Den paatænkte Overgang til Skaane 1809

Af Kapitain A. Tuxen.

Oiden Freden i Roskilde 1658 har Øresund udgjort en Del af Danmarks Østgrændse. Vore Digtere have ganske vist kaldt det en «Grændse, som skiller ej», og denne Paastand kan maaske i Aandens Verden have en vis Gyldighed; men i politisk og militær Henseende har Sundet i langt over to Aarhundreder været en solid Skillelinie, som vel i Krigstider er bleven overskredet, men som stedse, naar fredelige Tilstande gjenoprettedes, paany er kommet til at danne Grændseskjellet mellem de to ufordragelige Naboer.

Som rimeligt var, kunde man i Danmark ikke let glemme, at Sundet fra ældgammel Tid i hele sin Udstrækning havde beskyllet danske Strande, og næppe vare Saarene fra Frederik III.’s og Carl Gustavs Krige nogenledes helede, før man gjorde et kraftigt Forsøg paa at erobre de tabte skaanske Provindser tilbage. I Løbet af Aaret 1676 indtog Christian V næsten hele Skaane, og skjøndt hans Hære bleve slagne ved Halmstad, Lund og Landskrona, beholdt han dog fast Fod derovre lige til 1679, da Ludvig XIV lagde sit tunge Lod i Vægtskaalen til Sverrigs Fordel og paany gjorde Sundet til Grændselinie mellem de nordiske Magter.

Tredive Aar senere gik en dansk Hær atter over Sundet, men denne Gang blev Sagen hurtigere afgjort; Nederlaget ved Helsingborg (10. Marts 1710) var i den Grad afgjørende, at Resterne af den slagne Armee skyndsomst maatte gaa tilbage til Sjælland, og siden den Tid har ingen større dansk Troppestyrke betraadt Skaanes Grund.

Aarsagen til at Frederik IV.’s Forsøg paa at tilbagetage Skaane saa komplet mislykkedes, maa ikke blot søges i de svenske Vaabens Overlegenhed; den ligger i Virkeligheden langt dybere. Medens Skaanes Befolkning i den skaanske Fejdes Tid endnu var helt dansk og paa enhver Maade støttede den danske Hærs Foretagender, saa var den, inden den store nordiske Krigs Udbrud, bleven i ikke ringe Grad «forsvensket» og havde tildels tabt sine Sympathier for sine gamle Landsmænd, der nu af de Fleste betragtedes som Fjender. 1 Tidens Løb kom Skaaningerne fuldstændigt til at betragte sig som Svenske; men hertil tog de ældre Tiders Statsmandskunst ikke Spor af Hensyn, Nationalitets-Principet er en forholdsvis ny Opfindelse, og de danske Anslag mod Skaane, ja mod hele Sverrig, kunne spores gjennem hele det 18. og et Stykke ind i det 19. Aarhundrede. Skjøndt Spændingen af og til var saa stærk, at en Katastrofe syntes uundgaaelig, blev Freden kun brudt en eneste Gang (1788), og Angrebsobjektet var da ikke Skaane, men den gamle norske Provinds Baahus Len. Forholdet mellem Nationerne blev dog aldrig hjerteligt; selv om politiske Hensyn undertiden tvang dem til at optræde i Fællig, ulmede det gamle Had stadigt under Asken.

1 Begyndelsen af det 19. Aarhundrede havde Danmarks og Sverrigs ydre Politik tilsyneladende det samme Maal: at hævde Nordens Neutralitet; men da Gustav IV. Adolf i Aaret 1805 tiltraadte den 3die Koalition mod Frankrig, skiltes Vejene. Med uimodstaaelig Vælde trængte Napoleon frem mod Ruslands Grændse, Svenskerne fordreves fra Pommern, og Ruslands og Preussens Monarker bleve tvungne til at slutte Fred i Tilsit 7. Juli 1807. Denne Fred blev skjæbnesvanger for begge de nordiske Magter. En hemmelig Artikel i Traktaten blev Aarsag til Englændernes Overfald paa Kjøbenhavn; og Sverrig maatte med Tabet af Finland betale sin Vægring ved at følge Ruslands Exempel og slutte sig lil Frankrig. Forgjæves havde Kejser Alexander søgt at formaa Kong Gustav til at tiltræde Forbundet mod England og lukke sine Havne for dette Riges Handelsflaader, Opfordringen blev ikke taget til Følge, og den kejserlige flaandskrivelse, som den russiske Minister Alopæus i Oktober 1807 overrakte den svenske Konge, blev besvaret paa en saadan iMaade, at det blev ensbetydende med en Krigserklæring. Et Fredsbrud kunde saa meget mindre undgaas, som Kong Gustav gjennem den engelske Regjering vidste, at det i Tilsit var bleven aftalt, at Rusland ved Erobringen af Finland skulde tvinge Sverrig til at slutte sig til Kontinentalsystemet.

Man kan ikke fortænke Svenskerne i, at de vægrede sig ved at tiltræde Forbundet mod England. En Lukning af Havnene var ensbetydende med en frivillig Opgivelse af den største Del af Udenrigshandelen og en Standsning af Produktionen paa mange Omraader; men det er dog et Spørgsmaal, om Krigen mod Rusland i Øjeblikket ikke var en endnu større Ulykke; thi det var højst sandsynligt, at dette Rige ikke vilde komme til at staa ene i Kampen; der var meget, som tydede paa, at den dansk-norske Stat vilde slutte sig til den østlige Stormagt for i Fællesskab med den at afgjøre de mange Stridsspørgsmaal, der i Aarhundreder havde ventet paa deres Løsning. Danmark var jo i Krig med England, og det ønskede følgeligt at tilføje dette Land saa megen Skade som muligt; kunde det bidrage til at stænge de svenske Havne for de engelske Flaader, vilde det med Glæde bringe store Offre. Desuden havde Kong Gustav nylig krænket den danske Nationalstolthed ved den ostentative Maade, hvorpaa han havde vist sin Glæde over, at det var lykkedes Englænderne at tage Kjøbenhavn og bortføre den danske Orlogsflaade. At der i Danmark herskede stor Forbitrelse mod England, og at det gamle Had til Sverrig under disse Forhold fik ny Næring, er saare naturligt; men i al Politik er Lidenskaben kun en slet Raadgiver. Krigen mod England var en stor Ulykke; men dersom man nu ogsaa begyndte en Fejde mod Sverrig, vilde Krisen blive endnu vanskeligere at gjennemgaa. Danmark vilde nu blive fuldstændigt magtesløst paa Søen, idet Englænderne kunde benytte de svenske Havne som Basis, og «naar Sverrig blev Danmarks Fjende, betød dette, at en af vore vigtigste Handelsforbindelser baade for Ind- og Udførsel var afspærret, og at den landværts Forbindelse med Norge var umuliggjort« 4). Kun under een Forudsætning kunde Krigen mod Sverrig forsvares, den nemlig, at man var istand til at føre den med en saadan Kraft og Energi, at Modstanderen blev fuldstændigt knust; men en saadan Krigsførelse var, som det viste sig, under de forhaandenværende Omstændigheder saa vanskelig, at den næsten var umulig; i alt Fald for Frederik VI. og hans Raadgivere.

Den 21. Februar 1808 brød et mindre russisk Korps ind i Finland, og 8 Dage senere blev den danske Krigserklæring udfærdiget2); den blev dog først den 14. Marts overrakt den svenske Konge. Sverrigs Forsvarsvæsen var kun i maadelig Stand. Landets samlede Indbyggerantal var 2,984000; men Hæren talte kun omtrent 50000 Mand, c. 1,7 °/o af hele Befolkningen3). Rigtignok havde man en «Vargering« *) paa 17000 Mand, der skulde stoppe Hullerne i den egentlige Armee, men denne Erstatningsreserve var kun til paa Papiret. Flaaden talte 11 Linieskibe og 8 Fregatter, foruden en Skjærgaardsflaade paa 273 Fartøjer; men en stor Del af dette betydelige Materiel var i ubrugbar Stand4). Saavel Land- som Søforsvaret lede af store Mangler og Brøst; der fandtes hverken Penge eller Krigsforraad, og Kongen, som stadig stolede paa overnaturlig Bistand, forsømte alt. lstedetfor at sikre sig engelske Subsidier og ved deres Hjælp sætte sin Hær og Flaade paa Krigsfod, sad han roligt paa Gripsholm fordybet i Studiet af Johannes Aabenbaring. Først den 2. Marts vaktes han af sin Dvale ved Tidenden om Russernes Indfald i Finland. Dagen efter befalede han Vargeringens Indkaldelse, og den 5. Marts gav han Kontreadmiral Baron Cederstrøm Ordre til at løbe ud fra Carlskrona med en Eskadre. Samme Dag fik Oberst Tibell, Chef for det topografiske Korps og Vicepræsident i Krigskollegiet, Ordre til at møde paa Gripsholm.

Med Tibell, som blev udnævnt til Generaladjutant for Armeen, drøftede Kongen nu de indkomne Efterretninger. De løde betænkeligt nok. Det hed sig, at Danmark rustede af al Kraft, 20000 Franskmænd vare rykkede ind i Hertugdømmerne, medens en lige saa talrig Styrke af danske Einietropper stod paa Sjælland, og endelig havde 30000 norske Soldater Ordre til at holde sig marchefærdige. Tibell raadede Kongen til strax at afsende Skibe til de danske Farvande; en Reservehær burde opstilles ved Ørebro, og de Øverstkommanderende i Grændsedistrikterne skulde samle de under deres Befaling staaende Tropper og lægge dem i Kantonnementskvarterer nær Grændsen. Hovedvægten skulde dog lægges paa Forsvaret af Finland, heldigt var det, om Russerne kunde bringes til et Hovedslag. Tibells Memorial, som han allerede indgav den 0. Marts, indeholder endnu en stor Mængde Forslag Krigsberedskabet vedrørende, men Kong Gustav tog kun faa af dem tilfølge.

Rygterne om de Franskes Indmarche i Hertugdømmerne foranledigede Kong Gustav til at afæske den danske Gesandt i Stockholm, Grev Carl Moltke, en Forklaring om den danske Regjerings Hensigter. Svaret blev snart givet; den 14. Marts overrakte Gesandten den svenske Udenrigsminister Krigserklæringen, som Dagen forinden var kommen ham i Hænde. Nu var Situationen klar nok; Sverrig befandt sig i Krig med begge sine Nabomagter, der støttedes af Frankrig. Kun fra England kunde der ventes Hjælp. Under 10. Marts havde Parlamentet vedtaget en Alliancetraktat, der tilsagde Sverrig en maanedlig Subsidie af 100000 Pd. Sterling, medens der yderligere lovedes det Understøttelse af Tropper, Skibe og Krigsfornødenheder5). Det blev nu besluttet at opstille 2 Armeer mod Danmark-Norge. En Sydarmee under Feltmarechal Baron Toli samledes i Skaane, medens en Vestarmee under General Baron Armfelt sammendroges ved den vestlige Grændse. Det var Kongens Plan at gaa angrebsvis tilværks imod Norge, skjøndt Tibell anbefalede at forholde sig defensivt paa denne Kant for i fornødent Fald at kunne forstærke Sydarmeen. Lykkedes det at afværge de Danskes Landgangsforsøg, burde alle undværlige Tropper sendes til Finland. Kongen fastholdt imidlertid sin Plan. Et Indfald i Norge vilde blive støttet af Englænderne, der ogsaa vilde kunne hindre alle Angrebsforetagender fra de danske Øer.

I Løbet af Foraaret og Sommeren 1808 øgedes de svenske Stridskræfter betydeligt ved Hjælp af nyoprettede Vargerings- og Landeværnsafdelinger. Det havde sikkert været bedre at stikke det nye Mandskab ind i de gamle Regimenter, men Kongen foretrak at opstille nye Batailloner. 30000 unge Mænd indkaldtes til Landeværnet; men denne improviserede Institution havde kun ringe Værd, Mandskabet var fuldstændig uøvet, og man manglede baade Klæder, Vaaben og brugbare Befalingsmænd til denne nyskabte Hær. Kun langsomt forsynedes disse Tropper med det allernødtørftigste, smitsomme Sygdomme rasede imellem dem , og Rækkerne vare stærkt udtyndede, inden de kom i Berøring med nogen Fjende.

