Med disse hensyn for øje kan man tænke sig følgende ordning:
IV. UDKAST TIL ÆNDRINGER I DEN MILTIÆRE RETSPLEJELOV MED HENRLIK PÅ DENNES ANVENDELIGHED I KRIGSTID OG UNDER EKSTRAORDINÆRE FORHOLD.
§ 1 ændres således:
De militære retter bortfalder i fredstid, men oprettes i krigstid og under ekstraordinære forhold i det omfang, som fremgår af nærværende lovs efterfølgende bestemmelser.
§ 2 12. punktum tilføjes efter „§ 43og §43 a“.
§ 13 Som nyt stykke indføjes:
I krigstid kan auditørerne bistås af konstituerede auditørfuldmægtige, der udtages blandt værnepligtige jurister eller andre dertil egnede jurister. Disses udtagelse, konstitution, designering og eventuelle supplerende uddannelse skal være forberedt i fredstid efter nærmere af forsvarsministeren givne regler.
§ 15 Som nyt stykke indføjes:
Han varetager den i § 13 sidste stykke, omhandlede udtagelse, designering m. v. af auditørfuldmægtige og fremsætter forslag til disses supplerende uddannelse.
§ 16 b ændres således:
I stedet, for de i lov om rettens pleje §§ 68—69 givne bestemmelser træder følgende:
Ved enhver militær afdeling, hvis chef har rettergangsmyndighed, skal der såvel i krigstid som i fredstid findes en domsmandsliste over et antal befalingsmænd af forskellige grader og menige, der er egnede til hvervet som domsmænd. Disse personer skal opfylde de i retsplejelovens § 69 stillede krav og for menige tillige de krav, der stilles, for at de pågældende kan vælges til talsmænd (jfr. lov nr. 200 af 11. juni 1954, § 2).
I stedet for lov om rettens pleje § 98, 1. punktum, træder følgende:
Når behandling skal finde sted i sager, i hvilke domsmænd skal deltage, udtager retsformanden det fornødne antal af de på vedkommende afdelings domsmandsliste opførte personer af den til sagens beskaffenhed svarende grad. De nærmere regler for udtagelsen af militære domsmænd fastsættes ved kongelig anordning, idet herved iagttages, at ingen efterstående kommer til at deltage i pådømmelsen af sager mod foranstående, og ingen værnepligtig kommer til at deltage i sager mod værnepligtige af samme underafdeling.
§ 19 I 1. linie efter ordet „skal“ indsættes: „i fredstid“. Som nyt 2. stykke tilføjes:
I krigstid skal militære straffesager kunne behandles for en hvilken som helst ret, hvortil sagen henvises af en rettergangschef.
§ 23 I sidste stykke efter „§ 43“ indsættes „og § 43 a“.
§ 38 Som nr. 6 indsættes følgende nye stykke:
6. Med hensyn til anke af domme afsagt i militære straffesager i krigstid gælder alene de i nærværende lovs § 43 a givne bestemmelser.
§ 39 Stykke 1, nr. 3 udgår.
§ 43 a. § 43 a ændres således:
For hærens vedkommende gælder i krigstid og under ekstraordinære forhold følgende bestemmelser:
Retsplejen skal i krigstid og under ekstraordinære forhold så vidt midigt følge de i nærværende lov for fredstid gældende regler, dog fastsættes følgende afvigelser:
1. Til behandling af en militær straffesag skal retten kunne sættes på et hvilket som helst af rettergangsoliefen fastsat sted, og enhver underretsdommer er pligtig på henvendelse fra en rettergangschef at overtage posten som forliørsdommer og som dommer (retsformand) i en dømmende ret i en militær straffesag. Denne tjeneste skal gå forud for dommerens almindelige virksomhed, og de militære straffesager skal fremmes med størst mulig hurtighed.
