Log ind

Den kinesisk-japanske Krig IV

#

Langt den betydeligste af de Personer, der kæmper om Magten i det fjerne Østen, er Chiang Kai-check*). Han blev født den 29’ Oktober 1886 i Byen Fenghwahsien et Par Mil Syd for Ningpo, der ligger ca. 150 km Syd for Shanghai tæt ved Kysten.

*) Hovedsagelig efter Sven Hedin: „Chiang Kai-shek, M arskalk av Kina", Stockholm 1939.

Hans Fader, der var en velstaaende Landmand, døde 9 Aar senere, og hans velhavende Familie trak sig straks tilbage, saa hans Moder alene maatte kæmpe for at holde sammen paa Ejendommen og søge at bringe Børnene frem, trods Stedets korrumperede Embedsmænds Forsøg paa at plyndre dem. Han siger i et lille Skrift, han udgav paa sin 50 Aars Fødselsdag, at det kun var hendes jernhaarde Beslutsomhed, strenge Disciplin og pinlige Sparsommelighed, der reddede dem. Han kan derfor aldrig blive træt af at fremhæve hende som et lysende Eksempel paa en kinesisk Kvinde. Hun sørgede for, at han fik en god Skoleuddannelse, og efter at den var endt i 1906, blev han Elev paa Militærakademiet i Paoting Fu, som var grundlagt af Kansleren, General Yuan Shi-kai; men Chiang fandt det forældet og meget korrumperet og forlod det derfor hurtigt. I Stedet tog han i Begyndelsen af 1907 over til Japan, der kort før havde slaaet Rusland, og i de følgende 3 Aar fuldendte han sine militære Studier der. Den uhyre Forskel paa Kina og Japan slog ham selvfølgelig straks, og det var ham klart, hvorfor Japanerne saa let først havde slaaet hans eget Fædreland og derpaa Rusland. Men han forstod ogsaa, at det maatte blive hans Maal at bibringe sine Landsmænd den Aand, som havde ført Japan ud af dets Tornerosesøvn og gjort det til en virkelig Stormagt, og han kastede sig derfor over Japans moderne Historie. Under sine Studier i Japan traf han Sun Yat-sen og hans Elever, og han blev hurtigt en af hans glødende Tilhængere og grebet af hans Opfattelse, at den eneste Maade, Fædrelandet kunde reddes paa, var, at Manshudynastiet og Pekingregeringen blev styrtet. Han sluttede sig derfor 1910 til den Forening, der kom til at danne Roden til det kinesiske Folkeparti, Kuomintang. 1’ Januar 1912 dannede Sun Yat-sen sin første Regering i Nanking; men Aaret efter sejrede Yuan Shi-kai, der var godt paa Vej til at blive Manshuernes Efterfølger, da han døde i 1916, og dermed faldt det sidste faste Forsvar for det gamle Regime. 1917 dannede Sun Yat-sen igen en ny Regering, denne Gang i Kanton, og i den blev Chiang Kai-check Sekretær og Chef for Hærens Undervisning. I den følgende Tid gik Revolutionen sin sejrrige Gang over Landet under Sun Yat-sens Ledelse; men 1922 var det hele ved at bryde sammen paa Grund af en Sammensværgelse mod Sun, der maatte flygte til Hongkong og Shanghai. Det hele varede kun kort, for Aaret efter var han igen Herre i Kanton.

