Log ind

DEN FRANSK-TYSKE KRIG 1870-71 (II)

#

Major Søren Nielsen, Infanteriets Reserveofficersskole, beskriver i denne anden artikel i anledning af hundredåret for den fransk-tyske krig udviklingen fra det franske kejserdømmes fald til krigens afslutning.

Republikken

De fleste kortfattede beskrivelser af den fransk-tyske krig beskæftiger sig normalt kun med de begivenheder, der førte til den franske felthærs nederlag ved Sedan den 2. september 1870. Derefter affærdiges resten af krigen som oftest med et par summariske bemærkninger om Gambettas folkehære, der forgæves søgte at undsætte det belejrede Paris. Denne fremgangsmåde lod sig forsvare før den første verdenskrig, hvor de fleste lande havde store stående styrker i fredstid - eller i det mindste i fredstid havde forberedt opstillingen af omfattende mobiliseringsstyrker. I vore dage har den tekniske udvikling på det militære område i mange henseender medført, at erfaringerne fra den første del af felttoget kun har interesse for de, der beskæftiger sig med militære studier ud fra en professionel baggrund. Krigens anden del har derimod bud til mange af deltagerne i dagens debat om f. eks. det danske forsvars struktur og omfang. Efter Napoleon I ll’s tilfangetagelse ved Sedan udråbtes republikken, og der dannedes i Paris en national forsvarsregering, hvis ledende politikere før krigen havde stået i skarp modsætning til kejserdømmet og blandt andet søgt at modarbejde den kejserlige regering ved at fremtvinge svækkelser af den franske hær. Nu påtog disse politikere sig ansvaret for en fortsat krigsførelse mod de sejrrige tyske hære.

I den nye regering indgik først og fremmest Gambetta, Jules Favre og Jules Ferry samt general Trochu, Paris’ kommandant. Regeringen udsendte straks en regn af dekreter og proklamationer, hvori den dels gjorde op med kejserdømmets ledende mænd, dels lovede »at Frankrig ikke ville ofre en tomme jord eller en sten af sine fæstninger« samt at regeringen »ville fred, men fortsatte tyskerne krigen, ville man forsvare sig til det yderste.« Politikeren Thiers sendtes til London, Sankt Petersborg og Wien for at forsøge at få stormagterne til at skride ind til fordel for Frankrig. Men Thiers’ mission endte forgæves. Frankrig havde i de forløbne år forsøgt at dominere den europæiske politik - og nu måtte Frankrig sejle sin egen sø. Da regeringen var fremtrådt på baggrund af en folkelig ophidselse over krigens nederlag, turde den ikke forlade Paris, der altid har været alle franske omvæltningers arnested. Dette var uklogt, da de fjendtlige hære hastigt nærmede sig hovedstaden og dermed truede den selvbestaltede regerings muligheder for på en effektiv måde at koordinere forsvaret af det øvrige Frankrig. Man indskrænkede sig til at sende en mindre regeringsdelegation ud af byen, inden denne blev indesluttet af fjenden. Delegationen slog sig ned i Tours ved Loire. Men man beholdt krigs-, udenrigs- og finansministeriet i Paris. Den nye regerings første disposition skete således med åbenlys foragt for de militære realiteter - og man skulle til krigens slutning fortsætte i det valgte spor.

Den militære situation i efteråret 1870

I Paris sad general Trochu (og regeringen) med en hær på henved en halv million mand. Den operative slagkraft af denne styrke var imidlertid af en højst tvivlsom værdi, idet kun de cirka 80.000 mand besad en egentlig militær uddannelse - resten var en udisciplineret hob af hastigt formerede mobil- og nationalgardebataljoner uden uddannelse og uden kvalificerede befalingsmænd. For at opretholde forsvarsviljen havde generalen og regeringen højtideligt proklameret, at de opstillede styrker besad en hidtil ukendt kampværdi: »Aldrig har en general i arméen set et så storartet skuespil som det, I har vist mig. 300 bataljoner, dannet af borgere, omringet af folket, og begge endrægtigt jublende over Paris’ forsvar og friheden!«

Efter sådanne ord ville en brat overgang til møjsommelig og hård rekrutuddannelse sikkert have virket påfaldende - og det havde man altså heller ikke mod til at iværksætte. Man lod de mobiliserede styrker svæve i forestillingen om deres absolutte uovervindelighed og søgte at holde den ophidsede kampvilje i live gennem bombastiske proklamationer og løfter, som man vidste, at man ikke kunne holde. I 1840’erne var Paris blevet befæstet gennem anlæggelsen af en ringvold, uden for hvilken der i en afstand af tre-fire kilometer lå 16 fremskudte forter, der skulle holde det fjendtlige artilleri på en sådan afstand, at der ikke kunne blive tale om et bombardement af byens beboelseskvarterer. Den artilleristiske udvikling i de forløbne år havde imidlertid medført, at fæstningen Paris i 1870 måtte betragtes som noget af en illusion. Byen var iøvrigt provianteret for en indeslutning på fire å seks måneder.

