Som bekjendt har den fransk-tydske Krig, ogsaa paa Folkerettens Omraade, foranlediget en Diskussion, som ikke vil være uden Betydning for fremtidige Krige. Under selve Krigen og den nærmeste Tid efter denne kunde det naturligvis ikke undgaaes, at Lidenskaberne talte vel meget med, og Udbyttet var derfor mindre. Men med Tiden har Diskussionen vundet i Interesse, og paa Briisselerkonferencen iforfjor saaes jo Delegerede fra alle Europas Stater forhandle herhen hørende Spørgsmaal paa en i alle Henseender værdig Maade. Grunden til atder ikke opnaaedes fuld Enighed om det Forslag, der vedtoges som Grundlag for fremtidige Forhandlinger, kan navnlig ikke søges i nogen lidenskabelig Uoverensstem melse imellem de Krigsførende fra 1870— 71. Det var overhovedet sjeldent, at Frankrigs og Tydsklands Dele gerede vare uenige i væsenlige Spørgsmaal. Nei, Grunden til, at man skiltes uden at blive enige, var først og fremmest de opstillede Spørgsmaals Vanskelighed i og for sig, og dernæst den naturlige og altid tilstedeværende Modsætning imellem de smaa og de store Stater, m. a. O. imellem de Stater, som kun kunne vente at komme til at forsvare deres eget Land, og de, for hvem militær Besættelse af fjendligt Land er en ligesaa nær liggende Mulighed. I alle andre Punkter var man nogenlunde enige, men naar Spørgsmaalet om militær Magt og Myn dighed i fjendligt Land sattes under Forhandling, toges der fra Smaastaternes Side saa mange Reservationer, at man strax kunde forudsee det endelige Resultat.
Det er Hensigten med dette Foredrag at give en kort Fremstilling af denne internationale Diskussion, navnlig forsaavidt den har angaaet selve Krigens Førelse. Men da den tilsigtede Oversigt selvfølgelig kun vil kunne berøre de vigtigste Materier, vil det vanskelig kunne undgaaes, at Foredraget faaer Karakteren af en Samling af Strøbemærkninger, hvorfor jeg navnlig i denne Henseende maa bede om DHrr’s velvillige Overbærelse.
Først skal jeg omtale Landkrigen, som naturligvis vil udgjøre Foredragets Ilovedgjenstand, derefter Søkrigen, og tilsidst de Krigsførendes og Neutrales gjensidige Forhold.
Landkrigen.
Det vil maaskee erindres, at et Rygte i Begyndelsen af Krigen gik ud paa, at Storhertugdømmet Baden, som antoges ikke at have tiltraadt Petersborgkonventionen, skulde have uddelt exploderende Projektiler under 400 Grams Vægt til sine Tropper. Da Frankrig i den Anledning lod forespørge om Rygtets Sandhed, blev det bestemt benægtet fra tydsk Side, med Tilføiende, at Baden havde tiltraadt Konventionen, og at Frankrig to Gange i 1869 officielt var bleven underrettet derom. — Under Krigen fremkom flere Gange gjensidige Beskyldninger om Overtrædelser af Konventionen; navnlig paastodes, at Mitrailleusernes Projektiler undertiden vare exploderende, omendskjondt de vare under 400 Gram. Men der er ikke noget Bestemt oplyst i denne Henseende, og det maa altsaa antages, at Konventionen i det Hele er bleven overholdt.
At Bombardement er et lovligt Krigsmiddel, er jo hævet over al Tvivl. Men det er med Grund bebreidet Tydskerne, at de undertiden og især ligeoverfor Paris have tilsidesat den almindelig anerkjendte Regel, at deBeleirede skulle underrettes om Bombardementets Begyndelse. Fra denne Regel maa kun afviges, naar.der er Grund til at antage, at Overraskelse kan være af Betyd ning med Hensyn til Pladsens hurtigere Overgivelse, hvad imidlertid kun sjeldent vil være Tilfældet, og hvorom der navnlig paa ingen Maade kunde være Tale ligeoverfor Paris. Tydskerne have endog netop i denne Omstæn dighed søgt et Forsvar for deres Fremgangsmaade, idet de have sagt: Underretning om Bombardementet var fuldstændig overflødig, da man i Paris hver Dag i længere Tid ventede, at det skulde begynde. Men dette Raisonnement holder naturligvis ikke Stik, da de Humanitetshensyn, som have dikteret den omhandlede Regel, — at der skal gives de Beleirede Tid til saavidt muligt at bringe Syge, Kvinder, Oldinge og Børn i Sikkerhed — , netop kræve, at de Beleirede underrettes om Dag og Time for Bombardementets Begyndelse. — Paa den anden Side er der af Tydskerne klaget over, at de Franske uden Varsel beskøde Kehl, der var en aaben By. Dette var den nu vel ikke i den Forstand, hvorpaa det alene kommer an, nemlig at der ikke udøves Fjendligheder fraByen, da der jo var anlagt Batterier, som først beskøde Strasburgs Kastel; men en Underretning om Beskydningen burde liave været givet. — Tydskernes Beskydning af Strasburger-Miinster imod den gjældende Regel, at man saavidt muligt skal skaane Kirker, Museer og lignende Bygninger, forsvarede de med, at den benyttedes til Observation, hvad nok ogsaa var Tilfældet. — Biblio- thekets Ødelæggelse i Strasburg falder vist fornemmelig Strasburgs Beboere til Last, da de, uagtet der var rigelig Tid dertil, ikke gjorde Noget for at sikkre det.
Om Bombardement hedder det i Briisselerkonferencens Forslag til en Deklaration om Krigslovene: »Art. 15. Kun Fæstninger kunne beleires. Aabne Byer, Samlinger af Huse eller Landsbyer, som ikke forsvares, maae hver ken angribes eller beskydes. [I Henseende til Ordet"angribes» gjorde den danske militære Delegerede med Føie opmærksom paa, at det burde udgaae, da «man ikke kan angribe det, som ikke forsvares», men den tydske militære Delegerede fremførte herimod den noget søgte Fortolkning, at man dermed havde til Hensigt at forhindre militære Demonstrationer imod fredelige Be boere.] Art. 16. Alen hvis en By eller Fæstning, en Samling af Huse eller en Landsby forsvares, skal den Øverstbefalende over de angribende Tropper, forinden han begynder Bombardement, gjøre Alt, hvad der staaer i hans Alagt, for at underrette Autoriteterne derom, und tagen naar han vil virke ved Overraskelse. [Der bruges Udtrykket: «sauf l’attaque de vive force», men under Forhandlingerne bemærkedes udtrykkelig, at herved sigtedes netop til «surprise».] Art. 17. Der bør tages de fornødne Forholdsregler for saavidt muligt at skaane alle Bygninger, som ere bestemte til Gudsdyrkelse, Kunst, Videnskab eller Godgjørenhed, samt Hospitaler og andre Steder, hvor der findes Syge og Saarede, paa den Be tingelse at disse Bygninger ikke tillige anvendes i mili tære Øiemed. Det er de Beleiredes Pligt at betegne disse Bygninger med særegne synlige Kjendetegn, som forud opgives de Beleirende.
Endnu skal jeg her minde om det bekjendte Andragende fra Antwerpens Beboere, som forelagdes Kon ferencen af den belgiske Delegerede, og gik ud paa, at Artilleriets lid kun maatte rettes imod Fæstningsværkerne’ men ikke imod den civile Befolknings private Boliger. Det foreslog altsaa m. a. O. at afskaffe Bombardement som særligt Krigsmiddel, da derved jo netop forstaaes: ved Ødelæggelse af den civile Befolknings Eiendele at faae denne til at udøve et Tryk paa Garnisonen. I Anledning af dette Andragende, som blev høfligt men be stemt afvisende besvaret, skal jeg bemærke, at Spørgs- maalet om en fremtidig Realisation af den i Andragendet«ideholdte Tanke vist beroer paa, hvorvidt Bombardement maa siges at være et virksomt Middel til at fremskynde en Fæstnings Overgivelse. Har det virkelig Betydning i denne Henseende, saa tjener det Humanitetens Sag, da vel Ingen vil paastaae, at en Stads Bygninger skulde være mere værd end de mange Menneskeliv, som i Re gelen ellers kunne ventes at gaae tabt ved den i længere Tid fortsatte Beleiring, for ikke at tale om den Mulighed, al Byen tilsidst maa tages med Storm. Men lærer Erfaring, at den civile Befolkning snart vænner sig til Bombardementet og bliver ligegyldig derved, saa at den tilsigtede Pression ikke fremkaldes, eller hvis Garniso nerne ikke lade sig paavirke, saa er det selvfølgeligt et meningsløst Krigsmiddel, som ikke noksom kan fordøm mes. Ganske vist afhænger et Bombardements Virkning af Forhold, som ere forskjellige i de forskjellige Tilfælde, den civile Befolknings Størrelse i Forhold til Garnisonen, dennes og Fæstningens Beskaffenhed, Stemningen o.s.v., saa at der ikke kan svares med absolut Ja eller Nei paa det opstillede Spørgsmaal. Men hvis Erfaringens Vid nesbyrd ikke desto mindre skulde gaae ud paa, at Bom bardement i Almindelighed i det langt overveiende Antal af Tilfælde er uden Virkning — om Regler uden Undr tagelse er der jo overhovedet ikke Tale i Frihedslivet — , saa forekommer det idetmindste mig, at man ikke med Grund vilde kunne vægre sig ved at tage Petitionen fra Antwerpen under alvorlig Overveielse. — Om Erfaringen fra Krigen i denne Henseende tør jeg naturligvis ikke have nogen bestemt Mening. Men, saavidt jeg veed, havde Strasburgs Bombardement ikke nogen bestemt paaviselig Indflydelse med Hensyn til Overgivelsen; paa den anden Side skal jeg lade være usagt, om Bombarde mentet var gjennemført. At Paris’s Bombardement ikke var det, er jo sikkert nok. Om de mindre franske Fæst ninger .kan det maaskee siges, at de opnaaede Resul tater i det Hele ikke stode i noget Forhold til det Omfang, hvori Bombardement anvendtes; men i enkelte Tilfælde var der unægtelig den sørgeligste Overensstemmelse imellem Befolkningen og Garnisonen om at lade sig paavirke.
