Log ind

Den italienske Hær og den italiensk-østrigske Krig

#

Da Italien den 23. Maj i Fjor efter over 8 Maaneders Betænkningstid kastede sit Lod i Vægtskaalen til Fordel for Ententen (eller som det haabede: til Fordel for sig selv) og erklærede Østrig-Ungarn Krig, ventedes det almindeligt, at den nye Magtfaktor ret hurtigt maatte gøre sig gældende overfor Østrig, der gennem Felttoget siden September 1914 havde lidt betydeligt, selv om det ved Tysklands Hjælp i Vinterens sidste I lalvdel havde forbedret sine Vilkaar. Blandt andet ventedes det at v. Mackensens med Maj Maaneds Begyndelse heldigt indledede Felttog i Galizien vilde hemmes om ikke standses, og at Italien ret hurtigt vilde formaa at fore Krigen ind i de østrigske Grænseprovinser, der er Maalet for Italiens tidligere lønlige, nu aabenbare Bestræbelser. Et ganske illustrerende Udslag af denne Forventning var det, at en stor Del af de fremstillede Kort over den kommende italiensk-østrigske Krigsskueplads kun indeholdt selve de italienske Grænseegne, men derimod strakte sig over hele Tyrol, Salzburg, Steiermark, Krain og Kroatien.

Tilsvarende Forbavselse vakte det derfor i den paafølgende Sommers Forløb at se, at ingen af Forventningerne slog til. Medens det tysk-østrigske Felttog mod Rusland skred frem med Kæmpeskridt, nølede Cadorna stadig med at indlede betydende Operationer, og da han endelig hen i Juli skred til Angreb paa Isonzofronten, blev han eftertrykkeligt vist tilbage.

Det Omdømme, der derved efterhaanden blev almindeligt saavel om den italienske 1 lærledelse som selve 1 læren, var ikke absolut flatterende, og det bedredes ikke ved de senere med samme Resultat fornyede Forsøg paa samme Front, eller ved den aabenbare italienske Uviljp til at kæmpe for den fælles Sag uden for Landets Grænser, da Serbien og Mon- tenegro stod for Fald. Den Maade Italienerne nu for nylig maatte fejre Aarsdagen for Krigsudbruddet ved Opgivelsen af de møjsommeligt vundne Stillinger i Trentino og Fæstningerne Asiago og Arsiero, stillede ikke heller Italienerne i bedre Belysning.

Det kan derfor have sin Interesse lidt nøjere at undersøge de Vilkaar, under hvilke den italienske Hær i Fjor begyndte Krigen og har ført den gennem det forlobne Aar.

I. Den italienske Hær.
a. Forberedelser til Krigen.
Medens Italien ikke i nogen Henseende havde forberedt sig paa en Angrebskrig, var Østrig fuldt rustet ikke alene til en Defensiv, men aabenbart til en eventuel Offensiv.

Ved Verdenskrigens Lidbrud finder man saaledes den italienske Hær temmelig ufuldstændigt udstyret med Krigsmateriel, ganske særligt med Felt- og svært Artilleri. I Østrig derimod var Forsyningen med Artilleri Hærens stærke Side. Østrig formaaede faktisk at yde sin Kampfælle et betydeligt Tilskud af Belejringsartilleri.

De forskellige Ministre, der i de sidste 25 Aar havde vekslet ved Italiens Ror, havde holdt Militærudgifterne nede paa det strengt nødvendige, saa at Beholdningerne af Materiel af enhver Art aldrig naaede den Størrelse, en moderne Krig kræver. Denne Tingenes Tilstand var ingenlunde bleven bedre siden Krigen i Tripolis.

Italien gik jo imidlertid ikke til Krigstilstand umiddelbart fra den væbnede Fred, der de sidste 35 Aar havde været Grundlaget for dets Politik. I Verdenskrigens første 3 Fjerdingaar holdt Landet sig neutralt, og denne Periode blev af Generalstaben udnyttet til under en yderst intens Virksomhed at udfylde de talrige Huller, udvide de bestaaende Rammer og bringe Hæren rettidig paa fuldstændigt Krigsberedskab. Den samme Periode kom imidlertid ogsaa Østrig til Gode. Ganske vist udholdt det heftige Kampe og havde meget svære Tab, men det ogede samtidig gennem de paa Galiziens Slagmarker hostede praktiske Erfaringer sine Officerers og Soldaters Kampdygtighed. Med Rette betonede derfor ogsaa den italienske Konge i sin Proklamation umiddelbart efter Krigserklæringen, at de italienske Soldater gik til Kamp mod en tapper og fortræffeligt udrustet I lær. —

Sjælen i det fortjenstfulde Arbejde, der ydedes af den italienske Generalstab i disse 9 Maaneder for at bringe Hæren frem til at blive et tidssvarende Virkemiddel i Ledelsens I Iaand, var den den 30. August 1914 udnævnte nye Chef for Generalstaben, General Cadorna. Sammen med den kort Tid efter udnævnte nye Krigsminister, General Zupe 11 i og senere Indehaveren af den paa Cadornas Foranledning i April 1915 oprettede nye Stilling som Souschef ved Generalstaben. General Porro, tog han fat paa det omfattende og i mange Retninger brydsomme Arbejde at bringe Hæren paa Fode. Samtidig med Cadornas Udnævnelse til Generalstabschef fulgte hans Designation til Overgeneral under et kommende Felttog, og han saa sig dermed i det i og for sig heldige Tilfælde selv at skulle smedde det Vaaben, han i den kommende Kamp skulde bruge.

Cadorna begyndte med at skaffe sig den forste I lindring for sit Organisationsarbejde, Krigsminister Grandi, til Side og fremtvinge Valget af en Minister, der forpligtede sig til at rette sig efter de Krav, Generalstabschefen stillede, og gennemføre dem i Parlamentet. Denne Mand fandt han i Zupelli, og saa begyndte Arbejdet med at fylde de bestaa- cndc Huller. Men Cadorna nojedes ikke hermed. Da Regeringen bevilgede en Milliard til militære Formaal, lod han det ikke være nok med at komplettere Udrustning, Bevæbning, Beholdninger og Officers- og Underofficersrammer for de 830,000 Md., som Felthærens forste Linie havde udgjort, men besluttede, opmuntret af Aargangene 1915, 1916 og 1917’s rigelige Rekrutkontingent (ca. 170,000 Md. mod tidligere 130 —150,000 Mand pr. Aar) at udvide Rammerne til 1 Million og 2—3 Hundredtusind Mand. Forst og fremmest blev Officerskorpset i udpræget Grad forynget og oget.

Ved Nyudnævnelse af 2 Generalløjtnanter, 25 Generalmajorer og en Mængde andre Officerer og ved Overførelse af mange Officerer fra Linien sikredes Besættelsen ogsaa af Mobil- og Territorialmilitsens højere og lavere Enheder, hvorhos Krigsministeren bemyndigedes til til vilkaarlige Tidspunkter af Aaret at indkalde Reservens Befalings- mænd, en Bemyndigelse, der straks blev fulgt og hjalp til at tømre Rammerne fast sammen, ligesom den bidrog sit til Uddannelsen af den efterhaanden meget store Fredsstyrke > Sikringsstyrke om man vil. Fem Aargange, 1912—1916 stod allerede under Vaaben, da man i Tiden 30. April til 6. Maj 1915 successivt ogsaa indkaldte 1911 —1908 (ved Al- piniafdelingerne 13 Aarg.). Dermed var ikke alene Linjeafdelingerne paa Krigsstyrke, men flere af Reserveafdelingerne formerede. Endelig blev Feltartilleriet fuldstændig omorganiseret saaledes som nedenfor omtalt og Beholdningerne af enhver Art oget.

b. Hærens Organisation.
Kongeriget har paa sine 286,680 km ca. 36 Mili. Indb. Efter Værnepligtsloven af 1910 varer Værnepligten i 19 Aar fra det fyldte 20. Aar, hvoraf 8 Aar i Linien 4 Aar i Mobilmilitsen og 7 Aar i Territorialmilitsen. Familieforsørgere kan
tilstaas visse Lempelser. Uddannelsestiden er for de fleste Vaaben, ogsaa Rytteri 2 Aar; Carabinieri og enkelte specielle Vaabenarter dog 3 Aar.