Omkring Paris gennemførtes i løbet af de første to uger efter kejserens kapitulation ved Sedan en hurtig opmarch af 3. og 4. Armé, der den 20. september lukkede den sidste forbindelsesvej til hovedstaden. Moltke regnede efter den 2. september med, at krigen snart ville være til ende. I et brev til sin kone håbede han at kunne deltage i hare jagten i Kreisau i oktober. Også Bismarck var indstillet på, at felttogets værste del var overstået, hvorimod kong Wilhelm ikke var helt så sikker. Krigsminister Roon, der var den tyske førertrios høg, var næsten bange for, at Paris ville overgive sig for hurtigt — han havde gerne undt denne »satans residens« et par bomber først. Men da ugerne gik, uden at der skete noget i den ønskede retning, begyndte en tydelig nervøsitet at brede sig i det tyske hovedkvarter, der var blevet oprettet i Versailles. Bismarck frygtede, at den europæiske opinion - der var svunget over i fransk favør - ville begynde at udøve et for hans planer uheldigt tryk på stormagternes regeringer. Moltke så med stigende bekymring på de franske hære, der var under formering i de sydfranske provinser - og den hjemlige tyske presse begyndte at undre sig over, at der ikke skete noget foran Paris. Denne stilstand i de tyske operationer fremkaldte et skisma i det store hovedkvarter, hvor Bismarck, støttet af krigsministeren, forlangte en massiv militær operation mod den franske hovedstad med omliggende forter - og hvor Moltke afslog dette med den begrundelse, at et bombardement med påfølgende stormangreb dels ville kræve et alt for voldsomt fagligt engagement, dels ville koste titusinder af tyske soldaters liv med risikoen for nederlag i sigte. Og hvad en sådan militær fiasko ville betyde politisk på dette tidspunkt, måtte enhver kunne se. Den 22. september skrev Moltke til broderen Adolph: »Hvad det vil sige at angribe en fæstning, til hvis forsvar en armé står parat, det skulle man dog have lært af Sebastopol. Sebastopol blev først en fæstning under angrebet, alt materiel skulle skaffes derhen ad søvejen, forberedelserne varede ti måneder, den første storm kostede 10.000 - den anden 13.000 mand.« I sin dagbog skrev general Blumenthal, at »ofrene ville være for store« - og han var »overbevist om, at intet vil knække franskmændenes mod bedre, end når vi viser dem, at vi ikke tillader dem at danne en ny armé.« Den øverste militære ledelse ønskede med andre ord at holde den franske hovedstad indesluttet for at sulte den til overgivelse. Man ville anvende kræfterne mod de fjendtlige hærstyrker, der var under opstilling overalt. Den politiske ledelse måtte imidlertid fastholde tanken om en mere aggressiv tysk optræden foran Paris, idet militær stilstand hurtigt kunne fremkalde politisk bevægelse dels på hjemmefronten, dels i de europæiske hovedstæder. Bismarck fik sin vilje, men Moltke fik ret i sin antagelse: »Paris faldt ikke for Roons kanoner, men af sult.« Den interne strid i det tyske hovedkvarter afslørede imidlertid med al ønskelig tydelighed, at militær aktivitet i enhver henseende er en uudskillelig del af politikken. Til syvende og sidst må militære hensyn næsten altid underordnes den politiske målsætning - og dette er den fransk-tyske krigs sidste fase et talende eksempel på. Krigen viste tillige, at det var politikerne, der repræsenterede den hensynsløse blodtørst, medens de militære ledere ustandseligt forsøgte at forhindre gennemførelsen af prestigeplaner, der ville medføre store tab af menneskeliv.

I Metz sad feltmarskal Bazaine med 180.000 mand. Bazaine havde ikke på noget tidspunkt for alvor forsøgt at bryde igennem prins Friedrich Carls belejringsstyrker, og de halve forsøg, han alligevel gjorde for at lukke munden på et knurrende officerskorps og en rasende civilbefolkning, medførte hver gang et knusende nederlag, som marskallen tog til indtægt for sin inaktivitet.

Efter revolutionen i Paris mente Bazaine, at hans opgave måtte være at genoprette ordnede forhold i Frankrig. Bazaine satte helt klart nationens indre tilstand over den krig med Tyskland, som han allerede anså for tabt. I konsekvens heraf afsendte han den 12. oktober 1870 følgende brev til det tyske hovedkvarter i Versailles:

»I dette øjeblik, hvor samfundet er truet af en holdning, som et voldsherredømme har indtaget ... har den kommanderende general for Rhinhæren ... rådspurgt sin samvittighed og forelagt sig selv det spørgsmål, om den hær, der er stillet under hans befaling, ikke er bestemt til at blive et værge for samfundet... En indblanding af en fremmed hær... i begivenhederne i et land, der er så ømtåleligt som Frankrig ... turde let forfejle målet ... En indgriben af en fransk hær, der endnu er fuldstændigt organiseret ... ville ... lægge et tungt lod i vægtskålen. Den ville genoprette ordenen og beskytte det samfund, hvis interesser er fælles for Europa.«

Bazaine indledte samtidig - via den velvillige tyske overkommando - forhandlinger med kejserinden, der efter revolutionen var flygtet til England. Hun afviste imidlertid enhver medvirken og meddelte feltmarskallens udsending, general Bourbaki, at hendes »tanker og ønsker kun gjaldt Frankrigs frelse, men hun ville ikke gøre stillingen vanskeligere for regeringen i Paris, hvis opgave allerede var vanskelig nok. Derfor ville hun ikke træde i forhandling med Prøjsen, så lidt som give sit minde til, at der åbnedes forhandlinger for at genindsætte dynastiet, da disse kunne give anledning til, at Frankrig kastedes ud i en borgerkrig.« General Bourbaki sendte dette afslag med kurér til Bazaine og begav sig selv til Sydfrankrig, hvor han meldte sig til tjeneste ved regeringsdelegationen i Tours. Herefter besluttede Bazaine sig til at kapitulere, hvilket fandt sted den 29. oktober 1870.