2. Såfremt ingen underretsdommer kan overtage posten som forhørsdommer eller dommer (retsformand), således når den pågældende afdeling opholder sig uden for landets grænser, beskikker rettergangschefen en oberst eller oberstløjtnant som retsformand eller til at beklæde stillingen som forhorsdommer.
3. I militære straffesager om forbrydelser, for hvilke der er foreskrevet livsstraf eller straf af fængsel i 8 år eller derover, sammensættes den dømmende ret af retsformanden og 6 militære domsmænd udtagne på den i nærværende lovs § 16 b angivne måde, således at 2 dommere er stabsofficerer, 2 udtagne blandt de øvrige faste officerer og 2 blandt øvrige be- falingsmænd og menige, sidstnævnte gruppe så vidt muligt af samme grad og tjenestestilling som tiltalte.
I alle andre militære straffesager, i hvilke domsmænd skal medvirke, sammensættes retten af retsformanden og 2 militære domsmænd, hvoraf den ene er fast officer, den anden så vidt muligt af samme grad og tjenestestilling som tiltalte. På samme måde sammensættes retten i alle tilfælde, hvor det ikke er muligt at få en juridisk dommer til at dømme i sagen, og hvor stillingen som retsformand dermed må besættes som ovenfor under punkt 2 angivet.
4. For anke af de i krigstid afsagte domme gælder følgende regler:
Til behandling af andragender om anke eller genoptagelse nedsættes ved hver landsdelskommando et ankenævn bestående af en formand og 6 andre medlemmer, der skal opfylde betingelserne for at kunne udnævnes til dommer, og som skal være udpegede i fredstid.
Anke fra tiltaltes side skal kun kunne ske, når livsstraf er idømt, og når ankenævnet beslutter at fremme anken.
I andre tilfælde kan den dømmende ret, når særlige omstændigheden taler derfor bestemme, at en fra domfældte fremsat begæring om anke skal forelægges ankenævnet, ligesom senere fremsatte begæringer om genoptagelse kan forelægges ankenævnet.
Hvis ankenævnet bestemmer, at en anke skal fremmes, vil ankesagen være at behandle af vedkommende landsret uden medvirken af nævninger, men med militære domsmænd udtagne af domsmandslisterne ved en af de nærmest ved landsrettens tingsted værende militære afdelinger, eventuelt det lokale hjemmeværn.
Ved kongelig anordning fastsættes sådanne lempelser i de ellers gældende regler om retsplejen, som de særlige forhold i krigstid og under ekstraordinære forhold måtte kræve.
Ved ekstraordinære forhold forståes her de tilfælde, hvor de pågældende militære afdelinger befinder sig uden for landets grænser eller i Grønland samt når krigstidsreglerne i henhold til militær straffelovs § 2 er bragt til anvendelse.
Bemærkninger til foranstående udkast.
Lovudkastet er udarbejdet i erkendelse af, at de militære forhold siden 1919 må anses for ændrede i sådan grad, at man må betragte den i 1919 indførte militære retsplejeordning, der så at sige udelukkende tager sigte på forholdene i fredstid, for utilstrækkelig til at opfylde de krav, der må stilles til retsplejen i krigstid og under ekstraordinære forhold. Medens man allerede i 1919 måtte erkende, at der for forsvarets skibe på togt kunne ind- træffe sådanne ekstraordinære forhold, at man måtte kunne nedsætte militære forhors- og domsretter, og man i den militære retsplejelovs § 43 gav regler derfor, må man nu erkende, at sådanne ekstraordinære forhold også må forudses at kunne indtræffe for hærens vedkommende, og man må derfor også for hærens vedkommende træffe foranstaltninger til at tilfredsstille de krav til retsplejen, som disse særlige forhold nodvendiggor. Man må dog overalt, livor det er forsvarligt, bevare den nugældende retspleje.
Af hensyn til, at det på dette område som på alle andre militære områder er uheldigt ved krigsudbrud at skulle improvisere en særlig krigstidsordning, er det tilstræbt ved de foreslåede ændringer i den militære retsplejelov at skabe en fredstidsordning, der så gnidningsløst som muligt kan overgå til krigstidsordning.
