Af major Ulrich Hellebjerg, lærer ved Institut for Operationer på Forsvarsakademiet.
Indledning
En ny udgave af Feltreglement I er i juni 2000 blevet autoriseret af Chefen for Hærens Operative Kommando. I den nye udgave introduceres en række begreber, bl.a. som følge af udviklingen i NATO doktringrundlag, ligesom visse grundlæggende principper fra den tidligere udgave af Feltreglement I er videre- ført. Formålet med denne artikel er at beskrive det kommende Feltreglement I med fokus på nye begreber og forhold.
Behovet for revision af Feltreglement I
Som bekendt omfatter krigsførelsens kredsløb grundelementerne; doktrin, tekno- logi og organisation. Dette kredsløb påvirkes af en række faktorer bl.a. økono- mi, arv, miljø og trussel. Kredsløbet er i konstant udvikling, idet ændringer i et af grundelementerne får indflydelse på de andre. Derfor er der et naturligt behov for, at Feltreglement 1 løbende revideres. Erfaringsmæssigt har det imidlertid vist sig relativt tidskrævende at implementere nye doktriner i hæren. H vor der er tale om større, substantielle ændringer i doktringrundlaget - eksempelvis indførelse af en ny fo'rsvarskampdoktrin - vil rettelsesfrekvensen derfor normalt være ca. 10 år. En væsentlig årsag til iværksættelsen af den nuværende revision af Feltreg- lement I skal findes i udviklingen af N A T O hærdoktrin ATP-35(B). Denne blev ratificeret af Danmark i 1996 og var på flere områder udtryk for doktrinær ny- tænkning. De væsentligste nyskabelser var:
• Øget vægt på manøvredoktrinen,
• øgede krav til operationer i multinational sammenhæng,
• øget vægt på samordning i tid og rum på kamppladsen - Synchronization of the Battlefield, som på dansk benævnes ”Den operative ramme” samt
• reduceret vægt på A-våben.
ATP-35(B) og dennes kommende afløser - AJP-3.2. - er imidlertid laveste fæl- lesnævner for, hvad der blandt N A T O nationerne kan opnås enighed om. N A T O doktrinen beskriver kun medlemslandenes accepterede ramme for gennemførelse af operationer i NATO -regi. Den er derfor meget rummelig og bredt formuleret og afspejler således ikke de nationale faktorers indflydelse, bl.a. økonomi, miljø og arv. Efter ratifikationen af ATP-35(B) i 1996 blev der derfor initieret en større revision af Feltreglement I , således at de relativt omfattende ændringer af alliancens doktrin kunne blive indarbejdet i den nationale doktrin. Hertil kommer, at en række beskrevne områder i Feltreglement I ikke længere var aktuelle bl.a. som følge af den ændrede sikkerhedspolitiske situation og den teknologiske udvikling.
Generelle forhold
Feltreglement I rolle Feltreglement I udgør den nationale, taktiske hærdoktrin. Den giver herved dok- tringrundlaget for indsættelse af troppeenheder i såvel national som international ramme på det taktiske niveau. Reglementet danner på den baggrund grundlaget for udarbejdelsen af de underliggende felt- og enhedsreglementer og udgør såle- des også en del af rammen for uddannelses- og øvelsesvirksomheden i hæren. Doktrinen har også et vigtigt pædagogisk sigte, idet Feltreglement I skal kunne anvendes som en lærebog på bl.a. Forsvarsakademiet og Hærens Officersskole. Det er vigtigt at pege på, at en visionær og fremsynet doktrin også tjener som en del af beslutningsgrundlaget for organisations- samt materieludvikling/- anskaffelser.
Dansk som kommandosprog
Trods øget fokus på operationer i multinational sammenhæng er det besluttet, at dansk fortsat er hærens kommandosprog, og derfor er reglementet skrevet på dansk. På enkelte områder, hvor der refereres opad til det operative niveau, og hvor begreber er rettet mod anvendelse i multinational sammenhæng, har det dog vist sig hensigtsmæssigt at bruge de engelsksprogede N A T O betegnelser. E n gelsksprogede betegnelser anvendes derfor bl.a. ved benævnelsen af fokuserings- faktorer samt kommando-, kontrol- og støtteforhold.
