Log ind

Den øverste militære Centralledelse i Frankrig, Italien og Tyskland

#

I saa godt som alle krigsførende Lande hævede der sig allerede under Krigen Røster om at samle alle Landets Stridskræfter paa en enkelt Haand for gennem en fælles Ledelse at opnaa de bedste Resultater fo r Hærens, Marinens og Lu ftflaadens Anvendelse. Fo r at se, hvilken Indflydelse Erfaringerne fra Verdenskrigen har faaet paa Organisationen a f den militære Centralledelse, skal eksempelvis nævnes Ordningen af dette Spørgsmaal i Frankrig, Italien og Tyskland.

FRANKRIG

Republikkens Præsident raader over Landets samlede Stridskræfter. Underlagt ham er Krigs-, Marine- og Lu ftm inisteren. Ved Siden a f Regeringen bestaar et Øverste Landsforsvarsraad (conseil supérieur de la défense nationale), hvori Præsidenten fører Forsæde og med efternævnte Medlemmer:

Alle Ministre,

Det øverste Krigsraad,

Det øverste Marineraad,

Det øverste Luftraad,

Studiekommissionen af det nationale Forsvar og Generaldirektoratet, direkte under Præsidenten. Raadets Opgave er Overvejelser af alle Spørgsmaal vedrørende det nationale Forsvar, som kræver en Samvirken a f alle Ministerier. Det øverste Krigsraad (conseil supérieur de lu guerre) er et raadgivende Organ for Krigsministeren, der fører Forsæde i Raadet. De øvrige Medlemmer er:

Vicepræsidenten, tillige Generalinspektør for Hæren og Generalissimus i Krig,

Marskallerne af Frankrig,

Et Antal Divisionsgeneraler, der under K rig er udset til at føre Arméer og Hærgrupper,

Chefen fo r Generalstaben, der foruden Ministeren er underlagt Vicepræsidenten i alle Spørgsmaal vedrørende Organisation, Mobilisering og Uddannelse. I Krig er han Stabschef ved Felthæren.

Raadets Opgaver omfatter rene Hærspørgsmaal som Organisation, Uddannelse, Mobilisering, Opmarch, Fæstningsværker o. lign. Krigsministeriet forener i sig alle de øverste militære Myndigheder, nemlig:

Ministerens Kabinet,

delt i et Militær- og et Civilkabinet,

Understatssekretariatet,

Generalsekretariatet, hærens Generalstab samt 13 Direktioner for Administration,

de forskellige Vaaben m. m.

Under Ministerpræsident Tardions Regering forenedes i Begyndelsen a f 1932 de 3 Ministerier til et Ministerium for det nationale Forsvar. Der skulde ikke finde en Sammensmeltning a f de 3 Ministerier Sted, der tilsigtedes kun at sikre et intim t Samarbejde mellem dem. E fter Dekretet udøver Ministeren for det nationale Fo rsvar under Republikkens Præsident den fælles Kommandomyndighed, medens Myndigheden over de enkelte Dele a f Værnet overdrages Vicepræsidenterne fo r det øverste Krigs-, M arine- og Luftraad. Direkte under Forsvarsministeren oprettes et Statssekretariat for Forvaltningen med et Finanssekretariat underlagt samt et Sekretariat fo r Bevæbning og Udrustning. Ved denne Ordning under en fælles Ledelse havde man Muligheder for en mere intensiv Udnyttelse a f alle Stridskræfter under en eventuel K rig, men desuden blev Forsvarsministeren ved det nyoprettede Finansorgan bedre i Stand til at fordele de paa Budgettet til Raadighed fo r Forsvarsministeriet anviste Pengemidler paa en for dette mere fyldestgørende Maade. Det er indlysende, at de tre Vicepræsidenter over de øverste Krig-, Marine- og Luftraad maatte komme til at udøve større Kommandomyndighed over deres Værn end hidtil, da det vilde være umuligt for een Minister at beskæftige sig indgaaende med Detailler i hvert a f de tre Værn. Det foi'st i 1929 dannede Luftministerium blev oplost, Hær- og M arinelu ftfart gik over til det nye Forsvarsministerium, medens de Dele, der vedrørte den tekniske Tjeneste, blev overført til Ministeriet fo r off. Arbejder. Fo r yderligere at fremme Sammenarbejdet mellem de tre Værn oprettedes ved Dekret a f 29’ Marts 1932 en „Hau t comité m ilitair“ med Forsvarsministeren som Formand og bestaaende a f :