Samtidigt var den første russiske Instruktør Karakhan kommen til Kanton, og Aaret efter rejste Chiang til Moskwa for at studere Militærskolernes Indretning der. Ved sin Hjemkomst blev han Chef for Wampoa-Kadetskolen i Kanton, hvor de bekendte russiske Officerer Karakhan, Borodin og Galen var Lærere, og hvor han i de følgende Aar uddannede nogle Tusind Officerer i moderne Krigsførelse og giødende Fædrelandskærlighed. Kort efter optoges Kommunisterne i Kuomintang, og Sun Yat-sen rejste til Peking, medens Chiang fik Kommandoen i Kanton. Sun døde imidlertid den 12’ Januar 1925 i Peking, og den unge Chiang Kai-check var derefter den stærkeste Mand inden for Partiet og Leder af Kuomintang. Forholdene i Kina var paa dette Tidspunkt helt forfærdelige. Et Halvthundrede Generaler sloges indbyrdes, røvede og plyndrede og laante Penge i Udlandet, som Staten maatte se at faa dækket. Nogle af dem herskede ret enevældigt over hele Provinser, medens andre endnu kun var rene Røverhøvdinge. Det hele var tilsyneladende et haabløst Virvar. I sine Lærebøger havde Sun tænkt sig Kinas Fremtid delt i 3 Perioder. Først et rent Militærdiktatur, i hvilket de forskellige Krigsherrer skulde tilintetgøres og Landet samles, derefter skulde der komme en Periode, hvor Befolkningen opdroges til Selvstyre ved efterhaanden at indføre kommunale Raad, saa det endelig til sidst virkelig kunde deltage i Landets Styrelse i et Parlament. Indtil det blev saa modent, skulde Landet regeres af Kuomintang. I Overensstemmelse med denne Plan besluttede man at begynde et Felttog for at undertvinge Krigsherrerne, og 9’ Juli 1926 aabnedes Felttoget med Chiang Kai-check som Generalissimus over den nationale revolutionære Hær. Det første Maal var at rense Landet Syd for Yangtze Kiang, og han rykkede derfor mod Nord langs Jernbanen fra Kanton til Hankow, og ved Aarets Slutning havde han erobret Landet mellem de store Søer og besat Hankow. Han vendte sig derefter mod Øst; i Februar erobredes Provinsen Chekiang, hvor han hørte hjemme; og 22’ Marts faldt Shanghai og Dagen efter Nanking. Ved Felttogets Begyndelse havde han faaet Kommunisterne udstødt af Kuomintang og forjaget fra Kanton. For at hævne sig besluttede de at kompromittere ham og fremkaldte derfor »Nankingaffæren«, idet de ved Erobringen af Byen beskød de fremmedes Kvarterer og myrdede og plyndrede i Byen den 24’ Marts. Begivenheden vakte stor Opstandelse mellem de fremmede; men det lykkedes Chiang at faa Sagen ordnet, og den kommunistiske Revolte blev kvalt. Det varede imidlertid ikke mange Dage, før en ny Fare midlertidigt tvang ham bort fra Ledelsen. Kuomintang havde delt sig i to Partier, en radikal Fløj, der endog forenede sig med Kommunisterne, og en mere konservativ Fløj. De radikale — Wuhangruppen — havde dannet deres egen Regering i Hankow under Suns gamle Medarbejder Wang Ching-wei, og dens Maal var at styrte Chiang Kai-check for selv at komme til Magten; men dens Førere var uduelige og gjorde sig ilde lidt ved Vold og Intriger, og det varede ikke længe, inden Wang Ching-wei maatte udstøde Kommunisterne. Der forhandledes nu mellem de to Partier. Chiang stillede som Betingelse, at der skulde dannes en Nationalregering i Nanking, og at alle militære Reserver skulde samles til Gennemførelsen af den nationale Revolution, og at Kommunisterne skulde udryddes i hele Kina. Wuhanpartiet fastholdt imidlertid sin Fordring om Chiangs Tilbagetræden, og 13’ August 1927 nedlagde han Kommandoen og rejste til Japan. Situationen var imidlertid ikke saa god for de radikale Politikere, der havde faaet Chiang styrtet, idet et Par af de mægtigste Krigsherrer truede dem stærkt i Fronten, og hertil kom, at Nordkinas faktiske Herre, Marskal Chang Tso-lin, ogsaa satte sig i Marche mod Nankingregeringen og erobrede en Del af de vundne Terrain, bl. a. Shanghai og Pukow overfor selve Nanking. Wuhanpartiet maatte nu bide i det sure Æble og kalde Chiang tilbage, og 9’ Januar 1928 overtog han igen Kommandoen og fik vendt Krigslykken, saa han kunde trænge frem til Hwang Ho. Kort efter mødtes han med to af de mægtigste Krigsherrer, der havde besat Kansu og Shansi, og som nu sluttede sig til ham. I Forening satte de et stort Angreb i Gang mod Chang Tso-lin, der blev drevet tilbage mod Nord. Dette passede ikke Japan, der 19’ April landsatte et Korps i Tsingtao »for at beskytte sine Undersaatter«, og Chiang protesterede.