I. og 2. Armé, der havde belejret Metz, blev frigjort i begyndelsen af november, efter at de administrative opgaver i forbindelse med den franske Rhinhærs afmarch til fangelejre i Tyskland og fæstningens besættelse var overstået. Steinmetz’ 1. Armé, der siden generalens afgang på grund af insubordination havde været uden chef, blev nu underlagt general Manteuffel og sat i march mod Nordvestfrankrig for der at nedkæmpe de styrker, der var under opstilling i dette område.

Prins Friedrich Carls 2. Armé blev dirigeret mod Sydvestfrankrig for at dæmme op for de styrker, regeringsdelegationen i Tours havde under opstilling.

Fæstningerne Strassbourg og Belfort i Østf rankrig havde bundet betydelige fjendtlige troppestyrker, hvilket bevirkede, at tyskerne ikke havde fuld kontrol over jernbanenettet mellem Paris og den tyske grænse. Den 28. september var Strassbourg faldet efter et heltemodigt forsvar, og de herved frigjorte tyske styrker blev under general Werders kommando beordret til at rense Sydøstfrankrig - samt forstærke belejringen af Belfort. General Werder gik til opgaven med fynd og klem. Ganske vist lykkedes det ham ikke at tvinge Belfort til fald, men han jog den gamle italienske frihedshelt Garibaldis horder tilbage mod syd.

Skærmbillede 2020-05-04 kl. 10.56.18.png

Gamhettas hære

Regeringsdelegationen i Tours forefandt ved sin ankomst kun få egentlige felttropper. Disse blev imidlertid i løbet af få uger mangedoblet med rekrutter, der var mødt ved krigens begyndelse, men endnu ikke tilgået den kæmpende felthær.

General de la Motterouge, der havde kommandoen i dette område, anbefalede, at man skulle forsøge at holde Loirelinien for bag denne at kunne gennemføre en ordnet mobilisering og uddannelse. Dette forslag blev omgående forkastet. Generalen blev beordret til straks at angribe fra Orléans mod Paris for at undsætte den indesluttede hovedstad. Den 11. oktober blev general Motterouge slået i slaget ved Orleans, der faldt i fjendens hænder. Dagen efter var generalen afskediget. Han blev erstattet med general d’Aurelle de Paladines. Gambetta var ankommet til Tours og havde indledt sin rastløse virksomhed! Gambetta var i 1870 32 år gammel. Året før var den unge advokat blevet medlem af parlamentet, hvor han sluttede sig til regeringens mest uforsonlige fjender. Han var således medansvarlig for det franske militærvæsens svaghed, hvilket imidlertid ikke afholdt ham fra at deltage i den nationale forsvarsregering. Efter at regeringen i Paris havde haft følere ude hos Bismarck for at forhøre sig om prisen for en fred - og denne pris havde vist sig at være for høj - besluttedes det at sende Gambetta til Tours for på stedet at sætte fart i mobiliseringen og de militære operationer. Og Gambetta kastede sig over opgaven med en utrolig energi. Han var velbegavet og hensynsløs - og besad samtidig evnen til at begejstre befolkningen, der strømmede til fanerne på hans opfordring. I løbet af tre måneder mobiliseredes cirka 600.000 mand, og der blev tilvejebragt udrustning og artilleri i tilstrækkelig mængde, hvilket i første række skyldtes direktøren for Gambettas krigsministerium, jernbaneingeniøren Freycinet, der forenede et udpræget organisatorisk talent med energi og jernvilje. Det var disse to mænd, der i de følgende fire måneder skulle løbe stormløb mod tyskernes belej ringsstyrker omkring Paris. Gambetta nærede den dybeste foragt for sine militære rådgivere. »Jeg vil lade generalerne marchere som brikkerne på et dambrædt«. Han mente, at hæren skulle uddannes og føres på en helt anden måde end tidligere, og udkastede derfor den ene operationsplan efter den anden - til de m ilitære chefers fortvivlelse. Oberst N. P. Jensen yder de to mænds fabelagtige energi og organisationstalent fuld retfærdighed, men dømmer dem hårdt, når de fejede alle militære hensyn til side og gav generalerne direkte anvisninger på, hvorledes operationerne skulle føres og hvor lang tid, der skulle medgå til rekrutternes uddannelse, før de blev sendt mod fjenden. Det ligger i sagens natur, at vurderinger på dette område kun kan tillægges nogen værdi, når de fremsættes af fagfolk. Det eneste sted, hvor det ikke gik helt galt på det militære område, var i Nordvestfrankrig. Her opererede general Faidherbe fra krigens begyndelse til dens slut' ning med akceptabelt held. Men han var da også i det store og hele udenfor Gambettas og Freycinets rækkevidde. Det lykkedes generalen at binde størstedelen af 1. Armé med en styrke, der ikke oversteg 40.000 mand. Ganske vist tabte han slagene ved Amiens og San Quentin - men det lykkedes ham hver gang at redde sin hovedstyrke ud af nederlaget.