Angrebet paa Norge blev iværksat; men det blev ført med for svage Kræfter og havde derfor ingen Fremgang. Flere Gange tilføjede den norske Hær Svenskerne ret betydelige Nederlag, og den 19. Maj fik Armfelt Ordre til at forlade Norge og tage Stilling indenfor den svenske Grændse. Da intet tydede paa, at Nordmændene vilde gaa offensivt tilværks., og da Lykken i Slutningen af April havde været den finske fiær gunstig, foreslog Tibell at sende et større Korps mod Russerne, der for ham vare de farligste Fjender; men nu havde Kongen sat sig i Hovedet, at han vilde angribe Sjælland. En engelsk Flaade paa 200 Skibe med 10000 Mand Landgangstropper ombord var midt i Maj ankret ved Winga ud for Göteborg, og denne Styrke skulde nu benyttes til Angrebsforetagender mod Danmark. Kongen udkastede en Plan til at erobre Kjøbenhavn fra Sø- og Amagersiden; han besluttede at samle 20000 Mand svenske Tropper i Skaane, befalede Generalfelttøjmesteren at sende alt disponibelt svært Skyts til Landskrona, og gav Ordre til i sidste Øjeblik at støbe Kanoner og Morterer. Den engelske General Moore afslog imidlertid alle Opfordringer til at indlade sig paa et saadant Foretagende, om hvis Uudførlighed den svenske Hærs ledende Mænd paa Forhaand vare fuldt overbeviste, og Kongen, der havde faaet den, for Resten aldeles rigtige Tanke, at Norge bedst erobredes gjennem en Okkupation af Sjælland, maatte opgive sin nye Plan. Han søgte nu at formaa Englænderne til at deltage i et nyt Angreb paa Norge eller til at gaa med til Finland; men alt var forgjæves. Den 3. Juli afsejlede den engelske Hjælpehær, som havde været yderst misfornøjet med sit Ophold ved de svenske Kyster. Tropperne havde slet ikke faaet Lov til at komme iland, men havde levet i 6 Uger som Arrestanter paa deres egne Skibe. Ethvert Haab om Angrebsforetagender mod den dansk-norske Stat var nu skrinlagt, og den 30. Juni begav Kongen sig til Aalandsøerne, hvor han forblev til den 5te November, medens hans Farbroder, Hertug Carl af Södermanland, fik Kommandoen over Tropperne i Sverrig med Tibell til Generaladjutant.

Fra dansk Side havde man alt fra Krigens Begyndelse omgaaedes med Angrebsplaner mod Sverrig. Vel havde Napoleon ikke villet stille franske Hjælpetropper til Danmarks Raadighed; men han havde beordret Prindsen af Ponte Corvo til med en fransk Hær, støttet af et dansk Korps, at bemægtige sig det sydlige Sverrig. Der blev i Danmark truffet store Forberedelser til at modtage de egentlig ikke kjærkomne franske Gjæster, og der blev samlet et betydeligt Materiel for at overføre Tropperne først til Sjælland og siden til Skaane; men Frankrig satte ikke synderlig Kraft ind paa Udførelsen af Planen, som i Grunden allerede var opgivet midt i April 1808. Fra dette Tidspunkt af indskrænkede den franske Hjælp sig til, at en større Styrke laa fordelt paa Halvøen og Øerne for at afværge mulige fjendtlige Landgangsforsøg. I Juli og August gjorde de spanske Tropper, som udgjorde det franske Korps’ Hovedstyrke, Oprør, og nu var det sidste Haab om virksom fransk Bistand udslukt. Denne fuldstændig værdiløse Hjælp kostede Danmark 23,514069 Frcs.e), og disse Penge kunde unægtelig have været bedre anvendte.

I Løbet af Efteraaret 1808 var det lykkedes Russerne at besejre den finske Hærs haardnakkede Modstand og at erobre hele Finland. Ved Nytaarstid stode de to fjendtlige Armeer hver paa sin Side af Kemi-Elven; der herskede Vaabenstilstand imellem dem, men den kunde opsiges med 5 Dages Varsel. Ogsaa ved den svensknorske Grændse hvilede Vaabnene; men den Vaabenstilstand, som Prinds Christian August, Øverstbefalende i det Søndenfjeldske, den 7. December havde tilstaaet de Svenske, kunde opsiges med 48 Timers Varsel.

Denne Ro var dog kun foreløbig. Den var som Havblikket før Stormen. I Horisonten trak mørke Skyer op, og i Sverrigs Indre kunde Hvirvelstormen bryde løs, hvad Øjeblik det skulde være. Kong Frederik VI. vilde ikke gaa ind paa en Vaabenstilstand, og endnu mindre vilde han indlade sig paa de Forhandlinger om en Separatfred, hvortil Kong Gustav gjennem Oberst Borgenstjerna i Oktober havde indbudt ham. Han vilde føre en Erobringskrig, og hans Ønskers Maal var at fratage Sverrig saa store Landstrækninger, at Danmark og Norge kom til at danne en kompakt Enhed. Hertil behøvede han imidlertid Ruslands virksomme Bistand, og Kejser Alexander var, efter at have erobret Finland, meget villig til at trænge dybere ind i Sverrig. Han udtalte først i December for den danske Gesandt i St. Petersborg, Kammerherre Blome, at han vilde lade sine Tropper gaa over Torneaa-Elv og den botniske Bugt, saa snart Isforholdene tillode det, og at han forventede, at Kong Frederik vilde støtte ham ved at sende et norsk Korps mod Umeaa. Blome mente, at dette Punkt laa for højt mod Nord, derimod ansaa han det for sandsynligt, at den nordenfjeldske Armee kunde gaa frem mod Herjedalen og Jemteland, medens Christian August rykkede over Grændsen og bemægtigede sig Carlstad ved Wenern. At sidstnævnte General var ifærd med egenmægtigt at slutte Vaabenstilstand, anede Blome ikke. Men senere meddelte den danske Regjering ham, at de russiske Hære, som faldt ind i Sverrig, skulde faa al mulig Hjælp og Støtte fra Norge. Vaabenhvilen var kun en militær, ikke en politisk Forholdsregel. Kejseren vilde imidlertid have sat endnu mere Pris paa, om Danmark ogsaa havde kunnet angribe Skaane; men et saadant Foretagende fandt Blome saa voveligt, at han ikke mente at turde gaa nærmere ind paa det. Selv om de russiske, danske og norske Hære samtidigt vare trængte ind i Sverrig, havde de dog en Stund maattet operere hver for sig; thi Samfærdselsforholdene vare saa vanskelige, at Danmark fra medio December til medio Februar var ganske uden Efterretninger fra Norge.

Skjøndt Blome ikke havde turdet give Rusland noget Tilsagn om en aktiv Optræden af den danske Hær mod det sydlige Sverrig, og skjøndt man nu fra dansk Side for Franskmændene fremstillede en Overgang over Øresund som meget farlig, næsten umulig, saa var det dog Frederik VI.’s kjære stadige Tanke ad denne Vej at gjøre et Erobringstog ind i Sverrig. Men han vilde afgjøre Sagen uden Frankrigs Medvirken, da han selv vilde være Herre over de erobrede Landes Skjæbne. Om denne Plan blev Kejser Alexander underrettet, og han omfattede den med levende Interesse.

Efter Englændernes Bortgang 1807 var der med stor Kraft taget fat paa den danske Hærs Reorganisation, og i Løbet af det følgende Aar var man naaet til et i høj Grad anerkjendelsesværdigt Resultat. Landeværnsinstitutionen, der ved Kjøge havde faaet sit Banesaar, var resolut kastet overbord, og man havde faaet en ny og langt bedre Reservehær, idet hvert Regiment havde faaet 2 saakaldte annekterede Batailloner, medens de lette Korps hver havde faaet een saadan; ogsaa Artilleriet fik et større Antal annekterede Kompagnier. Ved Nytaarstid 1809 talte den danske Hær foruden Garderne 13 Regimenter Fodfolk å 4 Batailloner, 5 lette Korps å 2 Batailloner, 9 Regimenter Rytteri og 10 Kompagnier og Batterier Feltartilleri med 144 Piecer samt et Sapeurkorps. Desuden raadede Kongen over en Del Garnisonstropper, adskillige Frikorps og talrige Lokaltropper, Borgervæbning, Kystmilits o. L. En stor Mængde Batterier beskyttede Kysterne, og med uhyre Arbejde og store Offre havde man skabt et nyt Søværn, der, skjøndt det kun talte faa søgaaende Skibe, førte et efter Omstændighederne ret aktivt Forsvar og væsentlig bidrog til, at Forbindelsen mellem Landsdelene aldrig blev fuldstændigt afspærret.

Denne store Styrke existerede ikke blot paa Papiret, den var vel organiseret og efter den Tids Forhold godt udstyret og bevæbnet. Befalingspersonalet var, især i de lavere Grader, særdeles godt, Rytteriet var godt beredent og vel øvet, de andre Vaabenarter gik stadigt fremad i Brugbarhed. Den lange Fredsperiode havde naturligvis sat sine Spor; der fandtes selvfølgelig megen Stivhed og Ebehjælpsomhed; men Feltlivet vilde snart have bragt mere Smidighed tilveje. Der er ingen Tvivl om, at den danske Hær kunde have gjort god Fyldest mod enhver Fjende; men i hele den lange Krig fik den kun sjeldent Lov til at optræde aktivt.

Reorganisationen havde ogsaa omfattet Hærens Bestyrelse. Der var bleven oprettet en Generalstab, bestaaende af en Generaladjutant — og en Generalkvartermesterstab, som skulde staa i Spidsen for den egentlige Administration, medens Feltkommissariatet varetog de til Forplejningsvæsenet hørende Sager. Til et Vinterfelttog mod Sverrig kunde der kun være Tale om at benytte Linietropper, særlig dem, der laa Øst for Store Bælt. Ved Nytaarstid 1809 laa der paa Sjælland og Smaaøerne foruden Garderne 21 Liniebatailloner, 5 lette Batailloner, 25 Eskadroner og et betydeligt Artilleri; men disse Tropper vare tildels spredte i Kantonnementer langs Kysterne. Paa Fyen og Langeland stod der 5 Liniebatailloner foruden nogle Detachementer; disse Tropper kunde vel ikke paaregnes som Led i Angrebshæren; men de kunde dog maaske nok føres over til Sjælland og hjælpe med til at dække denne vigtige 0 i Hovedhærens Fraværelse. Men naar disse Afdelinger vare gaaede bort fra Fyen, fandtes der Vest for Store Bælt ikke en eneste Liniebatailion.

Medens den danske Hær endnu var uberørt af Krigslivets Anstrængelser, var den norske Armee temmelig medtaget af de i det forrige Aars hæderlige Felttog udstandne Strabadser. Mangelfuld Beklædning og mindre god Forplejning havde foraarsaget megen Sygdom; ved flere Brigader var over en Tredjedel af Styrken for Tiden ukampdygtig. Alligevel kunde Norge vistnok, naar det skulde være, sende 10— 12000 Mand over Grændsen; men saa maatte en Del af Fæstningernes Garnisoner rykke i Felten, hvad der vel nok kunde forsvares. Det Værste var, at de til Norge grændsende svenske Provindser vare stærkt udpinte, og at Landets egne Forraad ikke vare overvættes store; men hvis den danske Hær gik angrebsvis tilværks, kunde den dog regne paa aktiv Bistand fra Norge7). Frederik VI. kunde saaledes støtte Russerne med 35000 Mand for største Delen friske Tropper, hvad der vilde have været tilstrækkeligt til at kue Svenskernes paa dette Tidspunkt stærkt svækkede Modstandskraft. Fra England kunde Sverrig ikke vente Hjælp. General Moore var alt sejlet bort i Juli, og skjøndt den engelske Krigsflaade dvælede usædvanligt længe i vore Farvande og endnu paa Aarets sidste Dag blokerede Indløbet til Øresund, blev den dog ved Nytaarstid af Vejrforholdene tvungen til at gaa tilbage til England, med Undtagelse af 5 Rangskibe, der under Admiral Keats Kommando lagdes i Vinterleje ved Göteborg8). Først midt i April 1809 viste de engelske Krydsere sig paany, og den 6. Maj ankom Admiral Saumarez med en stor Flaade til Göteborg8). Lige til dette Tidspunkt var Sverrig altsaa henvist til sine egne Kræfter.