Vicepræsidenterne for de øverste militære Raad og Cheferne for Hærens, Marinens og Luftstridskræ fternes Generalstabe. Komitéen skulde beskæftige sig med ethvert Studie vedrørende den samlede Anvendelse a f Land-, So- og Luftstridskræ fterne samt Spørgsmaal om Bevæbning i Almindelighed. E fter Ministeriet Tardieus Fald i Forsommeren ophævede den nye Ministerpræsident Herriot Forsvarsministeriet og oprettede atter de 3 Ministerier for Hær, Marine og Lu ftstridskræfter. „Haut comité m ilitair“ erstattedes med „Haut comité chargé de coordonncr les besoins de la défense nationale“ , hvis Sammensætning er: Krigs-, Marine- og Luftværnsministeren, Generalinspektøren for det nationale Lu ftforsvar (f. T. Marskal Pétain), Vicepræsidenterne for de øverste Raad for Hær, Marine og Luftværn, Generalstabscheferne for de samme tre Værn, Event. Generalsekretærerne for disse Værns Administration, ialt 10, event. 13 Medlemmer. Samtidigt oprettedes et Sekretariat, der industrielt og kommercielt skal sammenarbejde med de 3 Værn ved de nødvendige Køb til Forsvaret. Komitéen har omtrent samme Opgave som „Haut comité m ilitair“ , men desuden beskæftiger den sig med Fordelingen af de paa de militære Budgetter opforte Bevillinger. Ethvert Spørgsmaal, som gaar ud over et a f Ministeriernes Kompetence, sendes til Komitéen for at behandles der. Naar man atter er gaaet bort fra det samlede Forsvarsministerium, maa Grunden antagelig blandt andet søges i, at Administrationen a f dette oversteg en enkelt Mands Kræfter. Paa den anden Side har man gennem den nye „Haut comité“ og det nævnte Sekretariat sogt at bevare nogle a f de Fordele, som det fælles Forsvarsministerium bød paa.

ITALIEN

Indtil Efteraai'et 1929 var Krigs-, Marine- og Lu ftm inisteriet samlede under Mussolini. F ra nævnte Tidspunkt afgav han Ministerposterne, som han havde besiddet i 1 Aar, og gjorde Ministerierne selvstændige, hvert med sin Generalstabschef under sig. Desuden findes i Italien en Stilling som Chef fo r det samlede Værns Generalstab for at sikre Sammenarbejdet af alle Statens militære Organer. Chefen staar umiddelbart under Regeringschefen og er hans Raadgiver i alle Spørgsmaal vedrørende Landets Forsvar, Mobiliseringen a f den samlede væbnede Magt, alle Spørgsmaal angaaende Kolonierne og Værnenes samlede Manøvre. Han vælges mellem Marskaller og Storadmiraler eller blandt Generaler, der er designerede til at føre en Armé, og Admiraler, der kommanderer en Flaadeafdeling. Han udnævnes af Kongen paa Konseilspræsidentens Indstilling. Foruden at være Medlem af den øverste Forsvarskommission er han Medlem a f enhver Kommission, der nedsættes a f Regeringen til Studie a f Spørgsmaal, der vedrører Statens Fo rsvar, og hvori to eller flere Ministerier er interesserede. Chefen udarbejder til Brug fo r Regeringschefen almindelige Direktiver fo r en samlet Operationsplan, idet han for hvert Værn specificerer den Rolle, som det skal spille fo r at naa det tilsigtede Maal. Naar Regeringen har bifaldet hans Forslag, tilstilles de i Form a f Befalinger og Anordninger de paagældende Ministerier, som lader dem gaa videre til de tre Generalstabschefer. Gennem de tre Ministre korresponderer Chefen for det samlede Værn med Generalstabscheferne, der holder ham underrettet om alle militære Forhold, medens Regeringschefen paa sin Side holder ham å jour med alle politiske Spørgsmaal, der vedrører Forsvaret. Gennem denne dobbelte Orientering saave! oppefra som nedenfra bliver Generalstabschefens Stilling af stor Betydning. Endvidere har Regeringschefen til sin Raadighed en ,,Øverste Forsvarskommission“ . Den skal allerede i Fredstid sikre Sammenarbejdet a f alle Statens militære, økonomiske og moralske K ra ftkilder til Gavn fo r Landsforsvaret. Arbejdsomraadet er større end for det øverste Landforsvarsraad i Frankrig. Regeringschefen fører Forsædet i Forsvarskommissionen. Stemmeberettigede Medlemmer er: LTdenrigs-, Kolonial-, Indenrigs-, Finans-, Krigs-, M a rine-, Luft-, Landbrugs-, Fagforenings- og Tra fikm inisterne, Medlemmer med raadgivende Stemme: Cheferne for det samlede Værns-, Hærens-, Marinensog Luftflaadens Generalstabe samt Formanden for den civile Mobiliserings Udvalg.

