Efter at Krigen mellem Gsterrig og Preussen i 1866 ved sine for denne Stat saa glimrende Resultater i hoi Grad havde henledet den almindelige Opmærksomhed paa den preussiske Armees Organisation, Udrustning og Kampmaade og navnlig paa de langtrækkende, hurtigskydende Bagladevaaben, der for en overfladisk Betragtning stillede sig som den nærmest liggende og langt overveiende Aarsag til de preussiske Seirvindinger, fremkom der som bekjendt i de fleste Militærliteraturer en Mængde Undersogelser af den Indflydelse, som de moderne Udvaabens Udvikling maatte antages at have paa Taktiken.
De fleste af disse Undersøgelser kom, som naturligt var, til et noget ensidigt Resultat; thi de vare nærmest baserede paa Erfaringerne fra en Krig, hvor kun den ene Part havde været i Besiddelse af Bagladegeværer, og hvor tilmed den anden Part i hoi Grad led under Manglen af en intelligent og energisk Førelse. Hvad Under derfor, at Fantasien fik et temmelig rigeligt Spillerum i mange af disse Undersøgelser, og at Bagladevaabnenes vidunderlige Virkninger efterhaanden diskuteredes op til en saadan Høide, at der med dem kun kunde tænkes en defensiv Taktik, og at ethvert Angreb lige over for dem maatte synes umuligt.
Der gjorde sig vel en reaktion mod disse nye Theorier, og det blev med .... forfattere hævdet, at indførelsen af hurtigskydende langtrækkende ildvaaben, altsaa en Gradsudvikling af en enkelt af de faktorer, der betinge Kampmaaden, mulig kan omstyrte de bestaaende taktiske Grundsætninger, Men der blev dog hos Mange en Tvivl eller i hvert Fald en Uklarhed tilbage om, hvorledes Angrebet ligeoverfor de moderne Bagladevaaben vilde stille sig, og man imødesaa derfor med Spænding en Kamp mellem to Hære, der i Henseende til Bevæbning vare hinanden jevnbyrdige.
Tvivlen eller Uklarheden vedrørte imidlertid ikke alene Fodfolkets Taktik, men ogsaa de andre Vaabens. Hvilken Kolle maatte Kavalleriet komme til at spille lige over for de moderne Haandvaaben? Maatte ikke dets Angreb med blanke Yaaben fremtidig betragtes som en Umulighed lige over for de dødbringende Salver ,som Infanteriet i en utrolig kort Tid kunde sende det under Fremløbet? Og Artilleriet, der ogsaa i den nyeste Tid havde modtaget en overordenlig Udvikling i Retning af Eækkeevne og Skudsikkerhed? Hvorledes burde det indrette sin Optræden paa Kamppladsen lige over for de udviklede Haandvaaben, og hvorledes burde det benytte sine potenserede Egenskaber paa bedste Maade, navnlig i Angrebets Tjeneste? Her var omtvistede Spørgsmaal nok, der ventede paa Besvarelse.
Den imødesete Kamp kom allerede i 1870. Den preussiske Armee stod nu ikke lige over for en i Bevæbning underlegen, men snarere overlegen Modstander, og det ovenikjøbet en Modstander, der i en langAarrække havde anseet sig selv og ogsaa var bleven anseet for den første Armee i Europa. Seiren heldede atter paa den mest afgjorte Maade til preussisk Side, og i alle Lande er man nu beskæftiget med at studere denne kæmpemæssige Krig og dens Resultater for deraf at høste Udbytte med Hensyn til fremtidig Krigsføring.
Adskillige store og betydningsfulde Aarsager til Preussernes seneste Seire ere i den Grad ioinefaldende, at de navnlig i det forste Gieblik overordenlig let komme til at indtage den første Plads med Hensyn til Undersøgelse og Bedømmelse. Det er alle de Aarsager, der fremtræde som naturlige Virkninger af den med en beundringsværdig Omhu og Omsigt gjennemførte preussiske Armeeorganisation og den ligesaa beundringsværdige Administrationsevne, som den preussiske Krigsbestyrelse i alle sine mangfoldige Forgreninger har vist sig at være i Besiddelse af, og man seer derfor en betydelig Del af de udenlandske Forfattere, der behandle den sidste Krig, med særlig Forkjærlighed dvæle ved disse Aarsager.
Det er overordenlig interessant og lærerigt at studere disse Aarsager af organisatorisk og administrativ Natur. Men man løber en risiko ved først og fremmest at hengive sig til Studiet af disse Aarsager, og det er den, at man let forseer sig saaledes paa dem, at inan ikke længer betragter de Institutioner, fra hvilke de stamme, som Led i en enkelt Hærorganisme, for hvis heldige Funktion under Krigen de kun danne Grundlaget, men derimod som Led, der i og for sig egne sig til at overføres i enhver Hærorganisme, og hvis blotte Tilstedeværelse er tilstrækkelig til at sikkre denne Organisme en heldig Virksomhed i Kampens Tider.
