I denne artikel, der er oversat fra det canadiske Army Staff College årsskrift 1961— 63, giver captain A. C. Maffat, C D, en korfattet redegørelse for den militære stabs oprindelse og udvikling.
Inden man går igang med at undersøge den militære stabs historie, vurdere dens historiske betydning eller foretage en fyldestgørende sammenligning mellem de forskellige stabssystemer, er det nødvendigt først at klarlægge, hvad man forstår ved udtrykket den militære stab. I 1832 skrev Clausewitz i »Vom Kriege«, at generalstaben havde til opgave at fritage chefen for problemer ved at omsætte hans idéer til ordrer, udarbejde alle detailler og videregive hans ordrer til tropperne. US Staff Officers’ Manual giver en mere kortfattet definition: » ... en enheds stab består af officerer som assisterer chefen i udførelsen af hans kommandovirksomhed.«
Den britiske Slaff Manual »War« fra 1912 forklarer mere indgående stabofficerens status: »Stillingen som stabsofficer er vanskelig. Han er ikke blot sekretær, eftersom det ligger i lians magt at handle i sin chefs navn og eftersom det er nødvendigt at denne magt udnyttes, når situationen byder det. A t udøve en sådan magt skønsomt og at vide, hvornår man skal afstå herfra, kræver ikke blot betydelige militære kundskaber, takt, sund dømmekraft og duelighed hos stabsofficeren selv, men samtidig et indgående kendskab til chefens synspunkter, planer og metoder, tilligemed et indgående kendskab til de underordnede chefers duelighed og særpræg.«
I Encyclopaedia Britannica fastslås det, at en stabs rolle er at assistere chefen for en militærstyrke i den for kontrollen og opretholdelsen af styrkens nødvendige administration, planlægning, forsyning og koordination. Der fremføres yderligere to forhold til klarlæggelse af stabens status og den indviklede beskaffenhed af dens anvendelse i det moderne militære maskineri. For det første er staben tydeligt adskilt fra geleddet, som udgør den egentlige kæmpende del af hæren. For det andet er staben på nationalt plan normalt ansvarlig for træning og den administrative kontrol af eksisterende styrker i fredstid og for planlægning med henblik på krig. Alm indeligvis er staben assistenter for chefen, ved at genspejle hans autoritet og optræde som en sorterende afdeling for indgående oplysninger, en realiserende afdeling for udgående ordrer, og en rådgivende og overvågende gruppe for gennemførelse af chefens vilje under operationer. Dette er i virkeligheden en for simpel definition for en egentlig forståelse af spillerummet og pligterne for en stab, men den er tilstrækkelig i sin enkelthed til at forstå den militære stabs udvikling. A lle militære stabe er ikke ens. Nationale forskelle vil senere blive klarlagt. Der er im idlertid tre fundamentalt forskellige typer af stabsofficerer, og deres forskelligheder må forstås, hvis forvirring skal undgås. Hver type vil blive kortfattet omtalt, skønt det kun er den tredie, som har egentlig interesse i denne forbindelse. For det første er der chefens personlige stab. Heri kan være adjutanter og forbindelsesofficerer. De førstnævntes pligt er at befri deres chef for personlige og ikke-operative problemer, medens de sidstnævnte må være forberedte på og i stand til at virke som deres chefs personlige repræsentanter og at viderebringe såvel mening som formulering af enhver instruktion eller ordre. Skønt denne form for stab har spillet en betydelig rolle for udviklingen af den stab; vi er interesseret i, er den idag næsten som den oprindeligt blev udtænkt.
Den anden er den særlige stab (special staff). Denne stab består af officerer, hvis opgave det er at forsyne chefen og øvrige stabsmedlemmer' med de bedste råd og den bedste vejledning indenfor særlige områder. Medens der normalt ikke er nogen udøvende funktion knyttet til den stabsvirksomhed, fører de enkelte officerer ofte kommando over enheder inden for deres eget våben. Udtrykket special staff er karakteristisk for U.S.A.’s hær, og man kan diskutere, om der i virkeligheden er tale om en stab. Man skal im idlertid være varsom med at undervurdere det særlige forhold ved denne stab, for efterhånden som den militære organisation og dens forskellige led stadig kompliceres, må cheferne mere og mere støtte sig til råd og vejledning fra specialister før de kan udforme deres plan og udgive og få gennemført ordrer. Den tredie er den egentlige stab (general staff). Det er denne stab, som der hentydedes til i de definitioner, der indledningsvis er anført, og det er denne stab, vi er mest interesseret i. Det er denne gruppe af officerer, der danner det normale led mellem de politiske og militære myndiglieder på nationalt plan, og som bemander troppecliefcrnes hovedkvarterer i felten. Det er denne gruppe som rådgiver, planlægger, adm inistrerer og kontrollerer gennemførelsen af chefens ordrer. Generalstaben har normalt ingen selvstændig autoritet, men er et udtryk for chefens vilje og personlighed. Der er dog i de fleste moderne hære en undtagelse. Chefen for generalstaben er i almindelighed den ældste m ilitære autoritet på nationalt plan. Han indtager den højeste militære stilling i fredstid og bliver chef for de militære styrker under krig. Hvorfor? Von Schellendorf skrev i 1835, »at det er nødvendigt i krigsøjemed, at den samme mand, som leder og har ansvaret for forberedelser i fredstid også bliver betroet ansvaret for ledelsen af operationer i krigstid.« Den tilsyneladende eneste undtagelse fra denne generalstabschefens stilling synes at have været i Tyskland under krigene 1866 og 1870 og i den første verdenskrig, hvor kejserne W ilhelm den Første og Anden foruden at være statsoverhoveder også var generaler — i overensstemmelse med den hohenzollernske tradition. I virkeligheden — og næppe med nogen undtagelser — accepterede begge kejsere deres stabschefers planer og overlod det til dem at være bindeleddet mellem stab og geled.
