Log ind

Den polske Hærs Tilintetgørelse og de tyske Panserdivisioners Andel deri

#

Selv om mangt og meget endnu venter paa sin endelige Opklaring, er man dog naaet saa vidt, at man med nogenlunde Sikkerhed kan angive de Motiver, der har ligget til Grund for den af Marskal Smigly-Rydz udarbejdede Plan for Polens Forsvar.

Marskal Smigly-Rydz’ Person har været meget omdisputeret. Efter at have været til Genstand for en sand Tilbedelse i den Tid, som gik forud for de Begivenheder, som medførte hans Lands Ruin, bærer han nu overfor den offentlige Mening Ansvaret for det uhørte Tilbageslag, som omstyrtede Polens Uafhængighed. Det skal straks siges, at det ikke var nogen let Opgave at forsvare det polske Territorium, indesluttet som det var paa de tre Sider af Tyskland eller Lande, der var besat af tyske Tropper. Man har bebrejdet Marskallen, at han har villet forsvare alle Polens Grænser og navnlig Provinsen Posen, der skød sig ind som en Kile i Tyskland mellem to Tænger, der dannedes af Østpreussen mod Nord og Slovakiet mod Syd. Denne Kritik har unægteligvis vist sig berettiget, men det kan formentlig have sin Interesse at undersøge, hvad der muligvis har bragt Marskallen ind paa denne Tanke. I Tiden før Verdenskrigen doceredes, at Terrainet som saadant ikke havde nogen Betydning, men alle Anstrengelser burde sammenfattes i den ene at vinde Sejren. Dette Synspunkt har imidlertid efter Verdenskrigen været Genstand for en Omvurdering, idet man nu slog fast, at Maalet for Dækning og Koncentration maatte være at dække de industrielle og frugtbare Zoner, der vilde være nødvendige for Landets Økonomi under Krigen. Det er saaledes dette Synspunkt, der foranledigede Frankrig til at skyde sin Maginotlinie helt frem til Grænsen. Saadanne Overvejelser har muligvis ledet Marskal S.-R. ind paa ikke uden Kamp at overlade Fjenden den rigeste Halvdel af den polske Jord, de store Sletter ved Warthe og Industricentret ved Katowitz og Kielce, Omraader, der var af vital Betydning for Landet. Ved at trække Forsvaret tilbage bag Vandlinien Narew—Weichsel—San opstod ogsaa det uheldige Forhold, at Hovedstaden, Warschau, lige fra Felttogets Begyndelse kom til at ligge i forreste Linie, og at man paa Forhaand maatte opgive saavel Korridoren som den nyskabte Havn ved Gdynia.

*) Se Kortskitsen i Milt. Tidsskr. Side 429/1939.

Dette er naturligvis Momenter, der kunne tænkes at have paavirket Beslutningen om at skyde Forsvaret frem til Grænsen, men Spørgsmaalet maatte da blive, var den polske Hær stærk nok til at yde et saadant Forsvar? Dette maa absolut besvares benægtende, hvad Kendsgerningerne viser med tilstrækkelig Tydelighed. I Polen var man daarligt orienteret om den tyske Hærs Tilstand og undervurderede saavel dens Styrke som dens Kampkraft paa samme Tid, som man synes at have været tilbøjelig til at overvurdere egne Kræfter. Man var nærmest betænkt paa at føre Krigen offensivt mod Tyskland ud fra den Forudsætning, at Størstedelen af de tyske Tropper var bundet mod Vest ved Frankrigs Grænse. Det var Marskallens Tanke samtidigt at trænge ind i Østpreusen og Schlesien og at binde de tyske Kræfter i Pommern og Slovakiet for at forhindre dem i at gribe forstyrrende ind i Operationerne. En sammenhængende befæstet Linie langs Grænsen vilde have været af afgørende Betydning for Realisationen af denne Plan, men en saadan Linie fandtes ikke og vilde for øvrigt have været økonomisk uoverkommelig for Polen, naar man tager i Betragtning, at Grænsen mod Tyskland og Slovakiet havde en Længde af 1400 km og paa intet Sted var støttet af naturlige Forhindringer. (Til Sammenligning skal anføres, at Maginotlinien ikke overstiger 350 km, hvoraf Halvdelen løber langs Rhinen).

