Log ind

Den fanatiske defaitist II

#

Under henvisning til Militært Tidsskrift Sep. 1960, hvori bragtes en omtale af forsvars- og udenrigsminister P. Munchs efterladte erindringer, vil det være rimeligt at henlede opmærksomheden på 2. bind af disse memoirer, der udkom for nogle måneder siden og idag findes på ethvert bibliotek, inklusive Det kgl. Garnisons-.

Det er tiden 1909— oktober 1914 der her omtales, og i modsætning til 1. bind, under hyppige gengivelser af afdødes egne optegnelser i ubearbejdet sprog — et sprog, der forøvrigt forbløffer enhver, der som anmelderen kendte dr. Munch personligt og husker hans fornemme retorik og hele akademiske sprogbehandlingsevne. Man kan faktisk ikke undlade at studse — enkelte steder er sproget ligefrem ubehjælpsomt.

Det må formodes, at Munchs første tid som indenrigsminister ikke er det afsnit, der v il interessere dette tidsskrifts læsere mest — eller rettere, uanset mange interessante enkeltheder om det første radikale ministerium og dettes forhold til kongemagten og Kongens person under forberedelsen af grundlovsændringen (1915), v il begivenhederne om krigsudbruddet 1914 og Flådens totale samt Hærens delvise m obilisering, alt skildret af en republikaner, der kun har hån og spot tilovers for landets væbnede styrker, tiltræ kke sig den militæ re læsers fulde opmærksomhed. Man skal læse disse memoirers 50 sidste sider for at blive klar over, hvor fanatisk, ja sygelig, fjendtlig Munchs holdning overfor Kongen, Hæren og enhver militær foranstaltning var -— og man må undres over, at en mand som han overhovedet kunne forsone sig med en livsgerning i Kongens råd — for slet ikke at tale om, at han blev manden, der kom til at være topfiguren over de største militæ re foranstaltninger, de mest omfattende forsvarsforanstaltninger, dette land nogensinde har udfoldet. Da Munch i 1914 begynder at spille på dette kæmpemæssige m ilitære instrument — i sikringsstyrkens første år var vi oppe på 70.000 mand under fanerne — det ville i dag svare til en dækningsstyrke på 158.000 mand (stadig uden m obilisering) efter væksten i folketallet — undskylder han sig med, at han kun gjorde det for at berolige »de nervøse officerer«! Historiens dom vil vist falde anderledes ud og i hvert fald jævne den Munch’ske forsvarspolitik med jorden. Den kendte kun en formel: intet »militærapparat«, så der skulle jo en forklaring til, at netop denne mand satte sit navn under de største forsvarsbevillinger, den danske stat nogensinde har udredet. Men »officererne« (memoirernes standard-udtryk for alt, hvad der får det til at vende sig inden i Munch) er ikke alene »nervøse« — konstant nervøse — de er også »tåbelige« -— side 234: . . . »nogle tåbelige officerer« . . . betegnelsen bruges med slet skjult væmmelse. A lt hvad de foreslår, siger og gør er forkert, og hver gang chefen for Hæren general C. J. V. Gørtz åbner munden, er det kun tågesnak og vrøvl, der når Munclis øren. T il gengæld giver ministeriet sine direk tiver til kommandomyndighederne i et så uklart sprog, at ligemeget hvad »officererne« end foretager sig, kan Munch bagefter hænge dem ud som tåber. Deres hovedbeskæftigelse synes efter memoirerne at være overgreb mod og mishandling af de indkaldte. Memoirerne citerer, at Munehs eget regeringsblad »Extrabladet« allerede den 13. august, som sikringsstyrken er indkaldt få dage i forvejen og ingen aner, om vi hvirvles ind i krigen, i en artikel karakteriserer »officererne« med følgende gloser: »tomhoveder«, »store kreaturer«, »militære tampe« og »dukketøj«!!