I begyndelsen af november 1870 stod general d’Aurelle rede til med 70.000 mand at angribe Orléans fra sydvest. Den 9. erobredes byen, og den franske hær begyndte at befæste et brohoved på den nordlige bred af Loire. Frankrig jublede! Den første sejr! Men sejren var kun vundet over et mindre tysk sikringskommando, der var udsendt fra belejringshæren om Paris. Fra 3. Armé sendtes storhertugen af Mecklenburg mod Orléans - og få dage efter var prins Friedrich Carl på march fra Metz med 2. Armé. General Moltke forstod atter en gang at koncentrere de nødvendige styrker på det rette sted og til den rette tid. Og general Motterouges plan om at fastholde Orléans offensivt indtil Loirearméen var fuldt udbygget - og som nu blev genfremsat af general d’Aurelle - må i enhver hensende betragtes som den eneste rigtige løsning i den givne situation. Gambetta og Freycinet udrettede i disse uger det utrolige. Titusinder af indkaldte blev iklædt og over hals og hoved sendt til Orléans, hvor de blev organiseret i bataljoner og korps. Man manglede befalingsmænd, og disse blev uden videre tilvejebragt ved masseudnævnelser fra geleddet samt ved beordring af søofficerer til hæren. Chefen for 21. Korps var således kommandør i marinen.

I dagene frem til den 28. november befæstede general d’Aurelle sine stillinger nord for Orléans, medens hans armé, der var anbragt i et spredt kantonnement syd for Loire, var i fuld gang med at gennemføre en højst tiltrængt uddannelse af såvel befalingsmænd som rekrutter. Fra dag til dag voksede hærens styrketal - men dens interne problemer voksede tilsvarende. Generalen bønfaldt Gambetta om at måtte få den nødvendige tid til opbygningen, men de eneste svar, han modtog, var en styrtsø af operationsplaner og proklamationer udarbejdet af Freyeinet og en hr. Sourdeaux, der var dennes højre hånd. Herr Sourdeaux berejste troppernes kontonnement for på denne måde at holde Freyeinet underrettet om situationen ved hæren - og een af hans første beretninger medførte følgende skrivelse til general d’Aurelle fra krigsministeriet:

»Haster! Hr. general, man fortæller mig, at Deres lejr ikke er omhyggeligt bevogtet om natten, og at man har kunnet trænge ind i hovedkvarteret uden at møde en eneste patrulje. Man har endog fundet sovende skildvagter. Jeg anmoder Dem om ufortøvet at tage de strengeste forholdsregler, for, hvis det forholder sig således, at bringe en så farlig tilstand til ophør.«

Samtidig blev generalen underrettet om, at hr. Sourdeaux var ansat i krigsministeriet, og at han var inde i alle dettes planer og kunne forklare disse for d’Aurelle. En sådan behandling af hærens chef kunne ikke befordre et godt samarbejde. General d’Aurelle havde koncentreret sine to bedste korps på hærens fløje for at kunne forhindre en mulig fjendtlig omgåelse af stillingen ved Orleans. Da han var højst utilbøjelig til at sætte hæren i bevægelse mod Paris på dette tidspunkt, hvor uddannelsen var i fuld gang, beordrede Freyeinet hen over hovedet på ham pludselig hærens to fløjkorps fremad mod hovedstaden. Generalen protesterede voldsomt herimod, men fik blot følgende svar: »Hvis De sender mig en bedre plan, kan jeg frafalde min og tilbagekalde mine ordrer. Men i de 12 dage, hvor De har været i Orleans, har De uagtet hr. Gambettas og min gentagne opfordring ikke fremsat nogen plan.« 12 dage! Det var altså nok for Gambetta og Freyeinet! General d’Aurelle havde kun to muligheder - enten at tage sin afsked eller fromt finde sig i, at hæren blev sat stykvis ind mod fjenden og dermed gik sin visse undergang i møde. Generalen valgte at bøje nakken - og den 23. november rykkede de to korps afsted i hver sin akse uden nogen forbindelse med hinanden. Da korpscheferne ikke havde fået anden ordre end at de skulle gå mod nord, henvendte de sig til general d’Aurelle for at blive orienteret om hensigten med deres indsættelse. Generalen kunne imidlertid ikke hjælpe dem på anden måde end at telegrafere til krigsministeriet og foreslå en tilbagekaldelse af de to korps. Freyeinet afviste forslaget med den begrundelse, at nu, da de to korps var sat i march, var det for sent at standse dem - med denne oplysning begav de to korspchefer sig videre mod nord. Den 28. november tørnede de to adskilt marcherende korps sammen med henholdsvis storhertugen af Mecklenburg og prins Friedrich Carl. Fjenden var langt overlegen - og trods glimrende fransk modstand blev de to korps hurtigt trængt tilbage, og tyskerne begyndte at opmarchere omkring Beaune med henblik på en koncentreret indsættelse mod Orléans. Den 30. november fik d’Aurelle pludselig en detaljeret ordre om med hele hæren at angribe! Generalen protesterede spagfærdigt, idet han påberåbte sig nødvendigheden af først at måtte koncentrere sine styrker. Men Freyeinet ville ikke høre tale herom: hvis generalen ikke omgående satte sig i bevægelse, ville han blive afskediget! Og atter bøjede d’Aurelle sig. Takket være Freycinets tåbelige disposition stod hæren snart delt i to grupper foran den fjendtlige opmarch. 200.000 slet uddannede og slet førte rekrutter skulle nu i kraft af deres talmæssige overlegenhed prøve kræfter med den tyske elitehær. Grunden til dette pludselige hastværk fra Gambettas side var underretninger fra Paris om, at general Trochu ville iværksætte et massivt udfald med 100.000 mand den 29. november.

