Det forløbne år hører til et af dem, man kunne karakterisere som pauserne i den internationale politik, der regelmæssigt vender tilbage, når det er præsident-valgår i USA. Sådanne år er karakteriseret ved mangel på initiativer i forholdet mellem supermagterne. Ingen af dem er tilbøjelige til at forsøge sig. USA fordi det er for optaget af egne problemer. Sovjet- unionen fordi man ønsker at være sikker på, hvem der bliver modspilleren i Det hvide Hus i de følgende år. Men verden står jo ikke stille, fordi de mægtigste modspillere holder pause.
I Mellemøsten taler våbnene stadig det barske sprog, såvel i opslid- ningskrigen mellem Iran og Iraq som i Libanon.
Også i Afghanistan, i Mellemøsten og i Afrika er våbnene fortsat virksomme.
Hvortil kommer den række af indre uroligheder overalt i verden, hvor våbnene anvendes direkte som politisk argument.
Trods en betydelig indsats fra Sovjetunionen og fra bekymrede dele af opinionen i den vestlige verden er iværksættelsen af den i 1979 besluttede opstilling af TNF-våben i Vesteuropa blevet påbegyndt. Dette, parret med konstateringen af, at Reagan-administrationen fortsætter i USA, synes mod årets slutning at give håb om en genoptagelse af de afbrudte forhandlinger mellem supermagterne om våbenbegrænsninger.
På denne baggrund skal i det følgende den årlige styrkeoversigt*) fra Det Internationale Institut for Strategiske Studier (IISS) refereres og kommenteres.
Supermagterne
Den tendens, der tegnede sig sidste år med hensyn til reduktion af amerikanske landbaserede, interkontinentale missiler (ICBM), er fortsat.
Det er en følge af fortsat udfasning af Titan ICBM. Den 1. juli 1984 udgjorde antallet 37, og det samlede antal landbaserede ICBM var hermed reduceret til 1.037. Det samlede antal sprænghoveder var reduceret til 2.139.
Yderligere en 0/iio-klasse missil ubåd er sat i tjeneste, således at der nu er fire i operativ tjeneste med ialt 288 Trident C-4 missiler. Dette øger det samlede antal SLEM med 24 til ialt 592 missiler, og det samlede antal sprænghoveder med 192 til 5.344.
Disse ændringer har medført en nedgang på 27 megaton (mt) for ICBM (til mellem 1.292,4 og 1.315,5 mt) og en forøgelse for SLBM på 19.2 mt (til mellem 352 og 382,4 mt).
For de strategiske bombestyrkers vedkommende er B-52D blevet udfaset. Af de 151 operative B-52 G har 61 en ikke-nuclear rolle, og der er en træningseskadrille. Omkring B-52 G er udrustet med AGM-86 B ALCM (Air Laxmched Cruise Missile). De nyeste oplysninger indikerer, at 90 B-52H, 84 B-52 G og 56 FB-lllA skulle kunne medføre ialt 1.020 ALCM, 924 AGM-69 A SRAM (Short Range Attack Missile) og 812 bomber. Den flyleverede megatonnage skulle hermed kunne opgøres til 204 for ALCM, mellem 157.1 og 184.8 for SRAM og 2.030 mt for bomber, eller ialt omkring 2.400 mt.
Genanskaffelsesprogrammer for strategiske våben har ikke opnået fuld støtte i den amerikanske regering, OHIO/Trident-programmet fort- sætter dog. Det samme er tilfældet med udviklingen af D-5 SLBM, tænkt som erstatning for C-4 i løbet af 1988/89. Anskaffelsen af MX ICBM er derimod blevet begrænset, dog fortsætter MX testprogrammet, specielt med henblik på udvikling af et mobilt ICBM med et enkelt sprænghoved. Kun 18 af de i alt planlagte 100 B-1 bombere er indtil videre beordret bygget, og den nye såkaldte »stealth«-bomber befinder sig stadig i en tidlig fase af udviklingen.