T il Krigsministeriet hører en Række administrative og tekniske Organer. Endvidere er Chefen fo r Hærens Generalstab underlagt Krigsministeren paa visse Omraader (se nedenfor). Arméraadet er et raadgivende Organ for Krigsministeren i vigtige Spørgsmaal vedrørende Organisation, Mobilisering og det nationale Forsvar. Det bestaar af Hærens Generalstabschef, Armégeneralerne og 3 Korps- eller Divisionschefer, udnævnte for et A a r ad Gangen. Arméraadets Virksomhed ophører ved Mobilisering og under hele Krigens Varighed. Hærens Generalstabschef er Ministerens højeste tekniske Raadgiver og leder under ham Studiet a f Krigsoperationerne og Forberedelserne til disse. Generalstabschefen inspicerer Tropperne, Tjenesten og Skolerne i Ministerens Navn og a flægger Beretning til ham. Han korresponderer direkte med de andre Ministeriers Generalstabschefer og med Armécheferne. • I Krigstid overtager han de Funktioner, som er forudset i Feltreglementet, hvilket antageligvis vil sige, at han bliver Generalissimus, medens den ved Generalstaben værende Sekondchef bliver hans Stabschef. Under Luftministeren staar alle Kongerigets og Koloniernes militære Luftkræ fter. Han har den højeste Myndighed over dem og assisteres a f Chefen for Luftværnets Generalstab. Marineministeren har i Fredstid Ledelsen a f den militære Marine med Chefen for Marinens Generalstab under sig. A f raadgivende Kommissioner findes: Admiralraadet, det øverste Marineraad og en teknisk Komité.

TYSKLAND

Ved Bedømmelsen a f den Maade, hvorpaa Tyskland har ordnet sin højere militære Centralledelse, maa man tage Hensyn til de Indskrænkninger, som Landet er underkastet ved Versaillestraktaten. Saaledes er den store Generalstab opløst og maa ikke opstaa igen under nogen Form. Antallet a f O fficerer og Ligest, i Krigsministeriet er begrænset til 300. Alle Fo rberedelser til Mobilisering er forbudt, og endelig maa Tyskland ikke have Land- og Marine-Luftstridskræ fter. Rigspræsidenten er Øverstbefalende fo r Rigsværnet (Rigshæren og Rigsmarinen). Rigs værns ministeren er den øverste Kommando- og Forvaltningsmyndighed i Rigsværnet og udøver under Rigspræsidenten denne Myndighed over det samlede Værn. I Spidsen fo r Rigshæren staar en General, som Chef fo r Hærledelsen, og for Rigsmarinen en Admiral, som Chef for Marineledelsen.

Rigsværnsministeren umiddelbart underlagt er

1. Fælles Organer fo r Hær og Flciade. Ministeram t med Adjudantur (Reglementer, Beskyttelsesafd., Retsvæsen m. m.) Haushaltungsabteilung (Budget fo r Hær og Marine) Vertrag- und Preis-Prüfwesen.

2. Chefen fo r Hærledelsen med Adjutanter og Inspektion af Uddannelsesskoler. Underlagt ham er: Heeres-Personalamt med 3 Afdelinger vedr. Personalet. Truppenamt (Organisation, Statistik, Uddannelse, Reglementer, Folkeforbundsgruppen m. m.). Verwaltungsamt (Regnskab, Indkvartering, Øvelsespladser, Forplejning, Beklædning og Bygningsvæsen). Waffenamt (Vaaben, Ammunition og Materiel). Wehramt (Hærfagskoler, Forsørgelsesvæsenet, Traintropper, Automobiltropper, Efterretningstropper, Sanitetsvæsen og Veterinærtjenesten).

3. Chefen fo r Marineledelsen med Stab. Underlagt ham er: Marinekommandoamt (Flaadeafd., Uddannelsesafd., Folkeforbundsgruppe, J ustitsforvaltningen). Allgemeine Marineamt (Værftsafd., Vaabenafd., Nautisk Afd., Luftbeskyttelsesgruppe). Marine-Verwaltungsamt og Marine-Konstruktionsabteilung.

Anm. De i ( ) nævnte Funktioner under de forskellige A fdelinger i Rigsværnsministeriet gør ikke K rav paa at være udtømmende, men skal kun i større Træk give en Oversigt over, hvad Afdelingen i Hovedsagen beskæftiger sig med. Yderligere sker der a f og til Forandringer i denne Ordning. I Tyskland findes ikke, som i de to foregaaende Lande, en Forsvarskommission eller et Forsvarsraad som Raadgivende for Rigsværnsministeren. Denne har som militære Sagkyndige kun de to Chefer for Hær- og Marineledelsen. Da Tyskland som foran anført ikke maa besidde en selvstændig Generalstab, vil man finde dennes Funktioner fordelt paa forskellige Kontorer under Chefen fo r Hærledelsen, navnlig under „Truppenamt“ . Naar Versaillestraktaten yderligere har bestemt, at der højst maa være 300 O fficerer og Ligest, til Tjeneste i Krigsministeriet (Heeresleitung), maa Grunden hertil antagelig søges i, at man har villet forhindre en for stærk Opsvulmen a f dette Ministerium som Erstatning for den fo rbudte Generalstab.