Armeens Fredsstyrke var i 1913—14 14,121 Officerer, 250,000 Mand og 55,727 Heste; Rekrutkontingentet i 1912: 130,000 Mand.

Fredsinddeling: 4 Armékommandoer, 12 Armékorps med ialt 25 Infanteri- og 3 Kavalleridivisioner, 48 Infanteri- og 8 Kavalleri- brigader, 3 Bjergbrigader.

La. Infanteri: 96 Regimenter å 3 Batailloner å 4 Kompagnier samt 1 Depot. 24 Batir. er garnisonerede i Tri- polis. Ved hvert Regiment findes 1 Maskingeværdeling å 2 Geværer (oget under Krigen). Bevæbningen er 6,5 mm Mannlicher-Carcano Gevær, Model 1891, med Sabelbajonet; 168 Patroner paa Manden, 24 i Patronvognen,

b. Bersaglieri: 12 Regimenter å 4 Batir. å 3 Komp. samt 3 Batir. i Lybien. Den 4. Batl. i hvert Regiment er Cyklistbatl. Bevæbning som Infanteriet.

Bersaglierkorpset blev oprettet i 1836 paa Foranledning af Kaptajn, senere Krigsminister A. Lamarmora og bestod forst kun af 2 Kompagnier, der efterhaanden øgedes. L. tilsigtede hermed at give den piemontesiske Hær et Tilskud af særlig udvalgte og kraftige Elementer. Der stilledes store Krav til deres Bevægelighed, Lklhol- denhed og Skydefærdighed De dannede tidligere mest en Slags flyvende Korps, men i den nuværende Krig, hvor der ikke har været Rum for megen Manovreren, har de nærmest antaget.Karakteren af Bjergtropper, og har som saadanne gjort god Fyldest jævnsides med de egentlige

c Alpin i, af hvilke der for Krigen var S Regimenter med 26 Batir. og 78 Komp er, men af hvilke der i Lobet af Felttoget er uddannet et langt storre Antal Afdelinger.

Alpiniafdelingerne har selvsagt med deres særlige Forudsætninger baaret en meget væsentlig Del af Byrden af det forløbne Aars Felttog, der i en hidtil uanet Grad har formet sig som en Bjergkrig. Disse Afdelingers Forhold under Krigen har i Virkeligheden været hævet over enhver Ros.
Det var efter Krigen i 1866 og Erhvervelsen af den nye Alpegrænse, at Problemet med Forsvaret af Bjerggrænsen blev taget op. af den italienske Generalstab. Stabskaptajn (senere General) Perrucchetti gjorde Alpeomraaderne og deres Forsvar til Genstand for et flereaarigt Studium, og paa hans Forslag besluttedes Oprettelsen af 15 Specialkompagnier, udelukkende rekrutterede af Mandskab fra Alpeegnene og formerede efter Regionalsystemet. Med Undtagelse af Navnet svarede disse Kompagnier i Hovedsagen til de senere Alpini. Efterhaanden blev der af Kompagnierne formeret lige saa mange Batir. og endelig formeredes de 8 Regimenter å 3 Batir. Bataillonerne benævnes efter Hovedbyen i deres Udskrivningsomraade, og Kompagnierne nummereres uden Hensyn til Batis.forbindelsen fra 1—78.

2. Rytteri: 29 Rgmtr., hvoraf 12 bevæbnet med Lanse. Hvert Rgmt. er paa 5 Eskadroner og 1 Depot.

3. Feltartilleri: Efter en i Løbet af Vinteren 1914— 15 foretagen Omorganisation til 4 Kanonsbatterier og Indførelse af en ny Feltkanon (Deport, 75 mm) var der ved Krigens Udbrud 36 Regimenter (1 til hvert af de 12 Korps foruden 1 til hver af 24 Divisioner) a 3 Afdelinger a 4 Batterier, eller ialt 289 kørende Batterier a 4 Pjecer.

Ved Deportskytset, der er fremstillet og har Navn efter den franske Oberstlt. Deport og leveres af Fabriken Coinpie Forges, ChAtillon, interesserer særlig Lavetten. Dennes Svans er nemlig tvedelt: »Benene« kan spærres fra hinanden som ved en Saks, hvorved c'er tillades betydelig større saavel Sideretnings- som navnlig hojderetningsfrihed.

Medens for Eks. vor Feltkanon kun har en Retningsfrihed indenfor Lavetten af 7 Gr. (minus 3,5 Gr. til plus 3,5 Gr.) til Siden og 24 Gr. (minus 9 Gr. til plus 15 Gr.) i Højden, er de tilsvarende Tal for Deportskytset 50 Gr. og 70 Gr. At dette Forhold har sin store Betydning i Bjergkrigen og overfor Luftfartøjer, ér indlysende. Ganske vist medfører denne Konstruktion nogle Ulemper, idet ved Skydning med meget stor Sideretning hele Rekylen virker paa den ene Lavethalvdel (Hjul og Svans), der derfor maa konstrueres kraftigere, hvilket gør Lavetten tungere, ligesom ogsaa den tvedelte Svans sinker Paa- og Afprotsning noget.
Deport-Modellen skal dog fuldt ud have bestaaet sin Prove.

Ridende Artilleri: 1 Regiment med 8 Batterier.
Feltha ubitsafd.: 2 Regimenter å 10 Batterier å 4 Kanoner (14,9 cm.).

Bjergartilleri: 3 Regimenter med ialt 46 Batterier å 6 Kanoner (65 mm).

Felthærens Artilleri skal i Lobet af Felttoget være yderligere udvidet i ikke ringe Grad.

4. Fæstningsartilleri: 10 Regimenter med 110 Kompagnier og tilsvarende Depoter.

5. Tekniske Tropper (Ingeniører m. fl ): 2 Sappeur- regimenter å 4 Batailloner A 3 Kompagnier, samt 2 Trænkompagnier og 1 Depot; 1 Telegrafregiment med 15 Kompagnier, 1 Trænkompagni og 1 Depot; 1 Minørregi- ment med 12 Kompagnier, 1 Trænkompagni og 1 Depot, 1 Jernbaneregiment med 6 Kompagnier, 1 Automobilbataillon med 2 Kompagnier og 1 Depot; Luftskibsvæsen: 1 Specialistbataillon A 4 Kompagnier, 1 Trænkompagni, 1 Aviatikerbataillon A 2 Kompagnier. Endvidere: 12 Sanitets- og 12 Forplejningskompagnier.

6a. Carabinieri (Gendarmeri) danner en Bestanddel af Hæren; i Fred paa 645 Officerer, 22,580 uberedne og 3,960 beredne, i Krig (som Grænsesikring) paa 6 Batailloner og 2 Eskadroner.

b. Finanzi er i (Toldvagt m. m.) hører ogsaa til Hæren og tæller 400 Officerer og 18,000 Mand; benyttes i Krig ligeledes som Grænsesikring og til Opretholdelse af den indre Orden, formeret i 23 Batailloner.

Det nationale S kyttevæsen er ret godt udviklet; Skytteforeningerne talte i 1913 ca. 250,000 Medlemmer. Af frivillige, militært organiserede Korps forefandtes i 1913 23 Studenterafdelinger, 13 Rytterafdelinger og 9 Alpiniafdelinger, alle af højst forskellig Styrke.