Til de enkelte foreslåede ændringer bemærkes følgende:
Ad. M. R. § 1.
Da man i påtrængende tilfælde kan komme til at nedsætte militære forhørs- og domsretter ved hæren på lignende måde som i den nugældende militære retsplejelovs § 43 foreskrevet for søværnets vedkommende — altså rene militære retter uden medvirken af en civil dommer, er det ikke rimeligt at bevare den kategoriske formulering, som måske var naturlig i 1919, da man fra det gamle krigsretssystem gik over til en helt ny ordning.
ad. M. R. § 13.
På lignende måde, som det er tilfældet med hærens øvrige personel, må der i krigstid ske en udvidelse af antallet af auditører svarende til den mobiliserede hærs behov. Det ligger nær at anvende de værnepligtige jurister, der har fået uddannelse på auditørkontorerne, som hjælpere for de faste auditører, og i lighed med, hvad der er tilfældet i andre juridiske embedsstillinger, er det foreslået at benævne disse auditørfuldmægtige. Da man for disse personers vedkommende må regne med, at de efter deres hjemsendelse har haft juridisk beskæftigelse på alle mulige andre områder end netop retsplejen, må der med anvendelsen i krigstid for øje ske en vis uddannelse, f. eks. ved brevskole, således at de ved indkaldelsen straks kan møde på det fastsatte tjenestested og være forberedt på deres auditørvirksomhed der.
ad. M. R. § 15.
Den i § 13 omhandlede udtagelse m. v. af auditørfuldmægtige bør henhøre under generalauditørens tjenesteområde.
ad. M. R. § 16 b.
Ifølge retsplejeloven kan enhver person, der har valgret til folketinget, være domsmand. Under hensyn til, at kravet om, at en domsmandsret i militære straffesager altid skal kunne nedsættes med kortest muligt varsel og på et hvilket som helst sted, hvor afdelingen opholder sig, foreslås domsmænd i militære straffesager altid udtaget blandt hærens personale, der opfylder de i retsplejeloven fastsatte krav. For at undgå at få de sletteste elementer blandt mandskabet udtaget til domsmænd, er det praktisk at stille det krav, at de skal opfylde betingelserne for at kunne vælges til talsmænd, hvilket vil sige, at de ikke må være straffede med mere end 10 dages vagtarrest.
ad. M. R. § 19.
Bestemmelsen i det nye stykke tilsigter muligheden for i krigstid at få militære straffesager bragt for retten uden hensyn til, om vedkommende afdeling opholder sig på stedet. Bestemmelsen har særlig betydning derved, at personer, der omfattes af militær straffelovs § 6, og som ikke hører til nogen militær afdeling (krigsfanger, civile sabotører og spioner m. fl.) kan stilles for retten på et hvilken som helst sted, uden at man er bundet til gerningsstedets værneting, som må forudsættes ofte at være uanvendeligt på grund af krigsbegivenhederne.
ad. M. R. § 38.
Det nye stykke — nr. 6 — henviser til de senere i § 43 a givne regler for anke af domme afsagt i militære straffesager i krigstid og under ekstraordinære forhold.
ad. M. R. § 39.
Det må i krigstid anses for umuligt at opretholde den hidtidige regel om, at alle domme til livsstraf skal forelægges kongen, der skal tage stilling til benådningsspørgsmålet. Krigsbegivenhederne kan meget hurtigt umuliggøre kongemagtens direkte forbindelse med ethvert sted i ind- og udlandet, hvor dele af hæren befinder sig, og livor der kan blive tale om at afsige domme til livsstraf. Den hidtidige bestemmelse er en fredstidspræget regel, der måske kunne tænkes at være brugbar under den form for krigsførelse, som man kendte i 1919, men under en moderne krig og under forbold, livor man ikke længere kan udelukke den muligbed, at dele af hæren kan komme til at virke uden for landets grænser, kan man ikke bevare denne regel om kongens stillingtagen til enhver dom til livsstraf, når man samtidig skal tage det vigtige hensyn til afdelingernes sikkerhed.
ad. M. R. § 43 a.