Naar man ikke vil løbe denne Risiko, er det nødvendigt, førend man fordyber sig i de organisatoriske og administrative Studier, at skaffe sig en Eetttesnor, der kan veilede ved Udfindelsen af det, der i de paagjældende Institutioner er det Væsenlige, det Almengyldige, som det er af Vigtighed for enhver kraftig Hærorganisme at være i Besiddelse af, og en saadan Rettesnor, troer jeg kun, man faaer ved at gjore sig fuldstændig nede for, af hvad Beskaffenhed de Principer ere, der ere komne til Udtryk ved Benyttelsen af de paagældende Institutioner under Krigen, og da navnlig under selve Kampen, der til enhver Tid bliver den egenlige Provesten, af hvad Beskaffenhed saa end Midlerne ere. 16
Det er et lille Bidrag til en saadan Redegjørelse, som jeg har tænkt mig at give ved dette Foredag, idet jeg skal tillade mig at fremsætte min Opfattelse af de Grundsætninger, som have gjort sig gjældende ved den preussiske Ledelse af Kampen i aaben Mark i den sidst afsluttede Krig.
Jeg skal først tillade mig at omtale, hvad der for mig karakteriserer de enkelte Vaabenarters Anvendelse under Fægtning og dernæst berøre de forenede Yaabenarters Taktik og den almindelige Ledelse af Angrebet og Forsvaret.
Fodfolkets Anvendelse under Fægtning i den afsluttede K rig frembyder, saavidt jeg har kunnet bringe i Erfaring, ikke noget væsenlig Nyt fra et dansk Synspunkt betragtet.
Infanteribrigaderne ere saavel til Forsvar som til Angreb optraadte i 2 Træfninger og som oftest med en Fordækning.
I Fordækningen ere udelukkende Kompagnikolonner med fremskudte Skyttelinier anvendte. Forste Træfning er optraadt efter Omstændighederne enten i opdeployerede Batailloner eller i Halvbataillonskolonner — to sammentrukne Kompagnikolonner — eller Kompagnikolonner. Anden Træfning endelig som oftest enten i Bataillonskolonner eller i Halvbataillonskolonner med ringe Intervaller.
Fordækningen gjennemfører Indledningskampen; første Træfning ryster Fjenden ved Ilden fra sine i Linie udviklede Afdelinger, og anden Træfning udfører alene Hovedangrebet eller imodegaaer om fornødent det fjendtlige Angreb.
Saavidt mulig at bringe Fjenden under en stedse mere og mere intensiv, koncentrisk Ild har altid været Hovedopgaven for det preussiske Infanteri.
Egenlige Forandringer i de tidligere Grundsætninger for Infanteriets Taktik, paa Grund af dette Vaabens moderne Bevæbning med hurtigskydende, langtrækkende Bagladevaaben fremviser det preussiske Infanteris Optræden i den sidste Krig saaledes aldeles ikke, og dets Optræden lige over for den endnu bedre bevæbnede Modstander har saa langt fra været reduceret til en mat Positionsfægtning, at det ikke alene altid á tout prix har søgt, men ogsaa med afgjort Held har gjennemfort Offensiven.
Derimod tør man vistnok sige, at den sidste Krig i tilstrækkelig høi Grad har vist, at de moderne Skydevaabens Udvikling har hidført en saadan Modifikation i de taktiske Forhold, at det Middel, som tidligere tjente til at forberede det afgj ørende Stød — Ilden — nutildags ikke alene forbereder, men ogsaa saa at sige maa hidføre selve Afgjorelsen, idet intet Angreb paa en Modstander i en god Forsvarsstilling kan tænkes at lykkes, naar Modstanderen ikke forinden ved en overvældende Ild er saaledes rystet, at Angriberen saa at sige kun behøver at gribe til for at bemægtige sig den fjendtlige Stilling. Med andre Ord: istedenfor at man tidligere kunde nøies med en Indledningskamp, hvis Varighed væsenlig betingedes af Hensynet til egne Foranstaltningers Udførelse, navnlig Recognoscering af den fjendtlige Stilling, Valg af Angrebspunkt og deraf betinget Troppefordeling, og saasnart alle Forberedelser vare trufne, kunde skride til det egentlige Angrebs Udførelse ved at føre et kraftigt Stød mod det udvalgte Punkt, saa maa Indledningskampen nu udstrækkes saavidt, eller rettere, det egentlige Angreb deles saaledes, at ikke alene de nysnævnte Foranstaltninger i Ro kunne udfores, men at ogsaa den fjendtlige Besætning paa Angrebspunktet ved en planmæssig udviklet, aldeles overvældende Ild er rystet saaledes, at den defensive Kraft, som den besidder i sin gode Stilling og sin stærke Ildvirkning er brudt og ikke længer kan blive til Fordærvelse for de angribende Kolonner, der under det sidste Fremløb maae give sig blot for den.