1’ Maj havde han besat hele Kystlandet Syd for Hwang Ho og erklærede, at han paatog sig Ansvaret for de japanske Undersaatter, hvorefter Japan trak sine Tropper bort; men et Par Dage efter besatte det Provinsen Shantungs Kystegne. Hvis det havde været Japans Hensigt at fremkalde Irritation, saa lykkedes det udmærket. Der opstod et glødende Had mod Japan, der gav sig Udslag i en voldsom antijapansk Aktion mod Varer, Banker o. s. v. Chang Tso-lin blev imidlertid slaaet overalt og maatte omkring 1’ Juni endog rømme Peking. 4’ Juni forlagde han sit Hovedkvarter til Mukden. Lige før hans Tog korte ind paa Stationen der, blev den Vogn, han opholdt sig i, sprængt. Dermed faldt den største af de kinesiske Krigsherrer, og i Slutningen af 1928 anerkendte hans Søn, »Den unge Marskal« Chang Hsiieh-liang, Centralregeringen. I Peking hejstes Kuomintangs Flag, og Chiang Kai-check aflagde en Rapport til Sun Yat-sens Kiste. Den blev afgivet som en Tale direkte til den Døde, og han sluttede med at sige, at de krigeriske Bedrifters Tid var omme, og at nu begyndte det fredelige Genopbygningsarbejde. Nationalarméen havde paa to Aar forenet Kina, kun Manchuriet manglede. Kort efter flyttedes Suns Sarkofag fra Templet ved Peking til det mægtige Mausolæum paa Purpurbjerget ved Nanking, der er blevet et af Kinas helligste Valfartssteder. Det viste sig hurtigt, at Chiangs Tale til den døde Sun Yat-sen var vel optimistisk. Ganske vist sluttede den unge Marskal sig til Kuomintang; men Krigsherrerne i Shansi, Honan, Hupei og Kwantung havde alle deres egne Regeringer og stod i Modsætningsforhold til Chiang. Overfor dem og andre selvraadige Herrer optraadte han imidlertid forsonligt og føjeligt og brugte saa vidt muligt ikke Magt, altid taalmodig til det yderste. Fulgt af et Par Adjutanter og en Sekretær fløj han rundt til dem, gik roligt og modigt ind i Løvekulen og talte Fædrelandets Sag, og det lykkedes ham som oftest ved sin glødende Fædrelandskærlighed og straalende Veltalenhed at vinde sine Modstandere, saa han nogle Timer senere kunde flyve bort igen efter at have sagt venligt Farvel. Andre gik det ikke saa let med. I Marts 1929 maatte han slaa Wuhangeneralerne og erobre Hankow. 1930 maatte han kæmpe haardt mod Krigsherrerne i Egnen om Hwang Ho; men de blev slaaet og forsvandt.

Den største Fare for det nye Kina saa han selvfølgelig i Japan; men før der kunde være Tale om en Kamp med det, mente han, at han maatte uskadeliggøre Kommunisterne. Deres Lære var i 1920 begyndt at blive kendt ved nogle af Kinas Universiteter, og i de følgende Aar havde nogle af Ruslands dygtigste, unge Officerer været ansat som Lærere ved Officersskolen i Kanton. Sun Yat-sen var imidlertid kommet til det Resultat, at de kommunistiske Idéer ikke egnede sig for Kina, og i 1927 blev de russiske Officerer afskediget. Mange Kinesere mente alligevel, at Revolutionen kun kunde gennemføres med Støtte fra Rusland, og Kommunismen fik mere og mere Udbredelse, særligt i de nordlige Provinser. 7’ November 1921 oprettede Kommunisterne deres egen Regering med en fortrinligt ledet og uddannet Hær paa 180,000 Mand, som Chiang Kai-checks 900,000 Mand forgæves kæmpede imod i 3 Aar, indtil en af Chiangs militære Raadgivere, Generaloberst v. Seeckt, gav ham det Raad at indeslutte Kommunisterne med et System af Blokhuse. 