Som tidligere omtalt stod Feltmarechal Baron Toil i Skaane med den saakaldte Södra Armee. Midt i Maj 1808 raadede ban over c. 6000 Kampdygtige; men denne Styrke forøgedes i Juni Maaned ved Tilgang dels af nyoprettede Vargeringsbatailloner, dels af Lifgrenadierbrigaden og Smaalandske Dragonregiment til henad 11000 Mand, hvortil der yderligere kom henad 1700 Landeværnssoldater10). Da Gustav IV opgav Angrebsplanerne mod Sjælland, afgik en Del af Toils Tropper til Vestra Armeen; i Juli Maaned fik han ny Tilgang af Landeværn, saa at han havde 11000 Mand under Vaaben. Ved Efterretningen om Spaniernes Oprør svandt Frygten for dansk-franske Landgangsforetagender, og nu blev Södra Armeen beordret til at afgive Lifgrenadierbrigaden, der skulde gaa til Aalandsøerne. Undervejs fik Brigaden Befaling til at vende om; midt i September kom den tilbage til Skaane, men efter faa Dages Hvile sendtes den til Gefle. Nogle Landeværnsbalailloner tilgik da det skaanske Hærkorps, men det var kun en maadelig Erstatning. 1 Oktober Maaned 1808 stod der i Skaane en Styrke, som paa Papiret talte 9351 Mand11).

Samlet Styrke: 9 Batailloner, 28 Eskadroner og 7 Batterier, 4659 Mand Infanteri, 2925 Mand Kavaleri og 659 Mand Artilleri, i Alt 8244 Kombattanter12). Fodfolket var den svageste Del af Södra Armeen. Det var lidet talrigt og kun af ringe Værd; derimod vare de to andre Vaabenarter tilstede i rigelig Mængde, og deres indre Værd var langt større end Fodfolkets. Da Russerne og Nordmændene bandt Størstedelen af den nu kun 37000 Mand stærke svenske Armee, kunde Toil ikke gjøre Regning paa nogen betydelig Forstærkning; dog bemyndigedes han ved Generalordre af 19., 21. og 24. December 1808 til i fornødent Fald at rekvirere en Del af Lifgrenadierbrigaden, en Bataillon af Jönköpings Regiment, Resten af Smaalands Dragonregiment og Elfsborgs Regiment. Som det senere skal ses, kaldtes nogle af disse Tropper i Løbet af Vinteren 1809 til Skaane. Södra Armeen var, som det fremgaar af Fortegnelsen over Stabskvartererne, ikke samlet; det inddelte Rytteri laa i Reglen i Distrikterne, de Mørnerske Husarer og de Smaalandske Dragoner bevogtede Kysterne 13).

Medens de Danske efter Englændernes Bortgang i rigt Maal havde forsynet Kysterne med Sk&ndser og Batterier, synes man i Sverrig ikke at have truffet synderlig vidtgaaende defensive Forholdsregler i den Retning*). Der fandtes i det sydlige Sverrig saa at sige ikke et eneste fast Holdepunkt. Göteborgs Volde vare tildels sløjfede, kun Bastionerne stode endnu tilligemed et Par gamle murede Værker, Kronan og Lejonet. Elfsborgs Værker vare bievne forstærkede med et Par Batterier. Ved Kongelf fandtes Rudera af Baahus Slot, ved Warberg et gammelt Kastel og ved Halmstad nogle forældede Fæstningsværker. Øresundskysten var kun mangelfuldt forsvaret; ved Høganæs, Bergshallsodde og Helsingborg fandtes nogle svage Batterier, flveen, som Kong Gustav havde villet forsyne med kraftige Værker, laa uden noget Værn; derimod var Landskrona et nogenlunde stærkt Punkt. Det gamle Slot var bestykket, og ved Havnen laa der et Par ret anselige Batterier; men Volden om Byen var sløjfet, kun Graven var endnu bevaret. Syd for Byen ved Barsebæck fandtes et større Batteri; ogsaa Malmøs gamle Værker vare tildels bevarede, skjøndt deres T ilstand kun var maadelig. Ystad var forsynet med svage Skandser, og saavel denne By som Malmø og Landskrona rummede en Del af Skjærgaardsflaaden. Det stærkeste Punkt i Skaane var Christianstad; men de Oversvømmelser, som dannede denne Fæstnings væsentligste Værn, vilde i en streng Vinter fryse til. Selve Værkerne vare forældede og forfaldne. Den 20 Fod høje Hovedvold var kun tildels beklædt, Gravene vare fra 60— 200 Fod brede; der fandtes ingen andre Udenværker end en dækket Vej og nogle Raveliner. Af stor Betydning var endelig Carlskrona; men denne Krigshavn var ikke nogen egentlig Fæstning. Dens Beliggenhed i Skjærene gjorde den vanskelig at tage fra Landsiden, naar Vandet var aabent; men naar Frosten indfandt sig, vare de Brohoveder, som forsvarede Dæmningerne, der førte til Byen, ikke svære at omgaa. Besætningen bestod af 3 saakaldte Volontairregimenter og en Del «Baadsmænd»; den ansloges til benåd 3000 Mand 14).

Hverken den skaanske Armee eller de skaanske Fæstninger vare saaledes istand til at lægge synderlige Hindringer ivejen for den danske Hær; men Landets naturlige Beskaffenhed vilde byde denne mange Vanskeligheder at overvinde. Gjaldt det kun om at okkupere selve Skaane, vare de endda ikke saa store; thi i det Hele og Store er denne Provinds ikke væsentligt forskjellig fra Danmark; men man maatte absolut rykke langt højere op mod Nord for at faa en fornuftig strategisk Grændse og for at kunne række Russerne og Nordmændene Haanden. Jo længere man kom mod Nord, desto vanskeligere blev imidlertid Terrainet, og desto siettere bleve Vejene. Den danske Regjering var naturligvis ikke ukjendt med disse Forhold; under hele Krigen sørgede den omhyggeligt for Efterretningsvæsenet, og Sverrig var bleven berejst i forskjellige Retninger baade af Militære og Civile. Det synes dog at have skortet paa gode Kaart, og det lader ikke til, at man har besiddet nogenlunde paalidelige Planer over Fæstningerne. Major E. P. Tscherning, Inspekteur paa Frederiksværk, havde saaledes inden Krigens Udbrud efter allerhøjeste Befaling foretaget en Rejse fra Helsingborg langs Vestkysten til Gøteborg, derfra over Wenersborg, Mariestad, Ørebro, Westeraas til Stockholm, hvorfra han tiltraadte Hjemrejsen over Nykøping, Norrkøping, Eksjø, Carlskrona, Carlshamn, Christianstad og Helsingborg. Af hans talrige Rapporter, der ideligt suppleredes, faar man et ret godt Begreb om Vejforholdene i de skaanske Provindser, Smaaland og Egnene om Midtsverrigs store Søer. Vejene, selv Hovedvejene, vare ofte meget vanskelige; i vedholdende Regntider og ved Tøbrud vare de tildels impassable. Paa store Strækninger vare Hovedvejene kun 12 Alen brede; snart førte de gjennem Mosedrag, snart gjennem tykke Skove, snart snoede de sig gjennem snevre Dale, paa den ene Side begrændsede af stejle Fjælde, paa den anden af rivende Elve. Talrige Vandløb maatte passeres, og paa lange Strækninger dannede Vejene Defileer. Fra Helsingborg til Gøteborg var Vejen nogenlunde fremkommelig, de væsentligste Hindringer vare Hallands Aas, Lagan, Atran og nogle mindre Vandløb, som dog alle vare forsynede med Træ- eller Stenbroer; Terrainet var temmelig bakket, Nord for Falkenberg sumpet. Der var ikke mange Defileer paa denne Strækning, og Skovene vare ikke særligt ufremkommelige. Terrainet mellem Wenern og Wettern var i det Hele vanskeligt passabelt, opfyldt som det var med Søer, Moser, Vandløb og Skove; selve Vejenes Forfatning var alt andet end god, hvad der ogsaa gjaldt Egnen Vest for Hjelmarn; derimod var Vejen Nord for denne Sø fra Ørebro over Westeraas til Enkøping ret god og overskuelig, medens det sidste Stykke til Stockholm vel var godt anlagt og vedligeholdt, men førte igjennem et meget kuperet Terrain. A f endnu værre Beskaffenhed end den vestlige Vej var den østlige, der fra Christianstad over Carlshamn, Carlskrona, Emmeboda, Eksjo, Linkoping og Norrkoping fører til Stockholm; den var overmaade rig paa Defileer, gik langs Søer og over Vandløb, snart gjennem bakket, skovbevoxet, bjergrigt Terrain, snart over Moser og flade, oversvømmede Enge. Særlig vanskeligt var Terrainet omkring Eksjo og Norrkoping. Vejen fra Malmø midt gjennem Landet til Jonkoping synes ikke at være bleven rekognosceret af Tscherning; men en Skildring af den findes i et i Generalstabens Arkiv beroende Dokument betitlet «Tanker om en Armees Overgang til Skaane 1809». Den var ikke bekvemmere end de andre Operationslinier; navnlig omkring Wernamo var den vanskelig. I selve Skaane vare Vejene ofte i maadelig Stand, og dette gjaldt i endnu højere Grad om Blekingen, hvor Terrainet var langt mere gjennemskaaret. Hvad Sundets østlige Kyst angik, saa kjendte vore Lodser og Fiskere den ud og ind. Kun ved Byerne kunde større Fartøjer lægge til, men der var mange Landgangssteder for Baade. I Skelder Vik, ved Raa og ved Barsebeck kunde man bekvemt udskibe en Landgangsstyrke. Af Rapporterne fremgik det endelig, at Skaane var rigt paa Korn, Kvæg og Heste, at Halland og Blekingen vare fattigere, og at i Baahus Len og Smaaland vilde en opererende Armee kun finde faa Hjælpekilder.

Skulde der fra dansk Side foretages et Angreb paa Sverrig, maatte det ske i Vinterens Hjerte, naar Isen stængede de svenske og engelske Flaader inde i deres Havne, medens den lagde Bro over den botniske Bugt og aabnede de russiske Hære Adgang til de svenske Kyster. Frosten vilde gjøre de svenske Søer og Vandløb passable og hærde de bundløse Landeveje; Sneen vilde jevne den knudrede Vejbane og fylde de dybe Hjulspor saa at de tunge Kjøretøjer kunde ombyttes med Slæder, der lettere vilde kunne transportere de mange Fornødenheder, som Hæren maatte føre med sig paa sit Tog ind i det tyndt befolkede, lidet opdyrkede Land. Vilde nu blot Isen lægge en fast og solid Bro over Øresund, saa kunde den danske Hær samlet rykke over, fordrive den svage skaanske Armee og fortsætte sit Sejrstog mod Nord.

Vinteren 1809 var usædvanlig streng. Allerede i den første Uge af Januar kunde man gaa fra Smaaøerne til Sjælland, Bælterne begyndte at lægge til, og Isen viste sig i store Masser i Sundet. Den 7. Januar kom de svenske Orlogsbrigger «Wånta litet» og «Fruktan» i Besæt og dreve ind under Kronborg, hvis Batterier tilredte dem saa ilde, at det førstnævnte Skib hejsede Parlamentairflag. Isen hindrede dog Fæstningens Besætning i at tage den erobrede Brig i Besiddelse, og Strømmen, der førte de drivende Flager ud i Kattegat, tog de grundskudte Skibe med sig og bragte dem snart udenfor Kanonernes Rækkevidde. Forgjæves gjorde Frederik VI. siden Fordring paa at faa Briggen udleveret, Toli vilde ikke tilbagegive det Bytte, som Drivisen havde vristet ud af de Danskes Hænder16). Allerede under o. Januar havde Generalmajor Ewald, der bevogtede Kysten mellem Kjøbenhavn og Helsingør, faaet Ordre til at sende Spejdere over til Hveen samt til at organisere en Patrouillegang paa Isen fra Kronborg til Sydspidsen af Amager17). Han skulde daglig sende Kongen Indberetnig om Isens Tykkelse og Tilstand samt øve sine lette Tropper flittigt i Felttjeneste.