Udviklingen indtil 1630.
Så længe en troppechef kunne rumme de nødvendige efterretninger og oplysninger nødvendige for planlægning af en operation, og fysisk kunne hamle op med de dimensioner, i hvilken den udførtes, havde han ingen brug for en stab. Efterhånden som tid og rum udvidedes, våbenteknik og signalmuligheder forbedredes og begrebet »nationen under våben« opstod, blev im idlertid muligheden for, at een mand kunne overse alt, overskredet. En almindelig anerkendelse af, at dette punkt var nået, kom i begyndelsen af det 17. århundrede.
Militære historikere er uenige om, hvorvidt staben stammer fra adjutantens pligter eller fra kvartermesterens. Adjutanter var officersordonnanser, intelligente nok til at fortolke og videregive de ordrer og meldinger, de havde med sig. Den omstændighed, at de også skulle være personligt enige med chefen, har været og er stadig en betingelse for udnævnelse i den engelske hær. I de romerske legioner skiftede opgaven at føre kommando dagligt mellem de seks tribuner. De, der ikke havde kommando fungerede som en uformel stab. I disse forhold er vi i stand til at se paralleller til den moderne personlige stab.
En organiseret stabstjeneste dukkede først op som en følge af nødvendiglied, der er ens for alle bæ re — troppernes underhold. Dette medførte rekognoscering og var såleder beslægtet med den del af stabstjenesten, der omfatter fremskaffelse af de grundlæggende efterretninger og oplysninger. Der er derfor en natiLvlig forklaring på, at opgaven som spejdere faldt under kvartermesterens ansvar. Det andet trin, udviklingen af den egentlige stab, generalstaben, fra kvartermestrens funktioner er særlig klar i den tyske stabs udvikling. Den tyske titel for den stedfortrædende stabschef ved en armé var Qu irtiermeister. I begyndelsen af 1630'crnc havde Gustav Ado lf i sin svenske hær foretaget udnævnelser af personlige assistenter med særlige opgaver og titler og med afgrænsede ansvarso nråder. Den succes, som dette system fik, betød en næsten almindelig anerkendelse i princippet. Franskmændenc kopierede systemet fuldstændigt. Fra dette tidspunkt begynde de europæiske bære at udvikle hver sit system og sin organisation, n»gle langsommere end andre, og ofte ved at optage ideer fra andre. Den franske og den preussiske var de første til at udvikle studiet af det militær - stabssystem. Den sidst nu'vnte opnåede ved omhyggelige studier tidligst 4e mest bema;rkelsesværdige resultater. Det preussiske (senere det tyske generalstabssystcm havde den længste og rigeste historie og frembragte en række værdifulde erfaringer og faste normer. Det er derfor en m turlig basis for sammenligning med andre systemer.
Tysk stabsudvikling.
Den officielle stabsorganisation stammer tilsyneladende fra 1635, skabt på basis af Frederick W ilhe lns organisation. Den nåede sin fulde udvikling i slutningen af det 19. irliundrcde, da generalstabschefen blev den højeste tyske militære leder, og staben fuldstændig uafhængig af enhver civil autoritet, med undtagejse af Kejseren. I tidsrummet mellem disse to perioder skete en gradvis udvikling af stabsmaskineriet, og efter århundredskiftet begyndte en lingsom men gradvis opløsning af systemet. Skønt Frederick den Stores geni tillod liam at dirigere næsten alle funktioner selv, indså ban behovet for intellektuel officerstræning — »skabelse af den militære li erne før den militære krop«.1) I 1765 dannede han Academie des Nobles (det senere så berømte Kriegsakademie) med henblik på træning af unge mænd fra gode familier til tjeneste såvel i hæren som i diplomatiet. Det blev hurtigt erkendt, at en veltrænet generalstab var et godt udklækningssted for gode generaler . . . at erfaringerne, som opnåedes ved at behandle problemer vedrørende den højere føring og det snævre kendskab til dygtige lederes handlemåde, var en vigtig faktor ved frembringelsen af gode generaler.
I 1801 tog oberst von Massenbach initiativet til at forberede teoretiske operationsplaner i fredstid for mulige eller sandsynlige situationer i krigstid. Dette skulle senere blive den væsentlige opgave for højere militære stabe i fredstid.