Deployering af ALCM til styrken sl B-52 H bombere er igang. Selv om disse våben anses for at kunne gennemtrænge et forsvar, må disse fly dog anses for at være forældede, selv om der ikke er umiddelbar udsigt til, at et nyt erstatningsfly er ved at være operativt.
Den 10. juni 1984 blev et Minuteman ICBM RV (Re-entry Vehicle) interceptet under en prøveskydning over det nordlige Stillehav. Denne begivenhed - der var et resultat af tidligere udviklingsprogrammer, som nu henhører under præsidentens Strategic Defense Initiative (SBI) - har haft en tendens til at sløre de fortsatte organisatoriske og tekniske ændringer i USA strategiske defensive programmer. Reorganiseringen af NORAD, der havde til formål at rationalisere den civile/militære luft- rumskontrol i fredstid, har reduceret de nordamerikanske luftforsvars- regioner fra otte til seks (hvoraf to omfatter canadisk luftrum). Over- vågning og varsling kontrolleres nu af et højere kommandoniveau, der menes bedre i stand til at udøve den nødvendige ledelse og koordination. Det amerikanske forsvarsministerium har fremsat forslag om at øge den nucleare varslinsgskapacitet ved at indbygge nucleare varslingssystemer i de eksisterende NAVSTAR/Global Positioning System-satellitter. Fort- satte forsøg med »Over-the-Horizon-Backscatter« radarsystemer har afsløret svagheder i disse. Det er dog ikke desto mindre hensigten at søge denne kapacitet yderligere udviklet og øget. Endelig er der taget skridt til fortsat at modernisere DEW-line radarsystemet, medens den syd herfor liggende radarkæde (CADIN/Pinetree-Line) forventes nedlagt.
For de sovjetiske strategiske styrkers vedkommende fortsætter moder- niseringen. Antallet af SS-11 er blevet reduceret med 30, medens antallet af SS-19 viser en tilsvarende forøgelse. Def menes, at det tidligere enkelte sprænghoved på SS-19 er blevet erstattet med 6 MIRV (multiple, independently-targetable re-entry vehicles) af en modifikation, benævnt
3. Siloerne er umiddelbart identiske, hvorfor opgivelserne må tages med varsomhed. Modifikation 4 til SS-18, der blev introduceret i 1982, påregnes nu at omfatte 0. 170 affyringsramper.
Opgørelse af SLBM-styrken viser en nedgang med én Y-1 og én H-II ubåd, og en tilgang af én Typhoon-Masse ubåd (med 20 afskydningsrør). Yderligere tre eller fire Typhoon-klasse ubåde meldes under bygning. Deployering af SS-20IRBM (Intermediate range ballistic missils) er fortsat. Det samlede antal raketstyr udgør nu 378. Medens SS-5 IRBM er blevet udfaset er antallet a£ SS-4 ERBM uforandret 224.
Også antallet af ICBM er uforandret, 1.398. Med indførslen af mindre og mere nøjagtige sprænghoveder er den samlede megatonnage dog noget mindre.
Til søs er antallet af affyringsramper øget med én til 981. Dette er en følge af udfasning af flere SS-N-5 og nogle SS-N-6 samtidig med indfasning af SS-N-20. Det samlede antal ubåde, der er nævnt i SALT-aftaleme er uforandret. De nyere SLBM sprænghoveder er næsten alle MIRV-ede og menes at have større nøjagtighed end deres forgængere. Den samlede megatonnage for SLBM er øget betydeligt.
Ændringerne i det samlede antal IRBM omfatter en jforøgelse på to til ialt 578, medens antallet af sprænghoveder er øget med 38 til o. 1.358. Den samlede megatonnage er derimod gået ned med 7.9 til 394.1 mt.
Det samlede antal missUer (af lang- og mellemdistance rækkevidde) udgør således 2.757 (heri ikke medregnet evt. genladning). Der er ikke her søgt at udskille missiler med en europæisk roUe, men det bør bemærkes, at 880 af de tilbageværende SS-11 og SS-19 ICBM har mulighed for variation i rækkevidde, som gør det muligt at benytte dem mod mål i Europa.