1 Ivert af de 12 Armékorps bestaar af 2—3 Divisioner samt 1 Bersagleri-, 1 Kavalleriregmt, 1 Korpsartilleriregiment, 2—3 Haubitsbatterier og 1 Telegrafkompagni med Park. Desuden: Korps-Artilleripark, Ammunitionskolonne, Ingeniorpark samt Forplejnings- og Sanitetsinstitutioner.

De 24 Infanteridivisioner af 1. og 10 Inf.-Div. af 2 Linje bestaar hver af: 2 Inf.-Brig. å 2 Rgmtr. A 3 Batir., 1 Divisions-Artilleriregiment (12 Batterier a 4 Kanoner), 1 Sappeurkomp, med Park, 1 Brokompagni og 1 Telegrafkompagni; men intet Divisionsrytteri. Ialt 12,000 Geværer, 48 Kanoner og 8 Maskingeværer. Den 25. Div., der er garnisoneret paa Sardinien, er antagelig kun beregnet paa Øens Forsvar.

4 Kavalleridivisioner bestaar hver af 4 Regimenter A 5 Eskadroner, 2 ridende Batterier A 4 Kanoner og 1 Cyklistbataillon, samt en Ammunitionskolonne, 1 Sanitets- og 1 Cyklistbataillon. 1 Bro-, 1 Minør-, 1 Telegraf- og 1 Radiokompagni (de sidste 3 paa Automobiler). Ialt 450 Cyklister, 2500 Ryttere, 8 Kanoner og 10 Maskingeværer.

Efter nærværende Oversigt, der imidlertid kun gælder Forholdene for Cadornas Udvidelse af Rammerne (dog at Artillerireformen er medtaget), udgor Hærens Styrke ca. 1,200,000 Mand. Formentlig naaede i Foraaret 1915 alene Felthærens 1 Linie dette Tal.

De i Løbet af Krigen foregaaede Udvidelser og Omorganisationer unddrager sig Beregning, men der er ingen Tvivl om, at Italien har holdt Trit med Udviklingen i de andre krigsforende Lande, der er gaaet saa absolut i Retning af mægtige Forøgelser saavel af det levende Værn som navnlig af Artillerimateriel, ligesom naturligvis ogsaa Flyvevæsenet er gaaet fremad med stærke Skridt.

II. Grænseforsvaret paa begge Sider.

a. Permanente Værker.
Endnu tydeligere og mere betegnende end ved Hærenes Tilstand træder Forskellen mellem de to Landes Forberedelser af Forsvars- og Angrebsværker ved Grænsen i Tiden for Krigen frem.

For mere end 30 Aar siden begyndte Østrig med Anvendelse af betydelige Summer Bygning af Fæstninger og strategiske Jernbaner og Landeveje, uanset det ved Tripplealliancen manifesterede Forbund og hojofficielle Venskabsforsikringer, og i de sidste 10—15 Aar øgedes denne Virksomhed under Impuls af Erkehertug Ferdinand i fremtrædende Grad og gav Anledning til mægtige Udgifter. Grænsen forsynedes efterhaanden med ialt henimod 100 Fæstningsværker.

Det til Afspærring af Sydty rois Grænse anvendte System var følgende:

1. Langs den Grænse af udprægede Alpetoppe (Adamello), der fra Stelvio fører mod Syd til Daone Dalen, er Passene Stelvi o, Cevedale og Tonale spærret med permanente Anlæg med Panserkonstruktioner. Til Under- bringelse af Bjergtropperne er der paa den 2500, 3000 og 3500 m høje Alpekam bygget talrige Militærbarakker i Form af Turisthytter.

2. Ved Mundingen af Val Daone (Giudicaria) er der ved Lardaro til noget forskellige Tider anlagt en Gruppe paa ialt 5 Forter, af hvilke de to sydligste er de mest moderne. Disse Anlæg har hovedsagelig til Formaal at spærre Adgangen til den ovre Adigedal og hindre en March mod Trient.

3. Mellem Lardaro og Riva hæver sig flere hoje Kæder, adskilte ved dybt indskaarne Dale, af hvilke den vigtigste er Val Concei. Dette vilde Parti har Østrigerne ment i sig selv dannede en lige saa naturlig som fyldestgørende I lindring. Ved Riva, hvor der udmunder endnu en Dal mod Roveredo og Trient, ligger 6—7 Værker, hvoraf nogle fra den nyeste Tid.

4. Paa Bjergplateauet mellem Riva og Adigedalen er flere Punkter befæstet, navnlig er Bjerget Biaena og Byen Roveredo omgivet af en Ring af Værker, af hvilke en Del er udhugget i Klippemassen. Ogsaa de fra Øst mod Roveredo forende Smaadale som Arsa med Fugazzepasset og Terragnola er spærrede med stærke Forter.

5. Endnu stærkere befæstet er de N. Ø. f. Roveredo liggende Plateauer Folgaria og Lavarone, hvorfra Adgangene til Trient gennem Astico-, Assa- og til Dels Suganadalen beherskes. Paa en Front af 18 km findes her 7 store Forter, af hvilke et eneste (Belvedere) skal have kostet sine 20 Millioner Kroner.

6. Suganadal n spærres af den befæstede Lejr Panarotta (v. Levico). Mellem Sugana- og Primierodalen hæver sig en meget stejl Bjergryg, der i sig selv danner en kæmpemæssig Fæstning. Den indre Runding af Primierodalen (Rollopasset) spærres af Fortet Paneveggio.

Hele denne Række af Fæstningsværker danner den østrigske første Forsvarslinje. Noget nordligere, i den ovre Adigedal, findes omkring Trient det andet Fæstningsbælte, bestaaende af ca. 20 hovedværker.

Ved Rollopasset begynder den Del af den italiensk-østrigske Grænse, der benævnes Dolomiterne, og hvor Alperne, om end ikke saa rige paa Gletchere som de schweiziske, er berømte for deres imponerende Stejlhed og Skønhed. Her har Østrig i selve Naturen fundet den virksomste Hjælper i Forsvaret. Ikke desmindre er alle af Dolomitervejen krydsede og i Dravadalen mundende Dale udstyret med flere Forter. Det er ikke mere det samme System af befæstede Knudepunkter som i Sydtyrol; det indskrænker sig næsten overalt til 2 Forter ved hver Dahnunding, hver beherskende sin Bjergskraaning. Til denne Kategori horer Forterne Arabba, Cherz, Fel- zarego (i det velkendte Col di Lano Afsnit), Pentelstein (N. f. Cortina d’Ampezzo), Landro (Bohlenstein) m. fl.

Henimod »De tre Tinder« ved Lavaredo og Monte Croce (Sexten) gaar Dolomiterne over i Karnthner alperne, hvor Italien næsten naar sin naturlige Grænse. Samtlige Pas, der her fra Tagliamentodalen forer ind til Pusterdalen er spærrede af Fæstningsanlæg, ligesom Felladalen ved Karnthneralpernes ostlige Ende og Adgangen til Tarvis og Klagen- furt over Malborgeth er spærrede ved Panserkonstruktioner, af hvilke 1 lenselvaukerne ved Malborgeth er de stærkeste.

Den nordre Floj af Isonzofronten stotter sig til de meget stærke Konstruktioner ved Predil, Raibl og (lidt sydligere) Hermann og Clausen, der spærrer den naturskønne Vej, der fra Udine fører over Flitsch og Predilpasset til Tarvis. Fra Flitsch til Tolmino og Gortz er Bjergene atter saa stejle og vilde, at der ikke paakræves egentlige Fæstningsanlæg, og ved Gortz træffer man de sidste permanente Værker. Syd herfor findes kun halvpermanente Anlæg, saaledes paa det omstridte Doberdoplateau.

