Titel: Den militære professjonen, staten og samfunnet. Introduktion til militære studier.
Forfattere: Torunn Laugen Haaland, Rolf Hobson og Kjell Inge Bjerga.
Forlag: Cappelem Damm Akademisk
Udgivelsesdato: 2021.
Antal sider: 244.
Vejl. pris: NOK. 399
Rating: 5.
Anmelder: Niels Bo Poulsen
Den militære professjonen, staten og samfunnet er noget så sjældent som en skandinavisksproget lærebog i militære studier. Den er skrevet af et meget stærkt forfatterteam. Bidragsyderne er nemlig tre af Norges førende forskere i militære studier – alle ansat som civile professorer ved Forsvarets Højskole i Oslo. Haaland, Hobson og Bjerga råder således over en omfattende samfundsvidenskabelig og historisk ekspertise vedrørende civil-militære relationer, og de underviser samtidig på det norske forsvars uddannelser.
Bogen er struktureret i tre dele. Første del omhandler professionens forhold til stat og samfund, mens anden del ser på interaktionen mellem krigsførelse og samfundsudvikling. I tredje del gælder det norsk sikkerheds- og forsvarspolitik efter Anden Verdenskrig. Den valgte struktur fungerer grundlæggende godt, selv om der en del gange henvises til allerede beskrevet stof. Der er dog mest af alt tale om, at læseren erindres om bogens tidligere indhold, ikke at der sker en gentagelse af det.
Inden for de tre overordnede dele præsenterer forfatterne en bred palet af videnskabelige tilgange, oftest i form af ganske korte anslag, hvor der med stikord og korte, definerende forklaringer antydes en teoretisk basis, som læseren kan forfølge – eller underviseren kan tage som udgangspunkt for sin undervisning. Stoffet er præsenteret med en spørgende skrivestil, som giver fin plads til refleksion undervejs, og som skaber en meget åben og dialogsøgende formidlingsform.
I del 1 er afsættet særligt teorier om politisk-militære relationer, mens der sidenhen tages fat på både international politisk teori og strategisk teori, herunder afskrækkelsesteori. Der øses også kapabelt og autoritativt af militærhistoriens brønd, både i forhold til norsk forsvarshistorie, men også i forhold til den europæiske og euro-atlantiske militærhistorie. Tekstens forskellige udsagn og teoretiske betragtninger udfoldes og eksemplificeres løbende gennem gode og prægnante eksempler (primært) fra norsk militærhistorie og sikkerhedspolitik. Man lærer derfor også meget om norske forhold under læsningen. For denne anmelder var det eksempelvis nyt, at Norge i 1978 gennemlevede en kort storpolitisk krise med Sovjetunionen. Krisens årsag var et nedstyrtet sovjetisk Tupolev TU-16 spionfly på den lille ø Hopen ved Svalbard. Fra sovjetisk side ønskede man at bemægtige sig vragdelene – muligvis gennem en regulær landgang på øen, mens man fra norsk side ønskede – og formåede – at håndhæve suveræniteten, samt at udnytte vragdelene i sit efterretningsmæssige samarbejde med USA. Bogen indeholder også en virkelig god gennemgang af ændringerne i norsk sikkerhedsstrategi før, under og efter den kolde krig. Bogens tredje del kan derfor med stort udbytte læses af alle, som gerne vil have en introduktion til norsk forsvars- og sikkerhedspolitik.
Bogen afsluttes med forfatternes betragtninger over, hvilke udfordringer Norge vil stå overfor længere inde i det 21. århundrede. Tro mod deres historie- og samfundsfaglige ståsted, fokuserer forfatterne denne del af bogen på trends, som allerede har været i gang i op mod 250 år, nemlig demokratisering, industrialisering og ideologisering. Inden for disse områder peges blandt andet på påvirkningsoperationer, nye teknologier, som hypersoniske missiler og højreradikalisme blandt norsk militært personel, som fremtidige sikkerhedsmæssige problemstillinger.