Schamhorst kom til magten som leder af en reformkommission i Preussens mørkeste time, efter freden i T ilsit 1807. Blandt de reformer, han gennemførte, var indførelsen af et mere effektivt system for stabsuddannelse, og han beordrede stabsofficerer til periodevis geledtjeneste, for han forudså det uheldige i at tillade en udvikling, som ville medføre dannelse af to forskellige officerskaster. Dette forbedrede ikke alene forholdet mellem stab og geled, men det muliggjorde også, at et øget antal stabsofficerer var til rådighed i krigstilfælde.
Gneisenau og Clausewitz, begge Scharnhorsts samtidige, ydede deres bidrag til udviklingen. Gneisenau var Quartiermeister under Bliicher, og ban var et ideal for sin tid. Det var hovedsageligt ham, der rådede Bliicher til alt, hvad denne foretog sig. Hans effektivitet viste berettigelsen i de skridt, der allerede var foretaget, og ansporerede til yderligere fremskridt. Clausewitz, på den anden side, gav Sharnhorsts doktriner en formel udformning — maximet at den indoktrinerede, som forstår principperne, ingen regler behøver — og indpodede dette i det preussiske militære system. På denne tid var kvartermestcrgcncralcns stabsansvar udvidet til at omfatte alle stabspligter med hensyn til operationer og efterretningstjeneste.
Udviklingen af den tyske generalstab kendetegnes af to afgørende forhold. Den store generalstab, som havde til buse i Berlin, og feltgeneralstabene, som oprettedes ved troppeenhederne. Indtil 1812 var begge underlagt Krigsministeriet. Herefter henlagdes Den store Generalstab direkte under Kejseren, og generalstabschefens stilling og autoritet blev tilsvarende forøget.
Von Scliellendorf beskriver generalstabschefens nye stilling således:
(Generalstabschefen) forelægger kejseren de forskellige forholdsregler, som bør tages for at imødekomme den m ilitære situations krav, beder om hans bebeslutning, for derefter, efter dennes ordrer at udsende vejledninger og direktiver til de kommanderende generaler.2)
Generalstabsofficerens pligter og ansvarsområder var klare. Strategiske problemer og taktiske overvejelser var Den store Generalstabs område, medens den øjeblikkelige gennemførelse af operationer var de kommanderende generalers ansvar støttet heri af sine stabsofficerer. Feltstabene var ansvarlige for udarbejdelse af de detaillerede operationsplaner og for, at de blev bragt til udførelse. E t udtryk for det spillerum, der var for generalstabsofficereme i felten fås af følgende citat fra von Scliellendorf:
»En generalstabsofficer kan ikke undskylde sig selv for nogen som helst forsømmelse med henvisning til, at han ingen ordre har fået af sin general. Han kan kun betragte sig som fri for ansvar, når hans forslag er underkendt af generalen.«3)
Indtil 1914 havde Italien, Østrig-Ungarn, Japan og i mindre omfang Rusland indført det tyske stabssystem. Forinden en kort omtale af dette systems forfald, skal nogle af dets mere betydningsfulde karakteristika opregnes:
a. Udvælgelsen og træningen af officerer foregik efter strenge regler, der kun tillod de bedste at slippe igennem.
b. Der var en skarp skelnen mellem rutine-stabsfunktioner og virksomheden direkte knyttet til planlægning og gennemførelse af operationer.
c. Den store autoritet, der var tildelt officerer i generalstaben. Deres status som en elite; og generalstabens ret til direkte henvendelse til statsoverhovedet i militære sager.
d. Forventningen om at stabsofficerer ville modstå fristelsen til at kommandere.
e. Dobbeltansvaret. Skønt operative beslutninger var chefens alene, delte stabschefen med ham ansvaret for resultatet af operationen.
f. Dobbeltrollen. Stabsofficeren var delagtig i den oprindelige planlægning af en operation og i ledelsen af dens gennemførelse.
g. Den periodiske rotation mellem Den store Generalstab, feltstabene og geledtjeneste som troppechefer.
h. E n stabschef ved alle hovedkvarteret- fra division og opefter med meget store beføjelser omfattende retten til i chefens fravær på eget ansvar at udstede enhver ordre, som måtte anses for presserende.
i. Hærens afgørende indflydelse på nationale militære beslutninger.
Under den første verdenskrig begyndte generalstabens status at ændres. For første gang blev posten som generalstabschef og krigsminister forenet. Resultatet var, at generalstaben ikke udsattes for indblanding udefra. På krigsskuepladserne begyndte stabscheferne at overskygge deres kommanderende generaler, og i mange tilfælde blev medlemmer af generalstaben udnævnt til kommandoposter. Med Görlitz ord: »Generalstabens regeringsperiode var begyndt«. Blandt følgerne af Versailles-traktaten var afskaffelsen af Den store Generalstab og nedlæggelsen af Kriegsakademie. Bibeholdelsen af feltgeneralstaben og oprettelsen af syv mindre stabsskoler, tillod dog staben at forblive intakt. Der skete im idlertid en række ændringer, som førte med sig, at generalstaben aldrig genvandt sin fremstående position. Dobbeltansvaret blev afskaffet. Der var ikke længere direkte reference til statsoverhovedet. Politisk indflydelse gjorde sig gældende ved udvælgelse af emner som stabsofficerer. Og oprettelse af en fællesstab samt tilkomsten af Schutz-Staffel (SS-officerer med meget høj charge). Det hævdes, at generalstabschefen kun havde een samtale med H itler mellem 1934 og 1938. Den sidste og måske mest betydningsfulde ændring var ophøret af rotation meUem stabs- og geledtjeneste. Men selv før Versailles var generalstaben i virkeligheden ophørt med at fungere som et instrument for den organisation, den var beregnet til at tjene. Efter Versailles blev det udviklede system påtvunget organisationen fra oven.