Ved lov nr. 198 af 11. juni 1954 blev det i en ny § 43 a bestemt, at forsvarsministeren — for så vidt forholdet ikke er ordnet ved særlig lov — kan bestemme, at reglerne i § 43 med de fornødne lempelser skal gælde for enheder af forsvaret, som er stationeret uden for landets grænser eller i Grønland.
Ved nu at ændre den militære retsplejelov med henblik på anvendeligheden i krigstid og imder ekstraordinære forhold, bør denne bestemmelse indføjes som et led i hele ordningen, og der er derfor i § 43 a optaget alle bestemmelser, der er gældende for nedsættelsen af militære retter i krigstid og under ekstraordinære forhold, både når hæren eller dele deraf befinder sig i Danmark og uden for landets grænser. Princippet i disse nye bestemmelser er dels at gøre det muligt hvor som helst og når som helst at nedsætte en forhørs- eller domsret, idet man længst muligt bevarer den nugældende ordning med en civil (juridisk) dommer som retsformand og kun i nødstilfælde analogt med § 43 nedsætter domstole uden juridisk dommer.
I krigstid og under ekstraordinære forhold bliver retternes sammensætning herefter følgende:
1) Hvor det kan lade sig gøre, bliver sager, der i fredstid behandles af en juridisk enkeltdommer, behandlet på samme måde i krigstid m. v.
2) Hvor en juridisk dommer ikke kan skaffes, sammensættes retten af
1 militær retsformand (oberst eller oberstløjtnant)
2 militære domsmænd.
3) Hvor der i fredstid kræves medvirken af domsmænd, sammensættes retten på samme måde (så vidt muligt en juridisk dommer som retsformand, ellers militær retsformand).
4) I sager, der i fredstid vil være landsretssager (nævningesager) sammensættes retten således:
1 retsformand (juridisk dommer, hvis det er muligt, ellers militær retsformand, jfr. pkt. 2)
2 stabsofficerer ) udtagne af
2 andre faste officerer ) domsmands-
2 befalingsmænd eller menige ) listerne.
Endvidere er der til disse bestemmelser knyttet ankeregler, der simplificerer hele det nugældende ankesystem med krigstid for øje. Forslaget om et ankenævn og ankereglerne støtter sig til den ordning, man anvendte i lov nr. 260 af 1. juni 1945 om tillæg til lov om rettens pleje vedrørende behandling af sager angående forræderi og anden landsskadelig virksomhed. De nærmere regler vedrørende udvælgelsen af medlemmerne til ankenævnene og ankenævnenes virksomhed forudsættes bestemt ved kongelig anordning, der skal foreligge i fredstid. Af hensyn til krigsberedskabet bør ankenævnenes medlemmer være udpegede allerede i fredstid, således at de kan træde i virksomhed uden at skulle afvente særlig beskikkelse.
De øvrige i militær retsplejelov gældende bestemmelser vil formentlig kunne anvendes uændrede i krigstid og under ekstraordinære forhold.
Y. UDKAST TIL ÆNDRINGER I ALLERHØJESTE ANORDNING OM RETTERGANGSMYNDIGHED VED HÆREN AF 23. JUNI 1937.
§ 1 I § 1 tilføjes efter „b. Chefen for generalkommandoen“: nu: Chefen for hæren. c. I krigstid og under ekstraordinære forhold: de stedfortrædende regionschefer.
