Naar Rekrutterne møder ved Underafdelingerne, er de rent fysisk set a f en ligesaa blandet Kvalitet, som de er det moralsk, socialt og kulturelt. Nogle møder som veltrænede og kraftige Idrætsmænd, andre er spinkle og uudviklede og har overhovedet aldrig beskæftiget sig med noget, hvortil det var nødvendigt at bruge sine Kræfter, mens andre vel har haft strengt Arbejde, men er stive og krumme deraf. A f denne blandede Mængde skal man i Løbet a f kort Tid danne en ogsaa i fysisk Henseende ensartet og ydedygtig Enhed; ved Fodfolket, som forøvrigt har det mest blandede Materiale, skal Maalet naas i Løbet a f fem Maaneder, af hvilke de sidste tre Uger endda gaar til Efteraarsøvelsen. Ved dennes Begyndelse skal Mandskabet faktisk være færdiguddannet; man har altsaa i Virkeligheden kun ca. 4 Maaneder at træne det i. Jo kortere Uddannelsestiden er, desto mere gælder det om at finde den mest rationelle Træningsmetode, og det Træningstempo, der ligger tættest ved, hvad Rekrutterne som Helhed kan taale. Dette vanskeliggøres i allerhøjeste Grad a f Materialets Uensartethed, thi vel gælder det om at komme hurtigt frem, men det nytter naturligvis ikke at træne saa kraftigt, at Halvdelen a f Rekrutterne bliver syge i Løbet a f kort Tid. Formaalet med den fysiske Uddannelse er at gøre Soldaten stærk, hurtig, behændig og udholdende. Desuden søger man naturligvis under den fysiske Uddannelse som alle andre Steder at udvikle visse moralske Egenskaber hos ham. Men naar man skal lægge en Plan for Uddannelsen, er disse Begreber for svævende, man maa have noget mere konkret at holde sig til. Det konkrete er i dette Tilfælde Præstationskravet paa de fo rskellige Uddannelsestrin.
Ved Slutningen af en Rekrutskole bør man stille følgende Krav til Hovedparten af Kompagniets Rekrutter:
March: 35— 40 km (fuld Oppakning) inden for 18 Timer, uden at Kompagniets Kampkraft den følgende Dag er forringet deraf.
Løb: 2 km m. tomt Tornister og Gevær, Tid c. 10 M. — 100 m, Idrætspaaklædning, Tid 14— 15 Sek. Længdespring: 4 m. Idrætspaaklædning. Højdespring: 1,20 m. — Haandgranatkastning: 30 m med bedste Ilaand.
Endelig bør man stille den Fordring, at Kompagniet skal kunne taale en Dags haard Øvelse med Marcher, Angrebsøvelse med mange Hurtigløb o. s. v. evt. Gravning o. l., uden at dets Kampværdi Dagen efter er nedsat.
Naar man er klar over, hvilket Maal man vil naa, kan man lægge Planen for den fysiske Træning paa Rekrutskolen. Denne skal fastsætte: Stigningen a f Træningskurven d. v. s. hvilke Fordringer man skal stille til Mandskabet paa de forskellige Uddannelsestrin (eller maaske rettere udtrykt, hvilke Anstrengelser man skal udsætte Mandskabet for paa de forskellige Uddannelsestrin). Ved al Træning gælder den Regel, at man skal begynde langsomt og efterhaanden lade Tempoet stige. En for hurtig Begyndelse vil kun medføre, at Mandskabet i Løbet a f kort Tid er overtrænet, hvilket vil sinke hele Uddannelsen alvorligt. Ikke alene den fysiske Træning, men ogsaa de andre Elementer, hvoraf Uddannelsen bestaar, vil lide derved.
Træningsplanen skal endvidere fastsætte, hvornaar nye Discipliner skal tillægges. I den første Uge bør man ikke give Rekrutterne anden Træning end den, de faar ved Marcher til og fra Øvelsespladsen og ved Bevægelser paa denne saasom Tropsformering, Marchevciering o. 1., man maa være meget sparsom med Anvendelse a f Lob særlig H urtigløb. Selv i anden Uge maa man gaa lempeligt frem; alle de nye Forhold, den uvante Disciplin o. s. v., som Rekrutten kommer til at leve under, er nok til at gore ham dødtræt a f Dagens Arbejde. Den ændrede Kost skal han ogsaa have Tid til at vænne sig til. Det varer altid nogle Dage, inden en stor Del af Rekrutternes A p petit paa den militære Kost rigtig vaagner, og det er selvfølgelig galt at forlange større kropslige Anstrengelser, end hvad der svarer til den Næring, man er i Stand til at omsætte. Men naar man er kommet over dette Stadium, maa man ogsaa for Alvor have fat paa Træningen. Denne maa i første Række gaa ud paa at give Manden Styrke og Udholdenhed. Derfor maa man f. Eks. i Løb begynde med rolige ikke alt for korte Lob. Løb, som alle andre Idrætter, læres bedst og hurtigst i let Paaklædning (Gymnastikpaakkædning). I anden Uge vil et Løb daglig paa ca. 200 m være passende. Delingen, maaske hele Kompagniet, kan løbe samlet, og en rutineret Befalingsmand skal løbe foran, ikke for at sætte Farten op, men tværtimod for at holde den nede. Løbet skal være ganske roligt og løst („Luntetrav“ ). Under dette er det meget vigtigt, at Mandskabet lærer at aande frit og naturligt. Naar man synes, at Løbet over 200 m gaar godt, fo røger man efterhaanden Distancen til 300 m, derefter stiger Distancen jævnt; ligeledes stilles der efterhaanden større Krav til Hurtigheden; til Gengæld øves der ikke Løb hver Dag.
