Den nødvendige tænkning: hvad kendetegner en god analyse af militære operationer i afgangsprojekter på Forsvarsakademiets uddannelser

Foto: Forsvarsakademiet

Af Søren Sjøgren, militær forsker ved Center for Værnsfælles Operationer på Forsvarsakademiet, og Ian Bowers, senior forsker ved Institut for Forsvarsstudier på Forsvarets Høgskole i Norge.

Indledning

Evnen til at studere militære operationer på en systematisk og kritisk måde er en central kompetence for enhver officer. Alligevel har det på Forsvarsakademiet (FAK) vist sig svært at overbevise vores studerende på både diplom- og masterniveau om at skrive deres afsluttende projekter om netop dette. I en årrække har der blandt de studerende været en fortælling om, at det er særligt svært at skrive inden for militære operationer, når man sammenligner med andre fagligheder, der undervises på i FAK. Begrundelserne har været konsekvente: der er et fravær af, hvad der kunne beskrives som ’plug and play’ teorier og metoder og det er vanskeligligt at finde, generere og håndtere data. Vi kan samtidig konstatere, at der løbendes skrives gode og velbedømte opgaver på alle FAKs akkrediterede uddannelser inden for feltet militære operationer.

Under overskriften the science of military operations søsatte vi i 2022 et projekt for systematisk at undersøge, hvordan vores studerende på FAK har grebet sådanne analyser an. Vi anmodede officersskolerne og studiekontoret om samtlige projekter og censorrapporter siden akkrediteringen i 2014 for at undersøge de gode eksempler og lære. På baggrund af disse 659 afgangsprojekter spørger vi: Hvad kendetegner en god analyse af militære operationer?

I denne artikel diskuterer vi først, hvorvidt der er én videnskabelig (eller akademisk) tilgang til at studere militære operationer. Vi konkluderer, at feltet er kendetegnet ved, at det generelt forsøger at løse praktiske problemer og gør brug af et pragmatisk vidensideal. Metoder og tilgange tilvirkes så de passer til problemet; det er det vi kalder vi den nødvendige tænkning i denne artikel­. Vi introducerer dernæst den metode og empiri vi selv har brug for at lave denne analyse. Vi opstiller seks kendetegn for gode (og velbedømte) analyser af militære operationer, herunder behandler vi spørgsmålet om brug af teori i opgaverne. Vi konkluderer at metodiske overvejelser er langt vigtigere end en teori og opfordrer studerende til at omfavne fraværet af faste metodikker som en invitation til at eksperimentere og lære. Slutteligt opstiller vi en guide til, hvordan vi selv ville gennemtænke et projekt om militære operationer. Vi behandler ikke forhold om klassificering af praksisnær empiri. Dette er allerede behandlet andetsteds.¹

Hvorfor er det vanskeligt at studere militære operationer?

For at få et indblik i de praktiske problemer ved at studere militære operationer vender vi først blikket udad. I en velmodtaget RUSI-rapport fra 2022 med titlen Preliminary Lessons in Conventional Warfighting from Russia’s Invasion of Ukraine skriver forfatterne, at deres konklusioner er ”metodisk problematiske”.² Det er ganske normalt, at forskere beskriver begrænsningerne eller svaghederne ved deres metoder, men at kalde sin tilgang for ”problematisk” er usædvanlig. Det antyder, at konklusionerne er grænsende til uvidenskabelige. Hvad er det problematiske? En del af den data, som har dannet grundlag for rapporten er klassificeret. Forfatterne kan dermed ikke være fuldt transparente og andre kan ikke efterprøve konklusionerne. På den ene side har denne rapport haft betydelig nytte for den militære profession, der søger at forstå taktiske og operative implikationer af den igangværende krig Ukraine. Samtidig anerkender forfatterne, at deres rapport ikke lever op til klassiske idealer om videnskabelig viden - uden i øvrigt at definere hvad disse idealer er. I videnskabsteorien kendes dette som demarkationsproblemet: hvad er grænsen mellem videnskabelig viden og ikke-videnskabeligt viden. Men videnskabsteorien har imidlertid ikke noget entydigt svar. I stedet eksisterer en række forskellige idealer, der hver knytter sig til forskellige fagtraditioner. Der eksisterer altså ikke én metodisk tilgang, som automatisk vil sikre, at ens undersøgelse er uproblematisk.