§31 næstsidste linie tilføjes efter „forsvarsministeren“: „i fredstid“, og som nyt og tredie stykke tilføjes:
Kan den i 1. stykke foreskrevne henvisning til en garnisonskommandant ikke finde sted i krigstid eller under ekstraordinære forhold, henvises sagen til den stedfortrædende regionschef i det pågældende regionsområde. Regionschefen har indenfor sit område påtalemyndighed i sager, der henvises til ham i henhold til foranstående, for så vidt sagen vedrører forsvarets personale, der ikke har hojere grad end kaptajn, og i militære straffesager mod personer, der ikke hører til forsvarsmagten, samt mod de ham undergivne personer af hjemmeværnet.
Ved ekstraordinære forhold forstås her den i militær straffelovs § 2 beskrevne situation.
Bemærkninger til foranstående udkast.
I den nugældende anordning af 23. juni 1937 er det bestemt, at militære straffesager mod personer, der ikke efter de almindelige regler er undergivet en rettergangschefs påtalemyndighed, henvises til behandling af kommandanten i vedkommende eller nærmeste garnisonsby.
Denne regel er brugbar i fredstid, men i krigstid må det påregnes, at garnisonskommandanterne som troppechefer vil være rykket ud af garnisonen og erstattet af en pladskommandant, der ikke med sikkerhed opfylder de betingelser, der stilles for at kunne være rettergangschef. På lignende måde må det forudses, at forsvarsministeren i krigstid vil være ude af stand til at træffe beslutning om påtale i alle militære straffesager.
I stedet for garnisonskommandanten foreslås den lokale stedfortrædende regionschef beskikket som rettergangschef indenfor regionen i tilfælde, hvor en sag ikke henhører under en ordinær rettergangschef. Regionschefen har grad som oberst og har et sådant tjenesteområde, at han opfylder betingelserne for at kunne være rettergangschef. Bestemmelsen tager sigte på behandling af militære straffesager mod personer, der ikke har tilknytning til nogen anden rettergangschefs myndighedsområde, f. eks. sager mod krigsfanger, civile sabotører og andre civilpersoner, der i medfør af militær retsplejelovs § 3, jfr. militær straffelovs § 6, skal behandles som militære straffesager.
Da hjemmeværnets personale i krigstid omfattes af militære straffelov, og sagerne mod dette personale i medfør af militær retsplejelovs § 3 vil være militære straffesager, er det naturligt, at der tildeles den stedfortrædende regionschef rettergangsmyndighed også overfor dette personale.
Det er i det foregående klarlagt, at den nugældende militære retsplejeordning ikke er anvendelig i krigstid, og dette er også klart udtalt i den betænkning, der i 1956 blev afgivet af det af forsvarsministeren nedsatte udvalg, der har behandlet visse ændringer i den militære retspleje- og straffelovgivning.
Det, der vil ske på retsplejens område i krigstid, er faktisk det samme, som vil ske, hvis enhver anden faglig tjeneste svigter.
Svigter forplejningstjenesten, således at tropperne ikke får noget at spise, nedbrydes troppernes kampkraft, plejer man at sige, men det medfører med fuld sikkerhed mere eller mindre lovmedholdelige „udskrivninger“ af levnedsmidler eller simpelt hen plyndring. Hindrer man sådan plyndring, risikerer man mytteri eller andet disciplinært sammenbrud — folk vil jo ikke sulte.
Svigter sanitetstjenesten, således at de hårdt sårede ligger på slagmarken uden hjælp, får man ikke de raske til at gå på med egentlig dødsforagt. Den strøm af letsårede, der vandrer rundt, venter at møde forbindingspladser, samlingssteder for letsårede og en ordnet evakuation til sygehuse. Svigter denne organisation, stormer de sårede og forpinte mennesker de civile sygehuse og forlanger at blive behandlet. Og det kan de civile sygehuse efter al sandsynlighed ikke klare.
Svigter retsplejen, bliver afdelingerne som omtalt nødt til af disciplinære grunde eller af sikkerhedshensyn at tage sagen i deres egen hånd. Sabotørerne likvideres, og det samme sker med mytterister og andre, der gør sig skyldige i alvorlige disciplinbrud i en situation, hvor nerverne på grund af krigspsykose, bombardement og overanstrengelse „står på højkant“. Disse forseelser må aldeles omgående behandles, hvis disciplinen ikke skal nedbrydes; thi i så fald er krigen tabt — intet mindre.