1934 brød Resterne af Kommunisthæren sig Vej mod Syd. Den bestod til at begynde med af 90,000 Mand og væltede frem som en vild og plyndrende Lavine, for hvilken den rædselsslagne Befolkning flygtede blot ved Rygtet om, at Kommunisterne nærmede sig. I Løbet af et Aar lykkedes det dem at gennemføre en utroligt vanskelig Marche gennem øde Egne, over stejle Bjerge og gennem rivende Floder helt ned til Kinas Sydgrænse, som de fulgte et Stykke ind i Landet for derefter at dreje mod Nord og ende i Shensi, hvortil de naaedé med 20,000 Mand, og hvor de stadigt holder til og den Dag i Dag er en alvorlig Trusel mod Rigets Enhed og Styrke. Vi maa nu gaa nogle Aar tilbage og se paa Udviklingen i Manchuriet, som Japanerne hævdede at have befriet fra Russerne, og hvis fredelige Udvikling de senere havde beskyttet, og hvor de derfor mente at have visse Forrettigheder. Det var dem naturligvis en Torn i Øjet, at Chang Tso-lin i 20-erne søgte at organisere det som en Stat, og de modarbejdede ham ogsaa i det Stille; men saa længe han opholdt sig i Landet, havde de ingen Fremgang. Anderledes blev det fra 1927, da Marskallen forlagde sit Hovedkvarter til Peking, og Chiang Kai-check samtidigt var optaget af Stridigheder med Kommunisterne. Der kom nu Gang i den japanske Agitation, og Aaret efter opfordrede Japanerne Chang til at vende tilbage til Mukden, hvilket som nævnt første til, at han myrdedes den 4’ Juni 1928. Hans Søn, »Den unge Marskal« Chang Hsiieh-liang, der fulgte efter ham, anerkendte ganske vist Kuomintang; men hans Generalstabschef, der var en særdeles dygtig Mand, og som almindeligt regnedes for at være Manchuriets virkelige Herre, hældede stærkt til Japan. Det var derfor et haardt Slag for Japan, at han omkring Nytaar 1929 blev skudt ned af den unge Marskals Livvagt, og et halvt Aar efter maatte Japans Premierminister Tanaka demissionere. Den hidtidige Øverstkommanderende i Korea, General Minami, blev nu den mest fremtrædende Personlighed i Japans Politik. Han var Fører for Militærpartiet, der hævdede, at Manchuriet ikke var en Del af Kina, og at Øjeblikket var inde til at bemægtige sig den rige Provins. Den japanske Premierminister kæmpede endnu i Januar 1931 imod krigerisk Indgriben; men i Løbet af dette Aar gennemgik de to Stormagter, der maatte tages mest Hensyn til, alvorlige Kriser, England maatte gaa fra Guldet, og De forenede Stater led af voldsom Arbejdsløshed. Hen paa Sommeren 1931 blev en japansk Officer dræbt i Manchuriet, og det blev Gnisten, der fik Krudttønden til at springe. Natten til den 18’ September 1931 besatte japanske Tropper Mukden. Chang Hsiieh-liang, der opholdt sig i Peking, fandt sig i at miste Manchuriet med dets 35 Millioner Indbyggere; men i det nordlige Manchuri søgte nogle kinesiske Generaler at gøre Modstand. En Del af dem blev slaaet og drevet over paa russisk Omraade, hvor de blev afvæbnet og sendt videre til det nordvestlige Kina, medens andre fortsatte Kampen som Partisangrupper. I 1922 blev der underskrevet en Ni-Magts-Pagt, der garanterede Kinas Integritet; men kun U. S. A.’s Udenrigsminister Stimson kunde tænke sig væbnet Indskriden, og da England ikke vilde gaa med hertil, blev der kun protesteret fra Stormagternes Side, ja, 1 1/2 Aar efter solgte Rusland endog Jernbanen fra Manchuli til Vladivostok til Japanerne for 170 Millioner Yen. Regeringen i Nanking havde straks henvendt sig til Folkeforbundet, og det henstillede til begge Parter, at de skulde trække deres Tropper tilbage og indlede Forhandlinger. Da den første Henstilling ikke hjalp, kom der en ny, hvorpaa Japan svarede, at det skulde trække sine Tropper tilbage, naar alt var bragt i Orden ! Ud paa Sommeren 1932 sendtes en Kommission under Lord Lytton derover, og den udfærdigede en meget omfangsrig Rapport, der gik Japanerne imod, og foreslog, at der skulde gives Manchuriet Selvstyre under Kinas Overhøjhed; men der skulde tages særlige Hensyn til de japanske Krav. Japan godkendte Forslaget i Genève, men traadte straks efter ud af Folkenes Forbund. Den eneste Maade, Kineserne kunde imødegaa det japanske Angreb, var ved Boykot af japanske Varer, og den blev overordentlig virkningsfuld; men samtidig voksede Hadet til Fjenden og Følelsen af at være en Nation. Japanerne benyttede sig af Kinas militære Svaghed til ogsaa at besætte