Fokus på det taktiske niveau
Krigsførelse kan betragtes i rammen af fire niveauer; det politisk-strategiske, det militær-strategiske, det operative og det taktiske niveau. Der findes ikke skarpe grænser mellem niveauerne, og de er ikke nødvendigvis forbundet med et særligt kommandoniveau eller enhedsstørrelse. Som nævnt ovenfor er Feltreglement I rettet mod det taktiske niveau. Det er på dette niveau, at operationer planlægges og udføres med henblik på at medvirke til opnåelse af operative mål, ligesom det er på dette niveau, at en given fjendtlig styrke bekæmpes i overensstemmelse med det fastsatte formål. Da grænserne mellem niveauerne er flydende, indeholder reglementet også en be- skrivelse af visse karakteristika fra det operative niveau.
Troppeenheden
En troppeenhed er en betegnelse for en organisatorisk sammenstilling af enheder af i princippet alle våbenarter, der muliggør selvstændig og samordnet indsættel- se. I Danmark er brigaden den grundlæggende troppeenhed (1), idet denne er laveste niveau, hvor elementer fra principielt alle tjenestegrene indgår. De højere niveauer - korps og division - hvori der både indgår troppeenheder og elementer fra alle tjenestegrene er naturligvis også at betragte som troppeenheder. Troppe- enhedsbegrebet er imidlertid et rent dansk begreb. Det nærmeste man i N A T O sammenhæng kommer på begrebet troppeenhed, er Combined Arms Manoeuvre Grouping, der betegner en enhed, som er sammensat af kampenheder, kampstøt- teenheder samt logistiske enheder (2). Tidligere udgaver af Feltreglement I var primært rettet mod brigade- /kampgruppeniveauet, idet reglementet var retningsgivende for dette niveau og alene vejledende for de højere niveauer; division og korps. Division og korps an- vendte fortrinsvis ATP-35(B) som doktringrundlag, men skulle naturligvis tilsik- re, at opgaver til underlagte brigader og kampgrupper blev givet, så de kunne lø- ses efter Feltreglement I principper. Efter nogen debat i hæren om fordele og ulemper ved at skrive en doktrin gældende for alle troppeenhedsniveauer er det besluttet, at det nye Feltreglement 1 skal omfatte såvel brigade- som divisions- og korpsniveauet.
Begrebet doktrin
Doktrinbegrebet har tidligere været omtalt her i tidsskriftet. 1 Feltreglement 1 er begrebet doktrin nu defineret som de grundlæggende principper, hvorefter m ili- tære styrker udfører deres handlinger for at opnå fastsatte mål (3). Ideen er, at for at en militær enhed kan udvikle sin maksimale kampkraft kræves det, at alle handler ud fra en ensartet forståelse af det fælles grundlag - nemlig doktrinen. Det er imidlertid vigtigt, at doktrinen ikke begrænser førerens handlefrihed, men den skal kunne tilpasses den aktuelle situation, og det operationsmiljø den skal bringes til udførelse i. Derfor er det fremhævet, at hærdoktrinen er retningsgivende og skal anven- des tilpasset situationen, herunder den ramme hvori enheden indgår.
Kapitlerne
Feltreglement I er fortsat kapitelinddelt og kan groft inddeles i tre dele:
• De indledende kapitler,
• kampformskapitleme og
• specialkapitleme.
De indledende kapitler
Introduktion I introduktionen til Feltreglement 1 beskrives den nationale og N A T O ramme for Feltreglement I, ligesom visse centrale begreber fastsættes. Her beskrives bl.a. krigsførelsens niveauer og doktrinens rolle.
I. Kapitel - De grundlæggende principper
Konfliktspektret og operationsformerne Indledningsvis fastlægges den overordnede ramme for operationer på det taktiske og taktisk-operative niveau inden for konfliktspekteret. NATO -alliancens to ope- rationsformer - defensiven og offensiven - samt kampagneplanlægning introduceres med henblik på at sætte den overordnede ramme for planlægning og gennemførelse af operationer på det taktiske niveau. Fokuseringsfaktorerne (End State, Center o f Gravity, Decisive Points etc.), der fortrinsvis anvendes på det strategiske og operative niveau, er nu også introduceret i Feltreglement I, idet disse situationsbestemt kan anvendes i forbindelse med overvejelser på det taktiske niveau. Erfaringerne med anvendelsen af fokuseringsfaktorerne i de operative overvejelser på Operations- og Føringsuddannel- sen har vist, at jo højere niveau, desto større er relevansen. På det laveste troppenhedsniveau - brigadeniveauet - findes anvendelse af fokuseringsfaktorene også relevant, om end de kan have mere begrænsede anvendelsesmuligheder.