Spørgsmålet er nu om krigsvidenskaben er særligt metodisk eller teoretisk udfordret i forhold til andre fagområder? Den tidligere chef for Forsvarsakademiet generalmajor Karsten J. Møller konkluderer eksempelvis i en rapport fra 2007 om fremtiden for den videregående officersuddannelse, at selvom der har eksisteret et Krigsvidenskabeligt Selskab siden 1871, så har der ikke være tradition for at dyrke den filosofiske og videnskabsteoretiske tænkning, der definerer og afgrænser et fagfelt. Man har i stedet fokuseret på løsning af praktiske problemer eller krigskunst, som Møller kalder det. Møller konkluderer endvidere at:

Krigsvidenskab tilhører socialvidenskaberne og den er tværfaglig og syntetisk i enestående grad. Deraf følger, at det er uhyre vanskeligt at definere og afgrænse fagfeltet og der er derfor heller ikke enighed herom i fagkredse. Dertil kommer, at der ikke eksisterer en almen anerkendt begrebsverden eller metode.³

For den militære praktikker såvel som for forfatterne til RUSI-rapporten er vidensidealet pragmatisk.⁴ Hvorvidt en tilgang er god eller slet afhænger af det problem, som man forsøger at forstå. Det er problemet, som definerer den teoretiske tilgang og ikke den anden vej rundt. Det betyder også at begrebsverden og metode må defineres eller tilpasses fra undersøgelser til undersøgelse. Dette er ingenlunde unikt for den militære praksis. Enhver tilgang, som starter med et empirisk problem, må først gøre sig en række antagelser og metodiske til- og fravalg; det vi i denne artikel kalder den nødvendige tænkning.

Studiet af militære operationer er en delmængde af det bredere felt ’war studies’, ’military studies’, krigsvidenskab eller -kunst, som Møller og andre diskuterer. Mere end et klart afgrænset forskningsfelt er der her tale om en slags områdestudier, der studerer det samme fænomen, men med forskellige metodiske tilgange.⁵ Der eksisterer heller ingen autoritativ afgræsning af, hvad delmængden ’militære operationer’ præcist er. NATOs ordbog NATO term beskriver operationer, som ‘a sequence of coordinated actions with a defined purpose’. NATOs capstone doktrin AJP-01 skelner mellem ‘campaigns, operations and actions’ uden at give yderligere detaljer på forskellen.⁶ På FAK eksisterer heller ikke én veletableret definition af, hvad militære operationer er.

I denne artikel definerer vi militære operationer som planlægning, tilrettelæggelse eller gennemførelse af en af NATOs otte joint functions (command & control, maneouvre, intelligence, fires, sustainment, information, force protection, and civil-military coorperation).⁷ For at lave en systematisk undersøgelse, må vi først afgrænse vores felt. Alternativet er en arbitrær og ugennemsigtig afgrænsning, som læseren ikke ville kunne følge. NATOs otte joint functions er en velkendt doktrinær definition. Vendingen ’planlægning, tilrettelæggelse og gennemførelse’ kendes måske fra de hedengangne Pædagogiske Principper for Forsvaret og anvendes i øvrigt bredt i systematisk uddannelsesplanlægning, eksempelvis i relation til arbejdsmiljø.⁸ Pointen er, at vi i fraværet af en etableret videnskabelig definition selv bygger en pragmatisk definition ud fra nogle alment kendte principper. Og vi er åbne omkring de kriterier og principper, som vi har brugt.