Den polske Hær manglede i høj Grad moderne Materiel: Kampvogne, Antitankskyts, Flyvemaskiner og Luftværnsskyts. Faren for et Angreb gik for sept op for den polske Regering, der ganske vist havde vedtaget et Oprustningsprogram, som dog kun delvis var bragt til Udførelse i September 1939. Hvert Fodfolksregiment skulde saaledes have 9 Antitankkanoner, men kun ved enkelte Divisioner havde man naaet dette Antal, medens der ved de andre ikke var mere end 2—3 pr. Regiment. Fredsstyrken var paa 30 Divisioner, hvortil kom 10 Divisioner, der skulde opstilles ved Mobilisering. Af det samlede Antal, 40, skulde ifølge den lagte Plan ca. % eller ialt 28 Divisioner, fordelt i 5 Arméer paa 4—6 Divisioner, fremsendes til Grænsen. Denne Dækning var meget spredt og usammenhængende. 1 Gennemsnit fik hver Division en Front paa 50 km at besætte. Hovedparten af Dækningstropperne blev bragt paa Krigsfod fra 15’ August til 1’ September ved tre paa hinanden følgende Indkaldelser. Til Arméen paa yderste venstre Fløj naaede kun een Division, medens det ikke lykkedes de andre, der først oprettedes under den almindelige Mobilisering, at forene sig med denne. Resten af den polske Hær, 10 Divisioner, blev først stillet paa Benene ved den almindelige Mobilisering og skulde koncentreres i Egnen omkring Kielce—Radom, altsaa paa den venstre Bred af Weichsel, nordvest for dens Sammenstød med Sanfloden. Denne Styrke skulde danne en Hovedreserve, og Marskallen tænkte paa at anvende den mod højre Fløj af en tysk Hær, hvis den agtede at rykke fra Schlesien mod Warschau, og mod venstre Fløj, hvis Hæren marcherede langs Øvre-Weichsels Floddal mod Krakau og Lemberg. Dette var i stoi'e Træk den polske Hærs Dispositioner. En officiel Angivelse af den tyske Angrebshærs Styrke foreligger ikke, men det samlede Antal Divisioner anslaas til 60, hvoraf 26 tilhørte den nordlige Armégruppe under General von Bock og 34 den sydlige under General von Rundstedt. Af de 60 Divisioner var de 15 Panserdivisioner, fordelt saaledes:

