uophørlig indsats. Dette er ikke nyt for os. I disse teorier ligger intet, der ikke tidligere har været fremme i vesten. Det er den totale måde, hvorpå man har gennem ført disse principper, der gør dem farlige, måske sat særlig i relief af den måde, hvorpå vi ikke gør det (F.a.). Modellen til den af Giap skildrede krig er im idlertid ikke Giaps egen, ihvorvel han ikke vedkender sig sin læremester, hos hvem han faktisk har hentet størstedelen af sine politiske og militæ re læresætninger. Der er derfor al m ulig grund til at foretage en gennemgang af Mao Tse-tungs teorier om samme emne, dels for at uddybe det tidligere gennemgåede og derved komplettere billedet, dels for at skære igennem Giaps dogmatik og propaganda og prøve at nå længere ind til kernen. »Den vigtigste form for kamp er krigen,« siger Mao (GAZ p. 11) »den vigtigste organisationsopgave hæren.« Im plicit, men alligevel helt klart fremgår det heraf, at Mao anser volden for nødvendig til gennemførelse af sin revolution, og han uddyber dette:
Uden væbnet kamp v il der ingen plads være for proletariatet, folket, det kommunistiske parti, og ingen sejr v ille kunne findes i revolutionen.« (G A Z p. 11).
Dette er ikke, anfører E. L. Katzencach (GAZ p .ll) , tidligere Deputy Assistant Secretary of Defense for Education and Manpower og oberst i reserven i US Marines, en strimmel intellektuelt stads, som Mao har hentet fra kommunismens klassikere, men hans egen metode til løsning af problemerne ved revolutionen. Erfaringerne har manifesteret sig i en række skrifter, der i dag i potentielle revolutionsområder af de derværende kommunister læses som et evangelium. Katzenbach finder i Maos teorier seks gennemgående træk, tre håndgribelige og tre der ikke er det. De tre første er de velkendte
1) Våbensystemet
2) Logistikken
3) Personellet,
og de tre andre
4) Rum*) *) I denne særlige betydning defineres »rum« som et udstrakt terrænområde, med h indringer og uden et effektivt kommunikationsnet. (G A Z p. 13).
5) Tid
6) Vilje .
De tre sidste spillede en stor rolle for udformningen af Maos doktrin al den stund, at de sammen med personellet udgjorde hans eneste virkemidler. I høj grad er dette også tilfæ ldet i dag i Sydøstasien, A frika og La tinamerika, og det er sandsynligt, at en række revolutionære krige v il blive udkæmpet efter Maos koncept. Hvad Lenin betød for antiimperialismen og Marx for antikapitalismen, siger Katzenbach, betyder Mao for den antiindustrielle krigsførelse. Den grundlæggende læresætning i teoriopbygningen er, at »politisk mobilisering kan erstatte industriel mobilisering med et m ilitæ rt succesfyldt resultat.« (GAZ p. 13). Kun den, der indrømmer et nederlag, kan lid e et, eller med andre ord: Når befokningen erkender et nederlag, det være sig reelt eller imaginært, kan enhederne i felten lige så godt overgive sig eller trække sig tilbage. Den politiske mobilisering er, siger Mao, den mest fundamentale betingelse for at vinde krigen, og »militær ’frelse’ udspringer af politisk omvendelse (conversion).« (GAZ p. 14). Men det tager tid! Problemet må da være at skaffe sig tid. Løsningen er ifølge koncepten at skaffe sig rum for derved at vinde tid til at fremelske (eller fremtvinge. F.a.) viljen, den vilje, der gør offervilje til dagens orden, og lidelse til den højeste sociale dyd. For at undgå kamp på modstanderens betingelser må der udvikles en strategi og taktik, der udnytter hans svagheder. Under hensyntagen til de rådige m idler var Maos svar langvarig krig (protracted war). »Som en lang rejse prøver hestens styrke, og en lang prøvelse mandens karakter, således v il guerillakrigen demonstrere sin enorme kra ft i en lang og brutal krig.