Beleiringen af Paris gav jo Anledning til et hidtil saa godtsom ukjendt Spørgsmaal, nemlig om Behand lingen af Ballonpassagerer, som falde i Fjendens Hæn der. Det hændte et Par Gange, og Paagjældende stilledes for Krigsret, men, saavidt vides, bleve de frifundne og for største Delen løsladte. Hvis Gambetta havde været saa uheldig, da han paa denne Maade forlod Paris for at organisere Kampen i Provindserne, vilde man naturligvis og med god Grund have beholdt ham som Krigsfange. — Det er da for det Første klart, at man er berettiget til ved alle til Raadighed staaende Midler, altsaa navnlig ved Beskydning af Ballonen, at see at faae Passagererne i sin Magt. Hvad Behandlingen af disse angaaer, maa de for lignende Tilfælde gjældende Regler analogisk anvendes. Er Hensigten kun at befrie sig for en Beleirings Ubehageligheder, vil Vedkommende kunne tilbagevises, og selv om det har været tilsigtet at bringe Bud til andre Armeeafdelinger, vil der i det Høieste kunne være Tale om Krigsfangenskab. Mere tvivlsomt stiller Sagen sig, naar Hensigten bevislig har været at udforske Fjendens Stilling, Antal m.an. Spioneri i sæd vanlig Betydning er det jo ikke, da ordenligvis ingen Svig er forbunden dermed, men paa den anden Side er Grunden til, at Spioneri ansees med saa stor Strenghed, ikke saa meget den dermed forbundne Svig, som den store Fare det medfører for Armeen. De Fleste ere dog tilbøielige til at betragte Forsng paa ad denne Vei at skaffe sig Oplysninger om Fjenden som anden Rekognoscering, saa at Paagjældende altsaa kun kunne gjøres til Krigsfanger, hvad i al Fald maa gjælde, naar de i egenlig Forstand henhøre til Armeen (Ballonkompagnier). Paa Briisselerkonferencen vedtoges kun, at Ballonpassa gerer af førstomtalte Slags ikke kunne betragtes som Spioner, men det synes, at Meningen var, at Ballonpas sagerer i intet Tilfælde skulde kunne behandles som saadanne.
Spørgsmaalet om, ved hvilke Midler det er tilladt at skuffe Fjenden, er i det llele ikke meget omtvistet. Hovedregelen er jo den, at man ikke maa gjore Brud paa Tro og Love, altsaa f. Ex. ikke misbruge Parlementærflag eller Genferkorset. Det eneste virkelige Tvivlsspørgsmaal er, hvorvidt man i offensiv Hensigt maa skuffe Fjenden ved at benytte sig af hans Uniformer, Faner og lignende militære Kjendetegn, og det var da ogsaa dette Spørgsmaal, som blev reist i Anledning af, at nogle Franctireurs paa denne Maade, ved at iføre sig preussiske Uniformer, overrumplede en ijendlig Patrouille. Efter Hovedregelen vil jo Spørgsmaalets Besvarelse beroe paa, om disse militære Kjendetegn, som nærmest ere af Betydning for Taktikken, tillige have en lignende inter national Betydning som Parlementærflag, saa at man altsaa ved at benytte sig af dem afgiver en Erklæring om, hvorvidt man er Ven eller Fjende. Men det er netop dette, som er gjort til Gjenstand for Tvivl, og de fleste Folkeretslærere erklære denne Krigslist for tilladelig, dog paa den Betingelse, at man giver sig tilkjende for inden de egenlige Fjendligheders Begyndelse, altsaa ved saa at vise den rigtige Fane, anbringe et hvidt Bind om Armen eller Lignende. Det er let nok at see, at denne, som det forekommer mig, mindre heldige Mellemvei er en analogisk Anvendelse af hvad der er Skik og Brug tilsøs. I Instruktioner for de danske Krigsskibe af 1849 foreskrives, i fuld Overensstemmelse med Folkeretten, at Chefen skal heise dansk Flag og Vimpel, førend han begynder at skyde. «Under et fremmed Flag», hedder det, «maa han ikke indlade sig i Bataille eller skydeskarpt paa Nogen». Indtil da har han altsaa Lov til at seile under falsk Flag. Men tilsøs ere Forholdene i flere Henseender anderledes, og det maa navnlig erindres, at det er en fast Regel, at naar to Krigsskibe møde hinanden, kan det, som ønsker at kjende det andets Na tionalitet, heise rigtigt Flag og affyre et løst Skud; det andet er da pligtig til at svare paa samme Maade, og dets Skud ansees som afgivet Æresord paa, at den an givne Nationalitet er rigtig. Et saadant Middel til at skaffe sig Kundskab om Vedkommendes Nationalitet kjendes ikke i Landkrigen, og Fordringen om, at man skal give sig tilkjende forinden Fjendlighedernes Begyndelse, vil der i Virkeligheden vise sig illusorisk. — Omendskjøndt altsaa de Franske, med Tydskeren Bluntschlis Folkeret i Haanden, have kunnet godtgjøre den strenge Lovmæs sighed af det Passerede, maa det vist ansees for heldigt, at alle Militære synes at være enige om at stræbe hen til at faae denne Krigslist erklæret for utilladelig for Landkrigens Vedkommende, og paa Brüsselerkonferencen vedtoges en hermed overensstemmende Udtalelse.
Det er jo ikke uden alvorlig Foranledning, at man siden Krigen har beskjæftiget sig saa meget med Spørgsmaalet om, under hvilke Betingelser de irregulære Kombattanter o: de ikke til den egenlige Armee henhørende Personer, som deltage i Kampen, kunne gjøre Fordring paa at behandles som Soldater (Milits, Frikorps, Massereisning).
Ifølge Loven af 1ste Februar 1868 om den franske Hærs Ordning var det jo Mobilgardens Opgave at støtte den aktive Armees Operationer ved Forsvar af Fæstninger og Grændser. Ved et keiserligt Dekret af 28de Marts s. A. var det derhos bestemt, at Mobilgardens Styrke eventuelt kunde forøges ved Oprettelsen af frivillige Korps, Franc-tireurs, hvis Organisation skulde rette sig efter og slutte sig til Mobilgardens. Forsaavidt var Alt i Orden. Alen som bekjendt existerede Mobilgardens Kadrer ved Krigens Begyndelse kun tildels i Paris og de nærmeste Departementer; ellers manglede baade Førere og Uniformer. (Mangelen af Vaaben og andre Krigs fornødenheder vedkommer jo ikke de her omhandlede Spørgsmaal). Da der nu den 17de Juli 1870 vedtogesen Lov om Frikorps, hvorved de tidligere Bestemmelser kun modificeredes i uvæsenlige Punkter, og da Krigs ministeriet i Henhold hertil i stort Omfang udstedte Bemyndigelser til Dannelsen af Frikorps, saa manglede, og det netop i de Departementer, hvor Franctireurerne først kom til at virke, den oprindelige Forudsætning, de Afdelinger af Mobilgarden, hvortil de skulde have sluttet sig. Lovene om Mobilgardens almindelige Organisation udkom først i August, og det kan ikke nægtes, at de undertiden vare affattede i Udtryk, som kunde give Anledning til Misforstaaelser. Det hedder saaledes i Loven af 29de August, hvorved det bestemmes, at Mobilgarden kan anvendes som henhørende til den aktive Armee, Art. 3: «Alle, som frivillig tage Del i Landets Forsvar med de Vaaben, hvorover de kunne raade, skulle betrag tes som henhørende til Mobilgarden, naar de anlægge dennes militære Kjendetegn, der yde dem samme Be skyttelse som de militært organiserede Korps». Herefter kunde det jo synes, som om Vedkommende kunde føre Krig paa egen Haand, uden at slutte sig til noget bestemt Korps, hvad dog neppe har været Meningen. Uniformen bestemtes foreløbig til den blaa Nationalblouse med røde Distinktioner (Kors) paa Ærmerne. Mobil gardisterne bare desuden Kepy. Men brugbare Førere, som kunde være ansvarlige for de Undergivnes Optræden i Overensstemmelse med de folkeretlige Krigslove, kunde ikke saa hurtig skaffes tilveie, og disse Love ere vel derfor heller ikke altid bievne overholdte. Efterhaanden bleve ganske vist Manglerne afhjulpne, men Tiden var gaaet, og Invasionsarmeen havde vidst at benytte sig af disse uheldige Forhold.