Krigsførelsens og føringens grundprincipper
Beskrivelsen af de universelle "krigsførelsens grundprincipper” er videreført fra den tidligere udgave, hvorimod elementer af "føringens grundprincipper” tildels er søgt videreudviklet i overensstemmelse med gældende pædagogiske og ledel- sesmæssige principper. Det er præciseret, at føring bør finde sted i rammen af formål og hensigt, det såkaldte princip om ’’auftragstaktik” , således at opgaven og dens formål beskri- ves i sammenhæng. Dette princip gælder ikke blot for troppeenhedsniveauet, men bør anvendes på alle niveauer. Elementerne i princippet om ’’auftragstaktik” er fastlagt således:
• Føreren udgiver ordrer på en sådan måde, at undergivne førere forstår det overordnede formål, deres egne opgaver og sammenhængen mellem disse, således at de kan videreføre opgaven, også selvom forbindelserne afbrydes.
• Undergivne førere skal vide, hvilken virkning de skal opnå ved løsning af opgaven og formålet hermed.
• Undergivne førere skal tildeles tilstrækkelige ressourcer til at kunne løse pålagte opgaver.
• Føreren skal anvende færrest mulige kontrolforanstaltninger og undgå at pålægge unødvendige begrænsninger for undergivne førere.
• Førere skal have kompetence til at beslutte, hvordan de bedst løser den pålagte opgave.
I relation til føringsvirksomheden arbejdes i N A T O sammenhæng med to pro- cesser:
• "Intelligence Preparation o f the Battlefield", som har til formål at støtte chefen og hans stab i situationsvurdering og beslutningstagning samt
• "Targeting Processen” , som har til formål at integrere indhentning og bearbejdning af efterretninger i beslutningsgrundlaget for indsættelsen af bekæmpelsesmidler.
De to begreber er nu introduceret i Feltreglement I, som de processer føreren og hans stab betjener sig af med henblik på at samordne operationerne.
Kampens grundprincipper I overensstemmelse med ændringerne i ATP-35(B) er der lagt vægt på at frem- hæve betydningen af manøvredoktrinen modsat necslidningsdoktrinen. Derfor er det fremhævet, at kampen vindes ved at ramme fjendens Centre o f Gravity, bryde den overordnede sammenhæng i hans kamp, og herigennem fratage ham viljen eller evnen til at fortsætte kampen. Det skal holdes for øje, at af hensyn til egne tab kan det være at foretrække, at fjendens modstand umuliggøres eller re- duceres gennem nedbrydning af hans moral og fysiske sammenhæng, fremfor hans fuldstændige tilintetgørelse. Evnen til at bryde sammenhængen i fjendens kamp afhænger af en række elementer, der skal tilvejebringes og samordnes i tid og rum for at generere det ønskede relative kampkraftforhold. Et af disse ele- menter er manøvren, som i forhold til tidligere omfatter mere end ild og bevæ- gelse. Manøvren omfatter bevægelser på kamppladsen samordnet med ilden og - som noget nyt - elementer fra kommando- og kontrolkrigsførelsen (C‘W). Bevægelsen tjener til, at egne enheder opnår evnen til at tilintetgøre fjenden og bevare egen handlefrihed. Ildkraften bidrager - koordineret med bevægelserne - til at tilintetgøre, binde og/eller demoralisere fjenden. C 2W bidrager til, at egen kampkraft bevares samtidig med, at fjendens kampkraft reduceres ved at forhindre eller vanskeliggøre fjendens indhentning af oplysninger, give falsk eller på anden måde vildledende information samt ned- bryde eller ødelægge hans kommando- eller kontrolressourcer samtidig med at egne tilsvarende ressourcer beskyttes.