Den eneste ændring for de langtrækkende bombestyrkers vedkommende er en forøgelse på 20 af antallet af TU-26, Backfire. Den nye Blackjack A bomber er endnu ikke operativ. Omkring en halv snes af de TU-16, der udgik sidste år, er muligvis blevet ændret til ECM-fly (Electronic counter measures).
I de strategiske defensive styrker er sket visse ændringer. Selv om ABM-styrken stadig omfatter 32, er der rapporter om, at et nyt missil er ved at blive deployeret. Der foreligger nu flere oplysninger om radar- systememe, men det er uklart, om disse repræsenterer nye udviklinger eller blot fremkomsten af nye data.
Der er kun fremkommet sparsomme oplysninger om de nye ICBM PL-4 og PL-5, som sidste år meldtes afprøvet i 1982 i henholdsvis oktober og december. De er nu tildelt betegnelserne SS-X-24 og -25, men der er uenighed om, hvorvidt de kan betegnes som »nye typer« ICBM, som defineret i SALT. Begge er rapporteret at anvende fast brændstof. Tre nye langtrækkende cruise missiler er meldt under udvikling. De benævnes SS-NX-21, AS-X-14 og SSC-X-4, og de menes at have en rækkevidde på
o. 3.000 hay. AS-X-14 menes at kunne blive leveret fra Bear, Backfire eller den nye Blackjack, medens SSC-X-4 menes transporteret i en mobil rampe med fire raketudstyr.
I skema 1 og 2 er sammenfattet de i den seneste af IISS udgivne styrke- oversigt angivne oplysninger om atomleveringssystemer. Som det fremgår af skema 2 er der endnu et stykke tilbage før udviklingen af de påregnede 108 Pershing II MRBM og 464 Tomawawk GLCM i Overensstemmelse med dobbeltbeslutningen fra 1979 er tilendebragt.
Reagan-regeringens beslutning om at øge muhghedeme for en eventuel fleksibel anvendelse af de konventionelle styrker har i det forløbne år afspejlet sig i udbygningen af den centrale kommando (CENTCOM) og den pulje af styrker, som CENTCOM kan trække på. Den øgede løfte- kapacitet (C-5 B og det forlængede C-141 fly) parret med en øget kapacitet for tankning i luften viser en betragtelig forøgelse af evnen til at deployere over store afstande. Også reorganiseringen af den logistiske støtte- organisation skaber tillid til, at eventuelle operationer kan understøttes. Bortset fra anvendelse af amerikanske styrker i Libanon og Grenada har de tydeligste tegn på USAs globale engagement været de amerikanske deployeringer af AWACS (airbome waming and control system) og flådestyrker.
Den amerikanske hær har fortsat sin modernisering og reorganisering, specielt af de styrker, der påregnes designeret til CENTCOM, hvor især infanteri-divisionernes rolle og organisation har været gjort til genstand for overvejelser. Der eksisterer store forskelle mellem de større hær- formationer, hvilket øger den administrative byrde ved planlægning af deployeringer og genforsyning. Antallet af væsentlige våbensystemer, såsom Abmms kampvogne, Bradley infanterikampkøretøjer og helikoptere af typerne AH-1 og VH-60, er øget.
Den amerikanske flåde har modtaget yderligere 5 Los Angeles-]dasse atomdrevne angrebs-ubåde, medens den sidste tilbageværende af Darter-klassen er udfaset. Et andet 70PK4-kIasse slagskib er nu igen i aktiv tjeneste, medens et tredie er under udrustning, som de to andre udstyres det med missUer. Også yderligere fire Perry-yiasse missildestroyere er indfaset. Fire atomdrevne angrebs-ubåde er nu udstyret med BGM-19 SLCM. Marinekorpset har også modtaget yderligere materiel, omfattende M-60 kampvogne, F/A-18 jagere og de første AV-8B V/STOL angrebsfly. Flyvevåbnet har erstattet F-106 med F-15 i »interceptor«-eskadrilleme. Der er dog stadig nogle F-106 ved National Guard enhederne, men disse forventes udskiftet med F-4. Indfasning af F-16 fortsætter stadig.