Værdifuldt er også en kort men instruktiv drøftelse af, hvad faget militære studier er, og hvorfor det giver mening at akademisere en praktikeruddannelse som den grundlæggende officersuddannelse. (s.13-20). De her opstillede pointer vil i stort mål allerede være kendt af læsere af Karsten Møllers Den videregående officersuddannelse i det 21. århundrede: War Studies eller krigsvidenskab som kerneelement? (Forsvarsakademiet, 2007). Sagt i kortform er målet at gøre officeren til en kritisk og reflekteret leder, der kan navigere i en bred samfundsmæssig kontekst. Heri ligger også en forbedret evne til at være en kritisk forbruger af den skiftende militærteori og de koncepter, der eksempelvis tilbydes af store amerikanske tænketanke. Der er selvsagt også en risiko ved processen; gribes den ikke rigtigt an, kan officersuddannelsen ende for langt fra praksis. Det sidste er dog ikke en problematik, forfatterne forholder sig til, og det er ærgerligt, at denne og andre indvendinger mod akademiseringen ikke præsenteres på lige fod med de gode grunde, der er til den valgte vej.
Den militære professjonen, staten og samfunnet indeholder meget lidt stof om militær tænkning og militærteori. Det kan i stort omfang kan forklares med, at forfatterne afgrænser deres indsats fra det militæroperative, taktiske og føringsmæssige område. Bogen er samtidig således skåret til, at våbenteknik, taktik, operationer og ledelse ikke indgår som selvstændige emner, men alene behandles i sammenhæng med, hvordan de påvirkes af den generelle samfundsudvikling og den civil-militære interaktion. Mens de nævnte fravalg repræsenterer en nødvendig fokusering af bogen, er der enkelte andre greb, som virker mindre velbegrundede. Litteraturlisten er underligt kort, og der er ikke forslag til yderligere læsning i forbindelse med de enkelte kapitler. Det virker lidt besynderligt, når nu der er tale om en lærebog. Fejl er der til gengæld nærmest ingen af i dette velgennemarbejdede og solide produkt. Det er dog noget af en tilsnigelse at hævde, at den russiske generalstabschef Valerij Gerasimovs velkendte artikel fra 2013 om læren af vestens angivelige undergravelsesoperationer i 1990’erne og 2000’erne decideret er udtryk for en ny russisk doktrin for krigsførelse (s.139).
Til slut skal det nævnes, at Den militære professjonen, staten og samfunnet er meget velskrevet og letlæst og de yderst sjældne stilistiske forskelle afslører, at der er tale om et forfatterkollektiv.
Det er alt i alt en meget vellykket publikation, som her anmeldes. Som underviser på en militær læreanstalt ville jeg ønske, at der fandtes en tilsvarende bog på dansk. Selvsagt eksisterer der også vigtig dansk forskning og formidling inden for samme område. Det gælder for eksempel Robert Petersens phd-afhandling Den bedste ambassadør (RUC, 2012), Bertel Heurlins Riget magten og militæret (Aarhus Universitetsforlag, 2004), Jens Ringsmoses Frihedens pris – så lav som mulig (Syddansk universitetsforlag, 2018), Henning Sørensens Den danske officer (Nyt fra Samfundsvidenskaberne, 1988) eller Wilhelm Holsting og Annemarie Damkjers Militært chefvirke (Samfundslitteratur, 2020), lige som en række forskere fra Forsvarsakademiets Institut for Strategi og Krigsstudier har meget store kompetencer på området og løbende bidrager til fagfeltet. En syntesepræget og studie-orienteret præsentation af, hvad forskningen kan lære os om det militære instruments placering i den danske sikkerhedspolitiske værktøjskasse, relationen mellem samfund og eller om forsvarets indre funktionsmåde og udvikling, mangler i høj grad. Denne fremragende bog illustrerer, hvor stort et savn, der i grunden er tale om.