Indledningkampen fordrer altsaa en større Troppestyrke end tidligere, eller maaske nok saa korrekt udtrykt, den Styrke, som tidligere holdtes disponibel til det egenlige Angreb og til Understottelse derfor, kommer nu til at optræde som delt i en Del, der udfører, hvad man vel tor kalde «Ildangrebet», og en anden, der støtter dette, og naar det er tilstrækkelig udviklet, udfører det afgjørende Stød.
Dette Stød kan lige saa fuldt nu som tidligere kaldes et Bajonnetangreb og er udført i enhver Kamp i den afsluttede Krig. Der er Intet, der har forandret dets tidligere Karakter; det kræver blot en længere Forberedelse, og det er lige saa uundværligt nu som tidligere; thi for den blotte Ild, hvor frygtelige end dens Virkninger ere, opgiver en dygtig og modig Modstander ikke sin gode Forsvarsstilling. Angriberen maa vise, at han har Evne til med fysisk Magt at trænge ham ud deraf.
Den antydede Modifikation i de taktiske Forhold medfører med Nødvendighed enkelte formelle Ændringer i Fodfolkets Optræden paa Kamppladsen, og vi see derfor i den sidste Krig, saaledes som jeg tidligere anførte, første Træfning, der skal virke ved Ilden, væsenlig optræde i den for Ildvirkningen gunstigste Formation, Linieformationen, hvorimod anden Træfning ligesom tidligere optræder i Kolonner.
Fra et preussisk Synspunkt betragtet kan det sidste Felttog nok siges dels at have endelig fastslaaet enkelte væsenlige Grundsætninger, der allerede stærkt stræbte at gjøre sig gjældende efter Krigen i 1866, dels yderligere at have udviklet saadanne Grundsætninger. Jeg skal tillade mig at dvæle nogle Oieblikke ved et Par af disse, der vistnok ville findes at fortjene Opmærksomhed.
Som bekjendt reiste der sig i den preussiske Armee efter Krigen imod Gsterrig i 1866 stærke Klager over den Opløsningstilstand, hvori Infanteriafdelingerne stedse havde befundet sig, naar de blot i en ganske kort Tid havde været indviklede i Fægtning, idet hele Kompagnier strax ved Fægtningens Begyndelse opløstes i Skyttelinier, som senere forstærkedes fra andre Afdelinger, hvorved der hurtig skabtes en Forvirring, som gjorde al Kommando illu sorisk.
Jeg tillader mig at anføre dette som en bekjendt Kjendsgjerning; thi jeg har ikke alene selv erholdt denne Opfattelse efter Gjennemlæsningen af saavel den preussiske som den østerrigske Generalstabs Beretninger om Krigen i 1866 samt forskjellige efter Krigen udkomne tydske Skrifter af taktisk Natur; men jeg har hidtil overalt hørt denne Opfattelse bekræftet af danske og fremmede Officerer, med hvem jeg har talt. Kun et eneste Sted — i det sidste Hefte af Tidsskrift for Krigsvæsen har jeg seet en æret Forfatter have en modsat Anskuelse og fremhæve den mønsterværdige Orden hos det preussiske Fodfolk under Fægtningerne i 1866.
Jeg troer derfor nok at kunne sige, at det var Erkjendelsen af den nys berørte Kjendsgjerning, der i Preussen efter 1866 fremkaldte en reglementarisk Forskrift for, at den nærmeste Understøttelse for Skyttelinien stedse skal afgives af samme Kompagni, som har udsendt Skytterne, og denne Ordning, der i den sidste Krig har hæmmet Forvirringen og i det Mindste bevaret Kom pagni-Kommandoforholdet, synes nu ikke alene at have vundet fuldstændig Hævd, men endog at have hidført en yderligere Bestræbelse efter ogsaa at sikkre Bevarelsen af BataillonsKommandoforholdet ved som Regel at lade enhver Bataillon i første Træfning optræde med en Halvbataillon i selve denne Træfning og to Kompagnikolonner i Fordækningen.
Bataillonen maa vistnok endnu stedse betragtes som den taktiske Enhed i det preussiske Infanteri, og dens normale Fægtningsformation er en Kolonne, aldeles svarende til den danske Bataillonskolonne. Allerede i 1866 viste det sig imidlertid umuligt for en Bataillonskommandeur umiddelbart at føre sin Bataillon under Fægtning, saasnart den ikke indtog en Plads i Reserven. I alle andre Tilfælde medførte Fægtningsforholdene og Bataillonens betydelige Størrelse — i Reglen over 900 Mand — strax en Opløsning i Halvbatailloner eller Kompagnikolonner, hvis Bevægelser Bataillonskommandeuren ikke var vant til at lede paa lignende Maade som tidligere en Brigadekommandeur sine Batailloner, og som derfor strax slap ud af hans Haand. Efter 1866 blev derfor Delingen i Halvbatailloner under Fægtning tilladt; men disse fik endnu ikke noget egentligt Præg af at være taktiske Enheder. Som saadanne kan man vel sige, at Halvbataillonerne som Kompagnikolonnerne ere optraadte i den sidste Krig; men der synes at være en stærk Formodning for, at Kompagnikolonnen i en nær Fremtid reglementarisk maa komme til at danne det preussiske Fodfolks taktiske Enhed.