Hvad satte nu Italien mod denne truende og med stærke Værker forsynede Forsvarslinje?
Paa den vestlige Trentinofront fra Schweiz til Qardasoen spærres Stelviovejen ved Bormio, Tonalevejen ved Fdolo og Vejen gennem Giudicariadalen ved Aufo. Heraf er Anlægene ved Bormio af ret ny Dato. Øst for Gardasocn findes i Lagarina- (Adige)dalen Anlægene ved Rivoli, og i selve Fugazzepasset Fort Monte Basso. Mellem Fugazze og Suganada len spærres Terragnola-, Astico- og Assadalene ved de noget tilbagetrukne Anlæg Arsiero og Asiago paa Posina- og Sette Communi-Plateauerne, medens Suganadalen beherskes af Prinolano og Primierodalen af Fortet Fonzaso. De her nævnte Værker stod imidlertid hverken i Antal eller Værdi Maal med det østrigske Forsvar.

I Dolomiterne er Stillingen noget bedre, idet Fordelene — eller rettere Vanskelighederne — fra Naturens Haand er ret ligeligt fordelt paa begge Sider af Grænsen. Italienerne har her paa Bjergene langs Piavedalen anlagt en Del Værker ved de i denne Dal udmundende Sidedale, der fra Grænsen letter Adgangen til det strategisk vigtige Plateau omkring (S. f.) Belluno, der er særlig egnet til Basis for et Flankestød mod


en italiensk Opmarsch mod Isonzo. I den øvre Piavedal ligger Anlægene Piave di Cadoro, l.orenzago, St. Stefano og Come- lico, dels for at spærre Tilgangen fra og dels for at støtte et Frembrud mod Pusterdalen.

Resten af Grænsen, i Karnthen og ved Isonzo, er kun meget nødtørftigt forsynet med permanente Anlæg. Der findes ganske vist ved Jernbanen Tarvis—Udine Værkerne ved Pontebba, Chiusa og Osoppo og ved Predilvejen (mellem de to samme Byer i en sydligere Bue) Fortet Cividale, samt endelig bag Troué d’Isonzo Anlægene Manzano og Latisano, sidstnævnte ved Banen Triest Venedig.

Basis for alle de her nævnte Anlæg er de to befæstede Byer Veronaog Venedig; den sidste er tillige Flaadestation.

Hvad der blev sagt om Befæstningerne ved Trentinofronten, gælder i endnu højere Grad for de paa Resten af Grænsen; kun faa af dem danner en effektiv og tidssvarende Spærring. Ikke destomindre har Spørgsmaalet om Anlæg af Fæstninger gennem mange Aar været Genstand for saavel grundige Studier som lige saa grundig Strid og Splid.

Ved Krigsudbruddet i August 1914 forefandt man altsaa den paafaldende Modsætning: medens Østrig, der endda af Naturen var ret begunstiget og virksomt beskyttet, besad en vel organiseret Spærrefortlinje, fuldt ud svarende til moderne Krav, kunde Italien — mod hvem Adgangen for Fjenden stod langt mere aaben — kun regne med en Del Forsvarsværker paa Trentinofronten og i Cadore. De østrigske Anlæg var tilmed af et Omfang, der meget vel lod formode, at de var udfort ikke alene med defensive Formaal for Øje, men ogsaa som Gu indlag for et kraftigt Indbrud paa den lombardisk-venetiske Slette.

b. Forbindelsesveje.
En yderligere Faktor til Bekræftelse af den den østrigske Generalstab foran tillagte Hensigt er den Omhu, hvormed det østrigske Jernbane- og Vejnet, der fra Rigets Indre fører mod den italienske Grænse, er fuldstændiggjort. Saavel Banen, der gennem Drava- og Pusterdalen forbinder Trient med Villach som den, der fra Villach forer over Tolmino til Gørtz og til Triest er vigtige og udpræget strategiske Linier. I flere Aar var Jernbanen gennem Suganadalen af væsentligst strategisk Betydning, idet Østrig indtil for kort siden modsatte sig dens Forbindelse med det italienske Jernbanenet. I de senere Aar er der i Gørtz-Afsnittet bygget yderligere 2 Banestrækninger af strategisk Betydning (Forbindelser mellem Banen over Gørtz til Triest og den over Laibach til Fiume), og der kunde nævnes adskillige andre Eksempler.

Det direkte Jernbanenet er desuden suppleret med et endnu fuldstændigere og tættere Vejnet. Østrig har ikke indskrænket sig til i alle til Italien grænsende Dalforer at anlægge brede og gode Landeveje og til at sætte de fortifikatoriske Anlæg i Forbindelse med Vejnettet, men har tillige anvendt mange Mili. Kroner paa Veje parallelt med Grænsen. De fleste af disse sidste Veje forbinder sparsomt befolkede og erhvervsløse Sidedale med hverandre, og byder ogsaa fra et turistmæssigt Standpunkt ringe Interesse, men de letter i høj Grad Troppeforskydninger og Forbindelse mellem de enkelte Grænseafsnit. I saadanne Grænsedale lod den østrigske Generalstab oprette forskellige tilsyneladende industrielle Etablissementer og civile Hospitaler — Etablissementer som i Virkeligheden skulde danne Grundlaget for en stor Hærs Forplejnings- og Sanitetstjeneste.

Og hvad var der i fornævnte Henseende gjort paa italiensk Side?

Italien forefandt de særdeles gode napoleonske Veje og vedligeholdt dem troligt og godt. De bestræbte sig for at fremstille en Del Jernbaneforbindelser og anlagde adskillige nye Banestrækninger. I Provinsen Bel luno, i Kårn then og 0. f. Cividale fulgte det en fra Østrigs grundforskellig Grænsepolitik og bidrog i ingen Henseende til Bygning af Veje for Lokaltjenesten.

Saaledes var før Krigen Kommunikationerne
i de prægtige Dale i Agordino, Zoldiano, i Kårnthen og i det overvejende af slaviske Elementer beboede Omraade fra Ca- poretto til Cormons (langs Isonzo) yderst mangelfulde. Man skulde næsten tro, at Italien med Hensigt lod lange Strækninger af de mod Østrig grænsende Egne ligge hen uden at forsyne dem med andre Veje end de alt eksisterende Muldyrveje.
Ogsaa her stødte man paa den samme paafaldende Modsætning, som er omtalt foran.

c. Flalvpermanente Mærker.
Det tyske Felttog i Belgien, hvor det svære Artilleri i faa Uger, ja Dage, skød mægtige Fæstningsanlæg i Grus, rystede den østrigske Generalstabs hidtidige store Tillid til Forternes Modstandskraft. Med usædvanlig Iver begyndtes og fremskyndedes i Løbet af Efteraaret 1914 langs hele Fronten Bygning af alle tænkelige halvpermanente Værker. Dalbunde og Bjergskraaninger forsynedes med flere Linier af Skyttegrave og Skanser samt utallige Spærringer af Pigtraad. Var Jordlaget ikke dybt nok til deri at udgrave Anlægene, huggede man dem ud i selve Klippen, ligesom mange Placementer og Dækningsrum stobtes i Jernbeton. I de særligt udsatte Egne var Terrainet bogstaveligt dækket med halvpermanente Forsvarsanlæg.

Østrigerne havde ydermere indset, at en af Hovedbetingelserne for at kunne yde virksom Modstand mod Trykket af en fjendtlig Hær laa deri, at svært Artilleri placeredes endnu højere oppe end Forterne og dog saaledes, at Batterierne stadig var bevægelige. Med dette Formaal anlagdes adskillige Veje fra Dalgrunden lige til Bjergenes Toppe. Der ydedes faktisk et mægtigt Arbejde.