« (GAZ p. 15). V i kan ikke, siger Mao, have stupide moralske skrupler om ridderlighed og retfærdighed i krig. (Ibid.). Hvad er da for guerillahæren et militæ rt mål? E t industricenter, en jernbane, luftbase m. v.? Ja, absolut, siger Katzenbach, men hvis man tror, at tab af sådanne installationer for guerillahæren betyder nederlag, demonstrerer man kun sin ringe forståelse af guerillaens særlige forhold. Kun ødelæggelse af fjenden, d.v.s. hans personel og materiel, kan hindre en videreførelse af kampen. En styrke »in being« kan, i et underudviklet landområde med m iddelalderlig isolerede landsbysamfund og uden kommunikationsmidler, hvor afhængighed af udefra tilførte forsyninger er m inimal, overleve under ufattelige vilkår. Evnen til at overleve afhænger af moralen. For en sådan styrke gælder specielle kampvilkår. »Er det ikke selvmodsigende,« spørger Mao (GAZ p. 16), »heroisk at forsvare et terræn og a lligevel i den sidste ende blive tvunget til at give det op?« Dette retoriske spørgsmål besvares af ham selv bekræftende: Undgå nederlag, lad kamplinierne flyde, søg nok så små sejre, hvor disse p.g.a. lokal tyngde med sikkerhed kan opnås. Nederlag skader moralen; når fjenden er overlegen eller jævnbyrdig, vig derfor ud. Overlevelsens kunst er bl. a. en funktion af den udviste forsigtighed. En levende, middelmådig kæmper er bedre end en død helt. S tillet over for denne taktik kan den mekaniserede hær køre fast i tidskrævende, og alligevel forgæves, anstrengelser, og omend nederlaget kan afvendes, kan den ikke opnå sejr. (En fremragende og veldokumenteret skildring af dette findes i Bernard F a ll’s »Street without Joy«, se biblio grafien). Konceptionen af krigen udtrykkes helt klart og utvetydigt i en af Mao9 grundlæggende læresætninger:
»Når den røde hær kæmper, er målet ikke kun kampen og sejren, men den kæmper for at føre massernes opstand, organisere masserne og hjælpe dem t il at etablere et revolutionært po litisk styre. Uden et sådant mål er kampen nden mening, og den røde hær uden eksistensberettigelse.« (G A Z p. 17).«
Under krigen sker der det, siger Katzenbach, at ideen om det uafvendelige nederlag til den overmægtige fjende fjernes hos defaitisterne (eller også bliver disse fjernet. F.a.) alene ved, at kampen fortsætter som tid ligere beskrevet. Fortvivlelse erstattes af håb, sejrsviljen begynder at vise sig. Guerillaenheder omdannes til regulære enheder, forstærket med materiel erobret fra fjenden. Kommandosystemet ændres, kommunikationsmidler og koordination forbedres. Lokale aktioner kan, selv om de ender med de irregulære styrkers tilbagetrækning, betragtes som strategiske gevinster forudsat, at de involverede irregulære styrker i hovedsagen har bevaret deres kampkraft. Ved regelmæssig forstyrrelse af freden kompromitteres den etablerede administrations legitimitet, og en tillidskrise indtræder. De berørte landsbyindvånere yder, med eller mod deres vilje, bidrag til de irregulære styrker i form af beskyttelsesgodtgørelser o. L, og der lægges spiren til en ny (kommunistisk) administration. E t andet træk, der spiller en betydelig rolle i planlægningen af den langvarige krig, er en tese (ofte berettiget, synes det. F.a.) om de parlamentariske og demokratiske landes manglende evne til at stå en opslidningskrig (war of attrition) igennem, både finansielt og psykologisk. Med den økonomiske byrde stigende til fantastiske højder, stadige tab af menneskeliv uden synlige tegn på fremgang eller afgørelse, v il reaktionerne på afgørende måde svække felthærens indsats. E t sådant eksempel, anfører Katzenbach, var det kommunistiske anfald på Laos i 1953, et år før kampene ved Dien Bien Phu. Aktionen var en typisk østasiatisk infanterist-lynkrig mod immobiliserede mekaniserede styrker. De militæ re aktioner i denne krig var af et meget ringe omfang, i tid, rum og indsats, men resultaterne var, set fra kommunistisk bold, enormt givtige:
1) Skabelse af panik i den militæ re og civile ledelse både i Frankrig og Laos.
2) De rådige forsvarsstyrker var efter krisen endnu mere spredte og utilstrækkelige.
3) I Laos og Cambodia fremstod nye kraftige ønsker om forøget selvbestemmelse.