Tropsformering, hvorunder Mandskabet skal løbe indtil 100 m i Hurtigløb med Gevær, bør ikke finde Sted i Begyndelsen. Træningen i Hurtigløb kan passende begynde ca. 3 Uger efter Indkaldelsen. Træningen i Startøvelser, som hører med til Hurtigløbstræningen, bør dog begynde første Gang, man har Gymnastik. De første Løb skal være ganske korte (30— 40 m). Distancen forøges indtil man ca. D/o— 2 Maaneder efter Indkaldelsen løber 100 m med fuld Fart. Træningen i 100 m Lob fortsættes hele Uddannelsestiden igennem, idet man mindst to Gange om Ugen bør træne i dette Løb i let Paaklædning. — Sidst paa Uddannelsen prøver man enkelte Gange indtil 200 m Hurtigløb. Træning i Udholdenhedsløb kan passende foretages tre Gange om Ugen i let Paaklædning, forudsat at man har Gymnastik tre Gange om Ugen. En passende Plan for en Uge to Maaneder efter Indkaldelsen vil være følgende: Mandag 400 m Løb, Onsdag 800 m Løb, Fredag 1500 m Løb. I alle Løb yder Rekrutten, hvad han kan. — Disse Løb bør a f og til ombyttes med Lob i Udrustning. Plan og Regelmæssighed i Løbetræningen kan ikke overvurderes. E t Løb i Ny og Næ, naar den ledende faar Idéen dertil, er a f liden Værdi. Selv om Løb er en meget vigtig Disciplin under den fysiske Træning, er der dog andre, der indtager en lige saa fremskudt Plads. Ja, det er vist ikke langt fra, at Rekrutten faar den væsentligste Træning under Fægtnings---- navnlig AngrebsOrelser, hvor han „ falder op og ned“ , løber Hurtigløb, gaar, kravler, kryber o. s. v. En Angrebsmarch over et Par km i kra ftig A r tilleriild med efterfølgende Ildangreb og Nærkamp er en ikke ringe Anstrengelse ogsaa under Fredsforhold, hvor det hele skal afgøres i Løbet a f kort Tid. Man maa derfor ogsaa i denne Disciplin gaa gradvis frem, hvad de fysiske Anstrengelser angaar. A f Hensyn hertil kan det blive nødvendigt, at man i Uddannelsen ikke gør en enkelt Fase a f Fægtningen (Ildangreb — Nærkamp — Forsvar) færdig, før man begynder paa den næste; man faar derved flere Strenge at spille paa, saaledes at man kan give sine Folk Øvelser, der træningsmæssigt set er strengere eller lettere, alt eftersom man finder det formaalstjenligt af Piensyn til Træningen. Den taktiske Uddannelse behøver ikke at lide derved. Man maa i sin Træningsplan ogsaa fastsætte, hvad der paa de forskellige Uddannelsestrin rent fysisk skal kunne præsteres i Fægtningsøvelser. Dette kan imidlertid ikke opgives med Tal, da den Udførelse, en Øvelse faar, er afgørende for, om den er anstrengende eller let. Man maa i hvert Fald sørge for, at man — naar man i taktisk Uddannelse er kommet saa vidt — a f og til faar Øvelser, der gaar over længere Strækninger, og under hvilke der stilles betydelige Krav i Retning a f Hurtigløb fremad, Kryben og Kravlen m. m., og hvor Soldaten ikke faar lang Tid at hvile i ved foreløbige Maal o. 1. Ved saadanne Øvelser vil hans Udholdenhed i betydelig Grad trænes. Det er en Selvfølge, at de Krav, man under en saadan Øvelse stiller til ham, maa svare nogenlunde til hans øjeblikkelige Træningsstandpunkt.