Provinsen Jehol, der ligger mellem Manchuriet og den kinesiske Mur. Jehol blev derefter slaaet sammen med Manchuriet til det japanske Lydland Kejserriget Manchukuo med Kinas sidste Kejser til officiel Regent. Samtidigt foretog den japanske Flaade et Angreb paa Shanghai, hvor fem japanske Præster var blevet overfaldet af en Gruppe Arbejdere, og det kom til meget voldsomme Kampe om Byen. Der var derefter forholdsvis Ro i et Aars Tid, og Stormagterne haabede, at Stormen var drevet over; men i April 1933 besatte Japanerne den By ved det Gule Hav, hvor den kinesiske Mur naar Havet; dermed havde de besat de vigtigste Pas i Muren og truede selve Peking og Tientsin. Den 30’ Maj 1933 sluttedes en Vaabenstilstand i Tangku, hvorefter der oprettedes en demilitariseret Zone Syd for Muren. Som Grund for sine Angreb paa Kina havde Japan angivet. at det maatte have Raavarer og Plads til sin Overbefolkning; men Klimaet er for barsk, og ved Krigens Udbrud boede kun nogle faa Hundredetusinder i Manchukuos sydøstre Hjørne. Endelig hævdede Japanerne, at der maatte dannes en Barrière mod Kommunismen, som om Chiang Kai-check ikke netop i disse Aar viste, at det kunde han selv ordne. Visse yderliggaaende Politikere vilde have Chiang til at erklære Japan Krig allerede paa det Tidspunkt; men han var klar over, at saa længe Kommunismen og de forskellige Krigsherrer kunde føre Krig mod Centralregeringen, vilde det være umuligt med tilstrækkelig Kraft at føre Krig mod saa mægtig en Modstander som Japan. Landet maatte først svejses sammen og dets Krigsmagt gøres stærkere. Efter at have overvundet Kommunismen indledede han derfor i 1935 Forhandlinger med Japan, og der udstedtes Love, der skulde standse Boykotten og fremme Fred og Fordragelighed. Allerede samme Efteraar var det galt igen, idet Japan fik rejst en Autonomibevægelse i det nordlige Kina. Den biev slaaet ned af Nanking-Regeringen, og den antijapanske Agitation blussede straks op igen. Japan forlangte, at Kina skulde anerkende Manchukuo og gik saa vidt, at Udenrigsministeren officielt erklærede, at Kina havde bøjet sig. Nogle Maaneder senere udtalte Chiang Kai-check imidlertid, at der ikke kunde være Tale om at give Afkald paa Manchuriet. Dette førte til langvarige Forhandlinger, hvorunder Japan forlangte Ledelsen i Kampen mod Kommunismen paa en saadan Maade, at det herved kunde blande sig i Kinas indre Forhold. Medens Japanernes Forsøg paa at rejse en Løsrivelsesbevægelse i Nordkina mislykkedes, havde de mere Held med sig i det indre Mongoli, hvor der var opstaaet Strid mellem Wang’en af Barun Sunit og Generalguvernøren over Provinsen Suiyuan. Denne Strid førte til, at Wang’en i Slutningen af Januar 1936 erklærede det indre Mongoli for en selvstændig Stat, der imidlertid helt kom under japansk Indflydelse. Ved Krigsudbruddet i 1937 deltog hans Tropper derfor i Kampene om Kalgan sammen med de japanske Afdelinger. Som Tak blev han i December 1937 gjort til Leder og Chef for den nyoprettede mongolføderative autonome Regering; men Japanerne var haarde Herrer, og han fortrød sit Frafald for sent. Efter at den unge Marskal Chang Hsiieh-liang havde mistet Manchuriet 1933, tog han paa en Rejse til Europa, og da han kom hjem derfra, var han meget optaget af Fascismen og Fører princippet, som han uden Held søgte at faa Chiang Kai-check til at indføre i Kina. Da Kommunisterne i de følgende Aar blev slaaet og endte deres Omflakken i Shensi, blev han sendt mod dem med sine 130,000 Mand. I Stedet for at bekæmpe dem, begyndte han snart at fraternisere med dem og blev hurtigt grebet af deres Idé om en Krig mod Japan hurtigst muligt. Chiang Kai-check var ikke rigtig klar over, hvad der skete, og som det var hans Sædvane, besluttede han at tage til Sian for personligt at undersøge Forholdene og tale de vildfarne til Rette.