Den italienske Hær havde ikke kunnet præstere noget tilsvarende og deres strategiske Maal, at trænge saa langt ind som muligt paa fjendtligt Omraade, talte ejheller direkte derfor. Derfor havde den ikke heller forud for Krigen forberedt sig ved Bygning af halvpermanente Værker eller Alpeveje. Allerede midt i Juni (1915) befandt Italienerne sig overalt i den Stilling at maatte klatre fra Bjergenes Fod opad stejle Skrænter for — trods Kulde og Regn — at naa frem til og kæmpe mod en af Forter, Skyttegrave, Pigtraadshegn dækket Fjende eller afslaa hans vedvarende Angreb. Og dog er Italienerne klatret op. Dog har de under fjendtlig Ild improviseret deres Skyttegrave, slæbt deres svære Skyts op i Bjergene, hvor ingen Veje fandtes, og med mærkværdig Hurtighed bygget saadanne Veje, hvor dette maatte gøres. Ved overmenneskelige Anstrengelser er det lykkedes dem at besætte Bjergtoppe, at stige ned i Dale og at rykke videre over andre Bjerge.

III. Isonzo og Carso.

De af Gletchere dækkede Alpekæder, der danner den vestlige italiensk-ostrigske Grænse, de som oftest vilde Dale i Trentino, de næsten ubestigelige Bjergsider i Dolomiterne og Kåmthen frembød ganske vist vældige Hindringer for den italienske Hærs Operationer, men de største Vanskeligheder stillede sig dog i Vejen for Italienerne paa Isonzofronten.

I sit ovre og mellemste Lob flyder Isonzo ved Foden af stejle, uregelmæssige Bjerge, der paa hele Afsnittet er 1000 m og ved Krn endog over 2000 m hoje. Denne Flod er en af de mest upaalidelige og forræderiske, man kender: i Lobet af faa Timer stiger dens Vandstand 4—5 m og mere; dens Vandmængde øges saa pludseligt og voldsomt, at den river alt med sig. Normalt kan man endog helt nede ved Gortz passere den paa improviserede Broer. I Lobet af faa Timer kan Forholdene imidlertid være saaledes, at kun de mægtigste Brokonstruktioner formaar at modstaa dens rasende Strøm. Fra Capo- retto til ovenfor Tolmino lober Floden i en vild og snæver Slugt, der breder sig noget omkring Tolmino, men atter snævres ind til en Kanal mellem Tolmino og Gortz.

Forcering af denne Flod er selv for den bedst udrustede Hær en vanskelig Opgave. Dette maatte Italienerne, hvis Operationer forsinkedes i 3 samfulde Uger af denne Hindring, sande. Bag denne udmærkede passive Hindring anlagde Østrigerne der* næst langs hele Fronten paa Flodens lettere fremkommelige venstre Bred den ene Skyttegravslinie bag den anden, særlig omhyggeligt udførte paa Tolminoplateauet, paa Toppen og Skraaningerne af Vodil, Sierne og Mrzli (Udløbere fra Krn) og paa Santa Maria Højderne.

Carso (Karst) er et ret ejendommeligt Parti, bestaa- ende af et Virvar af større og mindre Dale og mellemliggende Højder, der dog kun naar op til 100—300 m. Klipperne danner en for Størsteparten vegetationsløs Masse, opfyldt af Fluller og af en geologisk Beskaffenhed, der kendes under Navnet »Carso-Konglomerat«.

Højdernes Toppe og Sider frembyder en Mængde tragtformede delvis med Jord fyldte Hulninger, der dyrkes af Egnens Beboere. Klippemassen forvittres let af Vand, hvorfor man ser talrige Kløfter og indskaarne Vandløb, der pludseligt kan forsvinde under Jorden for paany at naa Overfladen nogle km borte. Østrigerne har maattet udføre deres Arbejder i den nøgne, men forholdsvis let medgørlige Klippemasse, men fandt til Gengæld ogsaa i selve Formationerne med de talrige Indskæringer betydelige Lettelser; men Boremaskinen har været et nødvendigt og meget anvendt Redskab.

Paa den Vis lykkedes det Østrigerne i Løbet af mindre end 8 Maaneder at bygge over 100 større Skyttegrave, talrige Redouter og Forbindelses- og Dækningsgrave saa velsom gode Artilleristandpladser. Italienerne havde derimod billigvis ikke Tid til at hugge deres Skyttegrave ud i Klippen, men maatte (som de maa det endnu) opføre dem af Murværk eller af Sandsække.

Doberdoplateauet er det yderste halvmaaneformede Fremspring fra Carso og danner Noglen til den østrigske Stilling. Carso begrænses mod Nord af Vipacco, mod Vest af Isonzo- dalen og mod Syd af Timavo og støtter sig mod Øst til Bjerget Keys Skraaninger og til Skovene ved Tarnow og Piro, i hvilke sidstnævnte Egne Østrigerne allerede i Oktober 1914 begyndte at anlægge mægtige halvpermanente Værker, Skyttegrave, Dækninger til maskerede Batterier og Militærveje — en Virksomhed, der ivrigt fortsattes ligetil Maj 1915. Der er iøvrigt flere Ting, der taler for, at den østrigske Generalstab har regnet med at maatte opgive saavel Doberdo- som det tilstødende Comensplateau og forlægge Modstanden til den forskansede Lejr ved Sesana og Audissina og til Passene ved Piro og Trevallo.

Imidlertid gav Junioversvømmelserne ved Isonzo Østrigerne Tid og Rum til at udføre de udmærkede Skyttegravsanlæg, der strækker sig langs Randen af Doberdo og over Højderne ovenfor Castelnuovo og Sdraussina, Sagrado, Zogliano og Palazzo.
Doberdoplateauet yder Forsvaret to Støttepunkter, nemlig mod Syd Bjergene Cosich og Sei Busi (seks Huller) og mod Nord San Michele, af hvilke sidstnævnte behersker Gorz. Den der har San Michele, kan faktisk hindre Modstanderen i at besætte Gortz — men kan paa den anden Side selv først tage (eller holde) Byen, naar han har Stillingerne paa de henholdsvis Nord og Nordvest for Byen liggende Bjerge Santo og Sabotino, der dominerer hele Afsnittet om Gortz, samt de tilstødende Calvario og Podgorahøjder. Landsbyen Oslavia, der saa ofte har været nævnt i Communiquerne, ligger paa en Udløber fra Sabotino.

Forsvarsstillingerne ved Gortz danner en udstrakt Halvkreds og omfatter Byen paa 3 Sider (Syd, Vest og Nord). Mod Øst fører Vipaccodalen, der med sin Jernbanelinie og udmærkede Vej danner den forskansede Lejrs Forsyningsaare.
Ved den yderste søndre Rand af Corso ligger endelig den lille By Monfalcone og lidt fjernere Landsbyen Duino. Her havde Italienerne at kæmpe med en ganske anden Vanskelighed, nemlig med en Mængde Damme og Vandhuller; Syd for disse staar de italienske, Nord for dem de østrigske Tropper. Den storste Hindring mod Italienernes Fremtrængen mod Triest bestod dog ikke i dette Forhold, men deri, at Østrigerne holdt Toppen saavel af Monte Michele som Monte Cosich.

Af det skildrede vil fremgaa, at Italienerne over næsten hele Fronten stødte paa stejle, næsten utilgængelige Klipper eller paa snævre, af veludførte Skyttegrave og Befæstningsanlæg spærrede Dale, paa det omskiftelige Løb af en rasende Strom eller paa Bjergskraaninger, gennemkrydsede med Pig- traadsspærringer og Skyttegravsanlæg.

IV. Krigsoperationerne Maj 1915—Februar 1916.
a. Opmarsch og de første Fremstød.
Som den ansete General Perrucchetti bemærker i sit Værk »Guerra alla Guerra«, bestod en af Hovedgrundsætningerne for det italienske Grænseforsvar deri, at Alpini og Bersaglieri skulde danne de første Dækningstropper og byde
det forste fjendtlige Indbrud virksom Modstand, saa længe, til Fodfolksafdelingerne var færdigmobiliserede. I Foraaret 1915 stræbte den italienske Generalstab sig derfor forst og fremmest efter at bringe disse to Vaabenarters Ydedygtighed saa vidt som muligt.