Spørgsmålet er blot: hvis den normale fredstidsordning af retsplejen ikke kan virke under krigsforhold, skal man da lade den nødvendige selvtægt erstatte af en brugelig retsplejeordning, eller skal man lukke øjnene og lade stå til (som man faktisk har gjort det hidtil) og lade de militære afdelinger om selv at klare problemerne? Der synes ikke at være tvivl om, at selv om man måske også må gå på akkord med visse af fredstidens retsregler, er enhver selv mindre tilfredsstillende organiseret retspleje at foretrække for slet ingen.
Det er altid galt for et land at have en lovgivning, der ikke passer i alvorlige situationer og derfor kan komme til at stå i vejen for landets vitale interesser.
Efter slaget ved Leuktra (371 f. kr.), hvor Thebanerne tilføjede Spartanerne et voldsomt nederlag, var Spartanerne i vanskelighed ikke alene på grund af nederlaget og de store tab, der var forbundet dermed, men der var 300 Spartanere, der havde overlevet nederlaget, og efter Spartas love skulle disse 300 mand miste deres ære og borgerlige rettigheder, så snart de betrådte deres fædrene stad. Men Sparta kunne ikke undvære flere borgere, og kong Agesilaos fandt da på råd. Man skulle lade lovene sove een dag, og på denne dag sneg de slagne sig ind i byen, og alt blev såre godt.
De samme vanskeligheder vil man stå med, hvis man i krigstid har en retspleje, man ikke kan bruge — man bliver simpelthen nødt til at lade den militære retsplejelov sove.
Vi har for ikke så mange år siden set, hvorledes man kan blive nødt til at lade lovene sove. Under modstandsbevægelsen måtte man uden rettergang likvidere et ikke ubetydeligt antal personer, der ansås for farlige for modstandsbevægelsens medlemmer. Det var af sikkerhedsgrunde, og alle er vistnok enige om, at det var nødvendigt, og at man ikke kunne få de pågældende stillet for nogen domstol. Men vi har også bagefter set, at den kritik, der blev rejst i den anledning, har været meget ubehagelig, fordi man ikke havde nogen retsbog at holde sig til og derfor var afskåret fra med fuld sikkerhed at fastslå, hvad der var foregået. Der var intet at gøre, man kunne ikke under de forhold benytte ordnet, retspleje, men således behøver det ikke at være ved de regulære styrker — her kan man udmærket have brugbare domstole, hvis man blot vil se den sandhed i øjnene, at krigstid kræver andre hensyn end et roligt garnisonsliv i fredstid, og man vil lade være af politiske grunde at holde fast ved en ordning, der som påvist ikke kan bruges.
Også på et andet område har vi set, hvad det vil sige at savne en brugbar lovgivning i en alvorlig situation. Efter kapitulationen stod vi overfor spørgsmålet om at få straffet en del landssvigere, men vi havde ingen dertil sigtende lovgivning. Man måtte derfor vedtage en straffelovgivning med tilbagevirkende kraft, — noget der klart er i strid med vor samvittighed. Men man kunne ikke overlade afstraffelsen af disse mennesker til andre end vore domstole. Det havde været ønskeligt, om man havde haft den fornødne lovgivning i forvejen. Nu måtte man lade samvittigheden sove, ligesom man gjorde det med lovene efter slaget ved Leuktra.
Vi udfører på alle andre militære områder et meget stort planlægningsarbejde og forbereder os på det fredsbrud, som vi alle håber at undgå, men hvis mulighed vi må erkende. Det er at håbe, at også den militære retspleje engang må blive inddraget i denne planlægning, men forudsætningen må være, at der bliver tilvejebragt den fornødne lovgivning, således at også denne tjenestegren kan funktionere i krigstid.
„190“.