Som afslutning på denne introduktion konkluderer vi at:

• Studiet af militære operationer inden for det bredere felt af war studies, krigsvidenskab eller krigskunst ikke har fast definerede grænser og metoder.
• Ingen tilgang er den gyldige. Der er en række forskellige tilgange ofte importeret fra andre forskningstraditioner, som hver har deres styrker og svagheder i relation til det problem, som man forsøger at forstå.
• Den nødvendige tænkning er de antagelser, man gør om det fænomen, som man ønsker at undersøge. Undersøgelsen bliver ikke videnskabelig ved at kopiere andre videnskaber, men ved systematik og kritisk stillingtagen. Det består i transparens og sunde metodiske overvejsler om, hvorfor man har gjort, som man har, og hvad svaghederne måtte være; herunder at man står på mål for den valgte metode.

For at se nærmere på hvordan man så gør det, vender vi os mod de studerendes opgaver og censorernes tilbagemeldinger.

Metoder

I januar 2023 anmodede vi de tre værns officersskoler og MMS studiekontoret om samtlige afgangsprojekter og tilhørende censorbedømmelser siden akkrediteringen af uddannelserne i 2014. Vi fik udleveret 659 projekter med tilhørende censorbedømmelser fra den første afgangsprojekter på de akkrediterede uddannelser blev bedømt i 2016 og frem til forår 2023. Disse var fordelt på 242 afgangsprojekter fra MMS og 417 fra diplomuddannelsen.

Vi læste først alle abstracts og sorterede dem ud fra spørgsmålet, om denne opgave omhandler militære operationer. En del disse opgaver havnede i en ’måske’ kasse, som krævede nærlæsning. Den endelige sortering viste, at 127 opgaver svarende til ca. 20% af opgaverne på tværs af uddannelser og værn omhandler militære operationer; 48 på MMS og 79 på diplomuddannelsen. Knap 60% af disse opgaver har vejledere fra Institut for Militære Operationer, resten har fra Forsvarsakademiets øvrige institutter. Den efterfølgende kvalitative analyse baserer sig dermed alene på de 127 opgaver. For 13 af disse opgaver var censorrapporten enten ikke medsendt eller filen var beskadiget og kunne ikke læses. For de øvrige lå gennemsnitskarakteren på 8,7 på 12-skalaen. Vi har ikke opgjort karaktersnit for de øvrige tematikker i materialet.

Vi har nærlæst alle 127 afgangsprojekter, som omhandlede militære operationer. Opgaverne blev listet i et excel-ark. Via en open kodning har vi beskrevet, hvordan den studerende er gået til opgaverne med fokus på deres anvendelse af teori og metode.⁹ For hver opgave har vi først beskrevet, hvad temaet er i én kolonne, og dernæst hvordan man griber opgaven an med afsæt i, hvad der står i opgaven, og hvad censorerne har bemærket. Flere steder har vi skrevet vores egne vurderinger i form af en anmærkning om, at strukturen er uklar, at opgaven har en redegørende karakter eller omvendt, at noget er særligt originalt. Disse temaer og bemærkninger har vi efterfølgende kategoriseret og fundet fællestræk i.

Vi har i denne artikel valgt alene at parafrasere opgavernes tematikker. Vi har bevidst ikke henvist direkte til enkelte opgaver. En del af opgaverne er offentlig tilgængelige i FAKs forskningsdatabase. Nogle er klassificerede til tjenestebrug og kan rekvireres via biblioteket, men en stor del alene eksisterer i FAKs interne databaser. Censorernes rapporter er ikke offentligt tilgængelige og eksisterer også kun i FAKs interne databaser. Vores undersøgelse er dermed så transparent som muligt inden for de rammer som databeskyttelsesforordningen kræver. Havde vi lavet undersøgelsen udelukkende med offentligt tilgængelige projekter ville vi have fået et mindre komplet billede.