Træningen i March begynder for de fleste Kompagnier af sig selv, naar Skydningen begynder, idet Skydebanerne jo ofte ligger 6— 7 km fra Kasernen. Om Marchtræningen skal der her kun bemærkes, at den ikKe bør paabegyndes for tidligt, og at man ofte i den foregaaende eller efterfølgende Dags Øvelse maa tage Hensyn til den March, som skal udføres (er udført). Det vil saaledes som Regel være forkert at udføre et tre km Træningsløb Dagen efter, at man har marcheret 30 km.
Gymnastikken omfatter i vore Dage: Alm. Gymnastik, Bajonetfægtning, Feltgymnastik, fri Idræt og Kamplege. Der bør paa en Rekrutskole være Gymnastik ca. 3 Gange om Ugen i Id/o— 2 Timer. Stort mere kan man vist ikke med Fordel afse til denne Disciplin. — Ved Gangøvelser i Gymnastiksalen bør man lære Rekrutten 1) at gøre Holdt, 2) Vendinger under Gang o. s. v„ alle de Ting, som han har Brug for, naar han gaar i Geleddet; alt dette læres meget lettere i Gymna stiksalen end paa Eksercerpladsen. — Gymnastikkens fritstaaende Øvelser bør bestaa a f et passende Uddrag a f saavel Bukh’ske som Ling'ske Øvelser. Øvelsesantallet bør begrænses, thi først naar Manden udfører en Øvelse rigtigt, har han fuld Nytte a f den. Dog er det en meget stor Fe jl at lave sin Præsentationstimeseddel ved Rekrutskolens Begyndelse og kun øve samme hele Skolen igennem. — De første Par Gange tager man lidt lempeligt fat, men derefter maa man have fuld Fart paa ved alle Øvelser. Redskabsøvelserne i Gymnastiksalen skal først og fremmest anlægges saaledes, at de direkte udvikler de Færdigheder, som Rekrutten har Brug for i Terrainet, f. Eks. Ligevægtsgang, Klavring i Tove, Højdespring, Bomspring, men ogsaa Øvelser, som Spring over Hest og Buk — enkeltvis og i Strøm —- Hævøvelser i Bom, Benopslag o. 1. udvikler saavel Rekruttens Mod som hans Styrke, Behændighed og Hurtighed. Haandgranatkastning bør øves baade under Gymnastik og Eksercits, men kun kort Tid ad Gangen, da Øvelsen er meget anstrengende for Armen. Den forste Maaned bør man ikke gøre Forsøg paa at kaste langt, thi 3— 4 kraftige Kast kan være nok til at give en utrænet Mand betydelige Smerter i Armen. Træning i Længdespring og Højdespring bør paabegyndes paa et tidligt Tidspunkt. Det betaler sig ikke at træne „paa S til“ , dertil er Uddannelsestiden for kort. Man maa omtrent fra Begyndelsen lade Soldaten forsøge, hvad han kan præstere og nøjes med efterhaanden at rette de værste Fejl. Mere end ca. 15 Længdespring og det samme Antal Højdespring bør ikke foretages paa samme Dag. Feltgymnastik bør øves saavel i Gymnastikpaaklædning som i Feltdragt. Har man Feltgymnastikbanen paa Eksercerpladsen, bor denne Disciplin i Hovedsagen henlægges til Eksercitsen. Træning i Feltgymnastik paabegyndes lidt senere end Træning i alm. Gymnastik. Man bør øve Feltgymnastik, naar man ude i Terrainet træffer paa naturlige Forhindringer saasom Grøfter, Gærder, Stakitter, Grusgrave o. s. v. — Klavring i Træer øves, naar man kommer i Skov.
Bajonetfægtning paabegyndes tidligst muligt. En a f de første Dage, man er paa Eksercerpladsen, lærer Rekrutten Dæksstillingen, derefter Skridt, Parader og Stød. Naar disse Ting er lært, begynder i Gymnastiksalen Øvelser med Bajonetfægtningsgevær, Kyrads m. m. Det gælder om hurtigt at faa Rekrutten saa langt, at han kan fægte Kontra. Kamplege, navnlig Haandboldspil, er et udmærket Middel til Udvikling af Soldatens Hurtighed og Snarlaadighed og bør derfor anvendes, naar Lejlighed dertil gives. En Gymnastiktime gennemført i et kraftigt Tempo er en betydelig Anstrengelse, hvilket man maa tage Hensyn til i sin Træningsplan for Ugen. At sende et Kompagni i Gymnastiksalen, naar det er udaset a f en lang March eller lignende, vil almindeligvis være forkert. Hvis Hensigten er, at der skal arbejdes lempeligt, er Tiden spildt, og skal der arbejdes kraftigt, medfører det let Overanstrengelse.