Som Betingelse for at behandle de irregulære Kom battanter som Soldater forlangtes fra tydsk Side for det Første, at Paagjældende skulde være de franske militære Love undergivne og rette sig efter de folkeretlige Krigs love. Dette var selvfølgeligt og gav ikke Anledning til videre Forhandling. Dernæst gjordes i Begyndelsen den overdrevne og senere frafaldne Fordring, at hver enkelt Mand ved en til ham rettet Ordre om Møde til et be stemt Korps skulde kunne godtgjøre, at han henhørte til et saadant. Fremdeles fordredes, at i ethvert Fald Franctireurerne skulde staae under Befaling af Officerer, som henhørte til den egenlige Armee. Denne endnu mere uberettigede Fordring blev dog ligeledes frafalden, idet man erkjendte, at det var tilstrækkeligt, at Føreren var anerkjendt af den franske Regjering. Men navnlig vilde Tydskerne ikke anerkjende de vedtagne militære Kjende- tegn. Det paastodes, at Franctireurs og Mobilgardister ikke vare kjendelige som Militære i Geværskuds Distance, og kun saadanne vilde blive ansete som staaende under Folkerettens Beskyttelse. Desuden klagedes over, atDistinktionerne med Lethed kunde aftages og igjen paa sættes, saa at Paagjældende snart kunde optræde som Kombattanter og snart som fredelige Beboere. Den franske Krigsminister svarede, at man ikke «de bonne foi» kunde forvexle det vedtagne militære Kostume med Bøndernes Nationaldragt, hvorfor han eventuelt truede med Repressalier ligeoverfor Landeværnstropperne.
Det egenlige Stridsspørgsmaal var altsaa tilsidst et rent faktisk, om den fra begge Sider som nødvendig erkjendte Betingelse, at Kombattanterne vare kjendelige som saadanne i Geværskuds Distance, var tilstede eller ikke. Men efter alle Beretninger har jo dette saavel som de øvrige Stridsspørgsmaal, hvorom der først efterhaanden, og tildels igjennem Repressalier opnaaedes Enighed, haft en høist sørgelig Indflydelse navnlig paa Førelsen af den «lille« Krig. Der er ingen Tvivl om, at Tydskerne i det Hele have stillet for store Fordringer for Kombattanternes Anerkjendelse, men Frankrig maa det, ogsaa i denne Henseende, bebreides, at det først, da Fjenden stod ved Landets Grændser, skred til en virkelig Organisation af sine Reserver.
En egenlig Massereisning imod Invasionen kom ikke i Stand. I saa Fald vilde militære Kjendetegn have været, om ikke helt overflødige, saa dog mindre fornødne; det Første det Bedste, et hvidt Bind om Armen eller Lig nende vilde i al Fald have været tilstrækkelig. Invasions armeen veed nemlig saa, hvad den har at rette sig efter, og maa være belavet paa at træffe en Kombattant i hver vaabenfør Mand. Det maa vel derfor antages, at det er sandt, hvad Tydskerne sige, at de, hvis en Massereisning virkelig var kommen i Stand, ikke vilde have udført de Trudsler, hvormed de ellers stadig søgte at skræmme «les paysans non habillés militairement«. — Massereis ning er jo et Ord, som ikke bør udtales uden efter den alvorligste Overveielse og navnlig ikke uden øieblikkelige kraftige Forsøg paa at faae en saadan i Stand. Om det i sidstnævnte Henseende har manglet paa tilstrækkelig Energi fra fransk Side, skal jeg ikke kunne sige, men uagtet hyppige Opfordringer fra de lokale Autoriteter og uagtet Regjeringsdekretet om Massereisning af 2den No vember — som forøvrigt kort efter tilbagekaldtes — blev Resultatet kun, at enkelte Beboere hist og her toge Del i Forsvaret, hvad nødvendigvis maatte føre til Repres salier. De talrige Beretninger herom fra Krigens Tid have dog i flere Tilfælde vist sig betydelig overdrevne. I Henseende til den da saa meget omtalte Indtagelse af Bazeilles skal jeg saaledes minde om, at det ved den af de franske Autoriteter, paa Foranledning fra tydsk Side, optagne Rapport er konstateret, at Antallet af Døde, Saarede og Forsvundne af Byens Befolkning ialt var 39; 2 sengeliggende Kvinder, 3 Mænd og 3Børn bleve inde brændte, Resten af de 39 var 30 Mænd og 1 Kvinde. Yed at bekjendtgjøre denne Rapport (Nancy, Juni 1871), som i høi Grad reducerer de tidligere anførte Tal, til føjer General v. d. Thann, at den største Del af Byen blev et Rov for Flammerne, da Kanonilden i 2 Dage havde været rettet imod den, og da der førtes en 6 Timers morderisk Kamp om Gader og Huse med Marine-infanteriets Division, i hvilken Kamp hans Korps havde 2000 Døde og Saarede.
Paa Brüsselerkonferencen vedtoges, dog ikke uden Reservationer fra flere Sider, følgende, som det forekom mer mig, i alt Væsenligt fyldestgjørende Bestemmelser: «Art. 9. De folkeretlige Krigslove med deraf følgende Rettigheder og Pligter gjælde ikke blot for Armeen, men ogsaa for Militstropper og frivillige Korps, naar de op fylde følgende Betingelser: 1) at de kommanderes af en Chef, som er ansvarlig for sine Undergivne, 2) at de bære et tydeligt, fast anbragt Kjendetegn, som kan sees i Afstand, 3) at de bære Vaaben aabenlyst, og 4) at de i deres Maade at føre Krigen paa rette sig efter de folkeretlige Krigslove. — I de Lande, hvor Militstropper udgjøre Armeen eller en Del af denne, ere de indbefat tede under Benævnelsen «Armee». Art. 10. Befolkningen paa et endnu ikke okkuperet Territorium, som ved Fjen dens Nærmelse af egen Drift griber til Vaaben for at bekæmpe Invasionsarmeen, uden at have haft Tid til at organisere sig i Overensstemmelse med Art. 9, skal be tragtes som krigsførende, naar den overholder Krigslovene og Krigsbrug». — De gjorte Reservationer angik især den sidst oplæste Art. 10 om Massereisning, som antoges i for høi Grad at begrændse Forsvaret. Navnlig sagdes Udtrykket »la population d’un territoire« at være for snevert; ogsaa et færre Antal Personer, ja selv den Enkelte, som i patriotisk Iver tog Del i Forsvaret, burde beskyttes. Mere berettiget var Bemærkningen om det Ubestemte ved den opstillede Betingelse, at Befolkningen ikke skal have haft «Tid» til at organisere sig. Jeg skal dog ikke nærmere omtale de vistnok overdrevne Betænke ligheder, som Art. 10 foranledigede — den belgiske De legerede, som forøvrigt har saa store Fortjenester af Konferencen, har af sine egne Landsmænd maattet høre ilde for sin Optræden i dette Spørgsmaal — , men kun bemærke, at det jo er almindelig erkjendt, at det uor ganiserede Forsvar i Nutidens Krige er af høist tvivlsom Betydning, medens det er sikkert, at det medfører for færdelige Ulykker og Grusomhed i Krigsførelsen. Det blev med Føie bemærket paa Briisselerkonferencen, atselv om man kun opstiller den ene og uafviselige Betingelse for at behandle Deltagerne i en Massereisning som Kombattanter, at de rette sig efter de folkeretlige Krigslove, saa vil en Befolkning uden Førere, som kan veilede den i denne Henseende, atter og atter gjøre sig skyldig i Brud paa Love, som den ikke kjender, og der ved udæske Fjenden til de strengeste Forholdsregler. Denne Omstændighed indeholder en alvorlig Opfordring til enten ganske at opgive Tanken om at forstærke For svaret ved Personer, som ikke henhøre tilArmeen, ellerallerede i Fredstid at organisere det saaledes, at even tuelt alle vaabenføre Mænd kunne opfylde de i Brüsselerforslagets Art. 9 indeholdte Bestemmelser om Milits og Frikorps. Det er dette Sidste, som man allerede har gjort i Tydskland ved Lov om Landstormen af 12te Fe bruar f. A., og, saavidt vides, har Italien gjort det Samme.