Den tendens, som kunne konstateres sidste år med hensyn til oplægning af reservedele og supplerende udrustning, er fortsat.
De sovjetiske konventionelle styrker fortsætter tilsyneladende også deres modernisering. Selv om detaljerede oplysninger er sparsomme synes omgrupperingen i tre »Teatre« (Det vestlige, det sydlige og det fjernøstlige) samt en central reserve at være tilendebragt.
I krigstid påregnes de østeuropæiske WP-landes divisioner indkorpo- reret i den sovjetiske hærs struktur i tre integrerede kommandoer for de nordvestlige, vestlige og sydvestlige TVD (Theatres of Military Opera- tions), som tilsammen udgør det vestlige hoved-»teater«. På grundlag af den nuværende deployering må det påregnes, at det vestlige TVD igen er organiseret i fire fronter, to i Østtyskland, én i Tjekkoslovakiet og én i Polen. De to fronter i Østtyskland omfatter ialt 12 panser-, 13 motoriserede infanteridivisioner. I Tjekkoslovakiet og Polen omfatter styrkerne ialt 14 panser- og 16 motoriserede infanteridivisioner med mulighed for for- stærkning fra det hviderussiske militærdistrikt på 10 panser- og 4 moto- riserede infanteridivisioner. Det nordvestlige TVD forventes at omfatte det baltiske militærdistrikt, som indbefatter den polske marinedivision. Dette TVD kan operere direkte under kontrol fra Moskva, som en uafhængig front mod den baltiske kyst incl. Danmark. Leningrads militær- distrikt kan opstille en front på to armeer imod Nord-Skandinavien, om nødvendigt også direkte kontrolleret fra Moskva. Selv om der i øjeblikket ikke er stationeret sovjetiske i de pågældende lande vil Bulgarien og Rumænien være i stand til at mobilisere to armeer, hver med 4 panser- og 16 motoriserede infanteridivisioner i det sydvestlige TVD. Ungam kan mobilisere 1 panser- og 5 motoriserede infanteridivisioner. De sovjetiske styrker i det karpatiske og Odessa militærdistrikter vil kunne tilføre yder- ligere 4 panser- og 15 motoriserede infanteridivisioner. Kiev militærdistrikt med 6 panser- og 4 motoriserede infanteridivisioner vil kumie forstærke enten det vestlige eller det sydlige TVD. Det sydlige »Teater« over for Tyrkiets østlige front kan omfatte styrker fra det transkaukasiske militær- distrikt, 12 motoriserede infanteridivisioner, støttet af styrker fra det nord-kaukasiske militærdistrikt (1 panser- og 7 motoriserede infanteri- divisioner) plus en del af de 7 motoriserede infanteridivisioner i Odessa militærdistrikt, eUer 3 motoriserede infanteridivisioner fra Volga militær- distrikt.
Også det sovjetiske flyvevåben er blevet omorganiseret. Det består nu af tyve regionale kommandoer og fem luftarmeer. Denne reorganisering har medført betydelige ændringer i katagoriseringen af jagerily, og der er stadig en række ubesvarede spørgsmål.
Tre af luftarmeeme har overtaget det langtrækkende flyvevåbens strategiske og strategisk/taktiske roller. De nationale luftforsvarstropper (Voyska-TVO) har overtaget materiel fra såvel de tidligere front-flystyrker som de tidligere luftforsvarsstyrker, det tidligere PVO-Strany og hærens luftforsvar. De tidligere 10 luftforsvarsdistrikter er reduceret til fem. Voyska-PVO og luftarmeeme koordineres nu af »Teater«-hovedkvarterer. I krigstid vil kontrollen med luft- og landstyrker og luftforsvaret blive integreret på TVD-niveau, hvilket skulle give større fleksibilitet.