For at skaffe yderligere Oplysninger beordredes Overkvartermester Giode du Plat den 10. Januar til at gaa som Parlamentair til Feltmarechal Toli. Under Paaskud af at forhandle om Briggens Udlevering, skulde han indhente Oplysninger om Kystbatterier og andre militære Forhold i Skaane. Hvor længe hans Fraværelse varede, ses ikke, men længe kan det ikke have været, thi hans Regning lyder kun paa 40 R dlr.18) Han var dog i Helsingborg og i Lund og afgav ved sin Tilbagekomst en ret vidtløftig Rapport, som nu findes i Generalstabens Arkiv. De Oplysninger, han giver om den skaanske Armees Sammensætning og Fordeling, ere i det væsentlige rigtige og stemme ret godt med, hvad der ovenfor er meddelt efter svenske Kilder; det synes, som om de svenske Officerer beredvillig have besvaret de Spørgsmaal, han har stillet til dem, da han ogsaa ser sig istand til efter deres Udsagn at give ret paalidelige Beretninger om Tilstanden i Landskrona og iMalmø, som han ikke selv kom til at besøge. Under 26. Januar beordrede Kongen Generalkvartermesteren til at befale en Officer at overvære alle de Forhør, som afholdtes over svenske Deserteurer, Krigsfanger eller andre Personer, som maatte antages at kunne give Oplysninger om Fjenden. Til dette Hverv designeredes Overkvartermester P. F. Steinmann, og det paalagdes barn at føre Protokol over de Efterretninger, som paa denne iYIaade tilvejebragtes. Generalauditeuren havde af Kongen faaet tilstillet en Liste over 31 Spørgsmaal, der skulde stilles ved Forbørene; men det tillodes at udspørge Komparenterne yderligere, hvis det ansaas for hensigtsmæssigt. Steinmanns Protokol, der opbevares i Generalstabens Arkiv, indeholder Uddrag af lo saadanne Forhør; men da de fleste Deserteurer naturligvis vare menige Soldater, hvoraf flere vare Udlændinge, medens andre vare «meget uvidende og unge Personer, hvoraf ingen Underretninger vare at faa», kunde man ikke bygge stort paa deres Udsagn. Kun en dansk Kaperfører, Hans Grønberg, der med nogle Kammerater var undvegen af Krigsfangenskab, har givet gode og fyldige Oplysninger, men de indkom først, da Foretagendet var opgivet.

Isen i Øresund er aldrig rigtig paalidelig; selv ved skarp Kulde kan Vind og Strøm holde Farvandet aabent. Fra den 13. til den 16. Januar var den i Drift, saa blev den liggende, og Flagerne frøs sammen. Natten til den 17. gik Oberstlieutenant Waldeck af Slesvigske Jægerkorps med en Patrouille til Hveen. Han kom tæt ind under Øen, kom i Forbindelse med Indbyggerne og fik Vished for, at den ikke var besat19). Ewalds Patrouiller, der benyttede Fiskerne som sagkyndige Raadgivere20), naaede længere og længere ud, og Isen tiltog daglig i Styrke. Foruden Ewald var nu ogsaa Admiralitetskommissair L. Tuxen beskjæftiget med at undersøge Sundets Vejbarhed21). Den 24. Januar gik Premierlieutenant A. F. Stricker som Parlamentair fra Helsingør til Helsingborg. Isen bar hele Vejen og var midtsunds et Kvarter tyk, nærmere mod Land voxede den i Styrke og maalte over en Alen22). I de følgende Dage kom flere svenske Deserteurer over Isen til Sjælland, nogle vare gaaede Norden, andre Sønden om Hveen. Der nævnes 7 saadanne; de underkastedes Forhør, man afkjøbte dem deres Udrustning og antog dem, der ønskede det, til Tjeneste ved Dronningens Livregiment 23).

Nu kunde Sundet altsaa bære, og hvis alt havde været i Orden, hvis Hæren havde været marchefærdig og rede til at benytte den første gunstige Chance, saa var der en Mulighed for, at de danske Tropper sidst i Januar kunde have betraadt Skaanes Grund; men paa dette Tidspunkt stod der endnu saare meget tilbage at udrette. Skjøndt Krigstilstanden havde varet et helt Aar, var den danske Hær langt fra ikke istand til strax at gaa angrebsvis tilværks. De til Overgangen bestemte Tropper vare end ikke samlede, betydelige Dele af dem laa endnu midt i Januar paa Smaaøerne og i det vestlige Sjælland. Den 16. Januar udgik der gjennem Generalkvartermesteren, Oberst T. J. Wegener, Ordre til Oberst G. A. Vahrendorff, der kommanderede paa Laaland med underliggende Øer, om at føre Slesvigske Rytterregiment, Slesvigske Infanteriregiment, 3. Jydske Infanteriregiment og nogle Detachementer af et Par andre Afdelinger med Brød- og Krudtvogne over til Sjælland. Det overlodes til Obersten selv at bestemme Tiden for Opbruddet; der maatte kun gaa eet Regiment over i Døgnet, og efter at det hele var ankommen til Sjælland, skulde Vahrendorff melde sig til Generallieutenant Castenschiold, der havde Kommandoen over Kyststrækningen fra Vordingborg til Kjøbenhavn24). I Dagene fra den 24.— 28. Januar foregik Overgangen over Isen ; Slesvigske Infanteriregiment fik Stabskvarter paa Rosendal, 3. Jydske paa Beldringe, Slesvigske Rytterregiment i Karise; de 2 Eskadroner af Regimentet, der havde ligget ved Korsør, forlagdes ogsaa til det sydøstlige Sjælland. Vahrendorff gik selv over den 28de, paa hvilken Dag han udnævntes til Generalmajor; han tog Stabskvarter paa Bekkeskov.

Alle Afdelinger bleve trukne nærmere mod Sjællands Østkyst. Danske Livregiments 2. Bataillon fik den 25. Januar Ordre til at gaa fra Korsør til Kjøbenhavn, hvortil den ankom den 31. Resten af Regimentet afmarcherede Dagen efter fra Egnen om Gjeddesdal til Hovedstaden 2B). 1. Jydske Infanteriregiment havde ved Nytaarstid Stabskvarter i Kjøge; det indtog i Begyndelsen af Februar det af Danske Livregiment forladte Kantonnement ved Gjeddesdal26). En kgl. Resolution af 31. Januar bestemte nemlig, at alle de under Castenschiolds Kommando staaende Afdelinger skulde forskydes mod Nord, saaledes at hver efterfølgende indtog den foregaaendes Plads27). Norske Livregiment havde sit Jægerkompagni i Skelskør og 3 andre Kompagnier i Helsingør; det samledes i Slutningen af Januar i Hovedstaden.

2. Jydske Infanteriregiment havde midt i Januar Stabskvarter paa Horbygaard i Holbæk-Egnen, men under 13. Januar fik det Ordre til at afgaa til Nordsjælland. Helsingørs Magistrat fik Befaling til at skaffe Kvarter til Regimentets 1. Bataillon, medens 2. Bataillon skulde ligge omkring Fredensborg. Den fik dog en anden Bestemmelse, og den 22. Januar laa Staben og 1. Bataillon i Helsingør, medens 2. Bataillon laa i Slangerup og Frederikssund 28).

Fyenske Infanteriregiment laa med 1. Bataillon paa Fyen, medens 2. laa i Kallundborg-Egnen, hvorfra den brød op den 20. Januar for at gaa til Jægerspris. Den 24. Januar ankom den til sit Bestemmelsessted og fik Stabskvarter paa Svanholm29). Under 17. Januar fik den kommanderende General paa Fyen, Generallieutenant Baron Rantzau, Ordre til at lade 1. Bataillon Fyen samt 1. og 2. Bataillon Oldenbur g afgaa til Sjælland; det overlodes til ham selv at bestemme Dagen for Afmarchen. Efter Omstændighederne kunde han lade Afdelingerne passere Store Bælt med Isbaade, eller ogsaa kunde de gaa over Isen til Langeland for derfra at naa Laaland. Fyenske Regiment skulde ligge omkring Sorø, Oldenburgske ved Slagelse. Under samme Dato fik den kommanderende General paa Langeland, Generalmajor Grev Ahlefeldt, Befaling til at sende 2. Bataillon af Dronningens Livregiment til Sjælland og til at give de 3 ovennævnte Batailloner Marchebestemmelser, hvis de, passerede hans Distrikt30).

Den 26. Januar meldte Rantzau, at han havde faaet Ordren og averteret alle Vedkommende31), og den 2. Februar begyndte Dronningens Livregiment at gaa over til Laaland, hvor det lik Ordre til at forblive32), Fyenske Regiment kom til Sjælland den 17. Februar med Isbaade33); derimod ses det ikke, at Oldenburgske Regiment kom over. Ved Rytteriet foretoges følgende Dislokationer. Den 26. Januar blev Husarregimentet trukket sammen om Hillerød med Undtagelse af Uhlaneskadronen, der forblev i Stevns34). Prinds Frederik Ferdinands Dragonregiment, der laa i det sydvestlige Sjælland, fik den 17. Januar Ordre til at gaa til Nestved, hvortil det ankom den 24., og Størstedelen af Sjællandske Rytterregiment, som havde ligget i det vestlige og nordvestlige Sjælland, samledes i Begyndelsen af Februar omkring Roskilde35)

Ogsaa Artilleriet blev sat i Bevægelse. Det Holstenske ridende Artillerikompagni afgik den 24. Januar fra Kongsdai til Roskilde, og de Feltbatterier, som laa i de forskjellige Kystbevogtningsdistrikter, fik i Tiden fra den 22. til 31. Januar Ordre til at sende Slykkuske og Heste til Kjøbenhavn, medens Kanoner og Betjeningsmandskab skulde blive, hvor de vare. De fik Løfte om nye Kuske, medens Heste i fornødent Fald skulde rekvireres paa Befordringspas. Major Friboe og Kapitain Stanley, som hørte til Vahrendorffs Distrikt, afgave tilsammen 118 Kuske og 190 Heste, Lieutenant Wedelfeldt, som stod under Generallieutenant Castenschiold, afgav 50 Kuske, 100 Heste, medens Kapitain Lundby, der under Oberst Kardortf stod i det nordvestlige Sjælland, afleverede 24 Kuske og 48 Heste36).

Allerede før Troppedislokationerne befaledes, havde Kongen sat Feltkommissariatet i Bevægelse for at ordne en Del Sager, Forplejningsvæsenet vedrørende, og 1 den 2den Uge af Januar udsendte Chefen for denne Institution, Generalmajor Haxthausen, en Oversigt over den Mængde Proviant, der behøvedes til en Styrke af 20000 Mand og 4000 Heste. Det daglige Forbrug ansloges til 20000 Pd. haardt Brød, 10000 Pd. salt Kjød, 5000 Pd. Risgryn, 1250 Potter Brændevin og 375 Tdr. Havre; der havdes i Forraad Brød til 25 Dage, Kjød til 20, Ris til 100, Brændevin til 200 og Havre til 60 Dage. Generalmajoren gav tillige en Fortegnelse over det Personale, han mente at behøve, og navngav adskillige Embedsmænd, som ban ønskede at have med. Ialt udkrævedes 4 Embedsmænd og Kopister til Kommissariatsforretningerne, 1 Feltkasserer med Kopist, 1 Overbestyrer over Magasinerne, 4 Magasinforvaltere, 2 Postførere og 2 Adjutanter. Endelig ønskede Haxthausen i sin Stab at have en Mand, der var særlig fortrolig med svensk Sprog og svenske Fo rh old87). Under 15. Januar besvarede Kongen denne Indstilling, hvis Indhold han approberede, kun tilføjede han, at Officererne skulde have 1 Pd. Kjøddaglig, at Bataillonerne vilde komme til at tælle 7.50 Mand, og at der skulde medtages en Feltkjedel for hver 7 Mand38).