Fransk stabsudvikling.
Skønt franskmændene havde antaget Gustav Adolfs svenske armé næsten uden ændringer i 1632, var det først i 1790, de i realiteten etablerede en generalstab i moderne forstand. Fra begyndelsen havde denne stab en rådgivende rolle. Under Napoleon skete der im idlertid på grund af hans stærke personlighed en ændring. Stabens rådgivende virksomhed forsvandt, og staben ændredes til at fungere som adjutanter og sekretærer. Den mest prom inente stabsofficer i denne periode var marskal Berthier, hvis pligter som stabschef for Napoleon næppe var større end en betroet sekretærs . . . han holdt rede på dispositionerne og omsatte mundtlige beslutninger til skrevne ordrer. Ændringerne var im idlertid åbenbare, for den napoleonske koncept om »folket under våben« forøgede størrelsen af hærstyrkerne, betingelserne for flere samtidige operationer og deres almindelige mobilitet og manøvredygtighed. Napoleon skabte selvstændige korps og divisioner. Berthier udformede en fast stabsorganisation (i 1796), og Thiebault skrev en vejledning i stabsprocedure (o. 1800). Begge forfattere understregede nødvendigheden af fart, nøjagtighed og kortfattethed. Medens franskmændene var langsomme til at acceptere disse læresætninger, gjorde englænderne, amerikanerne og i nogen udstrækning også tyskerne god brug af dem. Marskal Saint Cyr startede et professionelt stabsofficerskorps i 1818, men princippet om rotation blev afskaffet 15 år senere. Gennemførelse af stabens pligter blev aldrig iværksat. Staben var uvirksom, og dens eksistens blev ignoreret af troppochcfernc. Det var hovedårsagen til det franske nederlag i 1870— 71. Efter 1871 begyndte franskmændene at efterligne det tyske system i mange henseender, og omkring 1880 havde man udviklet en rigtig generalstab, ledet af en generalstabschef og opdelt i tre bureauer: Første Bureau beskæftigede sig med forsyninger og administration, andet Bureau tog sig af efterretningstjeneste, og tredie Bureau var ansvarlig for forberedelse af bevægelser og operative ordrer. Under første verdenskrig formeredes et fjerde Bureau til at tage sig af koordinering af forsyninger, transport og evakuation.
Britisk stabsudvikling.
Den 15. februar 1645 dannedes Cromwells nye armé og med oprettelsen af denne regulære stående hær indførtes også et egentligt stabssystem. Da en række af de mest indflydelsesrige officerer havde tjent i de kontinentale hære under de hollandske og svenske felttog, blev påvirkningen fra Gustav Adolfs stabssystem åbenbar. Medens kvartermesteren på kontinentet efterhånden overtog operative opgaver og blev oprindelsen til generalstaben (først og fremmest generalstabschefen), blev den britiske kvartermcslcr mere og mere optaget af opgaverne med at fremskaffe forsyninger. Stillingen som chieff of staff i Cromwells organisation var en original nydannelse og ikke et resultat af en evolution.