Det vil erindres, at det kun er Befolkningen paa et endnu ikke okkuperet Territorium, som Briisselerforslagets Art. 10 under visse Betingelser giver Ret til at deltage i Forsvaret. Naar nemlig en Armee har besat et fjendligt Territorium, suspenderes ved dette Faktum den legale Autoritet, og i Stedet herfor træder Okkupationsarmeens militære. Enhver, som opholder sig paa Territoriet, betragtes som midlertidig Undersaat af den ved Okkupationsarmeen repræsenterede Stat, hvad blandt Andet viser sig i, at Begrebet Krigsforræderi o: Handlinger, som sigte til at befordre Fjendens Foretagender, fra den indre Strafferet, hvorved jo tænkes paa skadegjørende Hand linger ligeoverfor Fædrelandets Krigsmagt, overføres paa saadanne Handlinger fra Beboernes Side ligeoverfor den okkuperende Krigsmagt. Man taler altsaa om Krigs forræderi i folkeretlig Forstand, og en Reisning imod Okkupationsarmeen kan af denne behandles som Oprør (Krigsrebellion). Men da Befolkningens undersaatlige Forhold til Fædrelandet ikke er løst, fremkommer en Dobbelthed, som gjør Spørgsmaalet om den okkuperende Stats Forhold til Befolkningen paa det okkuperede Ter ritorium til det vanskeligste i den internationale Krigsret.Det er da ogsaa dette, som har optaget den største Del af Forhandlingerne paa Briisselerkonferencen. Men det skyldes vist kun den tydske militære Delegeredes liøist reserverede Optræden, at man uforholdsmæssig meget beskjæftigede sig med det ganske vist grundvæsenlige, men i og for sig temmelig utvivlsomme Spørgsmaal om, hvad der udfordres for at den omhandlede militære Autoritet skal være traadt i Stedet for den legale. Da herjo er Tale om usurperet Magt og Myndighed, kan Svaret paa dette Spørgrmaal kun være: Okkupationsarmeen skal faktisk være i Stand til at hævde sin Autoritet; og i Overensstemmelse hermed hedder det i Brtisselerfor slagets Art. 1: «Et Territorium ansees for okkuperet, naar det faktisk er undergivet den fjendlige Armees Au toritet. Okkupationen strækker sig kun til de Territorier, hvor denne Autoritet bestaaer og er i Stand til at gjøre sig gjældende (oti cette autorité est établie et en mesure de s’exercer)». — Det var disse sidste Ord «et en mesure de s’exercer» eller, som det paa et tidligere Stadium hed, «et tant qu’elle est en mesure de s’exercer», som den tydske militære Delegerede modsatte sig. Han begrundede navnlig sin Opposition ved den Bemærkning, at en Okkupation ikke kunde sammenlignes med en Blokade; men paa Anledning erklærede han dog, at det ingenlunde var hans Mening, at man skulde kunne pro klamere den militære Autoritet for Distrikter, som ikke virkelig vare okkuperede, paa samme Maade som man tidligere notificerede Blokader uden virkelig at blokere, og dog gjorde Fordring paa Blokerendes Rettigheder. Da fremdeles Alle vare enige med ham i, at der ikke kunde være Tale om at fordre bestemte, udvortes paa- viselige Kjendetegn paa den militære Autoritets Tilstede værelse overalt paa det okkuperede Territorium, skal jeg ikke kunne sige, hvad han egenlig mente; men uagtet han tilsidst synes at være gaaet ind paa Artiklens Defi nition, fornægtede han dens praktisk vigtigste Konsekvens. Hvorledes skal det nemlig afgjøres, om Okkupations armeen er i Stand til at hævde sin Autoritet? Om en Blokade er effektiv, kan nogenlunde undersøges; man seer jo undertiden de neutrale Stater foretage en saadanUndersøgelse. Men den eneste Prøve paa, om en Ok kupation er virkelig, er en Reisning af Befolkningen, om en saadan lykkes eller ikke. Lykkes Reisningen — her tænkes selvfølgelig ikke paa en blot Fordrivelse af de faa Personer, som efter Omstændighederne kunne være tilstrækkelige til at repræsentere Autoriteten — , saa var Autoriteten ikke tilstede, men det faaer fornemmelig kun praktisk Betydning i det Tilfælde, at Okkupationsarmeen, efter for en Tid at være fordreven, atter skulde rykke frem og for anden Gang okkupere Territoriet. Kan Be folkningen saa behandles som Rebeller? Efter Artiklens Definition aabenbart ikke, da den militære Autoritet har vist sig ude af Stand til at gjøre sig gjældende. Men den tydske militære Delegerede udtalte sig i modsat Retning. — Saafremt Reisningen mislykkes, er Beviset for Okkupationsarmeens Autoritet ført med det Samme, og, som bemærket, er det efter den nugjældende Folkeret givet, at Deltagerne i en saadan Reisning ikke staae under Folkerettens Beskyttelse. I det oprindelige russiske Forslag indeholdtes en Artikel, som udtrykkelig udtalte dette, men den udelodes med Eenstemmighed i det endelige Forslag. (Jrunden til denne Udeladelse ud trykte den belgiske Delegerede paa følgende Maade: «Der forefalder og vil altid i Krigen forefalde Ting, som man maa finde sig i. Men her er Talen jo om at give be stemte internationale Regler for Krigens Førelse. Hvis et Lands Borgere skulle behandles som Forbrydere, fordi de med Fare for deres Liv have forsøgt at forsvare Fædrelandet, saa skulle de dog ikke paa den Pæl, hvor ved de blive skudte, finde opslaaet en Artikel i en af deres egen Regjering underskreven Traktat, som forud dømte dem til Døden».
Men det er jo ikke Hensigten at følge Brüsselerkonferencens Forhandlinger, endsige at omhandle alle de Spørgsmaal, som Okkupationen af fjendligt Land foran lediger. Kun disse almindelige Bemærkninger have maaskee været fornødne til den rette Vurdering af de Krigsførendes gjensidige Optræden under Okkupationen 1870—71.
De af Cheferne for de tydske Armeekorpser i Begyndelsen af Krigen (August) udstedte Proklamationer til Befolkningen i de okkuperede Distrikter løde saaledes:
I. I de af de tydske Tropper okkuperede Distrikter ville de militære Love fra nu af blive anvendte paa en hver Handling, som sigter til at udsætte de tydske Troppers Sikkerhed for Fare, at foraarsage dem Skade eller yde Fjenden Hjælp. De ansees for gjældende i ethvert Fredsdommerdistrikt, naar det er bekjendtgjort et Sted i Distriktet.
II. Alle Personer, som ikke henhøre til den franske Armee og ikke ved ydre Kjendetegn kunne godtgjøre deres Egenskab som Soldat, og som a) spionere for Fjenden, b) som Førere lede de tydske Tropper vild, c) dræbe, saare eller plyndre Personer, som henhøre til de tydske Tropper eller disses Følge, d) ødelægge Broer eller Kanaler, beskadige Telegrafliuier eller Jernbaner, gjøre Veiene impassable, opbrænde Krigsmunition eller Troppernes Kvarterer, e) bære Vaaben imod de tydske Tropper — straffes med Døden. — I ethvert Tilfælde vilden Offlceer, som bestemmer Sags Anlæg, beordre Sam mentrædeisen af en Krigsret til Sagens Undersøgelse og Paakjendelse. Krigsretterne kunne ikke idømme anden Straf end Dødsstraf. Deres Domme exekveres strax.
III. De Kommuner, hvortil de Skyldige høre, saa- velsom de, paa hvis Territorium den strafbare Handling er begaaet, ansees i ethvert Tilfælde med en Bøde saa stor som den aarlige Grundskat.»
Det er jo sikkert nok, at en Armee i fjendligt Land maa fastsætte strenge Straffe for alle Handlinger fra den civile Befolknings Side, som sætte dens Sikkerhed i Fare. Men en saa hyperdrakonisk Fremgangsmaade, ikke at anvende anden Straf end Dødsstraf, kan ikke være nød vendig, og er derfor uberettiget. Klogt er det heller ikke, da for hyppig Trudsel med Dødsstraf, uden mindste Hensyn til Handlingens nærmere Beskaffenhed, let forfeiler den tilsigtede Virkning, for ikke at tale om, at det fremkalder Afsky og Trods, som kan føre til Opstands forsøg. Fremdeles er Bestemmelsen om Bødestraf, ikke alene for Gjerningsstedets Kommune, men ogsaa for den Kommune, hvor Gjerningsmanden liører hjemme, i hoi Grad ubillig og næsten meningsløs. I senere Proklama tioner synes man at have erkjendt dette, da de kun tale om Ansvar for Gjerningsstedets Kommune, men til Gjengjæld trues saa Huse og Byer med fuldstændig Tilintetgjorelse, ja Befolkningen gjøres endog ansvarlig for et hvert overraskende Angreb. Og det blev, som bekjendt, ikke ved Trudselen; i flere Tilfælde afbrændtes hele Kom muner. Om slig Fremfærd gjælder i endnu høiere Grad end om en for hyppig Anvendelse af Dødsstraf, at denmaa fremkalde Afsky, og man maa vente i de husvilde Beboere at finde Modstandere, som ikke ville skye noget Middel for at skaffe sig Hævn. — Det er maaskee netop den alvorligste Bebreidelse, som kan rettes imod Tyd skerne, at de strax i Begyndelsen af Krigen, og forinden de flere fra fransk Side givne Foranledninger, optraadte med en overdreven Strenghed, som paa Forliaand maatte bidrage til at give Krigen det Præg, hvorved den i saamange Henseender er kommen til at danne en sørgelig Undtagelse fra andre.
En anden alvorlig Bebreidelse angaaer Anbringelsen af ansete Beboere paa Jernbanetogene i de okkuperede Distrikter. Det hedder herom i en Proklamation (Ok tober): «I Anledning af de hyppig forefaldende Tilfælde, at Skinner borttages eller Stene henlægges paa Jernbanerne, bestemmes: Herefter vil en særlig dertil udvalgt Borger [i en anden Proklamation hedder det: «Beboere, som ere kjendte og nyde almindelig Agtelse»] blive tvungen til atbestige ethvert Tog. Han vil blive anbragt paa Lokomo tivet, paa det farligste Punkt, for at Beboerne kunne lære, at deres Medborgere ville blive Offre for de Jernbanerne tilføiede Beskadigelser.» Denne Befaling overholdtes med den største Strenghed; ved Slag og Kolbe stød drev man de mindre Villige, Fredsdommere og andre ansete Personer, op paa Lokomotiverne. Den var saa meget mere uberettiget, som det i Regelen var Kom battanter, der udenfra gjorde Indfald paa det okkuperede Territorium og opbrøde Skinnerne. Deri vare de jo i deres gode Ret, og, som man herefter kunde vente, hjalp Metoden heller ikke. Man skulde i al Fald troe, at det var nok, at Sligt kunde skee; men det har endog fundet Forsvarere. Bluntschli kalder det vel «eine nicht unbedenkliche Anvvendung des Geiszelrechts», men en kelte tydske Professorer ere af en anden Mening. Det er en Misforstaaelse af Bluntschli, sige de, naar han her taler om Gidsler; det veed vi nok, at dem har man ikke Lov til at slaae ihjel eller lemlæste. Nei, det er noget ganske Nyt, en høist fortjenstfuld tydsk Opfindelse afstor Betydning for Nutidens Krige, hvor Jernbaner spille saa stor en Rolle! — Man tør dog haabe, at Anvisningen ikke vil blive fulgt.