4) En situation var skabt, hvor Frankrigs direkte udgifter i området steg med 60 m illioner dollars, og
5) hvor USA’s »foreign aid« blev forøget med ca. 460 m illioner dollars,
et for Frankrig katastrofalt resultat, både ideologisk og økonomisk (den franske hjemmefronts opfattelse af »la sale guerre«), (GAZ p. 19). E t sådant resultat kunne meget vel være indledning til tredje fase af den langvarige krig, nemlig modoffensiven. Mao Tse-tung gør det helt klart, at guerillaen ikke alene kan vinde krigen. Kun ved omdannelse af guerillahæren og formering af regulære enheder i en større ramme kan den for tredje fase nødvendige militæ re magt skabes. Faseinddelingen skal im idlertid ikke forstås sådan, at den altid bør og kan følges slavisk. Det er erkendt, at i overgangen mellem anden og tredje fase må der skabes regulære styrker, og disse må indsættes i regulære operationer med de for den revolutionære liæ r deraf følgende vanskeligheder. En f. eks. for tidlig indsættelse af de regulære styrker kan føre til alvorlige, omend ikke uoprettelige nederlag, hvilket mange revolutionsledere, bl. a. general Giap, smerteligt har følt på egen krop.
Overgangen er overordentlig vanskelig, tilbageslag såvel som ekstraordinær fremgang er mulig, men med fornøden vilje og tålmod sikres sejren. En vigtig forudsætning herfor er im idlertid også, at det tidligere omtalte rum er til stede, at dette rum rummer de nødvendige hindringer for den mekaniserede krigsførelse og at der inden for rækkevidde findes basetilflugtsteder (sanctuaries I, som for Indokina selve Kina, for det aktuelle Nordvietnam både Kina og Cambodia. V i har in d til nu, doceres det i Katzenbachs tale, først og fremmest givet opmærksomhed til den omtalte krigs tredje stadium, som vi bar udkæmpet den bl. a. på den europæiske krigsskueplads med »Douhet’ske« terrorbombninger og industriel interdiction, medens vore afrikanske og asiatiske modstandere har fulgt en proces af rural konsolidering, der med en klart ført linie gør dem uafhængige af de mål, som den moderne teknologi lettest forstår at ødelægge. Sådan er dagens vilkår, og medmindre vesten på forhånd ønsker at give op, må vi yde en indsats i overensstemmelse hermed, tbi, som Samuel G riffith siger (M AO p. 28): Når Mao påstår, at den revolutionære krig er undergivet en række love (og det tror G riffith , F.a.), så må det også være muligt med passende forholdsregler at forhindre den i at opstå, eller, hvis den er opstået, at kontrollere og bekæmpe den.
Analyse og konklusion
Lad os da prøve at analysere disse beretninger og søge at uddrage en lære, der v il give et bedre grundlag for forståelsen af den revolutionære krig. A f begge anførte beretninger fremgår, at grundlaget for krigen egentlig er en klassekamp. Både Mao, og netop derfor også Giap, ser den arbejdende klasse, bønder og arbejdere, være bærer og forvalter af den voldelige magtanvendelse. Magtanvendelsen skal, som vi har set det, være fødselshjælper for revolutionen, der er den politiske stræbens fuldbyrdelse, og der findes her en klar parallel til det klassiske krigsbegreb. Der er dog en nuanceforskel. Medens marxismen-leninismen udformedes i midten af en industrialisering, måtte den revolutionære sydøstasiatiske krigsteori bygge på de rurale masser. Når Mao siger, at den politiske mobilisering af folket, og det vil i K ina sige bønderne, kan træde i stedet for den industrielle, er det blot at erkende tingenes tilstand på stedet; den asiatiske teori måtte altså indledningsvis bygge på landproletariatet, hvad der naturligt medfører, at landreformer, feudalherrernes elim ination m. m. er centrale afsnit i ideologien. Ideologien kan, som noget nyt, skelne mellem retfærdige og uretfærdige krige, og føres den for og i overensstemmelse med de kommunistiske doktriner, er den at betragte som en »hellig krig«, hvor det ophøjede form ål helliger midlerne. Engels har for mere end hundrede år siden spået, at det sejrrige proletariat ville udvike sin egen krigsteori, der nødvendigvis måtte være et produkt af de nye sociale forhold (KVN , man. nr. 17, p. 3). Dette er sket i dag, og når Mao og Giap læses, skal deres doktriner og læresætninger ses som en udkrystallisering af de særlige betingelser, der i de pågældende områder har formet udviklingen. Den revolutionære krig er en politisk krig. Nuvel, det er alle krige, v il man sige. Ja, men det særlige ved denne krigsform er, at hele den krigsførende nation, dclbefolkning o. 1. på alle trin og i alle afskygninger er politisk mobiliserede. Når Mao omtaler den røde hærs indsats, er dette med fuld konsekvens efterlevet. I sin bog (COM) lader Jean Lartéguy en af sine hovedpersoner sige: » ... Selv i de hårdeste slag var de ikke bedre end os. Selv da måtte de være 5-10 mod hver al os. M en de førte alle krig ...