Analyse: Seks kendetegn for gode analyser

I det efterfølgende præsenterer vi vores analyse af de 127 projekter og 114 tilhørende censorrapporter. Vi har valgt at præsentere dem kronologisk ift., hvordan et afgangsprojekt typisk disponeres. Som indledning kan vi sige, at vi ikke fandt én eller flere dominerende metodiske tilgange til at forstå militære operationer, men en pluralitet af forskellige tilgange og forskellige videnskabsteoretiske positioner.

Kendetegn 1: Stærk kobling til et praktisk eller operativt problem

De gode opgaver eller analyser har en stærk kobling til et praktisk operativt eller taktisk problem. Spørgsmålet om, hvorfor denne opgave er relevant, er meget tydeligt besvaret i opgavens indledning, og en læser med militær baggrund kan hurtigt genkende eller måske endda genkalde problemet fra sin egen praksis. Dette styrker, hvad den MMS-studerende bliver bedt om i studieordningen: at lave et projekt som har et ’anvendelses- og praksisrettet perspektiv’ og som for kadetten hedder, at problemstillingen er ’praksisorienteret’.¹⁰ De gode opgaver har dermed ikke teoretiske eller abstrakte problemer, men meget konkrete problemer som ofte retfærdiggøres med et ønske om at forbedre eller nytænke praksis eller gøre sig selv klogere gennem et systematisk studie af en case. De gode analyser står som aldeles gode udgangspunkter for mere systematiske forsknings- og udviklingsprojekter i de enkelte værn eller på det værnsfælles niveau. Eksempelvis i forhold til doktrinudvikling eller indfasning af kapaciteter.

Kendetegn 2: En velbeskrevet metode

De gode opgaver er kendetegnet ved, at de har en klar metode. De bygger videre på det praktiske problem og forklarer læseren, hvordan de systematisk kan vide noget om det problem, som de har identificeret. Det er dermed tydeligt, hvad de gør, hvad der tæller som empiri, og hvordan det bliver til en sammenhængende analyse. Det er også tydeligt, hvordan forfatteren er positioneret; bruger man sin egen forforståelse i analysen eller forsøger man at parkere den i indledningen? For anvendelsen af teori gælder, at hvis analysen anvender teori til at intervenere i praksis, så gør de det ved at operationalisere den teori i nogle variabler, som de kan observere i deres data. De undgår i den proces at fortabe sig i detaljer; få velvalgte variable fungerer langt bedre end en hel række af variabler, uanset at den sociale virkelighed er kompleks. Altså, der foretages en afgrænsning, og der argumenteres for, hvorfor eller hvordan den valgte afgrænsning er relevant. I metodesektionen er en kort beskrivelse af, hvordan det fænomen, som man ønsker at undersøge kan siges at eksistere og dernæst, hvordan man så kan opnå viden om fænomenet. Det er det, som i videnskabsteorien hedder ontologi og epistemologi. Men metodesektionen strækker sig længere end et afsnit om videnskabsteori. Der er en klar sammenhæng mellem det praktiske problem, problemformuleringen og den måde, som projektet vil besvare problemstillingen på. Hvis der er en underliggende hypotese, så flages den allerede i indledningen. Det hjælper den studerende med at forholde sig kritisk til sine egne forudindtagede holdning eller fordomme om det fænomen, som vedkommende har sat sig for at analysere. Helt kort, så beskriver metoden hvordan undersøgelsen bliver systematisk, den beskriver de metodiske valg og deres konsekvenser.