Den 8’ December 1936 fløj han saa fra Loyang til Sian. Det viste sig straks, at Modsætningerne var for store. Han stod over for en formelig Militærrevolte, der vilde »give ham gode Raad«, men kun blev mødt med Haardhed. Chiang vilde ikke give efter for underordnedes Krav, deres Pligt var at lyde og dø, men ikke at spørge hvorfor. Forhandlingerne endte med, at han blev taget til Fange den 12’ og anbragt i et Hus med Soldater med Maskingeværer baade inde og ude. Et Flugtforsøg mislykkedes, han faldt og kom til Skade og maatte holde Sengen. Madame Chiang Kai-check, Mei-ling Soong, kunde ikke faa Forbindelse med ham, og fuld af bange Anelser rejste hun til Nanking, hvor Regeringen var helt bedøvet af Slaget. Man havde straks afskediget »Den unge Marskal«, Krigsministeriet vilde øjeblikkelig samle alle til Raadighed staaende Tropper mod Oprørerne; men alt var præget af Forvirring. Hun samlede de ledende Mænd og fastholdt overfor dem, at Sagen maatte løses i Ro og saa vidt muligt uden Blodsudgydelse. Hun sendte en betroet Australier, Mr. Donald, af Sted med Brev baade til hendes Mand og til »Den unge Marskal«, som hun foreholdt hans Pligt. Den 14’ telegraferede Donald, at Chiang levede, og at »Den unge Marskal« forsikrede, at der intet ondt skulde vederfares ham, og ønskede, at Madame skulde komme til Sian. Dagen efter ringede Donald, at Chiang ønskede, at Madame ikke skulde komme. Hun svarede, at Donald skulde meddele »Den unge Marskal«, at han stod inde for Chiangs Liv. Den 19’ afrejste hendes Broder til Sian, hvorfra han den 21’ vendte tilbage sammen med Donald, og efter at have talt med dem besluttede hun selv at tage af Sted. Fulgt af Broderen, Donald og en General fløj hun derefter til Sian. »Den unge Marskal« modtog hende træt, forlegen og flov. Hun hilste paa ham, som om intet var sket, og kørte med ham til hans Kvarter, hvor hun drak Te. Derefter kørte hun til Chiangs Hus. Han laa i Sengen med Arme og Ben forbundet efter Flugtforsøget. Med Taarer i Øjnene spurgte han hende, hvorfor hun var kommet. Hun svarede roligt: »For at træffe dig«. Han var meget ophidset og vred over den Behandling, der var blevet ham til D el; men hun forsøgte at berolige ham og læste højt for ham af Psalteret, til han faldt i Søvn. Hun sendte derefter Bud efter »Den unge Marskal«, som nu bad hende dæmpe Chiangs Vrede og forsikrede, at man ikke vilde tvinge ham til noget. Han beklagede ogsaa, at hun ikke havde været med fra Begyndelsen, saa var dette ikke sket. Hun forlangte Chiang frigivet øjeblikkelig og uden Betingelser. De talte saa nogen Tid frem og tilbage, og han sagde, at de beundrede hende for nogle Breve, de havde fundet hos Chiang efter hans Tilfangetagelse. Det endte med, at han gik og lovede at tale med sine Medsammensvorne, der imidlertid ikke var meget villige, fordi de var bange for Straffen. I de følgende Dage talte hun med forskellige af Lederne, som hun søgte at vinde for sig. Juleaften lod hun »Den unge Marskal« vide, at Vaabenstilstanden udløb næste Dag, og han foreslog derfor, at Chiang skulde forlade Sian forklædt. Men det Forslag blev pure afvist. Spændingen var stor paa begge Sider. Julemorgen traadte to Tjenere ind, den ene med en Rejseskrivemaskine, den anden med en varm Plaid til Chiang. Hendes Broder, T. V. Soong, førte Forhandlingerne med Oprørerne, der forlangte en skriftlig Udtalelse fra Chiang, hvad han bestemt afslog. Endelig Kl. 14 kom Soong og meddelte, at Chiang kunde rejse; men