« Kombattanterne er højt motiverede. De kan være vildledte, men de kæmper med overbevisning, frugten af indoktrinering og intens kommunistisk propaganda. I et land, hvor en stor del af befolkningen lever på eksistensminimum, har de revolutionære alt at vinde og intet at tabe, og kommunismen ses som redningsplanken, evangeliet, der skal bringe bedre tilstande. I vesten gøres meget for at adskille politik og militærmagt, idet politisk engagement inden for de væbnede styrker kun i meget ringe grad er tilladt. For revolutionshæren er det stik modsat. Soldaterne er her politisk uddannede og indoktrinerede. Deres uddannelse på dette område er prioriteret højere end deres våbenfærdighed, og den hører aldrig op. Im idlertid skal det bemærkes, at der f. eks. ikke hos Giap er tale om den ortodoske internationale kommunisme, men en særlig nationalkommunisme, der inddrager det patriotiske og styrker nationalfølelsen hos den enkelte. Der tales med forkærlighed om fædrelandet, den nationale uafhængighed o.s.v., og som de vertikale barrierer for verdensrevolutionen i et vist omfang er retablerede i den såkaldte socialistiske verden, er dette også sket i Sydøstasien, til trods for den svagere statsdannelse, der er typisk for denne del af verden. Der er altså i virkeligheden tale om ikke som målsætning at opstille verdensrevolutionen (som Kina o fficielt stadig gør det), men i stedet at betragte den suveræne kommunistiske nationalstat som endemålet. Også den strategiske politiske indsats og målsætning ligger fra starten ganske klar. Det er karakteristisk, at der føres en udadvendt intensiv propaganda. Kompromiser har sjældent de revolutionære kommunisters in teresse. Den udad rettede aktivitet v il således danne grundlag for forhandlinger, ikke for at finde frem til en ordning, men for at vinde tid til eksekution af en fastsat strategi med form ål at konsolidere sig, bringe sig i en gunstigere position etc. Virkelige indrømmelser er sjældne, og i så fald ofte dikteret af virkelig nødvendighed. Det er i denne sammenhæng, at den af Mao anførte tese om de parlamentarisk styrede landes ringe modstandskraft skal se. En særlig politisk aktivitet er den, både af Mao og Giap omtalte, væbnede propaganda (armed propaganda). Det fremgår ikke helt klart, hvad der egentlig ligger i dette begreb. E r det guerillastyrkens succes, dens egen konventionelle propaganda eller som Rostov har sagt »et program af systematisk snigmord« på øvrighedspersoner i landsbyerne. Terror er en uundgåelig bestanddel af aktionerne, hvadenten det så drejer sig om mindre eller større organiserede terroraktioner. Giap har naturligvis undladt at komme ind på dette emne, men det er en kendsgerning, at den har været anvendt og anvendes den dag i dag. Den kan im idlertid være et tveægget sværd, og den kan, på langt sigt, forårsage alvorlige prestigetab for de revolutionære. Nødvendigheden af terrorudøvelse er snævert kædet sammen med behovet for støtte fra den brede befolkning. Dette behov er ultim ativt, som Mao har illustreret det med sin bekendte sentens om fisken og vandet, der skal have den rette temperatur, for at fisken kan boltre sig deri. En apatisk og analfabetisk landbefolkning kan overbevises ved hjælp af få, men udsøgte terroraktioner, hvorved »vandet« så at sige opvarmes. Denne »opvarmning« er i virkeligheden et af de centrale problemer for de revolutionære førere. Mislykkes aktionen (som f. eks. for Che Guevara i Bolivia), forbliver bevægelsen insignifikant og dømt til hensygnen. Lykkes den derimod, vil de revolutionære kunne indlede en »all out« kampagne, der, som vi ser det i Vietnam , er overordentlig vanskelig at få bugt med. Vanskeligheden ved dette og den betydning, som de revolutionære ledere tillægger dette problem, illustreres klart af den centrale plads i litteraturen, som de politiske opdragelses- og uddannelsessystemer indtager.
Fra beskrivelsen af den militære indsats synes der at fremstå et for krigens førelse karakteristisk mønster:
- den revolutionære krig er en langvarig krig, hvor en række små sejre mod en overlegen fjende er nødvendige for at få skiftet magtbalancen til kommunisternes fordel.
- krigen føres i tre stadier, den defensive periode, der følges af en jævnbyrdigbedsperiode, og som krones med en modoffensiv.
- når magtbalancen er skiftet til kommunisternes fordel, vil guerillakrigen blive afløst af en mere bevægelig krig (mobile warfare), der anvender regulære styrker, men uden fastholden af terræn. I den sidste del af denne del af krigen kan der anvendes terrænfastholdelse.