Kendetegn 3: Empirien er praksisnær eller relevant udvalgt

Gode projekter er refleksive om det kildegrundlag, som de har valgt. For alle opgaver, der fungerer godt, er empirien enten meget praksisnær i form af feltobservationer eller interviews med aktører i felten og udvalgt, så den rummer flertydighed og professionelle kontroverser. Eller, hvis der er tale om historiske cases, så sørger den gode analyse for at inddrage flere kilder og reflektere over kildernes troværdighed. Når fænomenet ikke kan observeres direkte, som eksempelvis udvikling af doktrin eller fremtidig anvendelse af en kapacitet, må man selv skabe empirien. Her er sammenhæng og metodisk stringens igen vigtig. Lad os antage, at vi vil studere ubådsbekæmpelse med en danske fregat i Atlanterhavet, som kadetter fra Søværnets Officersskole gjorde i en opgave. Det er tydeligt, at vi ikke har direkte adgang til at observere dette fænomen. Vi må derfor spørge: Hvilken slags undersøgelse vil vi få ved eksempelvis at analysere ubådsbekæmpelse under første eller anden verdenskrig, ved at sammenholde andres rapporter og artikler eller ved at gennemføre interview med dansk og udenlandsk personel med praktisk operativ erfaring på området? Dette er operationaliseringen af den pragmatiske, systematiske og kritiske tilgang, som vi beskrev i indledningen: hvordan kan vi systematisk vide noget om det fænomen, som vi forsøger at undersøge og hvad er vores undersøgelses begrænsninger med den data og metoder, som vi har til rådighed.

Kendetegn 4: Teorianvendelsen er tydelig og anvender én af to tilgange

Det fjerde kendetegn er, at anvendelsen af teori er tydelig og relevant i forhold til at forstå det valgte problem. Teori kan have en af to roller i opgaverne (1) det kan drive analysen og bruges til at intervenere i empirien eller (2) den kan anvendes som output i mere eksperimenterende og empiritætte tilgange.

Til den første type af anvendelser har vi medtaget en række eksempler: I en håndfuld projekter anvendes Darsø’s teori om, hvordan innovativt arbejde opstår. Fra denne teori udledes en række indikatorer for innovativt arbejde i praksis. Altså ved vi fra en anerkendt videnskabelig teori, hvordan innovativt arbejde ser ud i en abstrakt form. Darsø beskriver eksempelvis fire lederroller, som bør varetages for at innovation opstår; opgaven bliver nu at undersøge en bestemt praksis (uddannelse, doktrin eller operativ praksis) for at klarlægge, hvorvidt disse karakteristika for innovativt arbejde er til stede og eventuelt stille forslag til at skabe en mere innovativ praksis. I et andet projekt brugtes teori om beslutningstagning til at undersøge, hvordan red card holders i Flyvevåbnet træffer operative beslutninger og i et tredje bruges teori om operativ effekt til at opstille en række indikatorer for at øge en bestemt kapacitets evne. Pointen er, at teorien bruges til at opstille variabler eller indikatorer, som efterfølgende kan undersøges fx via interviews, dokumentanalyse, analyse af en historisk case eller lignende. Der er også opgaver om træthed i søværnet, om risiko management og cyberoperationer skåret over samme læst. På diplomniveauet er ikke krav om at undersøgelsen skal ske på et videnskabeligt grundlag, hvorfor andre former for teori og metode end en strengt videnskabelig kan anvendes til at drive analysen; forsvarets ledelsesgrundlag eller doktrin er eksempler herpå. Særligt i krigshistoriske opgaver på Hærens Officersskole er det populært at bruge et udvalg af operationens grundprincipper til at analysere en case; tilbagemeldingen fra censor er imidlertid altid den samme: Hvorfor anvendes disse tre/fire principper og ikke de andre, når nu feltreglement 1 foreskriver, at ’de er indbyrdes afhængige og kompletterer hinanden’.¹¹ Pointen er, at doktrin ikke umiddelbart er egnet til at gennemføre systematiske og metodiske undersøgelser og hvis doktrin bruges, så kræver det tilvirkning. Også her skal man tydeligt forklare sine til- og fravalg.