General d’Aurelles storangreb opløstes hurtigt i en række isolerede kampe, der i dagene 1. til 3. december medførte Loirearméens næsten totale sammenbrud. Soldaterne var modløse, trætte og bange - og officererne, der skulle føre dem, opgav illusionsløst på halvvejen. Enhederne blev blandet sammen, og vejene sydpå mod Orléans var tætpakkede med flygtende soldater. Samme nat udsendte Freyeinet en rundskrivelse til samtlige generaler i Loirearméen. Han klagede heri over, at korpsene stod for spredt. Fremtidig burde de koncentreres mere. 16. og 17. Korps stod for langt mod vest og 18. og 20. Korps for langt mod øst. Der skulle omgående iværksættes en koncentration i terrænet nord for Orléans.

Få timer senere modtog Freyeinet d’Aurelles oplysning om tilbagetoget. Freyeinet var lamslået og sendte straks følgende telegram til den ulykkelige hærchef:

»... De har ladet Dem slå enkeltvis, men endnu har De 200.000 mand ... kald dog på 18. og 20. Korps som De ... endnu ikke tilstrækkeligt har beskæftiget Dem med...Træk 15., 16. og 17. Korps sammen. Brug dog de forsvarslinier, hvis vældige styrke De nyligt roste for mig, og mød fjenden i disse linier med en ubetvingelig modstand.«

Hertil svarede generalen blot:

»Jeg er på stedet og bedre end De i stand til at bedømme situationen!«

Dagen efter blev generalen afskediget!

Det hurtige tilbagetog over Orleans havde medført to uheldige kendsgerninger: for det første faldt denne vigtige by i fjendens hænder, og for det andet blev den franske hær sprængt, idet den ene halvdel måtte trække sig tilbage mod Tours, medens den anden faldt tilbage på Bour ges. Herpå trængte fjendens kavalleri ned mellem de to adskilte hærdele.

General Moltke beordrede efter at have modtaget en situationsrapport storhertugen til at forfølge den vestlige fjendestyrke for hurtigst muligt at nedkæmpe denne og erobre regeringssædet Tours, medens prinsen, hvis tropper var meget udmattede efter de forcerede marcher fra Metz, skulle overvåge den østlige del af den fjendtlige hær fra terrænet om Orléans.

Gambetta omstillede sig hurtigt til den nye situation. Han fremskyndede nye og omfattende mobiliseringer i Sydfrankrig og organiserede samtidig hæren i to arméer: 1. Loirearmé under general Bourbaki om Bourges og 2. Loirearmé under general Chanzy om Tours. 2. Loirearmé blev hårdt presset af storhertugens styrker, der i løbet af perioden 1. til 10. december yderligere modtog forstærkninger fra prins Friedrich Carl, og det stod klart for general Chanzy, at han meget snart måtte træffe en afgørende beslutning: enten måtte han lægge sin tilbagegangsakse mod syd - eller også måtte den lægges mod nord, hvis han ikke skulle blive trængt ud mod Atlanterhavskysten. Generalen var ikke i tvivl. Hvis han gik mod syd, kunne fjenden indskrænke sine operationer mod ham til en begrænset kavalleriovervågning - hvis han omvendt gik mod nord, måtte betydelige fjendtlige troppemasser følge ham for at sikre sig imod, at han skulle gribe ind mod Paris.

I konsekvens heraf lagde Chanzy sin tyngdeakse over Le Mans og frigjorde sig den 13. december pludseligt fra fjenden - iøvrigt lige i det øjeblik prins Friedrich Carls hovedstyrker indfandt sig i kampområdet. På dette tidspunkt modtog prinsen og storhertugen en hasteordre fra det store hovedkvarter: prins Friedrich Carl skulle omgående med hele sin armé imødegå general Bourbakis armé, der fra sydøst truede med at ville gå mod Tours for der at forene sig med 2. Loirearmé. I Orléans havde prinsen efterladt et bajersk korps, der næppe kunne standse 1. Loirearmés truende angreb. I løbet af få timer havde prinsen fået vendt sin armé - og hans første korps indtraf 24 timer efter i Orléans - det havde marcheret 80 kilometer i bidende kulde og dyb sne i løbet af et døgn!