Det er en forudsætning for den af Giap og Mao beskrevne kamp, at den finder sted i et underudviklet område som tidligere beskrevet, med en landbefolkning og ofte, må det erkendes, ineffektiv og korrumperet regering og administration. Den vindes til sidst med regulære styrker og har basotilflugtsteder i de omliggende venligtsindede eller indifferente lande, af samme middelalderlige landsbytype som det omstridte område. Sluttelig skal også nævnes, at krigen er, som nævnt i indledningen, en social krig. Dette fremgår klart af samtlige beretninger, det understreges gang på gang både lios Mao Tse-tung og Giap. I de fleste af både de potentielle og aktuelle kommunistisk infiltrerede områder findes kun to klasser, de rige og de ludfattige. Middelklassen bar ingen politisk vægt, og den er ofte opdelt i fraktioner. Dens program for det progressive samfund møder modstand hos de besiddende, og også hos den intellektuelle ungdom, der ser revolutionen som den eneste udvej, ikke nødvendigvis en kommunistisk revolution. Mennesker, der lever på eksistensminimum, ønsker først dækning for de helt elementære behov, føde, klæder, dyrkningsmidler etc. De er ikke kommunister, men ofre for de sociale tilstande på stedet og ofte undergivet vilkårlighed og undertrykkelse. Det er da ikke svært at forstå, at de føler, de har alt at vinde og intet at tabe ved revolutionen. Denne situation er, hvad den kommunistiske »imperialisme« kan udnytte. T il disse mennesker kan kommunisterne tilbyde selvagtelse, håb, anerkendelse og organisation, og ofte er der ingen vej tilbage, når rejsen først er begyndt. Det er kommunismens evne til at engagere alle, ved hjælp af de lokale celler, i efterretningstjeneste, forsyningstjeneste etc., i alle grene af det revolutionære apparat, godvilligt eller ikke.
O. B. Petersen.
BIBLIOGRAFI
Kilder:
Vo Nguyen Giap: People’s War, People’s Army, The Viet Cong Insurrection Manual for Underdeveloped Countries. Frederick A . Praeger, 1962 (G IA P ). Bogen er anvendt som hovedkilde og refereret i sammendrag. Den er af forfatteren til dette værk betragtet ikke som håndbog (manual), men som et propaganda- og kampskrift. Bogen er en faksimileudgave af den originale, der er udgivet 1961 af »Foreign Languages Publishing House*, Hanoi. Mao Tse-tung: Guerillakrig og politisk strategi. F io l biblioteket, J. Paludans forlag 1966, 1. oplag. Samling af Maos skrifter oversat fra engelsk, idet dog enkelte steder den oprindelige tekst har’ været anvendt. (FIO L) Mao Tse-tung: Guerilla Warfare. Cassel, London. Oversættelse af Maos skrifter i uddrag af amerikaneren Samuel Griffith . (M A O ) . Che Guevara: Guerilla Warfare. Cassel, London. Oversættelse i uddrag af Che Guevaras skrifter af major Harris-C lichy Peterson. (G U E ) T. N. Greene: The Guerilla, and How to Fight Him. Selections from the M A R IN E C O R P S G A Z E T T E . Frederick A . Praeger 1962. Samling af artikler fra ovennævnte blad, der i 1960 påbegyndte en kampagne for studiet af denne særlige krigsform. Bogen har modtaget megen anerkendelse, bl. a. fra afdøde præsident J. F . Kennedy. (G A Z )
Andre betydende publikationer:
George K . Tanham: Communist Revolutionary Warfare. Praeger 1961. Paret & Shy: Guerillas in the Sixties. Praeger 1962. K . V. Nielsen: Den marxistisk-leninistiske krigsteori. Manuskript, H O . Marts 1969. Kungliga Krigsvetenskabs Akademiens Handlinger og Tidskrift, 7/68 og 8/68: Revolutionär gerillakrigföring af H. Stjernsvärd. Jean Lartéguy: The Lost Command. Arrow , London 1966. Skønlitterært værk om de franske faldskærmstroppers kampe i Indokina og A lgier. G iver et romantiseret, men alligevel interessant billede af tiden omkring krigen i Indokina fra en synsvinkel, der ikke sædvanligvis kommer t il orde. Efter m in opfattelse læseværdig. Bernard B. Fa ll: Street without Joy. Revised edition, Praeger. Bernard B. Fa ll: He ll in a Very Small Place. (The Siege of D ien B ien Phu). Praeger, N .Y .