Naar de høieste militære Autoriteter have udstedt og strengt overholdt saadanne Befalinger, hvad nødvendigvis maa virke demoraliserende, kunne de ikke undgaae Med ansvar for begaaede Excesser, hvor man dog maa antage, at det direkte Ansvar ikke kan føres i al Fald saa høit op. At man imidlertid maa være meget forsigtig med at fæste Lid til Beretninger herom, som indeholdes i Blade og Brochurer, er det tilstrækkeligt at bemærke. Den franske Presses Upaalidelighed under Krigen er bekjendt nok. Forøvrigt kan man heller ikke i denne Henseende stole paa den neutrale, ja ikke engang paa den tydske. Jeg skal kun anføre et paa en nalmindelig sikker Maade konstateret Tilfælde, som passerede i Landsbyen Vaux i Ardennerne. Denne 15y blev Torsdagen den 27de Ok tober besat af en Afdeling preussiske Landeværnstropper. Den følgende Dag vexledes Skud med nogle Franctireurs, og ved denne Ledighed faldt en preussisk Underofflceer. Under Paaskud af, at Befolkningen havde skudt paa Trop perne, blev strax efter Kampen henved 40 af Landsbyens mandlige Beboere indespærrede i Kirken, og den næste Dag afholdtes i Præstegaarden Noget, som kaldtes for en Krigsret, under Forsæde af en Oberst. For denne For samling mødte efter Tilsigelse Mairen og Sognepræsten i Vaux, men de sagde begge, at de vare overbeviste om, at In gen i Kommunen havde forbrudt sig imod Krigslovene, eller kunde drages til Ansvar for det Passerede; de er klærede allsaa ikke at kunne udpege Nogen som skyldig, og bade om Naade for Beboerne. Senere paa Dagen indfandt en Oberstlieutenant sig hos Sognepræsten og meddelte ham, ikke uden en vis Nølen, at det var be stemt, at 3 af de i Kirken Indespærrede skulde skydes. Da Præsten paany nedlagde energisk Protest, skal Oberst- lieutenanten have sagt: «Troer De, at det er med Fornoielse, at jeg udfører denne Ordre fra høiere Vedkom mende?» Han bad Præsten om at yde Paagjældende Religionens Trøst, og paa Veien til Kirken foreslog han ham, hvis han vilde, at udpege de tre daarligste Per soner i Sognet («les trois plus méchants»), som han saa vilde holde sig til. Præsten svarede med Afsky, at der var Gode og Onde i alle Lande, men i denne Sag var der ingen Skyldige. «Nu vel, saa lader jeg dem trække Lod», svarede Oberstlieutenanten. Allerede forinden havde imidlertid en preussisk Officeer indfundet sig i Kirken og opfordret de Indespærrede til at vælge de 3,som skulde skydes, og — man var feig nok til at efter komme Opfordringen. Det første Valg blev rigtignok forkastet af Officeren, da det viste sig, at der iblandt de Valgte var 2 saarede Mobilgardister, som tilmed ikke hørte til Kommunen; men kort efter var man paany — med alle Stemmer imod 3 — enig om, hvem der skulde skydes. Da derfor ObersUieutenantcn traadte ind i Kirken med Lodsedler i sin Pikkelhue, mødtes lian med den Erklæring, at Sagen allerede var afgjort, og de 3 Valgte bleve førte ud og skudte paa Kirkegaarden. — Dette Stykke Trediveaarskrig fra Oktober 1870 godt gjordes under en Proces, som henved to Aar efter Krigen anlagdes af Enken efter en af de Skudte imod de Personer, som havde forestaaet Valghandlingen i Kirken. Ved Dommen dømtes de — og der er vel ingen Tvivl om, at disse Hædersmænd jo have gjort Alt for at undgaae dette Resultat — til at betale Enken en aarlig Liv rente af 700 Fr. Forøvrigt er Faktum heller ikke senere benægtet fra tydsk Side.
Paa den anden Side kan det ved Bedømmelsen af den tydske Armees Færd ikke lades ude af Betragtning, at de franske Autoriteter undertiden optraadte paa en al Folkeret fornægtende Maade. Da saaledes i Soissons en enlig staaende preussisk Skildvagt Natten imellem den 27de og 28de Oktober var bleven overfalden og saaret af en ubekjendt Person, og Muncipalraadet den følgende Dag i en Proklamation dadlede denne Handling og ad varede imod Gjentagelse, som kun kunde føre til Repressalier fra tydsk Side — altsaa en fuldstændig korrekt Optræden — , bekjendtgjorde det officielle Organ for Regjeringen i Tours Navnene paa Raadets Medlemmer for, som det hedder, at overgive dem til den offentlige Foragt, og i en Cirkulærskrivelse fra Præfekten i Côte d’or af 21de November hedder det: «Fædrelandet forlanger ikke af Eder, at I skulle forene Eder i Masse og aabent modstaae Fjenden. Det venter, at hver Morgen 3 eller 4 resolute Mænd drage bort fra deres Kommune og op stille sig paa et dertil egnet Sted, hvorfra de uden Fare kunne skyde paa Preusserne o. s. v.» Endelig have ogsaa her de tidligere omtalte Stridsspørgsmaal om Franctireurerne, som idelig omsværmede og gjorde Indfald paa det okkuperede Territorium, haft deres sørgelige Indfly delse, uden at Skylden herfor udelukkende falder Tydskland til Last.
I Henseende til Forholdet ligeoverfor fjendlig Eiendom, er det jo hævet over al Tvivl, at en Armee i fjendligt Land er berettiget til at udskrive Rekvisitioner in natura af Fødemidler, Klædningsstykker m. m., forsaavidt saadanne ere nødvendige til Armeens Underhold. Pengekontributioner ansees kun berettigede som Erstatning for Rekvisitioner eller som Garanti for disses Opfyldelse, og som Repressalier for Brud paa Krigslovene. I begge Henseender er det utvivlsomt og indrømmet af Tydskerne, at Overskridelser have fundet Sted. Navnlig vil den i Slutningen af 1870 og Begyndelsen af 1871 udskrevne Krigsskat af 25 Fr. for hvert Individ i de okkuperede Distrikter ikke kunne forsvares efter de nys angivne almindelig anerkjendte Hovedregler. Det hed sig vel officielt., at Skatten var nødvendig til Okkupationsarmeens Underhold, men det er erkjendt fra kompetent Side, at Hensigten var at faae Beboerne til at ønske Fred og til de forestaaende Valg til Nationalforsamlingen at vælge Modstandere af Gambettas Parti. — Sandheden af Beskyldningerne om, at de tydske Soldater i en særlig Grad skulde have udvist Mangel paa Respekt for privat Eiendom — jeg tænker paa den ikke-offleielle Tilegnelse — er ikke konstateret, og den Omstændighed, at alle Beretninger gaae ud paa, at Disciplinen var fortrinlig, taler i høi Grad derimod. — Hvad Statseiendom angaaer, fortjener det at bemærkes, at ingen Kunstgjenstande ere bievne bortførte, hvad. som bekjendt, ikke altid har været Tilfældet i den nyere Tids Krige.
Den fransk-tydske Krig er den første, hvor Genfer- konventionen af 1864 med Tillæ gs artikler af 1868 er kommen til Anvendelse. Tillægsartiklerne, som paa Grund af flere Staters Betænkeligheder ved Bestem melserne om Søkrigen endnu ikke ere almindelig vedtagne, blev man nemlig ved Krigens Begyndelse enig om at ansce for gjældende.
Det viste sig strax, at Frankrig havde udvist en høi Grad af Forsømmelighed med at gjøre Armeen bekjendt med Konventionens Bestemmelser. Ingen eller saagodt som ingen af de ved Konventionen neutraliserede Per soner hare det vedtagne hvide Armbind med rødt Kors,og høitstaaende franske Officerer, ja endog Læger, er klærede, at de vare uvidende om Konventionens Existens. Nogen Betydning, med Hensyn til at saa Faa bare Arm bindet, kan maaskee dog tillægges en vis Ulyst til at beskytte sig ved «le brassard de sûreté», som de Franske i Begyndelsen kaldte det, en Fordom, der forøvrigt fuld stændig overvandtes, da man lærte at vurdere Konven tionens heldbringende Betydning for de Syge og Saarede. — Som et Exempel paa skadelige Følger af dette de Franskes Ubekjendtskab med Konventionen har man an ført Ambulancemateriellets Behandling ved Overgivelsen af Metz. Istedetfor at lade de Syge og Saarede, som befandt sig ved de talrige Ambulancer, blive ved disse, skyndte man sig at evakuere til Byens Hospitaler og stillede alt Materiellet op paa en offentlig Plads. Da der saaledes ikke var Syge eller Saarede at pleié ved Ambulancerne, da de faldt i Fjendens Hænder, hvad jo i Kon ventionen er opstillet som en Betingelse for Neutraliteten, blev Ambulancemateriellet med Bette gjort til Bytte af den tydske Armee. Omendskjøndt jeg troer, at det kan omtvistes, om de Franske, efter at Metzerkapitulationen var afsluttet som den var, overhovedet kunde gjore For dring paa at beholae Ambulancemateriellet, har jeg dog ikke villet undlade at omtale dette af en meget kompe tent Person i disse Sporgsmaal anførte Exempel, for at henlede Opmærksomheden paa, at der i al Fald kan være Tilfælde, hvor man ikke skal skynde sig altfor meget med at evakuere Ambulancerne.