Med Opgivelsen af Bataillonen som taktisk Enhed maa selvfølgelig ogsaa Bataillonskarréen antages at ville forsvinde. Om dens Undværlighed synes de fleste Forfattere at være enige.
Man har hidtil i taktiske Udviklinger og Afhandlinger, efter at have omtalt Infanteriet, i Almindelighed pleiet at gaae over til Rytteriet, der lige saa vel som Fodfolket var et Vaaben, som kunde gjennemføre det egenlige afgjørende Hovedstød med blanke Vaaben, og sluttelig behandlede man saa Artilleriet, der var et Hjælpevaaben for de to andre og ikke selv kunde udføre det egenlige Angreb, men blot indlede det og bortrydde Hindringer for det.
Efter den Modifikation i de taktiske Forhold, som jeg nylig har omtalt, anseer jeg det for naturligere at omhandle Artilleriet i umiddelbar Forbindelse med Fodfolket, fordi Artilleriet fremtidig paa Grund af sin Beskaffenhed nødvendig maa komme til at spille en overordentlig betydelig Rolle under den Del af det egenlige Angreb, som jeg tillod mig at betegne ved «Ildangrebet» — det egentlige Kjærnepunkt i Nutidens og den nærmeste Frem tids Kampe — hvorimod det ikke kan antages, at Kavaleriet i større Afdelinger fremtidig vil kunne hævde sin tidligere Plads ved Siden af Infanteriet under det egenlige Stød.
Artilleriet er vistnok den Vaabenart, for hvis vedkommende den sidste krig i størst omfang har givet taktikken en frugtbringende udvikling.
Det preussiske Feltartilleri er i saa godt som alle Fægtninger optraadt i forreste Kække lige fra Kampens Begyndelse til dens Slutning, og det ikke i mindre Afdelinger — Batterier, Halvhatterier og Delinger — som umiddelbar Understøttelse for det kæmpende Infanteri, men i større Afdelinger paa flere Batterier — Artillerimasser — der selvstændig have forberedet Angrebet og paa virksomste Maade deltaget i dette.
Denne Maade at anvende Feltartilleriet paa har baaret glimrende Frugter overalt og maa vistnok siges at være i fuldeste Harmoni med den Modifikation i de taktiske Forhold, der er hidført ved de moderne Skydevaabens Udvikling.
Jeg sagde tidligere, at intet Angreb paa en Modstander i en god Forsvarsstilling kan tænkes at lykkes, naar Modstanderen ikke ved en overvældende Ild er saaledes rystet, at hans Forsvarskraft ikke alene i fysisk men ogsaa i moralsk Henseende er fuldstændig brudt. Men en nødvendig Følge af dette Forhold er, at A rtilleriet — det Vaabon, hvis Ildvirkning ikke alene i moralsk Henseende er størst, men som ogsaa paa lang Afstand er istand til at bortrydde fjendtlige Dækninger og gjore Modstanderen Opholdet utaaleligt i Forsvarsliniens faste Holdepunkter — kan og bør spille en overordentlig fremragende Rolle ved Forberedelsen og Gjennemforelsen af ethvert Angreb.
Den Betragtning, der fører til den antydede Anvendelse af Artilleriet under Angreb, medfører som en Selvfølge en lignende Anvendelse af Artilleriet under Forsvar, idet Forsvareren kun derved kan haabe at bekæmpe A n grebsartilleriet og hindre dettes ødelæggende Virkning baade paa sin levende og sin døde Forsvarskraft.
Den Part, der paa Kamppladsens afgjorende Punkt kan bringe de største Artillerimasser til virksom Anvendelse, maa vistnok antages fremtidig at kunne være temmelig sikker paa at gaae af med Seiren.
Den paapegede Anvendelse af Feltartilleriet kræver med Nødvendighed, at det stedse, naar Fægtning kan ventes, er ved Haanden i tilstrækkelig Styrke, og at der altsaa anvises dets Gros Plads i Teten af Marchekolonnerne, hvad der ogsaa stedse er fulgt som Kegel af Preusserne i sidste Krig. Men en næsten ligesaa nødvendig Betingelse er det, at de Batterier, der ere tildelte enhver af de større kombinerede Armeedele — Divisioner og Armeekorps — ere taktisk forbundne i større selvstændige Afdelinger under en fælles Chef, og at disse Afdelinger allerede i Fredstid ere vante til og indøvede i at optræde samlede. Ogsaa denne Betingelse er som bekjendt fyldestgjort i det preussiske Feltartilleris Organisation og Øvelser.