BILLEDE HER

Da disse Panserdivisioner kom til at spille en stor Rolle for hele Felttogets Afgørelse, skal de her gøres til Genstand for en noget nærmere Omtale. De tunge Panserdivisioner havde til Opgave at gennembryde den fjendtlige Front og de lette at eklairere og trænge ind i Fjendens Ryg for derved at berøve ham Muligheden for at udføre et Tilbagetog. Under Felttoget i Polen kom Inddelingen i lette og tunge Divisioner ikke ganske til sin Ret, idet begge Kategorier tog Del saavel i Gennembrydningen af Fronten som Aktionen i Fjendens Ryg, hvilket bl. a. skyldtes den Omstændighed, at den polske Hær blev overrumplet og befandt sig i en Tilstand, hvor den var ude af Stand til at yde alvorlig Modstand. Panserdivisionerne bestod ikke alene af de egentlige Pansertropper, men der var tildelt dem motoriserede Fodfolks-, Artilleri- og Pionerafdelinger, for at de kunde holde det erobrede Terrain, indtil andre Troppeafdelinger kom til, afvise mindre fjendtlige Modangreb, bekæmpe Panserafdelinger, anlægge Forhindringer, samt for at kunne istandsætte ødelagte Kunstbygninger saasom Flodovergange, Veje o. desl.. Disse Divisioner var altsaa saaledes organiserede og udstyrede med saadanne Midler, at de kunde føre en selvstændig Kamp uafhængig af andre Tropper. Overraskelsen ved den tyske Hærs voldsomme Offensiv bragte hurtigt saa store Forstyrrelser ind i alle de polske militære Organer, at Samarbejdet blev stærkt rystet. Den almindelige Mobilisering blev først vedtaget den 30’ August, Dagen før den tyske Hær brød ind over Grænsen. Fra den 1’ September ødelagde de tyske Luftfartøjer — efter at have gjort sig til Herre i Luften ved at angribe de polske Flyveeskadriller i deres Hangarer og gøre det omliggende Terrain ubrugeligt til Start — Jernbanelinier, bombarderede Garnisoner eller Troppesamlingspladser for Reserverne og generede eller hindrede med Mitrailleuseild Færdslen paa Vejene i en saadan Udstrækning, at Planen for at sætte Hæren paa Krigsfod ikke kunde gennemføres. De 5 Hærgrupper, der skulde sikre Grænsen, naaede ikke de i Forvejen anviste Steder, men samledes i forskellige temmelig planløst valgte Stillinger, i Dagevis overladt til sig selv og uden indbyrdes Forbindelse. Hovedreserven, som skulde koncentreres omkringe Kielce—Radom, blev ikke samlet der, kun nogle enkelte Divisioner naaede den fastsatte Zone. Resten kom stykkevis og blev næsten alle slaaede enkeltvis af Tyskerne. For at Mobiliseringen skulde være forløbet regelmæssigt, maatte den have været beordret 14 Dage i Forvejen. Saaledes forsagede Ledelsen allerede fra Felttogets Begyndelse. Efter det heldige Udfald af de første Frontkampe, og medens de tyske Flyvere bombarderede og beskød med Mitrailleuser Bagterrainet, trængte de lette og svære Panserdivisioner gennem Fronten og angreb Stabe, Batterier og Kommandoorganer. Derpaa stødte de videre frem mod de polske Forbindelseslinier for at afskære Troppernes Tilbagetog, der hurtigt bragtes i en kritisk Situation. Lavtgaaende Flyvere hindrede alle Bevægelser, især gik det ud over det hestetrukne Artilleri, der hurtigt fik Bespændingerne skudt bort og maatte efterlade Materiellet. Medens polske Styrker kun kunde bevæge sig om Natten, stod hele Dagen med fuld Sikkerhed til Raadighed folde tyske Enheder.

Til alt dette kom, at den tyske Offensiv i høj Grad favoriseredes af en Tørkeperiode, som omformede Vejene til en haard og kompakt Masse, medens Floderne havde saa lidt Vand, at Kampvognene ofte kunde passere dem ved Vadestederne. Saaledes tvungen af Omstændighederne besluttede Marskal S.-Pc. sig til at optage Kampen i Vandlinien Bug—Weichsel— San og for at forskaffe Tropperne det fornødne Pusterum til Omfordelingen af Kræfterne, gav han Arméerne i Pommern og Posen, som var blevet afskaaret fra Mellem-Weichsel ved de tyske Troppers Fremrykning mod Warschau, Ordre til at angribe den fra Breslau over Lodz mod Warschau fremrykkende Fjende i venstre Flanke. Dette kraftige Modangreb gav Anledning til en Pcække heftige Kampe, der forlængedes til Zonen Kutno—Lowicz—Skierniewice og førte for saa vidt til et Pcesultat, som det forsinkede Tyskernes Fremmarch mod Warschau og Mellem-Weichsel, men det kunde dog ikke forhindre Tyskerne i at trænge over Bug og San og saaledes omgaa den polske Hær i Nord og Syd. Æren herfor tilkommer i væsentlig Grad de tyske Panserdivisioner, der under deres Fremtrængen uden Vanskelighed gennembrød de polske Troppers Front. De fra Østpreussen og Pommern frembrydende Pansertropper udførte denne Manøvre langs Weichsels nedre Løb, medens de fra Generalerne Blaskowitz og Reichenaus Hære søgte at forhindre Polakkernes Overgang over Sanfloden. Og endelig trængte Panserdivisioner fra General Kuchlers Hær frem i Retning mod BrestLitowsk og besatte saavel Narew- som Bugovergangene. De nævnte Panserdivisioners Fremtrængen foregik saa hurtigt, at man maa gaa ud fra, at de ikke har mødt nogen videre Modstand. Saaledes tilbagelagde en af General Blaskowitz’ Panserdivisioner 250 km paa 8 Dage i sejrrige Kampe mod den 21’ polske Fodfolksdivision. Det lykkedes den at trænge ind i en af Warschaus vestlige Forstæder, men den var ikke i Stand til at holde sig der, ikke paa Grund af de anlagte Barrikader og Spærringer, men simpelt hen fordi den ikke kunde tage Kampen op med Forsvareren, der havde sat sig fast i Husene. En Huskamp formaaede Panserdivisionen ikke at optage, dertil maatte man have Fodfolk, og saadant havde man ikke ved Haanden i tilstrækkelige Mængder. Tilsidst maatte Divisionen trække sig tilbage og deltog i Kampene omkring Kutno, hvor en Del af den polske Hær var omringet. Den her omtalte Virksomhed af de tyske Panserdivisioner forhindrede den polske Hær i rettidigt at komme over paa højre Weichselbred.