Den operative ramme For at generere det nødvendige relative kampkraftforhold på afgørende tid og sted gennemføres operationer med henblik på at finde, forme og efter omstændighederne tilintetgøre fjenden for herved at fremtvinge det for operationen ønskede End State. Med henblik på at opnå dette må der normalt gennemføres samtidige operationer, som er nøje samordnede i tid og rum. Denne samordning gen- nemføres inden for en operativ ramme bestående af dybdekamp, kontaktslag og baglandsoperationer. Disse tre begreber er funktioner i den samlede operation og er samtidigt en metode til at visualisere kampen på. Dybdekampens formål er at skabe gunstige betingelser for kontaktslaget ved at finde og forme fjenden, hindre ham i at nå sine mål og hæmme hans bevægel- ses- og handlefrihed. Kontaktslagets formål er normalt at fratage fjenden en væsentlig del af hans kampkraft ved at engagere ham og opnå en effekt, som kan variere fra at sinke ham som det ene yderpunkt til at tilintetgøre ham som det andet. Baglandsoperationernes formål er at sikre handlefriheden ved at støtte ind- satte enheder og sikre bevægelsesfriheden for ikke indsatte enheder, herunder bl.a. reserver. Begreberne blev indført i det nye kapitel om angrebskamp fra 1998. Den operative ramme er nu indarbejdet i doktrinen, således at de generelle forhold vedrørende den operative ramme er beskrevet i 1. kapitel, og de specifikke for- hold, der knytter sig til kampformerne, er henført til kampformskapitlerne.
Reservebegrebet Som noget nyt skelnes der nu mellem reserver afhængigt af formålet med disses opstilling og planlagte anvendelse. Reserver omfatter:
• Disponible reserver fortrinsvis til indsættelse i en uventet/uforudset situation og
• dedikerede reserver, der opstilles med henblik på løsning a f opgaver, som er en integreret del af den planlagte operation.
Det bør holdes for øje, at disponible reserver skal holdes på et afpasset minimum under hensyntagen til foresats eventuelle disponible reserver, således at troppeenheden indledningsvis kan målrette størstedelen af kampkraften mod at bekæmpe fjenden.
2. kapitel - Generelle forhold 2. kapitel kan sammenlignes med den operative befalings fælles bestemmelser, idet generelle og gennemgående forhold for kampformerne er samlet her. Kapitlet, der i opbygning og indhold følger ATP-35(B), indeholder en række nye for- hold som eksempelvis:
• N A T O kommando-, kontrol- og støtteforhold,
• midlernes anvendelse samt
• informationsoperationer, herunder C2W.
Da kapitlet udtrykker en national fortolkning, er der ikke blot tale om ren oversættelse af ATP-35(B), selvom Feltreglement I naturligvis ligger inden for rammerne af alliancens doktrin.
NATO kommando- og kontrolforhold
N A T O kommando- og kontrolforhold: F U L L C O M D , O P C O M , T A C O M , OP- C O N og T A C O N , har nu afløst de tidligere kendte kommandoforhold: Kom mando, operativ ledelse samt BSO-mæssig og marchteknisk underlæggelse etc. Der var et klart behov for at indføre N A T O kommando- og kontrolforhold, idet andre NATO-nationer, som Danmark samarbejder med, anvender disse. Under arbejdet med beskrivelsen af kommando- og kontrolforholdene stod det klart, at det ikke var muligt blot ordret at oversætte definitionerne fra A A P -6 (4). N A T O definitionerne er nemlig ikke ensartet beskrevet for så vidt angår de beføjelser, som de enkelte kommando- og kontrolforhold indebærer. For at gøre komman- do- og kontrolforholdene operationelle, også for de lavere niveauer, har det der- for været nødvendigt at fastsætte en national fortolkning. Det er fastsat, at kommandoforhold omfatter retten og pligten til at føre un- derlagte enheder og retten til at opdele enhederne, hvorimod kontrolforhold om- fatter retten og pligten til at overveje og befale for enhedernes anvendelse samt løbende at give direktiver for kampens førelse. Kontrolforholdene omfatter her- ved udelukkende retten til at føre enhederne i relation til en specifik opgave. Der er altså tale om en hierarkisk inddeling, hvor ”C O M ” går forud ”C O N ” . Visse beføjelser vedrørende videredelegering af et kommando- og kontrolforhold er omfattet af "efter bemyndigelse” med henblik på at give underlagte førere størst mulig handlefrihed til at anvende midlertidigt underlagte enheder. Det skal fremhæves, at F U L L C O M D kun anvendes i nationalt regi. Kom mandoforholdet omfatter ret og pligt til at føre underlagte enheder, samt ansvaret for disciplin, uddannelse og logistik ved disse, og det indebærer ingen begræns- ninger i hverken opgavestilling, delegering eller opdeling. Enhver national, organisatorisk fører har F U L L C O M D over egen enhed.