Hvad forst angaaer Konventionens Art. 1—4 (Til lægsart. 1— 3), synes den i Krigen vundne Erfaring at have vist, at det i al Fald kan være Gjenstand for Tvivl, om man ikke helt burde udelade den nys omtalte Be tingelse for Ambulancernes og Sanitetspersonalets Neutra litet, Tilstedeværelsen af Syge eller Saarede; under Kri gen tilstodes der ofte Ambulancerne Neutralitet, uden at denne Betingelse var opfyldt. Det synes nemlig urimeligt og i Strid med Konventionens Aand, at en Ambulance, som er paa Yeien til Valpladsen eller bevæger sig paa denne, ikke skulde nyde godt af Neutraliteten, fordi den ikke i Oieblikket har Syge eller Saarede at pleie, og det kan ikke nægtes, at en Udeladelse af denne Betingelse vilde simplificere Konventionens Anvendelse. Men forsaavidt muligt at forhindre Spioneri, er det antaget, at man saa maatte fordre, at enhver isoleret Ambulance ved skriftlig Ordre maa kunne godtgjøre sin Berettigelse til at opholde sig der, hvor den antræfles. — En helt mod sat Anskuelse kom til Orde paa Brysselerkonferencen. Den tydske militære Delegerede havde ikke noget imod Sanitetspersonalets ubetingede Neutralitet, men han mente, at Ambulancernes Materiel i det Hele burde være de almindelige Krigslove undergivne. Ambulancerne skulde vel — ligesom det nu er Tilfældet med Hospitalerne — være neutrale, saalænge de havde Saarede at behandle, men naar de havde opfyldt deres Hverv ligeoverfor disse, skulde den Armee, i hvis Hænder de vare faldne, frit kunne disponere over dem. Det var altsaa en af Konventionens vigtigste Bestemmelser, han vilde have ophævet. Til Støtte herfor anførte han, at en Armee, som rykker frem, i Regelen vil faae ikke alene sine egne, men ogsaa alle eller dog de fleste af Fjendens Saarede at behandle, og det er aldeles uoverkommeligt med Ar meens eget Materiel. I saa Fald kan man ikke undvære Fjendens Ambulancer-, og man har Brug for dem ikke blot i Øieblikket, men for lang Tid. Den Armee, som trækker sig tilbage, har forholdsvis mindre Brug for Materiel, og bor i al Fald have tilstrækkeligt Reserve materiel til Erstatning af det tabte. Dan tilføiede, at alleRapporter fra Krigen bekræftede, at man kom i den største Forlegenhed ved at frigive de ljendlige Ambulancer. Kon ferencens øvrige Medlemmer erkjendte, at disse Bemærk ninger havde en vis Vægt, og maatte tages i Betragtning ved en eventuel Revision af Konventionen. Men paa den anden Side gjordes med Grund gjældende, at det var et Spørgsmaal, om Lægekorpsets Neutralitet, naar man alt saa atter skulde kunne gjørc Materiellet til Bytte, vilde være tilstrækkelig til at forhindre en Tilbagevenden til de tidligere Tilstande — at Ambulancerne, af Frygt for at falde i Fjendens'Hænder, trak sig tilbage med deres egen Armee — , om hvis Følger man havde saa sørgelig Erfaring fra Krigene 1859 og 1866, og som det netop var Konventionens Hensigt at forhindre. Hertil kommer, hvad tidt nok er bemærket under Forhandlinger om Konven tionen, at den Armee, som beholder Valpladsen, selv om den fortsætter Fremrykningen, ordenligvis vil have let tere ved at faae de Saarede anbragt end den overvundne, som i mere eller mindre Uorden trækker sig tilbage. Endelig bemærkedes paa Konferencen, at i al Fald de smaa Stater, som have lidt Reservemateriel, maae være forsigtige med at opgive deres Ret efter Konventionen.
Alle ere enige om, at Bestemmelsen i Art. 1, at Ambulancers og Hospitalers Neutralitet ophører, naar de beskyttes af en militær Styrke («force militaire»), maa omredigeres for ikke at foranledige Misforstaaelser. I de fleste Tilfælde vil en Vagt være fornødsn til Ordens Opretholdelse, og i fjendligt Land desuden til Beskyttelse imod en fanatiseret Befolkning; men Meningen er jo kun, at Ambulancer og Hospitaler ikke maae benyttes til of- eller defensive Formaal.
Bestemmelsen i Art. 3 (Tillægsart. 1), at de neutra liserede Personer, naar der ikke er flere Syge eller Saarede, som behøve deres Hjælp, skulle afleveres til deres Armees Forposter, blev saagodtsom ingensinde overholdt, da man med Grund frygtede for, at de skulde kunne give Fjenden Oplysninger til Skade for Armeen. De bleve derfor nødte til at foretage Hjemreisen ad lange Omveie, i llegelen over Schweiz eller Belgien. — Der imod sees der ingen Grund til, at de Læger, som vare faldne i Fjendens Hænder, ikke fik den dem i Tillægs art. 2 — rigtignok i temmelig ubestemte Udtryk —lovede Lønning. Bestemmelsen er jo motiveret ved, at Lægerne efter Konventionen mere end Andre ere udsatte for at falde i Fjendehaand, og hvis den ikke overholdes, kunne de fristes til at handle imod Konventionen, som jo vil, at de uforstyrret af Kampens Gang vedblive at passe de Saarede.
Konventionens Art. o (Tillægsart. 4), som appellerer til Beboernes Hjælp med at pleie de Saarede imod at tilstaae dem forholdsvise Lettelser i Henseende til Ind kvartering og Kontributioner, har givet Anledning til megen Misbrug eller dog Forsøg derpaa. Hvor ubekjendte de Franske end vare med Konventionen, lærte de snart den mærkelige Virkning af Genferkorset at kjende. Naar Fjenden nærmede sig en By, vilde Alleave Saarede at pleie, saa at man var nærved at slaaes om dem. Men støttende sig til den Passus i Art. 5, hvor det hedder: «Enhver i et Huus optaget og pleiet Saaret tjener dette til Beskyttelse», var man mest tilbøielig til at nøies med 1, siger og skriver een Saaret. En fransk Forfatter siger: »Hvis man havde kunnet dele ham, vilde man have været tilfreds med en Brøkdel». Naar Tyd skerne saa kom til Byen, saae de alle Iluse tone Kon ventionens Flag, og Beboerne mødte med Paastand om at være fritagne for Indkvartering. — Ihvorvel denne under Krigen meget yndede Fortolkning ikke lader sig forene med Artiklen, kan det ikke nægtes, at dens høist uheldige Affattelse — uden den tilhørende Tillægsartikel er den aldeles ubrugelig — har nogen Skyld i, at de anførte Misbrug overhovedet have kunnet opstaae.
Den i Tillægsart. 5 indeholdte mærkværdige Bestem melse, at de i Fangenskab helbredede Saarede, selv om de ikke erkjendes for udygtige til fremtidig Krigstjeneste, skulle frigives, imod at de love ikke mere at deltage i Krigen, blev ikke overholdt fra nogen af Siderne. I en kelte tydske Beretninger hedder det dog, at Tydskerne i Begyndelsen efterkom Bestemmelsen, men afstode derfra, da Løfterne ikke bleve holdte. Men hvorledes det end forholder sig hermed, er det ikke at undres over, at Artiklen ikke blev overholdt, da man saagodtsom ingen Garanti har imod Brud paa de afgivne Løfter. Selv om Staten ansees forpligtet til ikke at tage de paa denne Betingelse Frigivne i sin Tjeneste, og selv om man for udsætter den redeligste Villie i denne Henseende, kan den ikke udøve nogen sikker Kontrol, naar Vedkommende er tilsinds at bryde sit Ord. I England skal man jo have haft Exempel paa, at en deserteret Soldat efterhaanden har ladet sig hverve og taget Haandpenge ved 7 forskjellige Regimenter. Kan Sligt passere i Fredstid, hvad maa man saa ikke vente i Krigstid, hvor tidt det ene Regiment oprettes efter det andet, for ikke at tale om Frikorps? Det er ogsaa med Grund bemærket, at Løftet «de ne pas reprendre les armes pendant la durée de la guerre» neppe vilde have været til Hinder for, at f. Ex. Frankrig havde sendt de Frigivne til Algier for at bekjæmpe Opstanden, og saaledes faaet de derværende Tropper disponible.