Som allerede nævnt bør man have en Træningsplan, der gælder for hele Uddannelsestiden. En saadan vil være til betydelig Hjælp for den, der leder Uddannelsen, selv om det a f og til bliver nødvendigt at afvige fra den. Den vil bl. a. give ham et Vink om, hvorvidt lians Kompagni paa det paagældende Tidspunkt er paa Højde med, hvad man burde vente, ligesom den kan advare ham mod at lægge for hastigt paa Fordringerne. Men een Træningsplan er ikke n ok : der maa laves en Plan for hver Uge. Naar Kompagnichefen har fastsat, hvilket Øvelsesstof, der skal gennemgaas i Løbet a f Ugen i Uddannelsen som Helhed, fordeles dette til de forskellige Dage, saaledes at der bliver en formaalstjenlig Afveksling mellem lette og anstrengende Øvelser; og Øvelsesstoffet bør vælges saaledes, at denne Afveksling virkelig kan fremkomme. Man har set Eksempler paa, at man i en bestemt Periode a f Uddannelsestiden kun øvede Angreb i Fægtning og som Afveksling Kompagnieksercits, og da begge Dele er meget anstrengende, blev Følgen, at Kompagniet endte med at være overtrænet. Dette var ikke sket, hvis man enkelte Dage nu og da havde øvet nogle a f de mindre anstrengende Ting, som ogsaa skal indøves paa Rekrutskolen. Er Øvelsesstoffet rigtig valgt, er det ikke svært at fordele det saaledes, at de forskellige Dages Øvelse bliver lige anstrengende eller rettere saaledes, at Anstrengelserne kommer til at ligge, som man ønsker det, thi det er slet ikke afgjort, at det er Idealet at have lige streng Øvelse hver Dag. En Uges Træningsplan kunde f. Eks. se saaledes ud:
1) De 5 første Dages Øvelse jævnt anstrengende, mens Lørdagens Øvelse kunde byde Mandskabet den størst mulige Anstrengelse; man har jo derefter Søndagen at hvile i.
2) Mandag og Tirsdag lettere Øvelser, Onsdag, Torsdag og Fredag anstrengende Øvelse; en Soldat skal jo kunde holde flere Dages streng Øvelse ud, — Lørdag atter lettere Øvelse.
Den sidste Plan kan anbefales for en enkelt Uge sidst paa Uddannelsen. Det maa ikke være tilfældigt, hvornaar lette og hvornaar anstrengende Øvelser staar paa Programmet. De forskellige Træningsplaner for March, Løb, Fægtning o. s. v. skal derfor føjes ind i en fælles Træningsplan. Hvis man ved Hjælp a f det for Ugen valgte Øvelsesstof i Fægtning, Eksercits m. m. ikke kan faa trænet sit Mandskab tilstrækkeligt, kan Anstrengelseskur ven hæves betydeligt ved mere anstrengende Gymnastiklektioner, men dette fordrer selvfølgelig, at Gymnastikken ikke dyrkes som et isoleret Fag, men at den danner en Helhed med den øvrige Uddannelse. Træningstempoet bor være saa stærkt som muligt, men ikke stærkere, end at de fleste a f Rekrutterne kan taale det; man kan ikke anlægge det efter den stærkeste Mand, heller ikke efter den svageste. I Praksis viser det sig at være mindre vanskeligt, end Teorien lader formode, thi de fleste Øvelser er svære eller lette alt efter den Udførelse, de faar. Kun i enkelte Øvelser saasom March skal alle udføre omtrent lige mange K ilogrammeters Arbejde; i et 1500 m Lob kan to Mand hver for sig have ydet sit bedste, selv om den ene har løbet Distancen paa 4 Min. og den anden paa 6 Min. Dette Forhold letter* naturligvis Opgaven: at finde et Træningstempo, som passer for alle. Det bliver da Befalingsmændenes Sag at paase, at alle yder deres bedste, og at ingen overanstrenger sig.
HVILE OG ERNÆRING
Den militære Træning har det samme Formaal som al Konkurrenceidræt: Maximal Ydeevne indenfor den Tid, der er til Raadighed. Men maximal Ydeevne opnaas ikke ved Træning alene, der skal ogsaa megen Hvile til. Det er aldeles afgjort, at vore Rekrutter faai for lidt Søvn. Til den Træning, de er underkastet, maa de i det mindste have 8 Timers Søvn hver Nat. De fleste Steder faar de om Sommeren højst 7, fra Kl. 22— 5. Foruden de 8 Timers Søvn om Natten vilde en Times Søvn midt paa Dagen være meget værdifuld. Den Kost, vore Rekrutter faar, er sikkert alle Steder fortræffelig. Jeg har personlig gennemgaaet den haardeste Træning paa Mandskabskost. Befalingsmændene bor være opmærksomme paa, om Rekrutterne virkelig spiser rigeligt, thi er de ved at miste Appetitten, er det et Tegn paa Overtræning. Rekrutterne maa ikke være magre. E t jævnt Huld er det bedste for er. Idrætsmand og en Soldat.
Otto Olsen.