det var sent, saa man knap kunde naa Loyang før Mørkets Frembrud. »Den unge Marskal« foreslog derfor, at man skulde vente til næste Dag; men Madame holdt paa, at Afrejsen skulde finde Sted straks, inden de andre kunde naa at ændre Mening. Da hun havde meddelt Chiang, at han kunde afrejse, sendte han Bud efter »Den unge Marskal« og en af de andre Generaler, og han holdt derefter en Straffetale til dem, skildrede deres Forbrydelse, men roste deres Anger og tog ogsaa noget af Skylden paa sig selv. Derefter kørte han til Flyvepladsen og tog til Nanking sammen med »Den unge Marskal«, der tog hele Skylden paa sig og senere fik en meget mild Dom af Centralregeringen. I det sidste halve Aarhundrede var der sket en meget stor Forandring til det værre med det kinesiske Folk. Sven Hedin siger, at i Slutningen af forrige Aarhundrede folte man sig tryg overalt. Folk var ærlige, venlige og velvillige og i Reglen hæderlige. Nu var Følelsen af Sikkerhed forsvundet, og man maatte passe meget paa i Forretningssager. Den store Del af Befolkningen, Bønderne, var ikke saa forandret i Karakter og Paalidelighed; men Embedsstanden og Købmændene var gennemkorrumperede. Han fortæller om en Guvernør, at han for egen Regning indførte Monopol paa en Del vigtige Varer i sin Provins, og om en anden, der var Generalguvernør i Jehol lige før Japanerne besatte Provinsen, fortalte han, at en skønne Dag var alle Rickshaw’s i Peking forsvundet, fordi han havde lejet dem til at køre de Kostbarheder, som hans Forgænger havde efterladt ved Kejsergravene, til Tientsin, hvor han solgte dem. Dommerne tog mod Bestikkelse, offentlig Sundhedspleje fandtes ikke, saa Epidemier hærgede Landet uhindret. Bønderne blev plyndret, til de maatte gaa fra deres Gaarde og ernære sig som Røvere. Det var derfor nødvendigt, at der blev renset ud, og den 19’ Februar 1934 proklamerede Chiang Kai-check »Den nye Livsbevægelse«. Den bygger paa fire Grundsætninger: Høflighed, Hensynsfuldhed, Tjenstvillighed og Respekt for andres Ret. Han forlangte Hæderlighed og Stræben efter en social Nyskabelse gennem Karakterens Dannelse. Han brugte ikke Tvang, men stod for alle som det lysende Eksempel ved sin næsten asketiske Livsførelse. Bevægelsen var stærkt paavirket af Oxfordbevægelsen, som han og hans Hustru som Kristne var betaget af. Takket være hans kraftige Personlighed fik hans Bevægelse efterhaanden et stærkt Tag i Befolkningen, idet den først bredte sig i de østlige Dele af Landet og derfra ogsaa vandt Terrain længere mod Vest. Officererne paavirkede deres Soldater; Bønder, Købmænd og Embedsmænd blev revet med, og snart var Bestikkelse, Korruption o. s. v. godt paa Vej til at forsvinde. I April 1935 indførtes frivillig Arbejdstjeneste, som omfattede Hæren, Skolerne og ikke mindst Kvinderne, det kommende Kinas Mødre. I Oktober stiftedes den nationaløkonomiske Opbygningsbevægelse, der skulde forbedre Levestandarden og udnytte Landets uhyre Hjælpekilder, afskaffe Arbejdsløshed ved at skabe nye Arbejdsmuligheder, forbedre Landbruget o. s. v. Det er ikke underligt, at det kinesiske Folk fik en urokkelig Tillid til Chiang Kai-check og i ham saa den eneste, der evnede og kunde føre det frelst ud af den dødelige Fare, der truede det. Man ser derfor ogsaa, at hele Nationen staar samlet om ham med Undtagelse af nogle amoralske Stræbere, der ikke har faaet deres Ærgerrighed tilfredsstillet, og forbryderiske Elementer, der har været til Fals for fremmed Guld.

Gordon Norrie.