Med Hensyn til Artilleriets Kampmaade havde der forinden sidste Krig dannet sig en temmelig udbredt Forestilling om, at det langtrækkende riflede Skyts vilde hidføre en saadan Modifikation i Feltartilleriets tidligere. Optræden paa Kamppladsen, at det fremtidig mere vilde stræbe at bevare enkelte gode Stillinger endogsaa paa langt Hold end søge at komme Fjenden nærmere og nærmere ind paa Livet, efterhaanden som Udviklingen af Fægtningsforholdene tilstedede det.
Denne Anskuelse, der støttede sig til en Betragtning af Infanterivaahnets udvidede Virkningssfære samt den formindskede Kardæskvirkning ved det riflede Skyts, men navnlig til den Betydning, som man mente at burde tillægge Værdien af en nøiagtig Indskydning i en engang valgt Stilling, medens en Formindskelse af Afstanden med nogle hundrede Alen ikke kunde antages at have Betydning for det riflede Skytses Skudsikkerhed selv paa meget betydelige Distancer — denne Anskuelse synes kun tildels at være bekræftet ved den sidste Krigs Erfaringer.
Efter de foreliggende Beretninger at domme har det preussiske Feltartilleri ganske vist tillagt en opnaaet god Indskydning fra en fordelagtig Stilling stor Vægt og ikke opgivet denne Fordel for maaske at vinde en mindre fordelagtig Stilling noget nærmere inde paa Fjenden; men paa den anden Side har det dog af al Evne stræbt at komme Fjenden saa tæt ind paa Livet, som Forholdene paa nogen Maade tillode, og ofte ikke skyet overordenlig store Tab baade af Personel og Materiel for at hævde en Stilling i virksom Nærhed af Fjenden. Det preussiske A rtilleri har, saavidt jeg veed, i Reglen ikke aabnet Ilden paa længere Afstande end c. 2000 Alen, og benyttet Le iligheden, saa snart den gaves, til yderligere at formindske denne Afstand.
Grunden til denne Afvigelse i Praxis fra den nys antydede theoretiske Betragtning maa vistnok søges i den Omstændighed, at Observationen af de første Nedslag, hvoraf Indskydningen i en Stilling afhænger, under virkelige Fægtningsforhold og i et nogenlunde kuperet Terrain viser sig at være forbundet med Vanskeligheder paa længere Afstande, hvorimod den foregaaer hurtigt og let paa mindre Afstande, hvor man har Maalet liggende umiddelbart foran sig og alt saa dels fra første Færd kan bedømme Afstanden temmelig noiagtigt, dels kan observere Nedslaget med det ubevæbnede Oie. Under alle Omstændigheder bliver Skydningen paa lang Afstand langsommere end paa kort Hold og taber derved væsenlig baade i moralsk og fysisk Virkning.
Jeg skal dog ikke tilbageholde den Bemærkning, at det ligger nær at antage, at den omfangsrige og ofte meget hensynsløse Anvendelse af det preussiske Feltartilleri under den sidste Krig væsenlig er fremkaldt ved OAsket om saa meget som mulig at støtte det preussiske Infanteri lige over for dets bedre bevæbnede franske Modstander, eller med andre Ord, at kompensere den Underlegenhed, hvori det preussiske Tændnaalsgevær befandt sig lige over for Chassepotgeværet. Man tor derfor maaske ikke af det afsluttede Felttogs Kampe drage den Slutning, at den Anvendelse af Artilleriet, som de have baaret til Skue og som — hvad der jo tidligere er fremhævet — iøvrigt maa antages at være i god Harmoni saavel med dette Vaabens Natur som med Skydevaabnenes Udvikling og Betydning i Nutiden, vil gjentage sig fuldstændig i samme Omfang og med lige saa megen Hensynsløshed i fremtidige Kampe, hvor der er nogenlunde Ligevægt mellem de kæmpende Infanteriers Bevæbning.
For Rytteriets Vedkommende synes den afsluttede Krig fuldstændig at have bekræftet de Slutninger, hvortil man lededes efter Krigen i 1866.
Man tør vistnok efter denne Krigs Resultater paastaae, at Rytteriet i større Afdelinger — Reservekavaleriet fremtidig kun undtagelsesvis, under ganske særlige Forhold, vil kunne finde Anvendelse under Fægtningens indledende og afgjorende Momenter, og at dets Virksomhed paa Kamppladsen i Reglen vil være indskrænket enten til at forfølge den slagne Fjende eller dække Tilbagetoget imod Modpartens forfølgende Rytteri.
Grunden hertil maa selvfølgelig søges i saavel Artilleriets som Infanteriets overordentlig udviklede Ildvirkning, der dels saa at sige fuldstændig umuliggjør en Rytterattaque imod en godt opstillet og blot nogenlunde intakt Afdeling af disse Vaaben, deels nødsager Kavaleriet til at holde sig i saadanne Distancer fra Ildlinien, at det bliver umuligt for dot at passe de for dets Angreb gunstige Momenter.