En anden tilgang er, at teori parkeres og at den studerende i stedet fokuserer på systematisk at finde mønstre i empirien. Eksemplerne tæller kadetter, som på baggrund af fremmed doktrin samt ekspertinterviews udvikler en foreløbig doktrin for kapaciteter, som vi ikke har, og som efterfølgende tester deres antagelser i en computer for at give anbefaling til, hvordan disse midler kunne indsættes mest hensigtsmæssigt. Vi har eksempelvis læst opgaver om indfasning af panserværnsmissilet SPIKE i det mekaniserede infanterikompagni og i panserinfanterikompagniet, hvor interviews med taktiklærerne sammenholdt med amerikansk og engelsk doktrin om panserværnsmissiler gjorde det muligt at opstille muligheder for, hvordan man indsætter våbnet. Det blev efterfølgende simuleret i simuleringsprogrammet Steal Beasts. Kadetter i søværnet lavede et projekt med en lignende tilgang om ubådsjagt med en dansk fregat i Atlanterhavet og simulerede det i Command Modern Operations. Brugen af sådanne programmer til analyse og test er innovativ og virker godt, når den er gennemført på en systematisk måde og giver indsigt i de indsamlede data. På samme vis analyserer studerende historiske cases for at udlede læring eller de stiller mere åbne og dermed ikke teoretiske drevne spørgsmål. Her anvendes modeller som eksempelvis krigsførelsens kredsløb eller UK fighting power model til at styre analysen, sikre at man kommer rundt om problemet og hjælpe læseren med at finde vej. Pointen er dog, at modellerne ikke tilskrives en selvstændig forklaringskraft. Det er empirien, der taler og den er ofte flertydig. RUSI-rapporten er ligesom denne artikel en undersøgelse af denne type. Teori er enten helt fraværende, eller bruges, som Clausewitz instruerede, alene til at hjælpe til at fokusere på bestemte dynamikker. Eksempelvis i afgangsprojektets indledning. Det er det operative problem, som er i centrum, analysen er metodisk stringent og det er let at forstå, hvad den studerende gør og hvorfor. Fælles for begge tilgange er, at analysen fastholder ét niveau (fx brigadens kamp) og ikke forfalder til redegørelser eller sidespor.

Kendetegn 5: Diskussionen sammenfatter og tager kritisk stilling til findings

Diskussionen løfter opgaven ved at spørge, hvordan den netop gennemførte analyse har gjort os klogere på det problem, som vi forsøger at undersøge. De gode analyser er kritisk reflekterende over for metode eller problemer i empirien, som har vist sig under arbejdet. Output fra diskussionen er ofte forslag til justeringer af praksis, doktrin eller mere generelle læringspunkter gennem et casestudie. Det er også i diskussionen, at delanalyser og flertydighed bliver flettet sammen til én sammenhængende argumentation.

Kendetegn 6: Konklusionen giver klare og praksisnære anbefalinger

I konklusionen vender de gode projekter tydeligt tilbage til problemformuleringen og sikrer, at de svarer på det spørgsmål, som de stillede sig selv. Helt dogmatisk starter nogle deres konklusioner med sætninger som ”vi startede dette projekt med at spørge…” og giver så svaret i konklusionen. Konklusionen kan enten være meget kort, hvis hovedbudskabet allerede er udfoldet i diskussionen, og ellers udfoldes implikationerne af analysen senest her. Endelig giver konklusionen og sekundært en perspektivering klare anbefalinger til den militære profession – hvis ikke så efterspørges det af (den oftest militære) censor.

Diskussion

Vi har længe troet, at de studerende manglede én teori og én metode til at gå til militære operationer. I starten af dette projekt blev vi mødt med en forhåbning om, at vi kunne producere et katalog, som man som studerende efterfølgende kunne applicere; en opskriftsbog på eller handlevejledning til, hvordan man studerer militære operationer. Vi må konstatere, at vi slet ikke kunne indfri en målsætning om en opskriftsbog – og det ville næppe heller være formålstjenesteligt. Vi har i stedet vist en række eksempler på, hvad den nødvendige tænkning består i.