Paa sin Side havde den østrigske Generalstab gjort Regning paa, at Mobiliseringen af den italienske Hær under normale Forhpld mindst vilde tage 4 Uger; da nu imidlertil Mobiliseringen forlængst delvis havde fundet Sted, reduceredes den nødvendige Tid til hojst det halve. Da ved Slutningen af Marts eller Begyndelsen af April den store Offensiv mod den russiske Hær begyndte at udvikle sig, trak Østrigerne en væsentlig Del af de bedste af de i Trentino og langs Isonzo staaende Tropper (Kaiserjægere) tilbage, og sendte dem mod Russerne i den Formening, at der altid kunde være Tid til forst at gøre det af med Czarens Arméer og dernæst vende sig mod Italien. For. alle Tilfældes Skyld lod Østrigerne dog Fronterne i Trentino, Dolomiterne og Kårnthen besætte ikke alene med Fortbesætningerne, men desuden med Territorialtropper, i Særdeleshed med de tyrolske »Standesschiitzen«.

Paa den Vis kom dog ikke faa Stillinger at strategisk Betydning til at henligge uden Besætning. Dette var saaledes til Eks. Tilfældet med Bjerget Pasubio (der behersker til den ene Side Arsadalen og til den anden Egnen til henimod Schio). Bjerget S Pellegrino (der dominerer Omgivelserne næsten til Falcade i Agordo), Bjerget Coroda (hvorfra Cividale kan tages under Artilleriild) og flere. Den østrigske Beregning, til Grund for hvilken der maaske laa en for ringe Vurdering af den italienske Hærorganisation, slog ikke til, idet den italienske Hær faktisk paa selve Krigserklæringsdagen var klar til at træde i Virksomhed. Dens Operationer tog straks og næsten over hele den udstrakte Front en udpræget offensiv Karakter.

General Cadorna besluttede sig til at rette sit Hovedstød saa at sige med Direktion Wien, selv om han nok ikke i forste Instans sigtede saa langt.

Hans Fremrykningslinier skulde gaa ad den gamle napoleonske Marchvej fra 1797 og 1809, Villach—Klagenfurt, og over Laibach, men Napoleons dristige March fra Verona til Villach med Flanken til Alperne lod sig naturligvis ikke uden videre gentage efter 100 Aars Forlob, navnlig ikke under Hensyn til den truende og vel befæstede Bastion, som Trentino skyder frem mod den venetiske Slette og dermed mod Italienernes Flanke og Ryg under en March mod Nordost.

Der indlededes derfor først en Række Angreb over hele Grænsen for derved at skaffe den italienske Hær bedre Offensiv- og Defensivstillinger end den hidtidige Grænse havde budt den til fra dem at holde Fjenden i Afstand fra Isonzohærens Flanke under dens videre Operationer.

Hæren opmarcherede som følger: 1. og 4. Arméunder Generalerne Brusati og Nava gik mod Trentino og fik den østrigske Gen. Dan kl imod sig, 2. og 3. Armé under Frugoni og Hertugen af Aosta mod Isonzo, hvor Østrigerne kommanderedes af den under de paafølgende Isonzokampe saa bekendte General Boroévic, medens et
Detachement under General Lequio i Karnthen angreb General Rohr.

Ved Fjendtlighederne Udbrud viste de italienske Tropper, efter at de overalt havde overskredet Grænsen, Modstanderens fremskudte Styrker tilbage og bemægtigede sig fra Slutningen af Maj til Slutningen af Juni i Tren tino: hojre Bred af Daonedalen, Giudicariedalen til Condino, Adigedalen til Ala, Arsadalen til Val Mortna, Tessinobækkcnet i Suganadalen, Primierodalen næsten til Rollopasset, nogle Fremspring fra Col di Lana i ovre Cordevole og Sænkningen Cortina d’Am- pezzo. I Karnthen sikredes Besiddelsen af Bjergpassene mod de fortsatte fjendtlige Angreb paa dette vigtige Afsnit og langs Isonzo erobredes hele hojre Flodbred med Undtagelse af Brohovederne ved Tolmino og Gorz.

Efter paafolgende Forcering af ovre Isonzo blev Centralpartiet af Krn, den hojeste og mest dominerende af Plateauet, stærkt besat. De vedholdende Regnskyl i forste Halvdel af Juni havde imidlertid foraarsaget en Opsvulmen af Isonzo, der medforte en Standsning i Bersaglierernes vel indledede Offensiv mod de Byen Tolmino beherskende Stillinger og Operationerne mod Carso. Den vedvarende Oversvømmelse bod Østrigerne yderligere Tid til Anlæg og Udbedring af de Skyttegrave, der senere opholdt Italienerne i Maaneder og foraar- sagede dem svære Tab. Alt imens den vilde Strøm hindrede Italienerne i at forcere Floden og gaa til Angreb paa de fjendtlige Stillinger, kunde de hore Larmen af Boremaskinerne i Skyttegravene paa den modsatte Bred.

Efter at Vandstanden atter var sunken, passerede Italienerne ogsaa Isonzos mellemste Lob ved Byen Plava, som de efter flere Dages heftige Kampe erobrede. Ved Slutningen af Juni skred man derefter til Angreb paa de endnu i Østrigernes Hænder værende Brohoveder paa hojre Bred, nemlig Santa Maria ved Tolmino og Podgora ved Gorz, hvilke forte til Besættelsen af en Del af Krn Fremspringet. Paa samme Tid lykkedes det Italienerne at faa fast Fod paa de den venstre Flodbred dominerende Hojder, der danner Randen af Doberdo- plateauet, mellem Monfalcone og Sagrado, og som var overordentlig stærkt befæstede.

b. Forberedelsesperiode..
Allerede i den forste Halvdel af Juni havde Østrigerne sendt betydelige Styrker af udvalgte Tropper til den italienske Front. De inddeltes, som foran antydet, i 3 Arméer, General Dankl i Tyrol, General Rohr i Karnthen og General Boroevic ved Isonzo. Tilsammen regnedes der at være 25 Divisioner svarende til ca. 12 Armékorps med ca. 500,000 Mand, af hvilke 3/4  tilhorte 1. Linje og 1/4 var vel uddannede og vel kadrerede Landeværnstropper.

Den italienske Overkommando benyttede den relative Pause efter den indledende Lase til Lorstærkning og Organisation af de erobrede Stillinger. Cadorna synes at have været hemmet i sine Dispositioner af den Mulighed, at Centralmagterne énten vilde dislocere en Del af de mod Rusland opererende Tropper eller danne nye Arméer for med dem — saaledes som allerede af Tyskland offentligt bebudet — at indlede en grundig Offensiv mod Italien. Af Hensyn til samme Mulighed besluttedes det at udstyre de i Lobet af Maj—Juni tagne, for Grænseforsvaret langt bedre beliggende Stillinger med omfattende Befæstningsanlæg. Naar Italienerne i Trentino og ogsaa andre Steder ikke rykkede saa langt frem sojn de uden Vanskelighed kunde have gjort, havde dette atter sin Aarsag i, at Overkommandoen stadig vilde have 1 lærens Hovedstyrke til Disposition for til enhver Tid at være i Stand til at byde et muligt kraftigt Angreb fra Nord (saaledes som det kom i Maj 1916!) virksom Modstand.

c. Offensiven Juli—Oktober 1915.
Den 18. Juli gik Angrebet paa Isonzo paany los.
I den ovre Dal indtog Italienerne en ikke ringe Del af Flitschdalen; ved Tolmino-Brohovedet stormede de Skraanin- gerne af Santa Maria og Santa Lucia; V. f. Gortz vandt de ogsaa noget fremad, og paa Carsoplateauet erobrede de under blodige Tab en Linie, der strækker sig fra Loden af S. Michele gennem Østranden af Cappuccio Skoven O. f. Castelnitovo til Bjerget Sei Busi.