Efter Cromwell stagnede det britiske stabssystem indtil Hertugen af Marlborough, som lagde stor vægt på de administrative opgaver. De pligter, der var pålagt Jarlen af Cadogan, quartermaster general hos Hertugen, med hensyn til organiseringen af de allieredes berømte march til Donau (1704) giver et klart billede af de pligter, der nu påhviler denne stabsfunktion. Skønt denne periode ikke udviser store fremskridt er den bemærkelsesværdig i tre henseender: Den udbyggede yderligere kvartermesterens ansvar for forsyninger; adjutanter og adjutant general begyndte at hævde sig som de dominerende stabsofficerer, og det britiske stabssystem blev igen bragt i kontakt med den kontinentale udvikling,
England frembragte endelig en leder (Hertugen af Wellington), hvis organisatoriske og administrative genius var baseret på et indgående kendskab til stabsteori og -teknik.4)
Der er stærke indikationer på, at Wellington havde læst Tliiebaults stabshåndbog. Han ikke alene skabte en klar skelnen mellem quartermaster s og adjutant general's ansvarsområder — en skelnen som har holdt sig næsten uændret til moderne tid — men han fastlagde også stabsofficerens status som assistent for sin chef og som modtager af delegerede beføjelser. Hans »October Minute« fra 1827 viser den klarhed, hvormed han fastlagde denne stilling:
Every staff officer must be considered as acting under direct orders and superintendence of the superior officer, for whose assistance he is employed, and who must be considered responsible for his acts.5)
Endnu engang var im idlertid britisk fremskridt et resultat af krigens pres og en enkelt mands genius. Opløsning var igen nøgleordet for de tiår, der fulgte efter Wienerkongressen (1815). Selv åbenlyse mangler i stabstjenesten under Krimkrigen var ikke tilstrækkelige til at skabe grundlag for forbedringer. Det eneste resultat af undersøgelserne efter Krimkrigen var dannelsen af et Staff College i 1858. I 1890 udgav Spencer W ilkinson en bog »T/te Bra in of an Arm y«. W ilkinson var blevet slået af den mangel på stabs-kunnen, som karakteriserede britiske militære stabes tænkning, og han håbede at kunne indgyde det britiske system nogle af det tyskes fordele. Han skabte en del offentlig interesse, men ingen øjeblikkelige reaktioner. Det var først de åbenlyse mangler under Boerkrigen, som gav stødet til ændringer. Hvor den m ilitære entusiasme manglede, var det engelske Parlament hurtigere til at reagere overfor den stærke offentlige interesse. I 19C4 forlangte Lord Esher-komiteen — under undersøgelser af War Office forhold — indførelsen af en rigtig generalstab. For første gang kom reaktionen omgående. Samme år dannedes generalstabschefens kontor. I 1906 blev generalstaben i sig selv formelt indført. Indførelsen af ordet Imperial i generalstabschefens titel var ikke alene et spørgsmål om at tilføre stillingen victoriansk pondus, men nok så meget for at understrege stillingens omfattende kommandomyndighed og autoritet. Der oprettedes tre afdelinger: The General Staff (efter det tyske sysem) omfattede de operative og efterretningsmæssige funktioner, The Adjutant General afdelingen, som havde personel, disciplin m. v. under sig, og Quartermaster General, som tog sig af logistiske problemer. Wellingtons tvedeling bibeholdtes, idet adjutant og quartermaster general afdelingerne organiseredes i en fælles administrative staff.
Amerikansk stabsudvikling.
I U.S.A. stod man overfor to betydelige vanskeligheder ved skabelsen af en generalstab: Den amerikanske Kongres var — af politisk natur — uimodtagelig for et autoritativt stabssystem, og deres oprindelse var britisk. V i har allerede omtalt, hvorledes det britiske stabssystem var langt bagud for de kontinentale bæres. Betydningen af en stab var i virkeligheden fuldt erkendt. I 1798 skrev general Washington:
To remark to a m ilitary man how important the general staff of an army is ta its well-being 6eems unnecessary . . . The appointment of general officers is important, but those of general staff are all-important.6)
Karakteren af den amerikanske krigsførelse i det 19. århundrede gav ikke grundlag for skabelsen af et stærkt generalstabssystem. Krigene mod indianerne var ensbetydende med et historisk tilbageskridt, for troppecheferne kunne personlig kontrollere de små og isolerede aktioner. Den nationale militære stab var isoleret fra operationerne i felten og realiteterne i de mest almindelige stabsfunktioner. Krigen 1812 var i sandhed ikke karakteriseret af effektiv stabsvirksomhed, og det meksikanske felttog 1846— 47 blev kun en succes på grund af god disciplin og fremragende officerer. Aversionen mod preusseri var så stor, at Delafield-kommissionen, som tilbragte 1855 og 1856 med at studere Krimkrigen og de kontinentale armeers forhold, afgav en endelig rapport, i hvilken der ikke var en eneste henvisning til det preussiske stabssystem. Stabsorganisationen ved udbruddet af Borgerkrigen var i virkeligheden nøjagtig den samme, som havde eksisteret under Frihedskrigen. General McClellan, som havde deltaget i Delafield-kommissionen, etablerede noget i retning af et feltstabssystem ved at udpege en stabschef, som blev ansvarlig for udstedelse af ordrer til forskydninger samt operative ordrer. Inden længe adopterede såvel Sydstaterne som Nordstaternes hære denne organisation. Den blev im idlertid aldrig anvendt på korps-niveau og derunder. Efterretningstjenesten blev fuldstændig ignoreret.