Den også sidste år omtalte reorganisering af hærstyrker er fortsat: Kampvognsregimenteme har nu en integreret artilleribataljon. Den nye 240 mm selvkørende morter, der kan levere atomammunition er indført i visse artilleriregimenter. Den trukne 122 mm HB/KN er erstattet med en selvkørende version. BM-27 240 mm raketkasteren er operativ i to nye versioner. Divisionens rekognosceringsbataljon er blevet omorganiseret og gjort fuldt mobil.
Flystøtten til styrkerne i Østtyskland omfatter en helikopterbrigade i hver armé. Det samlede antal helikoptere er oppe på o. 400 af hvilke halvdelen er Mi-24 Hind, for nogles vedkommende med AS-14 ATGW. De ældre SSM (Surface-to-surface missiler) Froq, Scud og Scaleboard erstattes nu med SS-21, SS-23 og SS-22. Sidstnævnte, med en rækkevidde på o. 950 km, svarer til Pershing II, men med et dobbelt så kraftigt sprænghoved.
Der er oplysninger om, at to nye anti-ballistiske missilsystemer SH-04 og SH-08 er under udvikling. Nye flytyper, der er sat i tjeneste omfatter MIG-29 Fulcum, der er udstyret med et nyt luft-til-luft missil (AA-X-10), og nærstøtteflyet Su-25 Frogfoot samt 11-76 Mainstay, der erstatter Moss som luftbåren kommandostation.
I flåden fortsætter udviklingen af ubådsvåbnet og moderniseringen af overfladefartøjeme. Den anden O-klasse missil ubåd og yderligere to V-III angrebsubåde er indfaset, medens nogle ældre C-I, W- ogE-ubåde er blevet udfaset og nye M- og S-ubåde er under afprøvning. Det er uklart, hvad der er sket med 10 Y-I angrebsubåde, som i overensstemmelse med SALT-loftet har fået fjernet sine SLBM. Bygningen af nye 0-, M-, S-, K- og 7-ubåde synes at fortsætte.
Også en ny 75.000 t atomdrevet carrier er under bygning. En tredie Kiev-Masse carrier er sat i tjeneste og en fjerde er under afprøvning. Yderligere to Slava-ldasse krydsere er under bygning. Medens en tredie Souremenny missildestroyer og to mere Udaloy GW (guided weapons) destroyere er indgået i flådens tal. Der er meldinger om, at fem af hver samt en række mindre fartøjer også er under bygning.
Den konventionelle styrkebalance i Europa
En vurdering af den konventionelle styrkebalance mellem NATO og Warszawapagten ved anvendelse af sammenligninger mellem mandskabs- styrker, kampenheder samt udrustning og materiel er i sig selv behæftet med usikkerhed. Hertil kommer en række faktorer, som er næsten umulige at vurdere. Det drejer sig om styrkernes kvalitet, geografiske fordele, doktriner, militær teknologi, træning og logistisk støtte samt en række andre forhold. Alt sammen inden for rammerne af den strategiske nucleare balance, engagementer uden for pagtområdeme og parternes flåders og langtrækkende flyvevåbens relative styrke.
Der er således mange statiske som dynamiske faktorer, som må tages i betragtning, når en styrkesammenligning skal forsøges.
Opgørelsen må imidlertid tage sit udgangspunkt i en sammenligning af parternes rent numeriske størrelse, hvilken i sig selv kan være vanskelig at gennemføre.
I det følgende skema 3 er sammenfattet en række af de væsentligste oplysninger, som indeholdes i dette års opgørelse fra IISS. Omend det må erkendes, at en opsplitning som den foretagne kan være hensigts- mæssig, må det dog understreges, at betydelige styrker for begge parters vedkommende ikke nødvendigvis fra en evt. konflikts begyndelse på forhånd er påregnet indsat ganske bestemte steder. Ikke mindst for de sovjetiske reservestyrkers vedkommende eksisterer en høj grad af fleksi- bilitet.