Man begyndte nu med stor Iver at indsamle Proviant og Fourage. Den 16. Januar fik Søetatens Provianthus Ordre til at sende 400 Tdr. haardt Brød til Helsingør, hvortil der tillige skulde sendes 14600 Tdr. Rug fra Roskilde, Sorø og Holbæk Amter. A f denne Beholdning skulde 2000 Tdr. strax formales, blandes med Hvedemel og bages til haardt Brød. Myndighederne i Byen fik Ordre til at afgive de fornødne Magasiner, som ogsaa skulde kunne rumme en Mængde Fourage. Til en Begyndelse sendtes 6000 Tdr. Havre derop fra Sorø Am t39). Oplagene i Helsingør skulde dog ikke blot tjene til at forsyne den marcherende Hær, de skulde ogsaa bøde paa den i Byen herskende Mangel paa Levnedsmidler. Borgerne fik Lov til at forsyne sig for en billig Betaling, og Garnisonens Bespisningspenge fordobledes40). Lange Rækker af Bøndervogne bragte det rekvirerede Korn til Helsingør; men Expeditionen gik ikke hurtigt fra Haanden; der maatte trælles særlige Foranstaltninger til at bringe de mange Kuske og Heste under Tag. Mariekirke indrettedes til Fouragemagasin, og i Tipperup Syd for Byen etableredes en Kvægpark. For at lette Høets Transport fik Rytteriet Ordre til at spinde en Million Pund, Arbejdet paabegyndtes med Iver og fortsattes til midt i Februar, da det standsede 41).

Den 17. Januar indsendte Feltkommissariatet til Kongen nogle Forslag om Armeens Forplejning under det forestaaende Felttog. Den daglige Ration ansattes til:

1 1/2 Pd. blødt eller 1 Pd. haardt Brød.

1 1/2 Pd. ferskt eller i Mangel deraf salt Oxekjød.

1 1/4 Pd. Risgryn eller 1 Pægl Byggryn.

1/4 Pægl Brændevin.

Denne Portion skulde træde istedetfor Kantonnementsog Bespisningstillæg. Officererne skulde uden Afkortning have 1 Pd. Kjød daglig, og Hestenes Ration sattes til 3/4 Skjæppe Havre. Hø og Halm vilde kun undtagelsesvis blive leveret, idet man paaregnede at kunne faa det allernødvendigste i Kvartererne. Da man imidlertid forudsaa, at de slette Veje vilde gjøre Transporten af Levnedsmidlerne meget vanskelig, ønskede man i det størst mulige Omfang at anvende Indkvartering med Bespisning. Den daglige Portion, som Værterne skulde levere, skulde i saa Fald bestaa af:

1 1/2 Pd. blødt Brød.

1/2 Pd. Kjød med Ris eller Grøntsager.

1/4 Pot Brændevin. Magasinerne skulde nærmest tjene som en Slags Reserve i fattige Egne42).

En Proklamation fra «det kgl danske Feltkommissariat i Sverrign til den civile Befolkning udkastedes og approberedes. Heri udtaltes, at de øverste civile Embedsmænd i de okkuperede Provindser gjordes ansvarlige for, at Tropperne ikke lede Mangel; de havde at paase, at Værterne leverede den ovenanførte Forplejning, og gjennem Forhandling mellem dem og Feltkommissariatet vilde Betalingen for de forskjellige Ydelser i sin Tid blive bestemt. Kunde de belagte Egne ikke præstere de nødvendige Levnedsmidler, maatte Øvrigheden itide henvende sig til Feltkommissariatet, der saa vilde sørge for det Fornødne; men i saa Fald vilde Værternes Bespisningsgodtgjørelse blive formindsket med det Beløb, som de udleverede Portioner ansattes til43).

Den 26. Januar foreslog Haxthausen, at hver Mand, umiddelbart inden Overgangen fandt Sted, skulde forsynes med Brød for 5 Dage, hver Hest skulde bære Fourage for 2 Dage, og Divisionerne skulde medføre Risgryn og Brændevin for 5 Dage44)

Møllerne paa Frederiksdal fik Ordre til under daglig Mulkt kun at male for de militære Bagerier, og der anvistes Penge til disses Udvidelse45). Endelig befaledes under 10. Februar, at der i Helsingør skulde samles Proviant til 1200 Mand og 550 Heste, i Kjøbenhavn til 2000 Mand og 560 Heste; formodentlig har denne Styrke været bestemt til at forrette Tjeneste som Besætning i de erobrede Byer; thi den skulde kun medføre Forsyninger for 2 Dage46).

Kongen, der med levende Interesse omfattede alle Foretagendets Detailler, gav selv forskjellige Ordrer vedrørende de mindste Enkeltheder, saaledes om Feltkjedlernes Fordeling, om Officerernes Bespisning m. m. Han nærede megen Tillid til Brændevinens styrkende Egenskaber og befalede, at hver Mand, naar Vandringen over Isen begyndte, skulde medføre en Pa’gl af denne oplivende Drik; han advarede dog imod Misbrug og bestemte, at Folkene kun maatte drikke en Snaps hver 3. Time, ligesom Officererne skulde sørge for at holde dem i stadig Bevægelse 47).

Naar Hæren koncentreredes, vilde Kjøbenhavn og Øresundskysten blive stærkt belagte; Kongen stillede i den Anledning Charlottenlund Slot til Raadighed 48), og Indkvarteringskommissionen fik den 10. Februar Befaling til at træffe de nødvendige Foranstaltninger til at skaffe en meget betydelig Styrke underbragt i Hovedstaden for et Tidsrum af 2— 3 Dage. Folkene skulde bespises paa samme Maade, som det forrige Aar havde været paatænkt for de franske Troppers Vedkommende, og Feltkommissariatet bemyndigedes i den Anledning til at træde i Forbindelse med det danske Kancelli, som gik ind paa, at Værterne skulde levere Forplejningen mod en daglig Godtgjøreise af 24 Skilling pr. M and48). Der var ogsaa gjort Forberedelser med Hensyn til Indkvarteringen i Sverrig, og den 30. Januar indsendte Generalkvartermesteren en Oversigt over Dislokationsforholdene i en Del af Skaane og Halland50).

Da den danske Armee saa at sige ikke havde været mobiliseret i et halvt Aarhundrede, var Trainvæsenet naturligvis i en maadelig Forfatning. Rentekammeret fik under 22. Januar Ordre til at skaffe Oplysning om det Antal Slæder, der fandtes i de sjællandske Amter, og 5 Dage senere fik Generalmajor Haxthausen og Generalkvartermesterlieutenant Wolfgang Haffner Befaling til at sammentræde i en Kommission for at overveje, hvor mange Slæder der udfordredes til den marcherende Armee, samt undersøge, hvor mange Kjøretøjer der skulde forsynes med militære Heste og Kuske, og hvor mange der kunde nøjes med rekvireret Bespænding51). Haffner havde allerede den 20. faaet kongelig Ordre til-at fremkomme med Forslag om Artilleriets Transport over Isen til Skaane, og Dagen efter havde han indgivet et temmelig forvirret Indlæg i denne Sag52l. Han raadede til at adskille Kanoner og Ammunitionsvogne og føre de enkelte Dele over paa Slæder; efter hans Anskuelse vilde Isen have tilstrækkelig Bæreevne, naar den var \'åli Fod tyk. Hans Indstilling omhandlede endnu mange andre Sager Overgangen vedrørende; men den bærer i den Grad Hastværksarbejdets Præg, at den kun har Interesse ved at vise, hvor uforberedt man var paa det Tidspunkt, da alt burde have været færdigt.

Den 6. Februar havde Trainkommissionen endt sit Arbejde og affattet Indstillingen til Kongen. Idet den gik ud fra, at Afdelingerne besade de fornødne særlige Vogne, eller i hvert Tilfælde kunde faa dem udleverede fra Arsenalet, foreslog den, at 210 Slæder og 110 Høstvogne til Kogekjedlernes Transport mod Betaling udskreves af Præstø, Sorø og Holbæk Amter. A f Stykkuske og Heste vilde behøves henholdsvis 1250 og 2418, og man havde 1353 og 2056; de resterende 400 Heste foresloges udredede af de sjællandske Kjøbstæder og Herregaarde. De skulde bedømmes og vurderes af særlige Kommissioner, og Betalingen erlægges af Feltkassen. Til midlertidig Brug krævedes 2530 Vogne og 2960 Par Heste, som maatte forblive ved Hæren i 3 Dage for at transportere Magasinfornødenheder for 10 Dage og besørge Syges og Saaredes Bortkjørsel; senere vilde der i 4 Dage behøves ialt 2150 Vogne pr. Dag for at forsyne Magasinerne med Forraad for 30 Dage53i.

Kommissionens Forslag approberedes og sattes i Værk. Den 13. Februar mødte saaledes Officerer og Kursmede fra Sjællandske Hytterregiment i Holbæk, hvor 49 Heste udtoges, og fra Præstø Amt leveredes 99 Trækheste54). Ogsaa Kjøretøjerne leveredes, men man fik ikke den forventede Nytte af dem; thi det faldt ind med Tø, og man maatte læsse Slæderne paa Høstvognene, istedetfor at man havde bestemt de første til at transportere Sæd og de sidste Fourage til Hovedstaden56). Samtlige paa Sjælland liggende Afdelinger havde allerede den 28. Januar faaet Ordre til at opgive, hvormange Brødvogne, Patronkasser, Fouragevogne og Smedevogne de havde, samt hvor de fandtes56).

I alle fletninger herskede der i Januar og Februar stor Travlhed for at gjøre Armeen krigsberedt. Der anskaffedes store Forraad af lindermunderingssager, bl. a. 4000 Par uldne Vanter til Rytteriet; Kogekjedler udleveredes og store Pengesummer stilledes til Afdelingernes Raadighed til extraordinairt Drug. Armatursager nedsendtes fra Frederiksværk, Rytteriets Sabler fornyedes delvis, Fodfolkets Ammunitionsforraad kompletteredes, der anskaffedes Braader til Hestene og 16000 Par Issporer til Folkene; ja man drev Forsynligheden saa vidt; at der blev givet Ordre til at forfærdige 500 Stormstiger57).

En ikke ringe Omsorg viste Kongen for Armeens Sundhedsvæsen. Midt i Januar flik Stabskirurg N. Tønder Ordre til at anskaffe Forbindingsmateriale, og Ingenieurkorpset fik Befaling til at lade forfærdige et mindre Antal Slæder i Form af Bærebøre og af en Mands Længde til Saaredes Transport paa Isen88). Under 15. Januar resolverede Kongen paa en Indstilling fra Stabskirurgen om Lasaretvæsenet, og der gaves Ordre til «Reserveindretninger for Syge» i Dragør, paa Trekroner, i Skovshoved, Vedbæk, Nivaa, Humlebæk, Helsingør og Hammermøllen. Generalkvartermesteren fik Ordre til i Forbindelse med Stabskirurgen at udfinde de mest egnede Lokaler paa ovennævnte Steder59). Fra Armeens Afdelinger indkom der til Stabskirurgiatet Masser af Rekvisitioner paa Charpi, Bind o. s. v .; men skjøndt Feltkommissariatet lovede at stille en Mængde kasseret Linned til Stabskirurgens Raadighed, synes der dog at have hersket stor Mangel paa Forbindsager; thi Afdelingerne kunde ikke faa det, de forlangte. Adskillige fik det Svar, at de allerede i 1807 havde faaet alt Fornødent udleveret, og at det nu blev deres egen Sag at erstatte det, de havde kastet bort. Andre fik kun en Del af det, de havde rekvireret, med Løfte om at faa Resten, naar Felttoget var begyndt60).