Jeg udtalte for, at til Trods for den overveiende Betydning, som der maatte tillægges «Ildangrebet» i Nutidens Kampe, maatte der dog ligesom hidtil, naar Ilden havde udfort den forønskede Virkning, udføres et afgjorende Stød mod den fjendtlige Stilling for effektivt at fortrænge Fjenden og bemægtige sig Stillingen. Man kunde maaske deraf ledes til at gjore den Indvending imod den nys dragne Slutning, at naar der skal udføres et Stød, og dette først kan udføres, naar Fjendens Forsvarskraft er brudt baade i moralsk og fysisk Henseende, saa er Forholdet jo uforandret som hidtil, og der er en lige saa vid Mark for Reservekavaleriets Anvendelse som forhen.
Ved en saadan Indvending vilde man imidlertid efter min Anskuelse oversee det væsenlige Moment, at Reservekavaleriet ikke vil kunne være saaledes ved Haanden som tidligere, og at følgelig det gunstige Moment til dets Indgriben ikke rigtig kan afpasses, naar man da ikke til ingen Nytte vil lade Rækkerne decimere i dets Afdelinger, der i og for sig ere kostbare, og for hvilke der er en saa overordenlig vigtig og paatrængende Anvendelse, saasnart det afgjorende Stod er ført.
Men selv om man vilde sætte sig ud over dette Hensyn, saa maa det ikke oversees, at om end den fjendtlige Modstandskraft ved en overlegen Ild er saaledes brudt, at et sluttet energisk Angreb af friske Fodfolksafdelinger vil lykkes, saa staaer det til at befrygte, at Fjenden overalt, hvor han indtager en af Terrainet blot nogenlunde begunstiget Position — og det maa dog antages at finde Sted i det langt overveiende Antal Tilfælde — vil besidde Kraft nok endnu til at udsende de Salver mod de frembrusende Rytterkolonner, som ville være tilstrækkelige til at afvise disses Angreb.
Omstændighederne kunne ganske vist med Nødvendighed kræve en saadan Anvendelse af Kavaleriet, og vi træffe ogsaa i den sidste Krig et Exempel paa en saadan Anvendelse i Slaget ved Vionville. Nød bryder alle Love, siger jo et gammelt Ord, og har man først opbrugt sit Forraad aflnfanteri, ja saa betænker vel neppe nogen Feltherre sig paa at sende Kavaleriet frem til det afgjorende Angreb. Men under normale Forhold bør sikkert fornuftigvis den Tanke ligge til Grund for Løsningen af enhver taktisk Opgave: at naae Resultatet ved de simpleste Midler og de færreste Offre — og en nødvendig Konsekvens af denne Tanke synes det mig at være, at det ordenligvis bør tilkomme Fodfolkets 2den Træfning at udføre det Stød, som dets 1ste Træfning har banet Veien for ved sin Ild. Afdelingerne i denne 2den Træfning kunne være og ere altid ved Haanden, uden at lide uforholdsmæssig af den fjendtlige Ild, paa Grund af deres store Evne til at drage Fordeel af enhver nok saa ringe Dækning, som Terrainet tilbyder; de kunne endvidere benytte mangen en dækket Adgang til den fjendtlige Stilling, som Kavaleriet ikke er istand til at benytte, og endelig koster deres Angreb aldrig blot tilnærmelsesvis saa meget som et Rytterangreb.
Hvad der gjælder Kavaleriets Anvendelse i større samlede Afdelinger — Reservekavaleriet — gjælder imidlertid ikke Rytteriet i mindre Afdelinger — Divisionskavaleriet — om hvilket det vistnok med Føie tør antages, at det endnu fremtidig med Held vil kunne finde Anvendelse under selve Fægtningen. Saadanne mindre Afdelinger ville nemlig lettere kunne finde dækkede Opstillinger i Ildliniens umiddelbare Nærhed, hvorfra de itide kunne opdage de for dem gunstige fjendtlige Blottelser, der frembyde sig under den lokale Fægtnings Udvikling og i rette Tid benytte disse til et hurtigt Angreb, under hvilket de nys berørte gunstige Omstændigheder og deres forholdsvis ringe Styrke vil beskytte dem imod den fjendtlige Ilds ødelæggende Virkninger.
Under den afsluttede K rig har det tydske Kavaleri dels været samlet i selvstændige Divisioner, dels regimentvis været tildelt Infanteridivisionerne.