Da der nu heller ikke længere var nogen Mulighed for at standse Fjenden langs Vandlinien, besluttede Marskal S.-R. at samle de sidste Rester af den polske Hær, der befandt sig paa polsk Jord i den sydlige og sydøstlige Del af Landet, i en Stilling syd for Lemberg med Ryggen mod Rumænien. Her var der nogen Mulighed for, at Polakkerne kunde have holdt igen i nogen Tid, saa meget mere som den tyske Sydhær var i en lidt vanskelig Situation ved Lemberg, og to Panserdivisioner, der havde stødt frem i denne Egn, var bleven stærkt medtagen af Polakkerne. Men da saa Russerne den 17’ September overskred den østlige Grænse og angreb Polakkerne i Ryggen, var alt tabt. Marskal S.-R. tænkte et Øjeblik paa at begive sig til Warschau, som stadig holdt sig, men han var bange for at blive afskaaret fra de polske Tropper, som endnu holdt sig syd for de Pontinske Sumpe, og foretrak derfor sammen med Regeringen at gaa over den rumænske Grænse i Haab om derfra at kunne øve nogen Indflydelse paa disse Tropper. Den rumænske Regering holdt imidlertid strengt paa Neutralitetsreglerne og internerede Marskallen. Herefter var den polske Hær uden nogen fælles Ledelse, og skønt isolerede Troppeafdelinger i mange Tilfælde kæmpede, til den sidste Patron var bortskudt, kunde den polske Hær ikke undgaa sin Skæbne at blive tilintetgjort. De tyske Panserdivisioners Andel i det for Tyskland saa heldige Felttog er gentagne Gange og med Rette fremhævet. Modsætningen mellem Udseendet af Kampene paa den franske Front i 1918 og Operationerne i Polen 21 Aar efter er slaaende. I 1918 var Offensiven betinget af Artilleriet; Fodfolket gjorde langsomme Fremskridt bag et kraftigt Ildtæppe, Kampvognene rykkede langsomt frem foran Angrebstropperne, og Flyvernes Virksomhed indskrænkede sig nærmest til Rekognoscerings- og Efterretningstjeneste for de paa Landjorden kæmpende Kræfter. Det mindste Fremstød kostede enorme Anstrengelser og alvorlige Tab. I 1939 optræder de rask fremsendte Panserdivisioner paa de polske Sletter som selvstændige, let bevægelige Enheder, der under Bevægelseskrigen har faaet tildelt for dem afpassede Opgaver. I Verdenskrigen lærte man Stillingskrigen at kende, i Begyndelsen af denne Krig ser man den mekaniserede Krig udfolde sig. De store Resultater, som Panserdivisionerne opnaaede i Polen, kan maaske let føre til en overdreven Vurdering af deres Virkning og Anvendelse i fremtidige Felttog, som et Vaaben, der uden Hjælp af andre Vaaben, kan tilvejebringe en Afgørelse. Ved Bedømmelsen heraf maa imidlertid tages i Betragtning, at Kampen i Polen blev ført under saa heldige Omstændigheder, som kun sjældent vil forekomme. Ligeledes maa det erindres, at der som altid stadig opfindes nye Midler til en virksom Bekæmpelse af dem. For øvrigt synes Russernes Anvendelse af Kampvogne i den finske Krig netop at tyde paa, at en saadan Overvurdering har fundet Sted i den russiske Hær, en Overvurdering, der kostede dem dyre Lærepenge.

C. Fock.