»Er en hær andet end en skam og skændsel for et folk? « skriver dette regeringsblad, i de dage, hvor hele nationen klam rer sig til sit m ilitære forsvar, indkalder, iklæder, enkadrerer, graver, støber og klargør alt, hvad klargøres kan, og fortsætter: »vi hader Hæren og den fortjener at hades«! v Dette er regeringsbladets åndelige støtte til landets ungdom, der endnu mens tryksværten var våd, kunne ligge i kamp med tyskerne eller englænderne. Den 8/9 beder landets udenrigsminister — E rik Scavenius — dr. Munch, om han må blive fritaget for overhovedet mere at komme til møde med »officererne«. Munch anfører, at ønsket var gensidigt. Det er næppe rigtigt. Ingen dansk officer ville vove at ytre et sådant ønske. Anledningen er affæren med den østrigske gesandt — husket af enkelte idag. Ukendt for de fleste — men den skal »kunnes« af den, der v il gebærde sig i et dansk m ilitæ rt/ politisk m iljø. Overalt i Europa anvendte tyskerne og østrigerne — som også senere — deres gesandtskabspersonåle til elementær spionage. Det var lettere at lade ambassadøren fotografere en stilling end en leje-svend. Sidstnævnte kunne jo anlioldes, det kunne gesandten ikke. I pagt hermed tog den østrigske gesandt i september 1914 ud til det københavnske fæstningsterræn og gav sig til at fotografere løs. En vax patrulje anholdt ham og bragte ham ombord i Bagsværd-fortet. Da han påberåbte sig sin exterritorialret, men ikke kunne legitimere sig, ville fortchefen ikke løslade ham, men ringede til forsvarsministeren personligt (det var søndag aften). Munch var hurtig i sin afgørelse: fortchefen var officer og dermed tåbe •— manden måtte være den østrigske gesandt, når han sagde det. Fortchefen ville ikke lade sig overbevise og ringede efter nye forholdsregler hos efterretningschefen, kaptajn E. W ith (senere chef for Hæren), der ikke ville lægge ansvaret på fortchefen, men bad om at måtte få manden ind med eskorte. Inden han kom fra horde, havde Munch im idlertid in ­ timideret chefen for generalstaben, general Palle Berthelsen, til telefonisk at befale fortchefen til at løslade den spionerende gesandt med kamera og det hele, samt en undskyldning. Han og kaptajn W ith blev selvfølgelig overfusede af forsvarsministeren og udenrigsministeren — og W ith »truet på avancementet«. Næste søndag observerede en reserveofficer på Amager Sydfront, at et tysk hhv. østrigsk automobil kom kørende; ud steg et antal civile personer, der affotograferede Kongelundsbatteriet, der just var under opførelse — men kaptajn W ith vovede nu ikke at befale dem anholdt — hvad man næppe kan fortænke kaptajnen i. Men det var altså mere end udenrigsministeren kunne bære. Han skulle ikke mere tale med nogen officer. Det slap han vist også for — lige til 1940 — men da var de altså tyske, hvad der øjensynligt ikke generede ham. Man er nærmest lamslået, når man har læst, hvad fanatisme kan føre til i en politikers og ministers hånd. A t omtalen af Kongen, C h ristian X , der i modsætning til Munch både kunne og ville se sagerne fra mere end een side, inden beslutninger om landets liv og død skulle tages, i Munclis pen nærmer sig det usømmelige, er en sag for sig. Memoirerne bliver paradoksalt nok ikke uden hyldest til Kong Christian X — monarken, der skønt bundet på hænder og fødder, i farens stund holdt hjernen kold og hjertet varmt — for et folk har også følelser, hvormeget end så politiske kæpheste-ryttere har sat sig ud over det. Der er bebudet et nyt bind erindringer i indeværende år. Nu skal vi læse om 4 års sikringsstyrke. Det bliver interessant.

A. N. Hvidt.