Man skal ikke her komme ind paa en Bedømmelse af de nævnte Landes Organisationer, der jo i saa høj Grad er a fhængig a f politiske, geografiske og økonomiske Forhold, Landets Størrelse og Beliggenhed, dets Forfatning, Befolkningens almindelige Indstilling overfor Forsvaret og dens hele Psyke, men kun til Slut sammenstille de vigtigste Bestemmelser i den højere militære Centralledelse og ved denne Lejlighed medtage Danmark. Den a f Staterne, der kommer Idealet for Ordningen a f den øverste militære Centralledelse nærmest, er Italien, der allerede i Fredstid besidder en Chef fo r det samlede Værn, saaledes at der ved Mobilisering findes en Øverstbefalende for Landets samlede Magtmidler med sin Stab, der er sammenarbejdet og til Stadighed har beskæftiget sig med de Spørgsmaal, der kommer til at foreligge ved Fredsbrud. Med andre Ord bliver man i Stand til med saa lille Friktion som mulig og uden Nydannelse at gaa fra Fredsfod over til Krigsfod. En saadan Ordning er vel nærmest tænkelig i et Land, hvor de politiske Forhold er som i Italien. E t Fælles Forsvarsministerium findes blandt de nævnte Lande kun i Tyskland (Reichswehrministerium) og i Danmark. Italien forlod det i 1929 og Frankrig i Sommeren 1932 efter kun faa Maaneders Levetid. Naar Frankrig har stillet sig noget reserveret overfor et samlet Forsvarsministerium, skal Grunden foruden den tidligere nævnte være, at Demokratiet altid har været noget betænkelig ved at give en enkelt Mand en saa stor Myndighed. Imidlertid har man i Frank rig gennem de nævnte Komitéer og Sekretariater søgt at bibeholde nogle af de Fordele, som et samlet Forsvarsministerium bød paa. E n Overgeneral fo r Hæren ved Mobilisering findes allerede i Fredstid i Frankrig, Italien og Danmark. I Frankrig er det Vicepræsidenten i „Conseil supérieur de la guerre“ , Generalinspektøren for Hæren, i Italien antageligvis Generalstabschefen og i Danmark den kommanderende General. Hvorvidt Chef der Heeresleitung i Tyskland er udset til at være Overgeneral for Hæren ved Mobilisering ses ingen Steder, men dette staar antageligvis i Samklang med Bestemmelserne i Versaillestraktaten, hvorefter Tyskland ikke maa foretage nogensomhelst Fo rberedelse til Mobilisering. Da Tardieu samlede de tre Ministerier i et fælles Forsvarsministerium, har han sikkert haft det tyske Reichswehrministeriums Ordning fo r Øje, en Ordning, der uden Tvivl frembyder forskellige Fordele. Hvis man tænkte sig denne Ordning overfort paa danske Forhold, vilde den i store Træk komme til at tage sig saaledes ud:

Forsvarsministeren, herunder:

1. E t Departement som Fællesorgan for Hær og Marine,

2. Den kommanderende General, Øverstbefalende over den samlede Hær,

3. Den kommanderende Admiral, Øverstbefalende over den samlede Flaade.

Under Departementet skulde i Hovedsagen lægges de Kontorer, der nu findes under de to Ministerier. Hvor det var formaalstjenligt, kunde Kontorer a f samme Art, i saa høj Grad som det var gørligt, sammendrages. Den kommanderende General bibeholder de Myndigheder, der nu er ham underlagt. Kontorer, der nu er henlagt under Krigsministeriet, men maaske rettelig hører under den kommanderende General, kunde yderligere underlægges ham. Den kommanderende Admiral fik underlagt de Myndigheder, som for Loven a f 1932 var underlagt Viceadmiralen, om fornødent suppleret med enkelte andre under Marineministeriet, medens Resten overgik til det fælles Forsvarsdepartement. Ved denne Ordning, der synes at frembyde enkelte Fo rdele saasom bedre Kommandoforhold og en Forenkling af Administrationen, kunde man maaske yderligere opnaa Besparelser, der kom Forsvaret til gode paa anden Maade.

C. Fock.