P. Munch.
Erindringer 1870— 1909 Fra skole til Folketing.
Det er en trist — men uomstødelig — kendsgerning, at. interessen for landets forsvar, og dermed dets historie, kun meget sjældent ses kombineret med en dybere faglig viden andre steder end i Forsvarets aktive linieofficerskorps. Enten søger alle forsvarsinteresserede stilling som linieofficerer — eller også er linieofficersgerningen den eneste i dette land, der m uliggør udvikling af et virkeligt kendskab til og interesse for landets forsvar — derunder, som nævnt, for dettes politiske og historiske baggrund. Uden at fordybe sig i det overordentligt beklagelige i dette — for har en taktiker egentlig nogen klart bedre forudsætninger end en hvilkensomhelst anden belæst mand for at trænge til bunds i landets poli tisk/strategiske f orsva rsp roblemer? — bør hermed vore forsvarshistorie- og forsvars-politisk forskende officerers opmærksomhed henledes på afdøde forsvars- og udenrigsminister, dr. phil. P. Munchs erindringer. A t nævnte politiker for næsten alle „forsvarsvenner“ står som exponent for al dansk defaitisme og som en mand, der desårsags med katastrofen i 1940 in mente burde have siddet på anklagerbænken som sigtet, tiltalt og straffet for at have umuliggjort dansk forsvar, kommer ikke sagen ved. Dels kunne dr. Munchs defaitisme kun komme til udfoldelse i kraft, af, at den havde bred tilslutning i befolkningen — langt udover det parti, som han tilhørte, dels har enhver fighter — og af dem mønstrer vore officerskorps dog enkelte på forsvars„faget“ s område (man kan måske beklage, at der ikke er andre professioner til at tage sig af den sag!) — phgt til at vide en maximum om „fjenden“ — in casu dansk defaitisme. Første bind af erindringerne går kun til 1909 — men blikket kastes ofte ind i fremtiden — nærmere bestemt 1914, og hele perioden er såniænd interessant nok. Dels lærer man personen eller rettere personligheden, Peter Munch, at kende gennem en indgående selvanalyse spændende over barndoms- og studenterårene, dels følger man den kommende forsvarsministers systematiske opbygning af sin defaitisme.
Det kan næppe påstås, at dr. P. Munch var ukendt med sine modstanderes tanker og følelser, al den stund han simpelthen i sine unge dage var lige så grebet af forsvarsiver og „højretanker“ , in d til han fandt sit endelige ståsted. Hans behandling af forsvarssagen under 1902-kommissionens lange overvejelsesperiode må enhver forsvarshistoriker eller -forkæmper kende. For vor tids læser synes det ufatteligt, at den radikale defaitisme ikke lod sig splintre den gang med en enkelt modargumentation. Modargumenter var der nok af, der udkom 1901— 1912 ca. 300 forsvarsagitatoriske piecer, men det afgørende: A T M ED G IV E D E F A IT ISTER N E , A T D ER K A N O PSTÅ K O M B IN A T IO N ER A F KR IG S S ITU A T IO N ER , H V O R A L M O D STAND E R U D EN M EN IN G , M E N A T D ER O M V E N D T M ED LIG E SÅ STOR SAN D SYN LIG H ED (E L L E R STØ RRE) K A N O PSTÅ K O M B I N A T I O N E R , H V O R E T S LA G FÆ R D IG T „M IL IT Æ R A P P A R A T “ (Munchs yndlingsudtryk) K A N FR E LS E L A N D E T FO R K R IG O G /E LLER B E SÆ TTE LS E , blev aldrig fremdragCt'„Således som det også skete i 1914 —• og skete ved et skæbnens d rille ri — netop for Munch! Og således som vi i 1935— 36, et år, der vel må sættes som sidste frist for en kursændring, kunne have lagt op til en væbnet neutralitet i Norden og den 11. time indhentet 17 års forsyndelser og forsømmelser. Men — og det må blive anklagen over denne professionelle politiker — til trods for lærestregen i 1914, fradømte Munch, med Stauning som bøddel, det danske folk enhver anden mulighed i 1940 end overgivelse uden sværdslag. Han ville, kunne eller turde ikke betragte andre situationskombinationer end den pansrede næve mod det legende barn, og for historiens dommere vil det være en gåde, at denne belæste og akademisk velskolede og velbegavede mand, med sit uhyre ansvar, og sin erfaring fra 1914— 1918 som forsvarsminister, kunne handle som han gjorde (ikke den 5— 9. april 1940, for der tog han ærligt nok konsekvensen af sine handlinger fra 1919— 1935). T hi han havde et uhyre ansvar. Bl. a. Stauning fulgte ham i et og alt — og han bestemte, hvad den toneangivende hovedstadspresse (Politiken) skulle forme af offentlig mening om dansk forsvarspolitik og udenrigspolitik -— eller mangel på samme. Om alt dette vil det senere udsendte bind nok tale sit dystre sprog, men en omtale af dr. Munchs første politiske aktivitet kan ikke behandles, uden at perspektivet i hans virke trækkes frem. A f detaljer må fremhæves 1. binds omtale af Liitken-sam talerne, hvis enkeltheder forsvarshistorikere også bør kende. De er omtalt med stor respekt for officeren, kaptain Liitken, og i det bele taget vil man i dr. Munchs erindringer, hele tiden kunne glæde 9ig over en ærlig og sober frem stilling, ja næsten forstående af hans mange modstandere — af hvilke enkelte mere end een gang har måttet kalde på denne — i virkeligheden i flere retninger.
Dr. Munchs indflydelse på dansk udenrigspolitik blev fatal. I sin egen, man må have lov at sige aldeles overexponerede rædsel for nationens militære magtmidlers omfang og brug som led i en bestemt udenrigspolitik, ville Munch for enhver pris være sådanne magtmidler foruden. Med dette som grundlast — statens magtesløshed — måtte man så se at finde en udenrigspolitisk kurs — fandt man den ikke, måtte man gå til grunde (1940). En mand med sådanne tankerækker er ikke mindre farlig end en „m ilitaristisk æventyrer“ at have på udenrigsminister- eller forsvarsministerposten. Fanatikere må være bandlyste i de stillinger. Og Munch var fanatiker. Havde han fået sin vilje inden 1914, var vi allerede dengang nok kommet i det skæbnesvangre spor, vi betrådte i 1940. Nu fik han den først i årene op til 1939. — Men kun takket være de af ham så foragtede militære „apparater“ (de allierede hære + en væbnet dansk modstandsbevægelse) kunne landets frihed genvindes — den frihed, som Munch og hans meningsfæller ikke gav det danske folk en chane for at bevare. Om man så i øvrigt kan kalde den defaitisme, som altid vil favourisere den nærmeste voldsmagt for forenelig med den af Munch så højt besungne neutralitet, kan vel lejlighedsvis gøres til genstand for en nærmere undersøgelse.
A. N. Hvidt.