I Lobet af August satte Italienerne sig i Trentino i Besiddelse af adskillige vigtige fremskudte Stillinger henimod Lavarone (Lafraun) Plateauet, og trængte frem i Suganadalen indtil Borgo. En Del heldige Operationer udviklede sig ligeledes i Dalene Cordevole, Popena og Rienz.
Henimod Midten af Oktober tog Italienerne atter Offensiven over hele Fronten med fornyet Energi.

I Trentino vandt de herved den fuldstændige Besiddelse af Ledrodalen, Plateauet mellem Gardasøen og Adige indtil Sænkningen Nago-Mori, Adigedalen til de sidste Udløbere af Zugna-Torta og de vigtige Stillinger ved Suganadalen Monte Setole og Col San Giovanni. I Cadore blev, trods vanskelige Vejrforhold, det meste af Col-di-Lane besat og Besættelsen sikret af de Fremspring, der fra Sasso di Nezzodi, rager ud over Cordevole.

Ved ovre Isonzo udvidedes Besættelsen ved Flitsch og Krn og gjordes der yderligere Fremskridt paa Santa Maria- og Santa Lucia-Hojderne ved Tolmino. Ved Brohovedet ved Plava stormede Italienerne Globna og Zagora. Paa Højderne V. f. Gortz, hvor Østrigerne havde anlagt meget omfattende Skyttegravsværker stormede de gentagne Gange de vestlige Skraaninger og naaede ogsaa op ad den og paa flere Steder til Toppen. Paa Carso stormedes Peteano og udvidedes de italienske Linjer indtil tæt paa I lusene i S. Michele og S. Martino, ligesom Stillingerne paa Sei Busi udvidedes.

De af den italienske Hær i Lobet af det forste Krigsaars Operationer opnaaede Resultater fremgaar i Grunden bedst ved Gengivelse af følgende Afsnit af en allerede 29. Jan. 1916 offentliggjort Beretning fra den italienske Overkommando :

»I Trentino har vi ved Erobringen af Dalene Daone og Ledro, Loppio og Terragnole befriet en rig og tætbefolket Landsdel og afskaaret de sydligste og mest truende Dele af de Øst og Vest for Gardasøen værende Lremspring til en Afstand af flere halve Snese km fra Sletten og Vejen Brescia— Verona.

Paa den østlige Side af det samme Lremspring har vi spærret de talrige Veje, der mellem Adige og Brenta fører over Grænsen til Sletten mellem Verona og Vicenza, en Grænsestrækning, hvor Østrig stedse har samlet de største Befæstningsanlæg, og som man derfor ogsaa stedse har anset som en for de venetianske Provinser farlig Indbrudszone.

Længere mod Nordost har vi besat Suganadalen indtil Borgo og hele den Bjergegn, der strækker sig langs Loden of Lassaalperne, d. v. s. Dalene Calamento og Campelle med Strigncslugten; ved San Bove Cismondalen med Slugten Liera di Primiero.

I Cadore har vi bemægtiget os øvre Cordevole til Cherz og Bækkenet Cortina d’Ampezzo med Tofana og Cristallo Plateauerne. Derved er den vigtigste Dolomitervej spærret, som Østrig havde bygget med Etapetjenesten og med Erhvervelse af den korteste Lorbindelse mellem Toblach og Trient for Øje. Vi har derhos drevet vore fremskudte Besættelser i de øvre Dale ved Rienz og Sexten frem indtil kort fra den store østrigske Jernbaneforbindelse gennem Dravadalen.

I Karnthen har vi trods vedvarende Angreb af Østrigerne, der tragtede efter i dette Afsnit at kile sig ind som en Trudsel mod vor højre Lianke, hævdet Besiddelsen af de indtagne Stillinger. Ved Artilleriild og dristige Lodfolksangreb er Modstanderens Lorbindelser langs Gaildal og øvre Lelladal ødelagt, Port Hensel sonderskudt og Port Predil beskadiget.

Langs Isonzo har vi taget Plitschbækkenet til Bjergene Rombons og Javorceks Skraaninger og besat en større Del af Km-Plateauet, hvorved vi har faaet Loden paa venstre Plod- bred. Fra vore Stillinger paa Vodil og Mrzli og paa Santa Lucia holder vi Tolmino, der ligger fuldstændig under vore Kanoners Ild, i Skak.

Ved Mellem-Isonzo har vi fremstillet et mægtigt Brohovede 0. f. Plava. Ved Besættelse af en stor Del af Højderne V. f. Gørtz er det lykkedes os at indskrænke dette vældige Brohovedes Værdi, at gøre Byen, der tidligere var Centrum for de østrigske Troppers Porsyningstjeneste, ubeboelig og at fordrive Fjenden fra hele den udstrakte og tæt befolkede Slette paa Isonzos højre Bred.
Sluttelig har vi, efter at have overskredet Floden, ødelagt de af Fjenden langs Carsos Rand anlagte meget stærke Linjer og sat os fast paa Plateauet«.
V. Kampene i TrentinoJMaj—Juli 1916.

Trods Østrigernes strategisk langt gunstigere Stilling, saavel topografisk som fortifikatorisk, holdt de sig saaledes hele det første Aar af Krigen mod Italien til Defensiven. Forsvaret lededes med Dygtighed og med udpræget offensiv Tendens, saa at det til Tider var ret vanskeligt at afgøre, hvilken af Parterne der havde Initiativet. Under Hensyn til Italienernes
aabenbare Ulyst til at indlade sig paa Foretagender udenfor Rigets Grænser og til, at Centralmagterne førte Ordet paa de andre Fronter, gik de østrigske (og tyske) Planer foreløbig ud paa at holde den nye Modstander fra Livet med Anvendelsen af de færrest mulige Kræfter, indtil den Tid kunde komme, da der kunde afses Midler til et Frembrud fra Bjergene til Venetiens Sletter.
Det synes, at Tanken paa denne sidste Mulighed har tæret paa Dristigheden i den forsigtige Cadornas Felttogsplaner. Hvad han end kunde vinde ved en beslutsom og kraftig Offensiv, vilde han paa ingen Vis risikere, at Østrigerne realiserede denne Trudsel. Ligesom Resultaterne af Operationerne fremgaar af det foran citerede Kommunique af 29. jan. 1916, fremgaar med ikke mindre Tydelighed det urolige Sideblik, Cadoma under Anstrengelserne ved Isonzo har rettet mod den trentinske Bastion: »Paa den østlige Side af samme Fremspring (paa begge Sider af Gardasøen) har vi spærret de talrige Veje, der mellem Adige og Brenta forer over Grænsen til Sletten mellem Verona og Vicenza, en Grænsestrækning, hvor Østrig stedse har samlet de største Befæstningsanlæg, og som man derfor ogsaa stedse har anset som en for de venetianske Provinser farlig Indbrudszone«.

Naar hverken gode eller onde Ord eller nok saa mange Paaberaabelser af Enighed og fælles Maal og Midler indenfor Ententen har formaaet Cadorna til at sætte noget af den italienske Hær ind paa andre Skuepladser end den hjemlige — udover den relativt ringe Styrke i Albanien, der tilmed synes nok saa meget beregnet paa at forfølge rent italienske som »fælles« Formaal — saa har der i den »hellige Egoisme«, der antoges at diktere denne Stædighed, og som saa klædelig aabent blev proklameret ved Krigens Begyndelse, stadig været blandet en, som det viste sig, særdeles berettiget Ængstelse for det Øjeblik, da Østrig (og Tyskland) kunde finde det opportunt og havde Kræfter til at gaa fra Defensiven over til Offensiven, — en Ængstelse for ikke til enhver Tid at staa med rigelige Midler til at holde Fjenden borte fra Lombardiet og Venetien. Det er denne Ængstelse, der har givet Cadornas Krigsforelse Cunc- tatorpræget. Hvor berettiget den var, viste Begivenhederne i sidste Halvdel af Maj.
Vinteren havde i alt væsentligt baandlagt Operationerne, saa at Stillingerne i Trentino ikke i Vinterens Løb var undergaaet Ændringer af Betydning. Fra Gardasøens Nordspids gik Kampfronten over Mori — Syd om Rovereto — Nord om Terragnoledalen — langs Syd- og Østranden af Folgaria — og Lavaroneplateauerne — skærende Suganadalen V. f. Borgo, og herfra over Monte Collo løbende videre mod N. 0.