Det bør bemærkes, at de angivne styrker for NATO omfatter franske og canadiske styrker i Tyskland, men ikke spanske styrker. For Sovjet- unionen er inkluderet såvel de på Kolahalvøen, som de i det trans- kaukasiske militærdistrikt over for Tyrkiet stående styrker.
I tilfælde af en truende konflikt kan de stående styrker forstærkes med mobiliserede reserver. Den tid, der vil medgå hertil, er afhængig af de reservestyrker, man råder over, og det mobiliseringssystem, den på- gældende nation har forberedt.
For Warszawapagt-landenes vedkommende opretholdes reserver baseret på værnepligtige, der har overstået deres obligatoriske tjeneste. Der regnes med, at personel inden for fem år efter denne umiddelbart vil kunne være til rådighed, medens ældre personel påregnes at skulle gennemgå gen- optræning. Sovjetunionen anvender militærdistrikteme til at organisere indkaldelse og formering af dette personel i kadreenheder (»kategori« 2 og 3 divisioner). De fleste europæiske lande i NATO kan umiddelbart gennemføre mobilisering. Såvel England som USA og Canada har ikke en tilsvarende reserve af trænede reservister, hvortil kommer, at tilførsel af forstærkninger fra disse lande til det europæiske kontinent indebærer problemer. For visse amerikanske forstærkningsenheder er materiel på forhånd oplagt i Europa. Dette materiel er medtaget i opgørelsen i skema 3 .
For flådestyrkers vedkommende er medtaget sådanne, som må antages at operere i den østlige del af Atlanten, Den engelske Kanal, Nord- og Østersøen samt Middelhavet og Sortehavet.
For flystyrkemes vedkommende er alene medtaget de amerikanske styrker,! der er baseret i Europa, og således ikke mulige forstærkninger fra det kontinentale USA. I tallene for sovjetiske fly indgår såvel de i pagtlandene stationerede som mulige forstærkninger fra det vestlige militærdistrikt.
Tallene i tabellen kan ikke vise den forskel, der eksisterer mellem parterne for så vidt angår standardisering af våben og materiel samt taktiske doktriner, ligesom heller ikke forskelle i teknologi fremgår af numeriske opgørelser. I almindelighed anses sovjetisk materiel for at være mere simpelt end vestligt. Komfort for besætninger på våbensystemer og sikkerheds-standarden anses for lavere end tilsvarende vestlige. Hvilken indflydelse sådanne forhold vil have under kampforhold er vanskelige at vurdere.
Sammenfattende konkluderer IISS om den konventionelle styrkebalance i Europa, at den numerisk har bevæget sig langsomt, men støt i østlig favør. Samtidig er den hidtidige teknologiske fordel, som i nogen grad har kunnet kompensere kvantitet med kvalitet, ved at være indhentet for de konventionelle våbens vedkommende.
Man kan, siger IISS, ikke nødvendigvis konkludere, at NATO vil lide nederlag i en evt. krig, heller ikke, at Warszawapagten kan se en sådan fordel, at den vil være tilstrækkelig til at risikere et angreb, men man må konkludere, at der er tilstrækkelig fare i tendensen til, at der er behov for foranstaltninger imod, at tendensen fortsættes, specielt efterhånden som manglen på mandskab bliver et problem mod slutningen af 1980’eme.
Den samlede konventionelle styrkebalance er stadig af en sådan karakter, at militær aggression er et højest risikabelt foretagende, og konsekvenserne for en angriber vil være uforudsigelige, hvortil kommer, at muligheden for nuclear escalation gør dem endnu mere uberegnelige.
Afslutning
Det Internationale Institut for Strategiske Studiers konklusioner er - hel- digvis kunne man sige - ikke væsentlig forskellig fra de senere års.
Som indledningsvis antydet, rummer det kommende år muligheder for, at man igen kan komme i gang med realistiske forhandlinger om våben- begrænsninger. Realismen synes imidlertid i høj grad at være snævert forbimdet med, at begge parter har en fornemmelse af at kunne forhandle ud. fra en styrkens position. Det gælder derfor om ikke at svække denne fornemmelse.