Skønt der ikke eksisterede nogen egentlig generalstab, var der dog i 1903 en Quartermaster general, en Adjutant General og chefer for mange tekniske og administrative departementer. Den kommanderende general havde ingen kommando over bureaucheferne, de refererede direkte til F orsvarsministeren. Den spansk-amerikanske krig afslørede med al tydelighed manglerne ved dette system, akkurat som Boerkrigen havde gjort det for englænderne. I Amerika var det im idlertid hverken Kongressen eller offentligheden, som ville gennemtvinge en ændring. Dette er alene en mands fortjeneste — E lih u Root, som blev Forsvarsminister i 1899. I 1901— 02 var han ansvarlig for etableringen af the Command and General Staff College og the Army War College. I 1902 forelagde han Kongressen en lov om dannelse af en generalstab, som han beskrev ualmindelig klart i sin årlige rapport for 1902:
. . . (call) it a general staff, becauce its duties are staff duties and are general in their caracter . . . It is not an executive body; it is not an administrative body; it acts only through the authority of others. It makes intelligent command possible by producing and arranging information and working out plans in detail, and it makes intelligent and effective execution of command by keeping all of the separate agents advised of the parts they are to play in the general scheme . . .7)
Roots stærkeste modstander var general Miles, der var kommanderende general. Han så intet behov for en stab, for som lian udtrykte det:
As far as a plan of campaign is concerned, that must depend on the circumstances, and if a general it r.ot able to malte a plan and carry it out, he is not competent to command . . .8)
Da loven blev gennemført i Kongressen i 1903 indeholdt den en bestemmelse om rotation mellem stabs- og geledtjeneste. Foruden at effektivisere stabstjenesten virkede dette som en garanti imod dannelsen af et autokratisk stabsofficerskorps. General J. J. Persliing blev ansvarlig for udvælgelsen af det system, som skulle antages. Han studerede både det britiske system og det på den tid anvendte system i Frankrig. Man må antage, at han, eftersom de Allieredes propaganda allerede havde stillet den tyske stab op som et skræmmebillede, var udelukket fra at tage denne betragtning. Pershing valgte et system, der var nært beslægtet med det franske til brug for den amerikanske ekspeditionsstyrke. Da han i 1921 var generalstabschef indførte han systemet i hele hæren. Der var stabschefer på alle kommandotrin og fem sektioner: GI — personel, G2 — efterretningstjeneste, G3 — operationer, G4 forsyningstjeneste og G5 -— træning. Under den anden verdenskrig blev G4 ændret til logistics og G5 til civile anliggender. Ligesom for englændernes vedkommende ligger det amerikanske bidrag til udvikling inden for stabstjeneste indenfor udviklingen af fælles- og kombinerede stabe.
Fælles og kombinerede stabes udvikling.
En fællesstab er et udtryk for inter-værns samarbejde indenfor samme nation. E n kombineret stab etableres af to eller flere nationer for fælles og koordinerede operationer med deres samlede styrker. Der er kun få historiske eksempler på denne type af stabe før den anden verdenskrig. De af og til citerede eksempler fra Marlboroughs eller Wellingtons felttog, eller fra den første verdenskrig, er ikke sande eksempler, fordi enighed i formål resulterede i enighed i udførelse ikke på grund af en etableret organisation, men på grund af politisk pres og direktiver, overensstemmelse mellem troppechefer eller en enkelt chefs styrke i forhold til andre. Selv i sådanne diktatoriske stater som Napoleons og Hitlers, hvor en ensidig handling fra en enkelt autoritet må siges at frembyde gode betingelser for en fællesstab, var der bemærkelsesværdige mangler i udnyttelsen af de militære fordele, et sådant system kunne fremvise. K u n sjældent bar historien produceret en Marlborough med et klart b lik for strategi på både nationalt og internationalt plan. Adm iral Dewey foreslog allerede i 1910 en fællesstab, og den ville sandsynligvis havde kunnet fungere til stor tilfredshed, hvis ikke flåden havde modsat sig dens dannelse. I 1922 blev der fremsat forslag i Kongressen om etablering af et enkelt forsvarsministerium i U.S.A. — og 15 beslægtede forslag blev fremsat i de næste tre år. Det var im idlertid først i 1947, at ministeriet endelig blev etableret, og »det mangler (stadig) sin hjørnesten: en militær stab«9). Det amerikanske eksempel viser også den største trusel mod den rent militære effektivitet af en fællesstab — den civile kontrols etablering.
Maxwell D. Tay lor bemærkede i 1957, at der var omkring 19 civile embedsmænd mellem Army Chief of Staff og the Commander Chief som enten beordrer, kontrollerer eller har indflydelse på, hvorledes Chief of Staff leder hæren. M ark Watson har bemærket at the Navy’s Chief of the Bureau of Aeronautics . . . har 107 overordnede som kontrollerer hans planlægning.10)
Englænderne dannede den første fællcsstab i 1923 ved at give en Joint Chiefs of Staff Committee den egentlige ledelse af alle tre værn. Kom iteen blev også gjort ansvarlig for fremskaffelse af militære informationer til Kabinettet og Premierministeren. I begyndelsen af 1942 dannede englændere og amerikanere en kombineret stab. England bidrog med sin Chiefs of Staff Committee (såvel som lavere stabe) og amerikanerne dannede deres Joint Chiefs of Staff Committee for at få et organ svarende til det britiske. I Englands tilfælde kom den fælles stab først, medens det på amerikansk side var den tvingende nødvendighed for en kombineret stab, som endelig gav stødet til realiseringen af admiral Deweys planer et kvart århundrede tidligere. Hverken kombinerede eller fællesstabe blev etableret blandt aksemagterne. På det kombinerede plan var Japan geografisk alt for langt fra sine partnere, og i forholdet Tyskland— Italien dominerede tyskerne fu ldstændig også den italienske krigsmaskine. Dertil kommer, at kombinerede stabe oprettes i overensstemmelse med gensidig tillid og respekt. Der er grundlag for at antage, at det var mangel på disse egenskaber, som først og fremmest forhindrede dannelse af sådanne stabe blandt aksemagterne.