I Slaget ved Vionville, der dog vistnok snarere maa siges at have Karakter af en stor Rekognoscering end et egenligt Feltslag, deltoge to Kavalcridivisioner umiddelbart i Fægtningen og led enorme Tab, uden, paa en enkelt fortvivlet Attaque nær, at opnaae noget tilsvarende Resultat, og den Anvendelse, som her fandt Sted af Kavaleriet, maa vistnok alene tilskrives den Omstændighed, at der ikke havdes tilstrækkelig Infanteri til Raadighed. løvrigt have Kavaleridivisionerne som saadanne, saavidt mig bekjendt, ikke nogensteds taget umiddelbar Del i Fægtningerne, hvorimod Divisionskavalériet ved flere Le iligheder skal have ydet god Nytte, maaske dog navnlig i Krigens sidste Halvdel lige over for den franske Republiks improviserede Batailloner og Batterier, der i høi Grad savnede indre sammenhold og en lignende understøttelse.
Kavaleriets Hovedanvendelse i Felten synes mig ifølge den sidste Krigs Erfaringer væsenlig at maatte falde udenfor de større Kampe, ved Forfølgning, ved Streifpartier mod Fjendens Tilførselslinier, ved hurtig Besættelse af fremskudte vigtige Punkter o. a. 1., men fremfor alt ved Sikkrings- og Rekognosceringstjenesten, — De betydningsfulde Frugter, det preussiske Kavaleries Virksomhed i denne Retning har baaret under den sidste Krig, ere almindelig bekjendte og fortjene sikkert i allerheieste Grad Opmærksomhed; men en Omtale af dette interessante Emne vilde føre ud over dette Foredrags Grændser.
De forenede Vaabcnartcrs Taktik i det forløbne Felttog er allerede tilstrækkelig karakteriseret ved de fremførte Bemærkninger.
Det Eiendommelige i Forhold til den tidligere Taktik er navnlig Artilleriets i høi Grad forøgede og Kavaleriets formindskede Betydning under den egenlige Kamp.
Hovedbestræbelsen ved alle de preussiske Angreb er stedse gaaet ud paa et overvældende koncentrisk Angreb imod Modstanderens svageste Fløi. Mod Angrebspunktet rettedes en Ild af Infanteri og Artilleri, der voxede i Intensitet og blev mere og mere koncentrisk, efterhaanden som Afstanden formindskedes, indtil endelig Fjendens Modstandskraft kunde antages brudt, og det endelige ligeledes koncentriske Infanteriangreb uden uforholdsmæssige Tab kunde føres frem imod Punktet.
Denne Angrebsmaades Begrundelse i Erkjendelsen af den saa ofte omtalte Modifikation, der er indtraadt i de taktiske Forhold ved Skydevaabnenes Udvikling, er i den Grad klar og iøinefaldende, at det ikke behøver nærmere at paavises, og Methoden var i den Grad erkjendt i den preussiske Hær, at for den Sags Skyld lige godt enhver af dens Stabsofficerer og maaske mange afdens Subalternofficerer kunde have ledet ethvert af de store Feltslag; thi den preussiske Armee besad en overordenlig Fordel, der gjorde Anvendeisen af denne Angrebsmethode ganske særdeles simpel og fet Den var Modstanderen i den Grad numerisk overlegen, at der altid var Tropper nok til med overlegen Styrke baade at engagere hole den fjendtlige Front og dertil fuldstændig at overfioie denne paa dens svageste Flei.
De preussiske Angreb fra den sidste Krig lade altsaa forsaavidt endnu det taktiske Sporgsmaal ubesvaret: hvorledes udføres et Nutidsangreb under nogenlunde lige Styrkeforhold mellem de kæmpende Parter? Men jeg antager dog, at der i selve Methoden og den Erkjendelse, hvorpaa den er baseret, ligger en Besvarelse af dette Sporgsmaal. Det er jo nemlig klart, at naar Styrkeforholdene ere nogenlunde lige, maa, ligesom tidligere, et talentfuldt Arrangement af Angrebsstyrkens Fordeling, saaledes at der tilveiebringes en lokal Overlegenhed paa Angrebspunktet, bøde paa den manglende totale Overmagt. Floicne ville imidlertid i dette Tilfælde ofte ikke være de tilraadeligste Angrebspunkter, navnlig ikke naar Fronten har en betydelig Udstrækning, da man isaafald let kunde sætte sin Eetraiteretning paa Spil ved en mulig Offensiv fra Modstanderen paa et andet Punkt af Frontlinien. Det i strategisk Henseende svageste af Stillingens fremspringende Punkter er da vistnok det, der i Almindelighed maa siges at være det naturlige Angrebspunkt, og at frembyde tilnærmelsesvis de samme gunstige Betingelser for Angrebet som Fløiene, idet det ogsaa paa et saadant Punkt er muligt at koncentrere en aldeles overlegen Ild. Det er de samme Hensyn, der gjøro sig gjældende ved dette Valg som ved Valget af en udadgaaende Vinkel til Angrebspunkt i Fæstningskrigen.
