„La Francc militairc“ (for 8. Juni) offentliggør de almindelige Betragtninger, hvortil de store, franske Manøvrer i 1911 har givet Generalstaben Anledning. De vil formentlig ogsaa hos os kunne læses med betydelig Interesse.
I. Organisation.
Grundlagene.
Grundlagene er ikke altid tilstrækkeligt simple. De stiller ofte Partiførerne o v e r fo r in d vikle d e Situa tioner, som b rin g e r dem til at sogo U d fø relsen a f deres Opgave i et S pil a f b e vægelser og Ang reb og a flede r saalodes deres Opm æ rksom hed fra M an øvre rn es Ilo v e d fo rm a a l: Led elsen a f Kam pen. I K rig e n er d e o n k a d r e r e d e E n li e d e r s K a m p Reglen, Detachem entets M an ø v re Undtagelsen. M an maa altsaa ikke næ re Betæ nkelighed ved at give G rundlag , hvo rved der gives en enkadrøret E n h e d en K am p opgave, id e l P a rtifø re re n faa r sit H v e rv nø je de fineret samtidig ined, at der overlades ham d el størst m ulig e Initia tiv og fuld stændig H a n d le frih e d in d e n fo r den udpegede M anøvrezone. D enne Bem æ rkning tager sæ rlig Sigte paa Brigade- og Divisionsøvelser.
Krigstilstand.
E table ring en a f K rig s tils ta n d tilsig te r at give P a rtifø re rn e L e jlig h e d til at fortsæ tte de O pera tioner, som de h a r indledet, in d til den i G rundlage t nævnte Opgave er u d fø rt i det mindste a f det ene a f de to Pa rtier. M en from fo r alt maa m an undgaa at o veranstrænge T r o p perne. D e l er altsaa Pa rtifø re ren s Pligt, e fterhaanden som han træ ffer Bestemm else om de Opgaver, som skal loses i L ø b e t a f Dagen, a l tage i Be trag tning den Anstræ ngclse, der kræves, og den Tils tan d , h v o ri T ro p p e rn e b e fin d e r sig; det paah vile r i alle T ilfæ ld e O velseslederen at h old e sig u nd e rrettet om de u d fø rte M a rch e r og Folken e s legem lige Tils ta n d og at bestemme fo r alle E n h e d e r den H vile , som han skønner nødvendig; han kan fo rb e h old e sig Bet til at træ ffe afgørende Bestemm else om Fo re tagende r om Natten.
Kampdommere.
T il T ro d s fo r det be tydelige Frem sk rid t, de r h a r fundet Sted i Kam pdomm ertjenesten , tilfre d s s tille r de opnaaede R e sulta ter dog endnu ikke fuldstændig. Bestemm elser om O rganisa tionen og U d fø relsen a f denne T jeneste vil senere udgaa.
II. Instruktion.
Befalinger.
a. Befalingsudgivelse . N o gle G enerale r udfæ rdig«* selv deres O pera tion sbe falinger. D enne P ra k sis er i S trid m ed det P rin cip , de r er saa frugtbart, nem lig P rin cip p e t om A rbe jde ts D eling; Iagttagelsen h e ra f sik re r Led elsen den Ua fhæ ngighed og H vile , som det maa væ re m agtpaaliggende fo r Che fen at ska ffe sig. D enne P ra k sis b e rø ve r endvidere Staben M u lig heden fo r at øve sig i den a f dens Fu n k tion e r, der er den vigtigste i K rig , nem lig R edak tionen a f O pe ra tion sbe falingerne . b. R edak tionen a f Befalingerne. B e falinge rn e er ik k e tilstræ kkeligt kortfattede. D e in d e h old e r ofte uny ttige F o r s k rifter, enten fo rd i de sigter til reglem entariske Bestemmelser, der er kendte a f alle, elle r fo rd i de hen vise r til Manovrbestemmelser, som er uden Forbindelse med den militære Situation, hvori Partierne befinder sig, og som derfor bor fremsættes særskilt.
Kampen.
De Dele, der er engagerede i en Offensiv, søger som ttegel at omfatte een af eller begge Fjendens Fløje. Denne Fremgangsmaadc kræver, for at være 'berettiget, paa bete Fronten tilstrækkeligt understottede Angreb for derved at faslslaa Modstanderens Styrkefordeling. Under Manøvrerne kommer disse Angreb saa at sige aldrig til Udførelse. Angriberen udvikler sig i tynde Linier, ind til ban har faacl fat paa Modstanderens ydersle Lod. Intet Ø jeblik og paa intet Sted prøver han et Fremstod. Denne overdrevne F'ronludstrækning kunde have ubehagelige Følger overfor en virksom og agressiv Modstander. Dels ved Udstrækningen af sin Front, dels ved i rette Tid at foretage et offensivt Stod, vil ban uden Vanskelighed frigøre sig for Modstanderens Forsøg paa Om fatning eller sætte sine Kræ fter ind paa del Punk t af Slaglinien, som han anser for gunstigst. K thverl Angreb kræver Opstillingen af Siyrker, der er tilstrækkelige til at sikre Kontinuiteten i Anslnengolserne. Alene Grupperingen i Dybden muliggør dette. Fo r at udvikle Troppernes offensive Aand bø r Angrebet fores frem lige til dels nødvendige Afslutning, Stormen.