Alene i Tyskland er der talrige eksempler på, hvorledes de enkelte værn ikke blev taget med på råd ved planlægningen. Der var tillige fire generalstabe, som opererede sideløbende. Efter den anden verdenskrig v il utvivlsomt to afgørende forhold blive registreret i fremtidens militærhistorie: De militære pagt-organisationer og de Forenede Nationers militære kommandoer. I begge tilfælde er det for tidligt at foretage egentlige og afgørende vurderinger. De modeller, der idag findes, tenderer mod at være kopier af det dominerende medlems organisation. De er alene enestående derved, at de rummer mange nationer indenfor en enkelt stab. Inden for pagtorganisationerne synes politiske og økonomiske aspekter at have medført en udvikling, som er fremmed, og økonomiske aspekter at have medført en udvikling, som er fremmed for en rent m ilitær stab — dog kunne man godt hævde, at der har været en vis tilbagevenden til de store hovedkvarterer fra det 18. og 19. århundrede. En af de mest karakteristiske ting synes at være muligheden for standardisering af stabsprocedure, og i mindre udstrækning stabssystemer, blandt allierede.
Sammenlignende analyse
Af hensyn til sammenligningen og uden særlig hensyntagen til den historiske proces for udviklingen vil vi reducere systemerne til det færrest mulige antal. V i har allerede forklaret, at det tyske system v il blive anvendt som basis for en sammenligning. Det britiske system vides at have optaget mange ting fra det tyske og det franske system, men det har udviklet sig tilstrækkeligt selvstændigt til, at man bør betragte det som et selvstændigt system. Det franske system har også en selvstændig karakter. Det amerikanske er meget lig det franske, og det vil være overflødigt at tage begge disse i betragtning. Det amerikanske vil im idlertid blive anvendt af to grunde, for det første har det udviklet sig til at omfatte en langt større indflydelsessfære, og for det andet er det sandsynligt, at det, eftersom de amerikanske styrker i almindelighed dominerer den vestlige verden, vil øve indflydelse på udviklingen i andre lande i fremtiden. Fælles- og kombinerede stabe varierer ikke fra det dominerende lands system i en sådan grad, at de bør undersøges særskilt. Inden for rammen af denne artikel er der derfor tre forskellige systemer at tage i betragtning: Det tyske, det britiske og det amerikanske. Det tyske system vil blive anskuet således, som det tog sig ud i slutningen af det 19. århundrede på det tidspunkt, da det havde sin mest perfekte udformning.
Udvælgelse og træning.
Den tyske udvælgelse var streng, og træningen lang og grundig — konkurrencemomentet spillede en afgørende rolle. Stabsofficeren havde et omfattende fond af erfaring, både personlig og opnået gennem nær forbindelse med dygtige ældre stabsofficerer. Som følge af den grundige træning var der aldrig tvivl om en stabsofficers duelighed og kunnen, hans vurderingsevne var sund, og hans forslag kunne tages med deres fulde pålydende. Personlighed spillede sjældent ind ved vurderingen. Det britiske system har i det mindste vist udvælgelse og træning opmærksomhed. Udnævnelse til egentlige nøgleposter baseres i almindelighed på tidligere stabstræning. Dette er i almindelighed ikke tilfældet ved mindre stabsudnævnelser. Men den nye stabsofficers duelighed går ikke upåagtet hen — han må først bevise sin kunnen for hver ny chef. Den amerikanske udvælgelse til stabstræning er normalt et led i den normale karrieretræning, snarere end det er baseret på egentlig udvælgelse af talenter for stabstjeneste. Stabsuddannelse har aldrig været en forudsætning for stabstjeneste — sandsynligvis på grund af den overdrevne frygt for skabelsen af et autokratisk stabsofficerskorps. Der kan næppe være tvivl om, at det tyske system skaber den bedste garanti for stabsofficerens kvalitet og for skabelsen af effektivitet, harmoni og gensidig respekt indenfor staben og mellem denne og geleddet.
Stabsfunktioner.
Det tyske system er det eneste, som skelner skarpt mellem rutinefunktioner og de funktioner, der knytter sig til feltoperationer. Begge de to andre systemer har prøvet at fremtvinge en falsk skelnen ved dannelse af specielle underordnede stabsofficerer, men chefen er i sidste instans forblevet ansvarlig. Det tyske system har mere end de to andre ladet chefen være fr i til at lede operationerne samtidig med, at han har kunnet være sikker på, at alle ikke operative opgaver blev løst på forsvarlig måde. Dette må være det afgørende formål for ethvert system.
Stabsautoritet.
Kun indenfor det tyske system er et omfattende ansvarsområde entydigt overdraget staben. Meget af denne autoritet indeholdes i det britiske system, hvor dygtige officerer med et godt tillidsforhold til cheferne tiltager sig denne. Da den ikke er entydig fastlagt, er der en almindelig tilbageholdenhed, særlig blandt yngre stabsofficerer, til at påtage sig ansvar. Skønt man kunne finde amerikanske eksempler, hvor officerer har påtaget sig denne autoritet, er de næsten entydigt benægtet gennem den historiske precedens. Igen må skylden herfor pålægges angsten for et autokratisk stabsofficerskorps. Så længe den veltrænede stabsofficer modstår fristelsen til at kommandere og er villig til at lade sin egen personlighed underkastes chefens vilje, synes det tyske system at være det, der har fortrinene.