Naar Armeen rykkede ind i Sverrig, vilde Stabskirurgen selv følge med Hovedkvarteret; han mente, at hans I'orretninger vilde blive saa betydelige og saa mangeartede, at han ikke kunde overkomme dem, og indstillede derfor, at der ansattes en «2den bestyrende Læge», der skulde føre Overtilsynet med Hospitalerne, samt en Feltapotheker. Dette Forslag approberedes, og Regimentskirurg Goricke og Hof- og Rejseapotheker, Professor Becker, designeredes til disse Poster61). Afdelingerne fik nogle flere underordnede Læger, og den 7. Februar befaledes Trykningen af et af Stabskirurgen indgivet Forslag om »Forholdsregler for en Armee, der skal udholde Kulde og Frost»62). Det blev endvidere befalet, at Søkvæsthuset skulde indrettes til et Hospital for 3 —400 Patienter, medens Kavalerbygningen paa Fredensborg indrettedes til at optage de efterladte Syge af Ewalds lette Tropper63). Endelig indgaves under 14. Februar en Forestilling fra «Overdirektionen for Feltmedicinalvæsenet», som den 22. s. M. i alt væsentligt approberedes af Kongen64). Det bestemtes, at de, der saaredes ved Landgangen, efter en foreløbig Forbinding strax skulde sendes tilbage til Sjælland. Et Hovedhospital, der forsynedes med alt fornødent fra Danmark, skulde snarest muligt anlægges i Helsingborg eller ved Ramløsa-Brunn, og her skulde Felthospitalsdirektionen, bestaaende af en Stabsofficer, 2. bestyrende Læge og en Økonomidirekteur, have sit Sæde. Efterhaanden som Uæren rykkede frem, skulde der bag dens Front, i Kjøbstæder og andre passende Lokaliteter anlægges mindre Lasaretter, hvorfra de Syge lidt efter lidt, naar deres Tilstand tillod det, sendtes til Hovedhospitalet. Disse Lasaretter skulde hver bestyres af en Officer og en Læge. Sengetøj og andre Sygehusfornødenheder skulde følge efter Hæren paa overdækkede Vogne. Kun de lettest angrebne Kvartersyge maatte følge Afdelingerne, og hver Mand skulde selv medføre det til den første Forbinding fornødne Materiale. De Syges Lønning overgik til Hospitalskassen, medens Officererne skulde nyde fri Kur og Pleje. Sygetransporterne skulde foregaa ved Hjælp af rekvirerede Vogne, og det paalaa den stedlige Øvrighed at forsyne Hospitalerne med Levnedsmidler, Brændsel m. m.

Den Styrke, som skulde anvendes til Expeditionen mod Ska ane, beløb sig til 24700 Mand og 6000 Heste foruden de rekvirerede Kuske og Heste, som midlertidig skulde følge Armeen. Nogen fuldstændig ordre de bataille har endnu ikke været til at finde; men der foreligger forskjellige Udkast, der gjøre det muligt at opstille en Oversigt over Stridskræfterne65). Om tlovedkvarterets Sammensætning savnes mange Oplysninger; det vides saaledes ikke, hvem der skulde have Overledelsen af Artilleri- og Ingenieurvæsen; men hvad Divisionernes Sammensætning angaar, foreligger der nu en Række ret fyldige, hidtil ukjendte Oplysninger, ligesom det ogsaa vides, hvem der skulde bestyre adskillige af Administrationens Brancher. Paa Basis af disse Oplysninger kan man konstruere nedenstaaende 

O m . alle de forskjellige Kommanderende have faaet Meddelelse om , til hvilke Poster de vare designerede, kan ikke bestemt siges; dog vides det, at Generalmajor Kardorff kaldtes ind til Kjøbenhavn fra sit Distrikt i det nordvestlige Sjælland66); de andre Divisionsgeneraler vare hele Tiden i eller ved Hovedstaden.

I Kongens Fraværelse skulde Prinds Christian Frederik føre Kommandoen paa Sjælland, og der udpegedes nye Chefer for de forskjellige Kystbevogtningsdistrikter67). Da det var Meningen at annektere en Del af de svenske Provindser, var det af Vigtighed fra første Færd at sætte sig paa en god Fod med Befolkningen. Man vilde nok bruge Rekvisitionssystemet, men alle Ydelser skulde betales, og alle Udskrivninger skulde foregaa saa læmpeligt som muligt. Der existerer approberede Udkast til forskjellige Opraab til det svenske Folk og dets Embedsmænd. I en Proklamation til de «brave Svenskar»68) paaviser Frederik VI., at Aarsagen til Krigen maatte søges i Sverrigs venskabelige Forhold til England, der saa underfundigt havde overfaldet og plyndret Danmark. Ret beset var dette Forhold dog kun til det svenske Folks Skade. Alliancen havde berøvet Norden den Ro, det havde nydt, medens Krigen rasede i det øvrige Europa. I Striden med Rusland og Danmark havde Sverrig alt at tabe, intet at vinde. De Offre, det bragte, stode ikke i Forhold til den Hjælp, England med karrig Haand rakte sin Allierede. De engelske Tropper havde ligget og drevet paa Göteborgs Rhed, medens de svenske Soldater blødte i Norge. De havde hverken villet bidrage til Finlands Gjenerobring eller til Stockholms Beskyttelse. Den Tapperhed, Svenskerne under disse fortvivlede Forhold udviste, havde tjent Nationen til Ære og givet den Krav paa den danske Konges Agtelse og Kjærlighed. Hans eneste Maal var nu atter at knytte det Venskabsbaand, som burde forbinde de to beslægtede Folk. Han stolede da trygt paa, at alle Indbyggerne i de Provindser, som ved Forsynets Styrelse maatte falde i hans Haand, vilde hjælpe med til, at Orden og Ro kunde opretholdes; ethvert Anslag mod Hærens Sikkerhed vilde blive straffet med ubønhørlig Strenghed, men naar Indbyggerne forholdt sig rolige, vilde de faa Lov til at beholde deres gamle Love og Indretninger, og man vilde paa alle Maader lette dem Krigens Byrder. «Detta lofvar Jag Eder hermed; och Mi tt Ord år Mig dyrbarare ån Mitt Lifn.

Foruden denne almindelige Henvendelse til Sverrigs Indbyggere udfærdigedes der i Hovedkvarteret et af Chefen for Feltkommissariatet og Generalkvartermesteren underskrevet Cirkulaire til de civile og gejstlige Autoriteter i de af den danske Hær okkuperede svenske Provindser69). Paa det mest indtrængende anmodedes alle Embedsmænd om roligt at vedblive med Udførelsen af deres Forretninger. Naar de danske Tropper rykkede ind i et «Lån», opfordredes Landshøvdingen til inden 24 Timer at melde sig i Hovedkvarteret før at træffe Aftale om Hærens Forsyning og Lånets Bestyrelse. Ved loyal Bistand fra den stedlige Øvrigheds Side vilde de uundgaaelige Byrder lettes betydeligt. Foruden den tidligere omtalte Forplejning skulde Værterne skaffe Soldaterne «passeligt og varmt Husrum» med Straamadratser og fornødne Tæpper. Kunde de ej skaffe Sengetøj, vilde det fornødne blive leveret fra Feltkommissariatets Magasiner. Kun Officererne, der selv skulde betale alt kontant, kunde udstede Rekvisitioner paa Forplejning med mere for det dem underlagte Mandskab, og disse vilde senere gjennem Øvrigheden blive godtgjorte Beboerne; det samme gjaldt ogsaa med Elensyn til Kjørselsvæsenet. Endelig maatte enhver, der vilde forblive i sit Embede, underskrive en Edsformular, hvorved han forpligtede sig til «intet at foretage» mod Kongen af Danmarks Tjeneste, men troligt at følge hans Bud.

Medens man saaledes appellerede til Troskabsfølelsen hos de Svenskere, man endnu ikke havde underlagt sig, lader det til, at man ikke har stolet paa dem, man allerede havde i sin Tjeneste. Forskjellige Regimenter havde mange svenskfødte Soldater i deres Ruller; 2. Jydske havde ikke mindre end 47 saadanne; men disse fjernedes i Løbet af Januar og Februar og forsattes til Sapeurkorpset70). Ligesom man i Hovedkvarteret grundigt har overvejet alt, hvad der vedrørte Expeditionskorpsets Sammendragning, Forplejning, Sammensætning m. m., saaledes har man naturligvis ogsaa drøftet Spørgsmaalet om, hvorledes man skulde kunne rykke ind i Fjendens Land. Man haabede, at Isen vilde blive bæredygtig og det tilmed i længere Tid; den rekognosceredes da ogsaa med stor Samvittighedsfuldhed, og saavel fra Militære som fra Civile indkom der Masser af Forslag og Projekter sigtende til at prøve Bæreevnen, ja endog til at forøge den71). Man maatte dog ogsaa belave sig paa, at Isen kunde svigte, og under 3. Februar havde Kongen givet Admiralitetet Ordre til at undersøge, hvormange til Troppetransport brugelige Skibe der fandtes i Kjøbenhavn; til at overføre Fodfolk kunde man hjælpe sig med Baade og Pramme. Alle egnede Fartøjer skulde ekviperes og udrustes 7S). Nogen officiel Plan for en Overgang i Baade har det ikke været muligt at finde; derimod foreligger der en Mængde private Forslag til Troppetransporter over Sundet, nogle højst fantastiske, andre ret fornuftige73). Paa Forhaand kan man ikke afvise denne Overgangsmaade som uigjennemførlig; det var aldeles ikke nødvendigt at overføre hele Styrken paa engang. Naar først en stærk Avantgarde var ført over, kunde man altid lade den sætte sig fast for at dække Hovedstyrkens Udskibning; de svenske Stridskræfter i Skaane vare saa spredte og saa svage, at de ikke itide og med tilstrækkelig Styrke kunde møde ved Landgangspunktet. Sikkert nok er det, at Kongen i Februar tænkte paa at gaa over Sundet i Fartøjer71).

Der kan fornuftigvis ingen Tvivl være om, at der har været udarbejdet en Operationsplan, men de derhen hørende Dokumenter ere for Størstedelen forsvundne. I et Brev af 13. Februar til Prinds Christian August af Augustenborg75) giver Kongen paa et Par Linier en Oversigt over den Pla n , han vilde følge. Han vilde gjøre «en Attake» paa Helsingborg og Malmø, og derpaa med 4 Divisioner gaa fra Vedbæk og Svanemøllen til Raa. Efter at have taget Helsingborg, Landskrona og Malmø vilde han gaa mod Christianstad; derpaa vilde han «vinde Linien» fra denne Fæstning til Halmstad samt Linien Vexiø — Boraas for at faa fat i Alingsaas og Defileerne ved Göteborg. Hvis Nordmændene ikke havde taget denne By, vilde han besætte den. I øvrigt anbefalede han Prindsen at trænge frem til Klaraelven og Carlstad, selv vilde han besætte Terrainet mellem Wenern og Wettern og skyde et Korps frem til Motaiaelven.

Denne skitserede Operationsplan synes at støtte sig paa en Betænkning, som General Ewald havde indgivet, vistnok i Begyndelsen eller Midten af Januar 1809 76); men Kongens Brev indeholder forskjellige Misforstaaelser og er kun lidet udtømmende. Generalen havde foreslaaet at passere Sundet i to Kolonner, den ene skulde gaa fra Vedbæk og Nivaa over Hveen til Raa, den anden fra et Punkt tæt Nord for Kjøbenhavn til Barsebæck. To Detachementer skulde gaa henholdsvis mod Helsingborg og Malmø for at alarmere disse Stæder og bortlede Fjendens Opmærksomhed fra den egentlige Overgang. Det er uden Tvivl disse Skinangreb, Kongen har tænkt paa, naar han taler om Attakerne paa Helsingborg og M alm ø, og han har aabenbart husket fejl, naar han giver de to Kolonner samme Maal; det vilde være temmelig meningsløst at tage Svanemøllen til Udgangspunkt, naar man vilde til Raa. Foran hver Kolonne vilde Ewald sende en stærk Avantgarde bestaaende af lette Tropper, Artilleri, Sapeurer og frem for alt Rytteri. Da Sødra Armeen havde et temmelig stærkt Kavaleri, var det nødvendigt, at denne Vaabenart var stærkt repræsenteret. Saa snart Avantgarden var kommet iland , skulde den sætte sig fast for at dække Hovedstyrkens Opmarche. Hvis Fjenden ikke mødte ved Landgangsstedet, skulde stærke, af alle Vaabenarter sammensatte Detachementer rykke frem ad Hovedvejene fo ra t rekognoscere disse; det anbefaledes at lade disse Kommandoer støttes, af Soutiens, der fulgte efter i en god Mils Afstand. Kongen havde beordret Generalkvartermesteren til at organisere Vejviser-Tjenesten, og Ewald henleder indtrængende Opmærksomheden paa denne vigtige Sag.