Preusserne have i det forløbne Felttog just ikke havt megen Ledighed til at vise, hvorledes Forsvaret paa rette Maade bør organiseres lige over for et Angreb af samme Beskaffenhed som deres eget. Men en simpel Betragtning af de Synspunkter, der gjore sig gjældende for Angrebets Vedkommende, forekommer mig at maatte føre til det Besultat, at enhver Forsvarer, der nutildags vil gjøre sig Haab om med Held at hævde sin Stilling og eventuelt gribe Offensiven eller blot at kunne holde Stillingen i nogen Tid, i langt høiere Grad end tidligere maa være betænkt paa et Forsvar efter sin Stillings Dybde, navnlig paa de sandsynlige Angrebspunkter — altsaa Fføiene, hvis disse ikke ere støttede til Terrainhindringer, eller Stillingens fremspringende Punkter.
Ved et Forsvar efter Dybden forstaaer jeg et Forsvar, baseret paa de samme Grundsætninger, som ligge til Grund for de permanente Befæstningsanlæg, altsaa et Forsvar, der bagved den fremskudte Modstand i Udenværket, byder Angriberen et nyt Bolværk i Hovedvolden og derefter atter et nyt i Reduiten. Kun ved et saadant ved Terrainforholdene — supplerede ved flygtige Forskandsninger og Troppedispositionerne begunstiget sukcessivt Forsvar troer jeg det vil være muligt for Forsvareren enten tilsidst at udtømme og bryde Angriberens Kraft, saa at han kan gjøre sig Haab om at kunne gaae offensivt tilværks, eller dog i hvert Fald opholde Angriberen i en længere Tid og tilføie denne Svækkelser og Tab.
En nødvendig Konsekvens af den for Artilleriet tidligere udviklede Kampmaade vil det formentlig være, at det ikke udstykkes til Frontliniens enkelte Dele og navnlig ikke til dens fremspringende Punkter, hvor dets Ild vilde blive divergerende, og hvor det vilde savne den fornødne Plads, men derimod opstilles i hensigtssvarende, lidt tilbagetrukne Stillinger, der navnlig paa de sandsynlige Angrebspunkter bor have en saadan Udstrækning, at der kan blive Plads til flere Batterier.
For bedre at fremstille Tanken, der ligger til Grund for et saadant Forsvar, skal jeg tillade mig at fremsætte et Exempel.
En Division — 2 Infanteribrigader á 2 Halvbrigader eller Regimenter á, 3 Bataillonor, 1 Afdeling Feltartilleri paa 4 Batterier og 1 Rytterrregiment m. m. — skal besætte en fremspringende Deel uf en Forsvarsstilling. I Tilfælde af et Hovedangreb kan Divisionen forstærket med 1 Afdeling Feltartilleri á 4 Batterier fra Armeekorpsreserven.
Besættelsesmaaden fremgaaer af den vedfeiede Figur PI. I.
Stillingens aabne Front bor selvfølgelig om mulig dækkes ved passive Hindringer.
En saadan Besættelses- og Forsvarsmaade som den foromhandlede er i Principet bragt til Anvendelse ved de preussiske Forsvarsstillinger udenfor Paris, og skal der have vist sig overordenlig heldig, selv ved Cerneringens Begyndelse, førend de preussiske Forskandsninger havde antaget deres senere, omfattende Karakteer, idet den franske Angrebskraft allerede var udtømt, naar den havde bemægtiget sig en Del af den yderste Forsvarslinie, og som oftest ikke engang forslog til at naae saa vidt. Vel maa det herved tages i Betragtning, af hvilken Kvalitet de franske Tropper vare, om hvilke der her er Tale, og i hvor ringe Grad de forstode at bringe deres Modstanders Angrebsprinciper til Anvendelse; men jeg troer dog, man maa indrømme, at der til Grund for dette preussiske Forsvarsprincip ligger den samme klare Erkjendelse af de taktiske Forholds Natur i Nutiden, som træder frem i deres Angrebsmaade og de enkelte Vaabenarters Anvendelse under Kampen.
Det er denne Erkjendelse, forplantet gjennem alle Trin af Befalingsmænd i Hæren, og udtrykt gjennem en omhyggelig Forberedelse og Uddannelse af samtlige Troppeafdelinger, der navnlig synes mig at karakterisere den preussiske Ledelse af Kampene i den afsluttede Krig, langt mere end nogen egenlig genial Benyttelse af de forhaanden værende Midler under bestemte konkrete Forhold i de enkelte Fægtninger. Overkommmandoen kan godt i Løbet af samme Fægtning vexle baade 3 og 4 Gange — det er det samme almindelige Princip og den samme almindelige Erkjendelse, der gaaer igjen overalt; og de enkelte Armeedele behøve blot at høre Kanonernes Torden for at følge Lyden og paa fornuftig Maade gribe ind i Fægtningen de vide saa at sige uden Undtagelse, hvad det dreier sig om, og hvad der efter de foreliggende lokale Forhold maa have været den Kommanderendes Villie.