Hen i April meldtes der om øget Aktivitet paa den italienske Front. Medens Italienerne tog Offensiven ved Carso og Col di Lane, angreb Østrigerne i Suganadalen. Efterhaanden tog disse sidste saa stort Omfang, at den italienske Overkommando den 1. Maj meldtes at være forlagt fra Isonzo til Trentino, idet det dog ikke endnu stod klart, om det skulde udlægges som Bebuder af en kommende italiensk Offensiv eller markere Paraden for en østerrigsk.

Ved Midten af Maj øgede Østrigerne Artil lerivirksom- heden paa hele Trentinofronten; den 14. og 15. koncentreredes Ilden med særlig Kraft i Afsnittet mellem Garda- søen og øvre Astico, og ud paa Dagen den 15. sattes Angreb an med store Fodfolksmasser mellem Adige og Astico. Det lykkedes allerede den 15. at drive Italienerne tilbage fra Folgaria- plateauet og S. f. Terragnoledalen, og den følgende Dag maatte Italienerne yderligere »rette deres Frontlinje og opgive nogle fremskudte Stillinger«, medens Østrigerne strakte Angrebsfronten yderligere mod N. 0. til Suganadalen, S. f. hvilken de satte sig fast paa Armenterra Højderyggen. Den 17. Maj naaede Østrigerne i Adigedalen frem til Marco, ligesom de fra Terragnole — og Asticodalen vandt frem til Campo Molon og Monte Toraro. Til samme Dato gjorde Østrigerne Byttet op til 196 Officerer, 10,000 Mand, 91 Maskingeværer og 61 Kanoner.
Det var lykkedes Østrigerne til Offensiven at samle en Styrke, der fra flere Sider opgives til 300,000 Mand, og som støttedes af et overvældende Artilleri, af Italienerne anslaaet til ca. 2000 Piecer.

Den øverste Leder af Angrebet betroedes Erkehertug Karl Franz Joseph, medens det samlede Artilleri stod under Erkehertug Leopold Salvator, der til Belønning for Artilleriets Præstationer forfremmedes til Generaloberst.

I hele Resten af Maj Maaned fortsattes de østrigske Angreb med megen Kraft. De førtes stadig frem over en ret smal Front — den af Italienerne selv som den farligste ansete Front mellem Adige og Brenta, hvor kun de temmelig forældede Anlæg Arsiero, Asiago og Primulano spærrer Passagerne gennem det her kun 10—12 km brede Bjergterrain fra Grænsen til Sletten omkring Vicenza og Jernbanen, der herfra fører over Treviso—Udine til Isonzo. Det østrigske Artilleri havde Overtaget, og selv den mest haardnakkene Modstand fra de italienske Stillinger paa Zugnaplateauet (mellem Adige og Vallarsa) og Col Santo eller Højderne paa Plateauerne foran Arsiere og Asiago formaaede ikke at standse de østrigske Angreb.

Efter den første Uges Kampe var den italienske Grænse naaet mellem Fugazze og Cma Dodici, og allerede den 26. Maj faldt Panserfortet Casa Ratti foran Arsiero. Efterat de følgende Dage stadig have bragt flere af de italienske permanente og feltfortifikatoriske Anlæg i Østrigernes Hænder, kunde der den 31. Maj meldes fra Wien, at østrigske Tropper havde besat Asiago Og Arsiero, og at der siden Offensivens Begyndelse var taget 30,400 Fanger, hovraf 700 Officerer samt ikke mindre end 300 Kanoner.

Situationen begyndet at antage et ret alvorligt Udseende for Italienerne. General Brusati, der hidtil havde ført Kommandoen i Trentino, maatte træde tilbage, og der viste sig Tegn paa adskillig Nervøsitet i Landet. Det lader sig imidlertid ikke nægte, at Forsvaret blev ført med megen Kraft:

Paa Fløjene holdt Italienerne Stand paa Coni Zugna og Pasubios søndre Skraaninger, og i Suganadalen formaaede Østrigerne ikke at trænge længere frem end til V. f. Grigno. Trods Fremgangen var derfor Østrigernes Stilling i den fremskudte Bue S. og 0. om Arsiero—Asiago ikke uden Fare, og det var da ogsaa ringe Fremskridt, de gjorde den følgende Uge i Posina- og Sette Commune Omraaderne.

Denne Stagnation, der i den østrigske Offensivs 3. Uge havde givet sig til Kende, og som maa antages at skulle have været afløst af fornyet og forøget Aktivitet, førte — takket være de samtidige Begivenheder paa Østfronten, hvor Brusiloff den 4. Juni satte sine store Angreb an — til definitiv Afslutning paa v. Høtzendorffs dristige Offensiv.

Der er ingen Tvivl om, at Russernes Offensiv kom fuldstændig bag paa Østrigerne. De havde blottet deres Front mod Rusland for med Vægt at kunne fore Angrebet i Trentino, og denne Blottelse skulde blive skæbnesvanger. Ganske vist maatte nemlig Trentino, som foran skildret, indbyde til offensive Foretagender, men Forbindelsen med det indre Østrig — endsige da med Galizien — er baade lang og besværlig. Den bestaar af en eneste Jernbane, den gennem Pusterdalen, og tillader altsaa ikke en hurtig Omgruppering af Kræfterne.

Begivenhedernes Udvikling i Bukowina tvang imidlertid Østrigerne til at vende Opmærksomheden fra Italien, og den italienske Ledelse, der allerede da saa sig med Midler i Hænde til at føre Defensiven med Kraft og i Realiteten havde for- maaet at standse Østrigerne, tog straks Offensiven. Den 26. Juni drog Østrigerne —• efter egne Opgivender frivilligt, efter de italienske Meldinger nødtvungent — deres Tropper tilbage paa Sette Comuni og opgav baade Arsiero og Asiago, og siden da har Italienerne været de angribende, uden at de dog har gjort bemærkelsesværdige Fremskridt. Naar Italienerne gennem hele Juli Maaned stadig har meldt om og bebudet Angreb i Trentino, har Formaalet hermed — efter de seneste Begivenheder at dømme — væsentligst været at tilsløre og sikre Forberedelserne til den Offensiv, som siden 4. Aug. med megen Kraft og betydelig Fremgang er paabegyndt paa den nedre Del af Isonzofronten, der for Cadorna stedse har været hovedangrebsfronten.

Det maa ved Bedømmelsen af den italienske hærs Præstationer ikke overses, at den har haft mægtige Vanskeligheder at overvinde. En paa de fleste Afsnit ugunstig Grænse, udpræget Underlegenhed med Hensyn til Forberedelse af Grænseforsvaret og en stadig Trudsel om et Flankestod fra Trentino, — det er Vilkaarene, hvorunder Cadorna og hans Hær har arbejdet.

Ikke destomindre er Italienerne paa mange Punkter vundet fremad i det forløbne Aar, paa Trods af et tappert og velorganiseret Forsvar, og Cadomas Forsigtighed og Ængstelse med Hensyn til Trudslen mod sin venstre Flanke er det vel efter de seneste Begivenheder dér vanskeligt at fordomme.

L.