Midlernes anvendelse
I den hensigt at gøre de tre kampformskapitler så korte som muligt, indeholder 2. kapitel en samlet beskrivelse af midlernes karakteristika samt deres mulige an- vendelse i troppeenhedens dybdekamp, kontaktslag og baglandsoperationer. Afsnittet er opdelt:
• Kampenheder,
• kampstøtteenheder,
• logistiske enheder og
• føringsstøtteenheder, som hermed er et nyt doktrindefineret begreb.
En række midler som danske troppeenheder p.t. ikke råder, men som kan tildeles fra andre nationer eller der planlægges anskaffet til hæren, indgår i beskrivelsen. Dette drejer sig bl.a. om anvendelse af luftmobile enheder, transport- helikoptere og infanterikampkøretøjer.
Informationsoperationer, herunder C2W
Enheder på det taktiske niveau pålægges normalt kun delopgaver, som led i in- formationsoperationer, initieret og kontrolleret på nationalt-/allianceniveau. Den rent militære del af informationsoperationer omfatter C2W . Formålet med C 2W blev omtalt under ’’manøvren” , og begrebet kan opfattes som et ’’paraplybegreb” for den samordnede anvendelse af aktiviteterne:
• Fysisk destruktion,
• elektronisk krigsførelse,
• vildledning,
• psykologiske operationer og
• operationssikkerhed.
Den samordnede anvendelse af disse aktiviteter er en effektiv og ofte res-sourcebesparende måde at reducere fjendens kampkraft på og samtidig sikre førerens handlefrihed.
Kampformskapitlerne
I fortsættelse af de indledende kapitler beskrives kampformerne for alle tre ni- veauer; korps, division og brigade. Flvor der er forskelle mellem niveauerne, er vægten lagt på brigadeniveauet. Kampformskapitlerne er endvidere søgt opbyg- get efter en ensartet struktur og gjort så korte som muligt. Kampformerne angrebskamp og henholdende kamp har i indhold kun un- dergået mindre justeringer. Et nyt kapitel om forsvarskamp kunne imidlertid ikke udsendes med den nye ud- gave, idet der er behov for at fortsætte arbejdet med at fastlægge det mere detal- jerede indhold af denne kampform. Der arbejdes i øjeblikket med nyt kapitel om forsvarskamp, hvor alliancens to typer forvarskamp, Mobile Defence og Area Defence, beskrives for korps-, divisions- og brigadeniveauet. Kapitlet forventes udsendt som rettelsesblad i 2001, og indtil da er doktringrundlaget fra M A R 1991 fortsat gældende. Det nye kapitel om forsvarskamp vil naturligvis være bygget op efter samme struktur som de to andre kampformskapitler, der er beskrevet nedenfor.
Grundlæggende principper
I dette afsnit sættes den aktuelle kampform i relation til det operative niveau og formålet med den enkelte kampform fastsættes. Endvidere beskrives troppeenhedens rolle i relation til foresat myndigheds ramme. I N A T O taktiske og operative doktriner er offensiven dén afgørende operati- ons-/kampform. I dansk doktrinopfattelse vil forsvarskamp og angrebskamp fort- sat være at betragte som de to afgørende kampformer, idet det for begge kampformer gælder, at det kan være nødvendigt at acceptere en risiko for at enhedens kampkraft sættes på spil for at opnå det fastsatte formål med kampen. Henholdende kamp betragtes fortsat som en ikke afgørende kampform.
Karakteristika
I dette afsnit fastsættes de særlige karakteristika, der kendetegner den aktuelle kampform, idet forhold omkring kampens virkemidler og tyngde sammenholdt med kampens tempo og behovet for reserver beskrives.
Den operative ramme
Afsnittet er en fortsættelse af 2. kapitels generelle beskrivelse af dybdekamp, kontaktslag og baglandsoperationer. I kampformskapitlcme fokuseres alene på de specifikke områder, som knytter sig til den aktuelle kampform.
Typer
Afsnittet angiver de forskellige typer kamp, der kan henføres til kampformens generelle formål, men som - hver for sig - har angivet et mere specifikt formål. Der er kun angivet forskellige typer angrebskamp. I angrebskampen indgår udover den almindelige angrebskamp følgende typer:
• Modangreb,
• opklaring ved angreb,
• raid samt
• vildledningsangreb.
I forsvarskampen vil der i det nye kapitel blive skelnet mellem følgende typer:
• Mobile Defence, hvor en fjendtlig styrke standses ved afgørende modangreb og
• Area Defence, hvor en fjendtlig styrke standses ved :ld afgivet fra sammen- hængende stillinger og mindre modangreb.