Efter Ewalds Anskuelse gjaldt det om at naa op til Linien Jönköping— Eksjø; formodenlig har han ment derved at kunne hindre ethvert Forsøg paa fra svensk Side at trænge frem i Terrainet Øst for Wettern. Han betragtede disse 2 Byer som Hovedbastioner i den fjendtlige Stilling, Wexiö som et fremskudt Værk, og Boraas, Wimmerby og Westerwik som detacherede Værker, hvorfra Forsvareren truede den mod Hovedstillingen fremrykkende Hærs Flanker. Hans Operationsplan var i Korthed følgende: Efter at Øresundsbyerne vare tagne, skulde man rykke mod Christianstad; naar denne Stad var okkuperet, skulde Passerne over Lagan og Mörums Aa forceres, hvorpaa Hovedhæren i to Kolonner over Wernamo og Wexiö skulde gaa mod Jönköping og Eksjö, medens Flankerne sikredes ved Detacheringer mod Halmstad og Calmar. Først naar hele Linien Boraas— Westerwik var i de Danskes Hænder, kunde man skride til Göteborgs og Carlskronas Belejring. 1 Skaane ventede Ewald kun at træffe ubetydelig Modstand; først ved Wexiö mente han, at man vilde træffe paa et større fjendtligt Korps. For at sikre et heldigt Udfald af Expeditionen, maatte Russerne og Nordmændene ogsaa gaa angrebsvis frem, de sidste maatte se at naa til Carlstad. Medens Ewald gaar ud fra, at Overgangen skulde foregaa over Isen, saa forudsætter Major Tscherning, hvis udførlige Projekt af 13. Februar ogsaa findes i Krigsarkivet77), at Sundet maa passeres i Baade: Alle disponible Fartøjer skulle samles paa forskjellige Punkter af Øresundskysten, man udspreder det R yg te , at Tropperne skulle samles i Kjøbenhavn, og at Expeditionen gjælder Landskrona. Aftenen før Landgangen skal finde Sted, indskibes ved Mørkets Frembrud en Fordækning paa 1200 Mand ved Hornbæk for under Bedækning af Isefjordens Kanonbaade at gaa over til Hoganæs. Herfra marcheres der strax til Helsingborg, og naar Byen er taget, vil Fordækningen have at observere Vejene til Landskrona og Christianstad. Avantgardens Gros, der er indskibet i Helsingør, gaar nu til Helsingborg, udskiber sig der og besætter og afpatrouillerer alle derfra udgaaende Veje. Baadene gaa tilbage, 2. Division gaar ombord Syd for Helsingør og udskibes mellem Helsingborg og Raa. Endelig gaar 1. Division over og lander Syd for Raa. Medens Avantgarden dirigeres mod Hallandsaas og Overgangsstederne over Lagan, gaar 2. Division mod Finja, og 1. tager Malmø i Besiddelse for derfra at gaa mod Christianstad, som den tager, assisteret af 2. Division, der besætter Helgeaaens Passer. Christianstad gjøres til et Hoveddepot; 1. Division besætter Bropasserne ved Mörums Aa og tager Stilling ved Almindsröd, 2. og 3. sende Detachementer til Wexiö og gaa med Hovedstyrken til Elfsborgs Län for i Forbindelse med Nordmændene at erobre Göteborg. Naar denne By er taget, efterlades 5000 Mand til Assistance for den norske Hær, Resten af de 2 Divisioner gaar nu mod Eksjö — Jönköping, 1. Division gaar mod Carlskrona og Calmar, medens det kombinerede dansk-norske Korps tager Stilling dels ved Mariestad, dels ved Aamaal for ganske at lukke Sydsverrig for Fjenden.

Naar Sundet er passeret, anlægges Magasiner i Helsingborg, Landskrona og Malmø; men da denne Basis snart vil blive parallel med Operationslinien, foretages snarest muligt en Frontforandring tilvenstre, og en ny Basis oprettes med Magasiner i Engelholm , Herrevads Kloster og Christianstad. Senere anlægges efterhaanden Magasiner i Carlshamn, Wexiö, Halmstad, Calmar, Eksjö, Jönköping og Göteborg. I Tilfælde af Tilbagetog, benyttes først Stillingerne bag Lagan og Smaalandspasserne, dernæst Linien Engelholm— Christianstad, der dækkes af Rönne- og Helge-Aa, og sluttelig Øresundsbyerne, hvorfra Udskibningen foregaar. Tscherning ventede ikke synderlig Modstand i Skaane; han formodede, at de svenske Tropper vilde gaa tilbage dels til Halland, dels over Christianstad til Smaaland. Først ved Rønneby Aa antog han, at Fjenden vilde tage Stilling for at dække Carlskrona. Føvrigt smigrede han sig med det vistnok ganske forfængelige Haab, at de inddelte svenske Tropper vilde blive roligt paa deres Torper, naar man tilsagde dem den varige Besiddelse af disse, og at de hvervede Soldater med Lethed vilde lade sig bevæge til at tage dansk Tjeneste. Endnu en Operationsplan findes i det tidligere omtalte Aktstykke «Tanker om en Armees Overgang til Skaane». Den anonyme Forfatter tænker ikke paa at rykke op i det egentlige Sverrig; han attraar kun at tage Skaane og raader til at lade sig nøje med at sætte den erobrede Provinds i Forsvarsstand for at hævde den uden at vove for meget.

Skjøndt de to første af de her meddelte Betænkninger i Enkelthederne ere meget afvigende, ere de dog i god indbyrdes Overensstemmelse i Hovedsagen. Her er ikke Tale om en energisk samlet Fremrykning med den svenske Hær som Objekt, eller om en resolut Marche mod et eller andet Punkt, hvis Besiddelse vilde tillade Sejrherren at diktere Freden; man har udelukkende tænkt paa at okkupere en vis Del af Fjendens Land og at faa fat i Stillinger, hvorfra man kunde forsvare sine Erobringer. Det maa nu imidlertid indrømmes, at man næppe havde faaet Toil til at modtage et Slag, hvis Udfald ikke kunde være tvivlsomt, og det kan ikke nægtes, at en Fremrykning mod Stockholm havde været for stort et Foretagende. Under de forhaandenværende Forhold var den valgte Fremgangsmaade ikke den uheldigste; den medførte vel en Splittelse af Kræfterne, men den svenske Hærs daarlige Tilstand vilde næppe have tilladt den at benytte sig af denne, under andre Omstændigheder skæbnesvangre Fejl. Rustningerne kunde naturligvis ikke holdes skjulte. Svenskerne vare da ogsaa godt underrettede om Forholdene paa denne Side Sundet. Toli havde i det hele gode Spioner, og hans Søn havde, som Tscherning siger, «deklareret højt i Stockholm, at intet kunde ske i Danmark, uden at hans Fader vidste det, da han havde sikre Folk ude»7S). Sikkert er det, at Toli vidste god Besked med hver Forandring, der foregik med den danske Hærs Styrke og Stilling79).

Store Forberedelser til at imødegaa et dansk Angreb blev der ikke gjort i Skaane. Som Kuriositet kan bemærkes, at de danske Faner, som Stenbock 1710 havde taget ved Helsingborg, paa Kongens Bud vare bievne flyttede fra denne By til Stockholm80). Nogle faa Tropper bleve rekvirerede til Sødra Armeens Forstærkning; saaledes ankom den 4.— 5. Februar 8 Kompagnier af Jonkopings Regiment til Omegnen af Helsingborg, hvor de benyttedes til Strandvagt81). Kystens Bevogtning blev naturligvis ikke helt forsømt; fra Helsingør kunde man se fjendtlige Patrouiller og Piketter, og Deserteurerne meddelte, at der navnlig om Natten patrouilleredes paa hele Kysten fra Helsingborg til Malmø82); men nogen Sammendragning af Tolis Armee fandt ikke Sted. I Skaane var man dog aldeles ikke rolig, og samtidige Beretninger vise tydeligt nok, at man frygtede for, at den danske Hær virkelig skulde gaa over Sundet. Kun Feltmarechallen bevarede sin Ro; hans grundige Kjendskab til Personer og Forhold i Danmark har vel gjort ham mere skeptisk end de andre. Han fulgte dog med yderste Opmærksomhed Indberetningerne om Is- og Strømforhold i Sundet, og den 11. Februar, da Frosten havde bundet Bølgerne, og man ventede Fjendens Komme, vidste han, at Vinden, der gik om i Nord, vilde drive Kattegattets Vande ind i Øresund og sprænge Broen. I de svenske Regjeringskredse synes Frygten heller ikke at have været overvættes stor; man talte om «baltiska parodien», som Tøvejret nok vilde gjøre til Vand. Isforholdene havde da ogsaa været yderst omskiftelige. Den 26. Januar var Isen trods Kulden brudt op, den 29. tøede det, og den 3. Februar var Sundet i vid Udstrækning isfrit. Den 5. frøs det paany, Isen indfandt sig atter, Kulden tiltog stærkt, og fra den 9.— 11. var der igjen fast Is over Sundet; sidstnævnte Dag gik en svensk Deserteur fra Landskrona til Taarbæk83), men Thermometret steg, Tøvejr og Storm gjorde det snart af med Isen, som nu ikke mere blev passabel. Nu burde det flydende Materiel have været i Orden, og der blev da ogsaa rekvireret en Del Fartøjer paa Sjælland og Smaaøerne; men Krigsbestyrelsen manglede Energi og Dristighed, Betænkelighederne indfandt sig, man frygtede for en ny engelsk Expedition mod Sjælland, og der blev end ikke gjort det ringeste Forsøg paa at sende Tropper over til Skaane. Den berygtede «Ballonkrig», hvorved man oversaaede Skaane med Proklamationer, bidrog kun til at sprede et Skjær af Latterlighed over det opgivne Foretagende.

I Marts Maaned begyndte man at sprede Hæren; den 4. Marts fik Generalmajor Vahrendorffs Tropper Ordre til at gaa tilbage til Øerne84), den 17. overtog Generalmajor Kardorff paany Kommandoen i sit Distrikt85); allerede den 11. var Kongen rejst til Kiel og havde derved stiltiende beseglet Foretagendets Opgivelse. Det er bleven paastaaet, at den saakaldte «intenderede Overgang til Skaane» var en blot og bar Demonstration; men denne Paastand kan ikke fastholdes. Det maa paa det bestemteste hævdes, at Kongen en Tid ­ lang i fuldt Alvor arbejdede paa at gjennemføre dette Foretagende, om hvis Betydning han var overbevist, og paa hvis Udførlighed han ikke tvivlede. Herpaa tyder mange Udtalelser fra Kongen og hans Omgivelser, og først og fremmest «den Udstrækning og den Grad af Modenhed, som Forberedelserne havde naaet»86). Vil man blot demonstrere, saa samler man Tropper og Transportmidler, man udspreder alarmerende Rygter og nøjes i det hele med at vedligeholde det ydre Skin ; men hele Arbejdet i Lønkammeret det kan man spare sig. Havde Kong Frederik ikke havt alvorlige Planer mod Sverrig, saa havde han ikke behøvet at sætte Generalstaben, Feltkommissariatet og de øvrige højeste militære Myndigheder i Bevægelse. Hvorfor skulde man drøfle en Operationsplan? hvorfor skulde man træffe Bestemmelser om Indkvartering m. m. i det fjendtlige Land? hvorfor skulde man træffe Forberedelser til Sjællands Beskyttelse i Felthærens Fraværelse, naar man paa Forhaand var bestemt paa at blive staaende paa denne Side af Sundet? Det vilde være temmelig dristigt at paastaa, at Kongen kun traf disse Bestemmelser, for at de ved Embedsmændenes Indiskretion skulde sive ud som Rygter og virke alarmerende. Og endelig, hvis man kun vilde demonstrere, saa vilde man vel først og fremmest have underrettet Rusland om Foretagendets sande Hensigt, man havde næppe vovet at holde Kejser Alexander aabenlyst for Nar. Nej ! det maa bestemt fastholdes, at Frederik VI. i det mindste en Tid arbejdede i god Tro, og at han i Aanden saa sig selv i Spidsen for en sejrrig Hær rykke langt ind i Arvefjendens Land. Et ret pudsigt Udtryk faar hans Krigslyst i Valget af Paroi og Feltraab i Januar Maaned. Gothenborg, Landskrona, Udevalla vexle med Wenersborg, Hisingen, Carlskrona o. s. v.

