Credit: Héléne Mogensen de Monléon.
Af Emil Berggren Smidt, webredaktør og skribent på Krigsvidenskab.dk
”I Det Krigsvidenskabelige Selskab går vi ind i en ny sæson og det bruger vi til at afprøve en ny tilgang til den måde, vi holder arrangementer på.”
Således siger Lennie Fredskov, der er fungerende sekretariatschef i Det Krigsvidenskabelige Selskab og pensioneret brigadegeneral.
Hidtil har Selskabets arrangementsvirksomhed centreret sig omkring København, hvor emnerne i overvejende grad har haft strategisk fokus. Dette snævre geografiske og tematiske fokus har alt andet lige gjort, at DKVS har haft svært ved at appellere til de mange tjenestegørende i Forsvaret og andre interesserede fra særligt Jylland. Ligeså har dette gjort det svært for officerer og befalingsmænd med ledelsesansvar på lavere niveauer i kompagnier, eskadriller og eskadrer at relatere til indholdet i artikler og foredrag.
Derfor vil DKVS i den kommende sæson i højere grad flytte sit fokus mod det taktiske og operative niveau - herunder også de lavere niveauer som er relevant for tjenestegørende personel og reserven. I samarbejde med diverse tjenestesteder vil arrangementerne blive afviklet lokalt på tjenestestederne rundt omkring i landet og ambitionen er ifølge Fredskov, at skabe indhold som både tjenestegørende og DKVS-medlemmer finder interessant at deltage i - fysisk såvel som online.
Det overordnede tema er ”Den Moderne Kampplads”, som ifølge Fredskov er interessant at belyse bredt med udgangspunkt i forskellige perspektiver fra såvel, hæren, søværnet og flyvevåbnet. Ukrainekrigen har lært os meget om, hvad der konstituerer den moderne kampplads og særligt kombinationen af højteknologi, droner, avancerede sensorer og massive infanteriangreb og stillingskrig i lighed med tidligere krige aktualiserer ifølge Fredskov, hvorfor emnet er relevant for os i dag.
”Ukrainekrigen har på den ene side vist, hvordan en mindre nation eksempelvis er i stand til at forsvare sig vha. nye højteknologiske metoder. Samtidig har krigen udviklet sig til en stillingskrig med store menneskelige tab på begge sider, der på mange måder minder om noget vi har set tidligere.”
Krigen har således givet os nogle nye erfaringer, som er relevant at diskutere sammen i en dansk militærfaglig kontekst. Det samme er ifølge Fredskov tilfældet for krigen i Gaza, der udover de etiske problemstillinger, har givet os nogle interessante observationer om, hvordan en moderne hær opererer i bykrig. Den moderne kampplads er med andre ord ekstremt aktuel at dykke ned i og selskabets håb er, at disse arrangementer vil bidrage til at gøre os alle klogere på moderne krig fra et operativt og taktisk perspektiv.
Det første af disse arrangementer er mandag d. 26. august på Dragon Kasernen i Holstebro, hvor vi dykker ned i Brigaden på den moderne kampplads. Forsvaret er ved at udvikle en tung brigade med kampvogne og infanterikampkøretøjer, langtrækkende artilleri og masser af nyt materiel og arrangementet vil forsøge at stille skarpt på, hvordan man opererer med en sådan brigade på den moderne kampplads.
Selskabet starter således med at besøge hæren, men skal ud i alle værn i løbet sæsonen. Målet er at øge forståelsen for, hvordan man opererer med styrker på den moderne kampplads. Alle arrangementerne åbnes for folk udefra, herunder folk på tjenestestederne og andre interesserede.
Udover dette nye koncept vil DKVS fortsat byde medlemmer velkommen til en masse spændende arrangementer på Forsvarsakademiet i løbet af sæsonen.
Man kan bl.a. glæde sig til følgende:
• 24. september: Digitaliseringsfejring – Militært Tidsskrift gennem 153 år
• 29. oktober: Masse versus Teknologi
• 3. december: NATO - 75 år
Flere arrangementer vil løbende blive offentliggjort på Krigsvidenskab.dk, når datoer er fundet.
Afslutningsvis er det Lennie Fredskovs håb, at de tjenestegørende, folk i reserven og selskabets medlemmer vil tage godt imod DKVS nye initiativ og at dette vil være med til at udbrede kendskabet til militære forhold til et bredere publikum.