Dobbeltansvar.
Dette var særegent for det tyske system. Medens træning tilsikrede gensidig respekt, sikrede dobbeltansvaret gensidig loyalitet: Derfor sattes alle anstrengelser ind på gennemførelse af den valgte operationsplan. I både engelsk og amerikansk historie er der rigelige eksempler på uloyalitet og konflikter, som har resulteret i, at ellers udmærkede planer er slået fejl. Britiske og amerikanske chefer har langt mere at skulle have sagt ved udvælgelse og bibeholdelse af den enkelte stabsofficer. A lt for ofte er det personlige forhold, og ikke duelighed, der er grundlag for valget. Det tyske system og princip er overlegent, hvis det baseres på passende træning og klare bestemmelser.
Dobbeltrollen.
Den dobbelte stabsopgave i planlægning og ledelse under udførelse af en operation, som skabtes i den tyske bær, er nu accepteret i alle andre systemer. Dette afgørende princip er blevet grundprincippet i den moderne stab.
Rotation.
Princippet om rotation mellem stab og geled er idag næsten overalt accepteret. Gennemførelsen er im idlertid vidt forskellig, I det tyske system blev en officer primært trænet enten for geledtjeneste eller stabstjeneste (men ikke således at stabsofficeren var fuldstændig ukendt med geledtjenesten). I det amerikanske system trænes officeren primært til geledtjeneste og forventes som en selvfølge at kunne varetage en stabsofficers pligter. Det britiske system ligger et sted imellem disse yderpunkter. Det tyske system erkendte ligheden af den enkelte funktion indenfor sit område, det amerikanske system tenderer mod at antage, at geledtjenesten er vigtigst. V i benægter im idlertid realiteter, hvis vi ignorerer det faktum, at geleddet kun kan forventes at løse de opgaver, som staben har forberedt tilstrækkelig grundigt. Det tyske system og i mindre grad det engelske er afgjort det amerikanske overlegent.
Stabschefen.
I den britiske og tyske bær findes begge steder en stabschef over divisionstrin. Begge systemer anser det for muligt for chefen for division og nedefter personligt at kunne overvåge stabens virksomhed. Det synes klart, at der så længe en divisions muliglieder ikke var så mangfoldige, og den var indsat som en del af en større styrke, var behovet for en stabschef ikke udtalt. Dette er ikke længere tilfældet. Ikke alene divisionen, men meget mindre kampenheder er i det mindste delvis uafhængige i taktiske manøvrer. Opdeling og udrustning er blevet mere kompliceret. For at holde chefen fri til at kunne koncentrere sig om de operative opgaver, er det nødvendigt, at alle troppestyrker, som opererer lielt eller delvis uafhængigt, må liave en stabschef. Medens de eksisterende systemer har erkendt den øgede arbejdsbyrde og moderne troppestyrkers komplekse sammensætning og specialisering ved at forøge antallet af underordnede stabsstillinger, er det kun det amerikanske system, som liar taget konsekvensen ved indførelse af en stabschef på alle passende trin.
Konklusion.
Det tyske generalstabssystem er uden al tvivl det bedste. Det har dog også sine mangler. Det ville være forkert, endog naivt at antage, at det tyske system kunne antages nu i dets hele og originale form. Det ville ligeledes være forkert fuldstændig at overse enhver forbedring eller at modsætte sig ændringer uden passende modargumenter. Englænderne, som har adopteret det meste af det tyske system, har gjort stagnation i fredstid til en tradition. Amerikanerne liar gjort modstanden mod indførelsen af det tyske system til et princip. Frygten for den tyske generalstab lever stadig i mange amerikaneres sjæl — de samme sjæle, som ikke liar den fjerneste idé om, livad dette system i virkeligheden var. Der er tre hovedprincipper, som især må huskes med hensyn til fremtidig stabsudvikling: Den må løbe parallel med den taktiske udvikling, forbindelsen mellem stab og geled må bibeholdes, og stabe må gives en indgående træning i deres funktioner. På samme måde som tyskerne erkendte det, må vi erkende det nyttige i at opbygge den militære hjerne før den militære krop.
Fodnoter.
1) E . Dale og L . F. U rw ick : StaFf in Organization, New Yo rk , M cGraw -H ill Company, Inc. 1960, p. 48.
2) C . Brewer: »The General Staff of the German Army«. M ilitary Review, sep. 1956, p. 35.
3) Ibid, p. 32.
4) I. D. H ittle i The M ilitary Staff; Its H istory and Development, Harrisburg, The M ilitary Service Publishing Company, 1944, p. 123.
5) Ibid, p. 129.
6) Ibid, pp. 156, 159.
7) L tC o l A . L . W erm uth : »A General Staff for America in the Sixties«, M ilitary Review, feb. 1960, p. 18.
8) Hittie, o. cit., p. 172.
9) Wermuth, o. cit., p. 11.
10) Ibid, p. 13.