Fremdeles har Erfaring vist, at Art. 7, som fastsætter Konventionens Kjendetegn, hvid Fane og hvidt Armbind med rødt Kors, maa suppleres med Bestemmelser, som frembyde mere Garanti imod Misbrug. Det kan ansees for givet, at baade Spioneri og Valrov er blevet begaaet under Genferkorsets Beskyttelse, og om Franctireurerne, som jo cre bievne beskyldte for alt Muligt, hedder det i tydske Beretninger, at de undertiden bare selvfabrikerede Armbind med Genferkorset i Lommen, til Brug efter Omstændighederne. — Paa Brysseler- konferencen var man enig om, at enhver ved Konven tionen neutraliseret Person bør være forsynet med et Legitimationskort, som, foruden vedkommende militære Autoritets Bemyndigelse til at bære Armbindet, inde holder Paagjældendes Signalement og Underskrift; ja Nogle have endog anseet Fotografi for nødvendigt. — Disse Bestemmelser henhøre ganske vist til de i Konven tionens sidste Artikel omhandlede Details, som det er overladt de kæmpende Armeers Generaler nærmere at fastsætte, men det vilde vist være heldigst, om de op toges i selve Konventionen.
Endelig viste det sig i Begyndelsen af Krigen at være meget almindeligt, at man ikke havde lagt Mærke til, at Konventionen kun angaaer de kæmpende Armeers officielle Sanitetspersonale. Mange af de overalt dannede frivillige Selskaber til Syge og Saaredes Pleie troede sig berettigede til at træde i Virksomhed uden Bemyndigelse af vedkommende militære Autoritet. Sær ligt havde Englænderne den fixe Idee, at en Bemyndigelse af det engelske Krigsministerium var fuldkommen til strækkelig; en af dem udtaler endogsaa sin Beklagelse over, at han kun har Bemyndigelse af det franske Krigs ministerium, i Modsætning til hans Landsmænd, som have det engelskes, hvad naturligvis var meget bedre. Disse frivillige Selskaber anbragte Genferkorset saa mange Steder som muligt, foruden paa Armen, paa Bryst, Krave flue, ja endog paa Ambulancehestene; saa kjørte man af sted i høist besynderlige Optog og mente, at det var«all right«. — Det følger af sig selv, at Sligt ikke kan gaae an. Armeen bør gjøre Alt for at opmuntre den frivillige Sygehjælp i Krig — Erfaring har noksom vist, at den ikke kan undværes — , men en Organisation er nødvendig, og navnlig maae Bærerne af Armbindet paa samme Maade som det officielle Sanitetspersonale kunne godtgjøre deres Berettigelse til at anlægge det.
Det vil af det Anførte sees, at Genferkonventionen i flere Punkter er bleven overtraadt, fordi dens Bestem melser ikke fornuftigvis kunde overholdes. Hvad de øvrige Overtrædelser angaaer, vil det i mange Tilfælde kunne tjene til Undskyldning, at den er høist mangelfuld affattet. Den er jo skreven paa Fransk, men at dømme efter det gamle Ord: «Ce qui n’est pas clair n’est pas français», saa er det vist, at det er mindre godt Fransk. Paa Briisselerkonferencen lod man til at mene, at Kon ventionen kunde blive brugelig ved en Forandring afTillægsartiklerne, som jo endnu ikke ere ratificerede; man kunde fristes til at sige heldigvis, da man jo ellers kunde frygte at faae 2 Sæt Tillægsartikler. Men hvor uheldigt det end er helt at omredigere en international Traktat saa kort Tid efter dens Afslutning, troer jeg dog, at det er den almindelige Mening, at man kun paa denne Maade kan komme til et heldigt Resultat i denne høist vigtige Sag. Thi trods alle Mangler og de talrige Overtrædelser og Misbrug, som have fundet Sted, ere Alle enige om at betegne Konventionen som den nyere Tids betydningsfuldeste Skridt henimod en humanere Krigsførelse.
Med Forbigaaelse af de ved Krigsfangernes Behandling, de afsluttede Konventioner o. fl. Forhold foranledige de Spørgsmaal af forholdsvis mindre Interesse, skal jeg nu med et Par Ord omtale Søkrigen.
Som sædvanlig bekjendtgjorde de Krigsførende, hvilke Regler de agtede at følge ligeoverfor Modpartens Handelsskibe. Medens Frankrig erklærede, at det vilde holde sig til Pariserdeklarationen af 1856, hvad det ogsaa senere gjorde, bekjendtgjorde Tydsldand, at dets Krigsskibe ikke vilde opbringe franske Handelsskibe, selvfølgelig dog med Undtagelse af de Tilfælde, hvor ogsaa neutrale Skibe kunne opbringes (Blokadebrud, Tilførsel af Krigskontrebande o. 1.). Det er første Gang, at en saadan Erklæring er afgiven, uden samtidig at være betinget af den sammeFremgangsmaade fra Modpartens Side, og som Følge heraf var man i Tydskland meget begeistret over den udviste Ridderlighed. Jeg skal ikke opholde mig ved, at Tydskland var Frankrig langt underlegent tilsøes, og altsaa i høi Grad interesseret i, at Frankrig vilde gaae ind paa den antydede modus vivendi, men kun bemærke, at det er uheldigt at slaae sig selv paa Munden, og det var det, Tydskland gjorde, da det i Januar 1871 bekjendt gjorde, at nu vilde man alligevel gjøre sit Bedste for at opbringe franske Handelsskibe.
Det har herefter ikke kunnet undgaaes, at det gamle Spørgsmaal, om hvorvidt det vilde være heldigt ved en Konvention at afskaffe det Krigsmiddel, som bestaaer i at opbringe fjendlige Handelsskibe, paany er bleven reist efter Krigen. Ihvorvel de fleste Folkeretslærere endog i meget stærke Udtryk erklære sig for den bekræftende Besvarelse af dette Spørgsmaal, og navnlig støtte sig til, at der ikke er Grund til at gjøre Forskjel paa Sø- og Landkrige, i hvilke sidste Principet om Privateiendoms Uangribelighed i det Væsenlige er anerkjendt, kan der dog anføres vægtige Grunde for den modsatte Anskuelse. Ganske vist kunne Handelsflaadens Skibe ordenligvis ikke længere udrustes til Kapere, men under en Krig benyttes de i stort Omfang til Transport af Tropper og Materiel, og det er jo netop en saadan Brug, som gjør, at Jern banemateriel, selv om det tilhører Private, gjøres til Bytte eller i al Fald beslaglægges i Landkrige. Det er frem deles vel sandt, at Privateiendom i Almindelighed respek teres i Landkrige, men i disse har man ved Okkupation af det fjendlige Territorium, som i høi Grad, og navnlig ved de dermed forbundne Rekvisitioner og kontributioner, gaaer ud over Privateiendom, et kraftigt Middel til Fjendens Betvingelse. Landkrigen er altsaa — sige de Kon servative i dette Spørgsmaa) — selv om man vil afsee fra Bombardement, som jo direkte er rettet imod Privat eiendom, langtfra saa uskyldig, som den vil give sig Ud seende af ligeoverfor Søkrigen. Og særligt kan mærkes, at Tydskerne ved den før omtalte Kopskat paa 25 Fr., som udskreves ene og alene i den Hensigt at gjøre Befolkningen tilbøielig til at ønske Fred, have leveret et far ligt Vaaben imod denne af dem, navnlig forinden den tydske Krigsmarines nyere Udvikling, saa varmt forfægtede Sag. De have derved vist, at Privateiendom i Landkrige faktisk angribes udover hvad der er fornødent til Okkupationsarmeens Forsyning, og ved at tage Skatten i Forsvar have de i Theorien fornægtet deres Udgangspunkt. — Englands Stilling til dette Spørgsmaal er bekjendt nok, men det skader uden. Tvivl sin Sag, eller den, som det anseer for sin, ved at give det Udseende af, at den ikke skulde kunne taale en Diskussion. — Nordamerikas modsatte Standpunkt er let forklarligt, da det, naar fjendlige Han delsskibe ikke kunne gjøres til Priser, vil være saagodt- som uangribeligt for europæiske Stater.
Den Omstændighed, at Frankrig behandlede Kapitainerne paa de opbragte tydske Handelsskibe som Krigs fanger, gav Anledning til, at Tydskland lod 40 ansete Personer fra Frankrig føre til Bremen, hvor de interneredes. Fra tydsk Side gjordes gjældende, at man siden Kaperiets Afskaffelse ikke havde saa meget at frygte af den fjendlige Handelsflaades Personnel, at dettes Behandling som Krigsfanger kunde forsvares; saa kunde Tydskland med samme Bet have bortført som Krigsfanger de vaabenføre Alænd, som opholdt sig i de okkuperede Distrikter. Det kan heller ikke nægtes, at Forholdene ere bievne noget forandrede ved Pariserdeklarationen, men ikke desto mindre var Frankrigs Handlemaade i Overensstemmelse med folkeretlig Praxis indtil 1859, og disse Repressalier fra tydsk Side kunne derfor neppe forsvares.