Der skulle imidlertid ikke blive brug for prinsens styrker i dette område. Den tyske overkommando var kommet i besiddelse af forskellige modstridende efterretninger, der tvang Moltke til at standse alle operationer i Sydvestfrankrig for at få rede på den militære udvikling i Sydøstfrankrig. Efter Strassbourgs fald blev general Werder som tidligere nævnt beordret frem til terrænet omkring Belfort for her at nedkæmpe forskellige fjendtlige småstyrker, der under general Cambriels kommando var ved at udvikle sig til en alvorlig trussel mod belej ringsstyrken om Belfort. General Werder fik hurtig føling med general Cambriels, og henimod slutningen af oktober var de slet udrustede og mangelfuldt uddannede franske styrker kastet tilbage og gået i delvis opløsning. Freyeinet beordrede straks Cambriels til at fremsætte en operationsplan inden 24 timer, da han i modsat fald ville blive afskediget. Den fortvivlede general svarede, at han overalt kun så kaos, og at han ville udsætte sig for et knusende nederlag, hvis han atter skulle føre sine slagne tropper mod fjenden uden at have fået tid til reorganisering. Derpå blev generalen afskediget, en ny blev udnævnt - og kort efter spredtes alle franske styrker i dette område for alle vinde, da general Werder angreb. Det var på dette tidspunkt Garibaldi, den gamle italienske frihedshelt, optrådte på denne del af krigsskuepladsen. Der er blevet skrevet meget smukt og romantisk om hans fransk-italienske frikorps, der gang på gang af Gambetta og Freyeinet blev fremhævet på bekostning af de regulære franske styrker - uagtet de to herrer talte mod bedre vidende. Sandheden om Garibaldis styrker var: at de intet som helst udrettede til fordel for Frankrig. Tværtimod! De var til ubodelig skade. Det drejede sig om en broget bande politiske og kriminelle fusentaster, der var dirigeret af et korrupt familiedynasti omkring den gamle, halvt afsindige Garibaldi. Hans horder plyndrede og røvede i baglandet - og hver gang fjendens forreste styrker viste sig, flygtede garibaldisterne langt bort fra kamppladsen. Korpset blev imidlertid Toursregeringens helt store propagandanummer. Hver gang en general havde tabt et slag, blev frikorpsets bedrifter hævet til skyerne. Det endte endda med, at Garibaldi blev udnævnt til general. Man måtte yderligere bøje sig for hans krav om, at en apoteker i frihedsheltens følge blev udnævnt til den nye generals stabschef. Disse to mænd blev derpå sat i spidsen for et nydannet korps - Vogeserarméen - der skulle genoptage de afbrudte operationer mod general Werder. Ved juletid beherskede Werder linien Dijon - Villersexel - Belfort, hvorpå der faldt ro over denne del af krigsskuepladsen.

De sidste kraftanstrengelser

Omkring midten af december var Gambettas regeringsdelegation blevet nyinstalleret i Bordeaux, og herfra genoptog man med rastløs iver forstærkningen af 1. og 2. Loirearmé. Desværre genoptog man også den operative planlægning. Man havde akcepteret, at general Chanzy gjorde et tiltrængt ophold omkring Le Mans for her med hård hånd dels at genoprette arméens elendige disciplin, dels at reorganisere de udslidte korps samt indkorporere den store mængde rekrutter og nyt materiel, der tilgik fra Sydfrankrig. Man havde også - omend nødtvungent - akcepteret, at general Bourbakis 1. Loirearmé havde opgivet den indledte fremtrængen mod Tours - generalens styrker var simpelthen faldet fra hinanden allerede under opmarchen til denne operation. Men nu kom der nye direktiver fra regeringen. Da Freyeinet som ung student var elev på den polytekniske læreanstalt, blev han af sine kammerater betragtet som en fremragende strateg (!), fordi han var i stand til at give en flydende fremstilling af den amerikanske borgerkrig. Han havde af general Grants operationer udledt, at hensynsløs indsættelse af numerisk overlegne stridskræfter i det lange løb kunne opslide en teknisk stærkere, men talmæssigt underlegen fjende.

Freyeinet havde hidtil ikke haft heldet med sig, men det skyldtes i første række hans egen indgriben, der havde medført, at de franske massehære kom til at virke for spredt. Alle angreb havde indtil dette øjeblik været rettet direkte mod Paris - nu ville Freyeinet sætte general Bourbaki ind mod fjendens forsyningslinier. 1. Loirearmé skulle pr. jernbane forskydes fra Bourges til Dole i Sydøstfrankrig for herfra at støde mod nord ind i rummet mellem Paris og den tyske grænse. Planen var lige så enkel som umulig. Tiden var forpasset. Bourbakis armé bestod af desillusionerede og udmarvede soldater, der ikke var uddannet til bevægelseskrig - og generalen var heller ikke den rette mand til opgaven. Han var en solid og ærlig officer, men savnede det vidsyn og den fleksibilitet, der må kræves af en fører for en armé. Dertil kom, at jernbanen mellem Chalons sur Saone og Dole ikke var fuldført. Freyeinet regnede med, at jernbanetransporten ville tage tre dage, men på grund af den slette planlægning og regeringens uafbrudte indblanding kom operationen til at vare fra den 4. til den 16. januar 1871 - og da tropperne omsider var samlet om Dole, var 1. Loirearmé i realiteten udslidt på grund af den voldsomme kulde og på grund af sult, idet forsyningstjenesten totalt var brudt sammen. Som operations direktiv modtog generalen følgende instruks fra Gambetta :