Kommandoforbindelsen.
Forbindelsen opad lader tilbage al ønske. Det maa kræves, at hvert Led stadig holder det nærmest højere underrettet om sin Situation, de F'ordele, det har opnaaet, dels fysiske og moralske Tilstand. Naar Foringen er saaledes orienteret, kan den med velberaad Hu sætte sine Reserver ind og træffe sine Afgørelser. Forbindelsen nedad er lel i Begyndelsen af Fægtningen. Føringen har derfor den absolutte Pligt, saasnarl Afgørelsen er truffet, al orientere sine undergivne klart og tydeligt om Situationen, Hensigten og den enkeltes Opgave. 1 Løbet af Kampen bliver denne Forbindelse ofte vanskelig. Det er da af Viglighed, at der i Forvejen er tilvejebragt et solidt P'ællesskah i P rin cipper og det allerede i Fredstid ved Arbejde paa Kortet og i Terrænet, og al Initiativet fuldstændigt er overladt hver enkelt, der skal løse den ham tildelle Opgave. 1 saadanne kritiske Ø jeblikke er Forbindelsen nedad frem for all en moralsk: Det er da et Spørgsmaal om Opdragelse og om Tillid . Men del er nødvendigt, saavidt del paa nogen Maade er muligt, al tilvejebringe Forbindelsen ved de Meldinger, der kommer nedefra, og som danner de Oplysninger, der tillader Foringen al overtage Ledelsen af Kampen og fatte nye Beslutninger.
Fodfolket.
Fodfolket angriber ikke mere, under del skønt udseende Paaskud at manøvrere; dets Virksomhed er blevet vag og lovende. Del er nødvendigt al vende tilbage til en mere klar Forstaaclse af Offensiven. Under alle Omstændigheder maa en Fodfolksenhed, stillet over for sin Modstander, gaa lige løs paa ham og angribe ham med al den Kraft, den er i Besiddelse af. Under Lidførelsen af Angrebet ser man altfor ofte de samme fremskudte Dele føre Kampen, som om disse S tyrkers Angrebsevne ikke led noget som helst Tab ved de voldsomme Anstrængelser, de har værel underkastede. Ligeledes ser man do Tropper, der ved Fjendens Modstand er bievne tvungne til en tilbagegaaende Bevægelse, paany gøre Fron t mod Fjenden og derpaa sætte sig i March, uden at Udvikling af nye T roppe r giver dem Le jlighed til at puste ud og sætte sig i anden Linie. D el slaar fast, al efter en voldsom Anstrængclse under Kampen vil vedkommende Troppestyrke for en T id være ude af Stand til at fortsætte Angrebet i første Lin ie eller til at samle sig til paany at yde Modstand. Den uheldige Indoublering begynder at forsvinde; til Gengæld benytter man altfor ofte tynde Skyttekæder, der gaar frem i en stiv Formation, Albu ved Albu, næsten aligneredc. D el er netop ved at gøre Brud paa Kæden, at Styrkerne skal komme frem, det er ved Spring og i Løb, at de fremkomne Grupper skal udføre deres Bevægelser; har de gjort H oldl, maa de falde ned eller søge Dækning. Under virkelige Fo rh old maa Fod folket kun kunne opdages, naar det er under Bevægelse.
Artilleriet.
Føringen har en kedelig Tilbø jelighed til paa Forhaand al fordele A rtille rie t lit de underordnede Finheder. Den herover sig saaledes enhver effekliv Indgriben i Kampen. Desuden fører denne Udstykning af A rtille rie t til en snæver og regelmæssig F'ordcling af Slagmarken; anvendt til al skyde lige ud kan A rtille rie t ikke udnytte sin F.vne til at virke i Flanken og endog lil Rygsiden; en Samling af Ilden mod et enkelt Punk t vil ikke mere være mulig. Arlillcrim assernes Optræden og Virksomhed synes ikke tilstrækkelig kendt. Metoderne for Føring og Anvendelse af betydelige Artilleristy i-kc-r (Divisionsartilleri, Korpsartilleri, samlede under een Fører) maa i Forvejen være studerede paa K o rtel og under Kadreøvelserne.
Rytteriet.
Under Manøvrer af alle Vaahen er Rytteriet ofte overanstrængt lige fra Begyndelsen ved Fikspeditioner, der er unyttige, fordi deres højst usikre F’ormaal daarligt lader sig forene med den fælles Operalionsplan, og skadelige, fordi de berøver Rytteriet enhver Mulighed for at optræde i F o rb in delser med de andre Vaahen. Partiførerne samler alt for ofte deres Sikringsrytteri i provisoriske Finheder og herover saaledes hele Kam plinien alle Smaastyrker af Rytteri, som under Indledningskampen vilde kunne gøre de andre Vaahen god Nytte. Saa længe F'jcnden ikke er slaacl, bør Rytteriet optræde i snæver Forbindelse med de andre Vaahen. K un under F orfølgningen kan del handle alene og i fuld Uafhængighed; der kan da ikke være Tale om al skaane hverken Heste eller Folk, men del gælder om at kaste Arriéregarderne over Finde og i Fjendens Flanker fore dristige Siod, som kan forandre hans Retræte lil Flugt.
T.