Om de Krigsførendes og Neutrales gjensidige Forhold, som jeg nu skal omtale, fandt et interessant Noteskifte Sted imellem Tydskland og England i Anledning af engelske Undersaatters Vaabenforsendelser til Frankrig. Fra tydsk Side anførtes, at ihvorvel en neutral Stat ikke strengt taget er forpligtet til at forhindre Vaahenudførsel til Krigsførende, saa stemmede Tilstedelsen heraf dog ikke med en velvillig Hævdelse af Neutraliteten, hvad England saa meget mere burde iagt tage, som det jo maatte erkjende, at Krigen var ret færdig fra tydsk Side. Da man derhos antog, at den engelske Regjering ifølge Lovene kunde forbyde Ud førslen, som udelukkende kom Frankrig tilgode, opfor dredes den indtrængende til at gjøre det. At henvise Tydskland til dets utvivlsomme Ret til at opbringe de med Yaaben ladede Skibe, vilde jo være enstydigt med at ironisere over, at det var Frankrig underlegent tilsøes. England svarede, at Begrebet «velvillig» Neu tralitet var nyt og betænkeligt, da det forudsatte en Bedømmelse af, 'paa hvilken Side Retten var, hvad jo netop den sande Neutralitet lader uafgjort. Fremdeles henvistes til, at Preussen under Krimkrigen havde seet igjennem Fingre med Udførsel af Vaaben og andre Krigs- fornødenheder til Rusland, og det uagtet den preussiske Regjering havde udstedt Forbud derimod, et Forbud, som var let at overholde, da her var Tale om Landgrændse, medens et lignende Forbud i England ikke vilde kunne overholdes uden den besværligste og for al Handel i høi Grad generende Kontrol. Endelig var den engelske Regjering ifølge Lovgivningen ude af Stand til at give et saadant Forbud, da Lovene kun bemyndigede Administra tionen til at forbyde al Udførsel af Vaaben, hvorved var tænkt paa det Tilfælde, at England selv var i Krig og havde Brug for de tilstedeværende Vaaben; men et saa dant almindeligt Forbud, som i høi Grad vilde skade Landets Indtægtskilder, kunde man dog ikke med Billighed forlange. — Det har senere været paa Bane i England, om man ikke skulde see at faae en Lov, som bemyndigede Administrationen til at forbyde Udførsel af Vaaben til Krigsførende, en Bemyndigelse, som man saa efter Omstændighederne kunde benytte eller lade være at benytte. Men det er herimod gjort gjældende, at om- endskjøndt det ikke vedkommer en fremmed Stat, om et Land overholder sine Love, saalænge det ikke tilsidesætter folkeretlige Forpligtelser, saa lærer Erfaring noksom, at der lettere vil kunne rettes Bebreidelser her, naar Regjeringen til Skade for en anden Stat undlader at anvende de hestaaende Love eller at benytte sig af Bemyndigelser som den omhandlede.
Nordamerika benyttede den gode Ledighed til at holde Auktion over gamle Arsenalbeholdninger, men imod dette Land var Stemningen i Tydskland mindre bittér, da det med en vis Føie kunde paaberaabe sig Traktater med Preussen fra det forrige Aarhundrede.
Disse Vaabenforsendelser, som satte Frankrig i Stand til at fortsætte Krigen, efterat dets regulære Armee for største Delen var ødelagt, have fremkaldt Spørgsmaalet om Ønskeligheden af en international Konvention, hvor efter en neutral Stat skulde være forpligtet til under Straf at forbyde og efter Evne forhindre slig Udførsel til de Krigsførende. Schweiz, Belgien, Danmark og flere Stater udstedte et saadant Forbud i deres Neutralitetserklæringer. En saadan Overenskomst vil dog vist vanskelig komme i Stand, da den vil medføre en betydelig Indskrænkning i Fabrikstaternes Handel i Krigsstid, og for Søstaternes Vedkommende vil Kontrollen være saa besværlig, at de ville være ængstelige ved at paatage sit et saadant Ansvar. Hertil kommer, at en slig Overenskomst vilde nødvendig- gjøre, at Staterne, i langt høiere Grad end det allerede nu er Tilfældet, til enhver Tid vare fuldt rustede, og saaledes modvirke Folkerettens Bestræbelser for at gjøre Krig til et kun sjeldent forekommende Afgjørelsesmiddel imellem Stater.
Sluttelig skal jeg kort omtale Schweiz, Belgien og Luxem burg, de tre traktatmæssig neutraliserte Stater, som have Grændser til Frankrig.
Paa de af disse Stater udstedte Neutralitetserklæringer svarede de Krigsførende, at de vilde overholde Neutrali teten, saafremt Modparten gjorde det Samme. Hvad derimod kunde synes overflødigt, var, at der imellem England og Frankrig samt England og Tydskland afslut tedes to enslydende Traktater for ligesom at minde om, at Belgien var neutraliseret. Den belgiske Neutralitets traktat af 1839 var dog ikke saa gammel, at man med lidt folkeretlig Samvittighed kunde forudsætte, at den trængte til saa liøitidelige Udtalelser om, at man vildeholde, hvad man havde lovet. Den bekjendte Anledning tik disse Traktater, nemlig de imellem Frankrig og Tydsk land førte Underhandlinger om Belgiens Indlemmelse i Frankrig, er jo et nyt Bidrag til Oplysning om den Garanti for overhovedet at maatte bestaae som Stat, som opnaaesved traktatmæssig Neutralitet.
Under Krigen overholdt Schweiz og Belgien deres Neutralitet med den samvittighedsfuldeste Omhu. Schweiz udskrev strax 40,000 Mand, men da Krigen trak bort fra Grændsen hjemsendtes de for en Tid. Senere afvæbnedes og interneredes hele Bourbakis Korps, efterat der var afsluttet en Konvention, hvorefter Schweiz skulde have Erstatning for Omkostningerne. — Paa samme Maade forholdt Belgien sig ligeoverfor Flygtninge efter Kampen ved Sedan, men det gjorde ikke Fordring paa Dækning af Udgifterne. Da Tydskland anmodede om at maatte transportere Saarede igjennem Belgien, svaredes bekræf tende, saafremt Frankrig ikke havde Noget derimod. Men da Frankrig modsatte sig det, blev den sørgelige Følge, at den belgiske Regjering under stræng Straf paabød Jernbaneembedsmændene at paasee, at «ingen tydsk eller fransk Saaret tog Plads i Jernbanevognene». Paa Foranledning af den belgiske Delegerede vedtoges derfor paa Brfisselerkonferencen en Artikel, hvorefter en neutral Stat er berettiget til at tilstede Transport af Saarede igjennem sit Territorium, imod strengt at vaage over, at ingen Misbrug finder Sted.
Derimod var man paa tydsk Side mindre tilfreds med Luxemburgs Holdning. I en Depeche af 3die December anfører Iligskansleren, at nogle tydske Embedsmænd vare bievne fornærmede paa Gjennemreisen, og Regjeringen beskyldtes for ikke at internere franske Flygtninge. Men navnlig klages over, at Regjeringen ikke havde forhindret Thionville’s Proviantering ved et fra Luxemburg Natten mellem den 24de og 25de September afgaaet Jernbanetog. Depechen ender med at erklære, at Tydskland ikke for Fremtiden anseer sig forpligtet til at respektere Luxemburgs Neutralitet. Da England, allarmeret herover, spurgte, om det var Meningen at opsige Traktaten af 1867, søgte Rigskansleren dog at fortolke hine utvetydige Ord paa en mindre foruroligende Maade. Luxemburg svarede, at det havde gjort Alt for at overholde sine Forpligtelser som neutral Stat, men ifølge Traktaten af 1867 maatte det ikke holde flere Tropper, end der var nødvendigt til at opretholde Orden. For Tilførslen til Thionville kunde Regjeringen ikke gjøres ansvarlig. At lade et Tog med Levnetsmidler afgaae til Frankrig var ingen Krænkelse af Neutraliteten, og Regjeringen kunde ikke drages til An svar, fordi de franske Jernbaneembedsmænd, uden dens Vidende, paa fransk Grund havde istandsat den afbrudte Jernbane og kjørt lige til Thionville. — Striden endte med, at Luxemburg maatte antage et af Rigskansleren stillet Forslag, hvorefter en tydsk Embedsmand blev sendt dertil, for i Forening med Regjeringen at overveié, hvad der burde gjøres for at forhindre en Gjentagelse af de paastaaede Neutralitetsbrud. Det tog altsaa en sørgelig Ende, om ikke med Storhertugdømmets Neutralitet, saa med dets Suverænitet. Men denne have ganske vist de traktatmæssig neutraliserte Stater tildels givet Afkald paa.
Hermed har jeg afsluttet disse Bemærkninger om de ved den fransk-tydske Krig reiste Spørgsmaal og de i Krigen gjorte Erfaringer, som jeg har troet vilde frem byde mest Interesse. Jeg skal endnu kun tilføie, at det er et praktisk Blik paa de folkeretlige Forhold, som have ledet de europæiske Stater ind paa den ved Pariser deklarationen, Genfer- og Petersborgerkonventionen og endelig Brüsselerkonferencen betegnede Vei. At regularisere Krigen, og altsaa paa en Maade gribe Tyren ved Hornene, er netop her den rette Fremgangsmaade. Paa den ene Side er det under Krigen, at de løsladte Liden skaber mest trænge til hæmmende Baand, og paa den anden Side er det ligesaa vist, at medens man forøvrigt i Henseende til de vigtigste folkeretlige Spørgsmaal under tiden kan fristes til at tvivle om virkelig Fremgang, saa er der utvivlsomt en væsenlig Forskjel paa Krigenes Førelse nu og tidligere. Iler har man forholdsvis fastest Grund at bygge paa og dermed en Mulighed for at komme til et Resultat. Den tidligere berørte Modsætning imellem de smaa og de store Stater vil neppe i Længden være nogen Hindring. De smaa Stater ville indsee Fordelene ved et antageligt Kompromis, thi — som Brtisselerkonferencens Præsident ikke blev træt af at gjentage — hvis nogen vinder ved, at der ikke er faste internationale Regler for Krigens Førelse, saa er det sikkert nok ikke de Smaa.