»Jeg ønsker det forstået bogstaveligt, at der ikke må træffes nogen afgørelse, uden at den er forelagt mig. Kun i tilfælde af nødtvungen hast kan der handles uden mine instruktioner. Afset derfra forlanger jeg fra dag til dag at blive holdt underrettet om hovedkvarterets planer, for at jeg kan give mine anvisninger. Hidtil har denne uundgåelige form kunnet lades ude af betragtning uden ulemper, fordi det kun gjaldt transporter og ikke egentlige operationer.«

Det kan ikke undre, at general Bourbaki »gik i baglås« - og det kan ikke undre, at 1. Loirearmé allerede på dette tidspunkt var dødsdømt. Den 9. januar kæmpede arméen heldigt mod general Werder ved Villersexel, men så var det også slut med troppernes kampkraft. På et møde i hovedkvarteret erklærede korpscheferne grædende, at soldaterne ikke ville slås mere. 130.000 franske soldater gav op på grund af sult, fortvivlelse og ustandselige nederlag. Forsyningstjenesten brød sammen i forbindelse med jern­banetransporten, og senere, da den var kommet nogenlunde i gang igen. brød den atter sammen, da Bourbaki blev tvunget bort fra den eneste mulige forsyningsakse: jernbanen. Med mindre end 50.000 mand var det lykkedes general Werder at bringe en armé på 130.000 til standsning. Her førtes beviset for, at Freycinets forestilling om massehærens effekt krævede tilstedeværelsen af en lang række forudsætninger, som arméen ikke havde - og som Freyeinet og Gambetta på grund af manglende militær indsigt i stor udstrækning selv havde berøvet hæren. Det tyske hovedkvarter handlede hurtigt i disse dage. Efterretningerne om den store jernbanetransport indløb hurtigt via general Werders dygtige opklaringsvirksomhed, og der blev straks iværksat udsparing af tropper i baglandet. General Manteuffel blev hentet i Nordvestfrankrig og sat i spidsen for et korps på 50.000 mand, der blev sat i march mod Di jon for herved at omgå Bourbakis vestlige flanke. Ved ankomsten til krigsskuepladsen skulle Manteuffel derpå overtage kommandoen over de samlede tyske stridskræfter i dette område. I omegnen af Di jon stod Garibaldis Vogeserarmé med den vigtige opgave at skulle sikre Bourbakis vestlige flanke, men det kan ikke undre, at denne opgave ikke blev løst. Da et mindre tysk kommando den 24. januar dukkede op foran frihedsheltens stillinger, trak Vogeserarméen sig straks tilbage - og dermed var 1. Loirearmés skæbne beseglet. De tordnende proklamationer fra Bordeaux og regnen af operationsplaner fra Gambetta og Freyeinet kunne ikke overdøve det pistolskud, hvormed den ulykkelige general Bourbaki forsøgte at begå selvmord - hans efterfølger var allerede udnævnt! Heller ikke på den vestlige krigsskueplads gik det som ønsket i regeringsdelegationen. General Chanzy s 2. Loirearmé blev praktisk talt revet op under slaget ved Le Mans den 12. januar, hvor prins Friedrich Carl og storhertugen, hvis styrker påny var blevet forenet, sikrede sig de tyske operationsmål i denne del af Frankrig. I nord måtte general Faidherbe efter et sidste fremstød notere sig for det alvorlige nederlag ved San Quentin den 19. januar. Og i delvis opløst tilstand måtte hans styrker vige ud mod sydvest.

Efterretningerne om disse mange nederlag blev af den tyske overkommando befordret til general Trochu i Paris og medførte selvfølgelig den dybeste depression i såvel regeringen som blandt befolkningen. Ved juletid var det tyske belejringsartilleri omsider på plads omkring den sultende verdensstad, og et systematisk bombardement af forterne tog sin begyndelse. Endnu et par udfald blev afslået, og den parisiske regering måtte omsider erkende nederlaget. Overalt i byen herskede opløsning. De ustandselige tilbageslag bevirkede, at soldaterne forlod deres enheder enten for at drikke sig fra sans og samling eller for at unddrage sig deltagelse i nye udfald. Også kommunisterne beredte regeringen store problemer på grund af deres konstante undergravende virksomhed, der havde en betydelig virkning blandt den desillusionerede befolkning. Og da det tyske bombardement først af de fremskudte forter og senere af selve byen tog sin begyndelse, gik det omsider op for de fleste, at enden var nær.