På baggrund af dette projekt har vi klarlagt, hvad den nødvendige tænkning er. Det større formål er at sætte officeren i stand til på systematisk vis at løse og styre praksisnære udviklingsproblemer i den militære profession. De 127 projekter viser os et hav af forskellige måder at undersøge den militære praksis med et stringent, struktureret og videnskabeligt afsæt, samtidig med at den konkrete problemstilling besvares. Der er ikke én metode, men mange. Det viser også, at man som studerende såvel som militær praktiker først må tænke sig om, inden man griber ned i værktøjskassen. Studier af militære operationer adskiller sig dermed afgørende fra planlægning af militære operationer uanset niveauet: planlægningen følger én metode, et studie har flere mulige tilgange

Måske vigtigst af alt: et fokus på én eller en række udvalgte måder at gennemføre sine analyser på ville føre til dogmatik. En sådan tilgang bør undgås, idet krigen med generalmajor Møllers ord fra artiklens begyndelse er ’tværfaglig og syntetisk i enestående grad’. Det følger, at den som ønsker at studere krigens problemer, først må diagnosticere problemet og dernæst vælge eller måske endda tilvirke det rette værktøj. Dernæst skal vores indsats på Forsvarsakademiet måske fokusere mere på metodiske tiltage, som hjælper vores officerer i med at vælge de rigtige værktøjer; i uddannelsen såvel som i deres professionelle karriere.

Konklusion

Vi indledte denne artikel med at spørge: Hvad kendetegner en god analyse af militære operationer? På baggrund af en undersøgelse af 659 afgangsprojekter fandt vi, at 127 omhandlede militære operationer. De gode analyser af militære operationer havde seks kendetegn: (1) en stærk kobling til et praktisk eller operationelt problem, (2) en velbeskrevet metode, der erkender sine egne blinde vinkler, (3) empiri, der er tæt på praksis, relevant udvalgt og flertydig, (4) en relevant teori eller en eksplorativ tilgang, (5) en reflekterende diskussion og (6) en konklusion der giver klare og praktiske anbefalinger.

I afgangsprojekterne såvel som i officerens hverdag er der ikke én metode eller én teoretisk retning, der kan give klare svar på alt. Vi kan med dette projekt heller ikke isolere én måde at gøre det på, som fungerer godt. Tværtimod kan vi konstatere, at der er mange måder at gøre det på, og at hver måde har sine fordele og ulemper. Da krigen er ’tværfaglig og syntetisk i en ekstraordinær grad’, må officeren nødvendigvis være bredt orienteret og i stand til at vælge det rigtige værktøj blandt flere; ikke bare anvende et. Som pragmatisk orienteret profession må vi starte ved problemet ude i praksis, vælge de rigtige analytiske værktøjer til systematisk at undersøge problemet for dernæst at vende tilbage til praksis med klare og praktiske anbefalinger.

Hvis vi her ved afslutningen skal vende dette til en vejledning til den, som påtænker at skrive en analyse om militære operationer, ville vores råd til at starte uanset niveauet være følgende:

• Glem teori i første omgang! Start ved problemet. Hvad forstår jeg som problemet? Hvem er det et problem for og hvorfor er det relevant for Forsvaret at få løst? Beskriv det.
• Hvordan kan det problem siges at eksistere, og hvordan kan jeg vide noget systematisk om det problem? De to spørgsmål er videnskabsteoretiske, men meget praktiske: hvordan kan jeg få, finde eller skabe empiri til systematisk at undersøge mit problem?
• Overvej nu, om du vil gå til problemstillingen med en teoretisk tilgang, eller du vil kigge mere udforskende efter mønstre og skabe ny viden ud fra tilgængelige data. Så længe det er systematisk og velovervejet, er begge tilgange lige gyldige.
• Skriv nu en kort beskrivelse af dit projekt. Det skal resultere i et udkast til en problembeskrivelse og -formulering. Diskuter den med andre.
• Læs analyser, som gør noget af det, du selv vil gøre. Fokuser på, hvordan de kommer frem til deres konklusioner eller anbefalinger; der findes tekster, som både kan inspirere både emne- såvel som metodemæssigt.