Il n’y a que le premier pas qui coûte, siger Franskmanden; og det er netop Vanskeligheden ved dette første Skridt, der gjorde, at den talrige, veludrustede og godt organiserede danske Hær blev staaende paa Sjællands Kyst uden at forsøge paa at overskride Sundet. «Forsynet har i dette Øjeblik banet Deres Majestæt Vejen til at gjenerobre Deres Fædres Ejendomme. 

Naadige Konge!

Isen herfra til Sverrig er nu lagt; lad Deres Majestæts Tropper og Landets Sønner nu marchere til dette Land; de ere alle villige, og Deres Majestæts samtlige Undersaatter ønske det». Saaledes lyder en udateret, anonym Skrivelse til Kongen87). «Stormen har renset Farvandet for Isen. Naar vi nu vare færdige!», siger en anden unavngiven Brevskriver til Kongen under 19. Februar88). Foretagendet var sikkert populairt nok, og Bevidstheden herom burde have været en mægtig Spore til at søge at besejre Hindringerne. Voveligt var det, det skal ikke nægtes, men dumdristigt var det ingenlunde. De Vanskeligheder, Overgangen frembød, enten den saa skulde ske paa den ene eller paa den anden Maade, vare ganske vist store, men uovervindelige vare de visselig ikke. Kun burde man fra første Færd have belavet sig paa en Overgang i Baade; det havde man jo paatænkt det foregaaende Aar, og dengang havde man havt et tilstrækkeligt Materiel til Raadighed. Under Overgangen vilde man kun have havt Elementerne at bekæmpe, vore armerede Fartøjer kunde let have holdt Skjærgaardsflaaden i Skak, og Englænderne vare langt borte. Det var slet ikke nødvendigt at overføre hele Hæren paa engang; en stærk Avantgarde vilde have sikret Hovedstyrkens Udskibning.

Var man først kommen over, vilde Foretagendet sikkert være begyndt heldigt. Kongen var vel næppe nogen stor Feltherre, og Biilow var sikkert ikke nogen ideel Stabschef; men Divisionerne vare godt kommanderede, og Frederik af Hessen og Ewald havde let kunnet bryde den Modstand, som Toil kunde sætte imod dem. Paa Bistand kunde denne ikke tænke; thi Christian August vilde have beskjæftiget Vestra Armeen, medens Russerne vilde have givet Resien af den svenske Hær nok at bestille. Skaanes Erobring vilde blive let, og de naturlige Vanskeligheder, Smaaland frembød, kunde vel nok overvindes. Glemmes maa heller ikke de fortvivlede indre Forhold i Sverrig; ved de Danskes Indrykning vilde Misfornøjelsen med Kongen sikkert være slaaet ud i Flammer, Katastrofen vilde være fremskyndet, og den nye Regjering havde maattet slutte Fred for enhver Pris.

Men hvis nu Englænderne kom, medens den danske Hær var ude paa sit Erobringstog? Ja derom er det vel knap værd at diskutere; vi ere allerede et godt Stykke inde paa Fantasiens Enemærker, og Grunden begynder at gynge under vore Fødder. Men lad os ogsaa sætte, at de kom , saa var Sjælland dog bedre rustet end i 1807. Ja selv om alt gik saa galt, som den vildeste Indbildningskraft kan forestille sig det, selv om Rusland sluttede Separatfred med Sverrig, selv om Christian August blev en Forræder, selv om den engelske Flaade afskar Hærens Forbindelser med Danmark, og selv om de udmattede og misfornøjede Svenskere sluttede sig sammen om deres forhadte og foragtede Konge for at føre en Fortvivlelsens Kamp mod den indtrængende Fjende; selv under saa fortvivlede Omstændigheder var det ikke gaaet saa galt, som det nu gik. Intet er skadeligere end halve Forholdsregler, intet mere demoraliserende end at se store Forberedelser blive til ingen Ting. Danmarks Historie fra 1807 — 14 har kun faa og spredte Lyspunkter. Vore brave Sø- og Landkrigere havde baade Villie og Evne til at gjøre deres Pligt, det viste de de faa Gange, de fik Lov til at maale sig med Fjenden; men den øverste Ledelse manglede den Resoluthed og Hensynsløshed, som de fortvivlede Forhold krævede. Hvis Frederik VI. havde gjort et alvorligt Forsøg paa at opfylde de Forpligtelser, der paahvilede ham overfor Rusland , saa havde den danske Krigshistorie havt et ærefuldt Blad mere, og den politiske Situation var bleven en ganske anden. Det var sikkert nok en Fejl, at Danmark i 1808 kom i Krig med Sverrig; men en Fejl kan give et godt Resultat, naar den energisk gjennemføres. Havde Danmark i Forbindelse med Rusland sønderlemmet Sverrig i 1809, saa havde det staaet ganske anderledes i 1814; nu opnaaede det kun at skabe sig en uforsonlig Fjende, som mere end nogen anden bidrog til dets Lemlæstelse.

Henvisninger.

*) M. Rubin: 1807— 14. Kbh. 1S92. S. 15S— 59. 2) Kriget emellan Sverige och Danmark af C. Meijer. Stkhlm. 18G7. S. 30. 3) J. Mankeil: Ofversigt af Svenska Krigshist: vigtigaste Handelser. Stkhlm. 1865. S. 550. 4) Smst. S. 549, jf. Meijer S. 19. '"j Meijer S. 29— 30. 6) Rubin S. 260. 7) Udførlige Efterretninger om T ilstanden i den norske Hær findes i Meddelelser fra Krigsarkiverne. B. IV. S. 134— 161. 6) Smst. IV. S. 22. 9) Ræder: Danmarks Krigs- og politiske Historie. III. S 254. Mankeli Ofversigt S. 580. '"I Mankeil: Anteckningar til Sveriges Krigshistoria. Ørebro 1866. S. 178. Sammes Ofversigt S. 555. 41) Mankeil: Ofversigt S. 556. 12) Mankeli: Uppgifter rorande svenska Krigsmagtens Styrke. Stkhlm. 1865. S. 459. Smig. Meijer S. 167. Summen stemmer ikke med den S. 332 anførte, der vistnok angiver Forplejningsstyrken. 13) Meijer S. 168. I4) a. Tschernings Rapporter af 11/1 1808 og 25/j 1809, en svensk Kortskitse funden i sidstnævnte Rapport. (Gemadjut Arkiv. Hemmelig Protokol (H. P.) 1811. Rigsarkivet.) b. P. F. Steinmanns Protokol over Efterretninger fra Sverig (Generalstabens Arkiv). Smig. Medd. B. III. S. 448 tf. 15) Rapporterne findes i H. P. 1811 R .Ark. 1S) Medd. B. IV. S. 100. I;) Smst. B. V. S. 424 lf. ls) Smst. B. IV. S. 102. Generalkvartermesterstaben indk. Sager 16/ibo9 , Feltkommissariatets Referat-Protokol 1749/iso9 (Krigsministeriets Arkiv). ia) Medd. IV. S. 104. 20) Feltkom. Ref.-Prot. 21) Medd. B. IV. S. 113. 22) Smst. B. IV. S. 113 — 114. 23) Feltkom. exped. Sager “9-115/i809. al) Vahrendorlls Ordrebog 1809 (Krigsministeriets Arkiv). 25i Gkvmstrstab. Kopibog 2S'i 1809. Rigs-Ark. Dsk. Livrgt. Ordrebog. Krm. Ark. 2S) Gkvmstrstab. Dislok.-Prot. Rigs-Ark. 27) Gkvmstrstab. indk. Sager B5/isos- 2S) Feltkom. Ref.-Prot. 24/i. Gkvmstrstab. Kopibog 13/i. 29) Gkvmstrstab. Dislok.-Prot. 30) Gkvmstrstab. Kopibog 17h 1809. 31) Medd. B. IV. S. 116. 32) Gkvmstrstab. indk. Sag. Nr. 71“ e9/i809 R.-Ark. 33) Genadjut. Arkiv. R.-Ark. 34) Gkvmstrstab. Dislok.-Prot. 3,r>) Feltkom. Ref.-Prot. Gkvmstrstab. Dislok.-Prot. 3B) Feltkom. Ref.-Prot. Gkvmstrstab. Kopibog. Kardorffs og Vahrendorffs Ordrebøger. 37) Medd. B. V. S. 426. 38i Smst. B. IV. S. 103. 39) Feltkom. Kopibog le/i 1809. 40) Feltkom. Ref.-Prot. )7,/i 1809. Medd. B. IV. S. 107. 41) Feltkom. Ref.- Prot. 19/j, 23/i, S1/i, 2/2, 4/a, */», 7/2> 15/2 1809. 42) Medd. B. IV. S. 104— 107. 43) Feltkom. Kopibog 18/i 1809. Jfr. Medd. IV. S. 107, Anm. 1. 44) Medd. B. V. S. 4 2 9 . 45) Feltkom. Ref.-Prot. 21/i 1809. 4B) Medd. B. IV. S. 122. 47) Smst. B. V. S. 428. 48) Smst. B. IV. S. 125. 49) Smst. B. IV. S. 123— 125. Feltkom. Ref.-Prot. **/, 1809. 50) Medd. B. V. S. 432 If. 5J) Smst. B. IV. S. 86, 116, 117. 52) Generaladjut. Ark. H. P. 1811. 53) Medd. B. V. S. 435 ir. 54) KardorlTs Kopibog J3/2, Feltkom. Ref.-Prot. 14/2 1809. 53) Feltkom. Ref.-Prot. >3/2 1809. 5B) Dsk. Livrgts. Ordrebog. r’7) Feltkom. Kopibog og Ref.-Prot. for Jan. og Febr. 1809. 5b) Feltkom. Kopibog J7/i 1809. 59) Feltkom Ref.-Prot. NT. 558/i«o». Gkvmstrstab. indk. Sag. Nr. 32/i8os. so) Stabskir. indk. Sag. 23“ 30/j 1809. Stabskir. Koncepter 6 - 1 3 /2 1809. Br) Stabskir. indk. Sag. og Koncepter 11_12/j 1809. Feltkom. exped. Sag. s. I). B2) Feltkom. Ref.- Prot. 9;2 1S09. 63) Stabskir. indk. Sag. 11-14/j 1809. 84) Medd. B. IV. S. 131. 65) Smst. B. V. S. 427 ff. Udkastet kan stamme fra Tiden omkring 1. Febr., da Vahrendorff anføres som Generalmajor, hvilket, han først blev 28/i. Muligvis er det ogsaa af en endnu senere Dato, da der under 4. Febr. i en Parolbefaling nævnes en Brigadeinddeling, der for nogle Regimenters Vedkommende ikke stemmer med den her anførte. Udkastet skyldes Generaladjutant Bulow. " ) Kardorffs Ordrebog. B7) Medd. B. V. S. 431. 8a) Smst. B. IV. S. 110 lf. B9i Smst. B. V. S. 438 lf. 70) Generaladjut. Kopibog, Jan. og Febr. 1809. 71) Medd. B. IV. S. 108 ff. 72) Smst. B. IV. S. 120. 73) Smst. B. IV og V. 74) Smst. B IV. S. 89, Anm. 3. 75) Smst. B. IV. S. 134— 135. 7B) Denne udaterede Betænkning, der findes i H. P. 1811, er trykt i Medd. B. V. S. 420 ff. 7T) H. P. 1811. 78) Tschernings Rap. 12/i 1808, Rig s-A rk . 79) Falmarskalken Grefve J. C. Toil. Biografisk Teekning. Stockholm 1S49. B. I. S. 1 22. 80) Follin: Helsingborgs Historia. Upsala 1851. 81) Tidander: Anteckn: ror: Kgl: Jbnkop: Rgts: Hist: Lund 1873. S. 77. 82) Steinmanns Protokol. 8:1) Smst. 84) Vahrendorffs Ordrebog. 85) Kardorffs Kopibog. 8B) Medd. B. IV. S. 87. 87) Smst. B. IV. S. 122. 8S) Smst. B. IV. S. 129.