Den 18. januar udråbtes kong Wilhelm af Prøjsen til tysk kejser i glassalen i Versailles. Bismarcks samlingsbestræbelser var ved at blive kronet med held, og general Moltkes militære triumf var åbenbar for den ganske verden. Henimod slutningen af januar indledte Pariserregeringen forhandlinger med tyskerne. Bismarck stillede store krav, og da han følte sig sikker i sin sag, gik han den 27. januar 1871 med til en våbenstilstand, der skulle omfatte alle kæmpende styrker i Frankrig - undtagen den slagne 1. Loirearmé, der få dage efter måtte gå over den schweiziske grænse, hvor den blev interneret. Fra Bordeaux protesterede Gambetta voldsomt mod våbenstilstanden og fredsforhandlingerne. Han sammenkaldte sine politiske medarbejdere og en del af de militære chefer for at høre deres råd, idet han erklærede sig villig til at gribe magten og udråbe sig selv til diktator, hvis den fortsatte kamp havde udsigt til at ville lykkes. Generalerne udtalte, at fortsat modstand var en umulighed - soldaterne ville simpelthen ikke slås mere, og materiellet var enten udslidt eller gået tabt. For første gang bøjede denne stærke vilje sig for en militær nødvendighed: »Min rolle er endt, jeg har kun eet at gøre, og det er at trække mig tilbage!« Med Gambettas beslutning var krigen endt. Den 26. februar 1871 undertegnede den franske regering en hård fred, der medførte, at Frankrig skulle betale 5 milliarder francs i krigsskade­erstatning, afstå en væsentlig del af Lorraine (heri indbefattet Metz og Thionville) samt Alsace med undtagelse af Belfort, der først havde kapituleret på regeringens ordre.

Konklusion

Den anden fase af den fransk-tyske krig havde et klart budskab til eftertiden. Krig og politik kan ikke adskilles (det sammensatte tyske hovedkvarter, hvor politikere og officerer i fællesskab løste krigens opgaver), en militær fører ødelægger alt, hvis hans operative dispositioner tilsigter at ændre eller forpurre sit lands førte politik (Bazaine i Metz) og en civil politiker ødelægger alt, hvis han ikke tillidsfuldt overlader rent militære problemer til sine generaler( Gambetta og Freyeinet). Ideen om den slet uddannede massehærs opslidende muligheder overfor en dygtigt ført og veluddannet mindre hær beviste sin hulhed ved disse tal:

Den tyske felthær talte ved krigens slutning                  820.000 mand

Frankrig mobiliserede ialt                                               2.500.000 mand

Den franske felthær tilføjede i krigens første måned

tyskerne følgende kamptab                                            77.000 mand

Gambettas massehære tilføjede i krigens sidste fem

måneder tyskerne følgende tab                                     52.000 mand

I penge kostede krigen Frankrig 14 milliarder francs - tyskerne slap med en tiendedel.

Ved kejserdømmets fald blev republikkens skæbne lagt i hænderne på de mænd, der som medlemmer af parlamentet igennem mange år havde forlangt — og delvis fået gennemført - nedskæringer af forsvaret. Ved fredsslutningen måtte de blege og med bøjede hoveder indkassere Bismarcks barske ord: »Hvis det var nok at give en borger et gevær i hånden for at gøre ham til soldat, ville det være en tåbelighed at anvende store midler af statskassen for at holde en stående hær. Men i denne ligger den virkelige overlegenhed, og at De er blevet besejret, ligger i, at De ikke har villet erkende dette, medens det var tid.«

Gambetta og Freyeinet udrettede det utrolige. De viste vej til det 20. århundredes totale krig, hvor alle nationale ressourcer - militære som civile - blev inddraget, men de viste samtidig en primitiv og skæbnesvanger foragt for den militære sagkundskab, hvilket medførte det ene nederlag efter det andet. Havde verden ikke lært andet af den fransk-tyske krig, så havde den dog lært at indse sandheden i det gamle ord:

»Den, som vil fred, må være forberedt på krig.«

Søren Nielsen

Nogle anvendte hovedværker

til den første orientering

- Grimberg

- oberst N. P. Jensen

- oberst W. E. O. Lawaetz

Verdenshistorie Den fransk-tyske Krig 1870-1871 Foredrag i Strategi og Krigshistorie for Eleverne i Hærens Officersskoles Generalstabskursus 1946-47

til den mere detaljerede undersøgelse

- Moltke

- F. Hoenig

- F. Hoenig

- prins Kraft zu Hohenlohe-Ingelfingen

- Yerdy du Vemois

- Germain Bapst

- Karl Gjellerup

Geschichte des deutsch-franzosischen Krieges von 1870-71 det reviderede tyske generalstabsværk 24 Stunden Moltkescher Strategie Aus meinem Leben Im grossen Hauptquartier 1870-71 Le maréchal Canrobert Paris’ Belejring i Krigen 1870-71

som supplement

- C. Sarauw

- diverse franske piecer og bøger af

Krigen mellem Frankrig og Tyskland 1870-71 kejser Napoleon III general Trochu general Faidherbe Freyeinet

til den afsluttende verfication

- Michael Howard

The Franco-Prussian War

citaterne er i det væsentligste taget fra oberst N. P. Jensens og Karl Gjellerups bøger.