Det er herved op til troppeføreren at vælge den type kamp, som bedst tilgodeser den hensigt, han ønsker opnået.
Metoder Alene for angrebskampen er angivet forskellige metoder at gennemføre kampen på, således tales om yderpunkterne:
• Angreb fra bevægelse og
• angreb efter opmarch.
Elementer
I afsnittet beskrives de grundlæggende elementer - faser eller sekvenser - kam- pen planlægges over og gennemføres med. Samordningen af kampens elementer afspejler førerens hensigt med kampen. Kampformer og -måder indgår naturligt som elementer i kampen. Afhængig af førerens hensigt vil troppeenheder over brigadeniveauet indsætte underlagte troppeenheder i forskellige kampformer samtidigt eller i fortsættelse af hinanden. I rammen af den enkelte kampform indsættes troppeenhedens kampenheder i kampmåderne: Angreb, forsvar og udvigende kamp. Andre eksempler på elementer i kampen er modangreb og ildkoncentrationer under henholdende kamp.
Planlægning
Her beskrives de mulige kontrolforanstaltninger, som kampens samlede plan kan anvende for at samordne midlernes indsættelse. Eksempler på kontrolforanstalt- ninger i angrebskamp er angrebsmål, angrebsakser og/eller -rum og faselinier. I fortsættelse af 2. kapitel gives en kort beskrivelse af midlernes anvendelse i relation til den aktuelle kampform.
Gennemførelse
Her beskrives forhold, der relaterer sig til gennemførelse af kampen og samord- ningen af dens enkelte elementer, reservens anvendelse samt forholdene omkring afslutning af kampen. Gennemførelsen er søgt beskrevet i kronologisk orden. Eksempelvis er angrebskampens gennemførelse derfor bygget op omkring føl- gende punkter:
• Opmarch,
• gennembrud,
• bevægelse frem mod angrebsmålene,
• anvendelse af reserver,
• erobring af og kontrol med angrebsmålene samt
• overgang til forfølgning.
Specialkapitlerne
Enkelte områder i den oprindelige udgave fremgår ikke af den nye udgave, men vil blive indarbejdet i forbindelse med den videre revision af reglementet. Disse kapitler vil få følgende overskrifter:
• Andre kamphandlinger,
• mellemfaldende faser og
• kamp under særlige vilkår.
Det gældende kapitel om fredsstøttende operationer, der er fra 1994, vil b li- ve revideret i år 2001. Kapitlet i den aktuelle udgave a f Feltreglement I er alene justeret i overensstemmelse med N A T O definitioner, som beskrevet i M C 327/1 - Military Concept for N A T O Peace Support Operations. Der skelnes således nu mellem fem typer fredsstøttende operationer:
• Konfliktforebyggende operationer,
• fredsbevarende operationer,
• fredspåtvingende operationer
• fredsopbyggende operationer og
• humanitære operationer.
Afslutning
Med de beskrevne nye forhold og justeringer af F E L T R E G L E M E N T I ligger den nationale hærdoktrin inden for N A T O doktrinramme, ligesom den afspejler de nationale særpræg. Sideløbende med og som følge af udviklingen af den nationale hærdoktrin gennemføres en række ændringer i grundlaget for hærens planlægning og gen- nemførelse af operationer. Bl.a. er Feltreglement III, ’’Reglement for Taktisk E f- terretningstjeneste" og "Feltartilleriets Kampforhold” under revision. For at fremme implementeringen af ændringerne i det doktrinære grundlag har Hærens Operative Kommando derfor besluttet at gennemføre en ’’informati- onskampagne" i år 2001. "Kampagnen” gennemføres i hovedsagen som en o ri- enteringsrunde for hærens V U T I og V U T II uddannede officerer med foredrags- pakker på ca. en dags varighed omfattende relevante doktrinære emner i lyset af den justerede doktrin.
Noter
1. Kampgruppen betragtes også som en troppeenhed, om end dens operative og logistiske kapacitet er begrænset i forhold til brigaden.
2. AJP-3. 2. (Endorsement Draft), pkt. 103.
3. NATO-definitionen for doktrin er ’’Fundamental principles by which the military forces guide their actions in support o f objectives. It is authoritative but requires judgement in application” .
4. A A P -6 indeholder N A T O fastsatte termer og definitioner.
