Der har mod Holland været rettet den Bebrejdelse, at det krænkede sin Pligt som Neutralstat, da det i November 1918 tillod store tyske Troppemasser at passere Limburgs Territorium ved Maascyk (hvor Provinsen kun har en Bredde af 7 km) for fra Belgien at slippe til Tyskland.
Den belgiske Regering var ikke venlig stemt overfor den hollandske — til Trods for den store Hjælp, Nederland havde ydet de i Tusindtal dertil ankomne belgiske Flygtninge under hele Verdenskrigen — og gjorde sig til Talsmand for hin Opfattelse og lod sin Gesandt i Haag tilstille den hollandske Udenrigsminister en alvorlig Note.
Denne besvaredes høfligt, og det oplystes, hvad der havde bevæget den nederlandske Regering til at tage den paaankede Beslutning. Paa Grundlag af dette Svar og andre Aktstykker har Redaktionen af „De militaire Spectator“ i dettes Januarhefte behandlet hele Sagen. Redegørelsen frembyder en ikke ringe Interesse, da den viser, hvilke Magtmidler selv en lille neutral Stat under vanskelige Forhold maa være i Stand til at udfolde. Ved Afslutningen af Vaabenstilstanden den 11’ November 1918 paalagdes det de i Belgien værende tyske Hære, hvoraf IV under Sixt v. Arnim (mindst 21 Divisioner stærk) stod paa højre Fløj, i Løbet af 14 Dage at rømme Landet. Der anvistes’ denne store Troppemasse den snævre Passage (25 km) mellem Limbnrgs Sydgrænse og Liège. Men foruden denne Felthær var der i den Del af Belgien, som laa N. f. Linien Antwerpen — Visé, en Mængde andre Tropper; Landeværns- og Marineafdelinger ved Antwerpen, Besætningstropper langs hele den udstrakte Grænse, Etappe-Afdelinger og RekrutAfdelinger. Disse havde ikke længere nogen Retrætevej uden at krænke Limburgs Neutralitet. Nu var disse Tropper i højeste Grad demoraliseret og de afsatte deres Officerer. De paagældende Egne blev plyndrede, og Beboerne forulempede, saa at de flygtede til Holland, og dettes Regering fandt det da at være i Belgiens Interesse, at de tyske Tropper hurtigst muligt kom tilbage til Tyskland. At modsætte sig disses Gennemmarch gennem Limburg eller at internere dem kunde der saa meget mindre være Tale om, saasom der nu var sluttet Vaabenstilstand, og England allerede havde erklæret, at de i Holland internerede Tropper kunde sendes hjem. Desuden savnede man Midler til at underbringe saa store Troppemasser, som der her var Tale om. Da derfor de tyske Myndigheder anholdt om Tilladelse til at marchere gennem Limburg for at komme hjem, gav den hollandske Regering sit Minde dertil, dog paa følgende Betingelser: 1) Gennemmarchen maatte kun ske ved Maascyk. 2) Vaabnene maatte nedlægges, saasnart den derværende Bro over Maas var overskredet.
Den hollandske Hær fik derfor Ordre til at bevogte Grænsen mod Belgien med betydelige Kræfter og til at opstille en større Troppemasse ved Maascyk. Broen blev undermineret for eventuelt at sprænges i Luften, og det fornødne Skyts kunde opstilles for at imødegaa enhver tiltvungen Overgang. Ogsaa det fornødne Lysmateriel opstilledes for at hindre en Overgang om Natten.
Arméchefen bestemte derefter, at Tyskernes Fremrykning over Maas kunde begynde den 14’ November om Morgenen, og at de straks efter at have passeret Broen skulde nedlægge Vaaben og Ammunition, kun personlig Bagage og Køkkenvogne maatte for Forplejningens Skyld medtages. De tyske Militærmyndigheder var lidet tilbøjelige til at opfylde de fastsatte Betingelser, men henset til de af Hollænderne trufne Dispositioner og deres egne Troppers Indisciplin — alle vilde ^hjem — faldt de til Føje, og saaledes overskred i Dagene 14’— 23’ November 70,300 Md. Broen. Der afleveredes 53,654 Geværer (en Mængde kastedes i Maasfloden), 3435 Pistoler, over 1000 Mitrailleuser, 59 Bombekastere 47 Stkr. Skyts og 12 Ammunitionsvogne foruden andet Krigsmateriel. Den videre March Igennem Limburg skete kun om Dagen gennem en Troppekordon og kontrolleredes af hollandske Officerer. Ingen beredne Tropper kom igennem Limburg, de dirigeredes sønden om Limburg. „De militaire Spectator“s Udvikling gaar saaledes ud paa at hævde, at ingen Del af den tyske Felthær som bevæbnet er marcheret gennem Limburg.
N.